Grundtvig, N. F. S. Et Særsyn i det nittende Aarhundrede Mere om det skoleholderløse Sogn paa Falster Bekjendtgjørelse

Biskop Birchs brev

I sin omarbejdede dagbog for 1802 – en slags selvbiografi, som han daterede i maj 1804 – skriver Grundtvig om sagen. Han omtaler sig selv i tredje person og skriver, at dette “Skrit fandt – saavidt han veed – de Sagkyndiges Bifald, men skaffede ham – da han midt i Ianuar atter var paa Falster et Brev fra den nysudnævnte Biskop 👤Birch, som gandske misbilligede hans Opførsel [...]” ( Dag- og Udtogsbøger 1, s. 68. Interne varianter er her som i de øvrige citater udeladt. Opløste nasalstreger gengives med kursiv). I dagbogen har Grundtvig desuden afskrevet biskoppens brev, dateret 5. februar 1804 ( Dag- og Udtogsbøger 1, s. 68 f.).

I brevet udtalte biskoppen sin irriterede “Forundring” over offentliggørelsen af affæren, som han dog også åbenhjertigt betegnede som “en høist utilgivelig Forsømmelse”, der omgående skulle rådes bod på. Han bebrejdede Grundtvig, at han ikke i et privat brev havde gjort ham opmærksom på sagen, da offentlig omtale efter biskoppens mening først burde ske, når alle andre veje havde vist sig ufarbare. Samtidig bad han Grundtvig fortælle, hvad de lokale myndigheder hidtil havde foretaget sig i sagen.