Indhold
✂ ►Politivennen betyder ‘loyal tilhænger af lov og ret’ eller ‘ven af politiet’. Ideen med ugeskriftet fremgår af den programerklæring, som under overskriften “Anmeldelse” [bekendtgørelse] bragtes i første nummer af bladet, ►Politivennen nr. 1, 1798, s. 1-3. Det hedder heri bl.a.: “I en Tid da man hvert Øjeblik hører Klage paa Klage over Uordener, som man troer at et Lands, en Stads Politi burde afhielpe, som man andensteds og tildels her tilforn finde hævede, Uordener, som snart bryde paa Sundheden og Sikkerheden, snart paa Borgernes Velfærd, Smag, Moralitet – [...] paa en saadan Tid troer et Selskab af Borgere, der forene Agt for de staaende Indretninger med Nidkjærhed for disses Overholdelse, Drøvtelse, Forbedring, Fuldkommelse, at gavne ved at udgive, under Navn af ►Politivennen, et Ugeblad, hvori Undersøgelser af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretninger om Fremmedes Indretninger, Forslag til Forbedringer, Angivelser af Politisynder m.m. (af Politiets Mænd og imod Politi) her i Kjøbenhavn forenes med Efterretninger om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne. [...]
✂ Ligesom vi af Politiets Mænd vente os Tak for, paa saa borgerlig en Maade, at forskaffe dem Efterretninger, som enten vilde koste dem megen Møje selv at indhente, eller kun ved de for frie Borgere saa hadeværdige hemmelige Angivelser erholdes – for Vink og Forslag, som de enten uforandrede kunne bruge, eller ved egen Tænksomhed forbedre; saa haabe vi paa den anden Side, at selv de Borgere, hvis Overtrædelser Bladet lægger for Dagen, ville lade vore Hensigter vederfares Ret, og finde, at den Mand, der standser sin Medborger paa en uret Vei, der hindrer ham fra at skade, skeer det endog ved et føleligt Tag, er hans sande Ven.
✂ Maatte vore Bestræbelser vinde den Deeltagelse Maalet synes at burde sikre os! Maatte vore Medborgere kappes om at være vore Medarbejdere! O da kan det Politiblad, der i 1798 var, synes os, en trængende Fornødenhed, snart tage Afskeed fra sunde, sædelige, sikre, almeentænkende, almeenvirkende Borgere!”
✂ ►Politivennen så det altså som sin opgave at påtale “Uordener” af enhver slags og overalt i Danmark, fx mangelfulde rendestensbrætter, ubehagelige lugte i gaderne, glammende eller bidske hunde samt uartige gadedrenge. Intet var for småt. Hertil kom så klager over myndighedssvigt eller bureaukrati. Mange af indlæggene i ►Politivennen har unægteligt spidsborgerlighedens præg, men det skal retfærdigvis understreges, at en hel del bidrag er nøgtent debatterende og indeholder fornuftige forslag og overvejelser eller har et klart oplysende sigte. Andre igen bæres af ligefrem ideale motiver. Det gælder fx Grundtvigs ►“Et Særsyn i det nittende Aarhundrede” eller regensianeren 👤P. Hansens indlæg ►“Ønske for Beboerne af den Helsingørske Daarekiste” ( ►Politivennen nr. 344, 1804, s. 5465 ff.), hvor artiklens forfatter skildrer de psykiatriske patienters elendige forhold på Helsingør hospital og opfordrer til reformer.
✂ Bladets artikler var skrevet af læserne eller af redaktøren 👤K.H. Seidelin, der i bladhovedet meddeler, at han “er Forfatter af alle Stykker, hvorunder Bogstaverne 👤K.H.S., eller intet Navn findes.” At læsernes medvirken lå 👤Seidelin meget på sinde, fremgår af en meddelelse i ►Politivennen nr. 299, 1804, s. 4764, hvor han fremhæver: “Mundtlige Bidrag modtages ogsaa. For dem, som ikke have Øvelse i at føre i Pennen, tilbyder man sig at ordne deres Bidrag. Bidrag fra Provindserne indsendes portofrie.” Samme notits, som også oplyser, at bidrag kun optages, “naar Materien angaaer Politi, og naar Foredraget er anstændigt og tydeligt”, findes i andre numre af ►Politivennen.
✂ ►Politivennens udgiver var fra 14. august 1802 underlagt censur. I årene 1799-1848 blev enevældens indskrænkede trykkefrihed håndhævet af “Politikammeret”, dvs. politiretten (politikammerretten), der var en enmandsbetjent domstol, bestyret af Københavns politimester. Censurdatoen – her “den 14 Januari 1804” – var sammen med tilladelsen “Maae trykkes” ofte anført på det trykte. Censurpåtegningen er underskrevet af 👤Hans Haagen, der i perioden 1800-09 var politimester i København.