Wied, Gustav Uddrag fra Pastor Sørensen & Co. 1968

Midt i Suppen (klar med Kødboller) rejste Formand Svarte sig og holdt en af sine bekendte Taler for det regerende Fyrstehus. Svarte havde i Aarenes Løb holdt saamange Taler, at han ikke mere syntes at tænke derved; i hvert Fald ikke paa, hvad han sagde. Ordene boblede og surrede ud af ham som Vand af en Tud. Det var, som stræbte han kun efter Enden. Han for over Stok og Sten uden Kommaer, Punktummer og Semikolonner, indtil han pludselig og uventet satte sig med et Plump og saa fuldkommen udtømt ud: