Grundtvig, N. F. S. Lidet om Sangene i Edda

Udgivelseshistorie

Udgivelsesperiode og oplag

Tidsskriftet, der udkom i årene 1785-1808, blev grundlagt af 👤Christen Henriksen Pram og 👤Knud Lyne Rahbek. Det udkom som månedsskrift i perioden fra juli 1785 til december 1807, men fortsatte som kvartalsskrift fra 1808 og havde altså hermed en nedgang fra tolv til fire numre om året. Nedgangen skyldtes økonomiske vanskeligheder, der dog fortsatte, og tidsskriftet måtte derfor gå ind i 1808.

Ny Minerva blev delvist genoptaget under titlen Dansk Minerva 1815-1819 med 👤Knud Lyne Rahbek som redaktør.

Oplagene omkring århundredskiftet var pæne, fx var postoplaget 1798 på 224 stk. Hertil kommer formentlig et mindre løssalgsoplag af ukendt størrelse. I år 1800 var hele oplaget på ca. 1000 stk.

Hyppighed

Selv om bladet efter titlen var et månedsskrift, kunne det samles i kvartalsudgivelser (fx: “Julii, August og September 1806”) med en fælles, men stadig månedsopdelt indholdsfortegnelse. Også arknummereringen og pagineringen var fortløbende inden for et kvartal.

Når man ser på de datoer, hvormed redaktøren, fx 👤Knud Lyne Rahbek, underskrev de enkelte måneders numre, ser det ud, som om udgivelsen ofte har været mere end en måned forsinket. Fx er det sidste bidrag i det, der efter bladhovedets angivelse er julinummeret fra 1806, dateret 24. august 1806.

Både før og i den periode, hvor Grundtvig bidrager, samles tidsskriftets numre undertiden til kvartalsudgivelser.

Opbygning

Både måneds- og kvartalsudgaverne er forsynet med en indholdsfortegnelse med fortløbende pagineringer inden for et kvartal.

Kun månedsudgaven (fx maj 1807) rummer trykfejlsliste; trykfejlene er ikke rettet i kvartalsudgaven.

Omfang

Oprindelig bestod tidsskriftet af 85-110 sider pr. nummer, dvs. pr. måned. Maksimum nås omkring 1791 med 150 sider pr. nummer. Fra 1803 er der i gennemsnit 110 sider pr. nummer.

Pris

Det er ikke lykkedes at finde prisen, hverken for et enkelt nummer eller i abonnement for året 1806. Prisen i abonnement for året 1808 er 1 rigsdaler pr. nummer(Ny Minerva (december 1807), s. 336).