↩ Beyträge bærer tilegnelsen "An den Herrn Geheimderath v. Göthe" - det menneske, der efter Steffens' mening legemliggjorde idealet af den frie personlighed, geniet for enden af naturens udviklingskæde. Siden sin læsning af Faust-fragmentet (1790) havde Steffens beundret Goethe, og i Jena kom han efter en uheldig start ind på livet af den store mand. Goethe, der selv betragtede sine naturvidenskabelige værker som den vigtigste del af sit forfatterskab, 178 ville hellere omgås unge naturforskere end digtere og indbød i begyndelsen af 1799 Steffens til Weimar. Sært nok havde Steffens forud kun været mådeligt bekendt med Goethes naturvidenskabelige studier. Han havde læst de to småskrifter Die Metamorphose der Pflanzen (1790) og Beyträge zur Optik (1791-92), hvoraf kun det første havde gjort indtryk på ham. Nu blev han i løbet af det flerdages besøg i Weimar glædeligt overrasket, såvel over omfanget og dybden af Goethes studier som over den samklang, der viste sig imellem dem. De bestyrkede hinanden i tiltroen til, at naturen var en objektiv enhed, og for Steffens var det, som om den anskuelse af naturen, han selv møjsommeligt måtte tilkæmpe sig, hos Goethe forelå som rolig, instinktiv ejendom.13