Grundtvig, N. F. S. Lidet om Sangene i Edda

Begrebet ►Edda dækker over flere værker, men bruges oftest om den digtsamling, der også kaldes ►Den ældre Edda. Den rummer fortællinger fra den nordiske mytologi og nordiske heltesagn, nedskrevet på Island i 1200-tallet. Se også indledningen, afsnittet om Island.

Det indledende digtuddrag stammer fra digtet ►“Island” fra 👤Adam Oehlenschlägers ► Poetiske Skrifter 1805. Grundtvig citerer linje 1, 3 og 4. I romantikken herskede en næsten mytisk opfattelse af Island, fordi både sagaer og eddadigte stammede herfra, og fordi det islandske sprog ikke var så forskelligt fra det oldislandske som fx dansk eller svensk. Hertil kom øens natur, der vitterlig er en kombination af de to modsatte naturkræfter, ild og vand. Se også indledningen, afsnittet om Island, og kommentar til Islands sagaer på s. 272 i Grundtvigs tekst.

her: kerne.

dvs. 👤Oehlenschläger.

dvs. Island.

Grundtvig og en del af hans samtid så i ►Eddaen noget ophøjet, næsten guddommeligt.

Inspireret af bl.a. 👤Henrich Steffens var der i den tidlige danske romantik en udbredt opfattelse af, at den klassiske (græske) oldtid kunne opdeles i en tidlig, poetisk, periode og en senere, episk, periode. Se evt. også indledningen, afsnittet om Andre forudsætninger.

gerning.

dvs. digtere, åndelige sønner af digterguden ►Brage. Med yngre tænkes på samtidens digtere.

klædningsstykke.

Grundtvig mener, at det er en fordel, hvis digtning er af en sådan karakter, at den ikke opfordrer til, at man sammenligner med virkeligheden, da det ikke er kunstens opgave at gengive virkeligheden (mimesis). Derfor kan man med fordel anvende historiske begivenheder som udgangspunkt for digtning.

eksisterende.

optænder.

ubestrideligt.

dvs. kan (gammel pluralisform).

gammel stavemåde af ‘løfte’ (substantiv). Grundtvigs tekst henviser til 👤Oehlenschlägers ”Subskriptions-Indbydelse” til en ny dansk oversættelse af lyriske digte og islandske sagaer fra nordisk middelalder, der var trykt i ► Minerva for maj 1804.

Med Islands sagaer menes prosafortællinger fra Islands tidlige historie, nedskrevet fra 1200-tallet og op gennem de næste par århundreder. Sagaerne rummer både historiske kendsgerninger og ren fiktion. Sammen med eddadigtene udgør de Nordens ældst kendte egentlige litteratur.

Grundtvig hentyder – til dels grundløst – til, at de gamle eddadigte i århundreder har været upåagtede.

skæmmede.

dvs. 👤Adam Oehlenschläger, der i 1805 havde udgivet ►Poetiske Skrifter, i hvis andet bind læsedramaet ►Aladdin var trykt. Se også indledningen, afsnittet om bogpakken, der fik følger.

Mål betyder sprog. Her tænker Grundtvig formentlig også, at stilen skal være moderne.

Citatet rummer en hentydning til 👤Jens Møllers refleksioner sidst i hans gendigtning: “bringe dem ind i et nyt Malerie, det henhøre til hvilken Skole det vil” (►1806, s. 231).

nemlig versfortællingen ►“Odins Reise til Dovre” (eller ►“Poesiens Oprindelse”) på 873 verslinjer fra ►Comiske Fortællinger (Baggesen 1785) .Digtet handler om, hvordan ►Odin tilranede sig digtermjøden ved at forføre ►jætten ►Suttungs datter, ►Gunløde, der vogtede mjøden. Da ►Odin i skikkelse af en ørn fløj tilbage til ►Asgård, blev han forfulgt af ►Suttung. For at flyve hurtigere måtte ►Odin lette sig ved at lade mjøden gå ud af begge ender. De andre guder stod dog parate med kar for at opsamle mjøden. Digtere, som drikker det, der kom ud af munden, bliver dygtige og inspirerede, mens de digtere, der drikker det, der kom ud den anden vej, blot er for talentløse rimsmede at regne.

Ideen om komisk digtning har Grundtvig kunnet finde i 👤Friedrich Schiller: ►“Ueber naive und sentimentalische Dichtung” (da. “Om naiv og sentimental digtning” (►Schiller 1800), som han formodentlig læste i første halvdel af 1806, hvor han læste dele af 👤Schillers ikke-skønlitterære forfatterskab (►Rønning 1907, bind 1:2, s. 68-72).

her: frihed.

“Contrasten” (dvs. enhver art modsætning) er ►Comus’ Yndlingssøn. Egentlig har begrebet komos at gøre med græske optog af unge maskerede mænd som led i fallisk-dionysisk kult ledsaget af hånende sange, siden er begrebet overført til komisk og satirisk kunst.

👤Rønning antager, at den negative poesi er det samme som den komiske: “Grundtvig vil hævde, at den negative (komiske) digter ikke står på et lavere trin end den positive” (►Rønning 1907, bind 1:2, s. 100).

endnu.

►“Odins Reise til Dovre” kaldes også ofte ►“Poesiens Oprindelse”. Se kommentar til ►“Odins Reise til Dovre” s. 274 i Grundtvigs tekst.

for at de ikke.

I fortalen til ► Poetiske Skrifter 1805 har 👤Oehlenschläger overvejelser over komisk og alvorlig digtning; og han mener, at begge har deres berettigelse. Som eksempel på det komiske anfører han syngestykket ►“Freyas Altar”, der står først i ► Poetiske Skrifter 1805 (se også ►Rønning 1907, bind 1:2, s. 89, 96), mens digtet “Jesus” “er ganske modsat” (►Oehlenschläger 1805, s. XVI). 👤Rønning antager, at den negative poesi er det samme som den komiske og angiver, at noget lignende kan findes i 👤Schiller: ►“Ueber naive und sentimenale Dichtung” (►Schiller 1800) (►Rønning 1907, bind 1:2, s. 100-01).

Tankegangen er, at den negative eller komiske eller nedbrydende poesi godt kan vendes og blive positiv, seriøs og opbyggelig. Og videre, at det ikke altid kan lade sig gøre at vende det positive, seriøse og opbyggelige, så der kommer komik ud af det.

Grundtvig antyder her, at både digtere og digtarter (fx komisk digtning, tragisk digtning m.m.) vil kunne rangordnes. Hertil kan han være inspireret af 👤Schiller ►“Ueber naive und sentimentale Dichtung”:“Es ist mehrmals darüber gestritten worden, welche von beiden, die Tragödie oder die Komödie, vor der andern den Rang verdiene. Wird damit bloß gefragt, welche von beiden das wichtigere Objekt behandle, so ist kein Zweifel, daß die erstere den Vorzug behauptet; will man aber wissen, welche von beiden das wichtigere Subjekt erfordre, so möchte der Ausspruch eher für die letztere ausfallen” (►Schiller 1800 [opr. 1795], s. 40-41).“Hyppigt har man stredes om, hvilken af de to, tragedien eller komedien, der fortjener forrangen. Bliver der dermed blot spurgt om, hvilken af de to digtarter der behandler det vigtigste emne, saa er der ingen tvivl om at førstnævnte har fortrinnet; vil man derimod vide, for hvilken subjektet er det vigtigste maa udtalelsen blive i sidstnævntes favør” (►Schiller 1795, ►overs. Johan Johansen 1952, s. 77-78).

her: indbyrdes rangordning.

den komiske behandling af oldtiden.

ældre form af ‘bestyrte’ i betydningen: forbavse.

dvs. 👤Oehlenschläger.

ubestridelig.

her: mening.

dels Island, hvor ►Eddaen er blevet til, dels en mere omfattende og mytisk forestilling om, at oldtidens Norden er det sted, hvorfra Grundtvig og hans samtid skal hente inspiration til digtningen. Se også indledningen, afsnittet om Island, samt kommentar til Islands sagaer s. 272 i Grundtvigs tekst.

oplysningstidens eller rationalismens tidsalder. Se evt. senere kommentar om Skiønhedens nyere Rige på s. 270 i Grundtvigs tekst.

Her mener Grundtvig formentlig de overleverede tekster, fx ► Eddaen , ikke (tempel)bygninger eller rituelle genstande.

egl. bedrage eller undvige, men Grundtvig mener, at man bør kunne overvinde og forlade det jordiske for at vinde (indsigt i eller sans for) det evige.

nemlig gendigtningen af eddadigtet ►Skirners Færd i majnummeret af ►Ny Minerva 1806 (►Møller 1806).

et udfald mod det daværende smagsdommeri, repræsenteret af kritikere af 1700-tallets klassicistiske skole, som fx 👤Knud Lyne Rahbek, der såvel i egne digterværker som i sin litterære kritik i højere grad var 1700-tallets mand, end han var 1800-tallets (►Rønning 1907, bind 1:2, s. 101).

dvs. romantikken, der i 1806 stadig var en ny litterær retning. Dette kan ses som modsætning til “den forstandige periode” (►Grundtvig 1806, s. 277).

dvs. ► Ny Minerva , i hvis majnummer 👤Jens Møller havde fået trykt sin gendigtning ► Skirners Reise .

her i betydningen ‘ikke’ – som ofte i ældre dansk efter nægtelse i foregående sætning.

her: forpligtelse.

I eddadigtet ►Skirners Færd er der et mindre afsnit, som i mange udgaver har overskriften ►“Skirners tale til hesten” (eller tilsvarende). Heri giver ►Skirner udtryk for sin frygt ved den farefulde færd, da han skal rejse til ►tursernes land (jætteland) for på ►Frejs vegne at fri til ►jætten ►Gymers dejlige datter, ►Gerd, eller ►Gerda, som Grundtvig kalder hende.

her: netop (efter den dobbelte nægtelse).

indsigtsfulde, i stand til at skønne.

Tomos er den romerskkontrollerede udkantslandsby Tomi eller Tomis ved udløbet af Donau i Sortehavet, hvortil 👤Ovid år 8 f.Kr. blev forvist livsvarigt på grund af majestætsfornærmelse og ikke specificerede moralske forbrydelser. Grundtvig opfatter således Langeland som en litterær udørk (og for at råde bod herpå oprettede han et læseselskab for øens præster.

kasse med et eller flere glas, hvorigennem man ser forskellige billeder forstørret og i perspektiv.

den djævelske modpart i 👤Goethes tragiske versdrama om 👤Faust . Grundtvig har haft mulighed for at kende det ►trykte fragmentet fra 1790 eller ►trykket fra 1797. Hos 👤Goethe hedder han faktisk Mephistopheles.

Henvisning til 👤Goethes drama ►Faust . Grundtvig har haft mulighed for at kende ►fragmentet fra 1790. Grundtvig delte formentlig 👤Steffens' begejstring for dette værk, se også indledningen, afsnittet om Andre forudsætninger.

►Fritzners Ordbog (1867, s. 664) citerer stedet fra ►Skírnis Mál (da. Skirners Færd), men i formen “tams vendi”, gjort (dvs. omvendt til at være) tam. Her er altså ikke tale om et substantiv.

Den Arnamagnæanske kommission udgav i 1787 første bind af en stor latinsk-oldislandsk udgave af en række af eddakvadene med titlen: ►Edda Sæmundar Hinns Fróda. Edda Rhythmica seu antiqvior, vulgo Sæmundina dicta (da. Sæmund den Frodes Edda. Den poetiske eller ældre edda, almindeligvis kaldet Sæmunds). Dette værk er sammen med ►Sandvigs oversættelse (1783-1785) Grundtvigs vigtigste kilde til eddadigtene.

egl. ‘gambanteinn’, en magisk stav. Grundtvig gør den i noten på side 281 i teksten til en runestav. Ordet optræder kun i ►Skírnis Mál (da. Skirners Færd) og ►Hárbardslióð (da. Harbards Sang); se yderligere i kommentar til “Tvangs Kiæp” s. 281 i Grundtvigs tekst.

►Skirners Færd .

Med æblerne kan alluderes til den nordiske gudinde ►Iduns æbler, der gav guderne godt helbred og evigt liv. Disse æbler lover ►Skirner til ►Gerd, hvis hun vil mødes med ►Frej.

Der er en pointe i, at Grundtvig her henviser til Sandvigs danske ►oversættelse fra 1785, for 👤Møller havde anvendt 👤Gräters ►tyske fra 1789; se også indledningen, afsnittet om 👤Jens Møllers gendigtning.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Det støtter sig kraftigt til ► 👤Sandvigs oversættelse (1785, strofe 26-40, svarende til strofe 25-37 i ►Den Arnamagnæanske Kommissions udgave (1 1787) og ligeledes strofe 25-37 i nyere oversættelse, fx ► 👤Martin Larsens, 1943).

►Gerds fader, ►Gymer.

udset til at dø (efter oldislandsk ‘feigr’).

👤Martin Larsen oversætter direkte til “Tamstav” og kommer således uden om et egentligt tolkningsproblem (►1943, strofe 26 i Skirners Færd); se også kommentar til “gambantein” s. 280 i Grundtvigs tekst.

Mækir er et kort sværd.

Både i oldtid og middelalder tillagde man runerne magisk, besværgende kraft.

her: standsende (evt. for at undre sig).

►Heimdal vogtede ►Gjallarbroen, som førte til gudernes hjem, ►Asgård. Meningen er, at ►Gerd vil blive endnu mere kendt end han.

mere ordret: gab du, [mens du vender dig] bort.

Stedet er en oversættelse af det udtryk, der i ►Den Arnamagnæanske Kommissions udgave (1 1787) er anført således: “þvrsi þríhavfþvþom” (strofe 31).Hvis man giver runerne i runealfabetet navne, hedder det om Þ (thorn-runen): “Þurs vældr kvinna kvillu; / kátr værðr fár af illu.” (da.: ►Turs [►jætte] volder kvinder kvaler; / få bliver lykkelige af ulykke) (http://da.wikipedia.org/wiki/Runealfabet (21. februar 2011). Der er altså god mening i, at det netop er den del af ►jætterne, man kalder ►turserne, der i truslerne skal bruges til at pine ►Gerd.Hvad det trehovedede angår, er det usikkert, hvad der hentydes til. Eddaen kender ikke til en trehovet ►turs andre steder end her, men folketroen har flere eventyr, hvori der optræder trolde med tre hoveder.I ►Nordens Mytologi fra 1808 gendigter Grundtvig sekvensen til “Tre er hans Træk” ( s. 106).

I 👤Martin Larsens oversættelse af eddadigtene omtales i noteapparatet en gammel skik, der gik ud på, at man ved høsttide lagde en tidsel i vindueskarmen med en sten ovenpå “for at uskadeliggøre de kornstjælende Tidseldæmoner” (►1943, s. 229). Se evt. forskellige oversættelser af denne passage i kommentar til “trængt af Ilden” s. 283 i Grundtvigs tekst.

Ingen af de nyere oversættelser af Skirners Færd bringer her noget med ild. Se også kommentar til s. 283 om tidsler.

Nyere oversættelser, fx ► 👤Martin Larsens (1943, strofe 31) oversætter det med trylletav. Se også indledningen, afsnittet om Grundtvig som oversætter.

►Odin.

gl. imperativ pluralis: hør!

Den nordiske mytologi angiver ikke nogen sønner af ildjætten ►Suttung. Her er tale om, at ►jætterne i ►Suttungs følge bliver anråbt.

►Skirner truer ►Gerd med, at ingen, hverken ►jætter (hendes egen slægt) eller ►aser og deres allierede vil kunne fatte kærlighed til hende. ►Gerd vil på den måde blive totalt isoleret.

►Gerd er af ►jætte- eller ►turseslægt.

henvisning til, at runer, når de skulle bruges til at fortrylle, ofte blev skåret på træstave, som derefter blev kastet efter den, der skulle rammes af fortryllelsen.

Frit oversat: Jamen så byder jeg dig hellere velkommen! (af ”Heill ver þú nú heldr”.

her: bæger med ‘rim’ på fra mjødens skum.

her: fratages.

her: vold eller besiddelse.

overbevises om.

regnes for trolddom.

dvs. eddadigtet ► Skirners Færd .

snarere.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Den støtter sig til strofe 10 ► 👤Sandvigs oversættelse (1785, svarende til strofe 10 i nyere oversættelse, fx ►Martin Larsens 1943).

dvs. ►jætten ►Gymer, ►Gerds far.

står.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Den støtter sig til strofe 42-44 i ► 👤Sandvigs oversættelse (1785, svarende til strofe 40-42 i nyere oversættelse, fx ►Martin Larsens (1943).

blufærdigt for: have samleje med.

nemlig 👤Jens Møllers gendigtning, ►Skirners Reise, trykt i majnummeret af ► Ny Minerva 1806.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Den støtter sig til strofe 3 og 4 i ► 👤Sandvigs oversættelse (1785, svarende til strofe 3 og 4 i nyere oversættelse, fx ►Martin Larsens 1943).

den vældige fra gudernes flok, dvs. ►Frej.

kenning (dvs. fast poetisk udtryk fra den nordiske skjaldekunst) for solen.

dvs. ►Heimdal.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Den støtter sig til sidste halvdel af strofe 6 i ► 👤Sandvigs oversættelse (1785, svarende til sidste halvdel af strofe 6 i nyere oversættelse, fx ►Martin Larsens 1943).

dvs. 👤Jens Møller.

Citatet stammer fra s. 224 i 👤Jens Møllers gendigtning af ►Skirners Færd , eller ►Skirners Reise, som 👤Møller kalder sit værk. Digtet blev offentliggjort i majnummeret af tidsskriftet ►Ny Minerva 1806 (►Møller 1806).

trådte frem.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Den støtter sig til strofe 8 i 👤Sandvigs oversættelse (1785, svarende til strofe 8 i nyere oversættelse, fx ►Martin Larsens 1943).

►Frejs sværd springer selv ud af skeden, når der er ►jætter i nærheden.

Ytringen er et ordret citat fra 👤Jens Møllers gendigtning (►1806, s. 225). Den sorg, der hentydes til, er formentlig ►Frejs elskovskvaler.

Citatet stammer fra s. 225 i 👤Jens Møllers gendigtning af ►Skirners Færd , eller ► ►Skirners Reise, som 👤Møller kalder sit værk. Digtet blev offentliggjort i majnummeret af tidsskriftet ►Ny Minerva 1806. 👤Møller har dog “Med” i sidste linje, hvor Grundtvig har “Mod”.

her: kamp.

I 👤Jens Møllers gendigtning af eddadigtet ►Skirners Færd (►1806) lader ►Skirner til at formode, at han bliver næsten usårlig, når han først bliver udstyret med ►Frejs hest og sværd.

På Grundtvigs tid regnede man stadig med, at ►Den ældre Edda havde en forfatter – eller i det mindste en meget bevidst samler – af de gamle gudedigte, nemlig 👤Sæmund den Frode, heraf navnet ►Sæmunds Edda. 👤Sæmund levede tidligere end 👤Snorre (der på sin side har givet navn til ►Snorres Edda eller ►Den yngre Edda ). Se også kommentar til “Tilsætning af en senere Haand” s. 293 i Grundtvigs tekst.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Den støtter sig til strofe 14 i ► 👤Sandvigs oversættelse (1785, svarende til strofe 14 i nyere oversættelse, fx ►Martin Larsens 1943).

Citatet stammer fra s. 226 i 👤Jens Møllers gendigtning af ►Skirners Færd , eller ►Skirners Reise, som 👤Møller kalder sit værk. Digtet blev offentliggjort i majnummeret af tidsskriftet ►Ny Minerva 1806. 👤Møller har dog – af hensyn til rytmen – “Gang'rens” i første verslinje, hvor Grundtvig har “Gangerens”.

den hest, som ►Skirner har lånt af ►Frej, og som kan ride tværs gennem flammehegn.

dvs. 👤Jens Møller eller andre af hans – i Grundtvigs øjne – ringe kaliber.

Fodmål er versefødder. Grundtvig hentyder nedladende til 👤Jens Møllers versificerede gendigtning af ► Skirners Færd (1806); se også indledningen, afsnittet om 👤Møllers gendigtning.

Som Grundtvig skriver, stammer citatet fra de første seks linjer af 👤Jens Møllers digt, ►“Skirners Reise” (1806). Digtet havde – formentlig ved en sætterfejl – en forkert undertitel, “Kiærlighedsgudernes Straf”, og var blevet trykt i majnummeret af ► Ny Minerva 1806. Se også indledningen, afsnittet om 👤Møllers gendigtning.

dvs. 👤Knud (Lyne) Rahbek.

her: begyndelsen.

Citatet stammer fra s. 212 i 👤Jens Møllers gendigtning af ►Skirners Færd , eller ►Skirners Reise, som 👤Møller kalder sit værk. Digtet blev offentliggjort i majnummeret af tidsskriftet ►Ny Minerva 1806. 👤Møller har dog ‘;’ i sidste verslinje, hvor Grundtvig har det mere forventelige ‘?’.

tempeldøre.

efterslægts.

dvs. 👤Jens Møller.

►aser og ►vaner.

Digtguden kan enten henvise til ►Brage eller ►Odin. Når Grundtvig omtaler et tempel dækket af skjolde, er det nærliggende at tænke på ►Odins bolig, ►Valhal, der er tækket med skjolde, hvilket omtales i eddadigtet ► Grimners Sang.

barnagtigt legeværk, barneleg.

klage, jammer.

Det er ikke almindeligt at betegne de nordiske guder som alrådende; og Grundtvig skifter da også mening om dette punkt i sine senere skrifter, fx ►“Om Asalæren” (Grundtvig 1807).

I nordisk mytologi findes forestillingen om, at de mænd, der faldt i kamp, hver dag fik lov at kæmpe for ►Odin på slagmarkerne uden for ►Asgård. Disse mænd kaldes ►einherier.

dvs. helte, der der næsten guddommelige, næsten ligeværdige med guderne.

►Odin.

her i overført betydning, men egl. åbninger i huden.

dvs. ►Odin, som i det oprindelige ►eddadigt, ►Skirners Færd, straffer ►Frej.

Det er en af Grundtvigs anker mod 👤Jens Møllers gendigtning (►1806), der lader persontegningen ligne den romerske mytologis. 👤Møller tillægger guderne få karakteristika i stedet for at gøre dem så nuancerede, som Grundtvig ser dem. Se også indledningen, afsnittet om Grundtvigs kritikpunkter.

Her lader Grundtvig to af de romerske guder være behersket af kun en enkelt egenskab hver. I hans øjne skiller de sig herved fra de nordiske, der hver for sig dækker et større spektrum af menneskelige følelser. Se også tidligere kommentar til fremmed Mythologi s. 292 i Grundtvigs tekst og indledningen, afsnittet om Grundtvigs kritikpunkter.

“stillede hver deres snedighed eller snilde op imod den anden”. Dette sigter til det familieskænderi, ►Odin og ►Frigg refereres for at have haft om deres respektive fostersønners skæbne i prosaindledningen til eddakvadet ►Grímnismál , som endte med et væddemål mellem ægtefællerne og affødte ►Odins besøg hos kong ►Geirrød.

Efter at ►Loke havde været skyld i ►Balders død, blev han straffet ved at blive bundet til en klippe under en slange, der dryppede gift ned på ham. Hans trofaste hustru, ►Sigyn, samlede giften i en skål; men hver gang hun tømte skålen, dryppede giften ned på ►Loke, der vred sig i smerte.

Ifølge ►Vølvens Spådom (str. 51 i nyere oversættelser, fx ►Meulengracht Sørensens fra 2001) kommer ildjætten ►Muspel ved ►Ragnarok østfra med store skarer af ►jætter for at overfalde ►aserne.

►Zeus' kamp mod ►titanerne finder sted i de græske guders meget tidlige historie, inden ►Zeus sammen med 11 andre guder dannede gruppen af de olympiske guder.

►Frej er gud for fred og især frugtbarhed.

Grundtvig søger her formentlig efter en klar modsætning mellem ►Frej og ►Odin, for almindeligvis opfattes ►Odin som den øverste blandt de nordiske guder, ikke som krigsgud.

►Frejs leg er en sjælden – måske Grundtvigs egen betegnelse for kamp.

Krigsguden ►Tyr er også gud for tingstederne, men her vendes meningen på hovedet, idet “►Tyrs ting” bliver Grundtvigs betegnelse for kamp.

Almindeligvis er det ►Thor, der bliver forbundet med uvejr, men her lader Grundtvig – under inspiration fra skjaldedigtet ►“Glyms Drape” – ►Odin være uvejrets gud. På denne måde for han introduceret endnu en betegnelse for kamp. Se også kommentar til ►“Glyms Drape” s. 293 i Grundtvigs tekst.

►“Glyms Drape” stammer fra ►Snorres Edda og er et skjaldedigt af 👤Thorbiörn Hornklove. Det indgår i ► Harald Hårfagers Saga og handler om kong 👤Haralds kampe.Et drape (eller drapa) er et oldnordisk digt, der lovpriser en fremragende mands bedrifter.

Grundtvig mener hermed, at de græske guder er mindre rummelige, mere allegoriske end de nordiske, der rummer flere psykologiske aspekter eller sider; se også kommentar til fremmed Mythologi s. 292 i Grundtvigs tekst.

Her hentyder Grundtvig til de græske guders indbyrdes stridigheder.

den lille del af ►Skirners Færd, der handler om, at ►Frej sætter sig på ►Odins guddomssæde, ►Hlidskjalv. Denne del af myten er udførligere behandlet i ►Snorres Edda.

Selv om man på Grundtvigs tid også kaldte ►Den ældre Edda for ►Sæmunds Edda, dvs. henførte den til en enkelt forfatter eller samler, giver Grundtvig her udtryk for, at ►Eddaen rummer flere historiske lag.

dvs. græsk eller romersk mytologi.

her: forpligter.

dvs. ►Freja.

henvisning til digtet ►“Freyas Rok” af 👤 Adam Oehlenschläger (►1805), der citeres i det følgende; se evt. kommentar til digtet s. 293 i Grundtvigs tekst.

👤Oehlenschläger.

Citatet stammer fra digtet ►“Freyas Rok” af 👤Oehlenschläger. Digtet blev allerede trykt i 1803, hvor det blev udgivet i ► Poulsens Nytaarsgave 1804 . Senere blev det optaget i ► Poetiske Skrifter 1805. Eftersom indledningsdigtet til ►“Lidet om Sangene i Edda” stammer fra ► Poetiske Skrifter, er der stor sandsynlighed for, at det er i dette værk, Grundtvig har set ►“Freyas Rok”. Selv om det ikke fremgår af Grundtvigs ►bogfortegnelse fra 1805 (fasc. 501.1), at han selv har haft bogen, var den med i den bogpakke, der ankom til Egeløkke i juli 1806. Se også indledningen, afsnittet om bogpakken, der fik følger.Eftersom der er mindre afvigelser – navnlig i ordvalg og småord – fra originalen, er det nærliggende at gå ud fra, at Grundtvig citerer efter hukommelsen.

I eddadigtet ►Ægirs Gæstebud eller Lokasenna berettes historien om, hvordan ►Loke ved et gilde hos ►aserne spotter guderne én efter én. ►Ægir har brygget det øl, der drikkes ved gildet. Den alternative titel, Lokasenna, kan oversættes med ‘►Lokes skænderi’.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af Ægirs Gæstebud . Det svarer til strofe 42, både i ►den arnamagnæanske kommissions udgave (1 1787) af ►Ægis Drekke (da. Ægirs Gæstebud ) og i ► 👤Sandvigs oversættelse, som 👤Grundtvig bygger sin oversættelse på (1785).

I den nordiske mytologi findes ingen navngivne sønner til ►Muspel, men udtrykket bruges ofte om ►Muspel og hans følge. Her alluderes til, at ►Muspel og hans folk under ►Ragnarok drager mod ►aserne med fjendtlige hensigter.

gerning.

►Vigrids slette er det sted, hvor ►aser og ►jætter skal kæmpe ved ►Ragnarok. I eddadigtet ►Vaftrudners Sang, hvor sletten er omtalt, står der ikke noget om, at stedet skulle være specielt tåget.

‘Den høje’ er et andet navn for ►Odin. Når ►Fenrisulven sluger den høje as, hentydes der til ►Ragnarok, hvor ►Odin skal dø i kamp med ►Fenrisulven.

Grundtvig hentyder til følgende sted fra 👤Møllers gendigtning: “Og nu, min Læser, du, som tyer / Saa tidt til Hellas’s Fabeltid, / Og fro i Mindet der fornyer / Orests og Pylads Vennestrid [...]” (►Møller 1806, s. 222).

det djævelske eller sataniske princip i universel forstand.

Der henvises til fortællingen om ►Lokes straf, som der er antydninger af i ►Vølvens Spådom. Derudover kan man læse om straffen i ►Snorres Edda og i eddadigtet ►Lokasenna, (da. ►Ægirs Gæstebud ). Se kommentar til ►Lokes giftbesprudlede lemmer s. 292 i Grundtvigs tekst.

►Skirners Færd er et af gudedigtene i ►Den ældre Edda. Det kaldes også Før Skirner eller Fǫr Skírnis eller Skirners frierfærd for ►Frej. Det handler om dengang, da ►Frej uretmæssigt havde sat sig på ►Odins sæde og derfra fik øje på jættedatteren ►Gerd, som han forelskede sig i.

Efter Grundtvigs opfattelse er det ►nornerne, der styrer verdens gang, uafhængigt af gudernes gøren og laden. Se også indledningen, afsnittet om Placeringen i Grundtvigs forfatterskab.

►Balders død er for Grundtvig et af varslerne om ►Ragnarok.

Ordet “Hævnstaven” er Grundtvigs ændring af 👤Møllers “Tryllestav” (se fx ►Møller 1806, s. 228, hvor ►Skirner siger til sig selv: “Dog – hvorfor raadvild nytter du / Ei Tryllestaven, som dig skiænkte / Den kloge Gud [dvs. ►Frej]”). 👤Sandvig skriver i sin oversættelse af ► ►Skirners Færd (►1785) “Tvangs Kiæp”. 👤Møller kender tilsyneladende ikke 👤Sandvigs danske oversættelse. Se også indledningen, afsnittet om 👤Jens Møllers gendigtning.

elskerinde (nedsættende).

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Det svarer til strofe 7 både i ►Den Arnamagnæanske Kommissions udgave (1 1787) af ►Skirners Færd og i ► 👤Sandvigs oversættelse fra 1785. Også i moderne oversættelser, fx Martin Larsens ►oversættelse fra 1943, er det strofe 7.

dvs. i sin ungdom. Grundtvig kan have set udtrykket i 👤Sandvigs ►oversættelse af Skírnis Mál (da. ►Skirners Færd ), 1785. Den ►arnamagnæanske kommissions udgave har “Ungom í árdaga” (1 1787, strofe 7), dvs. “ungdommen i fordums dage”.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd. Det svarer til dele af strofe 20 både i ►Den Arnamagnæanske Kommissions udgave (1 1787) af ►Skirners Færd og i ► 👤Sandvigs oversættelse (1785). Også i moderne oversættelser, fx ► 👤Martin Larsens oversættelse fra 1943, er det strofe 20 (►Larsen 1943).

dvs. ►jætterne.

Grundtvigs egen oversættelse af et uddrag af ►Skirners Færd . Det svarer til dele af strofe 16 både i ►Den Arnamagnæanske Kommissions udgave (1 1787) af ►Skirners Færd og i ► 👤Sandvigs oversættelse fra 1785. Også i moderne oversættelser, fx ► 👤Martin Larsens oversættelse fra 1943, er det strofe 16.

broders drabsmand.

Grundtvig gør sig til talsmand for, at ►Aurboda (►Gerds moder) og ►Angrboda (►Midgårdsormens moder) er den samme.

Her menes ikke nogen bestemt digter, men blot den digter, der kunne finde på at tage emnet op.

gl. pluralisform af ‘drama’.

I ► Charis for 1804 havde 👤Adam Oehlenschläger ladet trykke ►“Første Sang af Edda, Epopee i 24 Sange” (►Oehlenschläger 1804).

her: 👤Oehlenschläger.

Grundtvig håber, at 👤Oehlenschläger også vil gendigte/oversætte hele ► Eddaen . Allerede i 1803 (nytår) havde 👤Oehlenschläger offentliggjort digtet ►“Edda” i ► Charis .