✂

Billedredaktion og Billedtekster:Volmer Rosenkilde
Fotografi - hvor andet ikke er anført:Finn Jacobsen og Volmer Rosenkilde
Tilrettelægning af Billedsider og Smudsomslag:Preben Dahlstrøm
Klicheer:Romanus-Klicheer
Omslag, Billedsider og Nysats:Det Berlingske Bogtrykkeri A/S
© Rosenkilde og Bagger 1968
Printed in Denmark
Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

Den 9. Oktober 1896 lovede jeg Holger Drachmann at skrive en Bog med omstaaende Vers som Indledning. Nu er Bogen der. Og lad den da være tilegnet Mindet om Dig, kære Drachmann, hvem vi, som har kendt Dig, aldrig vil glemme, før vi selv engang forsvinder for evigt bag det store Forhæng ...

Kastellet, Roskilde, Marts 1913.

✂

✂ Dig, Tante Danmark, vier jeg min Sang! -
Jeg elsker dine Bakker, Sør og Lunde,
jeg elsker dine Agre, dine Sunde,
din "Marmorkirke" og din "Kirsebærgang"!
Men allermest jeg elsker dog den Klang,
der gaar af dine Dydsdragoners Munde;
den er som Klokkelyd til Kirkestævne ...
Men Gud ske Lov, at Klokken har en Revne!

✂ Thi det er gennem Revner her paa Jord,
at man faar Hjernen bedst med Visdom tyllet.
Og tylles skal den; denne Sætning hyldet
af alle bliver, baade lav og stor;
hvad enten man er avlet blandt Krapylet,
hvad eller af et frønnet Stamtræ gror,
saa raaber hver og en ret som paa Tælling:
Ja, vi vil flaskes op med Visdoms-Vælling!

✂ Og Fordringen er god, der intet rester;
men den blir honorert forbandet slet;
thi Visdom, Børn, er ej alene det,
man lær' af Sognets Degn og Amtets Præster.
Ejheller alma mater selv har Ret,
endskønt hun kalder sig Athenes Schwester.
Nej, Visdom saas og høstes, det er givet
ved Kend- og Kundskaben til selve Livet!

8

✂ Og Livet er at gaa med aabne Øjne
- jeg havde nær sagt: baade for og bagi -
og se sig om saavel ved Nat som Dag
baade de hellige, men sær de søgne;
at lukke Øret op for hver en Sag,
for store Sandheder og store Løgne,
for Godhed, Ondskab, Eddike og Honning,
for Jordens Fryd og Sorg fra Tøs til Dronning!

✂ Jeg paastaar ej, at Tingen er facil,
thi homo sapiens vil gerne skjule
sin Stammen ned fra Dyret i dets Hule;
og sjældent viser han sig helt civil,
han ynder svært at pynte sig en Smule
med fromme Lader og med søde Smil...
men altid vil dog en skarpsynet Rad
hitte en Revne i hans Figenblad.

✂ Hurra for denne Revne! Gennem den
vor milde Sol Forsoningsskæret kaster
henover vore Dyder, vore Laster,
de to Faktorer, der, som Ven til Ven,
os kloge Mennesker til hinanden baster
saa tæt, at ej man løses kan igen,
før Rundetaarn gaar ud paa Langeline,
og Smaabørn laves paa en Dampmaskine!

✂ Hurra for denne Revne! Gennem den
man kan se Kirkefædre selv at synde;
se Erkebisper falde for en Brynde;
som de gir Ild og Svovl hos Menigmænd;
se en skøn Jomfru, smækker som en Mynde,
paa én Gang faa en vattersottig Lænd;
se Borgermestre dømme Folk til Tugthus,
skønt selv de Ævler aad fra Lastens Frugthus.

9

✂ Og man ser Præster bag ved Altrets Tavle
gridske at tælle deres Offermønt,
mens sølle Stympere, hvis Held var tyndt,
med Hud og Haar de ned til Helved bavle.
Megærer ser man uden Slør og Pynt,
og stoute Mænd, som dem for Fødder kravle.
Kort: alt, som straalte nys i høj Valør,
det ager nu i Drifters Trillebør!

✂ Derfor, paa ny Hurra for denne Revne
i Menneskenaturens Figenblad,
bag hvilket Dyd og Last i Bundterad
har sat saa broderligt hinanden Stævne! -
Og nu jeg prøve vil paa disse Sider
at tegne op, hvad jeg af smaat og stort
har set igennem denne Visdomsport...
saa kan I læse det, Fald I da gider!

✂

I

✂ Byen Søby ligger i Fyrstendømmet Fladland og er den største By paa Øen Sejrø.

✂ Hvoraf denne Ø har faaet sit Navn, vides ikke med Bestemthed. Maaske af de mange sejrrige Kampe, den i Følge Overleveringen skal have ført med sine Naboer i en graa Oldtid.

✂ Fra Nutiden stammer Navnet i ethvert Fald ikke ...

✂ Fladland er et skønt Land: Bakker og Dale veksler malerisk med Skove, Heder, Smaabække og kornrige Vange.

✂ Midt i Landet ligger en uhyre Banke, "Maanebjærget" kaldet, 465 Fod over Havets Overflade.

✂ Heroppe skal der i Fortiden være bleven tændt Sejrs-Bavner, naar Fladlænderne havde vundet et Slag og krebset en Fjende.

✂ Nu om Dage benyttes Banken til at kævles paa og til Afbrændelsen af St. Hansblus.

✂ Man har fra Højens Top en imponerende Udsigt til seksoghalvtredsindstyve Kirker, fire Sindssygehospitaler og fem Tugthuse. Skov strækker sig bag Skov og veksler med milevide Heder, bølgende Kornagre, Andelsmejerier, Brugsforeninger, Svineslagterier, Præmiehingste, Byer og Landsbyer; og længst ude i Horisonten det evigt skiftende, vigende og vuggende Hav.

✂ Sejrø var i forsvunden Tid, før Riget endnu blev samlet, et selvstændigt Bispedømme, der laa i uophørlig Haandgemæng med sine Frænder paa Naboøerne.

✂ Thi Fladlænderne har aldrig kunnet enes.

✂ Og kan det da for den Sags Skyld heller ikke endnu.

12

✂ Snart er det politiske, snart religiøse, snart literære, snart ægteskabelige Stridigheder, som hærger Landet.

✂ Indbyggerne lever fornemmeligst af Agerbrug, Kvægavl, Fiskeri og Kassesvig.

✂ I Spidsen gaar Ministrene.

✂ Regeringsformen er indskrænket monarkisk. Forfatningen fri. Alle er lige for Loven.

✂ Men den udøvende Magt ligger hos det evigt skiftende, vigende og vuggende Flertal, der dog stedse er stærkt nationalt farvet, og hvis arvelige Valgsprog lyder: Alt for Fædrelandet eller: Après nous le déluge.

✂ Dette kaldes Parlamentarisme.

✂ Det var en af disse sjældne Sommere, der for en stakket Stund stiller Mennesket forsonligt over for de evige Guder - en af disse klare, frydefulde Sommere med Sol over alle Tage og en mild og frugtbar Regnbløde imellem ...

✂ Toldkontrollør Knagsted stod og pustede af Varme i Skyggen af Bjørne-Apoteket paa Hjørnet af Kirketorvet og Søndergade. Hatten holdt han i Haanden, og han for sig ihærdigt med Lommetørklædet over Ansigtet ...

✂ Det var en Søndag Formiddag i Kirketiden. Søby laa øde og tom. Halvdelen af Befolkningen hørte Pastor Sørensen. Den anden Halvdel lavede Middagsmad ...

✂ Knagsteds Haand med Lommetørklædet sank pludselig ned fra hans Ansigt; han kneb mysende Øjnene sammen og stirrede op ad Gaden:

✂ To splitternøgne Børn, en Dreng og en Pige, paa fem-seks Aar, kom vandrende deroppe midt ad det sollyse Fortov:

✂ - Men Du bedste Himmel, det er jo Erik og Else!

✂ Børnene pludrede og lo, saa det klang i den øde Søndagsgade. Solen faldt ned over deres gyldentbrune Legemer, der lyste som Rav imod de graa Husmure.

✂ Af og til standsede de og pegede ivrigt ind ad en Butiksrude.

13

✂ Saa vandrede de trøstigt af Sted igen.

✂ Drengen var slank og fin, Pigen rund og buttet. Begge havde de lyst, lokket Haar, der naaede dem ned paa Skuldrene.

✂ De kom nærmere og nærmere. Nu var de helt oppe paa Torvet lige ud for Kirken.

✂ Knagsted trak sig uvilkaarlig dybere ind i Apotekets Skygge for ikke at forstyrre.

✂ Thi undertiden ligefrem dansede Børnene i Livsglæde frem over Fliserne. Snart tog Drengen og snart Pigen et lille, frydefuldt Hop fremad, saa at Sandalerne paa deres nøgne Fødder gav Lyd. Saa skridtede de igen adstadigt videre, indtil der pludselig atter udløstes et nyt lille Glædeshop.

✂ Og saa lo de ud i Luften og kaldte:

✂ - Mirja! Mirja!

✂ - Tja-a...! svaredes der hæst oppe fra Taget. Det var deres Legekammerat, en lille, sortegraa Allike, som trofast fulgte dem, flaksende fra Hus til Hus.

✂ - Mirja! Er du der?

✂ - Tja-a ...! skreg Fuglen.

✂ Men i det samme satte Kirkeklokkerne i med et Drøn, og Mirja flygtede forfærdet tilbage, samme Vej den var kommen. Man saa den forsvinde som en mørk lille Prik bag Ølbryggeriets Skorsten.

✂ - Nu fløj Mirja hjem ... sagde Pigebarnet.

✂ - Hun blev bange for Klokkerne ... konstaterede Drengen.

✂ Og saa var Menigheden over dem ...

✂ Som en sort Flom kom den væltende ud af Kirken, med Ansigterne blege af Nidkærhed og med de guldsnittede Salmebøger lynende i Solen.

✂ Børnene trykkede sig forskræmte op mod Konditor Halgrens Port. Deres Øjne rundedes af Angest for alle de fremmede Mennesker.

✂ - Gud! sagde den lille Konsulinde Wæver, født Birk, og pegede - Vil De se, Fru Blom! Malerens nøgne Unger!

✂ - Men det er dog ...! sagde Fru Blom.

14

✂ - Umoralsk! sagde Borgmesterinde Rosenbaum, "Sengeladet" kaldet paa Grund af sin tørre Magerhed.

✂ - Midt paa Torvet!

✂ - I Kirketiden!

✂ - Splitternøgne!

✂ - Offentlig Forargelse! ... lød det rundt omkring fra.

✂ Og Frøken Plockros, Spillelærerinden, Skyldfri hed hun, greb med sine haarde Klaverfingre den lille Else i Armen og sagde:

✂ - Hvad er det dog for Forældre, I har!

✂ Pigebarnet stak i Graad. Drengen slog beskyttende sine Arme om hende:

✂ - Gaa din Vej ...! sagde han til Plockros. Men Plockros blev staaende; og Stimmelen øgedes ... Indtil pludselig en Mandsperson puffede den til Side og banede sig Vej frem til Børnene.

✂ - Onkel Tolder! Onkel Tolder! raabte de og kastede sig ind til ham.

✂ Nu græd Erik ogsaa.

✂ - Saa, saa! trøstede Knagsted, - Saa, saa! ... Kom nu med mig, saa gaar vi hjem.

✂ Og han skød paa ny Hoben til Side og skred rank og rødhaaret ned ad Gaden med sine to smaa Pilgrimme ...

✂ Men Menigheden slog Kors for sig og lo ondt bag hans Ryg.

✂ Og "Sengeladet" sagde:

✂ - Hæ! sagde hun - Det kunde man da tænke sig efter de Forhold, han lever i med sin Husbestyrerinde!

✂ - Forhold ...? spurgte Konsulinde Wæver.

✂ - Ja, ved De ikke ... begyndte Spillelærerinde Plockros ...

✂ Og saa gav man sig til at lufte Tolderens Privatliv.

✂ "Malerens Villa" laa søndenfor Byen ved Vibyvejen midt i en stor Have, som med et smalt Sandstykke naaede ned til Sundet.

✂ Ejendommen havde tidligere tilhørt en sær gammel, 15 menneskesky Dame, en Frøken Alfrede Schønheiter, om hvem der gik de mærkeligste Sagn.

✂ Hun døde for omtrent tre Aar siden, og Villaen havde siden da staaet tom. Ingen kunde bo i den. Frøkenen "gik igen".

✂ Baade Konsul Wæver og Isenkræmmer O. W. Fredriksen havde selv hørt hende rummestere derinde ...

✂ Men saa kom en sollys Foraarsmorgen Maleren Frank Neumann og hans Kone cyklende til Byen, hørte fortælle om Huset, købte det og flyttede ind.

✂ Og øjeblikkelig forholdt Frøken Alfrede sig rolig under sin Gravhøj oppe paa Kirkegaarden.

✂ Spøgeriet var forbi...

✂ - Hak-hak! gnækkede Rikke Skade dybt fra sit vindtørre Bryst, mens hun lænede sig fremover paa Krykken - Hak, hak! Sa'e jeg det ikke nok! Det var Rotterne!

✂ En af Frøken Schønheiters Passioner havde nemlig været Rotter. Hele Nabolagets Rottebestand forstod hun at lokke til sig ved et sælsomt Fløjt imellem sine guldplomberede Fortænder. Dyrene kom myldrende frem af alle Huller og Kroge. Hun fodrede dem Morgen og Aften, og de vimsede kælent om hende, naar hun viste sig i Gaarden:

✂ - Er man god imod Dyr, sagde hun - bli'r de elskværdige! ... Er man god imod Mennesker, bli'r de næsvise!

✂ Saa døde hun. Maleren flyttede ind. Og Rotterne gik i Landflygtighed ...

✂ Men nu begyndte Byen at larme op og give ondt af sig, fordi Ejendommen var gaaet over til en Fremmed:

✂ - Og, Staamigbi, for en ren Slik har han faaet den, Hr. Konsul! sagde Isenkræmmer O. W. og rullede sin Gumminæse fire Gange rundt i den hule Haand.

✂ - Jamen De gik jo selv her og fortalte, at Schønheiter spøgede ... sagde Konsulen, en stiv, "engelsk" ellers meget behersket Herre.

✂ - Det gjorde De jo med!

✂ - Ja, for jeg ha'de mine Grunde.

16

✂ - Det ha'de jeg sgu ogsaa!... Tror De kanske paa Spøgeri?

✂ - Næ-æh.

✂ - Jeg heller ikke! Jeg ventede bare paa, at Ejendommen skulde falde.

✂ - Ha'de De da tænkt paa at købe den? spurgte Konsulen, rød i Ørene.

✂ - Gu' ha'de jeg saa!

✂ - Jeg med!

✂ - Lurendrejer!

✂ - Rævepels!

✂ Og de to Herrer for dirrende ned ad Gaden hver til sin Side.

✂ - Hak-hak! gnækkede Rikke Skade igen - To Grandfladnaaer slaas om et Kydben; og saa kommer der en Vindspiller og snapper det!

✂ Villa Schønheiter, eller som den nu hed: Malerens Villa, var efter italiensk Mønster omgivet paa alle Sider af en tre Alen høj, hvidkalket Kampstensmur med kantstillede Glasskaar foroven. I Muren sad en bred Smedejærns Indkørselsport, som under normale Forhold kunde have ydet et bekvemt Indblik i Haven.

✂ Men saa menneskefjendsk havde gamle Schønheiter været, at hun inden for Porten i en ti-tolv Alens Afstand havde ladet plante en Art Skærmbrædt, en tæt Hæk af Liguster iblandet Guldregn og Syrener, saa at Søbygenserne, selv om de stod paa Tæerne, ikke kunde se andet af Herligheden end Toppen af en vimpelprydet Flagstang ...

✂ Da Frank Neumann tog Ejendommen i Besiddelse, havde man saa smaat haabet paa en Forandring.

✂ Men man blev narret. Skærmbrædtet blev staaende.

✂ Det eneste af Nyt, der skete, var, at der indsattes en lille Dør i Muren for Enden af Haven. Og denne Dør var næsten altid aflaaset.

✂ Men da stod Søby atter i Brand. Og over Kaffekander, Thepotter og Whiskykarafler hviskedes og tiskedes der 17 Døgnet rundt om alle de Vederstyggeligheder, som naturligvis fandt Sted inde bag dette uforskammede Hegn:

✂ - De gaar nøgne derinde, Hr. Konsul! sagde O. W. og rullede Næse, - splitter, nagende nøgne ligesom Adam og Eva efter Syndfloden!

✂ - Jeg véd det, sagde Konsulen - Barbér Saabys Kones Søster er Stuepige derude.

✂ - De gaar i Vandet sammen, sagde Mægler Blom - Hele Redeligheden paa én Gang in puris naturalibim! Jeg har set det fra min Baad.

✂ - Fru Neumann sidder nøgen ved Klaveret! sagde Borgmesterinden.

✂ - Det siger De ikke, Fru Rosenbaum!

✂ - Ved Guds Søn, Fru Wæver! Og Gæsterne har helleringenting paa: og gamle Fru Neumann hellerikke ... Og Børnene, Fru Wæver, Børnene! Hanne, der er fjorten Aar, og Hother, der er seksten!

✂ Fru Wæver saa rødt:

✂ - Seksten! Den allersomforfærdeligste Alder for et ungt Menneske! Jeg kender det fra min Frejlif!

✂ Og Frøken Skyldfri Plockros, Spillelærerinden, satte Kaffekoppen fra sig med et Plump; Stuen gik i Ring for hende:

✂ Hun saa sig sidde uden Hylster paa Musikforeningens Podium og akkompagnere den bare Adjunkt Lauritsen til Schumanns "Zwei Grenadiere" ...!

✂ Knagsted og hans to smaa Venner var naaet ud igennem Søndergade og gik nu ad Vibyvejen langs Muren ind til Malerens Have.

✂ Børnene havde ganske genvundet deres Humør og pludrede livsglade løs i Munden paa hinanden:

✂ - Deres Far var ude at male, fortalte de - deres Mor var hjemme; og de skulde ha' Kyllingesteg og Rødgrød til Middag... Bedstemor Neumann havde faaet en ny Solkaabe; Hother og Hanne havde faaet nye Sandaler; og 18 Olga Stuepige havde i Morges slaaet Fars Mundkop i Stykker...

✂ - Der er Mirja! sagde saa Else pludselig.

✂ - Hvor?

✂ - Deroppe i Træet!

✂ - Mirja! Mirja! raabte Erik.

✂ - Tja-a...!

✂ Døren i Havemuren blev i det samme aabnet, og gamle Fru Neumann korn ud fulgt af Hother og Hanne, der var ligesaa nøgne som de to smaa:

✂ - Men Erik og Else dog, hvor har I været henne? spurgte den gamle Frue og truede spøgende - Vil I se, I kommer ind i Haven med Jer! vendte hun sig derpaa til de to andre - Er I gale, at vise Jer her ude paa Vejen i den Mondur!

✂ Hother og Hanne trak sig tilbage til Døraabningen.

✂ - Kære Hr. Knagsted, hvor har De fundet Ungerne?

✂ - Oppe paa Kirketorvet.

✂ - Var der nogen, der saa dem?

✂ - Alle Pastor Sørensens Faar, ja.

✂ - Du milde Himmel, hvad sagde de!

✂ - De brægede.

✂ - Vi skulde bare ud og møde Far ... begyndte Erik - og saa ringede Klokkerne, og saa kom der saamange sorte Damer...

✂ - Bum, bum! sagde Else og antydede Klokkeslagene ved at rokke med Hovedet - Og saa blev Mirja bange og fløj hjem ...

✂ Fru Neumann løftede truende sin Haand:

✂ - I véd jo, at I ikke maa gaa uden for Haven! Hvor kan det saa falde Jer ind at gøre det! Else stirrede interesseret op paa hende:

✂ - Sikken underligt det gør i Bedstemors Hals, naar hun taler ... sagde hun.

✂ Og Erik slog indsmigrende Armene om den gamle Dames Knæ:

✂ - Kys mig, Bedste! sagde han - Og saa lad det være godt.

19

✂ Fru Neumann tog ham op til sig og gav ham et Kys.

✂ Men Knagsted følte sig ligesom lidt tilovers midt i al dette Familieri; og hans Pebersvende-Hjerte forhærdede sig; han blev menneskefjendsk.

✂ Den gamle Dame satte Drengen fra sig:

✂ - Hvad sagde de egentlig ... Damerne, deroppe paa Kirketorvet, Hr. Toldkontrolør?

✂ - Hvad de sagde ... snærrede Knagsted - De talte om at hælde Benzin over Ungerne og futte dem af!

✂ Fru Neumann saa smilende ned paa Børnene; hendes Øjne blev varme og dybe:

✂ - Aa, Herregud, de uskyldige, smaa, nøgne Kræ ... jeg synes, de er saa kønne at se paa.

✂ - Det er, fordi De er et umoralsk Fruentimmer! brummede Knagsted - Hvorfor gaar De ikke selv nøgen? Den gamle Frue lo højt:

✂ - Men kære Ven dog!

✂ - Farvel! hilste Knagsted og tog Hatten dybt af - Min Ærbarhed forbyder mig at staa her længere. Fruen lo paa ny ...

✂ - Men De er naturligvis ligeglad, vedblev Tolderen - De har jo Deres Kongerige derinde! Han slog med Hovedet ind mod Haven.

✂ - Det har jeg! smilede Fruen - Vil Herren ikke med lidt derind og svale sig?

✂ - Nej, han vil ikke!

✂ - Nej Tak. .. plejer man at sige ... Hvorfor er De pludselig saa bister?

✂ - Fordi jeg er gammel og graa og mæt af Dage!

✂ - De er dog syv Aar yngre end jeg.

✂ - Det er ikke saa meget Aarene, det kommer an paa, som Letsindigheden ... Farvel!

✂ - Farvel, farvel!... Hvordan har Jokum det?

✂ - Godt... Han er jo et Dyr!

✂ "Jokum" var Toldkontrolørens Hund ...

✂ - Første Mand op paa Legepladsen! raabte Hother pludselig; han var bleven ked af at staa der og vente - Mirja! Mirja! raabte han - Er Du der?

20

✂ - Tja-a ...! skreg Alliken.

✂ Og alle fire Unger satte af Sted op igennem Haven, fulgt af Fuglen:

✂ - Mirja! Mirja!

✂ - Tja-a! Tja-a!

✂ Man kunde høre Børnenes glade Raab og Allikens baskende Vingeslag helt ud paa Vejen.

✂ Knagsted standsede og saa sig længselsfuldt tilbage:

✂ - Skulde han mon alligevel ikke ...?

✂ Men den gamle muntre Dame var, ligesom Prinsen i Eventyret, gaaet ind i sit Kongerige og havde lukket Døren i Laas efter sig.

✂ - Er der no'en Bedragerier i Dag?

✂ - Nu skal jeg se efter ...

✂ P. A. Birk sad i Lænestolen paa Forhøjningen ved Vinduet ud mod Kirketorvet; og hans Husbestyrerinde, Frøken Solberg, sad paa en stivrygget Stol paa Gulvet tæt op ad ham.

✂ P. A. var tunghør; og hans Øjne var dumme. Saa nærsynet var han, at han maatte spise med Kikkert; en lille tykmavet, gammeldags Enspænderkikkert, som han holdt op for venstre Øje. Den lignede en Miniatur-Kanon.

✂ At læse selv var der ikke Tale om; det maatte Solberg besørge. Men man nyder ogsaa Ulykkerne i Aviserne mere intenst, naar man er to om dem.

✂ - Naa! Bli'r det til noget! - P. A. dunkede utaalmodigt Kanonen ned i Vindueskarmen.

✂ - Jeg skal da ha' Tid til at finde ... Frøkenen raslede vredt med Bladet:

✂ - Jo, her er 'et...

✂ - Hvad er Overskriften?

✂ - "Bedragerisk Bestyrer" ...

✂ - Læs!

✂ Solberg tog fat. Hun kunde uden Briller. Hvad Birk følte som en personlig Fornærmelse.

✂ - Bedragerisk Bestyrer ... læste hun - Grønby, Mandag; 21 privat for Søby Dagblad ... Bestyreren for Arbejdernes ...

✂ - Hæ, hæ! Det har de godt af, de Socialisttampe !... Videre!

✂ - ... Fællesbageri, Søren Hansen, er i Dag bleven afskediget, efter at det er blevet konstateret, at han har gjort sig skyldig i omfattende Bedragerier...

✂ - Hvormeget?

✂ - Det staar der ikke noget om.

✂ - Hum ...! Saa faar vi det vel i Morgen.

✂ - Nej; for her staar: Sagen vil dog rimeligvis blive ordnet i Mindelighed.

✂ - Hva' skal det saa i Avisen for!... Er der mere?

✂ - Den bedrageriske Politibetjent. Brødkjøb, Mandag, privat for Søby Dagblad ... Politiet har endnu intet Spor af den bortflygtede Bedrager, Politibetjent Wisberg. Foruden forskellige Forretningsdrivende har Wisberg bedraget Forsikringsselskabet "Haand i Haand".

✂ - Hæ, hæ!... Videre!

✂ - ... der havde overdraget ham at indkassere nogle mindre Beløb.

✂ - "Mindre Beløb" ... hæ! det er ogsaa noget! Frøken Solberg vedblev:

✂ - Den falske Tokrone ...

✂ - Har de nu fakket ham, hæ, hæ!

✂ - ... Tumlestrup, Mandag; privat for ...

✂ - Ja, spring det over, det skriver de allesammen!

✂ - ... Søby Dagblad. - Den Tokrone, der forleden blev udgivet paa den herværende Jærnbanestation, og som Personalet antog for falsk, har været indsendt til Nationalbankens Undersøgelse ...

✂ - Højere, Solberg! De kommer vist snart til at ha' Briller!

✂ - Jeg læser ikke med Øjnene!

✂ - Hvad læser De da med?

✂ - Med Munden!

✂ - Videre!

✂ - Banken erklærede, at Pengestykket var ægte nok.

22

✂ - Hvad var 'et?!

✂ - ... ægte nok, staar deri men i meget høj Grad slidt.

✂ - Idioter! Har de nu mon heller ikke længere Øjne i Hovederne paa Jærnbanerne heller! skummede Birk - Staar der ikke noget om de tre hundrede Fiskere, som var drevet til Havs derovre ved Rusland i Stormen?

✂ - Jo ... (og der var en Understrøm af Skadefryd i Frøkenens Stemme, da hun fortsatte:) de er allesammen reddede.

✂ Birk greb fat i Gardinet og ruskede det:

✂ - Nu skulde da Satan ta' Petersen! Hvad sætter han det saa i sin skidt Sprøjte for da, naar det er Løgn Dagen efter!

✂ - Det var da rart, at de stakkels Mennesker blev reddede, Købmand, synes jeg.

✂ - Nej, ikke naar man engang ha'de belavet sig paa, at de skulde drone!... Er der ingen Konkurser?

✂ - Jo... Træskomand Søren Hansen af Blaaby.

✂ - Ingen her af Byen?

✂ - Nej...

✂ - Ikke "Bankdirektør Konsul Hagbart Wæver" heller?

✂ - Men Gud, Købmand dog, Deres egen Svigersøn!

✂ - Hvad rager det mig!...

✂ Købmanden vendte sit Ansigt imod Vinduet, satte Kanonen for Seøjet og saa i Reflektionsspejlet:

✂ - Der kommer han, den gale Maler og hans Kone paa Cykel! meldte han.

✂ Frøkenen lod Avisen dratte og for til:

✂ Frank Neumann og Frue cyklede forbi. Begge var de i hvidt Flonel og Sandaler.

✂ - Hæ! gryntede P. A. - Brede, flade Sommertær naturligvis!... Mon hun helleringen Bukser har paa ... heller?

✂ - Birk... skaan mig! sagde Solberg og holdt en flad Haand frem:

✂ - Der kommer Halgrens Dreng med en Kurvfuld Konditorkager, meldte hun saa - Hvem mon de er til?

✂ - Klokker Møller har jo Jubilæum ... brummede P. A.

23

✂ - Det er sandt! Ja, saa er de vel til hams ... Der er Toldkontroløren!

✂ Birk trak sig uvilkaarlig tilbage i Stolen:

✂ - Kommer han her ind?

✂ - Næ-i... jo-e! ... Nu drejer han ind ad Porten!

✂ - Hum! Toldsnude!

✂ - Det er jo da Deres gode Ven, Købmand ...

✂ - Har hun maaske Venner?

✂ - Ja, det ved Gud jeg da rigtig har!

✂ - Hende ... "Undskyld", eller hvad det er hun hedder ... Plokrosen, Spilleskelettet, kanske, hva'?

✂ - Købmanden be'er hende jo da ogsaa tit selv om at spille ...

✂ - Det er for at blive fri for at høre paa hendes Skvalder ... Der er han!

✂ Der blev banket paa Døren fra Trappegangen. Knagsted traadte ind:

✂ - Maa Jokum komme med? spurgte han.

✂ - Nej! Det ved De jo godt. Vi har Hundesjov nok med Solberg.

✂ - Saa maa Du pille hjem, Jokum, befalede Knagsted ud af Døren - hvis Du da ikke foretrækker at sidde paa Maatten og vente.

✂ Frøken Solberg gik hen imod Døren ind til Spisestuen:

✂ - Det er Synd, Købmand, som De altid er imod Dyr! Knagsted nikkede blidt smilende til hende:

✂ - Saa er Købmanden jo til Gengæld saameget venligere mod Mennesker, Frøken.

✂ - Hvad siger I? spurgte Birk fra sin Forhøjning - Snak højere! ... Der gaar Pastor Sørensen, fortsatte han og saa atter i Reflektionsspejlet - han er i Ornat og med Eskramentæske ... Hvem mon nu skal dø?

✂ - Sakramentæske ...! rettede Knagsted - De kommer engang paa Vand og Brød, Købmand, for Deres uskønsomme Ordvalg.

✂ - Ja, han er grusom, klagede Solberg - Jeg er ved at gaa til mange Gange, naar her er Fremmede, og han siger galt... især Unge! Og saa naar han tar Tænderne ud af 24 Munden og lægger foran sig paa Bordet midt for Øjnene af alle Damerne!

✂ - Ellers kan jeg jo ikke tygge! mumlede P. A.

✂ - Jamen De tar dem ogsaa ud, Købmand, naar De ikke spiser!

✂ Birk gnækkede og gav sig til at manøvrere med sine forlorne Tænder:

✂ - Det er for at faa Jer til at forsvinde lidt hurtigere, hæ-hæ! sagde han.

✂ Solberg strøg ud igennem Spisestuen med et forarget Uf!

✂ - Det er en prægtig Dame ... nikkede Knagsted efter hende og tog Plads paa Frøkenens Stol.

✂ - Hvad siger De?

✂ - Det er en prægtig Dame, Deres Husbestyrerinde.

✂ - Saa-e? Hvor?

✂ - Ja-e ... saadan for Eksempel i Hjertet.

✂ - Hun har Hundesyge ...!

✂ - Naa ja, et Steds skal jo ældre Jomfruer anbringe deres Kærlighed ... Har hun nogle Pensionærer for Øjeblikket?

✂ - Tre!

✂ - Og hvor opholder de sig?

✂ - Ude paa hendes Værelse.

✂ - Slaas de ikke?

✂ - Jo-e, saa det duner l... Mødte De Malerens?

✂ - Ja, de kørte forbi mig oppe paa Gaden.

✂ - De er jo gode Venner med dem?

✂ - Det er jeg.

✂ - Hvor faar han alle de Penge fra?

✂ - Naa-e, har han saa mange? Hans Kone var desuden velhavende ... og saa sælger han jo af og til nogle Billeder.

✂ - Hvem vil købe det Skidt?

✂ - Jeg har for Eksempel købt et.

✂ - Ja De, det regner jeg ikke ... Gaar De ogsaa nøgen, naar De er derude paa Besøj?

✂ - Splitter, ja! Købmanden skulde prøve det; det er godt for Gigt... De og Solberg hernede i Haven, hvaM

25

✂ - Hæ ...!

✂ En Automobil tudede udenfor paa Torvet, duvede forbi Vinduerne og holdt foran Porten:

✂ - Konsulinden ... sagde Knagsted.

✂ P. A. blev blaa fra Kinderne op over Næseroden:

✂ - Mig skal de ikke vente noget af, sagde han - om de saa kører lige lukt til Helvede!

✂ - Hvorfor skulde de dog køre til Helvede?

✂ - Fordi de gør'et!... Og se, om hun saa meget som kommer ind og hilser paa sin elendige Far!

✂ - Der er hun ... sagde Knagsted.

✂ Købmanden rettede Kanonen mod Entrédøren.

✂ Konsulinden dansede ind.

✂ Det luftede og smældede om hende af Kniplinger, Baand og Ender. Hun havde en Hat paa som en Storkerede fuld af levende Unger.

✂ - Naa, Du har Besøg af Hr. Knagsted ... sang hun og smilede sødt til højre og venstre - ja, saa lider Du jo ingen Nød!... Goddag, Hr. Toldkontrolør ... Goddag lille Papa ... Jeg skal hilse hjemmefra ... Nej, det er sandt ... (her lo hun barnligt klingende) Hagbart og Frejlif er jo i Gammelkøbing til Kapsejlads!... Hvordan har Papa det? Godt? ... Vil Herrerne ikke ud at køre en Tur i det pragtfulde Vejr?

✂ - Nej, vi vil ikke ...! brummede Købmanden - Vi har ikke Lyst til at brændes levendes.

✂ - "Brændes levendes" ...! lo hun - Det ender saamænd med, at Papa selv køber sig en fyrretyve Hestes Vogn! ... Er De ogsaa bange for at køre i Automobil, Hr. Knagsted?

✂ - Tværtimod, Frue ... jeg ruinerer mig ved det.

✂ - Det er der flere, der gør ... brummede Købmanden. Konsulinden overhørte det.

✂ - Hagbart har taget første Præmie i Gaar, telegraferer han!

✂ - Han skulde hellere passe sin Forretning. Der kom Skedevand i Fruens Smil:

✂ - Han har jo Fuldmægtig Svendsen! sagde hun. -

26

✂ Det kommer ikke saameget an paa selv at slide, som at faa andre til det, siger Hagbart!... Er Solberg hjemme?

✂ - Ja, hun er ude i Køkkenet.

✂ - Hvormange Hunde har hun frelst i Dag?

✂ - Tre...

✂ Konsulinden lo uden Tilsætning:

✂ - Solberg er storartet...! Jeg skulde gerne have en Opskrift paa hendes smaa Makroner; Hagbart elsker dem ... Vil Papa saa ikke en Tur med ud igennem Vibyskoven?

✂ - Nej! har jeg jo sagt.

✂ - Hr. Knagsted heller ikke?

✂ - Tak, Frue, men jeg har slet ikke faaet talt med Købmanden endnu ... jeg er lige kommet. Fruen rakte ham Haanden:

✂ - Hvor er det elskværdigt af Dem at tænke paa Papa...

✂ Hun hoppede hen og kyssede den Gamles ubarberede Kind:

✂ - Farvel, lille P. A.... Ha' det godt!... Uh, men Far dog! sagde hun saa og for tilbage.

✂ Købmanden havde lumsket sit Gebis ud. Det laa og grinede hvidt foran ham paa Bordet.

✂ - Hæ - hæ! lo han - Jeg saa engang i London i et Maskandiservindue en hel Tallerken fuld af forlorne Tænder ...

✂ - Aa, men fy dog! Nu gaar jeg!

✂ Og ud valsede Damen igennem Spisestuen med Kniplingerne, Baandene og Enderne vimplende om sig. Der stod en Em af Liljekonval tilbage i Rummet.

✂ - Smæk et Vindu op, Tolder! - sagde Købmanden - Her lugter! sagde han og satte Tænderne paa Plads.

✂ "Gamle" Poul Aron Birk beboede selv Stuelejligheden ved Siden af Butikken i den store Hofmannske Købmandsgaard paa Kirketorvet.

✂ Han var kun femogtresindstyve Aar, men hans Nærsynethed 27 og tiltagende Gigt havde for fem Aar siden tvunget ham til at afstaa Forretningen (Kul, Korn og Huder) til sin Svigersøn, finsk Konsul og Bankdirektør Hagbart Wæver, som allerede dengang havde været hans Kompagnon i syv Aar.

✂ Konsulen var Søn af et rigt Kornhus i Hovedstaden. Huset var under de Unges Forlovelse ramlet sammen med et Bulder, der hørtes viden om; og gamle Birk vilde straks have Partiet hævet. Men Datteren vilde nu have sin store og flotte Kæreste, og Brylluppet havde fundet Sted med megen Pomp og alskens rituelle Hokuspokus.

✂ I fem Aar var Hagbart Vingrosserer i Hovedstaden, gik derpaa Fallit og blev nu optaget i Firmaet P. A. Birk som Kompagnon, for at Svigerfaderen kunde have Opsyn med ham.

✂ Og der var siden da ikke gaaet en Dag fredeligt til Ende imellem dem.

✂ Luften blev gul for deres Øjne, bare de var i Stue sammen ...

✂ De Unge havde beboet Lejligheden paa første Sal, indtil Konsulen blev Bankdirektør og Firmaets Eneindehaver. Saa byggede han sig en Villa ("Palejet" kaldte P. A. den) uden for Byen mod Nord; og Beboelsen paa første Sal blev indrettet til Kontorer. Butikken i Stuen blev lejet ud ...

✂ Atter og atter havde Konsulen og Fruen forsøgt at faa gamle P. A. til at fraflytte Huset paa Torvet og rykke om i en mere afsides liggende Gade. Men til ingen Nytte.

✂ Birk vilde dø, hvor han havde levet i snart et halvt Aarhundrede. (Han var begyndt som Kramboddreng og havde giftet sig med baade Datteren og Forretningen.)

✂ Og fra sine Vinduer ud til Torvet kunde han desuden langt lettere holde Øje med, hvad der foregik i og om Geschæften.

✂ Og der foregik efter hans Mening de vanvittigste Ting!

✂ Men sine Privatskillinger (en rund halv Million, sagde man), havde han anbragt baade uden for Svigersønnens Bank og Forretning i sikre Papirer ...

✂ Og nu sad han altsaa der i sin Stol mere og mere plaget 28 af Gigten og sit svage Syn og ligefrem nød paa Forhaand den Ruin, han mente maatte blive af "Konsulens" amerikanske Milliardærnykker.

✂ Henne foran Porten larmede Konsulindens Automobil. Gamle Birk "kanonerede" indædt i Reflektionsspejlet:

✂ - Lystkuttert og Automobil, hva', Tolder, hæ! sagde han - Han tror vist, at han er en hel Rottefælder, "Konsulen"!

✂ - Det er han ogsaa efter fladlandske Forhold, nikkede Knagsted - Alle Mennesker siger, at han er en overordentlig dygtig Mand.

✂ - Markedsgøgler, er han! mumlede Købmanden - Taskenspilleri Blaaræder er han, ligesom hans Fallitspiller af en Far! ... Men jeg skal vist ikke være med til at hale dem ud af ham igen ... Prosit! Han kan selv spinde dem ud, naar han engang kommer i Tugthuset, saa har han da den Fortjeneste!

✂ - Men Købmand dog!

✂ P. A. bøjede sig ned imod Knagsted; hans Seøje glimtede:

✂ - Forretningen kan ikke gi' ham det, han bruger! hvæsede han - Den kan ikke, forstaar De! Jeg kender den vel! Og hvor faar han Pengene fra? ... Men jeg rører ikke en Finger, gør jeg ikke!

✂ - Saa har han jo ogsaa sin Gage i Banken ... mente Knagsted.

✂ - Haha! "sin Gage i Banken"! Det er sgu Banken, der vil knække ham ... Men de napper ham nok en Dag, og saa vadsker jeg mine Hænder!

✂ - Men Købmand, Købmand ...! sagde Knagsted igen og rystede paa Hovedet.

✂ Der blev en Pause ...

✂ Igennem det aabne Vindue hørte man Automobilens Stønnen.

✂ Saa tudede den til Afgang og tog Fart.

✂ Konsulinden vinkede huldsaligt smilende, da hun strøg forbi:

✂ 28

29

✂ - Farvel! Farvel!

✂ - Hold Kæft! mumlede Købmanden og smeldede Vinduet i.

✂ Hvor latterligt det end lyder: Toldkontrollør Knagsted var forelsket ...

✂ Ulykken skete, da han flyttede fra Hovedstaden ned til Søby.

✂ Genstanden var sytten Aar; han var fem Gange ti og lidt til. Men han saa ud, som var han kun et Par og Fyrre ...

✂ Fordum havde han nemlig ladet sit uregelmæssige røde Haar og Skæg vokse, som det havde Lyst til. Nu fremtren han derimod studset, pudset, barberet og friseret.

✂ Desuden var han bleven graahaaret. Hvad der klædte ham.

✂ Der var kun disse ulyksalige "Onkel-Totter", som voksede frem i Næse og Øren!

✂ Men de kunde jo holdes i Ave.

✂ Og det blev de.

✂ Tilmed var han begyndt at polere sine Negle, saa at de lyste som ti Vandpytter i Maaneskin:

✂ - Ære være Kjærligheden! nikkede han til sig selv i Spejlet, medens han stod foran det og gjorde sig ung - Ære være Kjærligheden med //

✂ Han havde altsaa, Tolder Knagsted, som optegnet staar i Gammelkøbings Krønnike, været Toldkontrolør dersteds i en Række af Aar. Men da hans Ven og Jonathan, Konsul Mørch, afgik til de store Jagtegne og uformodet efterlod ham en Hoben Penge, nedlagde han sporenstregs sit Embede og flyttede som fri Mand til Hovedstaden ... for om muligvis det kunde hjælpe.

✂ Men det hjalp ikke!

✂ Den store Livets Lampefeber vedblev at sidde ham i Blodet.

✂ Som en Jerusalems Skomager var han fra sin tidligste Ungdom draget fra Sted til Sted, fra By til By. Men 30 aldrig havde han fundet den Fred, der efter Sigende lader haant om al Forstand ... Sad han i Blaaby, tyktes det ham, at Grønby var det ene saliggørende; og drog han derpaa til Grønby, vinkede Rødby ham ...

✂ Og da han saa, pludselig og uventet, var bleven en rig Arving, troede han Lykken naaet sammen med Friheden og slog sig ned i Hovedstaden, Verdens Navle, alle fladlandske Mænd og Kvinders Maal og Længsel ...

✂ Men dette blev ham atter kun en Skuffelse; og den største: thi nu var der jo intet mere.

✂ Og han stod derfor paa Nippet til paa ny at indskibe sig for Blaaby og begynde Kredsløbet forfra, da han i tre paa hinanden følgende Dage og i tre forskellige Aviser stødte paa Navnet: Søby!

✂ Søby ... hans Barndoms hellige Stad, hans Skoledages Eldorado, hans Ungdoms-Sejres og -Nederlags "Jemen eller lykkelige Arabien"!

✂ Søby ... som han havde elsket af hele sin troende Drengesjæls Fylde ... men som han altid havde undflyet, og som han ikke vilde gense, fordi Barndoms- og Ungdomstiden er det sjunkne Atlantis, det tabte Paradis, Menneskehedens svundne Drøm, hvortil man ikke kan vende tilbage ...

✂ Og altsaa drog han til Søby, byggede sig der et Hus, plantede sig en Have ... og følte sig fattigere og mere fredløs end nogen Sinde før.

✂ Abildtorpegaarden hed Knagsteds fædrene Ejendom ... Gaarden med de mange Æbler.

✂ Den laa en halv Mils Vej norden for Søby ...

✂ Straks samme Morgen, Knagsted var kommen til Byen, lejede han en Landauer, anbragte sig selv og Jokum paa Bagsædet og rullede ud ad sine Barneminders brede, blomsterkantede Landevej ...

✂ Men Vejen vax bleven smallere, og Blomsterne var falmede.

31

✂ Tolderen sagde:

✂ - Jokum, sagde han - dette skulde vi vist ikke have indladt os paa!

✂ Men Jokums Hale dikkede himmelfornøjet; dens Øren stod paa halv; dens Øjne spejdede vagtsomt omkring ... thi den levede i Nuet og blæste Fortid og Fremtid et Stykke.

✂ Oppe fra Bakken ud for "Postpeters" Hus saa man ned over Markerne til Gaarden:

✂ - Hvad hedder den Gaard der? spurgte Knagsted.

✂ - Abildtorpegaarden ... nikkede Kusken.

✂ - Er der da saa mange Æbler?

✂ - Har nok været, sagde Kusken - Men Træerne er fældede.

✂ - Jokum, hører Du: Træerne er fældede!

✂ - Vov! sagde Jokum (der strøg en Krage forbi Vognen) ... Hvad rager det mig!

✂ - Hvem bor paa Gaarden? spurgte Knagsted.

✂ - Proprietær Meincke.

✂ - Er det en flink Mand?

✂ - Ja ... det siger de.

✂ - Er han gift?

✂ - Ja.

✂ - Er der Børn?

✂ - Ja ... to Døtre.

✂ Og de rullede videre ...

✂ Vognen kørte over en smal, hvidmalet Bro, Abildtorpebroen. Og straks til højre førte en Allé af bredkronede og højstammede Popler op til Gaarden.

✂ Men af Træerne var nu de fleste borte; og unge, skyggeløse Stiklinger var plantet i deres Sted.

✂ - Skal vi dér op ad? spurgte Kusken.

✂ - Nej! sagde Knagsted hurtigt - Kør udenom!

✂ - Jovel ...

✂ Og Landaueren kørte ad Landsbyens Gade om forbi Gaardens Have.

✂ De fordum saa rigtbærende Frugttræer var forsvundne. Gangene var omlagte. Flagstangen flyttet ...

32

✂ - Derinde løb jeg som en lille Dreng i uskyldsrene Bukser og Matroskrave ... sagde Knagsted.

✂ Men Jokum hørte ham ikke: Der sad en Kat og slikkede Solskin paa Havegærdet.

✂ - Hvorhen ad saa? spurgte Kusken.

✂ - Op ad Kirkevejen ... Vi holder uden for Kirken.

✂ - Jovel ...

✂ Langs Kirkevejen laa endnu de gamle Kendinger: Hendrik Loppes Gaard, Maren Vævers Hus og Rasmus Hjulmands og Ole Støds. Men de var alle blevet mindre.

✂ Og den før saa vældige, hvidkalkede Kirkebygning med sit taarnhøje Tag laa lille og duknakket bag den lave Mur ...

✂ Knagsted og Jokum gik ind gennem Laagen og hen til Familiegravstedet, hvor de to smaa Søskende, Olga og Axel, havde "hvilet", som det hedder, i snart fyrretyve Aar.

✂ Der groede tæt af Ukrudt paa Graven, Marmorpladen var sprukken, og Bogstaverne næppe til at læse.

✂ Og pludselig løftede Jokum et Bagben og gav sig til at forrette sin Nødtørft op ad Buksbomhækken.

✂ Da skar Tolderen en Grimasse og lo anstrengt:

✂ - Det var Ret, sagde han - pis væk, min Dreng! Livet er for de Levende ...

✂ Udenfor paa Vejen var Kusken staaet af Vognen og havde tændt sig en Cigar. Røgen ringlede sig muntert i Luften over hans Hoved.

✂ Graverkonen, et langt, blegt Fruentimmer, sur og utilgængelig af at se paa saamange Begravelser, kom ud af Huset ligeoverfor:

✂ - Hvem er det, Du er kørendes for, Niels Peter? spurgte hun.

✂ - Det ved jeg ikke ... Han kom med Toget her i Morges og bor paa Hotellet.

✂ - Saa er det vel en af disse hersens Probenreutere ... Halløj, De der inde! raabte hun arrig frem over Muren - Ved De ikke, at man ikke maa tage Hunde med paa Kirkegaarden!

33

✂ Konens sure Fremtoning virkede oplivende paa Knagsted. Han rettede sig kampberedt og gik ud til hende:

✂ - Hvis er det Gravsted derhenne med de to Navne paa? spurgte han mildt.

✂ - Det er en af de forrige Ejeres fra Abildtorpegaarden ...

✂ - Og hvad hed saa han?

✂ - Det husker jeg ikke; der har vaaren saamange ... Men véd De ikke, at De ikke maa tage Hunde med paa Kirkegaarden?

✂ - Graven ser noget forsømt ud, lille Madam ... fortsatte Tolderen.

✂ - Lejemaalet er udløbet her til Efteraaret...

✂ - Hvilket Lejemaal, min Sukkerdukke?

✂ - Lejemaalet af Graven, begribeligvis! hvæsede Konen - Tror De kanske, at de Døde ejer Jorden i Alevighed!

✂ - Nej, akkurat hvad jeg før sagde til Jokum ... Konen traadte et Skridt tilbage:

✂ - Jokum ...? Hedder Hunden Jokum?! Knagsted tog fat i et af Madammens Forklædebaand:

✂ - Det er ingen Hund, Lille, sagde han blidt - Det er min Søn.

✂ Hun rev Baandet til sig:

✂ - Deres Søn ...!

✂ Kusken slukkede stille sin Cigar og reddede sig op paa Bukken.

✂ - Min Søn, ja ... nikkede Tolderen hemmelighedsfuldt - Men uægte forstaar De, naturligvis ... Jeg har ham med en Foxterrier ... Sig det ikke til nogen ...!

✂ Madammen gik baglæns over mod Husmuren.

✂ - Menneske ...l sagde hun; og Fingrene stod stive paa hende af Skræk.

✂ Men Knagsted steg oplivet til Vogns med Sønnen og kørte tilbage til Søby.

✂ - Hak, hak! gnækkede Rikke Skade og stagede sig ved Hjælp af Krykken bedre op paa Bænken - Hun er 34 rendt fra ham a' i Forgaars ud til Skovrideren i Vestermark ... Jeg har det fra Rulle-Maren.

✂ - Gud, og saa dejlig han præker, Sørensen! Madam Svendsen pressede gispende begge Hænder ind imod sit uhyre Bryst.

✂ Rikke stak hende fnisende med en Langfinger i Fylden:

✂ - Du skulde gaa med Snøreliv, Marthe!

✂ - Nej! sagde Marthe - saa kvæledes jeg da rent og aldeles.

✂ De to Veninder sad og drak Eftermiddagskaffe i "Svendsens Gynge- og Beværtnings-Have" under et Stykke Sejldug, der var spændt ud imellem fire Stokke og agerede Lysthus. Op ad Stokkene snoede sig dyster Vedbend og muntre Pralbønner.

✂ Haven var af Størrelse som en velvoksen Kaningaard; og Gyngen hang i Øjeblikket tom. Men den var livlig malet i rødt, gult og grønt.

✂ - Hvad er det saa med Pastorinden? spurgte Marthe og lagde omsorgsfuldt Brystet fra Hænderne ned mod Bordpladen.

✂ Rikke stak sit Fuglehoved tæt hen til Venindens Øre:

✂ - Han har forført hinner ...

✂ - Hvem? Skovrideren?

✂ - Næ, Pastoren, sgu!

✂ - Jamen, det er jo hendes Mand!

✂ - Jamen, han forførte hinner, da han sæl kun læste til Leksamen, og hun var ikke mere end som en tretten-fjorten Aar.

✂ - Pastoren? Vores Pastor Sørensen? ... Aldrig i Evighed!

✂ Rikke skar sig bedyrende med en Finger over Struben:

✂ - Ved den levende Jesus! sagde hun - Du kan bede Fanden slaa til !... Rulle-Maren har sæl hørt hende smide ham det i Ansigtet en Dag ude i Haven ...

✂ - Madammen ...? lød pludselig en hæs Overgangsstemme ud fra den aabne Dør til Beværtningslokalet - Er Madammen der?

✂ - Ja-a ...! skreg Marthe arrigt tilbage - Hva' er der?

35

✂ Kelner Bernhard viste sig paa Tærskelen. Han var et Barn at se til, en rødkindet og velskabt Dværg med smaa tykke Hænder og et ganske lille bitte blondt Overskæg. Han var nitten Aar og kunde have staaet indeni Madam Svendsen, hvis hun havde været hul.

✂ - Kan Hundredeogelleve skudse en Snaps? spurgte han.

✂ - Hvormeget staar han for?

✂ - En Krone og femogtyve Øre.

✂ - Nej ... han kan saa ikke.

✂ Der lød Slæben af tunge Fødder henover Gulvsandet inde i Lokalet. 111 viste sig bag Bernhard:

✂ - Aa, hvad? bad han - Man er saa trængende ...

✂ - Betal først, hvad De staar for.

✂ - Pengene skal ligge her paa Disken i næste Uge.

✂ - Ja den kender vi nok; den maa De længere ud paa Bondelandet med!

✂ - Aa, hva' ... Jeg er saa trængende ...

✂ - Nej, siger jeg!

✂ - Saa gaar han bare over i "Sømmet" ... mente Bernhard.

✂ - Dem derovre om det!

✂ - Aa, hva', lille Svendsen ... Man er saa trængende ...? Madammen hug en Næve i Plankebordet:

✂ - Nej, for Satan har jeg jo sagt! Og De ved godt Therkildsen, at jeg kan ikke taale at blive alterneret i mit Bryst ... Smid ham ud, Bernhard!

✂ Rikke Skade lagde en blid Haand paa Venindens Skulder (Rygtet fortalte, at Rikke og 111 havde et godt Øje til hinanden, naar Solen sank):

✂ - Marthe, bad hun mygt - Forbarm Dig over ham i Jesu Navn, naar nu Mennesket virkelig er tørstigt ... Marthe rystede hende af sig:

✂ - Vil Du kanske betale, det han staar for?

✂ - Hak, hak ...! gnækkede Skaden flov.

✂ - Ja, der ser vil ... Smid ham ud, Bernhard!

✂ 111 stod ydmyg og krumbøjet ligesom afventende, at 36 Sindet skulde slaa sig i Madammen ... Hans Hoved rystede af Alder og Drik, og Knæene bag de tyndslidte Benklæder vendte anraabende indad. Paa Fødderne havde han Fjederstøvler uden Fjedre. Den bulede Hat krammede han nervøst imellem Fingrene. Hans Haar var hvidgrønt og sørgelig tyndt. Og fra hans tandløse Mund silede der nedover hans Hage tre parallelle Striber mørkebrun Skraasauce ... heraf Navnet 111. Siden Ulykken i Vinter, da Drivremmen derude paa Olsens Knusemaskine endevendte ham en to tre Gange, gavnede han ikke for Føden engang og levede af kristne Menneskers Naade ...

✂ - Gaa saa, Bedstefar ... sagde Kelner Bernhard stille og drejede den Gamle om mod Stuen, hen mod Døren ud til Gaden.

✂ Bernhard var en Sønnesøn af Hundredeogelleve. Heraf den store Kredit.

✂ Men nu havde altsaa Madam Svendsen tabt Taalmodigheden:

✂ - Smid ham ud, Bernhard!

✂ Og Bernhard lystrede den sig af Gud indsatte Øvrighed.

✂ "Svendsens Café og Beværtningshave" bar i Folkemunde Navnet "Det kolde Ben", efterdi at dens Grundlægger, salig Svendsen, havde haft Træben ...

✂ Fra Haven var der Udsigt baade til Gaden og til et Stykke af Vestermark Landevej. Og sad man i Gyngen, medens en kraftig Person trak godt til, kunde man fra det højeste Punkt se frem over de lave Huse ved "Porten" og forbi Skorstenen paa Maskinhuset af Olsens Skærvefabrik til langt ud paa Landet.

✂ Larmen og Drønet fra Knuseværket hørtes tydeligt. Det var som Lyden af rullende Kanoner:

✂ - Gid Fanden havde Olsen! sagde Gæsterne, naar de sad over deres gode Øl.

✂ Men Olsen og hans Knuseværk lod sig ikke rokke ...

✂ Rikke Skade rakte pludselig Hals:

37

✂ - Der kommer han med hende! Det gav et Svup i Marthe:

✂ - Hvem?

✂ - Præsten! Han har været i Vestermark og hentet Konen ... Og Menigheden er med! ... Der er to Vogne!

✂ Madam Svendsen stemmede Hænderne imod Bordpladen og rejste sig for bedre at se:

✂ - Du Alstyrende ..! sagde hun.

✂ Vognene rullede nærmere:

✂ I den forreste, en Jagtvogn, sad paa Bagsædet Pastor Sørensen og Frue; og paa Bukken hos Kusken svømmede en lasket Gaardmand med Cigar paa.

✂ I den anden Vogn, en Char-à-banc, var anbragt en halv Snes stive, mørkklædte Mænd og Kvinder. De talte ikke, stirrede bare ret frem for sig ud i Luften.

✂ Pastoren ragede lang og truende op ved Siden af sin Kone. Han havde lagt sin Arm bag hendes Ryg som til Støtte. Pastorindens Øjne var lukkede. Hun holdt sig ubevægelig; hendes lille fine Ungpigeansigt var blegt og stift. Men hendes Hat med den vældige Skygge og de kvide, bølgende Strudsfjer vinkede og viftede.

✂ - Han holder paa hendel meldte Rikke - Kan Du se, han holder paa hende li'som Politiet paa en Tyv.

✂ - Hun har jo ogsaa stjaalet hans Ære ..! nikkede Marthe patetisk.

✂ Vognene svingede fra Landevejen ind paa Gaden. Skærvefabrikkens Drøn druknede for et Øjeblik i Hjulenes Buldren mod Stenbroen.

✂ Pludselig gjorde Pastorinden en Bevægelse som for at kaste sig ud af Køretøjet. Men hendes Mand greb om hende og hindrede det. Hun satte sig til Modværge, vilde ud, vilde bort. De brødes. Fruens Hat blev revet af og faldt ned paa Gaden.

✂ Saa forsvandt Vognen om Hjørnet.

✂ - Hatten! skreg Madam Svendsen uvilkaarlig.

✂ - Hatten! raabte Rikke Skade - Hatten, Mennesker! Hatten!

✂ Char-à-bancen standsede. En Bondemand klumpede af 38 og samlede Hatten op, betragtede den nøje, rystede den, saa Støvet fløj, og klumpede saa op igen med Byttet.

✂ Ingen paa Vognen havde talt et Ord, bare holdt sig endnu stivere ...

✂ Saa drejede ogsaa Char-à-bancen om Hjørnet...

✂ - Jeg maa op ved Præstegaarden! sagde Rikke og stak gesvindt Crykken under venstre Arm.

✂ - Du kommer da her tilbage igen, naar Du har set dem?

✂ - Natyrlig ..!

✂ Og Rikke pigede sig skyndsomst ud af Haven og af Sted ad Præstegaarden til.

✂ Proprietær August Meincke var en Landmands-Lørdag, medens Knagsted endnu boede paa Søby Hotel, gaaet lige løs paa ham nede i Restaurationen og havde sagt:

✂ - Goddag, Højstærede! Stammer De ikke ude fra vort? ... Jeg er Proprietær Meincke fra Abildtorpegaard.

✂ - Jo-e ... sagde Tolderen lidt betuttet - det gør jeg unægtelig.

✂ - Hvorfor har De saa ikke været ude at hilse paa os da?

✂ - Naa-e ... jeg har vel ventet paa en Anledning.

✂ - Anledning ..? Det er saagu da Anledning nok, at det er Deres Barndomshjem.

✂ - Ja-e ... saamænd.

✂ - Er De en Stivstikker?

✂ - H-næi... lo Knagsted - egentlig ikke.

✂ - Nej, det vilde da heller ikke passe med, hvad jeg ellers har hørt om Dem ... Som for Eksempel det oppe fra Kirkegaarden.

✂ - Naa, den Historie kender De?

✂ - Den kender sgu hele Egnen! ... Skal vi saa sige, at De kommer ud til os i Morgen, Søndag, otte Dage? ... Vi spiser til Middag Klokken tolv; vi er Bønder.

✂ - Tak ja ... nikkede Knagsted - det vil jeg gerne ... Man kan jo ligesaa godt springe i det som krybe i det.

39

✂ - Hva kan man!?

✂ - Ja, jeg mener, at det bliver ikke egentlig nogen Fornøjelsestur.

✂ - Det var Satans!

✂ - Jo, forstaar De, Hr. Proprietær, saadan at se sin gamle Kærlighed efter tredive Aars Forløb.

✂ Proprietæren stirrede vildt paa ham; hans Skaldepande rødmede:

✂ - Er det min Kone, De mener?

✂ - Nejnej ... jeg har jo ikke den Ære at kende Fruen ... Næ, det er Gaarden ... Stuerne ... Haven ... det Hele

✂ - Er De Sentimentaliker?

✂ - Ja, en Rem af Huden har vi vel alle ...

✂ - Saagu! Men De skal se, det gaar nok ... c'est le premier pas, qui coüte, som Tyskeren siger! ... Skal vi sende Vogn efter Dem?

✂ - Nej Tak, jeg gaar helst; eller cykler.

✂ - Ja, De skal jo ha' saadan Fanden til Cykel ... Naa, altsaa paa Gensyn!

✂ - Tak, Tak!

✂ Proprietæren, der var begyndt at fjerne sig hen imod Naboværelset, vendte om igen:

✂ - Hvad holdt De mest af, da De var Barn? spurgte han.

✂ - Holdt mest af ..?

✂ - Ja, jeg mener: til Middag?

✂ - Kørvelsuppe!

✂ - Det skal De faa ... Og Eftermad?

✂ - Pandekager!

✂ - Jamen: af Kød?

✂ - Aal i Karry!

✂ - Det var Satans: Kørvelsuppe, Aal i Karry og Pandekager! ... Hvad tror De, Katrine siger til den Menu! ... Naamen, De skal faa den!

✂ - Meincke! blev der raabt inde fra Sideværelset, hvor Landmændene holdt til - Hvor bliver De af?

✂ - Nu kommer jeg ..! De skal se, det gaar nok ... 40 vendte han sig til Tolderen - Vi skal være rigtig rare imod Dem ... Har De for Resten ikke Lyst til at komme allerede Lørdag Aften? Vi har Gæsteværelse ... De véd, det grønne udtil Haven.

✂ - Herregud er det grønt endnu ... Næ, lad mig hellere vente til om Søndagen ... saadan til at begynde med.

✂ - Som De vil ... Naa, jeg maa nok ind til Kollegusserne! ... De ta'r da Deres "Søn" med ...?

✂ - Ja, Tak ... han bliver vel ikke ædt ...

✂ - Næ-e ...

✂ Proprietæren trykkede Tolderens Haand til Afsked, saa at den værkede en god Time derefter ...

✂ - Jokum, sagde Knagsted, da han senere kom op paa sit Værelse - i Morgen otte Dage maa vi holde Ørene stive.

✂ Paa Bakken ud for Postpeters Hus sad hun paa en Stenbunke.

✂ Da Tolderen naaede derhen, rejste hun sig og kniksede:

✂ - Goddag... Er det ikke Hr. Toldkontrolør Knagsted?

✂ - Jo, desværre ...

✂ - Jeg er Line Meincke ... Far sagde, at jeg skulde gaa ud og møde Dem.

✂ - Det var nydeligt af Dem, Frøken ... Hun smilede:

✂ - Næmen, siger De De og Frøken ...

✂ - Skal vi hellere være Dus og Fornavns?

✂ Hun lo:

✂ - Hæ ... ja ... det vil sige ... jeg ...

✂ - Nej, aldeles ikke! Skal jeg sige Du til Dem, skal De ogsaa sige Du til mig.

✂ - Hvis jeg kan ...

✂ - Det kommer med Øvelsen, skal Du se. Han stak sin Arm ind under hendes:

✂ - Hvorfor er din Søster ikke med?

✂ - Hun er ude at lære Husholdning.

✂ - Hvor gammel er hun?

41

✂ - Nitten Aar ... Og jeg er sytten.

✂ - Hvad hedder hun?

✂ - Mine ... Og Moder hedder Trine ... Trine, Mine, Line! Det er ligesom at spille paa Fløjte ... ikke?

✂ Hun holdt Hænderne op foran Munden og bevægede Fingrene.

✂ Tolderen lo:

✂ - Er hun ligesaa sød som Du?

✂ - Meget sødere og meget bedre. Jeg kan sommetider baade være næsvis og hidsig ... Men lad os nu ikke tale mere om mig ... Hvor er Jokum?

✂ - Han var allerede gaaet ud, før jeg stod op.

✂ - Faar han saadan Lov til at gøre, hvad han vil?

✂ - Absolut!

✂ - Han kan sagtens ...

✂ Hun skridtede taktfast af Sted ved hans Side, rank og lyshaaret. Hendes Ansigt var sart og lidt blegt; Øjnene graablaa og energiske; Munden smal og sluttet med stærkt røde Læber.

✂ Der steg en fin lille Glæde op i Tolderens Hjerte: Det var vist nogle prægtige Mennesker dernede paa hans Fødegaard, at de havde tænkt paa at mildne ham Indtoget ved at sende ham denne allerkæreste Stump Backfisch i Møde!

✂ Han saa om paa hende:

✂ - Ler Du aldrig?

✂ Hun smilede, saa Tænderne lyste:

✂ - Ih jo da, Skam ler jeg ...!

✂ - Og saa er Du saa tavs.

✂ - Jeg er ellers meget talende, vil jeg bare sige Dem ... Dig.

✂ - Naa?

✂ - Ja; véd ... Du, hvad Far driller mig med at sige?

✂ - Nej ..?

✂ - "Jeg takker Dig, Gud, at Line ikke har mere end én Mund"!

✂ - Er det saa galt!

✂ - Ja, vent bare, til jeg faar begyndt!

✂ - Det glæder jeg mig til!

42

✂ Hun saa skælmsk op paa ham:

✂ - "Livsens Ondskab" ...! lo hun.

✂ - Men ...! sagde Knagsted uvilkaarlig. Hun rødmede:

✂ - Ja, Mor har en Barndomsveninde i Gammelkøbing, og hun har fortalt at ... (hun standsede og greb hans Haand) Du bliver da ikke vred?

✂ - Nej ..! smilede Knagsted - Aldeles ikke ... Og hvad fortalte saa den ... Barndomsveninde?

✂ - De ... Du er alligevel vred ... Jeg kunde høre det af den Maade, Du sagde "Barndomsveninde" paa.

✂ - Se-se! Saa den lille Dame giver sig ogsaa af med at Jhøre"! ... Naa, men, hvad sagde saa den Veninde?

✂ - Hun sagde, at Du var saa utilgængelig og... og irronisk.

✂ - "Irronisk", naa ... Sagde hun saa ikke mere?

✂ - Jo ... hun sagde, at Du var Kvindehader!

✂ - Ho, ho! Sikken et Bæst!

✂ - Jamen det er De jo slet ikke ...

✂ - Ork jo!

✂ - Og at De ikke regnede os Kvinder med til Menneskene ...

✂ - Det gør jeg heller ikke.

✂ - Et Du da virkelig Kvindehader ..? Den Lille drejede interesseret Ansigtet op mod ham - Og hvorfor?

✂ - Fordi jeg holder saameget af Jer!

✂ - Det var ogsaa en Grund ... sagde hun med saa skuffet et Udtryk i Ansigtet, at Knagsted følte sig stærkt fristet til at kysse hende, men dyede sig.

✂ De gik nu lidt tavse; saa spurgte hun pludselig:

✂ - Hvor er Jokum gaaet hen?

✂ - I Kirke.

✂ - I Kirke?!

✂ - Ja ... det gør han hver Søndag.

✂ - Aar-ri ... Og Deres Cykel har De ... Du heller ikke med ...

✂ - Nej, den skal De ... Du da faa at se en anden Gang ... Cykler Du?

43

✂ - Ja...

✂ - Saa skal vi køre nogle Ture sammen?

✂ - Ja! Med Frokost i Lommen!

✂ - Og Chokolade ...!

✂ De var naaet over Abildtorpebroen og drejede op ad Alleen.

✂ Der stod Proprietær Meincke og ventede. Ved Siden af ham sad paa sin "couperede" Hale en gammel brunplettet Hønsehund.

✂ - Naa, endelig kommer I da! sagde Proprietæren - Det er dog mageløst, saa Kneveren har gaaet paa Jer!... Ja hun kan!

✂ Line for løs paa ham:

✂ - Lad nu være at drille mig ligestraks! Han tog hende med begge Hænder om Kinderne og kyssede hende paa Panden:

✂ - Lange forkælede Tøs! sagde han. Hunden sprang op ad hende: Hun værgede sig:

✂ - Men Badutte dog, Badutte dog!

✂ - Badutte? spurgte Knagsted - Det var da et underligt Navn paa en Jagthund.

✂ - Ja, det kaldte Ungerne ham, da han var Hvalp og trimlede paa Hovedet ned i alle Grøfterne; og saa har han beholdt Navnet... Ellers hedder han Hektor.

✂ Line stak sin Arm ind under Faderens og trak ham med sig:

✂ - Kom saa! sagde hun - Mor venter!

✂ Knagsted fulgte dem solo ...

✂ Og der steg op i ham Mindet om en Sommeraften for omtrent fyrretyve Aar siden, hvor der her paa dette selvsamme Sted var hændet ham noget lignende:

✂ En Familie fra Søby, en Bankdirektør med Kone og Børn, var paa Besøg paa Gaarden. Knagsted havde længe været brændende forliebt i den ældste Datter, der var tolv Aar og hed Sophie. Man fulgte Familien paa Vej hjem. Han og hans Elskede var med Vilje dryppet lidt bag ud efter de andre. Han havde stille listet sin Arm i hendes; 44 og hun lod det ske. Hans Hjerte havde salig dikket ... Solen gik ned ude over Markerne, Lærkerne hang i den gyldne Luft; han huskede endnu deres Sang og fornam som i et Strejf Kløverblomsternes søde Duften ... Et tveægget Sværd kunde han i hin Stund have jaget tværs igennem sig ... ind gennem Brystet og ud gennem Ryggeni ... om Sophie havde forlangt det, saa forfærdelig elskede han hende ...! Men pludselig havde hendes Fader, den lumpne Bankdirektør (han blev da ogsaa senere sat fast for Kassesvig) vendt sig og kaldt. Og hun havde skaanselsløst trukket sin Arm ud af Ridderens, var løbet hen til den Gamle og havde paa Resten af Turen holdt sig til ham ... Knagsted lo højt:

✂ - Og ved Gud i sin fagreste Himmel, om han ikke nu i dette Øjeblik følte noget af den samme dumpe Sørgmodighed fra hin Aften dale ned i sit ensomme Hjerte!

✂ - Hvad griner De af? spurgte Proprietæren.

✂ - Aa, det var noget, jeg kom til at tænke paa, som foregik her i Alleen for fyrretyve Aar siden.

✂ - Noget sjofelt?

✂ - Nej, nej! lo Knagsted.

✂ - Far dog ...! sagde Line.

✂ - Hvad da?

✂ - Naa-e ...

✂ - Fyr-re-ty-ve Aar! gentog Pigebarnet og saa ud af sine Øjne, som havde hun aldrig før hørt et saa enormt Tal nævne - Hvor gammel er Du da?

✂ - Hundrede og treogtres.

✂ - Aar-r ...!

✂ Hun løb hen og ruskede ham i Armen.

✂ Men hun blev hos ham.

✂ Og Sørgmodigheden lettede ...

✂ Oppe paa Stentrappen foran Hovedbygningen stod Fru Meincke ungdommelig og livsglad trods sine 42 Aar:

45

✂ - Goddag, Hr. Knagsted ... og Velkommen!

✂ - Ja, saadan ser han altsaa ud, "Livsens Ondskab"! præsenterede Proprietæren.

✂ - Men Adolf dog ...!

✂ - Aa, Line har vist allerede fortalt ham det ... ikke Line?

✂ Line vendte Ryggen til, og lod, som om hun intet hørte.

✂ - Ikke Line? gentog Meincke og snurrede hende om imod sig - Se mig i Øjnene!

✂ - Jo ... hviskede Line og gemte Ansigtet bort - naturligvis ...

✂ - "Jeg takker Dig Gud, at..."

✂ - Far!

✂ - Ja, det har hun ogsaa fortalt ... lo Knagsted.

✂ - Naa ... ja det er jo en formildende Omstændighed! De gik ind i Entreen: Hvor var den bleven lille!

✂ Og den pompøse Trappeopgang til Loftet, hvor var den bleven smal og lav ...

✂ - "Det sorte Hul"? spurgte Knagsted pludselig ivrig - Eksisterer det sorte Hul endnu?

✂ Han gik hurtig hen og aabnede en Dør i Baggrunden til Venstre:

✂ - Her er da "Støvlegangen"! sagde han - Og her er Hullet"!

✂ Han lukkede en Tapetdør op ind til et aldeles mørkt Rum under Trappen:

✂ - Uh-h! gyste han - Her har jeg siddet mangen en lang Time og forbandet min Fødsel!

✂ - Line og Mine har ogsaa siddet der, nikkede Proprietæren - Og Badutte ... Men Line oftest naturligvis.

✂ - Usch ..! Torsk ..!

✂ - Men Line dog ...! tyssede Fruen.

✂ - Ja, hvorfor skal han altid drille mig ..! hendes Øjne gnistrede.

✂ - Aa, bad Knagsted - prøv at putte mig lidt derind igen, hva'?

✂ - Med Fornøjelse! lo Meincke geskæftig, puffede 46 Tolderen ind i Lukafet og slog Døren til - Hvorlænge ønsker De at...

✂ - Nej, hør ved I nu hvad! ivrede Fruen og lukkede op paa ny - Kørvelsuppen bliver kold; den er paa Bordet. Knagsted sad allerede plat ned paa det nøgne Gulv:

✂ - At De dog ikke kan unde mig at dvæle lidt i Minderne, Fru Meincke ....

✂ Line for leende til og hjalp ham op:

✂ - Du er storartet! sagde hun - og morsom! ... Naar vi har spist, skal jeg vise Dig hele Huset.

✂ - Er I allerede Dus? spurgte Fruen.

✂ - Selvfølgelig! sagde Knagsted og bød hende Armen

✂ - Jeg er jo kun et Par Aar ældre end Damen.

✂ Saa gik man ind til Kørvelsuppen og de andre livretter

✂ Kaffen blev drukket i Dagligstuen. Dette uhyre Rum, som engang havde været det største i Verden, og som nu kun viste sig at maale tolv Alen i Længden og otte i Bredden ...

✂ - Ja, se nu skulde min Kone og jeg jo gerne sove en Timestid til Middag, sagde Proprietæren.

✂ - Men Mand dog!

✂ - Ja, han maa virkelig vænne sig til Husets Skik, lille Trine ... Maaske De ogsaa vil sove, Tolder? De kan ligge derinde paa Chaiselonguen i Kontoret.

✂ - Nej ... Line og jeg skal paa Opdagelsesrejse. Line klappede i Hænderne:

✂ - Ja, ja! sagde hun saa og hev i ham - Kom! Og de gik sammen fra Kælder til Loft... rundt i Haven, Staldene, Laden, Vognremissen, Hønsehus og Andesti.

✂ - Dér skete det, og dér skete det! berettede Knagsted. Hun trykkede sig ind til ham:

✂ - Fortæl mere! bad hun.

✂ Og han fortalte og fortalte ...

✂ Hele sin Barndoms- og Ungdomstids gyldne Billedbog oplod han for hende.

✂ Og altid havde han været Anfører for Legene og Gavtyvestregerne.

47

✂ - Du har vist været en sjov Dreng!

✂ - Det har jeg ... Men jeg kunde ogsaa gemme mig bort i en Krog og sidde og græde ... Hun lo højt:

✂ - Nej, sagde hun - den hopper vi ikke paa! Det siger Du bare for at være interessant.

✂ - Næmen Frøken Næsvis ..! Knagsted stak en manende Pegefinger i Vejret. Hun slog til den:

✂ - Den er jo skæv, sagde hun - saa den imponerer mig ikke l... Og saa sagde Du jo selv til Mor, at vi var jævnaldrende, Torsk! saa maa jeg vel ha' Lov til at sige, hvad jeg vil ... Kom saa!

✂ Og hun halede ham med sig paa fortsat Opdagelsesrejse ...

✂ - Puh-h! tænkte Tolderen og fulgte - Hvad er det, Du er kommet op i, Hans Peter Ernst I... Men bedaarende er jo Tøsen!

✂ Saaledes forløb Knagsteds første Besøg i hans Barndomshjem.

✂ Pastor Michael Sørensen var kommen til Søby for fire Aar siden som anden Præst ved Zionskirken paa Torvet.

✂ Han bragte med sig en pur ung Kone og en Datter paa fem-seks Maaneder.

✂ Selv var han godt op i trediverne ...

✂ Straks han holdt sin Tiltrædelsesprædiken laa Byens Damer for hans Fødder:

✂ - Hvilken Karakter! sagde de - hvilken Forkyndelse! Hvilken Dybde!

✂ Og Frøken Skyldfri Plockros, "Spilleskelettet", erklærede ekstatisk til Adjunkt Lauritzen, at Pastor Sørensens Stemme var at lytte til "som at stryge over mørkeblaat Fløjl"!

✂ Men ikke begreb nogen af Damerne, hvad han dog vilde med sin lille Pyntegaas af en Kone!

48

✂ Han, som burde have haft ved sin side en stærk og fuldmoden Kvinde, der kunde have været ham som en Fødselshjælperske i hans Bestræbelser ...

✂ Alvilda hed hun, Præstekonen, og var yngste og fjerde Datter af hin italienskblodede Tryllekunstner, Alexius Magni, der pludselig en Aften i Hovedstaden faldt død om, ramt af et Hjerteslag, midt for Publikums Aasyn, netop som han skulde til at slaa et blødkogt Æg tværs igennem Pullen paa en høj, graa Silkehat.

✂ Tæppet var øjeblikkelig gaaet ned, og Tilskuerne havde ihærdigt klappet og raabt:

✂ - Bis! Bis! Dacapo!

✂ Men Manden havde ikke ladet sig fremkalde.

✂ Forestillingen var uigenkaldelig forbi for hans Vedkommende.

✂ Og dér sad nu altsaa Enken uden Forsørger og med fire mindreaarige Pigebørn ...

✂ Saa var Familien traadt til.

✂ Alexius havde to ret velsituerede Brødre, og Fruen en solidt gift Søster.

✂ Disse Parter enedes efter nogen Diskussion om at dele Børnene imellem sig, saaledes at Moderen selv kun beholdt det ældste.

✂ Desuden oprettedes der ved Sammenskud en mindre Traad-og-Garn-Handel, hvor nu Enken og den faderløse fra Morgen til Aften sled for at bjærge Hakkelsen.

✂ Vi lader dem slide ...

✂ Alvilda, som den Gang var otte Aar, tilfaldt ved Lodtrækning Farbror Louis, en rund og fornøjelig, men som Følge af den italienske Afstamning undertiden noget ubehersket Værkfører paa Hovedstadens Nørrebro.

✂ Og da der, som Værkførerinden, en storartet Kone, udtrykte sig, ingen hjemmegjorte Børn var i Huset, blev Plejedatteren snart baade Forældrenes og de skiftende Pensionærers Kæledægge.

✂ Fru Louis lejede nemlig et møbleret Værelse ud - "med eller uden ful Kost", som der stod paa en Lap Papir paa Gadedøren.

49

✂ Og saaledes skete det, at Michael en skønne Dag rykkede ind som Pensionær for efter Gudernes Vilje at fuldbyrde sin og Alvildas Skæbne ...

✂ Cand. phil. Michael Sørensen var Søn af en indremissionsk Præst vesterpaa paa Halvøen og havde i nogle Aar ernæret sig som Timelærer. Men var saa pludselig bleven drevet af Aanden til at tage sin Faders Gerning op.

✂ Og "han var det nydeligste Menneske", sagde Fru Magni, "passede sine Spisetider og sine Forelæsninger, gik aldrig paa Etablissementer, men sad om Aftenen over sin Bibel, eller hjalp Alvilda med hendes Lektier og tog hende paa Søn- og Helligdage baade med sig i Kirke og i Naturen ..."

✂ Saa blev han Cand. theol. og skulde nu rejse hjem til Halvøen for at bistaa Faderen med at beengle Himmerige.

✂ Men Dagen før Afrejsen skete det, at han bad sine Værtsfolk om en hemmelig Samtale. Og kom det da frem, at han og Alvilda allerede i over et Aar havde været, hvad han kaldte trolovede.

✂ Italienerblodet for ved denne Meddelelse Værkføreren utæmmet til Hovedet; han hamrede en kraftig Næve i Bordet og nævnede den nybagte Kandidat "en kristelig S vinetønde"!

✂ Men da Michael loyalt udbad sig Pigebarnets Haand for at gifte sig med hende, saasnart han fik Præstekald ... og Fru Magni derefter kastede sig om hans Hals og græd af Rørelse ved Tanken om at skulle være Moder til en Pastorinde, endte det hele godt og fordrageligt. Der blev tømt en Flaske Portvin, og Parret fik den attraaede Velsignelse.

✂ Alvilda var da lige fyldt femten Aar og var bleven konfirmeret til Paaske ...

✂ Men samme Aften efter Forlovelsesgildet skete endvidere dette, at Fru Louis, en halv Time efter at Familien var gaaet til Ro, vaagnede ved, at nogen saa lempeligt listede med Døren ud til Entreen.

✂ - Er det Dig, Vilde? spurgte hun.

✂ Intet Svar.

50

✂ Og da hun forundret strøg en Tændstik, saa hun, at Alvildas Seng stod tom. Tæppet var slaaet til Side og Pigebarnet væk ... Hurtig tændte Fruen et Lys og løb ud paa Gangen. Portvinen kunde jo ha' slaaet sig paa Tøsens Mave!

✂ Derude stod saa Alvilda lænet op mod Væggen, ræd i Øjnene og rystende som i Feber.

✂ - Er det Maven, lille Vilde?

✂ - Næi...

✂ - Jamen hvorfor er Du staet op da? Vilde stak i Graad:

✂ - Jeg skal ind og sige Farvel... til Michael ... Fru Magni smilede: Som Barnet dog elskede ham!

✂ - Nej, vist skal du ikke nej, lille Vilde, trøstede hun og tog hendes Haand - Han rejser jo først i Morgen ... Kom Du hellere med mig.

✂ Men Alvilda rev Haanden til sig:

✂ - Han har selv sagt ... at jeg skulde komme! hulkede hun - Men Du og Far maatte ikke vide det ...

✂ Det var, som løb Verdensordenen pludselig Surr for Fru Magni; som sprang der et eller andet Sted et Hjul i Maskineriet... Men hun tog sig hurtig sammen igen, greb Vilde haardt i Skulderen og ligefrem drejede hende ind ad Sovekammerdøren:

✂ - Hold op med det Tuderi! hviskede hun - Vaagn ikke din Far! Du véd, hvordan han kan blive! ... Og skrup saa i Seng med Dig!

✂ Alvilda krøb skyndsomst ned under Tæppet:

✂ - Og saa værsgod sover Du lige med det samme!

✂ Og Pigebarnet smækkede lydigt Øjnene i ...

✂ Resolut kastede Fru Magni et Skørt om sig og gik med Lyset i Haanden ud i Entreen, hen til den Logerendes Dør: - Sørensenl kaldte hun; og hun blæste i Øjeblikket al Præsteværdighed et langt Stykke - Luk op! sagde hun - Straks! Jeg maa tale med Dig.

✂ Lidt efter aabnedes Døren, og Kandidaten stod foran hende gul og kantet i sit Ansigt som et Lig.

✂ - Menneske! sagde Fru Magni og segnede over imod 51 Dørkarmen - Saa havde Magni dog Ret med sin Svinetønde!

✂ Og nu fulgte der en Scene, som Fruen efter sit eget Udsagn: "Vilde mindes til langt paa den anden Side af Graven".

✂ Kandidaten tumlede om paa Gulvet ved hendes Fødder, rakte de foldede Hænder op mod hende og skriftede:

✂ I over et Aar, fortalte han, havde han staaet i Forhold til Alvilda. Han havde kæmpet og kæmpet imod sit onde Begær, men havde ikke kunnet modstaa. Og saa en Dag, de var i Skoven sammen, var det sket: - Træd paa mig! tryglede han - Knus mit Hoved! Jeg er uværdig til at leve Livet! Hent Politiet, at jeg kan lide min Straf! Kast mig i Rendestenen, at Menneskene kan bespytte mig.

✂ Men al Vrede og Harme var gledet af Fru Magni, medens hun stod og var Vidne til denne dybe Ruelse. Hendes Hjerte fyldtes af Medlidenhed, Taarerne dryppede ned paa hendes Nattrøje og atter og atter gentog hun: - Saasaa, lille Sørensen! Alting kan jo blive godt endnu! Du vil jo gifte hende! Du vil jo gifte hende! Rejs Dig dog saa rejs Dig dog ...

✂ Og han rejste sig og blev roligere. Og hun hjalp ham af Klæderne og i Seng:

✂ - Sov saa, sagde hun - og bed til Vorherre!

✂ Og Kandidaten gjorde, som hun befalede ...

✂ To Aar efter stod Michael og Alvildas Bryllup ...

✂ Men Dagen før Vielsen bankede det ydmygt paa Brudgommens Dør paa Missionshotellet, hvor han boede.

✂ Og da han aabnede, stod Bruden udenfor paa Gangen Haand i Haand med en lille, bleg og yderst undseelig Mandsperson, en Apothekerlærling.

✂ De var kommet for at bede Michael løse Alvilda fra hendes Ægteskabsløfte.

✂ Thi hun elskede saa saare den lille Apotheker ...

✂ Men Michael forholdt sig kold og afvisende.

✂ Da kastede Alvilda sig paa Knæ og skreg vildt op:

52

✂ - Jeg vil ikke gifte mig med Dig! skreg hun - Jeg vil ikke! Jeg vil ikke!

✂ Skrigene hørtes over det ganske Hotel. Og lidt efter lidt fyldtes Værelset af sortklædte Mænd og Kvinder med haarde Øjne.

✂ Og de tog Parti for Præsten.

✂ Men Alvilda slog Armene om sin Elskede, klamrede sig til ham og kyssede og kyssede ham, saa at de haarde Øjne blev onde og med Magt rev hende fra ham ...

✂ Da hun atter kom til sig selv, laa hun træt og medtaget paa Værelsets Seng, medens Michael stod over hende og talte:

✂ - Det var Guds Vilje, sagde han - at de skulde ægte hinanden! Det vilde være en Forbrydelse at skilles. De hørte for evigt sammen; thi de var jo allerede Mand og Hustru indfor den Eviges Trone!

✂ - Jamen hun elskede da saa usigeligt sin lille Apotheker ...

✂ Præstens Ansigt blev stift og blegt:

✂ - Havde hun og han maaske haft det sammen ligesom ... ligesom ...?

✂ - Nej, nej! Det var han altfor sød og fin til ...

✂ - Og hun havde ejheller fortalt ham, den anden, noget om ...

✂ - Nej, nej! for det kunde hun ikke ... Michaels Ansigt lyste forklaret op. Han greb hendes Haand og kyssede den, taknemmelig imod Forsynet:

✂ - Der ser Du Guds Vilje! sagde han. Hun lukkede træt Øjnene og nikkede Ja ... Og næste Dag blev de gift.

✂ I det første Aar boede Ægtefolkene i den fædrene Præstegaard hos Michaels Forældre, hvor Sønnen var Kapellan.

✂ Dette Aar var som én uafbrudt Lidelse for den unge Kone, thi hendes Mand stod fuldstændig under de gamles Herredømme, og alle tre forlangte de under Trusler om 53 Ild og evigt Svovl, at Alvilda skulde forsage Verden og dens Kød og suge Honning af Himmelens Urter.

✂ Ja, Svigerfaderen bad endogsaa offentlig fra Prædikestolen for hendes vildledte Sjæls Frelse:

✂ - Livet bør dødes! sagde han - Thi Døden er Livet, og Livet er Døden, og to Gange to er fem!

✂ Og da hun havde født sit Barn, tog man det fra hende under Paaskud af, at det kun kunde trives i Herren, naar det blev opammet af en sand kristelig Kvinde med troende Mælk...

✂ Men da forlod Alvilda hemmeligt Præstegaarden og søgte Tilflugt i Hovedstaden hos sin Søster Rose gift Høberg.

✂ Herfra skrev hun til Kapellanen, at hun absolut ikke mere vendte tilbage til ham, saalænge han opholdt sig paa Halvøen.

✂ Og Michael, der stadig elskede hende, søgte et nyt Embede ...

✂ Saaledes kom de til Søby; men Kampen imellem dem ophørte ikke.

✂ Som Præst og Sjælesørger maatte han jo nemlig søge at bringe hende ind under sin Religions Hovedbud: Kødets Fornægtelse.

✂ Og han, der selv havde vakt hendes Sanser til Live, ansaa det nu for sin Pligt at døde dem.

✂ Han satte hende til den Ende paa Ration:

✂ - Thi begge bør det os at sone, hvad vi har forbrudt! sagde han.

✂ Og han fastslog derfor én Gang for alle Onsdagen som bedst egnet til, hvad han kaldte "Forglemmelsens Offer". Onsdagen, der af Gud saa omsorgsfuldt er bleven anbragt midt i Ugen lige langt fra Lørdagens Forberedelse og Søndagens Forkyndelse.

✂ Og nærmede hun sig til ham i Attraa for Eksempel om Mandagen, viste han hende stejlt tilbage, selv om han laa nok saa hed paa Nabolejet ved hendes Side.

✂ Thi enten er man Kristen; eller man er det ikke.

✂ Og han var det...

54

✂ Saa traf hun Gudmund Treschau, Egnens bestalter Don Juan, Skovrider under Kammerherre Løvenfeldt, Løvenholm. Et stort og pragtfuldt Handyr med et vældigt Vildmandsskæg flydende ned over Brystet.

✂ I Kraft af sine mandlige Insignier besad han et uindskrænket Herredømme over det andet Køn.

✂ Hvem han vilde have, fik han.

✂ Ydmygt fladede Kvinderne sig for ham mod Jordens Centrum som Hønsene for Hanen:

✂ - Her ligger vi, Sire, s'il vous plait...! klukkede de.

✂ Det var en Eftermiddag i Januar med Kaneføre og lunt Snefald. Det var begyndt at skumre. Alvilda vandrede hjemad mod Byen fra en Spadseretur ud ad Vestermark Vejen. Sneen drysssede blød og hvid ned over hende. Hun var forventningsfuld til Mode. Det var Onsdag.

✂ Saa lød der Klokkelyd og Bjældeklang. En Kane gled frem og forbi:

✂ - Skovrideren!

✂ Straks han kendte hende, holdt han Hesten an - Men gaar De der saa alene, lille Fru Pastorinde! Maa jeg ikke have den Ære at befordre Dem hjem? Det er jo allerede næsten mørkt ...

✂ Han slog Bjørneskindstæppet til Side og sprang ud af Kanen:

✂ - Værsgod! sagde han - Sid op. Jeg staar bag paa.

✂ - Nej, nej ... bad Alvilda.

✂ Men han bare smilede: - De kan faa denen her om Dem; ellers fryser De.

✂ Han afførte sig sin Pels og gav hende den paa.

✂ - Nej, nej ... bad Alvilda igen.

✂ Men han tog hende op i sine Arme og anbragte hende i Kanen.

✂ Selv satte han sig paa Kuskesædet:

✂ - Nu kører vi først en rask lille Tur ud ad Vejen, smilede han - Vi kommer tids nok hjem til Velærværdigheden.

55

✂ Og han drejede Hest og Kane og kørte tilbage ad Vestermarkskoven til ...

✂ Alvilda lukkede Øjnene og krøb dybere ned i Pelsen. Den var lun endnu af hans Legemes Varme ... Og det var Onsdag.

✂ Et Par Timer senere sad Fru Alvilda bleg og lille i Toldkontrolør Knagsteds Dagligstue. Hendes mørkeblonde Haar hang i vaade Tjavser om hendes Ansigt.

✂ Tolderen gik langsomt op og ned ad Gulvet foran hende.

✂ Lampelyset faldt dæmpet frem gennem den røde Papirsskærm.

✂ Og Pastorinden fortalte:

✂ - Hun havde været paa en af sine sædvanlige Eftermiddagsture ud ad Mariendalsvejen, berettede hun - Og saa var hun pludselig bleven grebet af et heftigt Ildebefindende. Hun var da tyet hen mod det nærmeste Hus for at søge Ly, men var sunken om i en Snedynge og var besvimet. Da hun atter var kommen saa vidt til sig selv, at hun kunde støtte paa Benene, var hun begyndt at gaa hjemad. Men her lige ud for Toldkontrolørens Villa var hun atter bleven syg ...

✂ - Det er jo Løgn altsammen, hvad Du dér sidder og fortæller, lille Kone! tænkte Knagsted.

✂ - Men nu tror jeg, at jeg atter er saa vel, at jeg kan naa hjem, sluttede Alvilda.

✂ - Fruen tillader, at jeg følger Dem ...?

✂ - Nej, Tak, kære Hr. Toldkontrolør, det behøves virkelig ikke ...

✂ - Ja, maa jeg ikke gaa ved Siden af Dem, sjokker jeg bag efter. Ene faar De ikke lov til at komme af Sted.

✂ - Hvor er De dog elskværdig! smilede hun - Og nu har jeg oven i Købet opholdt Dem med mine Jeremiader næsten en Time.

✂ - Ja, i godt en Time! smilede Tolderen tilbage.

56

✂ (Damen havde højt regnet været i Stuen i tyve Minutter.)

✂ Alvilda stod lidt og saa ned. Saa for hun ham pludselig om Halsen:

✂ - Saa kær, De er! sagde hun.

✂ - Og saa sød, De er! sagde han - Skal vi saa gaa? ...

✂ Da de var naaet ind i Nærheden af Præstegaarden, kom Pastor Sørensen imod dem fra en Sidegade.

✂ Tolderen følte, hvorledes Alvilda ligesom blev mindre, da hun saa ham.

✂ Men saa rettede hun sig.

✂ I det samme susede en Kane dem forbi.

✂ Det var Skovrideren:

✂ - Godaften! Godaften! raabte han - Saa sent ude!

✂ - Som det Menneske dog kørte! sagde Alvilda - Hvem var det?

✂ - Kendte ham ikke ... sagde Knagsted. Nu stod Pastoren foran dem: - Men Alvilda, Barn, hvor har Du dog været henne?

✂ Han glemte ganske at hilse paa Tolderen:

✂ - Hvor Du dog har voldt mig Uro!

✂ Hans Ansigt var blegt og lidende. Frakken var knappet skævt. Og de røde, handskeløse Hænder holdt han foldede frem imod hende.

✂ - Deres Frue er syg, Hr. Pastor.

✂ - Syg ...? Men hvor har hun da opholdt sig hele Eftermiddagen?

✂ Alvilda vilde svare; men Knagsted korn hende i Forkøbet:

✂ - Hos mig ... sagde han - Jeg fandt hende siddende i Vejkanten uden for mit Hus; og saa hjalp jeg hende ind i Stuen ... Jeg kunde ikke sende Dem Underretning ... min Husbestyrerinde var ude ... og Telefon har jeg ikke ... Men skal vi ikke hellere bringe Deres Frue hjem; jeg tror, at hun har bedst af hurtigst muligt at komme til Ro...

✂ Langsomt ledte de to Herrer den syge frem til Præstegaarden.

57

✂ Alvilda gik tungt og udmærket vaklende imellem dem...

✂ Denne Begivenhed fandt altsaa Sted i Januar.

✂ Nu var det Sommer. Og i Dag havde Præsten personlig maattet afhente sin Ægtemage i Skovridergaarden i Vestermark.

✂ Et nidkært Medlem af Menigheden havde set hende smutte derind og sendt ham Ilbud.

✂ Otte Dage efter forlod Alvilda for anden Gang sin Mand og søgte paa ny Tilflugt hos sin Søster i Hovedstaden.

✂ Frøken Mine Meincke var for et halvt Aarstid siden vendt hjem til Abildtorpegaarden som en udlært lille Husmoder og gik nu Fru Trine til Haande i Køkken og Kælder.

✂ Hun var en fuldstændig Modsætning til Søsteren: lille, buttet, mørkøjet, ligevægtig.

✂ Knagsted var - "Staamigbi"! som Næse-Frederiksen sagde - lige ved ogsaa at blive forelsket i hende. Dog forstod Line ved sit stadig spillende Kamæleonhumør at holde Teten i hans Hjerte.

✂ Hun var nu blevet 18 Aar, Mine 20 ...

✂ Søndag efter Søndag stillede Tolderen derude paa Gaarden. - Du kan vove paa ikke at møde her paa næste Søndag, Tolder! sagde Pigebørnene, naar de om Aftenen kappedes om at hjælpe ham Overfrakken paa ude i Entreen - Du kan vove paa ikke at møde!

✂ Og Tolderen mødte ...

✂ Undertiden kørte de lange Ture sammen rundt i Omegnen med Frokost i Lommen ... og Spisechocolade.

✂ Pigebørnene ejede i Fællesskab kun én Cykel. Som Regel lagde Line Beslag paa den; og naar Knagsted af og til tvang igennem, at nu var det Mines Tur til at køre med ham, kunde den anden blive saa rasende, at hun stampede i Gulvet og løb sin Vej og ikke mælede et Ord den hele Søndag til Ende.

58

✂ Før om Aftenen altsaa, naar hun som sædvanlig stillede i Entreen til Afsked. Hun kunde da sende Knagsted et vemodigt døende Blik og spørge: - Du kommer vel igen paa Søndag, Tolder?

✂ - Jamen Line, forsøgte saa Mine - hvis nu Tolderen har mere Lyst til at besøge andre af sine Venner, saa...

✂ - Det er mig ligemeget! for den anden igen op - Det kan han gøre om Mandagen! men saa tog hun sig i det, rakte Haanden frem og sagde med den blødeste og mest indsmigrende Stemme - Der er dog ingen, der holder saa meget af ham som vi... Ikkesandt, Tolder; Du kommer paa Søndag? Hvad i Alverden skal Mine og jeg ellers faa Dagen til at gaa med ...

✂ Og Tolderen trykkede hendes fremstrakte Haand og kom...

✂ Men han sagde jo rigtignok ved Hjemkomsten til Jokum: - Jokum, sagde han - Du maa ikke grine; men dette her er en latterlig Af f ær e!

✂ Hver Søndag mødte Line ufravigelig ved Stenbunken ud for Postpeters Hus enten ene eller sammen med Søsteren:

✂ - Her traf jeg Dig første Gang, Tolder! sagde hun og stak sin Arm ind under hans.

✂ Venstre Arm var hendes, og højre Søsterens. Og der var ingen Ende paa Glæden, naar de leende og pludrende marcherede sammen op igennem Alleen:

✂ - Her er han! Her er han! raabte Pigebørnene og slog Gangdøren op.

✂ Hr. og Fru Meincke kom ud og bød Velkommen:

✂ - Skønt det er saagu ikke for vores Skyld, han kommer, Mor! lo Proprietæren - Det er for Tøsernes. De tænker snart ikke mere paa deres gamle Forældre!

✂ Da slap Line Tolderens Arm, for om Halsen paa Faderen og overvældede ham med Kys og Kærtegn:

✂ - Saa, saa, saa, Line dog, Line dog...!

✂ - Torsk! Torsk! Torsk! raabte hun for hvert Kys, hun 59 gav - Du ved jo da godt, at ingen kommer op ved Siden af Dig!

✂ Men saa var det Knagsteds Tur til at blive jaloux. Der jog ham et sviende Stik igennem Hjertet, medens han samtidig selvopgivende mumlede:

✂ - Jokum, Jokum! Du min Sjæls Skriftefader og eneste fortrolige, sig ikke dette til nogen, at ikke Verden skal forgaa af Latter!

✂ Paa de sidste Par Cykelture var Line, som tilfældigt, drejet om ad Vejen, der fører forbi Storgaarden. Og ligesaa tilfældigt havde Ejerens Søn, den unge Christian Werner, staaet enten inde i Gaardens Have eller paa en af Markerne.

✂ Og man havde hilst...

✂ Saa en Aften til et Sommermarked i "Søby Anlæg", hvortil Knagsted havde inviteret begge sine smaa Veninder, traf de - rimeligvis ogsaa ganske tilfældigt - samme Christian Werner.

✂ Han hilste ærbødigt. Og de slog Følge. Men Talen vilde ikke rigtig komme paa Gled. Man gik tavse rundt i Gangene under de kulørte Lamper.

✂ Pludselig standsede saa Line og saa Knagsted næsten ondt op i Ansigtet:

✂ - Torsk! sagde hun - Har Du mistet Mælet. Da brast Tolderens Taalmodighed. Uden at svare Tøsen, vendte han sig til Werner, saa paa sit Ur og sagde:

✂ - Aa, Hr. Werner, vil De ikke tage Dem af Smaapigerne her og følge dem hjem. Jeg har lovet at være ude hos Frank Neumanns Klokken 8, den mangler kun ti Minutter ... Farvel!

✂ Og uden at vente paa Gensvar tog han Hatten af og gik...

✂ Næppe havde han vendt Ryggen til, før en Arm gled ind under hans.

✂ - Tolder... bad Lines Stemme, aa saa mygt. Men han slængte Armen fra sig: - Nej! sagde han - Nu vil jeg Fandengaleme ikke mere ...

60

✂ Og hjemme i hans Stuer gik hans Husbestyrerinde rundt og var skinsyg.

✂ Gudfaderbevares, hvad kan ikke en ældre Herre rode sig op i... naar han er ung!

✂ Næste Søndag sad Line paa sin Vagtpost ud for Postpeters Hus.

✂ Da hun saa Knagsted borte paa Søbyvejen, rejste hun sig og gik ham langsomt i Møde. Ansigtet holdt hun bøjet ned mod Brystet, skjult:

✂ - Tolder ... bad hun, da hun stod foran ham - Tolder ...

✂ Han strakte sin Haand frem og bøjede hendes Hoved tilbage.

✂ I samme Øjeblik brast de begge i Latter...

✂ - Men skal vi dog alligevel ikke hellere holde op med at være jævnaldrende? spurgte Knagsted.

✂ - Nej, nej! Jeg lover Dig ...! Jeg skal nok ...! Jeg ...

✂ - Jamen, Du kan jo ikke, lille Menneskebarn!

✂ - Jo, jo! Nu skal Du faa at se!

✂ - Skal vi da ikke bare sige De til hinanden? foreslog Tolderen.

✂ - Nej, nej... Nu maa Du ikke være ond længere ... (Hun saa bedende op paa ham) ... Men Du er jo ikke barberet i Dag?

✂ - Nej...

✂ - Det klæder Dig ikke.

✂ - Ikke ...?

✂ - Og dine Negle har Du heller ikke pudset!

✂ - Nej; jeg har besluttet, ligesom gamle Købmand Birk, at lægge Tænderne paa Bordet.

✂ - Tænderne ...? Har Du da forlorne Tænder!?

✂ - Ja... Vil Du se dem?

✂ - Nej! skreg hun forfærdet og trak sig bort.

✂ Lidt efter nærmede hun sig igen og spurgte - og der kom som et lille nyfigent-triumferende Glimt frem i hendes Øjne:

✂ - Er Du jaloux paa Christian Werner?

61

✂ - Jaloux...! Er Du gal!

✂ - Ja, for Far er jo sommetider jaloux paa Dig; saa kan Du vel ogsaa blive jaloux paa Christian.

✂ - Kloge lille Satan! tænkte Knagsted. Men højt sagde han:

✂ - Nej... men jeg er misundelig paa ham.

✂ - Misundelig ...! Hvorfor dog?

✂ - Fordi han er de Par Aar yngre end jeg.

✂ - Jamen det er han jo slet ikke, smilede hun uskyldigt - For Du er da det yngste, jeg nogen Sinde har truffet.

✂ Der gik som en Gysen igennem Tolderen. Han frøs og led ilde:

✂ - Hvor i alle Magters Navn faar dette Barn dog disse Svar fra! tænkte han - 18 Aar er hun! Skriver atten smaa korte Aar!... Selvfølgelig er jeg jaloux paa Christian Werner - den Flab ...

✂ Men saa stak hun kælent sin Arm ind under hans og leende og snakkende gik de videre ...

✂ Grønbæksgade 11,4
Hovedstaden V.

✂ Kære Michael!

✂ Ja, nu sidder jeg altsaa her hos min Søster og skriver til Dig; hun og hendes Mand er meget venlige imod mig og har tilbudt mig at blive i deres Hjem, indtil jeg har taget Bestemmelse for min Fremtid. De vidste jo ikke af, at jeg kom, og blev derfor meget forbavsede ved at se mig pludselig træde ind ad Døren; men da jeg fortalte dem det hele, og at det var mig umuligt længere at leve ved din Side og forklarede dem det hele med Treschau og alt det, holdt de med mig og sagde, at jeg havde handlet Ret ved at gaa min Vej, og det er jeg glad ved. Du maa jo ogsaa selv indrømme, kære Michael, at det var en stor Misforstaaelse, at vi to nogen Sinde fik hverandre, saadan som Du efterhaanden er blevet, med mit varme Temperament; jeg bebrejder Dig ingenting, men Du skulde ikke have 62 tvunget mig til at gifte mig med Dig, vi har aldrig passet sammen, og Du er Skyld i, at jeg ikke fik min Ungdoms Elskede. Man skal kun hengive sig til den, man virkelig elsker, men saa skal man ogsaa, og jeg elskede virkelig den Gang min lille Apotheker og ikke Dig, og jeg elsker ham endnu! Hvor i Verden han er, ved jeg jo ikke; og han har vel rimeligvis ogsaa glemt mig. Min Svoger siger, at Du skal svare mig noget vist om Maaneden, men det har han næppe Ret i, da Bruddet er paa min Side, men vil Du det alligevel, siger jeg naturligvis Tak, da det jo til at begynde med bliver vanskelige Tider for mig, og min Søsters og Svogers Gager ved Metropolen jo ikke er store, Børn har de ogsaa; maaske tager jeg selv Engagement der, noget maa man jo se at faa fat paa, og jeg har jo en net Figur og en pæn lille Stemme. Svar mig nu endelig paa dette mit Brev, kære Michael, og sig mig din Bestemmelse om vi skal separeres, eller hvad vi skal; selvfølgelig vil jeg, hvis Du ønsker det, ikke bære dit Navn mere, men kalde mig Fru Magni, der jo ogsaa vil se bedre ud paa en Plakat. Hvordan har lille Rigmor det, det lille Skind? Kys hende fra mig og pas godt paa hende; hun vil jo ogsaa blive tilkendt Dig, da det er hendes Moder, der har brudt Ægteskabsløftet; jeg kunde nu være kommet til at elske Dig Michael, jeg kunde, tror jeg, men Du var jo blevet saa kold som Is, og jeg trænger til Kærlighed. Jeg forstaar saa godt, at Du i Øjeblikket er meget vred paa mig baade som Ægtemand og som Præst, ak men jeg siger, og det vil jeg blive ved med at sige for Guds Domstol, at Du skulde ikke have tvunget mig til at gifte mig med Dig, naar Du er som Du er; alt hvad Du ellers har forbrudt imod mig, ogsaa dengang jeg var et rent Barn, det har jeg jo forlængst tilgivet Dig, stol paa det, for det kan jo gaa lige op imod de Sorger, jeg senere har forvoldt Dig; men svar mig nu snart paa dette mit Brev, hører Du!

✂ Med venlig Hilsen til Dig og Kys til Rigmor

✂ din altid hengivne

✂ Alvilda Sørensen,

✂ født Magni.

63

✂ P. S. Efterskrift.

✂ Mine Klæder og andre Smaating kan Du pakke ned i den store Straakuffert og sende mig her til; jeg skal nok returnere Kufferten efter Modtagelsen, da det jo er din.

✂ Hils Knagsted, naar Du ser ham, det er en prægtig Mand.

✂ Grønbæksgade 11,4
Hovedstaden V.

✂ Kære Hr. Toldkontrolør Knagsted!

✂ De bliver vist meget forundret ved at faa Brev fra Undertegnede; men da De altid har været saa kær overfor mig, vil jeg dog fortælle Dem, at jeg nu sidder her hos min Søster og Svoger Høberg og har det efter Omstændighederne ganske godt. Er De vred paa mig? synes De, at det er forfærdeligt, hvad jeg har gjort? bedraget min Mand og løbet bort fra mit Barn; det er vist forfærdeligt, men jeg kunde ikke holde ud at være hos Michael længere; han tog al Glæden fra mig, og nu siden at det var begyndt med den anden, syntes jeg ikke, at jeg havde Lov til mere at gaa rundt der i Søby og være Præstekone og Moder for min Datter; hun vil saamænd faa det meget bedre, nu jeg er borte; mit Sind var optaget af saameget andet. Jeg har skrevet til Michael nu to Gange, om han vil separeres og give mig nogle faste Penge hver Maaned, indtil jeg kommer i Gang med noget andet, men han har endnu ikke svaret; kan De ikke faa ham til det? Han behøver jo ikke at give mig noget, da det er mig, der har bedraget ham og ikke omvendt; og dog jo alligevel, har han det alligevel paa en Maade, for han skulde aldrig have tvunget mig til at gifte mig med sig, for der var nemlig en anden, kære Hr. Knagsted, og havde jeg faaet ham dengang havde alt vist været anderledes nu. Byen snakker vist meget ondt om mig nu, hvad? Jeg har jo aldrig kunnet rigtig med Damerne; Herrerne er nu ikke saa haarde i deres Dom; hvis De møder Rigmor paa Gaden, saa stands hende fra mig og kys hende og vær saa kær paa et Brevkort at fortælle mig, hvordan hun har det.

64

✂ Kan De huske hvor kær, De var imod mig den slemme Aften i Vinter? Jeg kunde se paa Deres Øjne, at De vidste hele Sandheden; men De sagde det ikke, og ligesaadan da vi senere mødte ham bagefter, da tav De ogsaa; det glemmer jeg Dem aldrig, aldrig!

✂ Med hjertelig Hilsen Deres taknemmelige

✂ Alvilda Sørensen,

✂ født Magni. P. S.

✂ Jeg tænker stærkt paa at gaa til et Cirkus og blive Beriderske; hvad siger De til det? Jeg red jo i den sidste Tid meget med Treschau.

✂ Grønbæksgade 11,4
Hovedstaden V.

✂ Hr. Pastor Michael Sørensen,

✂ Søby.

✂ Dette skriver jeg til Dem, Hr. Pastor, uden min Søster Alvildas Vidende. Hun har fortalt mig, at hun nu tre Gange har skrevet til Dem uden at faa Svar. Tør jeg spørge, hvad er Meningen? Har hun forbrudt sig imod Dem, og det nægter jeg ikke, saa har saagu da De, undskyld! forbrudt Dem først og grusomst imod hende, medens hun endnu var et umyndigt Barn! Og skulde De helt have glemt Deres Opførsel dengang, saa være De herved høfligst mindet derom. Og husk paa, Hr. Pastor, at hvad De dengang tillod Dem overfor min Søster, det vilde blive kaldt en Dødssynd i alle rettænkende Menneskers Øjne, om de fik det at vide. Og ikke alene det, men det vilde endnu den Dag i Dag, om det kom frem, skille Dem baade ved Kjole og Krave og Ære.

✂ Nu maa De ikke kalde dette Brev for en Pengeafpresning, thi jeg fordrer intet i den Retning for Alvilda; hvad hun nu har gjort imod Dem, kan vel gaa lige op imod, hvad De i sin Tid gjorde imod hende. Og dog er hun langt mere at undskylde, thi De var dengang et voksent Menneske og studerede oven i Købet til Præst!

65

✂ Men det er altsaa ikke for at skaffe min Søster Penge, at jeg skriver, thi Høberg og jeg kan vel endnu yde hende gratis Ophold, indtil hun selv kan fortjene noget. Nej, jeg skriver kun til Dem for at bede Dem svare hende paa hendes Henvendelser og oplyse hende om Deres Bestemmelse rned Hensyn til Fremtiden.

✂ Og herved erklærer jeg Dem, at har hun ikke faaet Svar fra Dem inden Udgangen af denne Uge, saa svarer jeg ikke for noget. Nu ved De det!

✂ Med Højagtelse

✂ Deres ærbødige

✂ Rose Høberg,

✂ født Magni.

✂ Det er en aldeles Selvfølge, at dette forbliver en Hemmelighed imellem os.

✂ Knagsted kom en Formiddag strygende paa sin Cykel fra Byen og ud ad Vibyvejen. Solen skinnede. Det havde regnet om Natten. Luften var frisk og let.

✂ - Flyver, ohøj ...! blev der raabt bag ham. Frank Neumann gled frem paa Siden af ham:

✂ - Hvorhen gælder Rejsen?

✂ - Lidt ud ad Landevejen.

✂ - Har De ikke Lyst til at gaa med ind og se "Sportssalen"; nu er den færdig?

✂ - Gerne!

✂ - De kan ogsaa godt faa Frokost.

✂ - Storartet!

✂ Herrerne rullede af Sted Side om Side. Cyklernes Fornikling spillede i Solen.

✂ - Det er en dejlig Maskine, De har, sagde Maleren - Holder De den selv saa ren og fin?

✂ - Nej, det gør Thorvald.

✂ Maleren saa med ét forbavset op paa Tolderen:

✂ - Men hvordan er det dog, De ser ud? Skal Deres Haar og Skæg saadan blive ved at vokse?

✂ - Ja.

66

✂ - Jamen, hvorfor dog? De ser tyve Aar ældre ud.

✂ - Det er ogsaa det, jeg vil! sagde Knagsted kort - Hvordan gaar det med Billedet af Damerne i "Det kolde Ben"? spurgte han saa.

✂ - Udmærket.

✂ - Er det snart færdigt?

✂ - Om en fjorten Dages Tid, ja.

✂ - Glæder mig til at se det...

✂ De var nu naaet ud for den lille Dør i Muren ind til Malerens Villa.

✂ Neumann sprang flot af, medens Knagsted forsigtig maatte bremse, før han kravlede ned:

✂ - Hvem der var ung som De! sagde han.

✂ - Solbad! lo den anden og slog sin hvide Flonelsjakke til Side.

✂ Han var nøgen under Jakken. Hans Hud lyste broncegul.

✂ Tolderen saa beundrende paa ham:

✂ - Hvad siger Fru Svendsen til det Kostume?

✂ - Jeg holder Frakken knappet.

✂ - Det er sgu Synd for hende!

✂ - Hun er frugtsommelig.

✂ - Fru Svendsen ...!

✂ - Ja.

✂ - Umuligt - med det Fedt.

✂ - Hun er det. Hun har selv fortalt mig det.

✂ - Ved hvem?

✂ - Ved Bernhard, den lille Kelner.

✂ - Sludder.

✂ - Det siger hun ... De skal giftes.

✂ - Hold nu op! Madam Svendsen og Bernhard! Han kunde jo logere indeni hende!

✂ - De skal giftes!

✂ - Skal Rikke Skade saa ikke ogsaa giftes med 111?

✂ Da Herrerne var kommen vel inden for Muren, tog Maleren Jakken helt af. Hans Benklæder bares kun oppe af Hofterne. Paa de nøgne Fødder havde han Sandaler.

67

✂ - Puh-h! sagde han - at De kan holde det ud, Tolder, inde i alle de Futteraler og med alt det Haar ...

✂ Paa den nederste Haveplæne imellem Birketræerne gik unge Fru Neumann og vandede Blegetøj. Hun var iført en lang, løstsiddende Solkaabe. Det blonde Haar laa som en Krone af Fletninger omkring hendes Hoved ...

✂ En Solsort pilede i smaa afbrudte Fremstød henover Grusgangen, steg derpaa til Vejrs med et trilrende Skrig og forsvandt ind mellem Buskene.

✂ Henne fra Legepladsen lød Eriks og Elses Stemmer:

✂ - Mirja! Mirja!

✂ Og oppe fra Blomsterrabatten foran Huset kom som i Bølger en sød Duft af Roser ...

✂ - Der gaar Sonja... hviskede Maleren - er hun ikke skøn!

✂ - Jo-e... knortede Tolderen - men det er et affekteret Navn, hun har! Alle Kvindfolk burde hedde Mette.

✂ - Eller "Thorvald" foreslog Maleren og blinkede lunt.

✂ - Thorvald er ogsaa godt... nikkede Knagsted rolig.

✂ ("Thorvald" var Navnet paa Tolderens trofaste Husbestyrerinde. Hun hed egentlig Helia-Heralda; men hvem formaar at faa saadanne Ord over sine Læber. Hvorfor Knagsted havde døbt hende om.)

✂ Neumann listede hen bag sin Kone og lagde en Arm om hendes Liv.

✂ Hun vendte sig smilende om imod ham:

✂ - Goddag, Maler...! sagde hun og bød ham sin Mund til Kys.

✂ Knagsted foldede Hænderne og traadte nærmere:

✂ - Mig osse ...? bad han ydmygt. Sonja lo:

✂ - Gerne ...! Men De kan jo ikke naa. Tolderen var næsten sit Hoved mindre end Ægteparret Neumann.

✂ - Og bøje sig ned til mig vil Damen vel ikke?

✂ - Nej... næ .. h ..! Og saa al det Haar og Skæg, De har lagt Dem til!

✂ - Tag en Bænk, Tolder! raadede Maleren.

68

✂ Knagsted hentede den nærmeste Havebænk, stod op paa den og kyssede derfra Konen midt paa Munden:

✂ - Mere ...! bad han.

✂ Hun sprang leende et Skridt tilbage:

✂ - Nej, ved De nu hvad...! og i Springet kom hun til at støde til et af Birketræerne, saa at Draaberne fra Natteregnen dryssede ned over hende.

✂ - Storartet! sagde Maleren og trak hastig Benklæderne af - Styrtebad! Kom Sonja! Hun tøvede.

✂ - Generer Du Dig ...?

✂ - Nej!... og resolut kastede hun Solkaaben af og løb hen til sin Mand. Hendes Legeme var gyldenbrunt som hans...

✂ Og leende gik de nu fra Træ til Træ og lod Regndraaberne drysse ned over sig.

✂ Maleren slog Armene om hende:

✂ - Maa jeg reservere mig en Plads paa Deres Jomfru-Leje i Nat, lille Frue? spurgte han.

✂ - Men Frank dog!

✂ Hun snappede hurtig Solkaaben fra Plænen, slog den om sig og løb op imod Huset.

✂ - Gud, hvor I har det godt...! brummede Tolderen - Det er væmmeligt at se paa!

✂ "Sportssalen" var en stor, højloftet, hvidkalket Sal med Lyset strømmende ind af de gule, farvede Ruder, der selv i Graavejr fyldte Rummet med et gyldent Solskær.

✂ Umiddelbart over Vinduerne, alle Vægge rundt, var malet en alenhøj al fresco Frise i sort Silhuet forestillende et Tog af nøgne, legende og dansende Børn, som, yndefulde og gratiøse, snart skred alvorligt optagne af Sted spillende paa allehaande Instrumenter, snart tumlede overgivent rundt imellem en Skare af Skovenes og Sletternes vilde Dyr og Fugle: Løver, Tigre, Elefanter, Strudse, Storke og Svaner, som enten var spændt foran smaa blomstersmykkede Vogne, eller som Børnene dristigt red paa, 69 styrende dem uden Tøjler og Tømmer. Langbenede Hejrer og sirlige Flamingoer skred gravitetisk frem Side om Side, lystige Aber sprang Buk og trak hinanden i Halen, bredbugede Tudser saa dorske til, og Slanger, Øgler og Snoge spillede muntert med deres kløftede Tunger ...

✂ Men fornemmeligst var det dog Børnene, Kunstneren havde villet fremstille, de nøgne, ubekymrede Menneskebørn, som frygtløse og fulde af festligt Haab drager ud mod det ukendte Fjerne ... Livets solglade Triumftog ud mod Fuldkommenheden!

✂ Knagsted var standset midt i Salen:

✂ - Maleri sagde han grebet af Beundring - dette er jo et Mesterværk!

✂ - Tolder! smilede Maleren tilbage - desværre er det kun en Kopi!

✂ - Hvem har da præsteret Originalen?

✂ - Karl Wilhelm Dief enbach.

✂ - Hvem er det?

✂ - En tysk Maler, som er jaget i Landflygtighed og bor paa Capri.

✂ - I Landflygtighed ...! Hvad havde han da gjort? Frank Neumann løftede trist paa Skuldrene:

✂ - Han var Soltilbeder, ligesom jeg.

✂ - Det kan man da ikke blive jaget i Landflygtighed for.

✂ - Han blev det altsaa ...

✂ - Af Politiet?

✂ - Nej... af Præsterne! Han og hans Kone og Børn gik nøgne rundt i deres Have, ligesom jeg og mine; saa satte Deherrer en "Bevægelse" i Gang imod ham, chikanerede ham paa alle Maader, bagtalte ham, forfulgte og pinte ham ... og til sidst fik de ham jaget ud af Landet.

✂ - Utroligt! sagde Knagsted - Hvor i Tyskland foregik det?

✂ - I Bayren.

✂ - Kunde tænke det... nikkede Tolderen - sligt er kun muligt blandt Katholiker.

✂ Maleren smilede: - Mon ikke ...?

70

✂ Han lagde en Haand paa Toldkontrolørens Skulder, og hans Pande rynkedes vredt:

✂ - Nu skal jeg fortælle Dem, hvad vor egen velærværdige Pastor Sørensen tillod sig forleden, sagde han saa - Hother og Hanne var paa Fodtur ude i Vestermarkskoven og badede derude i Sundet. Pastoren kommer tilfældigt forbi og ser dem. Saa kalder han Hother op af Vandet og holder en Dommedagspræken for ham om det "umoralske" i, at to saa store Børn af forskelligt Køn gaar i Vandet sammen.

✂ - Hm... Og hvad sagde Hother til det?

✂ - Ingenting; han forstod ham ikke. Han ved jo ikke, hvad "umoralsk" er; her i Huset har han aldrig hørt Ordet ... Men Følgen af Pastorens Skiddenagtighed blev, at Drengen Dagen efter nægtede at gaa i Bad sammen med os andre.

✂ - Hm ...

✂ - Saa tog jeg ham for og forklarede, at Præsten var sindssyg paa det Punkt, utilregnelig; og at Drengen kun havde at tage Hensyn til de Forskrifter, hans Moder og jeg gav ham; og han lovede det. Men der er kommet noget saa underligt sky og reserveret i hele hans Opførsel, noget usikkert; han, som før var saa frisk og naturlig ...

✂ Maleren knyttede pludselig Hænderne og strakte dem truende frem i Luften:

✂ - Og alt det kan jeg takke den Satans Præst f or! sagde han - Svin!

✂ - Naa, naa ... /

✂ - Svin jo! Komme her og ødelægge min prægtige, sunde Drengs Fantasi med sin slimede Tale!

✂ - Præsten har jo kun handlet i den bedste Hensigt, kære Ven ...

✂ - Ja, det er netop Ulykken; ellers kunde jeg simpelthen ha' givet ham en Dragt Klø. Nu staar jeg magtesløs.

✂ - Har De slet ikke talt med ham om Sagen? Maleren saa til Siden:

✂ - Nej, sagde han ligesom genert - for saa kom jo denne Historie med hans Kone og Skovrider Treschau, 71 hendes Flugt og ... og saa syntes jeg ... saa tænkte jeg ... Men han skal nok faa læst og paaskrevet ved given Lejlighed! bruste han løs igen - Og hvor jeg i Grunden under ham, at Konen er rendt sin Vej! Knagsted saa smilende op:

✂ - Nej, De gør saamænd ikke, lille Malerven ...!

✂ - Gu' gør jeg saa! For Præsten er naturligvis et liderligt Asen, der ikke har kunnet lade hende være i Fred!

✂ - Saa behøvede hun jo ikke at have søgt til Skovrideren ...

✂ - Jo; for han er rimeligvis et Menneske ... den anden kan kun være en pervers Abel

✂ Maleren vendte sig bort; og som for at afbryde Samtalen tog han en Bog fra det nærmeste Bord:

✂ - Her skal De se, Tolder, sagde han - her er Originalen, jeg har malet Frisen efter.

✂ Det var:

✂ CARL WILHELM DIEFENBACH

✂ PER ASPERA AD ASTRA

✂ Capri 1907.

✂ Knagsted tog Bogen og aabnede den:

✂ - Fortryllende! sagde han - Vidunderlig! ... Sig mig, spurgte han saa lidt efter og kneb det ene Øje polisk sammen - tror De ogsaa, lille Neumann, at De vilde være ligesaa begejstret for Manden, hvis han havde været født her i Fladland?

✂ - Ja, naturligvis! Hvorfor ikke!

✂ - Næ-e, smilede Tolderen - jeg ved det i Grunden heller ikke. Men man plejer det jo ikke her til Lands.

✂ Frokostklokken havde ringet. Alle var samlet i Spisestuen.

✂ Om det saa var Alliken Mirja, var den til Stede. Den sad ved sin Skaal Mad paa Stentrappen foran den aabne Fløjdør ud til Haven ...

✂ - Er det "den Forlovede"? spurgte Knagsted og pegede 72 mod en fremmed Dreng, der var placeret imellem Husets Børn nederst ved Bordenden.

✂ Hanne rødmede, fniste og gemte Ansigtet bort.

✂ - Ja, det er Knud... smilede Fru Sonja - han og Hanne gaar i Klasse sammen og hjælper hinanden med Lektierne.

✂ - Det vil sige, det er Knud, der hjælper Hanne! sagde Erik.

✂ - Han er jo ogsaa en Dreng...! nikkede lille Else.

✂ Hother sagde ingenting. Smilte bare fraværende, naar en af de voksne saa hen paa ham. Hans Tanker syntes at være optagne andetsteds. Hans Øjne var triste og trætte.

✂ Alle Børnene var iført "Kadettøj" og Sandaler. Kun Knud var mere "sædelig" klædt og bar Sko og Strømper.

✂ Man var ved Slutningen af Maaltidet. De voksne drak Kaffe, Børnene Mælk og Kakao.

✂ - Sig mig, Hr. Knagsted, spurgte gamle Fru Neumann - hvorfor ser man i Grunden aldrig Dem og Jokum sammen?

✂ - Fordi vi lever i et frit Forhold, kære Frue, sagde Tolderen - Vi holder ikke af at genere hinanden; og desuden har Jokum saamange Venner.

✂ - Skal vi ikke hellere sige Veninder? lo Maleren - Jeg ser ham ofte, naar jeg kører ud om Morgenen sidde uden for sin Elskedes Dør; og naar jeg kører hjem, sidder han der endnu.

✂ - Ja, nikkede Knagsted - han er en trofast Natur ligesom sin høje Navne.

✂ - Hvem er det?

✂ - Tør jeg ikke sige ... Men han er afdød. Frank Neumann lo:

✂ - Er han opkaldt efter ...?

✂ - Ja ... Men det sagde De, Herre, og ikke jeg.

✂ - Tolder, Tolder! truede Fru Sonja - var Deres Mund!

✂ - Det er jo det, jeg gør ... sagde Tolderen. Fruen vendte sig leende om imod Børnene, der havde siddet og smaapludret indbyrdes:

73

✂ - Er I færdige? spurgte hun - Klokken mangler kun ti Minutter. Af Sted med Jer!

✂ Hother, Hanne og Knud rejste sig hurtigt fra Bordet: Tak for Mad! og skyndte sig ud af Døren og ned ad Havetrappen:

✂ - Mirja! Mirja! vil Du med? raabte Hanne.

✂ - Tja-e ..! gurglede Alliken paa Bunden af sit Fad.

✂ Børnene sprang paa deres Cykler og strøg af Sted igennem Haven. De store gik i Latinskolen og kunde akkurat naa at komme hjem i "Spisefrikvarteret".

✂ Erik og Else derimod var ikke naat højere end til "Forberedelsen"; og i Dag havde de oven i Købet fri, da "Frøkenen" var syg.

✂ - Mirja! Mirja! Kommer Du? lød Hannes Stemme langt borte fra:

✂ Mirja plejede at følge dem paa Vej til Skolen.

✂ - Tja-e ...! skreg Fuglen; den var i Færd med at pille Kødet af et Ben, som den nødig vilde slippe. Men saa tog den resolut Benet i Næbet og satte til Vejrs efter Børnene.

✂ - Det er en svulstig Fugl! sagde Erik og saa beundrende efter den.

✂ - Onkel Tolder, sagde han saa - véd Du, hvad Frøkenen fortalte i Gaar i Timen?

✂ - Nej ...?

✂ - Hun fortalte, at Menneskene i gamle Dage troede, at Maanen og Stjernerne var Huller i Himlen, som Ilden lyste igennem, hæ!

✂ - Jamen er det da ikke det? spurgte Knagsted uskyldigt.

✂ - Nej! (Drengen saa imponerende vigtig ud) Det er jo Himmellegemer, der svæver rundt i Æteren! ... De har været forfærdelig dumme i gamle Dage!

✂ Else var krøbet op paa Tolderens Skød:

✂ - Sikke nogle underlige Totter Haar, der stikker ud af dine Øren, Onkel Tolder.

✂ - Det er til at tørre mine Penne af i, naar jeg skriver.

✂ - Saadan no'en har Far ikke ...

74

✂ - Nej ... men han er jo ogsaa kun Maler!

✂ - Naa, skrup nu af med Jer ned paa Legepladsen igen Børn ..! nikkede Fru Sonja.

✂ - Maa vi smide Tøjet, for saa leger vi bedre?

✂ - Ja ... men lad Olga hjælpe Jer. Erik løb hen til Moderen:

✂ - Skal vi kysse vos først, Sonja? spurgte han.

✂ - Det kan vi godt! ... Fruen løftede ham op til sig og kyssede ham.

✂ - Mirv, mirv, mirv ... tvinede Knagsted - hvorfor gjorde De ikke saadan ved mig før ude i Haven ... mirv, mirv, mirv ...!

✂ (Dette var Eriks egen lille private Maade at græde paa, naar der gik ham noget imod.)

✂ Drengen lod sig hurtig glide ned fra Moderen, og med knyttede Hænder traadte han hen foran Knagsted:

✂ - Gør Du Nar!?

✂ - Mirv, mirv, mirv ... tvinede Knagsted.

✂ - Hjælp mig, Else ...! kommanderede Erik. Og Børnene for løs paa Tolderen og "tævede" ham, saa at han maatte flygte.

✂ - Mirv, mirv, mirv ... græd han - jeg siger det bare til Thorvald, naar jeg kommer hjem, at I har slaaet mig ..!

✂ Ungerne lo, saa deres Maver hoppede og deres Musetænder lyste ...

✂ - Og De paastaar, at De ikke kan lide Børn ... sagde den gamle Frue.

✂ - Ja, jeg kan ikke fordrage dem ... bedyrede Knagsted.

✂ 5te August Klokken 7 1/2 Morgen ruller Aar efter Aar Byens fornemste Landauer (den med Gummihjul og Bjælder) op foran den fungerende Fuglekonges Dør for at afhente ham til "Søby og Omegns Fugleskydningsselskabs" Festplads.

✂ I Vognen sidder Selskabets mangeaarige Formand, 75 Skorstensfejermester Svarte, iført Kjole, hvidt Slips, høj Silkehat og røgfarvede Handsker.

✂ Hans Majestæt Fuglekongen, ligeledes i Galla, og med Kongekæden om Halsen, tager Plads ved hans Side.

✂ Paa Kirketorvet slutter en Række Char-à-bancer sig til Landaueren. Det er Skytterne. Og med et Hornorkester i Spidsen sætter Toget sig, under heftige Toner af Sangen: "Fladlands dejligst Vang og Vænge ..." i Bevægelse ad Landevejen ud til Skydepavillonen i Vestermarksskoven.

✂ (Der havde i Fjor været Forslag fremme om at lade Fuglekongen afhente i Automobil (Byen har 3). Men dette Forslag blev pure forkastet af alle Stemmer mod Forslagsstillerens, det radikale Blads pietetsløse Redaktørs.)

✂ Ankommen til Skydepladsen dundrer man løs fra 9-11 1/4 til en flækket Papegøje, der, siddende paa en høj Stang, lyser spinatgrønt i Morgensolen.

✂ Klokken 12 spises Frokost, gratis og uden Damer; hvorfor Deltagelsen som Regel er overvældende.

✂ Klokken 2 dundres der atter løs.

✂ Klokken 7 1/2 indtages Middagen: Suppe, Fisk Steg og Kage; 2 Kr. 50 pr. Kuvert; Øl og Vin "aparte".

✂ I dette Maaltid deltager Kvinder og konfirmerede Børn af begge Køn.

✂ Derpaa Dans i Salen til Klokken 2 ...

✂ Fugleskydningsdagen var en af Søbys fornemste Festdage.

✂ Eller rettere sagt: havde været.

✂ Det ansaas nemlig ikke længere for "fint" at være Medlem af Foreningen. Honoratiores havde trukket sig ud. Hvilket rimeligvis var en af Grundene til, at de resterende Medlemmer morede sig saameget desto bedre ...

✂ Kun én af Byens største Skatteydere var forbleven trofast igennem Aarene: gamle Købmand P. A. Birk.

✂ Hvordan end Vejret var, og selv om Gigten plagede ham nok saa mangelund, gav han Møde med Kanon og Husbestyrerinde i hvert Fald til Middagen.

✂ Han var Selskabets eneste Æresmedlem, og sad som saadan for den øverste Bordende ved Siden af Formanden.

76

✂ I sin pureste Ungdom havde P. A. deltaget i Fladlands to sidste Krige, baade i den saakaldte heldige og i den mindre heldige. Den sidste var imidlertid gaaet ham totalt i Glemme; og idet han kun mindedes den første, kunde han, bedst som man sad ved Suppen, Fisken og Stegen, pludselig og spontant bryde ud i en Krigs- eller Fødelands-Hymne fra hine glorrige Dage. Stemmen havde han paa en Maade mistet, men Begejstringen havde holdt sig. Han satte i med et uartikuleret Brøl, der stedse fik al Tale omkring ham til at forstumme. Men naar Brødrene havde sundet sig og opfattet Melodien og Meningen, greb de Stikordet og fortsatte Sangen med Ild.

✂ Og da tændtes gamle P. A.s Bulbideransigt forunderligt op. Han greb sin Kikkert, sin Ske, Kniv eller Gaffel, og medens han slog vildt Takt med dette Redskab, gnistrede hans Se-Øje krigersk ved Tanken om hans Fødelands stolte Fortid.

✂ Og aldrig faldt det én af Brødrene ind at komme med saameget som en Hentydning til hin sidste mindre sejrrige Affære, eller saameget som blot at smile.

✂ Kanske syntes man, at det vilde være Synd for den Gamle - eller maaske havde man virkelig i Øjeblikket selv aldeles glemt denne onde Hændelse ...

✂ Suppe, Fisk, Steg og Kage kan jo stundum være som en Balsam for Sjælen.

✂ Thi Guderne slaar vel, men de yder Gudbevares sandelig ogsaa Lægedom!

✂ I Aar var det Skydeselskabets Tohundredeaarsfest ...

✂ Man sad ved Frokosten: Saltmadsfad, Brød, Smør, Ost og Pølse, Øl, Snaps og Kaffe.

✂ Det lange Hesteskobord ned gennem Salen var fuldt besat af hungrige Brødre.

✂ Rundt fra de hvidkalkede Vægge lyste de malede Skiver, der var som Illustrationer til Søby Historie i de tvende rundne Sekula.

✂ Aarets fungerende Fuglekonge, Skrædermester Stryge, 77 satte sig bleg efter at have mindedes Landets nys afdøde Fader, Jokum den Attende, og udbragt et varmt Leve for den unge, haaberige Fyrste, Jokum den Nittende.

✂ Et nifoldigt Hurra med Fanfare af Hornene paa Balkonen og dumpe Drøn af "Kattehovederne" paa Skydepladsen fik Glas, Hjerter og de malede Skiver til at vibrere.

✂ Hvorefter man paa ny søgte Styrke i Saltmadsfadet.

✂ Derpaa udbragte Formanden et Leve for Selskabet, hvis Fødselsdag man fejrede - og Urmager Winge et Leve for Kvinden.

✂ Dette var den alvorlige Del af Festen.

✂ Lidt efter blev der under Fnisen og Albuestød af de ældre og erfarne omdelt en Sang med den lovende Titel: "At ramme i Centrum".

✂ Hornene rasede Melodien en Gang igennem; Brødrene gassede sig og satte i. Sangen var gammel og velkendt og glædede alle ved sin Vrimmel af erotiske Hentydninger og kønslige Allusioner til Kugler, Krudt og Ladestokke.

✂ Og den vakte en Tornado af Jubel.

✂ Selv Hornene paa Balkonen klappede; medens Urmager Winge lo, saa han maatte dunkes, og Rokkedrejer Eriksen raabte: "Dacabol"

✂ - Det er det svinagtigste Produkt, jeg nogen Sinde har set paa Tryk! hviskede Frank Neumann indigneret til Tolder Knagsted - Jeg rejser mig og protesterer!

✂ Tolderen greb ham i Armen:

✂ - Er De gal, Mand; det er jo Spøg, det hele!

✂ - Spøg ...! Og det er disse samme Mennesker, der kalder sig "Alterets, Thronens og Ægteskabets Talsmænd"! Det er dem, der raaber højest paa Vigiliamøderne og laver Adresser imod den "usædelige" Literatur!

✂ - Jamen kære lille Maler, sagde Knagsted hovedrystende af saamegen Uforstand - saa er det jo Alvor!

✂ - Det er Satanpineme en morsom Vise, Kunstmaler ... at sige, naar der ingen Damer er til Stede! raabte Bagermester Krumbach, der sad ligeoverfor.

✂ - Jeg finder den bundsjofel! busede det ud af Maleren.

78

✂ Krumbach lo, saa det rungede:

✂ - Bundsjofel! Hører I, hvad han siger! skreg han - Og saa render han selv splitternøgen rundt med Kone og Børn!... Den er Satenpineme lueforgyldt!

✂ Klokken! gik man atter løs paa Papegøjen; og Klokken 6V2 faldt Brystpladen: Garvermester Igle var bleven Tohundredeaarets Fuglekonge ved Smedemester Jensens Skud ...

✂ Vognene begyndte at rulle frem. Damerne indfandt sig for Middagen.

✂ Den radikale Redaktørs Frue mødte demonstrativt i Automobil.

✂ Men hvad der vakte end mere Opsigt var, at Michaela Løvenfeldt kom kørende med Skovrider Treschau i Kareten fra Løvenholm:

✂ At de vovede det, saa hurtig efter Historien med Pastorinde Sørensen!

✂ At Kammerherren fandt sig i det.

✂ At Frøkenen ikke skammede sig!

✂ Men Frøkenen steg roligt smilende ind i den hele summende Sværm ved Skovriderens Arm.

✂ Og saa var hun oven i Købet i hvid Atlaskes Kjole, og han i Kjole og hvid Vest - ligesom et Brudepar!

✂ - Hak, hak! gnækkede Rikke Skade, der stod forrest i Tilskuernes Stimmel udenfor paa Græsplænen - Er nu Slottet igen begyndt at rende til Skovs ...!

✂ Gevinsterne blev omdelt. Kongekæden løftedes af Skrædermester Stryge og hængtes om Halsen paa Garvermester Igle.

✂ Fanfare og Kattehoveder!

✂ Hornene besteg paa ny Balkonen; hvorefter man under de øredøvende Toner af højsalig Jokum den Attendes Honnørmarch tog Plads omkring Hesteskobordet i Festsalen ...

✂ Til højre for Formanden sad den ny Fuglekonge, til venstre den detroniserede. Ved hans Side igen Æreslemmet 79 P. A. Birk med Kanon, Husbestyrerinde og Tænder; de sidste i Baglommen. Derefter var placeret, som det kunde flaske sig, de ordinære Medlemmer med Hustruer og Børn.

✂ Skovrideren og Frøken Løvenfeldt sad lidt isoleret midt i Hesteskoen; det var, som turde de øvrige Gæster ikke nærme sig dem. Enten det nu var af Ærbødighed eller af Indignation ...

✂ Midt i Suppen (klar med Kødboller) rejste Formand Svarte sig og holdt en af sine bekendte Taler for det regerende Fyrstehus. Svarte havde i Aarenes Løb holdt saamange Taler, at han ikke mere syntes at tænke derved; i hvert Fald ikke paa, hvad han sagde. Ordene boblede og surrede ud af ham som Vand af en Tud. Det var, som stræbte han kun efter Enden. Han for over Stok og Sten uden Kommaer, Punktummer og Semikolonner, indtil han pludselig og uventet satte sig med et Plump og saa fuldkommen udtømt ud:

✂ - Mine kære Søstre og Brødre, sagde han, maa jeg bede Dem med mig drikke et Bæger og udbringe et Leve for vor kære unge Fyrst Jokum den Nittende med Familie hans høje Fader er nylig død derfor er Sønnen kommet paa Thronen han leve!

✂ Plump! Og saa sad han.

✂ Hurra og Fanfare i Salen. Kanonsalut udenfor.

✂ I det samme stod Formanden op igen:

✂ - Tillad mig det Forslag, sagde han - at vi i Anledning af Foreningens Tohundredeaars Fødselsdag foreslaar at sende vor elskede Hersker følgende Telegram:

✂ Søby og Omegns Fugleskydningsselskab der i Dag fejrer 200 Aars Jubilæum sender Deres fyrstelige Højhed en undersaatlig Hilsen og Hyldest med Ønsket om en lang og lykkelig Regeringstid.

✂ Allerunderdanigst

✂ Daniel Svarte

✂ Formand.

80

✂ Dette Forslag blev modtaget med Jubel. Og staaende af sang man Nationalsangen: Fyrst Jokum stod ved højen Mast ...

✂ Det vil sige kun første Vers; thi man kunde ikke flere

✂ Nu rejste Fuglekongen sig:

✂ Søstre og Brødre! Et Leve for vort elskede Fødeland! Ærlighed varer længst! Det leve!

✂ Hurra-a!

✂ Vift stolt paa Ko dans Bølge
blodrøde Fladlandsbrog...!

✂ stemte P. A. i.

✂ Saa kom Fisken (kogt Rødspætte med Petersiljesauce).

✂ Ex-Kong Stryge talte for Kvinden: "Hjemmets Pryd og største Gevinst"!

✂ Sparsomt i Fladland vi Blomsterne finde,
Farven er bleg og kun svag deres Duft...

✂ Derpaa kom Stegen (Lamme med brunede Kartofler).

✂ Formanden stod atter op og talte for den afgaaede (surre, surre, over Stok og Sten) Fuglekonge (Plump 1).

✂ Hvorefter den afgaaede Fuglekonge talte for Formanden og den ny Fuglekonge.

✂ Hvilken saa igen talte for Selskabet og dets ærede Hædersgæst, Hr. Købmand P. A. Birk.

✂ (Desserten var Hindbær med Fløderand.)

✂ Nu rejste gamle P. A. sig.

✂ Støttet til sin Husbestyrerindes Skulder og med Kanonen for Se-Øjet udtalte han følgende - og ej heller han lagde Vind paa smaalig Interpunktion -:

✂ - Søstre og Brødre! sagde han - Den gang jeg drog afsted min Pige vilde med ... Gid de Tider snart atter maa komme igen da vores stolte Drenge atter drager i Kamp gid Sejrens Palmer maa ombølge vores Faner og de Dele gid Befolkningen vil rejse sig og slaas til sidste Mand thi alle Fladlands Piger de stole nu paa mig og Tak allesammen fordi I har tømt min Skaal og de Dele!

✂ Formand Svarte stod nu op for tredje Gang; og han saa tanketommere ud end nogen Sinde:

81

✂ - Et Leve endnu vil jeg udbringe, sagde han - Et Leve for vor kære gamle Hædersmedlem Købmand P. A. Birk der har gjort voldsomt meget til at Søby er blevet til den Storstad den er blevet til Købmand P. A. Birk længe leve og lad os (surre, surre) tage hans trofaste Husbestyrerinde Frøken Solberg med hun lider ganske vist af Hundesyge (Latterhyl), men Herregud saa lider vi andre vel af noget andet de længe leve og maa jeg saa mens jeg er ved det byde alle min kære Brødre og Søstre et hjerteligt Velbekomme Kaffen og Cigarerne vil blive serveret paa Verangdaen velbekomme allesammen og en Tak til Værten fordi han har gjort sit bedste med Maden ..

✂ Her blev der stukket Taleren et Telegram i Haanden. Han aabnede det og sagde bevæget:

✂ - Svar fra vor kære højtelskede Fyrste!

✂ Alle rejste sig. Formanden læste Telegrammet højt:

✂ "Bringer Søby og Omegns Fugleskydningsselskab min hjerteligste Tak og Genhilsen

✂ Hurraraab og Jubel! Jokum Rex." Taleren putter Telegrammet i sin Tegnebog og fortsætter:

✂ - Hvor var det jeg slap ..? Naa det er sandt det var ved Værten ... Hov hvor er De henne Ferdinandsen? Vi vil gerne sige Tak for Mad ... (Værten viser sig beskedent i Døren til Anretterværelset) ... Tak Tak Ferdinandsen De er en dygtig Mand bare alle var lige saa dygtige hver i sit Fag og saa Velbekomme igen allesammen Kaffen staar paa Verangdaen til højre for det trækker til venstre!

✂ Plump! og op igen og ud paa Verandaen ...

✂ Derude sad man saa mætte og trygge i den lune Sommeraften og stirrede frem over de dampende Enge mod den bedste af alle Fødebyer, hvis Gaslygter lyste og smilede fredeligt i Horisonten ...

✂ Derude sad ogsaa Skovrider Treschau og Michaela Løvenfeldt alene og isoleret ...

✂ Men det øvrige Selskab dannede én stor leende Klynge:

✂ - Man har det sgu godt i det lille Fladland! sagde 82 Bagermester Krumbach og skænkede i Kognaksglassene.

✂ - Det har man! nikkede Tolder Knagsted - Skaal, Hr. Krumbach!

✂ - Skaal, Skaal, Toldkontrolør! Og skide være mæ'et! raabte Bageren livsglad - Og lad vos ta' Maleren med, hvis han kan taale det, ha, ha!

✂ Klokken 9% begyndte Dansen med en Festpolonaise Salen tre Gange rundt.

✂ Derpaa fri og lovløs Dans efter enhvers Temperament og Evne.

✂ Ungdommen, der utaalmodigt havde ventet udenfor under Træerne, medens Fædrene aad, brød nu ind af alle Døre.

✂ Gulvet var snart én hvirvlende, stampende og svedende Menneskeklump.

✂ Selv de ældre skaanede sig ikke. Byens to vægtigste Kvinder, Fru Urmager Winge og Fru Smedemester Kastbjerg, var endog de fremmeste i Rækkerne. To hundrede Pund vejede de levende Vægt; men Tyngdeloven eksisterede ikke for dem. De gav sig viljeløst hen i Dansen og lod staa til; ske, hvad der vilde!

✂ - Mutter, Mutter! skreg Urmageren - Husk dog paa din Astma!

✂ - Man glemmer den, Topelius! skreg Fruen tilbage; og hendes Ansigt var at skue som Solen, naar den en Oktoberaften synker i Vest ...

✂ Paa Stoleværkerne langs Væggene sad Matronerne og de ældre uafsatte Ungmøer. To og to sad de og stak Hovederne sammen og hviskede:

✂ - Ja, hvad mener De om Pastorinde Sørensen, Fru Henriksen!

✂ Fru Henriksen mente, at man burde beherske sine Lidenskaber.

✂ - Ja, hvor gled Menneskeheden ellers hen! sagde Frøken Carlsen. (Alder 37.)

✂ - Og nu Frøken Løvenfeldt, der igen er løbet sammen med Skovrideren!

83

✂ - Hun har det efter Faderen, Kammerherren; han ... nej!

✂ - Det varer saamænd ikke længe; Skovrideren skal have en ny hver Uge.

✂ - Ja, ved De, hvad min Mand fortæller, at han siger oppe paa Hotellet ...?

✂ - Nej; hvad siger han?

✂ - Det kan ikke gengives!

✂ - Jo, jo! Fortæl, fortæl!

✂ - Han siger ... det var en Aften, de spillede L'hombre og talte om Ægteskabet og om, hvorfor Skovrideren ikke giftede sig ... Nej, jeg kan ikke!

✂ - Jo vist saa, Fru Lorentzen ..!

✂ - "Naar jeg har rørt ved en Mave tre Gange," sagde han, "saa siger jeg: ny Mave, siger jeg"! ... Hvad gi'er De mig"!

✂ - Du Almægtige ...!

✂ - Ja, saa forstaar man ved Gud, at Manden ikke gifter sig!

✂ Inde i Sidekabinetterne havde de mere alvorlige Mænd slaaet sig ned ved deres Tobak og deres Drikke. De indsatte Konger og afsatte Kejsere, styrtede Byraad og udnævnte Regeringer:

✂ - Fanden! bandede Drejer Mogensen - Fanden, at de ikke snart kan faa indført Kongedømmet i Frankrig igen! De Republikanere snyder Staten, saa Vandet pibler af den!

✂ - Er det maaske bedre her til Lands? spurgte Elektriker Petersen, som var Socialdemokrat - Hva', Mogensen, hva', finder De, hva'; er det maaske bedre her til Lands?

✂ - Undervandsbaade! raabte En.

✂ - Og Ridikylgeværer, Ridikylgeværer! skreg en anden ...

✂ Slagtermester Asmundsen og Manufakturhandler Bork deltog ikke i Diskussionen.

84

✂ De stod og lurede i en Døraabning ind til Salen, hvor der dansedes Lancier:

✂ - Saa, Asmundsen! sagde Bork - Nu paa 'en! Og han gav Slagteren et Stød i Ryggen, saa at Asmundsen fôr midt ind i en Kvadrille, hvor han gav sig til at polkere sindssvagt rundt og derpaa for ud igen.

✂ - Der er den tykke Fru Winge, Asmundsen! Paa hende, paa hende! hviskede Bork.

✂ Og atter fløj Slagtermesteren ind imellem Parrene, der lo og skreg og spredtes til alle Sider.

✂ Asmundsen var gravalvorlig under Operationen; men Bork laa blaa af Latter op ad en Dørstolpe:

✂ - Se Slagteren, se Slagteren! raabte han - Kom dog, kom dog!

✂ En halv Snes satte Borgere for til. De kendte Asmundsen, naar han fik Berserkergang. Det var til at dø sig ihjel over.

✂ Men han smittede.

✂ Og som drukne Fauner satte pludselig den hele Kohorte midt ind i Lancieren, slog Armene om Damerne og lavede "Koas", som Bagermester Krumbach kaldte det.

✂ - Galopade! Galopade! skreg Bork.

✂ Og Hornene paa Balkonen slog om i en flintrende Champagnegalop.

✂ Alle lo, raabte, skreg, hylede, pressede paa og vilde frem; men ikke ud af Pletten kom man.

✂ Det hele var forvandlet til en stor, sammenfiltret og trippende Heksesabbat.

✂ Og i Centrum, midt under Lysekronen, hvis otte spruttende Petroleumslamper kogte af Ophidselse, stod den tykke Fru Urmager Winge, Rosalie hed hun ligesom Borgmesterinden, maset og klemt fra alle Sider. Hun lo, saa hun bævrede:

✂ - Topelius, Topelius! skreg hun - Frels mig, frels mig! Jeg kvæles! Men Gud, hvor jeg morer mig!...

✂ Og Skovrideren havde de i deres Livsglæde glemt, og Frøken Løvenfeldt. De var begge forsvundne, uden at 85 nogen havde lagt Mærke dertil. Og man brød sig for den Sags Skyld ejheller om det!

✂ Klokken 3 Morgen endte Kalaset.

✂ Knagsted og Frank Neumann fulgtes ad ind mod Byen.

✂ Til Vogns og til Fods drog glade Skarer dem forbi. Man sang, lo og jublede. Dagskæret lyste gyldentgult i Øst inde over Skoven.

✂ - Maler, sagde Tolderen - maa man saa dog ikke, trods alt, dybt i sit Hjertes Hjerte elske disse store, muntre og naive Børn?

✂ - Jo, nikkede Maleren - indrømmet!

✂

II

✂ September...

✂ Syd for Ladebygningen ud mod Alleen stod Tærskeværket og brummede. Avner og Støv fløj omkring i Luften og lagde sig paa Arbejdernes Klæder, klæbede sig til deres svedige Hænder og Ansigter, saa at de lignede travle underjordiske, der var kravlet op i Dagslyset.

✂ Og de talte ikke, arbejdede bare i støt Tavshed, medens Vogn efter Vogn kom rullende fra Marken, læssedes af og rullede bort igen. Det gik i strygende Fart tilbage med den tomme Vogn ned igennem Alleen. Læstræet hoppede og dansede mod Vognbunden, og Kusken var ved at dingle af Agebrædtet; thi Vejen var opkørt og fuld af Huller og Vandpytter. I en otte Dage havde det regnet; saa var det blevet fint Vejr med Sol og Blæst. Og nu maatte der klemmes paa, at man kunde blive færdig med Høsten, inden Vorherre atter skiftede Humør...

✂ Paa den smalle Spadseresti langs Allétræerne kom Toldkontrolør Knagsted balancerende paa sin Cykel. Ude fra Landevejen havde han set Røgen og hørt Duret fra Lokomobilet; og saa havde han faaet Lyst til ogsaa at opfriske denne Barndomserindring.

✂ - Hvad Fanden! raabte Proprietær Meincke fornøjet - Der har vi jo Toldetaten paa en Hverdag!

✂ Og han sprang over Grøften fra Tærskepladsen, graa og støvet som de andre underjordiske:

✂ - Ja, her arbejder vi! sagde han - Vil De ha' en Aktie med? Vi kan godt bruge en Mand til at ta' fra oppe ved Staksætteren.

✂ - Duer ikke til det, hilste Knagsted - Goddag, Hr. Proprietær! Er bleven for stiv i Hængslerne ... Naa, hvorledes gaar det?

87

✂ - Storartet! Bare Vejret vil holde sig, skal vi sige: tre Dage endnu, saa er vi færdige.

✂ - Og Regnen?

✂ - Naa-h, den har ingen Skade gjort! ... De spiser vel Middagsmad med?

✂ - Tak, som byder.

✂ - Ja, Pigebørnene er desværre ikke hjemme; de er ovre paa Storgaarden hos Werners; der holdes nok Fødselsdag ... Men hvordan Fanden er det, De er kommen til at se ud med al det Haar og Skæg. De ligner en Høstak!

✂ - Ja, nikkede Knagsted - saadan gaar det: Lader man Haaret vokse, brummer de skaldede; og gaar man stærkt, knurrer de med Hjertefejl!

✂ - Tak for den! lo Proprietæren. Han havde som sagt en meget høj Pande.

✂ Et Kornlæs kom svingende fra Alleen ind paa Pladsen. Meincke saa paa sit Ur:

✂ - Der er vel Tid til at løbe det igennem inden Middag, Jens?

✂ - Hvad er Klokken? lød det oppe fra Læsset.

✂ - Mangler tyve Minutter.

✂ - Jovel, saa gaar det nok! Proprietæren vendte sig:

✂ - Kom saa, Tolder, saa gaar vi op og netter vos. Det sætter Kvindfolkene jo Pris paa...

✂ Da de var naaet op paa Gaardspladsen, kom Mine og Line ud af Gadedøren i Hat og Overtøj.

✂ - Hva', er I ikke kommen af Sted endnu!

✂ - Men, raabte Mine glad overrasket - der er jo Tolderen! Saa bliver vi hjemme.

✂ - Nej vist gør I ikke nej! skændte Proprietæren.

✂ - Jo, vi gør! sagde Line.

✂ - Har I kanske ikke lovet at komme!

✂ - Jo ... Men naar Tolderen er heri

✂ - Jeg vil hellere være alene med Jeres Forældre ... smilede Knagsted.

✂ - Fy! Det mener Du ikke!

88

✂ - Gu' mener han saa. Skrup nu af med Jer, ellers kommer I for sent.

✂ - Ja, naar I helst vil være fri for os ...

✂ - Det vil vi! Farvel... og hils derovre.

✂ - Farvel! raabte Line - Men vi skal nok snyde Jer! Hun hviskede Mine et Par Ord i Øret.

✂ - Ja-h ...! lo Mine - Hurra-e! Og saa forsvandt de leende og vinkende omkring Hjørnet af Hovedbygningen ...

✂ - Gud ved, hvad de nu har brygget sammen ... sagde Meincke - Men forsent kommer de da; nu piber den tolv. De Fruentimmer kan da heller aldrig passe Tiden. De havde lovet at være der præcis til Middag...

✂ Lokomobilet hvinede gennemtrængende. Larmen fra Tærskeværket lagde sig lidt efter lidt, indtil den ganske døde hen; Høstfolkene kom klaprende i deres Træsko op over det stenlagte Gaardsrum. Spisetiden var inde.

✂ Ærter og Flæsk; og derefter Pandekager. Ude i Folkestuen fik man det samme. Bare var Pandekagerne lidt tykkere ...

✂ - Og vil De saa tænke Dem, fortalte Proprietæren, der var midt i en Historie - saa siger Apotekeren, at jeg skal gaa til Pastor Sørensen!... Pastor Sørensen! spør jeg, handler han med Arsenik! ... Har De kendt Mage: Pastor Sørensen skal give mig Lov til at sætte Arsenik for mine Rotter!

✂ - Gik De saa til ham?

✂ - Nej, saagu om jeg da gjorde! Jeg kan ikke døje den Person; han ser saa indeklemt ud.

✂ - Men Meincke dog!

✂ - Kan gerne være, Mor! men han ser saadan ud. Og jeg kan saa dejlig forstaa, at Konen rendte fra ham.

✂ - Hun skal jo være bleven Beriderske ..?

✂ - Og rejser Land og Rige rundt med Baronen ... Har De hørt noget om det, Knagsted?

✂ - Nej... sagde Tolderen - Men hvad blev det saa til med Arseniken?

89

✂ - Jo, jeg spurgte jo Apotekeren, hvad jeg skulde hos Præsten ... Jeg skulde op til ham med en Attest om, at jeg vilde omgaas forsvarlig med Giften og hverken æde sel\ af den eller forgive Kone, Børn, Pige, Okse eller Asen. Det skulde jeg skrive under paa med Haand og Segl og tre Fingre i Vejret. Og saa skulde Præsten derefter bevidne, at jeg var værdig til at faa Arsenik... Jeg tror Guhjælpeme, at Maren rider dem allesammen! Havde det endda været Borgmesteren eller Amtmanden, eller Dyrlæge Nannestad ... men Præsten!

✂ - Det maa jo være en gammel Forordning, formodede Knagsted - fra den Tid, da man mente, at Præsten var den, der bedst kendte sine Sognebørn.

✂ - Jamen den Tid er sgu da forgyldemig forbi for længe siden!... Og saa kommer han her, Pastor Sørensen, og standser mig paa Gaden og spør', hvorfor mine Døtre ikke er bleven konfirmerede? Hvad rager det ham!... Og hvordan vi tilbringer Juleaften!... Med Gaasesteg og Æbleskiver, Hr. Pastor, sagde jeg... og Juletræ og Punch og Drukkenskab og Halløj paa de gamle Nordboers Vis. Og vil Pastoren drikke med, skal De være velkommen!

✂ - Du er nu lidt for haard, Adolf ...

✂ - Nej, jeg er ikke, Mor ...! Hvorfor skal Præsterne ha' Lov til at være næsvise? Hvis jeg rendte rundt og snusede i andre Folks Affærer, saa fik jeg sgu paa Pusterøret ... Har De for Resten lagt Mærke til, Tolder, hvor forbavsende mange Præster, Højskoleforstandere og Bondepolitikere, der ligner kastrerede Ræve?

✂ - H-nej, jeg har ikke ...

✂ - Jo; og det tror jeg er paa Grund af, at de allesammen gaar rundt med en daarlig Samvittighed, fordi deres magre Gerninger svarer saa lidt til deres fede Ord.

✂ - Og Rotterne? spurgte Knagsted.

✂ - Rotterne? Hvad for Rotter?

✂ - Dem, De vilde give Arsenik; hvordan lever de?

✂ - I bedste Velgaaende! ... Jeg har tænkt at købe den første Præst, der dør her i Omegnen, og sætte ham for dem; saa fortrækker de sgu nok.

90

✂ - Du er for slem i din Mund, Meincke!

✂ - Naa er jeg det.

✂ Fruen rystede paa Hovedet:

✂ - Og saadan taler han ogsaa, naar Pigebørnene hører paa det.

✂ - Ja, ha-ha! de skal lære at forsvare sig !... En Pandekage til, Tolder?

✂ - Ja, Tak ...

✂ - Hør, Mor, jeg tror, jeg fortæller Tolderen Historien om, da vi blev gift?

✂ - Nej, aanej...!

✂ - Er den morsom?

✂ - Ustyrlig!

✂ - Lad mig saa faa den.

✂ - Nej, aanej, Adolf; Du maa ikke ...

✂ - Naa, jaja, som Du vil... Hun er bleven saa rasende blyfærdig.

✂ - Jamen, der er da virkelig ogsaa Ting... ikkesandt Tolder?

✂ - Jovel saa, lille Fru Trine ... Jeg har ogsaa Hemmeligheder, som jeg nødig vil ha' røbet. Proprietæren lo svedent:

✂ - Ja, pr. Eksempel den med "Thorvald" ... - Det er saamænd ingen Hemmelighed ... lo Knagsted tilbage.

✂ - Skal vi saa sige Tak for Mad! sagde Meincke og satte i med et saadant Latterbrøl, at Folkene ude i Borgerstuen lo med og sagde: Der er dog ingen, der kan grine som Proprietæren ...

✂ Klokken fire fik Høstarbejderne Mellemmad, og Herskabet Kaffe...

✂ Knagsted havde været en Tur i Haven og ud paa Markerne. Hans sentimentale Sjæl havde ret basket rundt i Mindernes hellige Land, hvor han huskede hvert Træ, hvert Dige, hvert Hjulspor ...

✂ Nu sad man om Kaffebordet i Dagligstuen:

✂ - Derhenne ved det bageste Vindue stod Mors Forbøjning 91 med hendes Sybord, forklarede Tolderen - Og jeg kan huske ...

✂ - Hyss! sagde Proprietæren og lyttede - Hvad er det for en Puslen ude i Entreen ...

✂ I det samme blev der banket paa Døren. En ung Mand traadte ind, bukkede tavst og stillede sig ret op og ned ad Karmen til højre.

✂ Mennesket var ved at kvæles af indvendig Latter. Hans Ansigt var hummerrødt, og han bed sig fortvivlet i Læben for ikke at sprække løs.

✂ - Hvem er De? Hvad vil De?

✂ Meincke drejede rundt paa Stolen, og Fruen rejste sig forskræmt.

✂ Det kunde nemlig ogsaa se ud, som var Fyren ved Døren lige ved at briste i Graad ...

✂ Saa bankede det igen. En ung Pige kom ind, nejede og stillede sig op til venstre.

✂ - Hva' Satan ...!

✂ Atter bankede det. Et nyt Mandfolk viste sig, bukkede og tog Plads ved Siden af Nummer et.

✂ Saa kom der igen et Pigebarn. Og saa paa ny et Mandfolk.

✂ Og saaledes blev det skiftevis ved. Fjorten Personer i alt.

✂ Men da Nummer tolv stak Hovedet ind (det var Mine), gik der samtidig Hul paa dem alle, baade paa dem til højre og venstre, og de knækkede sammen i et mangefarvet Latterbrus, lys og løssluppent fra Pigerne, mere brummende og behersket fra Kavalererne.

✂ Til sidst viste Christian Werner og Line sig. De kom paa én Gang. De andres Latter havde ødelagt deres Entré.

✂ - Torsk! sagde Line - I maatte jo ikke le! Men de lo bare endnu højere, og hun stemmede selv i med:

✂ - Kan I se, at vi narrede Jer, Tolder!

✂ - Ja, det var Line, der fandt paa det! De talte i Munden paa hverandre:

✂ - Vi er kørende herover i den store Char-à-banc!

✂ - Den holder omme i Slippen!

92

✂ - Vi listede ind i Entreen!

✂ - Gud, hvor var vi bange for, at nogen skulde høre os!

✂ - Line lukkede Badutte inde i Huggehuset, for at han ikke skulde gø!

✂ - Gavstrikker! Gavstrikker! lo Proprietæren - Nu skal I ha' Kaffe!... Kopper og Kager, Mor!

✂ - Jamen de unge maa hjælpe mig ...

✂ - Ja, kom! raabte Line - Lad os alle fjorten gaa ud i Køkkenet og lave Kaffe!

✂ - Ja-h-h ..!

✂ - Nej, nej, nej! Ikke andre end mine to egne!

✂ Fru Meincke og Døtrene gik; og der blev lidt mere Ro ..

✂ - Sig mig, Christian, spurgte Proprietæren - hvor kan Du ellers være hjemmefra i Dag, de høster?

✂ - Jeg har fri, fordi det er min Fødselsdag.

✂ - Det er sandt: Gratulerer!

✂ - Han bliver treogtyve Aar.

✂ - Og Far har i Dagens Anledning udnævnt ham til Underforvalter! fortalte en af Søstrene.

✂ - Gratulerer igen, min Dreng! sagde Meincke og trykkede hans Haand - Ja, det er saadan en Fyr som Dig, vi mangler her paa Gaarden. Mor har kun villet ud med Pigebørn.

✂ - Det kan De være glad for, Hr. Proprietær! mente en af de unge Damer - Drenge er saa vigtige.

✂ - Og dog kan I ikke undvære dem, ha-ha! ... Stil Jer nu op allesammen paa Rad, at jeg kan faa at vide, hvad I hedder 1... Christian, vil Du præsentere Dyrene ... Par og Par skal I staa ... Ja nogle af Jer kender jeg jo.

✂ Selskabet stillede sig op, Christian Werner nævnede Navnene, og Meincke klappede de unge Piger paa Kinden:

✂ - Ak ja! sagde han - Hvor ha'de man det dejligt i den Alder! Gudfaderbevares!

✂ - Det er hørt! brummede Tolderen ... Saa kom de fjorten Kopper Kaffe og tre svingende Skaale Kager.

✂ - Fyld i Lommerne, Børn! raadede Proprietæren - Det er rart at have Furage med paa Rejsen!

93

✂ - Kan Du saa se, Tolder, spurgte Line, der var gaaet hen til Knagsted - at vi kom hjem til Dig alligevel, skønt Du jog os bort.

✂ - Ja, det var pænt af Jer ... nikkede Tolderen og tog hendes Haand.

✂ - Line! raabte Meincke, og han lo klukkende ved Ordene - Synes Du ikke, at Tolderen ligner en Høstak med al det Haar og Skæg?

✂ - Jo! lo hun igen - Ved Gud, det gør han! Knagsted rejste sig og bredte Armene ud:

✂ - Vil Du op i den?

✂ - Nej, nej! skreg hun og trak sig bort som i Angest.

✂ - Men Line dog ... tyssede Fru Meincke.

✂ - Ja ... jeg ... jeg ved ikke ... Undskyld, lille Tolder ... sagde hun saa og gik tilbage til ham - Men Du saa virkelig saa glubsk ud.

✂ - Ja, tag Dig i Agt, smilede han - jeg er farlig at komme i Lag med!

✂ - Jeg tror næsten, Du er blevet det, ja... Aa, tag det Haar og Skæg af igen ..? bad hun indsmigrende - Jeg kan slet ikke kende Dig.

✂ - Nej, smilede Tolderen - Ikke Tale om! Husk paa, hvordan det gik afdøde Samson ved en lignende Lejlighed ...

✂ Da Kaffen var drukket og Kagerne spist eller puttet i Lommerne, satte Ungdommen sig op i Char-à-bancen, der imidlertid var kørt frem foran Døren.

✂ De anbragte sig seks paa hver af Vognens lange Sæder og to hos Kusken, parvis tæt op ad hinanden ...

✂ - Gudfaderbevares! sagde Proprietæren igen, da Køretøjet svingede ud af Gaarden - Hva' Mor!

✂ - Ja, Meincke! nikkede Fruen - Det var dengang! Tolderen, der stod bag ved dem, nikkede ligeledes og sagde:

✂ - Ja, det er Forbandelsen ved at have haft en lykkelig Ungdom, at man aldrig kan glemme den!

94

✂ Om Aftenen efter endt Spisning sad de tre "Gamle" i Dagligstuen omkring det ovale Bord under Hængelampen og spillede Tremands-Whist.

✂ Badutte laa i sin Kurv henne ved Kakkelovnen og sov. Tjenestefolkene var gaaet til Ro; der var dejligt stille i Huset...

✂ - Det er Dem, der skal gi', Tolder ... Mor vadsker.

✂ - Sig mig, Tolder, hvorfor er De egentlig aldrig bleven gift? spurgte Fruen.

✂ - Ja-h, hvorfor, hvorfor, lille Frue ... Hvorfor er Badutte ikke bleven en Kommode?

✂ - Et sødt lille Hunkøn ved Bord og i Seng er ellers ikke at foragte, mente Proprietæren og strøg sin Kone kærligt over Haaret.

✂ - Om jeg saa havde syv, sagde Knagsted - jeg vilde ikke kunne holde det udi... Og saa er der ogsaa det, at en Kone ikke bliver yngre.

✂ - Yngre ...? spurgte Fru Trine.

✂ - Ja, efter Haanden som Manden bliver ældre, mener jeg... saaledes, at naar han for Eksempel blev 80, skulde hun være 10.

✂ Proprietæren nikkede:

✂ - Der er sgu noget om det...!

✂ - Og desuden, endte Knagsted - vil man vedblive at være Gentleman, maa man forblive ugift. Kvinden drager nedad.

✂ - Ha-ha! lo Meincke - Grand!

✂ - Siger Du nu Grand igen, Meincke! Du snyder!

✂ - Jeg vil gøre Dig opmærksom paa, at det er Knagsted, der har givet...

✂ - Saa snyder han ogsaa! Det er ridderligt, maa jeg sige. Fruen sad med den Blinde ...

✂ - Jeg drømte for Resten forleden Nat, at jeg var blevet gift, fortsatte Knagsted.

✂ - Naa? spurgte Fruen interesseret - Med hvem?

✂ - Ja, det ved jeg ikke ... Men De kan tænke Dem: hun vilde spise med ved Bordet!... Men saa vaagnede jeg, Gud være lovet!

95

✂ - Ha, ha! lo Meincke igen - Kan Du stikke Hjerter Es, Mor?

✂ - Har Du ogsaa det! Du har da alting! Nej, naturligvis kan jeg ikke stikke det l... "Spise med ved Bordet"? vendte hun sig til Tolderen - Mener De, at en Kone ikke skal spise med ved Bordet!

✂ - Jo-h, det skal hun jo nu engang... desværre! og det er derfor, jeg aldrig har giftet mig. Det er det eneste Punkt, hvor jeg holder med Bønderne: de lader Madammen opvarte sig ... og selv spise i Køkkenet bagefter.

✂ - Aa-r! Al det mener De jo slet ikke noget med.

✂ - Gu' mener han saa, Katrine!... Klør Es, Dame, Knægt, Ti, Ni... Lilleslem! Hvorfor smed Du Kongen af før!

✂ Fru Trine kastede Kortene:

✂ - Banditter! sagde hun - I er et Par rene Banditter! Meincke lo og lavede sig en frisk Whisky:

✂ - Du skulde ta' Dig en Sjus, Mor.

✂ - Nej ... men giv mig en Cigaret.

✂ - Ha, ha! Nu kommer der Liv i hende. Proprietæren hentede Cigaretterne inde fra Kontoret. Knagsted strøg en Tændstik.

✂ - Naa, De kan altsaa være galant?

✂ - Gudbevares, ja! Ved De, hvordan jeg engang behandlede en Dame, jeg traf ved en Koncert?

✂ - Nej ...?

✂ - Det var til Beethovens niende Symfoni i Koncertpalæet, da jeg boede inde i Hovedstaden.

✂ - Aa-h, Beethovens Niende ...! sagde Fruen drømmende - Vi hører aldrig Musik herovre.

✂ - Naa, hvad gjorde De saa ved Damen? spurgte Meincke.

✂ - Jo, vedblev Knagsted - jeg har det jo med at se mig gal paa Folk... Saa sad der en Dame, en af disse lange, magre med Stanglorgnet, et Par Pladser fra mig... hun kunde for Resten minde om Borgmesterinde Rosenbaum ..

✂ - Kundskabens Træ paa Gift og Galde! lo Proprietæren.

96

✂ - I er jo ikke et Haar bedre selv! mente Fruen.

✂ - Gu' er vi saa ... Videre Tolder!

✂ - ... hende havde jeg altsaa længe haft et godt Øje til, fortsatte Tolderen - Hvergang der kom noget rigtig kønt, sukkede og stønnede hun, som om hun skulde have siamesiske Tvillinger, og forstyrrede ganske Andagten for os andre ... Og saa paa én Gang føler jeg noget stikke mig forfærdeligt paa Halsen; og da jeg griber til, faar jeg fat i en vældig Loppe ... Den kom naturligvis fra hende!

✂ - Jamen, naar hun sidder tre Pladser borte... indvendte Fruen.

✂ - Den kom alligevel fra hende; jeg kunde mærke det paa Biddet; den var skrupsulten, for paa hende havde der ikke været Pille at hugge ... Og ved De saa, hvad jeg gjorde?

✂ - Ja-h, ja-h! godtede Proprietæren sig - Men fortæl det bare!

✂ - ... Jeg rejste mig ... det var midt under Englekoret ... listede hen bag Damen og lod Dyret dumpe ned paa hendes Ryg. Hun var naturligvis nedringet, Bæstet! Og lidt efter skulde De bare have set hende begynde at klø løs ...! Jeg har aldrig foretaget mig noget, som har givet mig en saa dyb, sjælelig Tilfredsstillelse, forsikrer jeg Dem!

✂ - Haa, haa-h! lo Meincke.

✂ - De er jo ond! sagde Fruen.

✂ - Ja, nikkede Tolderen - efter fattig Lejlighed!... De skulde ha' set hende vippe rundt paa Stolen... Og saa var hun tilmed saa snøret, at hun ikke kunde naa ind til Aastedet. Hun dunkede sig med Stanglorgnetten og forsøgte at bore den ned bag Korsettet, fægtede med Armene og hørte ikke et Ord af Musikken ... Til sidst blev hun vanvittig ... Og nu skal hun, efter Sigende, gaa rundt paa en Sindssygeanstalt og tro, at hun er Direktrice for et Loppeteater; og det er jeg glad ved, for saa er vi da fri for Kende!

✂ - Ha, ha! lo Proprietæren - Du gi'r, Mor!

97

✂ Da man stod ude i Entreen og tog Afsked, spurgte Fru Meincke:

✂ - Sig mig, Hr. Knagsted, hører De aldrig noget fra Deres Ven Overlærer Clausen i Gammelkøbing?

✂ - Sjældent; han er bleven hellig; og har ikke Tid til at give sig af med Smaating.

✂ - Men han har det altsaa godt?

✂ - Udmærket!

✂ - Ja, nikkede Proprietæren dybsindigt - Nogle samler paa Frimærker, andre tror paa Jesus Kristus. Det kommer bare an paa at have en Kæphest! ... Hvad er nu Deres, Tolder?

✂ - Jeg samler altsaa paa Kommaer ... Og De?

✂ - Paa Mavebælter ... det vil sige af Cigarer!

✂ - Og Fruens?

✂ Fru Trine smilede genert:

✂ - Jeg samler paa tomme Konservesdaaser, sagde hun - Aah, de kan bruges til saameget i en Husholdning!

✂ - Ja, nikkede Proprietæren og gabede højlydt - enhver bliver salig i sin Daase! ... Godnat, Tolder! Kom snart igen!

✂ Da Knagsted kom hjem i sin Dagligstue, fandt han paa Skrivebordet nedenstaaende to Breve:

✂ Gammelkøbing, Septbr. 19 ...

✂ Siger det gode og ikke det
onde, paa det I maa leve.

✂ Amos 5.14.

✂ Kære Knagsted!

✂ Nej, jeg synes ikke om Tonen i dine Skrivelser. Den er Dig ikke værdig. Sig mig, hvem Du omgaas, skal jeg sige Dig, hvem Du er! Begrunde dette vilde blive altfor langt i et Brev, men det maa være nok at sige Dig, at jeg nu daglig i flere Aar har studeret Den hellige Skrift, og derfor synes jeg at føle, at jeg begynder at ane lidt - om Sandheden i Tilværelsen. Og med denne Sandhed har dine Breve ikke noget at gøre, fordi de kun beskæftiger sig

98

✂ med Menneskene og Tingene, saaledes som disse synes at være, opfattede med dine bedrageriske legemlige Sanser, og fremstillet saaledes har de set fra et bibelsk Standpunkt intet med de virkelige Forhold at gøre og er derfor uden Interesse.

✂ Dette vil Du selvfølgelig modsige, hvad jeg ikke kan fortænke Dig i; men optage en Diskussion herom, kan jeg ikke paatage mig, og en saadan vilde ejheller føre til noget Resultat. Læs Bibelen, kære Knagsted, saaledes har jeg gjort. Benyt en Time hver Dag hertil, og om % Aar har Du maaske læst Bogen igennem - uden at forstaa et Ord. Det skal Du imidlertid ikke bryde Dig om, thi derefter kommer Glæden ved Bogen og - saa kan vi tales ved.

✂ Trænger Du til en aandelig Vejleder, saa henvend Dig til Pastor Michael Sørensen, som er en alvorlig og rettroende Mand, hvem jeg har hørt tale paa et Par Møder her i Byen og haft megen Opbyggelse af.

✂ At blive ældre og klogere, skriver Du, er en Forbandelse. Aah nej! At blive ældre skænker jeg ikke en Tanke - maaske fordi jeg i de senere Aar føler mig yngre - og at blive klogere er en Velsignelse, naar man derved forstaar at blive visere. Naar Tilværelsens Mysterium efterhaanden gaar op for En, naar det efterhaanden klarer for Ens Bevidsthed, at der er Orden i "Livs-Hurlumhejen", som Du kalder det, ja, at der slet ingen "Hurlumhej" findes ud over den, man selv tænker sig og tror paa, saa bliver man visere og lykkeligere.

✂ Din
Clausen.

✂ Gammelkøbing, 14. Septbr. 19 ...

✂ Gode Hr. Toldkontrolør Knagsted

✂ Søby.

✂ I al Høflighed skriver jeg disse Linier, for at bønfalde Dem, Hr. Knagsted, om De atter vil hjælpe mig jeg er nu kommet ud fra Hospitalet, og har ingen Verdens Ting det er saa smaat for mig. De erindrer maaske Hr. Knagsted at 99 jeg mistede min Arm i Canada, og saa en Dag, ja det er et helt lille Eventyr; tillod jeg mig en Torsdag Aften, at gaa ombord i Damperen Flora, Kaptajn Mikkelsen for jeg resonerede som saa, naar Du har mistet din Arm under engelsk Teretorum havde jeg ogsaa Ret til at opholde mig i Landet; men den gik ikke ingen Penge havde jeg; da vi vare midt ude i Nordsøen Fredag Eftermiddag puttede han mig i en Jolle, og sejlede mig over til den engelske Damper Zero med Kul for Gammelkøbing fra Hull, De kan tro Hr. Knagsted der stod jeg, som en slagen Mand, og saa Flora sejle ad England til, jo det var nydeligt. Nu var jeg blandt bare Engelskmænd, Tømmermanden undtagen, Kaptejnen ombord paa Zero Kaptain Frenche var uhyre flink, og lo mig godt ud for mit Eventyr. Men Kapteiri Mikkelsen sagde han vilde ingen Erstatning have for min Rejse, ombord, og Kaptein Frenche ligesaa; men da vi kom til Bolværket i Gammelkøbing, kom jeg alligevel til Politiet, men fik straks Lov at gaa, da De havde set mine Papirer, et stort gode var det at jeg kunde tale med Dem ombord paa Zero.

✂ Jeg sender Dem her Hr. Knagsted et Billede af Hovedstaden i Canada hvor jeg mistede min Arm maaske at det kan interessere Dem.

✂ Dette er hvad jeg har oplevet siden jeg skrev til Dem Hr. Knagsted, og nu er det min Bøn til Dem om De velvilligst atter vil hjælpe mig lidt i min Fattigdom. I Haab og med Bøn derom tegner jeg

✂ Med den dybeste Agtelse

✂ Christian R. Smit

✂ Arbejdsanstalten

✂ Gammelkøbing.

✂ P. S.

✂ Jeg vil dog ikke undlade at meddele at jeg har søgt Hr. Overlærer Clausen; han spurgte mig om jeg hørte til Menigheden og var Christen men da jeg dertil paa Tro og Love maatte svare Nej, bød han mig gaa.

100

✂ Jokum, Hunde-Jokum, Knagsteds "Søn", havde sin Roman.

✂ Han var avlet i Afrika og født til Verden paa Atlanterhavet.

✂ Fru Rose Høberg, den bortflygtede Fru Alvildas Søster, som havde foræret Tolderen Dyret, havde paa en Sommerferierejse købt dets gravide Moder for 50 Centimer af en halvnøgen Araberdreng i Rue de la France i Algier.

✂ Og Zoologen, Overlærer Hansen, ved Søby Latinskole paastod, at Hunden var faldet efter en Ørkenræv og en Foksterrier. Tilmed havde han belagt sin Paastand med et koloreret Billede af en lille, gul, spidssnudet afrikansk Ræv, der absolut syntes at være et Portræt af en af Jokums allernærmeste Stammefrænder ...

✂ Knagsted sad en dejlig Solskinsdag og røg sig en Cigar paa Græsbænken nede ved Dammen i sin Have og saa paa Guldfiskene, der dovent svømmede rundt i Vandets Overflade.

✂ Paa Bænken ved siden af ham laa Jokum med Ørene vagtsomt paa halv.

✂ - Kan Du se Guldfiskene, Jokum, sagde Tolderen, der var midt i en af sin filosofiske og lærerige Samtaler med Sønnen - kan Du se Guldfiskene dernede i Vandet, min Dreng; de svømmer nu rundt og tror, at Guldfisk er det fornemste i Verden ... Og Du tror, at Bastarder af Ørkenræve og Foksterrier er Nummer ét. Se derfor er Du og Guldfisk nogle særdeles lykkelige og misundelsesvær ...

✂ Jokum havde løftet Hovedet, Harmetottet over hans Halerod rejste sig, og Vreden gurglede hult i hans Hals, thi ovre i Villahaven paa den anden side af Vejen begyndte Borgmesterinde Rosenbaums Grævlingehund at gø.

✂ Ogsaa Knagsteds Harmetot rejste sig. Den sad paa hans Hoved:

✂ - Det er rigtig, Jokum, sagde han - skæld bare udi Det er en væmmelig Køter. Han ligner sin Madmoder. Jokum satte ned af Græsbænken og hen til Stakittet. Og nu begyndte der en sindssvag Rasen Dyrene imellem. 101 De viste Tænder og kæftede op, saa det gav Genlyd i alle Villaerne.

✂ Saa aabnedes der en Dør, og en kælen, honningbelagt Kvindestemme sagde:

✂ - Dobsy, Dobsy; kom min Dreng! Hvad vil Du dog bryde Dig om den væmmelige Køter; den ligner sin Herre!

✂ Dobsy tav; Døren blev smældet i; og lidt efter kom Jokum sejrsstolt vandrende tilbage og hoppede igen op paa Græsbænken.

✂ Harmetotterne lagde sig. Hund og Herre sank paa ny hen i Drømmerier ...

✂ Saa lød der Trin paa Grusgangen bag Syrenbuskene.

✂ Det var "Thorvald", Tolderens Husbestyrerinde.

✂ Knagsted smilede og betragtede hende med Velbehag. Hun kunde vel være en fem-seksogtyve Aar, dertil pudset, pillen og velskabt. Kort sagt: appetitlig i alle Maader.

✂ - Naa, lille Thorvald, spurgte Tolderen venligt - hvad vil saa Du?

✂ Hun var standset nogle Skridt fra Bænken:

✂ - Maler Neumanns Stuepige er her, sagde hun - og skulde bede Herren om at komme ud til Villaen saa hurtig som mulig; der er sket en Ulykke.

✂ Knagsted rejste sig brat:

✂ - En Ulykke! Hvad er det for en Ulykke? Thorvald begyndte at græde: - Der er Olga selv ... Og Olga Stuepige kom langsomt frem fra Grusgangen:

✂ - Hr. Toldkontroløren maatte endelig komme straks, bad hun; hendes Stemme rystede, og Taarerne strømmede ned over hendes Kinder - Aa Gud, aa Gud, hulkede hun - hvem kunde dog tænke det! Vi hørte et Knald, og da vi saa kom ind i hans Værelse ...

✂ - I hvis? I hvis?

✂ - I Hothers ...

✂ - Var han død?

✂ - Ja, ja, ja ... den dejlige Dreng, den dejlige Dreng ...!

✂ Og Pigerne græd om Kap ...

102

✂ Knagsted satte sig øjeblikkelig paa sin Cykel og for, saa hurtigt han kunde træde til, ind gennem Byen og ud til Villaen ...

✂ Den lille Laage i Havemuren ud mod Vibyvejen stod aaben. Olga havde glemt at lukke den. Tolderen sprang af Maskinen og næsten løb op igennem Haven, hvor Septemberblomsterne lyste festligt i rødt og gult, og hvor Stærer og Solsorter sloges i Rønnebærrene.

✂ Paa Havetrappen stod Frank Neumann:

✂ - Tolder, Tolder! sagde han og rakte som i Vaande begge Hænder frem - Olga har vel fortalt Dem det ...? Knagsted greb hans Hænder:

✂ - Kære Ven, hvorledes er dog dette gaaet til ...

✂ - Gaa ind til Sonja; hun er ganske ude af sig selv ... og jeg kan ikke ... jeg ... Saa skal jeg siden ...

✂ - Er han død?

✂ - Ak ja, ja ... Doktoren har været her ... Gud være lovet, han var død med det samme ... Aa, men gaa ind til Sonja ...

✂ Knagsted gik ind igennem Spisestuen, hvor Bordet stod middagsdækket, og ind i Dagligstuen.

✂ Der sad i Hjørnesofaen under Billedet af Rikke Skade og Madam Svendsen, der pludrende og leende drak Kaffe i Lysthuset ved "Det kolde Ben", gamle Fru Neumann og strøg uophørlig en rystende Haand over Sonjas Haar:

✂ - Lille Sonja, lille Sonja ... gentog hun - saa kom dog til Dig selv ...

✂ Men Fru Sonja hørte hende ikke. Hun laa paa Knæ foran den gamle Dame med Hovedet i hendes Skød, og græd skrigende, hæst uafbrudt, uden Ophør, som havde hun ikke længere nogen Vilje:

✂ - Jeg forstaar det ikke, jamrede hun - Hother, Hother, jeg forstaar det ikke ... Hvor kunde Du gøre det, hvor kunde Du gøre det ... Som vi dog allesammen holdt af Dig ...

✂ Og atter tog Graaden og Skrigene fat.

✂ Den gamle Frue saa hjælpeløst op paa Knagsted: -

103

✂ Prøv at tale til hende ... bad hun - Frank har forsøgt ... og jeg har forsøgt ... Sonja, lille Sonja dog ...!

✂ Knagsted satte sig i Sofaen og tog en af Fru Sonjas Hænder.

✂ I samme Øjeblik hørte man fra Haven Elses glade Stemme:

✂ - Mirja! Mirja!

✂ - Tja-e ...! Fru Sonja for op:

✂ - Jeg vil ikke se hende! Jeg vil ikke se de andre! Jeg holder det ikke ud ...!

✂ - Nej, nej ... Kom lad os gaa ind til mig ...

✂ Og den gamle Frue lagde en Arm om Svigerdatterens Liv og førte hende med sig bort gennem Kabinettet og ind i sit Soveværelse ...

✂ - Mirja! Mirja!

✂ - Tja-e ...!

✂ - Hyss, lille Else ... lød Frank Neumanns Stemme ude fra Trappen - Mor har Hovedpine og ... og Hother er syg.

✂ Knagsted gik derud.

✂ Else stod foran Faderen og saa opmærksomt op paa ham:

✂ - Du er vist ogsaa syg ...? sagde hun.

✂ - Ja ... lidt ...

✂ - Kys mig ..? bad hun og strakte Armene frem. Han løftede hende op til sig og kyssede hende.

✂ - Dig osse, Onkel Tolder ...

✂ Knagsted kyssede hende. Hun slog Armene om hans Hals og brast i Graad.

✂ - Men Else dog, hvad er der i Vejen?

✂ - Jeg véd ikke ... hulkede hun - men jeg kan ikke la' være ...

✂ Erik kom trillende med sit Tøndebaand. Han havde en Bog under Armen og fløjtede mod Sky.

✂ Da han fik Øje paa Alliken, som havde sat sig paa Kanten af den aabentstaaende Havedør, raabte han:

✂ - Mirja, Mirja! Goddag Jomfru Mirja! Her er jeg!

104

✂ - Tja-e ...! skreg Fuglen tilbage.

✂ Maleren gik ned til ham og tog stille hans Trillebaand: - Husk paa ikke at gøre for megen Larm i Dag, lille Erik ... Mor og Hother er syge.

✂ - Ja ... sagde Drengen - Er det derfor, Du ser saa hvid ud i Ansigtet?

✂ - Ja ... Neumann strøg ham over Kinden - Aa, Tolder, sagde han saa - hvad skal jeg gøre ved de Børn? Jeg kan ikke sige dem det nu straks ... jeg ...

✂ - Er Hanne hjemme? spurgte Knagsted.

✂ - Nej ... hun er ikke kommen fra Skole endnu.

✂ - Der kommer hun! sagde Erik og pegede ned mod Døren i Muren, hvor Hanne netop viste sig fulgt af Knud. De lo og støjede og "sidstede" hinanden og kunde ikke skilles. Indtil Knud endelig smuttede ud og slog Døren i efter sig.

✂ Hanne kom dansende op ad Havegangen. Hendes knæ slog imod Skoletasken. Det lød som Trommeslag. Og dertil nynnede hun et Par Verslinjer, som Fru Sonja altid sang, naar Neumann drog ud i Omegnen for at male:

✂ Vittevittevit, min Mand er fløjet!
Vittevittevit, hvor fløj han hen?

✂ - Er Hother kommet? raabte hun saa - Goddag, Onkel Tolder!

✂ Knagsted tog Tasken fra hende og sagde saa roligt som muligt:

✂ - Hør, lille Hanne, Du er jo en fornuftig Pige; kan Du nu straks med det samme tage Erik og Else med Dig og gaa hjem til mig og sige til Thorvald, at hun skal give Jer noget at spise, og at I skal blive der i Eftermiddag.

✂ - Jamen mine Lektier?

✂ - Dem kan vi senere tale om.

✂ Pigebarnet saa op paa ham: - Hvorfor staar Far med Ryggen til og siger ikke noget?

✂ - Skal vi blive hos Dig hele Eftermiddagen? spurgte Else og hendes Ansigt lyste.

✂ - Ja.

105

✂ - Lige til i Aften?

✂ - Lige til i Aften, ja; og i Nat med.

✂ - Sikken et Sjov!

✂ - Og maa vi ta' Mirja med? spurgte Erik.

✂ - Ja-

✂ Hanne var gaaet hen til Faderen:

✂ - Hvorfor staar Du hele Tiden med Ryggen til? Neumann bøjede sig hurtig ned over hende og kyssede hende:

✂ - Gaa saa, lille Pige ... sagde han - gaa saa!

✂ - Jamen, Far ... Du har jo grædt ...

✂ - Hother er syg, lille Hanne .... meget syg, forklarede Knagsted - Plag nu ikke din Fader mere, men tag de to smaa med Dig og gaa, som jeg har sagt ... Jeg kommer snart hjem til Jer.

✂ Hanne stod lidt og saa hen paa Faderen. Taarerne begyndte at pible frem bag hendes Øjenlaag:

✂ - Kom saa Erik og Else .... Er det farligt med Hother?

✂ - Nej ... ja ... ja, det véd vi ikke endnu, sagde Knagsted - Men gaa nu lille Ven.

✂ Og Hanne tog Børnene ved Haanden og gik langsomt med dem tilbage gennem Haven.

✂ - Mirja! Mirja! Kom! Du skal med! raabte Erik.

✂ - Tja-e ...! skreg Fuglen henrykt og baskede efter dem ...

✂ Kære Far og Mor!

✂ I maa ikke blive vrede paa mig, naar I læser dette og har erfaret, hvad jeg har gjort. Jeg ved jo godt, at det vil gøre Jer meget ondt, at jeg selv berøver mig Livet, men jeg kan ikke holde ud at være til længere. Nu skal jeg fortælle Jer, hvad der er i Vejen, at I kan vide det, og hvorfor jeg skyder mig; det er fordi, at jeg ikke er den rene og gode Dreng som I altid tror, jeg er. Jeg har en snavset Tankegang, men det véd I ikke, for jeg har kæmpet meget for at skjule mit sande Indhold i den sidste Tid. Men saa var det forleden i Sommer engang, at jeg kom ned paa Legepladsen, 106 og Hanne sad der i Gyngen uden Klæder paa, som hun jo altid plejer ligesom de Smaa og gyngede. Hun saa mig ikke, og jeg vilde ogsaa straks gaa min Vej igen, for det passer sig jo ikke at se paa saadant noget saa stor og voksen som jeg er; men jeg blev alligevel staaende, jeg kunde ikke gaa, og hun gyngede højere og højere og stak sine Ben lige i Vejret imod den blaa Himmel, og saa lidt efter sprang hun ned og gav sig til at lege med de smaa; og jeg gik min Vej ned til Vandet og ud paa Markerne langt ud, og derfor var det, at jeg kom for sent hjem til Middag den Søndag, I nok kan huske; men da fejlede jeg ingenting, det var først, da jeg kom op paa mit Værelse og skulde læse Lektier, at det begyndte; og det var, at jeg slet ikke saa Bogstaverne i Bøgerne, men bare hele Tiden Hannes bare hvide Ben imod den blaa Himmel; og naar jeg lukkede Øjnene, saa jeg dem ogsaa, og da jeg slukkede Lyset; og hele Aftenen medens vi var nede at spise og bagefter inde i Dagligstuen, saa jeg dem henne i Krogen over Sofaen og paa Gardinerne og oppe paa Loftet; og kan ikke Mor huske, at Du spurgte mig, hvorfor jeg var saa bleg, da jeg skulde i Seng; det var fordi jeg var saa bange, fordi jeg skulde være alene. Og ganske rigtig, da jeg kom i Seng og havde slukket Lyset, saa jeg Benene igen, og det er blevet værre og værre, for hver Dag der er gaaet, og jeg kunde næsten ikke taale at se Hanne, for jeg syntes, at det var hendes Skyld, og jeg korn saa godt som næsten til at hade hende. Og nu er det over en Maaned siden, og det er ikke bedre, og jeg kan ikke holde det ud, at være saadan en Gris i mine Tanker, og derfor vil jeg ikke leve længere for ikke at gøre Jer mere Sorg. Lev nu allesammen vel, I og Erik og Else, og tænk ikke mere paa mig, for jeg er det ikke værd.

✂ Eders Søn Hother.

✂ I siger det naturligvis ikke til Hanne, at jeg hadede hende, og at det næsten var hendes Skyld, at jeg døde, for hun kan jo ikke gøre for det, at hun er en Pige.

107

✂ Knagsteds Haand sank med Brevet ned i hans Skød ...

✂ Han og Maleren opholdt sig i Atelieret, Tolderen sad paa Divanen, og Neumann gik rastløs op og ned ad Gulvet.

✂ Alle Væggene hang fulde af Studier og færdige Billeder; store og smaa Lærreder, hvorpaa Børnene legede og sprang nøgne omkring. Og Malerens muntre og friske Livssyn havde lagt sorn en sollys Festglans over dem alle ...

✂ Neumann tog Brevet ud af Tolderens Haand:

✂ - Har De lagt Mærke til, spurgte han - at ikke med et Ord nævner han Pastor Sørensen?

✂ - Pastor Sørensen ...?

✂ - Ja; og jeg finder, at alene dette lille Træk viser, hvilken prægtig Karakter Hother var.

✂ - Pastor Sørensen ...? gentog Knagsted - Hvad har han med det at gøre ...?

✂ - Jo, jeg mener, at det er ham, der med sine svinske Fantasier har jaget min Dreng i Døden! Han var nemlig begyndt at opsøge Hother og holde Taler for ham.

✂ Tolderen rystede stille paa Hovedet:

✂ - Kære Neumann, jeg maa gentage, hvad jeg sagde sidst, vi talte om denne Sag: Præsten har handlet i den bedste Mening.

✂ - Saa er det en skidt Mening og en pervers Mening; og det agter jeg at gaa hen og sige ham!

✂ - Det skulde De ikke gøre, kære Ven; han vil ikke forstaa Dem... Han har jo kun fulgt sin Religions Forskrifter.

✂ Maleren standsede brat foran Vennen:

✂ - Sin Religions Forskrifter ... gentog han ophidset - Ja, netop! Havde Jesus været gift eller blot en Smule normalt forelsket, vilde Livet have været langt lettere for os andre at leve; men nu gik han bare altid der og omgav sig med Mandfolk.

✂ - Maler, Maler ...! sagde Knagsted advarende.

✂ Men Neumann lod sig ikke standse: - Det er kristelig set ligefrem "fornemt" ikke at vide af, at der eksisterer mere end ét Køn! vedblev han - Og en Dødssynd er det 108 at se hinanden nøgen. Prøv De at spørge enhver som helst Præst, om han har set sin Kone nøgen, saa vil han forfærdet sige Nej og slaa Kors for sig!... Alt Hykleri har sit Udspring fra Religionerne!

✂ Knagsted tog blidt Maleren i Armen og trak ham ned paa Divanen ved Siden af sig:

✂ - Vær nu rolig, kære Ven, sagde han - vær nu rolig... Jeg kan saa godt forstaa, at denne forfærdelige Ulykke...

✂ Men Neumann sprang igen op. Og idet han strakte sine knyttede Hænder frem i Luften, jamrede han:

✂ - Hvad skal jeg gøre ved den Præst, hvad skal jeg gøre ved den Præst! At tænke sig, at han ikke alene har myrdet min dejlige Dreng, men har ødelagt alt Liv og al Fremtid for os andre! Sonja bliver aldrig, aldrig Menneske mere efter dette ... Hother var hendes Yndlingsbarn, hendes Haab, hendes Stolthed ...!

✂ Uden Hjælp og uden Raad sad Tolderen der paa Divanen foran ham:

✂ - Tiden læger alle Saar, Maler, forsøgte han i sin Raadløshed - Og saa har De jo desuden Deres Kunst...

✂ - Det er ikke mig, der er Tale om, sagde Maleren haardt - Jeg er jo kun Hothers Far... det er Sonja, Sonja ... den arme, arme lille Sonja ...!

✂ Idetsamme blev der banket paa Atelierdøren:

✂ - Hvem er detJ spurgte Knagsted opskræmt. Olga Stuepige kom ind:

✂ - Pastor Sørensen spør', om Herskabet er at faa i Tale ...

✂ Maleren sprang hen imod hende:

✂ - Hvem, siger De?

✂ - Pastor Sørensen ... gentog Pigen og trak sig forskrækket et Skridt tilbage.

✂ - Præsten ...!?

✂ Det lød som et Skrig; og havde ikke Knagsted i samme Nu hugget sine Hænder fast i Malerens Skuldre og af al Kraft holdt ham tilbage, var Frank Neumann rimeligvis faret ud i Entreen og havde slaaet Præsten i Gulvet:

109

✂ - Slip mig! skreg han - Slip mig!

✂ - Men Neumann, Neumann, bedste Ven, saa kom dog til Dem selv ...! Sig til Pastoren, vendte Knagsted sig derpaa til Pigen, som stod bleg af Skræk - Sig til Pastoren, at Herskabet tager ikke imod, og at han ikke skal ulejlige sig herhen oftere; jeg skal komme hen til ham en af Dagene ...

✂ Olga gik.

✂ Endnu holdt Knagsted Maleren fast. Men da Entré- døren var smækket i, løsnede hans Arme sig, og Frank Neumann sank slapt sammen ned paa Divanen ...

✂ Septembersolen faldt ind igennem det skraa Ateliervindue og skinnnede hen over det store Billede nede fra Sundet, hvor Børnene sprang jublende rundt, saa at Vandet stod i Sprøjt omkring dem ...

✂ Malerens Øjne var lukkede, og Hovedet holdt han bøjet ned imod Brystet:

✂ - Og véd De, Tolder ... begyndte han (hans Stemme lød sagte og anstrengt, næsten som trængte Ordene sig frem imod hans Vilje) - Ved De, at denne samme Præst i sin Tid har forført sin Kone, da hun endnu kun var fjorten Aar... og levede sammen med hende som sin Elskerinde, indtil hendes Forældre opdagede det ...!

✂ - Hvad er det dog, De fortæller, Menneske ...? spurgte Knagsted.

✂ - Ja ... nikkede Maleren.

✂ - Og hvoraf ved De det? Hvem har fortalt Dem det? Frank Neumann tav et Øjeblik: - Jeg ved det... sagde han saa.

✂ - Fru Alvilda? spurgte Knagsted - Hun som nu er løbet sin Vej fra ham?

✂ - Ja.

✂ - Har hun selv fortalt Dem det?

✂ - Nej.

✂ - Hvem da?

✂ Atter tav Maleren. Men saa kom det undvigende, ligesom genert:

✂ - Rikke Skade ... medens jeg sad og malede hende ...

110

✂ - Og hvor havde hun det fra da?

✂ - Fra Marie Rullekone, som selv havde hørt Pastorinden slynge sin Mand det i Ansigtet.

✂ - Jamen, kære Neumann, saadanne to Sladrekællinger. Maleren løftede Hovedet:

✂ - Jeg troede det heller ikke den Gang, sagde han - Men nu tror jeg det; jeg ved ikke hvorfor, men nu tror jeg det.

✂ - Det er, fordi De vil tro det.

✂ - Kan gerne være; men jeg tror det altsaa ...

✂ - Arme ulykkelige Mand ... sagde Knagsted uvilkaarlig.

✂ Men det var Præsten, han tænkte paa.

✂ Og da han var kommen hjem om Aftenen og sad i sin Stue med sin Whisky, efter at de smaa Malerbørn var bragt til Ro oppe paa Gæsteværelset, sagde han til sin firbenede Skriftefader og fortrolige:

✂ - Jokum, sagde han - vor lille, kære Ven, Hother Neumann er død i Dag.

✂ Og hør nu godt efter, Jokum, og forstaa det, om Du kan!

✂ Han har dræbt sig selv, fordi en Præst sagde til ham, at det strider imod Religionens Bud og moralske Forskrifter, at Mand og Kvinde stundum finder Behag i at se hinanden nøgne.

✂ Men samme Præst, lille Jokum ... hører Du! ... samme Præst har i sin Tid forført et fjortenaarigt Pigebarn og gjort hende til sin Elskerinde ...

✂ Lirum, Larum Katten gør Æg! Hva'!

✂ Jeg har nu levet i over halvtredsindstyve lange Aar; og endnu har jeg ikke forstaaet et Kvidder af den hele Hurlumhej.

✂ Har Du?

✂ Nej? Vel?

✂ Og ved Du hvorfor?

✂ Fordi ingen af os er Kristne, saaledes som for Eksempel 111 Pastor Sørensen, Borgmesterinde Rosenbaum og Overlærer Clausen er det.

✂ De forstaar det nemlig fra Begyndelsen til Enden ... og længere endnu.

✂ - Og dog, lille Jokum, endte Knagsted og stirrede drømmende ned i sit Whiskyglas - og dog elsker vi denne store, skønne, meningsløse, forfærdelige Verden ...!

✂ Lirum, Larum, Katten gør Æg!

✂ - Læs! kommanderede P. A. Birk. Og Frøken Solberg læste:

✂ - " ... De to Brødre, der bemægtigede sig hver en Cykel i Lundegaard Hegn den Ilte i forrige Maaned, har nu faaet deres Dom. Den lyder paa Vand og Brød i henholdsvis 2 Gange 5 og 5 Dage; men de er bleven betinget benaadet, saaledes at Straffen ...

✂ Købmanden hug Kanonen i Stolearmen:

✂ - "Betinget benaadet" ....! vrængede han - Hvad skal den Humbug til! Naar de har faaet deres Dom, skal de saagu straffes! Landet bliver til sidst fuldt af "betingede" Tugthuskandidater! ... Videre! Men noget andet; det vil jeg ikke høre mere om.

✂ Frøkenen læste:

✂ - "... Fra en Brandtomt i Søderup blev der i April Maaned stjaalet en Kobberkedel, og Mistanken ...

✂ - Fa'en med den skidt Kedel! ... Er der ikke noget med Penge?

✂ Solberg søgte og fandt:

✂ - "... Overretssagfører Søren Larsen og Kontorchef Fritz Meyer har faaet hver 120 Dages Fængsel for Bedrageri ..."

✂ Pludselig lod hun Avisen synke:

✂ - Jeg kan ikke forstaa, Købmand, at De bryder Dem om at høre om al den Sorg og Elendighed ... Og at Aviserne gider skrive det! ... Der skulde ikke staa andet i dem, end hvad der var godt og glædeligt.

112

✂ - De mener kanske, at det hele bare skulde være Guld, Røgelse og Mørbradskær ...? Hvem tror De kerede sig om at læse det, hæ!

✂ - Da er det da ved Gud Godheden, det kommer an paa mellem Menneskene, Hr. Birk.

✂ - Saa-aah ...!

✂ - Ja, det ved da den Evige, det er ... det er derfor vi lever.

✂ P. A. slog ud med Haanden:

✂ - Nunsens! sagde han - Vrævl!... Lad vos saa faa "Ulykkestilfælde"! Er der ingen af dem? Frøkenen krammede iltert Bladet sammen:

✂ - Nej der er ikke. Og nu gaar jeg ud og laver til Middag.

✂ - Ikke klysterisk, Solberg! ... Jeg vil ha' Dødsfaldene først!

✂ - Saa maa Købmanden faa Morten til at læse dem; jeg gør det ikke. (Hun tog sig til Hovedet.) Jeg taaler det ikke, sagde hun - Hele Natten ligger jeg og drømmer om al det grimme, jeg maa sidde her og læse. Jeg farer op af Søvne og skriger. De maa ikke bede mig om det, Købmand. Jeg ser de forfærdeligste Ting for mig med Vand og Brød og Stejle og Hjul og Tugthuskældere og Alterens Sakramente ... De maa ikke forlange det af mig ...! (Her drog hun et favnedybt Suk og spurgte saa i ganske den samme dystertklagende Tone:) Skal det saa være Grønkaal med Gingansflæsk ... og Pandekager?

✂ - Nej Ævleskiver! sagde P. A. indædt - Men hent først Morten!

✂ - Vil Købmanden saa ikke med til Konsulens Fødselsdag?

✂ - Nej, jeg ta'r ikke med til Fallitspillergilder; saa skulde han ha' det og hænge sin Hat paa senere.

✂ - De er en grusom Fader ...! Nu sidder Toldkontrolørens Jokum igen ude i Gaarden og snuser efter Diana, endte hun.

✂ - Ja--e, han har det ikke efter fremmede ..

✂ - Hvad mener De?

113

✂ - Ligger ikke Tolderen selv i Bigami med sin Husholderske, si'er de.

✂ - At Købmanden kan faa saadanne Ord over sin Mund!

✂ Solberg bruste hen imod Spisestuedøren.

✂ - Hent først Morten! lød det fra P. A.

✂ Frøkenen gjorde omkring og gik ud i Butikken, der stadig stod i direkte Forbindelse med Birks Lejlighed.

✂ Et Øjeblik efter kom hun tilbage med Morten.

✂ Han var Krambodlærling, 16-17aarig, lang, duknakket, mager, hvidhaaret, lysblaaøjet og med store af Sildelage glorøde Næver.

✂ Fuld af Ærefrygt sneg han sig sidelæns ind i Stuen. Benklæderne naaede ham kun til Anklerne; Træskoene havde han sat af i Entreen og Strømperne var af tyk, graa Uld med hvide Hæle og Tær.

✂ - Er det Morten? spurgte P. A. barsk og satte Kanonen paa ham.

✂ - Jovel ...!

✂ - Giv ham Avisen, Solberg; sæt ham paa Stolen, og vis ham Dødsfaldene.

✂ Morten blev anbragt som befalet og begyndte at læse.

✂ Hans Stemme faldt behageligt i Peter Arons Øren, thi den havde Købmandens egen landlige Klang af Mark og Hede. P. A. satte stor Pris paa denne Dreng, han genoplevede ved ham sin egen Ungdom, og han ønskede ofte, at han havde været hans Arvtager og Efterfølger i Stedet for den Paafugl af en Datter, Gud havde velsignet ham med.

✂ - "... Herved bekendtgøres for fraværende Slægt og Venner," læste Morten - "at det har behaget Gud den Almægtige i Gaar at kalde til sig ..."

✂ Frøken Solberg var brust ud i Køkkenet, hvor hun satte Johanne Kokkepige i Gang med Kaalen og Æbleskiverne.

✂ Derpaa fôr hun ind paa sit Værelse og kom straks efter tilbage iført Hat, Kaabe og Handsker og fulgt i Hælene af Jordens ynkeligste Hønsehund, som hun førte i et 114 Baand. Den næsten kravlede efter hende i sin forskræmte Ydmyghed, mager, skidden og med rædde om Naade tryglende Øjne.

✂ Det var en Fruerhund og dertil "løbsk".

✂ - Uf! sagde Johanne - at Frøkenen vil gi' sig af med al det Hunderak!

✂ Solberg overhørte Udbruddet. - Jeg har opspurgt Ejermanden, sagde hun - Det er Teglbrænder Svane. Dyret hedder Diana. Jeg løber om med det inden Middag.

✂ - Saalænge der er Mennesker, der lider Nød, mente Johanne - saa si'er jeg, lad Fanden skøtte Dyrene!... Huit-ti kyste hun saa pludselig og baskede ud med Armene, saa at Hunden rædselslagen væltede ind under Køkkenbordet.

✂ - Men Johanne dog, har De intet Hjerte!

✂ - Hut-t! sagde Pigen igen - jeg vil ikke se det Spøgelse inden for min Køkkendør!

✂ Og Dyret tumlede hovedkulds ned ad Trappen ud i Gaarden og trak Solberg efter sig.

✂ Men derude sad Jokum ...

✂ No. 241 - stod der at læse i Frøkenens Hundebog - brunplettet Hønsehund (Tæve), tilløbet 27/9; Ejer, Teglbrænder Søren Svane, Knæstræde 15. - Leveret tilbage 29/9.

✂ Husene i Knæstræde var enetages, skæve og af Bindingsværk. De laa opad hinanden kælent som i en glad Rus og saa polisk henrykte ud med deres smaa skælmsk blinkende Vinduer. Men det var Løgn. Indenfor var der kun Fattigdom, Sorg, Nød, Svamp og Elendighed ...

✂ En værkbruden Trætrappe uden Rækværk førte op til No. 15, hvor Teglbrænder Svane boede. Døren var en Halvdør, hvis øverste Del stod aaben, saa at man saa' ind i en Forstue næppe rummeligere og mere højloftet end en god Pakkasse stillet paa Højkant.

✂ Til venstre i Forstuen sad en Dør ind til Lejlighedens eneste Beboelsesrum.

115

✂ - Hvem er det ...? spurgte en sur Kvinderøst, da Solberg bankede paa og aabnede.

✂ To halvnøgne Unger, en Dreng og en Pige, kravlede rundt paa Gulvet derinde og legede Hest.

✂ Paa en Løjbænk under Vinduet sad Madam Svane og gav et Diebarn af Hankøn Bryst.

✂ - Er Manden hjemme? spurgte Solberg - Vil Du væk! sagde hun saa og baskede efter Jokum, som trængte paa Diana og blev nærgaaende.

✂ Børnene paa Gulvet indstillede deres Leg:

✂ - Der er Jane ... sagde Drengen.

✂ - Med en fremmed Dame ... sagde Pigen.

✂ - Er Manden hjemme? spurgte Solberg igen - Her er jeg med hans Hund, som er kommen tilløbende.

✂ En Stribe Sol faldt i det samme ind gennem Vinduet. Barnet ved Brystet greb smilende efter den.

✂ - Hjemme ...? snøftede Madam Svane - Ved Frøkenen da ikke, at han er rendt?

✂ - Rendt ...?

✂ - ja ... til Hamborg med Marie Sønnichsen ... Der kom Brevkort fra dem i Torsdags med Bismark paa, at nu kunde jeg bide mig i Næsen.

✂ Taarerne drev Konen ned over Ansigtet. En af dem faldt varm og tung paa Diebarnets Pande. Straks glemte Ungen Solen og stak i Graad.

✂ Moderen ænsede det ikke.

✂ - Ligefrem rendt fra Dem? spurgte Solberg rystet i sin Jomfrusjæl - Og her kommer jeg endda med hans Hund.

✂ - Ja, den faar Frøkenen ta' med sig igen ... Her er ikke Føde i Huset til Mennesker end sige da til Dyr.

✂ - Rendt fra Kone og Børn ...!

✂ - Ja, ha'de man endda ikke været gift med ham! hulkede Konen.

✂ - Det maa De ikke sige, Madam ...

✂ - Jo, det siger jeg ... for saa ha'de man da kunnet faa Bidrag af det offentlige ... Vi ha'de de to, før vi blev gift; men saa vilde han jo giftes, det var lettere for ham; Loven ta'r sig jo kun af de uægte ...

116

✂ - Hum ...! sagde Solberg - Men saa staa dog stille Hund! skændte hun og halede i Snoren.

✂ Diana ønskede øjensynligt at komme i Lag med Jokum. Madam Svane gentog:

✂ - Ja saadan er Loven ...

✂ - Umuligt, Madam Svane.

✂ - Saadan er Loven, jo!

✂ - Jamen det er jo at sætte Præmie paa ... ligefrem paa ...

✂ - Ja! Og derfor skulde En aldrig være gaaet hen og ha' giftet sig ...

✂ - Saa! der slap Hunden løs! Diana, Diana!

✂ Frøkenen for ud paa Gaden. Men Diana forsvandt i det samme oppe om Hjørnet ved Træhandlerens, stærkt trængt af Jokum.

✂ - Ja, saa faar vi vel lade Diana skøtte sig selv ... sagde Solberg med et Suk - Hvor havde I ellers Raad til at holde Hund? spurgte hun, da hun kom ind igen.

✂ - Det var Søren ... han var lisom han var tosset efter at gaa paa Jagt ...

✂ - Jeg synes, De fortalte mig forleden, at De et Par Gange havde faaet Hjælp af Toldkontrolør Knagsted?

✂ - Ja, det var osse Søren. Han skrev rundt omkring for at faa Penge til sine Søndagskalaser ... Han sa'e, han gik i Kirke. Det var paa saadan en Tur, at han traf Marie Sønnichsen ... Og nu sidder vi andre med Svien.

✂ Solberg stod lidt og blankede, der kom hende noget vaadt i Øjnene.

✂ Saa tog hun Portemonnæen frem og fiskede en Krone op:

✂ - Jeg interesserer mig jo ellers mest for Dyr, sagde hun - Hver har nu sit ... Men værsgod ... Og saa ser jeg hen til Dem en anden Gang, for naar Øvrigheden ikke vil tage sig af Dem, saa maa vi andre.

✂ Madam Svane huggede gridsk Pengestykket og spyttede paa det:

✂ - Tak! sagde hun - Og til Lykke og Velsignelse! Frøkenen gik hen imod Døren:

117

✂ - Ja, Hunden bryder De Dem vel saa ikke om at faa igen?

✂ - Nej; vi er saamænd nok foruden ... Men kunde Frøkenen gøre noget til at faa Loven forandret, saa at ikke enhver Halløjtøs kan grine af en gift Kone, naar de møder En paa Gaden, saa ... Sig Tak til Damen Børn!

✂ - Tak ... sagde Ungerne paa Gulvet. Dierten havde skraalet sig i Søvn. Solberg tog Afsked og gik ...

✂ Da hun kom hjem i Købmandsgaarden, stod begge Hundene der. Og Jokum havde faaet sin Vilje.

✂ Saa oprandt Bankdirektør Konsul Hagbart Wævers 50-aarige Fødselsdag ...

✂ Men forinden hændte der noget, som bør berettes:

✂ Kornet var kørt i Lade. Stubmarkerne laa gule og skinnende. Tærskeværkerne brummede fjernt og nær.

✂ Der var dejligt at gaa ad Elmestien, som førte tværs ind gennem Løvenholms Marker. Den snoede sig op over Bakker og ned igennem Dale og rørfyldte Moser. Og i hele sin Længde var den paa begge Sider hegnet af højstammed Elmetræer, hvis ru Løv nu i det gryende Efteraar lyste gulbrunt i Solen ...

✂ Knagsted kom en Formiddag trækkende ad Stien med sin Cykel. Han havde været en Morgentur i Løvenholms Skove og var nu for hjemgaaende.

✂ Rundt paa Engene og de indhøstede Marker gik Gaardens rødbrogede Køer og græssede løse og utøjrede, kun vogtede af en lille livsglad Hyrdedreng, der sang mod Himlen og knaldede utæmmet med en gammel værkbruden Pisk ...

✂ Men pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig. Og da Tolderen skyndsomst bøjede om et Hjørne af Stien, saa han Borgmesterinde Rosenbaum komme flyvende i Rædsel ned over Markerne ivrigt forfulgt af Løvenholms store Præmietyr, som paa en eller anden Maade var sluppen løs af Stalden.

118

✂ Efter Tyren igen benede Vogterdrengen raabende, skrigende, knaldende.

✂ I et Sekund for den Tanke igennem Knagsteds Hjerne: Lad den bare stange hende! Men i næste Øjeblik satte han Cyklen fra sig for at styrte Damen til Undsætning.

✂ Da saa han hende pludselig gøre Holdt, hurtig bøje sig forover, slaa Kjole og Skørter frem over Hovedet, flaa Benklæderne til Side og stikke sin sylformede, nøgne Bagdel frem imod Fjenden. Knagsted standsede: - Du almægtigste Skaber!

✂ Vel havde han i sin Barndom hørt Abildtorpegaardens Tjenestefolk fortælle, at dette var det bedste Middel til at lamme en uvan Tyr; men aldrig havde han tænkt sig Tricket udført i Virkeligheden:

✂ Og nu stod Borgmesterinden deri - Du almægtigste Skaber!

✂ Da ser han Tyren stoppe op midt i sin Fart, stivnet, hypnotiseret, med Benene strittende til alle Sider og blodunderløbne Øjne, blændet af Damens Manøvre ...

✂ I det samme springer Vogterdrengen til, griber fat i Tovet, der hænger ned fra dens Næsering, og raaber med høj Røst:

✂ - Nu kan Borgmesterinden godt la' falde, nu har jeg ham!

✂ Hvorpaa han resolut vender Bestiet og trækker af med det tilbage imod Gaarden ...

✂ Knagsted var diskret smuttet bag en Busk. Og her fra saa lian "Sengeladet" skyndsomst ordne sine Klæder og sætte i Løb ad Søby til ...

✂ Dette var Beretningen.

✂ Hr. Toldkontrolør Knagsted

✂ bedes føre

✂ Fru Borgmesterinde Rosenbaum til Bords.

✂ Tolderen havde inde i Dagligstuen holdt Kortet op for Næsen af Konsulinden:

119

✂ - De ved jo, at jeg ikke kan fordrage det Fruentimmer!

✂ - Ja ... Og hun heller ikke Dem! havde Konsulinden leende svaret og var forsvunden imellem Gæsterne.

✂ I den store, hvidlakerede Spisesal var der dækket til 50; en Gæst for hver af Konsulens svundne Aar.

✂ Selv sad han for Bordenden, høj, elegant, unærmelig, engelsk med Priorinden for det adelige Frøkenkloster, Emely von der Seele, ved sin Side.

✂ Kammerherre Løvenfeldt førte Konsulinden. Borgmester Rosenbaum (en ganske lillebitte Mand) hans Datter Michaela; Folketingsmand Hansen-Højreb (i Dagens Anledning indforskrevet fra Hovedstaden) Fru Etatsraadinde Abrahamson, Lykkesgave, o. s. v. o. s. v....

✂ Men den, der vakte mest Opmærksomhed i Selskabet, var dog Skovrider Treschau. Han havde aldrig været der i Huset før: Skulde der virkelig være noget om Rygterne ...!

✂ Konsulen hævede sit Glas og saa ud over Forsamlingen:

✂ - Mine Damer og Herrer, velkommen til Bords!

✂ Foran hver Kuvert laa en Halvkreds af seks pragtfulde Orkidéer direkte ankommet fra Hovedstaden ligesom Folketingsmanden. Man sagde, at de havde kostet en Krone pr. Styk.

✂ Tre femtenarmede elektriske Kroner lyste ned over Bordet. Og langs Væggen sad talrige Lampetter.

✂ Borgmesterinden var i karmesinrød Atlask med sorte Kniplinger om Bryst og Hals for at skjule Tremmeværket:

✂ - Hvad gi'r De mig! hviskede hun til Knagsted - Skovrideren!

✂ - Ja, hvad han? brummede Tolderen med Harmetotten paa heel.

✂ - At han kommer heri

✂ - Hvorfor skulde han ikke det, naar han bliver inviteret? Det er jo et meget pænt Hus. Fruen kommer her jo selv.

✂ - Hæ! sagde Damen og vendte sig til sin Sidemand, Stiftprovst Vedel ...

120

✂ - Abrahamson ...? spurgte Folketingsmanden sin Borddame (han havde en klædelig Dialekt) - Abrahamson ... var det ham ... Kasper, der digtede?

✂ - Ja, nikkede Etatsraadinden afmaalt - det var det!

✂ - Og hvordan er Fruen saa kommen til at slaa sig ned her paa Egnen da?

✂ - Vi arvede Lykkesgave efter en Onkel af min Mand.

✂ - Det var saa en Gaard da, der svarede til sit Navn!

✂ - Vi satte min Mands afdøde Onkel meget højt, Hr. Hansen!

✂ - Ja-e ... ja, naturlig! ... Har De Børn?

✂ - Ja, en Søn, der bestyrer Gaarden.

✂ - Er det en stor Gaard?

✂ - 500 Tønder Land ...

✂ - Ja, min er kun paa 70 ... Skal vi smage paa Vinen? Skaal! Mig en Fornøjelse at ha' gjort Etatsraadindens Bekendtskab.

✂ Hansen-Højreb tømte sit Glas til Bunds. Etatsraadinden nippede til sit.

✂ Seks sortklædte, hvidkappede Piger serverede. Deres røde Poter var stukket i hvide Bomuldshandsker. Og disse undertiden igen i Saucen.

✂ Menuen lød paa ti Retter Mad og otte Slags Vin.

✂ - Jeg elsker Skildpaddesuppe! sagde Stiftprovstinde Vedel til Distriktslæge Claudius - Det gav Børnene os til vor Guldbryllupsfest.

✂ - Ja, nikkede Distriktslægen, der helst tav under et Maaltid - det smager ogsaa godt ...

✂ Isenkræmmer O. W. Fredriksen, Medlem af Menighedsraadet, rullede Næse og mente, at en kraftig, fladlandsk Oksekødsuppe slog alle Rekorder.

✂ Men Overretssagfører Ivar Petersen, ("Potten" kaldet, fordi Kan kun var udstyret med ét Øre) havde en Gang i Berlin spist Kænguruhalesuppe, bare for at prøve, fortalte han Fru Mæglerinde Blom - og den smagte, forsikrer jeg Dem, fortrinligt!

121

✂ - Kænguruhalesuppe ...! gentog Mæglerinden stødt - Ja, de skal jo ogsaa derude (hun mente uden for Fladland) spise Frølaar og ristede Snegle.

✂ - Ja-ah! det havde Konsulinden engang faaet i Paris; men hun kunde ikke faa dem ned ... Vel Hagbart? raabte hun til sin Mand - Jeg kunde ikke faa de stegte Snegle ned?

✂ - Nej! lo Konsulen med sin Automatlatter (det var, som blev der puttet en Tiøre i ham, og saa lo han tørt og træet: haa, haa, haa! uden at en Muskel rørte sig i hans Ansigt) - Det var et Syn at se min Kone! vendte han sig til Priorinden - Men forsøge vilde hun jo!

✂ - Ufjafyda ...! sagde Priorinden.

✂ Hansen-Højreb konverserede paa ny Etatsraadinde Abrahamson:

✂ - Jeg har ogsaa digtet engang ... sagde han.

✂ - Ja, saa ...

✂ - Det var en Komedie ... den hed smen "Kongens Handske" og foregik i Riddertiden ... Jeg spillede selv med ... det var paa det gamle Teater i Grønby ... fyrretyve Aar siden ... Etatsraadinden kan vel ikke huske noget om det? Det gjorde da ellers Opsigt.

✂ - Det vil jeg tro, sagde Etatsraadinden - Men jeg kan ikke huske det ...

✂ - Ja for Alderen har de Da ... vi er vel ungefær lige gamle? sagde Folketingsmanden og skænkede sig det tredje Glas Sherry til Suppen. Han begyndte at blusse. Han var ingen Kostforagter, naar andre trakterede. Til Hverdag, naar han selv skulde betale, nøjedes han med en Dine til! Kr. 25 og en halv Skibsøl.

✂ Toldkontrolør Knagsted sad stille hen og smilede. Line Meincke havde faaet Husets jævnaldrende Søn og eneste Barn til Bords. Han gjorde Stormkur til hende; laa halvt hen over hende og snakkede løs.

✂ Line havde trukket sig saa langt tilbage paa Stolen som muligt og saa hjælpeløs ud.

122

✂ - Frejlif ...! raabte Konsulinden manende tværs over Bordet.

✂ Sønnen rettede sig og tav; men kun for et Øjeblik, saa tog han fat igen.

✂ "Forsøgsdyret" hed han i Folkemunde, fordi han var kommen for tidlig til Verden og havde maattet tilbringe de første otte Uger af sit Liv i en Terrin med lunkent Mælk. Han var desaarsag aldrig bleven færdig, havde ingen "Form" faaet, saa ud, som var han lavet i et Akvarium; lignede en rakitisk Frø, mager, fladtrykt, med lange, slatne Arme og Ben, bred Mund og udstaaende Øjne. Ikke desto mindre ansaa han sig selv for at have Kvindetække; var lapset paaklædt, pomadiseret, soigneret og nærgaaende. Dog ubegavet var han ikke; tværtimod. Han kunde ofte sige onde og træffende Ting. Men desværre led han af epileptiske Anfald, som voldte, at han i lange Tider kunde ligge sløv og viljeløs hen ...

✂ Line sendte Tolderen et fortvivlet Blik.

✂ - Skaal! nikkede Knagsted tilbage for at trøste hende og løftede sit Glas.

✂ - Skaal! Skaal! Hr. Toldkontrolør! lo unge Wæver smigret - Drik dog med Toldkontroløren, Frøken Meincke! sagde han og lagde en Haand paa hendes nøgne Arm.

✂ Line gyste og rev Armen til sig. Hans Fingre var kolde og dertil klamme som vaade Handsker.

✂ - Skaal! sagde Tolderen igen. Og saa drak de alle tre.

✂ Stiftsprovst Vedel holdt Menuen en halv Alen ud fra sig:

✂ - Fiskefilet a la Orly ... læste han.

✂ - Stiftsprovsten holder af Mad? spurgte Frøken Løvenfeldt.

✂ - Ja, bliv De først i inin Alder, lille Frøken! nikkede han tilbage.

✂ Men Frøkenen hørte ham ikke. Hendes store, mørke Øjne gled stadig forskende over imod Skovrideren, der 123 ivrigt konverserede sin Borddame, Fru Overretssagfører Ivar Petersen, som lo og lo, saa morsom var han.

✂ - Jo, fortalte Hansen-Højreb og tømte det andet Glas Mosel til Fisken - jeg har saamænd været flere Gange tilsagt til Taffels hos de to salig afdøde Fyrster; og jeg maa sige, at det gik til uden Spor af Dikkedarier, ganske borgerligt... Har Etatsraadinden været der?

✂ - Ja, medens min Mand levede ...

✂ - Hum... ja, nogen Fornøjelser gaar der jo altid tabt, naar man sidder Enke ... Ha, ha! lo han pludselig op - Se, hvor fine Konsulens Stuepiger er med Vanter paa! Det var de ikke engang ved Hoffet... Skal det være et Glas Vin til?

✂ - Nej Tak, nej Tak ...!

✂ Etatsraadinden holdt sin Haand skærmende over Glasset; men Folketingsmanden skænkede gavmildt løs alligevel, saa Vinen flød over Damens hvide Fingre:

✂ - Ha, ha! lo han - De skal sgu ha' den!

✂ Borgmesterinde Rosenbaum sad og legede med en af Blomsterne fra Bordet:

✂ - Sig mig, Hr. Toldkontrolør, forsøgte hun paa ny en Tilnærmelse - hvad betyder egentlig Ordet Orkidé?

✂ Det gav et Choc i Tolderen: - Kan jeg ikke sige Dem, Fru Borgmesterinde!

✂ - Véd De det ikke?

✂ - Jo ... men jeg kan ikke sige Dem det. Fornærmet vendte hun sig mod sin Sidemand:

✂ - Vil Stiftsprovsten maaske?

✂ - Hvilket?

✂ - Sige mig, hvad Ordet Orkidé betyder? Den gamle Herre rødmede helt op under sit hvide Haar: - Det er græsk ... sagde han.

✂ - Jamen, hvad betyder det?

✂ - Det... det kan jeg ikke sige ... I det samme kom en af de bomuldsvantede anden Gang med Fisken. 124 Hansen-Højreb og Forsøgsdyret var de to eneste, som forsynede sig.

✂ Frøken Løvenfeldt havde endelig fanget Skovriderens Blik og holdt det fast. Han hævede sit Glas og hilste.

✂ - Skovrideren vil drikke med Borgmesteren ...! sagde hun og drejede Ansigtet bort.

✂ Efter Fisken kom Oksemørbrad Bearnaise. Snakken og Larmen steg... og Temperaturen

✂ - Konsul! raabte Kammerherren og løftede Champagneglasset. - De drikker ogsaa Louis Roederer extra dry, ser jeg!

✂ - Selvfølgelig, Hr. Kammerherre ...! Tillader De ...?

✂ - Mig en Ære ...! de tømte Glassene - Ah-h! nikkede Kammerherren - Superb! Den eneste, man kan drikke!

✂ Hansen-Højreb rejste sig (lidt rød og vaklende) for at udbringe Fødselsdagsbarnets Skaal.

✂ - De Bønder trænger sig da ogsaa frem alle Vegne! mumlede Stiftsprovsten. Han havde selv forberedt sig paa en Tale.

✂ Folketingsmanden motiverede sin laudatio derhen, at Konsul Wæver var en Mand, der gik i Spidsen for Bevægelsen (dette tog Sigte paa Konsulens Omslag fra stok Højre til moderat Venstre) ... en Mand, der gik i Spidsen for Bevægelsen altsaa, og en Mand, der gav Byen Storstadssving ved sin Personlighed, sit Forretningstalent, sin Bank, sin "skjønne Bolig", sin rige Selskabelighed, sin "overdaa-di-ge Gjæstfrihed" ... Og han endte sin Tale med de Ord: Fordum tnaatte vi Bønder æde vor medbragte Mad i en lille Stue foran Købmandens Kontor; nu bliver vi sat til Højbords og beværtet sammen med andre Honoratiores! Det er den nye Bevægelse, og det er den, Konsul Wæver som en Førstemand deltager i; og det bringer jeg ham min Tak for!... Bankdirektør, Konsul og Kjøbmand Hagbart Wæver længe leve!

125

✂ Da Hurraraabene var sagtnet af, faldt der i et Sekund som en underlig død Stilhed over Forsamlingen.

✂ Men saa sagde Konsulinden ... hun sagde det ikke videre højt, men det klang i Tavsheden vidt ud over Salen:

✂ - Jeg vilde nu have haft Bordmusik! sagde hun.

✂ - Nej, nej!

✂ - Jo, jo!

✂ - Nej, saa kan man jo ikke høre Ørenlyd! lød det rundt omkring fra.

✂ Og Snakken steg paa ny forløst imod Loftet:

✂ - Har De hørt, at der kommer Cirkus til Byen!

✂ - Er det Baronens?

✂ - Ja.

✂ - Jamen har De hørt, hvem der kommer med?

✂ - Nej ...?

✂ - Alvilda Magni!

✂ - Hvem er det?

✂ - Fru Sørensen ...! Pastorinden ...! Hun er bleven Beriderske nu.

✂ - Det siger De ikke, Fredriksen!

✂ - Jo ... Hendes Fader var noget lignende.

✂ - Har Stiftsprovsten hørt det?

✂ - Nej, jeg har saamænd ikke ...

✂ - Og Frøken Løvenfeldt heller ikke?

✂ - Nej ...

✂ - Ah, engelsk Selleri med Marv!

✂ - Det var nok en hel Tyrefægtning, ha, ha!

✂ - Er det virkelig sandt, Hr. Kammerherre?

✂ - Paa Ære! ... Vogter drengen saa det hele; og han har fortalt det til Fodermesteren.

✂ - Gud-d ...!

✂ - Hvordan bærer Malerens derude Sønnens Selvmord?

126

✂ - Verdensfreden! Verdensfreden! Jeg blæser af Verdensfreden!

✂ - Et Land maa da forsvare sin Selvstændighed!

✂ - Kvindens fornemste Pligt er at være velskabt, Hr. Proprietær; saa Fanden med Klæderne!

✂ - Agerhøns! Nu skal vi have Agerhøns!

✂ - Ja, jeg har saamænd ogsaa digtet en Gang ... det var en Komedie... "Kongens Handske" hed den ... og jeg optraadte selv... Har Etatsraadinden ikke hørt om det...?

✂ - Vil Stiftsprovsten saa ikke sige mig, hvad Ordet Orkidé betyder?

✂ - Tør ikke, Fru Borgmesterinde, tør ikke ...!

✂ - Frejlif! Du maa ikke plage Frøken Meincke!

✂ - Og saa kan De tænke Dem, han kalder hende "Thorvald"!

✂ - Og vi her i Byen, der er saa rene!

✂ - At gamle Birk vil finde sig i Solbergs Hundekommers!

✂ - Har De aldrig elsket?

✂ - Joh, morderlig!

✂ - De er søde, de to smaa Frøkener Meincke.

✂ - Det er et Binyrepræparat, Fru Stiftsprovstinde.

✂ - En Dame gaar kun til Bæltestedet; og saa begynder hun igen ved Knæene. Gud maa vide, hvordan hun bærer sig ad med at faa Børn!

127

✂ - Næmen se Hansen-Højreb! Hvad gaar der af harn! Er han fuld! Han er ganske grøn i Ansigtet!

✂ - Stratsburger Gaaselever Postej Aspic ... Hvad er Aspic for noget....?

✂ - Arme Frøken Løvenfeldt, først Pasforinden og nu Konsulinden!

✂ - Sikken et Ædegilde!

✂ - Var der Østers i Saucen?

✂ Blind Høne kan ogsaa finde en Hane!

✂ - Drikker Borgmesteren ikke Champagne?

✂ - Næmen se, se dog Folketingsmanden! Jeg tror, han er ved at kaste op!

✂ - Men Du gode Gud sikken Skandale!

✂ - Ja det har De da ved Gud Ret i!

✂ Kammerherre Løvenfeldt slog paa sit Glas, rejste sig og udbragte et Leve for sin "skønne Borddame, den evigunge Konsulinde, Hustruen, Moderen, den gæstfri Værtinde"...

✂ Lidt efter bad Overretssagfører Ivar Petersen Selskabet tømme et Glas for Sønnen, "det unge Haab, Familienavnets hidtidige eneste Fremtidsbærer".

✂ Saa kom Vanterne med Desserten: Omelet surprise, Vindruer, Nødder, kandiserede Frugter, Chocolader ... Sherry, Madeira, Portvin ...

✂ Lige idet Konsulen skal til at byde Velbekomme, rejser Etatsraadinde Abrahamson sig med et Udraab, og man ser hendes Bordkavaler Hansen-Højreb tumle ned igennem Salen og forsvinde i Entreen.

128

✂ I den Forvirring, som derved opstaar, bøjer Borgmesterinden sig hurtig frem mod Stiftsprovsten og hvisker:

✂ - Sig mig det saa, Deres Højærværdighed?

✂ - Hvilket?

✂ - Hvad betyder Ordet Orkidé?

✂ Og Stiftsprovsten, der er bleven glad og fordomsfri ved Maden og Vinen, hvisker tilbage:

✂ - Det er noget ved os Mandfolk, som man ikke gerne nævner, Fru Borgmesterinde.

✂ - Ah ...! Saa véd jeg det, saa véd jeg det!

✂ - Nej, "De ta'r fejl, kære Frue ... det er det, der hænger nedenunder!

✂ Stolene skubbedes tilbage ... Taflet hævedes ...

✂ Endnu før Kaffen var drukket, aabnedes Fløjdørene ind til Havesalen; Dansen skulde begynde. To Violiner, en Fløjte og et Fortepiano arbejdede paa Livet løs ...

✂ Line Meincke var heldig sluppen væk fra unge Wæver og sad nu og snakkede og lo sammen med Søsteren Mine og Christian Werner, som havde haft hinanden til Bords.

✂ Da stod Forsøgsdyret pludselig igen foran hende:

✂ - Frøken, sagde han og lagde hendes Arm i sin - vi skal aabne Ballet.

✂ - Jeg har lovet at danse med Christian Werner ... lød det hurtigt.

✂ - Man danser første Dans med sin Bordkavaler. Werner skal danse med Deres Søster. Line trak Armen til sig:

✂ - Jeg er træt ... jeg vil hellere vente ... Men han fangede hende ind og bøjede sit Ansigt tæt ned over hendes.

✂ Line udstødte et Skrig og kæmpede for at komme løs.

✂ - Frejlif dog! Hvordan er det, Du behandler den unge Pige!

✂ Det var Konsulinden, der var ilet til. Hun kendte Sønnens Ubeherskethed fra Tjenestepigernes Klager.

✂ Drengen vendte sig om imod hende. Hans Frøøjne skinnede ondt:

129

✂ - Pas Du din Skovrider! sagde han og trak af med Line ind i Balsalen.

✂ Ungdommen sluttede sig til, Par efter Par Salen rundt. Det var Jokum den Syttendes Honnørmarch, der spilledes.

✂ - Og her staar Husets skjønne Værtinde saa ensom og alene ...! sagde Hansen-Højreb, han kom bleg og svedig ind fra Entreen - Mon De ikke kunde skaffe mig en god stærk Kop Kaff, Fru Konsulinde?

✂ - Jo .. jo .. nu skal jeg..! og Konsulinden skyndte sig bort igennem Stuerne.

✂ - Der er Folketingsmanden ... Der er Hansen-Højreb ... Saa har han dog klaret den! hviskedes der rundt omkring fra Grupperne.

✂ - Ja, vi fandt ham ude paa W. C.; han laa paa Knæ og ... Staamigbi! ned i Kummen! oplyste O. W. Fredriksen - Vi vilde ha' ham til at lægge sig lidt paa en Chaiselongue, eller køre hjem ... Men tror De, Manden vilde!

✂ - Og en Kunjak; raabte Folketingsmanden efter den flygtende Fru Wæver - En Kunjak til Kaff'taaren, bitte Frue!

✂ Konsulen kom gaaende elegant, stilfuld, engelsk fra Herreværelset. Han holdt fire Kort vifteformet anbragt i den fremstrakte Haand:

✂ - L'hombre? spurgte han - Whist? Bridge?

✂ Fra Havesalen lød taktfaste Klavertoner. Nu polkeredes der.

✂ Lige inden for Døren sad Borgmesterinden omringet af en fem-seks Damer. Hun ragede op imellem dem som Stangen i en Platmenage og hug Øjnene i de dansende, efterhaanden som de kom forbi.

✂ - Naah! sagde hun - Endelig har de da fundet hinanden!

✂ Damerne fulgte hendes Blik.

130

✂ Det var Skovrider Treschau og Frøken Løvenfeldt, der havde vakt hendes Interesse. Tavse gled de frem over Gulvet. Et skønt Par; høje og ranke, som skabte for hinanden. Hun laa hengivent i hans Arm; Hovedet let tilbagelænet, bleg med Øjnene halvt lukkede, medens Skovriderens lange Vildmandsskæg strøg ligesom kærtegnende frem og tilbage over hendes nøgne Hals.

✂ - Næ! sagde Borgmesterinden - Dette er dog ...!

✂ - Og se Konsulinden! hviskede Fru Overretssagfører Petersen - Se Konsulinden!

✂ - At hun dog ikke kan beherske sig! sagde Mæglerinde Blom.

✂ Fru Wæver stod i Døren til Dagligstuen som hypnotiseret af det dansende Par.

✂ - Mor! raabte Frejlif, der strøg forbi med den yngste Frøken Blorn - Mor! raabte han og lo kvækkende - Er Du faldet i Trance!

✂ Konsulinden gjorde hastig omkring og forsvandt.

✂ Hansen-Højreb havde arrangeret sig med sin Kaffe og Kognak inde i Kabinettet. Nu var han igen helt Karl for sin Hat. Farven var vendt tilbage paa hans Kinder:

✂ - Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde! lo han svedent og pegede rundt paa Kammerherre Løvenfeldt, Stiftsprovst Wedel, Bryggeriejer Sandberg og sig selv - Før var det Jer ... nu er det vos!

✂ - Politik er Svindel! sagde Stiftsprovsten - Jeg har aldrig villet give mig af med Politik.

✂ - Kommer Bondemand til Ære, han ved ej, hvordan han skal være! citerede Løvenfeldt rød i Kalotten.

✂ - Jo, han ved, Kammerherre, jo han ved, gnækkede Højrebet - Han la'r Jer snakke, og saa handler han imens!

✂ - Handler, ja! Men mon til Fordel for andre end sig selv!

✂ - Var I kanske den bare Opofrelse, da I sad med Magten?

✂ - Tales her Politik? spurgte Konsulen, han kom rolig og smilende ind fra Salonen - Det er ellers forbudt.

131

✂ Hansen-Højreb rejste sig:

✂ - Ja, lo han - De har Ret, Konsul! Det er sgu osse meget fornøjeligere at gaa ind og skære en Rundtenom med Smaapigerne.

✂ Men da han var naaet hen i Døren, vendte han sig:

✂ - Og naar vi nu osse faar smidt Jer ud af Landstinget, bitte Kammerherre, spurgte han grinende - hva' saa mon? Hæ!

✂ Kammerherren vidste i sin Vaande ikke andet at svare end at rykke frern med Citatet fra før:

✂ - Kommer Bondemand til Ære, raabte han - han ved ej, hvordan han skal være!

✂ - Politik er Svindel! repeterede Stiftsprovsten.

✂ Kun Bryggeriejer Sandberg, der hidtil havde forholdt sig tyk og tavs (Han var Medlem af Menighedsraadet), kom frem med noget virkelig positiv nyt:

✂ - Jaja! sagde han, og det lød paa Tonen, som vilde han ved denne sin Udtalelse berolige ikke blot sig selv, men det ganske Samfund tillige - Ja/a, men Øl skal sgu alle Partier ha' ...!

✂ Ved L'hombrebordet i Herreværelset sad Isenkræmmer Fredriksen, Mægler Blom, Overretssagfører Ivar Petersen og Rektor Freytag.

✂ Der blev serveret Whisky og Sodavand. De hvidkappede Stuepiger havde faaet Vanterne af. Ingen ved hvorfor.

✂ - Ja, man siger saa meget! mente Mægleren.

✂ - De Rygter har jo gaaet i aarevis, sagde Isenkræmmeren - Og man holder da ikke saadanne Selskaber, hvis det var paa Heldningen.

✂ - Naa-h ...? nikkede "Potten" tvivlende - Og saa Svigerfaderen, som aldrig viser sig her i Huset. Rektoren rettede paa Lorgnetten:

✂ - Gamle Birk er monoman paa det Punkt! ... Spil ud, Overretssagfører!

✂ Saa spilledes der lidt i Tavshed.

✂ - Og denne her Hansen-Højreb, hvad skal han her? begyndte saa Blom.

132

✂ - Han har jo med Bankerne at gøre derinde paa Rigsdagen ... Og saa blev der sagt, at han skulde komme med et Ridderkors til Fødselsdagen.

✂ - Jamen se, om han gjorde!

✂ - Næ-h, de Bønder har faaet en fin Næse nu efter Kraket med Ministeren.

✂ - Aa Snak, Overretssagfører, De kan da ikke mene....

✂ - Jo Gu' mener jeg saa ...! Hansen-Højreb var hos mig i Gaar for at...

✂ - Naa, hvordan gaar Spillet, Deherrer?

✂ Konsul Wæver kom frem i Døren smilende og tillidvækkende. Han var en ypperlig Vært. Gik fra Salon til Salon; lod et Ord falde hist og et Ord her; konverserede Damerne, klappede Herrerne kordialt paa Skuldrene, skaffede de unge Piger Kavalerer; alt rolig, værdigt, stilfuldt, engelsk.

✂ - Faar De noget Whisky, Deherrer?

✂ - Ja Tak! Ja Tak!

✂ Han stod lidt og saa paa Spillet og gik derpaa ind til de næste.

✂ I Havesalen steppedes der.

✂ "Forsøgsdyret" sprang i spidsen med yngste Frøken Blom, som viste sig villigere end Line Meincke. Han havde været inde i Spisesalen og samlet fra Bordet en mægtig Haandfuld Orkideer. Og nu fløj alle de unge atten-nittenaarige rundt prydet med denne sælsomme Urt.

✂ - Hurtigere! Hurtigere! raabte unge Wæver og dinglede og sprællede med de slatne Arme og Ben - Hurtigere! Hurtigere! Og Tempoet sattes op.

✂ Hansen-Højreb stod betaget og saa til:

✂ - Det er fænomenalt, saa han kan, den unge Wæver! Men Konsulinden raabte:

✂ - Frejlif, Frejlif! raabte hun - Husk paa dit Tilfælde!

✂ Knagsted kom forbi Borgmesterindens Gruppe og hørte hende sige en giftig Bemærkning om den døde Hother Neumann, som hun beskyldte for at have taget Livet af 133 sig, fordi han var bleven grebet i Utugt med en Skolekammerat: Men det er saamænd Forældrenes egen Skyld, endte hun - med al det "Solbaderi"!

✂ Tolderen standsede. Hans Harmetot skød Gnister. Han følte Lyst til at slaa ...

✂ Øjeblikkelig, da hun saa ham, lagde Borgmesterinden Tonen om og spurgte kattevenligt:

✂ - Toldkontroløren danser ikke?

✂ - Nej, sagde Knagsted - jeg lider af Plask i Hjertesækken, Fru Borgmesterinde!

✂ - Plask i... smilede hun usikkert.

✂ - ... i Hjertesækken, ja! gentog han. - Det er en Sygdom, der er ret almindelig hos ældre Tyre.

✂ Borgmesterinden flyttede sig uroligt i Sædet: Ha'de han ...? Du gode Gud! Og vilde han ..? Her midt i Selskabet ...!

✂ Men Tolderen nøjedes med at blinke polisk og sige:

✂ - Og saa kan de jo ikke danse ... Da hun i sin Befippelse intet svarede hertil, tilføjede han bistert:

✂ - Vel? Kan de vel, Tyrene?

✂ - Nejnej! sagde hun - Nejnej! Han saa hende smilende ind i Øjnene:

✂ - To-re-a-dor, for-sva-a-a-ar Dig ...! sang han af "Carmen".

✂ Og saa drejede han om paa Hælen og gik.

✂ - Uopdragne Person ...! hvæsede Borgmesterinden efter ham.

✂ Og hendes Livvagt gav hende Ret ... Men den glædede sig i sit Hjerte. Historien om Tyren var for længst ude over hele Byen.

✂ - Og saa render den gamle Abekat der og føjter rundt med de to lange Tøse ude fra Abildtorpegaard! endte Borgmesterinden logisk.

✂ Henne i Hjørnet ved Musikken opstod der stor Larm og Latter; man klappede i Hænderne og raabte Bravo. Det var Hansen-Højreb, som havde samlet en Del unge 134 omkring sig og deklamerede en Drikkevise af "Kongens Handske":

✂ - Den har a sæl digtet! raabte han himmelfornøjet - Den har a sæl digtet for fyrretyve Aar siden!

✂ - Bravo! Bravo! Længe leve Folketinget!

✂ Musikken satte atter i. Dansen blev friere og mere løssluppen, og Larmen og Snakken.

✂ Christian Werner havde været fremme paa Gulvet og bukket for en svær og bugnende Gaardejerfrue, Nabo til Storgaarden. Men hun havde afslaaet.

✂ Nu kom han flov tilbage.

✂ - Er Du gal, Werner, at inklinere for hende! sagde unge Wæver og greb ham i Kjoleopslaget - Kan Du ikke se, at hun er smadderfuld af Unger!

✂ - Men Frejlif dog ...! fniste yngste Frøken Blom. Forsøgsdyret slog Armene om hende og sprællede ud paa Gulvet:

✂ - Kys mig ...! hviskede han.

✂ Og hun lagde beredvillig sin Kind til. Hendes Moder havde sagt, at hun skulde vise sig lidt venlig over for den unge Wæver. Det var ved Gud en Skam, som alle gjorde Nar af ham ...

✂ Klokken 12 serveredes der en let Soupé.

✂ Klokken 2 brød man op.

✂ Byens tre Automobiler var i ustandselig Virksomhed ...

✂ - Du inaa sørge for, at Treschau kører med os!

✂ - Jamen bedste, lille Michaela ...

✂ - Han skal køre med os!

✂ Kammerherren saa ulykkelig ud. Men han og Datteren havde det nu engang saaledes med hinanden, at han maatte bøje sig for hendes Vilje. Saa lukkede hun til Gengæld sine Øjne, naar det krævedes.

✂ - Og han skal sidde paa Bukken! Frøkenen havde set Skovrideren og Konsulinden veksle et flygtigt Haandtryk bag en Portiere.

✂ - Skovrider ...! kaldte Kammerherren.

✂ - Javel, Hr. Kammerherre ...

135

✂ - De kører med os.

✂ - Tak; jamen ...

✂ - Der er noget, jeg skal tale med Dem om.

✂ - Ja .. jo .. Men der er ellers Plads til mig i Proprietær Werners Vogn ... Mit Køretøj staar paa Storgaarden.

✂ - Det kan De hente i Morgen.

✂ - Ja .. jo .. jovel! Som Kammerherren ønsker. Frøken Løvenfeldt sad allerede i Landaueren, da Herrerne kom ned.

✂ Kammerherren satte sig ind hos hende og trak Døren til:

✂ - De ... De kommer til at sidde hos Kusken, Treschau ... stammede han - Her er saa knapt rned Plads.

✂ Men dette blev dog Skovrideren for meget. Med et rask Tag aabnede han Vogndøren og steg ind:

✂ - Kammerherren skulde jo tale med mig ... sagde han. Og saa satte Kareten sig i Bevægelse.

✂ Hansen-Højreb stod paa Trappen og lo og nikkede. Han skulde sove paa "Palejet" i Nat:

✂ - Farvel, Farvel! vinkede han - Godnat, Godnat! Og skulde Jer Vej falde forbi Højreb engang, saa kig ind! Men saa fint trakteret som i Aften, bliver I sgu ikke!

✂ - Sover Du Theodor?

✂ - Nej ...

✂ Borgmesterinden vendte sig om imod sin Mand, der sad bitteliden og sammenkrøbet i Hjørnet længst fra hende. Automobilen hoppede af Sted ind imod Byen. Mørkt var det. Villavejens Lygter var slukkede.

✂ Køretøjet gav et Plump paa sine Gummiringe ned i et Hul og op igen:

✂ - Du burde dog virkelig sørge for en bedre Brolægning, Theodor!

✂ - Det har jeg ikke noget med at gøre ...

✂ - Er Du ikke Borgmester?

✂ - Nej, det er Du ... Der blev en længere Pause.

136

✂ - Ved Du, hvad Ordet Orkidé betyder? spurgte Fruen.

✂ - Nej ...

✂ - Har Du ikke lært Græsk?

✂ - Jo ... men jeg har glemt det... Ved Du det?

✂ - Ja...

✂ - Naa, det maa jeg sige!

✂ - Jamen, Du ved det jo ikke, sagde Du!

✂ - Joh ... men jeg mente, at en Dame ...

✂ - Ja, vil Du tænke Dig, afbrød hun ham indigneret - pludselig spørger denne uopdragne Person ...

✂ - Hvem ...?

✂ - Knagsted, naturligvis! Du saa vel, at jeg havde ham til Bords!

✂ - Naa, hva' han ...?

✂ - Han spørger mig, om jeg ved, hvad Ordet Orkidé betyder ...

✂ - Naa?

✂ - Og jeg siger selvfølgelig i min Uskyldighed Nej.

✂ - Hm ...

✂ - Og saa fortæller han mig det!

✂ - Ja, Herregud ...

✂ - Herregud ... l?

✂ - Ja, jeg mener ... en gammel gift Kone ..!

✂ - En fremmed Dame!

✂ - Du kan jo lade være med at sidde og lytte ...

✂ - Lytte!? Naar Mennesket siger det lige op i mit Ansigt!

✂ -Tja... Pause.

✂ - Jeg synes ikke, Du talte med Folketingsmanden?

✂ - Nej ... hvad skulde jeg tale med ham om?

✂ - Det er dog hans Parti, der er ved Magten!

✂ - Ja, hvad saa ...?

✂ - Du er Dig selv lig, Theodor!

✂ Atter Pause.

✂ Automobilen var naaet igennem Byen. Og først da den nærmede sig Borgmesterboligen, oplod Fruen igen sin Røst, idet hun pegede ud af Vinduet:

137

✂ - Og Lys er der hos ham!

✂ - Lys ...? spurgte Borgmesteren. Han var falden behageligt hen i Tavsheden.

✂ - Ja ...! Det er naturligvis hans "Thorvald", der sidder oppe og venter!

✂ - Ja, det er jo meget pænt af hende ... Du gaar altid i Seng, naar jeg er i Klubben.

✂ - Du vil da vel ikke sammenligne mz'g med hende!

✂ - Nej, nej, nej ...! Saa nu er vi Gudskelov hjemme!

✂ Da Ægteparret var afklædt og i Færd med at anlægge Natdragt, sagde Borgmesterinden:

✂ - Hør, Theodor, Du skal ikke tale om den Historie med Orkideerne til nogen; det er saamænd meget bedre, at den gaar i Glemme jo før jo heller ... Og det er jo da ogsaa det bedste for Toldkontroløren.

✂ - Som Du vil... Godnat!

✂ - Godnat, lille Theodor! ... Jeg skal nok slukke.

✂ Lidt efter lød der Skridt udenfor paa Vejen. Det var Tolder Knagsted. Han holdt mest af at gaa hjem fra Selskab ... "trave Sludderen af sig", kaldte han det.

✂ - Har Du ikke set Plakaterne da?

✂ - Nej; jeg rører mig jo nødig i denne Tid ved Du. Er de sat op?

✂ - Ja; og der staar hun med store røde Bogstaver: Mademoaselle Magni som Gæst!

✂ - Og det er Pastorinden?

✂ - Det er Pastorinden, ja, nikkede Skaden - saadan hed hendes Far. Og Pastor Sørensen og Datteren er nok stukket af i Morges for ikke at møde hende Ansigt til Ansigt, som han sæl sier.

✂ Madam Svendsen, eller som hun nu hed, men aldrig blev kaldt: Madam Terkildsen, foldede Hænderne over sin uhyre Bug (hun var højt frugtsommelig) og sagde -

138

✂ Hvor jeg under ham det, Pastor Sørensen; han var saa ligefrem uforskammet, da jeg og Terkildsen var oppe for at f aa lyst til Bryllup.

✂ - Stak Du ham saa ikke hans egen Historie ud med Konen, da hun var under Kriminel?

✂ - Næi ... man skal jo da ha Agtelse for Præsterne ...

✂ - Ja, og det benytter de sig af!

✂ Damerne sad i et Hjørne af "Det kolde Bens" Beværtningslokale. Det var for efteraarsagtigt nu til at frekventere Haven. Den laa øde hen og tom. Gyngen var taget ned og gemt bort. Pralbønnerne om Lysthuset var visnede ...

✂ - I Morgen slaar de Teltet op, fortsatte Rikke - Og paa Fredag er der Primære. Sikken et Besøj, Baronen vil faa! Alle de dyre Pladser er allerede solgt oppe ved Boghandler Ingerslev, sier de.

✂ - Kan Du ikke ta mig den Strømpe derhenne paa Disken, Rikke ...

✂ Rikke haltede hen og tog Strømpen:

✂ - Er de til Bernhard? Sikke Dukkeben, hak-hak! ...

✂ Madam Svendsen var altsaa bleven gift med sin Piccolo. Hun var godt fyrretyve Aar; han nitten og et halvt.

✂ Paa en eller anden Maade var hun bleven frugtsommelig, havde udlagt sin Kelner og taget ham til Ægte.

✂ Dette Ægteskab havde kostet Isenkræmmer Frederiksen og Bryggeriejer Sandberg hver 2000 Kroner.

✂ Men Piccoloen gik som forhen lille, klog og paapasselig rundt i Forretningen; og der var ingen anden Forandring at mærke paa hans og Madmoderens Forhold til hinanden end den, at han nu sagde Du til hende, og hun Terkildsen til ham.

✂ Kom nogen med Vittigheder Giftermaalet angaaende, smilede han bare:

✂ - Det er sgu Flerkoneri, Bernhard! grinede Gæsterne - Du skulle leje en Del af hende ud til Kolonihaver!

✂ Men Bernhard lod dem grine. Det holdt vel op engang. Han sad solidt og lunt som Vært i Lokalet. Og mange misundte ham ...

✂ - Hvordan gaar det med 111? spurgte Skaden.

139

✂ Madam Marthe sendte hende et ondt Blik:

✂ - Godt ... Tror Du ellers, jeg beholdt ham her?

✂ - Drikker han stadig lige tykt?

✂ - Hvad rager det Dig! Gaar der noget fra Dig!

✂ - Næi...

✂ Det var Madam Svendsens ømme Punkt, at hendes Stump af en Mand havde sat igennem, at hans Bedstefader flyttede ind i Huset, fik et lille Bagværelse indrømmet og Kost og Renlighed mod at feje i Gaard og paa Gade, hvidte, male og snedkerere efter Evne.

✂ Og 111 var rørende taknemlig. Det fortaltes endogsaa, at han i sin Glæde skulde have forsøgt paa at lade være med at drikke. Men det laa nok over hans Formue ...

✂ - Hvordan gik Fødselsdagsgildet forleden hos Konsulens? spurgte Marthe.

✂ - I-Joh! gnækkede Skaden - ham, Rigsdagsmanden, de ha'de ladet transportere herover fra Hovedstaden, blev nok svært drukken. De siger, at fire Mand maatte bære ham ned i Vognen og køre ham til Hotellet! ... Otte Stuepiger ha'de de til at varte op med Handsker paa.

✂ - Otte ...l

✂ - De siger, at det var for at forlyste Herrerne.

✂ - Ja, naar Mandfolk først faar noget i Glasset, saa ... De kunde da ellers nok holde sig til deres egne!

✂ - Næi, det bruger man ikke i de Kredse ... Rikke skulede skadefro til Veninden - Isenkræmmer Fredriksen og Brygger Sandberg var osse med.

✂ - Naa var de det ... Marthe saa ganske uinteresseret ud. Pilen gjorde ingen Virkning.

✂ - Han fornærmede nok baade Kammerherren og Borgmesteren og Stiftsprovsten.

✂ - Hvem?

✂ - Harn, Rigsdagsmanden.

✂ - Ja, nu er det jo Bønderne, der regerer; og hvad skulle de ellers bruge Magten til. De Store holdt jo Halløj nok med dem i sin Tid.

✂ - Ja-h, hak-hak! Du har vel hørt Historien med Borgmesterinden og Kammerherrens Tyr?

140

✂ - Ja, ha-ha! At den ikke fik jaget et Horn i hende!

✂ - Og baaret hende tværs ind gennem Byen og op paa Torvet, hak-hak!

✂ - Jeg synes, jeg har hørt noget om, at Skovrideren var der?

✂ - Ja, nu er jo Konsulinden begyndt at lufte efter ham.

✂ - Hvad siger saa hun, "Michaela"!

✂ - Ja, og Præstekonen, der kommer til Byen!

✂ - De kommer sgu i Totterne paa hinanden, gør de!

✂ - Hak-hak! Ja det gør de!

✂ Marthe kunde inderst inde bag sit Køds Gem egentlig ikke fordrage sin kære Veninde. Men hun formaaede ejheller at undvære hende. Rikke kunde saamange dejlige Nyheder ...

✂ Døren fra Gaarden gled stille paa Klem; 111 tittede ind, Skraasovsen flød ham trestrenget ned over Hagen:

✂ - Er Bernhard her? spurgte han.

✂ - Nej! sagde Madammen hvast.

✂ - Naa ...

✂ Døren gled lydløst til igen. 111 forsvandt.

✂ Rikke saa efter ham:

✂ - Han var ellers et velskabt Stykke Kalfolk i sin Tid! sagde hun.

✂ - Ja, det maa Du jo vide! snærrede Veninden. Fabriksfløjterne peb 12.

✂ - Jos-e-fi-ne! raabte Madammen.

✂ - Ja-h ...! skreg det ude fra Køkkenet.

✂ - Klokken er tolv!

✂ - Jeg ved det!

✂ - Saa maa jeg nok liste af Sted ... forsøgte Skaden spagt, om der ikke skulde falde en Indbydelse af til Middagsmad.

✂ - Det maa Du vel... Skulde Du støde paa Terkildsen, saa bed ham rubbe sig; nu kommer de, der skal spise.

✂ Rikke satte Krykken under Armen og pigede sig skuffet bort over Gulvet:

✂ - Farvel ...

✂ - Farvel ... Og husk saa det med Terkildsen!

141

✂ Marthe drejede ikke saameget som Spidsen af Næsen om efter Veninden.

✂ - Den mæskede So ...! mumlede Skaden og slog Glasdøren klirrende i efter sig.

✂ Der hængte to mælkehvide, elektriske Kupler uden for Teltet. De svingede i Oktober-Blæsten og blinkede rnat; truede undertiden med ganske at dø; men tog sig saa sammen igen med et Blaf og kom til Live ...

✂ Publikum strømmede ind. Huset var udsolgt.

✂ Om det saa var Madam Svendsen, var hun mødt frem i al sin Vælde. Stor og frugtsommelig sad hun paa første Række midt for Indgangen. Og saa skælmsk havde Guderne - eller Boghandler Ingerslev? - indrettet det, at paa hver Side af hende sad, til højre Isenkræmmer Fredriksen og, til venstre, Bryggeriejer Sandberg.

✂ Forøvrigt var "hele Byen" til Stede for at se sin forhenværende Præstefrue optrine til Hest. Den Skandale vilde man dog ikke gaa Glip af. Tænk, hvilket Samtalestof!

✂ Selv gamle P. A. Birk med Kanon og Husbestyrerinde havde indfundet sig ...

✂ - Du gode Gud! sagde Mæglerinde Blom - Du gode Gud!

✂ - At Borgmesteren ikke har forbudt det! sagde Konsulinde Wæver.

✂ - Min Mand vilde! forklarede Borgmesterinde Rosenbaum - Men han kunde ikke. Der findes ingen Paragraf.

✂ - Nej! sagde Spille-Plockros - noget saa utænkeligt har aldrig været forudset!

✂ Musikken satte i. Horn og Tromme ...

✂ Første Nummer var Baron-Direktøren, der red Skoleridt. Lang, radmager - en Bensamling i Kjole og hvidt - sad han bleg og pudret paa sin kulsorte Ganger. Men han red fortræffeligt. Sad som en Statue i Sadelen og ledede Hestens Dans ved usynlige Bevægelser af Haand og Knæ.

✂ - Bravo! Bravo! raabtes der - Bravo! Bravo! ... Og klappedes.

142

✂ "Og han bøjede fornemt sit adelige Racehoved, medens han med den spillende Ridepisk tvang sin Ganger i Knæ under Publikums brusende Bifald".

✂ Næste Nummer: "Den vingede Rytter", udførtes af de to verdensberømte Klovner, Gustave og Leopold. Leopold bar, fastgjort til Skuldrene, tvende hvide, sølvglinsende Papvinger. Han kravlede op paa Ryggen af Gustave og red højtidelig Manegen rundt og rundt, medens han fingernemt efterlignede sin Læremesters (og mange andres) Tricks og Volter - Indtil omsider Gustave blev ked af Legen, slog bag op, saa at Leopold faldt af og knækkede Vingerne.

✂ Vi lader ham ligge ...

✂ Tredje Nummer var nogle japanske Jonglører (født i Vejle), der syntes at kede baade sig selv og Publikum ...

✂ Man ventede utaalmodigt Aftenens Clou:

✂ Sylphidens Flugt rides af Mademoiselle Magni som Gæst.

✂ Saa spændt var man paa Begivenheden, at Nummer fire, to ældre Damer og en yngre Herre i Trapez, var lige ved at blive hysset ud ...

✂ Endelig oprandt Øjeblikket!

✂ Der blev dødsensstille i Forsamlingen. Musikken spillede en drømmende Sagtevals. Tæppet for Kunstnerindgangen blev trukket fra, og Pastorinde Sørensen red frem i kødfarvet Trikot og paillettebesatte Florsskørter paa en mælkehvid Pasgænger af ubestemmelig Alder. Hun stod paa en bred guldbroderet Sadel og holdt sig krampagtig fast i nogle stærkt afblegede Purpurtømmer.

✂ Ikke en Haand rørte sig blandt Tilskuerne, tavse sad de, ondsindede, afventende ...

✂ Mademoiselle Magni bøjede hilsende Hovedet og smilede hjælpeløst, som bad hun om Skaansel. Haaret, der var farvet lyst champagnegult, faldt tvangfrit ned om de nøgne Skuldre; og om Panden laa hende en Krans af blegrøde Tøjroser. Malet var hun og sminket til Overmaal. Men saa rørende saa hun ud i sin Forsagthed, at Mand- 142

143

✂ folkene omkring paa deres Pladser gerne havde applauderet og raabte Bravo, hvis de havde turdet for deres Kærester og Koner.

✂ - Og hun har færdedes i vore Stuer! hviskede Borgmesterinden.

✂ - Hun har tabt sig! noterede Plockrosen med Glæde.

✂ - Hyss! lød det fra Konsulinden - Nu skal hun danse!

✂ Musikken blev livligere. Baronen traadte frem og knaldede med sin langsnærtede Pisk. Det lød som Pistolskud. Den mælkehvide slog over i en hinkende gigtsvag Galop. Og Fru Alvilda Sørensen, født Magni, begyndte at danse ...

✂ Men da var der blandt Tilskuerne en Mandsperson, som havde siddet halvt skjult paa en af de bageste Rækker, der rejste sig og listede ud.

✂ Det var Toldkontrolør Knagsted ...

✂ Og Mademoiselle skulde endda baade springe over blomsterprydede Guirlander og igennem brændende Tøndebaand ... for derefter til Slut at indfanges af Jokeyen Monseiur Alfredo.

✂ Baron-Direktøren stod i Formiddags dragt: storternet Pjækkert, gule Ridebukser, Sportshue, langskaftede Støvler, og "rørte" den mælkehvide, der blandt andre Alderdomsbesværligheder ogsaa led af Kolik. Hans blege Raceansigt saa nu i det sure Morgenlys mindre adeligt ud: Næsen hængende, Overskægget pjusket, Øjnene matte, Kinderne posede, Teinten blakket ...

✂ Uden for Teltet myldrede Søbys Ungdom. Var der en Revne i Sejldugsvæggen, stod der Kamp om den. Ungerne sloges paa Livet løs, dunkede hinanden med Træsko, væltede hinanden i Sølen. De af Hankøn brugte dertil Kæft; de af Hunkøn spyttede og hvinede ...

✂ Knagsted stak sit buskede Hoved ind ad Teltaabningen:

✂ - Godmorgen, Hr. Baroni Allerede ved Arbejdet!

✂ - Godmorgen, Hr. Toldkontrolør! Føden! Føden! ... Jeg syntes ikke, jeg saa Dem ved Premieren i Aftes?

144

✂ - Jojo! Men her var jo saa mange.

✂ - Ja, den lille Magni trækker Gudskelov. Tre fulde Huse i hver By; og saa af Sted igen til den næste.

✂ - Et opslidende Liv, Hr. Baron.

✂ - Chacun son goût; det er nu min!

✂ - Baronen vilde vel ikke være saa god at sige mig, hvor Fru ... hvor Frøken Magni bor?

✂ - Kender De hende? (Direktøren havde officielt ingen Anelse om sin Primadonnas tidligere Navn og Samfundsstilling.)

✂ - Ja, jeg ... begyndte Tolderen.

✂ - Jo, Damen bor hos Murer Andreasen i Søgade.

✂ - Naa, der ... Tak! Ja, jeg vilde gerne hilse paa hende og takke for i Aftes.

✂ - Det vil glæde hende ... Saadanne Opmærksomheder glæder altid Kunstnere.

✂ - Maa jeg ogsaa takke Baronen! Det var et fortræffeligt Skoleridt ...

✂ - Jeg be'er, jeg be'er! Man begynder desværre at naa op i Aarene.

✂ - Det mærker man intet til.

✂ - Altfor artig, Hr. Toldkontrolør! ... Den lille Magni er vist for Resten til Stede her i Øjeblikket. Jeg synes, jeg saa et Glimt af hende før, da jeg var nede i Staldene ... Ind gennem Forhænget derhenne, please, og saa til venstre; der er Damernes Paaklædningsværelse.

✂ - Tror Baronen at...

✂ - Ja vel saa; om Formiddagen er der intet at genere sig for.

✂ Direktøren genoptog Arbejdet; slog et Knald, saa at den mælkehvide satte frem i et Hop, der skaffede den en momentan Udløsning for dens Maveklemme ...

✂ Knagsted gik ned igennem Teltet. Da han trak Forhænget for Kunstnerindgangen til Side, slog der ham en sødsyrlig Duft af Hestegødning i Møde. Straks blev han sentimental og mindedes sin Ungdoms Hestestald hjemme paa Abildtorpegaard ...

✂ Til venstre hang et Par sammenrimpede Dækkener, 145 hullede og forrevne. Herpaa var anbragt en trykt Plakat med Ordet: Dameværelse. Ligeoverfor paa et lignende Forhæng læstes Ordet: Herreværelse.

✂ Tolderen standsede. Han hørte Stemmer fra Damesiden. Den ene var en Mands.

✂ Igennem en Rift i Tæppet kunde man overse Rummet, der udgjorde som et lidet Telt for sig. Men Taget var fladt, og en Trekant af Sejlet deroppe var slaaet til Side, saa at Dagslyset fik Adgang. Der stod derinde et Bord og et Par Stole; ellers bestod Møblementet kun af Kufferter og Kasser.

✂ Paa en af Stolene sad Mademoiselle Magni i Overtøj og med en mægtig Fjerhat. Hendes Ansigt lyste blegt og lille under Hatteskyggen. Champagnehaaret hang hende i to store Gardiner ned over Ørene.

✂ Foran hende et Par Skridt borte stod et aldeles nøgent Mandfolk og manøvrerede med nogle Haandvægte.

✂ Han vendte Ryggen til Tolderen, svingede af og til gymnastisk Armene frem og tilbage, sank i Knæene paa Tælling! - 21 og rettede sig igen. Han var ung og særdeles velskabt.

✂ - Tror Du? spurgte Magni og saa alvorligt spørgende op fra sit Sytøj (Hun sad og bødede et Hul paa Læggen af det kødf arvede Trikot fra i Aftes).

✂ - Ja, nikkede han - jeg har engang talt med min egen Mor.

✂ - Saa Du hende ogsaa?

✂ - Ja, ganske tydeligt! ... Først viste der sig oppe under Loftet ligesom en lille matlysende Ildkugle ... Den voksede og voksede og antog lidt efter lidt Form af en taaget Menneskeskikkelse, der skinnede ligesom Fosfor ...

✂ - Kunde Du kende, at det var din Mor?

✂ - Ja, ganske tydelig!

✂ - Sagde hun noget?

✂ - Ja ... Alfred! Alfred! Alfred! sagde hun tre Gange langsomt efter hinanden; og saa forsvandt hun ... Jeg kunde tydelig kende hendes Stemme!

146

✂ - Og saa blev Du troende?

✂ - Ja, hvor kunde jeg andet...

✂ - Nej... Aa, vil Du ikke tage mig den Saks, som ligger derhenne paa Bordet.

✂ Manden vendte sig, tog Saksen og gav hende den. Haandvægtene havde han ladet falde med et Plump.

✂ Han gik tæt hen til hende og lagde varsomt og ømt sin ene nøgne Arm om hendes Skuldre. Hun strøg sin Kind ned imod den.

✂ - Du skulde engang gaa med til en saadan Seance, Alvilda, sagde han - Det er voldsomt interessant! Hun saa igen op paa ham og nikkede:

✂ - Det vil jeg; siden Du saa gerne vil ha' det ...

✂ Og hendes Øjne var, medens hun talte, saa lykkelige og fortrøstningsfulde, at den Medfølelse Tolderen havde haft med hende siden Forestillingen i Aftes, tog Rejsaus igennem Hullet i Taget...

✂ - Naa, traf De Frøkenen?

✂ Knagsted tøvede et Øjeblik med Svaret:

✂ - Nej, sagde han saa - Damen havde Besøg ... jeg vilde ikke forstyrre.

✂ Baronen kørte endnu stadig rundt med den mælkehvide:

✂ - Var det Monsieur Alfredo?

✂ - Kendte ham ikke.

✂ - Jamen De saa ham jo dog i Aftes ... Jokeyen, ham der fangede Sylfiden?

✂ - Naa-h jo ... ja, det var ham! Direktøren smilede faderligt:

✂ - Ja, de er jo gode Venner, de to smukke unge Mennesker! nikkede han - Og jeg favoriserer Forbindelsen ... gik den ene, vilde nemlig den anden følge efter ... (Smilet blev kynisk, verdenserfarent - væmmeligt) i det mindste foreløbig endnu et Stykke Tid. Man kender jo, hæ-hæ! Rummelen.

✂ Tolderen tog et Visitkort frem:

✂ - Jeg ved ikke, om jeg tør bede Hr. Direktøren overlevere Frøken Magni dette og sige, at jeg vil tillade mig 147 at søge hende i Eftermiddag Klokken fire paa hendes Bopæl?

✂ - Det skal jeg, det skal jeg ... Har vi den Ære at se Hr. Toldkontroløren her igen i Aften?

✂ - Ja, naturligvis!

✂ - Auf Wiedersehen!

✂ Uden for Teltet sloges de Søby Unger stadig om sejldugens Huller og Revner, medens de elektriske Kupler paa deres Snore klirrede melankolsk i Blæsten ...

✂ Gardinerne i Knagsteds Dagligstue var trukket for; Lamperne tændt. Ilden blussede i Ovnen; og der var lagt "en Anelse" af Røgelse paa Risten ...

✂ "Thorvald" kom med 5-Teen.

✂ - Men Goddag, Thorvald! hilste Mademoiselle Magni genkendende og klappede Pigen paa Armen - Det er da godt, at der er nogen trofaste Mennesker til.

✂ Thorvald rødmede, satte Bakken fra sig, viste sine hvide, friske Bondetænder i et forlegent Smil og skyndte sig ud igen.

✂ Alvilda saa efter hende:

✂ - Hun er nydelig ...! sagde hun - De har haft hende længe nu, Pir. Knagsted?

✂ - Ligesaa længe, jeg har boet her i Byen ... Vil Fruen gøre mig den Ære at skænke Teen?

✂ - Gerne ...! Hvor er her dog hyggeligt! Det var godt, vi ikke blev hjemme hos mig ... Hvornaar var det, De saa min lille Rigmor sidst?

✂ - Det er saamænd ikke mere end et Par Dage siden.

✂ - Og hun var rask?

✂ - Ja! og glad og munter!

✂ - Taler De til hende om mig?

✂ - Næ-e ... ikke mere.

✂ - Det er vist ogsaa det rigtigste at lade være.

✂ - Savner De hende?

✂ - Naa-e, det vil jeg egentlig ikke sige; hvad kan det 148 nytte; nu har jeg jo givet Afkald paa hende og ved, at hun har det godt ...

✂ Mademoiselle sad slank og ungpigeagtig lænet tilbage i Sofahjørnet. Hun var iført en simpel, mørkeblaa Spadseredragt og saa nydelig og dameagtig ud.

✂ Men der var jo dette kanariegule Champagne-Haar og dette malede og pudrede Ansigt!

✂ - De ser paa mit Haar? lo hun.

✂ - Ja, smilede Knagsted - det gaar nok med det ligesom med Elfenben: det bliver gulere med Aarene ... Deres eget klædte Dem bedre.

✂ - Tja-e, maaske ... Men det kunde ikke ses. Og saa fandt Direktøren paa, at jeg skulde farve det... Man maa jo gøre noget for Forretningens Skyld! ... Mere Te?

✂ - Ja Tak! ... Vil Fruen ryge?

✂ - Har De Cigaretter?

✂ - Selvfølgelig ....!

✂ - Ja, saa vil jeg gerne ...

✂ Samtalen var lidt tvungen. Knagsted vidste ikke ret, hvad Tone, han skulde slaa an. Ogsaa Damen var usikker. Nu rejste hun sig og gik rundt i Værelset:

✂ - Det er dog et nydeligt Billede, De har der, Hr. Knagsted ... Jeg kan godt huske det.

✂ Billedet var et Maleri af Frank Neumann; et Portræt af Børnene, der sad nøgne nede paa Strandbredden og havde plantet en "Have" i Sandet...

✂ - Det var trist med den ældste Dreng, som ... som døde! sagde Fruen saa.

✂ - Ja...

✂ - Hvad kunde dog Grunden være?

✂ - Naa-aa ... Overspændthed vel ... Han var jo i Pubertetsalderen.

✂ - Hvad er Pubertetsalderen ...?

✂ - Overgangsalderen ...

✂ - Naa-h, ja ... Jeg græd, da jeg hørte det... Ved De, om Michael kommer der i Huset?

✂ - Michael ...? Deres, om jeg saa maa sige: Eks-Mand?

149

✂ Fru Alvilda lo:

✂ - Min "Eks-Mand", ja!

✂ - Nej, det gør han sikkert ikke ...

✂ - Naa ikke ... Ja for jeg har hørt fortælle, at han skulde have paavirket Drengen ... (Hun vendte sig pludselig ivrig om imod Knagsted:) Aa, han er et farligt, farligt Menneske, Michael! sagde hun - Der er ikke noget ondt i ham; tværtimod! Men han tror, at han er den eneste, der sidder inde med Sandheden, den eneste, der har Ret, den eneste, der véd Besked. Og den, der ikke bøjer sig for ham, knækker han ... hvis man da ikke render sin Vej, saaledes som jeg ... De véd vel, at han tvang mig til at gifte mig med sig?

✂ - Nej, det véd jeg ikke ...

✂ - Jo ...! Og det, skønt der var en anden, jeg elskede ... (Hun satte sig igen i Sofaen og tog en af Knagsteds Hænder:) De kan tænke Dem, vedblev hun, og Taarerne begyndte at pible op bag hendes Øjenlaag - De kan tænke Dem, at vi, den anden og jeg, vi korn saamænd gaaende op til Michael med hinanden i Haanden og knælede ned foran ham og bad ham orn at give mig fri, fordi vi holdt saa usigelig meget af hinanden ... Men Michael sagde Nej!

✂ Knagsted klappede beroligende hendes Haand:

✂ - Han holdt vel selv meget af Dem ...

✂ - Maaske ... Men det var ikke det alene ... Ja, jeg kan saamænd godt sige Dem det: Han havde forført mig, da jeg var Barn; og nu sagde han, at det var Guds Vilje, at vi skulde giftes med hinanden; vi syndede imod den hellige Aand, sagde han, hvis vi ikke giftede os! ... Aa, det er saa nemt at faa en ung Pige i sin Magt, særlig da for en Teolog; jeg troede jo hvert Ord, han sagde ... Og da vi saa var bleven gift, begyndte han at præke Askese for mig ... han AskeseJ han, der selv havde lært mig ... Men saa løb jeg min Vej, véd De ... Aa, men jeg er saa vis, saa vis paa, at dersom han havde ladet mig faa min lille Apoteker, saa var jeg bleven et ganske andet og meget bedre Menneske ... 1 (Taarerne trillede ned ad hendes 150 Kinder og lavede Render i Pudderet:) Aa, Tolder, Tolder! sagde hun - hvor vilde jeg have været lykkelig, om jeg dengang havde faaet min lille Apoteker!

✂ - Saa han var Apoteker?

✂ - Ja ... snøftede hun.

✂ - Og hvad hed han? spurgte Tolderen.

✂ - Bare Nikolajsen ... Ivar Nikolajsen ... Hvor i Verden tror De nu, han er?

✂ - Han sidder vel paa et Apotek ...

✂ Fru Alvilda tørrede forsigtigt Øjne og Kinder:

✂ - Det gør han vel... Kender De noget til Spiritisme, Tolder? spurgte hun saa.

✂ - Nej, slet ikke.

✂ - Tror De, det er Humbug?

✂ - Naa-h, vel ikke mere end saa meget andet.

✂ - Jeg kender En, som tror paa det... og han vil omvende mig.

✂ - Det skulde De virkelig lade ham gøre, kære Frue ... det, som det gælder om her i Livet, er jo nemlig det, at man skal have noget at tro paa.

✂ Hun blev igen ivrig:

✂ - Ja ikkesandt! Det siger han ogsaa!... Og han har talt med sin afdøde Mor!

✂ - Efter hendes Død?

✂ - Ja!

✂ - Naaja, men saa er der jo aldeles ikke noget at betænke sig paa! sagde Tolderen fast.

✂ - Nej? Vel? ... Aa, jeg er saa glad, at De ogsaa siger det; for De er den klogeste Mand, jeg har kendt, og saa god!... Men hvorfor har De ladet Deres Haar og Skæg vokse? De var meget kønnere før.

✂ - Synes De? Naa-h, det er saadan et Slags Skærmbrædt.

✂ - Mod hvem dog?

✂ - Nærmest mod mig selv. Hun lo højt:

✂ - Haa-haa! Jeg troede, det var for "Thorvalds" Skyld!

151

✂ - Næh! lo Tolderen tilbage - Vi er forlænge siden bleven enige om ikke at være bange for hinanden. Saa lo de begge. Og "Tonen" var fundet...

✂ Thorvald havde hentet Teopdækningen. Tolderen og Mademoiselle sad Side om Side i Sofaen:

✂ - Er det ikke lidt underligt for Dem at optræde her i Byen?

✂ - Jo ... Kunde De ikke se det paa mig i Aftes?

✂ - Næh! De saa rigtig kæk og fornøjet ud.

✂ - Gjorde jeg! Det var da dejligt!... Lagde De Mærke til ham, Jokeyen, der fangede mig?

✂ - Var det... "Spiritisten"?

✂ Hun nikkede pludseligt dyb alvorlig:

✂ - Aa, han er saadan et prægtigt Menneske!... sagde hun.

✂ - Og smuk ...! tilføjede Knagsted.

✂ - Ja ... Jeg er saa glad, at han er ved Selskabet.

✂ - Det vil jeg tro!

✂ - Aa-r! (Hun slog Tolderen over Armen:) Naturligvis er jeg forelsket i ham og... og saadan. Men vi kan ogsaa tale sammen; han er et dannet Menneske ligesom jeg... De andre ... Hør sig mig engang, er det sandt, at Treschau er begyndt at gøre Kur til Konsulinden?

✂ - Det ved jeg ikke ...

✂ - De er altid saa forsigtig; men det er vist klogt... Skal jeg fortælle Dem noget? Den Gang Treschau og jeg var gode Venner, truede Frøken Løvenf eldt derude med at skyde ham!

✂ - Nej, da!

✂ - Jo! Hun er som en Panter, sagde han... De aner ikke, hvor hun elsker ham. Der eksisterer bogstavelig talt ikke andre Mandfolk i Verden for hende. De Optrin, der har været imellem dem! Hun havde engang Pistolen i Haanden og sigtede paa ham, har han fortalt mig; men saa slog han til hendes Arm, saa at Skuddet gik af i Luften ... Hvor det maa være dejligt at blive elsket saaledes! ... Jeg græder bare ... (Hun smilede:) Og trøster mig.

152

✂ - Jamen Gudbevares, nikkede Knagsted - det er da ogsaa det eneste fornuftige.

✂ - Synes De? Jeg synes nu, at det tyder paa Letsindighed ... (Hun lænede sig næsten lidt genert over imod Tolderen og pillede ved hans Frakkeopslag:) Men naar der nu kommer saadan en smuk Mand og siger, at han tilbeder En... og man kan se paa hans Øjne, at det er sandt...

✂ - Saa tilbeder man naturligvis igen! supplerede Knagsted.

✂ - Ja! Ikke I Hva'! lo hun - Selv om man har En i Forvejen!

✂ - Selvfølgelig! Fremmed Mand smager bedst! siger Gøthe.

✂ - Jamen, naar man nu ikke kan mere ...? spurgte hun pludselig alvorlig - Jeg mener, naar man nu bliver gammel, og der ikke er flere, der bryder sig om En?

✂ - Tja-e... saa maa man se at have noget at falde tilbage paa... for Eksempel: Spiritismen.

✂ Fru Magni lagde Hovedet paa Skraa og tittede op paa Tolderen:

✂ - Gør De mon Nar af mig?

✂ - Absolut ikke! bedyrede Knagsted - Hvorfor i Alverden skulde jeg dog gøre Nar?

✂ - Jamen De da? spurgte hun saa - Hvad vil De "falde tilbage paa"?

✂ - Jeg er jo et Mandfolk!

✂ - Jamen, hvis De nu bliver 80 Aar?

✂ - Det forbyde Gud!

✂ - Jamen, hvis De nu bliver det alligevel!

✂ - Ja-e, saa vil jeg vel begynde at lege med Tinsoldater igen ... Drenge kan altid klare sig... Det er værre for Jer Pigebørn; I er mere aandige.

✂ Fru Magni sukkede dybt:

✂ - Ja, gør De bare Nar! sagde hun - Men det er nu virkelig værre for os Pigebørn... Naamen den Tid, den Sorg! lo hun saa - Foreløbig har jeg ingen Grund til Klage ... De véd ikke, hvor han er betagende i sin Forelskelse! Saa øm og fin ... og alligevel lidenskabelig...! 153 (Hun rejste sig:) Men nu maa jeg gaa. Klokken er 7; og Klokken 8 begynder vi... De kommer vel hen i Aften igen? Aa jo, gør det? bad hun, da hun saa som en Tøven i Tolderens Blik - Gør det? Saa er der da i det mindste ét Menneske, som ser paa mig med gode Øjne ... hva'? Knagsted nikkede:

✂ - Jeg skal komme!

✂ Hun for ham om Halsen og kyssede ham:

✂ - Tak! Tak! Tak!... Men, puh-h, at De dog ikke klipper det Skæg! Det er ligesom at kysse en Støvekost! Og hun nøs ...

✂ Naturligvis mødte Knagsted efter Løfte frem til de to sidste Forestillinger. Men nu sad han paa en af de forreste Rækker og ledede Applausen, naar Kunstnertæppet gled til Side, og Mademoiselle Magni i sin Florsdragt kom jumpende ind paa Kolikken ...

✂ Mandag Morgen var Teltet forsvundet. Og Mandag Eftermiddag kom Pastor Sørensen tilbage til Søby med lille Rigmor.

✂ Af Hanne Neumanns Dagbog:

✂ For første Gang Fjendskab imellem + og mig.

✂ ÷ havde hørt noget i Byen om, at jeg havde gaaet med Svend. Det kunde jeg regne ud hvor kom fra, da jeg en Aften havde gaaet med Agnes og "Klatpapiret", havde jeg sagt (for at Agnes skulde tro at + og jeg var Uvenner) at Svend og jeg havde gaaet tre Gange rundt om Baghaverne. Og det har saa Agnes, for fra "Klatpapiret" kommer der hverken vaadt eller tørt, sagt til ÷.

✂ Desforuden blev der sagt, at jeg havde lavet Øjne til Kaj og omvendt. (Det ved jeg ogsaa, hvem der har sladret om, for det er Olga).

✂ Saa har jeg været saa uforsigtig at fortælle Agnes altfor 154 meget om da + og jeg blev gode Venner; og alt hvad jeg havde sagt, gik hun hen og fortalte ÷.

✂ At ÷ blev dels ked af det paa sin Vens Vegne (de er blevet som røde Kør, siden Hother er død) og dels vred kan jeg godt forstaa; ÷ sagde det saa til +, + blev rød og saa bleg og sagde: "Jeg havde stolet paa Hanne"l

✂ 2 Dage efter fik jeg det hele at vide af "Reserveløjtnanten", det krøllede Pus, som alle betror sig til.

✂ Aa, hvor jeg er ked af det!

✂ Fredag.

✂ Det
skal være
ophævet
og
forbi
imellem
mig og +
bestemte Olga og jeg i Sangtimen.

✂ Nu er det gaaet godt til i Dag, vi har ikke saa meget som set til hverandre, efter Brevet jeg sendte ham. Saa fik jeg noget at vide, som jeg blev meget ked af. Det var Olga, der fortalte det; hun sagde at + gik med Agnes, som er min bedste Veninde!

✂ Det er underligt der er begyndt at vokse Haar paa min Mave og under mine Arme, jeg fortalte det iformiddags til Olga i Geografitimen, hun sagde at hun havde det ligesaadan, hun sagde, at det var at blive voksen; det er underligt. Og saa kommer der Blod dernede og det gør ondt; men Moder siger, at det har ikke noget at sige.

✂ I Dag saa jeg Olga og + sammen. Det var altsaa derfor hun var saa ivrig for at faa mig til at hæve. Jeg er rasende arrig; gid jeg kunde ramme dem! Jeg hader Olga og siger det til ÷, saa kan hun have det saa godt; han er altfor god til hende.

155

✂ I Dag gik + og jeg igen en Tur sammen ud af Vibyvejen. Han bad Omforladelse. Men jeg tilgav ham ikke.

✂ Der er noget Sjov jeg maa fortælle fra Skolen.

✂ I "Lummers" zoologiske Time i Formiddags havde Olga været i Gaarden! Gang; men hun skabede sig og sagde, at hun fik ondt, for grinagtig kan jo Tøsen være; men "Lummer" sagde, at hun ikke maatte gaa ud igen. Saa kridtede hun sit Ansigt og puttede nogle Hindbær i Munden, tyggede dem og gav et Skrig og spyttede dem ud paa Gulvet. Alle vi andre raabte: "Olga har ondt, hun kaster Blod op og er ligbleg!" "Men Gudbevares Pigebarn, gaa dog saa hellere hjem"l sagde "Lummer". Og saa fik hun Lov at gaa. Vi andre lo, saa jeg blev vaad i Bukserne; om det saa var "Klatpapiret".

✂ Søndag.

✂ Der er hændet noget sørgeligt:

✂ Til Frokost kom Erik ind fra Haven med Mirja i det ene Ben; den var død, nogen havde skudt den og kastet den ind over Havemuren. Aa, hvor vi dog allesammen græd!

✂ I Eftermiddags begravede vi den nede paa Bregnehøjen i en Cigarkasse fyldt med grønt og hvide Asters. Marie Barnepige var Præst med Faders Havelok paa og stor Matroskrave af Eriks. Hun talte saa kønt saa vi græd igen.

✂ Fred være med dit Støv

✂ staar der midt i en nydelig Krans, som Børnene har samlet Grønt til og jeg har bundet. Det var da godt, det var Søndag, for saa havde vi fri fra Skole.

✂ Jeg vil ikke have mere med + at gøre, nej jeg vil ikke; han grinede da jeg fortalte ham om Mhrjas Begravelse. Og igaar Aftes saa jeg ham med Agnes. Nu hader jeg ogsaa AgnesJ

✂ Olgas Onkel er død. Det er jeg ked af, dels for Ballet paa hendes Fødselsdag, og dels for at hun nu faar nogle Fridage, saa bliver hun saa vigtig.

156

✂ "Klatpapiret" og "Reserveløjtnanten" har vist fundet hinanden. De gik i Aftes og stolprede rundt nede ved Havnen. Aa Helledusseda!

✂ d. 4.

✂ Atter forsonet med +. Han har maattet sværge. Kl. 7 nikkede han til mig fra Barbér Jakobsen. Jeg havde befalet ham, at han skulde klippes, han begyndte at ligne en Tøsedreng.

✂ I Aften Kl. 6 gik + og + Moder forbi. Jeg stod inde bag Kørelaagen og havde set dem, men lod som ingenting. Jeg mødte dog Moderens Blik og nejede. + tog Hatten af; det klær ham nu med det korte Haar. Bag efter dem kom Onkel Tolder, han truede ad mig med Fingeren, og jeg blev rød og løb min Vej. Han er nu sød.

✂ I Dag set Agnes og ÷ sammen. Det har Frøken Olga godt af!

✂ Jeg har ikke skrevet i min Dagbog længe. Den har ligget hernede under min Fjermadras. Jeg har været syg med Feber; men er nu meget bedre. Fader siger, at han næsten er glad for min Sygdom, for Moder gaar jo altid og tænker paa Hother, og det er saamænd sandt nok. I Dag har Agnes været paa Besøg hos mig; da Moder var gaaet fortalte hun, at nu var Olga og + saa gode Venner, at de grinede selv da Lægen sagde at der var Fare. Agnes selv har taget ÷ fra Olga, siger hun.

✂ Veninder
er
noget
Rak!

✂ I "Sportssalen" larmede Børnene. Døren til Atelieret stod aaben, og af og til kom snart Erik, snart Else stormende,

157

✂ røde og varme af Legen, og trak Faderen i Maler-Frakken, at han skulde komme og se, hvad for et Kunststykke, de nu havde hittet paa.

✂ Og Neumann rejste sig taalmodig og fulgte dem. Stod lidt og saa paa "Kunsten", tilklappede de optrædende sit Bifald og listede sig saa tilbage til Arbejdet...

✂ Han havde bladet rundt i en Skitsebog og fundet et Motiv, som han havde faaet Lyst til at male. Havde stillet et Lærred i Blindramme frem paa Staffeliet under det elektriske Blus og sad nu og tegnede Skitsen op paa Lærredet med en Kulstift...

✂ Det var et morsomt Motiv. Og han smaalo ved at erindre sig Situationen:

✂ En Aften engang i Sommer havde han, Sonja og Hother siddet nede paa Bænken under Lindene ved Keglebanen bag Børnenes Legeplads. Solen var gangen til Hvile, Skumringen faldt paa, alt var stille. Ogsaa Sonja, han og Drengen havde længe siddet tavse.

✂ Saa hørtes der paa én Gang en fin lille Knagen og Puslen inde mellem Buskene bag dem.

✂ Uvilkaarlig havde han grebet Hothers Haand og sagt:

✂ - Hys-s ...!

✂ Lidt efter kom et Pindsvin frem paa Grusgangen, saa sig forsigtigt om med sine skinnende Knappenaalsøjne, snøftede, prustede, drejede et Par Gange rundt og benede videre. Saa kom der ét Pindsvin til, rimeligvis Madammen. Ogsaa hun prustede; men knap saa mandigt. Derpaa kom der 1 .. 2 .. 3 .. 4 Unger drattende efter hinanden og ikke større end en god knyttet Næve ...

✂ Fatter var naaet hen til Keglebanen og var alket op paa Brættet. Mutter efter og tre af Ungerne. Men den fjerde, den mindste, kunde ikke vinde op og gav sig til at klage spædt og ynkeligt. Hele Karavanen standsede. Fatter udstødte et misbilligende Grynt: Osse Fandens med de Unger! Men den varmhjertede Moder lod sig øjeblikkelig dratte ned af Brættet, der hun stod, vimsede tilbage til Udgangspunktet og hjalp den lille ved at støde den med Snuden i Bagdelen.

158

✂ - Hu-it...! brast Latteren samtidigt ud af Sonja og Hother.

✂ - Hy-ys dog! tyssede Maleren ...

✂ Pind-Mutter drejede sky Hovedet om og lyttede. Men da alt forblev roligt, vimsede hun tilbage til sin Plads fra før; og Toget satte sig paany i Bevægelse. Det lignede en Række smaa skumle kappeklædte Sammensvorne, der ilede til det afgørende Møde. Man hørte de 120 rappe Klørs lette Kradsen mod Kegle-Banens Bræt. Men lidt efter lidt tabte Lyden sig, og Familien forsvandt i den tiltagende Skumring...

✂ - Se dette vilde han male! Hele Aftenstemningen skulde med. Og han selv, Sonja og Hother skulde sidde paa den hvide Bænk under Lindene og stirre med tilbageholdt Aandedræt efter Dyrene... Han havde vist en Skitse af Hother, som han kunde bruge!

✂ Atter gav han sig til at blade rundt i Bogen. Og atter smilede han:

✂ - Der var den Tegning oppe fra Torvet!

✂ En Krigsinvalid, forhutlet og fordrukken, med Træben og Jærnhaand, stod og aflirede paa sin Kasse en smægtende Melodi af "Carneval de Venise". Inde paa Fortovet sad paa sin Hale en kæmpemæssig St. Bernhardshund med rindende Øjne og opspilet Gab og græd jammerfuldt i Takt med Musikken; jo højere Tonerne steg, des højere hylede Hunden. Men rundt om Dyret dansede i Flok en Hob leende Smaabørn, henrykte, jublende, ellevilde ...

✂ - Ogsaa denne Skitse maatte udføres i Olie; Farverne vilde gøre Billedet end mere levende.

✂ - Og saa denne her:

✂ Udenfor et lavt aabentstaaende Kældervindue sad en rødbroget Kat stiv, hypnotiseret, opslugt; kun den yderste Spids af Halen var levende. Inden for i Karmen stod to Fuglebure. I det ene sad i sin Ring en stor, eddergrøn, desperat Papegøje; i det andet en lille, sølle, forpjusket Kanariefugl. Fjerene stod Papegøjen vildt om Hovedet, den var rasende; man kunde ligefrem høre, hvor den skældte og smældte: Rakkerpukkel! Flab! Idiot! Kæltring! 159 Medens Kanariefuglen paa en Pind i det borteste Hjørne af sit Bur sad sammenkrøben, tomhjernet, tilintetgjort, flad af Dødsangest...

✂ - Ha, ha, ja! Dette Billede skulde ogsaa males! Men snart, snart! Han maatte skynde sig! For naar de nu flyttede til Italien, blev der jo saa mange andre Motiver ...

✂ - Far...!

✂ - Ja...

✂ Det var Else, der kom løbende ind fra Sportssalen. Hun var iført en bekvem Gymnastikdragt: Benklæder, Matrosbluse og Lærredssko.

✂ - Kommer Du saa, Far?

✂ - Jamen, jeg ...

✂ - Du hat lovet at komme; saa det kan ikke nytte, at Du vil snyde.

✂ - I leger jo saa udmærket.

✂ - Vi leger meget bedre, naar Du er med! Neumann rejste sig:

✂ - Plageaand!

✂ - Kommer han? lød Hannes Stemme ind gennem Døren.

✂ - Ja-a-h! Else trak et Par Gymnastiksko frem under Divanen - Smid Frakken! sagde hun - Og tøm Bukselommerne. Her er dine Sko.

✂ Maleren "smed" lydig Frakke og Vest, tømte Lommerne og skiftede Fodtøj.

✂ - Naa, spurgte han - er det saa godt?

✂ - Du skal ogsaa smide Flippen!

✂ Han "smed" Slips og Flip. Saa satte han sig paa Hug:

✂ - Vil Du ride? Hendes Øjne straalede:

✂ - Ja! og hun kravlede op paa Ryggen af ham og satte sig til Rette med et lille, tykt Ben paa hver Side af hans Hals:

✂ - Er Mor hos Pastor Sørensen igen i Aften? spurgte hun.

✂ Der gik en nervøs Trækning over Frank Neumanns Ansigt:

160

✂ - Ja, det er hun vist... Hvorfor?

✂ - Jo, for saa kan vi gøre mere Sjov!

✂ Han sukkede.

✂ Men saa dunkede hun ham med Hælene i Brystet:

✂ - Hyp! sagde hun.

✂ Og Maleren galoperede med hende ind i Sportssalen ...

✂ Herinde var de elektriske Lamper tændt; Rummet laa lyst og varmt; og oppe under det hvide Loft trak Diefenbachs skønne Børneskikkelser af Sted paa deres Sejerstog: Per aspera ad astra ...

✂ - Fangeleg! raabte Hanne.

✂ Hun, Knud og Erik red, ligeledes i Gymnastikdragter, oppe paa Klatreapparatets øverste Tværbjælke.

✂ Maleren "slog" Else "af" paa Springmadrassen, og entrede som en Kat op ad Rebstien. Men i samme Øjeblik han var oppe, lod Børnene sig rutsche ned ad Stænger og Tove.

✂ Og nu begyndte der en vild Jagt rundt i Salen.

✂ - Hopla! raabte Neumann og satte over "Hesten".

✂ - Hopla! raabte de andre og søgte at gøre ham Kunststykket efter.

✂ Men Erik naaede ikke længere end op paa Dyrets Hale, der hang han og hylede: mirv, mirv, mirv! Else trimlede om paa Madrassen af Latter.

✂ Pludselig standsede Hanne midt i Legen og sagde skræmt:

✂ - Der er Mor ...!

✂ Fru Neumann kom til Syne i Atelierdøren sørgeklædt og forgræmmet:

✂ - Hvor I dog larmer... sagde hun og pressede Øjnene til som blændet af Lyset i det hvide Rum. Forlegne og sky stod Børnene der.

✂ - Vi troede ikke, Du var hjemme, undskyldte Maleren - Og de smaa maa jo dog røre sig, nu de ikke kan være ude...

✂ - Ja ... men behøver de at larme saa meget...?

✂ - Ellers morer de sig jo ikke... smilede han.

✂ - Nej... det gør de vel ikke ... Fru Sonja talte, som 161 var hendes Tanker milelangt borte - Vi skal spise, sagde hun saa - Gaa op og gør Jer i Stand, Børn. Hanne tog Erik og Else ved Haanden:

✂ - Maa Knud ikke nok spise med, Mor ...? spurgte hun.

✂ Fru Neumann saa afvisende hen paa den fremmede Dreng:

✂ - Gerne for mig ...

✂ Sky listede Børnene forbi hende og ud ... Maleren var begyndt at slukke Salens Lamper. Diefenbachs glade Frise svandt og svandt i Mørket...

✂ - Hanne er snart for gammel til at rende og tosse rundt med den Dreng! lød det fra Fruen.

✂ Maleren gik hen til hende og vilde lægge en Arm om hendes Liv; men hun gjorde sig fri.

✂ - Sonja, sagde han blidt, næsten bedende - ser Du da ikke, at dine Børn begynder at blive bange for Dig ...? Hun vendte sig uvilligt for at gaa:

✂ - De har jo Dig!

✂ Men da bruste Mandfolket og Vreden op i ham:

✂ - Ja, naar Du kun tænker paa de døde, maa jeg vel tage mig af de levende! sagde han haardt.

✂ Men Fru Sonja var allerede naaet halvvejs ind igennem Atelieret og svarede ikke ...

✂ Efter Aftensbordet sad Maleren, hans Kone og den gamle Fru Neumann omkring Bordet i Dagligstuen; Damerne med deres Haandarbejder i Hjørnesofaen under Maleriet fra "Det kolde Ben"; Neumann ved Bordets Yderside med en Bog.

✂ Længe var der ikke bleven talt et Ord.

✂ Saa ringede Entréklokken.

✂ Fru Sonja for sammen:

✂ - Hvem mon det kan være ...!

✂ - Det er vel Toldkontroløren ... mente den gamle Frue og saa paa sit Ur - Klokken er ni.

✂ - Ja, og det er Torsdag... sagde Maleren.

162

✂ Lidt efter gik Døren op, og Knagsted viste sig lille, firskaaren og lodden:

✂ - Glædelig Torsdag! hilste han.

✂ - Tak i lige Maade! nikkede Neumann.

✂ - Præcis som en Taarnvægter! smilede den gamle Frue.

✂ - Godaften ... sagde Fru Sonja. Tolderen tog Plads ved Bordet:

✂ - Hvad er det, De læser, Maler?

✂ - Victor Hugo: Les miserabies ...

✂ - Paa Fransk?

✂ - Nej, kun paa Fladlandsk, min Herre!

✂ - Hvis jeg var Digter, sagde Knagsted - saa vilde jeg gaa hen og hænge mig ... Det staar jo nemlig altsammen i denne vidunderlige Bog, altsammen ...! Jeg forstaar ikke, at nogen har Mod til at sætte Pen til Papiret, efter at den er skrevet!

✂ - "Gudbevares", citerede Maleren leende - "jeg bøjer mig for van Dyck; men enhver har dog sine Fortrin!" Fru Sonja lagde Arbejdet sammen og rejste sig:

✂ - Ja, undskyld, Hr. Knagsted, at jeg trækker mig tilbage; men jeg er lidt træt... Gaar Du med, Moder?

✂ Sonjas Seng var siden Hothers Død flyttet ind i gamle Fru Neumanns Soveværelse.

✂ - Ja, sagde den gamle Dame beredvilligt - gerne, lille Sonja; jeg trænger ogsaa til at komme til Ro ... Godnat, Drenge! smilede hun og lod ubekymret - I skal vel have Jeres Whisky?

✂ - Ja Tak ... Lad Olga bringe den ind i Atelieret.

✂ - Det skal jeg... hun rakte Herrerne Haanden - Godnat igen!

✂ Men Fru Sonja bøjede Hovedet til en tavs Hilsen og gik...

✂ Knagsted og Maleren drejede langsomt Ansigterne om efter hende ...

✂ I Atelieret.

✂ Toldkontroløren stod ved Bordet foran Divanen og lavede sig en Whisky.

163

✂ Neumann sad ved Staffeliet og tegnede paa Aftenstemningen fra Keglebanen.

✂ - De maa ikke tage altfor strengt paa Deres Kone, Maler ... sagde Knagsted.

✂ - Strengt? Jeg tager ikke strengt; tværtimod! ... Men at Sonja skulde ende med at blive "hellig" ...! Sonja!

✂ - De har jo Deres Kunst at...

✂ - Og hun har vel sine Børn ... sine levende Børn!

✂ - Ja ... Skal De ikke lave Dem en Whisky? Neumann lagde Kulstiften fra sig og gik hen til Bordet:

✂ - Da Hanne laa syg, sagde han - var der virkelig et Øjeblik, hvor jeg haabede, at Sonja skulde tage sig sammen og atter blive Menneske. Hun var saa omhyggelig og kærlig og god; vaagede selv over Barnet om Natten... Men nu er det forbi igen. Mindst tre Gange om Ugen render hun til "Opbyggelse" hos dette Skadedyr, denne Pastor Sørensen ... Og at tænke sig, at det var ham, der myrdede Hother! endte han.

✂ - Hvornaar rejser I til Italien? spurgte Tolderen for at give Samtalen en anden Vending.

✂ - Det kan jeg ikke faa hende til at tage nogen Bestemmelse om ... Hun kan ikke forlade Hothers Grav, nu Vinteren stunder til, siger hun ... og han skal ligge dernede alene og fryse ... Hysteri!

✂ - Men I rejser altsaa?

✂ Maleren satte sig paa Divanen ved Siden af Knagsted:

✂ - Ja, det gør vi vel... Ved De, hvorfor jeg tror, hun opsætter den Rejse? spurgte han saa.

✂ - Nej...

✂ - Fordi hun er bange for, at vi paa Rejsen igen skal faa fælles Soveværelse!

✂ - Aa Snak; I, der havde det saa godt sammen ...

✂ - Ja, ikkesandtl Aa, saa dejligt, saa dejligt... Men nu har hun i over to Maaneder holdt sig borte fra mig og boet inde hos Moder ... Og hun længes efter mig; jeg kan se det paa hendes Øjne; men hun tør ikke give efter for sin Længsel... tør ikke for Præsten!

✂ - Nej, ved De nu hvad, lille Neumann ...!

164

✂ - tør ikke for Præsten! gentog Maleren afgjort - Hun har selv indirekte sagt mig det.

✂ - Hm ...

✂ - Hun taler om "aandeligt Ægteskab", om "Sjælenes Harmoni" ... og mere af samme Tønde.

✂ Han rejste sig og strakte Armene ligesom favnende ud i Luften:

✂ - At tænke sig Sonja, dette livsfrodige, varme, naturlige lille Menneske!

✂ Og idet han lagde Haanden tungt paa Knagsteds Skulder, sagde han:

✂ - Tolder, skal jeg fortælle Dem en Ting: "Religion" er den højeste Egoisme! Bare man klarer sig selv over i den indbildte Evighed, saa Fanden med alle os andre l... Aa, jeg længes efter hende, vedblev han - elsker hende, elsker hende, som den første Dag, vi var sammen! Men vil jeg tage hende ind til mig, støder hun mig fra sig; og vil jeg tale til hende, rykker hun frem med Skriftsteder og bibelske Citater ... Stene for Brød!

✂ Knagsted sad lidt tavs; saa spurgte han:

✂ - Og hvad siger Deres Moder, den kloge Dame ...?

✂ - Hun siger, at jeg skal give Tid... At jeg maa betænke, hvilken Rystelse hele Sonjas Nervesystem har været udsat for ... At jeg foreløbig skal se paa hende, som man ser paa en Syg...

✂ - Og hvad mener hun om Hans Velær værdighed, Pastor Sørensen?

✂ - Hun mener, at hans Indflydelse kun vil være forbigaaende ... at Sonja er altfor sund og livskraftig en Natur til at...

✂ - Naa ja, der ser Del Og hun mener selvfølgelig ogsaa, at I bør rejse?

✂ - Ja.

✂ - Vil hun rejse med?

✂ - Ja, det vil hun! Og naar vi først kommer under andre Forhold, i andre Omgivelser og anden Luft, siger hun, vil Sonja lidt efter lidt tage sig sammen, vælte Præsten og 165 hans Lærdomme af sig og vende tilbage til Mand og Børn ...

✂ Knagsted nikkede: - Ja ...! Ja ...!

✂ Maleren greb hans Haand:

✂ - Tror De det virkelig, Tolder? ... Tak! Tak!

✂ - Og hvor i Italien vil De slaa Dem ned? spurgte Knagsted.

✂ - I Omegnen af Neapel, har jeg tænkt mig; ovre paa den anden Side Golfen. Aah, der er saa dejligt! Der etablerer vi saa Børnene med Farmor og en Lærerinde; og saa gør Sonja og jeg Studierejser rundt i hele Italien!

✂ Malerens Ansigt lyste og hans før saa bedrøvede Øjne straalede.

✂ - Maa jeg komme med? spurgte Tolderen.

✂ - Ja! Vil Del Vil De komme ned og besøge os l?

✂ - Det kan De bande paa, jeg vil! Jeg har altid ønsket at se Italien i godt Selskab.

✂ - Kan De italiensk?

✂ - Nej; ikke et Muk! Kan De?

✂ - Næh! Men det lærer man hurtigt.

✂ - Hvad Tid skal jeg helst komme? Hvad Tid er der kønnest?

✂ - I Marts-April... Om Foraaret.

✂ - Godt, saa kommer jeg til Foraaret! Og saa faar jeg Lov til at kysse Sonja, naar hun stor og smuk og solbrændt staar og modtager mig paa Banegaarden?

✂ - Saa meget De vil! lo Maleren - Skaal og paa Gensyn!

✂ - Skaal og paa Gensyn! nikkede Knagsted. Og de tømte deres Glas til Bunds ...

✂ Tre Uger efter drog Familien Neumann i Landflygtighed til Italien. Malerens Villa stod øde.

✂ Knagsted havde lovet at være Slotsforvalter derude.

✂ Madam Svendsen, omgift Terkildsen, havde bragt et Drengebarn til Verden.

166

✂ Moderen laa i sin og salig Svendsens brede Ægteseng, der var anbragt midt paa Gulvet i Sovekammeret bag Skænkestuen. Ved Siden af Sengen stod Vuggen med Frugten. Og klistret op i et Hjørne under Vinduerne krøb en lille Barne-Jærnseng beskedent sammen. I denne tilbragte Ægtemand Bernhard sine smaa Nætter ...

✂ Rikke Skade var paa Barselvisit:

✂ - Ja, forklarede hun dystert - han laa med Ansigtet bardovs ned i Vejsølen og med det dejlige Skæg helt fuldt af Blod.

✂ - Hvem fandt ham?

✂ - Skovfoged Jørgensen ...

✂ - Og han hade sæl skudt sig, staar der i Avisen ...

✂ - Ja, det staar der, hak-hak! - men han hade Fanden, hade han! Hva skulde han skyde sig for?

✂ - Vaadeskud, begribeligvis! mente Marthe - Der staar jo saa tidt, at nogen skyder sig med Vaadeskud.

✂ - En Skovrider, hæl haanlo Rikke - næ bild vos bare ikke den ind! Næ-h, det er sgu Frøken Michaela, der har gjort det; det tør jeg ta' Gift paa... De fandt jo osse hendes Handske nogen Alen væk inde mellem Træerne!

✂ - Det kan ha' været et Kærlighedspant, foreslog Marthe. (Hun holdt nu én Gang for alle ikke af at være enig med Veninden). - Folk i den Klasse, de har det altid med Kærlighedspanter!

✂ - Tror Du saa, han havde smidt den fra sig? Hvorfor skulde han saa ha' smidt den fra sig? Næi, saa hade han sgu haft den hængende i en Snor paa sit bare Bryst!

✂ - Ja-a ... Men i noget Forhør har hun da ikke været.

✂ - Kammerherren er gode Venner baade med Borgmesteren og Amtmanden, forstaar Du vel!

✂ - Jamen hvorfor skulde hun ha' skudt ham! vedblev Madam Svendsen paastaaelig - Jeg begriber bare ikke, hvorfor hun skulde ha' skudt ham.

✂ - Fordi naturligvis at han rendte med alle Verdens andre Fruentimmer baade høje og lave ... Frugten i Vuggen begyndte at grynte.

167

✂ - Jos-e-f i-ne! raabte Madammen. Pigen stak Hovedet - et uredt Hoved med vildtvoksende Krøller - ind fra Skænkestuen:

✂ - Hva' er der?

✂ - Ta' og varm Lillebrors Flaske; han er sulten! Josefine nappede Flasken ud af Vuggen og forsvandt. Dynen gled til Side; man saa Barnets Ansigt.

✂ - Det er en mageløs løjerlig Næse, det Barn har ... sagde Rikke.

✂ - Synes Du ...

✂ Drengens Næse var tyk, rød og svampet. Og nu han laa vaagen, rullede han den rundt i Ansigtet med sin hule Haand. Naamen det gør jo saa mange Børn, uden at deres Mødre derfor just behøver at have været i Berøring med Isenkræmmer O. W. Fredriksen ...

✂ - Hvornaar skal han døbes? spurgte Rikke.

✂ - Naar jeg kommer op.

✂ - Har Du bestemt hans Navn?

✂ - Ja-a ... han skal hedde Bernhard efter sin Far.

✂ - Hæ-meuvs ...! sagde Skaden, hun fik en eller anden Klump forkert i Halsen ...

✂ Josefine kom ind med den opvarmede Flaske. Marthe stak Sutten i Munden og smagte paa Mælken:

✂ - Du skulde ta' og rede Dig, Josefine! sagde hun. Josefine slog med Nakken, saa at Krøllerne bævede paa deres Naale:

✂ - Terkildsen synes, det klæ'r mig! sagde hun. I det samme kimede Dørklokken; og ud for hun. Marthe stak Sutten i Munden paa Drengen, der straks tav og aad.

✂ - Du har stadig ingen Mælk sæl? spurgte Skaden.

✂ - Næi... Doktoren siger, jeg er for svær.

✂ - Du er jo osse lidt op i Aarene.

✂ - Der er da dem, der er ældre!

✂ - Ja vel saa... Men de gaar heller ikke hen og indlader sig med Mandfolk.

✂ - Hvor gerne de end vilde! supplerede Marthe. Rikke gnækkede surt og tav ...

168

✂ Begivenheden med Skovrider Treschau, der var omkommen ved et Vaadeskud, var hændet for en 8-10 Dage siden.

✂ Der løb de sælsomste Rygter Byen rundt i den Anledning. Alle havde vidst om hans Kvindekærhed. Og hans Forhold til Michaela Løvenfeldt havde i aarevis været Søby og Omegns Samtaleemne.

✂ Hertil kom nu denne Damehandske, som var fundet i Nærheden af Liget.

✂ Frøken Løvenfeldt og Skovrideren gik jævnlig paa Jagt sammen. Men den Eftermiddag, han døde, havde han og "Rinaldo" været alene i Storskoven. Det kunde baade Niels Træskomand og Marie Svensker bevidne. De havde hilst paa ham; og han havde hilst muntert igen og fløjtet af Rinaldo ...

✂ Men saa en god Time senere, da det allerede var begyndt at skumre, havde Skovfoged Jørgensen fundet ham liggende tværs over Mosedevejen stendød og med et Kuglesaar bag det ene Øre. Hans Bøsse var tom; ved Siden af ham laa to Harer og inde i Krattet noget borte en Raabuk. Det hele saa temmelig selvfølgeligt ud: Han var snublet, Skuddet var gaaet af, havde ramt ham bag højre Øre, Kuglen var gaaet ind i Hjernen, og han var død med det samme.

✂ Men saa var der jo denne Damehandske!

✂ Og at den var Frøken Michaelas, det havde hun selv indrømmet, da hun fik den fremvist:

✂ - Enten maatte hun have tabt den engang, hun havde været paa Jagt, mente hun - Eller Treschau havde stjaalet den fra hende. (Her rødmede hun). Han forfulgte hende jo med sin forrykte Forelskelse... Naa, men hun var vist ikke den eneste! Hans Hjerte havde nok været svært rummeligt! ... Handsken havde hun for øvrigt ikke savnet, før nu hun saa den. Hun havde jo saa mange Handsker!

✂ Denne Forklaring afgav Frøkenen koldt og roligt. Med Undtagelse af altsaa, da hun omtalte Skovriderens Forelskelse.

169

✂ Kammerherren havde været paa Klapjagt paa et Nabogods, den Dag Ulykken skete. Og Michaela selv havde ligget til Sengs af Hovedpine. Kun havde hun om Eftermiddagen opholdt sig en halv Times Tid nede hos sine Hunde. Kommen op derfra havde hun taget et Antifebrinpulver og var atter gaaet til Sengs.

✂ Saadan forholdt Sagen sig.

✂ Men der var jo denne Handske ...!

✂ - Og nu ligger han under Mulde, Treschau... sagde Skaden; hun og Madam Svendsen var igen kommen tilbage til Skovriderens bratte Endeligt - Men hade det været enhver somhelst anden En, end som Michaela, der hade været emballeret i den Historie, saa skulde vi ha* set til Løjer og Langkaal!

✂ - Ja-e ... nikkede Marthe - de store ved altid at slippe om Hjørnet!... Har hun alle sine Hunde endnu?

✂ - Ork ja... 14 siger de. Noget skal hun jo ha' at fordrive Tiden med ... Og i alle Størrelser ...!

✂ - Hun skulle hellere ta' sig noget nyttigt f or!

✂ - Det behøver hun ikke. Hun faar jo Gaarden. Hun er eneste Barn.

✂ - Mon? ... betvivlede Marthe svedent.

✂ - Ja, det vil altsaa sige "ægte"; de udenoms spiller jo ingen Rulle, hak-hak! gnækkede Skaden - Der er din Mand!

✂ Bernhard var kommen ind fra Skænkestuen:

✂ - Skomager Hansen, Marthe, spurgte han travlt - hvordan staar det sig med Skomager Hansen; kan vi skrive ham for mere?

✂ - Hvad staar han for?

✂ - 11 Kroner og 40 ... Nu er han derude og kræver ind med to Bekendtere.

✂ - Ja-e, skriv Du bare væk; han er sikker nok; vi har jo Mellemregning.

✂ Skaden pegede ned paa Andelsfrugten, der saligt med lukkede Øjne laa og suttede løs paa sin Flaske:

✂ - Det er et dejligt Barn, Terkildsen! sagde hun.

170

✂ - Rigtig dejligt ...! nikkede Terkildsen - ja, saa skriver jeg altsaa Skomageren? spurgte han sin Kone.

✂ - Skriv væk! sagde hun - Hvad bestiller 111? Bernhards lille Krop rettede sig:

✂ - Altid har Du travlt med Bedstefar! Martries Ansigt svulmede:

✂ - Han skal vel gøre sin Nytte for Logi og Føden!

✂ - Lad Du mig om det!

✂ Bernhard svingede rundt som en Top og gik.

✂ - Det lille Myrekryv! snerrede Madammen efter ham - Jos-e-f-i-ne!

✂ Pigen stak Krøllerne ind:

✂ - Hva' er der? ... Her er Gæster!

✂ - Hvad bestiller 111?

✂ - Han sover en Donnert ud. Terkildsen sier, at han skal more sig, mens Fruen ligger til Sengs. Og væk var hun. Madam Svendsen huggede en arrig Haand i Dynen:

✂ - En faar nok snart se at komme op af de Dun! sagde hun.

✂ Og da faldt der Rikke en Ondskabsfuldhed ind. Den laa lige for; men underligt nok var den ikke rundet hende i Hu før:

✂ - Er Josefine og Terkildsen ikke saa omtrent lige gamle? spurgte hun uskyldigt.

✂ Men hendes smaa rødrandede Skadeøjne lyste som af ond Fosfor.

✂ Michaela Løvenfeldts Hunde:

✂ Freja.

✂ Grand fladlandnois, blaagraa med hvidt Bryst, hvide Sokker og hvid Halespids. Tispe. Smuk, behagelig elskværdig, men noget indolent; maaske dum. Staar i intimt Kærlighedsforhold til nedennævnte Hektor; men hengiver sig til ham tilsyneladende mere for at volde ham en Fornøjelse end for at tilfredsstille en dybere Trang hos sig selv. Er rimeligvis gold, da der til Dato aldrig har vist sig 171 Frugter af denne Forbindelse. Kan sidde i timevis om Vinteraftenerne foran den blussende Kaminild i Frøkenens Kabinet, stirre dybsindigt ind i Luerne og tage sig interessant ud; hvad ofte skal være Tilfældet med mindre begavede kvindelige Eksistenser. Er faldet efter Forældre med et betydeligt Stamtræ. Hvilket maaske tilstrækkeligt forklarer Damens ovennævnte mest fremspringende Egenskaber.

✂ Med denne Hund lader Frøken Michaela sig fotografere, naar hun er i Spadseredragt.

✂ Hektor.

✂ Gordonsetter. Næstsøskendebarn til Hans Højhed Fyrst Jokum XVIII's to berømte Livhunde af samme Race. Vakkert Haarlag og godt behængt men med en desværre ikke ganske ren Hale. Er i Labansalderen og vælter derfor ofte ved sine ubeherskede Bevægelser Stumtjenere, Vaser, Nips og Urtepotter; løber trods Advarsler og Knubs tværs over nysaaede Plæner og Blomsterbede. Blev efter en stormende, ungdomsbrusende, alt Hensyn tilsidesættende Kur til ovenomtalte Freja, dennes monopoliserede Elsker. Dog, som nævnt, uden Resultater. Ligger i ustandselig Guerillakrig med nedennævnte Jakob Hansen. Er forøvrigt godmodig og ukuelig livsglad, skønt den er Gaardens Prügelknabe og ofte revses af Frøkenen, sin Herskerinde, uden skellig Aarsag. Dette kan tjene som Eksempel paa, hvor højt en naturlig, sund og beredvillig tilfredsstillet Kærlighedstrang kan bære en mandig Natur frem over Livets mangehaande Trakasserier og Genvordigheder.

✂ Derfor: Ære være Kvinden!

✂ Med Hektor lader Frøkenen sig fotografere i Ridedragt.

✂ Diana.

✂ Glathaaret Hønsehund. Sort uden Aftegning. Af et særdeles elskeligt Gemyt og med en frodig Trang til at blive Moder. Næppe har hun faaet et Kuld Hvalpe druknet, førend hun paa en eller anden mystisk Maade er bleven gravid med det næste. Sover meget og er noget lad, 172 men gaar dog regelmæssig ensomme Ture i Mark og Skov, paa hvilke Udflugter man mener, at Ulykken sker.

✂ Fotograferes sammen med Frøkenen, naar hun er i Jagtdragt.

✂ Jakob Hansen.

✂ Sort Snore-Puddel. Eksentrisk af Sjæl og Legeme. Aldrig i Ro. Hidsig, hurtig til Vrede, stolt med et Glimt af Hovmod. Snarraadig. Trofast mod Venner. Uforsonlig mod Fjender. Dertil lumsk, fejg, tyvagtig, sanselig, viskæftet; kort sagt: noget af en Kunstnernatur. Hidkommet til Godset fra Søby, hvor den gjorde sig umulig ved sine erotiske Excesser. Sprang engang durk ind igennem et Vindue i Stiftsprovsteboligen, hvor Stiftsprovstinden sad med sin Skødehund, en russisk Moppe, som Jakob havde truffet i "Anlæget" og forelsket sig i uden Maal og Maade, skønt han kun ejedes af en Brændevinsbrænder. Skulde en Gang hænges og et Par Gange skydes, men slap alle Gange levende derfra. Løb derpaa bort fra Brændevinsbrænderen og logerede sig ind paa Byens fornemste Hotel tiltrukket af det rigelige Affald; men fornemmeligst dog af Værtens skælmske Foksterrier. Blev her en Aften ved Mortensdagstide set af sin nuværende Ejerinde, som følte sig tiltrukken af dens Navn og Spiritualitet og købte den for en Gaas og to Snese Æg. Førtes om Natten bagbunden til Løvenholm og blev om Morgenen løsladt og kraftig fodret. Hvorpaa den øjeblikkelig forelskede sig i alle de paa Gaarden værende Hunhunde, samt i Løbet af de nærmeste følgende Dage og Nætter stiftede talrige illigitime Forbindelser i Omegnen. Taaler nødigt Repræsentanter af sit eget Køn i sin umiddelbare Nærhed, hvorfor der, som ovenfor berørt, finder stadige Skærmydsler Sted mellem den og Gordonsetteren Hektor; medens den dog samtidig er klog nok til at vedligeholde en Slags væbnet Neutralitetsforbund til Prinsen (Se nedenfor), Frøken Michaelas Yndlingshund. Strækker ellers sin Antipati mod Rivaler saa vidt, at den endogsaa nærer et skummelt Had til Familier, der holder Han-hunde. - Kan, naar den er i godt Humør, gøre nydelige Kunststykker, saasom 173 "sidde", springe over Spadserestokke og gaa med hugget Sukker paa Næsen. Udfører ogsaa disse Kunster naar den partout tvinges dertil; men fungerer da med et ondt Udtryk i Øjnene og forlader gerne Hjemmet umiddelbart efter Forestillingens Slutning og bliver borte i flere Dage. Foragter lurvetklædte Personer og det mere underordnede Tyende. Betragter i det hele Godset som sin Privatejendom, hvorfor den altid, naar den kommer op i Stuerne, anbringer sig i de blødeste Sofaer og bedst polstrede Lænestole. Er noget logrende overfor sin Ejerinde og hendes Yndlingsgæster; men kritiserer dem skarpt og træffende bag deres Ryg. Hvorfra den har faaet sit lidt plebejiske Navn, er en Gaade, da den som Regel i sin hele Optræden minder om en Hofchef eller en første Lordkammerherre. Er rimeligvis et Elskovsbarn. Et Friluftsprodukt af en Stamherre og en Cirkusprimadonna.

✂ Lajla.

✂ Grævling. Tispe. Et barnligt Legeme, der huser en bundfordærvet Sjæl. Hører til en ældgammel Familie, hvis Medlemmer stadig har giftet sig ind i hinanden. Er derfor slesk, urenlig, kataleptisk Koprofag og hengiven til hemmelige Laster. Kort sagt: en kvindelig Heliogabal, som bør forbigaas i relativ Tavshed.

✂ Sascha.

✂ Russisk Mynde. Mager, sygelig, poetisk. Hvid med blaagraa Pletter. Født i Sverrig. Sippet og stram over for Hanhunde, men betragter dem med intense Blikke, naar den tror sig ubemærket. Lider af en Hudsygdom og minder i det hele om en ældre Guvernante.

✂ Prinsen.

✂ Skyterrier. Født paa et Slot imellem Bjærgene i Omegnen af Edinborg. Har noget af en Højskottes alvorsfulde Majestæt og urokkelige Beherskethed over sig. Heraf dens Navn. Trofast, god, storhjertet. Høflig, værdig og lydig uden Spor af krybende Underdaniglied over for Overmænd. 174 Venlig og imødekommende i sit Forhold til Undermænd uden Tanke af den saa usmagelige sursøde Nedladenhed, som desværre saa ofte særtegner Personer af Rang. Ynder ikke mange Ord, men ytrer fyndigt sin Mening, naar han finder det formaalst j enligt. Er Frøken Michaelas Yndlingshund og véd det; men lader sig ikke mærke dermed. Har ingen Kærlighedsforbindelser paa Gaarden, da han nærer den korrekte Opfattelse, at man skal respektere sit Hjem. Har dog forsøgt at gøre Freja til sin legitime Hustru, men Maalet sad for højt. Holder derfor i den nærliggende Landsby et Par Smaadamer, som han af og til beærer med et Besøg paa nogle korte Timer. Vandrer efter saadanne Visitter langsomt tilbage igennem Skoven nedsunken i dybe Tanker og af og til rystende misbilligende paa sit kongelige Hoved af de mærkelige Funktioner, et Væsen her paa Jorden har at udføre for nogenlunde at bevare sit Helbred uskadt. Tilbringer derpaa lidt mat Resten af Dagen i en Armstol af passende Blødhed, hvor den ligger sammenrullet til et Nøgle og ligner et Par Pund graameleret Uldgarn, der er kommet i Uorden.

✂ Fotograferes sammen med Frøkenen, naar hun er i Selskabsdragt.

✂ Dette er Michaela Løvenfeldts Hunde, hendes daglige Omgang og fornemste Tidsfordriv.

✂ Dog er at bemærke, at hun et Par Dage efter Skovrider Treschaus ulykkelige Endeligt egenhændig nedskød Hønsehunden Diana og aldrig gik paa Jagt mere.

✂ Motivet ubekendt.

✂ Konsul Wævers Automobil kom vuggende for fuld Fart op igennem Søndergade, kørt af en første Klasses Chauffeur, og standsede paa en Streg uden for Porten til Forretningen paa Kirketorvet.

✂ - Der er Konsulinden og Frejlif! meldte Frøken Solberg fra Vinduet.

175

✂ - Hum! brummede Købmanden - Hvad er der nu galt!

✂ Døren til Trappegangen fløj op, uden at der var bleven banket paa.

✂ P. A. satte Kikkerten for Se-Øjet:

✂ Jo; det var hans Datter med Søn.

✂ Den lille Frue løb med Baand og Ender vimplende om sig hen og greb den gamles Haand:

✂ - Aa Papa, Papa! sagde hun, og hun var bleg og forstyrret - Aa, Papa, Papa!

✂ - Naa, har de nu taget ham? spurgte Købmanden. Han var vel forberedt, thi han havde ikke tænkt paa andet i de sidste ti Aar.

✂ Unge Wæver var bleven staaende ret op og ned lige inden for Døren. Han var i Ridedragt: storternede Skinkebukser med Riderøv, mørkeblaa Jakke, gule Støvler og Sportshue. Ogsaa han var bleg. Og han lignede mere end nogen Sinde en rakitisk Frø.

✂ Konsulinden sank paa Knæ foran P. A.s Stol:

✂ - Papa, Papa, gentog hun - Du maa hjælpe, Du maa hjælpe!

✂ - Er han sat fast? spurgte den gamle; han var intet Øjeblik i Tvivl om, at det gjaldt Svigersønnens Pengesager.

✂ - Købmanden skulde skamme sig! lød det fra Solberg.

✂ - Jeg spør, om han er sat fast? repeterede den gamle.

✂ - Nej, nej, nej ... hulkede Konsulinden - Hvor Du er grusom ...!

✂ - Hvad er der da i Vejen?

✂ - Det er noget med Banken ...

✂ - Tænkte det nok ...! Hvormeget?

✂ - Det ved jeg ikke ... Det ved man ikke endnu ... Men Hagbart bad mig køre herind og bede Dig om at hjælpe ... Det hele kunde endnu ordnes.

✂ - Ikke med en Skilling! sagde P. A. afgjort - Ikke med en rød Øre! Det er bundløst! ... Har han stjaalet Penge?

✂ - Næmen, Købmand, dog ...! kom det fra Solberg.

176

✂ - Han har spekuleret ... sagde Konsulinden - Aa, men hvad ved jeg! Jeg forstaar mig jo ikke paa det! Du maa bare hjælpe!

✂ - Har Revisionen været der?

✂ - Ja, den kom pludselig i Morges: Sagfører Petersen, Isenkræmmer Fredriksen og Brygger Sandberg ... Det er et helt Komplot, siger Hagbart ... Men hvis Du bare vil hjælpe, sker der ingen Anmeldelse ... Ellers bliver Hagbart arresteret ...!

✂ - Men jeg vil ikke, kan Du hilse ham og køre hjem og sige!

✂ - Aa, Papa, Papa...! Konsulinden vendte sig hulkende om mod sin Søn, som stadig stod urokkelig paa samme Sted - Frejlif, sagde hun - saa kom dog hen og bed din Bedstefar om at række dine arme Forældre en hjælpende Haand.

✂ Unge Wæver rørte sig ikke:

✂ - Jeg sagde jo til Dig, før vi kørte, at det kunde ikke nytte; Morfar holder for meget af sine Penge.

✂ P. A. nikkede anerkendende hen imod Dattersønnen:

✂ - Det er rigtig, min Dreng! Jeg holder for meget af mine Penge til at ville smide dem i Vandet ... Og ha'de det saa endda været rent Vand! endte han.

✂ Konsulinden var nu ganske opløst af Graad.

✂ Frøken Solberg trøstede og klappede hende og hjalp hende til Sæde paa en Stol.

✂ Ude fra Torvet hørte man Automobilets Kogen.

✂ - Morfar vil vel heller ikke kavtionere for Summen, spurgte Frejlif pludselig - og betale Banken Pengene tilbage i Afdrag?

✂ Den gamle rettede sig uvilkaarligt, satte Kanonen for Øjet og saa næsten velvilligt hen paa den unge Mand:

✂ - Kavtionere? gentog han - Forstaar Du Dig paa de Sager! Du er altsaa ikke fuldt saa tosset, som Du klær Dig til...! Nej, jeg vil heller ikke kavtionere, lille Frejlif! ... Ved du maaske ogsaa, hvor stort Beløbet er?

✂ - 3-400,000 Kroner.

✂ - Og er der noget Falskneri med i Spillet?

177

✂ - Det vidste de ikke endnu ...

✂ Konsulinden holdt op med at græde og stirrede forundret paa sin Søn: Hvor kendte han alle disse Detailler fra! - Hun fattede et nyt lille Haab:

✂ - Hjælp os, Papa ... bad hun. - Om ikke for min og Hagbarts saa for Frejlifs Skyld; han kan maaske bringe det hele paa Fode igen ...?

✂ - Hjælp dem dog, Købmand ... sagde Solberg - hjælp dog Deres Børn ...

✂ Men nu blev P. A. arrig.

✂ At de kortsynede Fruentimmer ikke kunne holde deres Næb:

✂ - "Hjælpe" ...! vrængede han - for at mine Penge skulde gaa ad Helvede til, hva? Nej! Lad den Slapsvans af en "Konsul" ligge som han har redet! Min Datter og hendes Dreng skal jeg nok tage mig af, naar den Tid kommer!

✂ - Jamen Skandalen ... forsøgte Solberg.

✂ - Jeg blæser Skandalen et Stykke. Det er jo ikke mig, der har snydt Banken .-.. Kan De se, det var godt, jeg ikke gik med til Middagen!

✂ - Jeg holder med Morfar, sagde unge Wæver rolig; han stod stadig paa samme Plads; det var som turde han ikke røre sig fra Stedet, - Jeg holder med Morfar: det vilde være at smide vore Penge ud til ingen Nytte.

✂ Købmanden gav et Hop paa Stolen:

✂ - Du er Satan til Dreng! brast det ud af ham - Sier Du "vores" Penge, hæ-hæ!

✂ - Ja; skal jeg maaske ikke arve Morfar engang?

✂ - H-jo-e ...!

✂ - Jamen, din egen Papa, Frejlif ...! bad Konsulinden, for hvem Haabet igen var bristet - Tænk dog paa din egen Papa! Paa al den Skam, der vil overgaa ham og os andre!

✂ - Ja, og hele Familien, Frejlif! lød det fra Solberg - Hele den gamle agtede Familie!

✂ Frejlif tog et Par Skridt frem som for at svare ... Men pludselig greb han ud i Luften med sine lange Arme, 178 snappede et Par Gange hastigt efter Vejret og styrtede om paa Gulvet.

✂ Han havde faaet et af sine epileptiske Anfald ...

✂ Rundt i Byen surrede og murrede det angaaende de Wæverske Affærer. Men endnu var der intet sket. Vel holdt Konsulen sig hjemme paa sin Villa; men Forretningen paa Torvet var stadig aaben, og i Banken gik alt sin vante Gang.

✂ Dagen efter Konsulindens forgæves Besøg, sad Frøken Solberg igen ved Vinduet:

✂ - Der er vores Folketingsmand! meldte hun.

✂ - Hvem ...! kom det i et Stød fra Købmanden.

✂ - Nu drejer han ind ad Porten ...

✂ - Hvem, sier jeg!

✂ - Vores Folketingsmand ...

✂ - Saa sku da osse ...! Har de nu faaet pilket ham herover!

✂ Det bankede. Hansen-Højreb traadte ind:

✂ - Goddag, Købmand Birk ...

✂ - Hm ...!

✂ - Ja, De bliver vel forundret over at se mig?

✂ - Næi...

✂ - Naa, ha-ha! saameget des bedre! Goddag, Frøken Solberg.

✂ Højrebet trykkede Værtsfolkets Hænder ... Saa blev der en lille Pause:

✂ - Tja-e ... jeg vilde jo gerne tale med Købmanden ... begyndte han.

✂ - Tal væk ... Jeg har ingen Hemmeligheder for Solberg.

✂ Frøkenen rejste sig:

✂ - Jamen, hvis Folketingsmanden mener ...

✂ - Sludder! afbrød P. A. - De bliver her!

✂ Hansen-Højreb saa sig lidt ilde til Mode om; han var ikke ganske glad ved den Mission, han havde indladt sig paa:

179

✂ - Ja, Købmanden ved vel nok, hvorfor jeg kommer ...?

✂ - Nej ...

✂ - Jo-e, det er jo i Anledning af Deres Hr. Svigersøn ...

✂ - Hva' han?

✂ Folketingsmanden rokkede hjælpeløst: saa haard havde han dog ikke tænkt sig, at den gamle var at stikke i:

✂ - Jo-e ... sagde han igen - se det var jo dennehersens Bankhistorie ...

✂ - Den rager ikke mig! lød det fra P. A. - Jeg har sagt til min Datter og hendes Søn, at den rager ikke mig. Saa rager den ikke mig ... altsaa!

✂ - Der kunde dog maaske træffes en Overenskomst ... forsøgte Lovmanden.

✂ - Saa gaa til "Konsulen" ... Jeg har ikke noget med hans Pengesebedaljer at skaffe.

✂ - Købmanden skulde dog ... begyndte Frøken Solberg.

✂ - Hold Kæft, til hun bliver spurgt!

✂ Hansen Højreb rejste sig og gik hen til P. A.s Stol:

✂ - Jeg forstaar saa godt, at De er forbitret paa Deres Svigersøn, sagde han og stillede sig i Ting-Stilling for at aflevere en længere Tale - jeg forstaar det saa o-ver- maade godt ... Og at De intet vil gøre for ham, forstaar jeg til Nød ogsaa ... Men husk paa Deres Datter og hendes stakkels Søn, som De kunde spare for megen Jammer og Skade ved at vise en Smule Imødekommenhed over for den forurettede Part ...

✂ - De mener over for Dem sæl og de andre Aktionærer ... hæ!

✂ - Ja-æ ... overfor Banken altsaa.

✂ - Jamen Frejlif holder med mig! affyrede P. A. triumferende.

✂ - Frejlif ... Hvem er Frejlif?

✂ - Min Dattersøn; han er klogere, end som han ser ud til, skal jeg sige Dem; og han holder med mig: Morfar skal ikke smide vores Penge ud af Vinduet! sagde han.

180

✂ - Ja, det sagde han ... bekræftede Solberg hovedrystende.

✂ - Stakkels unge Menneske, han er jo ikke rigtig ... rigtig ... og nu ligger han saa syg derhjemme paa Villaen ... sukkede Lovmanden medfølende - Lægen er helt bange for ham ... Og nu har hans lille kjære Moder ogsaa f aaet det at tænke paa ... (Hansen-Højreb lagde en Haand paa gamle P. A.s Arm:) Dennehersne triste Historie har dybere Føling, end De tror, kære Ven, vedblev han, og hans Stemme blev tungt fortrolig - Det er ikke alene Deres stakkels Datter, hendes Mand og hendes Søn, der rammes ...

✂ - Men osse Jer Aktionærer... brummede Købmanden.

✂ Dog Folketingsmanden lod, som om han intet hørte og for fort:

✂ - Det er ogsaa hele Regeringspartiet som saadant! sagde han - Skal vi nu igen til at ride en af disse sørgelige Bankhistorier af med al dens Støv og Smuds ... Vi taaler ikke alle disse Stød; Tilliden til os bliver rokket... Grundstødet med Ministeren var sandelig mere end tilstrækkelig ...! (Han bøjede sig tæt ned til den gamle:) Jeg er bemyndiget af højere vedkommende til at tilbyde Dem en pyntelig Gradifikation, hvis De vil være os behjælpelig med at bringe denne Sag saa lydløst ud af Verden som muligt ...

✂ Købmanden vred den overtalende Næve af sin Arm:

✂ - Jamen jeg vil ikke! og han slog en Haand i Vindueskarmen - Jeg vil ikke rage Jerre ristede Krestanjer ud af Ilden! Hvorfor skal jeg kanske bære Tabet? Lad de Dolrehoder af Garanter og Revisorer sæl lide for deres Sovesyge. Hvorfor har I ikke passet paa i Tide ...! "Regeringspartiet" hæ! Ja, det er saagu et nydeligt Regeringsparti, som ikke kan regere sig sæl! Saa I troede at I kunde lure mig ved at tilbyde mig nogen af Jeres Ordener og Dingeldangler? Saa faa I tro om, gør I! Mine Penge skal I sgu ikke faa fat paa, hvormange "Grasifikationer" I saa tilbyder mig. Tag De kun hjem til Deherrer med den Besked, 181 Folketingsmand. Og saa Farvel og hils hele Klirresiet fra mig!... Luk ham ud, Solberg! Og lad mig saa her eftertids være i Fred!

✂ Da Frøken Solberg kom tilbage efter at have lukket Lovmanden ud, strakte hun sine foldede Hænder frem imod sin Husbond og sagde:

✂ - Købmand, Købmand! sagde hun - Husk dog paa, at det er de Folk, der har Magten ...!

✂ - Hæ! gryntede P. A. - hva Faen kan de gøre mig, naar jeg sidder med mine Penge? En anden Sag hade det været, om de hade faaet lumsket dem fra mig!

✂ Og han satte Kanonen for Se-Øjet og kiggede efter Sendemanden der forsvandt henne om Hjørnet ved Zions Kirken:

✂ - Hæ-hæ! klukkede den gamle fuld af Fryd - jeg synes sgu, han er bleven mindre nu at se til, end som før da han kom!

✂ Saa maatte altsaa Bankdirektør Konsul Hagbart Wæver vandre i Arrest...

✂ Baade Borgmester Rosenbaum og Stiftsprovst Vedel havde været hos den gamle P. A. Birk; men Købmanden havde straks ved Seancens Begyndelse lagt Tænderne paa Bordet; og Deherrer havde maattet forlade ham med uforrettet Sag.

✂ Og saa maatte man jo gøre Udlæg i Konsulens egen høje Person.

✂ - Hak-hak! gnækkede Rikke Skade, da Sagen rygtedes, - Der røg Halen af den Paafugl!

✂ 400,000 Kroner af Bankens Midler var formøblet. Falske Veksler var der med P. A.s Accept. Og dobbelt Bogholderi var der; et for Chefen og et for Revisionen.

✂ Villaen stod averteret til Salg; og Forretningen paa Torvet administreredes for Kreditorernes Regning af Prokurist Sørensen.

✂ Ikke et Baand, ikke en Knipling havde Konsulinden 182 faaet Lov til at tage med sig, da hun forlod "Palejet"s højloftede Stuer og drog med sin syge Søn ind i et Par smaa Bagværelser i Købmandsgaarden. Solberg næsten glemte samtlige Byens vildfarende Hunde for al denne Elendighed:

✂ Der trissede Fruen om bleg og forgræmmet. Ikke engang Rygtet om Skovrider Treschaus Død og Frøken Michaelas Handske gjorde noget Indtryk paa hende.

✂ Der laa Frejlif sløv og sammenskrumpen i sin Seng og kunde ikke komme til Kræfter igen efter sit sidste Anfald. Han talte ikke; rørte sig ikke. Føden maatte de tvinge i ham Skefuld for Skefuld. Det var næppe nok, at han kunde synke...

✂ Og der sad Konsulen selv omme i Arresthuset ventende sin Straf og bøjet over sine forkludrede Papirer ...

✂ Frøken Solberg slog Kors for sig og frøs under sin Jomfruhud ved Tanken om disse Livets nerverystende Dekorationsforandringer!

✂ Kun gamle P. A. holdt sig stiv, forbløffende stiv.

✂ Da man præsenterede ham Svigersønnens Veksler (6 i Tallet), satte han Kanonen for Øjet, betragtede omhyggeligt de blaa Papirslapper og sagde kun dette ene, men ganske betydningsfulde Ord:

✂ - Falske!

✂ Hvornæst han lod sin Datter kalde og sagde endnu et Ord, nemlig:

✂ - Skilsmisse!

✂ Og derpaa efter en Pause omsider et tredje Ord:

✂ - Navneforandring!

✂ Og det skete, som han havde talet. Konsulinden lod sig skille og antog sit Pigenavn. Men Titlen beholdt hun.

✂ Omsider faldt saa Dommen.

✂ Den lød paa fire Aars Forbedringshus for Bedrageri og Falsk samt ulovlig Omgang med betroede Midler ... Og en tidlig Morgenstund rutschede Konsul Hagbart 183 Wæver, Søbys fordums Lys og Fakkel, af Sted med Jærnbanen til et af Fladlands rummelige Tugthuse for at forbedre sig ...

✂ Samme Aften i Skumringen bankede det paa Konsulindens Dør, og Frøken Solberg viste sig: - Pastor Sørensen vilde gerne hilse paa Fruen ...

✂ Frejlif var sløvet hen i en Art Søvn; Lampen lyste bag sin Skærm; og i Sofahjørnet sad Konsulinden og tænkte.

✂ Pastoren gled ind. Solberg gled ud.

✂ Stille og redebon satte Præsten sig ned i Sofaen ved Fruens Side, greb en af hendes smaa, kolde Hænder og talte:

✂ - Jag mig ikke fra Dem, sagde han - Vis mig ikke bort. Jeg sidder her som Guds Sendebud ... Der er gaaet en tung Vind henover Deres Liv. Den er jeg kommen for med den Almægtiges Bistand at hjælpe Dem at sprede. Kast al Deres Sorg paa Herren og paa ham alene. Og hans Naades Sol vil atter gyde gylden Fred i Deres Hjerte ...!

✂ Dette talede han.

✂ Og medens Konsulinden fuld af Taknemmelighed lod Sørensen beholde sin lille stakkels prøvede Haand, lagde hun sit Hoved ind til hans Bryst og græd Befrielsens stille Taarer ...

✂ Saaledes sad de vel i omtrent tre Kvarter under gensidig aandelig Paavirkning.

✂ Og da Præsten omsider rejste sig for at forlade hende, bad hun ham komme snart igen.

✂ Hvad han lovede.

✂ Og gjorde ...

✂ Aften efter Aften tilbragte de nu sammen i Sofaen Haand i Haand talende dybt og alvorligt om dette Liv og om det paa den anden Side.

✂ Og det var, som flød der hver Gang stedse flere og flere Kalorier Kraft af hans Kraft over i hendes Svaghed og fyldte hende med Kræfter til at se Fremtiden lysere i Møde.

✂ Og det er det, det er om!