Udvalgte Skrifter - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

✂

JASON MED DET GYLDNE SKIND
EN FORTÆLLING
(1875)

✂

FØRSTE KAPITEL

✂ Ude paa Atlanterhavet gik det kongelige, brittiske Postdampskib Bombay. Det kom fra Kalkutta, havde passeret Suezkanalen og var efter en hurtig og heldig Fart gjennem Middelhavet og den spanske Sø nu paa Slutningen af sin lange Fart mod den engelske Kyst. Det var frisk Sommerveir. Det store, sorte Dampskib skar langsomt gyngende gjennem disse bredt opsvulmende Vandhøje, hver enkelt dækket med mange mindre Toppe og Krusninger, som udgjøre de store Haves Bølger. Lidt Seil havde man sat til, men de stærke Maskiner arbejdede tilsyneladende lige anstrængt alligevel, og Røgen afvexlende hvæsede og bølgede ud af Skorstenen, der var bred og tyk som et lille Taarn. Køligt var der derude, mange Grader lavere Temperatur end inde paa det usynlige Land, der laa langt østenfor; men Luften var et Mønster paa denne stærke, skrappe Søluft, som synes at fæstne Legemet i sit omsluttende Tag. Det var en prægtig Sommerdag paa Søen.

✂ En prægtig Sommerdag, meget rolig og ikke fri for at være kjedelig. Thi Dagene ombord ere lange paa de lange Sørejser; men den Del af Dagen, hvorom det især gjælder er Eftermiddagen, ialfald gjælder det for dem, der ikke ville sidde ved Whistbordet i Kahytssalonen hele Dagen. Formiddagen kan man nok faa Ende paa. Den mest Morgenivrige vover ikke at vise sig for Stewarterne i Salonen før Kl. 8, og Frokosten kan trækkes ud til et godt Stykke efter Kl. 9. Et Par Timer efter at denne er endt kan godt gaa med Læsning og Betragtning af Loftet og Spadseren og Rygen paa Dækket og saa kommer Lunchen. Saa gaar det igjen nogle Timer paa samme Vis, og saa kommer Middagen, der holdes tidlig ombord. Og ikke 4 blot Maaltiderne ombord blive Gjenstand for Interesse, men selve Tilberedelserne fordrive ofte Tiden for de Tilskuere, der ligge paa Sofaerne langs Kahytten og gabe. De følge med Interesse ikke blot, hvad der sættes ind, men ogsaa hvorledes det gaar, den sømandsmæssige Lethed hvormed Opvarterne selv i det haardeste Vejr, under de stærkeste Duvninger af Skibet, komme løbende med høje Stabler af Fade og Tallerkener og anbringe dem med et glidende Kast, ligesom alt hvad der hører til Opdækningen gaaer ikke mindre sikkert og adskilligt mere hurtigt end deres Kolleger gjøre Arbejdet paa Landjorden; der væddes ombord om alt Muligt; der kan ogsaa væddes om at Opvarterne skulle tabe Porcellain, en Stabel, sex Tallerkener blot paa hele Reisen, men disse Væddemaal vindes sjelden. Spisning og hvad dertil hører kan altsaa bidrage endel til at faa Tiden til at gaa ombord, men det forslaar ikke, navnlig ikke naar den Del af Dagen hvortil de ere koncentrerede er forbi og den lange Eftermiddag begynder. Saa gjennemsøges for tyvende Gang det lille Skibsbibliothek, hvis Hovedbestanddele ere den almindelige Bønnebog og Charles Levers Romaner, eller der arrangeres smaa Spillepartier paa de lange afdækkede Borde, eller man faar ved de søstærke Damers Hjælp en mere selskabelig Underholdning i Gang. Eller man samler sig i Tobakssalonen paa Dækket. Dette er en Institution ombord paa et stort Passagerskib. Forsædet føres gjerne af Kapitajnen, Lægen eller en af Skibets Officerer. En mere fremtrædende Rolle spilles ogsaa af den eller de særlig søkyndige Passagerer, som have gjort den lange Rejse adskillig Gange eller endog gjøre den til Stadighed, og som kunne have en nogenlunde fornuftig Mening om Vind og Vejr og Farten og om de Skibe, man møder. Under Ledelse af disse Folk forhandles saa Skibets Anliggender og den øvrige Verdens, forsaavidt disse formenes at vedkomme Folk, der ere ombord, hvilket iøvrigt kun i ringe Grad er Tilfældet, thi baade betragte de, der svømme paa Søen sig som en ganske særlig Del af Menneskeslægten og den Omstændighed, at man ikke faaer daglig Tilførsel af Meddelelser om hele den ikke svømmende Verden, bevirker, at Interessen for denne sygner hen.

✂ Der er Anlæg for godt Kammeratskab ombord. 5 Bevidstheden om at have et Par Hundrede Favne mørkt, koldt Vand under sig udvikler mellem dem, der sammen flyde ovenpaa en Solidaritetsfølelse, der meget fremmer det gode Forhold. Paa den anden Side modvirkes dette af de Omstændigheder og de Anlæg i den menneskelige Natur, der altid tilintetgjøre Enighed i de smaa Samfund, og som Følge deraf opstaar der gjerne ombord et Par indbyrdes godt sammenhængende, men ligeoverfor hinanden temmelig uenige Kliker.

✂ Der var to saadanne ombord paa Bombay. Den ene aristokratisk, stiv og kjedelig. I Spidsen for den stod en engelsk General og hans ældre Datter. Den anden var demokratisk, livlig og morsom; i Spidsen for den stod en Franskmand Mr. Caillou, der var Selskabets Komiker ombord, og hans unge Datter. Til denne Gruppe hørte det aldeles overvejende Fleertal, Generalens Parti bestod kun af et halvt Dusin Personer, der havde mere eller mindre ægte Berøringspunkter med den fine Verden i Kalkutta.

✂ Generalen var gammel, tør, stiv og sygelig og reiste ikke til England med en Formue, hans Datter var ikke ung, tør, stiv, kantet og ikke Gjenstand for Herrernes Tilbedelse. Monsieur Caillou reiste hjem som en rig Mand, der nu skulde til at nyde Livet, hans Datter var kjøn, yppig, meget livlig, meget pyntet og meget koket. Modsætningerne var tilstede i tilstrækkelig Styrke.

✂ Monsieur Caillou havde naaet det franske Ideal at samle en Formue, hvis Renter man kan leve af, ved at slide haardt i nogle og tyve Aar som Restaurateur i Kalkutta. Han var kommet ud til Indien som Opvarter, havde ved Hjælp af sine opsparede Drikkepenge etableret en lille Restaurant, som havde faaet et godt Ry paa sig og var voxet op til at blive et anseeligt Etablissement, som han nu havde afhændet meget fordelagtigt. Mademoiselle var Datter af en af hans Opvartningspiger, med hvem han forøvrigt var bleven gift paa det Lovformeligste. Hun var sin Faders Afgud og var ligeledes Gjenstand for den mandlige Besætnings Tilbedelse i SaIonen. Caillou vilde hjem for at leve i Bordeaux, sin Fødeby, som Nabo til den bedste Vin i Verden og paa det Sted, hvor man havde opdaget, at Krebs kunde tillaves, og hvad de saa kunde blive til. Han fortalte, til hvem der vilde høre derpaa 6 og saa ofte Nogen vild« høre derpaa, om sine Fremtidsplaner. Om Vinteren vilde han leve i Byen, til Sommerhus vilde han have et lille Landsted, hvis Beliggenhed skulde være saaledes, at han kunde fra sine Vinduer følge en eller anden af de fine Vinmarkers Udvikling og Udsigter lige fra Foraaret af og til Høstens Tid om Efteraaret. Da vilde han mætte sine Blikke paa den, svælge i menneskekjærlige Fantasier over den Skat af Sol og Lykke, som nu skulde spredes mellem Menneskene og hvoraf naturligvis en lille Straale ogsaa skulde glide ned i hans Kjælder, der lille i Omfang skulde kjende Alt hvad der var Ædelt og Godt fra de skraanende Marker ved Bordeaux.

✂ Han havde altid Publikum til sine Fremtidsbetragtninger, skjøndt de udelukkende drejede sig om, hvad han vilde gjøre for sig selv og sin Datter. Men ikke alene sad hun oftest i Nærheden af sin snaksomme Fader, men denne var ogsaa morsom. Da han først var bleven saa søstærk, at han kunde krybe frem af sin Køje, var han lutter Liv og Munterhed. Han havde ikke gjort som de fleste af hans Landsmænd, der selv naar det gjælder deres Velfærd ikke kunne tilegne sig et fremmed Sprog, han talte flydende Engelsk. Han lagde ikke Dølgsmaal paa sin tidligere Stand, og den var ham tilgivet af de fleste engelske Gentlemen, ialfald saalænge man var ombord. Generalen hørte naturligvis ikke til de Forsonlige. Til Gjengjæld forsikkrede Caillou, at han ikke skyldte ham nogen Andel i sin Lykke, thi det havde vel en Tid været en af hans Kunder, men en af dem man ikke tjente paa, og han bankede Neglene sammen for at illustrere sin Forsikkring.

✂ De to fjendtlige Partier havde naturligvis deres særlige Pladser ved Bordene. For Enden af et sad Mr. Caillou, hans Datter og nærmest dem nogle unge Engelskmænd der hørte til hendes ivrigste Beundrere. Der gik det livlig til. Mr. Caillou havde en fast Tro paa Champagne som Middel mod alle Lidelser og særlig som Præservativ mod Søsyge, og da han i den glade Stemning i hvilken han befandt sig over at kunne vende hjem med sine Renter, ikke vilde drikke den alene, og da hans unge Naboer vare meget villige til at hjælpe ham ud over denne Forlegenhed, saa gik det særdeles livligt til her.

✂ Generalen og ihans Datter havde Plads ved den tilsvarende Ende af et andet Bord. De indtog en Holdning, som skulde indeholde en Protest mod deres Gjenboeres. Jo ivrigere Champagneflaskerne derovre cirkulerede, desto tausere saa Generalen paa sin halve Flaske Ale, og desto værdigere forlangte hans Datter det ene Glas Vand efter det andet. Jo bedre man ved Slutningen af Maaltidet syntes at more sig under Caillous Forsæde, desto ivrigere var Miss'en for at komme saa vidt med sin Spisning, at hun kunde rejse sig og dermed bekjendtgjøre, at anstændige Damers Maaltid burde være endt, og hun vedblev trofast hermed, skjøndt belært af daglig Erfaring om, at Mademoiselle ikke i mindste Maade lod sig anfægte herved, men holdt ud i sin Kreds, drikkende sin Champagne og gnaskende Rosiner og Mandler, med begge sine smukke Arme lagte op paa Bordet, snakkende og smilende og nikkende, saalænge hendes Garde holdt Stand.

✂ Til de temmelig Neutrale ombord hørte en yngre dansk Mand Anton Hasting, som var paa Hjemreisen fra Indien. Han havde arbeidet der i en syv à otte Aar som Civilingeniør og været heldig. Han gik ikke som Mr. Caillou hjem med Rigdom, men med en anstændig lille Kapital, som han vilde bruge som Driftskapital, og som det havde været hans Opgave at faa samlet derovre. Han var begyndt som Baneingeniør i en underordnet Stilling, men havde endt som heldig Entreprenør ved afskyelige Banelinier, som anlagdes i det Indre af Landet, og hvor man efter Omstændighederne døde af Klimatfeber eller tjente Penge. Han havde faaet det sidste Lod, men der var noget anstrængt i hans Ansigt og hele Holdning, som viste, at det ikke var gaaet let fremad.

✂ Ved hans sociale Stilling ombord var der det Eiendommelige, at han, da han kom ombord hørte til Generalens Trop, ja var den Ene af de To, hvoraf denne da bestod. Han havde gjort Bekjendtskab med Generalen, da denne engang var paa en sørgelig Inspektionsrejse for at undersøge, om nogle sørgelige Indfødte havde Riskorn nok til at kunne trække Hungersdøden ud i nogle Maaneder. I en gul Rørlandsby paa en gul Slette omgivet af gule Bjerge, den fortvivlede Hovedstad i et fortvivlet Distrikt, havde de tilbragt en fjorten Dags Tid i hinandens Nærhed under saadanne Forhold, at de nok 8 skulde huske hinanden. Saa kjendte da ogsaa Generalen ham igjen, den Dag han kom ombord, skjøndt Skibet endnu laa stille og var en Del af Landjorden og Generalen som Følge deraf i højeste Grad var General i Hendes brittiske Majestæts Tjeneste, Kommandør af den meget hæderlige BathOrden og af »Star of India«, saa meget General, at han kun gav Kapitajnen paa Skibet, der dog er Gjenstand for Alles Ærefrygt, et Par Fingre og Mr. Caillou kun et halvt Nik, der tydeligere end Ord sagde: »Sir! Jeg lader Dem ikke kaste overbord, men hermed ere vi to færdige paa denne Rejse«.

✂ Efter denne Modtagelse kunde altsaa Anton Hasting have betragtet sig som Generalens Vasal paa Rejsen. Men dels laa det i det Hele ikke for ham at offre meget for selskabelige Hensyn, dels var han efter adskillige Aars Omtumlen i mere eller mindre vilde Egne bleven sløvet for det Indsmigrende i slige sociale Udmærkelser, nok er det, han tog ikke videre Notits af Generalen og hans Datter, som han strax var bleven præsenteret for, og da den betydningsfulde Ceremoni at vælge Bordpladser skulde foregaa, tog han simpelthen, hvad Tilfældet bød ham, og dette var en Plads i Nærheden af de glade Franske. Kun en enkelt Plads skilte ham fra den unge Garde, som havde taget Flankestillingerne hos Caillou's. Han kjendte imidlertid en af disse unge Fyre og blev derfor hurtig kjendt med de andre og saa med den Stjerne, de drejede sig om.

✂ Mademoiselle havde med det Kvindeblik, som ser Alt og vurderer Alt, bemærket, at Hasting havde debuteret med at blive præsenteret for den højvelbaarne Generalsdatter, og dette var hende en Garanti for, at det var en Gentleman, som burde høre til hendes Stab og til den alene. Hertil kom noget Andet. Hvad der skilte Anton Hasting fra hende og hendes Garde var en fyrretyveaarig Enke, som ikke var tilstrækkelig styg til helt at kunne ignoreres, men som ikke vilde hylde Mademoiselle og derfor burde bemærkes saavidt, at hun blev knust. I den Anledning var der lagt særlig an paa at faa Hasting bragt ind i en Samtale, hvis Repliker gik tvers over Enken. Generalen og hans Datter oversaa ikke, at den ene af de to hvervede unge Mænd var ifærd med at desertere. Hans Dom var snart fældet. Forholdet til 9 Hastingblev køligt i den persiske Havbugt og var som Is ved BabEl-Mandeb. Imidlertid var Hasting dog ingenlunde af de Ivrige ved Mademoiselles Hof. Baade i Kahytten og paa Dækket, naar hun var omgivet af Gården, der med kulørte Crickethuer, der fremtoges paa Søen, saa ud saa broget som en Skare Pappegøjer, og hvor de ellers færdedes, traadte han kun til paa udtrykkelig Kommando. Han kom endnu med al den tilbageholdne Stivhed et aareiangt Ophold mellem Ørkener og stenede Bjerge og fortvivlede Junglestrækninger indgyder. Men det var ham en eiendommelig behagelig Følelse at komme til Civilisation igjen under en af Livslyst sprudlende ung Piges Ledelse. Han havde begravet Erotik og Romantik for tørre og mere ivrige, ængstelige (Forretningsbetragtninger, men der var en elektrisk Heftighed over den Maade, hvorpaa den franske Pige vakte disse Følelser om ikke til Live, saa dog til Erindring for ham.

✂ Og saaledes var det Selskab, der færdedes ombord paa det kongelige brittiske Postdampskib Bombay, da det gik ude paa Atlanterhavet, en frisk Sommerdag, glidende gjennem disse brede, opsvulmende Vandhøje, dækkede med mangfoldige Toppe og Krusninger, som er det store Havs Bølger.

✂ Man var nu nærved den engelske Kyst, den næste Dag skulde være den sidste, der helt skulde tilbringes paa Søen. Man var, skjøndt Rejsen var gaaet særdeles godt, gjennemtrængt af en behagelig Følelse af, at der var noget Stort og Vanskeligt, der var overstaaet og tilbagelagt, Noget, der for Manges Vedkommende ikke skulde gjøres om igjen.

✂ De Fleste vare nu meget utaalmodige efter at se Land, og da dette aldeles ikke lod sig gjøre, trøstede de sig med at bemærke den voxende Talrighed af Skibe. Disse viste, at man fra den store ensomme Landevej var i Begreb med at dreje ind i Havets befærdede Gader. Fraregnet dette mere uskyldige Tegn paa, at man var kjed af Rejsen og forsaavidt ogsaa af Rejseselskabet, var man meget elskværdig mod hinanden som Følge af det almindelige gode Humør. Den Meddelelse om Skibets Fart i die sidste fireogtyve Timer, der Kl. 12 som sædvanlig var bleven opslaaet i Salonen, havde været saa tilfredsstillende som! mulig. Veiret var smukt og 10 stille, Alle vare paa Dækket. Generalen spadserede med sin Datter under Armen, ganske ligesom de andre, og som om han, naar galt skulde være, kunde være en ret medgjørlig Mand. De brogede Crickethuer satte hinanden Stævne i udsøgte Londonerrestaurants, Damerne begyndte at tale om, hvorledes deres stakkels Kufferter mon havde havt det i Rummet, hvor de havde været usynlige under hele Rejsen, og om Udsigterne til at faa dem nogenlunde hele op igjen, og Mademoiselle Caillou sukkede, saa at hendes Livstykke truede med at sprænges, naar hun tænkte paa, at noget Menneskeligt kunde have ramt de Skatte af ukjendt indisk Fashion, hun førte med sig for at gjøre Bordelaiserne misundelige.

✂ Det var lidt sildig paa Eftermiddagen, Solens Straaler faldt skraat henad Dækket over de spadserende Klynger og skød en gylden Straalebjælke ind i Tobakssalonen, som var aldeles fuld af Herrer og derfor ogsaa af Røg, og det skjøndt Døren i Læsiden var helt aaben. Røgen var saa stærk, at et Par af Garden, til hvem Hasting havde sluttet sig, havde smuglet deres smaa Shagpiber hen paa det Stykke af Dækket, hvor der ellers ikke maa ryges og var vandrede ud til Pladsen i Skibets Agterende bag Rorgængerens Hus.

✂ En herlig Plads! Man staaer paa det høje Skib som paa en hævet Altan med en Udsigt uden Grændse. Man ser Vandhøjene bag sig glide over hinanden, forsvinde og atter opstaa efter en ubestemmelig Regel, i en uendelig bevæget Leg, som bliver dobbelt forunderlig i sin Bevægethed, naar man tænker paa den Ensomhed, der atter bliver over disse Vandflader, under denne Himmel, naar det Skib, man staar paa, er gledet bort, og paa, at Bevægelsen og Legen bliver ved uden at noget dødeligt Øje ser derpaa. Skibet trækker helt ud i Horizonten sin brede, udglattede Stribe efter sig over det mørke Vand. Stødvis, med korte regelmæssige Mellemrum sender Skruens Omdrejninger Udbrud af Skum op fra Dybet og Skyer af klare, boblende Perler lægge sig som en Bort langs Striben.

✂ »Der er Vejen til Asien,« sagde, idet han pegede paa denne, en af Garden, en ung engelsk Ingeniør. »Den er ikke saa let at finde igjen.«

✂ »Men De tænker vel heller ikke paa at gaa den en Gang til,« sagde Anton Hasting.

✂ »Jeg ved det ikke, jeg er ikke saa sikker i min Sag som De,« svarede Englænderen. »Gaar det ikke herhjemme, maa jeg ud igjen og, ligesaagodt tilbage til vore tause brune Venner som til Australien eller Afrika. Helst i Skotland, det er vist, men ellers Gasværk i det indre Afrika, Vandværk paa Patagonien eller Jernbane op ad Himmalaya, det er mig saa temmelig Et. Men Penge, Sir, Penge maa jeg have ud af det, ellers bliver det aldrig til Noget med den Kottage, De gjør Nar af.«

✂ »Og den unge Viv, der selv laver Muffins til sin Mand og de to Børn,« sagde en af hans Venner.

✂ »To Børn, Dick! Jeg vil see Dig hængt. Et Dusin, ikke et eneste mindre. To Børn! Det er kun Franskmænd, som ikke ønske fler!«

✂ »Saa er Mademoiselle ikke Noget for Dig.«

✂ »Det har jeg jo heller aldrig sagt, at hun var. Men derfor er hun alligevel en fordømt kjøn Pige, fuld af Kommers og Liv, og den Gamle har Penge, og det gjør ikke noget de lugte af branket Smør.«

✂ »Saa tag din Chance! Det var dog bedre at komme til at leve med hende i Frankrig, hvor I jo rigtignok kom til at leve efter hvad hun altid lover sin Mand, bedre det end at komme til at leve i Patagonien. Det er dog Overtro med disse Frøer og Snegle Franskmændene leve af. Tag hende, jeg troer hun tog Dig.«

✂ »Tag selv din Chance og tag hende,« svarede Ingeniøren. »Jeg troer, at hun ogsaa kunde tage Dig, ialfald naar vi havde et Par Uger endnu, inden hun fik en anden Besætning at se, end vi har ombord.«

✂ »Maaske, men nu have vi engang ikke et Par Uger tilbage men kun en Dag eller halvanden. Jeg er forresten ikke giftesyg. Jeg siger som vor danske Ven: skal det komme, saa lad det komme af sig selv og saa snart som muligt.«

✂ »Ja, hvad vil han og hvad vil han ikke,« svarede den Første, idet han smilende saa til Hasting, »han har jo aabenbart rent glemt, at der er andre Fruentimmere til end Vaskekoner, og det er derfor, at han ikke tror paa andre.«

✂ »Ja maaske De har Ret,« sagde Hasting, »jeg er selv noget forundret over mig selv, jeg synes der er noget Tørt over mig, jeg er sprukken og revnet som Sletterne i deres tørre Tid.«

✂ »Og længes efter Vand, tørster efter Vederkvægelse?«

✂ »Nej, jeg mærker det var et daarligt Billede, jeg brugte; thi jeg tørster netop slet ikke.«

✂ »Saa foreslaar jeg hellere at ligne Dem ved tørt Tømmer, det skal være tørt, men tag Dem saa iagt for Ilden.«

✂ »Fare fra en anden Kant,« sagde en af Deltagerne i Samtalen, som havde hørt halvt efter og afleverede en Replik, der mere passede til Ordlyden af, hvad der var gleden forbi ham end til Indholdet. Den Slags Deltagere i en Samtale er gjerne de frugtbareste, og saaledes blev det ogsaa her.

✂ Frem fra Rorgængerens Hus gled Mademoiselle, der følte sig skammelig forladt og havde begivet sig ud for at søge efter Garden, da Garden ikke lod til at ville søge hende.

✂ »Hvad er det for Farer, De taler om,« spurgte hun og traadte ugenert ind i Kredsen.

✂ »Fare for at blive gift,« sagde hurtig Hasting og mere paa en gnaven eller ialfald afvisende Maade and i en høflig Konversationstone. Han var i Grunden bleven i slettere Humør, da de vare komne paa Slutningen af Rejsen, end han havde været i Begyndelsen.

✂ »Fra hvilken Side skulde Faren true? Og hvem? Os Damer eller Dem og de andre Herrer,« riposterede Mademoiselle.

✂ »Vi talte egentlig ikke om Farerne fra denne eller hin Side,« svarede Hasting, stadig lidet oplagt til at være behagelig, »men om Farerne ganske i Almindelighed.«

✂ »Man skulde tro, De idetmindste var tre Gange Missionær, naar De taler saaledes,« sagde hun. »Forresten troer jeg for mit Vedkommende ikke at jeg vilde tale saaledes, selv om jeg var det!« Hun sagde disse Ord med et Udtryk, som i det Øieblik gjorde hende mere end kjøn.

✂ »De maa huske paa med mig, Mademoiselle, til Undskyldning for min barbariske Tænkemaade, at jeg har boet adskillige Aar mellem Hinduer.«

✂ »Og Hindupiger,« tilføjede Mademoiselle med »et Øiekast, der gav det i og for sig uskyldige Ord en frivol Farve.

✂ »Jeg vædder, at Mr. Hasting er gift om et Aar,« sagde pludselig en af de unge Englændere.

✂ »Det er et Ord,« sagde Mademoiselle, »jeg holder uhyre af Væddemaal. Vi vædder om en Diner idag et Aar hos »Trois frères«. Mr. Hasting, er De gift om et Aar, Ja eller Nej?«

✂ »Nej.«

✂ »Saa taber De Væddemaalet. Det skulde fornøje mig om jeg vandt. Taber jeg, er jeg ogsaa glad og saa lader jeg Papa betale. Ham maa jeg dog have med for mit Rygtes Skyld.«

✂ »Men vi andre,« spurgte en af Garden.

✂ »De skal naturligvis med,« sagde Mademoiselle. »Den Tabende skal invitere Dem med. Jeg har ialfald ikke glemt Dem om et Aar. Mød kun paa Pletten idag om et Aar Kl. 6. Det bliver magnifikt, en lystig Diner, en Dame og fem Herrer, det kan jeg lide.«

✂ De Andre lo.

✂ »Ja, jeg tager det alvorligt,« sagde hun, »De skal møde.«

✂ Klokken ringede til The.

✂ »Hr. Barbar, Deres Arm,« sagde Mademoiselle, tog Hasting under Armen, og man gik ned i Kahytten.

✂ Siden paa Aftenen samledes Herrerne atter i Tobakssalonen i den samme rolige, men behagelige Stemning, som havde hersket hele Dagen. Mr. Caillou havde en Del Hvisken for med Stewarten, og det viste sig snart, at Resultatet af denne var en kold Punsch, hvis Komposition Caillou paastod havde været ham mange Penge værd i Kalkutta, hvad der kunde være rimeligt nok, thi baade smagte den fortræffeligt og var den sammensat af de dyreste Ingredienser. Den blev skjænket rundt i Glassene af den glade Restauratør, der optraadte som Vært og inviterede Alle ind, han kunde faa fat paa. Han sad i den lille Sofa ved Siden af Kapitajnen, der altid behandlede denne Passager som sin kjæreste Ven, naar Generalens ærefrygtindgydende Øje ikke hvilede paa ham. Den glade Caillou beklagede kun, at han ikke havde sin hvide Hue paa for ret at befinde sig i sit Es. Kapitajnen foreslog at afhjælpe 14 denne Mangel ved et hvidt Lommetørklæde. Han havde just faaet dette arrangeret paa en tilfredsstillende Maade, og man troede sig til at være et saa glad Selskab, som flød paa noget af de fem Verdenshave, da Generalens høje Skikkelse viste sig i den aabne Dør. I et Anfald af nedladende Elskværdighed vilde han den Aften besøge Tobakssalonen, hvor han hidtil ikke havde sat sin Fod.

✂ Det lod ikke til at denne gode Hensigt blev tilstrækkelig paaskjønnet. Foreløbig indtraadte der en almindelig Taushed. Generalen paa sin Side syntes ogsaa strax at faa et stærkt Skaar i det glade Humør, der havde fyldt ham, da han saa, at man havde arrangeret en hel lille Kollads.

✂ Caillou, der var Vært af Profession, var den Første, der gjorde Forsøg paa at faa det Hele paa Fode igjen. Han skjænkede et Glas og tilbød Generalen det med Høflighed og rejsende sig op i Sofaen.

✂ »Kan jeg betale for det,« sagde Generalen i en Tone, der gjorde det tydelig, at han for sit Vedkommende ikke vilde være behagelig mod den tykke Franskmand.

✂ Denne blev lidt blegere i sit gule Ansigt, men fattede sig hurtigt og sagde i en flot Tone, der var meget forskjellig fra den, han først havde talt i:

✂ »Ja, giv mig en af Deres Cigarer, min er næsten færdig. Jeg vil hævde mit Renommé for ikke at trække Folk op,« tilføiede han efter en kort Pause.

✂ Generalen blev aldeles forvirret ved denne Uartighed og svarede kort i en fonbittret Tone:

✂ »Jeg har ingen Cigarer til Dem.« Han gav med det Samme sit Glas et lille Stød. saa at det kom længere ind paa Bordet, hvor det skvulpede en Del af sit Indhold ud.

✂ Caillou greb det, tømte det roligt, smækkede med Læberne og sagde til de Andre med leende Ansigt: »Jeg minder mig selv om Fremgangsmaaden i den bekjendte Kneipe, som der gaar Sagn om i alle Lande, hvor Sprøjten atter suger Suppen op, naar Gjæsterne ikke betale.«

✂ De fleste Gjæster kunde ikke lade være med at le eller smile ad den Maade, hvorpaa Kokken med sin firskaarne Satire gav Generalen Lige for Lige. Som en lille Reservation lagde dog Kapitajnen, som nu engang sad ved Caillous Side, 15 sig saa langt tilbage i Sofaen, som han kunde komme. Han havde vist foretrukket at være ialfald paa en selvstændig Stol ved Siden af den. Generalen var dog, naar Alt kom til Alt, General i Hendes brittiske Majestæts Tjeneste, og vred var han. Hans hvide Haar og Skjæg kransede et ildrødt Ansigt, og hans smaa arrige Øjne vare næsten helt skjulte under den rynkede Pande.

✂ Caillou tog nu Tingene med den største Ro. Han drak og skjænkede i, heldte mere Champagne i Bollen og begyndte paa sit Yndlingsthema, sine Memoirer som Opvarter, som han fortalte med en Parisergamins Liv, Opfattelsestone og satiriske Talent. At sidde i en Kreds, hvor en Mand præsiderede, der fortalte: »Jeg stod udenfor med Servietten.« »Jeg kiggede ind ad Nøglehullet«, o. s. v. var rent forskrækkeligt. Han vred sig paa sin Feltstol henne ved Døren. Han vilde ikke vige Pladsen, det var at erklære sig slaaet, men det kneb at blive.

✂ Ved Siden af ham sad en lang Amerikaner, han halede yderst veltilfreds i sit Bukkeskjæg og slog sig med larmende Munterhed paa Laarene med begge Hænder, hvergang Caillou havde endt en Historie og kastede tillige ondskabsfulde Sideblikke paa sin tause forbittrede Sidemand. Endelig blev det denne for galt, han vendte sig om mod Amerikaneren og beærede ham, hvem han iøvrigt ikke havde vexlet et Ord med, ved halvhøit at sige til ham: »Det er næsten for galt, at en saadan Fyr sidder mellem Gentlemen.«

✂ »Vel, Sir,« svarede Amerikaneren efter et Øieblik at have set paa Generalen, »men man finder sig i det Selskab, man kommer ind i. Jeg havde engang i Distraktion skrevet en af mine Bekjendtes Navn paa en Vexel, og skjøndt Distraktion er en Fejl vi i min Familie lide meget af, tog man ikke denne Undskyldning for god og satte mig i Tugthuset. Det Selskab der var der, Sir, gjør De Dem vanskelig nogen Forestilling om,« og han tog Generalen, der maalløs stirrede paa ham, fortrolig i Knaphullet. »Lykkeligvis traf jeg snart min Broder, som ofte havde taget en anden Mands Uhr op af hans Vest og glemt at levere det tilbage, naar Manden gik videre; det var ogsaa kun den ulykkelige Tilbøjelighed til Distraktion, der ligger i Familien, som her yttrede sig, en Arv fra 16 mødrene Side antager jeg; vor Moder var det i høj Grad, det var hende aldeles umuligt at huske, hvem vi havde til Fader.«

✂ Generalen for op med en voldsom Ed og røg ud af Døren.

✂ »Det stod han ikke for,« sagde polisk Amerikaneren, der i Virkeligheden var en skikkelig Uldhandler fra Vesten, til de Andre, som var begyndt at se lidt foruroligede ud ved disse Familiememoirer. »Lad mig saa faa et Glas for den Forretning.«

✂ Det gode Humør blev herefter helt overgivent. Det blev ganske mørkt udenfor, Lanternerne vare forlængst hængte ud, men man blev siddende. Endelig begyndte en Taage, der vel ikke var meget tæt, men som dog gjorde det mindre behagelig at sidde for aabne Døre, og lukket kunde Døren ikke være for Røg. Saa bestemte endelig det muntre Selskab sig til at bryde op og gaa ned i Kahytten. Næsten Alle, der havde siddet dernede, vare gaaede i Seng. Af Damerne sad Mademoiselle tilbage. Den store Salon saa med sine mange Lamper, sine livlige Farver og rige Forgyldning hyggelig og venlig ud, og Mademoiselle, hvem Lampelys klædte særlig godt, sad som den mest bedaarende og besnærende, ventende, unge Husmoder i sin Stol og broderede med et allerkjæreste lille Præg af Fortrydelighed i Ansigtet over at være ladt alene, som Enhver af Garden kunde tage til Indtægt, da den stillede for at sige Godnat.

✂ »Godnat, Godnat, Godnat!« nikkede hun. »Sig mig blot, Mr. Hasting, skulde jeg ikke gjøre den Rose mørkere. Ja, jeg vilde Dem ikke Andet end det. Godnat.«

✂ Snart var hele Skibet gaaet til Ro. Lamperne i den lange Gang, hvortil de forskjellige Kahytter vendte ud, vare slukkede paa et Par Stykker nær, og inde i Kahytten var Alt nu stille. Kun i Kapitajnens Hytte oppe paa Dækket var der Bevægelse, og Lyset over Søkaartet skinnede gjennem den taagede Luft. Alting blev mere og mere stille. Man hørte kun Vandene og Skibet. Vandene plaskede og stødte med dumpe Kølleslag paa de tynde Vægge, bag hvilke de mange Mennesker laa trygt og sov. Skibet knirkede og knagede og sukkede langtrukkent som alle Skibe gjøre, og Maskinernes 17 ensformige Slag og Skruens travle Banken nede i dens mørke Aflukke under Vandet hørtes over det Hele.

✂ Og saaledes gik det i den mørke Sommernat, medens Taagen blev tættere og Søvnen dybere ombord, skjøndt Vandenes Kølleslag lød truende og haardere og haardere i den hule Sø, der var begyndt.

✂ Men pludselig afbrydes Stilheden ved et højt Raab paa Dækket, Signalklokken i Maskinrummet ringer med en skingrende Ilfærdighed, der vidner om, at den udfører en Ordre det haster med, hurtig trampende Fødder styrte om paa Dækket, flere høje Raab og Kommando paa Kommando lyde efter hinanden.

✂ Hasting delte Kahyt med den unge engelske Ingeniør; saadanne Folk vide strax, at der er noget Alvorligt paa Færde, og de stod i et Nu halvt paaklædte i Gangen, som førte til Dækstrappen for at ile op.

✂ I det Samme lød der et knagende Brag, som nok skulde vække alle de Sovende, nok et Brag, efter et Sekunds Stilhed Raaben og Skrigen af mange Stemmer og saa som Ekko af dette, forplantende sig Skibet igjennem, Udbrud af Skræk og Forfærdelse. Støjen og Larmen, Støden og Puffen til Døre, som man i Forskrækkelsen glemte, hvorledes man skulde aabne, og Støden og Puffen og vild Trængen sig mellem hinanden for at komme op paa Dækket eller blot et andet Sted hen, end der hvor man var.

✂ Hasting og hans Kammerat havde været de Første paa Dækket. Det var dem umuligt at finde sig tilrette. Skibet var stoppet, men gyngede uroligt op og ned, som i Krampe og Angst, Natten var mørk og glandsløs, Lyset fra Lygter og Lanterner blændede kun uden at kunne trænge igjennem Taagen, som nu var meget tæt. Dampen fra den stoppede Maskine foer ud fra Skorstenen med bedøvende Larm og Hvæsen og slog ned paa Dækket i tætte Skyer. Udover Rælingen var Intet at se, jo! Forude noget Uformeligt, som de mere anede end saa. Da de følgende Lyden af Stemmerne ilede derhen, saa skimtede de Stænger og Rejsning af et andet Skib, der laa foran deres, og udover hvilket en Stump af Bombay's Spryd ragede.

✂ I Mørket og Taagen og under skjødesløs Udkig var de 18 løbne i et andet, temmelig stort Skib, der foreløbig syntes at være det, der havde lidt mest og at være i størst Fare.

✂ Mængden af Passagererne foer om imellem hinanden paa Dækket, halvpaaklædte og i den største Forvirring og Forskrækkelse. Den Scene der havde vist sig for dem i den mørke, fugtige, uigjennemtrængelige Nat, havde fyldt dem med Rædsel, og de bidrog naturligvis Alle deres til at forøge Forvirringen. Gjennem den udeladte Damps Buldren og sydende Hvæsen, Raabene fra Bombay og fra det store Andet, der laa foran, hørte man uafladelige Kommandoraab, som bidrog til at forøge Forskrækkelsen, thi Folk vilde kun opfatte dem som yderligere Tegn paa overhængende Fare. Og da Kapitajnen gjennem sin Raaber meddelte, hvad der var passeret, og at han haabede, at Bombay ikke var i nogen farlig Forfatning, blev denne sidste Meddelelse af de Fleste opfattet som en Forberedelse paa det Værste. Graad, Hulken og Udbrud af Fortvivlelse lød fra alle Sider, og Paniken forøgedes; Nogle bemærkede at der blev gjort Anstalter til at gjøre Baadene klare, de gjorde Anskrig, store Hobe styrtede derhen og der opstod de uhyggeligste Scener, medens Matroserne, som skulde arbejde, puffede, slog, stødte og bandede til alle Sider. Kun nogle af de yngre engelske Herrer, Hasting og, det maa siges til deres Ære, Generalen og hans Datter tabte ikke Fatningen og gjorde hvad de kunde for at berolige Folk. Det sidste fornemme Par nedlod sig i den Anledning til at tale til Alle uden Forskjel.

✂ Stakkels Monsieur Caillou var derimod, som de fleste gemytlige Folk ved slige Lejligheder, aldeles ude af sig selv af Skræk og Forvirring og fik hurtig sin Datter med sig og kom endelig forud, hvorfra man ellers søgte at holde Passagererne borte. De saa det andet Skib, som man arbejdede ivrig paa at blive klar af. Caillou, som havde en ubestemt Tro paa, at der alle Steder var sikkrere end der, hvor han var, raabte til sin Datter, at de skulde klattre ombord i det. Han havde en Vadsæk i den ene Haand, hvori han havde en temmelig betydelig Sum i Guld, og som han ikke vilde slippe, med den anden Haand afvexlende ledede og puffede han sin Datter afsted. Under fortvivlede og halvt forbitrede Tilraab om at hjælpe med selv, da han ellers maatte lade hende drukne, 19 lykkedes det ham at faa hende og sig selv op paa Skandseklædningen, hvor de sad fastklemmede, medens han spejdede efter et Toug eller en anden Udvej til at svinge sig ombord i det andet Skib. Hasting og hans Kammerat havde gjort deres Bedste for at berolige Folk, men den Første havde forgjæves gjort Forsøg paa at faa Caillou til at komme til sig selv. Denne var paa engang begyndt at tale Fransk igjen, og syntes i sin Skræk ikke engang at kunne forstaa det Engelske, der var blevet hans andet Modersmaal. Hasting havde imidlertid holdt Øje med ham og hans Datter paa denne fortvivlede Flugt, og saa dem skride til et vanvittigt Foretagende, der sandsynligvis vilde have ført til, at ialfald Datteren vilde have styrtet i Søen. Han foer til med sin Kammerat, og medens denne paa en lige saa haandfast som bestemt Maade halede Caillou ned ved Benene, løftede han Mademoiselle ned fra den farlige Plads, ,hvorpaa hun var bleven hængt op. Han løsnede den Haand, hun næsten krampagtig havde knyttet om et Toug.

✂ »Vær blot rolig,« sagde han, »kjære Frøken, vær rolig, der er ikke den mindste Fare.«

✂ Det vidste han nu ganske vist ikke, thi Undersøgelsen af Skibet nede var endnu ikke sluttet, men den rolige Maade, hvorpaa han sagde dette, syntes at indeholde tilstrækkelig Sikkerhed og det var en inderlig Vederkvægelse efter Faderens halvt sindsforvirrede Tilraab og Befalinger. Hun syntes at føle sig undsluppen Fare og Død og at hvile i fuldstændig Sikkerhed; men efter den Rystelse hun havde havt, brød hendes Kræfter sammen. Hun kunde ikke staa oprejst, og Hasting tog hende paa sin Arm. Hun var som de Fleste kun halvt paaklædt, da hun var kommet op paa Dækket og hendes Klædning var revet istykker og skudt halvt tilside, hun var halvt blottet. Han samlede det hvide Tøj sammen om hende.

✂ »Alt er i Orden,« brølede Kapitajnen gjennem Raaberen. »Skibet er undersøgt, Enhver kan rolig gaa til Sit.«

✂ Saa rolig man end kan være under en Fare, saa bliver man dog gjennemtrængt af dyb Glæde, naar den er forbi, og Hasting skred afsted med den unge Pige paa Armen, som om han gik ind i et nyt Liv i en festlig og sejersstolt Stemning.

✂ Han bar hende ned til hendes Kahyt, for at hun der kunde komme til sig selv igjen. De passerede Generalen og hans Datter paa Vejen. Denne biske Dames Negligé gjorde et saa dækkende Indtryk, som om hun havde havt Kaabe og Hat paa. Med en Ringeagt, der var saa fornærmelig, at Hasting næsten var bleven uartig, saa hun paa dem, men han beherskede sig, og hans Forbittrelse vendte sig kun til Sympathi for hende, han bar. Da han stod i Gangen udenfor Kahytsdøren og skulde sætte den smukke Dame ned paa Gulvet, saa han, at hendes Tøj var gledet helt tilside fra hendes pragtfulde Barm, og i den stærke Følelse af Liv og Glæde, som gjennemstrømmede ham, trykkede han paa den et varmt og fast Kys.

✂ Han blev i samme Øieblik forskrækket over hvad han havde gjort og saa paa hende, men hun saa ikke fortørnet ud. Hun gav ham den ene Haand, idet hun med den anden samlede sit Tøj sammen og sagde: »Tak, jeg er Dem meget taknemmelig« og gik saa ned i sit Lukaf.

✂ Kapitajnens Raad, at gaa hver til Sit, blev ingenlunde fulgt af alle hans Passagerer. En stor Del blev oppe, dels siddende i Kahytssalonen, hvor Grundene til Sammenstødet og dettes Følger for det andet Skib drøftedes med stor Iver, idet Tømmermandens beroligende Rapport om Bombay atter og atter gjentoges. Det andet Skib var en stor, tysk Skonnert; det havde lidt endel, og skjøndt de to Skibe nu vare blevne klare af hinanden, laa de dog ved Siden af hinanden, til man havde set, hvad Hjælp Tyskeren kunde trænge til. Iblandt dem, der trolig holdt ud i Kahytten var Gaillou; han var selv taus, men lutter Øje og Øre.

✂ En Del af Passagererne spadserede nu paa Dækket og saa hvorledes den grændseløse Forvirring, der endnu for kun et godt Kvarter siden var begyndt, atter blev afløst af den vante Orden. Iblandt dem, der gik der, var Hasting. Det Kys han havde taget, glødede ham bestandig i hele Blodet. Han blev ved at gaa paa Dækket og saa Solen gaa op derfra.

✂ Den næste Dag efter den store Forskrækkelse var saa blid og smuk, som man kunde ønske sig. Bølgerne lægge sig ikke til Hvile paa det store Hav, men smaa, lystoppede og solskinnende tumlede de sig om de mange Skibe, der nu færdedes omkring Bombay, og Englands lyse Kyst hævede sig over en 21 Sø, der var fredelig som en Indsø. Det var den sidste Dag man skulde være ombord og den Stemning af Befrielse, som alene dette vilde have fremkaldt, blev naturligvis yderligere forhøjet ved den i Nattens Løb overstandne Rædsel. Monsieur Caillou blev kun set med en Champagneflaske i Haanden. Han havde været oppe til Daggry, da man skiltes fra det tyske Skib, og nær voldet, at Sammenstødet dog medførte Tab af Menneskeliv, ved i et Anfald af Menneskekjærlighed at kaste en Flaske med den undergjørende Drik over til en tysk Skibsdreng, som kom ham paa nær Hold. Efterat have sovet et Par Timer var han derpaa atter kommen op paa Dækket, glad som en Lærke, og tyllede den guldblege Gudedrik pottevis i Alle, der kom ham nær baade Formiddag og Eftermiddag. At Generalen og hans Datter ikke hørte hertil er en Selvfølge, men den unge Garde gjorde Vidundere.

✂ Mellem Mademoiselle og Hasting var der knyttet et eget Baand ved det dristige Kys. Der var ingen Forlegenhed. Saasnart hun kom op paa Dækket om Morgenen, gik hun hen til ham, gav ham Haanden og takkede ham atter for hans Hjælp, for at have »reddet« hende, som hun vilde kalde det; de kom strax ind i en Samtale, som gik let og venligt, de bleve skilte ad, men fandt atter hinanden og det den ene Gang efter den anden.

✂ Hasting tilbød hende bestandig sin Arm, hvergang der var Tale om at gjøre et Par Skridt, hun modtog den ligesaa villigt og hvergang de lagdes i hinanden skød Blodet heftigt afsted i Begges Aarer. Ogsaa deres Blikke søgte bestandigt hinanden og den Samtale de førte var ikke et livligt Flauseri, men endnu mindre ganske vist præget af et dybt, tungsindigt Alvor, hvori Sjæle sukke efter Forløsning. De fortalte hinanden om det Liv, de hver paa sin Vis havde ført derovre i Indien og de talte med stor Aabenhed derom som til gamle Kammerater og følte den samme Tilfredsstillelse som disse ved at meddele hinanden de Gjenvordigheder, de havde overstaaet. Mademoiselle, der slet ikke holdt af at høre sin Papa omtale Restauranten, fortalte nu selv, hvorledes hun et Aars Tid, lige efter sin Confirmation, til sin store Sorg og Græmmelse havde maattet sidde som dame du Comptoir og om alle de smaa Krænkelser og store Ubehageligheder, hun 22 i denne Stilling havde maattet gjennemgaa, en Skole, der ganske vist ikke var særlig frugtbringende for en ung Pige. Hun fortalte om sine mange Tilbedere, og hvorlidt hun havde brudt sig om dem, men hvorledes hun dog havde brugt en Trusel om at løbe bort med En af dem, som det sidste Middel til at faa sin forretningsivrige Fader til at give sig en Afløser. Iøvrigt indrømmede hun paa et halvt skinsygt Spørgsmaal af Hasting, at skjøndt vedkommende Person skulde optræde som Statist i dette lille Drama havde han maaskee dog kunnet indbilde sig, at hun virkelig vilde have løbet med ham. Hasting fortalte om, hvorledes han var kommet over for at tjene en Formue mellem Palmer og Lotusblomster og havde maattet trælle Aar efter Aar ved Baneanlæg i Landskaber, der vare som skaarne ud af Sahara. Om hvorledes han nu havde naaet sit Maal, fordi det havde været beskedent, men nu egentlig ikke ret vidste hvad han vilde. Begge talte de, som det var ganske sikkert, at de mødtes i en ikke fjern Fremtid.

✂ Saaledes gik Dagen. Om Aftenen var man ved Themsens Munding og saa det enestaaende Skue af Skibenes Tog op og ned ad Floden. Natten faldt paa, gjennem Vrimlen af Lanterner skød det store Skib majestætisk frem; det hørte til Aristokratiet her, med sine Tusinder af tilbagelagte Mile, bemærket og kjendt af alle mulige Signal- og Telegrafstationer, og Passagererne fyldtes med en lignende aristokratisk Bevidsthed, naar de saa ned paa alle de Smaaskibe, der nøjedes med at plaske over til Holland eller til Østersøen.

✂ Mademoiselle var jublende glad over nu endelig at være i Europa, som hun skjøndt født Asiat, altid havde længtes efter, og den ene Gang efter den anden gjentog hun for Hasting, at hun følte sig lykkelig, meget lykkelig.

✂ Den næste Morgen, da man stod op, laa Skibet til Ankers; Rejsen var endt. Den forrige Dags smukke Vejr var forbi. Regn og Taage hang over Floden og Masteskoven og Tagmasserne. Der var den højeste Grad af Uro og Travlhed ombord, Toldeftersyn og ikke blot med Undslippelser, men ogsaa med Konfiskationer og dertil hørende Forhandlinger, Forklaringer og almindelig Ængstelse; der var Skjænderi med paatrængende Kommissionærer og Dragere, som syntes at 23 være komne ombord paa Vandrotter-Vis, Leden efter glemte og bortkomne Ting og Forlæggelse af andre tinder Eftersøgelse af de første, i det Hele taget en til det Yderste dreven Egoisme ligeoverfor En selv og Ens egne Kufferter, og en Bestræbelse for at komme hurtig fra Borde, saa ivrig, som om de Par Minutter, det drejede sig om vare, ikke uendelig forsvindende Tidsdele sammenlignede med de Uger, man havde tilbragt ombord, men Tidsafsnit, der vare fulde af den største Vigtighed for hele Ens Fremtid. Ligesaa forunderlig som denne hurtige Forandring af den Værdi, der tillægges Tiden, er den pludselige Forandring, der fra det Øjeblik, et Skib er gaaet til Ankers, foregaaer med hele Opfattelsen af Skibet selv; det bliver som et Lig og et Lig, man ikke har nogen Pietet for. Alt, hvad der har været Ens Opmuntring og Fornøjeise i de lange Timer, bliver ynkeligt, man foragter Skibsbillardet, Ringeagten for Bibliotheket har ingen Grændser, og Ens egen stakkels Kahyt, som man visselig havde Noget tilovers for, er aldeles afskyelig og kun Gjenstand for en Mistanke om at forstikke Noget, man nødig vilde glemme, under Sengen, bag den lille Sofa eller Servanten, Ting som alle tilsammen nu synes at være de skrækkeligste Frembringelser i Møbelsnedkeri, man kjender. Den samme Følelse forfølger En overalt, ja selv den store Salon med sit Fløjel og sine Spejle forekommer En at være det ynkeligste Forsøg paa at efterligne det faste Lands Hotelelegance, og det synes, som om det vilde være den jammerfuldeste Lod at blive der Dagen ud.

✂ Saa blive da Alle ombord grebne af den ustyrligste Lyst efter blot at komme i Land og fare afsted imellem hinanden hulter til bulter.

✂ Mellem dem, der havde allermest travlt for at komme afsted, var Mr. Caillou, der ikke vilde skænke London nogen Dag og havde en dunkel Anelse om, at han strax i Dokken kunde tage en Droschke og kjøre lige til Dover. Han gav sig ikke Tid til at sige Farvel til nogen af sine Intimeste, og det var med Vanskelighed, Mademoiselle fik sig reven løs for at kunne løbe hen til Hasting, trykke hans Haand og sige: »Farvel, paa Gjensyn.« Saa kom han atter farende og halede hende med et Ryk i den anden Arm bort fra hendes Rejsekammerat, som taus og forvirret saa efter dem.

✂

ANDET KAPITEL

✂ Anton Hasting var, som tidligere sagt, taget over til Indien for at gjøre sin Lykke som Civilingeniør. Han var medicinsk Kandidat og lige bleven færdig med sin Examen, da han tog denne Beslutning.

✂ Det var tildels et Tilfælde, at han kom til Indien, men at han vilde bort overhovedet var ret vel begrundet i hans Natur. Han var paa en Maade temmelig energisk. Han havde stærke Ønsker og Begjæringer, og han krævede dem opfyldte med stor Utaalmodighed, tilbøjelig til at sætte Livet Pistolen for Brystet, naar der var Noget han vilde. Vente efter Noget, være sig Godt eller Ondt, kunde han ikke; havde man kunnet dø forud, havde han gjort det. Der var en vis Fejghed i hans Modighed, men da Livet ikke altid gransker Motiverne synderlig nøje, føjede det sig efter den Raskhed, hvormed han optraadte og gav ham meget af, hvad han forlangte.

✂ Han havde stort »Held« med sig, hed det altid med en vis Misundelse blandt hans Venner.

✂ Men da det nu stod sig saaledes, var det ham dobbelt ulidelig, at han ikke havde Held med sig i et vigtigt Punkt, Kjærlighed. Fast overtydet om, som den Slags Naturer altid ere, at der er stor og mægtig Lykke i Vente for dem i Verden, søgte han naturlig dennes højeste Udtryk i Kjærlighed. Men her var han som sagt uheldig. Han havde tidlig forelsket sig og forelsket sig stærkt, men det var ikke lykkedes ham at se nogen Gnist af Gjenkjærlighed, derom var der ikke mindste Tvivl. Han havde ikke bejlet, han havde endog altid overfor den paagjældende unge Pige opført sig med stor Tilbageholdenhed, men hun havde ligeoverfor ham altid vist en rolig Uanfægtethed, hvoraf der ikke kunde tages fejl, og der viste sig for ham tillige Tegn paa, at hun var tilbøjelig til at blive forelsket i en Anden; med en Anden var hun ogsaa bleven gift under hans Fraværelse. Han nagedes stærkt af sin ulykkelige Kjærlighed, der blev stærkere, jo mere han bestræbte sig for at tilbagetrænge dens Yttringer. Det var ham en Trøst, at hun hvem det gjaldt, neppe vidste noget 25 om, at han led for hendes Skyld. Havde hun vidst det, vilde det have forekommet ham en stor Ydmygelse. Jo mere afgjort han følte, at hun ikke kunde komme til at betragte ham som Elsker, desto mere tilbageholdende og frastødende blev han i sit Væsen. At vise sig saaledes ligeoverfor hende voldte ham en vis Tilfredsstillelse, naar de vare sammen, men, naar han var alene, nagede det ham desto stærkere.

✂ Han gav sig til at arbejde meget stærkt, hvad der naturligvis for et sundt og kraftigt Menneske lindrede meget, men da det mest intensive Arbejde var afsluttet med Examen, stod han ene med sit utilfredsstillede Begjær.

✂ Han var uden Formue, han skulde til at skaffe sig selv Plads i Livet. Det var han aldeles ikke bange for, men han skulde begynde med at resignere; det var ham uudholdeligt. Han skulde begynde et stille og beskedent Arbejde for sin Fremtid med at gjøre Afkald paa den høje Lykke, han troede sig kaldet til. Det var ham en forfærdelig Tanke kun at komme frem i smaa beskedne Skridt henad den jævne Jord, og stadig have det Uopnaaelige nær sit Øje og nær sit Sind.

✂ Saa slog ham, ligesom ved en halv tilfældig Indskydelse, den Tanke at vandre ud, og han kom stadig tilbage til den. Ude i Verden, i Kamp med vanskeligere Opgaver, kunde han faa Brug for sine Kræfter, som forekom ham selv for store til at benyttes til Opslidning i en dagligdags, ensformig Tilværelse hjemme. Og i det Fjerne, i nye og store Omgivelser, kunde han komme til at glemme ganske anderledes end hjemme i det Tilvantes indelukkede Ly. Og saa kunde han endelig maaske blive en rig Mand, vende hjem med en stor Formue. Rigdom, det var ogsaa et Lykkens Palladium. Dertil var der kun fjern Udsigt herhjemme, men ude, hvem vidste? Og det var maaske Noget, der kunde opveje Kjærligheden. Rigdom, ja, det var ogsaa Noget at begjære.

✂ Dengang kunde han tage sine Beslutninger i Spring. Saa tog han Beslutningen om at vandre ud. Han havde meget Talent for Mathematik og meget praktisk Snille. En temmelig tilfældig Vejledning - som jo den Slags Vejledninger gjerne ere - havde, da han vilde udvandre, ført ham til London til en Vens Ven, og derfra var han ved en lignende Tilfældighed efter flere Skuffelser, ført til Indien som underordnet 26 Medarbejder ved et Jernbaneforetagende. Hans virkelige Begavelse havde imidlertid bragt ham frem. Fra simpel Underordnet var han avanceret højere og højere op og endelig fra afhængig Ingeniør bleven selvstændig Entreprenør - i det Mindre naturligvis - men det var i denne Egenskab, at han havde tjent sine Penge, ikke Rigdom, men en Driftskapital, der lovede godt om at føre dertil.

✂ Det havde kostet ubarmhjertig haardt Arbejde. Hvad en Mand havde at raade over af aandelig og legemlig Kraft var der Brug for, og Kræfterne maatte altid anspændes til det Yderste. Dette fortsat i syv Aar havde naturligvis ogsaa forandret hans Indre meget.

✂ Han havde ofte tænkt paa sin Kjærlighed, men følte sig nu sikker paa, at ikke blot denne, men ogsaa Erotik overhovedet, var udtørret ganske i ham. Han forekom sig selv at være bleven en rolig, uanfægtelig Mand med praktiske Ønsker og praktiske Formaal, meget forskjellig fra den unge Mand, der var gaaet ud til Indien, men mest forskjellig fra ham i den Forventning, han nærede om Kjærlighedslykke.

✂ Saaledes tiltraadte han Rejsen. Men paa denne traf han saa Mademoiselle Caillou og dette Møde havde gjort sin egen Virkning. Han var egentlig slet ikke forelsket i hende, men det var paa en Maade gaaet med Erotiken i ham, som det skal kunne gaa visse Infusorier, de kunne tages ud af Vandet, tørres og lægges hen i en Aarrække og naar der saa gydes en Draabe Vand paa dem, begynder deres Liv atter; de røre sig og færdes, som Ingenting var hændt.

✂ Hertil kom endnu noget Andet. Han havde i Forhold til de Kvinder, der hørte til hans Lige, altid været ængstelig og sky, ligesom paa Forhaand mistvivlende om sig selv og ventende paa, at Haanden skulde strækkes ud imod ham, før han vilde vove noget Skridt.

✂ I den Retning havde nu den lille Erfaring, han havde gjort paa Dampskibet ved hint dristige Kys havt en usædvanlig Betydning, som det jo saa ofte gaar, at de smaa Erfaringer have store Resultater, og særlig i Forholdet mellem Mennesker, thi ligesom ingen Kraftyttring i Naturen gaar resultatløs hen og forsvinder i et Intet, saaledes gaar ingen Berøring 27 mellem Mennesker, i hvilken der lægges Noget af deres eget Liv, i Virkeligheden resultatløs hen.

✂ Han følte, at ved hint Møde havde han taget et Initiativ ligeoverfor en af hine Kvinder, som før vare urørlige for ham, og han følte, at det havde ført til, at han kunde besidde denne Kvinde, som vel ikke svarede til hans Ideal, men hos hvilken der dog sikkert var baade meget Elskværdigt eller dog Tiltalende, og som tillige var meget smuk. Og denne Følelse af at kunne blive en Kvindes egentlige Besidder, øvede saa ikke blot den omfattende Magt, den altid har paa en Mands Sind, og som naaer fra de højeste aandelige Begjæringer til de sandselig betagende. Men der var tillige noget Andet, som herved kom frem.

✂ Det havde nemlig forekommet ham, at der dog manglede ham Noget i at vende hjem som Sejerherre; men denne Mangel var der nu ikke mere efter dette Møde, og den Mulighed af at kunne beherske en Kvindes Skæbne, det havde lagt i hans Haand. Nu følte han sig sejersæl uden Brist og længtes efter at prøve sin Styrke.

✂

TREDIE KAPITEL

✂ Det var en rolig og dejlig Sommeraften over et roligt og dejligt Landskab, en Egn med en Sø mellem Bakker og Skove, som laa i Kjøbenhavns fjerne Omegn.

✂ Fra et lille venligt Lyststed, der laa herude, temmelig højt oppe mellem Bakker havde man smuk Udsigt over den Del af Søen, der er Egnens særlige Skjønhed.

✂ Over det lille Landsted var der udbredt et vist festligt Præg. De flesteVærelser vare oplyste, skjøndt det endnu ikke var mørkt, og fra de aabnede Vinduer faldt Skjæret ud over den blaablomstrede Klematis og den vilde Vins kraftig formede Blade, som dannede Rammen omkring dem. Solen var lige gaaet ned, Himlen var næsten klar, der var ingen Skyer paa den østlige Del, ellers havde det været en pragtfuld 28 Solnedgang, nu var Belysningens Pragt mindre rig, men mere rolig.

✂ Der var, skjøndt Huset saa ud til at holde Fest, ikke mange Gjæster at se. En ung Dame i lys Sommerdragt stod paa Altanen udenfor et Værelse ovenpaa, der aabenbart var Sovekammer, og hvorfra der var den smukkeste Udsigt over Landskabet. I Haven forneden gik to unge Mænd i en glad Samtale. Den ene af disse var Hasting, den anden var Husets Ejer, hans Ven Bernhard, der fejrede hans Hjemkomst.

✂ Hasting havde opsøgt denne Ven strax ved sin Hjemkomst. De havde kjendt hinanden fra Drenge af; de gik i den samme Skole i en Provindsby, kom til at bo i det samme Kosthus, anlagde deres Æggesamling i Fællesskab, og i Ferien tog Bernhard Anton hjem med sig. Den Sidste havde ikke anden Familie end en gammel Tante, en Enke, der levede i en Naboby og ikke brød sig om Andet end, at han fik de sparsomme Pengerationer udbetalt, som han skulde leve af, saalænge hans Smule Mødrenearv strakte til. Der var umaadelig kjedeligt hos denne gamle Tante, og det var en ren Lykke istedetfor at komme hjem til hende og se ud af Vinduet paa Plankeværket ligeoverfor med de tre Træer bagved og paa en Staldlænge med en hængende Laage, at komme ud paa en stor munter Gaard. Og paa en saadan hørte Bernhard hjemme eller rettere paa to, thi hans Fader havde en og hans Onkel en anden; i de første Aar delte man sig mellem disse, saa døde Faderen, hans Gaard blev solgt, og saa kom man kun til Onkelen, hvor der var livligt og behageligt, og Bernhard, der efter at have arvet sin Fader var en formuende ung Fyr, var meget velset baade paa Grund af sine indre og ydre Egenskaber, og hansVen var det naturligvis ogsaa.

✂ Deres Venskab var, som det ogsaa ofte gaaer med Forelskelser, begyndt i Tilfældighed og udviklet i Tilfældigheder; men var dog bleven holdbart alligevel, da Begge havde lært elskværdige Sider hos hinanden at kjende, og Bernhards Hjem var det første Sted, Hasting søgte efter sin Hjemkomst. Hans Modtagelse var hjertelig. Det var til hans Ære, at Huset havde sit festlige Præg, at der var Lys tændt i Værelserne saa tidlig, at der havde været dækket et saa elegant Bord som det, der endnu 29 stod i Havestuen med Lys i Kandelabrerne, der trak mange summende Insekter ind fra Haven til Konfekten og Frugterne og de halvtømte Glas. Bernhard var Grosserer, tjente mange Penge hed det sig, og det var aabenbart, at han til det lille Gilde, hvormed han havde fejret sin Vens Hjemkomst havde vist, at han var den rige Mand.

✂ Huset var ikke meget stort, men Alt var indrettet med Smag. Ligesom man til Landliv havde valgt en ensom, men saare skjøn Egn, til Trods for de Besværligheder, hvormed det for en Forretningsmand var forbundet at komme ud og ind hver Dag i rette Tid, saaledes vidnede ogsaa Alt i Landstedets Anordning om, at dets unge Beboere vare Folk med Smag og Sans for Skjønhedsvirkning. Fra Husets Vinduer havde man fri Udsigt over den Del af Søen, der især var udmærket for sin Skjønhed. Værelsernes Udstyrelse var præget af en vis magelig Ynde. Blomsterne vare rykkede ind fra Haven i en saadan Mængde, at Værelserne næsten vare en Fortsættelse af denne, et solidt bygget Drivhus, og nervøse Folk klagede over, at man om Aftenen følte sig fortumlet af den stærke Blomsterlugt. Blandt Møblerne vare smukke Sofaer og lave, magelige Lænestole i Flertallet. Kun et lille Værelse, hvor Mandens Skrivebord stod, belagt med Regnskaber og Breve, som skulde expederes hurtig, gjorde en Undtagelse. Døren til dette Værelse stod lukket; ellers stode alle Døre i Huset aabne.

✂ Selskabet bestod kun af Hasting, Bernhard og hans Kone og et Par gamle Folk, Fruens Forældre, den Onkel og hans Kone, de havde gjæstet i Drengealderen, som nu havde solgt sin Gaard og levede af sine Penge. Det lille Selskab havde nu spredt sig. De to Venner spadserede som sagt i Haven.

✂ »Naa, Du vidtbereiste Mand,« sagde Bernhard, »Du nyder vel i disse Dage ret den Følelse, som jo skal være Blomsten af Rejsen, den at være hjemme igjen. Naar Folk, der have været en Maaned i Schweitz eller sex Uger i Carlsbad, ere henrykte derover, hvordan maa det saa ikke være med Dig, der har været borte i syv lange Aar og saa kommer hjem som Jason med det gyldne Skind.«

✂ »Ja hvad det gyldne Skind angaaer,« svarede Hasting, »saa 30 var det ikke nogen vældig Vædder, men kun et beskedent lille Lam, der faldt i min Lod. Og ligesom Du maa give mig Afslag paa de Rigdomme jeg medfører, saa maa Du ogsaa give mig Rabat paa Lyksaligheden over at være hjemme. Jo længere man har været borte, desto ringere bliver den Fornøjelse vistnok, ialfald for Mennesker som jeg, der ikke have mange »deltagende Slægtninge og Venner«, som det hedder i Begravelsesavertissementerne.«

✂ »Du siger ikke Komplimenter« sagde Bernhard, »Du gjør mig ikke flov ved at tale om at længes efter de gamle Venner, efter mig rent ud sagt.«

✂ »Ærlig talt, Nej. Jeg kan i den Henseende ikke gjøre mig bedre end jeg er. Der var slem Kolera en Sommer blandt de Indfødte i den Egn, hvori jeg laa. Jeg tænkte unægtelig temmelig jævnlig paa, at jeg vel kom til at dø og tænkte jo ogsaa Noget derved, men jeg følte oprigtig talt ingen særlig Trang til at se det ene eller det andet Ansigt af dem herhjemme, før jeg døde. Jeg troer, jeg vilde have strakt mig ud, uden at sende Nogen Hilsen.«

✂ »Det siger Du med en Rolighed, som om Du ligefrem var stolt af det,« sagde Bernhard. »Mig gjør det virkelig ondt at høre. Saa forandret er jeg ikke bleven i Mellemtiden, at vort gamle Venskab virkelig er mig Intet værd.«

✂ »Det er heller ikke min Mening, jeg sætter stor Pris paa det og paaskjønner meget den Maade, hvorpaa Du har vist, at Du mindedes det. Men, naar vi ville være ærlige, saa er det vi kalde Venskab dog i Reglen et Forhold af noget underordnet Natur. Du er gift, Du er lykkelig gift med en Kone, der.... kortsagt Du bryder Dig vist ikke synderlig om Andet end hende?« Han kastede ved disse Ord Blikket til Altanen, hvor den smukke Kvindeskikkelse stod. »Ikke sandt?«

✂ »Nej paa ingen Maade,« svarede Bernhard ivrig, »jeg holder uhyre meget af Ida og hun af mig, men vi have Plads til adskillig Andet begge To.«

✂ »Ja, hvordan?« spurgte Hasting.

✂ »Ja, hvordan, hvordan? Hverken hun eller jeg har naturligvis andre Passioner, men derfor gaa vi da ikke udelukkende 31 op i hinanden. Og selv hvad det angaaer at have andre Passioner, havde jeg nær sagt....«

✂ »Hvilket, hvad mener Du,« spurgte Anton, idet han med en nervøs Bevægelse strøg Asken af sin Cigar.

✂ »Ja, jeg mener naturligvis ikke noget Slemt, men jeg vil kun sige for mit Vedkommende, at fordi jeg er bleven gift med en smuk og elskværdig Kone, derfor er mit Blik aldeles ikke sløvet for kvindelig Ynde og Elskværdighed hos Andre. Man troer, at det gaaer over i Ægteskabet, paa ingen Maade, vær kun ganske rolig, dette, dette saadan.... Ideale kan man godt bevare, man kan godt derfor drømme eller sværme lidt over denne eller hin og tænke sig evig, uendelig Kjærlighed.«

✂ »Men ikke med den man har altsaa.«

✂ »Nej, hende har man jo. Det er det Uopnaaelige, det man ikke har; Du forstaaer mig nok.«

✂ »Men din Kone?« spurgte Hasting.

✂ »Ja, det er en anden Sag med hende, ser Du. Hun er rolig, tilfredsstillet i Livet. Hun og Damerne i det Hele taget kjende slet ikke den Slags Følelser, naar de ere gifte. Der er en stor Forskjel paa dem og os i den Henseende.«

✂ »Der maa være en dejlig Udsigt fra Eders Sovekammervindue« sagde Hasting, der ved en ny Vending atter havde faaet Altanen i Sigte. »Der er vist den smukkeste Udsigt i hele Huset.«

✂ »Det er der« sagde Bernhard, idet han tændte sig en frisk Cigar, »jeg har stundom tænkt at benytte det Værelse til Rygestue.«

✂ De gik siden under et Øjebliks Taushed; man saa den unge Kone forsvinde fra Altanen, lidt efter viste hun sig i Havestuedøren og gik langsomt hen imod dem.

✂ »Vi ere komne bort fra det Samtalen først drejede sig om,« sagde Hasting, »Du maa ikke tro, at jeg ikke i og for sig er meget glad ved at være kommen hjem. Alting lader sig sige paa to Maader. Jeg kan ogsaa med god, med den allerbedste Samvittighed sige, at jeg er rigtig glad ved at være hjemme. En Aften som denne g j ør godt i en Sjæl, som i syv Aar har været fyldt med Konstruktionstegninger og Jernpriser.« - Fruen havde nu naaet dem og gik med. - »Jeg 32 synes det var for otte Dage siden, at jeg endnu levede paa den gule Slette. Det var et ejendommeligt Landskab kan De tro,« - han henvendte sig nu til dem begge. »En gul Slette, fjernt ude i Horizonten en Ramme af graa Bjerge. Sletten var bevoxet med en eneste Plante, en graagul, sørgelig, lille, lav Busk, en Salvieart troer jeg. Henne ved vore Telte stode de graagule Planter tyndt, i smaa Tuer med ens Mellemrum paa den gule Jordbund; gik man over Sletten, saa langt man kunde komme, hen til de graa Bjerge, saa stod ved deres Fod de samme Planter paa de samme Tuer med samme Mellemrum. Over det brændte og sved Solen Dag efter Dag paa den samme uforanderlige Maade, paa vore Træskure, hvor Tjæren kogte i Heden, og paa vore Telte, hvor der var mere gloende i Skyggen end udenfor, og hvor Hjernerne udtørredes....«

✂ »Og Hjerterne« indflettede Bernhard med et Suk, der skulde være elegisk-satirisk, men fik et halvt digestivt Præg, da han tillige pustede en Mundfuld Cigarrøg ud.

✂ »Alt det staaer for mig saa livagtig,« fortsatte Hasting, »at det forekommer mig et helt Mirakel nu at være forflyttet til dette dejlige Sted, der er køligt og frisk som Dug. Se, Søen bliver nu helt bleg, som Himlen, Skovene blive mørke, dette hele danske Landskab er underlig farveløst, Farvepragt er der ialfald ikke, men det er forunderligt kvægende.«

✂ Han tog sin Hat af og strøg sig over Panden. Den unge Kone saa helt forundret paa ham. Bernhard sagde: »Nu kjender jeg Dig igjen; nu taler Du som i gamle Dage, saadan idealt, saadan som en Digter.«

✂ »Skal vi ikke gaa ind?« sagde den unge Frue og trak Schavlet tættere om sig. »Fader og Moder sidde alene derinde.«

✂ De to Gamle, Justitsraaden og Fruen, som de kaldtes af Andre, sad ganske rigtigt i Sofaen. De to havde gaaet en lille Tur ned ad Søen til og vare nu vendte tilbage. Den gamle Dame var ikke meget for at gaa, og skjøndt hendes Mand nok havde havt Lyst til at gaa lidt længere ti den smukke Aften, og endog følte sig overbevist om, at det havde været godt for hans Fordøjelse efter Middagen, der havde været noget stærkere end sædvanlig, om han var gaaet noget mere, saa var han dog gaaet lige hjem med sin Kone. De to Mennesker 33 kunde ikke vænne sig til at gjøre Noget for sig. Ingen var den herskende. Den der tog et Initiativ gik altid af med Sejren i den Ting.

✂ Disse to ældre Folk sad altsaa og ventede i Sofaen i Havestuen ved Thebordet, da de Unge kom ind. Det kunde ikke nægtes, at der var et vist Skjær af Gnavenhed udbredt over den gamle Justitsraad, fordi han ikke havde faaet den Motion, han mente var fornøden, men han gav denne sin Irritation Luft, ikke ved at beklage sig over, at hans Kone ikke havde ment at kunne taale Aftenluften, men ved at smaaknurre over, at man alt skulde spise nu igjen, skjøndt Middagsmaden ikke havde sat sig.

✂ Maaltidet blev imidlertid ikke af Nogen taget synderlig alvorligt. Det var mere for at følge Skik og Brug, at man samledes omkring Bordet for endnu at tale sammen, inden man skiltes hver til Sit. Justitsraaden, der havde solgt sin Ejendom og levede af sine Penge, havde Sommerlejlighed i den nærmeste Landsby. Hasting skulde overnatte paa Landstedet.

✂ Samtalen blev, som det hele Dagen havde været Tilfældet, ved at vende tilbage til Rejsen til Indien og lange Rejser i Almindelighed. Justitsraaden sagde, varierende en Betragtning, han adskillige Gange havde fremført: »Det er morsomt for Folk som vi, der aldrig have været i Jylland, at tale med en god Bekjendt, der har været den hele Jord omkring. Jeg har forresten altid havt en Følelse af, at De var et Menneske, der maatte tumle Dem meget, inden De kunde falde til Ro.«

✂ »Ja, De var det urolige Element, naar De besøgte os ude paa Hesselgaarden,« sagde Fruen; »den var nu rigtignok stille nok, det skal Gud vide,« tilføjede hun halvt undskyldende sin første Bemærkning.

✂ »Det elskværdige Element var De egentlig ikke« tilføjede den unge Kone lidt drillende.

✂ »De falder jo over mig fra alle Kanter,« svarede Hasting.

✂ »Ja hvad mig angaaer, kan De ikke føle Dem synderlig forurettet,« sagde Ida med et drillende Glimt i sine klare graa Øjne, »thi mod mig var De altid særlig slem, og jeg ser ingen Grund til at tilgive Dem, fordi De er rejst til Indien og har tjent Penge.«

✂ »Herregud,« sagde Bernhard leende. »Det begynder jo virkelig med Dig og Ida akkurat, som det endte. Dtet er jo, som om vi gik syv, otte Aar tilbage i Tiden. Onkel og Tante sidde ved Siden af hinanden i Sofaen ligesom dengang og ere Tilhørere, og vi Tre sværme om i en løs Samtale, som ender med en Skjærmydsel mellem de To over ingen Verdens Ting.«

✂ »Du skulde heller sige om Alt muligt,« sagde Ida. »Jeg troer ikke, der var den Ting, Hasting og jeg kunde være enig om, være sig en Bænk eller et Menneske.«

✂ »Hvorvidt vor Uenighed gik med Hensyn til Bænkene,« sagde Hasting, »det maa jeg tilstaa, at jeg har glemt, men hvad Personerne angik, var Forskjellen stor.«

✂ »Ja De rev altid ned paa dem, som jeg syntes om. Saasnart jeg begyndte at synes om Nogen paa Egnen, saa var det for Dem nok til at overdænge Vedkommende med Deres skarpe Bemærkninger, som forresten vare meget morsomme,« tilføjede hun i en Erkjendelse af, at Tonen i hendes Bemærkning ellers havde været lidt besk.

✂ »Om det Morsomme tør jeg ikke have nogen Mening,« svarede han, »men jeg fastholder vedblivende, at jeg havde Ret i min Bedømmelse.«

✂ »Nej, retfærdig var De virkelig ikke. Kan De huske, da de nye Folk kom paa Egebæk, den lille Gaard med den store Have, og jeg var saa henrykt over atter at faa Adgang til alle de Herligheder, som havde været aflukkede, saalænge den gamle Forstraad levede, hvor rev De saa ikke ned paa den nye Familie, som jeg var saa henrykt over; jeg husker godt, hvor rasende De var paa den tykke gemytlige Søn, som fortalte sine Historier med saameget Lune, og paa Datteren, som vel ikke var overdreven kløgtig, men Tjenstvilligheden selv, og paa Manden selv og hans flinke Kone, der begyndte at brase op med gode Sager, naar man blev set en halv Mil borte.«

✂ »Jeg fandt nu noget Andet hos de Folk,« sagde Hasting; »jeg holdt ikke af den morsomme Søn, fordi han allerede dengang drak, og ikke af Datteren, der senere blev Kjæreste med en Kusk, der havde været der en Maaned, og giftede sig med ham i Løbet af den næste, og ikke af Faderen, fordi han i enhver velklædt Mand kun saa en Mulighed for at laane 300 35 Rd., og ikke af Konen, fordi hun var ligeglad ved, hvad alle de Andre gjorde, naar hun blot kunde se fremmede Folk og komme i Besøg hos dem igjen.«

✂ »De er ganske den Samme,« sagde Ida i en stødt Tone.

✂ »Men hvem havde Ret?« spurgte han rolig.

✂ »Og Præstens?« spurgte hun.

✂ »Der var det dog i Grunden kun én Person, jeg havde Noget at indvende imod.«

✂ »Ja rigtig, Sønnen, som jeg skulde synge Duetter med. Ham var De aldeles utaalelig imod.«

✂ »Afslutning!«-sagde Bernhard, »Fonhandlingerne om dette Punkt maa virkelig standse, ellers bliver det jo en fuldstændig Bataille, akkurat som i gamle Dage. Det maa være noget Medfødt, der gjør, at I To altid skulle ligge i Uenighed. Jeg troer paa, at Menneskene bestemmes af dette Ubevidste og dette Instinktmæssige og dette.... og der maa være saadan Noget, der gjør, at I ikke kunne spændes, thi det er dog mærkværdig, saadan har det altid været, og denne Adskillelse har, som sagt, ikke forandret Noget.«

✂ »Det lader virkelig, som om der var saadan Noget mellem de To,« sagde Justitsraaden, som tilligemed sin Kone havde siddet og hørt taust paa de Talende, og han gjorde en lille Bevægelse i Sædet, som om han vilde sætte sig til Rette for at høre paa noget Andet. Hans Kone gjorde en tilsvarende Bevægelse og hostede tilsluttende.

✂ »Drik saa Forlig,« sagde Bernhard, og skjænkede af en lille Sherrykaraffel, som stod paa Bordet.

✂ De stridige Parter klinkede og drak i Taushed.

✂ Lidt efter sagde det gamle Par Farvel. De Andre rejste sig og fulgte dem ud gjennem Haven til Vejen, som løb ned til Landsbyen, hvor de havde lejet sig ind. Vejen gik lidt opad og saa fra Bakkekammen næsten lige ned til den lille Landsby, hvis Huse vare omtrent skjulte mellem Havernes Træer. De to Gamle gik ganske i samme Tempo, og man stod og talte om den mærkelige fysiske Lighed, der var mellem dem, og som havde udviklet sig af sig selv i Aarenes Løb. De saa efter dem, indtil de vare komne op paa Højden ved Vejens Bøjningspunkt, hvor deres Skikkelser viste sig mod den blege Himmel, inden de blev borte paa Vejen nedefter.

✂ »Og Onkels og Tantes Giftermaal var, saavidt jeg ved, et rent Fornuftgiftermaal,« sagde Bernhard som Afslutning paa Bemærkningerne om de to Gamle.

✂ De Tre gik atter op til Huset. Ida satte sig til Klaveret og spillede dæmpet Musik til Schumanns Sange. De to Herrer sad i Verandaen udenfor; de talte ikke meget. Det var nu bleven Nat, men en af disse lyse, hviskende Nætter, hvor der ingen Længsel er efter Dag, og den ynderige Musik med sine frydefulde Klager blev det tause Landskabs Sjæl.

✂ Paa disse Toners stjernebeskinnede Veje vandre Tankerne vidt. Den hjemkomne Rejsende førtes levende tilbage til sin første Ungdomstid, til den forunderlige Rolle, Ida - thi hende var det, han var bleven forelsket i - i den havde spillet, den Blanding af Antipathi og Begjær og tilsidst hæftig Kjærlighed, hun havde vækket, og som havde endt med at gjøre ham landflygtig. Hun var helt glemt nu, det mærkede han. Ganske roligt saa han paa hende, højst med en nysgjerrig Spørgen om, hvorledes den Mand, hun havde faaet imens, nu nød hendes Kjærlighed. Og han følte sig anderledes sikker ligeoverfor hende end før, mene selvbevidst. Han troede det var Rejsens og Alderens Værk; men med et ejendommeligt Velbehag dvælede saa i denne Forbindelse hans Tanke ved Mademoiselle Caillou, ved Scenen ombord paa Dampskibet, dette blot et Øjeblik at have følt sig som absolut Hersker over en anden Kvinde være sig til Sjæl eller til Legeme.

✂ Sagtelig bølgede Tonerne sig om det lille Hus, slørende det ind til Hvile og Drøm i den stille Nat, og snart var ogsaa Alt stille ude og inde.

✂

FJERDE KAPITEL

✂ Den næste Morgen fulgte Hasting Bernhard paa Vejen til den nærmeste Jernbanestation; han selv skulde tilbringe Dagen paa Landstedet.

✂ Da han var paa Hjemvejen, kom han tæt forbi Søen, og 37 dens friske Klarhed i den tidlige Formiddagsbelysning var saa tillokkende, at han gik derned. Til Stedet hørte Badehus og Baad. Baaden laa ved Broen. Han gik ud, løste den let og lod sig glide ud paa Vandet. Han kom op forbi Badehuset og saa tilfældigvis derhen, han havde tænkt sig, at han var ganske alene, men saa nu en let paaklædt Skikkelse derinde tørre et langt Haar. Det var kun glimtvis, han saa dette, det slog ham i samme Øjeblik, at det maatte være Ida. Tanken om at det var hende, gjorde ham undselig som en ung Pige, han følte, at han rødmede stærkt, og idet han vendte Hovedet bort, gjorde han i et stille, men kraftig Tag en Vending med Baaden, der bragte hende ud af hans Synskreds, inden hun havde bemærket, at han var der.

✂ Den undselige Forlegenhed, han var kommet i, tabte sig hurtigt, da han ved et Par lange Tag var bleven ene med Vandene og Sivene. Han smilte over den ejendommelige Virkning, det havde gjort, og var ikke fri for at gjøre lidt Nar af sig selv. Da han havde undret sig lidt derover, glemte han imidlertid Sagen og roede videre, ladende sig drive af sit Lune til Steder, der forekom ham tiltrækkende. Og hans Tanker drev ligesom Baaden.

✂ Han havde af sin Ven faaet Underretning om, at Kl. elleve var Frokosttid. Da han første Gang saa paa sit Uhr, var den adskilligt over. Han blev først kjed af det, men trøstede sig saa med, at det vel kun havde været en Henstilling til ham, for det Tilfælde at han vilde møde. Han blev liggende endnu en Tid ude paa Søen, saa gik han til Land. Nu rejste imidlertid Spørgsmaalet om Frokost sig atter; thi naar man har været oppe siden Kl. sex om Morgenen, og først kan gjøre sig nogen Forventning om Middagsmad Kl. sex om Eftermiddagen, er det en egen Sag at stryge dette Maaltid, som tvertimod under slige Omstændigheder forekommer En dybt begrundet i den menneskelige Natur. Han slentrede langsomt op ad Vejen. Vejen fra Søen skar Vejen til Landsbyen, og da han kom til Skæringspunktet, fik han et godt Indfald. Han spurgte en Pige, om der var nogen Kro i Landsbyen, og da hun bejaede dette, beordrede han hende til at følge sig derhen med samme Sikkerhed, som det havde været en gul Slavinde. Hun adlød naturligvis og blev belønnet med en saa 38 overdreven stor Drikkeskilling, at hun ikke takkede, men hurtig gik bort uden at sige Farvel.

✂ Kroen var en af de sædvanlige Landsbykroer. Den finere Gjæstestue, hvori han blev vist ind, var gjennemtrængt af den ejendommelige Lugt af kold Tobaksrøg og vaadt Sand, som er disse Steder egen. Paa Væggen var Pragtstykket en med Afbildninger af Kakkelovne og Agerdyrkningsmaskiner smykket Priskurant fra en Jernstøber; det hang i Glas og Ramme over Sofaen, og paa begge Sider af det var som en Hylding til Stedets Opgave anbragt Afbildninger af farverige Kvinder i farverige Dragter, der stod i Begreb med at bringe Kaffe og The ind til en ubekjendt Nogen bag en lukket Dør. Paa Bordet laa en tre Dage gammel Avis, der var i en saa overspildt Tilstand, at Fluerne ikke kunde lide Nød, naar den var i Stuen.

✂ Hasting fik sin Frokost ind, spiste med fortrinlig Appetit, tændte sig en Cigar og faldt i Søvn. Nu var imidlertid den haarde Sofa ikke egnet til at sænke dem, den optog, dybt i Magelighed og Velvære, og hans Søvn var derfor heller ikke af lang Varighed. Opholdet i Krostuen frembød imidlertid, da han atter var vaagnet op, saa ringe Tillokkelse, at han bestemte sig til at forlade den. Klokken var nu over et. Det var en meget varm Dag, der ikke indbød til Spadseren i de dybe sandede Veje. Saa bestemte han sig til at gaa hjem.

✂ Da han traadte ind ad Havelaagen, kom Ida ham imøde.

✂ »Hvor bliver De dog af?« spurgte hun med en Stemme, i hvilken der var en vis Bevægelse. »Jeg har ventet Dem i flere Timer.«

✂ »Jeg beder om Forladelse,« svarede han temmelig forlegen. »Det anede jeg ikke.«

✂ »Bernhard havde sagt mig, at De kom hjem til Frokost Kl. elleve, og jeg ventede Dem og kunde ikke begribe, hvor De blev af, og en Mand, der var her, og hvem jeg spurgte, om han ikke havde set en fremmed Herre, sagde, at han imorges havde set en Herre ro omkring i vor Baad, saa jeg var virkelig bange for.... jeg havde flere Gange Bud nede for at se efter Baaden, og den var der ikke, heller ikke, da jeg selv var der.... jeg var virkelig urolig.«

✂ Hasting var i høj Grad ærgerlig over sin Udeblivelse og 39 kom med forskjellige Undskyldninger, medens de gik sammen op til Huset.

✂ Da de kom ind i Havestuen, saa han. at et smukt arrangeret Frokostbord endnu stod dækket.

✂ »Nu maa De ialfald tage godt for Dem,« sagde den unge Husmoder i en lettere Tone. »Har De fastet saa længe, maa De være alvorlig sulten.«

✂ Nu maatte han rykke ud med, at han havde spist. Han syntes, at han vilde tale Sandhed.

✂ Fruen svarede ikke, men ringede haardt paa Pigen og sagde, at hun skulde tage ud.

✂ »Men Fruen har jo selv ikke spist,« sagde Pigen, idet hun atter holdt op med at læsse de gode Sager fra Bordet over paa Bakken. Hasting saa, at ogsaa hendes Kuvert var urørt.

✂ »Nej,« sagde Ida, »det er blevet mig for sildigt.«

✂ »Jeg haaber da ikke, De selv har ventet paa mig,« sagde han forlegent.

✂ »Det siger Intet,« svarede hun roligt. »Desuden syntes jeg, det ialfald stred mod min Pligt som høflig Værtinde at sætte mig ned og spise, naar min Gjæst maaske var druknet,« tilføjede hun med en høflig spøgende Betoning.

✂ »Gjæsten burde i Grunden have været saa høflig at drukne sig, for ikke at have gjort saa megen Ophævelse for Ingenting,« svarede han i samme Tone.

✂ »Det vilde have været en Høflighed fra Deres Side, som jeg ikke var vant til.«

✂ Efter et Øjebliks Betænkning sagde han: »De ved dog egentlig slet ikke, om jeg ikke for Deres Skyld har gjort noget Lignende før.«

✂ »Jeg forstaar Dem ikke,« sagde hun. »De taler i Gaader, i østerlandsk Sindbilledsprog. Husk paa, at det kjender jegikke.«

✂ »Jeg taler hverken i Gaader eller i Sindbilleder, hvad jeg siger er simpel Sandhed. Jeg har været lige ved at drukne mig for Deres Skyld.«

✂ Hun kunde ikke blive klog paa den sikkre Tone, hvori han talte og svarede i en lidt pirrelig Tone:

✂ »De spøger akkurat paa den samme behagelige Maade, som jeg husker fra gammel Tid,« og efter et Øjebliks Pause sagde hun, idet hun talte hurtigt og ligesom giav efter for en 40 pludselig lille Explosion i sine Stemninger og Følelser, som hidrørte dels fra den Irritation, hun gik med over de Ængstelser, hans Udebliven havde voldt, dels fra ærgerlig Frygt for, at han gjorde lidt Nar af hende: »Hvor De dog i Grunden altid har været underlig imod mig i de Aar jeg har kjendt Dem, ikke elskværdig, ikke behagelig, nej, oprigtig talt, ingen af Delene. De maa have havt Noget imod mig, en medfødt Antipathi.«

✂ »Paa ingen Maade,« svarede han bestandig rolig, »jeg siger Dem jo, at jeg har været lige ved at drukne for Deres Skyld.«

✂ Over denne Fortsættelse blev hun ligefrem vred og sagde: »Fortæl mig, hvad De har imod mig, De skal ikke være bange for at tale ligeud med mig. Jeg vil helst vide ren og klar Besked med de Folk, jeg lever imellem.«

✂ Hasting studsede el Øjeblik ved den uventede Vending, Samtalen havde taget, og som overraskede ham, skjøndt han fra gammel Tid kjendte det Heftige, der kunde bryde ud i Idas Sind. »Vort Forhold var ganske vist noget forunderligt,« svarede han. »Saa meget forunderligere, som jeg dog ikke elskede Dem.«

✂ »Elskede mig!« næsten raabte hun.

✂ »Saaledes troer jeg nemlig nu. Jeg troer ikke mere, at jeg elskede Dem, men jeg var vist meget forelsket i Dem.« Han forbausedes over den Sikkerhed, hvormed han talte rent ud, men hun blev ikke vred.

✂ Ida saa paa ham. Dette begyndte at interessere hende højlig. »Var De forelsket i mig.... dengang?« spurgte hun.

✂ »Ja,« sagde han.

✂ »Fortæl mig derom; det var jo i Drengetiden. Det havde jeg aldrig troet. Jeg var ikke forelsket i Dem,« sagde hun paa en hastig Vis, saa at disse Sætninger kom til at staa som sideordnede, saa at ingen var den Første af dem og ingen den Sidste.

✂ »Aa ja,« sagde han, »det var tildels Drengestreger, skjøndt det varede noget længe. Og jeg skal gjerne skrifte.«

✂ »Fortæl kun,« sagde hun, »fortæl.«

✂ »Maaske begyndte det Hele med en drengeagtig Forelskelse,« begyndte han saa i en Tone, hvis Sikkerhed voldte ham selv Velbehag. »De ved, jeg var, da De lærte mig at kjende, en 41 halvvoxen Dreng i den rette ubehagelige Alder, og tillige selv ubehagelig, pirrelig, urolig, fuld af Begjær efter, hvad Livet kunde byde, og meget forfængelig. Unge Mennesker, der ere forfængelige, er de Forfængeligste blandt de Forfængelige. Jeg kunde ikke saa sjelden tilfredsstille min Forfængelighed, thi jeg var baade det gode Hoved og den bedste Gymnastiker i Klassen. Det er sjeldent, at Drenge kunne forene disse to Egenskaber, men naar de gjøre det, sættes de paa Piedestalen af Kammerater og Lærere. Det blev jeg i Skolen og i Ferien af Alle, undtagen af Dem. De vilde aldrig yde mig mindste Anerkjendelse, naar jeg kom ud paa Landet med Bernhard. Selv medens hans Forældre levede, husker De nok, at vi opholdt os saa meget ovre hos Justitsraadens; det var, fordi De var der, det var Husets Datter vi søgte. Men jeg ialfald havde ikke nogen Fornøjelse af Besøgene. Deres Familie var meget villig til at tale om min Dygtighed og mine lovende Udsigter, og jeg havde Lejlighed nok til at udmærke mig i ungdommelige Idrætter, men De tog ikke Notits af Noget. Desto oftere tænkte jeg paa Dem.

✂ Jeg kan nævne Exempler. Jeg husker, at jeg et Aar eller saa, før jeg blev Student, havde løst en mathematisk Opgave saa godt, at jeg blev særlig rost derfor; Læreren havde vist den til Rektoren, som selv havde megen mathematisk Sans, og han kom ind i Klassen og roste mig derfor, en af disse mere officielle Udmærkelser, som i en Skole gjør lige saa megen Opsigt som ved et Hof. Jeg husker, at jeg tænkte paa Dem, da jeg stod op og slugte min Ros. Jeg husker en anden Gang fra den Tid, ja det var netop Drukningen, som De ikke vilde tro paa.

✂ Jeg svømmede meget godt; engang fik jeg den Ide at svømme under Svømmeflaaden, hvor vi gik i Vandet, og komme op paa den anden Side, en Ide jeg havde faaet derved, at en Dreng for nogle Aar siden var druknet ved at komme ind under Flaaden, og ved Svømmelærerens mangfoldige Gange gjentagne Advarsler mod at komme ind under Flaaden som Noget, der var den visse Død. I og for sig er det nu mærkeligt, hvorledes det i den Alder har en forunderlig Tiltrækning at komme i Berøring med Døden. Netop naar man er saa kraftfuld og livfuld og den saa fjern, kommer dette 42 Modsætningsforhold til at virke underlig pirrende, man bliver mystisk draget til at søge Kjendskab til, hvad der fører til denne store Forandring. Drenge tale gjerne om de forskjellige Dødsmaader. Man prøver saa smaat paa, hvordan det er at hænge sig, man er nysgjerrig efter at vide, hvordan det er at drukne. Men jeg vilde dog ikke gjøre det, jeg gjorde, for at prøve en Drukning. Jeg tænkte paa den Anseelse, det vilde give mig at have udført denne Bedrift. Jeg tænkte paa denne Sag hele Dagen, før vi skulde til Svømning, men jeg omtalte den ikke til Nogen, for ikke at blive forstyrret i min Plan, thi den var virkelig saa farlig, at mine Kammerater vilde have lagt sig derimellem, skjøndt ellers Drenge holde mest af at lade Fem være lige og især af at vise, at de gjøre det. Svømmeflaaden var bred, den blev baaren op af endel Tønder og Luftkasser, om hvis Beliggenhed man ikke kunde danne sig nogen Forestilling, og der var neppe meget Vand under den. Det var virkelig noget for en forfængelig Dreng at udføre, forsaavidt som der ikke er mange, der skulde gjøre ham det efter. Jeg tilstaaer, jeg var lidt bange. Jeg tænkte paa Sagen om Natten og faldt derfor noget senere i Søvn end ellers. Men ved De, hvem jeg hele Tiden satte i Forbindelse med den paatænkte Bedrift. Det var Dem. De maatte faa at høre om den; det kunde ikke være anderledes, og De maatte beundre ialfald den, det kunde ikke heller være anderledes. Ja, ved De hvad jeg gjorde, jeg husker det godt, jeg skrev den næste Morgen, da jeg gik til Svømningen Deres Fornavn paa et Blad Papir og nedenunder med saa rask en Haandskrift som mulig Moriturus te saluto, de romerske Gladiatorers Hilsen til Kejseren: »Jeg hilser Dig i Døden«. Jeg havde ikke for Intet læst Latin, det forekom mig smukt, og jeg tænkte, at hvis jeg døde vilde mine Efterladenskaber blive gjennemsøgt og dette fundet og komme ud, men saaledes at Ingen forstod det uden De. Saa gik vi derned. Jeg maalte Flaadens Bredde et Par Gange; derpaa klædte jeg mig hurtig af, sagde i en Fart til en Kammerat: »Jeg vil gaa under Flaaden,« sprang ud og gik til Bunds og saa ind under Flaaden. En underlig Fart! Ned i det blege Grønne, der er ligesom fast om En, men hvori Bjælker og Trapper sees, om end utydeligt som farveløse Striber, forbi dem og ind under Flaaden! Der var Noget, jeg 43 ikke havde tænkt mig. Jeg havde troet at kunne ialfald skimte min Vej, men nej, det Grønlige blev pludselig sort Mørke. Et Øjebliks Rædsel gjennemfoer mig, ikke at kunne finde ud, at miste Vejret, saa at komme op mod det forfærdelige Laag, der laa foroven, og som vilde holde mig nede til.... Alt dette skjød igjennem mig i den Tid, i hvilken man gjør et Tag, men jeg veg ikke tilbage og svømmede hurtigt videre i den Retning, der maatte føre mig ud. Noget, en Bjælke eller hvad det var, gav mig et Stød, lykkeligvis paa Skulderen, havde den ramt mig paa Hovedet, havde jeg, dels af Forskrækkelse maaske, tabt Bevidstheden og været fortabt; atter for det igjennem mig, at jeg maaske var kommet ind i et uigjennemtrængeligt Net af Bjælker og Stænger, der vilde holde mig ubarmhjertig tilbage, og midt i alt dette, saasandt jeg lever, tænkte jeg paa Dem.«

✂ Ida havde siddet stille og blot nu og da lugtet til en Blomst, hun havde plukket. Hun gjorde her en Bevægelse til Siden og saa for første Gang paa ham.

✂ Deres Øjne mødtes, og han blev ved: »Men saa blev Mørket blegere, mine stirrende Øjne slugte et tiltagende grønt Lysskær foran mig, jeg var ude i det, jeg dukkede frit op og trak Vejret dybt i Solen og Lyset, og saa tænkte jeg atter paa Dem.«

✂ Dennegang tog hun strax sine Øjne tilbage, da de mødte hans og saa ud.

✂ »Jeg vidste ikke, om jeg havde været et Kvarter, fem Minutter, en ubestemmelig Tid undervejs; kun et godt Minut sagde min Kammerat, hvem jeg havde givet Underretning, og som øjeblikkelig, da han saa, at det var Alvor, havde raabt det til nogle Andre, som vare stimlede over paa den anden Side af Flaaden for at se mig komme op, men der havde ikke engang været Tid til at faa Vovestykket almindelig kundgjort, før det var forbi.

✂ Læreren kom farende; den Tordentale kunde han imidlertid have spart. Jeg var altfor lykkelig ved vel at have udført mit Vovestykke til at bryde mig derom, den blev mig en yderligere Forherligelse af mit Mod.

✂ Han klagede imidlertid officielt over mig, skjøndt jeg var hans Yndlingselev, og jeg fik Stuearrest den næste Dag, en 44 prægtig Søndag, hvor hele Skolen var tom. Det rørte mig heller ikke. Beskuelsen af hvad jeg havde udført og hvad jeg lykkelig var undgaaet, opfyldte mig tilstrækkelig. Hele Skolen vidste jeg talte om det Vidunder det var, at jeg var sluppet, og det blev gjort til en saadan Bedrift, Dybet blev i den Grad belemret med Tønder, Bjælker, Søm og alle mulige farlige Forhindringer, at Schillers Dykker næsten blegnede ved Siden af mig, eller jeg ialfald ikke ved Siden af ham.

✂ Hele Dagen - jeg er ganske ærlig, ser De nok - sad jeg med dette Digt foran mig og nød mig selv i:

✂ »Wer wagt es Ritter oder Knap'«,

✂ men bestandig saaledes, at De var den ædle Dame, der vilde høre om mig og beundre mig.

✂ Hvor jeg glædede mig til, at der skulde tales derom, naar jeg kom ud paa Gaarden. De vilde blive tvunget til at høre, at jeg var en Helt.«

✂ Ida havde rejst sig op og stillet sig hen i Døren.

✂ »Men det er jo rene Narrestreger af mig at blive ved at tale om disse gamle Historier.«

✂ »O, nej, bliv ved, fortæl!«

✂ »Ja, der er forresten heller ikke meget tilbage at sige. Min Bedrift i Fiskestilen interesserede Dem ikke mere end de øvrige. Bernhard havde glemt den, da vi kom hjem. Jeg maatte ved en Lejlighed, hvor jeg fandt det passende, ved forskjellige smaa Kunstgreb minde ham derom, for at faa den paa Tale; det lykkedes forsaavidt. Jeg husker, det var en Aften, vi sad paa Havestueterrassen. De afbrød ham paa det mest spændende Sted for at klage over, at det ikke var rigtig modne Kirsebær, der var sat for os.«

✂ »Men jeg hørte godt Historien, og jeg husker den,« sagde Ida i en hurtig Afbrydelse.

✂ Der var et Øjebliks Taushed. Hun gik et Øjeblik udenfor et Par Skridt ud i Haven og kom saa tilbage igjen.

✂ »Uopmærksomme unge Damer kunne ofte være meget opmærksomme,« sagde hun henkastende og fragmentarisk.

✂ Begge taug en Stund. Hasting saa meget oplivet ud. Det fornøjede ham vedblivende, at han med saa rolig 45 Overlegenhed kunde tale om, hvad der en Tid havde været til stor Uro og Pine for ham.

✂ »De maa dog ikke tro,« sagde Ida, der atter kom ind og satte sig ned, »at De beskjæftigede mig saa lidt, som De selv nu antyder. Men vilde De ikke altid have mig til at gjøre det første Skridt; jeg vilde maaske havde Dem dertil. Forfængeligheden er smaalig i unge Hjerter; i den Henseende som i mange andre blive vi bedre med Aarene.«

✂ »Der maa ialfald have hørt et større Kvantum Aar til,« sagde Hasting, »thi vist er det, at De blev mindre og mindre venskabelig mod mig med de Aar, som nærmest fulgte paa den Tid, hvorom jeg taler. Den Sommer jeg var bleven Student, og især den næste, vilde De slet ikke se til mig.«

✂ »Men De sværmede jo dengang for Præstens Datter.«

✂ »Tildels af Ærgrelse maaske. Men De begyndte jo ogsaa dengang at sværme for Bernhard.«

✂ Ida taug.

✂ »Og saa kom mine Rejseplaner. Jeg talte første Gang om Ostindien derude, medens De stod og hørte derpaa, og det lod, som om det kjedede Dem guddommeligt!«

✂ »Jeg troede ikke, det var Alvor; men jeg husker forresten, at jeg sagde, at for Dem vilde der vel ogsaa aabne sig Vej herhjemme.«

✂ »Og saa kom Beslutningen om Rejsen og Afskeden, og De vilde neppe give mig Haanden.«

✂ »De sagde Farvel til mig mellem de Andre og næsten i Forbigaaende,« svarede hun.

✂ Husjomfruen kom ind i Stuen og spurgte om en Besked. Strax efter kom Kokkepigen med Melding fra en Sælgekone, hvorover der ligeledes skulde tages Beslutning.

✂ Ida rejste sig, da Pigen var gaaet og sagde: »Kom, lad os gaa ned i Haven, det er for kjedeligt at blive forstyrret hvert Øjeblik saaledes, naar man taler om Noget, der interesserer En.«

✂ De gik Begge ud. Ida gik hurtigt iforvejen. »Denne Vej,« sagde hun, »her finder de mig ikke.«

✂ De gik hele Haven igjennem til den Gang, der begrændsede den, og fra hvilken man over en høj Hæk havde Udsigt til den omtalte, særlig smukke Del af Søen.

✂ Men imedens de gik dette Stykke Vej, var Samtalen gaaet istaa, og det var ikke saa let atter at knytte Traaden i en saa ejendommelig skriftende Samtale.

✂ »Hvad tog De Dem for i Indien?« spurgte endelig Ida.

✂ At høre mere var maaske ikke for hende saaledes en Tilfredsstillelse af en indre Trang som det at tale i Virkeligheden var for ham, skjøndt han skuffede sig med, at han stod fuldstændig rolig og beherskende ligeoverfor dette Afsnit af sit Følelsesliv. Men om hun end ikke fik nogen egentlig aandelig Tørst vederkvæget, var det hende dog meget tillokkende, at kaste et Blik ind i en Mands Indre, hun havde kjendt længe, men lidt.

✂ »I Indien,« gjentog han. »Jeg tørrede mig ud, jeg blev rolig, blev lænket til Virkeligheden, det var det jeg trængte til, det er det gyldne Skind jeg bringer hjem, at have naaet dette.«

✂ »Jeg forstaar Dem ikke.«

✂ »Jeg var Digter, det var Ulykken, Digter baade i Ord og Tanker. De fleste begavede Drenge ere det Samme. De digte paa Papiret, og de digte i deres Fremtidsbetragtninger. Fantasien lever længe et overvældende stærkt Liv hos dem. Se paa alle disse unge Studenter og Fuldmægtige og Kandidater og Grosserere, De vilde forbauses, naar De vidste, hvor forholdsvis faa Aar det endnu er, siden de drømte sig som glimrende Hærførere, som store Statsmænd, som mægtige Talere, ved hvis Læber et Lands Skjæbne hang. Og endnu flere have drømt sig som store Skuespillere, der førte de Udødeliges Værker herover en Scene, omsvævet af endeløs Beundring, eller de have higet efter Digterkransen.

✂ Det er for mange Naturer ikke let, ja faa tænke sig, hvor vanskelig det er, at finde sig tilrette i det virkelige Arbeide uden at lade sig vildlede af umulige Drømme og tærende Forventninger. Jeg skrev Digte, de vare daarlige, nogle vare til Dem, men De faar Dem aldrig at læse, thi de vare daarlige siger jeg Dem. Og dette Digteri og andre Ting, det Ene med det Andet tog Kraften fra mig i aandelig Forstand og var misvisende ligeoverfor Mennesker og Livsforhold. Saa rev jeg mig ud af det Hele, kastede mig ned paa Virkelighedens Jord, i Arbejde, tjente Penge, det var ogsaa Noget, jeg vilde, men det var ikke saa vigtigt, som mange troede om mig, men jeg 47 lærte at leve paa ganske jævn naturlig Vis, og det var Noget jeg trængte til.«

✂ »De fik Idealisten i Dem slaaet ihjel, vil De sige,« sagde hun, mødende en tidligere Yttring af sin Mand.

✂ »Nej, det er ingenlunde nødvendigt,« svarede han. »Jeg vender mig mod det i Livet, som kan opnaaes, med den Gjerning som kan udføres. - Men,« fortsatte han halvt i Tanker, »Gud ved, hvor meget af det gamle Fantasteri, jeg har beholdt tilbage. Jeg gaaer jo aabenbart nu og lægger bagfra mere ind i mine oprindelige Rejseplaner, end der laa i dem fra Begyndelsen. Men Resultatet er dog bleven som jeg sagde.«

✂ »Hvor De er filosofisk,« sagde Ida.

✂ Man hørte en fjern Kalden.

✂ Ida, som ikke syntes at interessere sig saa meget for den Vending, Samtalen nu havde faaet, sagde, at hun maatte gaa op, det var vist hende, der savnedes, og skyndte sig op til Huset.

✂ Han gik endnu lang Tid frem og tilbage i den skyggefulde Gang og glædede sig over den ny Fortrolighed, der ombølgede hans Sind som en mild Foraarsluft.

✂ Men han tænkte ikke paa den ildfulde lille Spire, af hvilken dette Nye var voxet frem.

✂

FEMTE KAPITEL

✂ Bernhard kom ud til Middag og meldte strax, at han havde to sjeldne Gjæster med sig. Den ene var en Dame, den anden en Herre; begge havde iøvrigt hørt til den fælles Vennekreds allerede for mange Aar siden.

✂ Damen var Frøken Rønnov. Det var en yngre Pige, dog over de tredive Aar, høj, slank, klædt med en vis fornem Elegance. Hun var en Ungdomsveninde af Ida, af fornem Slægt og Skolebestyrerinde. Hendes Fader var død som General og Generaladjutant hos en afdød Konge. Hun havde havt lidt Formue, men i Lyst til Virksomhed havde hun benyttet sin lille Kapital til at oprette en Skole, som dog for en 48 Del var bleven Friskole for fattige Familier, som hun var kommet i Berøring med, og hvis Døttre hun ønskede at opdrage til at blive forstandige og elskværdige unge Piger. Som Forretning betragtet lønnede denne Skole sig slet ikke.

✂ Herren hed Felix; det var en gammel Ven baade af Bernhard og Hasting, af samme Alder som de, en lille, meget mørk Herre, med et vist elegant Snit over sig.

✂ Bernhard fortalte Ida, at han havde mødt begge sine Gjæster paa Gaden, først Felix saa Frøken Rønnov. Den Sidste havde det været mindst vanskelig at faa med, fordi hun netop havde havt Lyst til at se Skov, Sø og Marker i det dejlige Vejr; men med Felix, som han først havde »samlet op«, som han udtrykte sig, havde det været vanskeligere.

✂ Felix sagde nogle Ord om, at han havde travlt med sine Arbejder, og henvendte disse ganske i Almindelighed til Selskabet, ikke særlig til Husets Frue, der heller ikke tog mere Hensyn til ham end nødvendigt.

✂ Da han saa Hasting, hilste han paa ham med Venlighed og spurgte, hvorledes han levede; det var længe siden, de havde set hinanden; men han talte, som om det havde været syv Uger istedetfor syv Aar. De havde holdt meget af hinanden i sin Tid, og Hasting var lidt forundret herover, men han bemærkede, at der var en vis nervøs Distraktion over hans Ven, og Bernhard betroede ham afsides, at han var ifærd med at blive en stor Mand, havde naaet meget højt op i sit Ministerium og vistnok snart kom højere. Af travle Embedsmænd maatte man ikke forlange Noget.

✂ Den gamle Justitsraad og hans Frue kom nu i deres sædvanlige ensformige Trit op ad Havegangen. Saa var Selskabet forsamlet, og man gik ind i Spisestuen.

✂ Bernhard var en meget talende og højrøstet Vært. Var Felix bleven taus, var han bleven det Modsatte i Mellemtiden. Han talte uafladelig og var saa underholdende, at han svedte stærkt ved det. Maaske kom det dog tildels af den begyndende Korpulence og af, at han spiste og drak stærkt tillige. Det var ham aabenbart særlig tiltalende, næstefter at være den gjæstfri Vært, at give den travle Handelsmand. Det morede ham i sin; Samtale med sine to Venner at lade Penge 49 klingre bestandig, men han gjorde det paa en godmodig og aldeles ikke stødende Maade.

✂ Man talte om Udsigter og Forretninger og Toldreformer. Men saa kom Bernhard til at huske, at han mellem sine Breve havde faaet et, der indeholdt Forlovelseskort. Han tog det frem af Lommen, hvor det var noget besværligt at finde det, og leverede det til sin Kone. Nu begyndte Samtalen at dreje sig om de Nyforlovede og om Forlovede og Forlovelser i Almindelighed.

✂ Hasting angreb stærkt Forlovelsesinstitutionen og benægtede, at han gjorde dette, fordi han kom fra et andet Samfund.

✂ »Det er et daarligt Fundament for Ægteskab,« sagde han, »fordi Forlovelsen i Reglen grunder sig paa en meget flygtig Forelskelse, som akkurat ligesaa godt kunde have ført enhver af de Paagjældende sammen med elleve Andre som med den Ene. Saa er Fornuftarrangementet et bedre og solidere Fundament for en livsvarig Forbindelse.«

✂ Bernhard styrtede ivrig løs med almindelige Bemærkninger om at miskjende Hjertets Krav og træde Følelser og sit Inderstes Rørelser under Fødder.

✂ Hasting vilde ikke fornægte disse, men paastod, at han holdt sig til Erfaringen. »At Folk forlover sig, fordi de ere forelskede« sagde han, »hvad vil det i Grunden sige? Hvad er den Forelskelse for en pjanket Følelse.«

✂ »Pjanket« udbrød Bernhard med en Indignation, som kun Hev mindre stærk, fordi han havde Munden saa fuld af Steg, at han neppe kunde tale forstaaeligt.

✂ »Pjanket,« vedblev Hasting. »Ja, ikke efter sit Væsen, men i Virkeligheden. To unge Folk faa en lille Forlibelse, som til Nød kunde være tilstrækkelig til, at de i et Par Maaneder morede sig med at have hinanden tilbords i Selskaber og paa Baller; naar de blot vare et Par Aar yngre, vilde de ingen Notits tage deraf, men nu ere de i den Alder, hvor mange Folk forlove sig, saa benytte de denne Følelse til det samme. Lad os nu se disse unge Folk,« sagde han, og tog Visitkortet op fra Bordet, »her er Ulykken formodentlig voldet af, at han har faaet Knebelsbart; jeg mener ikke, at hun er bleven forelsket i ham, fordi han har den, men han har forlovet sig af 50 den Grund. Ja, den Tid han ingen havde, blev han et Par Gange om Aaret ligesaa stærkt forelsket, som i sin nuværende Forlovede, men det faldt ham ikke ind at forlove sig; nu har han dette Skjæg, han synes, at han er Mand, om end en ung Mand, saa dog l'homme sérieux, og saa frier han og Pigebarnet, der havde sagt »Ja« til alle dem, hun hidtil har havt et lille Sværmeri for, om de havde friet, - hvad de ikke have gjort - siger naturligvis »Ja«, da han gjør det.«

✂ »Hvor kan Du dog tale saaledes,« sagde Bernhard med be? brejdende Alvor og denne Gang med klaret Mund. »Du kjen? der jo ikke det Mindste til de to Mennesker, og dømmer eller rettere fordømmer dem, angriber aldeles i Forbigaaende baa? de dem og os Allesammen paa Ære, Liv og Gods.«

✂ »Hvad de to omtalte Personer angaaer,« sagde Hasting, »benytter jeg dem kun figurligt, maaske er det i Virkeligheden der gaaet ganske anderledes til, men saaledes som jeg har skildret det, gaaer det ganske vist i Almindelighed til, men naturligvis er jeg dog ogsaa i den Henseende saameget Engelskmand, at min Forudsætning, naar jeg siger noget ubehageligt er »the present company allways excepted«, det nærværende Selskab ufortalt.«

✂ »Selv om Forholdene ere som De siger,« sagde Ida, »hvad jeg ikke ved, saa synes jeg dog, at hele Forholdet bliver til noget Andet, derved at der ligger en Forelskelse nederst, om der ogsaa ikke er meget ved denne, fremfor naar det er som i andre Lande, et Pengearrangement der begyndes med.«

✂ »Nej,« sagde Hasting med megen Iver, »deri er jeg ganske uenig med Dem, er det en saa jammerlig Forelskelse, som jeg nu forudsætter den at være, saa er Fornuftarrangementet uendelig mere at foretrække .... i Forbigaaende vil jeg be? mærke, at det ikke er en saadan udelukkende Pengeaffaire, som De synes at tro, der i Lande som Frankrig bestemmer Ægteskabet. Man tager kun ved dettes Indgaaelse et alsidigt Hensyn til de Momenter, der gjøre forholdsvis lykkelige ydre Kaar sandsynlige. Man fornægter ikke Kjærlighed, man er kun skeptisk ligeoverfor den ungdommelige Forelskelse og vil ikke lade Alt løbe an paa den, og deri have Papa'erne og Mama'erne Ret; den Slags Forelskelse er i Reglen saa daarlig 51 Gods, at man ikke skal indrømme Hensynet til den mere end højst nødvendig.«

✂ »Uf, hvor Du er Materialist,« sagde Bernhard, og lænede sig veltilmode tilbage i den magelige Stol, som han i Egenskab af Vært havde rejst sig som et Slags Højsæde ved Enden af Bordet.

✂ »De er snarere Pessimist, troer jeg,« sagde Ida.

✂ »Ja,« sagde Bernhard, lidt overlegent, »ogsaa det.«

✂ »Jeg vil heller sige Idealist,« sagde Frøken Rønnov., »De har en bestemt Forestilling om Kjærlighed, og den der ikke svarer nøjagtig til det Mønster, forkaster De.«

✂ »Altid driver Du Tingene paa Spidsen« mumlede Bernhard, idet han ogsaa strax accepterede denne sidste Forklaring.

✂ »Sagen er den, at jeg ikke troer paa Lidenskab, maaske ikke engang paa Kjærlighed,« sagde Hasting parenthetisk og halvt for sig selv.

✂ »Der er forresten Meget i det Hasting siger« sagde Justitsraaden, der sad stilfærdigt og spiste og vendte Hovedet fra den Ene, der talte, til den Anden, en Bevægelse, som hans Kone instinktmæssig eftergjorde. »Der er virkelig Meget i det, han siger« gjentog han.

✂ »Ja, der er,« gjentog hans gamle Kone og nikkede venligt og bifaldende, »det er godt og fornuftigt.«

✂ Ægteskabet mellem dem var arrangeret for at ordne en vanskelig Prioritetssag i Ejendommen i de Tider, der vare vanskelige for Landmanden.

✂ »Erfaringen taler imod Dem,« sagde Ida; »der er saa mange lykkelige Ægteskaber herhjemme, og af dem ere dog de fleste Inklinationspartier.«

✂ »Det kan jeg dog ikke indrømme Dem,« sagde Hasting. »Grunden til at det gaaer godt i Ægteskaberne er først, at Folk ikke have Lidenskaber, men nøjes med at drives af Omstændighederne, tage tiltakke i Verden, og for det Andet, at de ikke møde Fristelser. Var der en Frister til hvert Ægteskab, saa saa det maaske helt anderledes ud. Men gaaer det godt, er det, som sagt ikke Kjærlighedens Skyld.«

✂ »Aa, Snak,« sagde Bernhard.

✂ Felix havde tiet under denne Samtale, men drukket flere Glas, som et nervøst, træt Menneske, der vil live sig op til at blive som de Andre. Han sagde: »Jeg er forsaavidt enig med Hasting; jeg troer, at kun ulykkelig Kjærlighed er bestandig. Det er Noget, Livet vilde vise tydelig for den, der forstod at læse det.«

✂ Ida gjorde en næsten umærkelig Trækning med Munden og vendte taust Hovedet til den anden Side. Hasting bemærkede denne Bevægelse og forundredes lidt derover.

✂ Frøken Rønnov sagde efter et Øiebliks Stilhed, hvori hun syntes at have betænkt sig paa, om hun skulde tale eller ikke: »I de fleste eller maaske i næsten alle Ægteskaber gaaer vel nok den egentlige erotiske Forelskelse tabt, men istedetfor den kommer der en dybere og stærkere Følelse, troer jeg, den rette Kjærlighed, som udvikles i og af selve Ægteskabet.«

✂ »Mysticisme!« sagde Hasting spøgende.

✂ »Det er ikke Alt Mysticisme, hvad Hedningene ikke forstaa,« sagde hun.

✂ »Hvorledes bliver da denne nye Kjærlighed til?« spurgte han.

✂ »Saavidt jeg har kunnet se,« sagde hun, »thi De maa huske, jeg er jo ikke af de Indviede, saa bliver den til derved, at under Samlivet, det jævne, almindelige Samliv, blive de to Mennesker kjendte med det inderlig Elskelige, som enhver Personlighed gjemmer, og som det er Ægteskabets Pligt at fremdrage og bevare.«

✂ Hasting saa paa hende med et noget tvivlende Smil.

✂ Hun tilføjede ivrig: »Menneskene ere i Reglen meget bedre end Folk som De troer. Folk har de slette Egenskaber, som vi Alle se, men meget Godt ved Siden af, som der blot hører lidt skarpere Øjne til at se.«

✂ »Mine Øjne ere ganske vist ikke saa skarpe,« sagde Hasting.

✂ »Maaske naar De fik de rette Briller paa« svarede hun. »De fleste Mennesker, ved De nok, anse sig selv for fejlfri og ualmindelige Exemplarer af Slægten, skjøndt de godt kjender deres egne Svagheder. Fra et vist Synspunkt er dette jo nok forklarligt, det ved jeg naturligvis, men der er dog Noget i det, naar man anlægger en anden Maalestok.«

✂ Hasting saa noget forundret paa hende.

✂ »Jo, jeg mener en Del af det, jeg siger,« svarede hun smilende. »Jeg siger blot ikke, at jeg mener det Samme om mig selv. Min Fortræffeligheds Amerika har jeg selv ikke opdaget.«

✂ »Nu er vi kommet meget højt tilvejrs i vor Samtale,« sagde Bernhard. »Skal vi have den endnu højere?«

✂ »Nej, vi gaa ned,« sagde Hasting. »Jeg troer ikke paa den Theori, Frøken Rønnov. Jeg troer ikke, at der hos vore almindelige Hr. og Fru Jensener udvikler sig en saadan højhellig Følelse; men de leve roligt og godt, fordi de tage Tingene som de ere, det er deres Livsprincip....«

✂ Frøken Rønnov gjorde Indvending.

✂ »Jeg skal ikke tvistes videre herom« sagde han; »om Folk ere, som De troer, eller som jeg troer de ere, kommer forsaavidt ud paa Et, men jeg kan benytte ogsaa Deres Betragtning til min oprindelige Paastand. Naar den første Forelskelse, som danner Grundlaget for Forlovelsen, ogsaa efter Deres Mening er noget Ligegyldigt, Noget der fortager sig og bliver rent borte med Tiden, saa maa jeg jo ogsaa have Ret i, at det er bedre for Ægteskabet at bygge dette paa et Fornuftarrangements Grund end en daarlig og usolid Forelskelses. Under heldige ydre Vilkaar kommer den nye gode Forstaaelse sikkert bedre i Stand!«

✂ »Nej, De har ikke Ret,« sagde hun. »Den nye Kjærlighed skal jo hvile paa Hengivenhed, Agtelse og Ærefrygt og Sympathi for hinandens Personlighed. Men dette Forhold af gjensidig Hengivenhed og Agtelse for selve Personligheden mærkes netop ikke fra Begyndelsen af, naar man vælger udelukkende efter Hensyn der ere den uvedkommende. Jeg kan kun indrømme, at det efter min Theori ogsaa kan være muligt, at der er Ægteskaber der blive lykkelige blandt de egentlige Fornuftpartier. Forholdet kan rette sig op, om det ogsaa er forkrøblet i Begyndelsen og i den første Spire.«

✂ »Skal vi saa afslutte Sagens første Behandling« sagde Bernhard; »vi skulde dog lidt ud paa Søen i det smukke Vejr. - Velbekomme!«

✂ De roede ud i den lille Baad med Undtagelse af 54 Justitsraaden og hans Kone; en af dem var bange for Aftenluften paa Søen, og saa gik de hjem med det Samme til deres egen Bolig, ganske i det samme rolige Trit.

✂ Den anden Behandling af de diskuterede Spørgsmaal, som Bernhard havde stillet i Udsigt, udeblev dog i det Hele ude paa Søen. Den brudte Traad kunde ikke ret knyttes; thi Samtalen havde havt en altfor tilfældig og fragmentarisk Karakter. Hasting følte imidlertid en særlig Tilfredsstillelse over at have faaet Lejlighed til at gjøre disse Anskuelser gjældende og navnlig angribe de almindelige Forlovelser. Hvorfor han var saa bitter mod disse var ham dog neppe ret klart.

✂ Bernhard førte nu Ordet og erklærede, idet han lagde Armen om sin Kones Liv: at han i Kjærlighed lagde megen Vægt paa en smuk Figur.

✂ Ida skød hans Arm fra sig, men greb den atter hurtigt med et lille Skrig, thi Baaden havde pludselig faaet et uventet Sving til den ene Side, der vel ikke alvorligt truede dens Ligevægt, men som dog havde voldt en stærk Gyngen. Bernhard havde ligget paa sin Aare og Hasting pludselig taget et stærkt Tag med sin; han sad »i Tanker« undskyldte han sig forlegen med. Han lo selv med ad den lille Forstyrrelse, han havde voldt, men Felix var den, der morede sig mest derover. Over den spejlblanke Sø spredte Krusningernes Ringe fra den voldte Forstyrrelse sig videre og videre, men mattere og næsten udviskede gled de ind under Rørene ved Bredden.

✂ Samtalen gik over til almindelig dagligdags Passiar, i hvilken Felix var bleven meget livlig; saa blev det mørkere og mørkere, og man roede i Land.

✂ Da Herrerne hjalp Damerne i Land, spurgte Felix:

✂ »Er der intet Sagn om denne Sø? At der er en Skat paa Bunden, eller at den kræver et Offer hvert Aar eller noget af disse almindelige Stedsagn.«

✂ »Jeg ved det ikke,« sagde Ida, hvem disse Ord nærmest var henvendt til. »Jeg er ikke romantisk anlagt, som De ved.«

✂ »Ganske vist,« sagde han, »det er De ikke, men fordi man ikke er det, kan man maaske ikke altid løbe fra Romantiken.«

✂ Hertil svarede hun ikke og vendte Hovedet bort fra ham, som hun havde gjort før.

✂ Den næste Morgen tidlig tog Hasting fra Landstedet og fulgte med Bernhard til Byen.

✂

SJETTE KAPITEL

✂ Bernhard og Ida vare ansete for meget lykkelige Ægtefolk. De vare Fætter og Kusine; at de tillige vare blevne Mand og Kone var Noget, som var gaaet i høj Grad naturligt til, om det end var kommet dem, der kjendte dem, lidt overraskende. Thi skjøndt de vare voxede op i Nærheden af hinanden, Justitsraadens Ejendom og Bernhards Faders Ejendom laa som sagt i Nærheden af hinanden, saa var det dog i Henhold til en meget pludselig Indskydelse, at de blev forlovede.

✂ Da Bernhard var ganske ung, havde han en meget stærk Tilbøjelighed til at opstille sig Mønstre til temmelig uselvstændig Efterlignelse, og det var i Særdeleshed Anton Hasting, der var hans Mønster. Da denne opgav at benytte sine Studier og slog ind paa den praktiske Bane, tog han strax en Beslutning i samme Retning og bestemte sig for Handelen. Han sagde, at dette var Noget, han længe havde tænkt paa. Forsaavidt var dette rimeligt, som han i lang Tid aabenbart ikke havde tænkt paa Studeringerne. Da Hasting rejste til Ostindien, fandt han, at han ogsaa kunde rejse og tog til Hamborg, hvor han lærte Forretningen og lagde sig et Par Aars Tid med Liv og Sjæl efter at blive Hamborger, Noget, der i enhver Henseende faldt hans bløde og noget graadige Naturel temmelig let.

✂ Han vendte tilbage for at tage fat herhjemme, thi bosætte sig i Udlandet vilde han dog ikke.

✂ Paa et Besøg, han efter Hjemkomsten gjorde hos sin Onkel, saa han efter et Par Aars Forløb Ida. Hun var i denne Mellemtid bleven meget smuk, og hendes Skjønhed havde et vist yppigt Præg, der gjorde stærkt Indtryk paa den unge Hamborgers Hjerte. Og saa forekom det ham tillige, at han 56 havde gjort et vist Indtryk paa hende. Hun skiftede tidt Farve, naar han kom i Nærheden af hende, han følte, at hendes Øjne ofte hvilede paa ham og næsten altid flakkede om i hans Nærhed. Naar man færdedes ude, kom de næsten altid efter nogen Tids Forløb Side om Side.

✂ Mænd som han blive saare ofte forelskede, fordi de tro sig selv Gjenstand for en saadan Følelse, et Motiv, der ellers i Reglen viser sin Magt hos Kvinderne.

✂ Saa vaagnede han op en Morgenstund og følte sig forelsket.

✂ Han forlængede sit Ophold i nogle Dage, og paa en Spadseretur en smuk Sommeraften i Haven bleve de forlovede.

✂ Ida havde været begjært af ikke faa Mænd, maaske - hvem vidste det - med uendelig mere Lidenskab end den, hvormed Bernhard forlangte hende. Hun havde ialfald før mærket, at hun var Gjenstand for Mænds Tilbøjelighed. Denne Bevidsthed havde ikke undladt at gjøre sin Virkning. Hvorfor var hun da ikke tidligere bleven vundet? Det er vanskeligt at sige. En Forelskelse er i Regelen Frugt af en Række smaa tildels uafhængig virkende Aarsager. Selve Forelskelsen er for de Fleste en fin, yndefuld, lille Spire; om denne skal blive til en Blomst, der fryder i otte Dage, eller til et Træ, der staaer for hele Livet, afhænger af smaa Kulturbetingelser, hvis Tilstedekomst eller Udebliven ofte er Tilfældets Værk.

✂ Saare ofte ere nemlig saadanne smaa Forelskelsesmuligheder i deres Tilbliven ledsaget af en eller anden lille Kantethed, et lille Anstød, som hindrer dem i at trives hos den, hvor Spiren er ført hen. Det kan være højst forskjellige Indtryk, der saaledes virke ødelæggende paa Spiren, det kan være de store, de egentlige Væsensuligheder, der aabenbare sig, og det kan være - ja, alt muligt Andet, en forkert Næse, en lille Yttring, der saarer Egenkjærligheden, et meget ubetydeligt Træk, der dog vækker et Mishag, som andre lignende forøge - eller blot en for Ansigtet uheldig og uklædelig Belysning ved en enkelt Lejlighed. Alle saadanne Smaating kunne gjøre et Indtryk paa den anden vedkommende Parts bevidste eller ubevidste Smag. Disse smaa mikroskopiske Indtryk, som ofte ikke komme til klar Bevidsthed, have altid uhyre Meget at 57 sige, særlig i Forelskelsen. Pascal har sagt, at Menneskene dø af et Sandskorn, en Draabe Vand; de leve ogsaa derved.

✂ Mulighederne for Forelskelse ere uendelige, Muligheden for at Forelskelsen sætter Frugt gjennemkrydses af utallige Forhindringer, derfor fødes og dø uafladelig disse Muligheder i Millionvis. Den unge Ungdom har en instinktmæssig Følelse af denne Elskovsmulighedernes tragiske Rigdom, der omgiver dem; den beruser dem i let Ironi, hvad enten nu denne ironisk farvede Legen med det Erotiske har Karakteren af unge Pigers indbyrdes Pjanken og kjælende Spotten med de Herrer, de danse med, eller den viser sig i den urolige, mistillids- og forhaabningsfulde Maade, hvorpaa en ung Mands Sind flagrer mod Kvinderne i den Alder, hvor han troer paa Kjærlighedens Evighed mere end paa noget Andet i Livet.

✂ I Forholdet mellem Bernhard og Ida var nu disse fine Spirer til Forelskelse blevne udviklede, ikke fordi de i sig vare stærke og kraftige, men fordi der ikke kom noget forstyrrende Indtryk til, der ligeud hindrede deres Udvikling.

✂ I Virkeligheden var det imidlertid forsaavidt en Fejltagelse i selve sin Begyndelse, som Bernhard havde følt sig henrykket ved Tanken om, at Ida skulde være forelsket i ham, men det havde hun imidlertid slet ikke været. Han vakte hos hende en vis nysgjerrig Interesse, den Interesse, som vækkes af en Mand, der har set og levet noget Nyt, hvortil kom, at hun havde hørt og dunkelt forstaaet nogle Yttringer og Antydninger mellem hendes Forældre om det uordentlige Liv, han havde ført i Hamborg. Og denne Mand, hos hvem der saaledes var noget Nyt, Fremmed, Frastødende og dog Tiltrækkende, som strakte sig ligefra hans Klæder til hans Karakter, det var en Fætter, der havde været en Broder for hende; dette Forhold var ganske mærkeligt. Han var og blev den Gamle, men han var dog ogsaa en Ny, en interessant Ny.

✂ Kun saaledes saa hun paa ham, da han troede, hun var forelsket i ham og derfor forelskede sig i hende. Hun var kun spørgende. Men saa - saa skete der pludselig en Forandring. En Dag forstod hun pludselig, at han var bleven forelsket i hende, og forstod naturligvis ikke, at det var en Fejltagelse denne Følelse skyldtes, og det naturlige Indtryk paa hende 58 af denne Opdagelse undlod ikke at komme frem. Saa var Spirerne der, og Sandskornet og Vanddraaberne gjorde deres Virkning.

✂ Hun vilde ingenlunde være død, hvis han havde forladt hende, selv da hun var mest betaget af Forelskelse, hun havde maaske ikke engang græmmet sig, men kun været lidt vemodig i otte Dage. Men da han paa den smukke Sommeraften gik med hende i et lokkende Tusmørke og Lindeduft og Stjerneskin, og spurgte, om hun holdt af ham, kunde hun ikke svare Nej og svarede Ja.

✂ Der er mangfoldige Inklinationspartier, i hvilke Erotiken er tyndere end i Idas og Bernhards, og de gjorde da ogsaa, ikke blot paa Andre, men ogsaa paa sig selv, Indtrykket af at være et særdeles lykkeligt Par. Og som et saadant holdt de ikke længe efter Bryllup, thi de havde »ikke Noget at vente efter.«

✂ Ida var af disse ingenlunde fattige, men meget bløde, kvindelige Naturer, hvis Opgave det er at lade sig præge af sine Omgivelser. Hun var i Stand til at indgyde Lidenskab alene ved sit Ydre, hvori var en mærkelig Blanding af lokkende, sandselig Ynde og ubevidst Barnlighed. Hun var maaske ogsaa i Stand til at føle en Lidenskab, men hun forlangte ikke en saadan. Hun var en ret loyal og til en vis Grad tillige magelig Natur, der foreløbig rolig gik ud fra, at hun nu i sit Ægteskab havde faaet sin beskaarne Lod i Kjærlighed, skjøndt hun nok saa, at den ikke var overdreven stor. Hun var ikke utilfreds, men hun var ikke heller tilfreds, skjøndt hun egentlig ikke heller savnede Noget. Hun havde kun en vis Oplagthed til at nyde mere Erotik; ingen fortærende Sugen i Hjertet, ingen længselsfuld Lytten efter uhørlige Toner, men hun lod sig saare villig lokke til at lege med Erotik paa en egen fin Maade, som der ikke er nogen Betegnelse for, og som Ordet »Koketteri« forgjæves søger at fastholde i sit plumpe Tag.

✂ Denne Leg leges overalt. Der strækker sig over den udviklede Kjærligheds beboede Verden et Territorium saa legemløst, usandselig fint, at Skjærsommernats Drømmens Feverden sammenlignet med den er haandfast og tung. Det er 59 et Skyrige, vævet af ufødt Begjær, af ikke tilbleven Længsel, af Muligheder uden Virkelighedsbetingelser. I dette lette Rige indgaaes luende Forbindelser, som vare Minutter, der stiftes aarelange trofaste Forbindelser, som vilde gyse tilbage ikke blot for legemlig Virkeliggjørelse, men ogsaa for tydelig udtalte Ord. De vove sig højst, og det vel sjelden, kun ud i løse Antydningers Dæmring eller ligegyldige Ords skjulte Dobbeltklang.

✂ Saadanne Forelskelser og Kjærlighedsforbindelser og Venskabsforhold mellem Mand og Kvinde svæve omkring overalt.

✂ Der er Naturer, som ere ubeskrivelig graadige efter disse Forlystelser, disse Hengivelser og disse Triumfer. De Fleste kjende dem eller have dog følt deres fine Henrykkelse, selv de, der føle sig mindst begunstigede af Kjærlighedslykke i den virkelige Verden, have dog i denne ulegemlige, lad det være i en Triumf, der er født og død i et Sekund, følt Bemægtigelsestagelsens Fryd lige overfor en anden Sjæl.

✂ Ingen Laas og ingen Slaa holder igjen fra Udflugter til disse Egne. De, der nægte dette, vide kun ikke, at de have været der, have ikke forstaaet den Vej, de have betraadt. Ingen Hustru, ingen Ægtemand føle sig derfor sikker! En Hustru kan forsvinde i et Øjeblik af Mandens Favntag, uden at han aner det, og selv den mest trofaste Ægtemand er sin Hustru utro, lad Utroskaben vare et Sekund og være ham selv en evig Hemmelighed.

✂ For Nogle ere disse Følelser en uklaret Hemmelighed, Andre løfte Sløret og forstaa dem, om de end ikke gjøre sig dem helt bevidste, thi deres lette Natur tillader i høj Grad den Enkeltes Sjæl at tilsløre dem for sig selv. Erotikens evige, uafladelige Jesuitisme er maaske stærkest i denne Del af dens Verden.

✂ Ida nød denne Minutserotik i ualmindelig høj Grad, om end hendes Natur var for fint anlagt til, at hun kunde drive den og nyde den i den plumpere og fremfor Alt sig selv paa ethvert Trin bevidste Form, i hvilken den kaldes Koketteri. Det er de mere graadige, kvindelige Naturer, som gaa denne Vej, de der ere mere legemlig, sandselig anlagte, de hvis Fantasi er saa tung, at den ikke som »flyvende Sommer« bevæges 60 af de letteste Pust i Stemningerne, de hvis Behagelyst er mere primitiv udannet, hvis hele aandelige Personlighed elsker et stærkt koloreret Toilette.

✂ Da hun var ung Pige, saa hun med en Følelse af Medynk paa Forlovede og Gifte. Hun mente - i uklaret Anelse naturligvis - at de ikke vare sig selv nok i erotisk Henseende. Og naar hun f. Ex. paa et Bal saa en forlovet Pige danse de takstmæssige Danse med sin Forlovede, men ellers ikke være meget efterspurgt, eller naar hun saa en ung gift Kone melde sig til Tjeneste, følte hun en naiv ringeagtende Medynk for disse Stakler, der vare udelukkede fra de vidtstrakte Overdrev med de uendelige Horizonter.

✂ Og saa var hun helt forbauset, da hun var bleven gift og næsten overrasket saa, at hun endnu kunde naa disse Vidder.

✂ Og hun var helt forbauset over, at hun kunde være en fortræffelig, trofast Kone og dog flakke om deroppe, tumle sig paa Sommerfuglevinger.

✂ Saa gjorde hun det. Det blev aldrig sagt om Ida, at hun var koket, men de fleste Herrer, unge og gamle, thi hvor hun færdedes gjælder Alderen mindre, vare enige om, at hun var meget elskværdig, og de fleste Damer holdt ikke af hende.

✂ Saaledes var Ida i sit Ægteskab.

✂ Bernhards Forelskelse i hende havde væsentlig, da den var bleven sat i Gang, været et i mere forfinede Former klædt sandseligt Begjær. Idas Ydre fristede til denne Art Forelskelser. Ægteskabet gav Besiddelsen og med den den priviligerede Sikkerheds Tryghed og Magelighed. Han glædede sig over sin Kone, naar han var sammen med hende, og naar han ikke var det, roste han hende som dygtig Husbestyrerinde, hvad hun ogsaa var, og tænkte ellers ikke paa hende. Ja, det syntes endog, som om deres Kjærlighed havde gjort ham til en mere livfuld, om end forhaabentlig i Gjerningen platonisk, Beundrer af kvindelig Skjønhed i Almindelighed.

✂ Saaledes var han.

✂ Begge vare imidlertid vedblivende meget lykkelige, tilfredse med sig selv, hinanden og hele Tilværelsen.

✂ Bernhard sørgede for, at denne var sorgfri i enhver Henseende, ja rigelig hvad hele Apparatet angik. Han var en dyg?

✂ tig Forretningsmand, havde medfødt Sans for Forretninger og var meget ivrig og flittig. Da han var bleven Forretningsmand, havde han hurtig begyndt at trække paa Næsen ad »det Æstetiske«, som i ham havde havt en ivrig Beundrer og Tilhænger i de unge Studenterdage. Han lapsede sig med at udtale sig som en ægte, borneret, praktisk Mand, om han end kjøbte Malerier til sine Værelser og gjerne saa, at hans Kone, som havde fin Smag, lagde denne for Dagen. Al hans Lyrik samlede sig efterhaanden paa »Forretningen«, »Handelen«, »Standen« og andre lignende Begreber.

✂ Den Stand, han tilhørte eller »havde den Ære at tilhøre«, som han sagde i de Skaaltaler, hvortil han var meget forfalden, var for ham Statens og Samfundets højeste Frembringelse og den, der i Grunden viste alle Andre den Velgjerning, at gjøre det muligt for dem at være til.

✂ Hele denne Betragtning havde imidlertid det Resultat, at han arbejdede med stor Lyst, og dette havde atter til Resultat, at han tjente Penge og betragtedes som en af sin Stands særlig lovende Medlemmer.

✂ Under disse Forhold levede Bernhard og Ida deres lykkelige Liv i en behagelig og elskværdig Kreds.

✂ En enkelt Figur i denne gjorde en egen Virkning. Hun var en Art Hædersgjæst og dog en Fremmed. Det var Frøken Rønnov.

✂ Hun var bleven Veninde i sin Ungdom med Ida.

✂ Ida havde adskilligt Elskeligt, som det var værd at kjende. Hendes erotiske Flagren, hvis man kan bruge dette lidt tunge Ord, stemmede ikke med Frøken Rønnovs Karakter, men hun saa den ikke. Hun var af dem, der ikke kjendte Sligt; det er ikke Mange. I hendes rolige Blik blinkede det aldrig; det pulserede ikke i hendes Livlighed. Hun forlangte ikke i sit mindst bevidste Indre at vække dette Behag, og selv om hun gjorde det, thi hun var klog og af tiltalende Ydre, saa vakte det ikke Gjenklang hos hende.

✂ Maaske Følelsen af denne vestalske Glathed igjen bidrog til at knytte Ida til hende; det lønlige Instinkt forsikkrede hende om, at her var der ikke Skygge af en Medbejlerske.

✂

SYVENDE KAPITEL

✂ Det varede ikke længe efter Hjemkomsten, inden Hasting opsøgte Felix, som han havde truffet hos Bernhard, men der ikke talt meget med. Felix var egentlig den Tredie i det venskabelige Forbund fra Skoletiden, men han havde altid været lidt for sig selv, saa at de havde været ikke Tre, men To og En.

✂ Bernhard havde sagt til Hasting, at Felix havde forandret sig meget i den sidste Tid og ikke til sin Fordel. Han havde gjort ualmindelig Lykke. Han var kommet meget hurtig frem paa Embedsvejen, blev anset for at være særdeles dygtig og havende en Fremtid for sig, der berettigede til Forventning om, at han vilde naa de højeste Stillinger. Det hed sig tillige, at han havde været meget heldig i private Spekulationer. »Men han er bleven en stor Egoist,« sagde Bernhard med det Fynd, hvormed Folk, der selv have en ikke ganske ringe Rem af Huden, bedømme de Andre.

✂ Hasting vilde nærmere have at vide, hvori dette viste sig, da Bernhard sagde i Almindelighed, at han »ikke var den Gamle«, ikke »den gemytlige Fyr han havde været«, »at han ikke brød sig om gamle Venner«, at man ikke kunde faa ham »med«, at han ikke vilde være »med« o. s. v. Det havde været et helt mærkeligt Træf, at han ikke havde været fornem, den Dag Bernhard havde faaet ham med ud paa Landstedet.

✂ Hasting gik saa op for selv at se, hvorledes dette forholdt sig. Da han havde hørt, hvor godt det var gaaet Felix forundrede han sig ikke ved at finde ham installeret i en elegant Ungkarlelejlighed i en dyr Gade, skjøndt han havde forladt ham i et tarveligt Værelse, som det sømmede sig for en ung Assistent. Ikke blot Værelserne selv vare smukke, men ogsaa hele Udstyret. Der var Tæpper og Gardiner af dyre Stoffer og Møbler af en ganske anden Art end de tyndbenede Skabninger med luslidt Fløjels Rygge, der ellers befolke elegante Lejligheder for Herrer, under Anførsel af en bred langlivet Sofa og et Divanbord paa ulige vaklende Ben.

✂ Der hang paa Væggen flere gode Malerier; disse vare af 63 Danske paa en enkelt Undtagelse nær, et ældre Maleri, der havde Hæderspladsen og hang over Skrivebordet.

✂ Felix sad og skrev, da Hasting kom ind. Han kjendte ikke denne strax, men blev glad, da han fik Rede paa ham, og saa satte man sig ned.

✂ Hasting saa strax, da det oplivende Gjenkjendelsessmil var gaaet bort fra hans Ungdomsvens Ansigt, at denne saa meget forandret ud. Hans Ansigt havde ikke alene faaet blege og magrere Træk, hvad der dog kunde være en Følge af, at han var kommet igjennem de Aar ved Trediverne, der gjøre den store Forandring i Ansigtet; men der var tillige et eget skarpt Træk fra Næsevigen ned paa begge Sider af Munden, som altid har sin Historie, være sig, at denne stammer fra Sjæl eller fra Legeme.

✂ Samtalen kom hurtig i Gang; den drejede sig om forskjellige udvortes Anliggender. Felix viste sine Malerier frem; men han glemte det, der hang over Skrivebordet. Hasting spurgte om det, han svarede, at han havde gjemt det tilsidst, fordi det var det bedste, og saa var det bleven glemt, som det saa ofte gaaer. Det Billede var egentlig dyrere, end han kunde være det bekjendt; han havde kjøbt det i München hos en Kunsthandler, der havde nogle Malerier i Kommission, som en ruineret Adelig maatte skille sig ved. Sandsynligvis var det et Familieportræt. Det var fra Begyndelsen af det forrige Aarhundrede. Ypperlig malet.

✂ Hasting slog Gardinet lidt til Side,, thi der var ikke meget Lys over Billedet. Det forestillede en ung Dame, som stod i et Vindue til et fuldt oplyst Værelse og saa ned i Mørket. Det var en fornem ung Dame i en pragtfuld Dragt, hun løftede Gardinet op for at se ud; hvad hun saa efter var ikke antydet, maaske noget Ligegyldigt, maaske snarere noget Forfærdeligt, thi i hendes smukke Ansigt var der ved Siden af overlegen Fornemhed en Skygge af ængstelig Lytten og Uro. Han syntes, at der var Noget i dette Billede, der vakte en Mindelse af noget Kjendt, men dette gled atter ud af hans Sind, og han lod Gardinet falde.

✂ Samtalen blev ved at være livlig, men bestandig mere høflig end venskabelig fra Felix's Side , hvilket dog ikke 64 forundrede Hasting, der havde en Følelse af, at han var af de Karakterer, som hurtig fryse til, og paa hvilke Fraværelse og Savnet af daglig Berøring let faaer en fremmedgjørende Virkning.

✂ Man kom, som naturligt var, under Samtalen bestandig tilbage til de Forandringer, de vare undergaaede i deres Stilling. Det interesserede Felix at høre, med hvormeget Hasting vendte hjem og at vide, hvor han havde anbragt sin Formue. Han fortalte til Gjengjæld, hvorledes han var kommet frem ad Embedsvejen, og tillige meddelte han, at han var indtraadt i Bestyrelsen af et større privat Foretagende, som han dog omtalte med middelmaadig Sympathi.

✂ Temmelig pludselig syntes imidlertid Felix at have opbrugt sit Fond af Livlighed. Han blev tausere, og Samtalen gik nu og da i Staa. Undskyldende fortalte han et Par Gange, at han var bleven distrait med Alderen og tillige mindre bevægelig i Sindet. Han havde siddet i et vigtigt Arbejde, og dette kunde han ikke slippe for.

✂ Hasting rejste sig og vilde gaa, Felix blev lidt flau og beklagede, at dette første Besøg skulde være saa kort. Han tog sig derpaa ligesom sammen og sagde, at de dog burde tales mere ved, og foreslog saa, at de skulde tage sammen ud paa Landet, naar Kontortiden var forbi. Dette blev aftalt.

✂ Hasting havde ikke Noget imod at være mere sammen med Felix, han skulde bort et Par Uger paa en mindre Rejse og vilde gjerne, inden han tiltraadte den, have noget mere at vide om ham og det Hele.

✂ Om Eftermiddagen mødtes de saa og toge ud for at spise og spadsere, som de havde gjort i gamle Dage, blot med den Forskjel, at de nu spiste mere og spadserede mindre.

✂ Felix blev atter her betydelig oplivet ved Vinen, han talte ialfald nu meget, og saa spadserede de ud.

✂ Under deres Tur standsede han ofte og tog Hatten af. Engang sagde han, ligesom i Forbigaaende: »Jeg kan ikke forstaa, at jeg ikke er brystsvag, jeg har gjort endel for at blive det, og synes ogsaa, jeg er det, men kan ikke faa nogen Læge til at indrømme det.«

✂ »Du taler, som om det var Noget, Du vilde sætte Pris paa at være,« sagde Hasting.

✂ »Jeg er ialfald ikke bange for det, jeg er ikke bange for at opløses i uendelig Søvn i den kølige, friske Jord.«

✂ Da Hasting, som ikke for Øjeblikket følte sig oplagt til at gaa ind paa dette Thema taug, vedblev Felix: »Det er mærkeligt, hvor man kan komme til at forandre sig i noget saadant som i at holde af Naturen. Jeg har tidligere været aldeles ligegyldig for Natur; nu er det omvendt, jeg havde nær sagt, det er det Eneste, jeg bryder mig om; især elsker jeg Jorden og hvad dens er, Træer og alle de stille Planter; Planten er det lykkeligste og højeste Væsen i Naturen, der er Ro, Ligevægt og Harmoni, Guldalderen er det Udviklingstrin, da Alt var Planter. Er det dog ikke et lykkeligt Væsen saadan en Eg,« og han pegede paa en Eg ved Randen af en stor aaben Plads. »Der staaer den med Aarhundreder for sig og Aarhundreder bag sig i stille, hvilende Ro, kølig og frisk i sit hele Væsen. Hvilken Sjæl maa den ikke have; jeg troer paa Plantesjælen, ser Du. Det er det Eneste, der giver mig nogen Respekt for Filosofi, at den begynder at anerkjende en Plantesjæl. At gaa over i en saadan var ingen ilde Løsning: kølig og frisk.«

✂ Hasting forbausedes noget over den hyppige Gjentagelse af disse to sidste Ord; ellers gjorde Felix slet ikke noget exalteret Indtryk. Han talte i en let, stundom næsten munter Tone.

✂ Hasting havde ikke Smag for den Art Samtale, og paa Grund af hans Taushed kom man ikke videre paa denne Bane. Saa vendte de naturlig atter tilbage til Ungdomserindringerne og hvad dermed stod i Forbindelse. Det var forbausende for Hasting, som dog selv havde ilet den halve Jord rundt efter Lykken, at høre hvorledes Hjemmefødningen ved hans Side talte med feberglødende Iver om at gjøre sin Lykke. Han talte tillige med en Hensynsløshed, der næsten havde noget Vildt ved sig.

✂ »Ikke at tage,« udviklede han, »er det samme som at give, hvor jeg ikke vil give, lader jeg ikke være at tage; det er det eneste sunde Forretningsprincip i Livet, og det Meste i dette er Forretning. Dersom jeg ikke vil forære en Mand ti Tusinde Rd. ved at gaa hen og række ham dem, hvorfor skulde jeg saa forære ham dem ved at lade ham beholde dem, naar de 66 ellers vilde gaa i min Skuffe. Da der var Tale om mit sidste heldige Avancement var det i Virkeligheden ogsaa kun denne Regel, jeg fulgte. Min Konkurrent var maaske lige saa dygtig som jeg, i andre Henseender mere, i visse Henseender mindre, i den almindelige Mening laa imidlertid hans Adkomst mest deri, at han havde stor Familie og ellers ingen Udsigt til at komme videre. Det gjælder ikke, jeg vilde ikke støtte hans Familie med tusind Rdl. om Aaret, om den ogsaa var dobbelt saa stor. Mit Forhold til Ministeren var saaledes, at jeg ved at gjøre mig nogen Umage for mig selv kunde faa Posten, og saa tog jeg den.«

✂ Hasting sagde: »Jeg har forresten hørt, at Du skulde have understøttet et Par unge Mennesker temmelig rigelig.«

✂ Felix svarede: »Det er maaske rigtigt, men jeg indser ialfald ikke, at jeg ved at have handlet saaledes, paa nogen Maade vilde være kommen i Modstrid med, hvad jeg udviklede. Fordi jeg siger: Ikke at tage er at give, siger jeg ikke, man skal aldrig give. Faaer jeg Lyst til at give, giver jeg, har jeg ikke Lyst til at give, lader jeg ikke være at tage.«

✂ »Principet fastholder Du altsaa overalt?«

✂ »Overalt, ellers bliver Livet sandelig ogsaa for fattigt. Jeg vil sige Dig en Ting. Har Du hørt tale om, hvad jeg ellers har taget mig til, medens Du var borte, saa har Du ogsaa hørt tale om et Forhold til en gift Kone, der nu ikke er her i Landet, og hvis Rygte nu er saaledes, at jeg kan omtale et saadant Forhold. Det bestod. Det havde det samme Udspring: Jeg var sandelig ikke forelsket i hende, men hun var det i mig, og jeg vidste ikke, hvorfor jeg skulde renoncere paa at have en dannet og forholdsvis dydig Elskerinde.«

✂ »Verden vilde gaa i Stykker, hvis Mange vilde tilegne sig saadanne Principer. Man maa have en Erkjendelse af, at der kun kan tilkomme En et begrænset Kvantum af Lykke og Nydelse og ikke bestandig begjære.«

✂ »Lad mig se Dig følge den Maxime, naar Fristelsen kom,« sagde Felix næsten haanligt.

✂ »Sig mig,« spurgte Hasting, vendende tilbage til et tidligere Punkt i Samtalen, »vilde Du da anse Dig for berettiget til at forføre enhver gift Kone uden noget andet Hensyn end til Din egen stærkere eller svagere Lyst og maaske blot for at 67 kunne vide, hvorledes det var at staa i et utilladeligt Forhold til en gift Kone.«

✂ »Maaske. Jeg indseer ialfald ikke, at de Hindringer, der kunde gives, lade sig samle i en mere almindelig Sætning. Men heri vilde jeg iøvrigt være i Overensstemmelse med den almindelige Opfattelse, hvad jeg indrømmer, at jeg maaske ellers ikke er.«

✂ »Deri kan Du maaske have Ret. Men den almindelige Praxis er ogsaa i denne Henseende som i adskillige andre gemen. Naar der ikke er Noget at sige til, at en Mand ikke lader sig holde tilbage i fjerneste Maade derved, at den Kvinde han forfører er gift endog med hans bedste Ven, naar, som en Franskmand har udviklet for mig, dette endog kan bruges til at give Forholdet et særlig pikant Præg - saa ved jeg ikke, hvad Tyveri er. Man er i den Henseende ikke kommet ud over Middelalderens Moral, hvor det var ærlig Levevis for pæne Folk at røve, at stjæle Kvæghjorder og Kjøbmandsvogne.«

✂ »Hvor Du bliver mærkværdig ivrig,« sagde Felix, »kunde Du umulig tænke Dig, at Du blev fristet til en gift Kone - for Alvor - og ikke lod Dig holde tilbage af Hensyn til Manden.«

✂ »Jeg kan tænke mig, at jeg kunde blive forelsket i en gift Kone,« svarede Hasting, »men jeg haaber ikke, at min Kjærlighed vilde have et Skuffetyveris Natur. Var den alvorlig og var den gjensidig, da vilde jeg sige til Manden: Deres Kone og jeg elske hinanden, vi begjære derfor Skilsmisse, helst lovformelig, men i ethvert Fald vitterlig mellem Dem og hende.«

✂ Til disse Ord sagde Felix først Intet, saa smilede han og taug atter, men man kunde se paa ham, at han vilde svare, og medens han beredte sig hertil, gravede det syge og skarpe Træk udenom Munden sig dybere. Han sagde: »Du ved ikke, hvad det er at være forelsket. Du ved ikke, hvad det er at blive fortabt i en Lidenskab, saaledes, at Alt, hvad Side Du vil gaa paa af Gaden, saavel som om Du vil leve eller ikke, bestemmes af denne.«

✂ Hasting saa forbauset paa ham.

✂ »Jeg siger ikke, at jeg gjør det,« sagde Felix og gik 68 hurtigere til, »men Mulighed er der for, at Folk endnu kunne være saaledes. Og saa ræsonnere de ikke saaledes, fordi de ræsonnere slet ikke.«

✂ Hasting gjorde den almindelige Bemærkning om, at de Lidenskaber, der betage Sans og Samling, ikke ligge for os.

✂ »Hvor ved Du egentlig det?« sagde Felix i en spottende Tone. »Staaer det i Formlerne om Jernets Spændingsevne. Selv om det stod i disse tilforladelige Værker, tog de maaske fejl. Alle tilforladelige Værker tage fejl, al Regning er Løgn, al Sandhed er Usandhed. Du gaaer paa Vimmelskaftet og ser paa almindelige Mennesker, og Du er af dem, der ikke tro at der rende Dig paa Armen i almindelige borgerlige Frakker og Kaaber baade Lidenskaber og Tragedier og Komedier af den bittre Slags, fordi Folk se fordømt kjedelige ud.... Naa, Vrøvl er det Altsammen. Det er saare Alvorligt, men endnu mere Intetsigende. Mit Hovedresultat er egentlig i disse Aar, hvorom vi have talt saameget, bleven det, at der ikke er Noget ved Nogenting, ialfald naar man har opnaaet det. De gamle Eventyr med Guldpengene, der naar de falde i Ens Haand blive visne Blade, nej ikke visne, kølige, friske Blade, men en Glød, som falder hen i Aske, de Eventyr indeholde hele Sandheden.«

✂ Solen var gaaet ned, medens de spadserede i Skoven. De Skymasser bag hvilke den havde skjult sig, havde lydløst og graat skudt sig op over hele Himmelen, der nu laa farveløs og tung over Træerne.

✂ »Jeg troer, vi faa Regn,« sagde Hasting, »det trækker stærkt op.« Samtalen havde faaet en Karakter af en Monolog, hvis Tone stadig var ham fremmed, og han havde ikke Noget imod en Afbrydelse.

✂ Felix var ogsaa af hans Mening, at de helst burde tage hjem strax. De vendte om strax og gik tause og ilfærdigt til Stationen, som de naaede, kort inden et Tog afgik.

✂ De talte næsten ikke sammen paa den korte Kjøretur. Da de naaede ind til Byen, strømmede Regnen ned. Felix skyndte sig at tage en Droske for Næsen af en fortvivlet Familiefader, tvang Hasting ind i den, spurgte hvor hans Hotel var, og kjørte ham saa først hjem.

✂ Hasting skiltes fra ham i en ubehagelig Stemning. Det var 69 ham ikke klart, hvad der var Alvor, men det Hele havde gjort et pinligt Indtryk paa ham, og han gav Bernhard Ret i, at der var foregaaet en stor Forandring med Felix, der før havde været »ganske ligesom andre Mennesker«.

✂

OTTENDE KAPITEL

✂ Hasting var borte et Par Uger paa den lille Forretningsrejse, han havde at foretage for at bringe forskjellige Ting i Orden.

✂ Han var under denne sin Fraværelse i en ypperlig Stemning. Det var ham ikke blot, som om han »havde fundet sin Krog« i Livet, men han følte sig ogsaa overraskende let og glad i Sindet.

✂ Da han kom tilbage, tænkte han strax paa at opsøge Bernhard og Ida. Sommersaisonen var forbi, de boede nu i Byen. Samme Formiddag, som han var kommet til Byen, gik han derop.

✂ Han kunde godt tænke, at Bernhard ikke var at træffe, men det gjorde ikke saameget, han vilde takke Ida for de to behagelige Dage, han strax efter sin Hjemkomst havde havt. Han tænkte med stor Fornøjelse paa at træffe hende. Al den Antipathi, han havde baaret paa imod hende, var forsvundet, efter at han havde talt ud med hende dengang, og Mindet om hin Samtale var i hans Erindring stadig omgivet af en egen Stemning af tillokkende Fortrolighed.

✂ Da han kom til Stedet, var Bernhard, som han havde tænkt, ikke hjemme, men paa Kontoret. Der var Ingen i Dagligstuen, men det var bleven sagt, at Fruen var hjemme og der hørtes ogsaa Stemmer inde fra det mindre Værelse, som laa bag ved, og som var Idas egen Dagligstue, eller »den lille Dagligstue«, som den ogsaa kaldtes.

✂ Det var Ida og Frøken Rønnov, som sad derinde. De modtog ham venlig, navnlig den Første. Frøken Rønnov var ogsaa forrige Gang noget tilbageholdende imod ham.

✂ Hun var kommen til Ida for at foretage »en Udpresning«, 70 som hun kaldte det, i et Øjemed, der stod i Forbindelse med hendes Skole. Ida var en af de bedste Velstandskilder for hendes forskjellige velgjørende Indsamlinger og det er muligt, at dette bidrog mere, end de begge troede, til at vedligeholde deres Venskabsforhold.

✂ De talte om det, der skulde sættes i Værk ved den Indsamling, de nu forestod. Ida syntes at interessere sig i høj Grad derfor og talte meget om saadanne Gjerningers Betydning.

✂ Frøken Rønnov tog det lidt mere skeptisk. Hun sagde, at hun ikke mere havde den Tro til, at man vilde gjøre stor Gavn ved at vise Velgjørenhed, som hun havde, da hun begyndte at give sig af med disse Anliggender. Hun vedblev dermed, fordi hun erkjendte, at det alligevel var en simpel Pligt, man opfyldte.

✂ Hun sagde ogsaa, idet hun trak sine glatte, stramme Handsker paa - hendes Toilette var paa Handskerne nær tarveligt, om end smagfuldt -, at skjøndt hun havde meget med de Fattige at gjøre, var det ikke lykkedes hende at beholde den Tro, som hun tidligere havde været tilbøjelig til at bekjende sig til, at de vare bedre Mennesker end andre. Hun sagde dette i en vis let, munter Konversationstone, men det var aabenbart, at der deri var en Alvor, som gjorde ondt.

✂ Hun beklagede sig over, at hun saa ofte hos les misérables mødte en utilladelig Mangel paa Sandhedskjærlighed og Respekt for sit Ord og tilstod, at dette var hende i høj Grad frastødende. Det var det Ubehageligste ved det Hele, men hun vilde dog ikke opgive sine Arbejder, saalænge hun kunde udføre dem.

✂ Hun gik kort efter.

✂ Ida udbredte sig i Lovtaler over hende for Hasting og fremhævede særlig, at hun var af saa fornem Familie. Hendes Skole og den velgjørende Virksomhed, som var knyttet dertil, skulde være saa udmærket bestyret. Hun var ogsaa meget paaskjønnet og afholdt »paa højere Steder«, hvor man i Begyndelsen havde fundet hende stødende excentrisk og lige ved at burde fornægtes. En af de kongelige Prinsesser var nu stadig tilstede ved en lille aarlig Prøve, der afholdtes med Børnene ved Juletid i Forbindelse med en lille Fest. Ida var 71 der bleven præsenteret for Prinsessen, og Prinsessen havde kjendt hende igjen sidste Aar og talt til hende, og hun fortalte, hvad Prinsessen havde sagt.

✂ Ida sluttede med at forsikkre, at det var en Kone for Hasting. Hun vilde gjøre Alt for den Mand, hun valgte.

✂ Disse Giftermaalsanvisninger fra Ida gjorde et lidt ubehageligt Indtryk paa ham, især da Ida endelig vilde have det taget i Alvor. Frøken Rønnov havde glemt en lille Pakke paa Bordet, som hun havde faaet hos Ida. Hun vilde have, at Hasting skulde besørge den for hende op til Frøkenen for at se hende i hendes Hjem.

✂ Hasting blev maaske selv lidt nysgjerrig og desuden ærgrede Idas Anbefalinger om at gifte sig ham ialfald saameget, at han vilde vise hende, at de ikke vare ham imod. Han tog derfor Pakken og lovede at besørge den op endnu samme Dag.

✂ løvrigt fik han en livlig og venskabelig Samtale. De undgik begge at komme ind paa det Emne, de forrige Gang havde omtalt. Men Samtalen havde dog en vis Farve af den Sympathi, der engang var bleven opdaget, og Ida behandlede ham med en vis kammeratlig Venlighed, som var højst forskjellig fra den Stivhed, hvormed hun havde modtaget ham, som en nødtvungen Husven ved det første Besøg paa Landstedet. Hun bad ham at være en hyppig Gjæst, hun bad ham derom med megen Venlighed og et indtagende Blik i disse klare Øjne, som, naar de vilde, paa engang tillod at kaste Blik i en lokkende Afgrund og syntes at aabne en Sjæl helt og fuldt for Beskueren. Han glemte sin Fortrydelse.

✂ Han gik senere hen til Frøken Rønnov; men da han kom til det Husnummer, der var bleven ham opgivet som hendes Adresse, holdt der udenfor en Vogn med rød Kusk. Han tænkte sig Muligheden af, at det var hos Frøken Rønnov, at den fornemme Visit var, og skjøndt det ikke var nogen af selve de kongelige Herskabers Ekvipage, ønskede han dog som god »bourgeois« heller ikke at træffe Hoffolk, fordi han vidste, at han vilde være generet i deres Nærværelse.

✂ Han gik derfor rundt om i Gaderne i Nærheden og ventede, thi han vilde altid nødig opgive et Projekt, naar han havde fattet det. Imens tænkte han halvt i Tidsfordriv paa Idas Anbefaling. Han følte sig overbevist om, at han aldrig 72 vilde blive forelsket i hende, og i Kjærlighed vilde han jo kun det Ubetingede og Fuldkomne. Den vilde han aftvinge Livet, som han havde aftvunget det alt Andet, og ikke lade sig afspise med noget Mindre.

✂ Da han havde udført sin Runde, var Vognen med den røde Kusk ganske rigtig borte. Han gik op og ringede paa. En ældre Tjenestepige, næsten dameklædt, lukkede op og spurgte, hvem hun skulde melde.

✂ Hun førte ham gjennem et tomt Værelse, ind i en Dagligstue, der var høj, lys og venlig. Den duftede af fin Parfume, det er Hofvisiterne tænkte han.

✂ Der var ellers i Værelsets Anordning Noget, der kunde minde om en rig Kunstners Atelier eller Modtagelsesværelse. Møblerne vare gammeldags, tildels i den stive klassiske Stil fra Aarhundredets Begyndelse. Betrækket paa dem og Gardinerne vare af Silke, Tæppet var gammelt, men af en fin og tyk Vævning. Det Hele bar Præg af at være Arvestykker. Paa Væggen hang et Par Portræter, deriblandt et af en ældre Officer, formodentlig Beboerindens Fader. Imellem disse Portræter hang nogle store Fotografier af Bygninger og Billedhuggerværker i Italien, og blandt disse i ejendommelig Forening et smukt Portræt af Garibaldi og et Portræt af den fordrevne Dronning af Neapel; omkring disse to Billeder var lagt to prægtige Palmegrene, sammenheftede med en stor, forunderlig Agraffe; det var i Virkeligheden en Dekoration fra det forrige Kongerige Begge Sicilierne, som ikke kunde sendes tilbage efter den gamle Generals Død, da Riget ikke længere existerede, og som hans Datter nu anvendte til paa denne Maade at forherlige disse to Billeder.

✂ Kakkelovnen var dannet om til en Art Kamin, og paa dens blanke, hvide Plade stod med næsten hensynsløs Flothed henstillet mellem et Par kostbare Vaser, som almindelig Nips, et Par Gulddaaser af stort Værd, med Perler og Brillanter, Gaver fra Suveræner. Ogsaa paa Skivebordet, der stod ved Vinduet i en hel Lund af Blomster, saaes et Par overordentlig kostbare Gjenstande henstillede til Dagligbrug.

✂ Hasting havde havt god Tid til at mønstre Alt dette, thi Frøkenen ilede ikke med at vise sig.

✂ Da hun kom ind, var der over hele hendes Holdning 73 udbredt en saa fornem Tilbageholdenhed, hendes Hilsen, hendes Gang over Gulvet, hendes Anvisning til at tage Plads, Alting sagde i den Grad tydeligt: »Hvad i al Verden vil De her?« at Hasting følte sig helt trykket.

✂ Det var, som om hun havde vidst, hvorledes Ida havde motiveret hans Sendelse til hende. Havde han havt nogen sikker Forventning om at kunne vinde hende, hvis han vilde, saa var den snart forsvunden, og han afleverede temmelig stammende sin Pakke.

✂ Hun takkede og taug.

✂ Han vilde ikke strax melde sig fortrydelig og gaa sin Vej. Han gjorde derfor nogle almindelige Bemærkninger over, hvor smukt hun boede.

✂ Dersom ikke dette endnu unge Ansigt havde set saa alvorlig og tankefuldt ud i sit Grundudtryk, kunde man have sagt, at der var en vis Kaadhed i det Udtryk, hvormed dets Indehaver saa paa Hasting, idet en taus Bøjning var det eneste Svar.

✂ Mere myg endnu sagde han, som stadig ikke vilde erklære sig overvunden, i en almindelig Konversationstone, at det var en ny Sammenstilling at se Garibaldi og den Dronning, han havde forjaget, i en Konstellation.

✂ Herpaa maatte der svares med tydelige Ord, og da dette nu en Gang var bleven nødvendigt, gav Frøken Rønnov ogsaa et ordentlig Svar og sagde: »I Politik interesserer jeg mig væsentlig for de ædle Mennesker, mindre for den Side, hvorpaa de staa, thi det er dog kun dem, som bringe Udviklingen frem.«

✂ Hasting bemærkede, at dette ikke var praktisk Politik.

✂ Hun svarede: »Jeg indrømmer ogsaa, at Mændene maa tage det anderledes, fordi de ere praktiske Politikere. Jeg forstaaer, at de føle Trang til at være Partimænd. Men Kvinderne bør tage Del i Politiken paa en anden Maade.«

✂ Hun havde svaret oprigtig og høflig, men derefter ny Pause.

✂ Hasting reiste sig og tog Afsked.

✂ Da han gik derfra, havde han en ubestemt Fornemmelse af at være truffen sammen med et af de Mennesker, der fordi de selv staa ualmindelig sikkert, føle en vis Triumf i stundom 74 at være overmodige mod dem, de instinktmæssigt føle staa mindre sikkert.

✂ Hans Utilfredshed og Følelse af en nagende Ydmygelse gik først over, da han ret havde erindret sig, hvor elskværdig Ida havde været, og hvor sød hun havde set ud.

✂

NIENDE KAPITEL

✂ Bernhard benyttede gjerne enhver Anledning, der frembød sig, til at holde Selskab. Der er Folk, der ere gjæstfri af Naturen, og der er Folk, som ere det, fordi de ville nyde deres egen Elskværdighed gjennem tilfredse Gjæsters Anerkjendelse, ikke at tale om dem, der ere det af mindre tiltalende Motiver. Hos Bernhard vare de to første Motiver blandede sammen.

✂ Han vilde nu begynde Saisonen med at holde Fest i Anledning af Anton Hastings Hjemkomt. Det skulde være en solid Middag for den solide Del af Bekjendtskabet, ikke den unge Afdeling. Ida forberedte Hasting paa, at der vilde blive meget kjedeligt, thi denne Række af Bernhards Venner vare næsten Alle »skrækkelige«. Det var Grosserere og Prokuratorer, som skulde rose ham paa Børsen, sagde hun, eller foreslaa ham til Borgerrepræsentant.

✂ Bernhard lo tvungen hertil. Han havde i Virkeligheden nu, da han betragtede Arbejdet for at sikkre sin materielle Existens som afsluttet, faaet en vis Lyst til at være en offentlig Mand.

✂ Saa kom den store Festdag og med den de store Mænd med deres Koner, saavidt de havde nogen. Stor Taushed herskede i Dagligstuerne, den blev ligestor, fordi disse fyldtes, idet den ene pragtfulde Silkekjole efter den anden kom sejlende ind, eskorteret af sin sorte Herrekjole.

✂ Selskabet bestod, som det var blevet lovet, for en stor Del af værdige Forretningsmænd, ansete Handelsmænd, der vare blevne Etatsraader eller kunde gjøre sig Haab om at blive det, Prokuratorer, der haabede at blive Exekutorer i deres 75 Dødsboer eller havde Sikkerhed for, at de skulde være det, og et Par Herrer, der vare bedte for at være oplivende.

✂ De to største Grosserere, som vare tilstede havde søgt hinanden; de kunde ikke fordrage hinanden, men da de begge vare Etatsraader, begge R. af D. og Dbm., og begge havde det samme Haab om ved det næste Legat de oprettede, naar de blot ventede en passende Tid med det, at faa KommandørKorset, søgte de hinanden og sagde hinanden Venskabeligheder i en seperat, fornem Duet.

✂ De andre simplere Sjæle nærmede sig til dem for at hilse paa dem, inden de slog sig til Ro ligeoverfor en Ligemands Vest, hilste paa de store Mænd, fik i en Art afsides Replik en Haand udleveret til at trykke og følte sig først derpaa som frie Mænd, der kunde tale med hvem de vilde; thi man maa ikke bilde sig ind, at Disciplinen i denne Verden er indskrænket til Militæretaten.

✂ Prokuratorerne gjorde ligesom Grossererne. En af dem, som havde Ord for at være en Mand med uafhængige Principer, gav bagefter, om Aftenen sit Hjerte Luft i Spydigheder over, at Plutokrati var det nye -krati, man skulde ære; han var af sin Fader bleven opdraget til at ære Stemann og Ørsted, men nu havde Folk taget Plads foran »Spidsen af Administrationen«, som maaske burde træffe sammen med denne paa en ganske anden Vis. Hvergang han havde sagt Noget derom, bad han dog Vedkommende om for Guds Skyld ikke at tale derom, og dette mente han oprigtig.

✂ De Personer, der skulde oplive Selskabet, var en Skuespiller og en Forfatter. Skuespilleren var ikke blot bekjendt, men han havde otte Historier, han i sexten Aar havde fortalt ved Middags- og Aftenselskaber, og som han derfor fortalt« fortrinligt. De Toneangivende af de Tilstedeværende havde imidlertid ikke, efter hvad Bernhard vidste, truffet sammen med ham.

✂ Forfatteren var Digter og havde udgivet et Par Digtsamlinger, hvergang med en Fortale, hvori han sagde, at han godt vidste, at det der stod deri, slet ikke var Poesi, men tvertimod noget Jux, som ikke burde udgives, men at han dog udgav dem alligevel.

✂ Han skrev imidlertid altid med Fornøjelse Digte til 76 Bryllupper, Sølv- og Guldbryllupper, naar han blev anmodet derom, og dette var en Egenskab, der gjorde det til en Fordel at kjende ham for at kunne anmode ham herom.

✂ Han holdt tillige gjerne en humoristisk Tale paa det Stadium, hvor Folk le af Alt det, der kan lees af.

✂ Endelig var der en gemytlig Herre, som, Ingen vidste hvorfor eller hvordan, havde faaet Privilegium paa at komme i Middagsselskaber hver Dag og sige de dummeste Vittigheder under Forpligtelse for det tilstedeværende Selskab til at le af dem.

✂ Derimod var hverken Frøken Rønnov eller Felix der. Den Første havde man indbudt, men hun havde undslaaet sig.

✂ Den af de to handlende Etatsraader, som førte Husets unge Frue tilbords, var en Mand, der var almindelig anerkjendt, ogsaa af sig selv, som en meget elskværdig Mand. Han gik altid omkring i en almindelig glad Stemning over sig selv og Verden, havde oprigtig Afsky for at høre om ulykkelige Begivenheder, ikke blot fordi han tænkte sig Muligheden af, at der kunde overgaa ham noget lignende, men ogsaa fordi han holdt mest af, at tænke sig Alle glade og tilfredse. Han var iøvrigt, og det var egentlig derfor, han selv satte saamegen Pris paa sin Karakter, let til at blive rørt og beredt til at bringe Offere, naar der ikke gik saameget fra ham selv, at han kunde mærke noget til det.

✂ Bernhard holdt meget af ham, han nærede ikke blot fuldkommen Højagtelse for hans Karakter, men saa ogsaa i ham en af de Mægtige, der kunde lukke ham ind i Borgerrepræsentationens Helligdom.

✂ Etatsraaden holdt ogsaa meget af ham; han havde den Grundsætning, at tage sig sympathetisk af fremadstræbende unge Mennesker.

✂ Fik Hasting ikke Ida tilbords, saa kom han dog til at sidde ved Siden af hende.

✂ Bordet i Spisestuen var dækket saa lovende og aabnede ved hele sin ydre Anordning et saa rigt Perspektiv for de fremtidige Nydelser, at dette gjorde en forhaabningsfuld og oplivende Virkning paa det tause Selskab. Da der var fuld Belysning, kunde Damerne desuden mønstre hinandens Toiletter, og disse forskjellige Omstændigheder livede strax ikke 77 saa lidt op. Da der saa endvidere blev stillet Østers op, og man bemærkede St. Pérayglas, udbredte der sig en formelig menneskekjærlig Stemning. Etatsraaden bøjede sig over Ida henimod Hasting og begyndte strax at sige ham Behageligheder og spurgte, om der ikke var meget varmt i Ostindien.

✂ Det var der.

✂ Det kunde han vel nok tænke, men iøvrigt var Ostindien et meget interessant Land, meget ejendommeligt, saadan noget Andet, end hvad man ellers var vant til at se.

✂ Dette indrømmedes ogsaa.

✂ Men meget usundt. Han havde havt en Ven, som var død der.

✂ Hermed opgav den store Mand Ostindien og Hasting, for hvem han nu foreløbig havde gjort nok.

✂ Andre tog imidlertid fat.

✂ Hasting holdt ikke meget af at tale om sig selv, men blev dog nødt til at fortælle lidt om sit Liv i det Indre. Han gjorde det med tørt engelsk Lune, og der samlede sig en lille lyttende Kreds omkring ham ved denne Ende af Bordet. Han kunde nu ikke klage over, at Ida ikke fulgte med, hende blev Fortællingerne næsten ogsaa rettede til.

✂ Den Kreds, der brød sig om at krydre Maden med Fortællinger fra Indien, var sikkert bleven endnu større, dersom ikke Forfatteren og Skuespilleren fra den anden Ende af Bordet havde kæmpet saa ivrigt for at faa en lyttende Kreds samlet om dem hver især.

✂ Forfatteren, hvis Yndlingsfag i hans Digte var Fordømmelse over Tiden og Fordringer paa Kraft og Mandighed og Sundhed, led bestandig under en nagende Tvivl om, at Folk ikke kjendte Noget til ham, og følte sig med denne Tvivl i Hjertet endnu mere kraftesløs end den stakkels Tid, han saa haardt havde hudflettet. Men naar han havde drukket en Flaske god Rødvin og smukt klædte Damer med hvide Skuldre hørte paa ham, saa blev det bedre med ham, saa følte han sig som en hel Karl, og saa stod han med urokket Dommermyndighed lige overfor Tiden og Tilhørerne og fældede Domme, som Damerne maaske ikke forstod, men ialfald fandt interessante. Saaledes gik det ogsaa her med ham.

✂ Skuespilleren søgte sig ogsaa et Auditorium; det var fra 78 Professionen gaaet over i hans Natur altid at skulle frem, være i Forgrunden og blive bemærket. Han forbeholdt sig at slaa Hovedslaget med de otte Historier og diverterede foreløbig med smaa Theaterhistorier, der altid have et stort og villigt Publikum.

✂ Skaaltalerne begyndte. Bernhard gav selvfølgelig sit Venskab for Anton Hasting Luft i de stærkeste Udtryk, men talte tillige om deres fælles Ungdomsminder og om Ungdomsmin? dernes underlig forfriskende Kraft Livet igjennem med saa? megen Varme, at han virkelig talte godt; dette gjorde han i Reglen ikke, skjøndt han holdt meget af at holde Taler.

✂ Halvt af Stolthed over sin Mands sjeldne Præstation - thi Koner ere ogsaa forfængelige af de Mænd, de just ikke gløde for - halvt fordi der var kommet en ny sympathetisk Baglændsbelysning over hendes og Hastings Forhold i de Tider, der omtaltes, kom hun i stærk Stemning ved denne Skaal. Hun stødte næsten heftigt sit Glas mod hans, men det Blik, der saa skød ud af hans Øjne, ramte hende saaledes, at hun rødmede og i nogen Tid blev taus.

✂ Efterat Hædersgjæsten havde takket net og kort, kom andre Talere. Iblandt disse var Idas Bordherre. Etatsraaden var en Mand, der altid havde Blikket aabent for det, der gavnede Menneskeslægten, Staten eller idetmindste Kommunen. Han var ogsaa en offentlig Mand og havde meget Talent til at tale godt om Ting, som han ikke kjendte det mindste til. Han talte ligeledes om Indieturen, men saa denne fra det mere overlegne Standpunkt, hvorfra han plejede at betragte Sligt. Han var nemlig ikke blot begejstret over Hasting, fordi han havde vist Energi, Virksomhedsaand, Foretagelsesaand og de andre Egenskaber, som spille første Rolle i den merkantile Lyrik. Men han saa tillige i hans Rejse derover et Foretagende, som ret beset var en national Bedrift. Han havde ved at tjene Penge derovre hævdet sit Fædrelands Anseelse, forøget Agtelsen for det danske Navn, udbredt Kjendskab til det lille Land fjernt mod Nord o. s. v. I Egenskab af ædel Fædrelandsven skulde der drikkes en Skaal for Hasting.

✂ Denne saa sig skjult meget ængstelig om, for at se, hvorvidt han var bleven til Latter. Han saa kun alvorsfulde, 79 andægtig lyttende Ansigter, men saa mødte han Idas Øjne, de kastede et skalkagtig Smil til ham, det var et Haandtryk af gjensidig Forstaaelse, de udvexlede, som havde en egen befriende Indflydelse paa dem begge.

✂ Saa kom en Skaal for Damerne, udbragt af en ældre Mand med Lidenskab for det Elegiske. Han havde sin anden Kone med ved Bordet og talte med stort Velbehag om sin første afdøde Kone og det forfærdelige, uerstattelige Tab, han havde lidt ved at miste hende; den anden Kone græd pligtskyldigst, om det var af Sorg eller af vemodig Glæde over at tænke sig selv som Afdød saaledes prist ved et Middagsbord, naar hun var død, var vanskeligt at sige.

✂ Forfatteren udbragte en humoristisk Skaal for de Kvinder, som de tilstedeværende Ungkarle ventede paa, og tog særlig Hensyn til Hasting i denne.

✂ Efter disse to Taler kom Samtalen til at dreje sig temmelig almindelig om Kvinder, og da Vinene havde været meget gode, var Samtalen bleven temmelig fri paa sine Steder og Vittighederne ikke videre smagfulde. Navnlig var Etatsraaden lidt besværlig i den Henseende. Hasting fik derfor en god Lejlighed til at vinde Idas Øre i en livlig Samtale, som ikke havde noget betydningsfuldt Indhold, men hvori de begge følte sig vel.

✂ Den varede ikke længe, saa rejste man sig fra Bordet.

✂ Efter Spisningen kunde Hasting ikke komme i Nærheden af Ida. Han vilde gjerne, thi det Ubetydelige, som var forefaldet mellem dem, syntes kun at indeholde Vidnesbyrd om, at de begge havde hinandens Selskab noget mere behov, end der var blevet givet dem Lejlighed til.

✂ Men Ida var altfor optaget, saa Hasting maatte finde sig i at give sig Herrerne i Vold ved Kaffen og Cigarerne.

✂ Denne Skjæbne var nu forsaavidt ikke daarlig, som det viste sig, at han her havde med lutter Kapaciteter at gjøre, det var Allesammen bleven Folk, der var Midtpunkter i Livet og i Samfundet, og det var dem en Trang at dvæle ret ved deres egen Betydning.

✂ Der var nylig bleven sat et Jernbanetog i Gang, som Publikum nok var meget glad over, og der var ikke mindre end 80 Tre, som efter hinanden meddelte Hasting i Fortrolighed, at det var dem alene, som under store Besværligheder havde faaet denne Forandring sat igjennem.

✂ Han faldt over en gammel Herre, som han ikke havde havt nogen Anelse om havde været Politiker, og som i Virkeligheden ogsaa kun havde siddet i Rigsdagen et Par Aar, og han fik at vide, at det var denne Mand og ham alene, der ved hvad han havde sagt til Jensen og Petersen og til Ministrene og ved den Maade, hvorpaa han havde stemt i en Vejsag havde faaet Forfatningen i Orden, da den sidst blev forandret.

✂ Han tog Sukker i sin Kaffe, og der opstod en Mand, som havde givet Stødet til den sidste Toldreform.

✂ Der blev talt om en Artikel i et Dagblad, der havde gjort megen Lykke, og foran ham stod den Mand, der havde sagt Redaktøren, at Det og Det skulde han skrive.

✂ Ja, om det saa var den brave gamle Justitsraad, der henrykt over sin Datters smukke Hjem og fine Middag gik omkring og spildte Kaffe og Cigaraske paa alle Bordtæpperne, saa betroede han Enhver hvis Knaphul han fik medet paa sin Pegefinger, at det han havde sagt til en Indenrigsminister ved en Middag hos en Amtmand havde været bestemmende for en Lov om Hegn, og denne var det egentlig, der havde bidraget mest til at Agerbruget i de senere Aar havde gjort saa store Fremskridt og hævet Landets Velstand saa højt.

✂ Endelig kom den livlige Grosserer-Etatsraad ind, og det viste sig, da han fik fat i Hasting, at det var ham, der havde gjort det Altsammen, baade Forfatning, Toldlov, Jernbanetog, Nationalvelstand og meget mere til.

✂ Hasting fik i Øjeblikkets Travlhed dog spurgt sin meget optagne Vært om, hvorfor Felix ikke var kommet.

✂ »Han vilde ikke, Du,« sagde Bernhard helt fornærmet. »Han har været aldeles utaalelig siden sidste Gang, han var hos os; han undgaaer at kjende mig, og naar han løber lige paa mig, siger han nogle almindelige Ord og skynder sig saa blot afsted.«

✂ Tiden til at tage Afsked kom hurtigt i det moderne Hus. Da Hasting sagde Farvel til Ida, sagde hun til ham, med en næsten kaad Fortrolighed: »Naa, nu have vi da gjort Noget 81 for at more Dem.... Vi vare forresten Dus i gamle Dage, vi skulde have drukket Dus.«

✂ Inden han fik svaret Noget, havde hun dog vendt sig fra ham til Andre.

✂ Da han gik derfra, blev han forbauset ved at se en Figur, som ved første Øjekast syntes at ligne Felix gaa paa den anden Side af Gaden. Da han imidlertid standsede og saa nærmere til, saa han, at Personen gik med krummet Ryg og fremmede Bevægelser, hvad han ikke først havde lagt Mærke til. Det var altsaa en Fejltagelse, som han bagefter ikke tænkte videre paa.

✂

TIENDE KAPITEL

✂

✂ En velgjørende Følelse af, at han og Ida i alt Vrøvlet havde staaet hinanden ganske nær, opfyldte Hasting i flere Dage. Han gik op til Bernhard og traf Ida. Han forekom sig selv at være opfyldt med Sympathi og Forstaaelse og ventede blot paa, at hun skulde hjælpe ham at give en Form for at udvexle den. Men deraf blev Intet. Ida var venlig, men det var den almindelige høflige Venlighed.

✂ Han takkede for den Fornøjelse, han havde havt med Selskabet.

✂ Hun modtog hans Tak som enhver Husfrue vilde have modtaget enhver Gjæsts Tak; der var ikke noget Spor af hemmelig Forstaaelse, og der var Ingen, som nogensinde havde talt om at drikke Dus.

✂ Hasting følte sig helt mismodig stemt, han blev der kun et Par Minutter og grublede saa Resten af Dagen over, hvad der kunde have været i Vejen.

✂ Det der forundrede ham mest var, at den tillidsfulde Sikkerhed, hvormed han havde staaet ligeoverfor Ida ved deres første Møde, nu var stærkt ifærd med at smelte bort. Hverken Erindringen om, hvad han havde oplevet og gaaet igjennem eller endog om Frøken Caillou, hvem han i den Henseende skyldte saa meget, forslog til at bringe den tilbage.

✂ Det Fald, han syntes at have gjort hos Ida, blev ved at beskjæftige ham den næste Dag. Uden at vide af det selv, mente han, kom han i den Gade, hvor hun boede, og saa ringede han lidt efter paa Døren, saa usikker paa, hvad han egentlig vilde, at det næsten var ham en Lettelse, da Pigen meddelte, at Fruen ikke var hjemme.

✂ Lidt efter, da han var drejet ind i en anden Gade, gav det et Sæt i ham; der var hun. Hun havde ogsaa set ham og skraaede over til ham uden at betænke sig, og som det viste sig, uden at have noget særlig paa Hjertet. Samtalen kom kun til at dreje sig om, at nu havde man snart Vinter, og den var hurtig forbi, da Ida kort efter skulde ind til sin Skomager, men dette Møde oprettede helt Hastings Lune.

✂ Hans Forretninger gjorde det nødvendigt for ham, at gjøre jævnlige Rejser dels til Tyskland dels til London.

✂ Nu forestod der en lille Tour til det sidste Sted, og han var tilmode, som om det var en hel, stor Rejse, han skulde tiltræde.

✂ Han sagde højtidelig Farvel og fik af Bernhard en Opfordring, som Ida tiltraadte, om at lade sig se ret jævnlig hos dem, naar han kom tilbage.

✂ Denne Opfordring var ham en livlig Opmuntring ombord paa den vinterlige, sorte og sludfulde Nordsø; den fulgte ham i Londons Gader, hvor Alt var brunt forneden og graat foroven.

✂ Han mødte der en Dag paa sine Farter en af de glade engelske Ingeniører, som havde været ombord med paa Bombay. Dette Møde morede dem begge meget og de talte om Rejsen og dens Begivenheder, naturligvis ogsaa om Caillous. Ingen af dem havde set Noget til dem siden den flygtige Afsked, de tog. Englænderen drillede Hasting med, at han nok fandt dem til Sommer. Han var selv paa Udkig efter en lille Pige, men Mademoiselle var Noget for Hasting, og han var sikkert den, hun havde bedst Øje til ombord.

✂ Hasting afviste med stor Sikkerhed disse Antydninger, og hele Resten af Dagen dvælede han med dobbelt Glæde ved sit lille Billedgalleri: Den Forandring, der var foregaaet med Ida, da hun havde hørt om hans ungdommelige Forelskelse, hendes Opfordring til at drikke Dus, det at hun var gaaet over 83 til ham paa Gaden og det, at hun havde bedt ham komme jævnlig. Alle disse smaa Træk beskuede han med Glæde som noget Stort og Herligt.

✂ Hans Forretninger afsluttedes paa en saare heldig Maade. Han havde stor Lyst til at telegrafere derom til Ida, men indsaa dog, at det vilde være urimeligt, ja latterligt. Saa satte han sig ind i sit Hotels »Kaffestue«, tog en af de bløde Lænestole ved Kaminilden, og med Fødderne paa Kamingjerdet sad han saa og stirrede i Ilden og tænkte paa hende.

✂ Han tænkte i det Hele uafladelig paa hende paa denne Rejse. Om Morgenen gled hans Tanker hen paa Billederne i det lille Galleri, og om et af dem, snart det ene, snart det andet, flakkede de, fortonende sig til ubestemte Indtryk, naar han lagde sig til at sove.

✂ Han gjorde sig ikke Regnskab, spurgte ikke sig selv om, hvorfor det var saaledes, og hvad han i Grunden mente dermed.

✂ Men saaledes var det nu engang, at af disse Smuler, som vare blevne hans, var der oprejst et Billede, som beskjæftigede ham lige saa meget, som det nogensinde havde gjort, og som var bleven ham desto nærmere, jo fjernere Originalen var ham.

✂ Og saaledes kom det, at paa denne Eftermiddag, medens de andre Gjæster gik ud og ind i Kaffestuen, som de forlod efter at have røget en Cigar »og vendt en Avis, blev han siddende der hele Tiden og forglemte den lykkelige Afslutning paa sin Rejse ved at beskjæftige sig med et og det samme Kvindebillede og med det alene.

✂ I det Par Uger, der gik under Hastings Fraværelse, beskjæftigede Ida sig ogsaa med ham. Man hengiver sig ikke ustraffet til den lette, erotiske Legen, som hun var saa henfalden til, ikke ustraffet, men ikke heller uden Vinding. Og det Instinkt, som derved var bleven stærkt udviklet hos hende, sagde hende, at hun paa Elskovens Omraade sad inde med store, ubrugte Skatte, ikke blot af Forelskelseslyst, men af energisk Lidenskabelighed.

✂ Hun havde følt, at der kunde være simple, usammensatte Naturer, som, naar de engang blive forelskede, lykkelig forelskede ialfald, saa dermed ere færdige med hele Historien, 84 enten derved, at det hele brænder rask op, og saa er der ikke mere, og som Følge deraf ingen Brandfare, eller derved, at den Ild, der engang er tændt, gløder hele Livet igjennem, stille, fredeligt og velgjørende, skiftende kun i forskjellige Farver.

✂ De første Naturer ere hyppigst blandt Mænd, de sidste blandt Kvinder. Naar en Mand af denne Klasse bliver gift med en Kvinde af den anden Klasse, vil det i Reglen give et lykkeligt Ægteskab. Men Ida var ikke af disse Kvinder; hendes Erotik var bleven urolig, skjøndt endnu liggende i Dvale, og hun følte ikke Tilfredsstillelse, men tvertimod, hvor tomt Forholdet kan blive, naar den ene Part strax er blusset af.

✂ Og hun havde faaet en Følelse af, at der i fuld Modsætning til Naturer af den førstnævnte Art findes Andre, hvem et Kjærlighedsforhold ikke kan komme saaledes til Ende med. Til disse sidste begyndte hun i sit stille Sind at henregne Hasting.

✂ Maaske tog hun ogsaa fejl her, naar hun troede, at han var en af dem, hvis Liv kunde fyldes af een Lidenskab.

✂ Men hun beskjæftigede sig iøvrigt ikke saa meget med, hvad han var eller kunde blive, som med hvad han havde været. Den Lidenskab, han havde følt for hende, og som hun nu var kommen til Kundskab om, var det, hvorved hendes Tanker især dvælede.

✂ Hun havde stor Glæde ved Bevidstheden om at have været Gjenstand for en saadan stærk og betagende Følelse. Det var en sand Fryd i rolige Timer at tænke herpaa, ret at nyde dette Forbigangne.

✂ »Hvad tænker Du paa? Du ser saa fornøjet ud,« spurgte stundom Bernhard.

✂ »Ingenting,« svarede hun. Og med Rette, thi en Forelskelse, der havde blæst henover hende, uden at hun havde mærket det, og som nu sikkert var sporløst forsvunden, en Lidenskab, om hvilken hun ikke kunde sige, hvorfra den var kommet, og hvor den var faret hen, om den kunde hun vel sige, at den var »Ingenting«. Og hun spurgte, som sagt, ikke sig selv, om den havde efterladt nogetsomhelst Spor, men nøjedes med at nyde den paa den aldeles ulegemlige Maade, hvorpaa hun var vant til at lege med det Erotiske.

✂

✂ Medens Hasting saaledes fornøjede sig ved sit Galleri af Erindringer, forundrede han sig tillige over, hvorledes Mademoiselle Caillou tabte enhver Tillokkelse. Da han atter sejlede tilbage til Hamborg, var Vejret, skjøndt vinterlig, solbeskinnet og stille, og han kom paa Vejen til levende at erindre sig Farten paa Atlanterhavet ved Sommertid, men der var for ham foregaaet den samme Forandring med Begivenhederne, som med Luften. Han forstod vel, at han kunde have været fyldt med et flammende Begjær efter den smukke Kvinde, men at han virkelig, lad det nu kun være et Døgn, kunde have tænkt for Alvor paa at kjøbe Besiddelsen af hende med at være hendes Mand, det forstod han ikke. Han erkjendte, at hun sikkert havde andre elskværdige Egenskaber, end sin legemlige Skjønhed, men hun virkede dog saa lidt paa hans Fantasi, hendes Billede stod for ham i en saa forandret Belysning, at han havde en Følelse af at have begaaet en Art Utroskab, og det er sikkert, at dersom han var kommet til at staa ligeoverfor hende, vilde han have følt sig ydmyget og maaske pint af en daarlig Samvittighed.

✂ Det forekom ham næsten, som om han ikke engang følte Venskab for hende.

✂ Naturforskningen synes tilbøjelig til at antage, at de tilsyneladende forskjelligartede Kræfter ere identiske, og at deres Mængde er uforanderlig, saa at hvad der optræder paa et Sted, kommer til at mangle paa et andet. Maaske Psykologien vil gjøre lignende Erfaringer og finde, at Følelsernes Styrke paa en Maade hos det enkelte Menneske er en bestemt Sum, og at hvad der gives paa et Sted, maa tages paa et andet, om det end har en anden Form. Jalousien hviler maaske paa en instinktmæssig Anerkjendelse heraf.

✂ Men hvorledes det end forholdt sig med hans Forelskelse i den franske Pige, saa var han dog utaknemmelig, naar han glemte hende, glemte rent, hvor betydningsfuldt deres korte Møde havde været netop for hans Forhold ligeoverfor Ida; men saa skarpt at analysere sig selv, at han blev opmærksom paa dette ironiske lille Træk af Elskoven, laa maaske ikke for ham.

✂ Hin første Gang han vendte hjem, var det uden synderlig stærk Bevægelse, han hilste sit Fædreland. Nu var han 86 inderlig glad, da han efter et Antal af Uger, der ikke var saa stort som Antallet af Aar fra hans forrige Fraværelse, atter kom tilbage. Han følte Kjærlighed til Korsør, men Had til det sjællandske Jernbaneselskab, thi Iltogets Kjørsel forekom ham utaalelig langsom, men ogsaa den fik en Ende, og han kom til Kjøbenhavn.

✂ Det er en Selvfølge, at han strax ilede op til Idas Hjem. Han havde lavet et Paaskud til at kjøbe hende en kostbar lille Gjenstand, og den skulde han nu aflevere.

✂ Hun var alene hjemme. Hun sad i sin lille Dagligstue og arbejdede tilsyneladende ivrigt paa et almindeligt Damearbejde. Hun var elegant klædt i en moderne, rig Silkedragt, der fuldstændig fremhævede hendes smukke Figur. Hun sad bøjet, og Lyset fra Vinduet faldt fra Siden ned over hendes Hoved. Det skilte tydelig Haaret om Øret ud fra hinanden næsten i de enkelte Haar, og hendes Kind, der kom med ind i det lyse Parti, saa saa blød ud, at Øjet kunde føle det som ved Berøring.

✂ Han stod et Øjeblik ubemærket i Døraabningen, hvor en Portiere traadte i Stedet for en Dør, og saa paa hende; saa følte hun paa engang instinktmæssig, at Nogen saa paa hende, og saa op.

✂ Men da hun saa ham, blev hun rød, ikke fordi det var ham, men fordi der i det Blik, som havde omsluttet hele hendes Skikkelse, var Noget, som hun ikke kunde tage fejl af.

✂ Der var en hel Forelskelse lyslevende, thi der var en henrykt Fryd over Beskuelsen og en henrykt Fryd over Mødet.

✂ Hasting følte i samme Øjeblik, at det var forstaaet. Blodet skjød igjennem ham, men han gik frem og hilste paa hende.

✂ Hun sagde ogsaa paa sin Side et Par Ord. Men Begge vare optagne i høj Grad af den Opdagelse, der nu var gjort og gjort saa tydelig, at de ikke længere kunde ignorere det for sig selv. Den forvirrede dem og voldte Uro og Uhygge i deres Samværen. Efterat have vexlet nogle almindelige Talemaader om Rejse og Hjemkomst, sagde Hasting Farvel og gik. Foræringen havde han rent glemt at aflevere.

✂

✂ Efter hele den Maade, hvorpaa Hasting var kommet ind i det med Bernhard, maatte deres Omgangskreds blive temmelig den samme, ialfald kunde det ikke være anderledes, end at Hasting og Ida, dels i dennes eget Hjem, dels hos den gamle Justitsraads og hos disse to Familiers nærmeste Bekjendte maatte ses jævnlig.

✂ Kort efter Mødet efter Hjemkomsten mødtes de ogsaa og mødtes flere Gange.

✂ Der skete imidlertid ikke der noget udvortes Mærkeligt. Begge henholdt sig stiltiende til, at det kun var et stumt Sprog, deres Øjne havde talt; kun det lydelige Ord gjælder for Naturer, der af den ene Grund eller den anden optræde svagt og frygtsomt.

✂ Deres Læber sagde hinanden ikke noget Andet, end hvad en hel Stue fuld kunde høre. Deres Blikke sagde stundom, men ikke altid, ingenlunde altid, noget Mere.

✂ Idas Øjne spurgte kun. Hun mente ialfald ikke Andet; men hun spurgte med Nysgjerrighed efter, hvad der dog foregik hos denne forunderlige Mand, hos hvem Forelskelsen fra Barndommen altsaa stedse levede.

✂ Hasting nød en festlig Glæde ved at skue Ida. Det var det Væsentlige. Hans Forelskelses Gjenoplivelse fremtraadte i Virkeligheden kun i ulegemlige Former. Tænkte han sig, hvad han bestemt ønskede sig som Gjengjæld fra Idas Side, saa var det kun Følelser og Stemninger. Han sagde sig selv, at han vilde være glad, naar hendes Hjerte kun engang vilde banke for ham, naar hun kun engang vilde skifte Farve, blive rød eller bleg, naar han viste sig, saa vilde han være lykkelig. . Eller i det Højeste, naar til Gjengjæld for hans Ungdomsaars lidenskabelige Kjærlighed kun det maatte blive givet ham, at hun en Dag, en Time, i sit Indre følte, at ham kunde hun have elsket, ham kunde hun have tilhørt.

✂ Og hvis hun saa vilde sukke ved Tanken om, at saaledes var det ikke blevet.

✂ Alt dette var saare uskyldige Formaal, og han gjorde sig ligeoverfor Bernhard ikke nogensomhelst Samvittighed af at stille sig dem, ja Sligt faldt ham end ikke ind.

✂ Og saaledes kredsede de om hinanden i de næste Maaneder. Der kunde gaa et Par Uger, i hvilke de ikke saaes, dels 88 fordi der ingen Lejlighed var, dels fordi Hasting stadig maatte gjøre smaa Rejser, i Reglen til Hamborg, hvor der boede en Agent for hans engelske Firma, i Anledning af de videre Planer, han havde lagt for sin økonomiske Fremtid og de Arbejder, han havde. Naar de saa traf hinanden, var det med en vis stereotyp Nøjagtighed i det Ydre det Samme der foregik. De fandt hurtig hinanden, selv i en større Kreds, vexlede nogle Yttringer med hinanden i en vis glad Stemning over at have truffet hinanden, og saa tørrede Samtalen let ind, videre kunde de ikke komme, ja det kunde være, som om de følte sig begge lettede ved at blive fjernede.

✂ Hasting havde ofte denne Følelse, thi han havde en pinlig Fornemmelse af, at hans Maal blev ved at være lige fjernt.

✂ Ida viste ham en Velvillie, som han ikke i Øjeblikket kunde se nogetsomhelst Farligt i. Naar han et Par Dage havde gjennemgrublet hendes Yttringer, ja hver Bevægelse, kunde det forekomme ham, som om deri laa Noget, men i Virkelighedens Lys svandt de ind til Intet.

✂ Der var kun een Ting, som var ham paafaldende, og det var, at Ida øjensynligt ikke holdt af, at han viste andre Damer nogensomhelst Opmærksomhed.

✂ Gjorde han det, blev hun taus, kold og tilbageholdende imod ham. Men var dette Skinsyge, blot den fjerneste Afart deraf? Derom spurgte han sig selv atter og atter med Haab og Længsel, men han kunde ikke give sig selv noget tilfredsstillende Svar.

✂ Han turde ikke se noget Andet heri end Yttring af almindelig kvindelig Forfængelighed, som han naturligvis gik ud fra, at Ida var i Besiddelse af, som enhver Anden. Thi fordi han var meget forelsket, kunde han godt se sin Elskedes Ufuldkommenheder, ligesom han saa sine egne, skjøndt han var elskende.

✂ Saaledes gik Vintermaanederne med en Flytten frem og tilbage af de samme Brikker, der stundom kunde have noget saa trættende og haabløst, at han var ret glad, da han henad Foraaret til skulde tiltræde en ny Rejse, der gik længere end til Hamborg, nemlig til England, og vilde optage et Par Uger

✂

ELLEVTE KAPITEL

✂ Da Hasting kom hjem fra sin sidste Londoner Tur og ligefra Hamborg havde spekuleret paa, hvorledes han kunde faa et Paaskud til at se Ida samme Dag, laa der paa hans Bord et Brev med et Ydre, der var ham velbekjendt.

✂ Det var et af disse store, sammenlagte Breve, som nu kun ankomme og læses paa Theatrene, uden Konvoluter, men lukkede med Lak eller Oblater. Han vidste, at det var fra den gamle Justitsraad, der hørte til de Folk, der ikke kunde gaa ind paa Reformer med Hensyn til Brevskrivning. Han aabnede det ivrig; det var ikke af stor Vigtighed, kun en i gammeldags Form holdt Indbydelse til Aften, dateret for en Uge siden, men gjældende for denne Dag. Intet kunde være mere velkomment.

✂ Justitsraadens boede i Villakvarteret. Da de boede paa Landet om Sommeren, maatte den Omstændighed, at de i de tre andre Aarstider vilde leve derude, nærmest opfattes som udsprungen af Uvillie mod Byen og Gaderne.

✂ Villaen var iøvrigt en med en Mængde ubekvemme Bekvemmeligheder udstyret Miniaturudgave af en Herregaardsbygning, som midt i en lille Have laa ved en bedrøvelig Vej, en Allee, beskygget af spinkle Træer, hvis smaa Kroner stak op som forknytte Duske af Blade i Pindefuteralerne, og hvis Jord glødedes hen i Støv om Sommeren og opløstes i Morads om Vinteren. Men de havde der »Noget for sig selv«, og det var Meningen.

✂ Her gik det gamle Par omkring i den lille Gaard, den lille Have med den lille Port og det lille Hønsehus og fik Tiden til at gaa, som de bedst kunde, og dette var ikke saa vanskeligt, thi de hørte begge til den Slægt, der endnu kunde fordrive Tiden med »at sidde og tænke paa Ingenting«, naar de ikke ligefrem havde Noget at bestille. Ved Hjælp heraf først og fremmest gik Tiden for dem og dernæst ved Besøg hos Ida og ved smaa Spadsereture i Frederiksberg Have, som de begge endnu med pietetsfuld Erindring om den Tid, den var Hoflivets Skueplads, ansaa for det Sted, der havde faaet Privilegium paa at være det skjønneste Sted i Danmark.

✂ Engang imellem holdt de Selskab, og det gik til paa gammeldags Vis. De holdt meget af at se moderne Skikke og Arrangementer hos deres Datter, men selv holdt de Alting i den gamle Stil. Og ligesom der paa Væggene hang Silhouetter af Familien mellem Billederne fra Napoleons Krige, og Gulvtæpperne kun kjendtes som smaa Stykker hist og her, saaledes vare ogsaa Selskaberne, Aftenselskaberne i den gamle Stil.

✂ Da Hasting kom derud, saa han alt i Haven adskillige Folk; det var en usædvanlig mild Aften for Aarstiden; det var ikke blot Foraar, men Sommeren syntes at være ganske nær.

✂ Imellem de Gjæster, han traf, var der Ingen, han ikke kjendte fra Bernhard og Ida, om hvem de Gamles hele Liv var koncentreret, men hverken Bernhard eller Ida var der.

✂ Da han var bleven budt velkommen med en gammeldags Formel, som først Justitsraaden fremførte, og derefter hans Kone, som stod ved Siden, gjentog med lidt dæmpet Røst, og da et Par andre indledende Ceremonier vare tilbagelagte, saasom Forespørgsel til Befindendet, til Rejsens Udfald og Udtalelse af Glæde over dens Tilendebringelse netop idag - hastede han til Spørgsmaalet, om de To ikke kom.

✂ Jo, naturligvis kom de; ellers kunde det jo ikke falde dem ind at have Fremmede.

✂ Alt var saaledes i Orden. Og han gik ud i Haven for at vente der. Foraaret i den var saa friskt og yndefuldt, at man den Aften ganske tilgav den dens Villakarakter, Luften var mild og lys.

✂ Hasting var sidste Gang skiltes fra Ida i en halv fornærmet Stemning fra hendes Side. Det var i Theatret, de havde set hinanden. Han havde været derhenne med en engelsk Forretningsven og hans Kone, som han havde maattet vise en forretningsmæssig Gjæstfrihed i nogle Dage. Han havde kjedet sig temmelig stærkt herved, og den Aften valgt at gaa i Theatret med dem, fordi han vidste, at Ida var der, saa at det vilde være en Vederkvægelse at sidde der, om end Stykket var inderlig kjedsommeligt. Han saa hende strax oppe i en Loge, da de kom ind, og hun ogsaa ham, og de hilstes, men Englænderinden havde lagt Mærke til Noget i Hilsenen og var meget ivrig for at faa at vide, hvem det var; Hasting turde 91 kun skjult se derop siden, naar de sad i Halvmørke, det forekom ham, at han stadig mødte Idas Blikke, naar han saa derop, men sikker derpaa var han ikke. I Mellemakterne maatte Englænderinden altid have en Kikkert op imod den smukke, blonde Dame, men saa turde han ikke se derop og gjorde sit Bedste for at afvende hendes Opmærksomhed. Ved Bortgangen havde de mødtes, han havde atter hilst hende, men hun havde kun gjengjældt det i Forbigaaende, som en højst ligegyldig Ting, der skulde gjøres, og det uagtet Bernhard havde nappet ham i Armen og talt lidt med ham uden Hensyn til hans Selskab.

✂ Det var det sidste Glimt, han havde set af Ida inden denne Rejse, og den Kulde, hun havde vist ham, havde smertet og foruroliget ham næsten hver Time under hans Fraværelse. Nu længtes han i høj Grad efter at faa dette Indtryks Pinlighed udslettet.

✂ Der var i Selskabet et Par Andre, som vare hjemvendte fra Rejser. Det var et ungt Ægtepar. Den unge Kone havde aldrig før været udenlands, og efter nu at have gjort en Rejse gjennem Europa følte hun sig som værende indtraadt i et nyt Laug og vilde nyde Fornøjelsen heraf ved at holde sig til Laugets Medlemmer. Hasting var en meget fremragende Mand i dette, og hun havde snart faaet fat i ham. Hun havde ogsaa været i London endnu for kun ti Dage siden, saa havde han ogsaa været der, men mærkeligt nok havde de ikke mødt ham, skjøndt hun og hendes Mand havde været allevegne!

✂ Ligesom Betragtningerne herover vare begyndte kom Bernhard og Ida. De blev modtagne med et Kor af Bebrejdeldelser og Forespørgsler, hvorfor de vare komne saa sent. Forklaringen var en temmelig almindelig; først havde de villet gaa, fordi Vejret var saa smukt, og saa havde de bestemt sig til at kjøre, da de saa, at Klokken var for mange, men saa havde der hverken været Drosker eller Sporvogne eller Omnibusser paa deres Vej.

✂ Bernhard føjede til, at Skylden var hans Kones, thi det havde kostet hende en utrolig lang Tid at vælge og blive færdig med sit Toilette. Ida protesterede herimod.

✂ Hasting stod lidt derfra med sin Dame, som saa forskende paa Ida med dette Kvindeblik, der maaler og vejer og søger 92 at finde de svage Punkter ved Toilet og Udseende. Hun var meget optaget heraf og vexlede kun adspredt sine Repliker med Hasting, men holdt ham dog fast med et usynligt Tag, saa at han ikke kunde gaa fra hende til Ida uden at begaa et lille Brud, der, det være saa umærkeligt som muligt, dog vilde have en positiv Karakter og altsaa maatte undgaaes.

✂ Hasting havde strax hilst paa Ida, men hun havde ikke set det. Nu gik hun videre, kom lige forbi ham, han hilste atter; havde hun villet, kunde hun have henvendt et Ord til ham og dermed løst det Baand, som holdt ham til hans Dame, men det gjorde hun ikke, om hun end nu gjengjældte Hilsenen, hvad det ogsaa var umuligt at undlade.

✂ Ganske kort efter at de; sene Gjæster vare komne, gik man tilbords. Hasting tog til Dame den unge berejste Kone. Hun vedblev at tale om Rejsen, og skjøndt Hasting ikke gjerne vilde være med, da han endnu bestandig under den almindelige Vanskelighed med at finde Samtaleemner forfulgtes af Rejsekonversationer alle de Steder, hvor han kom og ikke kunde sætte sin Fod under et Spisebord, uden at Indien summede ham om Ørene, ja skjøndt han gjorde Sit for at lede Samtalen i en anden Kant, blev der dog ogsaa her almindelig Rejsekonversation. De Fleste af de Tilstedeværende havde rejst, og Samtalen fik et almindeligt Anstrøg af Bädecker, Murray og Diamant. Det gjenlød fra den ene Ende af Bordet til den anden af Erindringer fra Hôtel Bellevue, Grand Hôtel og Hôtel des Iles Borromées, og man henryktes ved at finde, at man havde været Gjenstand for de samme Overkellneres Uhøfligheder.

✂ Man maatte indrømme Hastings Borddame, at hun fortalte med meget Liv og Lune, saa at man gjerne hørte efter, naar hun fortalte Et eller Andet, hvad hun iøvrigt ogsaa syntes at opfordre til ved de Blikke hun, skjøndt mest til sin Herre, dog lod glide til Siderne, naar hun vilde fortælle Et eller Andet.

✂ Ida hørte til den Minoritet, der ikke havde rejst, og kunde som Følge deraf ikke deltage i den almindelige Samtale, som heller ikke i nogen Henseende lod til at behage hende. Hun søgte meget ivrigt at faa en Konversation i Gang med sin Herre, men det lykkedes ikke godt. Han var en ung 93 Dragonofficer, der efter først at have klaget over den gammeldags Skik, at gjøre Aftenselskaber med omtrent samme Apparat som Middagsselskaber og ved denne Klagen aldeles at have glemt, at det var Idas Forældre, han var hos, for at modbevise sin Tro af sine Gjerninger, gav sig til at spise med en saa glimrende Appetit, at det var tydeligt, at han ønskede at gjemme sin Dame til efter Bordet.

✂ Hasting var ivrigere end Dragonen; han søgte den ene Gang efter den anden at faa Ida med ind i Samtalen, idet han vilde have den over paa mere almindelige Omraader, men uden Held; dels hørte hun ham ikke, dels svarede hun meget kort. Hun holdt sig til den utaknemmelige LandjunkerDragon og Dragonen atter til sin Mad. Men endelig var han kommet saa vidt med denne, at han kunde begynde paa Væddeløb, i Anledning af at Derby og Longchamps vare blevne nævnte af de Rejsekyndige.

✂ Dette Emne lod til at interessere Ida overordentlig. Hun vendte sig næsten helt om imod sin Bordherre, og medens hendes ene Haand vedblev, som den hele Tiden havde gjort, urolig at lege med Alt, hvad der var i dens Nærhed, Brød, Vinglas, hørte hun ivrig efter, kun afbrydende med enkelte Forsikkringer om den overordentlige Interesse, hun nærede for Heste og Ridning, eller med et Krydsspørgsmaal, der rigtignok syntes i høj Grad at konfundere Fortælleren i hans Galop over Odense eller Slagelse Bane, fordi de røbede en højst mangelfuld Opfattelse af, hvad han mente lige at have slaaet uigjenkaldelig fast, eller gjort indlysende for, om saa skulde være, et toaars Barn.

✂ Det saa imidlertid ingenlunde ud til, at Ida kjedede sig. Hun lo hyppigt og højt, og hvad hun sagde, blev ogsaa sagt med høj og livlig Stemme. Og dog syntes hun tillige at kunne følge med, hvad der blev talt paa andre Steder - undtagen hvor Hasting var -, og hun kastede af og til en Replik med ind i Samtaler om Theaterabonnement og Haarpynt.

✂ Der vedblev hele Aftenen, ogsaa efter at man havde spredt sig paany i Værelserne og den lille Have, at herske en livlig Stemning, og dette skyldtes navnlig Hasting og Ida, men hver af dem stod i sin Kreds med sin Flok sammen omkring sig. Ida, som ellers ikke holdt af at spille og synge i Selskaber, 94 tilbød sig næsten selv denne Aften og skilte sig udmærket fra det.

✂ Under Alt dette vilde hun ikke se til Hasting, kun inspireredes hun mere og mere af skinsyg Vrede imod ham. Dette undgik ham ikke. Han havde ialfald en lykkelig hviskende Anelse om, at dette var Forklaringen. Og ledet af Forelskelsens grusomme D rillelyst, vedblev han at stemme denne hendes Vrede op ved at vise sig mere og mere høflig mod den unge Touristinde, som han nu erindrede var en af Ida meget afskyet Veninde. Med den samme Følelse, som i vildere Former lod Tyranner pidske deres Elskerinder tilblods, vedblev han saa, jo tydeligere han saa det smertede, desto ivrigere at pine hende med smaa Stik.

✂ Den unge rejsende Frue var henrykt over den Opmærksomhed, der vistes hende af en »Løve« som Naboben Hasting, der hele Tiden var ved hendes Side.

✂ De sad sagte samtalende i Havestuen, hvor Ida sang. Hun havde bedt ivrigt, næsten heftigt, om at blive fri for at have Lys derinde, naar hun skulde musicere, og hendes Forældre føjede hende naturligvis. Hasting og hans Dame sad saaledes, at hun kunde se dem, hvis hun vilde. Han søgte at gjennemtrænge Mørket for at se, om det var Tilfældet, men kunde ikke blive klar derpaa.

✂ »Det er en dejlig Stjernehimmel,« sagde han, pegende ud af Vinduet og tilføjede: »skal vi gaa ud i Haven og høre Musiken der?«

✂ Den unge Frue syntes, at det var fortræffeligt, det var jo fuldkommen Sommerluft.

✂ De rejste sig og gik ud i Haven. Men Musik fik de ikke meget af, Ida greb fejl et Par Gange og standsede saa pludselig og vilde paa ingen Maade blive ved; hun var kommen ud af det, sagde hun, og det kunde ikke nytte hun begyndte igjen.

✂ Saa vilde hendes Moder have Lysene tændt, de nye Lys, der vare satte i Kronen, havde de slet ikke havt nogen Fornøjelse af, men den tyranniske Datter vilde paa ingen Maade heller nu tillade det. Nu skulde man jo strax gaa, og det var saa ubehageligt at komme ud i Mørket, naar der havde været Lys i alle Stuerne.

✂ Tiden til Opbrud var nu kommet, Ida fik Lyst til ogsaa at 95 gaa hjem, Bernhard gjorde Vanskeligheder, thi han holdt ikke af at gaa, men Ida satte naturligvis sin Villie igjennem, og Vognen blev strax sendt bort for at vise, at det var Alvor. Den unge Frue, som vilde gjøre Gjengjæld for Opfordringen til at spadsere i Haven, spurgte Hasting, om han ikke vilde kjøre med dem, men under et meningsløst Paaskud undslog han sig. Ida stod lige i Nærheden. Hun tog overordentlig venskabelig Afsked med Fruen. Hun skulde have sit Overtøj paa. Hasting tog det og hængte det om hende. Han bad ikke om Tilladelse, og hun takkede ikke, men den Maade, hvorpaa hans Arm dvælede om hendes Skulder, besvarede Ida efter et Øjebliks Taushed med dog at tale til ham, men hun spurgte: »De kjører vel med Fru X?«

✂ Hasting svarede: »Nej, jeg gaaer hellere, De gaaer jo ogsaa, maa jeg følge med? Jeg har ikke talt et Ord med Dem iaften, og det er længe siden, jeg har set Dem.«

✂ Al Drillesygen var forsvundet i et Nu.

✂ »Lad os gaa,« sagde hun, »her er for varmt at staa med Tøjet paa.«

✂ De havde ikke sagt Farvel til Selskabet, men gik begge ned ad Trappen. De hørte, at der var Nogen, som spurgte efter dem, men lod begge ogsaa ligeoverfor hinanden, som om de ikke hørte det og gik videre.

✂ Da de vare komne ud af Haven, bød han hende sin Arm, som hun tog imod, og saa gik de rask henad Vejen.

✂ Ida havde lukket sine Øjne og gik saaledes. Hasting vendte ikke sit Blik fra hende, og saaledes skete det, at de begge kom til at snuble over en Gren, der laa paa Jorden.

✂ »Vi gaa begge iblinde,« sagde Ida, »men De skal lede mig, De maa se Dem for.«

✂ Han svarede ikke, og de taug atter begge en Stund, i hvilken de i Stilheden hørte Stemmerne fra Resten af Selskabet, der nu kom ud af Haven, et godt Stykke bag ved dem.

✂ »Aftenen er dejlig, men De maa ikke forkjøle Dem,« sagde Hasting, standsede et Øjeblik og trak den lette Kaabe, hun bar, og som i Hastværket ikke var bleven knappet, mere sammen om hende. Hun samlede den tættere om sig, tog atter hans Arm og lagde Hænderne foldede i hinanden over den.

✂ »Har De moret Dem godt iaften?« spurgte Hasting mere for at sige Noget.

✂ Hun nikkede i Taushed; hun gik bestandig med lukkede Øjne. Han saa skarpt paa hende og opdagede nu, at der langsomt flød Taarer fra hendes bestandig lukkede Øjne.

✂ Der var maaske noget barnagtigt i disse Taarer; hun havde glædet sig til denne Aften. Hun havde faaet Selskabet udsat for at Hasting kunde komme med, hun vilde ret have talt med ham, hørt om hans Rejse, spejdet efter, om det Blik atter skulde slaa ned paa hende, som hun erindrede saa tydeligt fra hin Gang Og saa....

✂ Han standsede nu. »Hvorfor græder De, Ida?« spurgte han.

✂ »Ti stille. Det er Intet. Jeg er træt og har hele Dagen været meget nervøs. Nu gaar det over. Det er det Hele. Bliv ved at gaa med mig.«

✂ »Ida, Ida,« sagde han med en Stemme, der var fuld af Kjærtegn og trykkede hendes Arm fast til sig.

✂ Hun gjentog: »Nu er det bedre, nu er det forbi,« og saa saa op paa ham.

✂ Med Blikket fæstet i hinanden, men ellers uden at tale, gik de videre tause, henrykte og kom saa fra den rolige, skyggefulde Allee ud til Gaden.

✂ Der indhentedes de snart af nogle af de Andre i Selskabet, og ledsagede af dem og under lidt Deltagelse i ligegyldig Samtale fortsatte de Vejen til Byen.

✂

TOLVTE KAPITEL

✂ Hasting sov ikke den Nat. Han laa hen i en egen henrykt Stemning og tænkte paa, naar han atter skulde gjense Ida. Nu havde han naaet sit Maal, det, at vide, at Ida blot i et eneste Øjeblik havde været forelsket i ham, at have følt Klangen heraf i hendes Stemme, at have drukket Tilstaaelsen heraf af hendes Øje. Dermed havde han naaet det, han vilde lade sig nøje med, og i samme Øjeblik han havde naaet det, var han langt ude over Maalet med nye Begjæringer.

✂ Han søgte alle Lejligheder til at se Ida og hun lod Lejlighederne let finde. Vare de sammen, søgte de nu bestandig hinanden. Hasting turde i Reglen næsten ikke henvende et Ord til nogen Anden. Stundom lod han sig forlede til en Stund at nyde Drilleriets Glæder ved at tilsidesætte Ida for en Anden, men han straffedes saa med en Kulde og Tilbageholdenhed fra hendes Side, der pinte ham saameget, at han snart blev gjort fejg og ganske afstod fra slige Kampe.

✂ Havde de fundet hinanden, talte de dog ikke meget sammen, der var egentlig for dem kun een Ting nu at tale om, og den holdtes de begge tilbage fra; derfor talte de ikke. De nøjedes med i Blikke, i Taushed, igjennem Yttringer med Dobbeltbund at tale om Kjærlighed.

✂ Men talte de om noget Bestemt, var det ofte med en vis kjærlighedsfuld Fortrolighed, i hvilken de næsten syntes at være forundrede over at finde hinanden. De spøgte ikke sjeldent over, at de vare saa enige om alle Ting, det vare de nu ikke, men selv i Uenigheden bøjede de sig længselsfulde mod hinanden.

✂ Folk lagde ikke meget Mærke til dem, i Reglen indskrænkede Bemærkningerne sig til temmelig uskyldige Drillerier, som de stundom selv fik at høre, og som da voldte dem begge mere hemmelig Fryd end Uro.

✂ Enkelte vare dog mere opmærksomme, og til dem hørte Frøken Rønnov; hun var bleven dobbelt tilbageholdende mod Hasting, men viede Ida en særlig Opmærksomhed.

✂ Det var nogle lykkelige Uger, der saaledes gik for Hasting, men tillige vare de i høj Grad pinlige, thi det blev ham snart helt klart, at den sjælelige Besiddelse, hvorefter han havde troet at hige, kun var et Bedrag. Han begjærede Ida til Elskerinde, men alt det, der var i ham af Ærlighed og Redelighed - og det var endda ikke saa lidt - rejste sig imod denne Tanke om at forføre sin Vens Hustru.

✂ Mere hyppigt end noget Andet randt ham i Hu den Samtale, han havde ført med Felix, og han søgte med uhyre Energi at finde Punkter, der kunde gjøre hans Forhold til Ida til et exceptionelt, for hvilket der maatte gjælde særlige Love.

✂ Han manede frem til sin Hjælp al den Gyldighed, som kunde tillægges en Barndomskjærlighed, en 98 Ungdomskjærlighed, en eneste Kjærlighed, men Tvivlens Aande pustede over det Altsammen.

✂ Hans Arbejder bleve forsømte, han stod i Begreb med at forberede en større Forretning for et engelsk Hus, og han, som havde naaet en Del af sin mere materielle Lykke ved en fuldkommen Punktlighed, blev efterladende og forsømmelig og modtog den ene Paamindelse efter den anden. Sad han indelukket paa sit Værelse, gik hans Tanke ufravigeligt tilbage til dette Emne, fra hvad han saa havde liggende for sig.

✂ Han led med al sin Lykke legemlig over dette og saa bleg og mager ud.

✂ En Dag mødte han den usynlige Felix paa Gaden. Han plejede ellers systematisk at undvige ham i den senere Tid, nu kjendte han ham langt fra, gik hurtigt hen til ham og saa paa ham, stivt, undersøgende.

✂ »Hvor De ser medtaget ud,« sagde han og gjentog det flere Gange; saa brast han paa en Gang i en Latter, der lød helt meningsløs for Hasting og sagde saa: »De er en lykkelig Mand, ikke sandt, er De ikke lykkelig? eller Du mente jeg,« og lo saa atter.

✂ Hasting saa meget forundret paa ham.

✂ »Tak, jeg har det godt,« svarede han.

✂ »Jeg ogsaa, farvel,« sagde Felix og gik sin Vej, medens Hasting forundret saa efter dette løjerlige Menneske og undrede sig over, hvor han, naar han var saa distrait, kunde vedblive at passe sine Forretninger saa godt.

✂ Ida saa frisk og yndefuld ud, og hun var ikke trykket af noget Nag eller nogen Angst for en fremtidig Beslutning. Hun kunde i en endnu højere Grad end de Fleste leve med lukkede Øjne. Hun havde som ganske ung Pige i længere Tid været truet med at blive brystsvag, hvad hun selv havde vidst; hun havde faaet Faren at vide og havde været opfyldt af Rædsel derover. Døden var hende kun en navnløs Gru, en Ombytning af det Kjære og Tilvante for et forfærdeligt og ubestemmeligt Noget. Hun havde ikke Haab om at kunne faa sig selv til en anden Betragtning, kæmpede ikke heller derfor, men samlede al Fortvivlelsens Energi for at skyde alle disse Tanker fra sig. Hun vænnede sig med den til at leve i Øjeblikket, til ikke at se ud over det Nærmeste og ikke at 99 lade nogen formørkende Skygge af Fremtiden falde over dem. Og hvergang store Afgjørelser stod for, sank hun siden hen i samme Stilling, valgte hun at lukke sine Øjne. Saaledes havde hun taget mod Bernhards Frieri, saaledes fulgte hun nu den Tilbøjelighed, der drog hende mod Hasting.

✂ En Eftermiddag kom Bernhard op til Hasting, Noget der ikke skete ofte, da hans Trang til Samværen med denne tilfredsstilledes ved hans Besøg i Huset. Hasting blev ogsaa forundret, og hans onde Samvittighed slog ham et Øjeblik, skjøndt hans praktiske Sans sagde ham, at der ikke var Noget, der endnu kunde domfælde ham.

✂ Bernhard var imidlertid synlig generet; det var snart tydeligt, at han ingenlunde kom med Bebrejdelser eller Anklager.

✂ Han havde saa tydeligt røbet denne sin Forlegenhed, at det var aldeles mislykket, da han paatog sig en vis flot Mine for at sige, at Pengemarkedet var meget flaut, Penge næsten ikke til at opdrive.

✂ Det indrømmede Hasting hurtigt, Efterretningerne fra London vare meget daarlige, det tegnede ialfald til en Krise i en enkelt Retning, som vilde stoppe ogsaa de Arbejder, som han havde tænkt at begynde paa.

✂ »Mine Penge,« sagde han saa, »har Intet med den Sag at gjøre, de staa hos en Bankier i London og ere ikke anbragte nogetsteds endnu.«

✂ Efter endnu et Øjebliks Taushed rykkede Bernhard ud med Spørgsmaalet, om Hasting vilde laane ham Noget af dem. Da dette lille Spørgsmaal var fremsat, var Tappen taget af Tønden, og han busede nu ud i en Række Forklaringer af, hvorledes han paa Grund af de flaue Tider var kommet i en forbigaaende Forlegenhed, det var nok en temmelig betydelig Sum, han ønskede, det vilde vel være Halvdelen af, hvad Hasting havde bragt med fra Indien, men det var kun, fordi Pengene i Virkeligheden vare ganske sikkre, at han dristede sig til at anmode ham om en saadan Tjeneste, hvorfor han rigtignok altid vilde være ham i den højeste Grad taknemmelig.

✂ Hastings Hjerte bankede voldsomt. Han lod neppe Bernhard tale ud, før han spurgte, hvor stor den Sum var, han behøvede.

100

✂ Bernhard nævnede den. Den var adskilligt mere end Halvdelen af, hvad Hasting ejede.

✂ »Du skal gjerne faa Penge hos mig,« sagde han, »vil Du have dem strax?« og han satte alt Nøglen i sin Skrivebordsskuffe for strax at skrive Anvisningen.

✂ Bernhard var ude af sig selv af Henrykkelse over det heldige Udfald, hans Expedition havde faaet med en saa overraskende Hurtighed. Han var tillige rørt. Dette var Venskab, saaledes at vove sin Formue for en Vens Skyld. Taarerne stege ham i Øjnene ved Tanken om dette overordentlige Ædelmod.

✂ Da han havde stukket Anvisningen i sin Tegnebog, trykkede han Hastings Haand, og sagde, at der ikke var den Ting, han ikke maatte forlange af ham, han ønskede kun at kunne vise ham en Gjengjæld over al Gjengjæld o. s. v. og gik saa.

✂ Hasting blev i lang Tid ved at gaa op og ned ad Gulvet i heftig Bevægelse. Han havde en Følelse af, at have kjøbt og betalt Ida, af at nu kunde han springe over alle de Hensyn, der før havde holdt ham tilbage, og som syntes at have tabt i Betydning, ja at være helt forsvundne.

✂ Blodet strømmede og bankede i ham. Han gik ud, han vilde en Tur i den friske Forsommerluft, men den milde Aftenluft bragte ham ikke Ro. Han gik rundt om Søerne, det var klart og stille Vejr med tydelige Spejlbilleder af Bredderne, Alting Ynde og Fred, men det vedblev at bruse i ham med en vild, barbarisk Fryd.

✂ Hele Natten sade disse Tanker ved hans Hovedgjærde, og de næste Dage var det ham klart, at havde han ikke anden Ret til at tage Ida end Kjærlighedens Ret, som han dog ikke havde turdet indrømme absolut Gyldighed, saa vilde hans Fejl dog nu være meget tilladeligere. Han ønskede jo ikke Manden noget Ondt, ønskede ikke, at han skulde dø, for at komme i Besiddelse af hans Enke, han undte ham det saa godt, at han offrede hele sin Velfærd for ham; thi derpaa var han nu temmelig vis, at Bernhard stod paa usikkre Fødder og i hvert Fald ikke betalte ham i nogen rimelig Tid.

✂ Og da han først var naaet hertil, kom han tillige til det Resultat, at det Maal han før havde higet efter, denne ulegemlige Besiddelsestagen af Ida i et Øjebliks sjælelige 101 Hengivelse var noget Nonsens. Hvad forslog det, det var jo kun en Draabe paa dens Tunge, der var ved at dø af Tørst. Ja, det sømmede sig ikke for en Mand at stille et saadant Maal for sin Kjærlighed. Han var forelsket, hans Kjærlighed var sand, en af disse Lidenskaber der ere uudryddelige i et Menneskes Hjerte, og saa skulde han lade sig nøje med et saa tomt Gjøglebillede af Gjengjæld. Nej, Liv skulde der være deri, frisk, frodig, saftstrømmende Liv, skjønt Liv, herligt Liv.

✂ Det var en munkeagtig, hæslig Forsagelse at paalægge sig ikke at gribe til, naar Besiddelsestagelse kunde lykkes. Og det kunde den!

✂ Og saa engang prøve, hvad Lykken er! Lykke, dette Ord, som for de Fleste kun er blevet et tomt Ord, kun uægte Forgyldning, det kunde han naa. Han havde stillet sig andre Maal, de vare opfyldte. Men hvorledes var det gaaet? Han mindedes om de fjerne Bjerge, som han saa ofte havde vandret imod i de tropiske Ørkener; over den trøstesløse Slette hæve de sig fjerne og blaa, forjættende Kølighed og Friskhed, og naar Foden naaer dem, er det Sten og Støv som det Andet, og Blikket vendes mod andre fjerntstaaende Højder, der gjemme den samme Skuffelse.

✂ Men her var ingen Skuffelse, her kunde intet Bedrag finde Sted. Her laa Begrebet Lykke for ham fæstnet i noget Enkelt, Bestemt, fundet saa sikkert i dette som i en af de mathematiske Formler. Besiddelsen af Ida, det var for ham den højeste jordiske Lykke. Skulde han renoncere paa den? - Var Livet et saadant Afkald værd? - Var det mandigt at gjøre det? -

✂ Saaledes dreve de Begge med Strømmen.

✂

TRETTENDE KAPITEL

✂ Bernhard og Ida flyttede denne Sommer meget sildigt ud paa det lille Landsted; han havde saa travlt med sine Forretninger, at han næsten ikke kunde være fra Byen, sagde han, og det var vist sandt. Det var vanskelige Tider, og dette 102 Bevis paa en overdreven Flid og Omsigt af en af de aldeles solide unge Mænd skaffede ham megen Anerkjendelse fra hans ældre Børsvenner. Ida paa sin Side vilde ikke tage ud paa Landstedet, naar hendes Mand næsten ikke kunde være der, og blev prist for denne ægteskabelige Opoffrelse.

✂ Hun og Hasting saa af og til hinanden, men det var kun mere flygtige Møder; alt det Selskabsliv, som ellers havde givet Lejlighed til en mere ensom Samværen i Mængden, var nu stanset, og Bernhard var, efterat han havde faaet Pengelaanet, ligesom sky for Hasting og indbød ham ikke til at være som Gjæst til bestemte Tider.

✂ Da de endelig vare flyttede ud, følte han sig, skjøndt deres Møder havde været sparsomme, i høj Grad ensom og forladt. Han havde alt savnet hende i den senere Tid, da Lejligheden til at se hende var bleven knap. Bevidstheden om, at hun var borte øvede en hel nedtrykkende Virkning paa ham.

✂ En Morgen vaagnede han »op med Sindet ganske fyldt af Længsel efter hende. Drømmen, som var gleden ud af hans Sind i samme Øjeblik, som han vaagnede, havde ladet ham færdes med hende; Drømmene vare opløste, men Indtrykket af dem var bevaret i en sød, tungsindig Længsel. Han besluttede at følge den og tog ud paa Landet.

✂ Da han kom til Landstedet, var Ida alene hjemme; hun lagde ikke Skjul paa sin store Glæde ved at se ham. De sad sammen i Havestuen, men det var, som om Samtalen af og til truede med at gaa i Staa. Næsten samtidig rejste de sig for at gaa ud i Haven. Der vandrede de Side om Side, og herude gik Samtalen lettere og bedre, men Enhver kunde have lyttet til dens Indhold, thi det Væsentlige i denne var ikke Ordene, men den Fryd, det var dem at henvende sig til hinanden.

✂ Gangene vare temmelig smalle, og Buskene groede stærkt ud over dem paa flere Steder. En lille Kvist fik fat i Sløret paa Idas Hat, hun tog op til den for at løsne den; Hasting vilde hjælpe, og det var hurtig gjort. Herunder kom den Enes Arm til at berøre den Andens, og som af sig selv lagde de sig herved i hinanden, og Arm i Arm gik de videre, langsommere og endnu mere fortrolig end før.

103

✂ Ida saa meget smuk ud, og det var en Fest for hendes Tilbeders Øje at betragte hende. Hans Blik gled bestandig over den glatte Kind og over de blonde Haar, der i let Uorden skød sig bag Øret og henover hendes smukke Hals, hvis fine Linier den lette Sommerkjole, naar hun gjorde en Vending med Hovedet, tillod Øjet at forfølge langt.

✂ Hasting kunde stundom have raabt højt af Jubel ved at betragte hende, thi han følte sig nu sikker paa at skulle og ville besidde hende. Det var derfor for ham af disse næsten lykkelige Øjeblikke i Livet, hvor al Fremtid synker bort for Blikket og Nuet er evigt og guddommeligt.

✂ De talte om gamle Dage, om deres tidligere Bekjendtskab; de opsøgte, som den første Gang de havde talt ret sammen, Alt hvad Erindringen indeholdt af fordums Uenighed og Antipathi. Den fordums Valplads blev til en Idaslette, hvor de legede med guddommelig Glæde. Men i alle deres Erindringer blev Bernhards Navn, og det at hun var bleven gift, af begge To undgaaet fuldstændigt og med stor Sikkerhed.

✂ Frem og tilbage gik de mest paa det Sted, hvor Udsigten var til den skjønne Del af Søen, og lykkeligere Øjne ere ikke faldne paa denne, og lykkeligere Timer end dem, der tilbragtes her, havde de To ikke heller kjendt. Luften var fyldt med Fryd og Velklang. Ingen Tilstaaelser bleve givne eller modtagne, løsladte Lidenskaber forstyrrede endnu ikke den salige Fred, i hvilken de hvilede i hinandens Nærværelse.

✂ Og intet Løfte var endnu uigjenkaldelig brudt, intet stort Hensyn umiddelbart krænket, Formen stod endnu ubrudt, den var udhulet til en saadan Gjennemsigtighed, at den ikke tilslørede Lykken, men stod dog endnu og gav Husly for det Sofisteri, som kan trives selv i de lidenskabeligste Øjeblikkes Skygge, og som i disse Øjeblikke bidrog til at forhøje Mødets Lykke ved at holde enhver Skygge af Bebrejdelse fjernt.

✂ Men Tiden nærmede sig nu, da Bernhard kunde ventes ud fra Staden. »Jeg maa nu op og klæde mig om,« sagde Ida og forlod ham, idet hun gav ham Haanden, skjøndt Adskillelsen skulde være kort, og lod Haanden længe ligge i hans.

✂ Hasting blev dernede; han satte sig paa en Bænk i den 104 smukke Gang og saa ud over Søen, hvorpaa Solen nu faldt, saa Vandet tindrede og glimrede med blændende Glans i gylden Fryd, favnet af de rige, grønne Skove.

✂ Bernhard kom snart efter. Han var i godt Humør, ialfald meget livlig og talende, hvad der var saare velkomment for de to Andre, der begge vare tause, men deres Øjne fandt uafladelig hinanden i henrykt Beskuen.

✂ Maaske under Paavirkning af denne Taushed begyndte Bernhard ogsaa at kjede sig. Han gik frem og tilbage i Stuerne, søgte efter i sine Aviser, om der ikke var Noget hist og her, som han kunde faa Lyst til at læse, begyndte at klimpre paa Klaveret, opgav det atter strax og foreslog saa, at man skulde kjøre en længere Tur. Han vilde saa kjøre Hasting, som havde sagt, at han tænkte at tage ind til Byen om Aftenen - men maaske havde ventet en Opfordring til at blive - ned til Jernbanestationen ved Klampenborg med det Samme.

✂ Man gik beredvillig ind paa Forslaget.

✂ Idet Ida gik op for at tage Overtøj paa, kom hun forbi Klaveret. Hun næsten kastede sig ned paa Klaverstolen og spillede, som i et lidenskabeligt Udbrud, et Brudstykke af en stormende Dands.

✂ Saa rejste hun sig og ilede op for at klæde sig paa til Turen.

✂ De kjørte paa en lille let tosædet Vogn, som Bernhard selv kjørte, en Sport, som han var hengiven til i en Grad, der ikke var uden Fare for hans Omgivelser. De kjørte fra de Skove, som dannede Landstedets Omegn, over til Dyrehaven og forbi Eremitagen. Her holdt de og glædede sig over den enestaaende Udsigt, som laa for dem i den anelsesfulde, Alt bebudende og langsomt skiftende Belysning, som følger umiddelbart efter Solnedgangen. Da de atter skulde til at kjøre, spurgte Bernhard, idet han gik ud fra, at Hasting nu vilde hjem, denne om, hvilken af de to Veje, han skulde kjøre ham til Stationen, den korteste og den lige eller den gamle bugtede. Hasting var ubeskeden nok til at sige, at han foretrak den sidste. Han havde endnu god Tid, sagde han. Han huskede godt, at denne Vej snoer sig ind i en tæt og mørk Del af Skoven, hvor han følte, han mere uforstyrret kunde henvende sig til Ida, som sad ved Siden af ham, og med hvem 105 han kun havde vexlet ligegyldige Bemærkninger. Men de sad ved Siden af hinanden. Af og til fik han Lejlighed til at hjælpe hende med at rette hendes Overtøj, og hyppig kunde han føle hendes Slør blæse henover sit Ansigt; begjærlig indsugede han Duften deraf og søgte i Smug at nærme sin Mund til hendes Haar.

✂ Hun syntes at bemærke det, og engang førte hun ved en Bøjning med Hovedet sin Kind saa tæt forbi hans, at han mærkede paa den pludselige Kulde i sit Ansigt, at han blev ganske bleg.

✂ Vejen gaaer over store, aabne Plainer, randede med prægtige Træer, men snoer sig saa ind i den tætte og mørke Del af Skoven, hvor Vildtet finder gode Skjulesteder, og hvor den moseagtige Jordbund bærer et vidtstrakt Eliekrat. Herinde var det meget mørkt, næsten Nat, ude paa Plainen var det kun Aften.

✂ »Ved De hvad det er for en dejlig tillokkende Vej derinde, det er Mathilde-Vejen,« sagde pludselig Ida og viste ind mellem Træerne paa den underlige Ruin af en Vej, som strækker sig i Brudstykker milevidt, og som man her var i Nærheden af.

✂ Fra denne Yttring om dette tilgroede, aarhundredgamle Spor om lønlig, lykkelig Elskov udgik der en Luftning, som blæste bort den Spindelværksskillevæg, som stod dem imellem.

✂ Næsten i samme Nu slyngede Hasting sin Arm om Ida og drog hende tæt til sig. Deres Ansigter skinnede mod hinanden i taus Henrykkelse; Mørket blev gjennemsigtig for dem.

✂ Saaledes sad de en Stund tause.

✂ »Du Elskede!« hviskede han saa, og bøjede sig ned mod hende.

✂ »Du Elskede,« svarede hun.

✂ Deres Læber søgte hinanden. Det var ikke Kys; det var en lang elskovsfuld Berøring.

✂ Saaledes sad de i stum Fryd, der kun afbrødes ved et enkelt »Du!« »Du Elskede!« og Hvisken af hinandens Navn, indtil Skovens Træer ikke mere skjulte dem. Det var for Hasting, som Elskovens betagende Magt vældede op til hans Mund, og han følte læskende Draaber efter en uendelig 106 Tørst; men saa spredte Skovens Træer sig, der blev lysere og lysere, og de vare ude af Fristedet.

✂ Ganske kort efter var Kjøreturen til Ende. Han sprang af Vognen, idet han gav Ida et stumt og heftigt Haandtryk, men under Paaskud af at sysle med Overtøjet undgik han at tage Bernhards Haand og ilede ind paa Stationen uden at vende sig om.

✂ Fyldt af ubeskrivelig anelsesfuld Lykke kjørte han saa ind til Byen. Det var en fortryllet Skov, de kom ud af, da Banetoget skød bort fra den Skovkreds, som trækker sig om Banens Endepunkt. Derinde i den mørke Skov, bag den hvidtdampende Eng, vidste han, at hun var. Han sendte hende tusinde Hilsener og tusinde Godnat og vidste med jublende Sikkerhed, at hendes Tanker ogsaa vare hos ham, uafladelig i denne Stund.

✂ Han kom til Byen. Her var den friske Sommerluft ikke mere, Varmen var tung, der var Støv og Trængsel.

✂ Han havde ikke Lyst til at gaa hjem og drejede udad for at gaa med sine Tanker i den stille Sommernat. Han gik ud ad Frederiksberg og drejede om til Vejen, hvor den gamle Justitsraads Sted laa. Som lykkelig Sejerherre vilde han gjense det Sted, hvor han havde været hin Aften med Ida og pint hende og sig selv og dog første Gang ret følt hende drages mod sig. Han gik frem og tilbage udenfor det stille, tillukkede Sted. Han ønskede, at han kunde flyve bort i den blaa Nat og gjense alle de Steder, hvor han havde lidt og længtes; den gamle Gaard, hvor den halwoxne Fyr og den ganske unge Mand havde færdedes, det lille Værelse, hun havde, men som han aldrig havde betraadt, det Vindue i den store Dagligstue, hvor hun plejede at sidde med sit Arbejde, hvorfra hun neppe vilde se op. Nu vilde hun have set paa ham og hvorledes!

✂ Frem og tilbage gik han saaledes her og i Alleen mellem de lystige, larmende Grupper, ensom lykkelig med sine før saa tungsindige Erindringer, der nu bleve ligesom de graa Bjerge, naar Solopgang kommer over dem.

✂ Endelig gik han atter ind til Byen Hvor den var trykkende og beklumret. En underlig tyngende, ængstelig Følelse sneg sig over ham.

107

✂ Hans Vens Billede viste sig glimtvis for ham. Det var, som om det var kommet op med de gamle Erindringer, han havde manet frem. Han bortjog det atter og atter. »To Menneskers højeste Lykke« var den Trylleformel, hvormed han besvor.

✂ Saa faldt hans Tanke paa Felix. »Hvor han har Ret,« tænkte han, »Tag! Ellers bliver der ikke givet Dig. Tag! Tag! Begjær! Forlang! Altid mere, Verden vil gribes i Struben og plyndres. Den er ikke for den taalmodigt Ventende.«

✂ Han fik pludselig stor Lyst til at tale med Felix, og, skjøndt det nu var sildig Nat, bøjede han om til den Gade, hvor han boede. Han huskede, at han altid gik meget sildigt til Sengs. Han ønskede at høre ham udvikle sine Lærdomme og saa sidde ligeoverfor ham, taus, med hemmelig Lykke vidnende for ham indvortes, at det var sandt, og at han kjendte det af Livet, som hos den Anden kun var Ord.

✂ Han stod nedenfor Huset, hvor Felix boede, og saa op til Vinduerne. Der var mørkt. Et Vindue stod aabent.

✂ Han syntes, at der indenfor i Mørket sad en Skikkelse. Det var Felix's Arbejdsværelse, og det maatte være hans Plads ved Skrivebordet, hvor Skikkelsen syntes at sidde. Han kaldte. Han syntes der var en Bevægelse, men det var kun Gardinet, som rørte sig i Nattevinden, det var revet løst, et Pust førte det ud, og saa sugedes det langsomt ind igjen. Han kaldte atter højt og blev staaende og ventede; det hvide Gardin gjentog sin lydløse Leg, men det var det eneste Svar. Mørket inde i Værelset var taust. Saa fortsatte han sin Vej og gik hjem.

✂ Da han stod udenfor sin Dør, blev den uhyggelige Stemning, der havde listet sig over ham, stærkere. Han havde en Følelse af, at der derinde i de store mørke Værelser var, medens han stod udenfor som Beboer, noget Usynligt, Ubegribeligt, men hvis Væsen var Skræk. I denne nervøse overspændte Stemning maatte han næsten gjøre Vold paa sig for at aabne Døren og gaa ind. Han vilde hurtig tænde Lys og strøg saa, som det sædvanlig gaaer, adskillige Svovlstikker forgjæves af og brød Tanden paa det ene Lys. Endelig fik han tændt og gik saa gjennem sin Lejlighed. Han havde store rummelige Værelser, men da han levede paa Feltfod havde han ikke faaet dem ordentlig møblerede, og rundtom stod 108 mellem de sparsomme Møbler halvt og helt udpakkede ostindiske Kuriositeter og Instrumenter af forskjellig Art, der laa Bunker af Kort og Papirer. Imellem alt dette trængte hans spejdende Blikke for at se, hvad der kunde skjule sig. Den Mand, der havde ligget mange hundrede Nætter i aabne Telte i et vildt Land imellem Folk, han ikke stolede paa, uden at det forstyrrede hans Ro, gik den Nat i sit sikkre Hjem, bange som et Barn, der er kommet alene ud.

✂ Men der var Intet at se hverken i hans Forværelse eller i Sovekamret, eller i hans Arbejdsværelse, eller i Dagligstuen. Jo, paa Bordet i denne laa et stort Brev. Han aabnede det ilfærdig, et andet Brev faldt ud af det, det var adresseret til Ida, men udenom dette var lagt et Brev til ham selv, ganske kort, han saa fra Felix. Det lød saaledes:

✂ »Kjære Hasting! Jeg er meget syg, og naar De faaer dette, er jeg død. Jeg sender Dem indlagte Brev, for at det uden alle formelle Vanskeligheder strax kan komme til Bestemmelsen. Sig, at der var en Hilsen endnu.«

✂ Der var Rædselen.

✂ Hasting stod et Øjeblik helt fortumlet og maatte læne sig til Bordet. Han greb i Vildelse efter en lille Revolver, der laa paa Bordet, som om der var Mordere efter ham, men satte sig saa ned for at komme til sig selv og tilkæmpe sig noget af sin sædvanlige Koldblodighed.

✂ Han undersøgte nu Brevet. Det var bleven bragt ved den sidste Udbæring af Breve om Aftenen og havde alt ligget i flere Timer, thi Klokken var nu henad et.

✂ Imidlertid, der var kun Et at gjøre, ile til Felix's Bopæl strax. Han kunde ikke fri sig fra en frygtelig Mistanke om, at det var et Selvmord der var begaaet. Han maatte derhen, men han gyste ved Tanken om, hvad det kunde være, der saa havde siddet i Mørke ved det aabne Vindu med det flagrende hvide Gardin.

✂ Efter nogle Minutter havde han i hurtigt Løb naaet Porten. Den var naturligvis lukket, og hans Ringen og Banken vakte ikke mindste Bevægelse i Huset. Vinduet deroppe stod bestandig aabent. Han gik over paa den anden Side af Gaden 109 for at forsøge, om han kunde øjne Noget, men om ogsaa Skikkelsen sad derinde, var den nu ganske slugt af Mørket, men det hvide Gardin bølgede ud derfra som et langt Brudeslør.

✂ Han søgte efter Politi og Vægter og fandt endelig denne Sidste. Han blev lukket ind, fik Opvartningskonen hos Felix ringet op og fik hende, der var mere død end levende af Skræk, til at lukke sig ind i Lejligheden, hvor Alt var forfærdelig stille.

✂ Da de traadte ind i Felix's Arbeidsværelse, syntes det først tomt. Det var det forsaavidt ogsaa; thi da det flakkende Lys faldt hen paa den Skikkelse, der sad tilbagelænet i Stolen ved Skrivebordet med Haanden lagt paa dette og et tomt stivt Ansigt med halvt lukkede Øjne vendt mod dem, saa de strax, at det var en død Mand.

✂ Paa ham saa Portrætet af den unge Dame der hang paa Væggen ned med sit blandede Udtryk af kold Fornemhed og mørk Deltagelse, og da Hastings Øje faldt paa hende, saa han nu, at den, hun lignede, var Ida.

✂

FJORTENDE KAPITEL

✂

✂ Om Aarsagen til Felix's Død fik man ikke Noget at vide. Hans Værtinde fortalte, at han i de sidste Dage havde sagt, at han følte sig ilde tilpas og frygtede for et Slagtilfælde, Hans Læge var en Ungdomsbekjendt af ham, en underlig sær Fyr, som, da han var femten Aar gammel, havde gjort det fuldstændigste Indtryk af at være en Pebersvend paa halvtreds. Felix's Omgangsvenner havde altid havt en bestemt Følelse af, at han ikke kunde fordrage dem, men rugede over Felix med et vist skinsygt Venskab og beundrede ham, saavidt han overhovedet kunde beundre. Det hed sig ogsaa, at Felix havde understøttet ham til hans Studeringer og hjulpet ham med Penge paa en overordentlig rigelig Maade. Hasting søgte ham samme Nat uden at kunne træffe ham. Der var afgivet den Besked hos hans Portner, at han var bleven kaldt 110 bort, hvis Nogen skulde spørge efter ham. Den næste Morgen talte han med ham. Han vidste, at Felix var død. Men Hasting saa strax paa hans Ansigt, at han ikke vilde være god at spørge. Da Hasting bemærkede, at det var en uhyggelig Død, foer han næsten truende imod ham: »Død, ja, hvad kommer det egentlig Dem og hans Venner,« han spyttede ved disse Ord, »ved, at han er død? Bryder De Dem derom? Er de mindre glade derfor? Ja, han er død, det har De Ret i.«

✂ Og dermed stak han Hænderne i Lommerne paa sin lange Frakke og saa stivt paa Hasting.

✂ Denne spurgte dog endnu, hvad han var død af.

✂ »Et Slagtilfælde« sagde den biske Læge videre med en Mine, som om det var ham en Modbydelighed at faa Ord ud igjennem Munden, men tilføjede saa, efter en yderligere Overvejelse: »Han havde stærkt Anlæg dertil. Jeg havde ventet det.«

✂ Videre kom man ikke i denne Sag, og der blev ikke an? stillet Undersøgelse. Felix havde havt sit Liv forsikkret, men sidste Gang, da Forsikkringen skulde fornyes, det var for et Far Maaneder siden, havde han, trods Paamindelser undladt det, saa at hans Krav var bortfaldet.

✂ Hasting havde Brevet at bringe til Ida; under al denne Nats og den næste Morgens uhyggelige Pinagtighed havde det været en Brand i hans Sjæl, hvad kunde det betyde, hvad havde det at sige. Var det hans Rival.

✂ Han tog ud paa Landstedet. Han vidste, at han ikke vilde træffe Bernhard, men det ønskede han mindre end nogensinde.

✂ Ida sad i Havestuen ved et af disse Arbejder, der ere et Paaskud for at beskjæftige sig med sine egne Tanker. Hun rødmede hurtigt, da hun saa ham, rejste sig op, blev bleg, men da han bredte Armene ud med en uvilkaarlig Bevægelse, ilede hun ham imøde og kastede sig i dem.

✂ Men da hun atter saa op i hans Ansigt, saa hun, at det var noget Andet end Kjærlighed, som betog ham.

✂ Han fortalte da først, hvad der var sket og derefter, at han havde Brevet til hende.

111

✂ Det sidste forfærdede hende især. Det gav et Sæt i hende, og hun kom til at ryste ligesom af Kulde. De sad ved hinandens Side i en Sofa ved et lille Bord. Hun bøjede sig ud af hans Arm, der følte, at den ikke maatte følge, og lagde Hovedet i Hænderne paa Bordet.

✂ Brevet laa paa Bordet foran dem. Hun kastede nu og da et Blik paa det, som om hun var bange for det.

✂ Endelig tog hun ham næsten krampagtigt om Haandledet og sagde: »Du skal være med mig, naar jeg læser det. Ved Du, at han elskede mig?«

✂ Og nu fortalte Ida ham hurtigt og bevæget, hvorledes for adskillige Aar siden, endnu inden hun var forlovet med Bernhard, Felix var bleven indført i hendes Hjem. Hun havde syntes ualmindelig godt om den kjønne, unge Mand, der blev anset for at være saa dygtig og for at have saa glimrende Udsigter, og som tillige var en saa behagelig Selskabsmand. Hun sagde, at hun først nu vidste, hvad det var at elske, men dengang havde det forekommet hende, at hun for første Gang havde været forelsket. Hun mærkede tydeligt, at han ogsaa følte sig tiltrukken af hende, og i sin Fantasi saa hun sig tilhøre ham. Hun udmalede sig Fremtiden som hans Elskede, som hans Hustru, og Billedet var smukt. Hun ventede hvert Øjeblik, at det skulde begynde at blive levende. Han tøvede imidlertid bestandig.

✂ I deres fælles Bekjendtskabs Kreds var der ogsaa en ung Pige, hverken betydelig i den ene eller den anden Henseende, men som pludselig blev meget omtalt; hendes Fader døde og efterlod hende som rig over al Forventning. Han havde været Handelsmand i en jævn Forretning og var vel nok bleven anset for at være velstaaende i Forhold til sin Stilling, men alle bleve i højeste Grad overraskede, da han efterlod en meget betydelig Formue til sine to Børn.

✂ Hasting huskede, at han havde hørt dette omtale; man havde gjættet meget paa, hvorledes denne Formue egentlig var bleven samlet og antog det for sandsynligt, at Manden, der havde levet sparsommeligt og stille, havde drevet en heldig Aagerforretning. Han havde dengang ikke nogen Anelse om, hvorledes denne Begivenhed, der forekom ham saa 112 uendelig fremmed og uvedkommende, dog skulde komme til at gribe ind i hans egen Skjæbne.

✂ Den omtalte unge Pige var af Ida - i Henhold til en kammeratlig Aand, som er sjeldnere hos unge Piger end hos Ynglinge, men dog godt kan findes hos dem - bleven betragtet som en af de Veninder, med hvilke man holder det i Børnealderen stiftede Venskab vedlige, fordi det »er Synd« at opgive det. Faderens sociale Stilling var, som sagt, beskeden, og Datteren havde hverken Ynde eller Skjønhed, ja syntes endog paa en Maade, der ikke klædte en ung Pige, at have arvet hans økonomiske Anlæg.

✂ Nu skete imidlertid det Mærkelige, at Felix efter en Tid at have holdt sig rent borte, viste hende stor Opmærksomhed og ganske forlod Ida.

✂ Efter et halvt Aars Forløb blev imidlertid Arvingens Forlovelse deklareret med en Svend i Faderens Forretning, med hvem hun havde været hemmelig forlovet, inden Faderen døde, hvem hun ikke svigtede som rig, og som ogsaa ganske syntes at kunne tilfredsstille hendes Smag. Derved forsvandt hun fra Kredsen, men med hende trak ogsaa Felix sig tilbage. I flere Aar saa Ingen af dem et Glimt til ham. Først adskillig Tid efterat Bernhard og Ida vare blevne gifte, havde de i Byen atter truffet paa ham. Omgangen var da begyndt.

✂ Ida havde mærket hans Forelskelse, men hævnet sig over hans Forræderi ved at vise ham fuldkommen og fortjent Kulde og Ringeagt, en Ringeagt, som kun havde forøget hans Forelskelse.

✂ Dette fortalte hun Hasting.

✂ Derpaa tog hun Brevet og lukkede det op. Ud af det faldt løse Blade af forskjel'lig Størrelse, hvorfor ogsaa Konvoluten om dem var lukket skævt og fortrukken i Papiret.

✂ Det syntes at være en Slags Dagbogsoptegnelser, samlede sammen og konvoluterede i et hastigt, skyndsomt Øjeblik.

✂ »Jeg vil læse dem herude, medens Du er hos mig,« sagde hun.

✂ Men efter et Øjeblik sagde hun atter: »Nej, jeg vil gaa ind i mit Værelse og læse; men Døren herind til skal staa a aben.«

113

✂ Hun fik igjen en hæftig Skjælven af Kulde, da hun gik ind i det andet Værelse.

✂ Hvad Felix havde sendt, var kun Dagbogsoptegnelser, ja man kunde ikke engang kalde det saaledes, det var flygtige Stemningsudbrud fra forskjellige Tider, nedskrevne i den Trang, som et indesluttet Menneske har til at have En, der kjender og kan tale om dets Hemmelighed, er det saa kun et Stykke Papir, hvorfra kun Ens egne Skrifttræk tale. Bagefter vare disse Blade saa samlede, tildels i Uorden, og sendte bort som en Dokumentation for en sidste Domstol, som Bilag til et Skriftemaal fra En, der ved, at han trænger til Bevis og ikke kan fordre at blive troet.

✂ Imellem nogle af Udtalelserne, og det syntes at være de fleste, var der gaaet længere Tidsrum.

✂ Andre syntes at komme mere ovenpaa hinanden.

✂ Der stod:

✂ »Jeg ved, at jeg har fortjent min Skæbne. Jeg saa, hvor sød og yndig hun var, og jeg havde Forvisningen om, at jeg kunde faa hende. Var det denne, der gjorde, at jeg kunde offre hende?

✂ At jeg ikke fik Arven og Arvingen, dertil siger jeg ikke Noget. Det skulde jo være en Tilgift i Livet; men at jeg ikke alene ikke fik Pengene, som skulde være Noget af anden Rang, men tillige bagefter blev alvorlig forelsket i Ida, som blev mig Noget af første Rang, ja det Højeste, det Eneste, det forstaar jeg ikke. Hvad er Logiken deri? Skæbnen har ikke spillet ærligt Spil med mig; man kan ikke miste mere end sin Indsats i den schofleste Hazardbule, men det har jeg jo gjort i Livets Hazard. Jeg spørger igjen: Er det ærligt Spil?

✂ Der var gaaet omtrent tre Aar siden den Tid og vi havde ikke set hinanden. Havde jeg ikke atter truffet hende, havde vel forresten det Hele været glemt og gjemt. Men nu....

✂ Et Menneske gaaer ud paa Gaden og faaer en Tagsten i Hovedet, han glider paa en Trappe og bliver Krøbling for Livstid; saaledes kan man ogsaa blive forelsket.

✂ 114

✂ Som det salte Vand læsker den Skibbrudnes Tørst, kvæger hendes Elskelighed mig.

✂

✂ Jeg husker, at da vi mødtes første Gang efter saa lang Tid, saa hun mig lige ind i Øjet med dette ubeskrivelige Blik. Hvis hun ikke havde gjort det den Gang, den ene Gang, saa havde jeg maaske nu havt det anderledes.

✂ Hun stod i Værelset ved et Vindue, hvor Lyset faldt tydeligt. Havde hun nu ikke staaet der; eller havde Gardinet været rullet ned, saaledes at Lyset ikke var faldet saa stærkt, og jeg ikke havde set hende saa tydeligt, saa havde det Hele maaske, ja sikkert været anderledes, og jeg ikke forspildt.

✂ Vi talte ikke sammen, men hilste kun paa hinanden, og da den Dame, hos hvem vi traf hinanden, spurgte, om vi kjendte hinanden, gav vi begge et næsten stumt Svar. Det Hele var saa simpelt, som om det var fra en Middag igaar, at vi kjendte hinanden. Saa simpelt, ganske simpelt.

✂ Havde Gardinet været nede. Hvad saa?

✂ Og paa saadanne Vilkaar ere vi tvungne til at spille i Livet.

✂

✂ Denne Længsel efter hendes Selskab, som brød ud som Luer gjennem et Straatag! Tørsten efter at høre hende tale! Dette Begjær efter at berøre dette bløde Haar, ikke engang sprede det ud og vikle det om min Haand og min Hals og bide deri, men blot berøre det, let, blødt, stille. Og saa faa Fred fra hendes Øjne! Denne Længsel tærer mig som Svindsot.

✂

✂ Der er en umaadelig Evne til Medynk i den kvindelige Natur. Jeg troer, hun har faaet en Anelse om, at det er rent galt fat med mig, og har faaet lidt Medynk med mig. Hun gav mig forleden Dag Haanden. Det har taget lang Tid. Skulde der være en Gnist af Haab?

115

✂ Kunde man skrive falske Vexler i Kjærlighed, saa skulde jeg sandelig ikke betænke mig.

✂ Folk begynde, saadan i al Skikkelighed, med deres sædvanlige Takt at »drille« mig med hende.

✂ Da Folk altid gjerne tro det Værste, ere de i Grunden ret skarpsynede.

✂ Alene det, at min Elskov var lykkelig i Andres Indbildning, var mig iøvrigt i Begyndelsen en vis Tilfredsstillelse. Det var pjaltet, men sandt er det.

✂

✂ Hvad jeg vilde offre for at blive elsket af hende? Alt det, jeg har virket for: Stilling, Fremtid, Forbindelser, »gode Navn og Rygte«, alle Herlighederne, hver eneste. Hvis hun vilde gaa fra sin Mand og leve med mig, vilde jeg sparke til det Altsammen, gaa til Æbeltoft og finde mit Paradis. Og det er saa alvorligt Alvor, at det ikke vilde fortrydes.

✂ Endskjøndt, Gud ved, skulde ulykkelig Kjærlighed være det eneste bestandige?

✂ Desværre kommer jeg neppe, det føler jeg nok, til at besvare Andet, end at den er bestandig.

✂

✂ Skulde man ikke have Lov til at blive Skeptiker over Menneskeslægtens Klogskab, naar man ser, at den Gaade, hvorledes den Slags Ting gaaer til, er den nu ligesaa langt fra at løse, som for alle de tusinde Aar, som Geologerne vilde falde paa at give den. Og dog er der Mange, som trænge mere til at faa dette Forhold oplyst end til at faa de bedste Former for Livsforsikkring og Statsforfatning.

✂

✂ Kamp og Strid og alle de Ord af den Slags, der findes i Sproget, kunne være meget velklingende, men de betyde ikke Noget, ialfald ikke for mig. Jeg formaaer Intet. Jeg har grebet efter saa meget, at naar jeg engang ikke naaer, hvad jeg 116 griber efter, men griber fejl, bliver min Arm lam, ja jeg bliver helt lam. Forgribe sig paa Livet! Kan man forgribe sig paa Livet? Ordet har en egen Klang, som om der var Noget

✂ i det,

✂

✂ Der er en underlig Vexelvirkning. Min Forelskelse har ødelagt mig, og fordi jeg er ødelagt, kan jeg ikke blive af med min Forelskelse.

✂ Hvis en Tjenestepige, da hun gik i Stuen, havde rullet det

✂ Gardin ned!

✂

✂ Der er ikke noget Glimt af Velvillie. Det er næsten et Aar siden, hun gav mig Haanden.

✂ Hvor hun viser mig sin Foragt paa en henrivende skjøn Maade. Dette Ansigt, der er skabt til at smile, er saa ubevægelig strengt, at jeg stundom tænker mig, at Trækkene maatte være haarde at føle paa i legemlig Forstand. Og den Mund kunde jeg have udtømt i Kys!

✂

✂ Jeg ved, at det bliver værre med mig, jo længere det varer, thi jeg ser jo godt, at jeg er saa ormstukken af mig selv, at der ingen Modstand gjøres. Men, hvormed skal det ende? Ja, hvis hun blot vilde elske mig, saa gik det maaske over.

✂

✂ Et har jeg dog lært af min dybe Egoisme, og det er at kjende mig selv. Jeg ser godt, at den Umættelighed, der ellers har været mig saa meget værd i Livet, er en Ulykke her. Jeg kunde maaske dog have opnaaet hende, hvis jeg ikke havde skræmmet hende. Jeg har ægget hendes Uvillie altfor hastig.

✂ Denne Lærdom har jeg faaet, men jeg har tabt Styret paa mig selv og kan ikke benytte denne eller nogen Lærdom.

117

✂ Der skal være Væddeløbsheste, som i Grunden ere sindsforvirrede - saa højt staa dog Dyrene, at de kunne blive det - men som, naar de ere komne i Løb, sætte afsted med en utrolig Fart og Energi. Ulykken er blot, at Rytteren slet ingen Magt har over dem. De komme forbi de Andre og standse ofte af sig selv, naar de have naaet Maalet. Saa er Løbet vundet; men stundom gjøre de det ikke, og naar der er Forhindringer paa Banen, er en saadan Hest ubrugelig, thi derpaa knækker den kun sin og sin Rytters Hals.

✂ Hun kunde vindes, hun kunde vindes, den Fine, den Yndige, den Guldøjede, men ikke saaledes. Yttringer af en Kjærlighed, der er saa tilbagetrængt som min, saa heftig, der kommer saa dybt fra Menneskesjælen og har lidt saa meget paa sin underjordiske Vej, bliver underlig koboltmæssig, naar den kommer frem for Lyset. Den skræmmer saadanne Naturer som hendes, der kun gribes af en ubestemt Uvillie. Og saa vil jeg bekæmpe Uvillien, og saa bliver det Sidste værre end det Første.

✂ Eller hun er mig endnu engang venlig og god, og jeg vil forfølge det og træder det ned i min plumpe, stakaandede Hast.

✂

✂ Nej, det maa opgives; der er ikke Spor af Haab, men hvad saa? Jeg lukker mig ude fra hende. Dage, Uger, Maaneder har jeg kunnet drive det til. Jeg vil ikke møde hende, ikke se hende. Men kan man om Dagen, naar Solen skinner, gjøre et Værelse fuldstændig mørkt; jeg frygter Nej.

✂ Jeg kan være nogenlunde rolig, naar der saaledes er gaaet en Tid; saa føler jeg, at jeg er hentæret, ikke kan røre mig, at jeg maa have frisk Luft og Liv, saa kommer et Vindue op paa Klem og Dagslyset skjærer i mine blødende Øjne, saa jeg skriger derved, men saa føler jeg dog et Øjeblik jeg lever, men saa maa jeg atter skrige.

✂ 118

✂ Kjære Moder! Dengang Du levede, klagede Du ofte over, at jeg aldrig skrev Brev til Dig. Nu vil jeg skrive. Husker Du Din lille Dreng, med hvem Du om Aftenen gik i Haven, og saa ned ad Vejen, om Fader snart kom hjem. Husker Du engang, Du traf ham ifærd med at rive Vinger og Ben af en Sommerfugl, og Du fortalte ham, hvor ond han var, stille og kjærlig og sigende, at han jo ellers var en god Dreng. Han græd Angerens lykkelige Graad, Du tørrede hans Øjne og talte til ham om Vorherre, som han tænkte sig deroppe i de glimrende Solnedgangsskyer, seende paa Eder og hørende Barnets Graad og Din stille Tale. Og saaledes gik vi rundt i Haven, til Fader kom hjem og saa, at jeg havde grædt og fik det Hele at vide og kyssede mig og sagde, at jeg fremfor Alt skulde holde af min Moder. Nu er Du død for mange Aar siden, kjære Moder, og jeg var bleven slet og haard, inden Du døde, og sørgede kun saa som saa over Dig, der vilde døet for mig med Glæde, uden Tøven paa hver Time af Dit Liv. Kjære Moder, jeg er bleven slet, men jeg er ogsaa bleven alene, derfor taler jeg nu til Dig, for at sige Noget der ligger mig paa Sinde: Jeg kan ikke holde dette ud.

✂ Kjære Moder, vidste jeg, at jeg kunde træffe Dig, saa gik jeg med Dig i Haanden iaften, kjære Moder.

✂

✂ Helst ikke se hende. Nu er det, der passer mig bedst: helst ikke at se hende; ikke at føle Noget. Men skal jeg træffe hende, saa ikke tale med hende, ikke blive set af hende; men kun det, at være hende nær; hendes Blik og hendes Ord smerte, fordi de altid volde mig Tanker. Ja, denne tomme Nydelse er det Eneste, jeg kan haabe, det Eneste, der har Værd.

✂ Man siger jo, at Hasting skal være forelsket i hende. Skulde han være hendes Elsker? Jeg er saa afmattet, at jeg kan finde noget Morsomt i den Tanke, at hun skulde have en Elsker, som ikke var mig.

✂ 119

✂ Jeg er den Mand, som var blind og stum og døv, og som kun gav Tegn paa Liv, naar han blev lagt ud i Solen.

✂

✂ Mit Hoved og mit Hjerte kan være tomt i nogen Tid. Det narrede mig mange Gange tidligere; jeg troede, at det var begyndt at blive bedre med mig, eller at det maaske endog var forbi. Nu narrer det mig ikke. Jeg ved, at det blot har skjult sig og ligger og lurer, for saa atter at slaa sin Klo i mig, ligesom en Kat kan lade Musen løbe et Stykke henad Gulvet og saa atter blot udstrækker en Pote og trækker den til sig med sin spidse, hvide Klo. Jeg kan være fri, saa kommer det igjen; hvorfra? Ja, hvor ved jeg det; fra et Blik af hendes Øjne; en Betoning af hendes Stemme.

✂ Sidste Gang var jeg fri længere Tid, end jeg plejer. Saa hørte jeg hende synge. Jeg gik, thi jeg mærkede, at det kom. Det var ikke hendes Sang, det var ikke Spillet. Det kom fra hendes Haandled, da jeg saa dem glide ud af Ærmet, da hun begyndte Akkompagnementet. Men i Grunden var det naturligvis dumt at løbe; behøvede jeg at løbe, kunde jeg jo ligesaa godt være bleven der, og saa kunde jeg have set mere paa dette Haandled.

✂

✂ Der er Kræftsygdomme, som synes at have Sæde i en enkelt Del af Legemet. Naar denne skæres bort, er Patienten tilsyneladende rask, kun tilsyneladende. Snart bryder den atter ud, og en ny Standsning af Sygdommen giver altid kun det samme Resultat; thi Giften er overalt i det tilsyneladende sunde Legeme. En saadan Kræft er min Forelskelse, Operationen maa skære det Hele bort.

✂

✂ Hvis jeg døde. Hvis jeg, istedetfor i dette Øjeblik at sidde her og skrive, laa død nede paa Gulvtæppet, under dette Portrait, der ser paa mig ganske som hun, nej, mere 120 deltagende, hvad saa? Ja, Sælgekonen vilde raabe dernede akkurat ligesaadan for det, Solen vilde falde ind paa de samme Bind i mit Bogskab, og hun vilde vel ikke spise en Bid mindre til Middag og gaa i Theatret imorgen, da det er hendes Abonnementsaften.«

✂

✂ Det sidste Blad syntes at være adskillige Dage, maaske Uger gammelt.

✂ Det var kun halvt beskrevet med de sidste Linier og nedenunder var der flere Gange begyndt ny Skrivning, men det var kun løsrevne Ord og Begyndelser, som atter vare afbrudte.

✂ Kun et Par Sætninger vare skrevne; det var:

✂ »Forgangen Nat, vor sultne Kat,
En ung og lækker Mus fik fat.«

✂ Og nedenunder skrevet, skrevet saaledes, at det tildels løb op i disse Linier stod:

✂ »Lader os staa op og gaa herfra.«

✂

✂ Da Ida havde vendt og læst alle Bladene, samlede hun dem sammen og rejste sig op for at gaa ind til Hasting.

✂ Hun var ikke bleg, men hvid, og hun syntes at have den samme Vanskelighed ved at faa Ordene frem, som en Sovende, der arbejder krampagtig med sine stivnede Kjæber for at faa Ord ud, som Drømmen aftvinger ham.

✂ Hun lagde Papirerne foran Hasting og sagde: »Læs først selv.« Hun satte sig ikke hos ham.

✂ Medens han læste, gik hun frem og tilbage udenfor Havestuedøren i Solen, seende stivt hen for sig i Lyset og Blomsterne.

✂ Ligesaa længe han læste, ligesaa længe gik hun der, frem og tilbage.

✂ Da han var færdig og rejste sig op, gik hun imod ham 121 og sagde med næsten haard Stemme og med den samme Vanskelighed ved at faa Ordene frem:

✂ »Hvor han har elsket mig. Jeg har ikke glemt ham. Det var ham jeg elskede, ham elsker jeg endnu. Det er ingen Anden.«

✂ Hasting stod taus, men han havde en lammende Følelse af, at hvad hun sagde i dette Øjeblik var sandt, eller snart vilde blive det.

✂ De gik atter ud i Haven som den foregaaende Dag. Men hvilken Forskjel paa hin Vandring i Lykkens gyldne Skyer og den tunge sørgmodige Maade, hvorpaa de nu gik frem og tilbage ved Siden af hinanden, men ikke mere ved hinandens Side.

✂ De talte ikke sammen. Med Skinsygens Skarpsind følte Hasting, at Ida var omgivet af de gamle Erindringer om Felix, at hun dvælede i dem med en anden Følelse end Vemod.

✂ En Gang sagde hun, idet hun saa ud over Søen i Solskinnet:

✂ »Hvor her er dejligt, og alt dette var ikke til for ham.«

✂ Hasting følte, hvorledes hun ligesom svandt bort, og blev ham mere og mere fjern med hvert Øjeblik; han var ude af Stand til at gribe hende, hans Arm var lam, nu var den Dødes langt stærkere.

✂ Syg i sin Sjæl sagde han Farvel; hun bemærkede det næsten ikke.

✂ Han vilde gaa til Byen. Han trængte til legemlig Anstrængelse og tog den længste Vej ind igennem Skovene og gik langsomt i disse, thi han følte, at for et Menneske, hvis Indre bløder, er der en dulmende Lindring i den tause, rolige Natur. Dens uanfægtede Ro, dens forsonende Enhed stilner og kvæger.

✂ Han gik over en stor Aa, som løb gjennem en tæt Underskov. Alting om den var frodig og sammenslynget Plantevæxt, og paa Vandets Bund var Væxten endnu mere frodig.

✂ Han blev staaende for ret at betragte dette. Hans Hoved trættedes og brændte i tør uopløst Kval, og han lagde det paa Broens Rækværk og saa ned i den fredfyldte Scene.

122

✂ Under det i Skygge glidende, og derfor mørke, men gjennemsigtige Vand, saa man i frodig Grøde de forskjellige Vandplanter, nogle lette og fjerlignende, andre med større og svære Blade, grønne og kraftige, saa at man saa, at der var rigt Lys endnu dernede.

✂ Vandene, som gled over dem, hurtigt, men glat og lydløst, førte legende Planter med sig, spredte deres Blade ud, vuggede dem, syntes at ville tage dem med sig, men Roden holder godt fast, og Vandene maa ile videre.

✂ Han stod længe og saa paa dette lydløse Skuespil. Han mindedes sin Samtale med Felix i Skoven, og ogsaa ham forekom det i dette Øjeblik, som om det stille, skjønne Planteliv dernede i sin uendelige Fred, ikke død, levende i uforstyrrelig Bevidstløshed, var Livets højeste og lykkeligste Udtryk.

✂ Men det var jo ogsaa uopnaaeligt, ligesaa uopnaaeligt som det, han havde begjært.

✂ Dersom han lagde sig ned i disse skjønne Planters bløde Favn for med dem at dele Livet paa den rolige Bund under det glidende Vand, saa vilde disse Lykkelige ikke taale ham ved deres Side, en stinkende modbydelig Masse vilde blive taget op et eller andet Sted, langt borte maaskee, men de dernede vilde blive ved at svaje og bevæge sig i den samme rolige, uforstyrrede Takt under det friske Vand og leve for sig selv deres guddommelig utilgængelige Liv.

✂ Og dog kunde han vanskelig løsrive sig fra deres Selskab.

✂ Det var sent paa Eftermiddagen, da han gik fra Aaen, og det var atter denne Dag blevet Nat, da han kom til Staden, gjennem hvis Gader han næsten ikke kunde slæbe sig for en Træthed, der var saa stærk, at den og Overvaagetheden fra forrige Nat sænkede ham saa dybt ind i Søvnen, at han i nogle Timer prøvede de lykkelige Planters uforstyrrede Tilværelse paa Aaens Bund.

123

✂

FEMTENDE KAPITEL

✂ Virkningen af Felix's Død gik dybere og dybere. Den Mistanke, der strax havde rejst sig hos Hasting, viste sig mere og mere begrundet. I den Dødsnat var Idas stærkt opblussende Tilbøjelighed for ham tilintetgjort.

✂ Hele den erotiske Legen, hvori hun havde sat saa meget af sit Væsen, havde gjort hende modtagelig for en alvorlig Lidenskab. Efter den for tidlig frugtsatte Forelskelse i Bernhard kunde denne ikke blive dens Gjenstand.

✂ Hasting havde havt Udsigt i den Henseende, men saa Var pludselig midt under den fremspirende Lidenskab et Lyn slaaet ned ved den lidenskabelige og fremfor Alt haabløse Tilbedelse, hun havde været Gjenstand for af Felix. Det tændte med en saadan Kraft, at den tidligere forholdsvis svage Ild blev slugt af disse Flammer.

✂ Denne Beskjæftigelse med en luftig, umulig Elskov passede bedre med hendes Legen, og denne blev derved omsat til Alvor, haabløst Alvor.

✂ Det var et Stik i Hjertet, hvergang Hasting hørte Bernhard eller Andre tale om, hvor daarlig Ida saa ud. Han maatte ogsaa høre fortælle om den Deltagelse, hun viste for Felix's Minde, hvorledes hun tog ind til Byen for at besøge hans Grav og bringe Blomster til den fra Landstedet.

✂ Han hensank i en fuldstændig ligegyldig, apathisk Sindsstemning. Han følte sine Kjærlighedsforhaabninger saa pludselig og saa fuldstændig ruinerede, at han ikke engang i lette Fantasier havde Kraft nok til at live dem op til Virkelighed.

✂ Alvorligt Arbejde syntes han at blive mere og mere uskikket til. Han havde i sin urolige Forelskelsesperiode forsømt sit Forhold til det engelske Hus saa meget, at en stor Forretning var bleven lagt aldeles tilside, og han var bleven forbigaaet.

✂ Som et sidste Baand mellem ham og hans udenlandske Forbindeiser stod endnu Deltagelse i et Arbejde paa et Jernbaneanlæg i Jylland.

✂ Det var et, i Forhold til det andet, meget underordnet Arbejde, hvorom det her gjaldt, hverken indbydende for den 124 Pengeinteresse, det frembød, eller for den Tilfredsstillelse, der kunde være ved at udføre det mere eller mindre heldigt. Det var af den Slags Arbejder, som Enhver i Faget kunde udføre tilstrækkelig godt, blot med den fornødne Omhyggelighed.

✂ Saa tog han derover.

✂ Efter en mat og kold Afsked med Ida i Overværelse af Bernhard rejste han til Jylland for der at tilbringe flere Maaneder med sit ensformige Arbejde ved et nyt Jernbaneanlæg.

✂

SEXTENDE KAPITEL

✂ Hasting var i en Stemning af dyb Nedslagenhed. Han var ikke energisk fortvivlet, men hans hele Væsen var gjennemtrængt af Tomhed og Lede for Alt; det forekom ham næsten ogsaa for Ida. Et Hang til at tvivle om al Lykke i Livet, som han hidtil kun havde kjendt som lette Anelser, vaagnede pludselig i ham med en ukjendt Kraft. Og denne Tvivl kunde vende sig til Bitterhed mod selve hans stærke Forelskelse. Hvor havde han truffet lykkelig Kjærlighed, bestandig Kjærlighed. Han kunde ikke nævne sig selv et Par, der gjorde Indtrykket af at være fuldstændig lykkelige, uden den gamle Justitsraad og hans Kone, og deres Kjærlighed var hovedsagelig kun en kjær, tilvant Vane og udsprungen af Prioritetsforhold.

✂ Var der overhovedet lykkelig Kjærlighed og Elskov udenfor Fantasiens Rige, talte ikke Alle, der priste den, som dem, der roste »Kejserens nye Klæder«?

✂ Vilde han være fuldkommen lykkelig ved Besiddelsen af Ida? Vilde det ikke ende med, at han fik et uheldigt Svar paa det Spørgsmaal, der atter og atter var bleven stillet i hans Kreds, om der var anden Kjærlighed bestandig end den ulykkelige. Og er den endda bestandig?

✂ Han havde efter nogle Ugers Fraværelse skrevet over til Bernhard, for at faa lidt at vide om, hvorledes det stod til. Alting i Kjøbenhavn gik ved det Gamle, skrev Bernhard tilbage. Forretningerne vare flaue; der var atter falleret nogle af 125 Bernhards udenlandske Forbindelser, store, solide Huse naturligvis, som vare ramte af tilfældige Uheld. Det havde atter vanskeliggjort hans Stilling, som var begyndt at bedre sig. Men han skulde nok staa det igjennem som en Mand, og Hasting kunde være ganske sikker paa sine Penge. Indskrænke sig kunde Bernhard ikke for sin Stillings og sin Kredits Skyld. Men han vilde iøvrigt vist blive nødt til at leve meget roligt, thi Idas Helbred var desværre ikke tilfredsstillende. Hun var bleven meget nervøs i Løbet af Sommeren. De vare alt flyttede ind fra Landstedet, skjøndt de begge holdt mest af Eftersommeren. Opholdet derude var imidlertid efter Lægens Mening for trist og ensomt for Ida, især da hendes Mand kun kunde være forholdsvis lidt derude. Den Tid de havde tilbragt i Byen efter at være flyttede ind, havde imidlertid ikke heller været god. Lægen havde undersøgt Idas Bryst, som engang havde været svagt, men der var lykkeligvis Intet i Vejen. Han havde dog raadet til at vise megen Forsigtighed, ialfald som forebyggende Forholdsregel. Brevet sluttede med Klager over det Uhyggelige, der var i for en Mand, der havde et travlt og anstrengt Forretningsliv, at have en svagelig Kone, der ikke kunde sørge for, at Huset var i Orden og gjøre det hyggeligt i den Tid, han var i det.

✂ Som Efterskrift kom der en Hilsen fra den gamle Justitsraad og hans Kone, de lykkeligste Mennesker, jeg kjender, skrev Bernhard, de tænke ikke paa noget Andet end at gjøre Livet behageligt for hinanden, sig selv og deres Nærmeste.

✂ Hasting tænkte i denne Tid ikke saa sjeldent paa Mademoiselle Caillou. Den heftige sanselige Forelskelse i hende var forlængst blusset bort. Tiden for det Stævnemøde, de havde sat hinanden i Paris, var gaaet over, og sandsynligvis havde hun ligesaa lidt været der som han. Men naar hans Tanker søgte hende, saa var det kun for at faa en vis pirrende Oplivelse.

✂ Og saaledes kunde han ikke blot tænke paa hin Nat paa Skibet og Afskeden i Kahytgangen; men han kunde ogsaa tænke paa, hvorledes det vilde gaa, hvis han drog til Bordeaux, opsøgte hende der, ægtede hende, fik hendes Medgift og ved dens Hjælp enten begyndte at drive Forretninger efter stor Maalestok eller førte et mageligt og yppigt Liv i det 126 skjønne Sydfrankrig, hjælpende sin Svigerfader med Studier over Bordeauxvin. Disse Tanker havde den Fordel, at de rykkede ham bort til en helt anden Forestillingskreds, der havde den yderligere Fordel, at de rykkede ham bort til en helt anden Forestillingskreds, der havde den yderligere Fordel, at den i intet Punkt frembød Berøring med det Nuværende.

✂ Og saa kunde han atter med Væmmelse kaste alle sine Tanker fra sig og foretrække at forblive i sit uforstyrrede graa Tungsind.

✂ Saa tog han fat i sine Arbejder og sled for Alvor; anvendte al den aandelige Kraft, det var muligt at forbruge paa dem og trættede sig tillige legemligt.

✂ Hans Arbejde førte ham til forskjellige Egne af Jylland, hvor han opholdt sig. Han havde ingen Venner derovre og kun faa Bekjendtskaber. Hans meste Omgang var et Par engelske Ingeniører. I deres Selskab drømte han sig stundom tilbage til de indiske Dage, en Periode, der nu forekom ham at have været en Lykkens Tid, rig paa Fred og rig paa Liv og Forhaabning.

✂

SYTTENDE KAPITEL

✂ Under sine Arbejder var Hasting oftere kommet i Berøring med en yngre Godsejer, Kammerjunker af Stand, hvis Ejendom laa i den nye Jernbanelinie. Det var en Mand af adelig Familie, om end Adelen var ganske ung, og ret formuende.

✂ Kammerjunkeren, som satte en Stolthed i at være en praktisk Mand, med Blikket aabnet for Tidens Krav og Fordringer i forskjellig Retning, interesserede sig meget for Anlæget, om hvis Betydning for sin Ejendom han nærede de største Forventninger. »Vi blive selv bragte til Hamborgs Porte,« sagde han, med en fornøjet Sikkerhed, der skulde være præget af den ægte Forretningsmands sunde og hurtige Blik.

✂ Han viste Ingeniørerne megen Opmærksomhed, og Hasting, som var den ledende Mand i Jernbanebygningen paa denne Egn, var ofte indbudt til Gaarden.

127

✂ Dette var en ny og stadselig Bygning. Desværre havde der ikke været Raad til at gjøre den saa stor, som Kammerjunkeren ønskede. Den Begrænsning, som hans Grandseigneurlyster mødte ved hans Formues mere beskedne Dimensioner, var han fornuftig nok til samvittighedsfuldt at respektere. Bygningen var derimod rigelig forsynet med Vaabenskjolde i Sandsten, og i dens Omgivelser fandtes, om end i ringe Udgave, adskillige Motiver fra et rigtig engelsk Herresæde.

✂ Smag for udenlandsk Elegance havde iøvrigt baade han og hans Frue. De havde rejst en Del i Udlandet, og der ikke blot gjort Bekjendtskab med adskillige smaa Finesser, som de satte ondt Blod i deres Omgangskreds ved at indføre, men hele Stilen for deres Liv søgte de at give et vist udenlandsk Sving. Den lille Skov, som laa nær ved Gaarden, blev ikke alene holdt som Park, men Kammerjunkeren holdt tillige en Væddeløbshest, som han rigtignok havde faaet ret billigt, men som saa ogsaa indskrænkede sin Virksomhed til at blive anmeldt og trukken tilbage inden Løbet. I en Bugt af Havet, der laa i skjøn Nærhed af Gaarden, saa man endelig en pyntelig Kutter fortøjet ved en stadselig Landgangsbro, der hvor hans Fader havde havt en gammel Sejlbaad, - som han rigtignok selv forstod at sejle med, - liggende ved nogle møre Pæle.

✂ Kammerjunkeren var selv ikke nogen særlig dygtig Sømand; han holdt egentlig slet ikke af at sejle. Kutteren blev derfor ikke brugt meget, men den laa og tog sig godt ud om Sommeren, og dens pyntelige Rejsning var helt ude paa Havet en Underretning om, at det var noget Fint, som skjulte sig under den takkede Gavl, der tittede frem mellem Træerne.

✂ Endelig var der som en sidste og højeste Finhed hos Kammerjunkeren Tale om, at der skulde anlægges et Fasaneri, naar Hveden gik lidt højere.

✂ Man holdt hos Kammerjunkeren meget af at have Udlændinge i Besøg og var ogsaa jævnlig saa heldig at have saadanne.

✂ I dette Efteraar havde man havt et Par preussiske Officerer i Besøg. Kammerjunkeren skjændte meget paa den kjøbenhavnske Politik og de kjøbenhavnske Blade, skjøndt hans 128 Ideer næsten udelukkende vare hentede fra deres Kilder. Maaske havde han selv en Følelse heraf og en Trang til nu og da at vise, at han gik sin egen Vej. Hertil havde Officererne forsaavidt tjent, som Bekjendtskabet med disse Gjæster skrev sig fra Jyllands Besættelse, da de havde ligget i Kvarter her paa Egnen. Nu at kurtisere dem var da ikke kjøbenhavnsk.

✂ Det var endvidere begge to Mænd af Kavalleriet med fine adelige Titler, og Bekjendtskabet med dem bestyrkede Husets Anseelse som havende europæiske Forbindelser.

✂ Nu vare Preusserne rejste, og den udenlandske Sæson betragtedes som endt; da indtraf der en stor og vigtig Begivenhed.

✂ En Dag havde man hørt Skud knalde paa en lille Holm, som laa ude i Vandet, og hvor der var god Harejagt. Da man skulde se til, laa der under den et stort og meget smukt frem« med Lystfartøj, og en til dette hørende Baad laa ved Holmen. Aabenbart havde den sat de Folk i Land, som nu knaldede lystig løs paa Kammerjunkerens Jagt.

✂ Kammerjunkeren følte meget for sin Værdighed; han blev i høj Grad opbragt over dette Indgreb i sine Rettigheder, navnlig hvis det skulde vise sig, at det var øvet af simple Matroser og Styrmænd fra Skibet.

✂ Han væbnede sig og sin Skytte, som dog tillige fik Ordre til, at være i sin pæne Uniform, for det Tilfælde, at man skulde træffe paa fine Folk. Saa sejlede man ud til Holmen.

✂ Der gik ganske rigtig et Par fremmede engelske Herrer og prøvede, om deres Bøsser skulde være rustede i Søen, paa de stakkels Harer, som de behandlede med stor Ringeagt, naar de laa skudte ned og ikke syntes at have til Hensigt at tage med.

✂ Kammerjunkeren optraadte fornærmet, men med Værdighed. De to Englændere optraadte endnu mere fornærmet og endnu mere værdigt, og den ene af dem antydede, at de jo kunde betale for den Skade, de havde gjort.

✂ Den affejende Fornemhed, hvormed han var bleven modtaget, gjorde Kammerjunkeren lysten efter at gjøre disse Herrers Bekjendtskab, og han spurgte i en Tone, fra hvilken det Fornærmede var ganske banlyst, om hvem han havde at gjøre med.

129

✂ Det viste sig da at være hverken mere eller mindre end en engelsk Hertug og en »honorable«, hans Ven.

✂ Det var Folk. Det var jo en Ære for Grunden, for Harerne og for Kammerjunkeren, at de havde skudt her, og fra dette Synspunkt tog Jagtejeren det ogsaa. Man skiltes derfor ikke blot i stor Venskabelighed, men Hertugen og den Honorable havde endog forinden maattet aflægge et bindende Løfte om at besøge Kammerjunkeren paa det faste Land og se, om de fandt det Umagen værd at skyde Noget der.

✂ Og dette Løfte blev holdt. Yachten laa godt i den stille Havbugt, og efter en stormfuld Overrejse fra Norge, havde Hertugen ikke Noget imod at rekreere sig paa Landjorden i smukke Skove, der stod i den prægtigste Efteraarsdragt.

✂ Han gjorde Besøg alt Dagen efter. Uheldigvis var man ikke hjemme, men Kammerjunkeren vidste ikke, om det ikke var Noget, man skulde glæde sig over, et Held var det ialfald i Uheldet, at Gaarden derved var kommet i Besiddelse af noget paa hele Egnen saa Enestaaende som et hertugeligt Visitkort.

✂ Han bestemte sig da ogsaa til at smede, medens Jernet var varmt, og endnu samme Aften havde de to fornemme Vikinger forpligtet sig til at spise til Middag paa Gaarden en Dag kort efter.

✂ Det er en Selvfølge, at der til denne tilsyneladende improviserede Fest blev gjort de største Tilberedelser, ikke blot hvad Maden angaaer, - der var endog Tale om ved Telegraf at hente en Restauratør fra den ildesete Hovedstad, Noget som dog blev opgivet mere af økonomiske end af politiske Grunde - men ogsaa for Selskabets Vedkommende. Hele det Kontingent af fine Folk, som den lidt tyndtbefolkede Egn kunde stille i adskillige Miles Omkreds, var indbudt til Møde.

✂ Efter megen Overvejelse var det bleven bestemt at medtage Hasting og en engelsk Ingeniør, der var sammen med ham. Det var nemlig en Kjendsgjerning, at Kjendskabet til engelsk Sprog, ialfald Færdighed til at tale det, var saa lidet udbredt i Egnen, at man ikke turde vise saadanne Acquisitioner fra sig, til Trods for deres borgerlige Stilling, som de fremmede Englændere dog ikke behøvede at lære at kjende.

✂ Det maatte ogsaa bemærkes, at den engelske Ingeniør, som 130 det jævnlig er Tilfældet med Fremmede, havde indgivet Kammerjunkeren nogle Forestillinger om, at han var af fornem Slægt, som Hasting dog ikke ret vilde tro paa vare korrekte. Der var navnlig en Lord, som Ingeniøren jævnlig omtalte som en Nærpaarørende, og som Hasting følte sig overbevist om kun var Lordmayor i en lille Ravnekrog. Men da Englænderen, fraregnet et vist Hang til Butikssvendeelegancen, var en meget brav og dygtig Fyr, havde Hasting aldrig blandet sig i disse uskadelige Pralerier, som aldrig bødes ham selv, men overladt til Kammerjunkeren at tage dem, som han vilde.

✂ Festdagen kom. Gaarden anstrængte sig til sit Yderste for at se ud som et Slot. Alt hvad der var af Blomster i Væxthusene var rykket ud til Tjeneste i Værelser, paa Gange og Trapper og paa den lille Terrasse ud imod Haven, som Kammerjunkeren den Dag vilde have givet ubesindig meget til at have omgivet af et Rococco Marmorgelænder med store Vaser i.

✂ Han trodsede dristig Egnens Folks skarpe Blikke ved at tillade sig at ophænge et Par gamle Oliemalerier af Frederik den Femte og Kristian den Sjette i Hofdragt saaledes i Dag«! ligstuen, at de maatte gjælde for Forfædre for et med de oldenborgske Fysiognomier ukjendt Øje.

✂ Udenfor Gaarden var der samlet en stor Mængde Bønder og andre Folk fra Omegnen, hvilket ikke havde været saa vanskeligt, thi det Rygte var udbredt i de lavere Lag af Samfundet, at det var en engelsk Prins, som skulde i Besøg, og hvem vilde ikke se ham. Inde i den nærmeste lille Kjøbstad var det bleven til Prinsen af Wales selv.

✂ Inde i Gaarden var store Anstrængelser gjorte for at exercere Folkene og dressere et Par indkaldte Karle med nogenlunde antagelige Tjenermanerer. Stor Lid blev sat til en Tjener fra Hovedstaden, der nylig var kommet til Huset. Han havde været nogle Aar i Udlandet med sit Herskab, som havde været i den diplomatiske Løbebane og skulde fungere som en Slags Hushovmester. Han var tilbøjelig til at stjæle Rhinskvin og for at holde ham i godt Humør havde Kammerjunkeren den Dag foræret ham en Flaske fra de gode Hylder, men med Paalæg om ikke at røre den før om Aftenen.

✂ Han skulde ved Indgangen til Havesalen, der fungerede 131 som Salon, melde de Ankommende, thi Kammerjunkeren veg ikke tilbage for at bringe denne Skik i Anvendelse. Den Titulatur, hvormed han skulde anmelde den ubekjendte engelske Gjæst, var naturligvis bleven særlig indskærpet.

✂ Tiden kom, og Gjæsterne kom. Det var virkelig et imponerende Syn at se den ene Herskabsvogn efter den anden komme op ad Alleen i strygende Trav, der var gjemt til selve Opkjørselen, gjøre Svinget op foran Trappen med denne brede Vigtighed, som de gamle landlige Herskabskuske forstaa at lægge i det, og sætte deres fine Herskaber af.

✂ Alle havde de givet Møde med den nyeste Vogn, de bedste Heste og det bedste Seletøj. Alle havde de givet Folkene Gallaliberierne paa og de hvideste Handsker. Selv vare de i Pudsen, og vare end Kammerherreindernes, Baronessernes, ja selv Grevindernes Silkekjoler noget gammeldags, ialfald for den, der havde været sidste Vinter i Paris, saa var dog Kammerherrerne, Baronerne og Greverne med deres Nøgler og Ordener en imponerende Skare.

✂ Kammerjunkeren var saa glad, at han næsten var rørt.

✂ Midt imellem nogle Herskabsvogne, som under Rumlen og Smælden og ilsom Travlhed fra raabende Tjenere og lynsnare Jægere satte Herskaber af, thi det var alt blevet lidt sildigt, kom ogsaa Hasting og hans Englænder af deres lille Gig, hvori denne Sidste havde kjørt dem op til Gaarden. Englænderen vilde vise, at han ikke var forknyt ved at skulle i fornemt Selskab, kastede Tøjlerne til Staldkarlen med uforskammet Vigtighed og stampede ind i Vestibulen under en Tirailleurild af engelske Eder, som der ikke var nogensomhelst Anledning til.

✂ Denne Optræden vakte nogen Opmærksomhed mellem de Gjæster derude, som stod og tog Overtøjet af. Hasting var gnaven over disse uheldige Manerer og sagde i en ærgerlig Tone paa Engelsk til sin Kammerat, at han skulde skynde sig og gik saa rask henimod Døren. Dennes Laas hvilede i Haanden paa den udmærkede Tjener, som med stor Spænding ventede paa det Øjeblik, da han skulde udføre sit Bravournummer, Anmeldelsen af Hertugen. Være sig af Spænding eller af Rhinskvin, saa var han i en Stemning, der gjorde ham utidig virkelysten. Nok er det, i det Øjeblik Hasting, 132 der aabenbart var Nummer Et af de to Engelsktalende, nærmede sig Døren, smeldedes dennes Fløje op med et kunstforstandigt Tryk, og idet Hasting gik over Dørtærskelen, meldtes der af Tjeneren over hans Hoved et næsten tordnende:

✂ »Hans Naade, Hertugen af Lancaster!«

✂ Al Samtale forstummede i Salen; et Par unge Kammerjunkere og Officerer, som stod nær Døren, røbede Tendentser til at gjøre Front for Hertugen. Værten og Værtinden rusede frem fra de Grupper, de havde underholdt.

✂ De ældre Herrer maalte Hans Naade med en Blanding af Mistænksomhed og Underdanighed.

✂ De ældre Damer saa nysgerrigt paa ham.

✂ De unge slugte ham med et eneste Øjekast.

✂ Hasting selv havde kun Lyst til at slaa Tjeneren ihjel og sprænge det Hele i Luften.

✂ Han blev staaende i kejtet Forbittrelse. Kammerjunkeren, som i et Nu opdagede Fejltagelsen, blev ildrød af Fortvivlelse over Ulykken. Hele Glansen var nu gaaet af Modtagelsen og særlig af Anmeldelsesceremonien, hvoraf man havde lovet sig meget, og som hidtil havde gjort saa god Virkning.

✂ Men han fattede sig dog hurtigt, tog venligt imod Hastings Haand og sagde, at han maatte gjøre Meldingen om igjen, hvorpaa han præsenterede Hasting under sit virkelige Navn; den engelske Ingeniør, Ulykkens egentlige Ophavsmand, listede ubemærket ind under denne Forestilling.

✂ Hastings Stilling var paa Forhaand bleven ham ubehagelig i det fine Selskab. Dette syntes heller ikke ret villig til at finde Smag i ham. Han var kommet sildigere, end det sømmede sig for en saa rangløs Person i et saadant Selskab, og han var kommet ind i det paa en Maade, der, lad være malgré lui, saa dog var upassende, eftersom den havde prostitueret Selskabet ligesaameget som ham selv, mente man. Hasting havde selv en tydelig Følelse heraf, og med al den overdrevne Selvfølelse, som en Borgerlig kan sætte op ligeoverfor Adelige - og den kan være adskillig mere intensiv end de Adeliges i disse til det selskabelige Liv henviste, men derfor lige udødelige Standskonflikter - trak han sig tilbage til et af de Væreiser, der laa bagved Havesalen. I Grunden var han 133 naturligvis helst gaaet sin Vej, da han var pirrelig af Naturen, og den Slags sociale Ubehageligheder var ham desto pinligere, jo mindre de vare; en Knappenaal er for den Slags Folk farligere end et Sværd; Pirrelighed er i Reglen forbunden med en vis Energi, der ruster dem mod Sværdslagene, men denne Rustning ere Folk ikke iførte til Dagligbrug.

✂ Som han stod her og vaandede sig under Knappenaalen, hørte han en smuk, bekjendt Stemme fra en Gruppe, der stod midt i denne Stue sige:

✂ »Monsieur le Duc, kjender De ikke gamle Bekjendte her i Jylland?«

✂ Han vendte sig om; det var Frøken Rønnov.

✂ Hun var i elegant Selskabsdragt, fuldstændig i Harmoni med sine Omgivelser. Hun saa i det Ydre saa fornem ud som Nogen. Hun var klædt i en elegant dybtfarvet, men ikke mørk Silkekjole, der paa en mærkelig Maade fremhævede hendes blege Teint. Paa sin Kjole bar hun en Sløjfe, der viste, at hun hørte til et af de mest fornemme Klosteres Damer. Det var kort sagt en smuk og fornem Selskabsdame, der traadte ud til ham fra den exklusive Kredses Midte.

✂ Da hun forlod den, var der en Herre, der ligesom uvilkaarlig halvt fulgte med, men saa atter trak sig tilbage; en smuk, ældre Mand, lidt skaldet og graasprængt. Hasting havde strax lagt Mærke til ham, thi det var paa langt nær den mest glimrende dekorerede Herre der var tilstede.

✂ Hasting kunde ikke, til Trods for al den borgerlige Individualfølelse han stod paa, skjule for sig selv, at han var glad ved at have faaet dette fine Bekjendtskab; det var en vis Rehabilitation i Selskabet.

✂ Det var lidet sigende Replikker, de udvexlede, men han følte sig tilmode, som om han havde fundet et Fristed i den trykkende Situation.

✂ Han gik videre. Halvt uvilkaarlig slap det ham ud af Munden, om han maatte have den Fornøjelse at faa hende tilbords; han var jo vant til at være hendes Ligemand hos Bernhards.

✂ »Dersom ingen Anden har taget mig, naar Turen kommer til Dem at tage Damer, skal det være mig en Fornøjelse,« sagde hun.

134

✂ Og med den lidt ungdommelige Protegeren, hun tidligere havde lagt for Dagen, hun kunde vise ham, tilføjede hun belærende:

✂ »Her tager man Damer efter Rangen, med mindre man særlig tilsiges.«

✂ Hasting følte sig atter meget stødt over den for ham ufattelige Maade, paa hvilken hun ofte ligeoverfor ham optraadte lidt fornemt, og bukkede taust, som en Tilkjendegivelse af, at han ikke havde mere at sige.

✂ Imidlertid var Hertugen og hans Ven pludselig komne til at staa midt i Selskabet efterat have ladet vente saa længe paa sig, som det paa nogen Maade kunde gaa an.

✂ Tjeneren ved Døren var saa nedslaaet over sin Fejltagelse og den Irettesættelse, der var fulgt derpaa, at han havde udført Hovedpersonens Anmeldelse paa en saa forknyt og stilfærdig Maade, at de Færreste havde hørt det.

✂ Hertugen var en lille, mager, ganske ung Mand, med et ganske tyndt Skjæg, der var trevlet saa tyndt ud og spredt saa meget, at det saa ud, som om en stærk Vind havde blæst det ud om hans Ansigt Haar for Haar.

✂ For et Øje, der ikke var fortrolig med den sidste Londonner Fashion, saa det ud, som om hans Tøj sad daarligt og hængende paa ham, men enhver kunde forstaa de tre Knapper i hans Skjorte, som var tre Diamanter han altid bar, naar der ikke var Verdensudstilling, da han saa altid var anmodet om at laane disse Familiestykker til den engelske Afdeling.

✂ Som Helhed saa imidlertid hans Ven, en høj, smuk, fattig Fornemhed ganske anderledes elegant ud, skjøndt han manglede Skjorteknapper af Brillanter og maatte nøjes med smaa Kanonkugler efter sidste Parisermode af Guldsmedearbejde.

✂ De nødvendige Præsentationer fandt Sted. Kammerjunkeren var stolt af sit Selskab, men snød sig paa en underfundig Maade fra at oversætte andre Kammerjunkertitler end sin egen, - som oversat paa Engelsk lød som en Hofcharge af den største Vigtighed -, og gav et Par yngre militære Fæller, der vare benaadede med den, deres militære Titler, sikker paa at disse ikke kunde remonstrere, da de ikke kunde et Ord Engelsk og maatte give deres velvillige og ærbødige 135 Følelser for Hertugen Luft i en forekommende Murren, der ikke udtrykte noget Bestemt.

✂ Han kunde ogsaa godt undertrykke disse Titler, thi da han havde forestillet, hvad der var af Kammerherrer og Hofjægermestre, var Hertugen strax paa det Rene med sig selv om, at denne Egn maatte være den, hvor samtlige det danske Hofs Funktionærer laa paa Landet om Sommeren.

✂ Den Eneste af Selskabet, der iøvrigt gjorde noget særlig Indtryk paa Hertugen, var den ældre Herre, der var Frøken Rønnovs Kavaller. De kjendte strax hinanden, hvilket hævede ikke blot Kammerjunkeren, men ogsaa samtlige de Tilstedeværende i hinandens Øjne. Hertugen kunde godt erindre, at han som halvvoxen havde set Greven - det var den ældre Herres Titel - i sin Faders Hus, hvor han var bleven indført af Grev Jarnac, »Frankrigs og Englands fælles Ven«.

✂ Imod Greven var Hertugen høflig, imod de Andre venlig, med Undtagelse af sin Landsmand Ingeniøren, hvem det behagede ham »to cut« paa en Maade, der tilstrækkelig viste, at han ikke ansaa ham for værdig til at spise ved samme Bord som han, Noget, der heldigvis ikke blev bemærket af Kammerjunkeren, som var kommet til Kræfter ved at se, at Hertugen kunde træffe en europæisk Bekjendt hos ham og tale med ham om Grev Jarnac, Baron Brunnow og Hr. von Bunsen, Mr. Cowper og Mr. Anson, kortsagt hvad der havde været elegant og omtalt i London for en Menneskealder siden.

✂ Det er overflødigt at sige, at da man gik ind i Spisesalen, havde Hasting ingen Dame, Frøken Rønnov var forlængst efter Tilsigelse ført bort af den hertugelige Ven og Adjudant. Paa sin anden Side havde hun Greven.

✂ Hasting gik ind med nogle enlige Herrer, og hans engelske Ven luskede hen ved Siden af ham.

✂ Dernede hvor han fik Plads, talte man endel om Selskabets Spidser. Her fik Hasting da at vide, at Frøken Rønnov var i Besøg paa Grevens Herresæde, hvor hun var næsten hver Sommer. Greven var ikke gift; hans Hus styredes af en gammel Tante, som ogsaa var der og var Kammerjunkerens Borddame. Det hed sig, at Greven havde friet til Frøken Rønnov, men at hun ikke vilde have ham; hvorfor vidste man kun ikke.

136

✂ Hasting saa først ved denne Lejlighed, hvor smuk hun kunde se ud, skjøndt hendes Ansigt ikke var af den Art, man vilde give til dem, der skulde være Skjønheder. Han bemærkede tillige, at hun besad de skjønnest formede Skuldre, han nogensinde havde set.

✂ Festen løb imidlertid tilfredsstillende af. Kammerjunkeren var end ikke fri for naivt at smigre sig med, at hans Arrangement havde gjort et vist imponerende Indtryk paa hans Gjæst, som var en af de rette engelske Magnater, der ikke selv vide, hvad de besidde og leve derefter. Imidlertid havde han sikkert den Trøst, at Hertugen og hans Ven drak umaadelig af hans Rødvin, idet de begge forsikkrede, at den var meget let.

✂ Virkningen af den lette Vin var imidlertid ret heldig paa den unge Hertug, der efter Bordet plejede, enten at sige, at der i Europa kun var et halvt Dusin Huse, Fyrstehusene indbefattede, hvor han brød sig om at komme og kunde komme for sit Forhold til Plantageneterne, eller at gjøre Jongleurkunster. Denne Gang valgte han det Sidste og forbausede Selskabet ude paa Terrassen ved den Færdighed, hvormed han kunde kaste Boldt med Underkopperne - et nyt fransk Stel, Fruens Stolthed - uden at slaa mere end højst hver tredie itu, og over den ufejlbare Sikkerhed, hvormed han greb sin Hat med Hovedet, efter at have hvirvlet den højt op.

✂ »Vil De nu være min Kavaler?« lød det pludselig til Hasting, da han drev omkring for sig selv paa Terrassen og saa paa Blomsterne, som om det var hans Livs Formaal at studere Pelargonier.

✂ Det var atter Frøken Rønnov.

✂ »Jeg har Lyst til at gaa en lille Tur i Haven,« sagde hun, »her er saa smukke Udsigter.«

✂ »Men lad mig først forestille Dem for Greven,« sagde hun atter, efter et Øjebliks Tøven.

✂ Dette skete, og Greven hilste paa Hasting med den Høflighed, der dog ikke lader Vedkommende i nogensomhelst Tvivl om, at den Paagjældende er ham saa ligegyldig, som den kinesiske Mandarin, der i dette Øjeblik er hans Antipode.

✂ Saa gik Turen ned i den smukke, store Have. Hasting havde strax fra første Færd, da han mødte Frøken Rønnov 137 paa denne Grund havt Følelsen af, at hun var bleven helt anderledes sindet imod ham, end hun havde været i København. Der var noget indtagende Venligt, næsten Fortroligt i hendes Væsen mod ham. Hun syntes med sin sædvanlige Ærlighed gjerne at ville lade ham vide, hvad denne Forandring skyldtes.

✂ Da de vare komne ned fra Terrassen, sagde hun: »Jeg hører, De har forladt Kjøbenhavn for længere Tid, det er vist en meget rigtig Beslutning, om den ogsaa ikke er faldet Dem let. Naar man lige er kommet hjem, efter en saa lang Fraværelse, vil man gjerne være mellem dem, man holder af.«

✂ Hasting forstod godt, at hun troede, at han var flygtet for ikke at fristes af Ida og taug.

✂ »Jeg har havt Brev fra Ida,« fortsatte Frøken Rønnov mere i Forbigaaende; »det er hende som har fortalt mig, at De var rejst fra Byen. Hun skrev, at hun fandt det saa rigtigt af Dem, thi De trængte til Sysselsættelse og Arbejde.» Derpaa vedblev hun stadig i den almindelige egale Tone: »Det ser ellers trist ud derovre. Felix's Død synes jeg, naar jeg skal dømme paa Afstand, har kastet en tung Skygge over det Hele. Alle ere alvorlige, selv Grosserer Bernhard har jo tabt sit gode Humør.«

✂ »Ja, det Dødsfald har gjort stor Forandring,« sagde Hasting.

✂ »Mig har det ogsaa gjort meget ondt,« sagde Frøken Rønnov, og med næsten bevæget Stemme fortsatte hun: »Jeg holdt meget af ham, ogsaa da han var ødelagt.«

✂ »Det Eneste, der forsoner dermed er, at det ikke var uforskyldt,« sagde hun. »Jeg kjender Noget til hans Liv; vi saa det Hele, medens De var i Indien. Han var virkelig alvorlig indtaget i Ida og kunde have blevet hendes lykkelige Ægtemand og gjort hende Livet lykkeligere og righoldigere end den Mand, hun fik, har gjort det. Men saa ... Ja, De ved jo, hvorledes han forbrød sig mod dem begge. Da var Ulykken sket. Han kunde have faaet den rige Pige eller ikke, han kunde være blevet i Idas Nærhed eller rejst til Verdens Ende, det var gaaet omtrent, som det gik. Der er Forhold i Livet, og dertil hører først og fremmest Kjærlighed, som er i den Grad Midtpunkt og Nerver i Menneskets Tilværelse, at 138 naar de krænkes saa er Tilværelsen ødelagt, ligesom man paa den anden Side, naar man frelser dem, frelser Livet.«

✂ Hun talte med stor Varme; denne Gjenstand syntes at have beskjæftiget hende meget.

✂ »Hvis det er saaledes,« sagde Hasting, »maa der være mange fortvivlede Mennesker til.«

✂ »Det er efter min Mening en Ulykke, at der ikke er det. Der er Mange, som krænke Livets hellige Kjærne, og som ogsaa blive ødelagte deraf, men som ere saa daarlige, at de end ikke mærke det, end sige sørge over det. Og det er derfor jeg endnu holder af Felix, fordi han dog var af dem, der kunde fortvivle over sig selv.«

✂ Hertil taug Hasting, thi der var Noget i hendes Ord, som ramte ham dybt.

✂ De kom frem fra en Allee og kom atter lige for Terrassen, hvor de saa Selskabet, skjøndt Figurerne vare utydelige i Dæmringen.

✂ »Jeg vidste ikke, at De var fra denne Egn,« sagde Hasting.

✂ »Det er jeg ikke heller,« sagde hun, »men jeg har Familie her paa mødrene Side; Greven er tillige en Slags Formynder for mig, forsaavidt en gammel Pige som jeg behøver en Formynder. I mine Ferier er jeg jævnlig herovre.«

✂ »Greven er vist en meget elskværdig Mand,« sagde Hasting mere for at sige Noget, men blev strax flau over denne Bemærkning, og sagde: »Det er en smuk Mand, med et meget elegant Væsen.«

✂ »Det er en sand Adelsmand foruden og forinden,« svarede hun, temmelig tørt.

✂ »Elskværdig, fornem, rig . . .«

✂ »Han har et smukt Grevskab, men hvad mere er, han har havt Raad til at gjøre Afkald paa et andet stort Gods til en Slægtning, som Intet havde uden en noget tvivlsom Adkomst dertil paa Grund af et Familiearrangement, som neppe kunde have holdt Prøve ved Domstolene.«

✂ »Det var jo overordentlig gentilt,« sagde Hasting, »men en Borgerlig kunde dog maaske have gjort det Samme.«

✂ »Det vil jeg naturligvis ikke benægte,« sagde Frøken Rønnov, »aldenstund min egen Adel er saa tvivlsom, at jeg gjør bedst i at regne mig til de Borgerlige. Men jeg vil sige Dem 139 noget Andet, som gjør en stærkere Forskjel paa Greven og Dem og de fleste andre Mænd. Mænd tro altid, de kan faa, hvem af os de behage. Fra Trøjealderen af gaa de med Tørklæde i Haanden. Greven har Respekt for Kvinden, og det skjøndt han er en gammel Diplomat. Men det bliver for mørkt nu, lad os gaa op til Terrassen.«

✂ Paa denne var der nu tændt kulørte Lamper, det saa meget festlig ud, og man skulde til at afbrænde et lille Fyrværkeri.

✂ »Han har set os,« udbrød hun pludselig med glad Betoning, da de gik op ad Vejen.

✂ »Hvem?«

✂ »Greven naturligvis; han kommer ned imod os. Jeg ved Ingen, der ser saa skarpt som han, og saa har han tillige den dejligste Maade af Verden, som jeg endnu har set, til ikke at se, hvem han ikke vil se.«

✂ Greven kom nu hen til dem. Han havde hendes Overstykke paa Armen. Idet han vendte sig saameget ogsaa til Hasting, at han ikke var uhøflig mod denne, sagde han til Frøken Rønnov, at hun vist var gaaet altfor længe i Aftenkøligheden, og at han var bange for, at hun skulde forkøle sig. Og han hængte Overstykket om hende.

✂ Der var en saadan Blidhed i Tonen i disse Ord, en saa inderlig, hengiven Ærbødighed over hans Holdning, at Hasting følte, det maatte være hendes egen Villie, naar hun ikke var Grevinde.

✂ Oppe paa Terrassen fik Hasting, som var bleven nysgjerrig efter at høre Noget om Greven, at vide, at han virkelig blev anset for at være i høj Grad »nobel« af Tænkemaade.

✂ Med Afkaldet paa Godset forholdt det sig ganske rigtigt. Sit eget Grevskab styrede han med stor Rundhaandethed. Hans Bønder havde det fortrinligt, og han var overordentlig ivrig i at fremkalde nye Foretagender og støtte dem af sine egne Midler. Hedesagen havde en af sine mest opoffrende Venner i ham.

✂ Da Folk jo ikke holde af, at give Ros i Form af Anerkjendelse, vare disse Meddelelser blandede med adskillige Beklagelser over, at Grevskabet ikke blev styret økonomisk, at han ikke havde noget kritisk Blik for de Foretagender, han indlod sig med, men var altfor let at løbe med o. s. v., ligesom det 140 ogsaa blev meddelt Hasting, skjøndt det egentlig ikke havde Noget med denne Sag at gjøre, at han skulde have levet et vildt Liv, da han var Gesandt i Spanien, ja efter Nogles Sigende være hemmelig gift derovre med et Fruentimmer, som der sandsynligvis ikke var Noget ved, siden man aldrig hørte Noget derom. Men dette var maaske Grunden til, at han ikke giftede sig, hvilket ogsaa var meget uheldigt, da Grevskabet derved kom til at gaa til den holstenske Linie. Patriot var han altsaa efter disse Hjemmelsmænd ikke, og hvad kunde det saa nytte med nok saa mange Kanalanlæg.

✂ Denne Beretning kunde Hasting ikke faa til at stemme med, hvad der var bleven fortalt af Frøken Rønnov.

✂ Fyrværkeriet blev afbrændt og tog sig fortræffeligt ud med de mørke Træer som Baggrund; kun Hertugens Navnechiffer, der skulde straale til Slut vilde ikke ret vise sig; først spruttede nogle Linier op og saa nogle andre, medens de første gik ud, og da det Hele syntes forbi, kom Kronen frem, paa en højst forstyrrende Maade.

✂ Men Hans Naade var i høj Grad tilfreds alligevel; drak et Glas Kognac og Vand, som hans Ven og Adjudant havde sørget for, at man bød ham, drak endnu et og et tredie, bestandig med mere Kognac og mindre Vand, roste Kognac'en som et fortræffeligt Produkt og tog saa Afsked med sin henrykte Vært og Værtinde.

✂ Gaarden holdt fuld af Herskabsvogne med skinnende Lygter; det almindelige Opbrud kom, og Vognene med de skinnende Lygter spredte sig som Lygtemænd ud over Omegnens Veje.

✂ Hasting kom til at hjælpe Frøken Rønnov ned i Vognen, Greven kunde ikke slippe bort fra Kurtisering af de Folk, der havde skumlet om hans spanske Giftermaal.

✂ Hasting blev forestillet for den gamle Enke grevinde, Tanten.

✂ Da Vognen endelig var lukket, bøjede Frøken Rønnov sig ud og sagde til ham: »Jeg haaber vi ses igjen herovre i Jylland.«

✂ Greven hilste og sagde, at han haabede, Hasting vilde gjøre ham den Fornøjelse at komme over og se hans Ejendom.

141

✂

ATTENDE KAPITEL

✂

✂ Dagen efter Festen for Hertugen var atter en ganske almindelig Arbejdsdag for Ingeniørerne, belagt med Spørgsmaal om Grusning, Tilretning af Sveller og Modtagelse af Skinner.

✂ Hasting havde sit Kvarter i en Bondegaard. Et Par Stuer vare der indrettede til Bolig og Kontor for ham, lave Stuer i den lange Længe. Vinduerne vendte ud mod en Bivej, der gik under tæt bevoxede Gjærder. Hans Tegnebrædt stod foran Vinduet; Udsigten til Vej, Gjærde og Grøft skulde ikke adsprede ham i hans Arbejder.

✂ Det var stille, jævn Regn den Dag; paa Himlen kun graa Skyer, mørkere Graat, der trak langsomt hen over lysere Graat; Skyer af den mørkere Schattering kom frem bag Skoven, «og efter dem atter andre og saa igjen andre. Regnen faldt bestandigt, ikke hurtigt og ikke voldsomt med et rask Angrebs Livlighed, saa at man tilgiver, at man bliver vaad, men langsomt, sejgt, udholdende, fortællende Enhver, at den vilde blive ved hele Dagen og ikke havde mindste Hastværk for at blive færdig. Det gjør En forbittret paa en saadan Regn.

✂ Det var et Vejr, som stemmede vel med Hastings Sindsstemning, med den dybe Nedstemning, den ensformige Slaphed og Lede, som havde bemægtiget sig ham efter den første Tids hede Fortvivlelse.

✂ Han saa paa den Stadighed, hvormed de nye Graaskyer kom glidende op over Himlen, paa den mekaniske Regelmæssighed, hvormed Regndraaberne punkterede Vandpytterne i Hjulsporene paa Vejen udenfor, paa den utrættelige Maade, hvorpaa der paa de store Skræppeblade udenfor hans Vindue blev trillet sammen Vanddraaber, der bleve større og større, tilsidst for store til at staa stille og saa trillede henad Bladene og faldt i det vaade Græs. Han saa paa de Draaber, der trak den ene vaade Stribe efter den anden ned ad de smaa Ruder; langsomt og betænksomt kom de, tøvende paa Vejen, drejende sig saa hist og saa her og først efter at have gjort mange Ophævelser med en pludselig Beslutning skydende rask ned, men i den Bane, de saa havde draget, smuttede smaa Draaber 142 ind, der ellers havde siddet fast, men som nu vare blevne hjulpne afsted.

✂ Hasting var den Dag saa lidt oplagt til sit Tegnebrædt og til sine Tabeller, at han foretrak at staa og se paa dette Skuespil. Gaarsdagen havde vakt forskjellige Tanker og Betragtninger tillive i hans Sjæl. Den graa Ensformighed, som rugede over ham, var bleven brudt igaar; han havde faaet adskillige andre Ting at tænke paa. Han ærgrede sig over den komiske Rolle, han var kommet til at spille i Begyndelsen; han havde oprindelig, og havde yderligere ved sin Omgang med Englændere faaet udviklet megen Følsomhed for Alt, hvad der kunde sætte ham i et vist komisk Lys. Tillige gik det naturligvis ham som Alle, at de tro, at man lægger meget mere Mærke til og beskjæftiger sig meget mere med dem og deres Anliggender, end det virkelig er Tilfældet. Han ærgrede sig altsaa stadig over sin Hertugtitel; men over den Ærgrelse hævede sig stærkt og velgjørende Erindringen om Frøken Rønnovs Optræden. Han glædede sig meget ved at tænke paa den, erindre sig alle dens Enkeltheder; han var hende ikke blot erkjendtlig, fordi hun havde hjulpet ham paafode i Selskabet, men han havde tillige en Følelse af, at hun havde været og kunde være en Skriftefader, med hvem han alt havde talt meget om Ting, der laa ham paa Hjerte, uden at nævne dem ved Navn.

✂ Han førte alle Samtalerne om igjen, medens han stod og saa paa Regnen, og rettede og forbedrede naturligvis i sine egne Ord, som han fandt havde været aldeles indholdsløse.

✂ Og herunder kom han til at længes meget efter hende, han havde talt med. Han fik strax Lyst til at tale med hende endnu idag; hvorfor vidste han egentlig ikke. Han havde talt ud; mere end hun vidste, vilde han ikke betro hende; den Forestilling, hun aabenbart havde, at han frivillig havde undflyet Ida, vilde han ikke betage hende. Men han vilde gjerne tale med hende, opmuntres, trøstes, vejledes, ja, det var Sagen mente han.

✂ Han vilde ønske, at han kunde møde hende. Han gav sig til at gaa frem og tilbage. Der var halvanden Mil fra hans Bolig til Grevens Herresæde. Det var det Mindste ved det.

143

✂ Men der var ingen Sandsynlighed for, at han vilde møde Nogen ude i et saadant Vejr.

✂ Ligemeget. Han kunde ikke modstaa sin Lyst. Han kaldte paa sin Karl og sagde, at han skulde ud, og at det var bedst, at der blev spændt for den Vogn, han brugte til sine Forretningskjørseler.

✂ Karlen havde gjort sikker Regning paa at blive hjemme, og havde ingen Lyst til at komme ud i et saadant Vejr. Han gjorde nogle smaa Indvendinger og snakkede om Hestene.

✂ Hasting behøvede blot saamegen Modstand for at blive aldeles sikker paa Nødvendigheden af at komme over og se efter Frøken Rønnov, og et Kvarter efter rullede han hen ad den vaade Vej ind i Skoven og hen mod den grevelige Gaard.

✂ Vejen gik gjennem Skov og over Marker. Det dryppede i Skoven og Regnskyerne hang helt ned over Markerne. Det var ikke nogen behagelig Tur, men Hasting var oplivet ved den.

✂ Grevens Herresæde meldte sig helt nede ved Kongevejen kun ved et Par murede Indkjørselspiller; derfra førte en lang Allee, næsten en halv Fjerdingvej, dels gjennem Skoven op til Hovedbygningen. Kusken vilde dreje om ved Indkjørselen, men Hasting sagde, at han skulde holde, han vilde gaa op til Forvalterboligen, som han havde fundet et Paaskud til at gjøre til Maalet for sin Rejse.

✂ Han vilde gaa, nærmest fordi han tænkte sig Muligheden af at kunne møde Frøken Rønnov i Alleen. Han gik op ad denne forbi det ene dryppende, mosstribede Lindetræ efter det andet, men der var Ingen; intet levende Væsen viste sig i det lange Perspektiv. Endelig stod han ved den store Indkjørselsport, som førte ind i Slotsgaarden. Dens Gitterfløje vare lukkede. Herskabet var dog vel ikke bortrejst eller der var Sygdom paa Gaarden? Han gik ind af en af Sidegangene og stod saa i Slotsgaarden. Stor og rummelig laa denne foran den prunkende Hovedbygning, der var opført i det forrige Aarhundredes Palaisstil og rigt forsynet med de Ballustrader og Vaser, som Kammerjunkeren saa gjerne vilde havt Noget af, da Hertugen besøgte ham.

✂ Godsforvalterens Bolig og Kontor laa i en Sidebygning tilhøjre. Det var i Grunden den gamle Bygning eller ialfald en 144 Længe af den, der var bleven staaende, da det nye Slot opførtes paa en anden Plads end det gamle. Boligen var et rødt, tykmuret Stykke Bygning, som skjultes halvt eller mere af en tyk Skjærm af de gamle Linde, der ogsaa vare slupne ind i Gaarden.

✂ Fra Staldbygningen, der laa ligeoverfor Forvalterhuset, saa et Karleansigt ud mod den Kommende, et andet tjenende Ansigt saa ned paa ham fra et Vindue ved den store Indgangsdør paa Slottet selv; men Ingen tog nogen Notits af ham. Da han var gaaende, var det jo givet, at han skulde ind paa Kontoret. En underlig Snegl maatte det forresten være, der kom gaaende i et saadant Hundevejr.

✂ Ind paa Kontoret gik da ogsaa den Fremmede. Her traf han ganske rigtig Forvalteren, der i et saadant Vejr sad ved sin Pult.

✂ Den gamle Kammerraad - thi Greven var af de rigtige Grever, hvis Godsforvaltere blive Kammerraader - tog imod ham med al ønskelig Mistænksomhed. Det var en lun gammel Fyr, vant til i over en Menneskealder at expedere Folk, der hver havde deres lille Ræv bag Øret og vilde pudse Grevskabet saa for Et, saa for et Andet. Da han saa en af Baneingeniørerne komme, ovenikjøbet med »den gaaende Befordring«, hvorved der jo strax var noget Listende og Spionmæssigt, blev han dobbelt mistænksom.

✂ Saa kom Hasting med sin Forespørgsel; den var af en saadan Natur, at den godt kunde have været gjort ved Bud eller Brev paa tre Linier, og Kammerraaden var derfor i samme Øjeblik enig med sig selv om, at der var noget Filureri paa Færde. Men hvad var det? Det var Sagen; hvor skulde Knappen drejes Godset? Retningslinien var engang for alle afstukken, Stationen havde de faaet, hvor de vilde have den. Det kunde ikke være noget af Hovedspørgsmaalene, der skulde for igjen. »Men vi skal nok fange din Ræv, min Ven,« tænkte Kammerraaden, medens de ligegyldige Spørgsmaal og Svar bleve udvexlede om den ligegyldige Sag, som havde været Besøgets Paaskud.

✂ »Det aner mig, at det kniber med Gruset,« tænkte han, »jeg har hørt Noget derom, og nu vil han i Lag med vor Grusgrav.«

145

✂ Han spurgte, mest for at sige Noget, med hvad Befordring Ingeniøren var kommet, og da Hasting fortalte, at han var kjørt til Indkjørselen, men saa var gaaet op »for at rette Benene«, da spillede et Glimt i den gamle Rævejægers Øjne. »Rette Benene«, i et saadant Vejr. Nej, hans Instinkt havde været rigtigt denne Gang, som saa ofte før. Grusgraven laa netop ved Havens Udkant. Fra Indkjørselsalleen kunde man stikke lige over i den. Han saa ned paa Hastings Støvler; de vare saa tilsølede, som om han havde været i en Muddergrøft. Dette Indicium var jo ganske vist ikke afgjørende, thi Føret var afskyeligt allevegne. »Men han har nok været der alligevel,« tænkte Kammerraaden.

✂ »Det er en dejlig stor Have her er ved Gaarden,« sagde Hasting, »det Parti nede ved Indkjørselen saa navnlig meget malerisk ud med det afvexlende Terrain.«

✂ »Hoho, Ræven er allerede fanget,« sagde den Gamle til sig selv. »Han vil have mig derned og saa ganske tilfældig opdage Grusgraven; det bliver der ikke Noget af. Om ikke for Andet, saa fordi han er en Filur, skal han tvinges til at komme op med Lektien.«

✂ Og højt sagde han: »Haven er kjøn, ja Gu' er den kjøn, og afvexlende, ja Gu' er den afvexlende, men der hvor De har været, har De slet ikke set det Kjønneste. Det er netop slet ikke paa den Kant. Slet ikke.«

✂ Hasting taug.

✂ Kammerraaden tog efter en Vane, han havde, sin Merskumspibe, holdt den op for højre Øje med Spidsen lidt paa Skraa ud mod Hasting, forestillende sig, at det var et Gevær, han lagde an, saa slog han Laaget i med et lille Smæk, og idet han paa denne Maade symbolsk skød ham paa Pelsen, sagde han tørt:

✂ »De skulde komme herover en anden Gang i smukt Vejr, saa skal jeg vise Dem det Hele.«

✂ Herefter var der ikke mere at gjøre. Hasting sagde Farvel; Kammerraaden fulgte ham ud paa den høje Stentrappe, skød ham nok engang, da han havde vendt Ryggen til, fløjtede indvendig »Rævens Fangst« og satte sig saa atter ned for at studere sit Landmandsblad ved Pulten til det ensformige Akkompagnement af Tagdryppet paa Stenbroen.

146

✂ Hasting bandede i sit Hjerte den brave gamle Kammerraad, der ikke havde villet vise ham Haven, og skyndte sig saa ned til sin Vogn. Kusken satte et højst ynkeligt Ansigt op og klagede over, at han hverken havde faaet Vaadt eller Tørt, ja Vaadt havde han jo rigtignok faaet nok af, men det var ikke for det Gode, og saa Hestene!

✂ Hasting forstod ham. Han gav ham en god Drikkeskilling; det hjalp. Han fik en Indskydelse og spurgte, om man ikke kunde kjøre en anden Vej hjem.

✂ Det kunde man nok, men den var adskillig længere, for saa skulde man udenom hele Gaardens Have.

✂ »Det er ligemeget, lad os kjøre den, Rasmus,« sagde Hasting med nyt Haab.

✂ Rasmus vilde ikke gjøre Oprør umiddelbart efter en Tremark, tænkte vel ogsaa paa Muligheden af, at der kunde komme en til, og saa kjørte de.

✂ Ideen var heldig. Vejen gik paa et langt Stykke lige udenfor Havegjærdet, og fra Vognen kunde man se ind over dette.

✂ Hasting saa ufravendt derind; det gav et Sæt i ham. Paa den anden Side af en lille Plæne gik en Dame, som spadserede til Trods for det slette Vejr. Hun var hyllet i et langt vandtæt Overstykke. Hætten havde hun slaaet op og holdt den sammen under Hagen, og hun gik stærkt til. Han var dog ganske sikker i sin Sag. En stor Hund løb foran hende, hun kaldte, han kjendte Stemmen, ganske rigtig; det var hende.

✂ Hun drejede ikke Hovedet efter Vognen og forsvandt strax bag Træerne. Han vilde ikke holde og raabe hende an, men han var dog veltilfreds. Han vilde kjøre derover den næste Dag og være heldigere. Klokken havde været noget over Fire, da han saa hende. Hun spadserede formodentlig altsaa en Tur før Middagsbordet; gjorde hun dette i daarligt Vejr, gjorde hun det hver Dag.

✂ Rasmus fik ganske rigtig en Tremark til, da de kom hjem.

✂ Men atter den næste Dag maatte han spænde for og kjøre over ad denne Kant. Denne Gang gik Rejsen til en lille Landsby, hvorfra Hasting, der havde en fortrinlig Lokalsans, havde mærket sig, at man over en Marksti maatte kunne naa den Del af Haven, hvor han igaar havde set hende.

✂ Han passede Tiden, og lidt før Kl. fire stod han ved 147 Gjerdet paa det Sted, hvor den lille Plæne strakte sig ud til dette. Vejret var nogenlunde godt, hun maatte uden Tvivl spadsere idag, men der kom Ingen.

✂ Han stolede imidlertid fast paa et Held, han havde til at træffe Folk, han skulde træffe, og spadserede frem og tilbage paa Vejen. Klokken paa Taarnet, hørte han, slog et Kvarter, og utilladelig længe efter slog den halv.

✂ Saa kom en Gartnerkarl gaaende derinde. Hasting lod, som om han var standset lige i dette Øjeblik og spurgte, om man ikke kunde faa Haven at se, idet han med det Samme stak sin Haand ned i Lommen paa en betegnende Maade.

✂ Der var heller Intet til Hinder for at se den.

✂ Men hvordan skulde han komme ind?

✂ Ja, springe over kunde Herren vel ikke, og det turde han heller ikke lade ham gjøre, thi dermed forstod Gartneren ikke Spøg, og han kunde risikere at blive sat fra sin Plads; men hvis Herren vilde gaa et Stykke tilbage, var der en lille Laage, som han kunde blive lukket ind af.

✂ Den blev fundet. Hasting stod i Haven. Han fik at vide af Karlen, at Herskabet spiste Klokken fem, gjorde sig saa fri for ham og ilede omkring paa Lykke og Fromme. Han tænkte imidlertid, at det nu var saa sildigt, at hun maatte være paa Hjemvejen, hvorfor det var bedre at vove sig op i Nærheden af Hovedbygningen.

✂ Som han drejede ind i en Gang, han havde beregnet maatte føre der op ad, kom hun ganske rigtig imod ham, rigtignok fra Hovedbygningen, men ligemeget, der var hun. Hun gik med Hunden ligesom igaar, og denne blev først opmærksom paa den Fremmede, hvis Trin ikke lød paa den bløde Jord.

✂ Hasting var lidt forvirret, da han gik hen imod hende for at hilse; hun saa først meget overrasket ud og derpaa særdeles tilbageholdende, saa at han, inden de endnu havde vexlet et Ord, havde Følelsen af, at det var hende ubehageligt at møde ham saaledes.

✂ Det saa næsten ud, som om hun, hvis det havde været en bred Vej, vilde have gaaet videre uden at lade sig standse. I en smal Havegang lod det sig ikke gjøre.

✂ Da de havde vexlet de første Hilsener, spurgte hun ham, hvorledes det var gaaet til, at han var kommet her.

148

✂ Han sagde, uden at sige det, at han havde søgt hende, idet han svarede, at han var gaaet derind, da han var i Nærheden og at han var glad herover, fordi han havde mødt hende, som han gjerne vilde tale med.

✂ Om noget Bestemt?

✂ Nej, det kunde han egentlig ikke sige.

✂ »Altsaa en vis Trang til Selskab overhovedet var det, der drog Dem,« sagde hun i en lidt satirisk Tone, ikke fordi hun satiriserede over noget Bestemt, men fordi hun ikke vilde anslaa nogen fortrolig Tone. »Vil De besøge mig, skal De være velkommen; kom og gjør os et Besøg, Greven vil være glad ved at se Dem, og De vil finde, at han er en meget elskværdig Mand; min Tante vil De ogsaa have Fornøjelse af at gjøre Bekjendtskab med. Saa besøger De os. Farvel.« Og hermed rakte hun ham Haanden og gik videre.

✂ Hasting følte sig flau over denne Afslutning af Besøget og den fortrolige Tankeudvikling, han havde ment, dette vilde føre til.

✂ Langsomt og i en meget utilfreds Sindsstemning gik han tilbage til Laagen.

✂ Hans Skæbne vilde, at han, medens han gik langs Haven, paa Hjemvejen mødte Godsforvalteren, som kom kjørende hjem. Han lagde ikke Mærke til ham, han havde Forestillinger i Hovedet, der vare saa forskjellige fra dem, Forvalterens Skikkelse hørte til, at han ikke kjendte denne, skjøndt han kjørte lige forbi ham.

✂ Men Forvalteren kjendte ham i lang Afstand, og da han troede, at han vilde liste sig ubemærket forbi ham, gjorde han sig en Fornøjelse af at raabe højt til ham: »Goddag, Hr. Ingeniør!« og da Hasting efter at have hilst lidt forlegen var gaaet videre, førte han sin Rejsepibe til Øjet, sigtede og fyrede ikke et, men begge Skud fra en dobbeltløbet Bøsse af paa Ræven; thi nu var det sikkert med Grusgraven.

✂

✂ »Forelsket i hende kan jeg ikke være,« sagde Hasting engang til sig selv i disse Dage, i hvilke han meget beskjæftigede sig med Frøken Rønnov og det sidste Møde, han havde havt med hende.

149

✂ Han havde Ret i sin Antagelse, naturligvis, han var endnu ganske under sin ulykkelige Kjærligheds Herredømme, kun saavidt befriet, at han følte Trang til Medlidenhed og Fortrolighed hos en Kvinde.

✂ Nu maatte det siges, at det var et godt Valg at vælge Frøken Rønnov til sin Fortrolige.

✂ Da der var gaaet en Uges Tid, kjørte han over til Slottet, for, i Henhold til den Opfordring han havde faaet, at aflægge et formelt Besøg.

✂ Denne Gang kjørte han op ved Indkjørselen, lige løs paa den store Gitterport. Øjnene i Stalden saa strax, at det var en Visit, og Gitterfløjene sprang op. Øjnene ved Indgangen saa ogsaa, at det var en Visit, og da Vognen med al en Bondefjedervogns Rumlen og Dundren var kommet op for Døren, aabnede denne sig høfligt og gjæstfrit, og en Tjener i Husliberi hjalp Hasting ned.

✂ Ovre fra Forvalterboligen vogtede derimod to graa, skarpe Øjne mistænksomt paa Ræven.

✂ Damerne vare hjemme, og Tjeneren førte Hasting gjennem flere Værelser ind i en Sal. Den var meget stor, og der var saa mange Møbler, Blomsterpartier og Arrangementer med Vedbendskjærme og Billedhuggerarbejde, at man strax kunde overse, at der var Folk i den.

✂ Men Frøken Rønnov var der og kom venlig hilsende mod Hasting, og lidt efter dukkede den gamle Tante ud af en Lænestol i den anden Kant.

✂ Man talte om sidste Gang, man havde truffet hinanden, om Hertugen og hans Kunster og Kammerjunkeren og en Medaillon, som Hertugen havde foræret Kammerjunkerinden, og som man var uenig om var overordentlig kostbar Emaille eller Imitation fra Palais Royal.

✂ Frøken Rønnov lod spørge, om Greven var hjemme, og lod ham da sige, at der var Besøg.

✂ Lidt efter kom han ind. Han hilste særdeles høflig paa Hasting og deltog i Samtalen, men denne kunde ikke lade være at anerkjende den fuldendte Maade, hvorpaa en kølig Tilbageholdenhed overalt var gjort latent i Høfligheden.

✂ Samtalen havde forresten ikke varet længe, saa blev der meldt Besøg. Denne Gang var det noget Fornemt, et Par 150 Damer fra Nabolaget, der kom raslende og talende med høj Stenime.

✂ Hasting ønskede strax, at han kunde slippe bort, men han vilde dog ikke have Udseende af at være en Flygtning.

✂ Frøken Rønnov og han kom til at vexle nogle Ord sammen, og med det Talent, Damer have for den Slags Manøvrer, bragte hun paa engang sig selv og ham lidt afsides og sagde der med en Blanding af Skjæmt og Alvor:

✂ »Hvad er det, der er mellem Dem og Greven? Har De en eller anden Forretning, som De vil indlede, saa gjør det saa lidt forretningsmæssig som muligt, med faa Omsvøb.«

✂ Han taug og saa kun spørgende ud.

✂ Hun fortsatte: »De er vist en fortræffelig Forretningsmand, men tro mig, med ham er Aabenhed den bedste Politik.«

✂ »Jeg forstaaer virkelig ikke et Ord,« sagde Hasting. »Jeg har ikke Tanke om Forretninger med Greven.«

✂ »Virkelig. Naa, saa meget desto bedre. Det er bleven sagt til Greven, at De havde Noget paa Hjerte i den Retning, og man har ment at opdage, at De vilde bære Dem meget fint ad og paa Deres Jernbanes Vegne lægge Snarer for nogle af vore Herligheder; jeg troer nærmest mod en Grusgrav, og De formodes, kort sagt, at gaa omkring her som en Spejder efter et Kanaan.«

✂ Hendes Tale, som i Begyndelsen havde havt en fortrolig, raadende Henvendelses Karakter, var efterhaanden gaaet over til at blive glad Spøg.

✂ »Jeg giver Dem mit Ord,« sagde Hasting, »at jeg hverken vaagen eller i Drømme har tænkt paa nogen af Deres Grusgrave. Jeg kan tvertimod give Dem de mest beroligende Oplysninger om, at vi i Retning af Grusgrave have Alt, hvad vi begjære.«

✂ »Saa er der en Misforstaaelse. De er bleven skildret som et forskrækkelig underfundigt Menneske; jeg skal dog fortælle Greven det.«

✂ Og ved en ny Manøvre var hun atter, uden egentlig at have forladt Hasting, borte fra ham og mellem de øvrige Gjæster, og kort efter tog han bort.

151

✂

NITTENDE KAPITEL.

✂ Nogle Dage efter forlagde Hasting sin Station, der ganske rettede sig efter hans Arbejder, og kom et Par Mil længere vestpaa.

✂ Det var paa Grænsen af Hedeegnen, og han blev her helt forbauset over at finde et smukt, velbygget Hus, som han kunde faa til Leje. Det laa malerisk foran en ret anselig Have og med Udsigt til store, mørke Hedebakker, der i lange, alvorlige Rækker trak sig langs et dalagtigt Strøg. Skovene vare her trængte tilbage, men man havde dog til den ene Side, gjennem en Aabning i Højrækken, en Udsigt til deres Fortroppers mørke Masser, der stod og ventede paa Signal til Fremrykning.

✂ Det var nu i Efteraarstiden et saare tungsindigt Landskab, men højst ejendommeligt var det i Farver og Former.

✂ Det kjønne, lille Huus, som laa herude i den vilde Egn, havde Navnet »Fairhills«, saaledes stod der ialfald med halvt udviskede, forgyldte Bogstaver paa en Plade over den tillaasede Indgangsdør.

✂ Hasting troede først, at dette Navn var en Erindring fra engelske Ingeniørers tidligere Færden her i Egnen, men det blev fortalt ham, at dette ikke var Tilfældet. Huset var bygget af en ung Læge, der for nogle Aar siden havde nedsat sig her, da Egnens Befolkning var begyndt at blive talrig, tildels paa Grund af de Overrislings- og Opdyrkningsarbejder, som Greven havde faaet sat igang. Lægen havde bygget og indrettet Huset, da han skulde gifte sig. Med sin Brud havde han gjort en Bryllupsrejse til Skotland, hvor en Slægtning af hans Kone havde nedsat sig. De havde gjort en Tur i Højlandene, og da de kom hjem, havde de opkaldt deres Hus efter et Sted, hvor de havde tilbragt et Par meget skjønne Dage, og som havde havt en forunderlig Lighed med denne Egn. Saaledes var det gaaet til, at Huset var blevet bygget og havde faaet sit fremmede Navn.

✂ Efter neppe to Aars Ægteskab havde Lægen faaet Tyfus, som dengang var slem i Egnen, og han var død. Hans Kone, som var frugtsommelig, plejede ham uafladelig og døde et 152 Par Dage efter hans Begravelse, man troede af den samme Sygdom. Saaledes var det gaaet til, at Huset var bleven tomt.

✂ Hasting lejede denne Bolig og kom til at holde af den. Tonen i det omgivende Landskab smeltede sammen med Husets Historie om udvisket Lykke til en Melodi, som tiltalte ham. Naar han kom hjem i Mørkningen og Ordet »Fairhills« skinnede ham imøde i de rustne Bogstaver over den zirlige, men nu knirkende og itubrudte Havelaage, syntes det ham, at det erindrede paa en tiltalende Maade om den Spot, Livet driver med Menneskene.

✂ Men naar han færdedes i Værelserne, hvis Udstyr mindede om, at Huset i sin Tid havde været et Yndlingssted, tænkte han endnu oftere paa, hvilke skjønne Timer de to Døde som unge Elskende maatte have tilbragt paa det Sted, hvis Navn de vilde fængsle til deres fremtidige Hjem, og han spurgte sig selv, om de mon ikke en eneste Gang skulde have sagt sig selv dengang, at det havde været værd at leve alene for at nyde saadanne Dages Lykke; thi saa vare de dog ikke blevne bedragne af Livet. Arbejdet gik ham herude ret vel fra Haanden.

✂ Tillige havde han kunnet faa andet Arbejde, thi det rygtedes paa Egnen, at der var kommet en ung Mand ind i Doktorhuset, og at det saa var en Doktor fulgte næsten af sig selv, og herved var man glad. I de to Aar, der vare gaaede siden den tidligere Læges Død, havde der ikke villet melde sig nogen Afløser, thi Egnen var temmelig fattig og besværlig at passe. Vel var Egnen ikke saa usund, efter at de store Arbejder i Dalen vare endte, men adskillig Sygdom var der dog i de lavere Strøg især mellem Børn, og der var meget langt nu til den nærmeste Læge. Den forrige Læge havde ogsaa havt den Grund til at nedsætte sig der, at han holdt af Egnen og kjendte den fra Dreng. Hans Fader havde været Præst her i Nærheden og havde i sin Tid kureret efter Evne ogsaa paa sin Menigheds Legeme. Sønnen havde maaske ment, at han havde taget en Forpligtelse i Arv; baade han og Faderen bleve omtalte med stor Ros.

✂ Da nu en Mand altsaa flyttede ind i det tomme Hus, begyndte der snart at komme Folk til ham, men skjøndt 153 Hasting jo i Virkeligheden var Læge, viste han dem fra sig, da det ikke var hans Kald. Engang imellem gjorde det ham dog ondt, og han gav halvt i Døren et eller andet Raad mest af diætetisk Natur; men da de ikke kostede noget og ofte hjalp, blev hans »Praxis« ved saa smaat at holde sig.

✂ Huset havde han lejet af en gammel Bondekone, der førte et Slags Opsigt med det. Dette Opsyn bestod rigtignok kun i at lade Haven gro til og holde Brædder for Vinduer og Døre. Heller ikke var hun meget ivrig for at holde sine Varer i Pris. Da Hasting hørte Lejesummen, fandt han, at den, skjøndt ikke høj, var for høj i Forhold til Stedets Beliggenhed og erklærede, at han ikke vilde give saameget for Huset. Saa overlod Konen det til ham selv, hvad han vilde give, da han vel bedre maatte forstaa sig derpaa, og som Forretningsmand tog han et betydeligt Afslag. Selve Pengene vilde Konen slet ikke have Noget at gjøre med, dem turde hun ikke have liggende, sagde hun.

✂ Huset tilhørte den Afdødes Moder, som ikke kunde faa det solgt. Hun boede i den nærmeste lille By, og da Hasting en Dag havde Forretninger der, gik han ind for at betale hende Lejen.

✂ Han blev vist hen til et meget beskedent Kjøbmandshus, og der var atter Præsteenkens Bolig i et beskedent Hjørne ud til Gaarden.

✂ Han kom ind, det var i Skumringen; i det lille Værelse, han betraadte, sad en ung Pige og syede ved det sidste Dagslys. Paa et Bord stod en Lampe og ventede paa, at dens Hjælp blev aldeles fornøden, det var aabenbart, at før blev den ikke tændt.

✂ Den unge Pige sad ved et Vindue, ved det andet sad en gammel Dame; i Vindueskarmen laa opslaaet en Bog, der saa ud som en gudelig Bog; hun havde holdt op at læse, hendes Øjne kunde ikke følge med saalænge som Datterens.

✂ Hastings Indtrædelse voldte en Del Forstyrrelse. Begge Damerne rejste sig forundrede op. Han sagde sit Ærinde, Lampen blev tændt, skjøndt ikke uden Tøven; han saa at den stod paa et Thebord, hvor der ikke var Andet end Rugbrød og Smør og det Sidste i et betænkeligt ringe Kvantum.

154

✂ Stuen saa han nu ogsaa tydeligt var inderlig fattig møbleret; dog stod der et Klaver, rigtignok af den gamle Slags; tynde vare dets Ben og tynde sikkert ogsaa dets Toner.

✂ Den gamle Dame trak sit Schavl tæt om sig og saa halvt urolig og halvt tilfreds paa den Tegnebog, han lukkede op.

✂ »Penge komme desværre altid vel tilpas,« sagde hun med et Smil, der vel skulde være spøgende, men som havde en bedrøvelig Skygge af Sorg og Fattigdom.

✂ Hun bad Datteren, en ganske kjøn ung Pige med et blegt, alvorligt Ansigt, om at tage imod Pengene, hun kunde jo ikke se godt, saa det vilde være for vanskeligt at have med hende at gjøre.

✂ Hasting talte Pengene op.

✂ »Hvormeget bliver det saa?« sagde den gamle Dame og trak atter sammen i sit Schavl.

✂ Hasting nævnede Summen.

✂ »Du gode Gud!« raabte hun i en inderlig forskrækket Tone, »ikke mere.«

✂ Hasting sagde, at Konen havde lejet det ud for den Sum, da det ikke var mere værd.

✂ Den unge Pige, der var meget undselig og lidt kejtet, tog taus Pengene fra Bordet og gav dem til sin lille gamle, graa Moder.

✂ Denne stod og virrede med Hovedet og svøbte sig i Schavlet og gjentog: »Aa Gud, Aa Gud!« i en Tone, saa Hasting blev højst ilde tilmode over det Afdrag, han havde gjort. »Ja, saa er det saadan, naar det er aftalt,« sagde hun og lukkede Kommoden op, hvor hun lagde Skatten ned.

✂ Hun gjorde en dannet Dames Anstrængelse for at bringe den Overraskelse, hun havde vist i Glemme ved efter et Øjeblik at sige med det samme bedrøvelige, visne Smil:

✂ »Hvordan ser der ellers ud derude, der ser vel godt ud derude?«

✂ Hasting sagde med et beklemt Hjerte, at der saa godt ud.

✂ »Ikke sandt,« sagde den gamle Dame, »rigtig kjønt, rigtig godt. Jeg vilde ønske, jeg kunde bo derude, det er dog min Søn, der har bygget det, og nu kommer der kun Fremmede.«

✂ Hasting spurgte, hvorfor hun saa ikke boede derude.

✂ »Fordi vi troede, at det vilde være billigere for os at bo 155 herinde og saa faa Lejen af Huset derude, endskjøndt ...« hun fuldførte ikke denne Sætning.

✂ Hasting taug.

✂ »Vi havde det godt dengang,« vedblev den gamle Dame. »Han var altid en god Dreng. Dengang havde vi det godt; men han var en god Dreng, en elskelig Dreng, Herre, og det var tungt at overleve ham, men Vorherre har jo ikke ment med Livet, at det skulde være for Morskabs Skyld.«

✂ Hasting svarede med at sige, at overalt der i Egnen havde han hørt hendes Søn saa smukt omtalt.

✂ Hun kunde ikke lade være at blive bevæget til et Øjebliks Graad ved at høre dette og gjentog saa - og der var en kjærtegnende Klang i hendes Ord, som om hun talte til den døde Søn selv -

✂ »Ja, han var en god Dreng: God imod de Fattige og god imod sin gamle Moder og sin Søster. Han sagde altid, da han var fattig Student og vi Alle havde det meget, meget smaat, at vi skulde nok faa det godt, naar han rigtig kunde tage fat, og det fik vi, og det var en god Tid. Og en sød Kone var det; derfor undte Vorherre hende ogsaa at gaa bort med ham. Jeg venter kun min Time, da Herren lader mig se ham igjen, min gode Dreng.« Hun taug, for at kæmpe med Graad og betvinge den og fortsatte saa: »Fattigdommen er det Mindste ved det, men min Dreng ... De ved, naar en Enke har en Søn, ... og han var saa ung.«

✂ Det var aabenbart, at hun sjelden kom til at tale med Folk, og at naar hun saa gjorde det, hendes Følelser let løb helt af med hende, saa hun glemte de almindelige Former.

✂ Den unge Pige brød nu med sin Undseelse og gik hen til Moderen, tog den gamle, lille Kone om Halsen, tyssede beroligende paa hende, som om det var et Barn og hviskede: »Moder, Moder, det var jo Guds Villie.«

✂ Hasting kunde ikke blive længere, han hilste taust og gik; den unge Pige hilste igjen, men saa efter ham med det forundrede Blik, hvormed hun et Par Gange havde set paa ham, en rig Mand, der var kommet ind og havde taget fra dem Halvdelen af det, hvorfor de skulde leve Vinteren over med den yderste Nødtørft; thi Lejen for Huset, som den oprindelig var sat, var næsten deres eneste Hjælpekilde. Det havde 156 været et sandt Lykkens Budskab, da det berettedes dem, at Huset var lejet ud. Alting var solgt, af hvad de kunde undvære - undtagen det gamle Klaver - medens de gik og ventede paa dette Tidspunkt, og saa faldt det saaledes ud.

✂ Da Hasting gik over Gaarden, hørte han inde fra Lejligheden paa engang det gamle Klavers Xoner, og Sang dertil.

✂ Tonerne fra det vare tynde og dirrende, men Sangen velklingende og frisk. Den Sang, der lød, var Mendelssohns dejlige Melodi til:

✂ »Es ist bestimmt in Gottes Rath
Dasz man vom Liebsten, was man hat
Musz scheiden,
Musz scheiden.«

✂ Han blev staaende i Porten og lyttede, til de sidste Toner hørte op. Først blev Sangen spillet een Gang og saa, formodentlig efter Anmodning, en Gang til.

✂ Men paa Hjemvejen maatte han betvinge sig selv for ikke at græde som et Barn over, at han uden at vide det havde pruttet en fattig, af Sorg helt nedbrudt gammel Enke af. Han var strax paa det Rene med sig selv, at det maatte gjøres om igjen. Han faldt snart paa, at han f. Ex. kunde sige, at han ikke havde ment, at Lejen af Haven var indbefattet i den almindelige Sum og saa betale det resterende Beløb som Leje for denne. Dette skulde gjøres strax næste Dag, om han saa atter i Regn skulde kjøre de tre fire lange Mils Hedevej ind til den lille By.

✂ Det var allerede længe nok, at lade den gamle Enke vente saa længe, tænkte han, og et Par Gange i Nattens Løb, da han vaagnede, tænkte han paa, om Savnet skulde have forstyrret hendes Nattesøvn.

✂ Næste Formiddag stod han atter i den lille Stue. Den saa endnu mere fattig og udslidt ud ved Dagslyset: Møblerne vare faa i Tallet, af slidt poleret Birketræ, et Par Stole, en Sofa, et Bord, en Kommode med et Spejl og Klaveret, det var det Hele. Og paa Klaveret Lampen; den gamle strikkede Lampebakke, hvorpaa den stod, var den eneste Pyntegjenstand i Stuen, Fattigdommen havde ellers gnavet den lige til Benene.

✂ De to Damer sad paa samme Sted som den foregaaende 157 Dag. Datteren ved sit Sytøj, Moderen ved sin sort indbundne Bog.

✂ Da han kom ind, rejste den gamle Dame sig op, og idet hun med sin sædvanlige frysende Bevægelse trak Schavlet sammen om sig, saa hun paa ham med et saa ængsteligt, skræmmet Udtryk, at Hasting forstod, at hun var bange for, at han kom, for at tage tilbage af det, han havde givet igaar.

✂ Det forskrækkede Udtryk tiltog, da han begyndte med at sige, at han kom for at rette en Fejltagelse, han havde begaaet igaar.

✂ Men da han forklarede, hvori Fejltagelsen bestod, og tog Tegnebogen frem, saa klarede det pludselig op.

✂ »Herregud, det var jo dejligt,« sagde den gamle Dame aldeles aabenhjertigt, »vi trængte saa haardt til det.«

✂ I sin Ivrighed tog hun denne Gang selv imod Pengene og gav dem saa til Datteren til at gjemme.

✂ »Jeg har været meget bekymret siden igaar,« vedblev hun saa, »men naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest. Det gjør mig ikke Noget, om jeg i den Tid jeg sidder her og venter, til Herren vil aabne min Grav, skal have det noget koldere,« - Hasting lagde Mærke til, at der ikke var lagt i Kakkelovnen, skjøndt Vejret var koldt - »og spise noget mere bart Brød: men det gjør mig ondt for Barnet der, hun er saa ung endnu til at mærke, hvad Livet er. Og det havde været hendes Klaver vi havde maattet sælge, hvis vi ikke havde faaet disse Penge idag.«

✂ »Moder, tal nu ikke mere derom,« sagde den unge Pige. »Herren er fremmed.«

✂ »Aa, ja,« sagde Moderen, »i Grunden har Du Ret, det er ikke høfligt af mig at klage mig for Dem; men jeg syntes nu ikke, at De var saa fremmed, siden De boer i min Drengs Hus.«

✂ »Er der ikke Noget, jeg kan byde Dem,« sagde hun, med en Opblussen af bedre Dages Sans for Gjæstfrihed, »det er et vaadt Vejr, og De maa jo have kjørt fra Morgenstunden tidlig. Vi kan snart lave en Kop Kaffe, og Hvedebrødet i Byen er saa godt, at Kjøbenhavnerne altid rose det.«

✂ Hasting takkede og sagde, at han havde spist i Gjæstgivergaarden.

158

✂ Da han lidt efter vilde gaa, faldt det ham ind under Trykket af Ønsket om at gjøre Noget for de to forladte Damer at spørge, »om de ikke vilde komme ud og se til Huset en Dag, naar det blev Solskin«.

✂ »En Vogn er meget for dyr at leje,« sagde Fruen, »havde vi kunnet tænke derpaa, kan De tro vi ofte havde set til det. Det er Synd, at Ingen ser til det Sted, min Dreng holdt saa meget af, og hvor han døde, men han ser nok, hvorfor det er.«

✂ Hasting sagde, at han havde ofte Vogn til Byen, der kjørte tom tilbage, og han vilde bede, om de ikke vilde benytte den.

✂ Det vilde den gamle Frue uhyre gjerne, det vilde hun ret takke ham for.

✂ »Troer Du ikke, at det vil gjøre Dig for ondt Moder?« sagde Datteren.

✂ »Gjøre mig ondt,« sagde hun, med det visnede Smil. »Nej det gjør mig ikke ondt at se der, hvor han har været og min søde Svigerdatter, og hvor de skulde have havt det lille kjære Barn.«

✂ Men idet hun pludselig aldeles glemte, at Hasting endnu stod ved Døren, gik hun hen til Datteren og tog hende om Hovedet og sagde: »Du Stakkel, Du synes nok altid, jeg tænker paa de Andre, jeg holder ogsaa saa meget af Dig, men de Andre er borte, og det er saa haardt at vente, til jeg kommer til dem, Du ved at jeg altid har været saa utaalmodig af mig.«

✂ Afvexlende svøbte hun sig i Schavlet og klappede Datteren paa Hovedet.

✂ Denne svarede med en sagte Stemme, som skulde holde Ordene mellem de To alene: »Moder tal ikke altid om at dø fra mig. Hvo som troer, haster ikke, Du kommer til dem, men hvordan skal det gaa mig uden Dig.«

✂ »Aa ja, min lille Pige, men Livet er saa tungt, saa forfærdelig tungt, og det gaaer saa langsomt.«

✂ Datteren fik hende til at sætte sig ned i Sofaen og ligesom tyssede paa hende. Man kunde se, at saadanne Samtaler førtes jævnlig i den lille Stue.

✂ Hasting gik nu uden at sige Farvel for ikke at bringe dem i Erindring, at der denne Gang havde været en Trediemand tilstede ved Samtaler, som de ellers førte i Enrum.

159

✂ Den gamle Enke hørte ikke heller, da han lukkede Døren, men idet han vendte sig i Bortgangen, mødte han den unge Piges Blik. Hun sad nu med Moderens Hoved lænet op til sin Skulder og hilste ham taust; hun forstod hans Hensigt.

✂

TYVENDE KAPITEL

✂ Nogle Dage efter fik Hasting en Indbydelse til at spise til Middag hos Greven. Det var meget længere end fra den forrige Station, men han kjørte med Glæde den lange Vej.

✂ Der var ikke Andre end Greven, hans Tante og Frøken Rønnov. Han fik at vide, at denne vilde rejse hjem til Kjøbenhavn. Hun havde nok en flink Vikar, men saaledes at holde Høstferie til Vinteren, var saa utilladelig, at hun næsten ikke kunde forsvare det for sin Skolebestyrerinde-Samvittighed, sagde hun, og hun rødmede endog ved disse Ord.

✂ Det var altsaa en Slags Afskedsfest, han bivaanede.

✂ Greven var den Dag i et ganske andet Lune mod ham end forrige Gang. Sandsynligvis havde Frøken Rønnov bortforklaret den Misforstaaelse om Grusgraven, som den gamle Kammerraads Skarpsindighed havde voldt.

✂ Naar Greven vilde være elskværdig, kunde han unægtelig være det. Han sagde strax til Hasting, at han ikke fik Lov til at kjøre den lange Vej tilbage samme Dag og derfor maatte finde sig i at overnatte. Det Værelse, hvortil han blev vist op, var et Gjæsteværelse af første Klasse. Der var elegante Tæpper og Silkegardiner og Opstilling af gamle Porcellænsvaser af stor Værd, og herlig Udsigt fra Vinduerne og Underdanighed af første Slags hos det tjenende Personale.

✂ Greven var den Dag ikke alene elskværdig mod Hasting, men han var tillige i fortræffeligt Humør i det Hele taget. Der var nemlig hændt ham noget Særligt; han havde faaet en overordentlig høj Orden. Han havde mange Ordener, men denne var noget aldeles Exceptionelt, baade hvad sin høje Betydning angik og den Maade, hvorpaa han nu havde faaet den, adskillig Tid, efterat han havde trukket sig tilbage til Privatlivet.

160

✂ Hermed var Sammenhængen Følgende: Under sit Ophold i Madrid havde han naturligvis ikke kunnet spille nogen egentlig politisk Rolle, det er en uoprettelig Fejl ved et lille Lands Diplomater, at de ere et lille Lands. Han havde imidlertid dog i den sidste Tid af sit Ophold der udrettet et politisk Værk af Vigtighed, næsten som han stod paa Springet for at afrejse til den større og betydningsfuldere Gesandtskabspost, som han dog kun skulde beklæde et Par Maaneder. Det var nemlig i denne Tid lykkedes ham, paa Grund af sin sikkre og fine Takt som en Art Voldgiftsmand at afgjøre en halvt personlig, men særdeles pinlig Tvistighed mellem en af Stormagternes Gesandter og den daværende spanske Udenrigsminister, en fremragende, begavet, uforstandig og kolerisk Mand, der troede, at man kunde behandle en udenlandsk Baron, som han behandlede sin Konge og sit Folk. Denne Strid var bleven saa intensiv, at den kunde faa politisk Betydning, og da Spanien netop i den Tid, som altid ellers stod paa Randen af en Krise, kunde denne Strid blive meget alvorlig. Greven, der havde beklædt Posten i Madrid saalænge, at han var doyen i det diplomatiske Korps, bilagde imidlertid Striden paa en Maade, der tilfredsstillede begge Parter og indbragte ham stor Anerkjendelse fra hans Kolleger.

✂ Da han kort efter trak sig tilbage, vilde Spanieren i sin Taknemmelighed forskaffe ham den højeste Orden, hvorom der kunde være Tale; dette stødte imidlertid paa flere Vanskeligheder, og under den Tid, det tog at overvinde disse, blev det daværende Ministerium styrtet med et Tilbehør af Revolter, der bragte denne og mange andre vigtigere Sager i Glemme. Enden paa det blev, at Greven slet ikke fik Noget, hvilket var ham meget ubehageligt ligeoverfor hans Kolleger og Foresatte hjemme, da det nu havde faaet et Udseende af, at den i Begyndelsen udbasunede Bedrift dog var Noget, som Ingen var tilfreds med.

✂ Imidlertid gik Tiden for Spanien, som for alle andre Lande under Solen, med en passende Mængde Forandringer, og under disse kom naturligvis snart atter Turen til det System, som dengang faldt uigjenkaldelig, og den forjagede Landsforviste blev atter den eneste Udenrigsminister, der kunde være Tale om for Spanien. Men saa indtraf der det Mærkelige, at 161 han i denne nye Fase huskede paa den gamle Historie, eller muligen var denne Dekorationsaffære bleven en Æressag for ham paa Grund af de Hindringer, den havde mødt; nok er det, Sagen bragtes i Rigtighed, og den store Orden blev tildelt Greven.

✂ Samme Dag var den kommet fra Udenrigsministeriet, stor og straalende, baade med Stjerne og et andet funklende Symbol og med Diplom med Rigssegl og Rigsvaaben; og fornem var den tillige, den gav en næsten fyrstelig Rang i alle de Riger, som staa under den katolske Majestæts Scepter, og ærefulde Privilegier i Retning af at kunne beholde Hatten paa og faa Kanonskud, naar den opdagedes af Fæstnings- og Skibskommandanter, kortsagt, det var en af de rigtige, fine Ordener.

✂ Greven var ogsaa rigtig glad. Honnøren var nu retableret, og desuden fornøjede det ham virkelig, at faa en saa høj Orden, derpaa var han for ærlig til at lægge Skjul.

✂ Man mødte naturligvis ved hans Middagsbord i Kjole, og Frøken Rønnov sagde, at hun vilde være den Første, der havde den Ære og den Glæde at hefte Stjernen paa. Hun tog den af Etuiet og heftede den paa hans Bryst, og han bøjede næsten Knæ, »som naar Granderne hylde Dronningen af Castilien«, og fremsagde halvhøjt et spansk Vers, som Frøkenen, der kunde Spansk, forstod og blev rød ved, men hun saa tillige næsten erkjendtlig paa ham.

✂ Disse to Mennesker viste altid hinanden en egen Blanding af Ærefrygt og Hengivenhed.

✂ Om det nu var, fordi Stjernen funklede saa prægtigt paa den sorte Kjole, eller fordi hun havde sat den paa, saa beholdt Greven den ialfald paa hele Dagen, og Hasting syntes at bemærke, at han usædvanlig ofte kom i Nærheden af Spejle.

✂ Hasting befandt sig usædvanlig vel paa Slottet den Dag. Den samme instinktmæssige Følelse, som med tilstrækkelig Sikkerhed havde fortalt ham, at Greven havde Uvillie imod ham, fortalte ham nu, at denne var forsvunden og ikke længere hvilede trykkende paa deres Samværen, ja Greven og han udtalte sig endog for hinanden om Ting, der laa lidt udenfor Hverdagsspørgsmaal, paa en Maade, der vidnede om en vis gjensidig Sympathi.

162

✂ Hasting maatte ogsaa tilstaa for sig selv, at han syntes bedre om Greven, jo mere han saa til ham. Ja, han begyndte endog at faa en Følelse af, at Greven med alle sine Fordomme og sin aabenlyse Vedhængen ved disse, neppe var ham saa underlegen i aandelig Forstand, Noget han naturligvis var gaaet ud fra i Henhold til den almindelige Opfattelse af Folk med adelige Titler.

✂ Havde Greven nemlig end ikke de positive Kundskaber, som Hasting havde erhvervet sig, nærmest fordi de for ham vare Værktøj, var Grevens Fortrin derimod, at han i et klart og rent Sind gjemte en stor Erfaring og betydelig Menneskekundskab. Det er vel overflødigt at sige, at der ikke var et Ord sandt i Historien om det spanske Giftermaal o. s. v.

✂ Disse Historier om ham vare kun Udtryk for det Forhold, at hans gode Egenskaber vare saa betydelige, at Folks almindelige Ulyst til at yde stor Anerkj endelse ikke kunde finde tilstrækkelig Modvægt mod hans Fortrin i hans Fordomsfuldhed, ofte bornerte Stivsind og andre Mangler, men krævede noget mere. Da der ikke fandtes noget Saadant, lavede man det instinktmæssig uden ret at mene noget Ondt dermed.

✂ Greven udtrykte sig i Domme om Personer meget humant. Frøken Rønnov sagde under en af deres Samtaler, at han altid var Defensor.

✂ »Paa ingen Maade,« sagde han. »Jeg søger kun ikke at være Aktor, thi det er de fleste Folk, naar de omtale Nogen. Omtale bestaaer væsentlig kun i Angreb; den Dom, der er den gængse om en Mand eller Kvinde, bestaaer kun i en Kompilation af deres daarlige Egenskaber, det er kun disse, der anvendes til deres Etiketter i Livet, kun dem som have Lov til at kursere i vort humane Samfund. Al Anerkjendelse betragtes derimod som Kontrebande, som Enhver gjør sin Pligt i at konfiskere og pille ud af Byldten.«

✂ »Folk ere ikke menneskekjærlige i deres Mund, fordi de ikke ere det i Hjertet,« sagde Hasting. »Anerkjendelse, god Omtale o. s. v. er for de Fleste et Gode af højeste Værd - lad mig rose mig selv med at sige, at jeg lykkeligvis er nogenlunde frigjort herfor, og derfor ikke forsvarer mit eget Glashus - og netop Bevidstheden herom og den lette Adgang, 163 der er til at ødelægge dette Gode, indeholder en uovervin? delig Fristelse for vore kjære og kjærlige Medmennesker.«

✂ »Her bliver jeg nu rigtignok Defensor,« sagde Greven. »Jeg troer ikke, at denne Tilbøjelighed til ikke at beskjæftige sig med Andet end det Daarlige hos Folk kommer af nogen egentlig Ondskab. Det er hos særdeles Mange, meget ofte en vis Ni? hilisme, en vis skeptisk Blaserthed, hvormed man vil lapse sig lidt, men hvoraf man i Virkeligheden ikke er gjennem? tiængt. Ved at dømme haardt og skaanselsløst søger man at give sig selv Relief, at vise en vis aandelig Overlegenhed. Saa? ledes er det vist ialfald ofte hos Mænd. At der hos Kvinder ofte kan være en vis lille skadegjørende Hensigt med i Spillet, er jo nok muligt, men dette kommer da mest af, at de ere lidt mere anlagte til Misundelse og Skinsyge end vi grovere og mindre pirrelige Naturer«

✂ »Men Spørgsmaalet er saa atter, om ikke slette Domme skulde være de bedst fortjente,« sagde Hasting. »Det er nu det, jeg er mest tilbøjelig til at tro.«

✂ »Det er jeg ikke,« sagde Greven. »Efter min personlige Erfaring er der mere Godt i de fleste Mennesker, end man vil antage; men det Gode er meget ofte betinget tilstede, det slumrer i Mulighedernes Svøb; naar det vækkes, er Barnet da ofte en Kæmpe. Det Slette ligger nu forsaavidt ogsaa saaledes, men jeg synes, det har vanskeligere ved at komme rigtig frem end det Gode; det er en stor Trøst. Men forøvrigt finder jeg, at det er en af de mest overraskende Gaader i den menneskelige Sjæl at se, hvor Ondt og Godt er spredt mellem hinanden som Malm og Sten i et Bjerg, ligger saa tæt op til hinanden, at der ikke er Spor af Overgange.«

✂ »Saa kommer det altsaa an paa, hvorledes der hugges i Bjerget,» sagde Frøken Rønnov, »om man faaer Slakker eller Malm.«

✂ »For en stor Del vist,« sagde Greven. »Men Malmaarerne ere meget rige, uhyre rige.«

✂ »Det er lettere at leve med en saadan gjennemgaaende Tro paa Alle,« sagde Hasting.

✂ »Min Tro er ikke ubetinget gjennemgaaende,« svarede Greven. »Der er ialfald et af de væsentlige Livsforhold, hvor jeg er bleven mere Skeptiker med Tiden.«

164

✂ »Og det er?«

✂ »Kjærlighedsforholdet.«

✂ »Hvorledes mener De det?«

✂ »Ganske simpelt og ligefrem, som Alt hvad jeg ellers har sagt. Der hykles der ofte, jeg vil indrømme tildels ubevidst, thi Alt her er ved fælles Overenskomst Sekler igjennem bleven saa udpyntet, at Ingen ret ved, hvad der er hans eget. Der gives der oftest Regnepenge ud for Dukater, navnlig i Ægteskabet. Jeg nærer Mistillid til den almindelige ægteskabelige Kjærlighed, fordi Folk istedetfor at se, at her er Noget som skal arbejdes op i Menneskesjælen med Iver og Angst, tro, at det er Noget, der kommer af sig selv, ligesom Fløde paa Mælk - undskyld en Landmand hans Mejerilignelser - saadant et Vaneprodukt er det almindelige. Derfor siger jeg ogsaa, De maa komme og fortælle mig om de pjankede Forlovelser, hvad De vil, og jeg vil tro det. De maa komme og fortælle mig om Ægteskab, hvad De vil, og jeg troer det endnu lettere. Her er jeg tilbøjelig til at være Aktor.«

✂ »De nøjes da ogsaa selv, Hr. Greve, med at være Undtagelse, forsaavidt De selv hverken er gift eller forlovet,« sagde Hasting, men han fortrød strax Ordene, thi denne Yttring var altfor familiær efter det Forhold, hvori han stod til Greven.

✂ Denne tog det imidlertid tilsyneladende ikke ilde op, men svarede med et Smil, sopa man kunde fristes til at kalde gyldent: »Ja, en Undtagelse.«

✂ I en let spøgende Tone gik Frøken Rønnov over til at sige: »Ja, Greven har visse Punkter, hvor han er Aktor, hvor han er streng og ubøjelig haard; som han er ligeoverfor de gængse Forelskelser, er han ogsaa ligeoverfor Jøder. Han er en af disse ægte gamle Riddere, som vilde anse det for en ret fortjenstfuld Gjerning at brænde et Dusin gamle Jøder.«

✂ »Og saa indsætte sig selv som deres Universalarving?«

✂ »Nej, Vorherre bevares,« sagde Greven leende. »Men for at vor praktiske og naturligvis meget liberale Ingeniør ikke skal anse mig for et aldeles urimeligt Menneske, maa jeg have Lov til at sige, at denne Antipathi er mig noget Medfødt; dermed er dens Berettigelse givet, ialfald ligeoverfor radikale Medmennesker, der ikke kunne anerkjende noget mere Ufejlbart end slige Aabenbarelser af Racedrifter, af slumrende 165 Naturrørelser. Mine ikke radikale Medmennesker have ganske vist Lov til at angribe mig for Fordomme og Bornerthed, og det ville de naturligvis gjøre i samme Forhold som de føle, at de selv have de samme uforbederlige Raceinstinkter uopryddelig rodfæstede hos sig selv, og det gjør de Alle, og det er det, der er det Interessante ved Sagen.«

✂ »Ja, hvorfor egentlig det?«

✂ »Mig interesserer slige Tendentser, slige Sympathier og Antipathier, fordi jeg er et lille Stykke af en Antikvitetssamler, og jeg morer mig ligesaa fuldt ved at finde en gammel Stump Tænkemaade, som ved at opdage et gammelt Glas, og saa er der det, at man finder mange flere Stumper gammel Tænkemaade end gammelt Glas, og ofte ere de mere værd.«

✂ Hasting saa lidt tvivlende og forvirret fra det ene Ansigt til det andet.

✂ Greven svarede ham med at sige: »Det, jeg her har sagt, er i Virkeligheden ment temmelig alvorlig. Jeg lægger ikke Dølgsmaal paa min Raceantipathi, og jeg anser den for berettiget. Jeg finder, at det er sundt og godt og styrkende at frede om slige Ejendommeligheder; den moderne nivellerende Udglatten kan jeg ikke bruge. De maa kalde det gammeldags, om De vil, jeg ved, at jeg er gammeldags i meget, men saaledes er jeg. Var jeg Jøde, vilde sikkert Messiastraditionen leve uforgængelig i mig, Tendentsen til Verdensherredømme, til at sætte Fod paa Andres Nakke, som er uudslettelig i det stærke jødiske Blod, vilde være uhyre stærk i mig. Jeg vilde overalt se Tegn paa, at vi, udbredte i alle Lande, arbejde hen derimod, hen imod et aandeligt Herredømme for den jødiske Aand. Nu er jeg ikke Jøde, og saa finder jeg ligesaa stærkt i mig den modsatte Side udviklet af den uudslettelige Kløft mellem en Folkeaand, der er bundforskjellig fra min, og saa finder jeg Jøder siddende som Fluer overalt paa Aarhundredets Saar, paa Børssvindelen som paa Literaturen, inciterende og inflammerende det Altsammen.«

✂ »De hugger haardt,« sagde Hasting.

✂ Greven svarede: »Et Sværd skal sent drages, men der skal altid staa »no spare« paa dets Klinge, og selv maa man mindst af Alle sløve noget Sted paa Klingen. Det behøver jeg nu ikke at være bange for, skal blive Tilfældet med mig. For 166 at blive ved den samme Sag, saa har jeg givet mig selv Beviser paa, hvorvidt jeg gaaer. Forrige Sommer havde jeg ved et Fald med Hesten faaet min højre Arm ødelagt for længere Tid. Jeg skulde i den Anledning have en Sekretær og tilbød meget høj Betaling for at faa et ordentligt Menneske lokket til for en kortere Tid at slaa ind paa noget rent Tilfældigt. Jeg tog mellem Tilbuddene det, der saa mest lovende ud; det var fra en ung Kandidat og bilagt med glimrende Anbefalinger. Han skrev selv en smuk, klar, behagelig Haandskrift. Han havde et almindeligt tysk Navn. Da han kommer, ser jeg, det er en ung Jøde. Alle hans Anbefalinger vare uden Tvivl paalidelige og sanddru. De forslog ikke, da jeg saa det magre, hvidgule Ansigt med de skarpe Træk og et tæt krøllet Haar rundende sig som en Paryk eller lodden Hue, helt ned over Panden og under denne et Par omflakkende, overalt indtrængende sorte Øjne. Det var mig umuligt at have ham om mig hver Dag. Jeg kunde ikke rede mig ud af Vanskeligheden og maatte tage min Tilflugt til Frøken Rønnovs Bistand, som fortalte ham Noget om, at jeg havde skiftet Bestemmelse, og fortalte det med den Elskværdighed, der forud sikkrer Udfaldet, men som jeg ikke var istand til at udvise. Han fik naturligvis ikke desmindre hele sit Honorar og viste sig meget tilfreds herfor.«

✂ »Men en Sekretær fik De dog paa den Maade ikke.«

✂ »Ja og Nej, som De vil. Frøken Rønnov var saa god nogle Uger at skrive Breve for mig; det var en Lykke, som jeg ikke havde drømt om, og som tillige gjorde vor Udflugt til Sandhed, at jeg ikke havde Brug for en fremmed Sekretær.«

✂ Det var sildig paa Aftenen, den gamle Grevinde sad alt og nikkede i sit Skjul i den store Havesal. De Andre bleve ved at tale, men især Greven, hvem Hasting fandt var en af de Mænd, man aldrig lærer at kjende Noget til paa Afstand, men hurtig nærved. Frøken Rønnov saa paa ham, naar han talte, men sagde selv ikke meget. Men det var stundom, som om Grevens Enetale var en Samtale med hende, hvor Spørgsmaalene var gjort andetsteds.

✂ Talen faldt paa nogle af de praktiske Foretagender, Greven til megen Gavn for en stor Del af Jylland havde faaet sat igjennem.

167

✂ Derfra kom Hasting til at spørge, hvorfor han ikke tog Del i det politiske Liv; han vidste nemlig, at han kun engang havde villet lade sig vælge, nemlig ved en Lejlighed, hvor Valget gjaldt en enkelt kritisk Afstemning. Han havde stillet sig, for at sikkre en nødvendig Stemme i en usikker Valgkreds, havde afgivet sin Stemme og trukket sig tilbage ved den første Lejlighed.

✂ Da Hasting spurgte herom, understøttedes Spørgsmaalet tydelig ved et Blik fra Frøken Rønnov, der viste, at hun heller ikke ansaa dette Spørgsmaal for uddebatteret.

✂ Greven plæderede sin Sag og sagde: »Tro først og fornemlig ikke, at det er, fordi jeg føler mig i nogen Maade krænket over at vi, mine Standsfæller, ere eller vare bankede ud af det offentlige Liv, det anser jeg os ikke for at være, og de Bestræbelser, man i den Retning har gjort, volder ikke Nag hos mig; jeg føler mig ikke forurettet af Blade og en vis offentlig Mening, det er ikke dem, der har gjort os til Mindremænd, det er vore Novellister og Romanforfattere, kort sagt, hele vor Literatur et Par Slægter igjennem, og deri har den atter fulgt en almindelig europæisk Bevægelse, som vældede op ved den franske Revolution, og som omgav Alt, hvad der havde en adelig Titel, med en Nimbus af Slethed eller i mildeste Fald af Idiotisme. Om man nu her hjemme kan have gjort Forsøg paa at exekvere denne Dom mod os, saa afficerer det ikke mig. Jeg vilde gjerne gaa ud af mit Telt, naar jeg kunde bruges til Noget; men ude kan jeg slet ikke gjøre Gavn. Der er visse Udvæxter paa mig, som gjør mig det umuligt at bevæge mig i det offentlige Liv. Jeg er for konservativ, forsaavidt som jeg elsker meget i Fortiden, og har Radikalismens bedste Egenskab, at tro usvigelig paa Fremtiden, men jeg kan ikke være Politiker, jeg er uenig med Folk om for meget, som engang for alle maa være udenfor Diskussion; jeg vilde gaa omkring, som da jeg havde Armen i Bind, mig selv og Alle til Besvær. Jeg vil give en Illustration med bestemte Exempler, det er altid nødvendigt, naar man vil tale tydeligt: Jeg troer ikke paa Pressefrihed og har aldrig kunnet gjøre det, selv før jeg kom til Spanien; jeg finder Fordringen derpaa at være ganske en lignende Misforstaaelse fra 168 Liberalismens Side som Demokratiets Fordringer paa Kvaksalverfrihed.«

✂ »De maa ikke anse mig for medskyldig i disse forskjellige Gruligheder,« sagde Frøken Rønnov, »jeg har forsøgt at omvende Greven med de bedste Grunde, som jeg bogstavelig talt har anskaffet mig i dyre Domme, thi jeg har kjøbt den lærdeste Statsret alene af den Grund og lært Kapitlet om Pressefrihed næsten udenad, men det hjælper ikke det Mindste.«

✂ »Intet overbeviser et Menneske mindre end gode Grunde,« sagde Greven. »Det Afgjørende er de dunkle Grundstemning ger i Sjælen, som ligesaa lidt kunne skabes ved Argumenter, som Faust kan lave et Menneske, Argumenter danne kun en Homunculus. Paa Grundlag af Stemningerne opfører man sine Ræsonnementer, men ikke omvendt. Kunde man gjøre det, kunde jo alle Mennesker blive enige, og Babels Taarn var bygget.«

✂ »Det var ganske vist en stor Ulykke altid at være enig ialfald ligeoverfor dem, man elsker,« sagde Frøken Rønnov.

✂ »Smaafolk sige det Modsatte,« sagde Greven halvt i Tanker.

✂ Men det store Rococco Uhr slog igjen; nu var det paa høje Tid, at rejse sig og gaa til Sit.

✂ Hasting saa, at Greven, da han gik, endnu engang kastede et Sideblik til det store Vægspejl, sikkert for at se den historiske og fornemme Orden paa sin Kjole.

✂ Den næste Morgen saaes man flygtig ved den efter engelsk Vis serverede Frokost. Hasting kjørte til det tomme »Fairhills«; en Time efter skulde Greven kjøre Frøken Rønnov til Havnestaden, hvorfra hun skulde sejle til Kjøbenhavn.

✂

ET OG TYVENDE KAPITEL

✂ Ensomt var der paa »Fairhills«, og ensomt blev der, medens Efteraaret blev til Vinter under de mørke, regnfulde Dages uafbrudte Rækkefølge, hvor en haabløs graa Himmel og en regnfyldt Luft laa tæt og trykkende paa den brune 169 Jord. Brunt og Graat det var Dag efter Dag Landskabets eneste Farver.

✂ Hasting fik atter Brev fra Bernhard, til hvem han skrev temmelig hyppigt, men som sjelden svarede ham.

✂ Bernhard skrev:

✂ »Kjære Ven! Da Du saa meget ønsker det, vil jeg gjerne sende Dig et Par Linier for at fortælle, hvorledes vi have det. Der er imidlertid ikke Nogetsomhelst at fortælle. Alting staaer uforandret her; i Stort og Smaat, forinden og foruden ser det ganske ud has os som forrige Vinter ved denne Tid, da vi jævnlig saa Dig. Gjenkald Dig blot, hvorledes Alt var dengang, og Du vil have et nøjagtigt Billede af, hvorledes det er nu.

✂ Kun skulde desværre saa min Kones Udseende forandres lidt. Hun ser ikke saa vel ud som forrige Aar og har det i Grunden ikke godt. Hun er meget nervøs, sommetider er hun den Gamle eller rettere endnu meget ivrigere efter at komme ud og more sig, og sommetider kan jeg ikke faa hende udenfor en Dør.

✂ Jeg, som kjender hende saa nøje, som kun faa Ægtemænd kjende deres Koner, har en Følelse af, at hun har taget sig Felix's Død aldeles urimelig nær. Han var jo ganske vist en Ungdomsbekjendt, og hans Død var jo uhyggelig, Du ved hvad jeg altid har troet om den, men det er dog noget sygeligt saaledes at ruge over denne enkelte pinlige Erindring, og det gjør hun aabenbart; hun bliver ved at gaa ud til hans Grav, og en Dag, da jeg tilfældigvis kom derhen, efterat have været til en Begravelse, saa jeg, at den var helt pyntet med Grønt som en frisk Grav. Jeg er vis paa, at det er hende, men har ikke villet tale derom til hende; den Slags sygelige Indfald skal en klog Ægtemand ignorere. Hendes Helbred er ogsaa daarligt. Hun er atter begyndt at hoste; hendes Bryst har altid været lidt svagt, og hun skulde være meget forsigtig, men det har hun rigtignok slet ikke været.

✂ Vi havde maaske gjort rettest i, at lade hende tilbringe Vinteren i Syden, men hvor skulde vi finde Rejseselskab? Min gamle Svigermoder skranter ogsaa stærkt, og det tager i en mærkelig Grad paa den gamle Justitsraad; hans Hu? mør er forbi, naar Konen ikke er med ham. Kortsagt, Alting 170 er meget forandret; Du vilde finde det Hele ganske anderledes, naar Du saa det. Forhaabentlig bliver det dog bedre.
Din o. s. v.«

✂ Arbejde i Marken var der i denne Tid ikke meget af for Hasting. Formiddagen var kun kort. De lange Eftermiddage bleve ham dobbelt lange. Naar Lyset var tændt, havde han sjelden Lyst til at tage sig Noget for. Han kunde gaa i flere Timer frem og tilbage i den store næsten tomme Stue, der, fordi den var saa tom, ikke kunde modtage Lyset, men syntes at skyde dette bort fra sig og sige: Lad mig være i Mørke og tænke paa de To, som levede her og ere døde.

✂ Naar han saaledes gik frem og tilbage, tænkte ogsaa han paa Følelser, som vare døde og maatte dø.

✂ I Huset bemærkede han, at der i den ene Ende var ligesom en særskilt Lejlighed. De to Værelser, der vare meget hyggeligt udstyrede, stod vel i Forbindelse med Lejligheden, men de havde i Gavlen en egen lille Havedør med en pyntelig lille Havetrappe ned til Haven, der her var hækket af til et lille Indelukke for sig.

✂ Han spurgte engang den gamle Kone, som passede Huset og ham, om hvorfra dette Arrangement kom sig, og hun sagde, at det var der Doktorens Moder og Søster havde boet, de skulde have det lidt for dem selv, havde han ment, saaledes, at de baade kunde være hos sig selv og hos de Andre.

✂ Der saa ud til at have været bedre her end i det afgnavede Værelse ud til Kjøbstadgaarden.

✂ Han kom ret levende til at tænke paa dette, og paa det Liv, der ogsaa maatte leves i denne Krog; saa faldt det ham ind, at han dog kunde gjøre Noget; han kunde tilbyde de to stakkels Damer at flytte ind i denne Lejlighed, medens han var her; det var dog altid bedre end i det Hjem, de nu havde, og saa kunde han ogsaa faa Lejlighed til at hjælpe dem yderligere med Et og Andet. Men dette Tilbud maatte gjøres snart, thi den Stue, de nu havde, skulde dog siges op i god Tid.

✂ Atter kjørte han derfor en Dag til den lille Kjøbstad, og atter kom han ind i den lille Stue, hvor Alting saa uforandret 171 ud som de forrige Gange. Kun var Udsigten til den lille Kjøbmandsgaard endnu uhyggeligere. Der var faldet Sne, som strax var tøet, og det brune Snesjap og det snavsede Halm, der nu som altid laa i den lille Gaard, gav den Udseendet af, at være en Slags bebygget Tørvegrav. Fugtigheden trængte ind ad Muren i det daarligt opvarmede Værelse.

✂ Den gamle Kone slap helt sit tynde Schavl, for at slaa op med begge Hænder af Glæde over dette Tilbud, og den unge Pige løftede Hovedet op fra sit Sytøj med et Smil, der gjorde Ansigtet kjønt og næsten friskt.

✂ Dette undgik ikke Hasting, skjøndt han ikke saa meget paa hende. Fattige unge Piger savnede for ham Noget, som det ikke kunde tilgives dem at savne. Formue eller Rigdom var ikke for ham nogen særlig Tiltrækning, men Savnet deraf var en Mangel hos Damer. Dette at sidde i Fattigdom, i kneben og smaalig Tilværelse og have hele deres Sind gjennemtrukken med de nødvendige Hensyn hertil, ligesom enhver Traad i deres Dragt var skæmmet deraf, det var Noget, som altid havde gjort en frastødende Virkning paa ham. Ligemeget om hans Kone ikke bragte ham en Skilling, hun skulde være vant til fine Strømper og til ikke at skjælve for Pletter paa sin Kjole; det var en Maxime, han ofte havde udviklet og tildels instinktmæssig fulgt.

✂ Den gamle Dame takkede altsaa hjertelig. Det var rigtignok en Lykke at skulle bo et halvt, maaske et helt Aar i det Hus, og hendes Søn vilde glæde sig derover; han var saa ubeskrivelig god og omhyggelig mod sin Moder og havde indrettet det saa nydeligt ogsaa for hende, da han selv fik et smukt Hjem, og saa skulde han se, at hun ikke havde nogen Fordel deraf. Men nu skulde hun bo der og maaske .... Hun standsede sig selv.

✂ Opsigelsen viste sig ikke at være nødvendig. De betalte ikke Kjøbmanden saadan. Han havde kjendt dem fra tidligere Tid og sagt, at det maatte de gjøre, som de havde Lejlighed til, og derfor var han bedst tjent med ikke at faa dem som Lejere. Han var en god Mand.

✂ Hasting sagde med en Aabenhed, som kunde gaa an efter den Maade, hvorpaa den gamle Dame selv tog Sagen, at der dog altsaa var Nogen af deres forrige Bekjendte, der havde 172 tænkt paa deres Kaar, men det var underligt, at det skulde være en Mand, der sad smaat i det.

✂ »Ja, ja,« sagde den gamle Kone, »Livet er jo ikke til for Morskab. Alt hvad vi have, som er over Modgang og Sorg, maa vi takke Gud for; det er Vinding, vi ikke kunne forlange; jeg har været taknemmelig over de Tjenester, der blev vist os, og det kunde ikke falde mig ind at gaa i Rette med dem, der ikke vise os Tjenester.«

✂ »Men der er dog Mange af Deres tidligere Bekjendte, som kunde hjælpe Dem paa mange Maader,« sagde Hasting, tildels henvendende sig til den unge Pige.

✂ Denne svarede ogsaa og sagde: »Saalidt Hjælp som muligt er det Bedste; var det ikke for Moders Skyld, vilde jeg ønske, de rent glemte os; men Amtmanden har forresten skaffet Moder et lille Legat for Præsteenker.«

✂ »Det var virkelig kjønt af ham,« sagde Moderen. »Han tænkte selv derpaa, jeg vidste ikke Noget af det.«

✂ »Ja, at tænke derpaa er Hovedsagen.«

✂ »Man skal ikke bebrejde de Rige, at de ikke tænke saa meget paa de Fattige,« sagde Moderen, »de ved jo slet ikke, hvordan det er; det ved de, der selv sidde smaat i det, og derfor ere de lettere til Medlidenhed og Hjælpsomhed. De Rige og Velhavende ere saamænd ligesaa gode Mennesker som de Andre.«

✂ Lidt oprørsk sagde Datteren ivrigt syende: »De have saa god Tid i Verden, lad dem bruge Noget af den til at tænke paa, om de ikke kunde finde paa en Mangel hist og her at afhjælpe. Jeg forstaaer, at det er ubehageligt at modtage, og jeg forstaaer ikke, at det er ret, at der altid skal bedes og aldrig gives, uden at der først bedes.«

✂ »Troer Du virkelig,« sagde Moderen, »at de Rige føle saa klart, at de have Overflod, det troer jeg ikke; de have saa mange Udgifter og saa mange egne Nødvendigheder, som de ikke tænke sig, de kunne undvære, at vi slet ikke kunne forstaa det, men de for deres Vedkommende føle ikke, at det er Overflødigheder.«

✂ »Det er en gammel Strid mellem Moder og mig,« sagde Datteren til Hasting, henvendende sig første Gang dristig og ligefrem til ham, »og De maa ikke misforstaa det. Jeg har 173 ikke Noget imod de andre Mennesker, og jeg troer ikke, at det Liv, vi i denne Verden ere komne til at leve, er under Gjennemsnittet af det, Liv nu engang er. Men vi stride indbyrdes for Ærens Skyld, vi stride kun, om vi skulde sige: det er i sin Orden, at vi have det saaledes, som vi have det, vi bebrejde Ingen det, eller om vi skulde sige, det er naturligt, at vi have det saaledes, men maaske ikke rigtigt af Andre; i ethvert Fald bryde vi os alligevel ikke om, at Menneskene ville lade os have det saaledes, enten de have Uret deri eller ikke.«

✂ »Saa er jeg paa Deres Side,« sagde Hasting, »undtagen naar jeg er syg.«

✂ »Men, naar er ....,« hun afbrød pludselig selv, blev en Smule rød i Kinderne og sømmede saa videre.

✂ Hasting spurgte, hvad hun vilde sige; hun sagde, at det var Ingenting og vilde trods gjentagne Spørgsmaal ikke videre ind paa dette.

✂ Han sagde saa Farvel efter at have aftalt, at de saa, naar Vinteren var omme, vilde komme ud til »Fairhills«.

✂ Og Vinteren skred videre.

✂ Den graa Himmel var bestandig den samme; under den laa afvexlende mørk, vaad Jord og hvid Sne. Men paa denne Afvexling nær var Alt ved det Samme.

✂ Hasting var nu bleven glad, naar Nogen kaldte ham eller spurgte ham til Raads i Sygdomstilfælde.

✂ Han ærgrede sig kun over, at der var faldet saameget Støv paa hans positive medicinske Kundskaber. Derimod forbausedes han over den Erfaring hos sig selv, at det divinatoriske Instinkt, som er en saa uhyre Fordel for en Læge, og som hans Medstuderende i sin Tid mente at have fundet saa stærkt udviklet hos ham, at det usædvanlig tydeligt udpegede ham til Læge, syntes at være bleven mere energisk i de Aar, det havde ligget ubenyttet og urørt i hans Hjerne. Han gjorde ogsaa forskjellige heldige Kure.

✂ Imidlertid følte han stor Lyst til at forøge sine positive Kundskaber, og fra en Boghandel i den lille Kjøbstad fik han forskrevet et helt Bibliothek af de Bøger, han med stor Ceremoni havde brændt ved Afskedsgildet, inden han tog til Indien.

174

✂ Nu blev hans Aftener bedre. Han sad ved Lampen og læste de bekjendte Sider, og gamle Stemmer talte fra dem livlig og opmuntrende til ham. En hel Forestillingskreds vaagnede, i hvilken han følte sig vel, hvor han var hjemme og ikke herreløs.

✂ Men naar han sad saaledes, eller naar han vendte hjem mod Aftenen og saa det uoplyste Hus's mørke Vinduer bag Træerne, fortrød det ham næsten, at han ikke skulde være ene der med sine Forestillinger og Tanker, men at Enken og hendes Datter skulde bryde Ensomheden.

✂ Han fik som Læge en vigtigere Opgave. En Sømand fra Egnen var kommet hjem i Besøg hos sin Familie og blev kort efter syg. Man fik fat paa Hasting en Dag, han var paa Arbejde i Nærheden. Det var Kopper. Det var ingen behagelig Erfaring; den Syge maatte blive, hvor han var, men i det lille snavsede Bondehus var der den frodigste Planteskole for Sygdommen.

✂ Hasting sagde Folkene, hvad der var i Vejen, og gav dem et saa bestemt Tilhold om at hente Distrikslægen, at de saa, at der dennegang ikke kunde være Tale om at spare de syv otte Mil frem og tilbage, som Turen var; de maatte Alle revakcineres, og der maatte tillige af rette Vedkommende tages under Overvejelse, om der var andre Foranstaltninger at træffe for at undgaa større Udbredelse af Sygdommen.

✂ Den næste Dag kom da ogsaa Distriktslægen. Han fik fat i Hasting, hvem han i al Stilhed var meget glad over at have som en frivillig Amanuensis i denne fjerne Del af sit Distrikt, og efterat have truffet de nødvendigste Foranstaltninger lod han sig forlyde med, at Hasting nu forøvrigt kunde udrette ligesaa meget i Sagen som han selv.

✂ Hasting paatog sig ialfald saavidt muligt at sørge for, at de forskjellige Forskrifter, der bleve givne, bleve efterlevede.

✂ En, og kort efter endnu en af Husets andre Beboere blev angreben. Distriktslægen fik skriftlig Underretning herom og meddelte tilbage, at han nok skulde komme, saasnart det var ham muligt. Foreløbig var han ganske rolig ved at vide Hasting der paa Stedet.

✂ Denne fik da fuldt op at gjøre. Hans Lægevirksomhed 175 vakte imidlertid megen Misfornøjelse hos hans Fæller og Undergivne, der frygtede for, at han skulde føre Smitten med sig til dem. Der var adskillig Tale om at indgive Klage over ham til de Foresatte, men da man dog fandt, at det var en Synd baade for de Syge og for ham, der gjorde det i god Mening, opgav man dette. Men ellers lagde man paa mange Maader sin Misfornøjelse for Dagen og undgik ham tillige saa meget som muligt. Hasting bemærkede godt dette, og det var hans pirrelige og for personlige Ubilligheder meget ømfindtlige Sind højst ubehageligt; men i det Hele taget var han dog i et meget bedre Lune ved den Forandring, der var kommet i hans Levevis. Hans Sind var blevet baade lettere og friere.

✂ Paa Grund af den Uvillie, hans Folk havde mod at komme i Berøring med det smittede Sted, kjørte han gjerne sig selv derover. Disse Ture faldt næsten altid om Eftermiddagen, da det var hans Fritid, der maatte benyttes hertil.

✂ En Dag var det bleven sildigere end sædvanligt, da han kjørte ud, og Nat, da han tog hjem. Han kjørte hurtigt, Vejen var slet, og Vejret var mørkt. Han væltede; Hesten blev staaende, men da han vilde paa Benene igjen, kunde han ikke, og han følte, at hans Ben, som han i første Øjeblik kun troede at have stødt haardt, var brækket.

✂ Det var virkelig en fortvivlet Stilling at ligge hjælpeløs her paa den ensomme Vej i Vinternattens Mørke. Han undrede sig i Begyndelsen med en vis objektiv Ro over, at man paa engang under dagligdags Forhold kunde komme i en saa pinlig og virkelig farlig Stilling, men saa begyndte han at tænke over, hvad der kunde gjøres for at blive hjulpen. Skjøndt han ikke laa saa langt fra »Fairhills«, var det ham dog umuligt at slæbe sig derhen eller til et lille Bondehus, som laa paa Vejen, og det var farligt i højeste Grad at ligge, som han laa, paa den kolde Jord, til Nogen kom forbi, maaske først henad Morgenstunden.

✂ Han havde sin Revolver i Lommen paa sine Farter i Mørke, halvt af gammel Vane, halvt fordi Egnen virkelig ikke var overdreven sikker. Blandt Jordarbejderne var der meget Pak, som ialfald gjorde Spektakler og slog løs for et godt Ord.

176

✂ Han tog Revolveren frem og fyrede to Skud efter hinanden med kort Mellemrum.

✂ Knaldene lød stærkt i Stilheden, og Hesten, som havde staaet og snuset og snøftet, blev forskrækket og gav sig til at løbe med den lille Gig slingrende og skurende efter sig.

✂ Det gjorde Hasting ondt for hans gode lille Vogn, men han trøstede sig med at tænke, at Hesten kunde hjælpe til at skaffe Folk ud efter ham, naar de saa den i sin Flugt.

✂ Han gjemte foreløbig Resten af sine Skud, slæbte sig hen paa Vejkanten, hyllede sig, saa godt han kunde, i sit Overtøj og ventede saa, hvad der vilde komme ud af det.

✂ Fra det Sted, hvor han laa, kunde han overse den Strækning, hvorover Vejen løb op til »Fairhills«.

✂ Han havde ligget her nogen Tid og hørt paa alle de hviskende og sukkende Lyde, som sammensætte Nattens Stilhed, saa fyrede han et tredie Skud af. I det Samme forekom det ham, at han saa et Lys blinke paa et Sted, hvor Vejen til »Fairhills« kunde gaa. Det blev borte, men blinkede saa igjen, blev atter borte og vedblev at være borte en fortvivlet Tid, saalænge, at han blev hel fortrydelig over det Haab, han havde havt om, at man skulde være paa Spor efter ham, men saa paa engang sprang Lyset frem igjen af Mørket, og nu var det et godt Stykke længere nede ad Bakkeskraaningen. Der kunde ikke vel være Tvivl om, at det var ham, der blev ledt efter. Det var det ogsaa. Lyset maatte nu blive borte et Stykke, naar det var kommet ned til Dalbunden; han fyrede endnu et Skud for at holde det i den rigtige Retning, og da det atter kom frem, hørte han tillige Lyden af raabende Stemmer. Han raabte igjen. Lyset fik rask Fart, og snart efter stod et Par Folk fra Gaarden hos ham.

✂ Gaa, selv med Understøttelse, var der ikke Tale om. Han maatte bæres i sin Pels, der var stor nok til at afgive en Bærebør.

✂ Skæbnen havde villet, at det var to Folk, der var meget bange for, at han skulde bringe Smitte, der vare komne for at hjælpe ham, og han var glad over, hvor ivrige de vare for at hjælpe ham og over, at de ikke tænkte paa noget Andet.

✂ Han var imidlertid besvimet, da de kom hjem med ham.

177

✂ Udmattelsen og Kulden havde virket. Han kom først til sig selv ved den Smerte, som Folkenes klodsede Forsøg paa at faa ham klædt af, voldte ham, og han gav selv de nødvendige Ordrer til sin Behandling og til strax at faa Bud efter Distriktslægen, saa at det kunde ventes, at denne vilde komme om Morgenen for at forbinde det alt stærkt ophovnede Ben.

✂ Da han var kommet til Ro, havde han - det lyder underligt - næsten en Følelse af Tilfredshed over, at der var hændt ham noget Usædvanligt, Noget der bragte en Afvexling og vilde give hans Tilværelse en ny Retning og Karakter, ialfald i de første Uger.

✂ Denne Fornøjelse var imidlertid kortvarig. Da han vaagnede næste Morgen, var den helt forbi; han var nu kun ærgerlig over at skulle ligge sund og frisk indespærret en sex Ugers Tid, og paa den anden Dag af hans Sygetid forekom det ham helt misundelsesværdigt, at kunne trave om under den graa Himmel paa de opblødte Marker.

✂ Nu syntes det hans utaalmodige Natur en Umulighed at komme over fyrretyve Dage til, og han ønskede at kunne sove dem bort.

✂ Dette Ønske gik paa sin Vis i Opfyldelse; alt Dagen efter var han gjennemtrængt af et kvalmt Ildebefindende, som ikke lod ham i Tvivl om, at han vilde blive alvorlig syg. Han fik Feber, og da den gamle Distrikslæge, som med stor Elskværdighed trodsede de syv Mil, for at passe Forbindingen, atter kom igjen, kunde han meddele Hasting, at han havde Kopper.

✂ Nu kom der en ny Tid. Angrebet var temmelig stærkt. Stundom tumledes hans Sind med de Forestillinger, som bestandig sled og gnavede paa det, men oftest laa han hen, og hans Forestilling indskrænkedes til en taaget Bevidsthed om, at der et eller andet Sted i Stuen var Lidelse og Ildebefindende.

✂ Langsomt fortrak Følelsen af, at Noget led, langsomt klarede hans Bevidsthed atter op, men da var han saa svag og mat, at Plagen ved at blive liggende ikke var Noget.

✂ En Dag overraskedes han ved, da han vaagnede op, at se en ny Figur i sit Soveværelse; det var Enken indefra 178 Kjøbstaden, der halede løs i det sorte Schavl paa en virkelig faretruende Maade, da han spurgte, hvordan det gik til, at hun var her. »Det er farligt for Dem at komme her, ved De,« sagde han, »De kan jo blive smittet.«

✂ Det var hun slet ikke bange for, hun beklagede blot, at hun ikke var kommet før, men først igaar havde de hørt Noget om hans Sygdom, og saa var hun taget ud for at se til ham, da hun nok kunde tænke, at han var bleven daarlig passet, anderledes kunde det jo ikke godt være, naar man levede som han.

✂ Det var nu ganske vist ogsaa Tilfældet, og Hasting takkede halv rørt, halv gnaven for hendes Opoffrelse, men bad hende om at tage tilbage.

✂ Derom vilde hun imidlertid ikke høre Tale.

✂ Men hendes Datter, hun kunde dog ikke undvære hende.

✂ Aa, det gik nok, mente den Gamle og ilede saa travlt ud.

✂ Det sorte Schavl blev i det lunt opvarmede Hus lagt tilside og ombyttet med et Kjøkkenforklæde, og den gamle Dame selv vimsede om med en vis Livlighed, saa Hasting syntes, hun var helt forandret.

✂ Men endnu mere forbauset end over at se Moderen blev han, den første Gang, han ved Stok kom ind i sit Værelse, over at se Datteren komme ind i Stuen. Hun var meget forlegen og sagde, at hun kom for at sige, at hun havde tilladt sig ogsaa at være her, da Moderen tog herud. Denne havde forbudt hende at tale derom, for ikke at genere, men nu da Hr. Hasting var kommet op, vilde hun strax sige det.

✂ Hasting spurgte ogsaa hende, om hun ikke havde tænkt paa Smitte.

✂ Det havde hun nok, men hun var ikke bange for at faa Kopperne.

✂ »Det er jo en afskyelig Sygdom og vanzirende,« sagde han.

✂ Det brød hun sig ikke synderlig om, svarede hun og med en vis sikker Ligegyldighed i Tonen, som gjorde, at Hasting følte, at det var sandt, og at hun virkelig troede ikke at have noget Brug for Skjønhed, men at være uigjenkaldelig fordømt til at leve i sin aflukkede Bagstue.

✂ »God Bedring,« sagde hun derpaa pludselig, rejste sig og gik ud.

179

✂ Hun havde, da hun gik, kastet Blikket paa ham, og han kom da til at tænke paa, at han ikke havde spejlet sig.

✂ Han havde, da han stod op, følt sig saa søsyg og ilde tilpas, at han ikke havde villet barbere sig, og han havde slet ikke tænkt paa at spejle sig for at se, hvordan han saa ud.

✂ Han fik nu fat i Spejlet; jo man kunde unægtelig se, hvad han havde fejlet, og om end det Meste vilde fortage sig, vilde der dog blive temmelig tydelige Spor af Sygdommen tilbage. Det var imidlertid den ligegyldigste Ting af Verden.

✂ Da han var bleven rask og kunde gaa omkring, saa han ikke mere til sine Gjæster, end om de boede, ikke i samme Hus, men højst i hinandens Nabolag. Han havde spurgt dem, om de ikke vilde spise sammen med ham, men det vilde den gamle Frue slet ikke indlade sig paa. Hun var i højeste Grad erkjendtlig for sin Fribolig, og da hun fandt en ny Gjæstfrihed i det andet Tilbud, vilde hun ikke modtage det.

✂ Hasting havde ikke Noget imod det. Han var meget skjønsom for den Omhu, den gamle Dame havde vist ham, og som havde været saa stor, at han, der var vant til at leve paa Feltfod og ikke endnu havde lært at stille store Fordringer til Komfort, meget tydeligt havde mærket det.

✂ Han havde heller ikke Noget imod at tale med den nette, undselige Datter, hos hvem den fuldstændige Resignation, som havde gjort Moderen saa træt af Livet, at hun kun betragtede det som en Ventetid paa Dødens Frigjørelse, havde skabt en vis selvbevidst Ligegyldighed, som gjorde hende beredt til at leve, men paa det Vilkaar, at hun tog ligesaa lidt Notits af Livet, som det af hende.

✂ Men skjøndt hans Fæller saaledes ingenlunde vare ham antipathiske, selv i hans svage og pirrelige Tilstand, foretrak han dog bestandig Ensomhed for deres Selskab.

✂ Han valgte sig et andet; da han var bleven saa vel, at han kunde læse, var det med en ligefrem fortærende Iver, som overraskede ham selv, at han kastede sig over det gamle, nu opstaaede Studium. Det var ikke denne almindelige aandelige Sult, som Enhver føler, der en Tid lang ikke har optaget Noget i sin Aand. Men det var ligesom denne havde sultet i al den Tid, han havde været borte, og nu skulde indhente dette. Og der var den særlige Fornøjelse, at han 180 gjorde dette uden hidsig Higen efter at naa noget Bestemt - hvorfor dette var saa, vidste han ikke heller - han var hverken optaget af en glødende Fremtid eller en stikkende Fortid, men kunde nyde en Hvile, han ikke havde kjendt i lang Tid; det var ham næsten ufatteligt, at der kun laa Maaneder mellem denne Tid og den Dag, han med Ida spadserede i Haven med Udsigten over Søen og kjørte i Skoven.

✂ Han havde skrevet til Bernhard efter sin Sygdom, eller rettere ladet skrive under Iagttagelse af alle mulige Forsigtighedsregler, hvad han udtrykkelig angav, thi han vidste, at smitsomme Sygdomme var en Rædsel for Bernhard. Han fik nu Brev; det var meget indholdsløst og meddelte foruden Beklagelser kun, at der var Grund til at frygte en Diskontoforhøjelse, og at Ida ganske kort efter Afsendelsen af det sidste Brev fra Bernhard havde fundet heldigt Rejseselskab og var rejst til Nizza, hvor hun syntes at have det godt og tillige at være bleven endel oplivet.

✂ Og videre led Vinteren, medens de udstrakte Hedebakker og Dalstrøget og Udsigten til de fjerne fremrykkende Skovmasser bestandig vexlede i blinkende Snehvidt og sludfuldt Graabrunt og atter Hvidt og atter Graabrunt, indtil det Sidste blev det Stadige.

✂ Livet derinde gik uforandret sin Gang. Naboerne saa hinanden i den sædvanlige Fjernhed. Men paa begge Sider var der af al denne Taushed og Tilbageholdenhed opvoxet et godt Forhold, et stumt Venskab. Det syntes, som om Ingen brød sig om at efterforske det Mindste af, hvad den anden Part foretog sig.

✂ Kun engang havde Vinteren tilsyneladende frembudt en Undtagelse herfra. Det var Juleaften. Hasting var nok af sine Folk bleven mindet om, hvad Aften det var. Han havde tidligere havt al den gotiske Kjærlighed til denne Fest, som omslutter Alt, hvad der er kjærlighedsfuldt og hjemligt i en forklarende vemodsfuld Glans, en Følelse, som er egen for hele den fra Vinterlandene stammende Race, hvor den saa findes, og hverken kjendes eller forstaaes af andre Folk, selv ikke der, hvor Festen har megen religiøs bevægende Kraft. Det Moment ved denne Fest, at den forherliger Hjem og Husfred, kjende de ikke.

181

✂ Han havde egentlig nok havt Lyst til at bede sig til Gjæst hos Enken og hendes Datter, men havde undladt det, fordi han troede, at de helst vilde være alene med hinanden.

✂ De paa deres Side havde ikke indbudt ham, fordi de havde stor Sky for at trænge sig ind paa ham, hvad de mente, det vilde være, og fordi de ansaa ham for staaende meget højt i social Henseende, saa at den gamle Frue syntes, at det slet ikke kunde gaa an at invitere ham til deres Julemaaltid,. skjøndt det virkelig var meget pænt; Bondekonen i Huset havde nemlig bragt dem adskillige gode Sager, som hun jævnlig gjorde, hvilke hun sagde vare Foræringer, der ved Lejlighed vare sendte fra Folkene i Nabosognet, hvor Enkens Mand havde været en meget vel lidt Præst, Foræringer, som i Virkeligheden skrev sig fra Hasting.

✂ Om Aftenen gik Hasting ud af sin Stue og spadserede i Haven.

✂ Uden at ville tilstaa for sig selv, at han var nysgjerrig, gik han hen udenfor Vinduerne, hvor Enken boede; de vare oplyste, og man kunde se ind ad dem med Lethed. Rullegardiner, faldt det nu først Hasting ind, havde han slet ikke tænkt paa at forsyne Lejligheden med, og de smaa Gardiner inde fra Bagstuen forslog ikke noget. Saaledes kunde han se lige ind i deres Dagligstue. De sad ved Bordet; det var afdækket, men der stod Lys derpaa, og grønne Grankviste vare slyngede om Stagerne.

✂ Den Gamle sad med sin Bog slaaet op foran sig, men læste ikke i den, men af nogle gamle Breve, som laa paa Bordet. Hun syntes at læse halvhøjt og mumlende, mest for sig selv. Brevene vare sikkert fra Sønnen, et Portræt stod stillet op paa Bordet. Maaske vare de skrevne paa den Udenlandsrejse, den dygtige unge Læge havde gjort med offentlig Understøttelse, og som Moderen flere Gange havde omtalt med Stolthed til Hasting for at erindre ham om, at hendes Søn ogsaa havde rejst, og det med Honnør. Maaske var Brevene Julebreve, skrevne fra et fjernt Sted, men indehol? dende kjærlige Ord, om hvorledes han mindedes de Jule? aftener, han havde tilbragt i et elsket Hjem. Maaske læste hun disse Breve nu, da han var paa et saare fjernt Sted, for 182 at minde sig selv om, at ligesom de efter hin Adskillelse havde gjenset hinanden, saaledes skulde de ogsaa ses selv efter denne store.

✂ Hun var ganske fordybet i denne Læsning. Datteren sad ved Siden, lænet tilbage, med Armene foldede over Brystet og Hovedet bøjet lidt frem. Hun syntes ikke at høre helt efter, men at være optaget af sine egne Tanker.

✂ Hendes Ansigt var vendt lige mod Vinduet; et alvorligt, men, naar man saa nærmere paa det, tiltalende Ansigt var det, med store brune Øjne og en kraftig Pande. Og det klædte hende ret, fandt Hasting, en Gang ikke at bestille Noget, ikke at sidde hængende over det evindelige Sytøj, som betaltes saa elendigt, men at sidde som en Uafhængig.

✂ Han stod nogen Tid og saa derpaa. Saa rejste hun sig; han troede i første Øjeblik, at hun havde set ham ude paa Plænen, men det var umuligt, da han stod helt nede i Skyggen; han trak sig uvilkaarligt længere tilbage og saa da, at hun gik ud af Døren til Haven.

✂ Moderen mærkede Intet og blev ved at læse.

✂ Den unge Pige saa sig om og gik saa ud. Hun gik ad Gangen langs Huset; da hun kom udenfor hans oplyste Vinduer, gik hun over i en anden Gang, hvorfra man saa ind i Stuen. Der maatte hun have staaet stille eller gaaet en Gang frem og tilbage, thi det varede lidt, inden hun kom tilbage.

✂ Saa gik hun atter ind i Stuen, og han kunde se, at hun var bleven kold paa sin Vandring; hun havde heller ikke taget noget Tøj paa, men var gaaet ud, som hun sad der.

✂ Hun gik hen til Kakkelovnen og varmede sig.

✂ Han kunde se, at Moderen nu var bleven opmærksom paa Noget og gjorde et Spørgsmaal, hvorpaa hun dog fik et tilsyneladende ligegyldigt Svar, thi hun begyndte atter strax paa sine Breve.

✂ Hasting gik saa atter ind til Sit.

✂ I en Henseende gjorde den gamle Dame ham adskillig Gavn under sit Ophold. Det var med at bringe lidt Orden i Sygebesøg. Da Hasting ikke tog Betaling, blev han temmelig mishandlet, og naar der kom Bud efter ham, medens han var borte, bemærkede den gamle Dame det gjerne, tog sig 183 af Sagen, anstillede en skarp Examination, om det var Umagen værd, sendte Nogle bort med et Husraad, gjemte Andre, som det heller ikke hastede med, til et andet Besøg i Egnen, kortsagt bragte nogen Orden i det.

✂

TO OG TYVENDE KAPITEL

✂ Ida skrev i Nizza, da Vinteren led mod sin Slutning:
»Kjære Frøken Rønnov!

✂ Roserne staa snart i fuld Flor, de blande sig paa en yndefuld Maade med Aloerne og de smaa Palmer udenfor mine Vinduer. Luften er dejlig, Alt er skjønt, og jeg føler mig meget bedre.

✂ Lægen siger, der ikke er mindste Fare, og skjøndt Badelæger vel altid tale i noget høje Toner, føler jeg dog selv, at min Tilstand er sikker.l taler tydeligere derom end noget andet, jeg har set. Skal man dø, hvorfor saa ikke hellere dø under vor egen tunge, graa Vinterhimmel eller i vore Somre uden Sol og Varme. Jeg troede, at Himlen over min Sjæl var bleven graa og uigjennemtrængelig, fordi jeg skulde have lettere ved at dø; saaledes synes det nu ikke at skulle være; men det havde dog været mig lettere at dø, meget lettere end forrige Gang, da jeg troede, det skulde være bleven Enden paa det, meget, meget lettere.

✂ Himlen vil altid blive graa og Somren uden Sol og Varme, Livet ser anderledes ud end jeg troede; den Lykke, mine Anelser hviskede om, ved jeg nu, det nytter ikke at vente paa; nej, jeg var ikke nær saa bange for at dø som for ti Aar siden, ikke nær.

✂ Jeg tænker meget paa Felix; jeg kan ikke lade være ofte at græde over den stakkels Dreng. Jeg troer nok, han vilde have været tilfreds med det, vidste han det, thi den Kjærlighed, jeg synes at føle for ham, er god nok til ti Forlovelser og tyve Ægteskaber. Havde han begjært mig til sin Elskerinde, var jeg gjerne bleven det, men Skade for ham, at han skulde dø, for at jeg kunde lære dette.

184

✂ Hasting var nær ved det; og dog ved jeg ikke i dette Øjeblik, om han nogensinde har tiltalt mig ret, eller om der ialfald ikke altid har været Noget, der stødte mig tilbage. De, kjære Veninde, med Deres rene og klare Sans for Menneskenes Betydning, vil næppe forstaa mig, naar jeg siger, at jeg ikke kunde lide ham, da jeg var forelsket i ham, men saa? ledes var det; hvorfor er mig umuligt at sige, jeg ved kun, at det var Tilfældet. Jeg var heller aldrig bleven lykkelig med ham i Ægteskab; men forelsket i ham var jeg. Det lyder Altsammen ubegribeligt for den, der ikke selv kjender slige Strømninger og Modstrømninger i Følelsernes Hav; og det gjør Ingen, som ikke har ladet sig drive paa dem uden Ror. Men det har De ikke.

✂ Men der var over ham en Lidenskab, som gjennemstrømmede mig. Dette faaer at være nogen Undskyldning for mig, fordi jeg gav saa meget efter. Vi ere dydige hos os, det ved jeg, men skyldes dette ikke, at vi ikke fristes stærkt? Er ikke hos de Fleste af os Inertien den Magt, der frelser? Selv naar der er en Fristelse, er den sjelden saa energisk, at den kan overvinde Inertien.

✂ Man troer vi ere, jeg ved ikke hvad, pjankede, indholdsløse, i Kjærlighed som i alt Andet. Man har jo forsaavidt Ret; vi forelske os uden Kjærlighed og gifte os uden Forelskelse, men derfor er det alligevel fejl at tro, at vi ikke tørste efter at føle en Lidenskab; kom med en Gnist, og vi kunne flamme. Men naar der ingen Gnist kommer, saa futter det Hele af som vaadt Krudt. Hvad Ægteskabet ikke forbruger af Forelskelsesevne gaaer bort i Klatteri. Der er en Ret, jeg husker ikke hvilken, hvortil Bernhard ved vore Middagsselskaber plejer at give Champagne, der er heldt om paa Vinkander; det er enDrik, der altid gjør megen Lykke, og den er afskyelig. Alt det Sprudlende og Skummende er gaaet bort, tilbage bliver der kun en blandet Smag af Vinens solide Bestanddele, hvori en vammel Sødme er det mest Fremherskende. Det er den Maade, hvorpaa vi med vore Forlovelser nyde Kjærligheden; vi lade den staa og blive vammel og flau i en Karaffel, saa skal den ret smage! Den Drik skal ikke blot saa drikkes hele Livet igjennem, men ogsaa prises!

185

✂ Nej, jeg holder mere af Champagne til at begynde med, og saa medens den skummer og perler stærkest! Kjender man kun Champagne paa den anden Vis, og har man lidt Smag for Vin, saa ønsker man engang at prøve den anderledes.

✂ Andet synes jeg ikke, jeg har gjort.

✂ Og jeg er saa sikker, som at jeg lever, paa, at mange af mine stille, rolige, »kjedelige« Veninder, der ligesom jeg i Virkeligheden ikke tro paa Noget og ikke vente paa Noget, dog i Virkeligheden tro og vente.

✂ Om de ere ulykkelige, fordi Forventningen ikke opfyldes, er en anden Sag, det troer jeg ikke; men der er Nogen, som er det.

✂ Felix holdt jeg af som ung Pige; ham kunde jeg være bleven lykkelig med. Der var hos ham ikke dette Noget, jeg ikke kan gjøre mig klart, men som jeg ikke syntes rigtig om ved Hasting, ikke dette inderst, som stødte tilbage, og som jeg syntes, jeg ikke kunde blive Herre over. Felix behandlede mig skammelig, men han var ikke forelsket i »Arvingen«, det var udelukkende hendes Penge, han vilde have, saaledes gjøre de Alle. Han var dog ikke forelsket i hende, og hvor har han ikke fortrudt, at han vilde sælge mig!

✂ Derfor holder jeg af ham igjen, og maaske ogsaa fordi min Kjærlighed nu er umulig.

✂ Det er en ulykkelig Kjærlighed, men det er velgjørende at have været Gjenstand for en saadan Lidenskab, som den, han har følt. Jeg ved, at det er ondt at kunne føle Glæde derover, men det gjør jeg, og tillige synes jeg, at jeg er bleven mere værd ved at have været Gjenstand for den, jeg som kun kjender .... derfor holder jeg ogsaa af ham.

✂ Jeg er mere forelsket i ham nu, end jeg var, dengang jeg første Gang blev indtaget i ham. Det kommer af, tænker jeg, at han nu er død, og at Intet kan forstyrre det Billede, som jeg selv skaber mig af ham. Men det kommer ogsaa af, at jeg nu er i Stand til at elske meget stærkere end dengang, fordi jeg meget mere end dengang ved, hvad Livet er; jo mere man ved det, desto stærkere kan man elske.

✂ Hvorlidet jeg dengang var forelsket i ham, kan jeg jo 186 bedst se deraf, hvorledes jeg tog det, da han forlod mig. Hans Frafald voldte mig mere Forbittrelse end Sorg, meget mere. Jeg har stundom spurgt mig selv, om det i nogen Maade bidrog til, at jeg tog Bernhard, at jeg var saa vred paa Felix, men jeg troer det ikke. Stakkels Bernhard, jeg holdt egentlig meget af ham, og hvad har han egentlig gjort mig, siden jeg ikke mere holder af ham. Men det kommer vel igjen med Aarene, naar vi blive gamle. For mig er der ikke Andet end at vente, til jeg bliver gammel nok. Et underligt Resultat for mig kun at skulle længes efter at blive gammel.«

✂ Mere var der ikke skrevet. Det var begyndt som et Brev, men snart var hun kommet ind paa en Tone, hvori hun kun talte til sig selv og havde skrevet sig selv ind i den og ud af Brevstilen. Paa det Sted i Brevet, hvor hun pludselig gjorde Forsøg paa at komme tilbage i denne, var hun alt langt udover det, hun vilde tilstaa for den Veninde, hun tiltalte.

✂ Hun havde taget Felix's Optegnelser med sig paa denne Rejse, hvorfra hun næsten havde troet, at hun ikke skulde komme tilbage.

✂ Nu lagde hun det Ark, hvorpaa hun havde skrevet dette Halvbrev, ved Siden af hans Optegnelser. Da hun nogle Uger efter forlod Nizza, brændte hun begge Dele tilsammen, og Asken og de brændte Stumper kradsede hun ned under et blomstrende Orangetræ, der havde staaet udenfor hendes Vindue.

✂

TRE OG TYVENDE KAPITEL

✂

✂ Henad Foraaret fik Hasting Efterretning om, at den gamle Justitsraadinde var død. Hendes efterladte Mand var efter dette Dødsfald sunken ganske sammen og vilde neppe overleve det i mange Maaneder, skrev Bernhard, der tilføjede en smuk Bemærkning om det Lykkelige i saaledes at kunne leve og dø sammen.

✂ Efterretningen gjorde ogsaa et alvorligt Indtryk paa Hasting, og han bestemte sig til at tage derover til Begravelsen, 187 skjøndt det voldte ham megen Frygt, at han vidste, at han maatte træffe Ida eller dog se hende. Men det forekom ham da tillige, som at det, at de mødtes i Skyggen af hendes Moders Død, vilde gjøre deres Møde lettere og mere uberørt af Fortiden.

✂ Dette Møde fandt Sted. Det var paa en formel Visit, som Hasting aflagde hos Bernhard, og Intet kunde være mere formelt, flygtigt og overfladisk. Der vexledes kun et Par venlige, men ganske ligegyldige Ord, som Bernhard var halvt med i.

✂ Men Ida rødmede, da hun saa Hasting. Hun var bleven mager og bleg og saa endnu mere bleg ud i den sorte Dragt, men da han kom ind, rødmede hun stærkt.

✂ Der foregik i dette Øjeblik noget saare Forskjelligt hos de To.

✂ Hos Ida blussede den gamle Forelskelse op i et kortvarigt Nu. Hun var nedbøjet af Vinterens Sindsbevægelser og nu af Moderens Død, hvem hun holdt overordentlig meget af, og under denne Sorg gjennembævedes hun af Længsel efter Elskov, efter et bevæget, hengivent, elskende Hjerte, og der stod jo Elskeren. Men det var kun et enkelt Øjeblik, saa var den Ud blusset bort, ganske og aldeles, gaaet, som den var opstaaet, ad den samme usporlige Vej som den var kommet, et flygtigt Blink over et glidende Vand.

✂ Paa Hasting gjorde ogsaa dette Møde, men navnlig den pludselige Rødme sin Virkning. Igjennem hans resignerede Stemning skød som en opblussende Flamme, en næsten vild Glæde over dog at være saameget erindret. Han havde strax, da han kom ind i Stuen, opdaget et stort Portræt af Felix i en smuk Ramme, i hvilken der var stukket en Buket af Blomster. Det forundrede ham ikke, men Idas Rødme var ham dog en Fryd dengang og mange Gange senere.

✂ Hans Ophold i Staden var ganske kort, men eet Sted kunde han ikke undlade at gaa, og det var til Frøken Rønnov. Det var sent, næsten Aften, da han ringede paa hendes Dør. Det forekom ham, at Klokken lød, som om den ringede i store, tomme Værelser. Det for igjennem ham, at han vilde faa den Besked, at Frøken Rønnov var i Florents eller Cannes, og han var alt i Tankerne paa Jernbanefart efter hende ned igjennem Tyskland, thi han følte en Trang, der nu 188 forekom ham helt fortærende, efter at have hende til sin Fortrolige paa det Skillepunkt, hvor han stod.

✂ Men der lød Skridt derinde, den gamle Pige lukkede op, Alt var i Orden, Frøken Rønnov var hjemme og i Dagligstuen. Hun sad derinde i en lav Gyngestol ved Siden af et Bord med Lampen.

✂ Hun hilste venligt og hjerteligt paa Hasting, men fik strax et lidt koldt Udtryk, da han i forlegen Ivrighed for at faa det sagt busede ud med, at han gjerne vilde tale med hende om Noget, der laa ham paa Hjertet.

✂ Hun taug.

✂ »Jeg er ikke nogen Frier,« sagde han, idet hans Læber rystede af Forvirring. Han havde ikke tænkt over, hvorledes han vilde komme til at tale om sig selv og søge Raad og Vejledning hos en Sjæl, han følte, var klarere end hans egen, og det forekom ham at være meget vanskeligt at komme hertil, naar hun ikke hjalp ham. Men hun gjorde det.

✂ »Tænker De paa atter at rejse bort, eller har De en anden stor Beslutning for,« sagde hun.

✂ Mere end hendes Ord sagde hendes Stemme. Hun havde kjendt Hasting fra deres tidlige Ungdom, da han begyndte at færdes i deres Kreds og altid syntes meget godt om ham. Saa tydeligt som hun saa hans Fejl, havde hun ogsaa set meget i ham, der kæmpede opad, og paa samme ubestemmelige Maade, som Ida havde fornummet hos sig Noget, der stødte tilbage fra ham, selv da hun var forelsket i ham, havde hun følt Noget, der trak hende til ham, selv naar hun ikke kunde lide ham, som da han var kommet hjem fra Rejsen og især, da han bestræbte sig for at vinde Ida.

✂ Hasting behøvede ikke mere end den Opmuntring, der laa i denne Tone.

✂ »De ved, at jeg har været meget forelsket i Ida,« sagde han.

✂ Hun nikkede.

✂ »Og jeg er det maaske endnu.«

✂ »Hvis De har den fjerneste Tanke skjult om at vedblive at søge hendes Kjærlighed, saa tal ikke mere til mig.«

✂ »Saasandt jeg lever, troer jeg oprigtigt at jeg har opgivet 189 det. Det er ikke et Udbrud af Svagelighed og Sygdom, naar jeg siger det. Det er Alvor.«

✂ Forunderlige Svagheder i Sjælen! Det gjorde ham det atter et Øjeblik vanskeligere og pinligere at tale, at han skulde gaa ud fra, at ethvert Spor af Haab om Lykke i denne Kjærlighed maatte være udvisket.

✂ »Det var derom, jeg vilde tale,« sagde han famlende.

✂ Hun havde under deres Ophold i Jylland havt en instinktmæssig Følelse af, at der var et Øjeblik, hvor der hos ham var en maaske ubevidst Mulighed for at blive forelsket i hende; thi slige Muligheder undgaa aldrig en Kvinde. Hun tænkte herpaa. Hun tænkte paa, at det engang havde været hendes Drøm, at blive en barmhjertig Søster. Hun saa, at hvordan det nu end var gaaet til, saa var her en Sjæl, der var i stor Vaande, som var tyet til hende om Hjælp, neppe vidende for hvad, og hun tog en modig Beslutning. Først og fremmest gjaldt det om at skaffe Klarhed.

✂ »Jeg vil begynde med at tale og fortælle,« sagde hun. »Jeg vil fortælle Dem Noget om mit Liv og min Hemmelighed. Jeg er forlovet med Greven og holder Bryllup med ham om et Par Maaneder, men endnu tales der ikke om det. Jeg er lykkelig, meget lykkelig, saa lykkelig, som jeg ikke havde troet at skulle blive det, endskjøndt der var en Gang, da jeg som De var meget forelsket og derfor troede ligesaa stærkt paa Lykke i Livet som De.«

✂ »Derpaa troer jeg ikke mere,« sagde han bestemt.

✂ »Maaske De er for hastig,« svarede hun, »det kommer maaske anderledes baade med Lykke og Kjærlighed, end De troer. Men husk fremfor Alt paa, at kun den kan vinde Lykke i Kjærlighed, som selv kan give den. Nu skal jeg fortælle Dem min Historie.

✂ »Jeg levede som ganske ung Pige efter min Faders Død i en af de større jydske Byer hos en gammel Tante. Jeg var som sagt meget ung. Jeg havde megen Fantasi og stor Lyst til at lære Verden at kjende, to Ting, der kunne indgaa en farlig Forening.

✂ »Der kom adskillige unge Herrer i min Tantes Hus; hun var en ret formuende Enke efter en højtstaaende Officer, 190 som havde havt sin Kommando der. Af disse Herrer vare de Fleste Officerer i Garnisonen. Jeg antager, at unge Herrer og Damer ligne hinanden i det Punkt, at de meget tidlig begynde at gjøre sig det Spørgsmaal, om Verden dog ikke snart vil lade dem faa Øje paa deres Idealer. Hvergang der kommer en ung Herre frem i Synskredsen, som tildrager sig Opmærksomheden lidt, spørger en ung Pige sig selv: »Skal han ligne ham.«

✂ »Hvergang der kommer en ung Pige frem i Synskredsen, der tildrager sig Opmærksomheden,« sagde Hasting, »spørger en ganske ung Mand: »Er det hende.«

✂ »Saa tage de i eet Tempo, hvad vi tage i to,« sagde hun, »men det skal jeg indrømme, at de to Tempoer ogsaa for os kunne falde hurtig sammen.«

✂ »Den af de unge Mænd, som mest vakte min Opmærksomhed, var naturligvis den unge Officer, som red smukkest, dandsede bedst, var mest elegant klædt, talte livligst og høfligst, (det sidste har uhyre meget at sige for ganske unge og altsaa ikke blaserede Piger, senere bliver det snarere det Modsatte). Det var i Virkeligheden Garnisonens Løve; han var formuende og havde - De tilgiver mig det - et adeligt Navn.

✂ »Han kom meget hos min Tante, der ikke blot var lidt i Familie med ham, men hvor han havde været i Huset nogle Aar, da han gik i Byens Skole. Han var slaaet ind paa den militære Løbebane, og havde iøvrigt et Gods, der laa nogle Mile fra Byen.

✂ »Med mit neppe syttenaarige Kjendskab til Verden og Idealerne spurgte jeg mig selv: Ligner han ham? - og jeg svarede mig selv »Ja«.

✂ »Han selv spurgte mig et Aars Tid efter: »Er det mig,« og jeg svarede ogsaa »Ja«.

✂ »Jeg var lykkelig. Jeg holdt af min smukke, morsomme Lieutenant. Jeg kom til at holde endnu mere af ham i Løbet af de første Maaneder, vi vare forlovede. Forlovelsen var hemmelig; hvorfor, er det mig egentlig nu noget vanskelig at sige. Min Forlovede var af en meget forsigtig Natur og havde forskjellige smaa Betænkeligheder og Skrupler, som jeg nu har forglemt, men hvori Hensyn til en vanskelig og sær 191 gammel Slægtning, der skulde arves, spillede en vigtig Rolle. Nok er det, hemmeligt burde det være, og deri rettede jeg mig meget villigt efter min Tilbeder og min Helt.

✂ »Jeg var virkelig lykkelig i de første Maaneder. Dagene gik frit og let med smaa, men inderlige Anfald af Henrykkelse, og om Morgenen, naar jeg vaagnede op, vidste jeg strax ubevidst, at jeg skulde vaagne op til noget Glædeligt og Lyst.

✂ »Længere end et Par Maaneder varede imidlertid ikke Lykken. Det er ogsaa vist. Husk, at det er en Historie af den rigtige Virkelighed, som jeg fortæller Dem. Hvornaar det kom, at Lykken gik bort, kan jeg ikke sige. Jeg læste fornylig, at Jordklodens uendelig afvexlende Udseende, de høje Bjerge, og de dybe Dale maaske ikke ere blevne til ved voldsomme og storartede Naturbegivenheder, saaledes som man tidligere troede, men ved smaa Aarsagers langsomme men uafladelige Virksomhed. Saaledes gaar det ogsaa i det menneskelige Liv. Det bevæger sig ikke gjennem stærke Katastrofer, men gjennem smaa Virkninger, saa smaa, at de ofte ere absolut umærkelige for Iagttageren, ialfald saa umærkelige, at han ikke kan gjøre Regnskab for dem. Saaledes gik det med mig, da min Forelskelses Lykke forstyrredes. Jeg gjentager, jeg kan ikke, selv om jeg vilde, gjøre Regnskab for, hvorledes det gik i det Enkelte. Men jeg vil sige Dem en Ting, som maaske kan lette Dem Forstaaelsen af Helheden. Min Forlovede var en Mand, som De kjender lidt til, det var Kammerjunkeren, hos hvem vi mødtes til Festen for Hertugen. Ja, ham og ingen Anden. Men lad mig tilføje: Han var mere elskværdig for et Dusin Aar siden, end han er nu. Han var ikke blot en behagelig, ung Lieutenant, men det Gode ved ham, og som ogsaa er i ham endnu, laa langt højere oppe ved Overfladen. Betydeligere Karakterer, tror jeg, blive elskværdigere med Aarene, men med de smaa er det Modsatte Tilfældet. Husk paa, at han var formuende, men ikke saa meget som nu, og hans Forfængelighed krævede meget af ham. Ikke destomindre betænkte han sig ikke - det ved jeg ialfald ikke Noget om - paa at fri til mig, da han var bleven noget forelsket i mig, skjøndt jeg slet ikke var rig, ikke engang formuende, og som, hvad Rang angik, vel kunde være ham jævnbyrdig, men ikke kunde 192 hæve ham opad. De ryster paa Hovedet. Jeg siger Dem, det var ikke lidt af ham at handle som han gjorde.

✂ »Men Lykken svandt. Det blev mig klart, at det var en daarlig Forelskelse, hvor den sande Agtelse manglede; en daarlig Forelskelse, og der gaves mig Mod til at hæve den i Tide.

✂ »Jeg kom her til Kjøbenhavn, og her begyndte jeg noget efter at leve, som De ved, jeg har gjort.

✂ »Det var ialfald et Forsøg paa at faa Noget at leve for, om min Opgave end var af en anden Art end den, jeg nu vil føres til.

✂ »Jeg begyndte ganske smaat med min Vaskerkones Børn, hvis Moder var syg, og hvis Fader drak. De blev Stammen i min Skole. Tænk Dem, jeg nærede visse ærgjerrige Planer om at reformere vort Almueskolevæsen.« Og i en næsten skjemtende Tone forsatte hun: »De kan være ganske rolig, de ere beskedent opgivne i Theorien, i Praxis haaber jeg netop nu at kunne gjøre Noget til deres Fremme. Men dengang var jeg Theoretiker. Jeg husker endnu, hvorledes jeg elskede mine Theorier, jeg tilstaaer mig skyldig i henrykte Studier af Pestalozzi o. s. v. ja i Udkast til en Pjece.«

✂ »Men Forelskelsen,« spurgte Hasting, »hvor blev Forelskelsen?«

✂ »Jeg vil svare Dem,« sagde hun. »Jeg tænkte, efterat have slaaet op, ofte med megen Sorg paa min Forlovelse og min Forlovede. Men hvergang jeg tænkte, at Bruddet var sket for at redde Noget af det Højeste i mig, blev det bedre med mig.

✂ »Lad min Forelskelse have været, hvordan den være vil, baade ungdommelig og letsindig, saa tog det Aar at blive helbredet for den. Men Helbredelsen kom. Og siden kom han.«

✂ »Greven?«

✂ »Ja, Greven. Nu har jeg talt til Dem om det Andet. Men om ham, og hvorledes det blev saaledes, at vi fandt hinanden, derom taler jeg ikke til Dem eller til nogen Anden end ham.«

✂ Hun rejste sig; hun var lidt bleg, og hendes Næseboer udvidedes let, da hun fortsatte.

✂ »Men jeg vil sige Dem Noget. Ved De, hvad Noget af 193 det er, jeg troer om et andet Liv? Det er, at der blive alle vore Tanker aabenbare, ikke blot for Dommeren, mon for Alle, og der vil han nok have Synd og Ondt paa sin Samvittighed, men jeg troer ikke, han behøver at frygte for at røbe nogen lav, nogen smudsig, nogen giftig Tanke. Troer De, der er Mange, hvorom det kan siges?«

✂ »Og saa er det en god og modig Mand, en Mand af dem, som det vilde være godt at holde i Haanden, naar man skulde dø og var bange derfor.«

✂ Hun taug og blev ved at gaa frem og tilbage.

✂ Hendes Ord: »En daarlig Forelskelse«, klang bestandig i hans Øren.

✂ Hun satte sig atter ned. »Nu har jeg fortalt,« sagde hun, »nu De!«

✂ Saa fortalte han sin Historie. Helt, fuldstændigt fra sin Side, kun dækkende Smaating fra Ida, der kom til at spille en hel passiv Rolle.

✂ Han var forunderlig lettet, da han havde talt. Han havde ventet megen Befrielse, men dog ikke saameget, som han først nu følte, at en menneskelig Sjæl kan vinde ved en ren og fuld Fortrolighed til en anden.

✂ Da han havde udtalt, havde de begge en Følelse af, at der ikke var noget mere at sige iaften.

✂ Hun tog Initiativet: »Klokken er mange,« sagde hun. »Rejser De strax tilbage, saa kom op og se til mig endnu engang.«

✂ Han gik. Paa Vejen til sit Hotel gik han længe om i Gaderne, som han havde gjort den varme Sommernat, da han havde kjørt med Ida. Men nu var der ingen Banken og Begjær og vild Lykke i Blodet; men Stilhed, om han end følte, at han ikke havde indoptaget den ganske.

✂ Paa sin Omvanken kom han hen i Nærheden af det Hospital, hvor han havde lært som ung Student. Mørke og lidet tiltalende laa Bygningerne i den raakolde Foraarsnat; men hos ham vakte Synet af dem venlige Minder.

✂ De vare brogede og vilkaarlige, som alle Minder, naar man lader dem strømme ind, som de selv ville, og Erindring om Hjemkomst fra Baller i ungdommelig Henrykkelse over en eller anden blaa- eller hvidkjolet Skjønhed blandede sig paa en 194 bizar Maade med Minder om Timer i Studierne, hvor han følte sand Begejstring over og Glæde ved sin Gjerning. Erindringer om lystige Kammeratgilder, hvor selv de for mange Aar siden sagte Morsomheder spirede frem igjen, vare sammenslyngede med Erindringer om smaa Triumfer som lovende Læge paa Sygestuerne. Han gik længe frem og tilbage foran Gitteret. Dengang var det bedre med ham end i de hede, fortærende Tider, som kom senere.

✂ Endelig gik han hjem. Men sove kunde han ikke. Saa gik hans Tanker over til »Fairhills«, og det Liv, han der havde ført i den sidste Vinter, og saa tilbage til de gamle Studiedage.

✂ Endelig faldt han i Søvn, og den første Tanke, der slog ham, da han vaagnede op, var klar og renset fra alle Tvivl den: »Ja, jeg vil være Læge igjen.«

✂ Han stod op, glad, tilfreds, med den Følelse af Sikkerhed paa sig selv og paa Verden, som han havde følt, da han med den vundne Formue gik ombord paa »Bombay« for at vende hjem.

✂ Vejret var smukt og klart. Han gik en Tur paa sit Yndlingssted »Langelinie«, seende paa sit Uhr, naar den Time kom, da han med nogenlunde Hensyn til Formen kunde gaa hen til Frøken Rønnov.

✂ Endelig drejede han om og gik derhen, skjøndt det var tidlig paa Formiddagen. Han havde imidlertid rent glemt Skolen. Hun var ved at læse, og han maatte, til Frikvarteret kom, vente i hendes Dagligstue.

✂ Formiddagssolen skinnede ind i denne og legede paa de mange fantastiske Gjenstande, hvormed den var smykket, blinkede i Stjernen, der bar Palmegrenen og spillede paa Vaserne og Daaserne paa Kaminpladen.

✂ Men Solstraalerne var det eneste Urolige i Værelset, ellers var Alting stille og fredeligt, selv de urolige Solstraaler, der kom ind mellem de mange Blomster i Vinduerne, vedblev i deres spillende Legen at tale om Fred.

✂ Inde fra Skolestuen hørte han Summen af Stemmer. Barndomserindringer dukkede op i ham fra en Menneskealders Glemsel. Han saa i stille Formiddagstimer sig selv sidde som lille Dreng og læse med Lærerinden i Moderens 195 Dagligstue; han huskede det Voxdugstæppe, der laa paa Gulvet, og hvorledes Solstraalerne fra Vinduet vare faldne over det, medens der var talt til ham om den stærke Samson, som han tænkte sig begraven i det lange Bed paa Kirkegaarden, den fromme David og alle dem, der havde faaet Fred fraoven.

✂ Medens han sad i disse Erindringer kom Frøken Rønnov ind.

✂ »Jeg har sovet paa vor Samtale,« sagde han, »og nu har jeg taget min Beslutning.« Og han fortalte om »Fairhills«, og hvad der var at gjøre og, at han vilde nedsætte sig der som Læge.

✂ »Saa ønsker jeg Dem til Lykke,« sagde hun.

✂ »Det bliver et stille Liv,« sagde han.

✂ »Men, at det stille Vand har den dybe Grund, gjælder i mange Forhold.«

✂ »Jeg vil se Dem gaa ombord,« sagde hun, da de skiltes.

✂ Han tog Afsked med Bernhard, men paa dennes Kontor. Det var en kort og fra Bernhards Side meget trykket Sammenkomst. Han kunde ikke ret beherske en vis oplivet Stemning, da Hasting fortalte, at han vilde bosætte sig i Jylland, og at der maaske gik Aar, inden de atter ,saa hinanden. Hermed skiltes de.

✂ Frøken Rønnov holdt Ord og kom, da han stod i Begreb med at gaa ombord i det jydske Dampskib.

✂ Talen faldt paa hans Hjemkomst og erindrende den Hyldest, hvormed han da jævnlig modtoges, sagde hun: »Nu drader De atter ud, Jason, vil De denne Gang vinde det gyldne Skind?«

✂ »Jeg haaber det sikkerlig,« sagde han, »thi jeg synes, at Guderne ere med mig ombord.«

✂

✂ Skibet sejlede nordpaa. I en kold, men klar Foraarsdags Solskin blinkede Bølgerne lyst og fornøjeligt, og i den friske Vind gik de med en Bevægelse, der, skjøndt Farvandet var indelukket og afgrændset, viste, at de vare af den samme Slægt som dem ude i det store Hav.

196

✂ Hasting fornøjede sig ved at se derpaa, ogsaa i hans Indre var det frisk og klart. Han tænkte med Glæde paa sin Beslutning, paa den nye Virkekreds, i hvilken han skulde udhvile sit jagede og omtumlede Sind. Han tænkte paa det ejendommelige Landskab derovre omkring hans Fremtids Hjem med dets store og alvorlige Linier, der pegede ud over den virkelige Begrændsning. Han tænkte ogsaa paa de to Beboerinder, som Huset havde, og glædede sig til at blive budt velkommen og fortælle dem om sin nye Bestemmelse.

✂

✂ Men da Skibet var langt borte, og han for sidste Gang havde vendt sig om for at se paa de smaa Spidser nede i Syd, som vare Kjøbenhavns Taarne, da blinkede pludselig atter med hemmelig Fryd, men dog med tungsindig Længsel frem i hans Sjæl Erindringen om, at Ida havde rødmet, da hun saa ham igjen.

✂ Og atter vil den blinke frem i kommende Tider, hvordan de end blive, i de urolige og pinefulde som i dem, der ville blive omskyggede af Fred og Hengivelse, atter vil den blinke med hemmelig Fryd og begjærende Længsel. Thi Ingen give Guderne Alt.

✂

NUTIDSBILLEDER
(1878)

198

199

✂

FØRSTE KAPITEL

✂

✂ Det var en af de allerførste Sommerdage, men meget varmt, og saa varmt, som det var, kunde der godt have været lukket endnu mere op, især da Værelset endnu var i Vinterdragt og opfyldt med Tæpper og Puder og udpolstrede Møbler. Man kunde nok se, at man var hos en gammel Dame, der selv paa en varm Sommerdag var bange for at faa for megen frisk Luft.

✂ I Stuen var kun to Personer, en ung Dame og en yngre Mand. Den unge Dame, Frøken Helene, var Husets Datter, den unge Mand, Flemming hed han, var en Ven af Huset. De to vare ikke i Slægt sammen, men der var en vis Lighed imellem dem, begge vare høje og slanke, smukke Skikkelser med smukke Ansigter og udprægede Træk. Hun havde mørkere Øjne og mørkere Haar og et mere livfuldt Udtryk. Han havde egentlig ogsaa et livligt Ansigt, men det Livfulde kom mest fra sarkastiske Blink. De To sad og talte sammen ved Bordet midt i Stuen. Han holdt sin Hat i Haanden; hun havde et Arbejde liggende paa Bordet foran sig, hvormed hun legede med den ene Haand paa en Maade, der ikke røbede megen Respekt for det i Egenskab af Haandarbejde.

✂ »Hvorlænge bliver De borte?« spurgte hun.

✂ »Ikke mere end et Par Maaneder i det Højeste,« sagde han, »det vil være mere end nok. Det er kun for at føje Fader, jeg overhovedet tager til Berlin, og det er en ren Fiktion, at jeg prøver, om jeg mulig skulde synes om at være Legationssekretær. Prøvens Resultat er afgjort i Forvejen.«

✂ »De vil ikke være det?«

✂ »Nej, jeg vil ikke være det.«

200

✂ »Har De nogen særlig Indvending imod den Stilling, eller er det den samme ....?«

✂ »Ganske rigtigt,« sagde han. »Den samme, som jeg har havt imod forskjelligt Andet, som Fader har søgt at tvinge mig ind paa, kun den, at jeg ikke har Lyst til den, og ikke vil kunne udrette Noget i den, som er værd at udrette.«

✂ »Saaledes taler De altid.«

✂ »Saaledes tænker jeg!«

✂ »Men hvad vil De da egentlig?«

✂ »Ingenting. Blot have Lov til være i Fred og se paa det Hele. Det er baade det Morsomste og det Mageligste,« sagde han med et ham eget Smil, som man ellers oftere saa, naar han hørte efter Andre, end naar han selv talte.

✂ »Det er underligt, jeg har stundom ønsket, at jeg var en Mand for at kunne komme til at virke og udrette Noget i Verden. Og De er Mand og De har udmærkede Evner, ja det ved vi jo Alle, og De ønsker blot at være fri.«

✂ »Jeg ønsker blot at være fri. Der er blevet virket og udrettet saa Meget i Verden af Narre, og lige galt er det Alt blevet, saa nu maa da den Tid være begyndt at komme, da fornuftige Folk har Lov til at holde sig i Ro.«

✂ »Jeg troer, De har Uret, jeg ved, De har Uret. Det har man aldrig Lov til. Og jeg synes, (hun krammede stærkere paa Arbejdet og talte her lidt genert, tvungent og undselig, som om hun gjorde en Slags Undskyldning, fordi hun talte om saadanne Ting, og i en saadan Tonart) jeg synes, at der er saa Meget i Tiden, som kræver, at Alle skulle tage Haand i med, for at gjøre Verden bedre og lykkeligere. Jeg synes, at jo længere man kommer frem, des flere Opgaver viser der sig for os Alle, desmere er der, som kalder og opfordrer til at tage Del i Livet.«

✂ »Aa nej, nej, nej, Helene,« sagde han, atter smilende og vinkede med Haanden, som om han talte til et uroligt Barn. »De misforstaaer ganske, hvad Tiden vil. Tiden er træt, den kalder og opfordrer slet ikke mere. Overfor sine Stedbørn tier den stille og lader dem tumle sig forstyrret om paa egen Haand, men sine egne sande Børn hvisker den i Øret, at der ikke er Noget at ulejlige sig med, at det Hele hverken kan blive slettere eller bedre eller lykkeligere. Jeg 201 smigrer mig med at høre til de Yndlingsbørn, der have faaet dette betroet, og derfor ønsker jeg blot at blive paa min Sofa og se paa mine kjønne Malerier og til Afvexling paa Verden, thi saa ødelagt er den heldigvis ikke, at den er bleven lutter Kjedsommelighed.«

✂ »Og saaledes troer De, at De vil blive lykkelig.«

✂ »Lykkelig. Det forlanger jeg virkelig ikke - det vilde ogsaa være det sikkreste Middel til ikke at blive det. Jeg ved, at jeg er en Overgangsformation, Noget der ogsaa er Brug for i Naturen, og jeg stiller mine Krav til det, De kalder Lykken, efter hvad jeg ved, at jeg er.«

✂ »Jeg ved ikke, om jeg ogsaa er det, De kalder en Overgangsformation, men jeg ved, at jeg maa forlange noget Mere, end De synes at ville. Jeg har ogsaa nok Lyst til at være lykkelig.«

✂ »Ved De hvad, Helene, Dem troer jeg, min Fader vilde have havt mere Fornøjelse af at have til Søn end mig.«

✂ »Maaske,« svarede hun, halvt tankeløst, idet hun lod et hende eget uroligt og ligesom søgende Blik glide over Omgivelserne. »Vist er det, her sker Intet, her er roligt og uforstyrret, her forlanges der ikke Noget. Maaske det var noget for Dem?«

✂ »Og De havde maaske endogsaa Lyst til at rejse til Berlin.«

✂ »Aa ja, i Mangel af Andet er det jo altid Noget at rejse.«

✂ Aabenbart ovre i en anden Tankerække og med et prøvende Blik paa hende, der vilde have været for forskende, naar det ikke havde været halvt ubevidst, sagde han: »Det kan egentlig altid have sin Fordel at rejse bort i nogen Tid. Man bliver dog altid klarere over Et og Andet.«

✂ Hun svarede ikke, men idet hun rejste sig og gik hen til Vinduet, var der over hendes Ansigt mere Rødme end før og ligesom en Skygge af Harme.

✂ Vinduet var i Stueetagen; Amaliegade laa udenfor, den saae saa solrig og fredelig ud, som nogen af Sommersolen bagt Gade kan se ud, i Timer, da Skyggen er smeltet ind til at være en ganske smal Stribe paa den ene Side, en lille Sti ved Siden af Heden for de faa Forbivandrende. Der var ikke 202 engang Forbivandrende nu; nogle Spurve, der befandt sig synlig vel i Solen, var det eneste Levende i den stille Gade.

✂ Hun vendte sig atter fra Vinduet og gik frem og tilbage i Stuen, rørende ved en Blomst hist - der var mange Blomster i Stuen, og det gjorde Luften mere tung - flyttende en Bog her.

✂ Han saae efter hende. Den lyse, elegante Sommerdragt klædte hende udmærket. Gang, Holdning, Figur, Alt var smukt. Han blev ved at se efter hende paa sin ubestemte, grublende Maade. Tausheden havde snart varet noget længe.

✂ »Jeg troer ikke, De vilde synes om Berlin,« sagde han, aabenbart for at sige Noget.

✂ »Aa, hvorfor ikke det?« Der var en vis heftig Klang i hendes Stemme ved disse første korte Ord efter Tausheden.

✂ »Ja, det er sandt, vedblev han, uden at mærke Noget; »De finder jo altid Noget i Verden, noget Smukt og Interessant. Men De maa selv om, hvad den Tro bringer Dem.«

✂ »Maaske jeg bliver skuffet, saa skal jeg finde mig i Skuffelserne. Jeg er vis paa, at det ikke bliver Skuffelse Alt; fordi jeg er - uheldig i Et og Andet, hvad jeg mulig nok bliver, har jeg Ret i Hovedsagen. Det er den sande Maade at se Livet paa, naar man i det vil finde noget Stort og Skjønt.«

✂ Han trak let paa Skuldrene: »Livet? Mener De dermed Menneskene?«

✂ Hun var paa sine Vandringer i dette Øjeblik noget fra ham, lidt bagved. Hun vendte sig halvt om, og saae paa ham, der ikke kunde se hende og svarede:

✂ »Ogsaa Menneskene - skjøndt det kan falde noget vanskeligt.«

✂ »De digter om paa dem.«

✂ »Maaske. Men jeg kan ikke lade være.«

✂ »Det er kun, fordi De er en aristokratisk Natur, der altid vil leve i godt Selskab; er der ikke godt Selskab, digter De Dem det selv.«

✂ »Det kan vise sig til Slutningen, at Digterne ere dem, der have Ret.»

✂ Atter blev der et Øjebliks Pause, i hvilken man kun hørte den svage Klapren af den lunkne Sommervind i den 203 nedslaaede Markise udenfor Vinduet; ellers stod Alting stille. Sol, Luft, Samtale.

✂ Han lænede sig tilbage i Lænestolen og saae op imod den aldeles klare, blaa Himmel. Hun satte sig ned og sendte atter sit søgende Blik omkring, begyndende ved ham og endende, Gud ved hvor.

✂ »Moder bliver længe borte,« sagde hun, som denne Gang følte Trang til at bryde Pausen.

✂ Han svarede ikke, og blev ved at stirre ud i Luften; han og hun vare saa gamle Bekjendte, at han nok kunde være lidt uhøflig.

✂ Der blev atter ganske stille. Saa hørte man det ringe. Hun havde hele Tiden vogtet paa hans Ansigt, hun saae ogsaa nu deri Noget, som viste, at en Afbrydelse ikke var saa uvelkommen.

✂ Den Indtrædende var en Herre, og hun modtog ham med stor Elskværdighed.

✂ Herren var Grev Schwerin, en tysk Diplomat; han og Flemming vare gode Bekjendte og hilste venligt paa hinanden. Helenes afdøde Fader havde været ansat i Berlin i en Aarrække, og han og hendes Moder havde havt mange Bekjendte der. Dette havde været Anledningen til, at Schwerin havde opsøgt Damerne, da han kom til Staden. Helenes Moder, Kammerherreinden, havde altid syntes godt om Berlin, hun havde mange venlige Erindringer derfra, og hendes bløde Sind var glad ved, til Trods for Alt, hvad der var kommet imellem, at høre lidt om gamle Bekjendte. Schwerin var bleven vel modtaget og kom ikke sjelden i Huset.

✂ Han kjendte godt Forholdene og vidste, at Flemming var en Barndomsven af Huset. Han havde dog set lidt spejdende paa begge, da han afbrød deres Tête-à-tête. Helene havde følt sig lidt trykket derved, Flemming mærkede ikke Noget. Men Helene viste ham som sagt megen Venskabelighed.

✂ Schwerin fortalte, at han nu tog paa Landet, han havde endelig bestemt, hvor han vilde ligge.

✂ »Naa, hvad blev det saa til?« spurgte Helene.

✂ »Jeg valgte Marienlyst!« sagde Schwerin.

✂ Helene lo. »Naa det kom der ud af Deres Sværmeri for Lyngby Kirkegaard. Ja, det tænkte jeg nok!« 204 »Jeg forsikkrer Dem for, at det var, fordi jeg var nødt dertil,« svarede Schwerin. »Det var ikke muligt at faa en brugelig Lejlighed for mig ligeoverfor Kirkegaarden. Ellers havde jeg sandelig taget den; jeg har aldrig set Magen til Kirkegaard. Det, at man har givet dem, der høre til paa den, den bedste Plads i hele Byen som dem, der var Aristokratiet, dem, der var komne bedst an, er Noget, jeg finder saa rigtigt og tiltalende, at jeg gjerne vilde have Udtrykket for den Opfattelse for Øje hver Dag.«

✂ »Nu maa De nøjes med Hamlets Grav, uden en Hamlet i,« sagde Helene.

✂ »Jeg maa trøste mig med, at jeg, ligesom Manden, der roste sig af altid at føre med sig, hvad han behøvede for at være lykkelig, saaledes ogsaa altid kan føre al den Kirkegaard, jeg behøver for at være glad ved Verden omkring med mig. Men det kan da for den Sags Skyld ethvert fornuftigt Menneske.«

✂ »Hvad, vil De gjøre Proselyter her i Huset?« spurgte Flemming.

✂ »Naturligvis,« svarede Schwerin. »Jeg er en skikkelig Fyr og vil her som allevegne gjøre Godt. Der er ingen glade og lykkelige Mennesker til her i Verden uden os, der have set til Bunds i det Heles Elendighed og Værdiløshed, Tilfredsheden finder man først paa Bunden af Utilfredsheden, og Verden tager sig aldrig saa dejlig ud som paa Baggrund af den Viden, at Universet er et uhyre Gravkapel, hvor den ene Verden skal hensættes efter den anden. En ganske ny og frisk Verden med en lang, solbeskinnet Dag vilde jo være et forfærdelig kjedsommeligt Opholdssted, selv om der i den var nok saa dejlige Haver, hvor skjønne Kvinder lod sig traktere med Æbler af de behagelige Slanger. Nej, kølig Aften, Nat, Mørke, Død, det er en Baggrund for Livet til at tage sig ud paa.«

✂ »Lutter sort Emaille om Brillanter, finder jeg, hverken klæder Emaillen eller Brillanterne.«

✂ »Undskyld, Frøken, De har maaske ikke før truffet en Guldsmed, der har gjort det rigtig godt.« Han smilede lidt sikkert.

205

✂ Han var en af de mest yndede Herrer i det diplomatiske Korps og vant til at gjøre en vis Lykke ikke mindst iblandt Damerne med sin sorte Lære og livlige Dødsbetragtninger. Med Helene kunde han naturligvis ikke blive enig om Nogenting, men det morede hende at tale med ham eller høre ham tale; og naar han gik for vidt og paa en noget for kaad Maade saarede hendes Følelser, trak hun sig altid hurtig tilbage.

✂ Hvad der tiltalte hende ved ham var Følelsen af, at der hos ham var en betydelig, spænstig Energi, i Kraft af hvilken han til Trods for al den Ringeagt for Livet, han førte i Munden og tildels virkelig følte, arbejdede meget ivrigt. Man vidste, at han besørgede alt Arbejde ved Legationen for sin Chef, der var et godt Hoved, men af dem, der ikke selv gjøre det Mindste ved deres Arbejde, naar de paa nogen Maade kunne faa det gjort af Andre. Schwerin kunde imidlertid ikke lide at anses for Arbejder og slog det altid hen.

✂ Derfor drillede Helene ham og sagde: »De tager vel egentlig ud paa Landet for ret at være flittig. Hvad er det egentlig, De arbejder saa ivrigt paa?«

✂ »Ja» gjør kun Nar ad mig,« svarede han, »jeg indrømmer, at jeg er saa taabelig at arbejde. Det er en ulykkelig Mangel ved min Organisme, som kræver nogen Virksomhed nu og da, og som ikke kan nøjes med den blotte Ro. Det er en organisk Fejl, jeg er født med, noget Arveligt, Frugten af Andres Fejl. Mine Forfædre har været nogle forfærdelig virkende og virksomme Mennesker, og der maa ved al deres Arbejden i Aarhundreders Løb være aflejret en Drift til Virken i vor Slægts Blod, som det maaske kræver nogle Generationer at faa ret afstumpet. Vi har Alle havt den samme Hage, lige fra det femtende Aarhundrede. Det hænger maaske sammen med den. Men baade Hagen og Driften skal vi nok faa effacerede.«

✂ Helene saae paa ham; det var en noget stor Hage, han havde i sit kolde, stive, næsten mørke Ansigt, hvis Udtryk egentlig lidt harmonerede med den lette, livlige Maade, hvorpaa han talte.

✂ Fra Schwerin saae hun paa Flemming.

206

✂ Denne opfangede hendes Blik og sagde: »De tænkte, at jeg ikke har arvet en saadan Række Forfædre. Nej, jeg mærker i Virkeligheden ikke Spor af noget Organ for Energi, vi maa have været meget blødere.«

✂ »De har forresten, troer jeg virkelig,« sagde Schwerin, »ganske gode Anlæg for mig. De er en Elev, som Læreren maaske kan blive skinsyg paa, hvis jeg maa blive Deres Lærer. Naa, hils nu Berlin fra mig og benyt Tiden, og naar De kommer hjem, haaber jeg, at jeg kan lugte dens rette Gravkjælderlugt i Deres Klæder, ligesaa tydeligt, som man i Stuen, kan lugte Luften udefra i dens Klæder, som kommer ind.« Han tog Afsked med Helene og gik.

✂ »Hvorledes synes De egentlig om ham?« spurgte Flemming, da han var gaaet.

✂ »Godt! Hvorledes synes De om ham?«

✂ »Godt! Han kommer her ikke saa meget i den sidste Tid, troer jeg.«

✂ »Ligesom ellers. Hvorfor troede De det?«

✂ »Han har ikke talt saa meget om Dem i den senere Tid.«

✂ »Talte han meget om mig før?«

✂ »Aa ja,« sagde Flemming i en mere ligegyldig Tone, end Helene syntes om.

✂ Og saa kom atter en Pause, hvori man atter kun hørte den svage Klapren af Markisens Sejl i den lunkne Sommervind og en enkelt Forbigaaendes Skridt og Fuglenes Svirren.

✂ »Tager De over til Gaarden i Jylland i Sommer?«

✂ »Jeg troer nok, Moder har Lyst til, at vi skal være en Maaned eller to paa Færgegaarden. Næppe længer; der er ikke meget bekvemt nu.«

✂ Atter Pause.

✂ »Deres Moder bliver længe borte,« sagde saa Flemming. »Jeg troer ikke, jeg har Tid til at vente længer.«

✂ Hun svarede ikke; da han rejste sig op, rejste hun sig ogsaa, og de stod ligeoverfor hinanden, et smukt Par.

✂ »Hvad vil De have, Helene, jeg skal tage med til Dem fra Berlin,« spurgte Flemming.

✂ »Intet.«

✂ »Slet Intet? Aa, jeg ved det, De er ligesom den beskedne 207 Prinsesse i Eventyret, der kun forlanger, at man skal bringe en Rose.«

✂ »Ja; bring mig den. Farvel.«

✂

✂ Flemming gik hjem for at fuldende sine Rejsetilberedelser; dette var det sidste Besøg, han havde havt at gjøre. Han saae ikke videre oplivet ud efter det, han gik saa langsomt i de solhede Gader og var saa fordybet i sine Tanker, at han flere Gange syntes lige ved at gaa istaa. Saa gik det op for ham i hans Grubien, at det var meget varmt, og han skyndte sig hjem, hvor der var svalt og stille - paa sin Vis.

✂ Han boede med sin Fader, en gammel Mand, der havde været Minister ved Slutningen af Enevældens Tid, i en stille gammel Gaard i en af de stille Gader bagved Slottet, som havde bevaret en vis Smag af dette Naboskab.

✂ I Gaarden stod et gammelt Lindetræ. Det var ikke en af disse bedrøvelige Fanger, som føre en forkrøblet Tilværelse i en indelukket Baggaard, fra hvilken de kummerfuldt strække deres magre Grene op efter et Glimt af Sol og et Pust af frisk Luft, men kun modtage Skorstensrøg og fidtede Dunster, medens al mulig Urenlighed gjennem den snavsede Stenbro siver ned og forgifter de lidende Rødder. En saadan forsømt Væxt var ikke det gamle Lindetræ her, men som en hædret, velbehandlet Gjæst stod det smukt i den store, renligt fejede Gaard og førte sig da ogsaa op, som et Træ skal gjøre, der har en Mission i Byen.

✂ Kraftigt og uforknyt hele Vinteren igjennem meldte det sig om Foraaret med Knopper, hvis frodige Rigdom forkyndte Folkene i Huset, at det selv i sin kjøbenhavnske Gaardsplads betragtede Foraaret som sig i ligesaa høj Grad vedkommende som noget andet Træ. Om Efteraaret strøede det Gaarden saa tæt med gule Blade, fra hvilke der udstrømmede den friske, søde Lugt, som boer i de visnede Blade, at det gjorde Løvfaldet til et Anliggende, der angik hele dette Hus og aldeles ikke kunde overses, og det ikke blot af Portneren, der skulde feje Gaarden, men heller ikke af nogen af de Andre i hele Huset.

208

✂ Men i Sommertiden var det naturligvis især et ypperligt gammelt Træ. Det holdt Liv og Sommer til Huse, malede et venligt Spil af Lys og skiftende Skygge paa Murene og kastede et dæmpet, grønlig gyldent Skjær ind ad de store Vinduer paa Trappen med det gammeldags Rækværk og de brede Trin.

✂ Flemming havde dets grønne Grene lige udenfor Vinduet i det Værelse, han havde valgt til sit Dagligværelse, fordi det ikke, saaledes som det, han under et Paaskud havde taget til Soveværelse, laa lige ved Siden af Faderens Værelse.

✂ Sagen var den, at han kom bedre ud af det til Dagligbrug med Træet end med sin Fader.

✂ Og dog var den gamle Gehejmeraad en brav og ret medgjørlig gammel Herre. Han havde uden Bitterhed trukket sig tilbage fra sin høje Embedsstilling, om end ganske vist ikke uden Sorg; thi han havde kun beklædt den i faa Aar. Han havde stor Arbejdsiver og mente, at han endnu vilde have havt Meget at udrette. Med Kants Moral og Ørsteds Jura mente han, at Verden kunde blive tilstrækkelig god og lykkelig, naar det blot var de rette Folk, der tog fat. For ham med hans strænge og i bestemte Former fæstnede Forestillinger om Ansvar og Pligt var det ulideligt at se den eneste Søn, han havde, og hvem han havde lovet sig saa Meget af, gaa om som, hvad han fandt en Drømmer, vel en uskadelig Drømmer, men tillige en unyttig Drømmer.

✂ Sønnen havde taget alle sine Examiner, taget dem med al mulig Honnør, thi han var et ypperligt Hoved. Men derved var det ogsaa blevet. Det var den gamle Mands højeste Ønske, at se Sønnen træde ind i Statstjenesten, ikke blot fordi han hørte til en Generation, i hvilken Fædrene endnu ikke fremfor Alt ønske deres Sønner, at de ikke maa komme til at gaa den Vej, de selv have gaaet og følt sig skuffede ved, men ogsaa fordi han i højeste Maade havde alle de Ældres Forestillinger om, at det var en særlig ypperlig Livsgjerning at tjene Staten; alle Forestillingerne om Almenvel og Borgerheld fra Aarhundredskiftet vare lyslevende i ham, ganske vist omtrent med uforandret Indhold.

✂ Men Sønnen vilde ikke føje ham. Han kunde ikke bekvemme sig til at bytte sin flanerende »Frihed« med en 209 Gjerning, som ikke tiltalte ham. »Han har det ikke fra mig, han har det snarere fra sin salig Moder,« kunde Faderen sukke, naar han grublede over det Hele. Hans Moder havde været en fin holstensk Dame, zart og skrøbelig, sværmende til Overmaal for den Poesi, som fyldte hendes Tid, for hendes danske Fædrelands store Digtere ikke mindre end for de tyske, og altid med Henrykkelse mindende, at hun som Barn havde leget for Baggesen og fremsagt tyske Vers for ham i Forældrenes Hus. »Han har det fra sin Moder!« Naar Sønnen hørte dette, tog han sig vel iagt for at modsige det, thi til en vis Grad mærkede han nok, at det var en Antagelse, der dækkede ham i disse Diskussioner, som han fandt inderlig ubehagelige og trættende. Men han smilte lidt ironisk ved Tanken om, at Faderen slet ikke kunde se, at selv om Grundlaget var det samme, var der kommet nye Momenter til fra den Tidsalder, hvori han levede, i al Fald var han langtfra at være en af den forrige Tids lykkelige Drivere, der fandt Tilværelsen saa saare skjøn og fyldt med Velklang og Glæde.

✂ Han hørte til en talrig yngre Skole; født Idealist, havde han altfor let, ja endog med et vist Velbehag ladet sig skræmme tilbage af den Tid, han var kastet ind i. Der kom for ham som for alle de Mangfoldige, der ere disponerede for Tidens Sygdom, Anledninger nok til at finde, at Livet var netop saa indholdsløst og løst, som de bleve oplagte til at forudsætte. Sligt sker ikke igjennem en enkelt Katastrofe, den Slags ødelæggende Virkninger kommer lidt efter lidt gjennem en langsom Forvitring, naar der først er slaaet en lille Revne, og saaledes var ogsaa for ham Overgangen sket lidt efter lidt fra en Drømmer til en Skeptiker, der i fornem Fjernhed nok vilde se lidt til i Livet, men heller ikke mere - sket gradvis gjennem forskjellige Indflydelser, baade af højere og lavere Art.

✂ Han havde altid været en ærlig Natur, men maaske der dog var lidt Sofisteri i det, naar han ligeoverfor sin Faders forgjæves Opfordringer til at søge sig en Stilling i Livet trøstede sig selv med, at han var for ærlig til at ville binde sig til en Livsgjerning, der ikke tiltalte hans egentlige Væsen. Idet han mere og mere afskyede Virkeligheden, fyldte han 210 sin Tid væsentlig med kunstneriske Interesser. I dem var der et Fristed at finde for ham, og han yndede mere og mere at dvæle i dets drømmende Læ. Han syslede imidlertid med disse Interesser paa en rent passiv og nydende Maade. Hans Indtægter, Renterne af hans Mødrene Arv, tillode ham ikke synderlig store Udgifter, og han turde ikke heller for Faderen bringe for mange Malerier eller Smaagrupper eller Afstøbninger i Huset; han nøjedes med selv at besidde enkelte udmærkede Ting, men han havde rejst ikke lidt, alene for at se og nyde andetsteds. Og naar det gjaldt, kunde han for at nyde Kunstens Værker nok gjøre Noget. Han var engang, under et Paaskud rejst til Dresden blot for at se paa de smaa Billeder af Adrian van der Werff, hvis polerede og elegante Finhed, han paa Grund af et tilfældigt Indtryk havde faaet Lyst til at beskue.

✂ Saaledes stod Sagerne imellem Fader og Søn, og derfor var det ikke saa underligt, at den sidste foretrak Lindetræets Selskab ogsaa paa denne sidste Dag inden Afrejsen.

✂ Han havde taget imod en Konstitution i en diplomatisk Post efter Faderens Ønske, der haabede, at han i Livet i en stor Hovedstads bedste Kredse mulig kunde finde Noget, der tiltalte ham. Men Sønnen var ganske paa det Rene med sig selv om, at han ikke vilde Andet end gjøre Prøven. Og naar han havde føjet Faderen heri, saa var der en Grund til, og det var maaske den afgjørende, et Forhold han vilde klare sig selv; det mente han maaske kunde naaes ved en Fraværelse. Og derpaa tænkte han, medens han den varme Sommerdag laa og betragtede Lindens Grene.

✂

✂ Da Flemming var gaaet, blev Helene siddende lidt stille i det hede Værelse. Flemming havde paa sin halvt adspredte Maade set paa hendes Haandled og Arm, som viste sig i den lyse Lærredskjoles vide Ærmer; hun havde, da hun bemærkede det, taget Armen til sig. Nu saa hun paa Haandleddet og paa det smukke Armbaand; saa rejste hun sig op og gik hen til Spejlet og saa sig i det. Hun kunde være ganske rolig; det var et smukt og frisk Billede, hun der saae, 211 og dog syntes hun ikke tilfreds, thi hun rystede paa Hovedet, da hun gik bort derfra.

✂ Saa satte hun sig atter hen og lod sit søgende Blik glide over alle de udpolstrede Omgivelser, hvor det Intet fandt, og ud over den stille, solbeskinnede Gade, hvor det heller Intet fandt.

✂ Det var ganske vist et stille og ubevæget Liv, hun og hendes Moder førte. De To udgjorde hele Familien, Faderen var død for adskillige Aar siden, og de havde trukket sig temmelig tilbage fra Verden. Synderlig formuende vare de ikke; Familien havde været rig, men Jordegodset var blevet splittet ad i de sidste Generationer, og Kammerherreindens Mand havde, skjøndt ingen Ødeland, gjort sit hertil, thi han var temmelig ligegyldig i Pengesager. Han havde før havt et mindre Gods i Jylland, og af det var der, da Alt bragtes i Orden, kun en mindre Ejendom tilbage, hvis værdifuldeste eller eneste værdifulde Bestanddel var en Færgegaard. Det Privilegium, der fra gammel Tid havde været knyttet til denne, var imidlertid ret indbringende, og da Alt var forpagtet bort, havde hun sine Indkomster uden synderligt Bryderi, og de slog til, til det komfortable, men meget rolige Liv, den gamle Dame forlangte.

✂ Et meget roligt Liv. Altfor roligt forekom det Datteren; ikke fordi hun forlangte mere Adspredelse, men der var i hende et stort Fond af Liv og Energi, som forgjæves søgte Anvendelse i dette dæmpede, stille Liv.

✂ Flemming havde kaldt sig selv en Overgangsformation i Modsætning til hende; deri havde han ikke Ret; ogsaa i hende var der en egen Brydning; nyere Forestillinger om Kvindens Opgave i Livet havde gjort dybt Indtryk paa hende, eller i al Fald vakt Uro og Længsel. Men ved Siden heraf var der i hendes fine og hensynsfulde Sind en stærk Uvillie imod ethvert Brud med den Forestilling om Kvindelighed, hun var opvoxet i. Alle hendes skjønne Drømme og inderlige Længsler efter at komme til at udrette noget Godt og Heldbringende i Livet nødtes derfor til at holde sig i det Ubestemte. Men Følelsen heraf pinte hende, pinte hende stærkt i det stille, indelukkede Liv og Hjem, pinte hende.

212

✂ syntes hun, bestandig stærkere. Dag gik efter Dag og Uge efter Uge og Aar efter Aar over den udpolstrede Lejlighed, hvor man neppe led, at et Vindue stod aabent, men hun blev ikke roligere ved al denne Ro. Hun var alt fyldt sit femogtyvende Aar; Blodet kunde banke i hende med en hel ængstelig Følelse, naar hun tænkte paa, hvad hendes Liv hidtil havde indeholdt, og hvad det fremtidig skulde indeholde. Der kunde ved Tanken herpaa komme en saa trykkende Angst over hende, at hun om Natten ikke kunde sove og kunde fare op i Mørket og knuge sine Hænder, og ønske at komme til at græde, skjøndt hun ikke selv ret vidste hvorfor, uden af ubestemt Medlidenhed med sig selv. Stundom fik hun unægtelig det Ønske opfyldt.

✂ Om Dagen, og naar hun var hos sin Moder, som hun holdt inderlig af, og som hun vidste for ingen Pris vilde undvære hende, saa var det bedre, men selv da kunde Uroen finde hende imellem alle Blomsterne og Puderne, og der kunde melde sig ligesom en Bebrejdelse over, at der hos hende var saa stort et Spring imellem Virkelighed og Ønsker, den inderlige Trang til dog at have Noget, hun kunde bringe et stort og alvorligt Offer.

✂ Saaledes sad hun den Dag. Og Uroen var ikke bleven mindre ved Flemmings Besøg.

✂ Hendes Moder kom hjem. Det var en blid, stilfærdig, ældre Dame, i hvis Væsen der altid laa noget Sympathetisk; gjennem en Slags stille, men helt passiv Velsindethed ligeoverfor Alle, hun kom i Berøring med, erhvervede hun sig ogsaa Ret til, at Alle skulde være elskværdige ligeoverfor hende.

✂ Datteren fortalte, at Flemming havde været der for at sige Farvel inden sin Afrejse. Hun beklagede, at hun ikke havde været hjemme, beklagede ogsaa, at hun ikke havde faaet sagt ham en Mængde Ting, som forresten vare ganske ligegyldige, om Berlin, som hun holdt meget af fra den Tid, hun og hendes Mand havde levet der. Og om dette smaasnakkede hun stille de næste Timer, medens Sommereftermiddagen gled hen over den stille Gade.

✂ Den gamle Dame holdt ikke af Landet, hendes lune Stuer i Byen var det eneste Sted i Verden, hvor hun befandt sig 213 rigtig vel. Helene sukkede efter Skove og Søer, men maatte slaa sig til Taals med de Uger ovre paa deres Færgegaard, der vare stillede i Udsigt. Men det var haardt at sidde i Amaliegade den Eftermiddag. Hun fik et Indfald: hun kunde ride sig en Tur. Hest holdt de naturligvis ikke selv, men hos en gammel Officer af deres Familie, som boede i Nærheden, kunde hun altid faa Heste at laane, og hun benyttede sig jævnlig deraf. Hvergang gjorde Moderen nogle stilfærdige Indvendinger, mest fordi hun var i Vane med at gjøre Indvendinger mod det mindste Brud paa det Stille, Tilvante, fra hvem det saa kom, men naar hun havde gjort sine Indvendinger, havde hun i Virkeligheden Intet imod, at Helene gjorde hvad hun vilde. Portneren blev sendt afsted med Anmodning om Hestene, og en Times Tid efter red hun ud, fulgt af en kjedelig Oppasser, som den gamle Herre altid plagede hende med som Eskorte, naar han ikke selv kunde ride med.

✂ Hun red ud ad Langelinie og videre ud ad Strandvejen. Over den brede, flade og lidt kjedsommelige Forstrand, som gjør Begyndelsen af Strandvejen til dennes mindst smukke Parti, saa hun paa Sundet. Det laa stille, blegt i sine Farver, efter den varme Dag, men det gjorde hende godt at se derpaa, kølede og forfriskede, thi det forekom hende, at hun ogsaa var saa legemlig træt efter alle de Tanker, hun havde tumlet med.

✂ Der var Adskillige, der færdedes paa Vejen den lune, smukke Sommeraften, især Kjørende og Ridende af det fine Publikum, der af en eller anden Grund endnu ikke vare komne fra Byen. Et Stykke foran sig saae hun en Rytter, der ogsaa red ud efter. Han syntes at benytte den gode Plads, han havde til at øve sin Hest. Han vexlede med forskjellige Galoparter og øvede den tillige i øjeblikkelig Parering. Han gjorde Indtryk af at være en udmærket Rytter.

✂ En Herre og to Damer kom ridende hende imøde, aabenbart Søskende, alle tre høje, blonde, med kjønne, halvt aristokratiske, halvt kuskeagtige Fysiognomier, alle tre siddende fortrinligt til Hest. De stansede fornøjet for at hilse paa Helene, og med det samme godmodige Smil paa deres godmodige Ansigter sagde de Alle Goddag.

214

✂ »Har De set Schwerin foran?« sagde Herren, den unge Falkenhjelm. »Han rider udmærket.«

✂ »Han rider udmærket,« sagde hans ældste Søster.

✂ »Han rider udmærket,« sagde hans yngre Søster.

✂ Alle taug og saa venligt paa hinanden indbyrdes og paa Helene. Helene taug ogsaa. Hun tænkte over, hvad hun egentlig skulde gjøre. Blev hun ved at ride ud efter, havde hun en sikker Følelse af, at hun vilde komme til at følges med Schwerin. Vendte hun om, maatte hun følges med Falkenhjelms. Det var gode, vakkre Mennesker, som hun godt kjendte, og som alle tre vare lige passionerede for hende.

✂ »Rider De langt ud endnu?« spurgte Broderen.

✂ »Rider De langt ud endnu?« spurgte den ældste Søster.

✂ »Rider De langt ud endnu?« spurgte den yngste Søster.

✂ Helene havde taget sit Parti, inden den sidste endnu var færdig, og sagde:

✂ »Ja, jeg vil en længere Tur, jeg har Hovedpine.«

✂ »Vi rejse imorgen til Falkenborg, det var rart, vi mødtes endnu engang,« sagde Herren.

✂ »Det var rart, vi mødtes endnu engang.«

✂ Og afsted red de tre Søskende saa ind ad Byen til. Helene fortsatte sin Vej. Schwerin var bleven borte, imens de holdt stille. Men da hun havde ladet sin Hest trave ud et Stykke, saae hun ham ved en Omdrejning lige foran sig, tumlende Hesten til en eller anden Kunst, som den ikke vilde gjøre ham rigtig tilpas. Saa holdt han ganske stille, og i Stilheden hørte han Nogen ride bag sig. Han vendte sig om og i den lyse Aften gjenkjendte han strax Helene. Han red hen til hende: »Er det Dem? Jeg kunde høre, det var en Dame, der kom.«

✂ »Det er vel ikke nogen Kompliment?«

✂ »Nej,« sagde han tørt og red saa videre ved Siden af hende.

✂ »Saa meget desto bedre,« svarede Helene efter et Øjeblik, »saa har jeg ikke Noget at svare paa.«

✂ Han nikkede lidt skjødesløst med Hovedet, men sagde ikke Noget; hun var ikke langt fra at finde, at det var en 215 lidt for nonchalant Maade, han opførte sig paa, for nonchalant i Forhold til deres Bekjendtskab.

✂ Hun beskjæftigede sig derfor udelukkende med sin Hest og taug ogsaa stille. Han mærkede det og sagde: »Tillader De, at jeg rider et Stykke med Dem?« Nu nøjedes Helene med at bøje Hovedet i Taushed; han havde jo ogsaa taget Tilladelsen, inden han bad derom.

✂ Det gik saaledes et Stykke, saa mødte de en Vogn, hvori der sad en ældre Mand, som Helene ikke kjendte. Schwerin hilste med den dybeste Ærbødighed, kastende Hesten om næsten som for en kongelig Person.

✂ »Hvem var det?« spurgte hun nysgjerrigt; »jeg kjendte ham ikke.«

✂ »Det var den pavelige Kardinallegat, der gaar til Stockholm og Petersborg; han har været til Taffel idag hos Kongen.«

✂ »Og ham hilser De saa ærbødig?« spurgte hun ligefrem.

✂ »De mener, at det ikke sømmer sig for en Mand med mine Anskuelser om Religion. Aah! Ser De, han der er en stærk Mand, en meget stærk Mand, hvad det saa er, der giver ham Styrke. Den Slags Folk viser jeg altid Ærbødighed.«

✂ »Fordi De selv føler Dem svag maaske?«

✂ »Nej, tvertimod; kun fordi jeg selv føler mig stærk. Og han der er stærk, jeg siger Dem meget stærk.« Han talte pludselig meget livligt. »Ser De, man kan indrette det, som man vil, i den politiske Verden med alle mulige Arrangementer for det Indres Vedkommende, det er og bliver dog Lapperier; Historiens Gang og Verdens Skæbne bestemmes til enhver Tid kun af et halvt Dusin Mænd, i det Højeste. Bliver man ikke en af dem, saa er der ikke Noget ved det Hele. Han der bliver en af dem. Og - De ved jo ikke, om jeg ikke ogsaa kan blive en af dem; jeg skal betro Dem Noget, man behøver slet ikke at være en stor Mand for at lave store Begivenheder.« Han talte i en let spøgende Konversationstone; men Spøgen blev ved Munden og berørte ikke hans Blik, som med en vis Opmærksomhed var fæstet paa hende.

✂ »laften synes De altsaa, at der dog er Noget midt i Intetheden, som det er værd at anstrænge sig for?«

✂ »For mig? Ja. For Kardinalen? Ogsaa Ja. For Deres 216 Rideknægt, den tro Soldat bagved? Nej. For alle dem, vi møde her paa Vejen iaften? Nej, absolut nej, de kan Alle pakke ind.«

✂ »Men jeg? De glemmer mig.«

✂ »Det skal De ikke sige. Men ærlig talt, det er stadig lidt vanskelig for mig at faa Kvinderne til at passe ind i mit System.«

✂ »Saa kommer det an paa, om det mest geraader Systemet eller Kvinderne til Ære.«

✂ »Ganske sandt.« Han bukkede høflig.

✂ Helene kom til at tænke paa, at man almindelig fortalte, at Schwerin havde havt en interessant Roman. Der var meget delte Beretninger om, hvorledes Sammenhængen med den havde været; der blev talt om, at den, han havde sværmet for, var en Prinsesse, som imidlertid var bleven gift med en Fyrste af et regerende Hus, men omtrent Idiot. Hun fortrød sin Yttring og bestemte sig hurtig til at lade Emnet om Kvinderne falde.

✂ »Jeg troer, jeg vil vende om nu,« sagde hun, »ellers bliver det helt mørkt, inden jeg kommer hjem.«

✂ »Dersom De tillader, vender jeg om med. Jeg har røgtet mit Ærinde herude.«

✂ »Som var at øve Deres Hest i den højere Ridekunst.«

✂ »Ikke ganske. Jeg var kun herude for at se, hvorledes Kalrdinalen kom forbi den italienske Ministers Landsted; de er nok fjerne Slægtninge; det kunde være interessant at vide, om han havde gjort en stilfærdig lille Visit paa Vejen, eller om Ministeren tilfældig havde været ude i Haven, da han kjørte forbi, og set ham, om Vognen havde holdt o. s. v. o. s. v. Det er Smaating, men under de nuværende Forhold har alle Smaating Interesse for os, som angaa Forholdet mellem Paven og Italien, ved De. Og vil man have godt spioneret, maa man spionere selv. De ser, jeg aabner Dem Indblik i Diplomatiets interessanteste Hemmeligheder.«

✂ De afbrødes ved, at en Flok kaade Drenge, som de kom forbi, pludselig i Kor udstødte et Vræl for at skræmme Hestene. Det var en let Sag for Schwerin at styre sin, Helene var ikke saa sikker, men hun behøvede dog ikke Assistance.

✂ Schwerin truede ad Drengene med sin Ridepisk. For at 217 besvare Truslen tog en af dem, en opløben Lømmel, med et Skjældsord en lille Sten fra Vejen og kastede den efter dem. Det var maaske ikke saa ondt ment, men Stenen var skarp, og den ramte Helene i Panden. Hun kunde ikke tilbageholde et Skrig, Schwerin saa, hvad det var. Stenen havde slaaet hende til Blods.

✂ »Fordømte Pak!« udraabte han, idet han blev aldeles bleg i Ansigtet og vendte sin Hest for at sætte ind imod Drengene. Han drejede i det Samme sin Ridepisk til Slag med den svære Metalkugle, som udgjorde Haandtaget. Helene kastede sig forfærdet over imod ham, og det lykkedes hende at faa fat i hans Arm. »Bliv,« sagde hun, »bliv, De maa ikke; De vil jo slaa ham ihjel.«

✂ Denne Stansning benyttede Drengene til at løbe ind ad en Indkjørsel.

✂ Schwerin var atter hurtig bleven Herre over sig selv. »Det havde unægtelig været en daarlig Tjeneste, jeg havde gjort Dem og mig selv med ved at slaa Hovedet i Stykker paa den Lømmel; han havde staaet sig bedst derved, og de, der skal have med ham at gjøre, ogsaa. En mindre af det Pak vilde altid have været en Gevinst .... Men det bliver jo ved at bløde. Den uforskammede Slyngel!«

✂ Man hørte Drengenes spottende Raab inde fra deres Skjul.

✂ Helene lagde atter sin Haand paa hans Arm, han lod den blive liggende, og de red roligt videre.

✂ »Vil De ikke have noget koldt Vand i et af Husene, her ligger?« spurgte han.

✂ »Nej, paa ingen Maade,« sagde hun leende; »lad os blot ikke gjøre Ophævelser af saa Lidt.«

✂ Der stod imidlertid en Tjenestepige ved Havelaagen til en Villa, de red forbi. »Bring mig lidt Vand til den Dame, men lidt hurtigt,« kommanderede Schwerin.

✂ Pigen løb ind og kom tilbage med et Glas Vand. »Naa, det var forresten ikke Meningen,« sagde Schwerin ærgerligt.

✂ »Men De forlangte jo ikke udtrykkelig noget Andet,« sagde Helene smilende.

✂ »Folk, der er til for at lystre, skal vide, hvad det er man 218 vil, uden at man skal behøve at gjøre sig altfor megen Ulejlighed for at præcisere det. Naa, vi faar vel hjælpe os med det. Giv mig Deres Lommetørklæde.«

✂ Han lod det gjennemvædes af det kolde Vand. »Tillad!« og med en omhyggelig og let Haand tørrende han Bloddraaberne af, idet han løftede hendes Hat op for at komme til. »Se saa, nu kan man da idetmindste ikke se Blodet mere,« sagde han.

✂ Hun takkede og satte selv sin Hat til Rette. »Og lad os nu ride til,« sagde hun, »det bliver altfor sildigt.«

✂ Han kastede Glasset mod en Stenbunke; »det har opfyldt sin Mission,« sagde han, idet det knustes, »og skal ikke degraderes til atter at blive Vandglas.« Pigen beroligedes ved en flot Drikkeskilling. Og afsted foer de saa.

✂ Da Helene kom hjem, vilde hun ikke strax samme Aften fortælle sin Moder om Stenkastet, der havde ramt hende; thi hun havde ikke Lyst til at fortælle hele Begivenheden. Hun sagde Godnat, og under Paaskud af Hovedpine gik hun til sit Værelse, inden der blev tændt Lys.

✂ Da hun inde hos sig selv saae sig i Spejlet, saae hun, at det nok lod sig gjøre ved en let Ændring af Frisuren at skjule Saaret, saa behøvede hun maaske slet ikke at tale derom. Det gjorde forresten lidt ondt, ja egentlig ikke saa lidt. Men hun vilde ikke have undværet det; det og Rideturen. Der var dog sket Noget.

✂

ANDET KAPITEL

✂ Den egentlige Sommer var gaaet, og det var en temmelig tidlig og frisk Morgen i Eftersommer - en frisk Morgen, men noget urolig, med rask Vestenvind og med drivende Skyer, der snart dækkede Himlen med et graat, regntruende Lag, snart splittedes ad og lod et stærkt Sollys strømme ned.

✂ Det var en smuk Jydsk Egn, ikke langt fra Kysten. Man saae ikke Havet her, men oppe fra en Bakkekam, der laa en 219 halv Mil ude i Øst, kunde man se en Strimmel af det Blaa og stundom, som et utydeligt Spor af Livet paa andre Kanter, Røgstriber fra Dampskibe, der gik derude. Indenfor var der Marker i Bakkedrag og Skove omkring disse, et smukt og vexlende Landskab.

✂ Paa den Vej, som fra en kjøn lille Gaard førte ned over Markerne, red en ung Mand. Hesten gik i Skridt, Rytteren sad mageligt i Sadlen. Det var Gaardens Ejer, og han var reden ud for at se til sit Landbrug.

✂ Gaarden laa højt, og Rytteren, som red ned efter, kunde glæde sig ved Udsigten. Det var en smuk Udsigt, frisk og vid, og den tog sig godt ud i denne Morgens urolige Belysning. Noget alvorlig var den, naar Skyerne trak sig tæt og mørkt sammen, holdende en Trusel om stærkt, koldt Regnskyl eller maaske endog Haglbyger op over hele Landskabet, der da i den kolde Morgen mindedes om, at Sommeren alt var forbi, og at den lange Vinter snart skulde komme. Men saa kunde pludselig atter det Graasorte briste, Solen skinnede, og Skovene og Markerne erklærede det for endnu at være Sommer og god Tid.

✂ Alt dette var smukt at se til i al sin Ustadighed. Og hvad Rytteren angik, da havde han ogsaa den Grund til at fornøje sig ved Synet, at en Del, og en god Del af disse Marker og Skove, som endnu saae saa veltilpas ud, var hans Ejendom. De hørte til den lille Gaard, der halvt skjult i sin Haves gamle Træer laa oppe paa Højden.

✂ Og dog saae Rytteren ikke ud til at bryde sig synderlig om det skiftende Spil af Lys og Skygge paa det smukke Landskab. Han var redet ud for at tage sig af sit Landbrug og ovenikjøbet redet meget tidlig ud, men han red dog nu allerede langsomt efterat have travet flot de første Par hundrede Skridt. Hesten pustede og kastede med Hovedet; fra dens Side var der ikke Noget i Vejen for at sætte lidt mere Fart paa, men Rytteren red underlig uvillig, som om han egentlig fortrød, at han var kommen ud. Ridetøjet knagede i langsom Takt; han vendte sig saa til en, saa til en anden Side; saa holdt han Hesten an og saae hen for sig, som om han tænkte paa atter at vende hjem, saa satte han den atter i Gang og red videre paa en nølende, ubestemt Maade.

220

✂ Han kom til et Sted, hvor Vejen, han red paa, blev skaaren af en anden. Skulde han der til Venstre eller Højre? Venstre? Højre? Venstre blev det. Hesten fik saa Lov at trave skarpt ud, da Beslutningen var tagen. Først til Teglværket. Det var lille, og det satte store grimme Pletter af Afskallethed og Stenbunker og Brokker omkring sig i det friske Grønne, men det var hans Stolthed. Det var ham selv, der havde anlagt det, fundet paa Ideen, bestemt Beliggenheden og det Hele, og det betalte sig ganske godt.

✂ Det var en Triumf, thi man havde raadet ham fra det, og kyndige Folk havde forsikret ham om, at det aldrig vilde gaa og, at de Penge han satte i det, vare kastede bort. Og det var dog gaaet meget godt.

✂ Han standsede ved Anlæget; et Par af Arbejderne stod og drev og røg en Morgenpibe. Værkføreren kom hen og hilste paa ham.

✂ »Det gaaer godt?« sagde den unge Ejer.

✂ »Aa Tak, det gaaer, som det plejer.«

✂ »Men det er jo godt.«

✂ »Jeg synes snart, vi have lovlig mange Sten.«

✂ »Ikke nær nok. Vi maa udvide os; det er Noget, jeg tænker meget paa i denne Tid.«

✂ »Naa, ja saa,« svarede den Anden og tog et Græsstraa, stak det i Munden og tyggede paa det.

✂ »Der vil blive Brug for flere og flere Sten. Byggeudviklingen paa denne Kant er først ret begyndt. De skal Alle have forbedrede Landbrugsbygninger, og de skal bygges med vore Sten.«

✂ Harald Holst, det var Rytterens Navn, hørte til dem, der altid gaa ud fra, at Udviklingen i det Store som i det Smaa vil holde sig netop i det Spor, hvori den i Øjeblikket befinder sig. Hans Værkfører, som var en almindelig Almuesmand, fandt ikke dette selvfølgeligt, ikke heller for Teglbrænderiafsætningens Vedkommende. Men da det, naar Alt kom til Alt, var ham temmelig ligegyldigt, om det gik godt eller daarligt med Teglbrænderiet, dets Ejermand og hele Historien, gad han ikke gjøre sig den Ulejlighed at modsige, men bed blot den fortyggede Ende af Straaet og tyggede saa videre.

221

✂ »Det kan saamænd gjerne være,« sagde han; saa bed han en ny Ende af.

✂ »Her skal ellers Herren se disse Sten,« sagde han efter en ny Pause, gaaende over til noget mere Konkret, »det er dog en kjøn Sten.«

✂ Han tog den ud af en Stabel og viste Rytteren den.

✂ Værkføreren var en dreven Karl, der altid roste sig af, at han forstod at tage sine Folk. Og ikke med Urette.

✂ Der var ikke Noget at se ved den Sten, som ikke i Virkeligheden vilde være at iagttage ved hvilkensomhelst almindelig brændt Sten.

✂ Herren tog den imidlertid ud af hans Haand, vejede den, bankede let paa den med Ridepiskens Knap og nikkede med en kyndig Mine.

✂ »Primavarer!« sagde den Anden og nikkede ogsaa som en Mand, hvem man kan komme til ved Dag og ved Nat, han vil altid være at finde støt ved sin Gjerning og gjørende Gjerning af prima Sort.

✂ »Ja, de roser vore Sten,« sagde Harald Holst, »og det fortjener de. Farvel.«

✂ Værkføreren spyttede atter en Stump fortygget Straa fra sig og vendte tilbage til Brænderiet, sparkende i Forbigaaende til den Sten, der havde vakt hans og Herrens Beundring.

✂ Da Rytteren var kommet et Stykke bort, vendte han sig om, og stod og saae en Tid efter ham. Han, saae aldeles ikke efter ham med nogen Følelse af Uvillie eller Velvillie, ikke med det moderne Proletariats Uvillie imod sin Arbejdsgiver, endnu mindre med den ældre Tids Velvillie for en Husbonde, men med en fuldkommen neutral Følelse og gik saa ind og tog sig lidt af sit Arbejde, da han lige saa gjerne kunde gjøre det som noget Andet.

✂ Harald Holst red videre, tænkende med Tilfredshed paa sit Teglbrænderi. For hans Betragtning stod Teglværket alt som et Anlæg, der havde stor Betydning for Egnen. Han tænkte sig det udvidet og vindende endnu større Betydning, maaske givende et helt Opsving til Egnens økonomiske Udvikling.

✂ Det maa indrømmes, at han ikke beskæftigede sig 222 synderlig med det Udbytte, Anlæget skulde give ham selv. Udvidelse, Forøgelse af Produktion, Skaben af Værdier og lignende mere almene Formaal sysselsatte hans Forestillinger for største Delen; men naturligvis nærede han alligevel selv en ubestemt, men ret behagelig Forestilling om, at han skulde blive rig, maaske meget rig.

✂ Han red nu raskere. Vejen førte ham her forbi hans lille Tørvemose. Et Par Folk gik og arbejdede med deres Børn; en Dreng sad alt paa Hesten, som skulde stampe rundt i Vandhullet, Gud ved, hvormange Timer i ensformig kredsende Bevægelser for at ælte Tørvemassen. En lille Pige, paa en tolv, fjorten Aar, bemærkede han, var meget flink til at arbejde, hun strøg Tørvemassen, saa det var en Lyst; tilsølet og vaad var hun paa alle sine Pjalter fra øverst til nederst, men et kjønt Ansigt havde hun, og hun hilste ret fornøjet paa ham, og dog var Morgenen her baade kold og klam.

✂ Ubestemte Forestillinger om at gjøre Noget for at forbedre Arbejdernes Stilling gled igjennem hans Sind, imens han red videre. Det var en trist Lod, hans Tørvearbejdere havde. De boede dernede paa Mosen, fugtigt og daarligt; megen Fortjeneste var der ikke, Noget burde der gjøres for dem. Mosen tillod maaske at forbedre deres Løn lidt. Han førte et overordentligt fint og indviklet Regnskab, i hvilket Alt var udstykket i saamange Enkeltheder som muligt, med selvstændige Budgetter; Mosen havde ogsaa sit.

✂ Hvad der imidlertid kunde gjøres strax, det var at gjøre de Hytter, Folkene boede i, noget bedre, lægge lidt Gulv, udbedre Taget. De klagede ikke, men han selv lagde Mærke til, at der var Hul i Taget. Disse Ideer optog ham noget, men saa kom han ind paa Fantasterier om at gifte sig med den kjønne lille Pige og gjøre Arbejderens Datter til Frue paa Gaarden, og den Slags Forestillinger, som saa ofte lure i Nærheden af vore mere alvorlige Betragtninger, og saa forsvandt ad den Vej foreløbig Forsætterne om at reparere Tagene.

✂ Morgenkulden havde været næsten bidende over Mosen; det var behageligt, at samtidig med at han kom op fra den, fandt et Solbrud Sted, som fyldte Alt med Lys og Varme.

223

✂ Kun i det ene Hjørne af Horizonten stod sorte Skymasser endnu samlede til et Stormløb op over den blaa Himmel. Men hvad Resultatet heraf end maatte blive, saa er det vist, at i Øjeblikket var den gode Sag sejrrig, og Solens Sejr tog sig godt ud. Alting, fra det endnu blomsterrige Gjærde og til den fjerne Skovramme, saae oplivet og livskraftig ud.

✂ Det var fornøjeligt at se ud over al denne Herlighed fra det højtliggende Punkt, som han nu atter var kommet op til, og han nød ogsaa dette Syn. Han tænkte paa den Tid, som forresten ikke laa saa overordentlig langt tilbage, da han havde drømt om, ikke at blive den praktiske Landmand, men Kunstner, Maler, og fra dette Synspunkt havde set paa Moser og Marker og mere tænkt paa det Lys, der skiftede over dem end paa det Ammoniak eller fosforsure Kalk der maatte være i dem.

✂ Han satte atter sin Hest i Gang og tænkte paa, at han dog endnu havde sine Malerrekvisiter hjemme paa Loftet. Synderlig vidt havde han ikke drevet det; vel havde han endog gaaet lidt paa Akademiet, men Perspektivlæren havde været ham aldeles ulidelig og var egentlig den, hvorpaa hans Kunstnerlidenskab strandede. Og dog, saa lidt han end var kommet frem, kunde han dog nok tage en god Skizze, og han fik Lyst til at prøve det igjen. Her ved dette Gjærde med den prægtige Vegetation kunde hans Malerstol have staaet udmærket, og hvor fornøjeligt havde det ikke været at sidde her med sin Pensel som de nikkende Asters og de gule Kongelyses Fortrolige. I Forgrunden ligeud til Korsvejen stod et Par Poppelpile; de skulde have været med. De saa lidt grimme og forpjudskede ud, og Ingen brød sig om de uselige Træer paa de gode Tider af Aaret. De sprang ud, fik Blade, som Støvet paa Landevejen dækkede, og Blæsten pidskede, til de atter faldt af. Ingen saae til de to Piletræer i al den Tid. Anderledes om Vinteren. Naar denne nu saa fredelige og tilgængelige Egn, hvor Naturen syntes saa ganske underkuet, pludselig blev forvandlet, og Naturens undertvungne Vildhed rev sig løs og blev den stærkeste, og hele Egnen saae ud, som det dog aldrig kunde være Meningen, at den skulde beboes af Mennesker, saa gjorde de to stynede Træer god Vagt og god Tjeneste. Naar Snestormen fygede, 224 naar al Forskjel paa Mark og Vej og Grøft var sporløst udslettet, rakte de trofast Armene i Vejret for at fortælle de stakkels Vejfarende i Sneen og Mørket, hvor Vejen gik til Lille Lavby og hvor til Store Højby, og varede dem imod at svinge ud paa Mosedraget. En rask Skizze af Udsigten her skulde have de to Træer i Forgrunden, svejende i Blæst, foroven urolig Himmel. Ret vel overvejet fandt han, at de to Pile maaske kunde have fortjent en Novelle, en lille Digtcyklus. De havde oplevet mange forskjellige Ting paa deres Post. Og meget Andet omkring dem kunde komme med; den gamle, men nu halvt nedpløjede Høj, ikke at tale om Mosen, den farlige Mose, som skjulte saa mange Hemmeligheder, hvor Oldtidsfund stadig bleve gjorte, vistnok fra en stor Kamp, der her havde fundet Sted, et Slag i Historiens Morgen mellem Danske og indtrængende Tyske. Hvem havde sejret?

✂ Naa, alt det havde ikke Noget at gjøre med hans Landbrug. Han var jo en positiv og praktisk Mand og vilde i al Fald være det, thi det var Tidens Opgave.

✂ I en vis Ubestemthed tænkte han paa hvormange Malere og Digtere, der aldrig kom til at male eller digte. Dertil var der ikke Noget at sige; Naturen var rig, den havde Raad til at lad© mange Fuskere gaa til Spilde. Afvexlende beskjæftigede han sig saa, medens han red videre, med dette Thema og med Hypothesen, om det ikke kunde lade sig gjøre at anlægge en Fabrik for at vinde Ammoniak og i det Hele taget rationelt drive den store Mose, hvor Slaget havde staaet i Historiens Morgen.

✂ Han saae paa sit Uhr. Halvni! Et Øjebliks Betænkning. Det passede altfor godt. Saa afsted da i rask Trav, langt raskere, end han før havde redet.

✂ Da han havde redet et Kvarters Tid, var han udenfor en til en Nabogaard hørende Have, som løb langs med Vejen.

✂ Paa en Høj i Udkanten af denne Have saae man noget Lyst. Havde man været der for lidt siden, kunde man have set dette samme Lyse gaa frem og tilbage i Gangen ud imod Vejen og ivrig holde Udkig ned ad denne.

✂ Dette var ikke saa vanskeligt, thi Vejen langs Haven 225 hørte aabenbart ikke til de mest befærdede Kommunikationslinier.

✂ Kom en Vogn knirkende langsomt forbi, sad Kudsken og nikkede og lod halvt i Søvne og vanemæssigt Pisken dingle over Hestene; her var Intet at tage sig i Agt for og Intet at møde, og var en Vogn knirket forbi, saa kunde man være vis paa, at det varede lang Tid, inden der viste sig andre levende Væsener paa Vejen end de urolige Fugle, som skulde se efter Et eller Andet i de dybe Hjulspor og som altid syntes at flyve bort i samme Nu, de fik Øje paa, hvad de søgte, ligesom for at betænke sig paa, om det dog var det, de egentlig vilde have.

✂ Men saa ensom Vejen var, havde det Lyse dog været temmelig optaget af at holde Udkig med den. Naturligvis fordi det Lyse var en ung Pige - tilmed en ganske kjøn, ung Pige, der nu sad fordybet i en Bog paa Højen og vendte Ryggen mod den Kant, hun havde spejdet udover, og, halvt skjult bag de tætte Nøddebuske, ikke havde nogen Anelse om, at der kom Nogen ridende, eller gaaende, eller kjørende.

✂ »Godmorgen,« hilste Rytteren muntert.

✂ »Godmorgen,« hilste den unge Dame, højst overrasket og uden at kunne frigjøre sig for at blive noget rød i Hovedet.

✂ Sagen var, at det i de sidste Uger ikke havde været saa sjeldent, at Rytteren var kommet her forbi ved denne Tid, og at hun havde siddet paa Højen og læst.

✂ Da det nu var for sildigt til at gjøre det om, fortrød hun, at hun ogsaa denne Morgen havde ladet sig finde her. Forsaavidt var der dog ingen Grund til Bekymring, som de korte Samtaler, de plejede at føre, ingenlunde vare indholdsrige. Der var endog den Mærkelighed, at de snarere bleve indholdsløsere. Det var, som om de vare færdige med et Kapitel og stod foran et nyt, som de, hvad nu end Grunden var, ikke kunde faa begyndt paa.

✂ Da de den Morgen havde sagt »Godmorgen«, maatte de til at spørge hinanden om, hvorledes de havde det. Derefter spurgte han: »Har Deres Familie det godt?«

✂ Hun svarede: »Jo Tak. Har Deres Tante det godt?« Han 226 sagde: »Jo Tak!« Saa spurgte han, hvad det var for en Bog, hun læste i.

✂ Her indtraadte nu en let Forvirring, thi det huskede hun i Øjeblikket ikke og vilde først ved et skjult Blik paa de opslaaede Sider forvisse sig herom. Da det imidlertid viste sig, at Bogen laa bagvendt paa hendes Skjød og hun ikke kunde skaffe sig nogen Inspiration fra de Ord, hun slet ikke kunde læse, døbte hun den »en af Carl Bernhard« og kom i samme Øjeblik til at huske, at det jo var en af de nye Spielhagener, som hun havde taget med oppe fra, for at maskere sin Vandring i Haven. Desaarsag blev hun meget bange for, at han skulde spørge nærmere om Bogen og hendes Bedrag blive aabenbaret, og blev meget rød efter sin Erklæring.

✂ Han førte imidlertid ikke dette Emne videre, men taug lidt.

✂ Hun hyllede sig i sit lette Shawl og gjorde en frysende Bevægelse.

✂ I Virkeligheden var hun slet ikke paaklædt til at være saa længe ude i Morgenkulden, som hun havde været.

✂ »Ja, det er en kold Morgen,« oplyste han hurtigt, »det er nok egentlig ikke rigtigt af mig at opholde Dem saa længe. Godmorgen.«

✂ »Godmorgen,« hilste hun igjen, men noget uvilligt. Der var Noget i hans hurtige Griben af dette Moment for at komme bort, som aabenbart ikke behagede hende.

✂ Men han red hurtigt bort. Han havde med Glæde gjort den lange Omvej for at faa hende at se. Da det var lykkedes ham, vidste han egentlig ikke, hvad han skulde stille op dermed.

✂ Meget mulig, at den unge Pige var Mere værd. Han havde kjendt hende fra Barn af; i de sidste Aar havde hun været i Pension i Hovedstaden. I Sommer var hun kommet hjem; der var noget ret Kvikt og Livfuldt over hende, og ganske kjøn var hun. Men ligemeget, mere end en Hilsen brød han sig egentlig ikke om, men den vilde han ogsaa gjerne have.

✂ Han red nu rask hjem. Hans Morgeninspektion paa Ejendommen var endt. Han kunde kun ikke rigtig blive klog 227 paa sig selv, om han var tilfreds med hele sit Morgenværk eller ikke.

✂ Saaledes gik det ham ganske vist ikke saa sjelden. Og saaledes var det gaaet ham i hele Livet. Han havde først tænkt paa at studere, men opgivet det efterat have taget Artium, fordi der ikke var noget bestemt Studium, der tiltalte ham. Denne Beslutning havde han ikke fortrudt, skjøndt han nu og da mente, at han kunde have havt Brug for statsøkonomiske Kundskaber. Men saa var det gaaet op for ham, at det egentlig var Kunsten, som havde hans Kjærlighed. Saa havde han, som sagt er, helliget sig den et Par Aar, haabende at blive en udmærket Maler; thi det var den brogede, mangfoldige, tilsyneladende let tilgængelige Malerkunst, der tiltalte ham. Først mente han, at han var Landskabsmaler, saa, at han var Dyremaler, og endelig, at han ikke kunde bøje sig nok under stive konventionelle Regler til at blive nogen af Delene.

✂ Det gik op for ham, at det heller ikke var det, Tiden krævede af ham, at han skulde være en Kunstner. Han havde altid været et bevæget Gemyt, opdraget i Frihedsjubel og Frihedslyst. At følge med sin Tid var Noget, han betragtede som sin første Pligt, og ikke at forstaa den, som den største Synd. Det kunde være, at der hos ham var en stadig Tvivl om, hvorledes man skulde komme til ret at forstaa den og til ret at følge den. Men han stolede paa, at det kom nok af sig selv og holdt sig til sine Indskydelser. Da Malerkunsten flygtede for ham, gik det temmelig pludselig op for ham, at vi ere »ude af den æsthetiske Periode«, at Tiden til at sysle fredeligt og idyllisk i det Skjønnes Tjeneste var borte; større og alvorligere Opgaver frembød sig for Manden, for Nutidsmanden. Mere direkte maatte han arbejde for det Hele og Store, paa at fremme den almene Udvikling. Hans Fader døde paa dette Tidspunkt, det var et Vink af Skæbnen. Han havde tidligere, naar han i al sønlig Godmodighed tænkte paa Faderens Død, ment, at han, naar dette Tidspunkt indtraf, strax vilde sælge den Ejendom, der da tilfaldt ham. Nu bestemte han sig til at blive Landmand, ja, styrtede sig næsten med Lidenskab over denne Gjerning.

228

✂ Han mente at opdage, at han havde et ganske ejendommeligt praktisk Greb som Styrer af en større Landejendom og besluttede at give et mægtigt Stød til ikke blot sin egen Ejendoms, men hele Egnens Opkomst, og da Alting hos ham fortonede sig over i store og imponerende almene Dimensioner, saa fik hans Bedrift for ham Karakteren af en Art national og patriotisk Gjerning, som saae langt mere storladen ud end Udøvelsen af nogen Kunst. Det var et i Sandhed tidssvarende Værk, det var, hvad Tidsalderen og Tidsaanden krævede.

✂ Og dog nytter det ikke at skjule, at Tilfredsstillelsen ogsaa her stundom kun var saa som saa.

✂ Han higede efter at blive fyldt af et stærkt og mægtigt Pust af Tidsforstaaelse - hvorhen det egentlig skulde bære, tænkte han sig ikke - men han higede som oftest forgjæves; Pustet vilde ingenlunde altid lige kraftigt vifte ham imøde hverken fra det fosforsure Kalk eller fra hans velførte Regnskaber.

✂ Den Morgenstund kom han hjem fra sin Gjerning uden noget Spor af Pustet, ja end ikke langt fra at have en pinlig Følelse af, at Gjerningen den Dag havde bestaaet i, at han var reden om adskillige Timer uden ret at vide, hvor han skulde gjøre af sig selv, men prøvende Lidt af alt Muligt.

✂ Den Vej, han red paa, havde den Forening af vide Udsigter og Ensomhed, som i sig indeslutter en ejendommelig Fred; men denne Fred vilde ikke gjennemtrænge ham. Paa de lyse Marker, som trak sig henimod Skovrammen, paa de fjernere Bakkestrøg, bag hvis Folder Havet skjulte sig, saa han med samme udeltagende Adspredthed som paa selve den sandede Vej. For de meget usikkre og uensartet sammensatte Stemninger har Naturen ingen forløsende Kraft.

✂ Endelig var han hjemme og sprang af Hesten ved den gamle Stentrappe, der paa en underlig, usymmetrisk Maade var anbragt i den ene Ende af Hovedbygningens lange, enetages Længe.

✂ Hans Gaard havde maaske oprindelig været en hyggelig, landlig Ejendom, men nu saa den ikke videre hyggelig ud. Der færdedes altid Haandværkere; Murbrokker, Stendynger, Kalkkuler, Bræddestabler laa altid paa den ene eller den 229 anden Kant, gjørende Gaardspladsen uryddelig eller knugende Græsset, knækkende Blomster og kvasende Buske og Træernes Kviste i Haven.

✂ Altid drev der nogle Folk om i kalkede og plettede Arbejdsdragter, som slet ikke hørte hjemme i de landlige Omgivelser og i en landlig Staffage, men bragte daarlig Kjøbstadluft med sig; de røg Piber paa de mest brandfarlige Steder, vare nærgaaende imod Pigerne, studse imod Karlene og knap middelmaadig høflig imod Herren.

✂ Men Brug for dem havde han bestandig. Saa skulde en Udbygning bygges helt om, saa skulde en anden have en aldeles ufornøden Reparation eller en uhensigtsmæssig Forbedring. Var der ikke Noget at gjøre udenom, flyttedes Uroen over i Hovedbygningen. Saa blev der hugget et Skillerum ned eller sat et andet op, slaaet Vinduer ud, hvor der før ingen havde været, og muret til, hvor der tidligere var Vindue, anbragt Døre, eller opsat Trapper, eller gjort Forandringer ved Skorstene og Komfurer, Forandringer, som førte til, at der ikke var en Væg, som ikke var spoleret med en Dør, der skulde give hensigtsmæssig Udgang til Et eller Andet, og ikke et Ildsted, som ikke var indrettet efter nye Tegninger og røg paa det Afskyeligste.

✂ De landlige Folk blev paa en kjedsommelig Maade umedgjørlige ved denne stadige Indkvartering af fremmede Haandværkere. Pigerne gjorde Karlene skinsyge, Karlene skjændtes og sloges endog jevnlig med Haandværksfolkene, men tog dog op efter dem et studst og brøsigt Væsen, som man ikke før havde kjendt der.

✂ Huset selv lugtede altid af Maling, eller vaad Kalk, eller frisk Fyrretræ, eller noget af det Alt sammen.

✂ Dette generede ikke synderlig Ejeren selv, men desmere den ældre Tante, som styrede Huset. Hun var et af de ældre Mennesker, som søge deres Glæde i at føle sig krænkede og tilovers i Livet, og havde altid været tilbøjelig til at se Verden fra dens bedrøvelige Side. For saadanne Folk er det Gamle og Tilvante dog endel mindre sort end det Nye. Nu vaktes hun hver Morgen et Par Timer, før hun ønskede det, ved Banken og Hamren og Dundren og andre Lyde, der allerede i sig selv forkyndte, at noget Gammelt 230 gik bort og noget Nyt kom i Stedet. Nu vandrede hun alle sine Fjed mellem Høvlspaaner og Kalkstøv og mødte stadig i sit eget Hus Fyre med Kaskjet paa Hovedet, som de ikke tog af for hende, Folk som hun endog mistænkte for at gjøre Grin med hendes Filtsko, naar hun gik op ad en Trappe.

✂ Derfor sukkede hun ogsaa fra Morgen til Aften, Dag ud og Dag ind over den »Jerusalems Ødelæggelse«, som aldrig vilde høre op, og i hvilken hun skulde henslæbe Resten af sine Dage; ikke engang Vinduerne kunde man se ud af, som man havde set ud af dem forhen.

✂ Denne gamle Tantes kappeklædte Hoved viste sig ved det aabne Vindue, da Holst stod af Hesten. Han saae paa sit Uhr med en daarlig Samvittighed. Det var kjedeligt, Klokken var bleven for mange, en halv Time over den sædvanlige Frokosttid.

✂ »Tante maa ikke blive vred,« raabte han, »jeg ser, at Klokken er for mange. Jeg havde saa Meget at bestille.«

✂ »Tal ikke om det,« sagde Tanten, »jeg er vant til at vente; her gaar jo Alting forstyrret til,« og hun drog et resigneret Suk. At hun ikke blot altid følte Trang til at anse sig for tilsidesat, men ogsaa maatte give denne Følelse Udtryk, gjorde hende til en til Stadighed mindre opmuntrende Husfælle, men da hun ellers styrede Huset meget godt, og Harald Holst var en brav og godmodig Fyr, fandt han sig rolig i det og lod hende uforstyrret gaa og samle de for hendes Velvære nødvendige Krænkelser op, ligesom han vilde have gjort ved en skikkelig gammel Høne, der gik og pikkede sine Korn op hist og her fra i hans Gaard.

✂ Hans Frokostbord var saa vel besat og pænt arrangeret, som nogen Ungkarl kunde forlange, og havde hans Morgengjerning ikke bragt ham andet Udbytte, saa havde den idetmindste givet ham ypperlig Appetit.

✂ »Posten er kommet, der ligger Dine Breve og Aviser,« sagde Tanten, idet hun med et Suk indtog sin Plads ved Maskinen og pegede paa den zirligt ordnede Bunke, der var lagt ved hans Kuvert.

✂ »Ja Tak, jeg har set det, lille Tante. Men jeg er saa umaadelig sulten.«

✂ »Men der er et Telegram imellem,« sagde hun langsomt, 231 dæmpende Stemmen resigneret, men med Krænkelsens Velbehag over dog at kunne gjøre ham klog paa Noget.

✂ »Naa, det er der nok ogsaa,« sagde han og skar det op med sin Smørrebrødskniv.

✂ »Halløj, Tante! Vi faa fine Fremmede idag - til Middag.«

✂ »Fremmede til Middag! Vi har ikke Andet end Lammekjød i Huset. Det har Du slet ikke talt om før.«

✂ »Nej, for jeg vidste det jo ikke.«

✂ »Ja, jeg kunde da heller ikke saa godt vide det,« sagde Tanten blidt, krænket gnidende sine Hænder.

✂ »Nej, naturlig! Men Du skaffer os nok en pæn lille Middag alligevel, det er en kræsen Herre, en Diplomat.«

✂ »Vorherre bevares, det manglede blot, saa kan han vel ikke engang tale Dansk.«

✂ »Jo, vær rolig. Han er dansk. Det er Flemming, ham husker Du jo nok. Han kommer hjem fra Berlin og indfrier et gammelt Løfte ved paa Vejen at gjøre en Afstikker her til mig.«

✂ »Flemming, han en Søn af den gamle Statsminister.«

✂ »Ja, rigtig, den gamle Statsminister, Tante, som Du saa godt kjendte fra den Tid, Du boede i Kjøbenhavn.«

✂ »Det var en fin, gammel Minister,« sagde Tanten, let oplivet ved disse Erindringer. »Det var anderledes Ministre, de havde hos Christian den Ottende, end dem, de nu har; men da gik ogsaa Alting anderledes til.«

✂ »Godt vant er de Folk i al Fald, Tante, husk paa det til Middagen.«

✂ »Ja, Du har Ret i det, men Du kan sagtens give Raad.«

✂

TREDIE KAPITEL

✂ Den rejsende Gjæst, som havde meldt sin Ankomst til Harald Holst, skulde hentes paa Jernbanen af Værten selv, som ikke uden Besvær fik en Vogn istand og forspændt; thi i Huset havde Ingen mere Tid til Noget, men syntes altid optaget med at hjælpe en Anden med Noget, som 232 imidlertid aldrig blev gjort; men afsted kom han dog, i yderste Øjeblik.

✂ Stationen laa næsten et Par Mile borte. Det var en lille landlig Station, en ganske lille Knude paa Baneliniens lange Snor, kun bestaaende af et Par smaa og simple Bygninger, der laa i en ensom Egn. Den Stationsforvalter, der havde sin Bolig her, kunde godt forene en Slags Eremitstilling med Stationsforstanderposten. Paa alle de Tider, da der netop ingen Tog var, var denne Jernbanestation et højst fredsommeligt Sted, der syntes ganske at have vendt Verdens Larm og Tummel Ryggen, et Sted, hvor Intet skete, og Intet skulde ske.

✂ Et Par Gange om Dagen kom imidlertid et Tog, fra den ene eller den anden Side. Paa de Tider holdt der saa et Par Vogne paa den sandede Plads foran Stationsbygningen; en stilfærdig Banebetjent syslede ude ved Skinnerne og stillede nogle Signaler, et Par Mennesker drev om med Pakker og Bylter paa Trappen og i den lille Ventesal. Og saa kom Toget i det Fjerne, først den hvide Busk af Røg bag Skovkanten og saa den mørke Masse, der hurtig voxede og vækkede Egnen op, medens den foer forbi. Det standser, volder et Øjebliks Larm og Travlhed ved den lille Station, og saa atter Farvel. Det gaaer, skrumper hurtigt ind og forsvinder som en lang, glidende sort Klods ud bag Bakkerne. Vognene ved Stationen ere atter forsvundne, de Rejsende med Bylterne ogsaa borte, det Pust af Liv fra Omverdenen, som Toget bragte paa sine klapprende Hjul, er døet ganske hen, Landskabet, som det havde vakt op, er atter stivnet i en Ro og Stilhed, hvor Intet sker og Intet er bestemt til at ske.

✂ Ved at kjøre utilladelig hurtig hele Vejen lykkedes det Harald Holst, som aldrig kom præcis, dog at naae til Stationen kun nogle Minutter, efter at hans Gjæst, til sin ubehagelige Overraskelse, havde opdaget, at der ingen Vogn var efter ham, og derfor var kommen til det Resultat, at hans Telegram ikke var ankommet i rette Tid. Ligesom han var ifærd med at grunde over, hvad han skulde gribe til, forladt paa denne øde Station, kom Kjøretøjet imidlertid raslende. Den lille Forsinkelse gjorde Velkomsthilsenen dobbelt varm fra begge Sider.

233

✂ Samtalen gik ogsaa livligt, medens de kjørte fra Stationen.

✂ Flemming roste navnlig Luftens friske Lugt og klagede over, hvad han havde lidt ved Rendestenslugten i Berlin, en By der om Sommeren lugtede som ingen anden paa Jorden, Noget han fandt dobbelt ærgerligt, da han ganske godt kunde lide Beboerne, mest rigtignok, sagde han, fordi Alle rakkede ned paa dem.

✂ Ikke blot Luftens Lugt, men ogsaa hele Egnens Karakter forekom ham tiltalende. Han tog dog det Forbehold, at Intet klædte et Landskab, som at se det fra en hurtig kjørende Vogn, der ikke lod En plages længe med at se det Samme.

✂ Huset var blevet sat godt i Stand til den Fremmedes Modtagelse. Den krænkede Tante havde ikke blot gjort Underværker med Maden, men ogsaa sørget for, at Alt stod parat i samme Øjeblik, Vognen holdt for Døren.

✂ Middagsmaaltidet gik godt; det Eneste, der generede Gjæsten, var en stærk Træk, som kom fra et stort Hul, der med en uvis Bestemmelse var slaaet i Muren, og som meget mangelfuldt var dækket med Sækkelærred.

✂ Efter Bordet sad de to Herrer i Havestuen med deres Cigarer. Udsigten var ikke vid; Haven var lang, men ikke bred. Over en Plæne saae man, gjennem en tynd Række Popler, ud paa Markerne.

✂ Der havde været Tale om en lille Udflugt paa Ejendommen, som Harald Holst nok havde Lyst til at vise sin Gjæst, men det var aabenbart, at denne helst var fri for en saadan Expedition, og den var netop bleven opgivet. »Men sig mig,« sagde Flemming, »hvor langt er der herfra til Færgegaarden? Jeg har glemt Lokaliteternes Beliggenhed, mens jeg var her paa Egnen.«

✂ »Aa, smaa halvanden Mil.«

✂ »Ikke længer.«

✂ »Vil Du derover?« spurgte Holst lidt forundret.

✂ »Jeg kunde egentlig nok have Lyst til at se Stedet igjen. Jeg husker det godt fra den Tid, Fader og jeg om Sommeren besøgte Kammerherren.«

✂ »Naa ja. Ja nu har Enken jo kun Færgegaarden tilbage; hun og Datteren har været der ovre en Maanedstid eller maaske længere i Sommer.«

234

✂ »Har været?«

✂ »Ja, de rejste i forrige Uge. Det undrer mig saamænd, at de holdt saa længe ud. Den Lejlighed, der er forbeholdt dem selv i Hovedlængen, er i daarlig Stand, og det synes, som om den gamle Dame er meget svag. Hun var næsten aldrig ude. Frøkenen derimod færdedes meget omkring, ofte alene og til Fods, hvad man syntes var noget løjerligt her paa Egnen. Det var forresten en kjøn Pige. Men som sagt, jeg forstaaer ikke ret, hvorfor de egentlig vil ligge paa Landet herovre uden maaske, fordi det ikke koster dem Noget.«

✂ »Aa nej, saamænd,« svarede Flemming. »Der er jo ikke noget Særligt ved den Del af Egnen.«

✂ »Du havde dog Lyst til at se den?«

✂ »Ja, men jeg huskede ikke, det var saa langt.«

✂ »Saa bliver vi hjemme; thi ærlig talt, jeg synes ogsaa det er en daarlig Fornøjelse at kjøre til Færgegaarden! Den gamle Dame faaer forresten vist Vrøvleri med den.«

✂ »Saa hvorledes det?«

✂ »Folk paa Egnen ser skævt til det Privilegium, saavidt jeg kan forstaa. Man vil have det afløst, det vil sige, mod en Spotpris eller Ingenting helst; saadan er jo Folk. Der er formodentlig nogle Gavtyve, der har spekuleret Et eller Andet ud og sætter det i de Andre.«

✂ »Det vilde da være skammeligt, om det blev til Noget. Den gamle Dame vilde jo saa blive helt ruineret!«

✂ »Ja, vel vilde det være skammeligt, men det har heller ingen Nød. Vi er da ogsaa Nogen herovre, som holde paa Lov og Ret. Men sig mig, hvad Du synes om min Ejendom? Den er ført à jour, kan Du bande paa.«

✂ »Ja, Du er vel en vældig Fremskridtsmand ogsaa som Landmand. Reformerer i Alt?«

✂ »Naturlig.«

✂ »Og det betaler sig udmærket?«

✂ »Det gjør det nok - med Tiden.«

✂ »Naa, det gjør det »nok«, og »med Tiden«! ja, saa er jeg tilfreds, det var blot det Forsvar for Fremskridtet, jeg vilde høre.«

235

✂ »Du er nok bleven endnu mere nihilistisk med Tiden,« sagde Harald Holst med lidt Alvor i Stemmen.

✂ »Kjære Ven, ikke en Smule mere end Tiden selv er bleven, den gaar nemlig ogsaa frem. Men misforstaa mig forresten ikke, som om jeg havde Noget at sige imod, at Du eller nogen Anden slaar sig paa Fremskridt, naar det morer ham. Det Motiv finder jeg nemlig særdeles plausibelt, og det er jo i ethvert Tilfælde aabenbart, at Du befinder Dig personlig vel ved det; Du har det jo fortræffeligt, en sand Idyl,« han pegede ud ad Havestuedøren imod Markudsigten.

✂ »Min Idyl,« sagde Holst, »ja det kan lyde meget godt, men jeg ved blot ikke ret, hvad jeg skal fange an med den.«

✂ »Det finder Du nok ud af. Et Par og Tredive Aar, ugift, Formue - i Reformstand - godt Helbred, thi Du har jo endnu ikke faaet ødelagt Din Mave - det er Faktorer, som man maa have et ualmindeligt daarligt Greb paa Livet for ikke at bringe Noget ud af.«

✂ Den Anden trak paa Skuldrene. »Bringe Noget ud af det; ja, det er netop Sagen. Blot jeg vidste, hvad jeg skulde bringe ud af det Hele, Idyllen medindbefattet. Landvæsenet, selv i dets højeste Udvikling, er jeg bange for, ikke tilfredsstiller mig. Jeg føler saa stor Trang til at udrette Noget i Livet.«

✂ »Men hvilket, i hvad Retning?«

✂ »Det lyder vist noget underligt, naar jeg siger, at jeg ikke ved det.«

✂ »Du ved det ikke?«

✂ »Nej! Spørg mig, om jeg vilde ønske at virke Noget som Maler, som Landmand, som Menneske, som Præst maaske endogsaa, og jeg kunde sige baade Ja og Nej til det Altsammen.«

✂ »Ved Du, hvad der er Ulykken? Du kjender Historien med den trediveaarige Kvinde, den Krise, hun skal gjennemgaa o. s. v. - Mændene har som Mænd en lignende, der kommer lidt senere; det er den, Du er ifærd med.«

✂ »Altid Aforismer.«

✂ »Gjør ikke Nar af dem, af al Halvsandhed er det den taaleligste. Men forøvrigt: Jeg har Ret, hele Sandheden paa 236 min Side - at sige, hvis ikke Sammenhængen er den, at Du er forelsket, thi det er en Fortolkning, der ogsaa er mulig.«

✂ Holst blev en Smule rød, men sagde efter et Øjebliks Betænkning: »Nej, Nej.«

✂ »Naa, saa, saa er kun den første Fortolkning mulig. Men det er en Overgang, Du hurtig kommer over.«

✂ »Det haaber jeg ikke, ikke i al Fald uden paa den Maade, at jeg saa virkelig har fundet Noget at virke for; jeg trænger for Alvor til det; jeg er et Barn af min Tid. Jeg vil ud i Livet, jeg vil gjøre Noget, v i l udrette Noget og det noget Dygtigt, kortsagt jeg vil Noget.«

✂ »Hvilket?«

✂ »Dril mig dog ikke. Det har jeg jo sagt, at jeg ikke véd. Min Opgave vil endnu ikke klare sig for mig; men det kommer nok, naar bare man bliver ved at ville, at ville.«

✂ »Ja, troer Du det? Du kan jo ikke lide Kritik, men jeg synes jo nok, at man først maa være enig med sig selv om det Maal, som ....«

✂ »Det er kun, fordi Du ikke er i Forstaaelse med Tiden, med den Del af Tiden i al Fald, som jeg er ....«

✂ »Nej muligvis, men opfat det blot ikke, som om jeg siger Dig imod. Gaa Du omkring og vil, Du har jo prøvet at ville forskjellige Ting, og det har vist sig, at ingen af dem var det Rette; probér paa andre, gaa ombord i andre Skuder, jeg bliver paa Strandbredden, paa et skyggefuldt Sted, men skal følge Dine Farter med megen Interesse, selv om jeg, ligesaa lidt som Du selv, ved, hvor Du styrer hen.«

✂ »Naa, Tak skal Du have,« svarede Harald Holst, lidt gnavent. »Gider Du ikke i Øjeblikket forlade Din Plads paa Strandbredden for at gjøre en lille Vending i Haven, inden det bliver ganske mørkt?«

✂ Flemmings Besøg skulde, hvad Harald Holst nu erfarede til sin beklagelige Overraskelse, kun vare til næste Morgen. Han havde tænkt at beholde sin Gjæst nogle Dage og ogsaa først forstaaet, at det var dennes Mening, men derom var der nu ikke Tale, han vilde alsted for at komme hjem til Søndag. Hvad nu end den egentlige Grund var til, at han saa hurtigt atter vilde forlade Stedet, saa havde det forresten heller ikke det Præg af rolig Komfort, som han satte Pris 237 paa, ikke at tale om, at hans Vært røbede et betænkeligt Anlæg til at tage ham med paa Udflugter for at se dette eller hint, som han ikke brød sig det Mindste om at se, og i det Hele at udfolde en urolig Gjæstfrihed, som han slet ikke satte Pris paa. Han vilde kun blive denne Dag, og den næste Morgen tidlig rullede derfor den lille Vogn atter med de To i raskt Trav til Stationen, der stadig gjorde Indtrykket af, her i Egnen at være det Sted, hvor Uro foruden og forinden mindst hørte hjemme.

✂ Langsomt vaagnede i den friske Morgen denne Eremitbolig op af sin natlige Slummer. Atter kom et Par Vogne kjørende op i det knirkende Grus foran Trappen, og nogle utidige Mennesker steg af med Rejsetøj. Atter drev nogle Bønder omkring udenfor; et Par Stykker, som ikke havde villet gjøre sig den Ulejlighed at undersøge, naar Tiden for Togets Afgang var, men som foretrak at komme et Par Timer for tidlig, sad og halvsov i den lille Ventesal. Saa puslede en treven Karl udenfor ved Signalerne, saa saaes den hvide Røgbusk i det Fjerne, saa Togets mørke Krop, saa vakte dets larmende og raslende Ankomst Egnen og Stationen til et Glimt af bevæget, lysvaagent Liv, og saa forsvandt atter Glimtet. Røgbusken blev usynlig paa sin hurtige Vej, Egnen blev atter rolig, og Harald Holst kjørte ene hjem til sin Gaard og sin Villen og Virkelyst.

✂

FJERDE KAPITEL

✂ Det var en Søndag Formiddag, da Flemming vendte hjem fra sin Expedition til Berlin, som han havde afsluttet med Besøget hos Harald Holst.

✂ Det stille, gamle Hus saae altid halvt søndagsagtigt ud; men om Søndagen var det ganske særlig stille og fredeligt. Det var en smuk Solskinsdag; det gamle Lindetræ stod endnu ret grønt og kraftigt, og det grønlig gyldne Lys fyldte hele Trappegangen.

✂ Da Drosken holdt udenfor med den Rejsende, havde det stille Hus strax hørt det; Tjeneren var i en Fart nede 238 for at hjælpe til med Kufferten, og da Flemming kom paa Trappen, stod hans Fader i Døren med det hvide Halstørklæde og den langskjødede, tilknappede, blaa Frakke, som udgjorde hans stadige Kostume. Der stod den lille Mand, som om han havde staaet der lige fra Afrejsens Dag, og rakte begge Hænderne ud imod Sønnen og bød ham et hjerteligt Velkommen.

✂ Det var en Selvfølge, at Intet i det gamle Hus var forandret. Det lignede slet ikke Noget af Alt det, Flemming var kommen fra, mindst af Alt lignede det det Hus, han sidst havde aflagt Besøg i; det gjorde et eget godt Indtryk paa ham, at gaa omkring i disse Stuer, hvor de sidste tredive Aar ikke havde ændret en Stols Plads. Det hele var ganske, som det havde været i Frederik den Sjettes Tid. Møblerne vare i det første Kejserdømmes antike Stil, arrangerede med stor Regelmæssighed og den mest uforstyrrelige Orden. Der var Silkegardiner og Silkebetræk, men nøgne Gulvflader og kun smaa Stykker Tæppe hist og her ved et Par Sofaer; de store Tæpper gav daarlig Luft, forklarede Gehejmeraaden. Derfor maatte der heller aldrig brænde Kul, overflødigt at sige, at der ikke taaltes Gas; den gamle Herre vilde ikke engang have Lampe ind paa sit Værelse, kun Lys, en dobbelt Kontorstage med en mærkelig Lyseskærm; skulde man tro hans Forsikringer, maatte den være i Besiddelse af en Lysstyrke, der trodsede alle optiske Love.

✂ Det var et roligt og stille Hus at komme ind i, dobbelt roligt og stille for en Mand, der havde Uro og Utilfredsstillethed i sig; og der var noget Velgjørende for Flemming i det Indtryk, det Hele gjorde, da han nu atter gjensaa det. Han gik ind paa sine Værelser; de lignede ikke det Øvrige. De vare møblerede paa fuldstændig moderne Vis, baade mageligt og smagfuldt.

✂ Alting derinde var iøvrigt i den bedste Orden og beredt til at modtage ham. Det var virkelig ganske behageligt at komme hjem.

✂ Han lukkede Døren og strakte sig paa sin Sofa ligeoverfor sit Yndlingsstykke, et stort italiensk Landskab, malet af en udenlandsk Kunstner, der vidste at give Sol og Farver, hvad Solens og Farvernes er. Gjerne var han bleven der, 239 tilfreds med i Taushed og hos sig selv at være glad over at gjense sin gamle Fader og takke ham for god Modtagelse, men utilbøjelig til at give disse Følelser et mere tydeligt Udtryk. Navnlig var han helt utilbøjelig til at indlade sig paa det gamle Emne med Faderen, og han følte dog, at der forestod en Diskussion. Han kunde ikke komme til at synke mageligt hen i det Tilvante, der efter Fraværelsen saae dobbelt fredeligt og lokkende ud, uden først at gjennemgaa en ny Forklaring, først at have meddelt sin Fader, at det sidste Forsøg paa at finde en Stilling, en Virkekreds, og hvad det nu hed, var løbet ligesaa uheldigt af som noget tidligere.

✂ Derfor kunde han ikke ret finde Hvile paa sin magelige Sofa og foran det store skjønne Billede fra det lykkelige Land.

✂ Han tænkte sig imidlertid, at han kunde trække det ud i nogen Tid endnu, i al Fald nogle Dage, for at leve lidt i Fred. Han havde derfor ogsaa opsat at finde Udtryk og Former for sit Afslag, der kunde gjøre dette mindre pinligt for Faderen.

✂ Saaledes skulde det imidlertid ikke gaa. Efter Frokosten foreslog Gehejmeraaden ham strax at komme ind paa sit Værelse og ryge en Cigar. Han var ligesaa urolig og ilter efter at komme til Sagen, som Sønnen var uvillig dertil; det var ligesom Adskillelsen havde samlet yderligere Utaalmo« dighed i ham.

✂ »Jeg vil gjerne tale lidt i Ro med Dig,« sagde den ivrige, lille Fader, »og Du kan vel ogsaa nok tænke Dig, at jeg er noget nysgjerrig efter at høre, hvad Du saa siger om Diplomatikken.«

✂ Sønnen fulgte sin Fader i Taushed. Alene dette syntes ikke at gjøre noget godt Indtryk paa denne, og da de havde sat sig ned, var det paa en noget mere brusque Maade, end han hidtil havde talt, at han spurgte:

✂ »Naa, hvordan syntes Du saa om Stillingen i Berlin?«

✂ Ærlighed udmærkede altid Sønnen i hans Forhold til Faderen, og han svarede: »Oprigtig talt synes jeg hverken om Berlin eller om Stillingen.«

✂ »Det Første bryder jeg mig ikke om: det Andet 240 der vel i Virkeligheden det Samme, som om det var en Stilling som Toldbetjent eller Handelsmand eller Ingeniørofficer eller hvilketsomhelst Andet, der var Tale om.«

✂ »Jeg er bange for, at Du har Ret. Naar jeg ikke kan finde en Stilling, som virkelig tiltaler mig, i hvilken jeg troer, jeg vil kunne udrette Noget, og hvis Gjerning tillige har nogen Interesse for mig - saa vil jeg heller ingen have.«

✂ »Du vil overhovedet ikke være Noget, ikke udrette Noget i Verden, Du føler ingen indre Trang til at virke og udrette. Jeg kunde endda tilgive det, naar jeg troede, Du selv følte nogen sand Beklagelse over dette Forhold, men det troer jeg ikke,« vedblev Faderen heftigt.

✂ Sønnen rystede paa Hovedet og sagde: »Det vilde være mig en sand Plage, at have at gjøre med et Arbejde, der ikke tiltalte mig; det er mig ganske vist ogsaa en Plage ikke at have nogen Gjerning, men dog et mindre Onde, end det Andet. Du tager fejl, hvis Du troer, jeg er tilfreds over ikke at føle mig anlagt til Noget, men jeg føler mig ikke heller nedværdiget ved at ....«

✂ »Være led og kjed af Alt og føle Dig uduelig til Alt. Nej, naturligvis. Du mener maaske ovenikjøbet at staa paa et højere og mere overlegent Stade end vi Andre. Vi kjendte ogsaa disse Historier i min Tid.«

✂ »Med den Forskjel maaske, at I mest lærte dem af Bøgerne, mens vi lærer dem af Livet selv, af den Luft vi lever i, af Alt, hvad der foregaar rundt om os. Det er Virkeligheden, som ....«

✂ »Det er ikke sandt,« sagde den Gamle og rejste sig op af Stolen og gik op og ned. »Du lyver paa Livet. Enhver kan finde deri, hvad han vil. Det er kun, naar man selv har gjort sig blaseret og villieløs som Du, at man nødes til alene at se paa Ydersiden og ikke kan finde Noget af Livets Kjærne.«

✂ I en undskyldende Tone indskød Sønnen: »Det Hele er saa smaat her hjemme; maaske jeg snarere vilde tro paa, at der kunde udrettes Noget i Livet, og paa at det ikke var en urimelig Ulejlighed at anstrænge sig, hvis Forholdene var større og mere forskjelligartede. Naar Alting er saa smaat og saa ensformigt her hjemme, kommer man lettere 241 til at tro, at saa daarligt det er, kan det dog ikke være anderledes.«

✂ »Levede Du i et større Samfund, vilde Du vel undskylde Din Nihilisme med, at Du der ikke havde Kræfter til den store Opgave.«

✂ »Maaske; jo mere man ser paa hele Livet, desto mere fristes man unægtelig til at lade Alt sejle sin egen Sø.«

✂ »Vi gav os ikke af med hele Livet paa den Maade, som I udviklede Aander nu gjør det. Vi var mere bornerede, vi holdt os indenfor snævrere Grænser. Vi holdt paa, at vi vare satte i Verden for Noget, for noget Bestemt, og paa det troede vi. Hvor smaat og beskedent det var, saa gjemte det for os baade Ansvar og Pligt. Enhver følte Noget for sin Bestilling, Skomageren som Statsministeren. Man havde ikke den Vandrefrihed, som I anse for nødvendig, men var tilbøjelig til at blive i sin snævre Baas, som I vilde anse det for; men saa følte til Gjengjæld Enhver, at der, hvor han nu engang stod, havde han en Plads i Livet at udfylde, og det virkede atter paa ham selv.«

✂ »Det var lykkelige Tider.«

✂ »Tiderne er som Menneskene, det var Mennesker, der troede paa Noget, ser Du, paa Retfærdighed, paa Fremskridt, paa Menneskehed, ikke at tale om paa Gud, men I ....«

✂ Den Gamle havde talt Vreden af sig og satte sig ned og taug sørgmodig.

✂ »Hvis er Skylden, at vi nu er anderledes? Ingens? Alles? Jeg kan ikke være anderledes.«

✂ »Du vil ikke, det er Sagen,« sagde den Gamle og rejste sig atter op og gik hen til Vinduet, hvor han stillede sig med Hænderne paa Ryggen.

✂ Samtalen var endt, og Sønnen gik, uden at sige Noget, ud af Stuen.

✂ Lignende Diskussioner vare før blevne førte mellem Fader og Søn, men ikke saa uforbeholdent, eller med det Præg af Bitterhed, næsten Uvillie fra Faderens Side, som der havde været over denne.

✂ Flemming gik ind paa sit Værelse og kastede sig atter ned paa Sofaen. Men den behagelige Fred, som havde været over det mørke, stille Værelse, var nu forsvunden. Han 242 var bleven fyldt af en haard, uopløst Misstemning, en inderlig Misfornøjelse og Utilfredshed, som han kun ikke ret vidste, hvorimod han skulde vende. Han gjorde derfor, som altid, gravede sig ned i den, bøjede sig under den, som under en naturlig og nødvendig Sag.

✂ Det Hele kunde ikke være anderledes og ikke blive anderledes. Og efterat han var bleven færdig med én Cigar, tændte han sig en anden og røg ogsaa den ud, kun let skiftende sin Plads paa Sofaen, for bedre at kunne se ud paa Lindetræet, som drev sit langsomme Spil med Lys og Skygge, alt som Timerne gik den rolige Søndag Formiddag. Og han fandt, at det kunde være ganske tiltalende, at bytte med saadant et Lindetræ, i al Fald om Sommeren.

✂ Der var gaaet et Par Timer, men han laa endnu paa Sofaen, da hans Fader traadte ind ad Døren.

✂ Den Gamle gjorde en ærgerlig Bevægelse. »Undskyld, hvis jeg forstyrrer Dig,« sagde han, »Du sov nok.«

✂ »Nej, slet ikke Fader,« sagde Sønnen i en saa blid Tone, at Gehejmeraaden ogsaa blev noget formildet og sagde: »Jeg tænkte, Du maaske var søvnig efter Rejsen. Jeg kom for at sige Dig, at vi skal spise i Amaliegade idag ligesom ellers. Gaar Du med?«

✂ »Ja,« sagde Flemming uden Betænkning.

✂ Den Gamle gik atter ud af Stuen. Den Unge saae paa sit Uhr, han havde endnu en Times Tid til at omsætte sig i Lindetræets uforstyrrede Væsen, og han lagde sig atter paa Sofaen og saae paa de grønne Blade i den vigende Sol og de gule, af hvilke stadig enkelte om end med længere Mellemrum tabte deres Plads og svirrende, som anskudte Fugle, langsomt og nødigt faldt til Jorden, til Stenbroen og Fejekosten.

✂

FEMTE KAPITEL

✂ Det var en fast Regel, at Gehejmeraaden hver Søndag var hos Kammerherreinden. Det var omtrent det eneste Sted, hvor den gamle Mand gik, men der forsømte han ikke; ja, forsigtig som han var med sit Helbred, kunde han 243 begaae en Uforsigtighed, naar det gjaldt at komme derud. Og han var Damerne der ligesaa uundværlig som de ham. Det fjernere Svogerskabsforhold, som bestod mellem de to Familier, var i Aarenes Løb blevet til et fast Venskab.

✂ Huset hos Kammerherreindens var imidlertid ingenlunde saa konsekvent gammeldags, som hos Gehejmeraadens. Ogsaa der var lidt gammeldags, og der var unægtelig hist og her Spor af Tidens farveblegende Virkning; men man var dog kommen baade til Stenkul og Tæpper paa alle Gulve og udpolstrede Møbler. Gehejmeraaden havde, hvad der var det Mærkelige, derude ikke det Mindste at indvende imod slige Noviteter, ja fandt endog, at der var overordentlig hyggeligt, og udtalte jevnlig Ønsket om, at han kunde faa sin Lejlighed til at gjøre et lignende hyggeligt Indtryk. Men naar slige Udtalelser besvaredes med Antydninger om, at han jo kunde anskaffe sig disse eller hine nye Ting og afskaffe disse eller hine ældre, erklærede han paa det Bestemteste, at derom kunde der ikke være Tale, det Gamle skulde blive som det var, og overlod saa til sine Raadgivere paa denne Basis at finde Midler til at ændre Udseendet af hans Bolig.

✂ De to Damer modtog deres Gjæster med stor Hjertelighed, især den Hjemvendte.

✂ »Det er dejligt, at Folk nu begynder at komme hjem,« sagde Kammerherreinden med den hende ejendommelige, frysende Bevægelse. »Vinteren er meget hyggeligere; den glæder jeg mig til; saa kan man da med rolig Samvittighed sidde godt og lunt inden Døre.«

✂ »Aa ja,« sagde Helene, »De skulde bare have hørt Moder klage sig hele Sommeren efter Vinter.«

✂ »Ja; i Færgegaarden, hvor Du fik trukket mig over, giver jeg ikke meget for Sommeren. Ikke et Vindue sluttede. Nej, saa har man det dog anderledes lunt og godt herhjemme.«

✂ Lunt var der ganske vist; der var i Stilhed allerede lagt lidt i Kakkelovnene.

✂ Flemming var glad i Helenes Nærværelse. Alle Skyer syntes at være forsvundne ved Gjensynet. Han spøgte og lo som et ungt Menneske. Hans Væsen øvede den samme Virkning paa hende, og hendes Moder saae forskende paa 244 hende; at hun var saa oplivet, var hende en Overraskelse, men paa den anden Side fandt hun det slet ikke saa uforklarligt.

✂ Kammerherreinden skulde have Noget at vide om mange forskjellige Ting i hendes kjære Berlin og var glad ved at høre Flemming tale godt om Staden i det Hele.

✂ »Men min Rose, hvor er Rosen, som De skulde bringe mig?« spurgte Helene smilende, da de et Øjeblik var lidt ensomt for sig i den store Stue, hvor der var saa mange Møbler i forskjellige Partier, at man havde let ved at finde en Plads for sig selv midt i Stuen.

✂ »Rosen? Jeg har den med!« sagde Flemming.

✂ Hun taug, men spurgte saa atter med et vist dristigt Kast: »Er De nu vis paa, at De dog ikke har glemt den - eller at den ikke er visnet?«

✂ Senere kom der et Par nye Gjæster, men som iøvrigt ogsaa hørte til de stadige Søndagsfolk. Den Ene var en gammel Etatsraad, ligesom Gehejmeraaden en afskediget Embedsmand. Han havde tjent under denne, en Tid været en Slags Sekretær hos ham, og nærede den dybeste Beundring for ham. Det var hans Livs Stolthed, at han hørte med til hans Søndagsparti; thi den Plads havde Kammerherreinden med Omsigt og kvindelig Takt betroet netop til ham. At spille Kort engang om Ugen med Gehejmeraaden var det, han levede paa i Klubben. Det gav ham hans Position. Thi skjøndt han diskret aldrig refererede Noget af sin Mesters Ord, var han meget anset i en ikke ringe Kreds af ældre Medlemmer som en Mand, der i Kraft af dette stadige Kortspil var Ihændehaver af en Mængde Statsmandsvisdom, og det Statsmandsvisdom af en ganske anderledes Slags end den, hvorpaa man ellers troede.

✂ Forøvrigt var Etatsraaden en meget stilfærdig og skikkelig Mand. Som saa Mange fra hans Tid var han bleven Samler af Et eller Andet og havde valgt Konkylier. Af den nyere Tids Forskninger var der desuden en Række, som ganske særlig interesserede ham, nemlig de rationelle Undersøgelser af Ernæringsvirksomheden. Han havde selv en meget svag Mave og syslede med særlig Velbehag med den 245 Forestilling, at faa alt det sande Ernæringsstof, Legemet skulde bruge, koncentreret til et Stof, af hvilket man saa blot behøvede at tage en Theskefuld nogle Gange om Dagen for derigjennem ganske at affinde sig med Spisen og Drikken. Dette var hans Yndlingsthema; dog forebragte han det ikke for Gehejmeraaden, det var kun Klubben, der nød godt heraf; her var han til Gjengjæld ikke langt fra at faa dannet en Skole for sin Lære, især blandt Folk, der, indtil det nye Stof var opfundet, fandt det at være en sørgelig, men dog behagelig Pligt, at blive ved at leve ganske paa den samme ufordøjelige Vis som hidtil.

✂ Den anden Gjæst var en yngre Kunstner; han var en Søn af Almuesfolk ovre paa den Kant, hvor Kammerherrens hørte hjemme. De havde taget sig af det lovende, unge Talent og hjulpet ham adskilligt til at gjøre den Lykke, han virkelig havde gjort eller var stærkt ifærd med at gjøre.

✂ Den unge Kunstner besøgte jævnlig Kammerherreinden. Han saae med sine livlige, lidt poliske Øjne, sit tykke Haar og buskede Skæg nok ud til ellers ikke at være forknyt af sig, men i hendes stille Værelser havde han altid over sin Optræden et Præg af høflig og stilfærdig Ærbødighed, der blev befunden at være meget passende.

✂ Spillepartiet arrangeredes ved et Bord i selve Dagligstuen.

✂ Da der ikke var anden Fjerdemand den Aften, fandt Flemming sig i at tage et Kort med de tre Ældre.

✂ Maleren tillod sig at sætte sig i Nærheden af Frøken Helene, som stadig sad med sit Arbejde, og førte en Samtale med hende, der fra hendes Side havde Præget af en lidt overbærende, for ikke at sige nedladende Tone, fra hans af ærbødig Høflighed; men naar han følte sig ubevogtet, lod han lange, lange Blikke dvæle ved hende. Hun saa straalende ud; naar hun sad i Tanker, kom der den Aften en Glans af Lykke over hendes Ansigt, og hvor det klædte hende. Der laa paa Bordet, ved hvilket de sad, et overflødigt Papir og Blyant, som af en Fejltagelse var bleven bragt tilstede for Spillepartiet.

✂ Malerens Fingre fik instinktmæssig fat paa Blyanten. Det, han tegnede, var den smukke Profil foran ham. Naar 246 han var kommen saavidt, at Billedet var ganske tydeligt, kradsede han det hurtigt over, men begyndte saa strax paa et nyt, som atter tegnedes for at kradses over.

✂ Han kunde gjøre dette rolig, thi hun saa ikke til, hvad han tegnede, og spurgte ikke derom.

✂ Deres Samtale gik rolig og stille. Henne ved Spillebordet faldt Kortene med fuldkommen Regelmæssighed. Men paa engang gik Døren op, og en Gjæst traadte ind, der strax ved sin Indtrædelse bragte Liv, næsten Uro med sig. Det var Schwerin. Han var i Selskabstoilette. Han havde næsten kjedet Livet af sig ved en stor officiel Middag med Folk, der havde indgaaet en Sammensværgelse om ikke at have nogen Tanke i Hovedet, hvad han fandt var meget fornuftigt, men lidt ensformigt. Imens han rettede paa det hvide Johanniterkors, han bar paa Kjolen som usvigeligt Vidnesbyrd om højfornem Byrd, klagede han over, at den fine Verden her var uvillig imod det demokratiske Begreb Talentet. Alle andre Steder var Videnskab, Kunst, Literatur paa Moden, men ikke her. Vilde man kvæles i sin egen Kjedsommelighed, saa - enfin, men man maatte ikke trække alle Andre med.

✂ Helene, hvem han nærmest henvendte sig til, hørte venligt efter. Hun forsvarede Familien Falkenhjelm, som Schwerin særlig angreb, fordi han idag havde siddet ved Siden af den Gamle, som han paastod ikke endnu var kommet til at tale sammenhængende; en normal Pescheræer vilde kunne gjøre det af med ham i en hvilkensomhelst Diskussion. »Der sidder min gamle østerrigske Kollega Schnakendorf paa den anden Side af ham og holder det Foredrag for ham over Hegels Betydning endnu den Dag idag, hvormed han allevegne forfølger mine filosofiske Kjætterier, og, da han saa er færdig, spørger den skikkelige Mand imellem os for dog at sige Noget, hvor gammel Hegel vel nu er. Og det er en af den selskabelige Ligas fornemste Ledere!«

✂ »Saa dan De en Fronde,« sagde Helerie.

✂ »Ja. Vil De være med?«

✂ »Naa, det er altsaa Noget, vi Damer kunne være gode nok til, arrangere et Selskabsliv, hvori Mændene kunne befinde sig vel.«

247

✂ »Det tilfredsstiller ikke Dem?«

✂ »Nej, ikke ganske.«

✂ »De vil have Valgret?«

✂ »Den maa Mændene gjerne beholde. De levne nok til os alligevel,« sagde hun muntert.

✂ »For Exempel?«

✂ »Menneskene i Detail. De behandler dem kun en gros.«

✂ »Det er den eneste Maade at tage dem paa.«

✂ »Tvertimod, den er ganske umulig. Og hver Gang det lykkes en Kvinde at paavirke blot en Enkelts Karakter, giver hun sit Bidrag til det Heles Udvikling. Som Menneskene er, bliver dog tilsidst Livet.«

✂ »Det synes, at De blot behøver at sige Hvidt, for at jeg skal sige Sort. Ogsaa her siger jeg: Nej omvendt. Menneskene maa rette sig efter Livet, og det tillader ikke Meget.«

✂ »Aa, Gud, Nej!« sukkede dæmpet Etatsraaden fra Spillebordet. Der havde man ogsaa hørt lidt efter, og han var kommet til at tænke paa Livets Fordøjelsesbesværligheder.

✂ »Livet tillader al Udvikling,« sagde Helene.

✂ »De har Ret,« sagde Gehejmeraaden. »De taler som en Vogterske over Livets hellige Ild. Det skal Kvinderne være, og jo mere profane Mændene blive, desmere Brug er der for Vestalinder. Og hvem ved, maaske er der Tider, hvor Slægtens Levedygtighed samler sig stærkest hos Kvindekjønnet.«

✂ »De tager naturligvis ogsaa fejl i, hvad De nu sagde,« vedblev Schwerin uden at bryde sig om Afbrydelserne og talende mere dæmpet for at beholde Helene for sig selv. »Løsningen er en ganske anden, jeg skal give Dem den i to Ord.« Og i en spøgende, docerende Tone fortsatte han: »De vil give mig Ret i, at der i os lever en absolut, dyb og uopfyldelig Trang til Noget, vi kalde Lykke. De vil ogsaa indrømme, at der ingen Lykke findes.« Helene rystede paa Hovedet, han rystede med Haanden, for at hun ikke skulde afbryde ham, og fortsatte: »Lykken er Noget, som er os paa en Gang nødvendigt og umuligt.« Han gjorde et Greb i hendes Syæske og lagde et Vindsel for Nødvendigheden og et for Umuligheden og derpaa en lille Broderesax tvers over. »Løsningen paa denne Modsigelse er,« fortsatte han, idet han pegede paa Saxen, der skulde forene Vindsierne, »at der er en negativ 248 absolut Lykke. Den er Negationen af hele Historien, for at tale filosofisk, og for at tale dagligdags: Dette,« han tegnede med Fingeren et stort Nul, »Døden, Tilintetgjøreisen.«

✂ Idet han var færdig, tog han sig pludselig til Halsen og rømmede sig paa en ængstelig, prøvende Maade: »Her er Kakkelovnsvarme, stærk Varme, og Døren derind til er bleven staaende aaben; det er ikke meget fornuftigt, ved De, med disse Trækvinde, som man har Mani for her i Landet.«

✂ »De kan gjerne lukke,« sagde Helene.

✂ »Tak,« sagde han lettet, men blev dog ved at være taus og rømmede sig stadig paa en prøvende Maade. Han lod de højere Themaer ligge og nøjedes med ligefrem at forklare, at han var noget udsat for at faa Difteritis, at det var en afskyelig Sygdom, og at Sygdom i det Hele var afskyelig.

✂ Tiden til Opbrud kom. Schwerin fik Flemming til at følge sig hjem, istedetfor at kjøre med sin Fader, hvad han ikke var saa uvillig til, thi han brød sig ikke om at faa nok en Samtale med Faderen som Slutning paa Dagen.

✂ Schwerin boede ved Stranden. Han havde valgt dette Strøg, fordi man havde sagt ham, at der var mest Sol i hele Byen, og han kunde ikke faa nok af Lys.

✂ Da de kom til hans smukke Ungkarlelejlighed, skinnede den ogsaa fuldt oplyst. Saaledes maatte den altid staa og vente paa ham om Aftenen og Natten. Han tog først i Skynding et Middel til at forebygge sit Halsonde og satte sig saa mere vel tilpas til Rette med Flemming i Dagligstuen. Tjeneren bragte Cigarer, Vin, Glas og et stort, gammelt Krus med Øl til sin Herre, og Samtalen gik snart livlig og ugenert.

✂ De kom naturligvis ogsaa til at tale om Kvinder og Kjærlighed. Schwerin plejede at udtale sig meget frivolt om disse Emner. Det gjorde han ikke iaften, skjøndt han kom i en meget animeret Stemning, tildels ved at drikke en hel Del i en Fart. I sin underlige, springende Tone, hvori man aldrig vidste, om der var mest Spøg eller Alvor, sagde han: »Nogle vil i Kjærligheden kun have Besiddelsen - Bønder. Andre kun Maaneskin - Narre. Der er en højere Enhed af Besiddelsestagen og Maaneskin, af Bemægtigelse og Distanceren, det er Drilleriet. Ja, smil ikke unge Mand - for De er jo med al Deres Træthed flere hundrede Aar yngre end jeg 249 Kan De ikke tænke Dem, at der i at ægge, at pine, at drille den, man er forelsket i, at faa hende til at krympe sig ved hvert Stik og saa kun elske hende saameget højere, at det er der en ophøjet, en guddommelig Tilfredsstillelse i. De kan ikke? De har altfor roligt Blod. De har ikke mit vendiske Blod. Vi er fra de Egne, hvor man offrede sine Fanger, og vi nedstammer fra Præsterne. Det er maaske med i Spillet, nok er det, det er guddommeligt at pine den, man elsker. Men De kan vist ikke engang blive forelsket?«

✂ Disse sidste Ord traf Flemming paa en egen Maade i Hjertet. »De har maaske Ret,« sagde han. »Det følger med alt det Andet.«

✂ Schwerin agtede slet ikke paa, hvad han sagde, han var optaget af sine egne Betragtninger.

✂ Op af sin Brystlomme tog han et Brev, saae paa det og legende med det fortsatte han: »Men hvad, troer De, piner en Kvinde mest? Jeg antager næsten Skinsyge. Hvad? Skinsyge paa en anden Kvinde, der er i Besiddelse af alle mulige skjønne og ypperlige Egenskaber, og hvem hun føler sig underlegen i enhver Henseende. Naa, det sidste hører der ikke Meget til, man forelsker sig jo aldrig i En, der er noget værd. Skaal! De falder i Tanker over Deres og jeg over mit, blot vi ikke karambolere. Hvem troer De saa er stærkest?«

✂ »I hvad Retning mener De.«

✂ »Aa, jeg vrøvler. Jeg troer virkelig, jeg har drukket for meget. Det er ogsaa slet Øl, man har her. Jeg vil forskrive mig noget Pilsener Bier.«

✂

SJETTE KAPITEL

✂ Efteraarsregn og Efteraarsblæst gik over det ganske Land; den slog ogsaa de store Banker og piskede Vejene og jagede i Skovene i den smukt vexlende Egn, hvor Harald Holst virkede og færdedes med sine mange urolige Forsætter og ubestemte Planer.

✂ Pisket af Regnen og slagen af Stormene saae Egnen dobbelt urolig ud. Skyerne foer afsted over Himlen, graa Skyer forbi andre graa Skyer over en graa Himmel. Det saae underlig 250 hvileløst ud, fandt Harald Holst, naar han travede om paa de opblødte Veje, man faldt ikke paa at glæde sig til nogen fredelig, stille Vinter, i hvilken man trak sig i sig selv, naar man saae den Indledning; den lovede lutter Uro. Det var en ganske ualmindelig afskyelig Tid, fandt Tanten, hvem alle Forbedringer, og Forandringerne i Huset vedblev at drille, ad hvem Kakkelovnene hvæsede og spyede, hvem de nye Døre slog i Panden i Mørket og de forandrede Trapper lokkede til stadige Fejltrin.

✂ Men i al denne Uro og Uhyggelighed fuldbyrdedes der dog Noget, som blev af Indflydelse paa Hr. Harald Holsts Skæbne.

✂ To Ting havde i længere Tid været sikkre i denne Egn, nemlig at den skulde have sin egen Jernbane, og at der ingensomhelst Grund var til, at den skulde have denne Bane.

✂ Usikkert var det derimod, hvad Retning denne Bane skulde have, om den skulde lægges en Mil over imod Øst eller en Mil over imod Vest; da begge Linier vare lige ufornuftige, forsvaredes de begge med desto større Haardnakkethed af deres Tilhængere.

✂ Selvfølgelig havde de to forskjellige Retningslinier deres Talsmænd i de to politiske Partier, som delte denne Egn som saamange andre imellem sig, og Jernbanespørgsmaalet var, som Jernbanespørgsmaal til Dagenes Ende ville vedblive at være, et i høj Grad politisk Spørgsmaal.

✂ Hele Jernbanesagens Udviklingsgang havde været den naturligste af Verden. Den fattelige og nærliggende Betragtning, at naar Egne, der havde Krav paa en Bane og kunde holde en Bane, fik en Bane, burde ogsaa de Egne, som ingen Krav havde og aldrig i Verden kunde bære en Bane, have en saadan, pippede først frem i de jævne Samtaler, der fandt Sted ved et Slag Kort Søndag Aften eller det Glas Øl, som Egnens Beboere gjæstfrit udvexlede.

✂ Paa en Markedsdag, hvor man i større Tal var samlet i den nærmeste Kjøbstad, indtraadte saa Sagen i det næste Stadium af sin organiske Udvikling. Det var paa Gjæstgivergaarden om Eftermiddagen, da de lave Stuer vare fyldte med tobakrygende og toddydrikkende Statsborgere, som heldig havde afsluttet deres Indkjøb og, hvad Mere var, deres 251 Bortsalg, og som nu saae paa Tilværelsen og dens Anliggender med det frejdige Blik, som en vel anvendt Dag, Romtoddy og Samværen i større Masser fremkalder.

✂ I denne Stemning udvexlede man Anskuelser om forskjellige Spørgsmaal. Et ret yndet Thema ved slige Lejligheder havde det været, at skjælde ud paa Kammerherreindens Færgeprivilegium og tale om, at det burde afskaffes, og at det var skammeligt, at det ikke blev det. Der var egentlig Ingen, der vidste, hvorfor det var saa skammeligt, og der var heller Ingen, som saae, at han vilde have nogen reel Fordel ved, at det blev afskaffet, og navnlig af denne sidste Grund blev Sagen stadig paa Diskussionens Standpunkt. Der blev ikke talt om at gjøre noget Alvorligt for at faa Privilegiet hævet, det fik Lov til i Virkeligheden at bestaa uændret, men det var vel skikket til at være Udgangspunkt for almindelig bitter Kritik, især naar Folk var i den Stemning, hvori de ere meget tilfredse med sig selv, men trænge til at rive ned paa Noget udenfor, en Stemning, der som bekjendt let fremkaldes paa Beværtningssteder af alle Arter.

✂ Saa yndet Emne, Færgeprivilegiets Fordærvelighed imidlertid var, saa var det dog den Dag ikke endnu kommet under Forhandling. Folk sad rundt om i Grupper ved smaa Borde, og de, der ikke kunde faa Siddeplads, stod i Klynger. Lokalerne vare overfyldte, Menneskemassen var ligesom føjet sammen i et Stykke, Ingen kunde være isoleret for sig, man var, og det baade aandelig og legemlig, i Berøring og Sammenhæng med sine Omgivelser.

✂ Man talte i Grupperne og Klyngerne om Vind og Vejr og de daarlige Tider og de daarlige Priser, nydende ret den Fornøjelse at klage i Fællig - og hvad der blev talt om i en Klynge, slog hurtig an i Naboklyngernes Samtale. Saa nævnedes ved et Bord Naboegnens Jernbaneanlæg, og lidt efter tegnede ved et andet Bord en bred Pegefinger i spildt Toddy til almindelig Belæring et Kort over det jydske Jernbanenet, som det burde være, naar det var fuldkomment, og heri afsatte han og Deltagerne i Samtalen flere Linier til denne Egns specielle Bedste. Enkelte Ord af Samtalerne ved de to Borde om Jernbaneanlæg og Egnens Interesser førtes hurtig videre til andre Borde og Klynger som frugtbart Frø, der overalt 252 fandt en velberedet Jordbund. I Virkeligheden syntes Gjæstgivergaardens røg- og dunstopfyldte Lokaler hin Markedsdag at afgive et af disse mærkelige Exempler paa Identiteten af den menneskelige Aands Indhold og Bevægelser, thi rundtomkring dukkede samtidig den Tanke op: Vi burde ogsaa have en Jernbane.

✂ Det vilde være aldeles umuligt at tilkjende noget enkelt Individ Prioriteten for denne Opfindelse, og heldigvis blev der ikke heller Spørgsmaal herom. Man havde rundt om i de forskjellige Grupper et ubestemt, men ret fornøjeligt Indtryk af, at man talte om Noget, hvormed det var behageligt at beskjæftige sine Tanker, men henover alle disse spredte Bevægelser var der endnu ikke faret det samlende og klarende Pust, som gjorde disse Stemningers Indtryk til et Folkeønske, et kraftigt og produktivt Folkeønske.

✂ Men denne Indflydelse udeblev ikke. Man skiltes ad og rumlede hver til Sit, paa de spredte Veje, hvor Efteraarsaftenens Mørke snart slugte alle Vognene med de oplivede og højttalende Passagerer.

✂ Men Jernbanetanken gik ikke tabt i Stilhed og Mørke; den havde i den brogede Skare fundet en Fosterfader, saa god som den kunde forlange for at blive udviklet til Virkelighed.

✂ I Henhold til den mærkelige, psykologiske Lov, at hos Mange Sansen for Almenvellet i høj Grad udvikles igjennem private Pengeforlegenheder, var Forholdet her i Egnen det, at en Møller, for hvem de to Terminer altid kom mindst et halvt Aar for tidligt, havde et ganske ualmindelig skærpet Blik for, hvad der kunde fremme og udvikle den hele Egns Velfærd. Han havde ikke Noget at bestille i sin Mølle, følte sig ikke heller meget tiltalt af Formalingens beskedne og ensformige Syssel, men til Gjengjæld var han ledende Politiker i Egnen og opfyldt af levende Interesse for alle mulige større økonomiske Foretagender. Han var en ivrig Fremskridtsmand, undtagen hvad Rentefrihed angik. Da hans Anskuelser herom imidlertid stemmede vel med de, der raadede hos Egnens andre Fremskridtsmænd, der alle, ligesom alle Fremskridtsmænd over den hele beboede Verden, kun yndede de Fremskridt, der stryge dem selv med Haarene, saa hindrede dette slet ikke hans ledende Virken.

253

✂ I denne Møllers for Folkevellet saa opladte Bryst var Tanken om Jernbaneanlæget slaaet ned med stor Kraft. Han overvejede Sagen stille med sig selv og kom under denne rolige Grublen til en saare fast Overbevisning, ikke alene om, at Almenvellet krævede en Jernbanelinie, men ogsaa om, at det krævede en Linie, der nødvendiggjorde Expropriation af hans Ejendom. En saadan Linie tegnede sig nu af sig selv, forudsat, at den Landsby, han boede nærmest ved, skulde ind i Linien, hvilket atter var en Selvfølge, naar man gav Linien den vestlige Retning, hvilket det atter var en Selvfølge, at man burde give den, da der ikke var Noget, som talte for at give den den østlige Retning. At der strængt taget ikke heller var Noget, der talte for at give den den vestlige eller nogensomhelst Retning overhovedet, var jo et Hensyn, som det ikke tilkom dem at fremdrage.

✂ Da Mølleren havde klaret sine Tanker om den vestlige Linie og om dens Berøring af hans Landsby, det venlige Lille Lavby, betroede han sine Tanker til ledende Mænd i denne Stad. Overalt fandt han den fuldeste Tilslutning, overalt saae man strax, at Lederens Blik ogsaa her havde skuet rigtigt, at Almenvellet krævede en Bane, og at Linien over Lille Lavby var den eneste sande, naturlige og frihedssindede Retningslinie.

✂ Fra Lille Lavby spredte den samme Opfattelse sig baade hurtigt og sikkert til andre Steder, der laa paa samme Linie.

✂ Dermed var Sagen imidlertid ikke afgjort. I denne Egn, som i mange andre, havde de modstaaende Opfattelser af, hvorlunde Staten skulde styres, gjennemtrængt Befolkningen paa en egen Maade, nemlig ikke pr. Individ, men pr. Deling, pr. Strøg. Man traf ikke en Mand, der mente Sort, boende omgivet af andre Mænd, der mente Hvidt, eller omvendt en Hvidttænkende omgivet af Sortsindede, skjøndt baade Hvidt og Sort ere i og for sig højst respektable Anskueiser, vel i Stand til at fylde et Individ. Saaledes var det ikke. Derimod var Sort og Hvidt fordelt over Egnen i store Strøg, hvori da Alt var enten helt Sort eller helt Hvidt. Inddelingen faldt, mærkelig nok, i Reglen sammen med Sogneinddelingen; der var noget underligt Krystalliserende ved det Hele. Hvad En var, det vare de andre Sognemænd, og En 254 var, hvad Sognemændene vare; den gjensidige Vexelvirkning var lige stor - og stor.

✂ Men som Følge af dette Forhold mente de Folk, der boede i Øst, med Store Højby som det aandelige Knudepunkt, om alle verdslige Anliggender det stik Modsatte af, hvad man mente under Ledelsen af Lille Lavby i Vest. Maaske der kunde være Enighed at opnaa om fjernere liggende Sager, saasom Jordens Omdrejning og Aarstidernes Vexel, men selv her vilde Forholdet sandsynligvis være det, at dersom Lille Lavby først havde udtalt, at Jorden drejede sig om sin Axe, vilde Store Højby have foretrukket at tie stille, og tvungen til udtrykkelig at udtale sig, maaske have indrømmet det, men da kun som Noget, der kunde bestrides, naar man vilde være paastaaelig, og som i al Fald var en ubeskrivelig ligegyldig Ting, som intet fornuftigt Menneske kunde falde paa at bryde sig om. Omvendt, hvis det fra Store Højbys Side lejlighedsvis først var slaaet fast, at Efteraar kom ind mellem Sommer og Vinter, vilde Lille Lavby maaske have undladt at benægte dette Faktum, men da Læren havde faaet et vist højbysk Anstrøg, i ethvert Fald antydet, at det, naar Alt kom til Alt, var en temmelig urimelig Foranstaltning, at Vinter ikke umiddelbart og uden alt karakterløst Vrøvl og Forsøg paa Kompromis afløste Sommer.

✂ Under disse Forhold var det den naturligste Sag af Verden, at Stemningen for en vestlig Lille Lavby-Linie, saasnart den begyndte at give sig Luft, af sig selv affødte en Stemning for en østlig Store Højby-Linie, der hurtig tog til i Styrke og patriotisk Inderlighed. Hvad man i høj Grad savnede paa den østlige Side var imidlertid en Møller, der ingen private Forretninger havde, og derfor ganske kunde tilsidesætte dem for det Heles Bedste.

✂ Saaledes stod i Korthed Sagerne med dette vigtige Anliggende i denne Tid, da Efteraarsregnen og Efteraarsblæsten hærgede Landet og slet ikke syntes at opfordre det til at sysselsætte sig med slige forgængelige Ting, men talede om lutter Øde og Forgængelighed.

✂ Dagene vare korte som om Vinteren, al Sommer var forlængst slukt i Regn, der hver Dag drev ned fra den haabløst graa Himmel, og længst splittet bort af Vinden, der ikke mere 255 kæmpede imod de graa Skyer, men hjalp dem, førende stadige, endeløse Masser af Graat til Forstærkning op over Himlen for at hindre den i at vise Glimt af Sol og Lys. Skovene havde nu helt overgivet sig; alle de svage Blade vare forlængst gaaet ned, og selv de stærkere, der trofast havde holdt ud i Haabet om endnu en Gang at føle hver Ribbe og Pore gjennemtrængt af en Sommerdags Sollys, havde skuffede og trætte lagt sig ned til at dø paa Jordens fugtige Dynger, og over dem klagede de blottede Grene i Stormens Susen.

✂ Der var ikke hyggeligt foruden; det var ikke heller stort bevendt med Hyggeligheden forinden. Harald Holst sad oppe paa sin Gaard og saae paa de drivende Skyer og den faldende Regn, og naar han havde siddet længe ørkesløs og set derpaa, syntes det ham næsten, at det var ham selv, Vinden slog og Regnen piskede. Allerværst var det i den tidlige Skumringstime, i denne Efteraarsskumring, hvor Dagen hverken er død eller levende, og som er fyldt med Uro og Uhygge.

✂ Dertil kom, at han havde faaet en vis ubestemt, men ubehagelig Fornemmelse af, at han egentlig sad temmelig daarligt i det. Det var heller ikke iaar blevet nogen særlig god Høst, men det havde han fuldstændig bygget paa, at det skulde blive. Nu saae det Hele temmelig broget ud, og han var inde paa en Vej, der krævede store Udgifter. Allerede hans Fader havde gjort sig til af at høre til de fremadskridende Landmænd, der vilde slaa ind paa nye Baner, og det havde været ham en dyr Historie.

✂ Hvad om han slet ikke passede til at være Landmand? Om han skulde være bleven ved Kunsten?

✂ Den Slags Sager sad han og spekulerede paa, naar han om Eftermiddagen var alene i sit Værelse, og saaledes ogsaa en Eftermiddag eller Aften, da Regnen drev mere ustanseligt ned end nogensinde, og den urolige Blæst ruskede og dundrede paa allevegne, ikke vidende selv, hvor den vilde hen. Hans Selskaberinde, den forfulgte Tante, sad inde i Dagligstuen ved Siden af og nød Dagens Forurettelser og Tilsidesætteiser.

✂ Han havde i sin Ensomhed gjort et Forsøg paa at læse Noget, men var ikke kommen videre end til at slaa Bogen 256 op, saa havde han opdaget, at det dog ikke var det, han havde Lyst til. Saa havde han taget Blæk og Pen, da han tænkte, at han kunde skrive et Brev til Flemming for at klare sig selv lidt, men det vilde heller ikke gaa. Han vidste i Virkeligheden ikke, hvad han skulde skrive om sig selv, og kunde endnu mindre faa sin Pen til at løbe, naar han tænkte paa den Kritik, der vilde modtage hans Udgydelser og Skriftemaal.

✂ Han skulde egentlig gjøre Noget ved sine Regnskaber, men det havde han nu slet ingen Lyst til.

✂ Saaledes sad han og indskrænkede sig til at tænke paa, om det monstro regnede endnu eller ikke.

✂ En af Pigerne kom ind og meldte ham, at Mølleren var derude og vilde tale med ham. Han blev ligefrem glad ved dette Besøg, det var dog altid en Sysselsættelse. Mølleren var, hvad der ellers kunde være at sige om ham, et godt Hoved, som det var ganske morsomt at tale med og tillige ganske behageligt. Han havde et eget Talent til at tale med alle mulige Mennesker. Han gav Alle en hel Del Ret, selv naar han var ganske uenig med dem, og bibragte derved Enhver det Indtryk, at han forstod sig ganske godt paa enhversomhelst Ting og vilde forstaa den fuldkomment, naar han blot paa et eller andet Punkt ændrede sin Opfattelse en lille Smule. At de forstaa sig godt paa en Ting, som de ikke forstaa det Mindste af, er som bekjendt Noget, de fleste Folk gjerne høre, særlig naar det styrker den Antagelse, at de ere praktiske Folk, i Stand til at tumle sig i Livet og tumle Livet. Derfor kunde Folk ogsaa godt lide Mølleren, selv om de ikke i den Grad kvitterede for Bestikkelsen, at de gav efter paa det ene lille Punkt, hvor han vilde have dem til at give efter. Harald Holst var nu en af dem, som havde mest tilovers for den brave Møller og befandt sig vel i hans Selskab.

✂ Mølleren kom altsaa ind, fik sig en Cigar, og Samtalen begyndte.

✂ Proprietæren maatte undskylde, at Mølleren gik lige til Sagen, men han var af de Folk, som ikke forstod sig paa at gjøre Omsvøb. Han vilde derfor sige lige strax, at det, han kom for, var for at spørge Besked om Noget; men dersom han i mindste Maade kom til Ulejlighed, maatte 257 Proprietæren endelig sige det, for saa kunde han jo komme igjen en anden Gang, naar det var belejligt.

✂ Mølleren kom paa ingen Maade til Ulejlighed; det Eneste, der bekymrede hans Vært, var, at han vist ikke havde faaet god Ild paa sin Cigar.

✂ Ilden var god nok, og især var rigtignok Cigaren det. Den Slags Cigarer fik man jo ikke hver Dag. Naar Proprietæren vilde spendere sin kostbare Tid - jo, kostbar var den skam, det vidste Mølleren godt nok, han saae jo nok, hvad her blev udrettet - saa var der et Anliggende, hvorover han vilde raadføre sig med ham. Det var ikke paa egne Vegne, men om han saa maatte sige, paa hele Egnens, den vidste man jo ogsaa, at Hr. Holst havde stor Interesse for, han var sin Faders Søn og mere end det; de to Holster vilde man komme til at skylde mange Ting, jo, det vilde man.

✂ Holst strøg nok en Svovlstikke af til Mølleren.

✂ Mølleren nikkede høfligt takkende, idet han aldeles til Overflod tændte yderligere med denne Svovlstikke, der kun var budt som et Udtryk for Velvillie, og som ogsaa var modtaget som saadant. Han benyttede tillige dette Intermezzo som en Slags Tankestreg, efter hvilken han slog om fra den høflig-højtidelige Toneart, han hidtil havde benyttet, til en lidt mere simpel og hverdagsagtig.

✂ Han erkjendte i denne, at man nok sagde om det Parti, han jo unægtelig nærmest tilhørte - skjøndt Vorherre maatte vide, han fandt, de tidt nok bar dem forskrækkeligt ad - at de ikke havde nogen Respekt for Dannelse og Videnskab og han vilde jo ikke benægte, at der kunde være dem, der ikke havde den Respekt for den, som de burde have, men han for sit Vedkommende hørte rigtignok ikke til den Slags. Det gjorde for den Sags Skyld hans Venner paa Egnen ikke heller. Og det var netop, fordi de vidste, at Hr. Holst var en Mand med megen videnskabelig Dannelse og theoretisk Indsigt foruden sin anden Dygtighed, at de henvendte sig til ham i en Sag og vilde rette sig efter ham i den - ganske og aldeles, ganske og aldeles.

✂ Harald Holst kunde ikke lade være at se noget forventningsfuld paa Mølleren. Denne dukkede ned ved Siden af sin Stol, hvor det nu viste sig, at han havde stillet en Rulle 258 Papirer. Med et »Med Forlov« bredte han dem ud paa Skrivebordet. Det var Jernbanen.

✂ Det store Spørgsmaal var, om den skulde ad Lille Lavby eller ad Store Højby. Mølleren vilde slet ikke for sit Vedkommende, nej paa ingen Maade, lægge Dølgsmaal paa, at han personlig ønskede den lagt over Lavby, og det gjorde de fleste Folk i Lavby; men de vidste ogsaa, at naar denne Linie ikke var i og for sig selv sund, kunde det ikke nytte at kæmpe for den. Herom var det, at han vilde raadføre sig med Proprietæren, der kunde dømme ganske anderledes kyndig om den Slags Sager.

✂ Nu var Sagen imidlertid den, at Harald Holst var ganske fremmed for hele Jernbanespørgsmaalet og kun i største Almindelighed havde hørt lidt derom. Det forbausede ham i højeste Grad, at Sagen i al Stilhed, eller i al Fald, uden at der var kommet Noget ud om den til ham og hans Kreds, var saa forberedt, som disse Tegninger og Overslag, saa løse og skizzeagtige de end vare, udviste.

✂ I al sin mangelfulde Udførelse viste Kortet imidlertid paa det Tydeligste, hvorledes Lavby-Linien kom til at forbinde diverse meget fortræffelige Landsbyer med en meget kort Linie; den saae saa naturlig ud, som om den fra Verdens Skabelse havde været projekteret. Paa den anden Side løb Højby-Linien i store Slyngninger - ellers vilde Jordarbejdet paa den Egn blive saa overordentlig dyrt - over øde og bare Egne af hvidt Papir, og saae ud som en humbugsagtig Streg med rødt, upaalideligt Blæk.

✂ Og paa den blide og samstemmende Maade, som var ham ligesaa egen, naar han talte med Nogen, som det var ham at stryge sin Hue helt ned til Jorden, naar han hilste, begyndte saa den politiske Møller at udvikle alle de Fordele, som vare forbundne med Lavby-Linien.

✂ Og det var en forbausende Mængde Tal af den mest overtydende Beskaffenhed, han havde til sin Raadighed.

✂ Harald Holst taug stille, medens Mølleren talte, men han havde ikke hørt det Halve, førend han var levende overbevist om, at Lavby-Linien var et Foretagende, der vilde øve en ganske uvurderlig Indflydelse paa hele Egnens Ve og Vel, ja end ikke være uden Betydning for hele Jyllands Opkomst.

259

✂ Samtidig begyndte der i hans Sind at dæmre en Forestilling om, at det var et uhyggeligt Bevis paa Højbyernes Sneversind og forkastelige Bygdepolitik, naar de gjorde det svageste Forsøg paa at trække Linien over til sig.

✂ Da Mølleren var færdig, sagde han med nogle faa Ord sin Mening herom, fyndigt og bestemt, som det sømmer sig for Ord, der staaer en Mand bagved.

✂ Beskedent og roligt sagde Mølleren: »Ja, jeg troer rigtignok, at De har saa umaadelig Ret, Hr. Proprietær. Jeg er jo, som jeg har sagt Dem, selv interesseret i, at vi faae LavbyLinien, derfor var jeg jo bange for, at jeg kunde se paa den med altfor gunstige Øjne. Men jeg har rigtignok mere og mere følt mig sikker paa, at det hang saaledes sammen, som De siger, naar man ser paa Sagen fra et uinteresseret Standpunkt.«

✂ Harald Holst gav atter en beroligende Udtalelse i saa Henseende, som Mølleren hørte paa med stor Opmærksomhed, nikkende bifaldende hele Tiden og understregende alle de Ord, der havde noget Indhold, ved at gjentage dem.

✂ Saa rejste Mølleren sig takkende og sagde, at nu maatte han afsted. Han rullede sine Papirer sammen og ligesom for at sige Noget imens, sagde han, at det dog altid var godt at raadføre sig med oplyste Folk, der slog Sømmet paa Hovedet med faa Ord. »Jeg vilde ønske, vi kunde faae en Mand som Dem til vor Rigsdagsmand nu,« sagde han sluttelig, med nogle smaa Ophold, som kom fra, at han med Tænderne trak Sejlgarnet om Rullen i Knude.

✂ »Rigsdagsmand? Ja, det er sandt, Peter Knudsen er jo død. Aa, det finder De nok,« sagde Harald Holst, som ogsaa havde rejst sig, »det er der Folk nok, som gjerne ville være.«

✂ »Ja, det er vist nok,« sagde Mølleren, »men det er ikke af dem, vi kan være tjent med.«

✂ »De kan jo selv stille Dem,« sagde Holst.

✂ »Nej, naar vi kunde faae en bedre, saa vilde jeg ikke trænge mig selv frem, det ligger ikke for mig.«

✂ Møllerens skarpe Blik kunde ikke overse en lille Smule Kritik i den Andens Øje, og han tilføjede yderlig: »Desuden er jeg anset for at være saa yderlig, det blev ikke saa let at sætte mig igjennem, som f. Ex. en Mand som Dem. Jeg har 260 saa Mange, der har et Horn i Siden paa mig. Jeg er ikke saa slem, som man troer, men .... nej, det kan De være forsikkret paa, at af os, som her staaer, har den Ene dobbelt saa gode Udsigter til at blive valgt som den Anden, og den Ene, som har de Udsigter, er ikke mig.«

✂ »Troer De, jeg saa nemt kunde gaae igjennem?« sagde Holst og satte sig uvilkaarlig ned.

✂ »Det troer jeg nok,« sagde Mølleren, drejende paa sin Hat. »Vi vilde stille Dem, skjøndt De ikke saadan hører til vores Parti, fordi De er en Mand, som interesserer Dem for Fremskridt og den Slags, og naturligvis fordi De vilde tage Dem af vores Linie. Og de Andre; ja, .... De staaer jo udenfor Partierne; det er jo det, de altid raaber paa, naar vi stiller en af vore Egne op. Lad saa Nogen af dem gaa med til Deres Valg, saa er De saa valgt, som en Mand kan blive.«

✂ Det var aabenbart, at den udkastede Ide havde gjort stor Virkning paa Harald Holst. Mølleren iagttog ham skarpt og med dyb Interesse, thi det var jo det, det gjaldt om: at faa ham til Rigsdagsmand. Lavby-Linien var Hovedsagen for ham, derfor gjaldt det, til Rigsdagen at faa en Mand stillet op, der vilde tage sig af den; men en Mand, der baade fyldestgjorde dette Hensyn og tillige var en af hans »Egne« vilde vække saa stor Modstand, at Udfaldet af Valget var usikkert. Langt sikkrere var det at faa en lavbysindet Kandidat, paa hvem det tillige kunde antages, at der vilde falde en Del Stemmer fra den anden Side. I den Henseende var Harald Holst en saa passende Personlighed, som man vel kunde forlange.

✂ Mølleren lavede sig nu atter til at gaa; han følte sin Fisk paa Krogen og vilde nu tage det med let Haand.

✂ »Nu skal De igjen have Tak for det, De har sagt. Men .... tænk nu over det, vi sidst kom til at tale om; jeg troer, det var et godt Indfald, jeg der fik, et udmærket Indfald, den Slags falder En saadan lige ned i Hovedet paa engang, og man kan ikke forstaa, at man ikke har havt dem før. Vi vælger Dem som en Visk. Ja, ja, lov mig nu, at De vil tænke over det, tænke alvorlig over det. Farvel!«

✂ »Farvel, kjære Nielsen; se snart herind igjen. De boer jo her i Nærheden. Se snart herind.«

261

✂ »Ja Tak skal De have. Jeg kommer nok. Saa tænker De paa det. Godnat!«

✂ Holst fulgte ham helt ud til Vognen. Det havde holdt op at regne. En rask, men kølig Blæst fejede om imellem Skyerne, saa at der nu og da viste sig et helt stort Stykke stjernebesat Himmel. Det saa ikke saa trøstesløst ud, som for en Times Tid siden.

✂ »Tænk saa paa det, Hr. Proprietær,« sagde Mølleren atter, idet han lod sin Hest gaa.

✂ Og Holst fulgte hans Anvisning. Han tænkte paa det. Det var slaaet ned i ham med en hel betagende Magt. Al Uroen og Nedslagenheden var borte. Der var anvist ham en Gjerning i Livet, og mon det ikke skulde være den rette, der endelig i sin Herlighed havde aabenbaret sig for ham?

✂ Rigtignok var det at blive Politiker Noget, han aldrig havde tænkt paa, nej, ikke et Øjeblik. Han erindrede mange Ting, han havde følt sig kaldet til, men denne var ikke derimellem.

✂ Men saaledes gaaer det jo ofte med Ens Kjærlighed.

✂ Og paa den anden Side, naar han tænkte nærmere efter: han havde altid følt en levende Interesse for økonomisk Udvikling og økonomiske Spørgsmaal, for at fremme den materielle Udvikling og tillige for at hæve Arbejdernes Stilling, for »Arbejdersagen«, dette Tidens store Spørgsmaal. Var det ikke et Fingerpeg? Han havde altid med stor Interesse læst Aviser. Han havde for den Sags Skyld ogsaa yndet historisk Læsning; det var ikke mere end et Par Uger, siden han havde kjøbt Thiers Revolutionshistorie. Om Skattespørgsmaal havde han nylig med megen Interesse læst en Afhandling i et Tidsskrift.

✂ Han fandt jo efterhaanden alle de Momenter, hvoraf Begrebet Politik er sammensat.

✂ Og nu Jernbanespørgsmaal. Ja, var Noget sikkert, saa var det da, at han levende interesserede sig for Alt, hvad der vedrørte Samfærdsel og Udvikling af Kommunikationsmidlerne, baade Post- og Telegraf- og Jernbanevæsen.

✂ Han glædede sig ret over al den Alsidighed, han egentlig var i Besiddelse af.

262

✂ Op og ned ad Gulvet gik han, og den ene Cigar blev tændt og røget ud efter den anden, og i den hvirvlende Røg saae han tydeligere og tydeligere, hvorledes han egentlig var anlagt til politisk Virksomhed.

✂ Han fandt en hel Mængde Antydninger, ja ligefrem Bebudelser af, at det egentlig var det, han fra Drengealderen havde følt sig hendraget imod. Hvor levende havde han ikke følt sig tiltalt af Oldtidens Republikker og disses Statsmænd og deres Optræden i Folkeforsamlingerne. Han kunde huske, at han stundom havde læst længere end sin Lektie, blot for at se, hvad det blev til.

✂ Og som Student, hans Lyst til at holde Taler, som hans Kammerater havde spottet over, var den ikke et naturligt Udtryk for en medfødt Trang.

✂ Han talte godt, ja det gjorde han ganske sikkert, flydende, varmt, med Overbevisning. Han skulde nok forstaa at rive en Forsamling med sig. Og Triumfer som Taler, hvor de maatte være skjønne. Herligt, henrivende at føle en Forsamling hænge ved Ens Læber, at beherske den ved Ord, ved store, livskraftige Tankers skjønne Udtryk, det maatte være skjønt, ja stort.

✂ Og ganske behageligt tillige, unægtelig ganske behageligt, at øve en slig Indflydelse, at blive en indflydelsesrig Politiker. Han satte sig ned i sin Stol og forfulgte disse specielle Fantasier ved en ny, særlig fin Cigar. Men han var ikke kommet langt, før han blev greben af en pludselig Uro. Det var jo slet ikke sikkert, at han blev Rigsdagsmand; det var jo kun løs Tale, der var bleven ført imellem ham og Mølleren, intet Sikkert, intet Afgjort. Hvad om Mølleren fik en anden og bedre Ide og lovede en Anden Pladsen.

✂ Han blev saa urolig og hed i Hovedet ved denne Tanke ovenpaa alle de andre Spekulationer, at han maatte smække et Vindue op.

✂ Vejret var nu godt. Skulde han lade spænde for og strax kjøre over til Møllerens; han var jo hjemme. Nej, det var dog for latterligt, det saae altfor forhippet ud. Men .... strax imorgen tidlig vilde han gjøre det af og sikkre sig Pladsen.

263

✂ Beroliget ved denne Beslutning lukkede han Vinduet, og i sin Trang til at aabne sit Hjerte for Noget af alt dets overstrømmende Indhold, gik han ind i Dagligstuen.

✂ Der sad den Forurettede ret hyggeligt, med sit Strikketøj og en Roman lige under Lampen, saa at det var nemt at passe baade Romanen og Arbejdet.

✂ Da Døren gik op, puffede hun hurtigt Bogen fra sig, ikke fordi det var en mindre passende Roman, men fordi hun havde en Fornemmelse af, at det var Noget, der ikke ret passede sammen, at være gruelig forurettet og sidde hyggeligt og læse i en Lejebibliotheksroman.

✂ »Ved Du, hvad jeg tænker paa Tante?« sagde Harald Holst frejdigt.

✂ »Nej, det ved jeg virkelig ikke,« sagde Tanten, med en Trækkenud af Nejet, der antydede den haabløse Afstand, hvori hun følte sig holdt fra sin Neveus Fortrolighed og menneskelig Tankeudvexling i det Hele taget.

✂ »Paa at blive Rigsdagsmand!«

✂ »Ih, Vorherre bevares!«

✂ Dette Udraab vilde hun i sin øjeblikkelige Sindsstemning have anbragt ved enhver Meddelelse om en Fremtidsplan, ligemeget om den gjaldt Grøftegravning eller Giftermaal, men i den løftede Stemning, hvori Harald Holst befandt sig, følte han sig noget irriteret over Svaret og sagde kort:

✂ »Jo, det er det, jeg vil.«

✂ »Hvorfor vil Du da det? om man maa spørge?« sukkede Tanten, som om en endeløs Række af hendes kjæreste Forhaabninger nu skulde bortvejres.

✂ »Jeg har faaet Lyst til det, Tante,« svarede han alvorligt; »Lyst til at virke for det Almene.«

✂ »For hvad?«

✂ »For det Hele og Store, for vor Udvikling, for Landet.«

✂ »Det synes jeg saamænd, der er Bønder nok til, naar Du endelig vil høre min Mening. Hvorfor kan Du ikke lade dem virke og selv lade være?«

✂ »Man har Pligter, som man ikke kan unddrage sig fra at opfylde, især, naar man opfordres udtrykkelig dertil.«

264

✂ Tanten spidsede Øren. Hun var vis paa, at der i det, han der sagde, var en skummel, personlig Hentydning til hende selv og hendes Opfattelse af, hvad der var Pligt. Men hun kunde ikke ret klare sig denne Sag i Øjeblikket.

✂ Hun strikkede dobbelt energisk og taug, men virrede ivrig med Hovedet. »Pligter«, sagde hun endelig, i en bitter Tone, mest for ret at smage paa dette fæle Ord, hvori Braadden var skjult.

✂ »Ja Pligter! Det er en Sag, som det gjælder om at faa ordnet for hele Egnen, og som har Betydning for hele denne Del af Landet. Naar jeg opfordres til at give den min Understøttelse, kan jeg ikke undslaa mig, og det gjør jeg heller ikke.«

✂ »Hvad er det for en Sag?«

✂ »En Jernbane!«

✂ »En Jernbane! Skal vi nu have en Jernbane. Saa tænker jeg, vi Alle gaa fallit.«

✂ Harald Holst havde en levende Følelse af, at en Mand, der vilde Noget, ikke altid blev forstaaet i sin nærmesteKreds; han svarede derfor ikke videre herpaa. Men den næste Morgen kjørte han over til Mølleren.

✂ Denne kloge Borger tog meget høfligt og venskabeligt imod Harald Holst, men det syntes, som om det slet ikke faldt ham ind, at det var for at slaa til med Rigsdagskandidaturen, at han kom. Hans Tanker vandrede tilsyneladende paa ganske anderledes jævne Stier i denne Morgenstund. Men det var ikke saaledes at forstaa, at han ikke, da Harald Holst lidt genert erindrede om dette Spørgsmaal, fuldkommen vel huskede det, fuldkommen vel, forsikkrede han, paa en Maade, der gjorde Harald Holst en lille Smule yderligere flov og generet,

✂ Og han vilde saa gjerne tale videre med Hr. Holst om denne Sag. Hr. Holst vilde jo støtte deres Jernbane, saa kunde de vist godt bruge ham, thi det var jo en afgjort Sag, at han vilde støtte denne Banelinie .... ja, det havde han jo ogsaa forstaaet, men det var nødvendigt for ham, naar det skulde blive til Noget, at han kunde sige til sine Venner, at han havde Hr. Holsts Ord paa, at han vilde gjøre Alt for denne Linie. Det vilde Hr. Holst nok erindre, at han nu i denne Stund havde givet ham. Saa kunde de tale videre om 265 Sagen. Der var nu denne Færgeret; den »trykkede« Folk, den var man kjed af og maatte have ophævet.

✂ Men her viste sig Harald Holst som en Mand. »Der er ikke Spor af Grund til at røre ved den,« sagde han. »Det gaaer jo godt, som det gaaer; jeg vil paa ingen Maade agitere for en Forandring, som uden at gavne Nogen formodentlig vilde blive til stor Skade for den gamle Ejerinde.«

✂ »Naa, ja saa,« sagde Mølleren noget alvorligt. Men efter et Øjebliks Betænkning vedblev han: »Ja, saa lade vi det ligge og tale om andre Ting.«

✂ Og saa talte de om andre Ting. Mølleren indrømmede Harald Holst Frihed til ikke i det Hele og uden videre at slutte sig til hans Parti, men han skulde være enig med dem i forskjellige almindelige Ting, som Mølleren kaldte Principperne.

✂ Harald Holst forbeholdt sig Ret til at være ligefrem uenig med dem i andre Ting. Mølleren erklærede, at da det var Ting, som ikke laa »praktisk« for, vilde han ikke engang anse dem for »Principper«. Da Konklusionen blev den, Holst ønskede, fandt han sig ikke foranlediget til at indlade sig i en filosofisk Diskussion om, hvad der skulde forstaaes ved de omtalte »Principper«, men kjørte derfra med et bestemt Løfte om at blive »stillet op« og en behagelig Bevidsthed om, at han havde vist sig som en Mand og blandt andet gjort sit til at redde Færgeprivilegiet.

✂

SYVENDE KAPITEL

✂ Den Efteraarsregn og Efteraarsblæst, som gik over det ganske Land, tog ogsaa haardt fat paa det gamle Lindetræ. I nogen Tid vare de gule Blade faldne bestandig med kortere Mellemrum og i større Tal ned til Stenbroen og Fejekosten, og da nu Regnen og Blæsten kom og huserede med det Dag og Nat, maatte det af med Resten af sine Blade, baade de gule og nogle, der endnu vare grønne og havde beholdt et skuffende, men som det viste sig usandfærdigt Præg af at være unge og kraftige.

266

✂ Det var nøgne Grene, der nu svejede udenfor Flemmings Vindue, men det anstod ham vel. Han var atter kommen baade under de vante Former og i den vante, indholdsløse Tilværelse, gribende stundom efter et Arbejde, men kun for trættet af det og led ved det atter at slippe det. Han havde nogle Rudimenter liggende til en kunsthistorisk Afhandling, som han engang havde troet at have Lyst til at skrive. Han fandt egentlig selv, at der var gode Ting deri, og maaske var der det ogsaa, men endnu sikkrere paa sig selv blev han om, at det aldrig var Umagen værd at gjøre den færdig. Hvad i al Verden skulde det gavne? Og fra dette Liv havde atter den gamle Taage rejst sig, som laa over hans Forhold til Helene. Den Glæde, han havde følt over hende ved Gjensynet, var atter bleven formørket; han havde troet, at Fraværelsen skulde hjælpe ham til at faa Klarhed i dette Forhold, han havde strax ved sin Hjemkomst troet, at den var vunden. Men det forekom ham nu atter, som mange Gange tilforn, at han dog ikke var forelsket i hende; ja han sagde sig selv, at alene det, at han kunde tvivle saaledes, var et Bevis for, at han ikke var forelsket.

✂ Og under Følelsernes ejendommelige Vexelvirkningsforhold i Sindet blev atter dette ham en Kilde til nyt Mismod og Træthed. Han sagde sig selv, at han ikke heller fortjente at blive forelsket. Virkelig Kjærlighed var kun for dem, der stod i et klarere og sandere Forhold til Livet. Han ønskede nu næsten ikke at se Helene og unddrog sig oftere fra at følge med sin Fader ud til de rolige Sammenkomster i Amaliegade.

✂ Nogle fortalte i denne Tid, at han skulde forloves, forloves med en meget rig Arving, Datter og eneste Barn af en stor Godsejer, en temmelig simpel Mand, som imidlertid havde samlet en stor Formue. Flemming havde i Udlandet gjort Bekjendtskab med ham og Datteren. Det var ved et Badested; den nybagte Hofjægermester vilde gjerne i Lag med den aristokratiske Kreds der, men saa godt hans Titel end lød, og saa dyre Værelser han end beboede, vilde det ikke lykkes; han saae simpel ud og talede næsten ikke fremmede Sprog. Med Græmmelse maatte han se paa, at Andre gjorde Bekjendtskaber og konverserede sammen og gjorde Udflugter i Fællig og morede sig paa bedste Maade. Men 267 han og hans Datter kunde ikke komme med. Bordfæller, som de mente at have vundet en Slags Hævd paa, og som de efter en Uges Forløb vare komne til at vexle Hilsener med, faldt i Venskab med andre Folk, der vare komne Aftenen i Forvejen, og glemte næsten at hilse. Efter et Par Ugers Forløb havde man ikke saameget som en eneste tysk Friherre eller en italiensk Marquis at opvise. Saa var Flemming tilfældig kommen for at tilbringe nogle Dage der i Selskab med en ung Diplomat, der ligeledes var ansat i Berlin. Han var inde i det selskabelige Frimureri, og da Landsmandskabet var blevet gjort gjældende, og han snart havde forstaaet, hvad der trykkede Hofjægermesteren, og med stor Godmodighed havde taget sig af ham, saa var Alt forandret. I Løbet af et Døgn vare de forsynede med saameget af det eftertragtede aristokratiske Udenlandske, som de vel kunde forlange. De vare henrykte, især Faderen. Datteren var en lille godmodig Pige, som holdt sig daarligt og havde svage Øjne og ikke pretenderede at spille nogensomhelst Rolle hverken i Indland eller Udland. Des gladere var imidlertid Faderen; han tog Revanche for sin tidligere fortrykte Stilling ved nu selv at være i højeste Grad hovmodig imod andre beskedne Badegjæster, men han følte dog tillige oprigtig Taknemlighed ligeoverfor Flemming.

✂ Han og Datteren kom siden til Berlin, aabenbart kun for at vedligeholde Bekjendtskabet, og ogsaa i Kjøbenhavn vare de meget ivrige herfor. Flemming kunde ikke være blind for, at han vilde være velkommen som Svigersøn; men der var ikke Noget i denne Udsigt, som lokkede ham.

✂ Han kunde nok beskjæftige sig med Tanken om dette overordentlig rige Giftermaal, men kun paa en egen Vis som en Slags Demonstration rettet imod Andre, ogsaa til Tider imod sig selv. Han kunde sige til sig selv, at han jo næsten fortjente at blive en almindelig Ægteskabsjæger; han kunde i Tankerne ogsaa, trættet af sin Faders Bebrejdelser og lange Udviklinger om Pligter og Ansvar og Livsgjerning, spørge sig selv, hvad denne vel vilde synes, naar han anmeldte ham en Forlovelse med disse store Godser, der her var Tale om, og maaske endog bad om hans Bistand til at blive baroniseret eller noget Lignende.

268

✂ Men han kunde ikke hengive sig længe til disse Tankedemonstrationer, før Billedet af Helene viste sig som af sig selv, og han følte, at hvordan det end gik, saa blev det aldrig til Noget for ham med det rige Parti.

✂ Efteraarsregnen og Efteraarsblæsten huserede ude i Amaliegade; Blæsten susede afsted i den stille Gade, kastede Regnskyllene ind imod Murene og Vinduerne og klagede sig ynkeligt i sin Uro, naar Mørket faldt paa, for dem, der vilde høre derpaa.

✂ Dem var der altid Nogen af i den udpolstrede, lune Lejlighed, i al Fald En. I dette Hus, hvor Intet hastede, sad man altid længe i Skumring, Kammerherreinden vel i Reglen fredelig tænkende paa Ingenting, Datteren tænkende paa mange forskjellige Ting; stundom kom der i Mørket for meget paa engang.

✂ Der kom baade Fremtid og Fortid. Den første i ængstende, ubestemte Former; den sidste tog sig bedre ud. Hun saae sig selv og ham i deres Tiders Morgen, vandrende ad lykkelige Stier i grønne Skove ved den gamle Gaard, der var hendes Hjem. Hun var en ganske ung Pige, og hvor hendes Ansigt dengang var ungt og frisk og frejdigt. Hvor de Begge vare unge og lykkelige.

✂ Og hvor Græsset, som de traadte paa, var grønt, og hvor Fuglene sang. Græsset var visnet, og Fuglene vare døde, og Græsset og Fuglene havde gjort vel deri.

✂ Ungdommelige Drømme burde have gjort det samme; ungdommelige Drømme om, at han var den Rette, den sande Helt, og hun den Udkaarne.

✂ Nu? Nu? Ja, nu var han meget forandret. Men dengang? Og den Gang holdt han ogsaa af hende . Det var ikke muligt andet; der var kun den Forklaring. Aa ja, som da hun havde sat et Par Roser i sit Haar af den store Hæk ved Stentrappen op til Havestuen, og han havde villet rette ved dem, og hun havde stødt hans Haand til Side og havde sagt, at han ikke maatte bringe hendes Haar i Uorden, og han havde leet og sagt: »Aa! jeg skal dog engang have Lov til at tage det Hele ned og sætte det, som jeg vil.« Hvor tydeligt man erindrede saadanne Ting i Mørke.

269

✂ »Helene.«

✂ »Ja, Moder.«

✂ »Naa, Du er der.«

✂ »Ja, Moder.«

✂ Mange Ord havde han sagt, som havde frydet hendes Hjerte, og som ikke vare til at tage fejl af, mange Ord. Men mindst af Alt kunde man tage fejl af hans Blik, hans Væsen. Han var jo ganske anderledes imod hende end imod alle andre, hvor mærkede man ikke altid paa hans Tale, at hun var Midtpunktet i det Hele, og hvor det klædte ham godt, denne ømme Ærbødighed, hvormed han kunde omgive hende, og som Kvinder elske saa højt, desto højere, jo stærkere Manden er. Og fandt hun ikke dengang, at han var stærk?

✂ Men hvor blev han saa forandret i de Aar, som fulgte; ikke pludseligt, det havde ikke været saa slemt, men lidt efter lidt, langsomt, ustanseligt, som Mørket falder paa. Hvor det havde smertet hende. Fik hun virkelig Taarer i Øjet derved? Aa jo, Ingen seer det her i Mørket; saa faaer det være.

✂ Og nu, nu. Hvor forskjellig fra hendes Ungdoms Ven, til hvem hun havde sat sin Lid, og til hvem hun saa godt følte, at hun havde knyttet alle sine Drømme om et Liv, et Liv med sandt og virkeligt Indhold, saaledes som hun krævede det. Nu en Mand saare forskjellig herfra, saare forskjellig fra den, igjennem hvem hun vilde, at hendes Forhold til Livet skulde bestemmes. Og blivende mere og mere forskjellig. Fik hun atter en Taare i Øjet? Aa, nej, det var dog for galt.

✂ »Helene.«

✂ »Ja, Moder.«

✂ »Skal vi ikke have Lys nu; jeg synes, det er paa Tiden?«

✂ »Det troer jeg ogsaa, det er.«

✂

OTTENDE KAPITEL

✂ Harald Holst blev kort Tid efter valgt. Det kneb lidt, men valgt blev han ved den kloge Møllers Anstrengelser. Det lod en Tid til, at næsten Ingen fra den anden Side vilde stemme paa ham; man fandt ham lidt »blakket«, og man saae sig 270 saa smaat om efter en anden Kandidat, men med en vis Langsomhed i Bevægelsen, som karakteriserede denne Side.

✂ Saa fik Mølleren i en Fart sat et Par yderligere Kandidater op, og paa Baggrund af dem tog Harald Holst sig helt solid ud. Da de havde virket tilstrækkelig, trak han dem atter ned, med Undtagelse af en, en fordukken Træskomand, der til Program havde opgivet Arbejdersagen ganske i Almindelighed, og af mere praktiske Spørgsmaal kun havde kastet sig over Færgeprivilegiets Afskaffelse. Han blev holdt i Beredskab lige til Valgdagen, men trak sig saa, imod en mindre, kontant Godtgjørelse, tilbage til Privatlivets Fred.

✂ Harald Holsts Navn blev meldt over hele Landet, og ikke nok med det: han kom strax til at staa som en Slags interessant Person. Man beskjæftigede sig nemlig en Del med, hvor han egentlig skulde føres hen i politisk Henseende; begge de politiske Retninger ovre i hans Kreds havde aabenbart visse Pretensioner paa ham at gjøre gjældende, og han selv havde ikke givet nogen klar Besked. I Bladene, i Klubber og paa andre Steder, hvor man holdt politisk Mandtal, beskjæftigede man sig derfor ikke saa lidt med det store Spørgsmaal, hvor »Harald Holst« hørte til. Og som med alle den Slags Spørgsmaal, kom man i Lidenskab derover; Folk og Blade, der aldrig før havde hørt Harald Holst nævne og vilde være aldeles lige glade, om han levede eller døde, kom i høj Affekt over, hvor han »hørte til«, og ophøjede dette vigtige Tvistepunkt til et af dem, i Anledning af hvilke man frakjender hinanden alle mulige agtværdige Egenskaber, hvad der jo er den største Honnør, der politisk kan vises et Spørgsmaal. Og baade i det private og i det offentlige Liv voldte Spørgsmaalet »Harald Holst« alvorlige Brud, dybtgaaende Splittelser mellem Folk, der havde staaet hinanden nær og kunde have levet paa den fredsommeligste og venskabeligste Fod.

✂ Under alt dette faldt der naturligvis endel Flænger af til Harald Holst selv; hypotetiske Flænger naturligvis, som den vedkommende Klo kun trak under den udtrykkelige Forudsætning, at Modparten havde Ret og Kloen selv Uret i at tilegne sig den nye Politiker, men dog Flænger, der med al deres hypotetiske Karakter generede en ganske ny Hud en 271 Del. Paa den anden Side havde den nye Rigsdagsmand naturligvis en tydelig Følelse af, at der var noget Smigrende i at være Gjenstand for en slig almen Diskussion. Han følte sig strax i de første Uger efter Valget, som en Mand af virkelig Betydning, kaldet til at kaste diverse afgjørende Lodder i diverse af Fædrelandets Vægtskaale. Og han følte med sig selv, at han vilde have Kraft og Styrke til at kaste afgjørende Lodder, af hvilken Art det end maatte blive, som Skæbnen præsenterede ham.

✂ I denne behagelige Stemning kom han til Hovedstaden, da den Tid nærmede sig, hvori hans nye Kald skulde begynde. Han følte sig ikke mindre sikker paa sig selv, ja næsten mere overlegen i disse Omgivelser, end han havde gjort ude paa Landet. Før havde han egentlig ikke, naar han saae paa en Rigsdagsmand, fundet, at det var en, blot i Kraft af sin Stilling særlig agtelsesindgydende Størrelse, som han ikke var fuldkommen i Niveau med; ja, han havde maaske endog til Tider paa ungdommelig Vis kunnet se temmelig stærkt ned paa en saadan, som paa en Mand med en noget forvrøvlet Opgave, som det næsten var lidt komisk, at Manden selv tog saa alvorlig.

✂ Nu var det anderledes. Nu saae han Stillingen indenfra, og derfra tog den sig anderledes værdig og imponerende ud. Nu forekom det ham, at han havde faaet en ikke lidt hævet Position, hvorfra han kastede et overlegent Blik udefter. Han følte sig som en af Herrerne i Landet, som Bærer af et Stykke Souverænitet, ja, mere end det, som en Mand, der ikke blot havde Krav paa Alles Respekt, men ogsaa paa Alles Erkjendtlighed, fordi han paatog sig det svære Hverv, at være med at styre og lede Alt til det Bedste og lade sin Indsigts Fylde tilflyde Almenheden.

✂ Med denne behagelige Bevidsthed gik den nye Rigsdagsmand om i Gaderne, hilste venlig paa Venner og Bekjendte og antydede velvilligt ved sin hele Optræden, at der ikke var Noget forandret i Forholdet imellem dem.

✂ »Jeg gratulerer,« sagde Flemming, da vor nye Politiker traadte ind til ham. Der lurede et spodsk Blink i hans Øje, men han var for godmodig til at ville tage saaledes fat paa Harald Holst, at han ødelagde hans Fornøjelse. Da denne 272 imidlertid med sin sædvanlige Sikkerhed erklærede, at han nu endelig havde fundet sin Plads i Livet, noget Virkeligt at leve for, kunde han ikke tilbageholde nogle kritiske Kommentarer. Dette blev imidlertid taget ham ilde op.

✂ »Det gjør mig virkelig ondt,« sluttede Harald Holst i den Mands Tone, der har Sit paa det Tørre, »at Du ikke som jeg dog endelig kan finde Noget at interessere Dig alvorlig for. Jeg kan ikke forstaa, at Du ikke engang har bevaret nogen instinktmæssig Fornemmelse, nogen skjult, ubestemt Tilbøjelighed for det Ene eller det Andet.«

✂ »Du er en stor Vismand,« sagde Flemming i en mere alvorlig Tone end før. »Der traf Du maaske det Rette. Det er maaske det, vi mangler i mit Laug; der er rodet for meget op i Bunden af vort Sjæleliv, dets Naturbund er bleven behandlet som Havbunden af de ukloge Fiskere, der skrabe den op og ødelægge Grøden i deres Begjærlighed efter Fangst; saa bliver hele Fiskeriet ødelagt.«

✂ »Jeg glæder mig over, at jeg ikke er undergaaet en saadan Bundbehandling, men nøjes med at være et mere overfladisk Menneske,« svarede Harald Holst.

✂ »Glæd Dig kun,« sagde den Anden, »men hvem ved, maaske Du er ligesaa meget til den ene forkerte Side, som jeg til den anden.«

✂ Den gamle Gehejmeraad, som havde hørt, hvilken Gjæst der var, kom tilstede. Han var meget nysgjerrig efter at se den unge Mand, som han havde kjendt fra Dreng af, i hans nye Værdighed. Det var, ligesom han havde en Forestilling om, at der ogsaa maatte være foregaaet en ydre Forandring med ham.

✂ Han ønskede Harald Holst til Lykke i en zirlig Vending og med en høflig Anerkjendelse af hans nye Stillings Betydning, som i høj Grad glædede den unge Rigsdagsmand; han fandt i sit stille Sind, at disse ældre Konservatives korrekte og loyale Villighed til at bøje sig for det Nyes Autoritet, som de slet ikke elske, havde noget meget Tiltalende ved sig og var et fordelagtigt Træk i deres Karakteristik.

✂ Det viste sig, at Gehejmeraaden, som ellers ikke var nogen flittig Læser af Aviser, meget nøje havde studeret alle Beretninger om, hvad Harald Holst havde sagt som Kandidat.

273

✂ Det var blevet ret fuldstændig refereret, da det var et isoleret Valg, som nu engang havde vakt nogen Interesse.

✂ Han havde set, at han havde været meget ivrig for Reformer. Det mente Harald Holst, venlig overbærende, at han vel ikke syntes om.

✂ Jo, hvorfor ikke det. I ældre Tider, ogsaa i hans Tid, havde Regjeringen ikke vist sig uvillig til at reformere endog i meget betydeligt Omfang.

✂ Ja, men de Konservative nutildags?

✂ De vidste ikke rigtig Besked med, hvad det Konservative egentlig var, som de vilde kopiere. Han kunde godt forstaa et Reformparti, men vilde gjerne vide lidt Besked om de faktiske Forhold.

✂ Det erklærede Harald Holst sig meget villig til at give den gamle Mand, som jo nok kunde trænge til at faa lidt Besked om, hvorledes der saae ud i Verden nuomstunder.

✂ Gehejmeraaden vilde slet ikke vove sig ind paa mange af de overordentlig store og vigtige Sager, som Holst havde berørt i sin Valgtale. Stoffet var for overvældende for ham. Han havde imidlertid en Ting paa Samvittigheden, som han særlig gjerne vilde have Noget at vide om, det var den Jernbanesag, som havde spillet saa stor en Rolle.

✂ Harald Holst nikkede: »Ja, vel.« Det var ganske rigtigt.

✂ Selve Anlæget af en Bane i den Egn forstod han, med det Kjendskab han fra tidligere Tid havde til den, slet ikke, det tilstod han ærligt; men for Hr. Holst kom det jo meget an paa hans hele Standpunkt i Jernbanespørgsmaal. Mente han, at Staten til Syvende og Sidst skulde bygge og drive alle Banerne?

✂ Ja, det havde Holst personlig ikke Noget imod, skjøndt han i sit stille Sind fandt, at den Gamle udviklede sig med Alderen i Retning af et kjedsommeligt Vrøvlehoved.

✂ Mente han da, Kommunerne slet ikke ....

✂ Nej, Kommunerne burde naturligvis med Rette ....

✂ Eller at man skulde sondre efter Anlægenes Natur ....

✂ Man kunde naturligvis ogsaa sondre ....

✂ »Men De selv, De selv,« sagde Gehejmeraaden ivrig, »hvad mener De, er det Rigtige, det Korrekte, det, man kan forsvare? ....«

274

✂ »Ser De, Deres Excellence,« sagde Harald Holst lidt trættet, men dog endnu velvillig forklarende, »man kan ikke i den Slags Sager binde sig til en bestemt Grundopfattelse. Hvad det kommer an paa er, hvad man kan faa igjennem med den Minister, der nu til den Tid er Minister.«

✂ Den Gamle saae noget forvildet paa ham. »De mener altsaa ....«

✂ »Ja,« sagde Holst, »man tager Tingene, som de er.«

✂ Gehejmeraaden saae fra Holst op til sin Søn og saa igjen til Holst og saa igjen til Sønnen, og det ret venlig - men han sagde ikke Mere om Jernbanesagen.

✂ Harald Holst var slet ikke tilfreds med sit Besøg her.

✂

NIENDE KAPITEL

✂ Inden Harald Holsts Trang til at deltage i sin Tids Gjerning havde taget den Vending, som den nu foreløbig havde, havde han været en meget ivrig Æstetiker. Denne Periode havde ikke varet længe, den omfattede hans første Studenteraar, da det endnu ikke var gaaet op for ham, at han og »Tiden« havde direkte Noget med hinanden at gjøre.

✂ Fra denne Periode havde han to særlig gode Venner, en Kunstner og en Forfatter. Kunstneren var den Maler, som Kammerherreinden havde taget sig af. Han var en Søn af en Landsbyhaandværker, en fordrukken Maler, og havde tidligt vist Talent for Tegning, hvorfor nogle brave Folk, i hvis Øjne disse Spor af Talent naturligvis havde antaget stærkere Dimensioner, havde taget sig af ham og sendt ham til Kjøbenhavn, til stor Forlegenhed for den gamle Drukkenbolt, hans Fader, som meget beklagede sig over, at Sønnen vilde afsted, i Stedet for at hjælpe ham med hans Haandværk. I Kjøbenhavn var han ogsaa bleven adresseret til Harald Holst, som Søn af en af Egnens velhavende Mænd, og Harald Holst havde taget imod sin fattige Landsmand med stor Elskværdighed, baade fordi han havde et godt Hjerte, og fordi det smigrede ham i saa ung en Alder at være Beskytter og et Stykke af en Mæcenas.

275

✂ Den unge, for Kunsten sværmende Jyde, tog med Glæde imod Beskyttelsen. Han havde snart mærket sig de Tider, Formiddag og Aften, da Proprietærsønnens gode Smørkrukke og de andre gode Sager, som Tanten ikke glemte at holde ham forsynet med, kom frem, thi Harald Holsts Fader holdt ham i Byen paa gammeldags Studentervis, rundelig i enhver Henseende, undtagen hvad de ham selv anbetroede kontante Penge angik. Den skikkelige Student havde naturligvis ikke det Mindste imod at øve Gjæstfrihed, saa ofte det forlangtes. Det blev ganske vist temmelig ofte, thi hvorledes han boede og gik klædt, det var den unge Maler temmelig ligegyldigt; men han havde en Appetit, som han ikke paa nogen Maade kunde slutte Akkord med.

✂ Den anden Ven, Digteren, havde gjort Harald Holsts Bekjendtskab ved en eller anden Tilfældighed i Studenterlivet. Han besøgte ham ikke for det Materielles Skyld, men kun for det Aandeliges, for at læse de Smaating op, som han havde skrevet, og høre dem rose, og føle sig som noget Stort og Lovende.

✂ Ak! Hvormange unge »Store« og »Lovende« sidde ikke rundt om paa beskedne Studenterværelser og høre, at de ere Digtere, af uklare, godmodige Venner, der her, som allevegne ere paa Færde med at gjøre Ulykker, som selv halvt tro det, de forsikkre Vedkommende, og derfor mene med nogenlunde Ærlighed at kunne glæde dem med Forsikkringer om Beundring for deres Talent. Hvormange »Store« og »Lovende« vandre ikke berusede af denne Anerkjendelse den lykkeligste Vej i Livet, naar de stige ned ad de stejle Trapper og gaa hjem med deres saa lovpriste Manuskripter, gjemte som kostelige Skatte. Aftenen kan helt være gaaet og en Del af Natten med, og det kan være et rigtigt Hundevejr, - for disse stakkels Fyre er det lyse og paradisiske Stunder. Husene staa i en fortryllet Stad, selv føle de Fyrstedragten under den gamle Overfrakke, og paa Galoscherne klinge gyldne Riddersporer i de stille Gader. Alle de skjønne Damer og alle de ædle Mænd, som slumre derinde, ane ikke, at det er en af deres Herrer, en Kongesøn i Aandens Rige, som skrider forbi. Og, ak, de faa det aldrig at vide, thi den gamle Frakke bliver aldrig til en fyrstelig Dragt, og Kongesønnen ender i 276 gunstigt Fald som Adjunkt i Jylland eller Præst i Fyen, med et eller andet Brud i sig som Minde fra hin skjønne Tid, og stundom ender han ikke nær saa godt.

✂ Af de to Venner var det i Aarenes Løb gaaet Maleren godt. Han var et virkeligt Talent. Tilsyneladende udmærkede han sig ingenlunde ved nogetsomhelst Udstyr af bedre Beskaffenhed end det, der pryder Folk, som de er flest, ja knap nok det. »Han kunde hverken læse eller skrive,« paastod Digteren, naar han var bitter imod ham, hvilket han ikke saa sjelden var. Male kunde han imidlertid uimodsigeligt, og det originalt og karakteristisk, med en vis frodig Djærvhed; men han manglede højere Ynde og Poesi, lagde hans Kritikere til. Han forstod paa en ganske egen Maade at kombinere et vel grebet Landskabsmoment og en Gruppe, men som Motiver for disse Grupper yndede han at tage Noget, der var lidt grotesk, helst Scener fra Dyrelivet, og Ingen kunde male humoristiske Svin og morsomme Udgangsøg bedre. Han vilde i ethvert Fald have havt en smuk Fremtid for sig, men denne smukke Fremtid var det lykkedes ham at bringe sig betydeligt nærmere ved forskjellige meget praktiske Egenskaber, hvoraf han var i Besiddelse.

✂ Tilsyneladende var han noget kejtet, et lidt ubehjælpsomt Menneske, men i Virkeligheden var han en meget snild Fyr. Hans tilsyneladende ubehjælpsomme Væsen indeholdt en ikke ringe Tilsætning af Smidighed og Bøjelighed. Naturmennesket stødte ikke blot aldrig nogen Kammerherre eller Grosserer, men forstod endog i al sin Naturlighed at være dem meget behagelig og gjorde Indtryk af paa en oprigtig Maade at anerkjende deres Overlegenhed i alle Retninger, ogsaa, skjøndt han sjelden sagde det ligefrem, som Kunstforstandige. Man fik derfor uvilkaarlig Lyst til at tage sig af ham eller gjøre Et eller Andet for ham.

✂ Den første Haandsrækning til at komme frem i Verden havde han faaet hos den gamle Kammerherreinde, hvis Færgegaard og Privilegium og andre beskedne Herligheder jo befandt sig i samme Egn som hans Hjemstavn. Hun havde taget sig en Del af ham. Selv havde hun ikke Synderligt tilovers til Malerier, men han var af hende bleven anbefalet til Folk, som havde Raad til at kjøbe Sligt, og som kjøbte. Han 277 behandlede hende ogsaa altid i en særlig Grad som sin naadige Velynderinde; han hørte, som sagt er, til den lille Kreds, der indfandt sig om Søndagen, og saa kjær han end var af at spise baade godt og meget, svigtede han de bedste Borde for at gaa derhen, maaske af et lille Stænk af Praleri over, at han skulde til en lille Kreds hos Kammerherreinden og være sammen med Gehejmeraaden.

✂ Men med den Glans, dette kastede over ham hos hans mest frisindede Grosserere, lod han sig ogsaa fuldstændig nøje. Naar han var hos Kammerherreinden, gav han sig en vis tilbageholden, ja lidt underordnet Stilling, holdt sig paa Huslærertrinet i de fine Familier, og selv om han blev nok saa meget rost i Aviserne og fik sine Stykker nok saa godt betalt, gjorde det dog ingen Forandring heri.

✂ Digteren var det ikke gaaet saa godt i Verden. Han befandt sig stadig kun paa det Lovendes Stadium, ja, han havde endog lidt nogle ikke saa smaa Skibbrud.

✂ Det forskjellige Maal af ydre Lykke, der var blevet de To til Del, havde imidlertid ikke forhindret dem i at slutte sig nær sammen. De vare komne godt ud af det fra Begyndelsen af, da de som ganske unge mødtes hos Harald Holst. Digteren havde strax med en vis kritisk Interesse betragtet denne unge Jyde, som skulde have virkeligt Talent, og i al sin æstetiske Overlegenhed følt Lyst til at tage sig af ham og bidrage sit til at udvikle ham. Jyden havde paa sin Side strax vist Digteren en høj Grad af ærefrygtsfuld Beundring.

✂ Naar denne indfandt sig om Aftenen, medens de to Landsmænd var beskjæftigede med at spise af de oversendte Viktualier, og var saa ivrig efter at komme til at læse sit sidste Arbejde op, at han strax maatte til det, saa holdt Harald Holst op at spise. Men medens de to Andres Opmærksomhed var helt optaget - Holst lukkede i Reglen endog sine Øjne for at høre rigtig kritisk efter - smurte Maleren dobbelt tykt Smør paa sit Brød og skar i al beskeden Stilhed, ikke Skiver af Tantens Mesterværker af Rullepølse, men Kiler, der vilde have vakt en retsindig Husmoders dybeste Indignation.

✂ Og naar saa Papiret foldedes sammen, og Forfatteren sagde sit halvt beskedne halvt fordringsfulde: 278 »Naa?«

✂ svarede først Holst og udtalte sin Dom i et længere Foredrag, der ydede al mulig Anerkjendelse, men kritisk drøftede adskillige Enkeltheder.

✂ Og saa kom Turen til Maleren: »Naa hvad siger De?« sagde den i det Hele beroligede Digter, der paa dette Tidspunkt kunde begynde at føle lidt Appetit og tage en Bid med.

✂ »Jeg synes, det er mageløst smukt,« sagde saa med et Na turmenneskes elskværdige Beskedenhed, men stærke Følelse, den unge Kunstner, der paa dette Tidspunkt altid havde tyg get af Munden.

✂ »Naa, det synes De,« sagde Digteren venlig nedladende, og paapegede saa i Reglen belærende for ham enkelte Punkter af særlig Interesse og Skjønhed.

✂ »Ja, det er mageløst smukt,« var det stadige Omkvæd, men sagt paa en ganske egen naiv og velment Maade, der paa Digteren gjorde en betagende Virkning af, at han her fik sin Ros fra det rene og ufordærvede Folkehjerte, og at det var dettes umiddelbare Sans for, hvad der var Stort og Smukt, der slog ham imøde gjennem disse usminkede Ord.

✂ Stundom, naar Harald Holst ikke havde været tilstrækkelig anerkjendende, og indtrængende formanet til at sige sin sande og oprigtige Mening, havde fremhævet en eller anden Mangel af lidt større Betydning, foretrak Digteren endog den unge Kunstners Smag for den studerede Kritikers.

✂ Paa saadanne Aftener kunde de gaa deres Vej sammen. Paa Hjemvejen, og den blev i Reglen lang, udviklede saa Digteren for Naturbarnet alle sine Drømme og Planer og Forhaabninger, og hans Følgesvend var en tavs, troskyldig, behagelig Tilhører, ligeoverfor hvem Digteren kunde udvise en Fortrolighed, han ellers ikke havde vist Nogen. Til Naturmennesket betroede han Omfanget af sine Planer, Rækkevidden af de Forestillinger, han havde om sig selv, thi han syntes at være saa ganske enig med ham og at tro saa fuldt paa ham.

✂ Tildels maaske paa Grund af den Evne til Forstaaelse, han saaledes fandt hos Maleren, følte han sig overbevist om, at denne var et virkeligt Talent, naturligvis af Dimensioner, som aldrig blot tilnærmelsesvis kunde maale sig med hans, 279 et Talent, som i det Hele laa i en anden og lavere Sfære, men som han da ogsaa aldeles uforstyrret kunde ønske god Fremgang. Til en saadan ønskede han endog at bidrage. Han vilde hjælpe ham med at faa sin Udvikling lidt i det rette Spor. Han gjorde sig til en Slags Manuduktør for ham.

✂ Han lod ham møde til bestemte Tider, proppede ham med kunsthistoriske Theorier, mest af eget Fabrik, i hvilke han sørgede for at anbringe Malerkunsten et tilbørligt Antal Rangklasser under Digtekunsten, og gav ham en Del anden Visdom og en hel Portion af sine egne Digte med i Tilgift. Resultatet heraf var, at Maleren vel ikke forstod en Smule af det Hele, men dog fik et stærkt Indtryk af, at hans Ven, Digteren, var en meget overlegen Aand, om han end i al Stilhed kunde have sine egne Tanker om, at hvad end saa lærde Folk mente, saa var Malerkunst lige god for det. Digteren var forlængst bleven kjed af at manuducere ham, men dette Indtryk af hans Overlegenhed blev ved at leve hos ham. Men lidt revolutionær kunde han dog blive.

✂ En Dag, da han havde faaet sit første Udstillingsstykke godt solgt (Digterens Digte laa stadig i hans Skuffe) og gik op for at meddele Digteren dette, besvarede denne hans glade Meddelelse med en lang Udvikling, i hvilken Malerkunsten kom aldeles ualmindelig langt ned under Digtekunsten, ja egentlig hørte op at være Kunst. Denne Udvikling besvarede Maleren uden forberedende Varsel med et »Fanden heller! det Ene er s'gu ligesaa godt som det Andet!«

✂ Digteren saa tavs paa ham. Han følte et Stik i Hjertet ved at gjøre denne Erfaring om Menneskenes forræderiske Troløshed. Fra den Dag roste han aldrig Maleren, men blev ham tværtimod en streng Kritiker.

✂ Men de blev ved at omgaaes. Maleren havde vedblivende stor Respekt for ham, og medens Digteren altid udleverede Maleren, forsvarede denne ham til det Yderste og glædede sig oprigtigt til, at hams Stjerne skulde gaa lysende op. Hermed trak det imidlertid bestandigt ud. Det gjorde ikke noget Skaar i deres Forhold, at Digteren gik hen og giftede sig; tværtimod, det syntes Maleren godt om.

✂ Digteren havde, naar han gik til sine Informationer om Morgenen, en Tid hver Dag mødt en kjøn ung Pige, der 280 blandt Andet udmærkede sig ved en ualmindelig smuk Gang og Holdning og et Koketteri - ingenlunde af den simple Slags - i sin tarvelige Dragt. Hvad der særlig havde tiltrukket hans Øje, var den Maade, hvorpaa et Par smukke Guldørenringe, hun bar, stod til hendes Kinder. Ørenringene vare gammeldags og vare aabenbart et Arvestykke, og det vidnede om en Smag, der baade var god og uafhængig, at gaa med dem. Men det lønnede sig. De klædte hende meget godt; dem var det, Digteren lagde Mærke til, og de afgjorde hendes Skæbne.

✂ Hun arbejdede paa en Systue, derfor passerede hun det samme Strøg med ligesaa stor Regelmæssighed som den unge Timelærer.

✂ Da han først var bleven opmærksom paa hende, lagde han snart Mærke saa til Et, saa til et Andet, som var tiltrækkende ved hendes Person. Han saae ogsaa nok, at hun ikke hørte til de velstaaende Samfundsklasser, og hans Fantasi blev snart sat i Bevægelse: En Margrethe, dette stadige Ideal for Tidens unge Sønner, der alle føle, i sig Noget af en Faust, ialfald det at ønske sig en Margrethe, det blev hans Thema, og det varierede han med en vis Forkjærlighed. Digteren var, hvad det Ydre angik, aldeles ikke noget Ideal; han var svag, næsten sygelig at se til og endog noget forvoxet, med et mørkt næsten sydlandsk Ansigt, som, om det end var aparte, slet ikke var kjønt.

✂ Ikke desmindre lagde den kjønne unge Pige naturligvis Mærke til ham, og de begyndte at se ret bekjendt til hinanden. Der var Noget ved »den Skæve«, som hun i Tankerne kaldte ham, der dog interesserede hende. Hun var ikke vant til at se den Slags Ansigter.

✂ Mangen Vintermorgen havde de mødt hinanden derude; han havde set hendes pæne, om end ikke ganske smaa Fødder træde i knirkende Sne og i sjappende Søle, og den samme uforanderlige graa Himmel havde kastet sit sparsomme Lys paa hende. Det blev Foraar og mere lyst, Morgenerne saae helt muntre ud selv mellem Huse og Stenbro; der var blaa Himmel, og Spurvene blev rent overstadige.

✂ En Morgen, da han var kommen lidt senere, og hun ikke havde mødt ham paa det sædvanlige Strøg, forsinkede hun 281 sig med at gaa langsomt og se ind ad Butiksvinduerne. Men det traf sig saa, at han fik Øje paa hende, medens hun stod foran et Vindue og saae ventende henimod det Hjørne, hvorfra han skulde komme. Hun fik ikke Tid til at trække sine Øjne tilbage, før det var for sent, og, hvad der var det Allerværste, hun blev rød.

✂ »Den Skæve« var kun lidet kjendt med Verden og ganske uvant med at gjøre Lykke. Det var første Gang, at nogen Kvinde var bleven rød for hans Skyld, og det øvede en egen berusende Virkning paa ham.

✂ Den næste Dag var det atter en Solskinsdag, hvor alle Gadens Spurve med fuldkommen Sikkerhed vidste, at det var Foraar. De To mødtes, hun rødmede stærkt, han hilste, hun hilste igjen.

✂ Det gik ganske forskrækkeligt med hans Timer den Dag, og dog fandt alle Drengene til deres behagelige Overraskelse ved Timernes Slutning, at de havde faaet god Karakter. Han var i den største Bevægelse hele Dagen. Det stod ham klart, at nu var Romanen indledet, og at den skulde og maatte fortsættes. Men Faust-Sikkerheden var rent borte, naar han tænkte paa, hvad der maatte være det næste Skridt: at stanse og tiltale; han blev alene ved Tanken herpaa helt rød, som en ganske almindelig Cand. phil., der ikke har nogen Mefistofeles under Armen og heller aldrig faaer det.

✂ Men det skulde gjøres den næste Dag; det skulde. Og det blev gjort, skjøndt han ikke traadte sikkert i Brostenene, fra det Øjeblik han saae hende, men skrumlede helt underlig mellem dem med sine Fødder. Han stansede virkelig, idet han mødte hende, og fremstammede noget Tøjeri om Bekjendtskab og Noget, han havde troet eller ikke troet, ganske meningsløse Levninger af en vel udtænkt og virkningsfuld arrangeret Replik.

✂ Den kjønne, unge Pige forstod imidlertid særdeles godt det Uforstaaelige og besvarede det med langt større Sikkerhed end den, hvoraf han var i Besiddelse. Det var aabenbart, at hun ikke betragtede det som en saa paafaldende og overordentlig Maade at gjøre Bekjendtskab paa. De fulgtes et Stykke ad, kun et lille Stykke, saa kom hun i Tanker om, at det dog vist ikke var værd, at de »saadan spadserede«.

282

✂ Hun skulde til Systuen omme i næste Gade, og de maatte ikke se hende komme med en Herre, thi hvad vilde de saa tænke?

✂ Dette omfattende Spørgsmaal gjorde han ikke noget Forsøg paa at besvare, men idet de skiltes, nær det Hjørne, hvor Faren formentlig skulde begynde, spurgte han om, hvorlænge hun blev paa Systuen, og det var Noget, hun aabenbart ikke fandt, der var Anledning til at gjøre nogensomhelst Hemmelighed af. Saa Farvel.

✂ Og ved et af disse mærkelige Træf, der ikke sjælden forekomme i slige Tilfælde, var han om Eftermiddagen i den samme Gade lige paa det Klokkesiet, hun havde nævnet. Og hun paa sin Side gik overordentlig præcis fra Stuen, hvor hun ellers ikke plejede at være bange for at blive et Par Minutter over Tiden og faae sig en lille Passiar.

✂ Det var endnu lyst den lange, klare Foraarsdag, men det gik temmelig let for »den Skæve« at stanse denne Gang, skjøndt han jo ogsaa nu mærkede, at Stenene blev noget store under hans Fødder, da han saae hende komme om Hjørnet og følte sit Ansigt paa dagligdags Vis blive lidt mere rødt, end det sømmede sig for et af Aarhundredets Storme vejrslagent Aasyn.

✂ Atter fulgtes de ad; men da de kom til et Hjørne, der ikke laa langt borte paa den anden Kant, viste det sig, at ogsaa i den Gade, hun der skulde ind i, truede der Fare. Der boede hun, og hun boede pænt hos sin Moder, og derfor kunde hun slet ikke spadsere der med en Herre, thi hvad vilde de saa tænke der?

✂ Da man nu altsaa var kommet til det Resultat, at omkring to bestemte Hjørner var Alt lutter Argusøjne, medens man paa Strækningen imellem disse to Hjørner var nogenlunde usynlig, laa den Løsning ikke fjern at vende om og gjennemvandre dette beroligende Strøg endnu engang, og det gjorde de, en Gang og to Gange og maaske tre, og det temmelig langsomt, skjøndt den lille Dame frøs jammerlig i en fix og ny lille Foraarstingest, som var kommet paa i Stedet for den gamle Vinterkaabe, thi den lyse Aften paa den klare Foraarsdag var meget kold, vinterlig kold, hvad der forresten ikke hindrede hende i at have røde Kinder og helt straalende 283 Øjne, da hun for sidste Gang var stanset paa det farlige Hjørne for at sige Farvel - og ovenikjøbet havde staaet der og sagt Farvel et helt Kvarter.

✂ »Imorgen tidlig mødes vi maaske.«

✂ »Ja, maaske,« svarede hun.

✂ Henrykt gik han hjem til sit lille Værelse ved Dosseringen. Han sad længe ved Vinduet og saae paa den blege Foraarshimmel, som spejlede sig i det blege Vand, og paa Træerne; mørke og bladløse vare de, men der var over dem en underlig Uro, en underlig Uro, som forresten ogsaa var i Luften, i Lyset, i ham selv med. Han følte sig slet ikke faustagtig til Mode; men da han havde faaet tændt Lys, satte han sig i en Tilstand af urolig Glæde og frydefuld Længsel til at digte.

✂ Den ene smuktklingende Verslinie føjede sig af sig selv til den anden; han havde aldrig før saa levende havt den Fornemmelse, at der var Noget i ham, der ikke rigtig var ham selv, som digtede.

✂ Han glædede sig ret over de smukke, og friske Vendinger, dette Noget overraskede ham med. Themaet var forresten ikke ganske nyt, det var den fattige Pige, som Kongesønnen møder i Skoven, løfter paa Saddelknappen og fører hjem til sin Herlighed.

✂ Han drømte om hende og Digtet hele Natten og var saameget Digter, at han i Drømme fik Forbedringer til Digtet, som han erindrede, da han vaagnede, og som viste sig meget vel at kunne bruges, om de end ikke vare nær saa ypperlige, som de i Drømmetilstanden havde forekommet ham.

✂ Smukt skrevet havde han Digtet med den næste Morgen og overleverede hende det.

✂ Hun var en anstændig og brav ung Pige; det var hendes første rigtige Kjærlighedseventyr, og det var det allerførste Kjærlighedsbrev, hun havde faaet. Hun havde taget imod det uden videre, hun tog det frem i Smug paa Trappen op til Systuen, saae at det var Vers, og fandt at det var Vers, hvis Ord faldt som klingende Blomsterregn over hendes Sind og virkelig forvandlede den mørke, daarligt fejede Trappe til et Palads med gyldne Hvælvinger, hvor Luften tonede af Velklang. Det kostelige Tryllebrev havde saa den hele Dag 284 ligget i hendes Lomme, og nu og da havde hun i Smug listet sig til at tage det frem og kaste et Blik deri, eller kvæge sig blot ved at se Papiret, ja, en Gang havde hun listet det op paa Bordet, som de sad og syede ved, og der imellem Stumper og Lapper og Traade og Støv havde det ligget bøjet saaledes sammen, at det, hun syntes var det allersmukkeste Vers, havde straalet hende imøde, og det havde været for hende, som laa der en herlig Juvel og udsendte sine Straaler paa en snavset Jordbunke.

✂ Hele Dagen, forjaget, anstrængt, omgivet af Vrøvl og Støv, medens Saxene klirrede, og kjedsommelige Stemmer mumlede og hviskede, havde hun følt sig som Kongesønnens Brud, priset som den, der gjorde ham lykkelig, og som saa ogsaa førtes ind til al hans Herlighed. Hun syntes, at hun voxede i sine egne Tanker den Dag, som hun aldrig; havde gjort det før; alle de Andre i Systuen skulde blot vide, hvad der kunde passere i Livet, det var ganske som i Æventyrkomedierne. Ja, hun havde nok altid syntes, at »den Skæve« saae ganske anderledes ud end alle andre Mennesker. Det var stygt, afskyeligt af hende, at kalde ham »den Skæve«, skjøndt hun aldrig havde gjort det højt. Han var Digter! Ak ja, Digter! Det var jo Noget, som Alle vidste, at det var det Smukkeste, man kunde blive til i Verden.

✂ Da de saa mødtes igjen om Eftermiddagen, var der over hende et Udtryk af taknemmelig Ærbødighed, som sagde langt mere end de Ord, hvormed hun takkede for Versene. Der var ikke nogen Tvivl om, at hun virkelig ansaae ham for den bedste Kongesøn og følte sig inderlig taknemmelig over at være løftet paa Saddelknappen, saa taknemmelig, at hun efterat de vare vandrede mange Gange frem og tilbage paa det fareløse Strøg, den sidste Gang, da hun skulde og maatte hjem, glemte Grænsen mellem det Usynlige og det Synlige, og lod ham følge sig lige til sin Dør, ja indenfor denne, og lod sig kysse en, to, tre Gange, uden den mindste Modstand.

✂ Digteren var med alle sine vanskelige Sider en ganske hæderlig Fyr; virkelig forelsket i den kjønne unge Askepot var han ogsaa bleven, og der gik derfor ikke mange Dage, saa vare de virkelig forlovede og offentlig forlovede, for de 285 faa Venner og Bekjendte han havde. Askepot havde ingen hverken onde eller gode Søstre, ingen Brødre, og med Undtagelse af Moderen slet ingen Slægt i Byen, - i Hobro, roste man sig af, efter Sigende at skulle have rig Familie, af Bagerstand, som Ingen imidlertid vidste Noget om. - Moderen var en skikkelig, svagelig, gammel Kone, Enke efter en lille Haandværksmester. Hun var glad og stolt over det fine Parti, hendes Datter havde gjort ved at faa en studeret Mand. Og Datteren? Ja, efter Digtet om Kongesønnen fulgte andre, og aldrig havde han havt en saadan Læserinde, aldrig.

✂ Men aldrig havde heller det underlige Noget inde i ham beredet ham saa smukke Overraskelser som i denne Tid.

✂ Det var den simple Romans første Del. I anden Del bleve de gifte paa Timelærerstillingen og Digterudsigterne i Forening. Hun var ikke blot tilfreds, men lykkelig. Hun var ikke dannet, naturligvis, men i Besiddelse af den naturlige Forstand, der supplerer Dannelsens Mangler, og som føler Trang til Dannelse. Hun inddrak med virkelig Glæde det højere Aandsliv, som udgik fra hendes Mand, beundrede ham fuldstændigt og betragtede sig som i en aldeles tilstrækkelig Grad løftet paa Saddelknappen. Han derimod var begyndt at blive en noget gnaven Kongesøn, hvis Rige stadig tøvede med at tilfalde ham, og som var meget mere modfalden herover, end Kongesønner bør være.

✂ Sagen var, at han havde Poesi i sig, men om han derfor vilde vinde et Rige som Digter, var et andet Spørgsmaal. Selv bidrog han til at gjøre det mere og mere tvivlsomt, thi han vilde ikke nøjes med en enkelt Provins, som han kunde styre og regere, men vilde have et umaadeligt Rige. Som Digter vilde han ikke blot være noget Stort og Storartet, men ogsaa en Høvding, der ledede i hele Aandens Verden. Det var slet ikke nogen Spøg, naar han talte om sig som Kongesøn, men til de Opgaver, han stillede sig, passede hans Evner ikke. Havde han en poetisk Tanke, saa stillede han den kunstig op, saa den blev helt uforstaaelig og tilsidst borte for ham selv med. Og han søgte altid efter store Tanker, de vilde ikke komme af sig selv, saa jog han sig selv, ja hidsede sig efter dem.

✂ Kort efter sit Bryllup havde han, fyldt af den milde og 286 lykkelige Stemning, som hvilede over hans nye og friske Hjem, skrevet en lille Cyklus beskedne, lyriske Digte, hvori ogsaa de Digte vare indflettede, han havde skrevet til sin Kone. Den lille Samling offentliggjordes i en Kalender og blev bemærket i et Par Bladanmeldelser, urimelig koldt fandt hans Kone, som var umaadelig stolt over at se sit Eget, sin egen Lykke overgivet til Udødelighed. Digteren selv var dog ganske tilfreds med denne Attest, men heller ikke mere, alene af den Grund, at han slet ikke vilde være blid, stemningsfuld Lyriker, det, man fandt, at hans Talent bar hen til. Hvad han aspirerede til, var det Tordnende, det Revolutionære, det Jordskjælvagtige, det, som skuede ud over Tider og Slægter. Men dog var naturligvis den venlige Anerkjendelse af hans smaa Idyller en Solstraale. Men efter den kom rigtignok kun graa Skyer. Et Par større Digte med storladne Tendenser, som han havde faaet offentliggjort et andet Sted paa Grund af det Held, han havde haft med sin lille Cyklus, vare faldne aldeles sporløst til Jorden. Ja, den merkantile Udgiver af det Organ, han havde henvendt sig til, havde endog sendt ham nogle yderligere Bidrag tilbage og høflig antydet, at han ikke brød sig om flere.

✂ Graa Skyer var det paa den stakkels Digters Horizont, graa Skyer, som holdt Sol og Varme borte.

✂

TIENDE KAPITEL

✂

✂ Maleren stod i sit gode og rummelige Atelier og arbejdede. Der saa lyst og venligt ud med det gode Lys og de kjønne halvt og helt færdige Arbejder og det hele livlige Apparat, som hører til i et Maleratelier.

✂ Det var ikke faa Stykker, han havde under Arbejde; han havde godt at bestille. Hans broderlige Misundere i Kunsten indrømmede, at han havde stort Talent til at karakterisere træffende, men trøstede sig med, at han manglede Poesi, Ynde og Finhed, og det var Egenskaber, man ikke kunde lære sig til.

✂ Nu var det imidlertid arriveret, at han havde taget fat paa et stort Stykke, som i en mærkværdig Grad syntes netop 287 at skulle have disse Egenskaber. Det var uden Sammenligning det betydeligste Arbejde, han havde udført; lykkedes det, som det tegnede til, havde han leveret et Hovedslag som Kunstner og vundet Slaget.

✂ Det forestillede en Jagtscene efter endt Jagt. I en Udkant af den høstlige Skov holdt en Gruppe Damer og Riddere; Hovedfiguren, en Dame, en ung Fyrstinde eller noget Lignende, holdt lidt for sig, seende drømmende bort over det Hele, over imod fjerne Bjerge.

✂ Hans Venner og Bekjendte valfartede jævnlig op for at se paa det interessante Billede. Det generede ham, og det spildte ham en Del Tid, det satte ham tidt i daarligt Humør, thi de syntes Alle enige om at fordele det saaledes, at de beholdt Rosen for sig selv og kun lod ham faa de kritiske Indvendinger. Men der var nu ikke Noget at gjøre ved den Ting. Lukke sin Dør for Folk, det kunde han ikke.

✂ En af dem, der kom hyppigst, var Digteren. Han var ogsaa ubetinget den Ivrigste til altid at bringe i Erindring, hvormeget Stykket vilde komme til at mangle i virkelig at blive fuldkomment. Han var ikke langt fra at lave en hel æstetisk Theori for yderligere at dokumentere dette.

✂ Medens Maleren den Dag stod og malede, sad han ogsaa bag ved ham imellem et Par af Malerens Kunstbrødre og udviklede for dem, at det tegnede til, naar Alt kom til Alt, at blive et Misgreb. Maleren havde der vovet sig ind paa et Omraade, hvor kun Ordets Kunst kunde løse Opgaven, og en saadan Anmasselse af Malerkunst ligeoverfor Digtekunstens hellige Enemærker maatte og vilde straffe sig selv. De to Kunstbrødre vare maaske ikke ganske enige med ham i Grundbetragtningen af Malerkunstens Subordinationsforhold, men bifaldt ellers hans Udtalelser om dette bestemte Stykke.

✂ Maleren gjorde sig Umage for at høre saa lidt af det som muligt, men det kunde dog ikke lykkes ham at forblive helt døv for det. Han havde ikke Mod til at svare igjen, thi han vidste af Erfaring, at naar han vovede sig ind i en saadan Diskussion, førte det kun til, at Alle vendte sig imod ham og under Anførsel af Digteren overvandt ham, nedsablede ham fuldstændigt og uden Pardon, demolerede hver Smule 288 fremragende Dygtighed hos ham og sluttelig frakjendte ham det svageste Glimt af menneskelig Intelligens.

✂ Derfor malede han roligt videre, kradsende sig blot nu og da i Hovedet, men om det var en opmuntrende Gestus, han tog sig under sit Arbejde, for at faa den rette Tone i Himlen, eller om den antydede svage Protester imod de Yttringer, der faldt, det var ikke godt at sige.

✂ Digteren, der var lysten efter at faa Kløer i sit Offer, vilde gjerne opfatte det som det sidste og sagde: »Naa, Du ryster saadan paa Hovedet. Hvad mener Du egentlig?«

✂ »Om hvad?« spurgte den Ulykkelige.

✂ »Om Kunsten naturligvis, om Din Kunst, thi Du er jo Maler eller vil i al Fald gjerne være det, og om Berettigelsen af Kritikens Krav ligeoverfor Din Kunst.«

✂ Maleren gjorde nogle hjælpeløse Sving i Luften med sin Pensel, tog sig atter en dygtig Kradsning og sagde modfalden: »Ja, det er nu ikke saadan godt at forklare. Men det er nu vist: at vide, hvordan det skal være, og saa at kunne gjøre det, det er Kunst. Og at vide lidt om, hvordan det skulde være, og ikke kunne gjøre det, det er Kritik. Og naar man slet ikke ved, hvordan det skal være, og heller ikke kan gjøre det, saa er det Publikum.«

✂ Digteren saae paa ham med et saa irriterende Smil, da han var færdig med sin Udvikling, at han ikke kunde lade være som en fjendtlig Demonstration at tilføje: »Men forresten kan jeg bedre lide Publikum end Kritiken.«

✂ »Ja, det troer jeg nok,« sagde Digteren med bitter Haan. »Hvor skulde Du ellers blive af med Dine .... Varer. Hvor skulde Du ellers tjene alle de Penge, som har saa Meget for Dig at sige. Men jeg siger forresten ikke Noget til det; Du og Publikum passe godt sammen, maaske særlig efter Din Definition.«

✂ Da Maleren ikke ret vidste, hvad en Definition var, taug han stille. Men han var dybt krænket over det, han havde forstaaet af Digterens Ord, og tænkte, at han dog nødig skulde have sagt noget Ondt netop om hans Penge. Men han lod det blive ved Tankerne og malede ivrig fort; for at trøste sig tog han lidt fat paa den skjønne Kvindeskikkelse, som var Hovedfiguren.

289

✂ Flemming kom ind; han var altid meget velkommen hos Maleren, han var omtrent den Eneste, der ydede ham Anerkjendelse. Maleren følte, at han gjorde dette som den, der ikke føler noget Nag ved at anerkjende Andre, men kan gjøre det villigt og med rund Haand, og tillige vidste Maleren, at han forstod sig paa Kunst og havde en fin Smag. Hans Roes kom derfor altid paa en behagelig Maade og var kjærkommen i enhver Henseende.

✂ Digteren skævede til Flemming. Han havde Noget imod ham ganske i Almindelighed, fordi han hørte til de fine og rige Klasser, som Digteren ikke syntes om, og særlig fordi han et Par Gange ikke havde kjendt ham paa Gaden. Kunstbrødrene syntes heller ikke om denne Forøgelse af Selskabet med »en fin Mand«. Og da Digteren nu tog Afsked, gik de med, for Resten ogsaa i det Haab paa Trappen at kunne faa at høre en ordentlig Flaaning og Hudfletning af deres Ven og Kunstfælle derinde.

✂ Flemming kom ikke saa sjelden til Maleren. Han holdt nok af at sidde i det venlige Rum, som nu, da det gik Maleren godt, var helt kjønt dekoreret, sidde der og se ørkesløst paa gode Billeder og deres Tilblivelse. Han havde nu ikke været der i nogen Tid og var nysgjerrig efter at se, hvorledes det gik med det nye Billede.

✂ Da han traadte hen til det, studsede han øjensynlig; Maleren skævede til ham og saae noget betuttet ud.

✂ »Det ligner Frøken Helene meget,« sagde Flemming.

✂ »Saa? Virkelig? Synes De det?« sagde Maleren noget hakkende.

✂ Flemming nikkede.

✂ Maleren traadte ogsaa hen til Billedet og saae tilsyneladende meget opmærksom paa det.

✂ »Ja, det kan saamænd være, De har Ret, den Slags Ting kan komme ind i et Maleri, uden at man selv rigtig ved af det. Det ligger saadan i Penslen, og saa staaer det der, og man ved ikke af det, før man ser det.«

✂ »Det er ellers et udmærket Arbejde,« sagde Flemming langsomt uden direkte at svare paa Malerens sidste Yttringer, »der er Stemning.«

✂ Maleren tog sig en lille Kradsning i Hovedet.

290

✂ »Hvad Pris vil De omtrent ansætte det til?« Maleren nævnede med Aandsnærværelse den Sum, der var hans gyldne Drøm at faa for det. »Jeg kjøber det,« sagde Flemming.

✂ Da det gjaldt at sætte sig i Besiddelse af Billedet, havde han ikke blot ikke behøvet at betænke sig et Øjeblik, men han var hele Dagen i en glad og oplivet Stemning over, at han havde sikkret sig det. Det var lettere for ham at klare sit Forhold til Billedet end til Virkeligheden.

✂ Han huskede dog, at det den Aften var Helenes Theateraften. Han gik derhen og satte sig paa en saa skjult Plads som mulig i Parkettet for at betragte hende. Hvilket Stykke der blev opført, vilde han ikke kunne have sagt, da han gik derfra, men han havde tilbragt en tiltalende Aften, vævende hendes Billed, som hun sad der i Logen, sammen med det æstetiske Indtryk, han havde faaet ved af se hende i Malerens Komposition i det skjønne, gyldne Landskab.

✂ Helene havde fra sin Plads godt set ham. Skjøndt han hele Tiden troede sig uset, havde hun ikke blot bemærket ham, men ogsaa studeret Udtrykket i hans Ansigt og grundet over Gaaderne i ham, den underlige Magt, der førte ham til saaledes at holde sig paa Afstand ligeoverfor hende. Havde Nogen spurgt hende om Stykket, der var bleven spillet, vilde hun maaske ligesaalidt som han have kunnet give noget Svar.

✂

✂ Man holdt ikke Tjener i Kammerherreindens Hus; den gamle Portner fungerede som Damernes Følgesvend, naar de vare ude. Han havde ogsaa hentet Helene fra Theatret den Aften. Da de kom hjem, lod hun ham gaae ned i sin Kjælder og løb alene op ad Trappen; der var endnu fuld Belysning. Saa optaget var hun af sine Tanker, at hun ikke mærkede, at der fra Etagen ovenover kom en Herre ned, samtidig med at hun steg op ad Trappen. Hun saae ham ikke, før hun stod paa Afsatsen foran sin Moders Dør. Der stod han ligeoverfor hende. Det var Schwerin. I Etagen ovenover boede en af de fremmede Missionschefer, en Ungkarl, hvis 291 Selskaber havde Ord for at være meget flotte, hvad Vinene angik. Schwerin saae ogsaa noget ophidset ud, da han paa engang stod for hende, hun fik en vis Følelse af Beklemthed ved at møde ham der og vilde, bøjende sit Hoved til Svar paa hans Hilsen, ile forbi ham. Uden egentlig at spærre Vejen traadte han imidlertid et Skridt for. Hun blev staaende. I samme Øjeblik greb han med den ene Haand om hendes blottede Arm, og atter i samme Øjeblik drog hans anden Haand hendes anden Arm frem under Kaaben; hun kastede sig tilbage, udstødte et uartikuleret Raab, han ligesom kom til sig selv, slap hendes Arm, hilste, stadig uden at sige et Ord; og inden hun med sin rystende Haand havde faaet fat i Klokkestrængen, hørte hun Porten slaa i efter ham. Hele Scenen havde kun varet i Sekunder; den havde i al sin Bevægethed været lydløs som en Drøm, havde hun ikke om sine Arme endnu mærket Trykket af hans Hænder og kunnet se Sporene deraf, havde hun kunnet fristes til at tro, at det heller ikke havde været Virkelighed.

✂ Hun var i stærkt Oprør, følende sig harmfuld, ydmyget og syg i sit Sind af forskjellige modstridende Stemninger. Sin Moder fortalte hun, at hun havde faaet Ondt af Varmen i Theatret, og at hun strax vilde gaa til Ro, hvilket den gamle Dame fandt var meget fornuftigt.

✂ Helene var ogsaa den næste Dag baade pinlig berørt og ydmyget af Scenen. Hun forstod slet ikke Schwerins Adfærd; han havde nok vist hende en vis Hyldest, men altid baade paa en meget tilbageholdende Vis og paa en Maade, der vidnede om en vis ridderlig Respekt. Og nu? Hun forstod det ikke, slet ikke, saa meget hun end grundede derover i den stille Formiddag, medens hun og Moderen sad hver ved sin Side af Bordet, hver med sit stille Arbejde, som det var ganske ligegyldigt, om nogensinde blev færdigt.

✂ »Grev Schwerin!« meldte den nette, lille Stuepige, som ogsaa kaldtes Kammerjomfru af den gamle Dame, i Erindring om svunden Glans.

✂ Helene følte, at hun blev kold, men hun blev paa en vis Maade glad, nu kunde hun dog faa Klarhed.

✂ Schwerin traadte ind. Der var noget vist afmaalt i hans Væsen, som var ham fremmed ved slige Lejligheder, ja han 292 syntes næsten at gjøre sig Umage for at optræde saa formelt som mulig. Han var klædt som til en meget ceremoniel Visit og beholdt hele Tiden sin Hat i Haanden. Endnu havde han ikke set paa Helene, men kun bukket for begge Damerne under Et. Den gamle Kammerherreinde saae lidt forbavset paa ham, hun mærkede, der var en vis Forandring; men det var hende ikke klart, hvad det var.

✂ Schwerin bukkede atter let for hende og sagde: »Med Deres Naades Tilladelse har jeg den Ære at anholde om Deres Datters Haand.«

✂ Nu saae han paa Helene.

✂ Helene følte Blodet suse for Ørene i en vild Strøm i den Stilhed, der indtraadte, og Gulvet gyngede under hende.

✂ Den gamle Kammerherreinde saae forvildet fra den Ene til den Anden. Den Eneste, der sad aldeles rolig og ubevæget var Schwerin, han saae ud, som om han aldeles ikke havde sagt Noget.

✂ »Jeg forstaar ikke ret,« sagde den gamle Kammerherreinde. »Har De! .... Har Helene! .... Har min Datter?«

✂ »Jeg har aldrig talt til Frøkenen om denne Sag før i dette Øjeblik,« sagde Schwerin rolig og tydelig.

✂ Helene følte, at hun havde Forpligtelse til at tale, men det var hende næsten lige saa vanskeligt, som det kan være i Drømme at faa det befriende Ord løsnet fra den bundne Tunge.

✂ »Jeg takker meget for Deres Tilbud, meget for den Tillid og den Ære, De viser mig; men jeg føler ikke det for Dem, Hr. Greve, som en Kvinde bør føle for sin Husbond.«

✂ Schwerin bukkede paa en egen Maade, som om han vilde sige: »D e t, Frøken, er ganske ligegyldigt.« Men han sagde roligt som før: »De mener, Frøken, at jeg ikke maa gjøre mig Haab om at se mit Ønske opfyldt.«

✂ Helene nikkede.

✂ Han rejste sig op.

✂ »Men jeg takker Dem, jeg ....« begyndte Helene.

✂ Han afbrød hende med en Haandbevægelse. »Tal ikke derom.« Efter et Øjeblik tilføjede han: »Jeg beder Dem kun tro, Frøken, at det ikke er mit Møde med Dem igaar Aftes, som har været Grunden til mit Besøg her idag.«

293

✂ Han tog hendes Haand og gik, rolig og ganske ubevæget, som han var kommen.

✂ »Men, Du gode Gud,« sagde Kammerherreinden, som nu først, da han var ude af Stuen, begyndte at komme til sig selv. »Hvad er dog alt dette. Det var dog det underligste Indfald!«

✂ «Ja, det var et underligt Indfald, jeg forstaar det ikke,« sagde Helene.

✂ »Naa, I har virkelig aldrig talt om, om den Slags Ting?«

✂ »Aldrig.«

✂ »Det var forresten et udmærket Parti; han skal være saa: rig; og han bliver nok til Noget, til Meget maaske,«

✂ »Maaske.«

✂ »Men saa skulde Du jo rigtignok have været bort; de siger jo, han skal forflyttes. Og hvordan mon det saa egentlig var gaaet Dig?«

✂ »Det er ikke godt at vide, Moder. Men det kunde nu i al Fald ikke blive anderledes, end det blev.«

✂ »Nej, det kunde det jo ikke.«

✂ Den Skumring var der meget at tænke paa i det stille Hus. Kammerherreinden sad nærmest ved Ilden. Man saae, at hun ualmindelig hyppig lod sine Hænder, der laa i Skjødet, skifte Plads, den højre ovenpaa den venstre, saa den venstre ovenpaa den højre, saa atter den højre øverst. Ellers kunde de magre hvide Hænder timevis faa Lov til at beholde den Plads, de engang havde faaet.

✂ Helt inde i Mørket sad Helene. Hun sad rolig som sædvanlig, og naar hendes Moder som sædvanlig gjorde sit Spørgsmaal: »Helene! Er Du der?« svarede hun paa vanlig Vis: »Ja, Moder.«

✂ Men der gik ualmindelig urolig Sø i de ubestemte Tanker og Drømmerier, hun var ude paa.

✂ Nu var der endelig sket Noget, men hvad var det blevet til? Det var en stor Udsigt for hende, Schwerins Tilbud havde aabnet. Var det ikke et saadant Liv, hun havde ønsket sig, vilde det ikke aabne Adgang til oplivende Virksomhed, til Indgriben i Livet efter en Maalestok, der var i Sandhed stor. Det Sidste: Jo, ganske sikkert jo. Men det Første, om det var det, hun egentlig havde ønsket: Det var mere usikkert. Det 294 gik op for hende, at hendes Higen imod Livet havde været meget uklar. Hun havde formeget ladet sig nøje med almindelige Forestillinger. Nu klarede sig imidlertid det, at vilde hun følge sin sande Naturs Instinkt, saa var det Noget mere Stille og Inderligt, der maatte tilfredsstille hende. Og hun havde altid hidtil midt i al Splidagtighed søgt at tilfredsstille sin sande Naturs Fordringer, hun havde ogsaa gjort det nu. Og havde det været vanskeligt? Nej, ingenlunde; det havde Kvinden i hende sørget for. Hun havde ikke før saa tydelig følt, hvormeget hun endnu holdt af ham, den Anden. Og det var egentlig det, hun skyldte, at hun intet Øjeblik havde vaklet i Afgjøreisen, det der havde gjort, at hun saa usvigeligt var vedbleven at være sig selv tro.

✂ Men derfor rejste sig alligevel nu ogsaa, da dette Ansigt var dukket op af de mere end halvt ubevidste Forestillingers hemmelighedsfulde Skjød, ikke blot Sammenligninger mellem de to Mænd, men ogsaa, og med langt mere Uro og Tvivlen end før, Spørgsmaalene: »Hvad bliver der af ham, hvorledes handler han egentlig imod mig?« Og det følte hun, at hvad der var sket idag vilde i al Fald have den Følge, at det vilde gjøre hende klarere og stærkere ligoverfor Flemming, end hun ellers var bleven.

✂

ELLEVTE KAPITEL

✂ Maleren var en velset Gjæst i Digterens beskedne Hjem. Digteren selv havde, skjøndt han ikke behandlede ham meget hensynsfuldt, virkelig Noget personlig tilovers for ham; det var en Tilhænger, som troede fast paa ham, og over hvem han kunde lade sit vrede Lune gaa ud. Saa var han ham tillige temmelig uundværlig af en hel anden Grund. Maleren var en ypperlig Økonom, der forstod sig ganske fortræffelig paa Penge og Penges Værd, men han havde dog ved forskjellige Lejligheder vist sig villig til at anvende ikke saa ubetydelige Summer til at stoppe Huller med i Digterens Budget, skjøndt det var en alt andet end forretningsmæssig Anvendelse af Penge. Digteren anmodede aldrig om Laan, de maatte tilbydes ham som en Tjeneste, der blev gjort Verden i det Hele og 295 særlig Laangiveren selv, og som kun kunde bringes i Stand ved Digterens godhedsfulde Mellemkomst. Det var Noget, som Maleren ikke rigtig kunde komme ud af, naar han skulde give Affairen denne Vending, men det besørgede Digteren ogsaa gjerne selv.

✂ Den unge Kone havde ingen Anelse om dette Bankierforhold, hun holdt paa ganske uinteresseret Maade meget af Maleren. Hun følte nok, som naturligt var, at han stod langt under hendes Mand, men hun befandt sig hyggelig og vel i hans Selskab, og det var sikkert, at han malede kjønne Billeder, som det intet Under var, at fine og rige Folk satte Pris paa, skjøndt de jo, som hun saa tidt havde hørt af sin Mand, i det Hele vare forskrækkelige Idioter, som slet ikke forstod, hvad der var Stort og Smukt i Literaturen. Men der hørte vel heller ikke saa meget til at forstaa sig paa Malerier. Over hendes eget Sybord hang der et kjønt lille Landskab, som Maleren havde givet hende i Brudegave. Det blev hun i helt godt Humør over, naar hun saae derpaa. Det var ligesom, naar man talte med ham selv; man blev i godt Humør over ham, skjøndt han ikke var nær saa dannet og forstandig som hendes Mand.

✂ For Børnene endelig var Maleren til stor Fornøjelse. Faderen forstod ikke at lege med dem; han kunde, naar han vilde tage sig af dem, sætte sig hen og fortælle dem nogle Historier, som de ikke forstod et Muk af, og som han selv fandt Behag i at tænke sig som Prøver paa en ny Eventyrstil, Fremtiden® Eventyrstil; i Reglen foredrog han dem paa en højtidelig og pretentiøs Maade, der gjorde det Hele endnu kjedsommeligere for Børnene. Maleren kunde derimod ligge paa Gulvet, brøle i Papirstutter, spille paa Redekam, kaste Boldt med dem og gjøre den Slags mere tiltalende Kunststykker.

✂ Naar Maleren kom til Digterens Dør, ringede han ikke paa Klokken, men bankede paa med bekjendt Haand.

✂ Sagen var den, at i Huset var man ikke altid saadan fattet paa at lukke op i en Snup, naar det ikke kunde antages at være for en Amagerkone. Naar han bankede paa, saa lukkede derimod den unge Kone, som rent ud sagt gjorde en hel Del Pigegjerning, op med et fornøjet Smil, selv om hun 296 havde opsmøgede Ærmer og i Smug maatte aftørre sine Hænder, ikke vidende dem ganske brødefri for lidt Sæbevand. Det Sidste var det Værste; med Armene gjorde det ikke saa nøje. Maleren generede sig ikke for at rose dem og med sit poliske Smil sige, at han aldrig vilde have en Kone, der ikke havde kjønne Arme, men den Slags Koner var det vanskeligt at faa.

✂ Saa bankede da Maleren ogsaa den Dag paa, og den unge Kone lukkede op. Men hun havde ikke opsmøgede Ærmer og saae i det Hele taget ikke saaledes ud, at man kunde spøge med hende.

✂ »Er der Noget i Vejen?« spurgte Maleren.

✂ Hun rystede paa Hovedet.»Han er i saadan daarligt Humør.«

✂ »Hm!« sagde Maleren betænkeligt; det vidste han, at der ikke var Noget at gjøre ved.

✂ »Sig mig,« sagde hun sagte og fortroligt, »De har tegnet Noget for ham for nylig, der er vel ikke Noget i det, som kunde sætte ham i daarligt Humør - uden at De mente Noget med det, naturligvis?«

✂ »Nej, det forsikkrer jeg Dem for,« sagde Maleren, »det er umuligt. Den Tegning, han fik hos mig for et Par Dage siden, kan hverken gjøre fra eller til.«

✂ Og dog .... men det vidste jo Maleren ikke. Sagen var den: Under et Besøg hos Maleren havde Digteren i en af sine docerende Samtaler nævnt Dante's Navn, men havde saa taget sig i det og overlegent sagt til Maleren: »Ja, Du ved vel ikke, hvem Dante er?«

✂ Maleren, der unægtelig ikke havde nogen klar Forestilling i saa Henseende, havde foreslaaet, at det var en italiensk Biskop. Derpaa var han først paa det Ynkeligste bleven heglet igjennem for sin Uvidenhed, men saa havde Digteren atter nogenlunde taget ham til Naade igjen, og antydende, at Dante var for adskillige Aarhundreder siden noget Lignende, som det han nu paatænkte at ville være, havde han lovet at tage Noget, af ham med næste Gang og læse det op for ham. Dette Løfte havde han holdt. Maleren havde fundet, i sit stille Sind, at det var lidt kjedeligt, men, at der dog var Noget i det, og det Noget havde han halvt i Tanker givet sig til at tegne ud med en Blyant, som han altid trængte til at gjøre, naar der var Noget, som rørte sig i ham.

297

✂ Det var Scenen i »Helvedes« Begyndelse, hvor paa »den onde Strand« under »den blege Himmel« Karon driver de skælvende Sjæle ombord.

✂ Digteren havde set det og var bleven forbauset; thi denne »Bonde«, som han i sit stille Sind kaldte ham, havde virkelig leveret Noget, som var i kunstnerisk Forstaaelse med Digterværket. Han havde taget Tegningen med sig hjem og havde siddet og set en hel Del paa den; men den havde sat ham i meget ondt Lune. I den aandelige Frodighed, som havde præget den, var der, følte han i sit stille Sind, netop Noget af det, han selv manglede, og hvis Savn gjorde ham bitter.

✂ Derfor var det, at han, som hans Kone sagde, var i saa daarligt Humør, og det gik ud baade over hende og Børnene. Det var et trist og pinligt Hjem, og det Allerværste var næsten at tænke, at det kunde have været saa godt.

✂ Maleren gik ind til Digteren, som sad trist ved sit Skrivebord, saa trist, at han end ikke gjorde noget Forsøg paa ligeoverfor ham at tage sig op og lade, som om han havde det, netop som han vilde og skulde have det og ikke en Smule anderledes.

✂ »Det gaar galt,« sagde han forknyt. »Jeg synes stundom, at jeg bliver ringere og ringere. Jeg kan ikke finde Form for mine Tanker, og saa forflygtiges min Stemning saa forunderlig let, naar den engang imellem besøger mig. Jeg har blot denne underlige Trang til at producere; den er ganske ubestemt, uden noget bestemt Maal og dog ikke til at tage fejl af for Nogen, der blot engang har prøvet den, og saa, ja, saa er der saa lidt Kraft paa den, at den er forflygtiget i et Nu. Det kan gaa mig, som det for Exempel gik mig igaar. Jeg havde virkelig Noget paa Sinde, en lys, glad Stemning til et større, alvorligt Hele. Jeg satte mig ned med Papiret foran mig. De første Strofer vilde ikke falde ret; halvt af sig selv begyndte min Pen at ridse et lille Billede, Du ved, jeg er et lille Stykke af en Pennetegner, og medens jeg i fem Minutter kradsede op en lille Skizze, der mindede mig om Sol og Sommer .... saa .... ja saa var hele Stemningen fløjet og jeg gold.«

✂ »Vent Du blot, til Du faar en rigtig god Ide, saa gaar det nok anderledes,« sagde Maleren.

298

✂ Den Anden rystede paa Hovedet. »Nej, det er netop Ulykken. Jeg har en stor Ide, Ideen til det sande Digt, det Højeste, Literaturen har at frembringe - i vor Tid,« tilføjede han med en vis Beskedenhed.

✂ »Hvad er det?« sagde Maleren, baade lidt nysgjerrig og imponeret.

✂ Digteren havde rejst sig op og gik frem og tilbage. »Du forstaar det maaske ikke,« sagde han med Noget af den gamle Nedladenhed, »men jeg skal forsøge at udvikle det for Dig. De uhyre Problemer, som den moderne Videnskab har skabt, maa ogsaa sætte Poesien i Flugt, skabe en ny og højere Retning i denne, i hvilken Tidens Viden samler sig i et højeste Udtryk; det er det, jeg vil føre den ind paa.« »Hvordan det?« dristede Maleren sig til at spørge.

✂ »Ja, hvordan det? I vil nu altid have noget Konkret. Men jeg kan besvare Spørgsmaalet. Jeg vil skildre selve Tilblivelsen, Verdens, Livets første Oprindelse, dets første Fremspiren af Intethedens Nat.«

✂ »Først vil jeg skildre Kaos, det Uoprundne, det tilsyneladende Døde, evigt Mørke og Livløse, den uudsigelige Nat.«

✂ »Og midt i dette et svagt, fosforlysende lille Punkt, den første Celle, det første uendelig svage Gran af organisk Urstof.«

✂ »Livets hellige Aand, Mysteriernes Mysterium har besøgt det og har trukket sig tilbage. Muligheden for Liv er der, men der er ingen Vished. Ødelæggende Muligheder omringe fra alle Sider den uendelig svage Spire, i hvilken Verdens Liv er nedlagt.«

✂ »Og nu « han standsede, hans Øjne funklede, han bevægede Hænderne, som om han formede usynlige Masser.

✂ »Og nu, hvilket Emne! Hvis denne Spire lever, er derved givet Tid og Rum, utalte Millioner af Aar, Uendeligheder af Udstrækninger, hele Menneskeslægten med al dens Lysts og al dens Jammers endeløse Historie. Al Lykke, al Længsel, al Tro og al Lidenskab afhænger af, om denne lille Spire i det uhyre Dødsrige lever eller ikke.«

✂ »Det er de vældige, alvidende Naturaander, som svæve over den, der synge dette udover den.«

✂ »Og saa Spørgsmaalet: Var det bedst, om Verdensspiren 299 levede, eller om den ikke levede, men blev i det uforstyrrelige Intet, saa at den ikke tilblevne Jord i Evighed vedblev at slumre ved den utændte Sols Bryst.«

✂ »Se,« sluttede han stolt, »dette Thema skulde Naturaanderne synge om, og Livet skulde sejre over Døden .... det er, .... ja, det er Stort!« Han tav.

✂ Maleren tav ogsaa. Der var Noget, som havde gjort virkeligt Indtryk paa ham. Saa sagde han ligesom til sig selv:

✂ »Karton .... og med Kul .... men umuligt .... rent umuligt.«

✂ »For Dig maaske,« sagde Digteren, der var bleven sig selv, affærdigende.

✂ »Naa, ja ja, Fanden heller,« sagde Maleren, »det var Noget, der saadan slap mig ud af Munden. Men kjønt udtænkt er det, det er vist, og stort; der er Fart i det.«

✂ Digteren nikkede ret vel tilfreds. »Ja, Tanken er der, men det er Udførelsen, det kommer an paa. Og det er Ulykken, under al det daglige Slid og Slæb savner jeg Kræfter dertil. Jeg trænger til nye Indtryk.«

✂ Det gav uvilkaarligt et Sæt i Maleren: men han holdt Stand, ikke blot fordi han opdagede den lille Digterkone staaende bagved sig i Døren, men ogsaa fordi han var i en saa glad Stemning, maaske forresten kun paa Grund af sin heldige Forretning med Maleriet, at han trængte til at gjøre Noget i Retning af at fornøje Andre.

✂ »Det Meste af Digtet er færdigt, men Slutningen vil ikke falde for mig. Udsigten over Tiderne, den kan jeg ikke skrive her,« og han viste paa sit lille Værelse, »den maa jeg skrive et Sted, hvor man føler Menneskeslægtens Hjerte banke.«

✂ »Hvor har Du tænkt Dig det?« spurgte Maleren med en vis klog Forsigtighed.

✂ »I en Stad som London. Jeg vilde gaa i British Museum imellem Stenene og Støtterne fra de assyriske Paladser, saa vilde jeg ogsaa staa paa London-Bridge paa det Sted, hvor Ny-Zelænderen, naar Broen er bristet, skal staa og se over imod Pauls Kirkens Ruiner.«

✂ »Og hvor længe havde Du tænkt Dig at blive borte?« 300 »En Maanedstid højst. Bogen skal ud lige til Jul; ikke før; ikke siden. Slaget er vundet med det Samme.«

✂ »Ja det Par hundrede Daler, der skulde dertil, kunde Du da endelig nok faa hos mig.«

✂ »Kjære Ven,« sagde Digteren, tilsyneladende overrasket over denne Vending og noget rørt, men med megen Værdighed: »det Tilbud, Du der gjør .... troer jeg, at jeg er forpligtet til at modtage, for mit Arbejdes Skyld.«

✂ Maleren knurrede samstemmende.

✂ »Jeg forstaaer Dig,« sagde Digteren venligt nedladende, »Du føler, at der er en vis indre Solidaritet imellem Vaabenfæller i Ideens Tjeneste, selv om de ikke høre til det samme Korps, thi,« føjede han til, idet han kastede med Hovedet, »gyldne Rustninger og Vaaben gives kun til Livvagten, »de Udødelige«.«

✂ Stolt af sin gyldne Rustning og glad over sine Par hundrede Daler, gik han hen til sin Kone, trykkede et Kys paa hendes Pande og sagde:

✂ »Nu bliver det nok godt.«

✂ Konen var meget rørt. Hun gik hen til Maleren, tog hans Haand i begge sine, trykkede den og sagde et ganske naturligt »Tak! Tak! Jeg er Dem meget taknemmelig.«

✂ Det glædede Maleren.

✂ »Jeg troer virkelig jeg har en rigtig god Flaske Rhinskvin liggende,« sagde Digteren, »den vil jeg saamænd spendere i Aften,« og han rejste sig for at hente den.

✂ »Det er af dem, De sendte mig, da jeg fik den sidste Lille,« hviskede Konen til Maleren, som en Slags Undskyldning for, at de drak fin Rhinskvin, naar de laante Penge.

✂ »Vi skal drikke paa Bogens Velgaaende,« sagde Maleren, da den gode Flaske var kommen.

✂ »Og paa Deres,« sagde den glade, lille Kone.

✂ »Naa ja, ogsaa paa Dit, det har min Kone Ret i; og jeg haaber i Sandhed at kunne ønske Dig til Lykke med, at Du har bidraget til at fremme et Værk af Betydning.«

✂ De klinkede; det ældste af Børnene, der var saa stor, at han var indviet i Hurraraabenes Kunst, istemte et skingrende Hurraraab; hans Søskende skreg med i al Almindelighed og dunkede løs paa, hvad der var dem nærmest, for at give 301 deres glade Følelser yderligere Udtryk. Den kjønne Kones klare Øjne og friske Kinder, ja selv de store Ørenringe, straalede i Henrykkelse.

✂

TOLVTE KAPITEL

✂ Harald Holst havde med endel Flid og Interesse fordybet sig i de forskjellige Statsanliggender og befandt sig paa sin Vis særdeles vel ved at være en af Landets Regenter. Han hørte ikke til noget bestemt Parti, men vilde være en Folkets Mand i Ordets bedste Betydning, en Mand, der udrettede noget for Alle Godt og Heldbringende og gav sit, maaske ikke saa aldeles ringe Bidrag til Udviklingen. Disse Tanker og Forestillinger sysselsatte ham paa en behagelig Maade og bredte en tiltalende Glans over hans Arbejder, der ganske vist i Sessionens Begyndelse hverken vare synderlig mange eller egentlig interessante.

✂ Han syntes ogsaa godt om sine Medregerende. Vant som han var til at høre dem gjensidig skildrede som Prøver paa alle slette Egenskaber, var det ham en ganske tiltalende Overraskelse at finde, at begge Parter bestod af Folk, der i det Hele ikke var en Smule anderledes og hverken værre eller bedre, end Folk er flest.

✂ Hvad der derimod kastede en Skygge over hans politiske Virksomhed, var Forholdet til den Sag, som han var stillet i et ganske særligt Forhold til, Jernbanesagen; med den vilde det ikke rigtig gaa.

✂ Han havde strax i de første Dage, da Rigsdagen begyndte sin Samling, talt om den til forskjellige Medlemmer, til nogle Ministre, som han havde ilet med at lade sig forestille for, og hvem Sagen var ganske uvedkommende, til den Minister, der havde med den Slags Sager at gjøre, til et Par Redaktører og forskjellige andre Mennesker og mente derved at have udfoldet en meget energisk Virksomhed, der absolut maatte sætte sig Spor.

✂ Det havde imidlertid forbauset ham Noget, at den interessante Meddelelse, han havde at gjøre, at en Egn ønskede en Jernbane, interesserede Folk saa grumme lidt. Om det 302 end maatte indrømmes, at de uvedkommende Ministre havde hørt paa Sagen med en vis Velvillie, kunde det ikke nægtes, at den vedkommende havde vist en Kulde, som Harald Holst fandt røbede en utilladelig Ligegyldighed for Udviklingen af Landets Kommunikationsmidler. Om Sommeren havde en Deputation fra Egnen været hos Ministeren paa Jernbaneanlægets Vegne. Den var bleven vel modtaget og havde faaet to opmuntrende Løfter, nemlig, at dens Andragende skulde blive taget under Overvejelse, og at man skulde gjøre for det, hvad man kunde. Nu gjaldt det blot at fortsætte; men dette var som sagt ikke saa let.

✂ Endvidere havde Mølleren paastaaet med stor Sikkerhed, at hans Venner i Rigsdagen vilde tage sig af Sagen; men naar og hvorledes de vilde gjøre dette, var Noget, de slet ikke syntes villige til at udtale sig om.

✂ Alt dette var slet ikke behageligt. Holst var paa Grund af sin uafhængige Stilling henvist til at stole paa sin Sags Renhed og sine Grundes Godhed. Det var jo ikke saa lidt.

✂ Man havde dengang et Ministerium, som var blevet dannet for at forlige forskjellige aldeles modstridende Anskuelser, som i længere Tid havde holdt hinanden Stangen, uden at Nogen havde vundet nogen Sejr eller Nogen lidt noget Nederlag, saa at Alt blev staaende, som det var. Derover var man bleven utaalmodig og havde i Overensstemmelse med sunde konstitutionelle Grundsætninger dannet et Mæglingsministerium, et Enighedsministerium, ligelig sammensat af de uenige Parter og med den Opgave, at stille Alle tilfreds og Ingen fornærme. Ifølge dets Program blev det maaske staaende hen, hvem der havde Ret. Man var kun enig om, at Ingen nogensinde havde havt Uret.

✂ Der skulde af dette Ministerium forelægges en stor Jernbanelov med en hel Del nye Anlæg; en af de venlige, men uvedkommende Ministre havde i Fortrolighed sagt Harald Holst, at enten maatte han se at faa den Minister, hvem det vedkom, og som skulde forelægge det store Forslag, til at sætte den forønskede Linie ind paa dette, eller han maatte se at faa den indsat under Sagens Behandling i Thinget. Den første Løsning var den heldigste, forudsat at Thingene ingen 303 Vanskeligheder gjorde, den anden var ikke uheldig, forudsat at Ministeren ikke modsatte sig den.

✂ Den store Jernbanelov var stadig under Forberedelse; den var Sessionens Begivenhed. Man havde adskilligt andet politisk og ikke politisk Arbejde paa sin Samvittighed, men det maatte Altsammen vige i Interesse for denne store Historie. Taltes der endnu ikke offentlig om den i Salen, saa taltes der til Gjengjæld desmere om den i Gange, Udvalgsværelser og Vinduesfordybninger. Dens Indhold var og skulde være ubekjendt, en Samling af lutter ubekjendte Ting, lutter Hemmelighed, og dog lod det til at Hemmeligheden var taget fra hinanden i en Mængde Stykker, som hver for sig, naturligvis ogsaa i al Hemmelighed, var i Cirkulation til Drøftelse og Beføling. Om disse Stykkers Hemmelighed hviskede de Indviede dobbelt hemmelighedsfuldt; paa Basis af dem dannede der sig nye Venskaber og nye gjenforsikkrende Alliancer mellem disse Indviede.

✂ De Uindviede gik her, som altid, febrilsk om udenfor det Hele med en Følelse af, at der var Noget paa Færde, som det gjaldt at komme efter. Harald Holm var maaske nok den, som mest aandeløs løb omkring efter Hemmeligheden, men han havde en pinlig Fornemmelse af, at denne bestandig løb fra ham, og at han stod som den uheldige Mand i en Tøffelleg, der aldrig kan gribe den rette Indehaver.

✂ Naar han spurgte en Indviet, fik han et intetsigende Svar; naar han nærmede sig en Kreds, der aabenbart fortroligt drøftede Noget af det store Spørgsmaal, svandt Samtalen ind til Ingenting. Ingen havde derimod nogensinde Noget at spørge ham, den Uafhængige, til Raads om eller noget Ord at hviske ham i Øret.

✂ Næsten daglig fik han Breve fra sin Valgkreds, fra bekjendte og ubekjendte Venner og Vælgere, der vilde forhøre sig om, hvorledes Sagen stod, navnlig var Mølleren naturligvis umaadelig ivrig.

✂ Harald Holst maatte besvare alle disse Breve. Han udtalte sig forsigtig, men ret forhaabningsfuldt. I sine Breve til Mølleren lagde han dog ikke Dølgsmaal paa, at han fandt en vis Kølighed for Sagen hos hans politiske Venner.

304

✂ Stundom fik han anonyme Breve, der paa usminket Vis lod ham vide, at han var en elendig Stymper, der ikke forstod sig paa sin Virksomhed eller som bare erklærede, at man tydelig saae, hvorledes han paa den løgnagtigste, gemeneste og nederdrægtigste Maade havde tillistet sig Kredsens Plads og nu snød sig fra at gjøre sin Skyldighed.

✂ Saa traadte en Morgenstund, da han, noget trist i Hu, sad i sit Værelse, hans Ven Mølleren ind til ham.

✂ Han saae om muligt endnu mere fiffig ud i kjøbenhavnske Omgivelser end ude paa Landet, men der var en Nuance i hans Væsen; han var ikke saa blød og blid som derovre. Tvertimod; han optraadte med en vis Sikkerhed, satte sig strax ned i Sofaen med et henkastet »Med Forlov«, og kaldte Harald Holst for »min gode Holst«.

✂ Mølleren kom naturligvis for at høre lidt rigtig Besked om dette Baneanlæg, som jo laa hele Egnen saa meget paa Sinde, som var, om han saa maatte sige, en Velfærdssag for den, som man havde gjort sig saa store og sikkre Forventninger om at faa i Orden o. s. v., kortsagt, han skildrede det Hele i de største Dimensioner.

✂ Harald Holst sagde til ham noget Lignende, som det han havde tilskrevet ham, men det tilfredsstillede ikke Mølleren, og det sagde denne rent ud.

✂ Det viste sig, at han alt havde været et Par Dage i Byen og benyttet disse til at søge Oplysninger om Sagernes Stilling. Han vidste forbausende god Besked om alle de Spørgsmaal, der vare i Bevægelse ved den store Jernbanelov, bedre Besked, maatte Harald Holst tilstaa sig selv, end det endnu var lykkedes ham at erhverve sig.

✂ Ligeoverfor de forskjellige Forhaabninger, som Harald Holst konstruerede paa disse eller hine Løfter eller Udtalelser, viste Mølleren sig meget skeptisk, og den ene Gang efter den anden kom han tilbage til det, at »den gode Holsts« Stilling vist var meget isoleret, saa isoleret, at han ikke vilde kunne udrette Noget.

✂ Holst erindrede om, at han havde forbeholdt sig frie Hænder; han vilde ikke tilhøre noget Parti, det havde han sagt paa Valgtribunen, og paa det Program var han bleven valgt, saa at man kunde ikke gjøre ham Bebrejdelser.

305

✂ Alt det indrømmede Mølleren paa det Fuldstændigste, for saa øjeblikkelig at begynde med nye Beklagelser over, at naar man ikke »stod Last og Brast« med Nogen, saa var der heller Ingen, der støttede En for Alvor. Det kunde være galt, det havde han ikke Noget imod, men saaledes var det i denne Verden; kortsagt, Standpunkter var gode nok, men Jernbaner var bedre.

✂ Det var som sagt en stor Forandring, der var foregaaet med Mølleren, der tidligere saa villig havde indrømmet det Berettigede i at holde sig udenfor Partierne, ja antydet, at han selv var tilbøjelig til privat at finde, at dette var den smukkeste og rigtigste Stilling. Holst opfattede ham som et Barometer for Egnen. Han havde ikke nogen klar Forestilling om, i hvilket Omfang Mølleren ledede denne, men at der var en vis Enhed mellem Møllerens og Egnens Stemning, det var han temmelig sikker paa.

✂ Dette Besøg gjorde ham derfor i høj Grad urolig. Han foreslog temmelig forknyt Mølleren at blive nogle Dage længere i Byen for selv at være Vidne til et Forsøg, han gjorde paa at faa Noget ud af Sagen.

✂ Dertil var Mølleren imidlertid altfor klog. Han skulde ikke have Noget af paa den Maade at godkjende visse, efter hans Mening frugtesløse Bestræbelser og fraskrive sig Retten til bagefter at kritisere dem; han vilde tillige lade Holst være under et usvækket Indtryk af dette isolerede Besøg og det Ultimatum, det tydelig nok havde indeholdt. Han erklærede, at han skulde og maatte rejse endnu iaften og havde mange andre Ting i Eftermiddag at besørge.

✂ »Vi stole ogsaa paa Dem, min gode Holst,« sagde han med Eftertryk, idet han tog Afsked. »De kan faa Sagen i Orden, naar De vil, og De vil vel nok.«

✂ Dermed satte han sin Hue paa Hovedet og med et kort Farvel, som han smeldede fra sig paa en kort, bestemt og folkelig Maade, strakte han sin Haand ud i Arms Længde fra sig til et mandigt Haandtag og gik.

✂ Harald Holst følte sig lidet oplivet ved dette Besøg og den indtrængende Maade, hvorpaa det var lagt ham paa Hjerte, hvad man ventede sig af ham. Sandt at sige, havde han nu og da i de sidste Dage, vel ikke tænkt sig, at Sagen 306 skulde strande, men dog tænkt sig, hvorledes han vilde forsvare det for Befolkningen, hvis den mislykkedes.

✂ Nu havde han faaet en vis Fornemmelse af, at han, hvis det gik saaledes, vilde blive prostitueret ligeoverfor en stor Del af Jylland. Trykket i høj Grad ved Udsigterne hertil, tog han sin Hat og gik ud for at finde Folk, hos hvem han kunde gjøre endnu et sidste Forsøg. Han gik hen i de ministerielle Kontorer; her kjendte man ham alt som en Rigsdagsmand af dem, til hvem der ikke tages særlig Hensyn. En Underordnet viste ham til en Overordnet, som atter viste ham til en mere Overordnet, som endnu ikke var kommen.

✂ I Ventetiden drev han saa atter over i Rigsdagens Lokaler. Der var endnu nogen Tid, til Møderne skulde begynde, men han vidste, at han altid vilde kunne træffe endel Medlemmer, og nærede et dunkelt Haab om, ved et eller andet lykkeligt Greb at komme indenfor Trylleringen. Han repeterede endnu engang med sig selv alle de Grunde, der talte for Baneanlæget, lige fra de almindelige, der begyndte med Nytten af at udvikle Samfærdselsmidlerne, og til de mest specielle og rent topografiske, og efterat have memoreret det Hele, søgte han efter Nogen, der kunde være ham rette Vedkommende.

✂ Han fandt adskillige landlige Medlemmer, som mest gjorde Indtryk af at sidde og lade Tiden gaa. I et af Læseværelserne blev han imidlertid glad overrasket ved at finde en af de store Mænd, som ledede et af de store Partier. Han gik hen til ham. Den store Mand læste i en Avis og kastede kun et flygtigt Blik paa den sig Nærmende.

✂ Harald Holst rakte ham sin Haand, som den store Mand tog paa en praktisk Maade med en Finger uden at slippe Avisen.

✂ »Forstyrrer jeg,« sagde Harald Holst beskedent.

✂ »Ikke i mindste Maade,« sagde den store Mand, gjørende Alvor af sine Ord ved at læse ganske uforstyrret videre.

✂ »Maa jeg tale et Par Ord med Dem?«

✂ »Ja gjerne,« sagde den Anden og blev ved at læse.

✂ Modfalden satte Harald Holst sig ned paa en Stol og tav stille.

✂ Endelig var den Anden færdig.

307

✂ «De vilde tale med mig?«

✂ Harald Holst begyndte at udvikle sine Grunde; den Anden hørte adspredt og ligegyldigt til.

✂ Da Harald Holst var færdig, sagde den store Mand gabende og betragtende sine Negle og Knoer:

✂ »Alle Mennesker vil gjerne have Jernbane.«

✂ »Ja, men her i dette Tilfælde synes jeg dog, at jeg har paavist, at der er særlige Grunde.«

✂ »Alle have særlige Grunde. Hvad siger Regeringen?«

✂ »Den stiller sig noget kølig.«

✂ »Naa, De hører jo heller ikke til »Vennerne«.«

✂ »Nej, jeg indtager en uafhængig Stilling, ved De, og hører hverken til det ene eller til det andet Parti.«

✂ »Ja, det ved jeg.«

✂ »Men dette er jo heller ikke et Partispørgsmaal; det er Sagen selv, som det kommer an paa.«

✂ »Ja, naturligvis.«

✂ »Ja. vil De ikke indrømme mig det i Alvor?«

✂ »Jo, naturligvis! Det er altid Sagen, som det kommer an paa. Men De kan forsaavidt ikke undre Dem over Regeringens Tilbageholdenhed - som jeg naturligvis iøvrigt i og for sig aldeles ikke vil forsvare - som der altid er en naturlig Tilbøjelighed til at dømme en Person og den Sag, han forfægter, i en vis Forbindelse med hinanden.«

✂ »Ja, hvorledes det?«

✂ »Ser De: I Politik spiller Skjønnet en stor Rolle. Aldeles udtømmende Besked om det Ene eller det Andet, om den Ene eller den Anden, kan man sjelden faa. Jeg gjentager: Man maa gaa skjønsvis tilværks, naar man vil danne sig en Opfattelse. Men i Skjønnet over en Sag spiller det naturligvis en fremtrædende Rolle, hvad det er for en Personlighed, der bærer, den og repræsenterer den. Troer man ret paa Manden, saa troer man let paa Sagen; troer man ham ikke ganske, troer man vanskelig paa hans Sag.«

✂ Harald Holst vidste ikke ret, hvorledes han skulde tage sig i dette og busede lige ud med et: »Vil De være villig til at støtte min Bane?«

✂ Den Anden saae lidt forskende paa ham, som paa en Mand, om hvem man ikke er ganske sikker, om han er 308 noget naiv eller meget fiffig, og sagde saa med et vist Eftertryk: »Det kan jeg ikke saadan svare Dem paa; jeg har ikke dannet mig mit Skjøn over den Sag.«

✂ Dermed gik han efter en anden Avis. Harald Holst opfattede det som et Tegn paa, at Audiensen var sluttet.

✂ Det var ganske vist ikke opmuntrende. Han følte sig mere end almindelig hjemløs og forladt, og det forekom ham, at det maatte være fra Regeringsmagten, han maatte kunne vente Trøst. Til den satte han sin Lid; der var sikkrere Ankergrund end i Forsamlingens grundede Farvand.

✂ Tiden var imidlertid kommen, da han kunde træffe de Overordnede i Ministeriet, og han gik derover.

✂ Ministeren selv var ikke at træffe. En Direktør var imidlertid villig til at modtage ham; men det var en Direktør, der havde knap Tid, og som strax bragte ham under en trykkende Fornemmelse af, at han var en besværlig Person, som man ønskede at blive af med i en Fart. Han forebragte sit Ærinde, men var neppe begyndt paa Udviklingen, før den Anden afbrød ham med et: »Kan det interessere Dem, kan jeg ganske privat meddele Dem, at den Bane ikke kommer paa Regeringsforslaget. Sagen har været under Overvejelse, og det er endeligt afgjort!«

✂ Alt Haab var udslukt. Nedbøjet, næsten syg gik Harald Holst hjem, for i Ensomhed at ruge over sit Nederlag, der forekom ham haabløst og uopretteligt.

✂ Jernbaneloven kom frem; der var ingen Bane. Dagen til at forhandle den kom. En skummel, mørk Formiddag, som alle Formiddage i denne haabløse Tid. Det tvære Vintermørke fra den foregaaende Dag syntes ikke at have villet lade sig drive ud fra den store Sal, da Dagsmødet skulde begynde; dorsk og tungt hang det overalt i hele Salen, undtagen maaske i Vinduesfordybningerne, kastede sit Slør over alle Medlemspladserne, viskede Tilhørerpladsen, med Hovederne paa den, ud i en ubestemt mørk Masse, som en helt udgneden Sortkridtstegning, og lod Thronstolen med dens høje Drapperier tage sig ud, som et passende Opholdssted for Natugler og Flagermus. Medlemmerne mødte. Nogle satte sig paa deres Pladser og undersøgte med Samvittighedsfuldhed de ligegyldige Ting, som siden sidste Møde vare blevne 309 omdelte; andre tog ikke strax Sæde, men benyttede den lille Rest af Fritid, der endnu var tilbage, til en skyndsom lille Konference med denne eller hin; andre fik sig en hyggelig Passiar om Bynyt, og atter andre gjorde hverken det Ene eller det Andet, men indfandt sig i den mest passive af alle mulige passive Sindsstemninger, rede til at opleve, hvad det skulde være med fuldkommen Sindsro.

✂ Antallet paa de saaledes stemte Medlemmer var imidlertid den Dag ikke stort; for Jernbaneloven havde de Fleste en kjærlig eller velvillig Deltagelse. Desmere isoleret følte en Mand som Harald Holst sig.

✂ Forhandlingen begyndte. Mørk og indesluttet sad Haraid Holst og hørte paa den ene Taler efter den anden. Han følte en vis bitter Trøst i den Tanke, at han sad som et Offer, der var forraadt af denne Verdens Klike- og Kotterisyge. Hvad han sagde, vidste han godt, vilde ikke kunne nytte Noget, men han vilde holde Fanen højt, Kommunikationsvæsenets retfærdige Udviklings Fane.

✂ Af hans Sind var enhver Erindring bortvisket om, hvorledes Trangen til den af ham forfægtede Linie var bleven til. Under de Gjenvordigheder, han for dens Skyld havde døjet, havde han - som det til Ære for Menneskeslægtens Redelighed plejer at gaa i slige Tilfælde - ikke alene helt glemt de smaa, hemmelige Tvivlsmaal om Sagen, han en Tid havde baaret paa allerinderst i sit Hjærte, men den var kommen til at staa for ham med en virkelig Glorie af Renhed og Retfærd, og han var for Alvor overbevist om, at det var en skammelig Uret, der vederfaredes ham og hans Kreds, fordi den ikke var taget op.

✂ Det var en lys og glædelig Forhandling for Ministeren, lys og glædelig som den Slags Forhandlinger sjældent ere for Ministre. Den ene Taler rejste sig op efter den anden og udtalte sin Glæde eller Paaskjønnelse af Lovforslaget, og gjorde han en Indvending, var det i en saa blid og lemfældig Tone, at det var tydeligt, at det ikke var slemt ment.

✂ Harald Holst følte sig i høj Grad oprørt ved al den Humbug, som han i sit Indre kaldte det, og denne hans moralske Indignation over Noget, han selv heller end gjerne vilde have været med i, var virkelig saa stærk, at den for en stor Del 310 bragte ham til at glemme Beklemtheden over første Gang at skulle have Ordet i en større Sag.

✂ Hans Tur kom endelig, og det kan ikke nægtes, at da den Taler, som han vidste var hans Formand, havde sat sig ned, og han saa uden videre rejste sig op, var det med en vis Følelse af, at hele Europa fra Nordkap til Kap Matapan var ifærd med at vende sit Blik imod ham, en Følelse som voldte ham nogen Susen for Ørerne og gjorde ham lidt mat i Benene.

✂ Der indtraadte imidlertid et ærgerligt lille Tilfælde. Ministeren havde ogsaa rejst sig op for nu at svare, det saae Holst ikke, og hans med spartansk Alvor udsagte »Mine Herrer« faldt sammen med Formandens Forkyndelse af, at Ministeren havde Ordet, paa en Maade, der voldte lidt Munterhed i Salen og paa Tribunen, hvor man altid med Begjærlighed modtager den Slags smaa opmuntrende Tilfældigheder. Paa et ungt Medlems Sind virker den Art Uheld i høj Grad pinagtig. Hans overlegne Sindsstemning forsvandt næsten helt. Heldigvis maatte Ministeren anvende en hel Time paa at fortælle, hvor enig han var med alle dem, der vare enige med ham, og paa udførligt, men blidt at vise, hvorledes man i de Punkter, hvor man var uenig med ham, havde noget mindre Ret end der, hvor man var enig med ham. I Løbet af denne Time kom Harald Holst atter nogenlunde til sig selv og under et tilbørligt Tryk af Borgerdyd, og kunde, da det højtidelige Øjeblik for Alvor kom, atter med et vist Eftertryk udsige sit »Mine Herrer«!

✂ Men neppe havde han udtalt disse Ord og lavet sig til at sige Sandhedens Ord, før han ombrustes af en forunderlig Larm, som var ham ganske uforklarlig. Rundt omkring rejste Medlemmerne sig op, nogle strækkende sig, ganske vist i en moderat Grad, under Hensyn til, at man havde Offentlighedens Blik paa sig, men dog utvivlsomt strækkende sig, andre begyndende at tale sammen, og atter andre, og det var ikke faa, uden videre forladende Salen, paa den mest forbausende Maade ligegyldige for, hvad han maatte have at sige dem.

✂ Han forvirredes aldeles ved dette Syn, blev usikker, begyndte at stamme.

✂ »Det skal De ikke bryde Dem om,« hviskede en 311 skikkelig Bonde ved Siden af ham, som aldrig selv talte, »det er bare, fordi de nu ere kjede af det.«

✂ Det varede noget, inden han atter fik nogenlunde Herredømme over sine Tanker, men dog saalænge, at Adskillige, der med en vis Nysgjerrighed havde lyttet lidt efter, blot for at vide, hvorledes han vilde tale, blev enige med sig selv om, at ham var der ikke Noget ved, og saa lukkede deres Øren til og gav sig til at tænke paa andre Ting.

✂ Efter de bedste Værker havde Harald Holst udarbejdet en længere Udvikling af Jernbanernes Nytte i Almindelighed for Samfundet; den skulde være den logisk vel ordnede Indledning til hans Paavisning af denne bestemte Banes Fortrinlighed, som ved et mærkeligt Træf opfyldte alle de Betingelser, der maatte stilles til en Bane.

✂ Han iler afsted i denne Udvikling, krydrende den med Citater og træffende Bemærkninger af de bedste Forfattere. Men han kan ikke skjule for sig selv, at man nærer ringe Deltagelse for Forfatterne, og det forekommer ham, at Enkelte smile ad de smaa franske Citater. Hvad er det dog, som disse Mennesker ville have? Han kaster Blikket til Referentlogen; det rammer ham i Hjertet, der er ikke En, som skriver, ikke et af de Guldkorn, han saa omhyggelig har samlet, vil paa noget Blads Vinger blive ført ud over Landet. Og han, som alt i Aanden havde set de lange Referater af sin lange Tale, hvor de slaaende franske Citater ligefrem tog sig ypperlig ud og vilde gjøre deres til, at Læseren sagde til sig selv: »Se, der er en Mand, der har talt, der er en Mand, som har havt Noget at sige!« Og nu!

✂ Han iler videre og naaer endelig til at nævne sin bestemte Linie. Pennene afbryde som paa Kommando deres Ferie og skrive. Han fatter Mod og begynder saa paa den specielle Begrundelse af, hvorfor den nævnte Linie bør anlægges. Alle Pennene synes samtidig at have endt deres Arbejde og lægges nu med stor Præcision.

✂ Ministeren er forsvunden i en Vinduesfordybning og faaer sig der en Passiar med en Gruppe; man kan høre, at der lees.

✂ Det er virkelig for galt, hvilken Demoralisation der har gjennemtrængt det offentlige Liv fra Pressen til Ministerbordet.

312

✂ Han slutter med en bitter Allusion til, at det af ham anbefalede Baneanlæg i det Hele ikke synes at kunne smigre sig med Ministerens Interesse.

✂ Ministeren kommer frem, ser velvilligt paa det uskyldige, unge Medlem, der hverken kan gjøre Godt eller Ondt, og tager strax Ordet for i nogle ganske faa Sætninger at slaa fast, at han tvertimod det ærede Medlems Forudsætning nærer den mest levende Interesse for dette Baneanlæg, men han er kun af den Formening, at det for Tiden ikke kan foretages.

✂ Saaledes gik Forhandlingen i Salen. Dagen efter meddelte alle Bladene, uden Hensyn til Partistilling, det simple Faktum, at Harald Holst i et længere Foredrag havde anbefalet en Linie over Lille Lavby, som naturligvis Ingen vidstehvor laa.

✂ Harald Holm tænkte i fem Dage paa strax at nedlægge sit Mandat og opgive al politisk Virksomhed, saa led og træt følte han sig ved den. Han tog imidlertid den Bestemmelse at vente, til Sessionen var ude for ikke at gjøre for megen Opsigt; thi han følte sig alt stærkt medtaget, det forekom ham, at han havde staaet en haard Dyst og faaet en Mængde Skrammer og Flænger, og han havde tabt Modet til at bære den Kritik og Diskussion, som han nok kunde tænke sig, at en saa pludselig Mandatnedlæggelse vilde vække.

✂ Hans Tanker gik ofte i denne Tid med Vemod over til hans stille og afsides jydske Hjem. Nu forekom det ham som en lykkelig Tilværelse, den han havde ført i hin Tid, hvor han sukkede efter stærkere Bevægelse og en videre Tumleplads for sin Virkelyst og sine Evner. Det forekom ham, at han havde lært den store Verden tilbunds at kjende i dens Hulhed og Tomhed. Og den forurettede Tante blev ham nu det eneste Menneske i Verden, der havde Noget tilovers for ham.

✂

TRETTENDE KAPITEL

✂ Digteren havde gjort sin Rejse. Han havde vanket i British Museum og efter sit Ønske siddet i de mægtige Haller, hvor Mindesmærker fra Menneskeslægtens Morgenstund ere 313 samlede. Der havde han siddet og villet skue tilbage over Tidernes Strøm, men, ak, han havde ikke faaet nogen ny Inspiration til sit Værks Fuldendelse, ingen geniale Ideer eller lyse Indblik i de svundne Tider; de assyriske Konger og Helte havde Intet havt at meddele ham om de for evig glemte Bedrifter, som de udførte paa de tause Stene. Føniciernes runde Øjne havde stirret ligesaa uudforskelige paa ham, som de havde gjort paa Nogen i de sidste Aartusinder, og for ham var det i ubrødelig Taushed, at de slanke, langøjede Ægyptere og Ægypterinder drev deres hemmelighedsfulde Færd imellem Høgene og Lotusblomsterne.

✂ Han havde lagt Vejen om ad Paris for at faa det rette Indtryk af broget og uroligt Nutidsliv og dvælet i Køln for i Domkirkens hellige Pragt at hente Indtryk fra den stærke og troende Middelalder, men han havde heller ikke der fundet det, han søgte, i al Fald ikke noget Ægte.

✂ Og dog var han selv ret tilfreds med Udfaldet af sin Rejse. Det store Overblik over Menneskeslægtens Liv blev skrevet, afleveret i rette Tid til Forlægger og Trykker og udkom kort før Julen. Efterat Digteren havde vaklet noget frem og tilbage mellem Tilfredshed, ja Stolthed over sit Værk og noget tvivlende Mismod, havde han endelig slaaet sig paa det Første og var vis paa, at det var en kæmpemæssig Bataille i Literaturen, han havde leveret og vundet.

✂ I denne Overbevisning gik han omkring i Gaderne, i Decemberdagenes sølede og regnfulde Gader, og fra ethvert Boghandlervindue, hvor han saae sin Bog udstillet, straalede for ham en Austerlitz Sol. Under dens Straaler rettede han sin skæve Skikkelse og tænkte paa, at ogsaa Napoleon havde været lille af Væxt.

✂ Med Maleren rev det rent ud i disse Dage. Som Vederlag for Rejsen havde Digteren sendt ham et Exemplar af sin Bog med et Par venlige og nedladende Ord.

✂ Maleren havde pligtskyldig strax givet sig til at læse den. Han havde virkelig ventet sig Noget af den, ja Meget. Den Maade, hvorpaa Digteren for ham havde udmalet sine Ideer, havde gjort Indtryk paa ham. Vel fattede han ikke, hvorledes Alt dette kunde og skulde udføres, men der havde i Tankerne været Noget, som imponerede ham.

314

✂ Bogen selv var ham en fuldstændig Skuffelse; den var for ham kun Linier til noget Stort, men ikke Andet, ingen Farver undtagen i smaa, rent lyriske Digte.

✂ Han vilde meget nødig sige sin Mening til Digteren og gik derfor slet ikke til ham, efterat han havde læst Bogen. Dermed slap han imidlertid ikke; Digteren mærkede godt, at han udeblev, og tilskrev dette alle andre Grunde end den sande. Saa gik han en Morgenstund op til ham for at tage ham i Forhør.

✂ Maleren var nu engang ikke Diplomat ligeoverfor andre Mennesker end Kunder, og det kom derfor temmelig hurtig ud af ham, at han egentlig ikke syntes om Bogen.

✂ »Naa, saa Du troer vel endog efter den ikke mere paa, at jeg har Talent,« sagde den Anden, med et stikkende Blik i sine sorte Øjne.

✂ »Jo, jeg gjør,« han tilføjede i Forskrækkelse en Yndlingsed, »men jeg troer, som jeg altid har gjort, at det ligger i Retning af noget mere saadan Naturligt eller Idyllisk, hvad Du nu vil kalde det.«

✂ »Jeg forstaar det meget godt,« sagde Digteren, »Du vil have mig i Retning af det Smaa, det Bagatelagtige, Du kan ikke taale, at jeg i Virkeligheden bliver noget Stort, Noget, som Du helt forsvinder for. Jo, Tak. Jeg har altid vidst, at Du var en Dumrian, nu ser jeg, at Du ogsaa er et smaaligt, misundeligt Menneske.«

✂ Dermed stormede han ud af Døren. Han følte paa Trappen et Øjebliks Nag over at have været saa heftig, men han overbeviste sig meget hurtigt om, at han havde fuldstændig Ret i sin Opførsel, nu som altid, og kun havde givet Sandheden Æren ved at foretage denne Exekution paa Verdens maadelige Ynkelighed. Han kom da ogsaa snart til Ro igjen.

✂ Saaledes gik det imidlertid ikke med Maleren.

✂ Denne følte sig i høj Grad smertelig berørt ved Vennens Ord. Han kunde mærke, at han var bleven saa underlig kold i Ansigtet, og da han saae sig i Spejlet, saae han, at han var helt bleg. Det havde han aldrig før set. Men han kunde tillige ikke mere male den Formiddag. Han satte sig ned foran Billedet med Jægersken og gjentog stadig for sig selv: »Det 315 var ganske godt, at jeg ikke svarede ham, skjøndt han havde fortjent det.«

✂ Men Verden havde andre Skuffelser i Behold for den stakkels Digter end Malerens Frafald. Bladenes Anmeldelser begyndte at komme, og de vare ikke gunstige, tvertimod.

✂ Hver Morgen og hver Aften siden Bogen udkom, havde han været inde paa en Kafé for at se Bladene igjennem. Der var ikke længe til Jul, og han var til Trods for al sin Sikkerhed dog bleven lidt bange for, at det ikke skulde lykkes ham at faa proklameret Bogen som Mesterværk, inden den gode Juletid kom; han var dobbelt bekymret herfor, fordi det jo var en Bog, man ikke saadan i en Ruf kunde gjøre sig færdig med, den maatte læses omhyggelig, maaske endog flere Gange, og den krævede en udførlig kritisk Behandling. En Dag, da han stod og vendte Bladene, faldt imidlertid pludselig hans Øje paa et Ord af hans Titel, det gav et Sæt i ham. Men hvad var det, det var jo umuligt, det Hele var et Stykke paa kun en halv Snes Linier. Han saae over det i et Blik og fik et Indtryk af, at det var et Angreb. Linierne dansede noget for hans Øjne, men han sagde til sig selv, at han jo maatte foragte, hvad der stod i et saadant Blad, og satte sig saa ned for at læse det. Anmeldelsen var kort og affejende; den erklærede Bogen for et mislykket Forsøg i en umulig Genre, et Forsøg, som man ikke engang kunde indrømme Præg af Talent. Hvad der kunde undskylde eller forsvare dens Fremkomst var i det Højeste, at Versifikationen paa adskillige Steder var let og smagfuld.

✂ Han sagde atter til sig selv, at han foragtede, hvad der stod i Bladene. Denne Anmelder havde tillige vist den tykkeste literære Uvidenhed, han vidste aabenbart ikke, at han før havde skrevet Noget, formodentlig havde Karlen ikke læst mere end et Par Sider og ladet det være nok dermed. Det var skammeligt, at en saadan Letfærdighed i Pressen kunde taales, men raaddent var jo det Hele. Det lykkedes ham ved slige Betragtninger paa en noget krampagtig Maade at stive sig af til saamegen Ligegyldighed, at han kunde omtale Anmeldelsen til Andre som et ubetydeligt Fnug, der var faldet paa hans Bog.

✂ Det Aar var imidlertid Anmelderne meget flittige med at 316 føje Forlæggernes Ønsker og expedere Bøgerne inden Julen, Ikke længe efter den første Anmeldelse kom der i et andet Blad en anden. Det var denne Gang om Aftenen, Digteren fik Bladet ihænde, ligesom han skulde hjem til sin The. Det var en hel stor Artikel foran i Bladet. Saadan skulde det være, der var dog endnu Blade, som havde nogen Respekt for det literære Arbejde. Han satte sig ned og læste og læste og fik det ene Stød efter det andet, saa at han stundom maatte tage Mod til sig for at blive ved. Hvor de vare lykkelige, disse lidt smuskede Kafegæster, som ellers sad i Stuen og døsede over deres Øl og deres Aviser, som for dem kun havde at fortælle om Tyskland og Rusland og politiske Vrøvlerier, men som ikke slog dem ihjel, ikke henrettede dem for hele Publikums Øjne, knuste deres Forhaabninger, gjorde deres Fremtid til Intet, deres hele Liv og Tilværelse værdiløs og forspildt.

✂ Den lange Artikel sagde i en udførligere Udvikling det Samme som den korte; den gav flere Gange Grunde, som ramte Digteren lige i Hjertet, og som han i al Fald i det første Øjeblik maatte sige sig selv, at der var nogen Sandhed i. Der indrømmedes ham iøvrigt noget Talent, men aldeles ikke af Dimensioner, som i fjerneste Maade harmonerede med den Opgave, han havde sat sig, og som han vel havde set paa med en vis Storhed i Anskuelse, men som, hvis den overhovedet kunde løses, kun kunde blive det af en virkelig Digtergenius af højeste Rang.

✂ Det var forgjæves, at han denne Gang søgte at gjøre sig haard og ligegyldig, han var opfyldt af det bittreste Nag imod sine Misundere og Forfølgere, som han mærkede allevegne, han følte, at hans store Slag, hans Austerlitz, var tabt.

✂ Det var et Julevejr, som det stemmede med hans Sindstilstand. Ingen Sne og klar Frost, men Regn og Søle; ingen Solglimt, ingen klar Himmel. Den lille Kone havde læst og atter læst Bogen og i sit Hjertes Inderste jamret over, at der var saameget i den, som hun ikke forstod, men ikke desmindre havde hun fundet den uforlignelig skjøn, baade det, hun forstod, og det, hun ikke forstod. Hun gjorde sit Bedste for at opmuntre ham, forsikkrede ham, at man nok vilde lære at vurdere ham, og at Folk, som læste Bogen, nok vilde sige 317 noget Andet om den end Bladene. Men det lykkedes ikke, han rystede kun paa Hovedet ad alle disse Forsikkringer med en Mistvivl, som var ægte. Og det blev desværre ikke derved. Mere end en Gang affærdigede han hendes Forsøg paa at trøste ham, med Ord hvori der var en Haan, en Ringeagt for hendes Mening, hendes Evne til at forstaa ham, som pinte hende forfærdeligt. Saa bittre Taarer, som hun i Enrum græd herover, havde hun aldrig kjendt. Og det var rent forfærdeligt, naar Børnene hørte paa det; de forstod det jo ikke, men alligevel. Saa bittre Timer havde hun aldrig, aldrig kjendt.

✂ Imidlertid holdt hun dog Modet saa nogenlunde oppe. Hun led med Manden, som led bittert over sig selv; der dæmrede i denne Tid et helt andet Lys over deres Fremtid, end nogensinde før.

✂ Men for Børnenes Skyld maatte og vilde hun holde sig oppe. Hun havde derfor ogsaa travlt med at lave til Jul; en lille Sum af Honoraret for det mislykkede Digterværk var bleven givet til hende, og den havde hun omhyggelig gjemt til denne Tid.

✂ Hun klippede i kulørte Papirer og stoppede Slikkerier i Poser og Kræmmerhuse og zirlige Æsker og satte de to Drenge i en lykkelig Stemning af kannibalsk Forventning med Hensyn til Alt det, der vilde være at udrette for deres Maver i Juletiden.

✂ Men imens hun var sysselsat paa denne Vis, og - hun skammede sig næsten derover - kunde glemme sine Sorger derved, bestilte han ikke Andet end at gruble over sin egen Skæbne og sammenligne den med Andres. Han studerede Bladenes Anmeldelser af andre Bøger, med feberagtig Skinsyge, udmaalende deres Længde i Linier, spejdende hungrig efter Dadel, pint i sin Sjæl ved hvert rosende Adjektiv, vejende disse et efter et for at reducere deres Betydning til det mindst Mulige, opdagende Modsigelser i den samme Anmelders Dom og dømmende Kritiken endnu langt forsmædeligere end Literaturen. Naar Nogen vilde høre paa ham, udviklede han, hvorledes det var den overfladiske, kotteriagtige Kritik, der udelukkende bar Skylden for, at Literaturen ikke kunde trænge igjennem.

318

✂ Han drev omkring i Boglader og Læseselskaber og Foreninger, dels for at se, om Nogen tog fat paa hans Bog, dels magnetisk draget af et eller andet af de andre Værker, om hvilke en hemmelig Røst dog tilhviskede ham, at der i dem var Noget af det, som han ikke havde. Skjult gav han sig i Lag med en saadan Bog og havde saa strax efter de første Sider en Kritik færdig paa Basis af de Mangler, han alt da havde opdaget, de Fejl, han havde været saa lykkelig at finde. Fortsatte han Læsningen, opdagede han ofte, at han havde taget fejl; men saa skiftede blot Kritiken Indhold efter andre Mangler. En fuldstændig Fordømmelsesdom var i ethvert Fald det endelige Resultat, og den søgte han saa enhver Lejlighed til at udtale. Men det kunde jo hænde, at han godt følte, at hans Fordømmelsesdom var usand, og det gjorde, at hans Utilfredshed med sig selv og Alt kun blev endnu mere nagende og pinagtig. Han fandt, at det egentlig var en brav og fornuftig Mand, hin Kalif, der lod den store Byes Badstuer opvarme ved alle de Bøger, han kunde overkomme, for at al Literatur kunde blive ødelagt.

✂ Han kunde ikke komme af med sin Bitterhed i sit Hjem, thi om end hans Kone fandt, at der blev gjort ham umaadelig Uret, vilde hun dog slet ikke være med til at opgive hele Livet, det laa ikke for hende. Hun tog tvertimod Tilværelsens Parti ligeoverfor Manden og gjorde det, vel i al Jævnhed, men dog tillige paa en saa sund og fornuftig Maade, at der ikke blev ham andre Argumenter tilbage end at skjælde hende ud, og det endskjøndt han holdt af hende og til Gjengjæld for den Maade, hvorpaa hun altid behandlede ham som Herre og Konge, ønskede at bevare en vis ridderlig og beskyttende Tone. Men han brød nu denne oftere og oftere. Det gjorde ham altid ondt bagefter; men han vilde alligevel aldrig bede hende om Tilgivelse og i det Hele aldrig erkjende til Nogen, at han havde Uret eller Mangler; det nagede ham blot, naar han havde været ubarmhjertig imod den lille Kone.

✂ Med Maleren havde han som sagt helt brudt; men der var andre Steder, hvor han fandt Sympathi. Det var navnlig Tilfældet hos Harald Holst. Denne havde ombyttet sin frejdige Betragtning af Livet med en sort Pessimisme, og hos ham kunde Digteren møde den fuldeste Tilslutning, naar han 319 udviklede, hvor raadden og elendig Samfundstilstanden var. Det forekom Harald Holst, at hans Tanker først nu blev klarere, at han først nu ret indsaae, hvor Verden var fyldt af foragtelig Løgn og Kammeraderi, i Kraft af hvilket Sandheden altid og uden nogensomhelst Undtagelse blev underkuet og tilsidesat. Han kappedes snart med Digteren i at fordømme Alt og Alle - og begge fandt gjensidigt Velbehag i hinandens Selskab under al denne Fordømmen.

✂ For Harald Holst fik dette Forhold en egen Betydning. Han blev saa ladet med overlegen Foragt for Verden, at han forbavsede sine Omgivelser og indgød dem mere Respekt end tidligere. Folk, der ere rede til at fordømme Alt, nyde som bekjendt i Reglen, om ikke Sympathi, saa dog en vis Kredit. Skjøndt han endnu ikke havde havt nogen Lejlighed til offentlig at manifestere sin nye Foragt for Alt, begyndte man ogsaa i hans politiske Omgivelser, som en Følge af de Yttringer, han lod falde i private Samtaler, at finde, at det nye Medlem dog maaske ikke var en saa fuldstændig Ubetydelighed, som man fra først af havde antaget. Gamle, drevne Politikere, som havde fin Smag for politiske Medmennesker og forstod at spaa om deres Egenskaber ligesaa godt som nogen Vinkjender om, hvad den unge Vin, han smager et Glas af, vil kunne udvikle sig til, begyndte at mene, at naar han blev rigtig behandlet, kunde der maaske komme Noget ud af ham.

✂ Harald Holst tog hjem til Julen, men derfor var Digteren imidlertid ikke uden Forstaaelse og Samstemning. Han havde en Nabo i Huset, en kjedelig Fuldmægtig i et kjedeligt, kommunalt Kontor, hvor der var Meget at bestille og ringe Løn. Da denne triste Embedsmand tillige havde flere Børn og en skrap Kone, var han en Reserveven for Digteren i slige Perioder.

✂ Fuldmægtigen var i Virkeligheden i denne Tid saa glad over det Nederlag, Digteren havde lidt med sine bekjendte store Forhaabninger, at han følte sig venlig stemt ligeoverfor ham. I hans af kold Tobakslugt gjennemtrængte, uhyggelige, lille Værelse tyede saa Digteren efter Harald Holsts Afrejse ind med alle sine Klager.

✂ Medens paa den anden Side af Væggen den kjønne Kone med Ørenringene klippede i Guld- og Sølv- og kulørt Papir 320 og lavede sindrige Ting til Juletræet, sad de To i Fuldmægtigens Værelse og skar løs paa Verdens Daarligheder og opmuntrede hinanden ved at konstruere Sletheder og Afskyeligheder paa alle Kanter.

✂ Fuldmægtigen var temmelig ondskabsfuld, temmelig skadefro og umaadelig misundelig. Da han nu tillige ikke duede til Stort, var det ikke noget Under, at han havde Adskilligt at være utilfreds over i Administrationen og i denne saae Dygtigheden skudt til Side og Uduelighed og Nepotisme stikke Hovedet op allevegne.

✂ Hovedstadens Anliggender vare, efter hvad han udviklede for Digteren, i Hænderne paa en Samling Mænd, der ikke gav den »Ring« Noget efter, som styrede New-York.

✂ Forsaavidt var der ikke Noget at sige hertil, som det efter hans Forsikkring gik til ganske paa samme Vis i alle Forhold i Staten.

✂ Og medens det lille, arrige Vrøvlehoved, svøbt i sin falmede Slobrok, marcherede op og ned ad sit pertentlig vaskede Gulv, fra hvilket han tog alle Trævler og Knappenaale op, huggede han løs paa alle mulige Forhold og svælgede i Forestillinger om, at det Hele da ogsaa maatte gaa Pokker i Vold. Og naar han havde talt ud og kastede sig ned i sin skaldede, lille Gyngestol med et eller andet Udbrud i Retning af at ønske alle mulige Ulykker over alt muligt, saa kunde Digteren tage fat og begynde at skildre Tilstanden i Kunstens og Videnskabens Verden.

✂ Ogsaa der lutter Hulhed og Tomhed, lutter Forældethed og Overlevethed i det Gamle, lutter Elendighed og Forkrøbling i det Nye.

✂ Maaske der i en beskeden Krog stod en ædel Spire, men den lod man ynkelig omkomme af Mangel paa Lys og Luft.

✂ Fuldmægtigen billigede alt dette, men videre kunde han ikke bekvemme sig til at gaa.

✂ Navnlig var han ikke at formaa til at fatte, at Digteren selv var denne ædle Spire under Kvælning, skjøndt Digteren utrættelig paa alle mulige snedige Maader søgte at lægge ham en Erklæring herom i Munden.

✂ Digteren lod sig forlede til at erklære, at det lille Vrøvlehoved var en administrativ Kapacitet, at han var arbejdsom, 321 sled sig op, at han var elskværdig; det nyttede Altsammen ikke noget.

✂ Den Anden tog Alt som en skyldig Tribut, men fornøje Digteren med at gjøre Gjengjæld, det vilde han ikke indlade sig paa.

✂ Det nagede Digteren meget. Han tørstede efter at høre et anerkjendende Ord fra denne skarpe Kritiker, fra denne Mand, som han syntes var anlagt til at hilse ham, og det ikke blot nagede, men foruroligede ham virkelig, at han ikke hørte nogen Ros, foruroligede ham ligefrem mere end nogen Andens Taushed og Tilbageholdenhed.

✂ Og hver Gang han havde gjort et saadant forgjæves Forsøg, vendte han tilbage til sin lille Dagligstue, hvor Æblerne forgyldtes og Saxen klippede i det kulørte Papir, mere trist og irritabel, end han var gaaet.

✂ Juleaftens Dag kom. Man havde i flere Dage, efter den økonomiske lille Kones Anordning, levet af Kaffe og Smørrebrød for at dække Omkostningerne til en Gaas, en kongelig Spise, som havde sat Børnenes Fantasi i den hæftigste Bevægelse, navnlig efter at de havde hørt, at den skulde fyldes med Æbler og Svedsker. Gaasen var iøvrigt bleven en Begivenhed, hvis Ry ogsaa var trængt over til Fuldmægtigen. Denne ærgrede sig meget over denne Overdaadighed og søgte en svag Trøst i at tale saameget til sin Kone om Gaasestegs Ufordøjelighed, at hun i sit stille Sind undrede sig over, at saa mange af de mere velhavende Klasser overhovedet overlevede Julen. Hvorledes han skulde forbittre Gaasens Ejer Nydelsen af den, var tillige en Gjenstand for Fuldmægtigens specielle Overvejelser. Han havde mødt Digterens Kone paa Trappen og under Paaskud af at ønske hende glædelig Jul, sagt hende forskjellige Spydigheder i økonomisk Retning, som imidlertid ikke gjorde Indtryk af at ramme. Digteren selv havde han ikke truffet. Ham vilde han erindre om, at de inden den 1ste Januar skulde betale et Fjerdingaars Leje, - det var Skikken i dette mindre velstaaende Hus - en Paamindelse, som han af tidligere Erfaringer vidste, var et ufejlbarligt Middel til at besørge ham i daarligt Humør. Og dog anede han ikke, hvor skarpt dette Vaaben var blevet nu efter Bruddet med Maleren.

322

✂ Digteren sad imidlertid denne Dag dobbelt trist og mismodig indelukket paa sit Værelse fra Morgenstunden af. Skolerne, i hvilke han læste, havde jo alle Ferie, og han var ikke oplagt til at gaa ud uden Anledning. Han sad i sin Stue og saae Tøsneens hvide og store, men løse Flokker falde ned i Gadens brune Ælte og strax forsvinde der. Han sad og tænkte i ubestemt Almindelighed paa Juletid i lykkelige Barndomsdage, paa Forventninger, som fyldestgjordes, fordi Forventningen selv var en Fryd, paa Forhaabninger, som ikke vare Skuffelser og Bedrag. Og saa paa de andre Forhaabninger, som kun vare dette, og som gjorde Livet til et elendigt Bedrag for dem, der vare komne til Skjelsaar og Alder. Deri laa Barndommens Lykke, den havde sine Sorger, der føltes ligesaa bittert i Øjeblikket som den voxne Alders, den havde sine Bekymringer, der kunde nage ligesaa stærkt som de modnere Aars, men selve den sørgelige Hemmelighed kjendte den ikke.

✂ Han søgte at rive sig løs fra sig selv og prøvede paa at lege med sine Børn og have Glæde deraf.

✂ Han havde fortalt dem Historier, og den ældste Dreng havde sagt til Moderen, at de i Dag vare morsomme, morsommere end dem i Bogen, og det havde oplivet ham.

✂ Tiden til Festmaaltidet kom. Gaasen var aldeles vellykket. Den ældste Dreng havde et Øjeblik voldet en Panik ved forskrækket at komme styrtende ind og meddele, at der var en Hund i Kjøkkenet, som havde taget Gaasen, men det havde snart vist sig, at dette var et aldeles uhjemlet Rygte, som kun skyldtes den Virkning, det havde gjort paa hans livlige Fantasi, da han et Øjeblik var ene, at have hørt en Hund gjø ude paa Trappen. Han blev af sin Moder let revset for sine forhastede Meddelelser og fik derpaa strax Tilgivelse og befandt sig saa i den blidt vemodige Sindsstemning, som følger med at have faaet Forseelser tilgivne; hans Søskende derimod havde et behageligt Indtryk af, at der var foretaget en Exekution paa en Anden, medens de selv vare anerkjendte som holdende sig paa Dydens Vej. Børnene vare saaledes ret i Stemning.

✂ Den lille Kone var i udmærket Humør og havde ærlig 323 talt rent glemt, at hun var en knust Digters Hustru, over det, at hun var Moder til nogle højst tilfredse Børn, der skulde have Juleaften. Digteren selv havde et Øjeblik glemt sit Nag og sine Skuffelser. Kort sagt Alle vare tilfredse, da man samledes om Gaasen. Og den blev nydt. Børnene spiste og holdt op at spise og begyndte atter at spise og løb ud og ind med Ben i Haanden og smurte med Gaas efter en langt større Maalestok end Israeliterne hin Festaften med Lammets Blod, thi disse behandlede kun Dørstolpen, men Børnene tog hele Lejligheden for. Saa kom der nogle festlige Æbleskiver, som til Trods for den forudgangne Gaas gjorde en ligesaa stormende Lykke, men som expederedes lidt hurtigt, for at man kunde komme til det næste, saa overordentlig vigtige Punkt paa Dagsordenen, Uddelingen af Presenterne.

✂ Der blev taget af Bordet, og Tilberedelserne til Juletræets Tænding begyndte. Den flinke lille Kone foer ud og ind; Træet, der nu skulde bæres ind og tændes, var et tarveligt lille Skud, men hun glædede sig endnu mere dertil end Børnene. Mand og Børn blev lukkede ind i hans Stue, medens de sidste Forberedelser foregik, og hun hentede de Smaating frem, hun havde anskaffet. Der var ikke blevet Noget tilovers for hende selv undtagen til et overordentlig kostbart Bind om det ny udkomne Værk. Det lagde hun frem til sig selv.

✂ Men imens Alting gik saa fredeligt og stille, kom den Aftenavis, Digteren holdt sammen med Fuldmægtigen. Ledet af en højst uheldig Tilskyndelse stak den travle lille Kone den ind til Manden, for at han kunde forslaa Ventetiden med den.

✂ Han tog den og saae strax en Literaturartikel. Hans første Indskydelse var at lægge Bladet hen uden at læse den for ikke at faa sit gode Humør forstyrret; men den vedblev at friste ham. Blev den Anden, som var for, slet og uretfærdig behandlet, eller blev han skamrost af elendige, personlige Grunde, det Spørgsmaal skjød sig stadig op for ham. Saa blev han enig med sig selv om, at han nu iaften var i en saa sikker og fredelig Stemning, at han turde vove at læse. Saa lod han Drengen være, som han ivrig havde givet sig ifærd med 324 snappede Avisen og gav sig til efter Sædvane først hurtigt at sluge, og saa, da der kom Noget deri, som gjorde ham ondt, langsomt at læse Artiklen.

✂ Det var en anerkjendende Omtale af en ny Bog af en ung Forfatter; det var slemt, men hvad der var endnu værre, var, at Anmelderen havde skrevet den i en negativ Form. Han roste mest Bogen ved at fremhæve, at den ikke led under denne og hin Mangel, som ellers pinte den literære Produktion. Maaske havde han herved ikke et Øjeblik tænkt paa Digterens store Digt, men for dennes nervøse og mistænksomme Sind var der ikke Skygge af Tvivl om, at der her forelaa et nyt og gjennemført, kun for en Forms Skyld behændig maskeret Angreb paa ham selv. Hver Linie, hver Sætning havde sit Stik til ham, der var for ham ikke nogen Tvivl om, at baade hans Bog skulde gjøres til Fodstykke for den elendige Bladklient, som skulde hæves paa Piedestal, og at Anmelderen vilde slaa den endnu yderligere ihjel, maaske i en slyngelagtig Fornemmelse af, at den var ifærd med at rejse sig efter de første lumpne Overfald.

✂ Enhver vilde efter hans Mening, skjøndt hans Navn ikke var nævnet eller antydet, forstaa, at han atter var bleven Gjenstand for en offentlig Exekution. Han satte sig ned ved sit Skrivebord, trist og forpint til det Yderste. En af Drengene kom hen og talte til ham; han svarede ikke. Drengen lagde sin Haand paa hans Arm, for at han skulde høre, han puffede i nervøs Irritation over at blive forstyrret saa voldsomt til ham, at han tumlede langt tilbage, faldt og stødte sig haardt i Tindingen imod en skarp Kant, saa haardt, at det blødte, og han blev liggende, ikke skrigende højt, men stille jamrende.

✂ Den lille Kone, som ikke vidste, hvem der var den Ulykkelige derinde, bankede paa Døren og sagde i en spøgende Tone, at de skulde værsgo være lidt rolige.

✂ De blev Alle stille i samme Øjeblik, thi de vare blevne forskrækkede over den lille Dreng. Faderen løftede ham op, vaskede ham tavs ved sin Servante og fik ham til at tie, skjøndt han hele Tiden klagede over, at det gjorde ondt i hans Hoved. Han vilde ikke mere gaa, men sad og lænede sig op til Faderens Skulder. Det forekom denne, at han strax 325 kunde gaa hen og tage Livet af sig, i et saadant Misforhold følte han sig stillet til den venlige og fredelige Tilværelse, som aabnede sig for ham her i Hjemmet og bød ham en Plads, som han ikke kunde indtage.

✂ Muntert slog hans Kone tre Slag paa Døren og lukkede saa op. Børnene foer ind til det skinnende Juletræ. Han gik bag efter ind med den Lille paa Armen.

✂ Konen blev bleg, da hun saae dem.

✂ »Det er Ingenting,« sagde han, »han faldt og stødte sig; jeg kom til at støde til ham.«

✂ Hun sagde ikke Noget.

✂ Den lille Fyr saae virkelig helt daarlig ud. Hun tog ham paa sin Arm, og paa hans fornøjede Smil var det let at se, at han betragtede det som en Forbedring af Tilstanden. Sagte opmuntrende og snakkende til ham bar hun ham om og søgte at oplive ham ved at vise ham alle Herlighederne og love, at han skulde faa Lov til at vælge først af, hvad der var paa Træet. Han syntes ogsaa ret oplivet, men klagede dog stadig lidt over sit Hoved.

✂ Digteren gik ind i sit Værelse. »Fader ligger og græder,« kom lidt efter en af Drengene hen og meldte hviskende til Moderen. Hun ilede ind, angst og bevæget. Han laa paa sin Sofa; om han just græd, som Drengen mente, er vel et Spørgsmaal, men ulykkelig var han, og det var umuligt for ham at ydmyge sig og være aabenhjertig ligeoverfor den beundrende Kone og tilstaa hende, at det, der nagede ham allermest, var, at han selv var begyndt at tvivle om, at han havde det store Talent, som for ham var Livsbetingelse for overhovedet at være Digter, og uden hvilket hele Tilværelsen tyktes ham uden Værd.

✂ Hun fik nogle intetsigende Forklaringer om, at han havde Hovedpine og var træt, og nøjedes dermed, skjøndt hun godt vidste, at det ikke var den rette Sammenhæng og anede, hvor omtrent den laa. Hun saae Avisen ligge derhenne paa Skrivebordet; der var en lille Bloddraabe paa den. Derfor var altsaa den lille Fyr faldet og havde stødt sig! Der var altsaa Ulykken kommen fra iaften! Aa, hvilke Anklager og Forbandeiser hviskede ikke i sin Kvide et godt lille Menneske af sit fulde Hjerte imod de virkelig helt Uskyldige, som skrev 326 saa slette og onde Ting om deres Medmennesker og ødelagde Fred og Glæde endogsaa Juleaften!

✂ Thi Juleaften var helt ødelagt, det var der ikke Tvivl om. Den lille Dreng maatte snart i Seng med en kold Kompres paa sit Hoved, og de to andre maatte hverken buldre paa deres nye Trommer eller blæse i Trompet eller blot hyle ganske fredeligt for ikke at forstyrre ham, nu han skulde falde i Søvn. Klynkende og klagende lidt i Halvsøvne sov han dog endelig ind.

✂ Saa gik den lille Kone ind til sin Mand. Han havde rejst sig fra Sofaen og stod inde i Julestuen. Han saae paa den fint indbundne Bog. »Hvad skal den der?« spurgte han. Den Bog havde efterhaanden voldt ham saamegen Pine og Skuffelse, at han ønskede, at han kunde have kastet den paa Ilden. »Hvad skal den der?«

✂ »Det er min Julegave til mig selv,« sagde hun.

✂ »Den er tarvelig nok.«

✂ »Den! Det er den kjønneste Bog, der er skrevet i mange, mange Aar,« sagde hun bestemt, »saa kan de for mig skrive, hvad de vil. Saadanne Vers lader de nok være at skrive.«

✂ »Læs lidt højt af den for mig,« bad hun efter en Pause med indsmigrende Kløgt.

✂ Men han rystede afslaaende paa Hovedet. »Jeg kan ikke, jeg har altfor megen Hovedpine,« han var ikke til at bevæge. Han følte med sig selv, at det vilde være ham ganske umuligt at tale ud, ganske og aldeles umuligt at betro sig ærlig og oprigtig til hende. Men paa den anden Side nagede det ham at være sammen med hende uden at kunne det.

✂ »Jeg troer, jeg vil gaa en Tur,« sagde han, da de atter havde siddet tavse en Stund, »ellers kommer jeg ikke til at sove.«

✂ Hun bad ham sukkende saa at gaa.

✂ Da han gik ud af Døren og ned ad Trappen, kom Fuldmægtigen farende ud paa Trappen i sin lugtende Slobrok og med en lang Pibe i Munden.

✂ »Naa, er det Dem, ja, det tænkte jeg nok,« vrøvlede han i sin Iver for at finde et Paaskud til at have løbet ud efter den 327 Anden. »De gaaer ud Juleaften, der er da vel ikke Noget i Vejen hos Dem?«

✂ »Nej, jeg gaaer blot lidt op paa Volden, jeg har saa stærk Hovedpine.«

✂ »Hovedpine,« sagde den Anden, inderlig fornøjet. »Det kommer af Blodkongestioner; De har formodentlig drukket og spist Noget, som De ikke kan taale, noget nederdrægtigt Djævelskab, som Gaasesteg og Punsch. Ja, jeg tænkte det nok, det bliver De syg af i flere Dage. Daarlig Fornøjelse for de mange Penge, det koster.«

✂ »Ja, hvad koster ikke mange Penge,« sagde Digteren mat.

✂ »Nej, det har De nok Ret i. Sikke Udgifter man har, og Huslejen! Nu, om et Par Dage skal vi jo til at betale; de Penge har jeg endda staaende i Sparekassen, heldigvis, men tænk paa Nytaarsregningerne og Doktoren og alt det Andet. Ja, god Nat, her er koldt paa Trappen. Glædelig Jul! god Nat!«

✂ »Tak, god Nat,« sagde Digteren og gik ud paa Gaderne, hvor Tøsneen stadig i tætte Masser faldt ned i Sjappet og Sølet.

✂

FJORTENDE KAPITEL

✂

✂ Harald Holst havde det ikke rigtig godt hjemme paa sin Gaard i Juleferien. Den forurettede Tante havde kjedet sig saa forskrækkeligt i sin Ensomhed, at hun endog havde savnet Haandværksfolkene og Spektaklerne. Hun følte sig derfor i endnu langt højere Grad end nogensinde før som Martyr. Alle Folk vidste tillige, at det var gaaet daarlig med Harald Holsts politiske Debut; Tanten vidste det ogsaa, og under sit Martyrium lod hun ingen Lejlighed gaa forbi, til at sige ham det og sige, at det havde hun sagt ham iforvejen. Det forekom ham til Slutningen, at hele Huset var saa ømt som en Byld, og at han ikke kunde røre ved Noget, uden at det skreg højst ubehagelig.

✂ Følelsen af at være en skibbruden Mand forfulgte ham allevegne, hvor han færdedes, og den var ikke behagelig; han 328 kunde ikke se et fremmed Ansigt uden at føle en vis Trang til at forklare sig og udvikle Grunden til sit Uheld.

✂ Et Sted, som han helt skyede at besøge, var den Gaard, i hvis Have den kjønne, unge Pige havde spadseret om Som ren. Han havde mere end halvt glemt hende i Kjøbenhavn og den lille Forelskelse var rent forsvunden under alle de andre Forestillinger og Tanker, som havde opfyldt ham. Nu, da han var derovre, dukkede hendes Billed op fra de kjendte Omgivelser. Han tænkte paa hende med Behag, han kunde egentlig nok have Lyst til atter at se hende, og tale med hende.

✂ At han ikke var bleven forlovet med hende, beroede maaske for en væsentlig Del paa saadanne Tilfældigheder som, at hun en Dag paa Grund af Regnvejr ikke havde været paa Højen, da han netop var i et vist Humør til at gjøre det af, eller at en anden Gang en Hund var faret i hans Hest, medens han holdt udenfor Højen, og Samtalen alt havde faaet et vist Sving. Dispositionen til at fri havde imidlertid tabt sig under Fraværelsen, der maatte adskillig ny Samværen til for atter at kalde den til Live, og han havde dog ikke Lyst til at vise sig som en slagen Mand.

✂ Men Beslutninger om ikke at ville se En eller Anden høre til dem, som man maa være to om, hvis de skulle udføres, og han var nu ene om sin. Den unge Dame var paa ingen Maade alvorlig forelsket i Hr. Harald Holst, det laa slet ikke for hendes Natur at blive det i nogen levende Sjæl af Mandkjøn. Men hun »syntes godt om ham«, og i den lille Fremtidsroman, hun havde udspekuleret for sig selv i de mange kjedelig Timer, hun havde paa Gaarden, havde hun alt i Sommer givet ham Plads som Forlovet og Ægtemand og alt, hvad dertil hører, en bedre Plads, end Nogen før havde havt af dem, hvem hun havde gjort Prøve med i bemeldte Roman. Og nu fandt hun, at det snart kunde være paa Tide, at Romanen begyndte at blive til Alvor.

✂ Han var taget saa underlig akavet fra Egnen i Efteraaret, da han skulde til Kjøbenhavn, og havde ikke engang faaet sagt ordentlig Farvel. Det lignede ikke Noget. Nu viste han sig slet ikke ovre hos dem, det lignede endnu mindre Noget.

329

✂ Og Juletiden havde hun altid tænkt sig maatte være den dejligste til at blive forlovet i. Men han kom stadig ikke. Der skulde være stort Herregilde en af Juledagene, han var inviteret, og saa - sendte han Afbud. Det skete, fordi han ikke for nogen Pris vilde være sammen med alle de Mandfolk, som vilde politisere, thi ude paa Landet politiserer man meget mere end i Byerne. Han havde en aldeles klar Fornemmelse af, at han vilde komme til at løbe Spidsrod, og det skulde han ikke have Noget af. Disse hans Tanker kjendte Frøkenen imidlertid ikke; hun forstod ikke hans Afslag, thi naturligvis troede hun ikke paa det Ildebefindende, han paaskød. Men hun var ikke af dem, der saadan tabte Modet eller blev dybt krænket ved en lille Tilsidesættelse. Hun vilde have fat i ham. Og naturligvis fik hun det ogsaa og det paa en meget ligefrem Maade; vilde han ikke komme til hende, vilde hun komme til ham. Derfor traf hun den forurettede Tante i Kirken, og derfor fortalte hun hende, at hun Dagen før havde været lige ved at komme over at besøge hende, men havde ladet være, fordi hun vist vilde have syntes, at det var saa underligt. Tanten fralagde sig herpaa at ville have havt den Slags Syner og bad hende gjøre Alvor af det en anden Gang. Frøkenen holdt paa, at det vilde være underligt, og kom saa Dagen efter og var meget behagelig imod Tanten og ret behagelig imod Harald Holst, især da det led imod Aften. Hun fik Klaveret lukket op og fandt, at der endnu var levnet Rester af Toner i dets rustne Strenge, og gjorde sit Bedste for ud af disse Rester at faa Melodier, som Harald Holst tidligere havde holdt af. Resultatet var dog ikke synderlig glimrende, forsaavidt der var tilsigtet nogen særlig Opmuntring af Harald Holst. Hun talte til ham om mange, gamle Historier, men slet ikke om hans nye Storhed og seneste Kampe, og han fandt hende meget ubetydelig og lidt kjedsommelig.

✂ Om Aftenen var hun saa uklar om den Besked, hun havde givet om at lade sig hente, og om hun overhovedet havde truffet nogen Aftale, at det paa en naturlig Maade udviklede sig til, at Harald Holst, til Trods for hendes Ubetydelighed, kjørte hende hjem i en lille Enspænderkane; thi man havde 330 havt Sne i denne Tid, halv Tøsne, som inde i Byerne strax var bleven til et snavset Ælte, men som herude holdt sig endnu i et tykt, hvidt Dække.

✂ »Bare vi ikke kjøre vild,« sagde Frøkenen, da de havde kjørt noget. Aftenen var mørk og Hr. Harald Holst stadig ikke meget livlig.

✂ De kom til Korsvejen, hvor de to brave Piletræer stode i fuld Funktion med deres Vinterdragt og viste i Sneen og Mørket, hvor Vejen gik til Lille Lavby og hvor til Store Højby.

✂ »De drejer vist forkert,« sagde igjen Frøkenen.

✂ »Nej, jeg gjør ikke,« sagde Harald Holst.

✂ »Skal vi virkelig ikke lige ud?«

✂ »Nej, vi skal ikke, saa kommer vi over til Lille Lavby, og det er dobbelt saa langt.«

✂ »Aa Gud, gjør vi det,« sagde Frøkenen. »Ja det er en anden Sag.«

✂ »Ja det er godt, de Piletræer staaer her,« sagde Harald Holst. Og ti Minutter efter var Frøkenen sat af ved sin fædrene Trappe, og derved blev det.

✂

✂ Det forbausede den grublende Harald Holst Noget, at Mølleren ikke var ham saa slem, som han havde troet. Vel behandlede han ham med en vis Kulde og en vis Overlegenhed, der ikke var behagelig, men afgjort fjendtlig var han ikke. Det var, som om det dog nok kunde blive godt endnu, og da han talte med ham paa Slutningen af sit Ophold, viste det sig i Virkeligheden ogsaa, at der var en ikke saa fjern Maade at erhverve nogen Absolution paa. Mølleren mindede om Færgeprivilegiet og sagde paa sin udspekuleret ligefremme Maade, at det jo stod galt nok med Jernbanesagen, men siden de sidst skiltes, havde han tænkt, at han kunde dog i al Fald se at bringe Sagen i Orden med Færgeprivilegiets Afskaffelse. Det kunde ikke være vanskeligt; andre Steder havde faaet den Slags urimelige Privilegier afløst, hvorfor skulde man ikke ogsaa kunne naa det samme her. Ministeren kjendte naturligvis slet ikke dette Forhold, blev han opmærksom derpaa, vilde han vist ingen Vanskelighed gjøre, og 331 Egnen vilde sætte Pris derpaa. Vel var det ikke Jernbanesagen, man fik ordnet, men det var dog et Anliggende, som laa dem Alle paa Hjerte.

✂ Selvfølgelig talte den kloge Møller slet ikke Noget til Holst om, at det særlig laa ham paa Hjertet, ham og en i Nærheden af Færgestedet boende Ejendomsbesidder, som i al Stilhed havde truffet et praktisk lille Arrangement med den nuværende Forpagter, hvorefter Færge og Gjæstgiveri og det Hele, som der var Noget at tjene ved, efter Udløbet af den nuværende Forpagtningstid vilde komme under deres Forsorg ved at blive givet fri.

✂ Harald Holst vilde imidlertid slet ikke høre Noget om at røre ved Færgerettigheden. Hvordan man vendte og drejede det, vilde det naturligvis komme til at gaa ud over den gamle Dame, som ejede Gaarden, og, som man paa Forhaand kunde sige, kun vilde faa en aldeles utilstrækkeig Erstatning. Desuden havde han ved mange tidligere Lejligheder udtalt, at det vilde være skammeligt at røre ved denne Sag.

✂ Det sidste, fandt Mølleren, havde ikke saa meget at sige, man maatte da have Lov til at komme til bedre Erkjendelse. Og desuden, de, ligeoverfor hvem han havde »bundet« sig ved disse Udtalelser, det var de Andre, som dog ikke rigtig mere troede ham, medmindre ....

✂ »Medmindre?«

✂ Han gjorde noget Mere, som f. Ex. forlove sig med den lille Frøken derovre. Hendes Brødre havde meget at sige paa den anden Side, men de syntes at være blevne svært koldsindige i den senere Tid.

✂ Harald Holst saae meget befippet paa Mølleren.

✂ »Ja,« sagde denne med en Statsmands hele Overlegenhed. »Det er i Virkeligheden den politiske Situation: Enten maa De slaa Dem paa en Forlovelse eller paa Færgerettighedens Afskaffelse. Gud bevares, jeg vil ikke give Dem Raad, men jeg siger blot, at det Sidste er det Sikkreste, det er Vejen til os, og den skal De kun holde paa.«

✂ Det var en Række højst pinagtige Overvejelser, han her var kastet ind i. Og det optog ham ganske i det Par Dage, han endnu vilde tilbringe derovre.

332

✂ »Du er saa indesluttet,« sagde den krænkede Tante, naar han taus og adspredt sad ligeoverfor hende ved Maaltiderne eller for Høfligheds Skyld tilbragte en Times Tid i Dagligstuen.

✂ »Jeg har saa mange Ting at tænke paa.«

✂ »Det har vi Andre naturligvis ikke; vi forstaa os ikke paa nogen Ting.« »Synes Du, jeg skulde gifte mig,« spurgte han paa engang.

✂ »Det er ikke godt for mig at svare paa,« sagde hun. »Hvad har Du selv Lyst til.«

✂ »Jeg har egentlig ikke saa farlig Lyst.«

✂ »Nej, naturligvis,« sukkede hun haabløst. »Det kunde jeg nok tænke. Det triste Liv, vi nu føre, kan jo gjerne vare ved den Smule Tid, jeg har tilbage. Jeg forlanger ingen Husmoder til at tage sig af det Hele og hjælpe lidt paa mig.«

✂ »Naa ja, ja, Tante,« beroligede han hende. »Ingen ved jo, hvad der kan arrivere.«

✂ »Vor Herre bevares, det er sandt nok. Du tænker altsaa virkelig paa ....«

✂ »Nej, nej, jeg gjør ikke. Jeg tænker nok, men det bliver ikke til Noget.«

✂

✂ Han rejste til Kjøbenhavn uden at havde taget nogen afgjørende Beslutning. Han vilde raadføre sig med Digteren, der mere og mere havde vundet hans Fortrolighed. Dennes Bitterhed og Lyst til at rive ned paa Alt og mistænkeliggjøre og nedsætte Alle, som var saa stærk nu, tiltalte ret den nedslaaede og utilfredse Politiker.

✂ Han traf den stakkels Digter i et Øjeblik, der gjorde, at han fik hurtig og klar Besked. Han havde lige skrevet et lille Digt fuldt af ædle og højmodige Følelser, hvori han næsten tilgav Verden den store Uret, den havde gjort ham, han havde hertil foreløbig forbrugt Alt, hvad hans Karakter havde i sig af højsindede Egenskaber, og var nu i den profane Virkelighed ublandet Beskhed og Bitterhed.

333

✂ Da han hørte, at der var Tale om at værne om en Færgerettighed, der tilhørte en Dame, som var Kammerherreinde, og som boede i Amaliegade, blev han næsten ude af sig selv af Iver.

✂ Han foer op af sin Stol, og svøbende sin slidte gamle Stuefrakke om sig, begyndte han en heftig Marche op og ned i Stuen.

✂ Han fremførte i en feberagtig hurtig Tone en hel Del almindelige Fraser om Privilegier og Forældethed og Udsugelser af Klasser ved Klasser.

✂ Et lille Stykke Legetøj, som et af Børnene havde slæbt ind, kom ham i Vejen paa hans Stormmarche og blev traadt itu. Den ulykkelige Unge, som var Vidne hertil, stak i at græde, fik et Par voldsomme Ørefigen og blev sat paa Døren, og Filippikaen imod Privilegier i Almindelighed drejede ind i et specielt Anfald paa Harald Holst, fordi han kunde være saa svag og holdningsløs at tøve et Øjeblik med at tage et saadant Skridt og mandig bryde med raadne Traditioner og jammerlige Hensyn.

✂ Han afbrød sig pludselig for at tage et Blad Papir op fra Gulvet. Det var det nys skrevne Olieblad til Verden, som var faldet ned, maaske ved det Smeld med Døren, hvormed den ulykkelige Unge, der havde faaet sit Legetøj søndertraadt, var bleven sat ud, maaske ved en anden af hans heftige Gestikulationer.

✂ Da han havde Papiret i Haanden, satte han sig ned. »Har Du Lyst til at høre,« sagde han, og uden at oppebie Svaret oplæste han med stor Pathos nogle i Virkeligheden smaa, magre Vers, i hvilke han lyste Fred og Tilgivelse over alt Levende.

✂ »Saaledes slaaer jeg Krybet,« sagde han, idet han sluttede og majestætisk lagde Papiret hen paa Skrivebordet.

✂ Derefter tog han atter fat paa Færgeprivilegiet, gjørende det til et endnu mere kulsort Misbrug end tidligere.

✂ Harald Holst følte sig overbevist og gav ham ved sin Bortgang et kraftigt Haandtag som Pant paa, at det var afgjort, at Misbruget skulde ryge i Lyset og en Sten i al Fald blive taget ud af de aristokratiske Fortrins Ringmur. Digteren havde i sin Bevægelse fundet nogle Adjektiver til de sidste Strofer i Tilgivelsen og skyndte sig at rette disse.

334

✂ Harald Holst tog altsaa fat paa at virke for Privilegiets Ophævelse.

✂ Der var naturligvis i Virkeligheden ikke noget vejfarende Menneske eller Kreatur, der vilde vinde det Mindste ved, at Færgerettigheden blev upriviligeret og for Fremtiden besørgedes af den nuværende Forpagter som Ejer med Mølleren som passiv Interessent, men selvfølgelig lod der sig sige endel om forældede Privilegiers Urimelighed og Uhensigtsmæssighed og det Fornuftige i at afskaffe dem. Alt dette blev sagt i de private Samtaler, hvormed han blandt sine Kolleger drøftede Spørgsmaalet, og da Harald Holst, for en ikke ringe Del paa Grund af Digterens Inspirationer, var i en ret imponerende, misanthropisk Stemning, blev det sagt med tilbørlig Skarphed og Sikkerhed. Folk gav ham Ret, han følte sig endnu mere sikker i sin Sag, og en skjøn Dag blev det anmeldt, at han agtede at stille en Forespørgsel til den vedkommende Minister, om han var betænkt paa at afløse og hæve det paa Lille Lavby Fjord bestaaende Færgeprivilegium. Thinget gav sit Samtykke til, at Forespørgselen maatte stilles, Ministeren, der var den samme, som han havde havt at gjøre med i Jernbanesagen, lovede at besvare den, og saa kom den Dag, da Harald Holst skulde gjøre sin anden Debut i det politiske Liv.

✂ Han havde lagt sin Plan; først vilde han udvikle alle de Retfærdighedens og Billighedens Grunde, der talte for Privilegiets Afskaffelse, og stille sin Forespørgsel. Svarede Ministeren et beredvilligt og utvetydigt »Ja«, lovede han øjeblikkelig at gaa hen og afskaffe Privilegiet, vilde han anerkjende dette, men paa en kold og nedladende Maade, fremhævende, at Ministeren kun derved gjorde sin simple Pligt og let antydende, at det gjorde han ikke altid, som f. Ex. i Jernbanesagen. Dersom derimod Ministeren viste den mindste Vaklen, ja, saa skulde han faa Sandheden at høre.

✂ I Overensstemmelse med dette Program holdt han ogsaa sit første Foredrag. Det var meget godt gjort og indeholdt et passende Udvalg af alle de Grunde, hvormed man slaaer Privilegier og Forrettigheder til Jorden. Da han vidste, hvem der ejede Rettigheden, indflød der en Bemærkning om, at den ganske vist udøvedes paa en saa lidet trykkende Maade 335 som muligt, men deri indeholdtes jo ingen Garanti for kommende Tider. Det Hele var meget net, og da Taleren nød godt af et begyndende Renommé som en bitter Aand, hørtes det med en vis Interesse.

✂ Den højtærede Minister havde imidlertid ikke faaet nogen Fært af, at det unge Medlem i al Stilhed var bleven noget mere værd end den pure Begynder, han saa let havde kunnet koste i Jernbanesagen. Da det nu altid er behageligt for en Minister engang imellem at kunne vise, at han er Karl for sin Hat ved at feje et Medlem ordentlig af, og da særlig denne Minister i Kraft af sin Egenskab af ny KompromisMinister meget sjelden turde unde sig den Fornøjelse, da han omhyggelig maatte undgaa at lægge sig ud med Folk, fra hvem man kunde risikere det Mindste, saa vilde han ikke lade en Lejlighed, hvor der Intet var at risikere, gaa fra sig til at vise, at han ogsaa kunde være slem at komme for nær. Han rejste sig derfor op med stor Værdighed, da Harald Holst havde sat sig ned, og idet han kastede et fornemt Blik paa det Blad Papir, hvorpaa Forespørgselen stod, erklærede han med en afvisende Kulde i sin Stemme og hele sin Holdning, at han ikke havde havt Lejlighed til at henvende sin Opmærksomhed paa denne Sag, og at det heller ikke forekom ham, at der her forelaa et Forhold, som trængte til at reformeres; men ligesaa villig Ministeren altid vilde findes at være til at laane Haanden til modent og tidssvarende Reformarbejde, ligesaa uvillig var han til uoverlagt og uovervejet Indgriben i det Bestaaende, selv naar det angik mindre betydende Ting.

✂ Efter dermed at have slaaet det unge Medlem, som hverken kunde gjøre Ondt eller Godt, saa flad som en Pandekage, satte Kompromisets Mand sig ned i stille Triumf og med en behagelig Følelse af at have været Mand.

✂ Men denne varede ikke længe. Op sprang det unge Medlem som en Løve, og det en af de Løver, der ikke falde ned som Faar. Strax da han begyndte med et med stærk Stemme intoneret: »Jeg ventede det!« var der Noget, som fik alle Folk til at spidse Øren, og for hver Sætning, han kom videre, vakte han yderligere Opmærksomhed. Al den Bitterhed og Utilfredshed, han var ladet med, lod han faa frit Løb, og hans 336 Samtaler med Digteren kom ham til afgjørende Nytte, ikke blot ved den Grundstemning, de havde skabt i ham, men ved adskillige prægnante, slaaende, ja næsten aandrige Udtryk, hvori Digteren havde formet sine Anklager imod det Bestaaende, og som han med ikke ringe Virkning benyttede her, Indvendinger imod Ministeriets hele System og Tilværelsesgrundlag, dets Forsøg paa ved Svaghed og Halvhed og meningsløse Indrømmelser, saa til den ene Side, saa til den anden, at forlige det Uforligelige. Indvendinger, som Mange kunde være enige om, men som Alle stiltiende vare blevne enige om at dække til, i al Fald foreløbig, kom her frem i blinkende Skarphed.

✂ Det var en mærkelig Tale. Medlemmerne hørte efter med stigende Opmærksomhed, og de, der havde drevet om ude paa Gangene og i Værelserne, kom ilende ind, dragne af Rygtet om, at der var noget Usædvanligt paa Færde. Referentpladsen skrev, saa Pennene knistrede; Ministeren, som efterat have knust det unge Medlem var gaaet ind i en Vinduesfordybning for at faa sig en hyggelig Passiar om det nye Stykke paa Theatret, glemte sine æsthetiske Interesser og sad paa sin Plads og hørte efter med den mest bestyrtede Mine som en Mand, der uden Varsel har følt Jorden aabne sig under sine Fødder og er plumpet ned i et dybt Hul, hvor han endnu slet ikke ved, hvorledes han sidder i det.

✂ Da Harald Holst havde endt sin Tordentale og satte sig ned, var det endnu slet ikke lykkedes for Ministeren at klare sig sin Stilling, og imens han sad og hverken vidste, ud eller ind, rejste en af Oppositionens vigtigste Ledere sig op.

✂ Det var aabenbart, at man i hans Rækker havde fundet, at det dog ikke kunde gaa an at lade et ganske nyt Medlem distancere sig i Fjendskab mod Ministeriet, og uden alt Hensyn til Jernbanelovens Velsignelser og til det Forlig, der paa Basis af den var blevet sluttet for saa kort Tid siden, begyndte han ogsaa at sige Ministeren Ubehageligheder, idet han for den strategiske Positions Skyld til sit Udgangspunkt tog en varm Tilslutning til Fordringen om Færgeprivilegiets Afskaffelse og lod sig gjennemtrænge af en dydig Harme over det frihedsfjendske Sindelag, Ministeren havde lagt for Dagen.

337

✂ Et Par andre Talere, som maaske ogsaa vare komne i Tanker om Et og Andet, som det kunde være formaalstjenligt at faa afløst, fulgte efter. Saa kom endelig Ministeren frem. Han saae sig, ikke uden Værdighed, om i Salen og erklærede, at Intet havde under hele hans Ministervirksomhed forbavset ham saameget som de Angreb, hvorfor Ministeriet og særlig han havde været Gjenstand idag. De mere almindelige Angreb vilde han lade staa ved sit Værd, han fandt i al Fald ikke, at denne Sag kunde give ham Anledning til at komme ind paa et mere almindeligt Forsvar, ihvorvel det vilde være ham en Ære og en Glæde at føre et saadant. Men han vilde holde sig til selve Sagen og i den Anledning udtale sin dybeste Forbavselse over de Angreb, han havde været Gjenstand for, og som beroede paa den fuldkomneste Misforstaaelse af hans Ord, som det kun forbavsede ham, at ovenikjøbet flere Talere kunde gjøre sig skyldige i. Han havde jo udtrykkelig gjort opmærksom paa, at han ikke endnu havde havt Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen, men for Enhver, der vilde forstaa ham, laa deri dog en tilstrækkelig klar Udtalelse om, at han vilde anse det for at være sig i høj Grad magtpaaliggende nu at komme tilbunds i den. Og medens han ikke kunde love at reformere et Forhold, som han ikke kjendte noget til, laa der tillige i hans Udtalelse, det vilde Tiden og Tidenden ogsaa vise, en aaben Anerkjendelse af, at, naar hans Undersøgelser, hvad der jo var meget rimeligt, maaske endog sandsynligt efter Alt, hvad han hørte om Sagen, førte til det Resultat, at her virkelig maatte foretages en Afløsning, da ogsaa at skride til en saadan Reform med den samme gode Villie, som han smigrede sig med altid at have vist, hvor det gjaldt at fremme modent og tidssvarende Reformarbejde. Det forekom ham, at med saadanne Udtalelser maatte virkelig den ærede Forespørger og Sagens mange andre Venner kunne være fuldt tilfredse. Tiden, hvis Dom Ministeren med himmelsk ren Samvittighed imødesaa, vilde i al Fald nok vise, at de havde Grund dertil.

✂ Nu var det den anden Parts Tur at blive overrasket, og maatte Overraskelsen end være behagelig, var det dog ikke saa ganske let for et uøvet Medlem som Harald Holst at tage 338 den. Nu kom det ham imidlertid til Gode, at han havde forberedt sig paa Forhaand paa forskjellige Eventualiteter. Af det Svar, som Ministeren skulde have havt, hvis han havde erklæret sig villig til at gjøre Noget ved Sagen, kunde Adskilligt bruges; den kolde Fornemhed, som han havde arbejdet ind i Vendingerne, passede netop fortræffelig til denne Situation, og med nogle smaa indledende Spydigheder om den mærkelige Maade, hvorpaa den ærede Minister var bleven misforstaaet, fik han derudaf et Svar, som gjorde megen Lykke ved den sikkre Tone, hvori det var holdt.

✂ Da man saa var færdig, sagde Harald Holsts skikkelige Sidemand, den brave oppositionelle Bonde, idet han strækkede sig, inden han rejste sig: »Naa, De fik ham saamænd kjørt ordentlig rundt«, og da Harald Holst kom ud paa Gangen, blev han helt overrasket over alle de mange venlige Ansigter, han saae nu fra de Kollegers Side, som aldrig ellers havde lagt Mærke til ham. Det var aabenbart, at han pludselig var bleven en Person af Betydning ved at bide ordentlig fra sig. Da han gik ud af Porten, kom den oppositionelle Stormand, som havde fejet ham saaledes af sidste Gang, tog ham under Armen og fulgte ham lige til hans Dør. Da de der skiltes, havde han allerede faaet et godt halvt Løfte fra Harald Holst om at slutte sig til hans Parti, i al Fald konferere privat med ham om de vigtigere Afstemninger, der maatte forestaa.

✂ Glad og lykkelig, som han ikke havde været det i hele det Afsnit af sit Liv, der havde været helliget til at fremme »det Heles og Stores« Vel, gik Harald Holst op paa sit Værelse, og idet han satte sig ned og tænkte over Dagens Begivenheder, sagde han til sig selv, at havde han vundet, saa var det, fordi han uden alle Bihensyn kun havde holdt Sandhedens og Fremskridtets Fane højt og hensynsløst bekæmpet forældede og uretfærdige Forrettigheder. Og naturligvis troede han, hvad han sagde til sig selv.

339

✂

FEMTENDE KAPITEL

✂ Der var et Sted, hvor Harald Holsts Optræden for forældede Privilegiers Afskaffelse havde vakt en særlig Begejstring, det Sted, hvor han selv maaske mindst havde ventet det - ude hos Kammerherreinden. Imidlertid var det dog ærlig talt ikke saa meget den gamle Dame, der havde følt sig tiltalt ved hans Optræden, som Frøken Helene.

✂ De første Efterretninger om, at der var noget Galt paa Færde, kom fra Etatsraaden, som egentlig var den, der besørgede den lille Kreds' Forbindelse med Dagsbegivenhederne i Omverdenen. Naar han ikke tænkte paa Universalfødemidlet, sysselsatte han sig tildels med Samfundets Anliggender i det Mindre og det Større, i Retning af Bynyt og Politik, af smaa Skandaler og store Begivenheder imellem hinanden, som det nu falder i Huslivet og paa offentlige Steder.

✂ Der havde han da ogsaa hørt lidt i Tide om det Angreb paa Færgegaarden, som forestod. En Søndag Aften mødte han i Amaliegade med et temmelig forstyrret og distrait Væsen. Gehejmeraaden saae strax, at der var Noget paa Færde med ham, men tog sig det ikke videre nær; han vidste, at Etatsraaden i den senere Tid var gaaet videre paa sine biologiske og fysiologiske Studiers Bane og havde læst Noget om det Vegetative i Dyrelivet, som havde gjort ham aldeles forstyrret, da det slet ikke passede med den Løsning af Ernæringsspørgsmaalet for Mennesket, som han troede at være paa Vejen til ved Hjælp af Ernæringsessentsen.

✂ Men da han spøgende alluderede til, at der nok var trukket nye Vanskeligheder op fra det Vegetative, afviste Etatsraaden det paa en saa alvorlig Maade og med en saa hemmelighedsfuld Vinken og Blinken i Retning af Damerne, at han blev helt uhyggelig tilmode. Etatsraaden, som ikke havde noget dramatisk Talent, betydede vedblivende Gehejmeraaden, at han havde noget aldeles Hemmeligt at meddele paa en Maade, saa hele Selskabet blev opmærksom derpaa og han i Alles Interesse maatte lette den gamle Herre for den Byrde af Viden, som trykkede ham saa haardt.

✂ Gehejmeraaden syntes nok, at det var en temmelig daarlig Nyhed, men mente, at man gjorde bedst i strax at tale 340 om den, læmpelig forberedende paa, at den truende Forandring, som i det Hele lignende Forandringer sjelden blev til Fordel for Folk.

✂ Det syntes i og for sig ikke at forbavse Gehejmeraaden saa særlig, at nogle Folk ovre i den vedkommende Egn vare komne til det Resultat, at det kunde være hensigtsmæssigt at faa en saadan Rettighed afløst paa det Offentliges og vedkommende Ejers Bekostning. Derimod forbavsede dette naturligvis i højeste Grad den gamle Dame. Det gjorde paa hende et stærkt Indtryk af Alvidenhed hos den for hende altid noget gaadefulde Institution, Rigsdagen, at den havde faaet Øje paa hendes lille Færgerettighed; men det forekom hende rigtignok tillige, at den gode Rigsdag, som, da den kjendte Rettigheden, ogsaa maatte kjende hende, der ejede den, gjerne kunde have bestemt sig til at lade den Sag ligge, til hun, som var en gammel Kone, engang var død og borte, og saa i Mellemtiden have givet sig af med noget Andet. Instinktmæssig havde hun ogsaa en vis Bekymring for, at der neppe vilde komme noget Godt ud af det for hende, naar der blev taget fat paa og gjort Forandring i et saadant Forhold, en Bekymring, som hun jo nok kunde mærke, at Gehejmeraaden ogsaa delte.

✂ Der var i den senere Tid kommet i Stedet for den mere stille, søgende Uro noget mere Abrupt, næsten Heftigt i Helenes aandelige Væsen. Hun interesserede sig nu ogsaa for hele denne Sag paa en saa levende Maade, at det i høj Grad overraskede hendes Omgivelser. Hun vilde have fat i de gamle Papirer, som vedrørte Sagen, og fik dem ogsaa ud af Gehejmeraadens Værge, ikke uden nogle spøgende Bemærkninger af den gamle Herre. Saa studerede hun dem med stor Iver og satte sig virkelig saa godt ind i Sagen, at hun den følgende Søndag helt imponerede Gehejmeraaden og Flemming ved sit Kjendskab baade til det, der vedkom den, og det, der ikke egentlig vedkom den. Hun var kommen til det Resultat, at Alt Rettigheden vedrørende var i den bedste Orden, at de besad den med al mulig lovlig Adkomst, og at det vilde være en stor Uretfærdighed at foretage det Mindste, der kunde forrykke det gamle Forhold. Gehejmeraaden gav hende ganske Ret i, at Ingen kunde besidde en 341 Færgegaard med tilhørende Privilegium mere retmæssig end hendes Moder, men kunde ikke saa ganske tiltræde hendes Betragtning af det derfor absolut Forkastelige i at ville gjøre nogensomhelst Forandring i Forholdet. Hans ganske vist noget tørt formulerede Grund gjorde imidlertid ikke synderligt Indtryk paa hende. Ikke mere Indtryk gjorde Flemmings Ironiseren, naar han udviklede for hende, at enten var der i Virkeligheden slet ikke Noget, der var Rettigheder og Forpligteiser, eller ogsaa var der maaske Noget af denne Art, men saa var tillige i den virkelige Verden det Hele indrettet saaledes, at jo bedre grundet en Rettighed var, desto mere Anledning var der til, at den ikke blev respekteret. Hun vilde til Slutningen slet ikke mere svare Flemming, men sagde blot med et af disse Skuldertræk, som klædte hende saa udmærket, at det jo ganske vist var den nemmeste Maade at tage alle Anliggender i Livet paa. Dertil tav Flemming, thi fra hendes Mund syntes den Slags Udtalelser at gjøre mere og mere Virkning.

✂ Den Dag Harald Holsts Forespørgsel skulde for i Rigsdagen, vilde hun absolut være tilstede, og Flemming fulgte hende ogsaa derhen. I Begyndelsen følte hun sig lidt generet; det forekom hende, at det var hende Sagen gjaldt; men da Forhandlingen var begyndt, interesserede den hende snart saa meget, at hun glemte dette.

✂ Med den største Spænding hørte hun efter Harald Holsts fortræffelige Tale, og det er sikkert sjeldent, at det i Politiken lykkes saaledes at overbevise Nogen og forandre en Opfattelse blot ved Ordets Magt, som det var Tilfældet her.

✂ Hun var gaaet derhen med Uvillie imod den uretfærdige Antastelse af hendes og hendes Moders retmæssige Ejendom, som var stillet i Udsigt, men alle de Grunde, Harald Holst med saa megen Styrke fremførte for Afløsningen, gjorde et stærkt Indtryk paa hendes varme og ærlige Sind. Hun glemte ganske, at det var hendes egen Interesse, det gik ud over, og sluttede sig fuldstændig til Taleren. Da Ministeren kom frem og erklærede sig uvillig til at gjøre nogen Forandring, oprørtes hun næsten over at høre ham staa paa et saa ubilligt og stokkonservativt Standpunkt, og med Tilfredsstillelse hørte hun paa den Spidsrodsløben for Ministeren og 342 nisteriet, som dette gav Anledning til, og med Fornøjelse var hun endelig Vidne til Tilbagetoget og de meget forstaaelige Løfter om at overlade hendes Færgegaard til dens Skæbne.

✂ Hun havde Lyst til at udtale sig for Flemming, og dog havde hun ikke rigtig Mod dertil. De vare jo aldrig enige, og hun vidste, hun vilde komme til at høre hans kritiske Ironiseren rejse Indvendinger, naar hun erklærede, at hun havde skiftet Mening.

✂ De gik derfor i Taushed, men hun blev ikke lidt overrasket, da han, idet de skiltes, sagde i en Tone, der var næsten blød: »Helene, jeg troer virkelig, De har skiftet Mening, lad Dem ikke narre.«

✂ »Ja, jeg er bleven bange for, at vi have en hel Del Uret,« svarede hun og saae bestemt paa ham.

✂ »Tag Dem iagt, at De ikke narres af Dem selv.«

✂ »Jeg vil heller narres, end ...« hun fuldførte ikke Sætningen, thi der var Noget i hans Udtryk, som afvæbnede hende.

✂ Da hun kom ind til Moderen i Dagligstuen, forekom det hende, at der var saa hedt og tungt imellem alle Lænestolene og Sofapuderne, at hun ikke kunde laa Vejret. Til Moderens ublandede Forskrækkelse ilede hun hen og smækkede et Vindue op og lod kold Vinterluft strømme ind.

✂ »Hvad gaaer der dog af Dig? Hvor kommer Du fra !« spurgte den forskrækkede gamle Dame, idet hun lod Broderiet synke i Skjødet. »Det er sandt,« tilføjede hun saa, »Du har jo været henne og høre. paa vor Sag, det havde jeg, med Skam at sige, næsten glemt. Stakkels Barn, ja saa kan jeg tænke, Du er noget medtaget. Lad mig hjælpe Dig af med Tøjet. Fortæl mig saa, hvordan det gik.«

✂ »Moder! vi have Uret,« sagde hun i en heftig Tone.

✂ »Uret? Vi! Men Barn, hvor kan Du sige saadan Noget. Er Gaarden ikke vor?«

✂ »Jo, men Privilegiet ikke, det har vi ingen Ret til.«

✂ »Men hvad er det dog for Noget,« sagde Kammerherreinden nu for Alvor indigneret, »hvor kan Du sige saadan Noget. Hvor kan Du et Øjeblik tro, at Din Fader, der aldrig vilde gjøre et Menneske et Gran af Uret, at han skulde have ejet det, naar vi ikke havde Ret dertil.«

343

✂ »Han vidste det ikke, vi vidste det jo heller ikke, men nu indser jeg det godt, man har ikke Ret til at eje den Slags Ting, til at gjøre sig Fordele paa Andres Bekostning ved en Tvang, der engang vilkaarlig og uretfærdig er lagt paa dem, og som ikke bliver en eneste Smule mere retfærdig, fordi den har bestaaet i - jeg ved ikke hvormange Aar.«

✂ Kammerherreinden var ikke kommen videre end til de første Sætninger i Datterens Svar og gjentog med rystet Stemme: »H a n skulde ikke have vidst Besked, Din Fader skulde ikke have vidst rigtig Besked! Hvad gaaer der dog af Dig? Hvormange Gange har jeg ikke hørt ham sige, da vor Formue ellers var borte, at det dog var godt, at vi havde Færgegaarden med dens Privilegium, det var ikke stort, men det var en sikker og fast Indtægt. Din Fader skulde ikke have vidst Besked!«

✂ »Jo, Moder, han vidste jo nok Besked, men han tænkte vel ikke paa, om det nu egentlig fra først af var retfærdigt at lægge den Tvang paa Folk, at de skulde gaa netop til vor Gaard for at blive færgede over og indlogerede og Alt det, og om Uretfærdigheden bliver bedre ved, at man har draget Fordel af den i lang Tid.«

✂ »Uretfærdighed! Jeg kan ikke begribe, hvor Du kan sige saadanne Ord om Noget, Din Fader har havt Lod og Del i. Men hvad uretfærdigt er der i, naar vi ere forpligtede til at holde Færge og Folk til den og Redskaber og Alt det, der ikke koster lidt, for at Folk altid kan være sikkre paa at komme over, hvad uretfærdigt er der saa i, at de ogsaa er forpligtede til at gaa til vor Gaard.«

✂ Til Moderens simple og praktiske Indvending havde Helene i Øjeblikket intet Svar; men idet hun blev ved at gaa op og ned af Gulvet i hurtig Takt, sagde hun: »Ja, der kan maaske være noget ret Praktisk i det, men det stemmer alligevel ikke med højere Retfærdighed, at ikke Enhver, der boer ved Fjorden, skal have Lov til at færge Folk over, og at Folk skal gaa lange Omveje og betale bestemte Taxter for at komme over med vor Færge. Nej, Moder! Jeg skal lade være at kalde det Uretfærdighed, naar Du ikke kan lide at høre det Ord, men jeg siger, at dersom det tages fra os, have Ti ingen Ret til at klage derover.«

344

✂ »Dersom det er Guds Villie, at vi skal miste vor Ejendom, ved jeg nok, at vi ingen Ret har til at klage, men maa finde os i det som i Andet, vi har fundet os i og baaret, og som har været haardere; men luk nu Vinduet, nu bliver her for koldt, og giv mig Shavlet, der ligger, jeg fryser allerede. Galt bliver det forresten, min Pige, at komme ud af det uden den, thi Du kan være ganske vis paa, at vi ikke faar nogen stor Erstatning, naar de tager Privilegiet, det siger Gehejmenaaden.«

✂ Dette sidste Punkt var imidlertid det, der mindst skulde skræmme Helene. Med sin gode Forstand havde hun godt set, hvor stort det materielle Tab kunde blive, men i Udsigten hertil var der Noget, som ingenlunde trykkede og nedslog hende, men næsten forekom hende tillokkende, ja som i den Uro, hvori hun var, aabnede hende en Udsigt til Befrielse, som hun mere end nogensinde trængte til. Saa vilde hun maaske blive nødt til at virke, til at arbejde i Livet for sig selv og sin Moder, hvor og hvorledes, det vidste hun endnu ikke, men saa var der dog en Udsigt til, at hun kunde faa tilfredsstillet denne Trang til at virke og udrette Noget, som det nu pinte hende, at hun ikke kunde finde Udvej for. Saa kunde hun faa Livet at se fra en anden Side end den stille, indelukkede, som hun kjendte, føle noget mere Frisk og Bevæget end det, der viste sig i de udpolstrede Værelser herhjemme.

✂

SEXTENDE KAPITEL

✂ Harald Holst var nu kommen paa den almindelige og hurtige Anerkjendelses brede Vej, yderligere Triumfer vare ham forbeholdte, og han var ifærd med at blive en Personlighed af Vigtighed. De Sager, han tog sig af, blev altsaa mere virkelige og alvorlige Sager, end de før havde været, og dette kom ogsaa hans Jernbaneplan tilgode. Det viste sig, at man ikke betragtede denne som helt afdød; Folk baade fra den ene og fra den anden Side talte til ham om den og syntes at have megen Interesse for den. Han fik Breve om den fra Mølleren - nu meget ærbødige og høflige Breve - hvori denne, 345 næst at vise pligtskyldig Paaskjønnelse af, hvad der var udrettet i Færgesagen, tillod sig at henlede hans Opmærksomhed paa, at hans Venner fra Kjøbenhavn meddelte ham, at Jernbanesagen ikke var at anse for tabt, naar man blot ikke vilde bide sig altfor meget fast i en enkelt bestemt Linie, men rette sig lidt efter, hvad der overhovedet kunde gjennemføres.

✂ Saa kom man ogsaa og fortalte ham, at man i Udvalget havde stillet sig venlig til Sagen, ja, at Ministeren endog havde røbet en vis Interesse for den. Det var aabenbart, sagde man, at han gik ud fra, at Harald Holst vilde have en enkelt bestemt Linie og kun denne. Den kunde man imidlertid ikke uden videre tage, uden at støde alle dem fra sig, som vilde have den anden rivaliserende Linie, og at støde Nogen ubetinget, var det, man mindst af Alt kunde indlade sig paa. Derimod mente fine Næser, som havde sporet dette ud, ogsaa at have sporet, at dersom der kunde udfindes et Kompromisforslag, saa vilde det nok kunde gaa, saaledes som Kompromiser saa ofte gaa i Verden.

✂ Dette var nu Altsammen godt nok, men at lave Kompromiser er ikke Noget, der ligger for unge og uerfarne Mennesker, og Harald Holst hørte temmelig hjælpeløs paa de Antydninger i denne Retning, der gjordes ham baade fra Interesserede og fra Uinteresserede, thi ogsaa i den Slags Forhold er der meget mere hjælpsom Godmodighed ved Siden af al Daarligheden, end man i Almindelighed forestiller sig.

✂ Heldigvis fandt han imidlertid i denne sin Forlegenhed en hjælpende og vejledende Ven. Det var en Kollega med ikke ringe Indflydelse, og som siden hans Sejr i Færgesagen havde faaet en vis Interesse for ham, Bankdirektør West.

✂ Bankdirektør West var en fremragende, offentlig Mand, Noget han var bleven, fordi han havde havt et bestemt Forsæt om at ville blive det, hvilket som bekjendt er en Maade, hvorpaa mange fremragende Mænd blive fremragende. Virkelig fremragende Egenskaber ere ikke nødvendige; vil en Mand frem, faaer han i Reglen Lov dertil; Folk skumle maaske bag hans Ryg, imens han puffer sig frem, men de lade sig puffe til Side, og naar den Puffende først er kommen hen til den Plads, han ønsker sig, vil han i Reglen kunne beholde 346 den, saalænge det skal være, og Folk ville endog unde ham den bedre end de Andre, som i det Fjerne ses at puffe sig frem imod den. Saaledes var det ogsaa gaaet med Bankdirektøren. Han havde saa ofte anbragt sig selv i Forgrunden og og sat sig og sit Navn i Forbindelse med Ting, som han ikke forstod sig det mindste paa, at der havde udviklet sig en vis Trang i Samfundet til stadig at se ham som Forgrundsfigur og have ham til at lede og styre i endnu flere uvedkommende Anliggender.

✂ Hans Hovedegenskab som offentlig Mand var iøvrigt en stor Evne til at kunne tale i ubegrænset Tid og tillige med stor Vægt om Alt det, han ikke kjendte nogetsomhelst til. Hans bedste Egenskab derimod var, at han oprigtigt troede paa sig selv, var fuldstændig overbevist om, at hans Ord altid vare et Udtryk for den rette og sunde Betragtning af Sagen, og om at han og Fædrelandet ikke kunde undvære hinanden. Naar han f. Ex. ivrigt arbejdede for, at Soldaterne istedetfor at have indenlandsk Skotøj skulde forsynes med Støvler med limede Saaler af en ny Papmasse, som han var med at fabrikere et Sted i Udlandet, saa forstod han at gjøre sig selv døv ligeoverfor alle Indvendinger imod en saadan Fodbeklædnings Hensigtsmæssighed, og den Dag, det var lykkedes ham at faa Papsaalerne indførte, og Hæren paa dem skulde marchere ud til Krig, vilde han græde af aldeles oprigtig Rørelse, føle sig som den bedste Patriot af Verden og sandsynligvis et eller andet Sted med sin ejendommelig fede, bævrende Stemme holde en begejstret Tale over dem, som - i Papstøvlerne - »vilde med Løven falde, gammel og askegraa«.

✂ Denne indflydelsesrige Mand var under det nye Kompromis- Mæglings- og Enighedsministerium bleven en af de mest Uundværlige, mest Indviede og mest Indflydelsesrige. Han havde til Stadighed Mægling, Kompromis, Enighed og alle mulige Dyder, der gaa i Retning af Fordragelighed, Imødekommenhed og Menneskekjærlighed paa Lager og i Kommission, enten for Ministeriet i Retning af Andre eller for Andre i Retning af Ministeriet; og han bevægede sig med stor Lethed og Dygtighed i hele den indviklede Situation, især efterat forskjellige tidligere ledende Folk havde trukket sig 347 tilbage i tavs Passivitet og ladet Pladsen endnu mere aaben for ham.

✂ Denne ledende Mand interesserede sig nu til alle Tider ganske særligt for Jernbaneanlæg; han havde fulgt den store Jernbanelov med den mest anspændte Opmærksomhed, havde været meget medvirkende paa alle Stadier, ogsaa i det Udvalg, hvor Sagen nu laa, og han saae derfor de Chancer, Harald Holst's Anlæg havde faaet, og saae dem ganske anderledes tydelig end denne. Det stod snart klart for hans overlegne Aand, at naar der var forskjellige Punkter, som enten selv skulde have Jernbane eller være fri for at se, at andre fik, men de selv ikke, saa laa der en med hele Kompromissystemet højst stemmende Løsning deri, at man gav alle disse Punkter Jernbane. Hvorledes Linien saa skulde lægges, maatte man se at blive enig om, Opgaven var ikke uløselig; man kunde f. Ex. gjennem de forskjellige Punkter trække enten en Zigzaglinie eller en Kamlinie, der tog dem alle. Han gjorde sig det endvidere klart, baade at det var bedst, naar man overhovedet spenderede saa Meget paa nye Baner, saa ogsaa af patriotiske Øjemed i Enighedens Interesse at spendere Meget paa denne, og tillige, at her kunde han gjøre en god privat Forretning for sig selv ved paa nogenlunde favorable Vilkaar at sikkre sig og nogle Kompagnoner Entreprise af den ny Bane, som vilde blive stillet lidt anderledes end de andre i Lovforslaget optagne Anlæg. Sagen blev i Hurtighed og Stilhed undersøgt, det blev befundet, at baade Zigzaglinien og Kamlinien kunde udføres, og at det vilde være baade det Fornuftigste og det for vedkommende Entreprenører Sikkreste og Fordelagtigste at anlægge Zigzaglinien. I Overensstemmelse hermed bestemte det hemmelige Konsortium sig for denne, men i Overensstemmelse med sin sædvanlige Fremgangsmaade i slige Forhold bestemte West sig tillige for, da han strax fra Begyndelsen af vilde optræde aaben og ærlig, som den, der ønskede at blive Entreprenør, tilsyneladende at ønske og anbefale Kamlinien, men lade sig Zigzaglinien paanøde, og saaledes, hvor god Forretningen end maatte blive, staa i det mest dadelfri og agtværdige Lys, som den, der halvt imod sin Villie og uden al Beregning havde gjort et glimrende Kup.

348

✂ Han talte i denne Tid jævnlig med Harald Holst, og saa skete det da, at denne som han mente ganske af sig selv, fandt paa, at Løsningen af det vanskelige Banespørgsmaal skulde ligge deri, at man anlagde enten en Zigzagbane eller en Kambane. Han meddelte denne sin Opdagelse til West, som under en livlig Anerkjendelse af det Rigtige og Hovedet paa Sømmet Slaaende i Ideen klarede dens Fordele yderligere for ham paa en Maade, der ikke kunde andet end indgive ham den mest ubegrænsede Tillid til sin nye Vens Forretningsdygtighed.

✂ Holst meddelte sin Ide til Flere, som vilde kunne faa Indflydelse paa Sagen; han skrev om den til Mølleren, overalt mødte han Sympathi. Hvad vilde imidlertid Ministeren sige, det var det store Spørgsmaal.

✂ Paa dette Stadium af Sagen blev han indbudt til et stort politisk epikuræisk Selskab hos West.

✂ Disse Fester havde altid to Bestanddele, en materiel og en immateriel. Den Første var altid af en utvivlsom god Bonitet; saaledes ogsaa denne Gang. Et udvalgt Selskab af indflydelsesrige Mænd joges igjennem en lang Række af fortrinlige Retter med den apoplektiserende Hurtighed af tre Retter i Kvarteret, som god Tone i Serveringen fordrede. Efter at denne farlige Proces heldig var ført til Maalet og Hjerterne vare blevne blidere og bøjeligere, idet al Energien var koncentreret i de med deres Opgaver beskjæftigede Maver, begyndte den immaterielle Del. I det Forspisningens Halvmørke, som paa dette Stadium lagde sig over Sindene, yndede Bankdirektøren at være paa Færde. Han havde næsten altid, naar han havde Selskab, adskillige smaa Jern i Ilden, og til Ære for hans Dygtighed som Fyrbøder maa det siges, at han sjelden lod nogle af disse brændes. Denne Gang var det Harald Holst's Bane, der var det vigtigste Jern.

✂ West vilde, som sagt, have sig Zigzaglinien paatvungen; han vilde helst have, at det skulde være Ministeren selv, som gjorde den til sin Ide, det vilde lette ham Arbejdet paa mange senere Stadier. Derfor maatte foreløbig Alt være Kambane, om end Begejstringen for denne skulde konstrueres af ikke altfor uforgængeligt Materiale. Han vilde selv 349 tilsyneladende være Kambanemand, hans Medinteressenter skulde være det, Harald Holst skulde være det.

✂ Det Sidste var nu overmaade let at faa i Stand. Det var i en tilstrækkelig Grad arrangeret, allerede inden man gik tilbords. Hvad der nu skulde besørges var, at faa den vedkommende Minister, som naturligvis ogsaa var tilstede, til at finde paa Zigzaglinien og passionere sig for den.

✂ West fik da ogsaa strax efter Bordet fat paa ham; men Ministeren var idag ikke saa let at behandle. For det Første var det ham endnu ikke ganske klart, hvormeget Hensyn der skulde tages til Ønskerne om Banen og til Harald Holst. Det var nok givet, at han ikke var en saadan Skovisk, som Ministeren først havde troet. Men hvad var han? Det var slet ikke klart endnu. Men dernæst havde Ministeren ganske andre Ting i Hovedet end Jernbaneanlæg. Han var meget optaget, som han forresten altid var, af hvad man sagde om Ministeriet paa dette eller hint Sted, men særlig i det Thing, hvor det konservative Parti sad stærkest og tættest. Det Værste, man kunde sige ham, var, at han stod sig daarlig med dette; hans Opgave var praktisk at føje dem, der stod paa den helt modsatte Fløj, paa yderste Venstre, og hans Formaal var derfor offentlig at gjøre dette og privat og fortrolig staa sig ligegodt med yderste Højre og blive anerkjendt af dette. Nu var der imidlertid den Dag hos West - der havde Privilegium paa at se alle mulige Mennesker, uden at disse blev særlig kompromitterede ved at komme der - ogsaa et af Højres mest fremragende og indflydelsesrige Medlemmer - en rig Jordegodsejer. Ham vilde Ministeren adskillig hellere have fat i end i sin ærede Vært. Kunde dette ikke lykkes, saa var der ialfald et Par Redaktører, som han gjerne vilde have sagt et høfligt, fortroligt Ord; de vare blevne ham lidt kølige i den sidste Tid.

✂ Bankdirektøren fangede ham imidlertid op og stod altsaa for ham behandlende Spørgsmaalet, Kambane ktr. Zigzagbane, paa en saare behændig Maade. Med let Haand afvejede han deres gjensidige Forhold, tilsyneladende i Favør af Kambanen, men læggende det ene gode Zigzagargument efter det andet til Rette for Ministeren, naar han blot vilde høre efter med et Minimum af Kritik og sund Fornuft.

350

✂ Men de skarpe Øjne, der bag de blaa Briller betragtede det ministerielle Ansigt, kunde ikke ret se noget Tegn til, at Ministeren agtede at præstere dette Minimum. Havde han spist altfor Meget, eller hvad var der i Vejen med ham? Han stod tavs og ubevægelig, ja, til saa stor Forbittrelse for Bankdirektøren, at hans Øjne gnistrede bag de blaa Briller, nik? kede han endog flere Gange og sagde: »Ja, De har Ret, det synes virkelig, at Løsningen er der,« eller: »Ja, jeg har altid tænkt mig, at skulde der gjøres Noget, maatte det være en Kambane; det er mit gamle System for den Slags Egne,« eller andre lignende vise Yttringer. Bankdirektøren var nærved at blive gal eller i al Fald apoplektisk af Forbittrelse; heldigvis spiste og drak han meget lidt ved sine egne Forretningsmiddage.

✂ For Ministerens Vedkommende var imidlertid Sagen den, at der havde dannet sig en lille diskuterende Gruppe, som gjorde ham mere og mere distrait ligeoverfor Andet. Denne Gruppe, i hvilken ogsaa de to Redaktører saaes, havde samlet sig om den indflydelsesrige Jorddrot og førte der en ivrig, om end høflig dæmpet Samtale. Det var det, der ikke lod Ministeren have Ro, han havde en umaadelig Respekt for den Indflydelsesrige. Denne var en stor Mand, men af dem, som aldrig var traadt frem i Forgrunden, og som maaske netop derfor tog sig saameget større ud. Vist var det, at det uigjenkaldeligt var slaaet fast, at han øvede stor Indflydelse. Hvor og paa hvad Maade det egentlig gik for sig, ja, hvem kunde sige det? Men ganske i Almindelighed var det en politisk Troessætning hos alle Partier, at han vaagen og i Søvne, gaaende, staaende, siddende og liggende altid øvede Indflydelse. Han havde aldrig været Minister, han talte aldrig i Salen, vilde knap nok med i de allervigtigste politiske Udvalg, men han havde Brystlommen fuld af snavsede Breve fra Lehnsgrever og Sognefogder i forskjellige Egne af Landet, hvori der altid stod en eller anden højst oplysende Passus, i Reglen om Stemningen, som han betroede sine Fortrolige med mange Ophævelser, som det, det egentlig kom an paa i nærværende Øjeblik, gjørende Ceremonien endnu omstændeligere ved, at han aldrig kunde finde det Brev, hvori det mærkelige Sted stod, i de første Omgange i Lommen og dernæst 351 heller ikke kunde finde, hvor i Brevet det stod, før efter en Mængde Udfoldninger og Sammenlægninger og Vendinger af Papiret og Paasætninger af en Næseklemmer med et revnet Glas og en slidt og slap Fjeder, der altid faldt af, hver Gang han skulde læse op med Eftertryk.

✂ Selv gav han derimod sjelden nogen Mening tilkjende, men yndede at udtale sig i Vendinger som »Ja, ja,« eller »Naa saadan,« eller »Det kan jo være godt nok, men ...« og saa blot nikke. Navnlig dette Sidste var hans Yndlingsvending, og saavel de stakkels Ministre som andre Politikere, der skulde bejle til hans Indflydelse, havde i mange møjsommelige Stunder grublet sig halvt sindsforvirrede over, hvad der i Virkeligheden skjultes i det Skatkammer af Visdom, hvortil dette »Men«, som aldrig vilde aabne sig, førte ind.

✂ Paa ham hvilede nu Ministerens Blik, seende langt ud over Kam- og Zigzaglinier. En af Ministeriets Venner, som altid var paa Færde med at bringe det mærkelige Efterretninger om Stemninger og Tilstande i den politiske Verden, havde Dagen før gjort ham den bevægende Meddelelse, at den Indflydelsesrige i en fortrolig Kreds havde sagt om Ministeriet: »De kunde trænge betydelig til at stives, men....« en Udtalelse, der var et overordentligt betydningsfuldt Fingerpeg om en Misstemning i visse ledende Kredse, som Ministeriet vilde gjøre vel i at tage det størst mulige Hensyn til. Intet Under derfor, at Ministeren interesserede sig for, hvad der nu foregik i og omkring den Indflydelsesrige. Af et Ord, som lød fra Gruppen, naar En og Anden intonerede lidt højere end den normale Selskabstonart, kunde han høre, at der var Tale om »Planer«. Da nu Hemmeligheden var den, at Ministeriet ikke i den vide Verden havde det, der lignede en Plan, hvilket var den sande Grund til, at Ingen kunde opsnuse den til Trods for al den Skarpsindighed, der jævnlig anvendtes herpaa, saa var Ministeren endnu mere ivrig efter at høre, hvad denne udmærkede Kreds sagde, og tænkte sig, at han mulig endog kunde pikke et eller andet Guldkorn op i Retning af Plan.

✂ Det var altsaa intet Under, at Ministeren ikke samlede et eneste af Zigzagargumenterne op. Han gav sit Tilsagn om, at Bankdirektøren skulde faa Bygningen af en eventuel Bane 352 i Entreprise, men paa selve Linien var det ikke muligt at faa ham til at tænke paa selvstændig Vis, og da Bankdirektøren gjorde et nyt Forsøg paa at faa Diskussionen rejst om i Retning heraf, gled han, som nu atter hørte Ordet »Plan« nævnes i Gruppen, med et temmelig umotiveret »Aa, undskyld«, bort fra de blaa Briller og lige hen imod Gruppen.

✂ I samme Øjeblik løste imidlertid den Indflydelsesrige sig ud fra den med en Mine, der ligesaa godt som Ord sagde: »Det kan Altsammen være godt nok, men....«

✂ Han lod Gruppen staa og snakke videre og gav sig til med jævnt hurtige Skridt og Hænderne paa Ryggen at vandre op og ned ad Gulvet, ikke seende paa nogen Verdens Ting, men naturligvis øvende Indflydelse og hemmelig beskjæftigende alle de Andres Tanker i den forladte Gruppe og især den stakkels Ministers, der bildte sig ind, at han var løbet for ham, og tænkte paa den raadende Misstemning, hvorom han var bleven varslet, Angreb paa Ministeriet, dettes mulige Afgang og andre forskrækkelige Ting, som ganske betog ham Humøret.

✂ I Virkeligheden var imidlertid Grunden til, at den Indflydelsesrige havde trukket sig tilbage og nu filosoferede peripatetisk og ensom, den, at det var faldet i hans Lod i Livet at skulle forsone en svag Mave med en meget stærk Appetit. Mangen Gang, naar han var taus og meget tankefuld og hans Omgivelser bespændt søgte at udgrunde, hvilke store politiske Planer, hvilket nyt Syn paa den politiske Udvikling, der nu beskjæftigede ham, og hvad Konsekvenserne heraf vel kunde blive, var det i Virkeligheden Fornemmelser i hans Mave, der var en Gjenstand for hans Tanker. Saaledes ogsaa nu. Problemet var ingenlunde, om Ministeriet skulde have Lov til at blive eller skulde falde, men om han ikke havde gjort fejl i at spise en Artiskok, som kombineret med Trøfler gav ham Udsigt til at skulle straffes med en sig alt nærmende Kolik.

✂ Ængsteligere og ængsteligere grundede Ministeren over, hvad der kunde være i Vejen, og kom endelig til det Resultat, at den Indflydelsesrige ikke syntes om hans lange Samtale med Bankdirektøren og formodentlig, ja ganske sikkert, mistænkte ham for et Forræderi i Toldsagen.

✂ I Selskabet var ogsaa Maleren. Han havde en kolossal 353 Appetit og tænkte ved slige Lejligheder kun paa at gjøre Skade for et saa stort Beløb som muligt i de dyreste Retter og de fineste Vine, og paa bagefter maaske at fange en god Bestilling. Han havde nu ved Cigarerne fundet den dyreste Kasse og røg med et Lokomotivs Kraft for at faa røget dobbelt imod de Andre, inden han skulde ind og synge Bondeviser for Damerne, hvilket var hans selskabelige Specialitet. Imens fik han og Harald Holst sig en lille Passiar, begge paa engang glade over at kunne vise sig for den Anden i et saa fint Selskab og gjensidig lidt overraskede over, at de havde drevet det til at komme der.

✂ Den Indflydelsesrige, som imidlertid syntes, at han havde havt godt af den lille Motion, og at Koliken atter tegnede til at drive over, nærmede sig i mere oplivet Humør til Maleren, som øjeblikkelig rejste sig og traadte an med den mest reglementerede Ærbødighed for den Mand, der ikke blot - rigtignok efter en stærk Prutten - havde kjøbt et af hans dyreste Billeder, men som ovenikjøbet kunde kjøbe hans hele Produktion for Livstid, hvad Øjeblik det skulde være. Den store Mand vilde imidlertid tale om noget Andet. Han hajede sin gamle Portmonnaie op - Alt hvad han havde i sine Lommer var gammelt og slidt - og op fra den gamle Portmonnaie tog han en gammel Mønt og spurgte Maleren, om han ikke som Kunstner og Kjender kunde sige ham, hvad det var for en Mønt. Han havde fundet den hos en Guldsmed, hvor han havde havt et gammelt Sølvservice til Oppudsning, og Guldsmeden havde overladt ham den »for Sølvets Værdi«, thi han vilde ikke tage imod den som Foræring, hvilket han i Forbigaaende sagt ligesaa godt kunde have gjort. Han troede imidlertid, at det var en stor Sjældenhed, han kjendte den ikke.

✂ Den store Jordegodsejer samlede paa Mønter, ligesom han i det Hele samlede paa mange Ting, men vel at mærke, indtil det begyndte at blive dyrt; han var nemlig en meget stor Økonom. Derfor stansede han ved de billige Erhvervelser, men af saadanne havde han ogsaa paa sit skjønne Herresæde en Række af de mest forvirrede Samlinger, som han tillagde stor Værdi.

✂ Maleren tillod sig i en meget underdanig Tone den 354 mindre originale Vittighed, at han kun samlede paa Kronemønt og da der ikke blev smilet af den, ilede han med at præsentere sin Ven, Harald Holst, som Møntsamler og Kjender. Harald Holst havde ganske vist en Tid samlet, men forstod sig ikke mere derpaa end den Anden, som imidlertid blev glad ved at høre, at han var Samler og nedlod sig til at mindes, at de ogsaa paa anden Vis vare Kolleger, hvorpaa han rakte ham Mønten.

✂ Harald Holst foreslog, uden ret selv at vide hvorfor, at den skulde være kufisk eller maaske tyrisk, ja tyrisk.

✂ Der trak han et stort Numer i Lotteriet. Jordegodsejeren havde engang havt en sjelden tyrisk Mønt, som en samlende Ven havde stjaalet fra ham. Hvad om Skæbnen nu vilde give ham Oprejsning ved at skaffe ham en anden sjelden Tyrier.

✂ Han fik øjeblikkelig stor Interesse for Harald Holst, tog ham om Skulderen paa en faderlig Maade og sagde til ham med en egen landlig Bonhomie, som han til sine Tider anvendte med et dertil svarende lidt tykt Mæle: »Naa, lille Holst, lad mig faa fat i Dem«, og trak ham ned i en Sofa og glemte der ganske og aldeles Kolikanløbene under en mere animeret end sagkyndig Debat om Mønter og Møntsamling og en Udvikling af, hvilke uforlignelige Sjeldenheder han havde i sin Samling.

✂ Den stakkels Minister kom atter paa Pinebænken i en ny Anledning ved denne Sag. Han saae med ængstelig Spejden, hvilken Opklaring der foregik paa det indflydelsesrige Ansigt, og det blev ham klart, at der i denne Stund fra yderste Højre knyttedes farlige Forbindelser med den spirende Opposition; det maatte forhindres og det strax.

✂ Det lykkedes ham at glide ud af Gruppens Ramme og henimod Sofaen. Der var paa den anden Side af den store Mand rigelig Plads til en Tredie, og ned paa denne Plads dalede Ministeren blidt og undskyldende, idet han paa en vindende Maade udbad sig Tilladelse ved fløjelsblødt at lægge den ene Haand paa den Stores Ryg, den anden paa hans indflydelsesrige Mave og i Fløjtetone spørge: »Naa, hvorledes gaaer det, Kjære? Var De tilfreds med Carlsbad i Sommer?« 355 »Pokkers kjedeligt Hul,« vrissede den Adspurgte, »men det hjælper jo altid, og der er saamange kjedelige Ting i Verden.«

✂ »Aa, Gud, ja, det er sikkert nok,« samstemmede den Anden forsonlig.

✂ »Jernbanesager f. Ex.,« snærrede den Anden, gnaven over at blive afbrudt i Lovprisningen af sin Samling.

✂ »Nu brænder Tampen,« tænkte Ministeren, »nu gjælder det at holde Ørene stive.« »Ganske vist,« indrømmede han elegisk, »man kan jo, saa vidt man end strækker sig, ikke gjøre alle Folk tilpas.«

✂ »Det fik jeg at mærke,« sagde Harald Holst høfligt spøgende, men dog med en vis Sikkerhed.

✂ »Ja, det maa De nok sige, lille Holst,« sagde hans nye Ven. »I skal ikke rose Jer paa Jeres Kant af, at Jeres Kaal bliver gjort fed.«

✂ »Nej - jo - nej, jeg beder,« sagde Ministeren, aldeles befippet over, at den fjendtlige Sammenslutning var saa vidt fremskreden, som han her mærkede. »Jeg - vi - Regeringen er meget vel stemt imod et Baneanlæg i den Egn.«

✂ »Det har man sgu ikke mærket Noget til endnu.«

✂ »Kjære Bedste, De fejler sandelig; jeg tør sige, at man endog i Udvalget vil kunne bevidne, at jeg er gaaet ind paa Anlæget i Principet.«

✂ »Det kjender vi s'gu nok. Man gaaer altid i Principet ind paa de Ting, man ikke vil have.«

✂ Fortvivlet, drevet til Muren, lagde Ministeren en besværgende Haand paa hans Knæ og sagde med en dristig Vending, hvoraf han siden mangfoldige Gange roste sig som et sandt Mesterstykke af dristig politisk Taktik: »Jeg er ikke alene gaaet ind paa Sagen i Principet, jeg har bestemt mig for en Linie, som jeg er overbevist om vil tilfredsstille alle billige Krav i Egnen.«

✂ »Og det er,« spurgte Harald Holst spændt.

✂ »Det er« - sagde Ministeren, med statsmandsmæssig Værdighed - »en Linie, som hører til et System, som efter min Mening altid bør anvendes under Forhold som de foreliggende, hvor forskjellige, men hver paa sin Vis berettigede Fordringer paa flere Steder i den samme Egn staa skarpt imod 356 hinanden, det er, om jeg saa maa sige, Kompromissets og Akkordens Ide overført paa Jernbaneanlæg, det er en Kamlinie.«

✂ »En Kamlinie,« sagde Harald Holst glad, »det er udmærket, det ville vi være meget tilfredse med.«

✂ »Det er ogsaa det, de skulle have,« nikkede Ministeren med Statsmandsmæssighed i hver Bevægelse og svingende sin Lorgnet i Takt med Ordene paa Spidsen af sin Pegefinger, - »det er ogsaa det, de skulle have. Men lad os nu høre, hvad De siger dertil, Kjæreste,« fortsatte han, forfølgende denne vundne Fordel.

✂ »Det er s'gu ikke saa galt,« sagde den Anden, som atter af sin Mave var bleven let erindret og tænkte, at det dog vist var bedst at komme hjem og faa en Kop Kamillethe ovenpaa den Pokkers Artiskok.

✂ »Naa, De synes altsaa om den Løsning.«

✂ At synes om Noget indlod han sig aldrig paa, og han svarede derfor med et neutralt Grynt.

✂ Ministeren mærkede, at han havde stillet Spørgsmaalet mindre heldig, og rettede det selv til: »De misbilliger den i al Fald ikke.«

✂ »Nej, nej, det gjør jeg ikke,« sagde den Anden, som vilde have Ende paa det, thi der var nu ingen Tvivl om, at han alligevel trængte til rigtig varm Kamillethe.

✂ Han rejste sig. Ministeren var henrykt, mere kunde han ikke forlange. Faren var foreløbig besværget og den Gnist, der kunde have voldt den store Ildebrand, behændig traadt ud med Foden, inden den havde fænget.

✂ Triumferende ilede Harald Holst hen til sin Vært. »Alt er i Orden, vi faa Kamlinien!«

✂ »Kamlinien!« udbrød den Anden højt i sin Forskrækkelse; Fortjenesten ved den Linie var meget tvivlsom.

✂ »Ja, Kamlinien,« sagde Ministeren, som stod bagved, venlig, glad over ogsaa at glæde sin Vært.

✂ »Ja, Kamlinien,« gryntede den store Jordegodsmand, som kom for at sige Farvel.

✂ »Ja, men, ja, men,« stammede den forfærdede Bankdirektør, der saae adskillige hundrede Tusinder opløse sig i Røg.

✂ »De er jo, saavidt jeg ved, ogsaa en af dem, der anse den Linie for den bedste,« sagde Ministeren, lidt forundret.

357

✂ »Ganske vist, unægtelig, naturligvis,« stammede den Anden. »Her er forb .... her er umaadelig varmt.«

✂ »For Guds Skyld, ingen Vinduer op, før jeg er gaaet,« sagde den Indflydelsesrige med mere livfuld Energi i Stemmen, end han før havde havt.

✂ Han tog dermed Afsked, længselsfuld efter sin Kamillethe og sin Seng, men efterladende en almindelig Antagelse af, at han skulde være Fjerdemand ved et allerhøjeste Whistparti, hvor maaske Ministeriets Skæbne kunde komme til at staa paa Spil.

✂ Men Ministeren saae Døren lukke sig efter ham med et frydefuldt Herte. Han stod her som den kloge Sejrherre, og lidt efter tog ogsaa han Afsked, takkende oprigtig og venlig den nu saa alvorlige Vært for den meget behagelige Dag. Paa Hjemvejen tænkte han rigtignok med et Suk paa, hvormange nye Miner af samme Art som den, han iaften saa heldig havde kontramineret, Tilværelsen endnu havde i Beredskab for hans Snildhed. Men det er saa Ministres Skæbne, trøstede han sig med, naar Programmet er, at man skal gjøre Alle tilpas.

✂ Nogle af de fremragende og alvorlige Mænd gik hjem, men Andre og i al Fald den yngre Del af Herrerne blev; om Aftenen kom der nemlig, efter udenlandsk Skik, endel Unge, det var »Receptionsaften«.

✂ Harald Holst følte sig efter den nye, store Sejr, han nu iaften havde vundet, som Noget imellem en Alexander den Store og en Talleyrand. Han havde havt stor Lyst til øjeblikkelig at telegrafere over til Kredsen, lade Klokkerne gaa og den store Begivenhed forkynde, at foruden Færgerettighedens Afløsning havde deres uforlignelige Rigsdagsmand ogsaa skaffet dem Kambanen, en Bane, om hvilken alle Parter, Sorte, Hvide og Graa af alle Nuancer kunde slutte sig. Han bestemte sig dog af nærliggende Grunde til foreløbig at blive og nøjes med indvendig at nyde sin Triumf.

✂ Han gik ind til Damerne. Det var blevet ham noget tvivlsomt, hvorvidt en alvorlig Politiker som han egentlig kunde være høflig imod Damer. Han bestemte sig dog for at være det, men naturligvis med et let Skjær af Overlegenhed, og han gik om i den unge Skare med et vist, alvorsfuldt nedladende Smil 358 paa sit Ansigt, hvori man læste, at han var en Mand, som havde sit Fædrelands Skæbne i sin Haand, men som dog overbærende kunde tage let Del i Døgnets uskyldige Tant.

✂ »Skal her danses?« spurgte han en glad, ung Frøken, for hvem han var bleven præsenteret af Maleren; han talte med lidt dybere Stemme, end der var hans naturlige Mæle, og saae meget alvorsfuldt paa de forskjellige Forberedelser, der antydede, at man tænkte paa den af ham nævnte, tomme og overfladiske Forlystelse.

✂ »Ja, vi Unge skal nok danse,« sagde den glade Frøken, som ikke hørte til de Forknytte. »Danser De?«

✂ »Nej,« svarede Holst, »nej, jeg danser ikke, jeg er for gammel; det vil Damerne vist ogsaa finde.«

✂ »Er De gift?«

✂ »Nej, jeg er ikke. Hvorfor det?« spurgte han lidt forbløffet.

✂ »Aa, saa troer jeg ikke, man vil finde Dem for gammel; at sige, hvis De da ikke er forlovet?«

✂ »Det er jeg heller ikke.«

✂ »Saa kan vi nok tage Dem med endnu.»

✂ »Naa, Hm!« sagde Harald Holst, der ikke følte sig saa sikker i denne Art Diskussion, som ved Jernbanespørgsmaal. »Jeg troer dog ikke, jeg vil anholde om at komme med; det er ikke Noget for en ordentlig Rigsdagsmand som mig, at danse.«

✂ »Gud! De er da ikke Rigsdagsmand? De selv.«

✂ »Jo, ganske vist, jeg er Rigsdagsmand,« svarede han med en vis, salvelsesfuld Stivhed, »forbauser det Dem saameget? De finder maaske, at jeg er for ung dertil,« tilføjede han, efter et Øjebliks Pause.

✂ »Aa, det tænkte jeg saamænd slet ikke paa; men jeg troede, at det ikke var ordentlige Mennesker.«

✂ Den høje Piedestal, hvorpaa Harald Holst for et Øjeblik siden havde staaet og skuet ud over Mængden, som han troede saae op til ham som til en Art Halvgud, forekom ham paa en ubehagelig Maade at svinde bort under hans Fødder ved dette Pjank, og det mest Irriterende ved det Hele var næsten, at hun var saa nydelig og saa fix. Alting, hendes Øjne, hendes Dragt, hendes Haar.

359

✂ »De interesserer Dem nok ikke meget for Politik,« sagde han løst.

✂ »Nej, det kan De være vis paa; det kan De da heller ikke forlange, at vi unge Damer skal interessere os for. Maa vi bare være fri; det er jo ikke Andet end Skjænderi. Naar de begynder at tale om Politik hjemme, gaar jeg altid min Vej.«

✂ »Saa haaber jeg, det ikke gaar altfor tidt paa, at man saaledes gjør Dem landflygtig, Frøken.«

✂ »Nej, heldigvis; det er kun, naar der kommer en Onkel, som er lidt underlig, de siger, at han er Republikaner. De Andre, Fader og Brødrene, lader os i Fred.«

✂ Heldigvis begyndte Musiken at spille op.

✂ Harald Holst bukkede for den fixe Lille, skjøndt han fandt hendes Naivetet utaalelig næsvis.

✂ »Naa, De danser altsaa dog.«

✂ »Ja, naar De giver mig Lov dertil.«

✂ »Det er en grinagtig Snegl, jeg har faaet til første Dans,« betroede den fixe Lille lidt efter i en Skynding sin Veninde, »jeg troer virkelig, han vil have, man skal være bange for ham, fordi han er Rigsdagsmand. Han er hele Tiden, ligesom Hr. Møller var i Historietimen, naar vi ikke kunde Noget.«

✂ »Ja,« svarede den Anden, »det er en stor Skam, der er næsten ingen rigtige Herrer iaften, og saa alle disse kjedsommelige Ministre og Rigsdagsmænd, som bare staa og glo i Døren og er saa mætte, at de er nærved at falde i Søvn. Bare man for hver sex af dem kunde faa en ordentlig Herre.«

✂ »Det har Du Ret i, min Pige,« sukkede den Fixe, »naa, jeg maa nok hen til min Hr. Møller.«

✂ Heldigvis havde de fremragende og indflydelsesrige Mænd, hvem der var Tale om, ikke nogen Forestilling om, hvilke forskjellige Vægtskaale man bliver vejet paa i dette Liv. De vare tilfredse med den Lødighed, de tilkjendte sig selv, saaledes som det jo i Reglen gaar.

✂ Harald Holst, som ingenlunde anede, hvad der mentes med, at en ung Dame under Dansen flere Gange kom hen og spurgte, hvorledes det »gik med Møller« eller erklærede, at der »maatte slaaes et Smil af MøEer, hvad det saa kostede« eller gjorde andre Meddelelser om »Møller« - morede sig 360 egentlig ganske godt og opdagede, da Dansen var forbi, at han et Øjeblik virkelig havde glemt Kambanen. Der var heller ikke nogen Tvivl tilladt om, at den unge Dame saae ganske overordentlig nydelig ud, da hendes livlige Ansigt var bleven endnu mere livligt og straalende af Dansen.

✂ Han kunde ikke lade være at ifølge hende temmelig stadig med Øjnene, efterat de vare skilte, og et Par Gange mødtes virkelig deres Blikke.

✂ »Møller var ved Gud egentlig meget rar,« sagde hans Dame ivrig til sin Veninde. »Men han er af dem, der skal trækkes op, inden de kommer i Gang. Han ser slet ikke saa ilde ud, men han danser forresten ikke videre.«

✂ Fulgte Harald Holst den lille Fixe med sine Øjne, saa var der til Gjengjæld et Par kvindelige Øjne, der fulgte ham og det end mere stadig. Disse Øjne tilhørte en af Husets Damer, en ældre, ung Dame, som var en Kusine til Fruen; Nogle sagde, at Tante var det rigtige Forhold, Andre paastod Grandtante. Rigtig yndet var hun ikke af dem, der hørte til Kredsen. Det var en høj Dame, mindst saa langt over de Tredive, som man kan komme uden at blive Fyrretyve. Kunde end hendes Forsvarere have Ret, naar de benægtede, at hun havde Knebelsbarter, saa havde hun Øjenbryn af en Knebelsbarts Dimensioner, en alvorlig, næsten mandig Næse og en meget bestemt Mund. Hun var i al Beskedenhed i høj Grad overbevist om sin egen Fortræffelighed, sin egen Fornuftighed, sin egen Godhed og tillige i mindst lige saa høj Grad om Andres Mangelfuldhed, navnlig de unge Pigers, som kom der i Huset.

✂ Hendes Toilette den Aften stillede paa ingen Maade Forlangende om at blive anset for ungt; det gjorde kun en Henstilling. Hendes Kjole var ikke nedringet, ikke heller højhalset, den henstillede ganske, hvorledes man vilde opfatte den svage Blottelse af en Del af hendes forstandige Legeme; paa Haaret havde hun Noget, man kunde opfatte som Blomster, hvis man vilde som ret ungdommelige Blomster, men som tillige var anbragt saaledes, at man helt kunde overse det.

✂ Hun havde stillet sig ved Døren til Dansesalen, ikke som nogen Opfordring til at engagere, men vilde man endelig, saa .... ja saa kunde det tages under Overvejelse.

✂ Hun havde hørt hele Samtalen fra Begyndelsen af 361 imellem Harald Holst og den lille muntre Frøken, der var Gjenstand for hendes aldeles særlige Afsky, fordi hun saae saa nydelig ud, og det aldrig var lykkedes at forknytte hende. Hun var i høj Grad oprørt over hendes udisciplinerede Udtryksmaade ligeoverfor en Mand, som Harald Holst, der gjorde altfor latterlig megen Stads af en saadan Tøs ved overhovedet at tale til hende. Hun beherskede imidlertid sin Harme, til Dansen var forbi, men da hun bemærkede, at han gik saa vidt i sin latterlige Opførsel, at han blev ved at se efter hende, kunde hun ikke længer dy sig.

✂ Hun stod pludselig ved Siden af Harald Holst. Med megen moralsk Alvor sagde hun: »Jeg kom tilfældig til at høre lidt af Deres Samtale med den lille Dame derovre; hun lader ikke til at have noget rigtig klart Begreb om den politiske Virksomheds Betydning.«

✂ »Nej,« sagde Harald Holst langsomt, »det havde hun ikke.«

✂ I samme Øjeblik vilde Skæbnen, at det netop skulde indtræffe, at et af hendes muntre Blik fløj over imod ham og mødte hans; der kom et let Lysglimt over ham, Kusinen saae det, thi ugifte Damer i hendes Alder se Alt af den Art, den unge Pige saae tillige paa hende, og der kom en Antydning af Smil i hendes Ansigt; det saae Kusinen ogsaa.

✂ Hun nikkede venligt over til hende og sagde til Harald Holst: »Den Opdragelse, som unge Piger nuomstunder faa, skal i Reglen heller ikke gjøre dem oplagte til at se Alvoren i Livet; man maa bære over med dem.« Og der svulmede i hendes forstandige Barm en umaadelig Trang til at kaste al den tilstedeværende, pjankede Ungdommelighed paa Flammer og opbrænde den der.

✂ Musiken begyndte at spille op til den næste Dans. Det er muligt, at Harald Holst ved de første Toner gjorde en Bevægelse, det er vist, at Frøkenen sagde »Tak« og tilføjede et henstillende »De holder altsaa meget af at danse«. Harald Holst bød hende Armen. Alle de Tarlatans Duer blev noget forskræmte, da den mørkbrynede Alvorsfugl traadte ind i deres Rækker, og i hendes Nabolag døde den uskyldige Smaasnakken og Smaakurren hen.

✂ Harald Holst maatte dog tilstaa sig selv, at han befandt sig ganske vel ved det Lod, Tilfældet havde givet ham. Havde 362 hans første Baldame noget krænket hans Følelse af egen Værd og Værdighed, saa gjenoprettede den anden det fuldstændig.

✂ Hun viste sig gjennemtrængt af en næsten ærefrygtsfuld Anerkjendelse af hans Betydning, af hans Stillings Alvor og Indflydelse. Maaske fandt han, at hun tog Sagen med en næsten for ublandet Alvor. Hun talte om, hvor skjønt det var, i en saa ung Alder at offre sig for Fædrelandet, ja veg ikke tilbage for Udtryk, som »Fædrelandets bedste Sønner«. Hun havde hidtil kun offret sig for Kampen for de rette kunstneriske Sofapudemønstres Indtrængen i det huslige Liv, men hun gav at forstaa, at dersom hun havde været Mand, vilde man have fundet hende paa Skansen midt i de Kæmpendes Rækker. Alle Ord, som Strid og Kamp og Kæmpe ag lignende polemiske Begreber, faldt hendes Tunge særlig velbehagelig, og hun udtalte dem paa en Maade, der vidnede om, at hun nok kunde lide at slaa til.

✂ Harald Holst begyndte at føle sig lidt imponeret ved denne politiske Amazone, som dog bestandig viste sig villig til at hylde hans Overlegenhed, og da hun i Samtalens Løb fandt en Lejlighed til at anbringe Betegnelsen »Fremtidens Kvinder«, faldt han i Tanker over, om hun ikke selv maatte siges at være en aandelig Fremtoning, der pegede i denne Retning.

✂ Men han beskuede hende ikke blot med Interesse og Respekt; hun rørte ogsaa hans Hjerte paa en ømmere Vis. Hun havde hørt hans Navn omtale af Bankdirektøren i Forbindelse med Jernbanesagen, og hun vovede sig frem med et bly Spørgsmaal om, hvorledes det gik med hans interessante Jernbaneanliggende. Det var en dristig Streg, men den lykkedes. Harald Holst følte sig stærkt betaget af, at hans politiske Bedrifter vare naaede til denne interessante Kvindes Bevidsthed. Han spurgte hende med synlig glad Overraskelse, hvor hun kjendte hans Sag fra. Hun svarede fra sin »Onkel«, som Bankdirektøren udnævntes til at være, og saa havde hun ogsaa læst om den. Paa en tiltalende, beskeden Maade undveg hun at udtale sig om Enkeltheder, men Alt, hvad han nu udviklede om Sagen, fulgte hun med den største Interesse.

✂ Da den Dans var endt, kunde det ikke nytte den lille Fixe, at hun lod sine skjønne Øjne spille over imod den unge Lovgiver; det var spildt Umage.

363

✂

SYTTENDE KAPITEL

✂ Der var ikke nogen Tvivl om, at Kammerherreindens beskedne Færgeprivilegium virkelig vilde blive offret til Forherligelse af Harald Holst og Fremskridtets Sag. Der var heller ingen Tvivl om, at den Erstatning, der skulde foreslaas, ikke vilde blive stor. Ulykken var nemlig, at da Sagen nu blev undersøgt fra Grunden af, viste det sig, at der ved det sidste Thronskifte, da Privilegiet skulde modtage ny Konfirmation, var begaaet en formel Forsømmelse, gjennem hvilken dets Gyldighed kunde angribes paa en meget farlig Maade. Den, der egentlig havde gjort denne Opdagelse, var ingen Anden end Flemming. Han havde med en Interesse og en Flid, som havde forbavset hans Fader, studeret hele Sagen efter Helene, og da snart fundet denne Mangel; han havde gjort sin Fader opmærksom derpaa, og denne havde givet ham ganske Ret i, at den var meget farlig og i ethvert Fald i høj Grad forringede Udsigterne til en nogenlunde anstændig Erstatning. Det havde paa en Vis gjort Flemming meget ondt, at han havde fundet denne Mangel, men tillige havde han paa sin ironiserende Maade fundet en vis Tilfredsstillelse deri, at han skulde gjøre Ulykker paa sine Nærmeste, i det Øjeblik han gjorde blot et forbigaaende Brud paa sin Uvirksomhed.

✂ Ministeren havde siden selv gransket eller ladet Sagen granske. Den gamle Gehejmeraad, som tog sig af sin Venindes Anliggender, havde begivet sig til ham for at forhandle med ham. Det viste sig da strax for den kyndige gamle Herre, at Ministeren havde overset Manglen; selvfølgelig gjorde han ham saa selv opmærksom derpaa, skjøndt det skar ham i Hjertet at maatte udlevere den. Ministeren blev lidt flov over sin Forsømmelse og skød Skylden paa en Underordnet, som ganske vist heller ikke var fri, og som Ministeren i sit stille Sind glædede sig til ordentlig at overraske med sit skarpe Forretningsblik. Ligeoverfor Sagen selv blev han ikke mildere stemt, ja begyndte endog at slaa paa, at der overhovedet ikke burde gives nogen Erstatning, saaledes som det Hele nu laa for. Der kom han imidlertid den gamle 364
Herre for nær; han havde havt Ord for i Reglen at være meget human og medgjørlig, i visse Punkter endog været beskyldt for at have administreret og regeret med en vis fatalistisk Indifferentisme. Men naar han blev vred over Et eller Andet, kunde han faa hvilketsomhelst Kollegium til at ryste og endog gjøre Indtryk paa Ministerialbuddene, hvem ellers meget faa Begivenheder i Verden formaa at ryste. Nu skød han sine Briller fast paa, lagde Hovedet lidt paa Siden og Armene overkors og spurgte: »Tør jeg spørge, hvad Deres Excellence mener?« Og da den ubesindige Excellence ikke kjendte disse gamle Karle, havde han endog med et vist flot Sving gjentaget, at han ikke var tilbøjelig til overhovedet at give Erstatning. Saa bukkede den Gamle sig let: »Ligeoverfor den Betragtning, Deres Excellence der gjør gjældende, skal jeg have den Ære at bemærke: ....« Og saa gav han ham med en sikker, klar og højttonende Røst, som om han var bleven tyve Aar yngre, og i et flydende Sprog, hvori der ikke var nogen Stansning, ikke nogen ukorrekt Konstruktion, og som kunde have været trykt paa Stedet uden en Rettelse, en theoretisk Udvikling af, hvorledes en Minister havde at stille sig, naar der var Tale om Differenser imellem Statskassen og Private, og hvorledes han ligesaameget havde at være human Værge for de Sidste, som nidkjær Forvalter for den Første. Der var ikke Tale om, at den Gamle, da han først var begyndt at tale, benyttede Vendinger, som »efter min Mening« eller »saaledes som jeg i al Fald opfatter Sagen» eller noget Lignende. Det Hele kom som Noget, der var Udtrykket for en absolut Sandhed, den Anden maaske ikke havde kunnet se, men som der aldeles ikke kunde tvistes om, naar han var gjort opmærksom derpaa. Geheimeraaden talte længe; det var for ham ligesom en hel lille Opgjørelse, og han havde Adskilligt paa Hjertet. Da han endelig sluttede med et: »Dette beder jeg Deres Excellence at overveje,« følte den Anden sig noget rendt overende og temmelig irriteret over den aldeles overlegne Tone, hvori der var talt til ham. Men han havde i Virkeligheden en alvorlig Respekt, ogsaa i rent ydre Forstand, for den gamle Herre, der var blevet Elefant- og Serafimerridder og alt, hvad fornemt man i 365 Nordens Riger og Lande kunde blive, inden han selv var kommen til politisk Skjelsaar og Alder.

✂ Han nøjedes derfor med at svare, at han paa væsentlige Punkter kunde være enig i de Principer, der vare blevne udviklede for ham, han havde kun fremhævet, at der slet ikke skulde gives Erstatning, som en logisk Mulighed; han vilde gjøre sit til for at faa Erstatningspligten anerkjendt og foreslaa en billig Afløsning. »Men,« tilføjede han, »jeg kan ikke svare for, om jeg kan sætte mine Anskuelser igjennem.«

✂ »Det,« svarede den gamle Gehejmeraad, med en ejendommelig, ganske fin, lille Nuance, »indser jeg fuldkommen.«

✂ Den Anden forstod ham maaske nok, men de skiltes i al Venskabelighed.

✂ »Han holder sig godt endnu, den Gamle,« sagde et gammelt Bud, som ogsaa havde fungeret under ham, til en yngre Kollega, da Gehejmeraaden gik ned ad Kancelligangen, »men han var nu ogsaa svært oppe idag. Jeg hørte, at han gav Vores det glatte Lag, og han havde det Ansigt paa, som vi dengang kaldte det store Kassemangelansigt, for naar han havde det paa, vidste vi, at der var opdaget Noget.«

✂ »Ja, det gik jo ikke saa sjeldent paa med det dengang,« sagde den Yngre.

✂ »Det er nok muligt,« sagde den Anden, »men de kunde deres Sager alligevel.«

✂ Gehejmeraaden var i Virkeligheden meget lidt tilfreds med Sagens Stilling og tilbøjelig til at befrygte, at det vilde ende paa en lidet tilfredsstillende Maade. Han talte derom med Flemming. Denne bestemte sig paa sin Side til ogsaa at gjøre et Skridt og tage Audients hos Harald Holst for at anmode ham om ikke at være altfor hensynsløs.

✂ Den næste Formiddag gik han derop. Det var Dagen efter den store Dag hos Bankdirektørens; de To havde ikke set hinanden i længere Tid. Harald Holst blev glad ved at se Flemming, dobbelt glad ved at se ham paa dette Tidspunkt, hvor Hjertet var fuldt af Triumf.

✂ Der saae meget forretningsmæssigt ud i det Værelse, hvori han tog imod ham. Med en vis Ostentation var der nemlig udbredt Kort og Planer rundt omkring paa Sofaen saavelsom paa Bordet. Harald Holst gjorde Plads, idet han 366 med meget Velbehag undskyldte, at Alt i denne travle Tid var optaget af disse Jernbanehistorier »baade omkring mig og inden i mig«. Han satte sig ned, støttende sit betyngede Hoved med Haanden og løsrev sig fra sine alvorsfulde Beskjæftigelser for at spørge: »Naa, hvorledes lever Du saa?«

✂ Flemming gik strax ind paa den Sag, der var den nærmeste Anledning til hans Besøg. Han vogtede sig for overhovedet at sige Noget imod hans Optræden i den og anmodede ham kun om at bidrage til, at Afgjøreisen i al Fald blev nogenlunde billig og retfærdig imod den gamle Kammerherreinde.

✂ Det var den unge Statsmand ganske behageligt at modtage en slig Anmodning og en saadan Appel til sin gryende Indflydelse fra denne Kant. Han mindedes endnu, hvorledes han havde været lidt trykket ved den gamle Gehejmeraads Examination strax efter Valget.

✂ Han rejste sig op og vandrede op og ned af Gulvet med Hænderne paa Ryggen og en højst eftertænksom Mine. Han udviklede, at det ikke var let at ordne den Slags Sager paa en for alle Parter blot nogenlunde tilfredsstillende Maade. Han, for sit Vedkommende, var jo nærmest kaldet til her at varetage det Heles og Stores Tarv imod de Enkelte. Man maatte ogsaa erindre, at dersom det for Øjeblikket gik ud over den eller de Enkelte, saa havde de paa den anden Side lukreret stærkt i tidligere Tider. Naa, ligemeget, han lovede ædelmodig at gjøre sit Yderste; det vilde naturligvis være ham meget ubehageligt, om han foranledigede, at man traadte Kammerherreinden altfor nær, skjøndt han naturligvis vilde blive ved at kæmpe for Afskaffelsen af dette Misbrug. »Thi det maa jeg,« sluttede han med en malmfast Klang i Stemmen.

✂ Flemming tænkte, at hans Ven ikke var bleven elskværdigere paa sin korte Løbebane i det Heles og Stores Tjeneste; han havde ikke nogen klar Fornemmelse af, i hvilken Grad denne trængte til at triumfere over ham, som saa ubarmhjertig havde spottet hans Trang til at ville og virke.

✂ Han svarede ikke Noget paa Holst's Slutningsreplik; denne tog derfor selv fat igjen. »Man er nødt til at vise en vis Grad af Hensynsløshed, naar man vil udrette Noget i Verden.«

367

✂ »Det vil jeg ikke benægte,« svarede Flemming, »men jeg har et vist Indtryk af, at disse virkelystne Fremskridtsmænd stundom stanse ved det, at være hensynsløse. Det kan de egentlig ganske godt lide at være, især de Smaa af dem, det er Noget, de kan overkomme, og det morer dem, det giver Karakter. Men skal man videre end til det at være hensynsløs, saa kniber det.«

✂ »Ja, Du er jo som sædvanlig en Spotter, der mener, at Alting gaaer godt nok af sig selv.«

✂ »Om Forladelse,« afbrød Flemming ham, »det mener jeg ikke, jeg finder slet ikke, det gaaer godt af sig selv, men jeg finder blot, at det ikke gaaer en Smule bedre, men snarere en Del værre, naar man giver sig til at kalfatre formeget paa det.«

✂ »Naa ja, ja,« svarede den Anden, som blot længtes efter at komme til at tale om sig selv, »Forskjellen paa de to Standpunkter er for mig ikke stor; jeg finder dem lige forkerte begge to. Du siger: Qvieta non movere, Rør ikke op i det, der er i Hvile, jeg siger det stik Modsatte: Rør bare op i Saameget som muligt, i Alting, saa kommer der noget Godt ud af det. Det kommer ikke saa meget an paa, om man har et bestemt Formaal, om man vil have netop dette eller hint frem, man maa bare se at faa noget Andet frem end det, der er; det er det, Udviklingen kræver, det er det, Tiden har godt af.«

✂ »Du staaer trolig paa Dit gamle Standpunkt.«

✂ »Ja, hvor skulde jeg ellers staa? har jeg ikke havt Lejlighed til at overbevise mig om dets Fortræffelighed. Du følger vel ikke synderligt med, men Du har dog maaske bemærket, at jeg har« - det gurglede i Halsen paa ham af Velbehag - »udrettet en Del.«

✂ »Det nægter jeg ikke; det lader til, at Du passer godt til en øjeblikkelig Situation.«

✂ »Den øjeblikkelige Situation, det er Tiden selv; den kan et Øjeblik synes at forsvinde, men den kommer igjen. Og, som jeg siger, det er virkelig alt lykkedes mig at udrette en Del.« Han viste omkring i Værelset. »Se alle disse Arbejder og Planer; det kommer der Noget ud af.«

✂ »For det Hele og Store,« supplerede Flemming, med en 368 ganske let ironisk Betoning, som den Anden ikke nedlod sig til at ænse.

✂ »Ja, for det Hele og Store! Og glædeligt er det, at det dog bliver paaskjønnet af Nogle; thi det kan jeg fortælle Dig, at det bliver, ikke blot af de Folk, hvem det direkte kommer til Gode, men ogsaa af Andre, der med fordomsfrit Sind, ja, fordomsfrit Sind, siger jeg, følge med Udviklingen, endog af Kvinder, siger jeg Dig.« Og han kastede sig ned paa en Stol.

✂ »Kvinder?« spurgte Flemming. »Naa, Du har alt kvindelige Beundrere.«

✂ »Beundrere,« svarede den Anden beskedent, »det er nu saa meget sagt, men jeg har dog erfaret, at der er varmtfølende og højhjertede Kvinder, som følge min Virksomhed med .... med .... ikke uden Interesse og Sympathi.«

✂ »Hm! Er de nogenlunde kjønne, de varmhjertede Kvinder?«

✂ »Ja, de er, ja, det maa man sige, de er,« sagde Harald Holst, med en vis Naivitet, der klædte ham ti Gange bedre end al hans Overlegenhed. »Men hvorfor spørger Du egentlig om det?«

✂ »Kun af en, om jeg saa maa sige, statistisk Interesse. Jeg har nemlig fundet, at i Reglen er de kjønne Damer konservative og trænge ikke til at røre saa meget op i Verden; men naturligvis gives der Undtagelser, og Undtagelserne er jo altid det Interessanteste i denne Verden.«

✂ »Ja, det skal Du faa at see,« sagde Harald Holst sikkert.

✂

ATTENDE KAPITEL

✂ Der skulde være et usædvanlig stort og glimrende Hofbal. Kammerherreinden, som paa sin stilfærdige og resignerede Vis dog var meget nedtrykket over de faretruende Udsigter for hendes økonomiske Existens, blev næsten overrasket ved at Helene, efter kort Betænkning, blev ganske paa det Rene med sig selv, at hun vilde efterkomme Indbydelsen, ja endog syntes at have Lyst dertil, mere Lyst end ellers til den Slags Fester.

369

✂ Men Sagen var, at det forekom Helene, som om dette Bal skulde blive en Afskedsfest med det Afsnit af hendes Liv, som nu skulde være tilende, naar de alvorlige Tider vilde til at begynde. Om disse gjorde hun sig ingen Illusion, ikke blot fordi hun vidste mere end Moderen om, hvor daarlig deres Sager stod, men ogsaa fordi hun slet ikke trængte til at gjøre sig Illusioner. Hun vedblev at se en Fremtid, der var ganske alvorlig og optaget af virkeligt Arbejde, imøde med den samme Ro, ja hemmelige Glæde over, at der dog kom Noget i Livet, som kunde give hende Anledning til at bruge sine Kræfter. Men endnu kunde hendes Blod banke ungt og rask og føde halvt fantastiske overgivne Indfald, og et saadant var det, at det store Bal skulde være en Afskedsfest, hun selv vilde give den tidligere Helene; der vilde hun endnu engang danse, endnu engang være ung og elegant og smuk - saa smuk, som hun kunde blive, og endnu engang ung og smuk danse med ham, inden han skulde glemmes.

✂ Og hun blev smuk, meget smuk. Den gamle Gehejmeraad, som ikke svigtede ved slige Lejligheder og skulde følge hende, da Kammerherreinden virkelig var for medtaget i rent legemlig Henseende, blev helt overrasket over hendes Udseende og sagde til hende: »Jeg ved Ingen, Helene, som det klæder saa smukt som Dem baade at være i tarvelig Husdragt og i elegant Selskabsdragt. Man ved aldrig, hvad man skal synes bedst om. Jeg tilstaaer, jeg troede, jeg havde bestemt mig for at beundre Dem mest i den sorte Kjole, nu er jeg tilbøjelig til at foretrække Dem i denne, hvis Farve jeg ikke engang kjender Navnet paa.«

✂ »Det er dejligt at høre,« sagde Helene leende, »blot det maa blive saaledes ved hele Aftenen. Saadan skal det være idag. Og nu afsted, Hr. Marquis!«

✂ Det var en Betegnelse, hun ofte anvendte, naar den gamle Herre var i Galla enten i sine Ord eller i sin Person - »Nu afsted!«

✂ Og afsted gik det til den straalende Afskedsfest for den unge Helene, hen til Slottet, fra hvis lange Rækker Vinduer Lysene skinnede med festlig Glans ud over den mørke Plads. Alting funklede og straalede. Festlig Lysglans over den pragtfulde Trappe med sine skinnende Trin og sit skinnende 370 Rækværk, sine rige Blomstergrupper og sine højtidelige Statuer og højtidelige Lakajrækker. En festlig Lysglans over de store Sale, der foryngede deres noget falmede Glans og bragte Liv i de stive, store Dekorationsmalerier. En festlig Lysglans over et iforvejen straalende og skinnende Selskab af skjønne Damer og udmærkede Herrer og vel ogsaa mindre skjønne Damer og mindre udmærkede Herrer.

✂ Megen Ungdom og Skjønhed og Livsglæde skød ligesom i blinkende Strømme igjennem megen Forfængelighed og Hovmod og Smaalighed. De fleste Mennesker blive tidt anderledes i visse Sale og adskillige meget anderledes. Folk, der havde følt sig som frie Borgere i en fri Stat, endnu medens de vare paa Slotspladsen, gjennemtrængtes under Paavirkning af Lysene og Lakajerne og de bonede Gulve og de modtagende Ceremonimestre og Marskaller af en vis Fornemmelse af at være noget Aristokratisk og Exklusivt og fandt sig ovenikjøbet ganske vel ved denne Fornemmelse af at høre til Samfundets Udvalgte. Kammerjunkerstillingen, som til daglig Brug indbød dem til frisindede Skumlerier, fik for dem her noget Ærefrygtindgydende; de vare glade ved at kjende ægte Grever og ved, at de vilde kjende En, især naar det ikke var af disse Grever, som give sig af med Rigsdag og den Slags Ting og kjende Gud og Hvermand, men rigtige Grever, som ikke have den Ting i Verden at give sig af med uden deres Grevskaber. De vare i det Hele ikke utilbøjelig til ligefrem at samle paa Hilsener og glæde sig over, at de kjendte saa Mange her i Kongens Slot; det forhøjede den behagelige, exklusive Fornemmelse. Og de, der iforvejen vare de Aristokratiske og Exklusive, kunde maaske se med en let Ringeagt paa adskillige Udenvælts, der ogsaa var med i Selskabet, men de tilgav det let i en Overbevisning om, at, naar Alt kom til Alt, havde disse Folk maaske ganske godt af engang imellem at komme slige Steder og se, hvordan Rang og Stand i og for sig vare Realiteter, som haandhævedes. Mindre fordragelige, ja de mindst Fordragelige vare de Borgerlige indbyrdes; for den Ene af disse var en Andens Tilstedeværelse Gjenstand for Misnøje og Uvillie. Gode Bekjendte vilde her for ingen Pris slaa sig sammen, men søgte hver for sig at vinde højere op. Indvendig bevægedes en 371 Kammerraad, som var med paa Grund af ihærdigt Forhold til forskjellige velsete Velgjørenhedsselskaber, stærkt ved, at en Bagermester kunde komme med paa Grund af ihærdigt Forhold til Skydebanen, og Bagermesteren paa sin Side oprørtes i sit stille Sind over de høje Herskabers Mangel paa Kjendskab til Folk, naar de kunde invitere en Mand, som denne Justitsraad, hvem han ikke vilde betro fem Rigsdaler og for ingen Pris se i sin Familiekreds.

✂ Gjæster blev ved at strømme ind, beskedne Herrer, som gjerne vare blevne i det allerførste Gemak, men som dog opdagede, at her kun var Lakajer og tomme Stole, og saa samlede Mod til at gaa lidt længere ind, men saa atter strax lod sig opsluge af Mængden, der gjorde Trængslen i det første Gemak umaadelig. Der kom mere kjendte Folk, som strax gik videre til de Steder, hvor de fandt deres Kredse; der kom vindskibelige og paatrængende Folk, der ved kongelige Baller som ved simple Begravelser ikke havde andre Ting i Hovedet end at bore sig saa højt op som mulig, helst til Steder, hvor de slet ikke hørte til, og som nu stræbte at komme saa langt ind som mulig, didind, hvor de sorte Kjoler blev mere og mere sjeldne og Borger- og Brandofficerer vare aldeles uddøde.

✂ Der kom Folk, som selv vidste, hvad de vare, og som vare lige glade ved det Hele. Der kom fornemme, skikkelige Herrer med Damer, som til Trods for deres Fornemhed saae lidt generte ud, og der kom pompøse Herrer med pompøse Damer, der skred frem paa den rette Maade, som om Alt, hvad der var tilstede, kun var der for at beundre dem.

✂ Gjæsterne vare komne og det Tidspunkt naaet, da Festen for Alvor skal begynde. Man mærker en almindelig Bevægelse, der bankes i Gulvene af de dekorerede Officerer med de tynde Stave, travle Kammerjunkere ses at ile afsted. »De komme,« - hviskes der. Ærbødig, næsten andagtsfuld Stilhed breder sig fra de finere Regioners Gemakker over de andre Sale. Gjennem Stilheden begynder man saa at høre Lyden af et Tog, der nærmer sig. Knirken af Skridt, Raslen af Sabler og Slæb og Brudstykker af Samtaler.

✂ Folk se nervøse og befippede ud; Mange synes at have faaet et let sveddrivende Middel. Af sig selv er der blevet 372 dannet Rækker for det kommende høje Tog, og det er mærkeligt, med hvilken stille og mild, men urokkelig Fasthed de, der have faaet en Plads i første Række, holde paa denne, og hvor snedige Attentater der fra de Bagvedstaaendes Side gjøres paa at beskubbe dem foran blot for Tommer af deres Plads. Stundom lykkes et dristigt Kup, i det sidste og afgjørende Øjeblik slaa adskillige fortvivlede Karakterer sig her - som overalt i Verden - igjennem ved at gjøre en Kraftanstrængelse og vise en overvældende Hensynsløshed imod Andres Tæer og Sider.

✂ Det straalende Tog passerer langsomt forbi, medens Hovederne bøje sig i Taushed og Damekjolerne rasle sammen i de dybeste Nejninger. Det gaar forbi udstrøende naadige og venlige Bemærkninger til begge Sider, skabende - som Alt i Verden - Glade og Bekymrede, Tilfredse og Utilfredse. Hist og her ses Enkelte, der paa deres første Plads have ventet forgjæves, med indiansk Snedighed sno sig ud af Rækkerne og bore sig frem et Sted længere borte for atter at forsøge, om Lykken dog ikke vil være dem gunstig, sikkert troende sig saa usynlige og ubemærkede, som om de havde den berømte hvide Pind i Munden, og dog alle fuldkommen opdagede og gjennemskuede ligesom enhver Anden, der har gjort den mindste Manøvre for at komme frem i Salen. Her oppe er meget stærkt Lys og skarpe Øjne, og Alting bliver set.

✂ Masser af smaa Intriguer trives i de pragtfulde Omgivelser. Alverden er der og Alverden holder af at benytte slige Lejligheder.

✂ Alverden er der. Bankdirektøren er der. Han er af dem, hvis borgerlige Hjerte glædes ved at blive hilset af de Kammerherrer, han i Hverdagslivet mener at protegere. Han er en Frihedens, Fremskridtets og Folkets Mand og har med største Ihærdighed stræbt at komme ind paa de fineste Steder for der at plante Lighedens Fane. En høflig, men bestemt Ceremonimester har maattet holde ham tilbage ved en Grænse, der kun kunde overskrides af »Storkors med Damer«. Han havde foldet Armene og dybt foragtet Hofvæsen og tomme Ærestegn; men han havde atter glemt dette, da det høje, straalende Tog skulde begynde sin Vandring. Det 373 er lykkedes ham i sidste Øjeblik at overmande en lille, gam mel Højesteretsassessor og erholde et naadigt Ord, medens Parketgulvet forekom ham at gynge let under hans frisindede Saaler. Han har bagefter følt sig i højeste Potens som Alles Ligemand, og da Tiden kom, da man begav sig til Souperen, lykkedes det kun ved flere Adjudanters forenede Bestræbelser at holde ham ude fra det Allerhelligste, hvor de Højeste spiste, imellem Guldservicer og Elefantriddere. Men selv fældede Bajonetter havde ikke formaaet at drive ham tilbage til de Regioner, hvor beskedne Professorer, Dommere og andre Embedsmænd sultede op ad Væggen, medens uforknytte Borgerofficerer spiste Skinke med Gaaseleverpostej til og fyldte deres Tallerkener med den Stearin, som tjente til Postamenter for diverse kulinariske Præstationer. Han holdt sig i Niveau med Lehnsgrever, og da han havde faaet lidt Champagne, talte han i Hoftungemaal, forvandlede alle t'er til d'er og k'er til g'er.

✂ Selv er Bankdirektøren imidlertid paa sin livlige Jagt efter Fornemhedens Glæder Gjenstand for Jagt fra andre Sider, som selv have faaet mere end Fornemhed nok beskaaret til deres daglige Brød, og som benytte slige Lejligheder til at søge andet Bytte.

✂ Alverden er paa Ballet. Ministrene er der, Rigsdagen er der. Den forsigtige Minister er ivrig beskjæftiget med at forebygge opstaaende Farer og kontraminere morderiske Planer, og der er Noget i hele Atmosfæren, som letter hans Bestræbelser og gjør Folk praktable for ministerielle Hænder. Han samler i al Hemmelighed Stemmer for en lille Reform af Peberskatten, hvorved han haaber at kunne slippe for den vanskeligere, men langt vigtigere Reform af Saltskatten, og har alt faaet adskillige Brikker i sin Pose.

✂ Den Indflydelsesrige er der med al sin Indflydelse. Han er nedladende imod Ministre og venlig imod andre Excellencer og høflig imod den gamle Gehejmeraad, med hvem han ses at tale saa længe, at Ministeren anser det for rettest at glide derhen og i et afsides Øjeblik forsikkre, at det gaaer godt med Afløsningen, han haaber sikkert et tilfredsstillende Resultat af sine Bestræbelser, hvilket han godt kan sige, da han slet ikke har begyndt disse Bestræbelser endnu.

374

✂ Harald Holst er der. Flemming, førende Helene, staaer pludselig ligeoverfor ham. Han bliver efter hendes stille, men hurtig forstaaede Ordre forestillet for hende. Hun er saare skjøn at se til, da hun rækker ham Haanden og med virkelig Interesse i sin Stemme siger, at hun glæder sig over Bekjendtskabet, og fortæller, med hvilken Interesse hun har hørt ham i Færgesagen.

✂ Harald Holst har i saa høj Grad som Nogen nydt Fornøjeisen af at være paa Hofbal og føle sig som noget Exklusivt og Aristokratisk, ladende sig tage ganske med af sine Omgivelser, nu som altid. Han føler sig nu ligeoverfor Helene noget skamfuld over sin demokratiske Rasen imod Privilegier, der dog ogsaa kunne have deres Begrundelse, og forstaaer slet ikke, i hvilken Grad Helene er i god Tro med sin Interesse for ham og hans frisindede Optræden.

✂ Han begyndte øjeblikkelig i en Tone, der skulde være meget let og hofmandsmæssig, at gjøre halve Undskyldninger. »Folkestemningen der paa Egnen» - sagde han - »er meget stærkt imod Færgerettighedens Vedbliven. Jeg ved ikke, hvorfra det kommer, men man synes paa engang at have sat sig i Hovedet, at det er et utaaleligt Aag, som ikke længere kan bæres, og som maa afkastes. Det er ikke godt muligt at lade være at tage et vist Hensyn til den Slags meget prononcerede (udtalt meget fransk) Stemninger.«

✂ »Nej, naturligvis,« sagde Helene, »det kræver jo Deres Stilling.«

✂ »Ganske vist,« svarede han, med et let Skuldertræk, »man er nødt til at gjøre dem visse Indrømmelser, selv om det til Tider kan falde En mindre behageligt.«

✂ »Mindre behageligt?«

✂ »Ja, ganske vist, mindre behageligt; det vil jo ofte være Tilfældet, og saaledes er det f. Ex. her,« og han bukkede let, skydende elegant Hagen fremad, »at man kommer til at krænke Noget, hvis Berettigelse, hvis historiske Begrundelse man ikke kan overse, saaledes som netop nu Færgeprivilegiet, der jo tillige er en i og for sig ret fornuftig Ordning.«

✂ »Hvorledes? Er det virkelig Deres Mening?«

✂ »Det er ganske vist min private, min personlige Mening, om jeg saa maa sige.«

375

✂ »Ja, men det sagde De jo slet ikke, det talte De jo dengang ikke Noget om,« sagde Helene, i højeste Grad forbavset.

✂ »Ganske vist ikke,« sagde han i sin allerletteste og mest selskabsmæssige Tone, »ikke et eneste Ord, jeg gik endog noget vidt i mine Angreb paa Privilegier. Den politiske Virksomhed, skal jeg sige Dem, Frøken, ligner noget Theatermaleri, den maa være beregnet paa at tage sig ud i Afstand, man maa ikke se den for nær.«

✂ Helene saae til Flemming, der stod og hørte til med sit lidt ironiske, trætte Smil, som om Alt det, der blev sagt, jo ikke var Andet, end hvad man iforvejen vidste, vilde blive sagt, og som det aldrig havde været Umagen værd at stanse for at faa at høre.

✂ Harald Holst blev ved: »Men naadige Frøken, nu har jeg opfyldt min Pligt ligeoverfor min Kreds og dens Ønsker og Stemninger og Forhaabninger og al den Slags Ting. Nu gjælder det at faa Sagen ordnet saa favorabelt som muligt for Privilegiets nuværende Indehaver.«

✂ »Min Gud, hvad er det De siger?«

✂ »Nu vil vi se at holde saa meget igjen som muligt.«

✂ »Det haaber jeg da virkelig ikke, De for Alvor mener,« sagde Helene i en Tone, der fik Flemming til advarende at trykke hendes Arm. Hun lod ham beholde Armen, men vedblev: »Vi, min Moder og jeg, beder ikke om nogen Naadesbevisning. Vi vil ikke Andet end Ret og Retfærdighed ....«

✂ »Nej, naturligvis,« skred han ind, »det er ogsaa det, vi vil skaffe Dem....«

✂ »Og vi vil ikke,« fortsatte hun, »at Nogen skal handle imod, hvad han anser for stræng Ret og Retfærdighed og offentlig har erklæret for at være dette. Vi beder ikke om Noget, og vi venter ikke Noget. Jeg kunde fristes til at sige efter at have talt med Dem: Vi ønsker heller ikke Noget.«

✂ Harald Holst var aldeles forbløffet og vidste hverken ud eller ind. Flemming, som nu ikke mere smilte, tog hende udenvidere bort med et Nik til Harald Holst: »Vi ses nok igjen.«

✂ »Nej, det havde jeg ikke troet,« sagde Helene, »gid jeg dog ikke havde faaet Dem til at præsentere ham for mig; det 376 er jo modbydeligt. Der staaer han for at være behagelig mod mig og siger »Naadige Frøken« og snakker sig fra det Hele. Hvad mener han, det, han har staaet og sagt offentlig, saa godt og smukt, eller det, han staaer der for at være behagelig og siger til mig?«

✂ »Han mener naturligvis begge Dele,« sagde Flemming. »I det Øjeblik, han siger det Ene, mener han det, i det Øjeblik, han siger det Modsatte, mener han det; det gjør Folk altid, de lyver slet ikke saameget, som man troer, men ....«

✂ »Tale Sandhed, mener De, gjør de heller ikke.«

✂ »Hvordan skulde de bære sig ad med det, de ved jo ikke, hvad der er sandt og hvad ikke; de kan ikke vide det.«

✂ »Det gjør mig mere ondt, Flemming, at høre Dem tale saaledes, end at høre den Anden,« sagde Helene, som altid tog den Slags Udtalelser af ham meget alvorlig, »det gjør mig meget mere ondt. De er jo selv i Virkeligheden god og ærlig og sanddru, og det er tungt at høre Dem tale saaledes.«

✂ Hun saae saa god og elskelig ud, da hun sagde dette. Der var ikke noget Glimt af dette lidt kolde, næsten hovmodig Tilbageholdende, som i Reglen dannede en Baggrund i hendes Væsen, og da Flemming saae paa hende, kom der en Følelse, som han ikke havde kjendt længe, af at blive vederkvæget i sit Inderste.

✂ Og Alting var straalende og festligt om dem paa denne Helenes Afskedsfest.

✂ Nu gaa de over i Riddersalen.

✂ Den mægtige Sal straaler i den festligste Glans. Overalt Hvidt og Guld og Lys. Luften selv synes indvævet med Lysstraaler, Lysstraalerne spille i Søjleraderne, og Lysets Guld er sprængt i Stenen paa de skinnende Vægflader.

✂ Musiken bruser ned over den straalende Vrimmel, som glider henover det blanke Gulv i bestandig vexlende, sig omdannende og opløsende Grupper. Og hvor alle disse Grupper tage sig godt ud paa Helenes Afskedsfest. Alle de brogede Uniformer, alle Ordner og Fjerbuske og Skjærf og Baand faa den Glans, der tilkommer dem, i denne Atmosfære af Lys. Og alle de straalende, luftige, farverige Toiletter faa det Lys, den forherligende Folio, som er Toiletternes Drøm 377 Og hvor den kongelige Lysmasse, som falder fraoven, klæder alle de skjønne Øjne og alle de hvide Skuldre og maleriske Lokker, thi endnu ere alle Skjønheder friske som Dug. Alting og Alle klæder Lyset og Guldet og Glansen, men Ingen klæder det smukkere end hende, der giver sig selv denne Afskedsfest.

✂ Dansen gaar i Riddersalen.

✂ I lette Sværme glide de Dansendes Skarer ud og ind, stundom i spredte Par, der som hvide og brogede Fjer af en sagte Vind blæses hen ad den glatte, glinsende Flade, stundam i saa tætte Masser, at det er ligesom den hele Forsamling hvirvles ud af en Storm af Toner. Snart er det saare let for de opførende Kavalerer at opretholde Lov og Orden, Alt er lydigt, ærefrygtsfuldt, tilbageholdende. Stundom svulmer Festens Liv og Glæde saa højt, at disse Skranker føres bort et Øjeblik - ogsaa i rent legemlig Forstand - og de lette Snore, hvormed lethaandede Kavalerer have omgjærdet en Kvadrille for at skaffe den fornødne Plads, og som i et Øjeblik ere ligesaa stærke, som hint lette Baand, der bandt Fenrisulven, have i det næste tabt al deres Tryllekraft.

✂ Dansen gaar i Riddersalen.

✂ Helene danser meget og danser med Liv og Lyst. Men paa hendes Haar, hendes Hals, hendes Ansigt bliver Friskhedens Dug ved at holde sig, skjøndt Duggens og Friskhedens Stund nu er omme for de fleste skjønne Ansigter. Frisk og vederkvægende er hendes Skjønhed at skue.

✂ Det finder ogsaa Flemming. Han har ikke set hende saa smuk siden hine Dage, hine meget fjerne Dage, fra hvilke et Pust naaer ham iaften med Noget, der minder om Morgen og Forventning og Tro paa Dagen.

✂ De ere nu skilte ad; Helene danser med en Anden, men han følger hende med Øjnene. Helenes Blik vender ogsaa bestandig tilbage til ham.

✂ Den Samtale, hun havde havt med Harald Holst i Begyndelsen af Ballet, havde paa en ejendommelig Maade og langt mere, end hun ønskede det, sat hendes Tanker i Bevægelse mod Flemming. At høre Harald Holst, som hun et Øjeblik gjerne havde villet ophøje til et Mønster, et Forbillede for 378 Nutidens Mænd, i al Fald bragt nær op til det, udtale sig saaledes, som han havde gjort ligeoverfor hende, havde gjort stærk Virkning paa hende, der kjendte Verden mest igjennem sine egne Fantasier. Der var et Øjeblik, hvor der i den Luftning af Vrøvl og Karakterløshed, som slog hende imøde, var Noget, som gjorde hende kvalm ved det Hele, ved hendes egen Afskedsfest. Hun tænkte et Øjeblik paa at tage hjem; men det var kun et Øjeblik. Der var formeget kraftigt Liv i hende til at lade sig overvælde af slige Indtryk, skjøndt kun følte dem uforholdsmæssig stærkt; men den Virkning havde det, at Meget hos Flemming med al hans blaserede Spotten i samme Øjeblik kom til at tage sig anderledes ud end før.

✂ Han kunde dog maaske have Ret i Et og Andet af sin Tvivlen. Hun saae skjult paa ham og fandt, at det lidt fornemt spottende Smil paa hans Ansigt havde Noget ved sig, der klædte; han havde ikke sagt et Ord til hende, da de forlod Harald Holst. Hun kjendte ham saa godt, at hun vidste, at han havde forstaaet hvert Ord af det Hele og fuldkommen forstaaet, at der deri for hende laa en Ydmygelse og Skuffelse, en stor Skuffelse efter den Maade, hvorpaa hun havde taget hele denne Sag. Han havde maattet høre adskillige bittre Bebrejdelser fra hendes Side, fordi han ikke tog Sagen synderlig idealistisk, og ikke vilde beundre Harald Holst. Men ikke med et Ord, ikke med en Stavelse havde han ladet hende mærke, .at han erindrede dette, og ikke søgt en Smule personlig Triumf. Derfor kunde hun ikke heller lade være at se paa ham.

✂ Alverden var paa Ballet. Schwerin var der. Og det Mærkelige var, at det ogsaa for ham blev en Afskedsfest. Den store Nyhed i det diplomatiske Korps var, at han havde gjort et glimrende Avancement. Han var bleven sit Lands Minister ved et andet Hof, det Hof, hviskede man betydningsfuldt, hvor hans Sværmeri var bleven giftet ind i den regerende Familie. Hans Land var meget mægtigt, det andet Land meget lille.

✂ Schwerin var meget omgivet paa Ballet; han dansede ikke, men ikke blot Herrerne, og det fra de Allerførste af, men ogsaa Damerne flokkedes bestandig om ham, morende 379 sig over de livlige Repliker, hvormed han besvarede alle Gratulationer, Beklagelser, Forespørgsler og Profetier.

✂ Helene havde ikke set ham siden den Formiddag; hun kunde ikke lade være at betragte ham ofte den Aften, det forekom hende, at han aldrig før havde smilet saa meget med Munden og saa lidt med sine kolde, graa Øjne.

✂ Han havde tilsyneladende slet ikke set hende; han var bestandig i de allerfineste Regioner, nær de kongelige Herskabers Pladser. Da Helene, idet hun damsede med den unge Falkenhjelm, et Øjeblik tilfældig var kommen der i Nærheden, stod han pludselig ligeoverfor hende.

✂ »Godaften,« sagde han og rakte hende Haanden aldeles som tidligere.

✂ »Maa jeg føje min Lykønskning til de Andres,« sagde Helene.

✂ »Tak,« sagde han, »skjøndt jeg egentlig ikke ved, hvad den indeholder.«

✂ »Alt mulig Godt,« svarede hun muntert.

✂ »Alt mulig Godt? Det rækker dog maaske næppe saa langt, som jeg ønsker.«

✂ »De er vel selv glad over Forandringen.«

✂ »Ganske vist, man kan jo ikke lade være at være Barn og gribe en ny Del af sin Roman, uden en vis Interesse, og dette bliver en ganske ny Del af min. Naar jeg blot vidste, hvormange Dele jeg har tilbage. Naa ligemeget. Men De, De selv,« han talte med den sympathetiske Klang i sin Stemme, som den stundom, skjøndt sjeldent, kunde have, »De er stadig i første Del.«

✂ »Jeg er stadig i første Del, men for mig er det maaske ogsaa kun en af disse ubetydelige, smaa Noveller, der kun er i en Del.«

✂ Han trak let paa Skuldrene, det kunde betyde mange Ting, ogsaa det, at hun jo kunde have begyndt anden Del med ham.

✂ »Jeg tager en Kamelia af Deres Buket,« sagde han, »jeg holder af fine, skrøbelige, elegante Blomster.« Og med sin ejendommelige Dristighed søgte han udenvidere en smuk Kameliaknop ud.

✂ »Den skal være et Bogmærke i første Del,« sagde han.

380

✂ »Formegen Ære,« svarede hun; »jeg maa berolige mig med, at det kun er visne Blomster, der kan bruges til Bogmærker.«

✂ »Ganske vist.«

✂ »Og til anden Del ....«

✂ »I anden Del vil jeg ikke have Blomster liggende, maaske en eller anden lille Ting af Perlebroderi, fint Perlebroderi.«

✂ »De taler i Gaader.«

✂ »Naturligvis; men jeg er bange for, at Deres Kavaler bliver utaalmodig, og jeg vil ikke mere søge at lægge den mindste Sten paa Deres Vej. Godnat.«

✂ Unge Falkenhjelm, som ganske vist havde været noget ignoreret, men over hvis Evner det laa at sætte ind i en saadan Samtale, brød nu atter sit Mæle og sagde: »Han skal være saa ondskabsfuld, men en voldsom klog Mand.«

✂ Unge Falkenhjelm saae selv saa umaadelig godmodig og rar ud. Helene kom til at smile ved at sammenstille disse To, og nøjedes med at sige: »Jeg troer, det ikke maa være nogen Spøg at have ham imod sig.«

✂ »Heller ikke at have ham med sig,« sagde det brave, unge Menneske aabenhjertig og saae hen, hvor han nu atter stod gestikulerende og konverserende og kurtiserende.

✂ Tilfældig kom hun under en Tur igjen et Øjeblik i Nærheden af ham og hørte ham opbringe den alvorsfulde Fru v. Schnakendorff og vinde levende Bifald hos den nye Attaché Mauvaisgenre ved at udvikle et af sine Yndlingsthemaer, at en Mand altid faaer den Kone, han ikke vilde have, og en Kvinde aldrig den Mand, hun egentlig vilde have havt.

✂ »Aa ja,« sagde Helene ved sig selv, »han har maaske heller ikke saa megen Uret endda, som jeg troede. Men derpaa vil jeg ikke tænke i Aften. Det er netop det, jeg ikke vil tænke paa nu, det bliver der Tid nok til bagefter.«

✂ Hun dansede med Flemming. I den senere Tid vare de fordetmeste tavse og ligesom halvt forlegne, naar de vare ene sammen. De talte bedst sammen igjennem Andre. Men denne Aften gik Talen fri og naturlig, og Ordene fløj let som, Fugle. Glæden ved Samtalen laa for dem begge ikke i, hvad der blev sagt, men mere i at høre den Andens Tale, og ikke 381 engang det. Den ene Gang efter den anden greb begge sig i ikke at høre, hvad den Anden sagde, men blot se paa den Talende og glæde sig ved Synet, og saa forvirredes de begge som ganske unge Mennesker ved denne Opdagelse: Men da Flemming atter havde fortabt sig i Helenes muntre Øjne, medens hun fortalte ham Noget, han vidste slet ikke hvad, sagde hun til ham som en sextenaars Pige: »De maa ikke se saa stivt paa mig, naar jeg taler.«

✂ Og som en tyveaarig Yngling svarede han: »Men De ser saa dejlig ud, Helene.«

✂ Og Dansen gik i Riddersalen, og Jublens Klang og Guld og Toner og Lysglans smykkede Helenes Afskedsfest, men mest af Alt smykkede den Afglansen fra svundne, lykkelige Dage, som atter syntes at stige op fra deres evige Grav til et Øjebliks flygtige Liv. Helene frygtede, at Lykken ikke vilde vare længere, hun følte det dunkelt; men hun vilde ikke tænke derpaa iaften, ikke iaften, det var jo hendes Afskedsfest.

✂ Og Ballet nærmede sig sin Slutning. De høje Herskaber vare tagne bort, og Mængden fulgte deres Exempel. Der blev mere og mere Ebbe i de store Sale. Det Hele havde været et Bal, et Bal, hvor man skulde more sig paa ganske almindelig menneskelig Vis; Mange havde ærligt og redeligt ladet det blive derved, men ikke Alle. Mange smaa Lidenskaber hvirvles op som Støvet paa slige store Steder, mange smaa Planer, mange smaa Formaal. Nu blev Salen tom, Støvet fik atter Tid til at lægge sig i Krogene.

✂ Helene var taget bort. Hun saae pludselig bleg og alvorlig ud, da Afskedstimen kom. Festen var endt, Eventyret forbi, nu laa kun den alvorlige Virkelighed foran. Og han. Ja, han blev ikke anderledes, men hun havde dog endnu engang set ham, som hun ønskede.

✂ Flemming gik om i en egen, lykkelig Stemning. Hvorfor kunde Forholdet til Helene ikke blive ved at være saaledes, holdt paa Afstand, uden udtrykkelig Forklaring, uden kjedsommelige Trivialiteter, let, luftigt, Intet bindende og dog sikkert.

✂ Men den Aften havde afgjort, at det kunde det ikke blive.

382

✂

NITTENDE KAPITEL

✂ Ruin og Ødelæggelse nærmede sig stærkt til det fredelige Hus i Amaliegade, der syntes saa lidt indrettet til at møde Storme i Livet. Der var ikke mere Tale om at faa nogen Erstatning for Færgerettigheden.

✂ De Løfter, der vare blevne givne om at virke for en saadan, havde alt løst sig op til Intet. Ministeren havde imponeret diverse Folk ved som sin egen Opdagelse at fremdrage den oversete Formfejl og saa for at »holde sig Ryggen fri«, hvad der var hans fornemste Opgave i Livet, bestemt sig for, at der ikke skulde gives Erstatning.

✂ Paa lignende Vis gik det Harald Holst. Denne fødte Modstander af Privilegier og Forældethed kunde naturligvis ikke gjøre Noget, allermindst naar Ministeren ikke vilde tage Stødet af.

✂ Denne Vending af Sagerne kunde ikke Andet end at gjøre et stærkt Indtryk paa Alle. Gehejmeraaden og Flemming vare begge forbittrede i høj Grad. Den Første erklærede, at Sagen ikke maatte opgives endnu, men han lagde ikke Dølgsmaal paa, at han fandt Udfaldet tvivlsomt, thi det var ved den usalige Fejl ganske vist blevet mere en moralsk berettiget end en juridisk fuldt begrundet Fordring, som skulde skaffes anerkjendt.

✂ Den gamle Kammerherreinde, som skulde se sine Indtægter efter al Sandsynlighed reducerede til et Minimum, der vilde gjøre hendes og Datterens Existens knap, næsten fattig, var umaadelig forknyt. Men hun fandt paa sin ejendommelige, resignerende Vis, at der ikke var Andet at gjøre, end at underkaste sig. Skjøndt af god Familie var hun dog opdraget under den ældre Opfattelse, som i Virkeligheden har været Baggrunden for en tidligere Generations, af Tidsforholdene dybt begrundede økonomiske Betragtning, at det var en positiv Lykke i Livet, naar man ikke led Nød, Udgangspunktet var ikke, at en rig med Alt udstyret Tilværelse skulde besiddes eller opnaaes, hvis man ikke havde den. Man gik ud fra, at det, at komme eller være i Nød, var Noget, Alle maatte være fattede paa. Hvad der var derover, var et Gode.

383

✂ I Overensstemmelse med hele denne Betragtning fandt hun, at det Tab, de stod i Begreb med at lide, vel var en Ulykke, en stor Ulykke, men tillige en saare naturlig Ulykke, en uforanderlig Ulykke, som hørte til almindelig menneskelige Vilkaar, og som det ikke kunde nytte at klage over. Meget bidrog det ogsaa til at holde hendes Mod oppe, at Helene var saa uanfægtet og harmonisk rolig. Hun kjendte ikke sin Datters Hemmelighed, hun anede ikke, at der i Udsigten til Fattigdom og Arbejde for hende var noget Forfriskende og Befriende, Noget, der rejste op og hævede istedetfor at nedslaa. Men hun glædede sig over og trøstede sig ved den Sindsstemning, som prægede Helene. Nu talte de rolig sammen, naar de sad i Mørkningen, og Helene talte i en frisk og livlig Tone til sin Moder om, hvorledes de nu skulde indrette sig i en lille venlig og meget billig Lejlighed, som blot ikke maatte være altfor højt oppe, baade for hendes Moders Skyld og for Gehejmeraadens, thi nu vilde han jo komme hver Dag.

✂ Og saa fortalte hun sin Moder, hvilke forskjellige Planer hun havde med sig selv. Saa fældede den gamle Dame gjerne nogle Taarer i al Stilhed, thi det var dog haardt for hende at tænke sig, at hendes smukke, kjære Datter skulde slide for sit Brød. Men der var en saa klar og frejdig Klang i Helenes Stemme, naar hun talte herom, at hun, skjøndt hun ikke kunde se hendes Ansigt i Mørket, følte sig ikke blot trøstet, men næsten opmuntret derved.

✂ Kammerherreinden havde en let Sky for at spørge sin Datter formeget om hendes Tanker og Følelser, men hun havde dog spurgt hende engang, om hun slet ikke fandt det haardt og tungt at skulle arbejde for Livet.

✂ Helene havde svaret: »Nej Moder, tvertimod,« og sagt det i en Tone, der var kommen til at lyde saa glad, næsten fornøjet, at hun bagefter havde rejst sig op og var gaaet hen til sin Moder, som sad lidt forbavset ved Svaret, og havde taget hendes Hoved med begge Hænder og sagt: »Ser Du, lille Moder, der kan være mange Grunde til, at man ikke synes, at det er saa slemt at arbejde, men der er ogsaa den, at jeg har Dig.«

✂ Saa havde den gamle Dame klappet hendes Hænder og 384 fundet, at der var Noget i Ulykker, som dog kunde være lykkeligt.

✂ Hvad Helene egentlig vilde tage sig til, det var hende endnu ikke ret klart. Hun overvejede med en vis Nydelse de forskjellige Chancer, der kunde tilbyde sig; men hun havde ikke taget nogen Bestemmelse. Give Timer og navnlig faa Ansættelse ved en Almueskole var Noget, der maaske tiltalte hende mest. Hun kunde ogsaa male, mente hun, og maaske faa Arbejde i Porcelænsmaling, som nok blev ordentlig betalt, hun kunde give Information i Sang og Musik, men .... maaske det smagte hende lidt formeget af det Gamle; det syntes hun i al Fald ikke, hun havde saa megen Lyst til.

✂ Maleren kom der jævnlig i denne Tid. Han var meget optaget af den Forandring, der var i Færd med at foregaa i Huset, men han kom næsten aldrig til at tale derom med Andre end Kammerherreinden.

✂ Helene havde fundet, at han var bleven let forandret og paa en Maade, som hun ikke syntes om. Han talte saameget om sine Bestillinger, om hvad han havde faaet for sine sidste Stykker, og hvad han kunde vente at faa at gjøre. Hans »Jagtscene« havde hjulpet ham saa udmærket frem, sagde han, og saa var han kommen med nogle dunkle og gaadefulde Antydninger om, at han skyldte hende Noget.

✂ Den Slags Antydninger fra hans Side vare hende ubehagelige hun vidste ikke selv hvorfor; maaske Grunden var, at han i Hemmelighed var forelsket i hende, og at denne hans Attraa efter hende var Noget, som hende selv ganske ubevidst og skjøndt hun ikke havde nogen Anelse om hans Kjærlighed, dog paa Forhaand gjorde ham antipathisk for hende, fordi det var en saa fuldstændig Umulighed for hende at blive forelsket i ham. Kvinder have i Reglen ikke Noget imod, at Mænd ere forelskede i dem, men hos de finere drager et Instinkt iblandt de Mænd, de selv ikke kunne forelskes i, en Grænse imellem dem, af hvem de ikke taale selv den ærbødigste Forelskelse og dem, hvem en saadan dog kan tilstedes. Den brave Maler var paa den forkerte Side af denne Linie, og hun maatte gyse tilbage for Alt fra ham, der havde det letteste erotiske Anstrøg.

✂ Maleren havde ikke forstaaet hende, og han var atter en 385 anden Gang kommen tilbage til det samme Emne. Hun sagde da med en vis Heftighed:

✂ »Jeg har jo ikke Noget at gjøre med Deres Jagtscene; jeg har ikke givet Dem Ideen og bryder mig ikke om den og forstaaer aldeles ikke, hvad De mener.«

✂ Det forstod den stakkels Fyr. Han taug stille. Rødmussetheden var sprængt saa fast ind i hans Kinder, at han næsten ikke kunde blive bleg, men han saae saa inderlig trist og modfalden ud, at Helene inderlig fortrød sin saarende Bemærkning. Og hvorledes i al Verden skulde hun gjøre den god igjen. Hun syntes, at hun med Lethed kunde være kommen derudover med de fleste Andre, ja maaske med en hvilkensomhelst Anden. Tanken om Flemming foer som et Glimt igjennem hendes Sind. Med ham, ak, med ham vilde det jo have været en Glæde at forsone sig. Men nu ....

✂ Og dog tilsagde hendes Samvittighed hende, at hun maatte gjøre det. Hun gik hurtig op og ned i Stuen, inderlig utilfreds med sig selv. Han sad tavs ved Bordet og drejede sine Hænder i hinanden og saae paa dem, aabenbart i Færd med at tage Afsked, men ikke rigtig i Stand til at finde nogen Form for sit Farvel nu.

✂ Hun havde været ond, hensynsløs imod ham. Ak ja, ja, det maatte gjøres.

✂ Hun afbrød sin Gang og gik lige henimod ham. »De maa jkke være vred paa mig,« sagde hun. »Jeg har saamange andre Ting i Hovedet i denne Tid.«

✂ Og hun rakte ham med en ny lille Anstrængelse Haanden.

✂ Han beholdt den altfor længe, hun maatte trække den lidt haardt tilbage.

✂ »Jeg ved nok, det gaar galt for Dem og Deres Fru Moder,« sagde han, »De kan tro, at jeg tager megen Del deri, især rigtignok for Deres Skyld .... Aa, ja, - De maa ikke blive vred, for Guds Skyld, jeg skylder Deres Moder saa meget, det ved jeg nok, og kunde jeg være hende til nogen Tjeneste, skulde jeg være meget lykkelig derved.«

✂ »Tak,« sagde Helene, »det troer jeg ikke, der vil være Udsigt til.«

✂ Han saae paa hende. Nej, der var ingen Tvivl. Hun saae jo næsten haard ud. Han gik, og hun kunde ikke overvinde 386 sig til atter denne Gang at give ham Haanden, skjøndt hun sagde til sig selv, da han var gaaet: »Det er virkelig en skikkelig Fyr, ja, det er det.«

✂ Men den stakkels Maler gik hjem og gik hen til sin Jægerinde. Ja, der havde hun hjulpet ham, det var sikkert og vist; han havde aldrig kunnet male det Stykke saa godt, naar hun ikke havde været, aldrig, aldrig! Men det brød hun sig ikke om, nej, ikke det mindste. Hun havde ikke set det Stykke, der skyldte hende Alt, og vilde sandsynligvis slet ikke bryde sig om at se det.

✂ Men Tak skulde hun alligevel have, den dejlige Jægerinde, og saa Farvel, nu var hendes Ridt forbi. Stykket var færdigt; det skulde til sin Ejer. Han fortrød, at han havde solgt det, men derved var der nu ikke Noget at gjøre. Det vilde blive savnet i Atelieret, naar hun var borte.

✂

TYVENDE KAPITEL

✂

✂ Efter Hofballet havde Helene i længere Tid næsten ikke set Noget til Flemming uden i flygtige Glimt; han var endogsaa udebleven fra de sædvanlige Søndage. Det var ikke nogen Overraskelse, at han var saaledes, men hun følte det dog denne Gang med særlig Bitterhed. Hun forstod saare vel, hvorledes han vankede om i Uklarhed og Tvivlraadighed.

✂ Jo klarere det stod for hende, at han virkelig havde bevaret sande Egenskaber under den Skal, som ellers havde lagt sig om ham, desto mere smertede det hende.

✂ Han havde dog taget en Beslutning. Den Ruin, der nu truede Helene og hendes Moder, havde atter ladet ham beskjæftige sig med sit Forhold til Helene. Det forekom ham da, at han egentlig maatte være Harald Holst taknemlig for den Ulykke, hans Virkelyst her havde afstedkommet, thi det drev ham til en Afgjørelse i Forholdet til Helene, til at tilbyde hende sin Haand. Han kunde ikke lade være at sige sig selv, at det var en løjerlig Vending, at Harald Holst skulde være den, der ved sin offentlige Virken kom til at gribe 387 klarende og afgjørende ind for ham. Men hvilken hemmelig Nemesis der end skjulte sig heri, saa var det dog saaledes. Og han var ret glad ved udefra at drives til en saadan Afgjørelse, det var blevet ham en altfor besværlig Ting at træffe den og hvilkensomhelst stor Afgjørelse indefra. Men de, der gaa til Afgjøreiserne paa denne Vis, maa finde sig i, at de blive derefter. Det havde han ogsaa en vis Følelse af; han følte, at det ingenlunde var, hvad han skyldte Helene, og ikke engang, hvad han kunde ønske at skylde hende, efterat han atter paa Hofballet havde følt den virkelige, unge Forelskelses endnu levende Tryllemagt i sit Sind.

✂ Saa traadte han da en Formiddag pludselig ind til Helene, der sad alene i den af Blomster og Puder fyldte Dagligstue. Det var et uroligt Graavejr, i hvilket en Anelse af kommende Foraar syntes at overmandes af den endnu stærke Vinter. De klare Pletter paa Himlen vare mere blaa end om Vinteren, men det Graa, som hurtig dækkede dem, naar de havde blinket et Øjeblik, var ogsaa mørkere i sin Farve.

✂ Flemming saae legemlig anstrængt, næsten syg ud, og det var paa en adspredt Maade, at han hilste paa Helene og spurgte, hvorledes hun havde levet siden sidst.

✂ Helene svarede ham i en Tone, der var mere end kølig, og hvorover han godt kunde mærke en Skygge af Forbittrelse.

✂ Saa saae hun atter ud imod den urolige Himmel, hvor det Graa nu var i fuldstændig Overmagt.

✂ »De læste Helene,« sagde han, og tog en Bog, der laa paa Bordet. Det var Hamlet; han lagde den fra sig igjen, der var en vis Beroligelse for ham deri, at den var opslaaet paa en ligegyldig Scene.

✂ »Jeg opfrisker mit Engelske i denne Tid. De ved, at jeg holder mest af Shakespeare af alle Forfattere.«

✂ »Jeg ved, at De betragter ham som den, der har skrevet om alle de Ting, som have gaaet, og som skulle gaa igjennem det menneskelige Sind.«

✂ »Jeg holder ganske vist meget af ham til alle Tider, men der er dog et stort Digterord, som Shakespeare ikke har sagt. Jeg vilde ønske, han havde, thi jeg vilde gjerne have dets Tanke paa hans Sprog.«

388

✂ »Og det er?«

✂ »Det er:

✂ »Und setzet Ihr nicht das Leben ein,
Nie wird Euch das Leben gewonnen sein«.«

✂ »Det holder De meget af?«

✂ »Det er mit Valgsprog i de Øjeblikke, hvor jeg synes, jeg er i Stand til Noget.«

✂ »Og De troer, det stadfæster sig?«

✂ »Ja, sikkert. Vindingen i Livet bliver som Indsatsen. Høj Indsats, høj Vinding.«

✂ »Og ingen Indsats, ingen Vinding.«

✂ »Nej, naturligvis, hvor kan De forlange det; ingen Indsats, ingen Vinding, og daarlig Indsats, daarlig Vinding; den der sætter ind paa Smaat, vinder Smaat, den der sætter ind paa Taabelighed, vinder Taabelighed. Aa, det gaaer retfærdigt til, det er jeg ganske vis paa.«

✂ »Men .... er der aldrig dem, der »sætte Livet ind«, og som tabe?«

✂ »Dersom De virkelig tabe, og det er ikke altid godt at se, saa har der dog været noget Galt ved Indsatsen. Vær vis derpaa.«

✂ »De er fast i Deres Tro paa Livet, Helene?«

✂ »Ja, meget fast.«

✂ Han tav atter. Hun tav ogsaa og saae atter ud imod den urolige Himmel; hun var lidt blegere end ellers.

✂ »Helene, vil De være min Hustru?«

✂ Han overraskedes selv ved at høre disse Ord i det stille Værelse.

✂ Helene sad et Øjeblik ganske rolig, vedblivende at se udefter. Saa rystede hun paa Hovedet, og atter lidt efter sagde hun »Nej!«

✂ »Helene, De vil ikke! Hvorfor?«

✂ »Det er en lang Historie, men iblandt Andet, fordi De ikke elsker mig.«

✂ »Jeg elsker Dem, Helene.«

✂ »Aa nej, nej. Ikke som jeg har elsket Dem og maaske elsker Dem endnu, det er Ulykken. Ved De da ikke, ser De 389 da ikke, at De har forraadt baade Dem selv og mig, mig ogsaa, mange Gange.«

✂ »Helene, det maa De ikke sige.«

✂ Det smukke, fornemme Ansigt havde aldrig set saa smukt og fornemt ud, som nu, da hun ganske bleg, men med skinnende Øjne vendte sig imod ham og sagde: »Hvor tør De vove at benægte det. Kvinder ser Alt, hvad der angaaer dem, hos den, de elsker, og troer De ikke, jeg ved, hvorledes De har prøvet mig og vejet mig i Deres Sind og saa vraget mig og saa atter taget mig op og atter vraget mig lige til de sidste Dage«. Jeg har været en Taabe, en Nar; fordi De var min Ungdomskjærlighed, har Hjertet banket i mig af Fryd og Forventning, hvergang De atter syntes at tage mig til Naade. Ja, saa lav, saa svag har jeg været lige til den sidste Tid. Men der kan komme et Øjeblik, hvor man rejser sig .... hvor ....« hun kunde ikke holde Taarerne tilbage.

✂ Der var atter et Øjebliks fuldkomne Tavshed; saa vedblev hun: »Jeg ved nu godt, at jeg har elsket Dem i disse mange Aar, og jeg finder mig ikke ydmyget ved at tilstaa Dem denne Sandhed. Det er muligt .... ja, jeg vil sige Dem den hele Sandhed, den fulde Sandhed, at jeg ikke ved, om jeg vil kunne befri mig for min Kjærlighed til Dem, men Deres Hustru vil jeg ikke være i Kraft af et tilfældigt Lune, en Stemning, som De lyder idag, og ikke kan fastholde imorgen .... ja maaske hemmelig vil spotte over.«

✂ »Helene!«

✂ »Lad mig tale ud, jeg har tiet saa længe, idag maa jeg tale, og jeg vil sige Dem: De har jo i al Deres indbildte Overlegenhed næsten ødelagt Manden i Dem. Ja, se kun paa mig. Det er Ulykken, at jeg kan blive ved at være forelsket i Dem og dog se saa klart og tydelig, hvor De er veget af fra det Billede af en Mand, der var min Drøm. Og Alt hænger det sammen. En Mands Kjærlighed bestemmes af hans Liv, men den bestemmer ogsaa dette. Havde De alvorlig elsket, var Deres Liv ikke blevet, som det nu er blevet. En hel Kjærlighed giver et helt Liv, derpaa maa vi Kvinder holde fremfor Alt. - Men jeg vil ikke gaa paa Akkord med det Daarlige i Dem, jeg slaaer ikke af paa mine Fordringer, jeg opgiver ikke 390 mig selv. Som De er, er jeg maaske bestandig forelsket i Dem, men De er ikke den Mand, jeg vil elske, og hvem jeg vil føre Livet med. Søg et Øjeblik ret at forstaa mig, naar jeg siger, at jeg har følt en inderlig Trang til at udrette Noget i Livet, Noget, lad det være nok saa beskedent, der var godt for Mennesker, blot for en lille, lille Krog af Verden. Om det skal forundes mig, ved jeg ikke; men al min Kjærlighed, al min Tro paa, hvad der er Sandt, og al min Sorg over Ulykke og Uretfærdighed maatte jeg i al Fald kunne betro den Mand, jeg elsker, nedlægge det hos ham og haabe at se det spire i hans stærkere Villie. Kan jeg det med Dem? De ved, at jeg ikke kan. Jeg sørger over, at jeg ikke kan agte Dem saa højt, som jeg havde ønsket, men jeg siger Dem jo, at jeg elsker Dem. Og troer De ikke, at jeg ser, hvormeget Ædelt og Godt og Sandt der alligevel er i Dem. Der var maaske et Øjeblik, da jeg troede, jeg skulde ringeagte Dem, men det beder jeg selv om Tilgivelse for.«

✂ »Ja, Helene. Jeg forstaar Dem. Jeg ved, at jeg er en dømt Mand, dømt af Dem.«

✂ Nu var det hende, der tav, men hun rakte ham Haanden til Afsked.

✂ Men da han var gaaet, sank hun atter ned i Stolen, foldede Hænderne i Skjødet og sagde halvt højt for sig med et Udtryk som af en hed og inderlig Bøn:

✂ »Und setzet Ihr nicht das Leben ein! . . .«

✂

✂ Flemming gik hjem. Han syntes selv rolig, og dog var han sig bevidst, at han var i en underlig, fortumlet Stemning. Der var ligesom et Hul, et tomt Rum i hans Tanker. Han tænkte paa de Dyr, af hvilke man har udtaget en Del af Hjernen, og som dog vedblive at bevæge sig paa hel mekanisk Vis.

✂ Men da han havde siddet noget hjemme, begyndte det at klare sig for ham, den dybe Ydmygelse, at være dømt, vejet og fundet uværdig af den Kvinde, der dog elskede ham, og som ikke »vilde« elske ham, som holdt sit Liv for højt i Agt og Ære til at ville knytte det til hans planløse Omflakken 391 - skjøndt hun elskede ham -, som vilde finde sig fornedret, krænket i sit Inderste ved at være hans - skjøndt hun elskede ham -, som kunde se fast paa Livet, og som hos ham ikke kunde finde det, hvortil hun kunde hælde sit Hoved - skjøndt hun elskede ham!

✂ Alle hans Faders Bebrejdelser og Anklager, som han dog ofte havde følt, havde deres store Berettigelse, hvad vejede de imod dette.

✂ En tør, nagende Smerte brændte i ham. Forskudt, vraget, et Udskudsexemplar i Livet, tjenlig til Intet! Det var noget helt Andet, at blive kasseret af Livet end selv at kassere det.

✂ Op og ned af Gulvet gik han, saa et Par Øjeblikkes Hvilen og saa atter op og ned.

✂ Hvormange Erindringer og Minder gled ikke forbi hans Blik, idet han saae ud over den svundne Del af sit Liv. Nogle vare lyse og lykkelige, andre bittre, nogle smukke at se til, andre frastødende, men intetsteds fandt han det, han nu søgte, Noget, der var i Sandhed Oprejsende. Han fandt kun Flugt for Afgjørelser, Tomhed, Goldhed.

✂ Han traadte hen til et Vindue og saae paa de hverdagsagtige Folk, der sivede igjennem den stille Gade; højst hverdagsagtige at se til. Det var Folk, han ellers saae saa dybt ned paa eller slet ikke saae, men nu saae han paa dem med en anden Følelse end nogensinde før. Maaske han der - eller han der - eller maaske de endog Alle, Allesammen havde havt deres Hædersdag og vundet deres Slag, og kun han selv var en Desertør.

✂ Han kastede sig atter ned. Men hvad var det. Der hang jo Billedet, som han havde glædet sig til at drømme over, der hang Helene. Men hvor det var stygt, hvor det tog sig koldt og dødt ud nu, sammenlignet med hende selv.

✂

EN OG TYVENDE KAPITEL

✂

✂ Det var, som sagt, i det politiske Liv en af de Situationer, under hvilke en Mand som Harald Holst har gode Chancer, og han benyttede virkelig disse med en vis Behændighed, 392 som han snart havde lært at tilegne sig. Hans Held i Jernbanesagen og med Færgeprivilegiets Afskaffelse havde gavnet hans Anseelse i høj Grad, og man beskjsaftige de sig en Del med ham.

✂ Men ogsaa paa et andet Omraade tilsmilede Lykken ham.

✂ Hans Besøg hos Bankdirektørens vare nu blevne temmelig stadige, og under dem havde han jævnlig Lejlighed til at se Kusinen eller Tantefrøkenen, ja et næsten paafaldende Held med at blive alene med hende, eller i Mangel deraf at træffe hende alene i Forværelset, naar han kom, eller naar han gik.

✂ Harald Holst mærkede godt, at han var Gjenstand for særegen Opmærksomhed fra hendes Side, og var end Frøkenen ikke en saa skjøn og tiltalende Erobring, at det stærkt kunde smigre hans Forfængelighed, saa var det ham dog behageligt, at han havde gjort Indtryk paa hende. En kvindelig Erobring er altid en kvindelig Erobring.

✂ Hertil kom, at der virkelig var et andet og alvorligere Moment end det Erotiske, som gjorde sig gjældende hos ham. Han mærkede, at der her var en Kvinde, som forstod ham. Hun interesserede sig for hans offentlige Virksomhed, og det ikke paa nogen lunken eller karrig Maade, hun beundrede den frit, aabent og efter en stor Maalestok. Altid ledte hun Samtalen hen derpaa og viste derved tillige, at hun kjendte Sagen. Maaske der nu og da var en lille fuldstændig Misforstaaelse af det Hele; men det er den Slags Ting, Mændene villig tilgive dem, der beundre dem, og at en saadan Misforstaaelse kunde komme, var jo saa naturligt; hun beklagede sig virkelig ikke uden Grund over, at Kvinderne ikke kunde faa rigtig Besked, fordi de ikke betragtedes som værdige til at være Mandens Fortrolige i disse alvorlige Anliggender.

✂ Igjennem al hendes Interesse for det Almene viste sig imidlertid stadig, at det var den Maade, hvorpaa han virkede for det Almene, der særlig havde vundet hendes Interesse. Og det maa siges, at hun pligtskyldigst gjenfandt ham næsten allevegne.

✂ Var der passeret Et eller Andet mere mærkeligt, spurgte hun ham gjerne med næsten rørende Troskyldighed, om den gode og heldige Afgjørelse ikke skyldtes ham; han havde jo 393 dog, saavidt hun kunde mindes, udtalt sig for noget Lignende, det var sikkert ham, der havde sat det igjennem.

✂ Med passende Beskedenhed fralagde han sig da at spille en saa stor og vigtig Rolle, hvorpaa hun antydede, at det var det, der klædte en Mand allerbedst: at være beskeden til det Yderste.

✂ Stundom syntes det imidlertid, som om det var stiltiende vedtaget mellem begge, at han var Centrum i hele vort offentlige Liv, og hun kunde udtale sig saa uforbeholdent herom, at han blev bange for, at hun i Nogens Paahør skulde antyde en saadan Overbevisning. Heldigvis traf det sig imidlertid saaledes, at hun aldrig kom med disse uforbeholdne Udtalelser om sin Opfattelse af Situationen, undtagen naar de vare alene.

✂ Harald Holst var altsaa sikker paa her at have fundet en god og ægte Veninde, og han trængte mere og mere til hendes Selskab. Han var hurtig bleven knyttet til Bankdirektøren i forskjellige gavnlige Foretagender, navnlig af Jernbanearten, og besøgte ham ofte i vigtige Anliggender, men han havde ogsaa udfundet Tider, da Frøkenen var alene hjemme, og paa dem kom han ogsaa og traf hende da saa sikkert, som man træffer Folk, der ville lade sig træffe. Naar han var i lidt daarligt Humør over en eller anden Sag, der gik noget trægt for ham, eller over en Tilkjendegivelse af Folkestemningen, der var ham lidt besværlig, eller over noget Andet, saa søgte han særlig gjerne hendes Selskab, og hun ynkede ham da paa en saa behagelig beundrende Maade, at det maa tilstaaes, at han stundom, om ikke opfandt smaa Gjenvordigheder, saa alt andet end undervurderede dem, han havde. Erklære, at han var træt og anstrængt og tænke paa at trække sig tilbage og opgive det Hele, og saa blive bønfaldet om at lade være og høre, hvor godt han udfyldte sin Plads, hvorledes Alle beundrede ham, det var Noget, der gjorde ham særlig godt. Det var en tro Veninde!

✂ Hun forstod ham saa vel, men blev hun forstaaet af Andre? Ikke af sine daglige Omgivelser, det mærkede han nok. Vel klagede hun aldrig, men naar man var lidt skarpsynet, som hun jo havde lært ham, at han var, saa saae man snart, at hendes fortræffelige Egenskaber og sjeldne Dyder ikke 394 blev rigtig vurderede i det Hus, der skyldte hende saa Meget; det var et Resultat, som han den ene Gang efter den anden maatte uddrage af, hvad hun simpelt og prunkløst fortalte ham. Hvad det egentlig var, man undervurderede saa stærkt hos hende, hvad det var for store Fortjenester, man rent oversaae, kunde maaske staa ham mindre klart, men at der var Noget, ja Meget, som blev overset og undervurderet, det havde han efterhaanden faaet et bestemt Indtryk af. Stakkels Kvinde!

✂ Hun saae i Grunden godt ud. Under de mærkelig skarpttegnede Øjenbryn var der i Virkeligheden et Par kloge og, naar han saae ind i dem, smægtende blide Øjne; der var en smuk, stor Næse, en fast Mund, den var maaske ikke .... jo, det var ligemeget .... den var af en vis Skjønhed: sin egen Skjønhed. Og en moden Figur. Det var en indtagende Kvinde!

✂ Saavidt var han kommen, da der blev en Lejlighed for ham til at se den Kvinde, der forenede alle disse tiltrækkende Egenskaber, i et særlig fortryllende Lys.

✂ Det kunde ikke nægtes, at havde han usædvanligt Held med sig, saa havde paa den anden Side Kritiken ikke helt holdt sig tilbage ligeoverfor hans Færd. Der var et lille halvt Dusin Medlemmer, der havde besluttet sig til at følge ham som en Slags Leder. De saae, at han var en af dem, der havde den sjeldne Egenskab i Politiken, at have en heldig Haand. Denne Trop var snart hist snart her, snart kastede den sig til den ene snart til den anden Side, og gjerne hjembragte den lidt Bytte af den forresten temmelig beskedne Mangfoldighed, der er at faa, fra en Plads i et Udvalg til sig selv til en lille Bestilling for en Ven og Understøtter ovre i Kredsen. Men der var vaagnet nogen Misstemning imod den flinke, lille Trop, og en Dag brød denne frem.

✂ Et af Bladene, der stod i en noget uafhængig Stilling, bragte en Artikel til Ministeriet, der var et af disse skarpe Skud, med hvilke der gives Sejlere en Advarsel, inden der for Alvor sigtes paa dem; den gjorde en ubehagelig Virkning.

✂ Man indrømmede Situationen en Del, men angreb stærkt saadanne Historier som navnlig Kambanen - Færgeprivilegiet tog man naturligvis ikke Notits af - og, idet 395 Ministeren fik nogle Advarsler imod at lade Regeringen glide over i Repræsentationens Vinduesfordybninger og Udvalgsværelser, rettedes der ganske særlig et stærkt Angreb imod den syndige Harald Holst som de seneste Ulykkers Ophavsmand. Hans Adfærd karakteriseredes som løs og uvederhæftig, egoistiske Interesser blev nævnede; han skildredes som en Type paa en nyere Art Parlamentarikere, som halvt af Karakterløshed halvt af Beregning drev aldeles planløst om, og han fremstilledes unægtelig i det Hele mere som et Exempel til at afskrække end til at efterfølge.

✂ Harald Holst blev, som alle Folk i slige Tilfælde, baade dybt bedrøvet og aldeles oprigtig indigneret; han følte sig overbevist om, at han hverken havde myrdet eller brændt eller gjort andre særlige Ulykker i Verden, han vidste jo, at han ikke var nogen ondskabsfuld Karakter, der vilde Andre ilde, og han havde, som de Fleste gjøre, af slige Præmisser draget den Slutning, at han var et rigtig godt og bravt Menneske. Naar Folk gjøre Status op over sig selv, gaa de nemlig i Reglen ud fra, at de ere herlige Mennesker, blot fordi de ere det Jeg, de ere. Med Fortræffeligheden givet til Udgangspunkt undersøge de saa, om denne Forudsætning afkræftes ved Et eller Andet, de nok vide saa løselig om sig selv, men komme heldigvis til det Resultat, at disse Smaating er det ikke Umagen værd at gjøre Ophævelser over, de ere kun en Slags Solpletter; de slutte derfor med, at de ere mønsterværdige Existenser. Saaledes havde Harald Holst altid opfattet sig selv, og saaledes opfattede han sig ogsaa nu, og han fandt derfor, at det var en i høj Grad skammelig Handling, saaledes at bagvaske ham og fremstille ham som en slet Karl.

✂ Han talte med adskillige Mennesker samme Dag, han havde været Gjenstand for det skjændige Overfald. Der var, mærkelig nok, Ingen, der selv bragte det paa Tale, men naar han gjorde det, selvfølgelig med den stærkeste Reservation af, at han ikke brød sig en Smule derom, misbilligede naturligvis Alle stærkt Angrebet paa ham og udtalte den Mening, at slige lave Overfald kun kunde tænkes under saa daarlige Forhold som de herhjemme. Nogle raadede ham til at statuere et Exempel og anlægge Sag og faa Skribleren alvorlig 396 dømt, Andre fandt, at Sligt skulde tages med fornem Ringeagt.

✂ Det var Altsammen saa godt, som man kunde ønske sig det; men det Værste var, at der hos Harald Holst selv til Trods for hans Sikkerhed kunde høres en uforskammet og næsvis indre Stemme, der blev ved at forelægge ham det Spørgsmaal, om der i Beskyldningerne dog ikke var Noget, en lille Smule blot. Det var det, han vilde være fri for, og det havde de Andre ikke kunnet skaffe ham af med.

✂ Han kunde ikke sove meget den Nat, og den næste Morgen ringede han paa Bankdirektørens Dør. Han vidste af gammel Erfaring, at til Klokken henved 10 var der megen Rimelighed for at træffe Frøkenen alene. Fruen, som var noget svagelig, og hvis største Glæde, efterat de vare blevne rige Folk, bestod i, ikke at tage sig af nogen Ting i Verden, stod sjelden op før hen ad Formiddagen; Bankdirektøren var ude at ride. Den Morgen kom Frøkenen ilende for at lukke op før Tjeneren og førte ham strax ind i Dagligstuen, uden at spørge, om han vilde tale med Husets Herre.

✂ »Det var godt, at De kom. Jeg ventede Dem. Jeg trængte til at tale med Dem. Det er for galt!«

✂ Hun talte i korte, afbrudte Sætninger, men havde dog Selvbeherskelse nok til efter at være kommen forbi et Spejl at glatte Haaret lidt længere tilbage fra Øret. Hun var ualmindelig soigneret i sit Toilette den Dag; det var en næsten koket og meget ungdommelig Morgendragt, hun havde paa.

✂ »Det er for galt, det er forfærdeligt, at Sligt kan siges, at Sligt kan skrives. Nej, sæt Dem her ved Siden af mig,« hun trak en Lænestol frem. »Jeg forsikkrer Dem, jeg har ikke lukket et Øje hele Natten; jeg er rasende.«

✂ Det maa indrømmes, at hendes smaa Øjne saae temmelig gnistrende ud, og hun var virkelig ogsaa for Alvor vred. Hun luede altid af Forbittrelse, naar Nogen fornærmede Noget af Hendes, hvad enten hun saa brød sig om dette Noget eller ikke. Hun følte saadanne Fornærmelser som et Angreb paa sig selv og opfyldtes af vild Hævntørst. Da hun nu virkelig alt betragtede Harald Holst som hørende til sin Domæne, var hun for ramme Alvor vred.

✂ Der var Noget i denne hidsige, kvindelige Forbittrelse, 397 som strax gjorde Harald Holst meget godt. Under dens hede Pust følte han selv ikke Andet end Vrede, og den næsvise lille Stemme blev ganske stum.

✂ Han vilde imidlertid vise, at han var Mand for at kunne taale Sligt og sagde derfor i en rolig Tone: »Jeg sætter den største Pris paa den Deltagelse, De viser mig, men jeg synes, De tager formegen Notits af det lave Angreb. Mig er det saamænd temmelig ligegyldigt.«

✂ »Ligegyldigt« - sagde hun med en egen hvinende Betoning - »saa maatte De da være ....« Hvad han maatte være, forblev dog foreløbig en Hemmelighed, som hun fandt det rigtig at bevare. Hun gjorde Vold paa sit oprigtige Arrigskab og sagde med en Stemme, som det efterhaanden lykkedes hende at give Noget, der kunde forestille en blid Klang: »De er for god, for human. Man kan kun beundre Dem desmere derfor; men jeg kan ikke saaledes beherske mine Følelser.«

✂ Hun greb hen paa Bordet: der laa den fatale Avis. Hun saae paa Artiklen og rykkede sig tæt hen til ham, for at han kunde se med. »Jeg har aldrig læst Noget saa infamt: De bringer Forkludring med Dem overalt.« Hun skød sin Lænestol endnu den Tomme nærmere til ham, den kunde komme. »De, som overalt bringer gode og gavnlige Foretagender til at spire frem! De!« - og hun sendte ham et ubeskriveligt Øjekast.

✂ »De kæmper for egoistiske Interesser. De!« - atter et Øjekast, som han ikke frygtede for at møde, thi han vidste, at da Bankdirektøren for kort Tid siden havde slaaet paa Noget, der maaske gik lidt i denne Retning, havde han kun sagt, at det kunde de tale nærmere om ved Lejlighed. Da Øjekastet var blevet besvaret, foregik der en let lille Drej ning af den ene Lænestol, idet hun gik over paa næste Spalte af den skammelige Avis.

✂ »De øver en demoraliserende Indflydelse!«

✂ Hvorledes det nu var gaaet til eller ikke, nok er det, han havde her faaet en Arm om hendes Liv eller hun sit Liv ind under hans Arm. Hovedsagen er, at Armen og Livet beholdt deres nye, gjensidige Stilling.

✂ Hun fortsatte: »De er en Pjalt, Aa Gud!« Hendes 398 Hoved sank til hans Bryst; den Skammelige faldt paa Gulvet, og der blev den liggende; men over den hørtes et ovenikjøbet temmelig stærkt Kys; saa en harmonisk Pause.

✂ »Aa Gud! Hvad har jeg gjort,« udbrød Frøkenen, der nu atter kom til sig selv.

✂ »Givet mig den skjønneste Oprejsning,« svarede Harald Holst. »De fortryder det da ikke?«

✂ »Min Gud! hvor kan De tro ....«

✂ »De vil virkelig blive min?«

✂ Hun nikkede.

✂ »Med Dem ved min Side,« sagde han, »vil jeg trøstig skride frem ad den Bane, jeg har betraadt.«

✂ Han var virkelig lidt rørt, baade over sig selv og Banen og hende.

✂

✂ Et Par Dage efter ringede han atter tidlig om Morgenen paa. Hans Forlovede - det var allerede deklareret - lukkede ham atter selv op.

✂ »Se her,« sagde han, idet han med Stolthed viste hende et Brev, som han holdt i Haanden, »dette har jeg lige modtaget. Din Kjærlighed bringer strax Lykken med i sit Spor.«

✂ Brevet var fra Mølleren og meddelte, at Artiklen i det skjændige Blad var bleven bekjendt ved et Møde, der havde været i Anledning af Kamliniens Afvikling. Den havde vakt den dybeste Indignation, og man var strax bleven enig om at tilbagevise Sligt. Man havde paa Stedet vedtaget at affatte en Adresse til Harald Holst med Tak og Tilslutning for den forløbne Tid og vedtaget det under stormende Bifald. Alle Tilstedeværende underskrev, men da man ventede et langt større Antal Underskrifter ved at sætte den i Cirkulation, havde man sendt den ud i Egnen, og bedækket med Underskrifter vilde den sikkert snart være i Hovedstaden som Egnens Svar paa Angrebene.

✂ »Saaledes skal det være,« sagde Frøkenen og var stolt for Alvor.

✂ »Men hvad er det?« sagde hun et Øjeblik efter. Hendes skarpe Øjne havde opdaget et lille »vend »om«, der var overset af den ilfærdige Holst, og som ogsaa næsten med 399 Forsæt syntes skjult i Hjørnet. Naar man saa vendte om, hvad stod der saa Andet end følgende, klemt ind i et Par beskedne Linier: »Da vi jo af Deres tidligere Udtalelser ved, at De ikke vil stille Dem igjen, er man nu bleven enig om at stille mig op til de almindelige Valg, det gaar ikke an at splitte Stemmerne, saa vælges Modkandidaten. Gid jeg værdig maa træde i Deres Fodspor.«

✂ »Hvad er det?« spurgte Frøkenen i en skarp Tone, han aldrig før havde hørt, og saae paa ham med Øjne, han aldrig før havde set.

✂ »Det er Forræderi, skjændigt Forræderi,« sagde Harald Holst, der ikke før havde fundet denne Efterskrift og nu stod bleg, neppe i Stand til at holde sig paa Benene. »Den Slyngel har benyttet nogle Udtalelser af mig i en mismodig Stemning fra den Tid, da Alting gik galt for mig. Nu har han undermineret mig, Alt er tabt. Jeg kjender ham.«

✂ »Alt tabt,« fnøs Frøkenen, »Snik, Snak! Vi tager derover i Aften - ja, jeg tager med; Du skal holdes oppe, kan Du ikke selv, saa vil jeg. Du kjender ikke mig. Skynd Dig nu hjem og gjør Alt færdigt til Rejsen; men i en Fart.«

✂

TO OG TYVENDE KAPITEL

✂ De første Foraarsdage kom. Digteren laa paa Hospitalet, og han var meget syg.

✂ Han havde egentlig skrantet lige siden Julen, men var saa pludselig bleven alvorlig syg. Han laa paa Hospitalet, fordi han, strax da han følte sig heftig syg, havde faaet den Tanke, at han var bleven angreben af Kopper, som dengang herskede epidemisk. Han vilde ikke bringe Smitten til sit Hjem.

✂ Følelsen af at være meget syg kom over ham en Dag, medens han var ude, og han lod sig saa kjøre paa Hospitalet, fordi han sagde til sig selv, at havde han ikke kunnet bringe det Gode i sit Hjem, som han skulde, vilde han ikke paaføre det noget Ondt, som kunde undgaaes.

✂ Det viste sig snart, at det ikke var Kopper, han havde; 400 men paa det Hospital, hvor han havde meldt sig, maatte han blive, thi han var virkelig saa syg, at der, hvor han faldt, blev han liggende. Det var et ved Græmmelse og Bitterhed og Misundelse udtæret, stakkels Legeme, Sygdommen havde mødt paa sin Vej, og det havde været den let at kaste det helt overende. Der laa han, en haardt Saaret paa sin Valplads, en meget haardt Saaret.

✂ Hans Kone besøgte ham naturligvis saa hyppig, som hun kunde, stundom alene, stundom med Børnene eller et af dem. Han laa paa en af det gamle Hospitals Fællesstuer. Det var et stort, rummeligt Værelse, højt til Loftet. Det blev holdt i meget stræng Orden. Alt, hvad der mindede om Hverdagslivet og dets Adspredelser, om Nydelser og Frihed og Glæde, var holdt ude her fra Sygdommens Hjem og Dødens Forgaard. Det Hele gjorde et ejendommeligt Indtryk af, at naar man først var her, var Lidelse det Naturlige og Død noget saare Hverdagsagtigt, som de, det gjaldt, maatte tage som Noget, der faldt af sig selv, og se at komme fra, som de bedst kunde, maatte tage som Noget, der maaske nok kunde være en Affære for dem selv, men som de ikke kunde forlange, at Andre skulde gjøre store Ophævelser over. Der var i den Tid langtfra fuldt besat paa Stuen, men der laa dog ogsaa nogle andre Syge og bag ved deres Skjærmbrætter hørte man stundom Klager og stundom dæmpet Tale.

✂ Ved Digterens Seng sad hans Kone, stille, tavs, med et Udtryk af dyb Fortvivlelse, thi hun vidste, at det var en meget alvorlig Sygdom. Hun vidste tillige, hvorfor han laa der og ikke i sit Hjem, og havde han ikke før staaet for hende som en Heros, saa gjorde han det nu. Hun erindrede, at han før altid havde havt en stor Afsky for Sygdom og legemlig Daarlighed, og nu havde han for hendes og Børnenes Skyld bragt det Offer at søge ind i Hospitalet, Midtpunktet for al saadan Rædsel og Uhygge. Hun led i høj Grad ved ikke selv at kunne passe ham og vaage over ham. Men Lægen havde givet et bestemt Afslag paa hendes Forespørgsel, om han ikke kunde flyttes, og naar hun havde talt til ham selv derom, havde han affærdiget hende paa denne haarde, bittre Maade, som i de senere Aar mere og mere var 401 bleven ham en Vane ogsaa i Hjemmet, og som hun mindst af Alt kunde taale. Der var ikke Noget at stille op, men fortvivlet var hun, og det var sørgelige Nætter, hun tilbragte ene hjemme, naar hun havde forladt ham og laa og tænkte paa, hvordan han vel vilde have det, naar hun næste Dag atter kunde komme til ham.

✂ I deres lille Hjem havde hun havt mange, mange bittre Timer i de senere Aar, da han var bleven saa forandret og kun saare lidt lignede Kongesønnen fra den lykkelige Solskinstid. Udtryk af en vis Ringeagt mod hende, af at hendes Mening langt, langtfra var ham tilstrækkelig, af at hans Hjem Intet kunde byde ham til Trøst i hans Skuffelser, ramte hende dybt, meget dybt

✂ Men nu, med den forfærdelige Mulighed til Baggrund, som rejste sig derude paa det Sted, hvor Døden var noget Hverdagsagtigt, hvor ublandet lykkelig synteis nu ikke Alt i hin Tid at have været, hvor let dens Kummer, hvor flygtig al dens Pine.

✂ Naar hun var ude hos ham, var Feberen stundom saa stærk, at den hvirvlede sine mørke Skyer helt over ham og hyllede hans Tanker i Mørke; stundom lod den ham være nogenlunde ved sig selv, saa talte hun til ham, søgte i kjærlige og taknemmelige Ord at trøste ham, og da vendte han sig ikke fra dem; han svarede vel ikke, men de syntes at kvæge og oplive ham langt mere end forhen. Stundom forstod han Intet, og der var ikke Andet at gjøre end at sidde stille med hans Haand i sin Haand og langsomt klappe den og stryge over hans Pande og tænke, at endnu var Haanden dog varm, og bede til Gud, at han maatte komme sig, sidde saaledes, medens Alt var saa stille, og man kun hørte en enkelt Klage nu og da og et gammelt Uhr dikke ude paa Gangen, fortællende om den Tid, der gik og aldrig vendte tilbage.

✂ Men medens Uhret talte herom til dem, der laa derinde, tænkte hun paa, hvorledes Tiden for Andre gled rolig og uforstyrret hen. Derude gik Livet larmende og ligegyldigt, Alting var som ellers, Himlen og Husene og Menneskene; herinde sad en fattig Kone ved sin Mands Sygeleje, maaske Dødsleje; en Kone, der paa engang havde faaet en Angst og 402 Sorg at bære paa, som Alt det derude slet ikke tænkte sig var til. Hun mindedes Digte, han havde skrevet til hende, og som havde været hendes Stolthed. Hun mindedes et, særligt et, hvori han havde sagt, at naar han var død, og hun levede, saa vilde han dog komme og banke paa hendes Dør, og hun vilde følge ham ud til hans Grav. For hende var denne Tanke ny, og det Digt, hvori han havde varieret den, noget af det Dybeste og Dejligste, hun havde kjendt.

✂ Men al den skjønne Trøst, det før havde syntes at indeholde, var forsvunden, da den sande, virkelige Jammer var der, den, som nok saa skjønne Digte ikke kunne magte.

✂ Ikke skilles, slet ikke skilles, det var nu det Eneste, det kom an paa. Følges ad, blot følges ad, ud i det store Mørke, han og hun og de smaa Drenge; Ingen gaa alene, men Alle holdende hinanden i Haanden, thi hvad var der saa at frygte? Alle lægges ned, tæt, ganske tæt ved hinandens Side. Saa kunde Solen skinne paa Græsset i deres Dække om Sommeren og Vinteren skjule det tykt med Sne; de vilde ikke knuges og tynges deraf, men ligge roligt og vente til den Stund, Gravene aabnedes, ligge roligt og vente, hinanden nær, ganske nær.

✂ Og i hendes Natur, som havde beholdt noget Udannet, Hensynsløst i sine Følelser, rørte sig for Alvor det Spørgsmaal, om det vilde være Synd at tage Livet af sig og Børnene for saaledes at følges ad. Havde hun været alene, saa vilde hun have gjort det, men Børnene, nej, umuligt. Kunde hun gjøre det ved en Bøn, et Ønske til Gud, maaske; men .... nej, aldrig, forfærdeligt. Og saa slog det om til det Modsatte, hun syntes, at hun havde en Uendelighed af Kraft og Styrke at give hen for at holde Børnene oppe, holde Sorg og Nød borte fra dem, den Ældste, der var bleg og saae sygelig ud, og den muntre lille Yngste, der aldrig vilde være fra hende, og den Mellemste, der altid var saa god og føjelig imod de andre. Ja, hvad kunde hun ikke gjøre for dem, hun kunde endogsaa leve.

✂ Ogsaa Maleren besøgte Digteren hver Dag ude paa Hospitalet. Han havde naturligvis strax glemt deres Uenighed, da han hørte, at hans Ven var syg, og han var meget 403 bedrøvet ved at se, hvad han godt kunde se, at den Syge hver Dag var ringere.

✂ Digteren havde endnu saa mange Kræfter, at han kunde tale med Maleren af og til, naar den Døs, hvori han laa, fortrak sig noget. Men den brave Maler var trykket; Digteren var saa alvorlig, han brød sig aabenbart slet ikke om at høre hverken de Historier, Maleren samlede sammen til ham for at være underholdende med, eller de Dumheder, fælles Venner havde begaaet, eller de Brandere, andre vittige Malere havde sagt til misundelig Beundring for Maleren selv, der betragtede sligt som Aandens og Viddets højeste Frembringeiser; Alt det lod til at være Digteren saa ligegyldigt, at han ikke hørte det. Dertil kom, at han var bleven venlig, og det glædede Maleren indtil Taarer, at han en Dag spurgte til »Jagtscenen«, og da Maleren havde udtrykt det Haab, at han vilde faa Fornøjelse af den, saa endog havde svaret, at det syntes han, at Maleren næsten altid havde af sine Ting. Saadant Noget havde han aldrig sagt før.

✂ Maleren takkede ham for hans gunstige Dom og sagde: »Jeg har da en ganske god Samvittighed; jeg veed, at mit Talent, eller hvad Du nu vil kalde det« - han blev bange for at hans Ven skulde finde Ordet for anmassende - »har sine Grænser, og jeg har aldrig søgt ud over dem, om det ogsaa i Øjeblikket saae ud til at kunne betale sig paa den ene eller den anden Vis. Jeg kan være en snavs Karl i mange Henseender, men dersom der var et lille Himmerig for Malere, hvor man kom ind, naar man bare ikke havde syndet altfor forskrækkelig som Maler, saa var der maaske Haab for mig.«

✂ »Ja, ja, Dit Talent skulde ikke friste Dig op paa Højderne,« svarede den Anden, som dog følte Trang til at give et lille Stik, fordi den Anden havde talt formeget om sig selv.

✂ »Nej, det veed jeg nok,« svarede Maleren rent sagtmodig, - »Jagtscenen bliver mit eneste store Stykke, det kan jeg føle; det er mærkelig nok gaaet godt, men nu bliver jeg igjcn ved min Læst.«

✂ »I Malere have ingen Trang til at beskjæftige Eder med de store Problemer,« fortsatte den Anden, »fordi de store 404 Problemer ikke have Brug for Eder. De banke kun paa hos de Udvalgte.«

✂ »Du mener Digterne.«

✂ »Ja, jeg mener Digterne, de store Digtere. Det er igjennem dem, at den Tid, som kommer, skal frem, den kan kun komme frem igjennem os. Vi er dem, der skal løse Slægtens Gaader, vi skal tyde den den højeste Visdom.«

✂ Maleren tav; han kunde ikke lade være at tænke paa, at de smaa Idyller, Digteren først var begyndt med, havde været det Bedste, han havde skrevet, og at han skulde være bleven derved, saa var det gaaet anderledes. Men da han saae paa det blege, udtærede Ansigt med det sorte, stride Skjæg, tænkte han, at det var ikke værd at tale derom nu, det kunde vist være det Samme.

✂ Digteren tav noget og sagde saa pludselig: »Er en Døende ikke en sand Stormand. Der skulde vises de Døende guddommelig Ære.«

✂ »Du kommer Dig nok,« sagde Maleren jævnt trøstende.

✂ Den Anden rystede paa Hovedet og sagde i en anderledes blød Tone, end han før havde talt i: »Det bliver galt for dem derhjemme.«

✂ Maleren sagde med et temmelig tykt Mæle: »Lad nu være at tale om det, det skal jeg nok klare, Du, hvis det skulde gaa saa galt, men det gjør det ikke.«

✂ »Tak, Tak!« sagde Digteren, »Du er mig en meget bedre Ven, end jeg har fortjent.«

✂ Saaledes havde han aldrig før talt, og hvad Mere var, han tog Malerens Haand og trykkede den.

✂ I det Samme kom hans Kone ind ad Døren. Han saae paa hende og sagde i den samme bløde, dæmpede Tone, hvori han havde talt sidst, men tillige hurtigt, som for at faa Tilstaaelsen gjort i en Fart: »Jeg vil gjerne dø, naar jeg blot i en Stund har været en sand og stor Digter,« - og hurtigere og hurtigere, for snart at faa talt færdig, vedblev han: »Hvad er det, jeg har manglet, maaske en Hurtighed i Blodomløbet, et eller to Pulsslag til i Minuttet, en anden Spænding af en eller anden Nerve. Er det noget Saadant eller virkelig noget Andet? Formen for mit store Digt, den var mislykket. Hvor skal jeg finde den; jeg maa finde den.«

405

✂ Saa sank han tilbage, træt af at tale, og de mørke Skyer trak atter op over hans Sind. Hans Kone fik kun vexlet et Par Ord med ham, men de vare venlige, og et »Tak, fordi Du kommer«, blev sagt helt kjærlig som i de lyse Dage.

✂ Men hurtig sløvede Mørket hans Sind, og saa havde hun intet Andet end at sidde og høre paa Uhrets tunge Fortællen om Sorg og Nød i langsomme, langsomme Timer.

✂ Men den næste Dag troede hun at have den gode Lykke med sig, da hun kom tidligt paa Formiddagen. Solen, den tidlige Foraarssol skinnede ind i den store Stue og lagde en bred Lysbjælke ind ad hvert Vindue. Der saae hejt livfuldt ud, og hun bildte sig ind, at han ogsaa var bedre.

✂ Han var rigtig glad ved at se hende; hun maatte sætte sig tæt hen til ham, thi hans Stemme var svag den Dag, meget svag, og han havde Noget at tale med hende om.

✂ Han talte smukt og kjærlig, om de gode Dage, om deres første Kjærlighed, som ogsaa en tidlig Foraarssol skinnede paa, om deres unge Hjem. »Husker Du det?« - Om hun husker det?

✂ Om deres smaa Sorger og Bekymringer, - hvor de vare smaa dengang; de vare jo kun en anden Form for Lykke.

✂ Om dengang Børnene kom - om dem alle, og hvad de havde ventet af dem.

✂ Og da han saa blev træt og ikke kunde tale mere, sagde han: »Vi vil huske det Gode, ikke sandt?«

✂ Hun siger med en pludselig Rædsel i sin Stemme: »Ja, ja. alt det Gode, vi har Meget igjen.«

✂ Han gjør vel i at tie og Intet love.

✂ Maleren kom og satte sig stille ved Sengen, thi den Syge havde lagt sig hen og lukket Øjnene. Der var en underlig, ny Glans over hans ellers altid mørke, i Bitterhed noget fortrukne Ansigt. Da han pludselig slog Øjnene op, mødte de Malerens, som bekymret saae paa ham. Et Smil foer hen over hans Ansigt.

✂ »Jeg troer, det kommer,« sagde han i en højtidelig Tone. - »Mit Ønske bliver opfyldt.«

✂ Og Timerne gaa, den unge Foraarssol drager sine brede Lysbaand over Stuen, skinnende og stærke at se til.

✂ Men han selv ligger stille med en egen Glans i 406 Udtrykket, der bliver stærkere og stærkere. Hans Øjne ere lukkede, men hans Læber bevæge sig bestandig. Han hvisker Noget og tier og hvisker atter. Ingen kan høre Ordene, men der er et Tonefald i dem, et Tonefald som af majestætiske, langsomme Vers.

✂ Da han atter tier, hæver hans Kone sit Hoved og hvisker hans Navn. Han vender Hovedet lidt om imod hende, men tysser med Haanden: »Forstyr mig ikke,« hvisker han, »Timen er kommen. Nu har jeg fundet det. Nu er jeg en stor Digter. Det er ikke Feber, - jeg har det, jeg har det. Saa fik jeg det dog at føle, inden jeg døde. Døden tager det Lammende bort fra mig; kun den kunde gjøre det. Men jeg døer som Herre, som Stormand. Det er bedre end at leve som Træl.«

✂ Atter mumlede han halvt højt i majestætisk Tonefald. Verslinierne faldt i en stolt, højtidelig Strøm.

✂ Hans Kone stirrede paa ham. Aldrig havde han set saaledes ud som i dette Øjeblik, brændt, fortæret af Feber, men inspireret, stolt, lykkelig, løftet til den Højde, han sukkede efter i Livet, paa Dødens vældige Vinger.

✂ Nu aabnede han sine Øjne og saae paa hende; han rakte hende Haanden. »Endelig, endelig,« sagde han og trykkede den fast og sikkert. »Nu er alt det borte, der har hæmmet og trykket .... men,« - og han trykkede atter hendes Haand, og atter bevægede hans Læber sig, men nu hverken til stolte Vers eller til hviskende Ord, men til et Suk, og det var det sidste.

✂

TRE OG TYVENDE KAPITEL

✂ De første Foraarsdage vare komne, og Folk begyndte at rejse. Paa Banegaarden var der den Travlhed, som hersker, naar Aftentoget til Korsør skal afgaa med Alt det, der skal ad Udlandet til. Droskerne kom hurtig kjørende op for Indgangen, Rejsende steg ud mere eller mindre ilfærdig, mere eller mindre febrilsk bevægede, mere eller mindre under den Forestilling, at naar man rejser, er der overvejende Sandsynlighed for, at Alt gaar forkert, at Toget ønsker at kjøre fra En, Billettøren at sælge forkert Billet og 407 Godsexpeditionen at forkomme Bagagen. Der var mange Mennesker i Forhallen og i Ventesalene, urolige Folk, gnavne Folk, sindsrolige Folk, afskedtagende Folk, og Folk, som hverken havde Afsked eller Bagage eller noget mere at besørge og rolig saae Tiden an. Alt dette var som alle andre Aftener, naar Korsørtoget skal afgaa, men der var tillige den Aften noget Særligt paa Færde, en notabel Afsked. Foruden de almindelige Vogne kom ogsaa den ene elegante Ekvipage efter den anden strygende op for Tilkjørselen, sættende baade Herrer og Damer af, flere af Damerne havde Buketter, ikke store og ceremonielle, men smaa, fine og duftende. Den Afrejsende var Schwerin, der gik til sin nye Post.

✂ Det var et Savn, han vilde efterlade, derom var hans Verden enig. Han havde ingen Venner, Ingen der holdt særlig af ham, dertil naaede det Kolde og Egoistiske hos ham altfor langt op til Overfladen, han havde tvertimod mangfoldige Uvenner, men han bragte altid Liv og Bevægelse med sig. Hvor han var, kjedede man sig ikke, hvordan det nu end hang sammen. Damerne vilde særlig savne ham; det hed sig, at et Par vare utrøstelige, maaske med Rette, maaske ikke; en af de formodede Utrøstelige havde i al Fald sagt, at man nok kunde mærke, at der var Noget hos ham, som man skulde forelske sig i, men man kunde ikke finde det.

✂ Intet Under derfor, at Afrejsen var en Begivenhed, og at Alle vare derude.

✂ Hele første Klasses Ventesal var saa fuld som en Salon af fint, mest diplomatisk Selskab, ligeoverfor hvis livlige franske Konversation de andre Rejsende forstummede eller kun talte hviskende, som om de vare noget usikkre i deres Ret til overhovedet at befinde sig her, eller i al Fald tale, naar der var et saa udenlandsk Selskab tilstede.

✂ Flemming var ogsaa mødt, mest af Høflighed; han vidste ikke det Mindste om Schwerins Frieri til Helene; han var for meget hensunken i sig selv til at kunne være nogen skarp Iagttager, og Schwerin var ikke let at gjennemskue. Men i Vinterens Løb vare de dog, han vidste ikke ret hvordan, eller hvis Skylden var, komne længere fra hinanden end før.

✂ Ved Afskeden holdt han sig nu noget tilbage, han og Schwerin havde kun vexlet nogle ligegyldige Ord.

408

✂ Døren til Perronen aabnedes, og Selskabet strømmede ud. Foran Vognrækken var Trængselen stor, og de stødte sammen med en lille Gruppe, som maaske helst vilde have undgaaet dem, men ikke kunde, Helene og hendes Moder og Maleren.

✂ Den Sidste skulde ogsaa rejse, og det for et Par Aar. Det store Billede havde gjort megen Lykke, og det havde jo nok opmuntret den brave Fyr lidt, men han syntes dog i det Hele, at det var rent galt fat med ham. Han havde slet ikke Lyst til at tage fat paa noget nyt større Arbejde, thi Helenes Ansigt kunde ikke anbringes derpaa. Han havde ikke heller Lyst til at gjøre noget af dem færdigt, som vare paabegyndte, og det af samme Grund.

✂ Al Arbejdslyst og Arbejdsevne syntes ham at have forladt hans Atelier, og saa havde han en skjøn Dag taget den Beslutning selv at gjøre det Samme.

✂ Han følte, at der var kommet noget Nyt op i ham ved hans uheldige Kjærlighedshistorie, Noget, som var dybere, end han før havde anet; han trængte til at faa et andet Indhold, og denne Trang og hans virkelige Afmagt brødes saa underligt i ham, at han vilde se, om det ikke kunde klare sig paa en lang Rejse til de lykkelige Steder, hvor han i sine Vandreaar havde følt, at han var paa sin rette Hylde ved at være Maler.

✂ Den Forandring, der var foregaaet med ham, efterat han havde fattet denne Beslutning, havde taget det for Helene Antipathiske bort af ham. I deres Samtaler havde hun i høj Grad opmuntret ham til at gjøre Alvor af sine Rejseplaner. Hun mente og sagde det skaansomt til ham, at han, der ikke havde noget stort Fond af Dannelse, vilde have godt af nu igjen som mere moden Mand at se Noget af det Store og Skjønne i Verden. Og hun havde heri endnu mere Ret, end hun troede; hans Talent var i Virkeligheden af dem, der kræve luttrende Impulser baade af den ene og den anden Art for at udvikle sig, ja for at holde sig oppe. Og blev han selv, hvad han havde talt om ved Digterens Dødsleje, »en snavs Karl«, vilde ogsaa Maleren i ham blive ødelagt.

✂ Saa blev Rejsen bestemt, og det Gode og Bløde hos ham havde i de sidste Dage været saa fremtrædende, at Helene 409 med sin Moder var taget ud paa Banegaarden for at sige ham Farvel som hans ældste Venner.

✂ Og saaledes var det, at de to Grupper mødtes derude.

✂ Man stansede et Øjeblik hinanden. Schwerin stod i det Øjeblik lige ved Siden af Flemming. »Hvor det er et smukt Ansigt,« sagde han i en fortrolig Tone til denne, »og det er underligt, men sandt, først nu i dette Øjeblik, da jeg maaske ser det for sidste Gang, gaar det pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har fundet noget Bekjendt deri.«

✂ »Og det er?« spurgte Flemming lidt nervøst, da han tav.

✂ »Det er, fordi hun ligner et gammelt Familieportræt, vi have derovre, en Abbedisse, som først var trolovet med en Riddersmand, der lod sig slaa ihjel paa et Slags Korstog oppe i Lifland, og som saa siden tog Sløret og gjorde meget Godt og endte som en Slags Helgen. Jeg ønsker denne ædle Dame bedre Lykke, Korstogenes Tid er jo heldigvis ogsaa forbi.«

✂ Han nærmede sig Helene, som han ikke havde truffet, da han gjorde Afskedsvisit, og bød hende Farvel. Hun svarede ham venlig og rakte ham Haanden. »Kun Et,« føjede han til, hurtigt og dæmpet, »De vil tilgive mig, at jeg friede til Dem, om jeg end siger Dem, hvad der var den sande Grund dertil. Jeg friede ikke til Dem for Deres egen Skyld, men for en anden Kvindes, som jeg vilde gjøre skinsyg. De var altfor god, og jeg angrer det. Hører De, De tilgiver, De skal, De maa.«

✂ I hans Maade at tale paa var der Noget af det Sympathetiske, som glimtvis kunde vise sig hos ham, forenet med en under den dæmpede Form flammende Energi, en selvbevidst Overlegenhed, som om han forud var sikker paa at faa sin Bøn opfyldt.

✂ »Jeg har Intet at tilgive,« sagde Helene.

✂ »Jo, De har, sig, at De tilgiver, De skal.«

✂ »Naar De endelig vil have det!«

✂ »Godt! Tak! Jeg ved, man kan stole paa Deres Ord. Saa Farvel.«

✂ Hans Tjener kom og meldte, at alle hans Sager vare bragte ind i hans Kupee. »Allons donc,« sagde han med et junkermæssigt Sving paa Hælene. »Jeg troer ikke, at der nu er Noget glemt her. Saa, afsted.«

410

✂

FIRE OG TYVENDE KAPITEL

✂

✂ Og de første Foraarsdage vare komne.

✂ De vare komne med tidlig Sol, med klar Himmel og mild Luft. Men der var et Sted, hvor den klare Foraarssol skinnede paa Jammer og Elendighed, og den milde Luft var fyldt af pestsvangre Dunster. Det var paa en lille Ø, der ellers laa friskt og sundt et Stykke ude i det friske Hav, glemt af det faste Land, men ogsaa halvt glemmende dette, omblæst af den friske Søvind, omlarmet af Bølgerne.

✂ Til denne Ø havde et fremmed Skib, idet det søgte Nødhavn, bragt Kolera, som det havde havt ombord fra Rusland. I det Par Fiskerlejer, som laa paa Øen, var Renligheden ikke stor, og da der alt var gaaet adskillige Dage og Smitten havde faaet Lejlighed til at tage godt Fodfæste, inden man havde opdaget, hvad det var, saae det Hele strax alvorligt ud.

✂ Og det blev hurtig meget, meget værre. De første Efterretninger om, at der var kommen Kolera paa Øen, efterfulgtes næsten i Hælene af Budskab om, at Epidemien udbredte sig med rivende Hurtighed, at den var af ondartet Karakter og truede med at ville anrette de sørgeligste Ødelæggelser paa disse Steder, hvor saa mange Forhold bød Sygdommen den gunstigste Næring og Pleje.

✂ Disse Efterretninger vakte almindelig Bekymring og Deltagelse i Landet. Den lille Ø var bleven et højst uhyggeligt Sted. De, der boede paa den nærmeste Kyst, holdt ikke af, at Vinden bar paa fra den, skjøndt den havde et Par Mil at stryge afsted over friske Bølger. Skibene holdt til alle Tider godt af for dens hvide skinnende Klitter om Dagen og dens Fyr om Natten, thi udenfor dem havde mangt et godt Skib løbet paa lumske Grunde; nu saae de over imod de hvide Klitter og det ensomme Fyr som et dobbelt slemt Sted, en Skueplads for Død og Gru, hvorfra jamrende Klager i de stille Aftener, naar Vinden lagde sig, syntes at lyde ud over de syngende Bølger, som vare Øens eneste Selskab og nu dens triste Fortrolige.

✂ Efterretningerne blev værre og værre, det var aabenbart, 411 at Forholdene vare saa uheldige for en Epidemi som muligt, og der syntes ganske at mangle Plan og fornuftig Orden i de Bestræbelser, man paa Øen gjorde for at stanse den. Der var det særlig uheldige Forhold, at der manglede en Herredsfoged derovre, Embedet var lige ved Dødsfald blevet ledigt. Der var ikke synderlig Stads ved det til daglig Brug, og under disse Forhold kunde man ikke fortænke de Embedssøgende i, at de ikke meldte sig her. Embedet blev nu ved en Konstitution styret, som det bedst kunde, og det vilde aabenbart ikke sige meget.

✂

✂ »Det er rent galt derovre,« sagde Harald Holst til Flemming en Dag, han mødte ham, »det er aldeles forskrækkeligt, der maa gjøres Noget. Regeringen lader Tingen gaa sin Gang; man mærker, som saa ofte, at den ikke har Blik for det Heles og Stores Sag.«

✂ »Som Du?«

✂ »Ja. Jeg vil handle; jeg stiller en Interpellation.«

✂ »Naar?«

✂ »Den er allerede anmeldt, jeg ligger ikke paa den lade Side, naar jeg tager mig Noget for. Naar den kommer frem, kan jeg ikke sige, jeg bliver nemlig nødt til igjen at rejse over til min Kreds.«

✂ »Er det nu galt fat igjen?«

✂ »Ja det er, og meget værre end forrige Gang; min Forlovede er alt derovre, det er en Kvinde med Energi, kan Du tro, hun har sendt mig en Række Meddelelser af største Vigtighed. Mølleren bliver til Trods for alle sine Løfter ved at underminere mig til Fordel for sit eget Valg. Jeg har sagt, at jeg vilde gjenvælges ved de almindelige Valg, vi nu skal have, jeg har forlængst aflyst mine Udtalelser om, at jeg ønskede at trække mig tilbage. Det fortier han; eller han benytter det som Middel til at vise, at jeg er en Vendekaabe. Han vil nemlig for enhver Pris selv ind, nu da han først har faaet sine Kastanier raget ud af Ilden af mig. Han bliver godt hjulpen af en Værkfører ved mit Teglværk, som han har i sit Sold.«

412

✂ »Men det kan vel ikke være saa vanskeligt at træde op imod alt det Vrøvleri,« sagde Flemming temmelig ligegyldig.

✂ »Nej, Du har Ret, træde op i m o d, det er netop det, hvorpaa det kommer an. Du rører ved Hovedpunktet, jeg maa træde op som Møllerens Modkandidat.«

✂ »Hvad, hvorledes det?«

✂ »Jeg svigter ikke mine Principer, forstaaer sig, men Du forstaaer nok, jeg maa have de Andres Stemmer, hvis jeg skal have nogensomhelst Udsigt til at slaa Mølleren, den Slubbert.«

✂ »Ja vel, jeg mærker nok, hvad det bliver til.«

✂ »Og ser Du,« tilføjede den Anden med en fiffig Blinken, glad over at blive forstaaet, »man har jo lært at blive lidt fiffig. Der er en lokal Embedsmand derovre, som ogsaa vil stille sig som Møllerens Modkandidat. Ham maa Ministeren hjælpe mig med underhaanden at faa til at trække sig tilbage. Og nu kommer vi til det allerfineste, min gamle Ven; Af Ministerens Holdning i den Sag skal Tonen i min Kolerainterpellation komme til at afhænge; det kan Du bande paa. So geht's in der Welt. Det gjælder altid at handle, naar man vil vinde sit Spil i Livet, jeg vinder mit. Farvel.«

✂

✂ Saa sad en Morgenstund den gamle Gehejmeraad i sin Stue, da hans Søn traadte ind til ham.

✂ »Fader, maa jeg tale et Ord med Dig?«

✂ Gehejmeraaden lagde sin Bog tilside.

✂ Da han saae paa Sønnen, blev han strax slaaet ved et Udtryk i dennes Ansigt, som var ham nyt. Han spurgte med en vis Spænding, som fik hans Stemme til at ryste lidt, hvad det var, han vilde.

✂ »Jeg vil søge at faa Embedet derovre« - og saa nævnede han Øen.

✂ »Paa Kolerastedet?«

✂ »Ja, Fader. Jeg vil begynde nu og begynde for Alvor.«

✂ Den gamle Mand tav. En Stund var der ganske stille i Stuen. »Gud velsigne Dig, min Søn,« sagde han saa, hans Stemme lød bevæget. Der blev atter Pause; saa rejste han 413 pludselig Hovedet, saae meget alvorlig paa sin Søn og sagde: »Det er jo, som Du siger, ikke sandt? Du vil derover for at virke og - leve .... Ikke for at dø?«

✂ »Nej, Fader, ikke for at dø.« - Han saae ud af Vinduet, hvor det gamle Lindetræ vinkede med sine Grene, endnu uden grønne Knopper, men dog med Knopper, kraftige af Foraarets Liv. - »Maaske har jeg ogsaa tænkt paa at gjøre et Korstog for at falde i det. Men jeg er ikke bleven derved, jeg er ikke bleven ved Ønsket om at dø; men jeg vil nok vove mit Liv for at komme til at leve.«

✂ »Er det, som Du siger, saa ønsker jeg Dig til Lykke min Søn og mig selv med. Gud ved, hvilken Sorg det vilde være for mig at miste Dig, han ved, at jeg ikke vilde overleve Dig trods Alt hvad der har været os imellem; men dog siger jeg uden Betænkning: Rejs, og Gud velsigne Dig for den Beslutning. Bedre, langt bedre er det at vove sit Liv paa den Vis, end om Du skulde blive ved at tage Liv og Pligt og .... ja Du forstaaer mig.« Han trykkede begge hans Hænder i sine, og Sønnen svarede ikke.

✂ »Men, Din Ansøgning? Du ved, det haster, den gamle Kancellimand boer i mig endnu, kan Du mærke.«

✂ »Ansøgningen er skreven, jeg gaaer til Ministeren i Formiddag og rejser forhaabentlig i Aften eller i Morgen.«

✂ »Godt, min Søn, gaa derhen.«

✂ Lidt efter sagde han: »Ja, ja, I unge Mennesker af denne urolige Tid, der ikke selv ved, hvor den skal hen, I er dog endnu ikke angrebne i Kjærnen. - Jeg har ogsaa et Sted, jeg vil tage hen.« Han pudsede sin Næse, og han pudsede sine Briller og gik saa ind i sit Soveværelse.

✂ Flemming blev siddende i sine egne Tanker. Han sad paa den samme Plads ved Siden af Faderens Arbejdssted, hvor han som Dreng havde siddet hver Dag og læst sine Lektier. Han vidste godt, at naar Faderen gjerne vilde have ham der, medens han sad ved sit travle Arbejde, saa var det ikke blot for at passe paa ham, som det hed sig, men fordi det for den tavse og alvorlige, ældre Mand var en Lykke at have sin Søn i Nærheden.

✂ Han huskede, hvor ofte han havde mærket, at et Blik hvilede paa ham, et Blik, der ikke vilde iagttages, og som atter 414 flygtede til Aktstykker og Dokumenter, naar han syntes at bemærke det.

✂ Han huskede, thi Børn ere fortræffelige Iagttagere, der se Meget, og kloge Iagttagere, der kunne tie med, hvad de se - han huskede hvorledes det saa jævnlig skete, naar Tjeneren havde sat Lys ind paa Skrivebordet, at hans Fader havde fundet, at det stod i Vejen her for Et eller Andet og havde flyttet det saaledes, at de unge Øjne fik det meste Lys. Han huskede, hvorledes han havde staaet paa denne Plads ved dette gamle Skrivebord mange, mange Gange og gjort Regnskab for, hvordan det gik i Skolen, og ærlig og sanddru meddelt hver Ros og Dadel, han fik; han huskede, hvorledes Faderen, naar der var Tale om Ros, gjerne havde fundet et eller andet Paaskud for at lade ham gjentage det.

✂ Mange Minder dukkede i denne rolige Stund op fra længst forsvundne, rolige Tider, Minder om en vakker Dreng og hans ensomme Fader.

✂ Men saa kom der efter disse en hel anden Række Erindringer om de samme To, efterat Barnet var bleven Mand og Faderen gammel, en gammel Mand, langt mere ensom nu ved Siden af sin Søn, end da hans Sidekammerat havde været en Dreng. Minder om bittre Ord, om heftige Bebrejdelser, nogle uretfærdige og overdrevne, andre, det vidste han, sande, altfor sande. Minder endelig om de senere Aars Samliv, der nærmest var blevet et høfligt og tomt Arrangement, men med Bitterhed og Savn paa begge Sider under den rolige Overflade.

✂ Han skuede tilbage paa disse Erindringer, men paa en ny, sikker og glad Vis. I Virkeligheden ifærd med at styre ud i Livet under højst alvorlige Forhold, forekom det ham, at han nu stod paa en lys og sikker Strandbred og saae paa et uroligt Hav, han møjsommeligt havde befaret. »Hvad der end sker, dette er bedre,« tænkte han, og aldrig havde han troet, at man kunde føle Noget saa klart og tydeligt, aldrig før havde han fornummet, i hvilken Grad en engang tagen Beslutning opklarer Vejen, baade den, der ligger foran og den bagved.

✂ Og han vidste grant, hvorledes Forvandlingen var kommet, han følte, hvorledes et Menneske kan ødelægges 415 tommevis, men reddes i en fast Beslutning, og han følte, hvem han skyldte, at han havde fundet sig selv.

✂ Thi han talte fuld Sandhed, da han forsikkrede sin Fader, at han ikke havde valgt denne Post for at dø. I Schwerins Ord og i Tanken om at dø, at falde som Abbedissens tyske Ridder, og saa være sikker paa Abbedissen til evige Tider, havde der for ham været Noget, der havde ledet hans Tanke hen til at gjøre netop det Valg, han nu havde gjort. Men den dybe Trang til at rette sig op, den var kommen andetsteds fra, og derfra var ogsaa Anvisningen kommen til at gjøre dette for at finde en Gjerning i Livet. Over dette Afgjørende følte han Helenes Aand som den voxende Spire og de unge Knopper føle Solen som Livets Kilde.

✂ Døren gik op; den gamle Excellence traadte ind. Han havde klædt sig om, var i Kjole med sine Stjerner og sit brede Baand og traadte saa fast og holdt sig saa rank, som han ikke havde gjort i mange Tider.

✂ »Hvorhen Fader, hvad er det?«

✂ »Jeg vil hen og anbefale Din Ansøgning,« sagde den Gamle med et halvt lunefuldt Smil, »det kan aldrig skade ved saa efterstræbte Embeder. Jeg gaaer til Kongen; han har altid været mig naadig og vil nok modtage mig idag, skjøndt det er udenfor Audienstid. Han har flere Gange spurgt mig, hvad Du tog Dig for. Nu« - her stoppede den gamle Mands Stemme lidt - »Nu kan jeg svare Hans Majestæt.«

✂

✂ Der var et Sted endnu, hvor den gamle Gehejmeraad skulde hen, men det havde han ikke talt om til Flemming; det var til Helene og hendes Moder.

✂ Begge Damerne sad som sædvanlig i deres rolige Stue, den gamle Frue flittig ved sit Arbejde, Helene ikke videre flittig ved sit. Hun sad i Reglen med det kun som en Slags Indrømmelse til sin Moder, men det faldt i Skjødet, naar hendes Tanker gik altfor langt bort, og det var ikke sjeldent.

✂ Da den gamle Herre traadte ind, forbavsedes begge Damerne.

✂ »Kjære Gehejmeraad,« sagde Fruen, »hvad er der paa 416 Færde? De ser jo helt straalende ud. - Og i Stads! Hvor skal De hen?«

✂ Helene blev flygtig bleg. Hun anede strax, at hans Komme paa en eller anden Maade stod i Forbindelse med ham.

✂ »Jeg har en god Efterretning at bringe,« sagde den gamle Mand. »Min Søn har faaet et Embede, som jeg er meget glad over, at han har villet søge. Jeg kommer fra Kongen. Sagen er afgjort.«

✂ »Naa, jeg gratulerer,« sagde Kammerherreinden, »det er jo rigtig fortræffeligt. Men hvor er det? og hvad er det?«

✂ »Det er ikke store Sager; det er et lille Herredsfogedembede ovre paa en Ø, og en Ø, hvor der for Tiden ikke er godt at være.«

✂ Helene foer op.

✂ »Dog vel aldrig Kolerastedet,« sagde Kammerherreinden forskrækket, »min Gud! men han behøver da vel ikke at tage derop, før den gyselige Epidemi er forbi.«

✂ »Jo, Kjære,« sagde Gehejmeraaden stolt, »det er netop det, han vil. De har ingen Herredsfoged og kan ingen faa og trænger haardt dertil, og saa har han meldt sig.«

✂ Helene slog Hænderne sammen med et Udtryk af inderlig, næsten henrykt Glæde:

✂ »Det ligner ham!«

✂ »Ja, ikke sandt,« sagde Gehejmeraaden glad til hende, »det ligner ham. De ved, ligesom jeg, hvilket lovende ungt Menneske han var, baade klog og god, og det har da holdt sig endnu,« og han tog hendes Haand og trykkede den. Hun fik Taarer i Øjnene, ja den ene løb ned ad Kinderne efter den anden.

✂ Maaske saae begge de to Gamle det, men Ingen af dem syntes at bemærke det.

✂ »Herregud, Herregud,« sukkede Kammerherreinden. »Ja, Vorherre sparer ham nok. Han holder sin Haand over dem, der gaar deres lovlige Ærinde.«

✂ »Det haaber jeg ogsaa sikkert.«

✂ »Naar rejser han,« spurgte Helene, »han rejser vel snart?«

✂ »Han bliver udnævnt idag og rejser imorgen.«

✂ »Men .... han kommer dog her og siger Farvel?« 417 »Det gjør han ganske vist.«

✂ »Han maa komme, sig ham det, sig ham, at vi, at jeg venter ham ganske sikkert.«

✂ »Det skal jeg,« sagde den Gamle og trykkede atter hendes Haand.

✂ En Timestid efter ringede det paa Døren.

✂ »Det er ham,« sagde Kammerherreinden.

✂ De to Damer havde ikke talt sammen efterat den gamle Gehejmeraad var gaaet, men siddet hver for sig i sine Tanker. Hvem der mentes med »ham«, var der dog ikke nogen Tvivl om.

✂ »Jeg vil selv lukke ham op,« sagde den gamle Dame og gik ud. Helene blev. Der blev varmt og trykkende i det polstrede Værelse, hun ilede hen og lukkede et Vindue op, som hun plejede, naar hun var i Bevægelse; den friske Foraarsluft strømmede ind, hun indaandede den hurtig og blev staaende ved Vinduet. Hun hørte Stemmer ude i Forværelset; saa aabnedes Døren, og Flemming kom ind, alene.

✂ Hun ilede fra Vinduet henimod ham.

✂ »Tilgiver De mig,« sagde hun, idet hun strakte Haanden ud imod ham, »tilgiver De mig?« Hun talte i en næsten ydmyg Tone. »Jeg behøver ingen Bebrejdelser; jeg har været uretfærdig og ond imod Dem, men det kommer Altsammen af ....«

✂ Hun kunde dog sige Noget, men han kunde ikke tale, han lagde kun Armen om hendes Liv og hun lænede sit Hoved til hans Bryst; der vedblev hun: »De ved, jeg er ikke af dem, som bliver mest bløde imod sig selv eller mod dem, de holder af. Jeg bliver haard imod dem, jeg elsker og forlanger meget af ..«

✂ »Det har været min Lykke.«

✂ »Forlanger meget mere, end jeg har Ret til.«

✂ »Sig ikke det. De ved jo, at De har frelst mig.«

✂ Hun rystede paa Hovedet: »Jeg har vundet Dem, fordi jeg var villig til at tabe Dem, vundet Dem selv og Deres sande Kjærlighed, fordi jeg kunde tilbyde at offre den, da den ikke var ægte, men tro mig, selv det var et stort Offer, et tungt Offer.«

418

✂ »Helene! Kan De tilgive mig?«

✂ »Hvilket, Kjære.«

✂ »De Aar, jeg har spildt for os begge.«

✂ »Med, at De ikke kunde blive enig med Dem selv, om De elskede mig,« sagde hun smilende, idet Taarerne tillige fyldte hendes Øjne paa en egen glimrende Maade. - »Tilgive det. Det er jo meget mere end tilgivet, thi uden det havde jeg jo ikke havt den Lykke, jeg nu har. Og hvilken Lykke troer De ikke, det er for en Kvinde at føre den Mand, hun elsker, tilbage til sig selv.«

✂ »Frelse ham for sig selv, vil De sige.«

✂ »Nej, føre ham tilbage til hans eget bedre Jeg. Troer De ikke, at den Lykke nok kan maale sig med den, ungdommelig Kjærlighed giver, som kun har kjendt Solskinsvejr. De tier? Tvivler De? - Saa veed De endnu ikke ret, hvad Kjærlighed er, og jeg har endnu Noget at lære Dem.« Hun smilede atter ved disse Ord, et saadant Smil havde han ikke før set.

✂ »Jeg undrer mig kun over mig selv. Hvad har jeg gjort for at fortjene Alt dette. Kun det, at jeg maaske sætter mit Liv en Smule i Vove i rent bogstavelig Forstand. Jeg har aldrig været Dem værdig, men tro mig, jeg føler det.«

✂ »Mig ikke værd. Nej, De veed stadig slet ikke, hvad Kjærlighed er, det tænkte jeg jo nok. De veed slet ikke, i hvor høj en Grad De er min Herre.« Hun lagde Hænderne paa hans Skuldre og saae ham ind i Øjeit, idet hun gjentog: »Min Herre, min høje Herre.«

✂ »Det er de stolteste Ord, jeg har hørt i mit Liv. Med dem vil jeg rejse.«

✂ »Og med dem skal De komme tilbage; thi De kommer tilbage, jeg veed det.«

419

✂

ANMÆRKNINGER

✂

✂ Til Grund for nærværende Udgaves Text er - med Undtagelse af »Slagne Folk«, der er udgivet efter Forfatterens efterladte Manuskript - overalt lagt Originaludgaverne, sammenholdt med de senere Udgaver*). Endelig er følgende Manuskripter, dels fra Topsøes efterladte Papirer, dels fra den collinske Ms.Samling, gennemgaaet: Trykmanuskript til »I Solskin«; Udkast til »I September« (Collin Nr. 967) og til »I November« (Collin Nr. 101); et Udkast til og en Renskrift af »I Læ« i dens oprindelige Form (Collin Nr. 965-6) samt Manuskriptet til »Jason« (Collin Nr. 899), ligesom ogsaa de bevarede Korrekturark til Originaludgaven af »Fra Studiebogen« (Topsøes efterladte Papirer) har været benyttet. Forfatterens Retskrivning og Tegnsætning er overalt bibeholdt; kun aabenbare Smaafejl er rettede.

✂

FØRSTE BIND

✂

I SOLSKIN

✂ Affattelsestid: ukendt. Udkom omkr. 18. Oktober 1867 i »I Solskin. Livsanskuelser. To Fortællinger af V. Topsøe« (S. 1 -93); trykt 2den Gang 1891 (i »Samlede Fortællinger« I, S. 233- 316) med moderniseret Retskrivning, men ellers uden større Ændringer. Side 15 L. 22: en Dag, da der var kommet Efterretning om - Ms. har tydeligere: den Dag, Efterretningen var kommet om, at Tydskt tand under Trusel af Exekution forlangte, at Kundgjørelsen af 30. Marts skulde tages tilbage.

✂ Side 31 L. 3: den sjette Oktober - Frederik VII' Fødselsdag. Side 52 L. 21: Christian - Saaledes Saml. Fort; Ms. og Originaludg.:

✂ Knud.

✂

DAPHNE

✂ Affattelsestid: Planen til Novellen er samtidig med Arbejdet paa »Jason« (1874). To senere Udkast, det første fra 1876, det sidste fra Foraaret 1877, til en Roman »Som de ere« spaltes under Udarbejdelsen i Romanen »Nutidsbilleder« (1878) og den selvstændige Novelle »Daphne«, som fuldføres 1878-79. (Se Vilh. Andersen: Vilhelm Topsøe, S. 12-14, 139.) Udkom anonymt d. 1. November 1879 i »Fra Studiebogen. Af Forf. til »Jason med det gyldne Skind« og »Nutidsbilleder«.« (A), Side 221-302. Bogen indeholder tillige følgende Noveller: »En første Kjærlighed«, »Ved *420 Efteraarstid« (I September - I Oktober - I November), »Stilleben«. - 2det Oplag (med stilistiske Smaaændringer) kom i Midten af December s. A. (B), 3die Oplag 1884 (C). Optrykt efter 3die Oplag med enkelte ortografiske Rettelser i »Samlede Fortællinger« II, S. 503

✂ -577 (1891).

Side 67 L. 34:

✂ istemmede temmelig højt Goethes: Aller Berge Gipfel - Ruh'n in dunkler Nacht. - Sangen, Stephan synger, er aabenbart Rubinsteins populære Melodi til »Wanderers Nachtlied«. Men da Ordene, der stammer fra Lermontofs Parafrase af Goethes Digt, ikke i stræng Forstand kan siges at være »Goethes«, har Topsøe faaet Skrupler og i B genindsat de »rigtige« Ord: (Ueber atten Gipfeln - Ist Ruh), som han under Korrekturlæsningen paa A havde erstattet med den russiske Musikteksts Ord. Rettelsen er ogsaa gennemført Side 102 L. 17 og Side 103 L. 13 i B, men i C dukker ved et mærkeligt Tilfælde »Aller Berge Gipfel« igen op paa de to sidste Steder, og denne Inkonsekvens genfindes i »Samlede Fort.«.

Side 68 L. 9:

✂ saae sig om - B: saae sig for.

Side 93 L. 8:

✂ vistnok - B: rigtignok.

✂

VED EFTERAARSTID

✂ Under denne Fællestitel samledes 1879 i »Fra Studiebogen« de tre Noveller: »I September«, »I Oktober«, »I November«, hvoraf den midterste er udeladt i dette Udvalg.

✂ I SEPTEMBER. Affattelsestid: Eftersommeren 1876. (Kladden

✂ - Collin Nr. 967 - er paa sidste Side dateret 3. Sept. 1876.) Trykt første Gang i »Nær og Fjern« Nr. 226 (29. Okt. 1876), genoptrykt med et Par Smaaændringer i »Fra Studiebogen« [Sml. Anmærkning til »Daphne«] 1.-3. Opl. S. 29-54 og i »Samlede Fortællinger« II, S. 335-356 (1891).

Side 120 L. 24:

✂ notere os Alt - Saaledes »Nær og Fjern«; senere Udgaver: notere Alt.

Side 125 L. 14-17. Efter:

✂ min Elskværdighed ændres de følgende Linier saaledes i B: »Jeg veed, som sagt, ikke ret, hvoraf det kommer; det maa være de Andre, der ere blevne saa elskværdige. Eller ogsaa kan jeg ialfald se o. s. v.; efter opdager leg ogsaa (L. 19) indskydes nu, og som de ellers ikke vise for mit Blik (L. 20-21) rettes til: som jeg ellers ikke har havt Øje for.

Side 126 L. 28:

✂ om hele Huset - B: om Huset.

Side 127 L. 10:

✂ Gjæsten - B: Gjæst. I NOVEMBER. Affattelsestid: ukendt. Udkom i »Fra Studiebogen« [Sml. Anm. til »Daphne«! 1.-3. Opl. S. 85-114, optrykt i »Samlede Fortællinger« II, S. 380-406.Side 131 L. 31: ialfald - Udgaar i B. Side 133 L. 35-36: efter drev jeg da tilføjer B ogsaa.

Side 135 L. 37:

✂ fast bestemt paa - Saaledes Kladden (Collin Nr. 101); de trykte Udg. har - sikkert ved en opr. Trykfejl - først bestemt paa.

Side 136 L. 38:

✂ havde skarpt Udkig - B: holdt skarpt Udkig.

Side 138 L. 14:

✂ muligt - B: gjørligt. - L. 36: meget jernholdigt. Saaledes Ms. (Collin Nr. 101); de trykte Udgaver: noget jernholdigt.

Side 141 L. 16:

✂ jo - Udgaar i B.

421

✂

I LÆ

✂ Affattelsestid: I sin oprindelige Skikkelse stammer Novellen fra Sommeren 1876 (en Renskrift - Collin Nr. 965-6 er dateret 4/6 - 17/6 76). Den indeholdt da - foruden en senere forkastet Indledning, der minder om Jernbanekapitlerne i »Nutidsbilleder« - kun selve Postmesterfrøkenens Fødselsdag og lldebrandshistorien [indtil nærværende Udgaves S. 181, L. 33]; derefter fulgte en ganske kort, rent idyllisk Slutning. Først ved en senere Omarbejdelse, for hvilken det nøjagtige Tidspunkt ikke kendes, kommer Novellens nuværende anden Del og dermed dens Grundidé, dens »Nemesistanke«, til. Samtidig ændres Titlen - sikkert under Indflydelse af Fællestitlen »Fra Studiebogen« - fra »I Læ« til »Stilleben«. - Udkom i »Fra Studiebogen« [Sml. Anm. til »Daphne«] 1.-3. Opl. S. 115-220; genoptrykt i »Samlede Fortællinger« II, S. 407-502 (1891).

Side 150 L. 25:

✂ men han var bleven - B: han var imidlertid bleven.

Side 151 L. 15:

✂ særligt - B: udpræget.

Side 156 L. 5:

✂ omklædes - Saaledes Saml. Fort.; A: omklæder. - L. 9: hende - Udgaar i B. Side 158 L. 3: men - B: og.

Side 159 L. 18:

✂ hende selv - B: hun selv. - L. 27: med den Følelse - B med en Følelse af.

Side 165 L. 23:

✂ en Flaske Portyin - B og Ms.: en Flaske lokal Portvin.

Side 168 L. 31:

✂ brændes derinde - B: brændes inde.

Side 174 L. 20 (og Side 178 L. 14):

✂ Hr. Oluf - Saaledes B; A: Hr. Pefer (dette var Heltens Navn i den oprindelige Novelle).

Side 176 L. 33:

✂ sagde han - Udgaar i B.

Side 180 L. 2:

✂ og saa .- Udgaar i B.

Side 185 L. 7:

✂ faa i en eller anden lille Sag en Haandsrækning - B: faa en Haandsrækning i o. s. v.

Side 188 L. 38:

✂ efter at hån havde aflagt - B: efter at have aflagt.

Side 190 L. 9:

✂ bortvendt Ansigt - Saaledes B, Ordene mangler i A. Sætterfejl?

Side 191 L. 33:

✂ Den første Del - Saaledes B; A: Den første Ret. Skrivefejl?

Side 194 L. 21:

✂ yderlig - B: yderligere.

Side 201 L. 31-32:

✂ Piquet - Saaledes B; Rettelse for Originalens Tarok, paa hvilket Spil Bemærkningen, at det »kræver kun to Personer«, ikke passer (det fordrer tre).

Side 205 L. 6-7:

✂ Forbindelsen mellem dem - A og B har: mellem denne, Saml. Fort. med denne.

✂

SLAGNE FOLK

✂ Affattelsestid: Romanb rudstykket foreligger kun i en Opskrift, dateret 1. Oktober 1880-28. Maj (1881); det bærer helt igennem tydeligt Præg af at være et Førsteudkast, som en senere Gennemarbejdelse har været forbeholdt (mange stilistiske Haardheder, ulige Udarbeidelse af Fortællingens forskellige Afsnit, indre Modsigelser i Handlingen, Usikkerhed i Navnegivningen). Udgivet efter Forf.s Død af P. Hansen, først i «Illustreret Tidende«, 1882, Nr. 1175-1183 (2/4-28/5 82), derpaa samme Aar i Bogform (med Portrætvignet af Hans Tegner) - aabenbart et Privattryk. Genoptrykt i »Samlede Fortællinger« III, S. 345-516 (1891); et Særtryk heraf udkom Aaret 422 efter (1892) som selvstændig Bog, paa Titelbladet betegnet som »2. Oplag«. Ved nærværende Udgave er der helt set bort fra P. Hansens Text. Han har ikke blot forsøgt at normalisere Tppsøes Retskrivning og Tegnsætning, men har overalt foretaget indgribende Ændringer i Stilen, ikke altid i Digterens Aand, og han har derved givet Fragmentet et i stilistisk Henseende tilsyneladende »færdigt« Ydre, der strider mod Digtningens indre Ufærdighed. Hertil kom yderligere en Del Læsefejl. - Bortset fra et Par Steder, hvor det for Meningens Skyld har været nødvendigt at supplere Forf.s yderst sparsomme Tegnsætning, er ellers Originalen saa vidt muligt fulgt; Fragmentet vil formentlig ingen fremmed Afpudsning have behov, men vil kunne virke netop gennem sin Ufærdighed.

Side 218 L. 11-12:

✂ [kommen hjem fra Riga]. - Tilføjelsen skyldes Peter Hansen. - Efter L. 20 følger i Ms.: En Fører, der saa ham staa og se paa - - - sagde, at det var ligesaa godt som en - - Side 240 L. 29: skulde man - Ms.: skulde jeg. Side 254 L. 36: Den unge Grosserer kaldes af P. Hansen »den unge Dalgaard«. Dette Navn har ingen Hjemmel i Fortællingen selv.

Side 267 L. 19:

✂ paa Bunden af hendes Skab - Ms. tilføjer: for denne Mand [s Skyld?].

Side 268 L. 2:

✂ Holm - Ms.: Han.

Side 270 L. 14:

✂ Dahl - Ms.: Holm.

Side 277 L. 3:

✂ men især i første Fald. - Ms.: men især i sidste Fald (aabenbart en Fejlskrivning, smlgn. Fortsættelsen).

Side 294 L. 3:

✂ mistænksomt - Ms.: mistænkeligt.

Side 297 L. 21:

✂ Ellevte Kapitel. - Herfra ophører Kapitlernes Nummerbetegnelse i Ms.

Side 306 L. 32-33:

✂ Forf. har glemt det oprindelige Æmne for Evas Stil. Sml. L. 3-5.

Side 316 L. 31. Herefter følger i Manuskriptet:

✂

KAPITEL

✂ NB.: Føjes ind paa et tidligt Sted i Skildringen.

✂ Holm var gaaet hen at besøge lille Hans.

✂ Denne kom selv og lukkede op og vilde byde ham [ind] i sit Studereværelse, den lille beskedne Stue med Busten af den unge Augustus og Kobberstikket af Schiller og med ikke faa gode Bøger paa Hylderne i den tarvelige Fyrretræes Reol.

✂ Han aabnede Døren. »Undskyld, her er lidt koldt,« sagde Hans og murrede undskyldende. »Jeg plejer ellers ikke at sidde her om Eftermiddagen, men idag har jeg havt lidt travlt.«

✂ »Saa forstyrrer jeg Dig maaske. Jeg gaaer ind til Børnene og leger lidt med Drengene.«

✂ »Nej, Du forstyrrer mig slet ikke. Jeg læste kun Noget, jeg skulde have læst.«

✂ Paa Bordet laa en opslaaet Bog. Holm tog den i Haanden. Det var en af de store græske Tragedier, lille Hans læste den i 423 Grundsproget, Holm kunde naturligvis ikke Græsk, han vilde ellers have set, at den var opslaaet paa et af de Steder, hvor Mennesket klager sin store Nød, lidende under en ubøjelig Skæbnes uforskyldte Aag. Naar der var Noget i Vejen med ham tog han sine Bøger frem og læste i dem, hvad han troede, der kunde passe. Det hjalp, det var næsten som selv at digte. Og han gik ud fra, at disse Store havde skrevet og havde levet ikke [blot] for andre Store, for Helte og for Herrer, men ogsaa for Timelærere. Og deri havde han jo ogsaa ganske Ret.

✂ Den store Udødelige havde talt sine Ord til Hans. Væggene have Øren, men ellers ere de Stumme, heldigvis. Vare de ikke det, vilde de nok have gjenlydt af den høje Klagesang, som Hans den ene Gang efter den anden havde læst for sig herinde, inden Holm kom. Thi han læste højt, naar det ret skulde hjælpe. Han lukkede sig inde, og vilde være alene med de gode Ord, ogsaa fordi han vidste, at han læste daarlig op, thi det gjorde han. Det var ogsaa bekjendt nok i Skolen, hvor man jo nok kunde faa ham til at læse, men hvor de ubarmhjertige Drenge, ogsaa de, der godt led ham, hemmelig sad og gjorde saa smaat Nar ad ham, naar han læste. Han saa ikke godt, hans Øjne lukkedes let, naar han kom i Affekt, han snublede og stolprede jævnlig, men det brød han selv sig ikke om. Det Store var ham saa stort, at han slet ikke tænkte, man bemærkede slige Smaating, men det gjør man og især Drenge.

✂ Den Dag havde han siddet og læst for sig selv alene de store alvorlige Vers; det var det, han havde havt travlt med.

✂ Han og Holm satte sig ned for at tale sammen. Holm fik sig sin Pibe, Cigarer vankede der naturligvis ikke saadan til Hverdag, men Holm havde en Pibe, som var hans specielle.

✂ De samtalede ret hyggeligt, men det var dog ligesom Samtalen ikke vilde gaa rigtig.

✂ Det var ret velkommen, da en af Drengene, som havde faaet at vide, at Onkelen var [kommet], indfandt sig for at hæve sin skyldige Tribut af Bolscher.

✂ »Det er nogle opmuntrende smaa Karle,« sagde Holm, »jeg kan forstaa, at stakkels Baumann altid, naar han skal tale om de gode gamle Dage - og det gaaer jo lovlig tidt paa - begynder med Børnene. Det hedder jo i Talemaaderne, at de ere Panter paa Kjærlighed, men de er Panter paa den stille rolige Huslykke.«

✂ Hans nikkede indrømmende.

✂ »Og man [har] da heller ikke saamegen Besvær af dem.«

✂ »Besvær er der jo nok,« sagde Hans, »og det ser du naturligvis ikke, fordi hele den Side af Livet ses ikke af fremmede Besøgende.

424

✂ Men det er forresten ikke saa slemt, det vilde være Synd at klage over det. Men -«

✂ »Nu er Drengene jo forresten snart store; nu skal de vel begynde at gaa i Skole.«

✂ »Det skal de,« sukkede Hans og klappede Drengen tungsindigt paa Hovedet.

✂ »Hvad sukker Du over det for. Der er Noget i Vejen med Dig. Hvad er det.«

✂ »Aa, Ingenting.«

✂ »Snak, jeg kan jo godt mærke det. Er der Noget, jeg kan hjælpe Dig med. Skolepenge?«

✂ »Nej, nej, det er slet ikke det. Men jeg kan ligesaa godt sige Dig [det]. Gaa nu ind, min Dreng.« Han listede ham ind i den anden Stue.

✂ »Der bliver gjort saameget Nar ad mig i Skolen,« sagde Hans paa en ilfærdig Maade. »Jeg ved ikke, hvordan det skal gaa mig, naar jeg ved, at Drengene hører mit Øgenavn og ser Karrikaturer af mig.«

✂ Holm saa forvirret paa ham.

✂ »Er Du ikke fri for det.«

✂ »Nej, nej,« sagde Hans ivrig. »Det er Noget, Drenge er slemme med og bliver værre og værre, synes jeg. Og de her er saa gode og skikkelige og ser saadan op til mig. Du ved ikke, naar man ellers er en beskeden Fyr, der rolig finder sig i at leve [i] sin Krog, hvad det vil sige, at man er Noget for sin lille Kreds - at den ser lidt op til En. Det gjør de. Drengene synes altid at hvad deres Fader gjør er rigtigt, og at han gjør det godt for dem. Og saa skal de hen og lære, at han er en naragtig, fattig Timelærer, og komme hjem og spørge deres Moder, hvad det vil sige, at Drengene kalder mig Skade - for det gjør de. Og saa skal de se, at man tegner mig saadan.« Og han trak frem et Blad Papir fra Skrivebordet. »Se det fandt jeg idag paa Stolen; jeg ved godt det er mig, selv om der ikke havde staaet Skade-Møller nedenunder. Se, hvor jeg halter og se . . .«, han viste paa den raat skizzerede med en kunstlet Barnehaand gjorte Tegning - »det betyder, at jeg har Huller paa Ærmet, det er en lidt gammel Skolefrakke, jeg gaaer med derhenne, forstaar Du. Og se her i Hjørnet:

✂ Skade Møller i Laser
gaaer med krumme Haser.«

✂ »Er det Noget at tage sig nær?« spurgte Holm. »Ja, det er,« sagde Hans. »Jeg tager mig det meget nær. Det er Drenge, jeg selv holder af, der gjør det. Der er ikke en af dem, 425 jeg ikke vilde gjøre endel for, naar det kunde hjælpe. Det er Gjengjælden. Men det skal jeg nok finde mig [i], Drenge er Drenge. Men det Værste er, at jeg ved, at nu snart skal mine egne smaa Drenge slæbe det hjem med. Og hvad vil de sige.«

✂ »Ingenting, tal med Din Kone om det.«

✂ »Det kan jeg ikke,« sagde Hans forlegent. »Hun troer jo ogsaa, at jeg er saadan noget Stort. Og hun vil tage sig det nær. Men det kunde endda gaa. Men at vide, at Ens Børn ser paa En som En der er til Spot for hele Verden - for Skolen er jo for dem hele Verden, det kan jeg ikke døje. Ellers naar jeg havde mærket, at de gjorde Nar af mig, fordi jeg halter eller fordi der kunde være et Hul paa mit Tøj, saa gik det over, naar jeg kom hjem og tog Drengene paa Skjødet. Nu skal de sidde der og genere dem over deres Fader.«

✂ »Det er en forkert Verden, Du laver Dig ud af det. Det er naar man lever i saa smaa Forhold. Stod Du længere ude i Livet, brød Du Dig Pokker om det.«

✂ »Ja, netop, jo mere skjult man sidder, desmindre kan man smutte fra det. Det er jo Ulykken. Men det var netop det man skulde slippe fra, naar man levede, som vi leve - Du og jeg, og som Du finder, at [det] er saa godt. Saa føler man blot alt det Smaa saameget stærkere. Jeg bryder mig ikke om, naar vi et Par Dage ikke har Smør til Brødet, det skal jeg aldrig klage over, men Du forstaar mig nok nu?«

✂ Den udelukkede Dreng kom atter farende ind.

✂ Hans snappede i en Fart Karrikaturen fra Bordet og gjemte den med et ængstelig og smerteligt Blik.

Side 320 L. 22 ff. og S. 324 L. 5.

✂ De to Noter er P. Hansens. Den »flygtig henkastede Optegnelse« stammer fra et lille Hæfte med Forarbejder til Skuespillet »Umyndige i Kjærlighed«.

✂

POLITISKE PORTRÆTSTUDIER

✂ Dette og Udgavens følgende Afsnit (»Fra Tilhørerpladsen«) indeholder 11 af de 14 Essays, der udgjorde »Politiske Portrætstudier af V. C. S. Topsøe«. Udkom omkr. 10. April 1878, ledsaget af følgende Fortale:

✂ »Dette Bind indeholder et tildels væsentlig omarbejdet Udvalg af Artikler, som have været offentliggjorte i »Dagbladet« under Titlen »Fra Tilhørerpladsen«; til dette Udvalg er føjet et Par Skildringer af lignende Art som supplerende og tillige som tydeliggjørende det valgte Udgangspunkt.«

✂ I Originaludgaven stod »Portrætterne« i følgende Orden: Lehmann og Clausen-Andræ-Berg-Balthasar Christensen-Estrup- 426 Fonnesbech-Frijs-Hall-Grev Holstein Ledreborg - Klein - De kjøbenhavnske Folketingsmænd-Krieger-Liebe og Krabbe-Ploug.

Side 327-344.

✂ LEHMANN OG CLAUSEN.- Dagbladet 1877, Nr.166 -168 (18/7-20/7 77): »Gamle og nye Konstitutionelle« I-III. Første Artikel (Indledningen; S. 327 L. l-333 L. 14) er optaget væsentlig uforandret; anden Artikel (Lehmann; S. 333 L. 15-339 L. 3) er noget ændret; nye er Afsnittene S. 336 L. 23-39, S. 337 L. 13 -26, S. 338 L. 9-339 L. 3): i tredje Artikel (Clausen; S. 339 L. 4 -344 L. 6) er Slutningsbemærkningen S. 344 L. l-6 ny; i Dagbladet sluttedes der med følgende: To Gange har Slesvigs Deling frembudt sig som Løsningen, i 1864 og dengang. Begge Gange har Skæbnen sagt sit: »Det skal ej ske.« Er det dens sidste Ord i denne Sag?

Side 345-356.

✂ ANDRÆ. - Dagbladet 1877, Nr. 249 (23/18 77), »Fra Til. hørerpladsen« XV. Væsentlig uforandret.

Side 357-374.

✂ HALL. - Dagbladet 1877, Nr. 50-51 (28/2-1/3 77), »Fra Tilhørerpladsen« X: »Hall og Klein«, men Artiklerne er stærkt udvidede og helt omarbejdede. Fra den første Artikel stammer (med Ændringer i Enkeltheder) S. 357 L. 1-358 L. 38, S. 365 L. 3-366 L. 11, S. 367 L. 11-368 L. 2, S. 369 L. 7-370 L. 19; fra den anden Artikel stammer S. 363 L. 27-364 L. 3.

Side 367 L. 12:

✂ »Ørnen i Dresden« - Dagbl.: »Ørnen i Dresden«, Hr. v. Beust.

Side 375-383:

✂ KRIEGER. - Dagbladet 1877, Nr. 70 (23/3 77), »Fra Tilhørerpladsen« XI. Omarbejdet og udvidet; nye er Afsnittene S. 376 L. 34-377 L. 15, S. 378 L. 30-379 L. 5, 380 L. 36- 381 L. 25.

✂

FRA TILHØRERPLADSEN

Side 387-396.

✂ LIEBE OG KRABBE. - Dagbladet 1877, Nr. 8 og 9 (10/1-11/1 77), »Fra Tilhørerpladsen« III: »De to Formænd.« Væsentlig uændret.

Side 387 L. 11:

✂ kan det knibe med Plads - Dagbl. tilføjer: (videEngland.) - L. 13: Medlemmerne kunne nok faa Plads, men heller ikke mere. - Dagbl. tilføjer: (som paa Bænkene i Palais Bourbon).

Side 393 L. 37:

✂ den yngre pessimistiske Venstreretning - Dagbl.: den yngre, særlig af Morgenbladet repræsenterede V.

Side 397-402.

✂ GREV FRIJS. - Dagbladet 1877, Nr. 115 (17/5 77), »Fra Tilhørerpladsen« XIII. Væsentlig uforandret.

Side 403-409.

✂ FONNESBECH. - Dagbladet 1877, Nr. 259 (3/11 77), »Fra Tilhørerpladsen« XVI. Væsentlig uforandret.

Side 410-417.

✂ ESTRUP. - Enkelte Partier stammer fra Dagbladet 1877, Nr. 82 (7/4 77), »Fra Tilhørerpladsen« XII: »Den 31. Marts og den 4. April«, saaledes S. 412 L. 6-413 L. 3, S. 414 L. 35-416 L. 5, Resten er nyt.

Side 418-425.

✂ BALTHASAR CHRISTENSEN. - Dagbladet 1877, Nr. 285 (4/12 77), »Fra Tilhørerpladsen« XIX. Væsentlig uforandret.

Side 426-431.

✂ BERG. - »Portrættets« første Halvdel (indtil Side 429 L. 13) svarer til Dagbladet 1877, Nr. 169 (21/7), »Gamle og nye Konstitutionelle« IV, dog noget forkortet og endel ændret, Resten er nyt; dog stammer visse Enkeltheder fra Slutningen (Side 427 430 L. 20 ff.) fra Dagbladet 1877, Nr. 307 (29/12 77), »Fra Tilhørerpladsen« XXI: »Berg ctr. Holstein Ledreborg.«

Side 432-437.

✂ GREV HOLSTEIN LEDREBORG.- I »Portrættet« er indgaaet Enkeltheder (dog i ret ændret og mildnet Form) fra Dagbladet 1876, Nr. 305 (28/12 76), »Fra Tilhørerpladsen« I: »Hall ctr. Holstein Ledreborg« (saaledes S. 433 L. 25-29 og L. 35-S. 434 L. 3; S. 434 L. 11-18, 436 L. 2-17) og Dagbladet 1877, Nr. 307 (29/12 77), »Fra Tilhørerpladsen« XXI: »Berg ctr. Holstein Ledreborg« (saaledes S. 433 L. 30-35, S. 434 L. 37-435 L. 9, S. 435 L. 20-27), Resten er nyt.

✂

ANDET BIND

✂

JASON MED DET GYLDNE SKIND

✂ Affattelsestid: 1874-1875, Renskriften i den collinske Samling (Collin Nr. 899) bærer Slutningsdateringen 5. Aug. Udkom anonymt omkr. 1. November 1875: »Jason med det gyldne Skind. En Fortælling.« (A). 2. Oplag (B) kom i Midten af Oktober 1881, tre Maaneder efter Forf.s Død; Retskrivningen er moderniseret, og der er foretaget en Del stilistiske Smaaændringer; at disse skulde skyldes Forf., er næppe sandsynligt, ialfald kendes intet gennemrettet Exemplar fra hans Haand, som kunde have ligget til Grund for en ny Udgave. Texten fra B er Grundlag for de senere Udgaver: »Samlede Fortællinger« II, S. 1-305 (1891) - dog er Retskrivningen yderligere moderniseret, og der er flere Steder indført en ny Periodedeling af Texten - samt Schubothes »VignetUdgave« (1901) med Illustrationer af Hans Tegner, Forord af Herman Bang, der paa Titelbladet betegnes som »Anden Udgave« (!). - I nærværende Udgave er Originaludgavens Text sammenholdt med Ms. Collin Nr. 899, hvorved en Del formentlige Trykfejl er søgt rettede.

Side 3 L. 12:

✂ af - B: fra.

Side 5 L. 2:

✂ sammen flyde - Saaledes Ms.; A og B: sammenflyde. Side 6 L. 26: det - B: han.

Side 7 L. 26:

✂ det sidste Lod (ogsaa Ms.!) - B: den sidste Lod. - L. 29: gaaet let fremad - Ms: gaaet let hermed. Trykfejl?

Side 8 L. 10:

✂ overbord - Saaledes B; A og Ms.: ombord.

Side 9 L. 16:

✂ for ham - B: hos ham. - L. 31: den voxende Talrigs hed - B: den stadig voxende Talrighed.

Side 10 L. 10:

✂ sprænges - Saaledes Ms.; A: sprænge, B: springe. - L. 34: Udbrud af Skum - Saaledes B; A: de Udbrud af Skum.

Side 13 L. 33:

✂ og - Mgl. i A, indføjet fra B.

Side 15 L. 33ff.:

✂ Det Selskab, der var der, Sir, gjør De Dem - Saaledes Ms.; A har (sikkert Sætterfejl): Det Selskab ... der, det gjør De Dem. - L. 39: som her yttrede sig - Saaledes Ms.; A og B: som han yttrede sig.

Side 16 L. 7:

✂ foruroligede - Saaledes B; A: foruroligende.

Side 17 L. 7:

✂ afbrydes - B: afbrødes.

Side 20 L. 6:

✂ næsten - B: nær. - L. 19: dels - B (og Ms.): tildels; (at her imidlertid næppe kan være Tale om en Trykfejl, viser endnu to Eksempler paa denne ret enestaaende Brug af dels: 428 S. 43 L. 10 og S. 143 L. 20). - L. 34: saa Solen gaa op derfra. - B: saae derfra Solen gaa op.

Side 22 L. 17:

✂ som - B: som om.

Side 23 L. 1-2:

✂ glemte og bortkomne Ting - B: bortkomne og glemte Ting.

Side 25 L. 16:

✂ gjøre Afkald paa - B: give Afkald paa.

Side 26 L. 27:

✂ som - B: som om.

Side 27 L. 28:

✂ De fleste Værelser var oplyste - Saaledes Ms.; A: De fleste Vinduer.

Side 28 L. 17:

✂ skulde leve af - Saaledes Ms.; A: skulde have af; B: skulde have. - L. 29: velset baade paa Grund af ... og - B: velset paa Grund baade af ... og.

Side 29 L. 4:

✂ til det lille Gilde. - B: ved det lille Gilde.

Side 31 L. 26:

✂ tænkt at benytte - B: tænkt paa at benytte.

Side 32 L. 10:

✂ med samme Mellemrum - B: med de samme Mellemrum. - L. 19: forekommer mig et helt Mirakel - B: forekommer mig som et helt Mirakel.

Side 33 L. 22:

✂ Folk som vi- B: Folk som os. - L. 29-30: tilføjede hun halvt undskyldende sin første Bemærkning - B: tilføjede hun halvt undskyldende til sin første Bemærkning.

Side 34 L. 26:

✂ hvor rev De saa ikke ned - Saaledes Ms.; A og B: hvor saa De saa ikke ned. - L. 37: der - B: som.

Side 35 L. 7:

✂ Der var det dog i Grunden - B: Det var dog i Grunden.

Side 38 L. 9:

✂ var - B: var der. - L. 33: og en Mand - B: og da en Mand. - L. 35 saa jeg var - B: saa var jeg.

Side 41 L. 24-25:

✂ disse mere officielle Udmærkelser - Ms. har disse smaa officielle Udmærkelser. Trykfejl? - L. 39: livfuld - B: livlig.

Side 43 L. 10:

✂ dels - B (og Ms.): tildels. Sml. Anmærkning til S. 20 L. 19.

Side 46 L. 39:

✂ det var ikke saa vigtigt, som mange troede om mig - B: det var mig ikke saa vigtigt, som Mange troede.

Side 53 L. 1:

✂ der er dog Noget i det - B: Der er Noget i det.- L. 24: B indskyder paa efter end.

Side 57 L. 4:

✂ Forelskelsen - Saaledes Ms. og B; A: Forelskelse. - L. 22: imidlertid - Udgaar i B.

Side 58 L. 27:

✂ hun var - Udgaar i B.

Side 59 L. 12:

✂ Forlystelser - Ms.: Følelser. Trykfejl?

Side 60 L. 4:

✂ Dahun var ung Pige - B: Da hun var en ung Pige.

Side 62 L. 29:

✂ som det sømmede sig en ung Assistent - B: som det sømmede sig for o.s.v.

Side 65 L. 10:

✂ der er Ro - B: det er Ro. - L. 22: disse to sidste Ord - B: de to sidste Ord.

Side 66 L. 4:

✂ andre - B: nogle; visse - B: andre.

Side 68 L. 28:

✂ en Karakter af en Monolog - B: Karakter af o.s.v L. 32. De vendte om strax - B: De vendte om.

Side 70 L. 7:

✂ de nu forestod - B (og Ms.): der nu forestod.

Side 77 L. 29-30:

✂ nagende Tvivl at Folk ikke kjendte - B: napende Tvivl om. at Folk kjendte. - L. 39: søgte sig ogsaa et Auditorium - B: søgte sig ogsaa her et Auditorium.

Side 78 L. 37:

✂ saa sig skjult meget ængstelig om - B: skjult og meget ængstelig.

Side 79 L. 34:

✂ det var Allesammen bleven Folk - B: det var Allesammen Folk.

429

Side 80 L. 4-5:

✂ som han ikke havde havt nogen Anelse om - B: som han ikke havde nogen Anelse om.

Side 83 L. 3:

✂ Stort og Herligt - B: Stort og Helligt. - L. 21-22: jo fjernere Originalen var ham - B: jo fjernere Originalen var fra ham. - L. 27: et og det samme. - B: eet og samme.

Side 87 L. 4:

✂ idennes eget Hjem - Saaledes Ms.; A og B: i deres eget Hjem.

Side 88 L. 35-36:

✂ henad Foraaret til - B: henad Foraaret.

Side 95 L. 12:

✂ men hun spurgte - B: idet hun spurgte.

Side 96 L. 28:

✂ atter skulde gjense Ida - B: atter skulde se Ida.

Side 97 L. 14:

✂ oftest - Saaledes Ms.; A og B: oftere. - L. 24: dem - B: disse.

Side 100 L. 25:

✂ Ynde og Fred - Saaledes Ms.; A og B: Ynde og Fryd.

Side 104 L. 27:

✂ til Dyrehaven og forbi Eremitagen - B: til Dyrehaven forbi Eremitagen.

Side 108 L. 32:

✂ med det flagrende hvide Gardin - Saaledes Ms.; A og B: ved det o.s.v.

Side 109 L. 29:

✂ et vist skinsygt Venskab - Ms.: et bisk, skinsygt Venskab. Trykfejl?

Side 110 L. 14:

✂ det var ham en Modbydelighed - ham udgaar i B.

Side 113 L. 28-29:

✂ det har jeg jo gjort - Saaledes B; A: det har jeg jo ikke gjort. - L. 33: glemt og gjemt - B: gjemt og glemt.

Side 115 L. 32:

✂ grebet efter saa meget - Ms.: grebet heldig efter saa meget.

Side 118 L. 33 f.:

✂ Jeg er saa afmattet, at jeg kan finde noget Morsomt i den Tanke, at hun skulde have en Elsker, som ikke var mig. - B: Jeg er saa afmattet, at jeg ikke kan finde noget Morsomt o.s.v.

Side 123 L. 6:

✂ sat saa meget af sit Væsen - Saaledes B; A: set saa meget af sit Væsen.

Side 126 L. 13-14:

✂ Hans Arbejde førte ham til forskjellige Egne af Jylland, hvor han opholdt sig. Her er vistnok noget faldet ud under Trykningen. Ms. har: førte ham til forskjellige Egne af Jylland. Det var ham temmelig ligegyldigt, hvor han opholdt sig.

Side 132 L. 4:

✂ meldtes der - Ms.: sendtes der.

Side 139 L. 22:

✂ Blidhed - Ms.: Blødhed.

Side 142 L. 30:

✂ fik strax Lyst - Ms.: fik stor Lyst.

Side 143 L. 20:

✂ dels - B (og Ms.): tildels. Smlg. Anmærkning til Side 20 L. 19.

Side 145 L. 19:

✂ tvinges til at - Saaledes Ms.; A og B: bringes til al.

Side 146 L. 23-24:

✂ Han var dog ganske sikker i sin Sag. - Saaledes A og Ms.; B: Han var dog ikke ganske sikker i sin Sag.

Side 152 L. 16:

✂ om de mon ikke en eneste Gang skulde have sagt sig selv dengang, at - B: om de mon ikke da en eneste Gang skulde have sagt sig, at o.s.v.

Side 155 L. 6:

✂ men han var en god Dreng - B: ja, han var en god Dreng.

Side 157 L. 34-35:

✂ det er et vaadt Vejr - B: det er vaadt Vejr.

Side 158 L. 31:

✂ gaa mig - B gaa med mig.

Side 159 L.32-33:

✂ baade hvad sin høje Betydning angik og den Maade, hvorpaa han nu havde faaet den. - B: baade hvad dens høje Betydning angik, og ved den Maade, hvorpaa o.s.v.

430

Side 161 L. 19:

✂ den Ære og den Glæde - B: den Ære og Glæde.

Side 165 L. 26:

✂ uhyre stærk i mig - Saaledes Ms.; A: ulige stærk i mig.

Side 166 L. 29-30:

✂ Den gamle Grevinde sad alt og nikkede - Saaledes Ms.; A: sad der og strikkede. Sikkert Sætterfejl.

Side 167 L. 32:

✂ udenfor Diskussion - Saaledes Ms.; A: udenfor Diskursen.

Side 175 L. 4:

✂ de Foresatte - B: hans Foresatte. - L. 22-23: hans Ben ... var brækket- Saaledes Ms.; A: hans Ben ... var knækket.

Side 176 L. 8:

✂ saa den i sin Flugt - B: saae den i dens Flugt.

Side 177 L. 27:

✂ atter kom igjen - B: kom igjen.

Side 181 L. 26-27:

✂ men læste ikke i den - B: hun læste dog ikke i den.

Side 185 L. 36:

✂ fordi jeg meget mere end dengang - Kun Ms.; Ordene synes udfaldet under Trykningen af A.

Side 187 L. 21:

✂ ganske og aldeles - Saaledes Ms.; A: ganske aldeles.

Side 189 L. 14:

✂ hvordan det nu end var gaaet til - B: hvordan det nu engang var gaaet til.

Side 191 L. 4:

✂ Dagene gik - Saaledes Ms.; A: Dagen gik.

Side 193 L.25-26:

✂ Rejser De strax tilbage [ogsaa Ms.!] - B: Rejser De ikke strax tilbage.

Side 194 L. 28-29:

✂ denne ... den - Saaledes B; A: dette ... det.

✂

NUTIDSBILLEDER

✂ Affattelsestid: se Anmærkning til Daphne S. 419. Udkom omkr. 25. November 1878: »Nutidsbilleder. Af Forf. til »Jason med det gyldne Skind.« - 2det Oplag kom 1884; Retskrivningen er moderniseret, og der er foretaget nogle faa Textrettelser, som sikkert ikke gaar tilbage til Forf. selv. Paa denne Text hviler Optrykket i »Samlede Fortællinger« III, S. 1-343 (1891), der yderligere indeholder et Par uvæsentlige Smaaændringer samt flere Steder en ny Periodedeling af Texten.

Side 205 L. 3:

✂ sin sorte Lære og livlige Dødsbetragtninger - B: og sine livlige Dødsbetragtninger.

Side 231 L. 20:

✂ Flemming, han en Søn af - B: han er Søn af; Sml. Fort.: han er en Søn af.

Side 254 L. 22:

✂ karakterløst Vrøvl - B: karakterfast(!) Vrøvl.

Side 256 L. 16:

✂ ganske morsomt - B: morsomt.

Side 259 L. 37:

✂ tilføjede yderlig - B: tilføjede.

Side 263 L. 23:

✂ A og B har: Henrik Holst; Fejlen rettet i Saml. Fort.

Side 298 L. 34:

✂ endeløse - B: endelige.

Side 317 L. 19:

✂ den havde hun ... gjemt - Saaledes B; A: det havde hun o.s.v. - L. 33: et efter et - Saaledes B; A: en efter en.

Side 358 L. 7:

✂ Forberedelser - Samtlige tidligere Udgaver har ved en Trykfejl: Forbindelser.

Side 370 L. 22:

✂ ikke var af disse Grever - B: ikke var En af disse Grever.

Side 384 L. 20:

✂ faa at gjøre - B: faa og gjøre.

Side 402 L. 18:

✂ Vinteren - B: om Vinteren(!).

Side 404 L. 7:

✂ tyde den den højeste Visdom. - B: tyde den højeste Visdom.

431

✂

INDHOLD AF ANDET BIND

Jason med det gyldne Skind.......... 1
Nutidsbilleder........................ 197
Anmærkninger til Bind I-II.......... 419

Topsøe, Vilhelm Udvalgte Skrifter

JASON MED DET GYLDNE SKINDEN FORTÆLLING(1875)

FØRSTE KAPITEL

ANDET KAPITEL

TREDIE KAPITEL

FJERDE KAPITEL

FEMTE KAPITEL

SJETTE KAPITEL

SYVENDE KAPITEL

OTTENDE KAPITEL

NIENDE KAPITEL

TIENDE KAPITEL

ELLEVTE KAPITEL

TOLVTE KAPITEL

TRETTENDE KAPITEL

FJORTENDE KAPITEL

FEMTENDE KAPITEL

SEXTENDE KAPITEL

SYTTENDE KAPITEL

ATTENDE KAPITEL

NITTENDE KAPITEL.

TYVENDE KAPITEL

ET OG TYVENDE KAPITEL

TO OG TYVENDE KAPITEL

TRE OG TYVENDE KAPITEL

NUTIDSBILLEDER (1878)

FØRSTE KAPITEL

ANDET KAPITEL

TREDIE KAPITEL

FJERDE KAPITEL

FEMTE KAPITEL

SJETTE KAPITEL

SYVENDE KAPITEL

OTTENDE KAPITEL

NIENDE KAPITEL

TIENDE KAPITEL

ELLEVTE KAPITEL

TOLVTE KAPITEL

TRETTENDE KAPITEL

FJORTENDE KAPITEL

FEMTENDE KAPITEL

SEXTENDE KAPITEL

SYTTENDE KAPITEL

ATTENDE KAPITEL

NITTENDE KAPITEL

TYVENDE KAPITEL

EN OG TYVENDE KAPITEL

TO OG TYVENDE KAPITEL

TRE OG TYVENDE KAPITEL

FIRE OG TYVENDE KAPITEL

ANMÆRKNINGER

FØRSTE BIND

I SOLSKIN

DAPHNE

VED EFTERAARSTID

I LÆ

SLAGNE FOLK

KAPITEL

POLITISKE PORTRÆTSTUDIER

FRA TILHØRERPLADSEN

ANDET BIND

JASON MED DET GYLDNE SKIND

NUTIDSBILLEDER

INDHOLD AF ANDET BIND

JASON MED DET GYLDNE SKIND
EN FORTÆLLING
(1875)

NUTIDSBILLEDER
(1878)