Grundtvig, N. F. S. Et Særsyn i det nittende Aarhundrede Mere om det skoleholderløse Sogn paa Falster Bekjendtgjørelse

Artiklerne om det skoleholderløse sogn

✂ I slutningen af november 1803 aflagde Grundtvig besøg hos sin bror 👤Otto, der var sognepræst i Torkilstrup på Falster. Her blev han bekendt med, at det nærliggende sogn Eskilstrup i ti år havde været uden skoleundervisning. Den lokale skoleholder 👤Michel Larsen Krog havde på grund af blindhed måttet opgive at undervise, men ikke desto mindre havde han fået lov til at beholde sit embede, fordi han ikke kunne undvære sin lærerløn, som det hed. Ikke nok med det: tre år efter skoleholderens død i 1801 var stillingen stadig ubesat.

✂ I midten af januar 1804 fik Grundtvig under overskriften “►Et Særsyn i det nittende Aarhundrede” optaget en artikel i det københavnske ugeskrift ►Politivennen, hvor han skildrede de kritisable skoleforhold i “et vist Sogn paa Falster” og deres alvorlige konsekvenser for ungdommen og den kristne forkyndelse. Senere samme måned indrykkede han i ►Politivennen en kort notits, som præciserede, at sognets navn var Eskilstrup.

✂ Det københavnske ugeskrift ►Politivennen så det som sin opgave at påtale “Uordener” af enhver slags og overalt i Danmark, lige fra mangelfulde rendestensbrætter, ubehagelige lugte i gaderne til klager over myndighedssvigt eller bureaukrati. Bladet læstes omhyggeligt både af borgere og myndigheder, og ethvert indlæg var derfor sikret betydelig opmærksomhed. Se også tekstredegørelsens afsnit 2.1.4 om ►Politivennens indhold.

Biskop Birchs brev

✂ I sin omarbejdede dagbog for 1802 – en slags selvbiografi, som han daterede i maj 1804 – skriver Grundtvig om sagen. Han omtaler sig selv i tredje person og skriver, at dette “Skrit fandt – saavidt han veed – de Sagkyndiges Bifald, men skaffede ham – da han midt i Ianuar atter var paa Falster et Brev fra den nysudnævnte Biskop 👤Birch, som gandske misbilligede hans Opførsel [...]” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1, s. 68. Interne varianter er her som i de øvrige citater udeladt. Opløste nasalstreger gengives med kursiv). I dagbogen har Grundtvig desuden afskrevet biskoppens brev, dateret 5. februar 1804 ( ►Dag- og Udtogsbøger 1, s. 68 f.).

✂ I brevet udtalte biskoppen sin irriterede “Forundring” over offentliggørelsen af affæren, som han dog også åbenhjertigt betegnede som “en høist utilgivelig Forsømmelse”, der omgående skulle rådes bod på. Han bebrejdede Grundtvig, at han ikke i et privat brev havde gjort ham opmærksom på sagen, da offentlig omtale efter biskoppens mening først burde ske, når alle andre veje havde vist sig ufarbare. Samtidig bad han Grundtvig fortælle, hvad de lokale myndigheder hidtil havde foretaget sig i sagen.

Grundtvigs svarbrev

✂ I den omarbejdede dagbog – altså i maj 1804 – udtrykte Grundtvig sin forundring over biskoppens brev: “Grundtvig fandt Indholden af dette Brev underlig som manglende lokal Kundskab, der burde være den Præmisse hvoraf Konklusjonen om dette Skridt var rigtigt eller ei skulde udledes – men Ieg undrer mig ei saa meget over Brevets Indhold som Brevet selv, da Ieg ei seer Grunden, hvi man skulde henvende sig til Anmelderen naar man ingen Beskyldning vilde fremføre for Usandhed” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1, s. 69). I dagbogen bringer Grundtvig også en afskrift af sit svarbrev, dateret 23.2.1804, til biskop 👤Birch. Han forklarer her først, hvorfor han ikke havde henvendt sig direkte til biskoppen:

✂ “Da Ieg skrev min Anmeldelse til Indrykkelse i ►Politivennen, var Deres Udnævnelse til Biskop i Laaland ikke offentlig bekjendtgjort eller, var den det end, havde den dog ikke naaet min Afkrog. Kun Rygtet nævnede – blant Andres – ogsaa Deres Navn, og under saadanne Omstændigheder, haaber Jeg det indlysende for D: H: at Ieg ikke – end ei med mindste Skin af Rimelighed – kunde henvende mig til Dem som saadan – Dog nægter Ieg ikke, at om Ieg end havde havt den fuldkomneste Vished om at D: H: var bestemt Bispestolen vilde Ieg neppe vovet at uleilige Dem med et privat Brev –”

✂ Grundtvig røber også, hvad der var hans tanke bag henvendelsen til offentligheden:

✂ “At Ieg til min Anmeldelse valgte det Mellemrum da Falster manglede en høieste geistlig Øvrighed, forekom mig hensigtspassende, da den vordende Biskop – Hvo han end var – derved kunde – hvis han vilde – anlediges til, at vende sit Blik paa en Gjenstand, der syntes at fordre ilende Virksomhed –”

✂ Grundtvig anførte endvidere, at biskoppens velkendte interesse for “sand Oplysnings Fremme” var en garanti for, at problemet ville blive løst. En udførlig redegørelse for, hvad der tidligere var sket i sagen, måtte det imidlertid påhvile de lokale myndigheder at afgive og ikke ham, Grundtvig, som ikke havde detaljeret kendskab til sagens gang, “da det var mig nok at vide Bestræbelserne for at faae Eskilstrup Skole besat, virkelig havde existeret, og ei hidtil havt nogen synlig Virkning.”

✂ Efter afskriften bemærkede Grundtvig i maj 1804 tørt:

✂ “Saaledes troede G: at have fulgt Biskopen Skrit for Skrit, saavidt hans Agtelse for ham tillod – Endnu har nok Skolen ei faaet nogen Lærer – Naar Ieg faaer fat paa hin ►Politiven skal Ieg afskrive Anmeldelsen –” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1, s. 71).

✂ I juni 1804 henvendte Grundtvig sig så igen til ►Politivennens læsere, denne gang for at fortælle, at Eskilstrup sogn nu omsider havde fået en skolelærer. Der var ifølge artiklen grund til at tro, at den nyudnævnte biskop 👤Birch havde gjort sin indflydelse gældende.

Grundtvigs motiver

✂ Når Grundtvig tog denne sag op og bragte den offentligt frem, skyldtes det en retfærdig harme over, at omsorgen for en enkeltperson og hans lønindkomst var sket på bekostning af den sociale forpligtelse over for et helt sogns opvoksende ungdom. Samtidig viser Grundtvigs tale om “Oplysningen” og dens “Fremskriden” og hans karakteristik af Eskilstrups sognepræst som “Stedets oplyste Religionslærer”, at han her var under påvirkning af filantropinismen. Det var en pædagogisk retning, der opstod i slutningen af oplysningstiden og fik navn efter 👤Johann Bernhard Basedows berømte kostskole i Dessau, Philantropinum, grundlagt 1774. Filantropinismen anså undervisning af den brede befolknings børn som en vej til menneskelig og samfundsmæssig udvikling og fremgang. Målet var at danne gode, fornuftige, oplyste og lykkelige mennesker. Filantropinismen ønskede at fjerne både udenadslære og korporlig afstraffelse fra skolen. Al læren skulle ske med lyst og så vidt muligt i legens form.

De ansvarlige

✂ Ansvaret for, at Eskilstrup sogn i 10 år havde været uden fungerende skoleholder og at stillingen efter hans død i flere år stod ubesat, skal placeres hos tilsynet med skolen. Dette blev for de kongelige rytterskolers vedkommende varetaget af den lokale sognepræst, mens provsten havde overtilsynet sammen med amtmanden, der dog ikke synes at have være inddraget i denne sag. Biskoppen udgjorde først tredje led i kontrolsystemet. Af det ovenfor anførte brev til biskop 👤Birch fremgår, at “Sagen er berettet, saavel til Sl. Biskop 👤Bloch som til det danske Kanselli”, hvilket viser, at “Bestræbelserne for at faae Eskilstrup Skole besat, virkelig havde existeret”. Det kan derfor antages, at sognepræsten 👤Kristian Humble (1772-1799) og efterfølgeren 👤Peder Dalhoff (1799-1827) samt provsterne 👤Søren Ingemann (1782-1797) og 👤Didrik Blicher (1797-1805) virkelig har søgt at gøre opmærksom på tingenes sørgelige tilstand. Det har ikke været muligt at finde indberetninger fra de lokale tilsynsførende til Danske Kancelli eller til biskop 👤Tønne Bloch, der i 1786 var blevet udnævnt til biskop over Fyns Stift, hvorunder dengang også Lolland, Falster, Als og Ærø hørte. Men Visitatsprotokollen for Fyns Stift, 1732-1803, afgiver vidnesbyrd om, hvad 👤Bloch, der beskrives som en nidkær og utrættelig visitator, førte til bogs de seks gange, han visiterede Eskilstrup sogn. Her følger i transskription biskoppens bemærkninger:

Eskilstrup skole 1789-1804

Anvendt litteratur