↩ Var tidens normer i sig selv liberale, så slår liberaliteten særlig stærkt igennem i Henrich Steffens' prosa. Selv hos Ove Malling, der dels var ærkedansk, dels stræbte efter sproglig fasthed og enhed, finder man inkonsekvenser m.h.t. stavning, kongruens, verbers bøjning og substantivers køn.34 Ikke mærkeligt derfor, at tilsvarende inkonsekvenser i langt større skala er til stede hos Steffens, der dels var handicappet af at befinde sig i et levende udvekslingsforhold mellem dansk-norsk og tysk, dels ikke nærede nogen ambition om at bidrage til sprogets polering. I forelæsningernes trykte udgave ser man, at Steffens ved samme ord ikke har lagt sig fast på en af flere stavemåder, som i datiden var brugelige. Han anvender med vekslende mellemrum to, tre eller endog flere former (fx Berg-/Bierg-; blandt/blant; egenlige/egentlige; endskiönt/endskiöndt * 219 /endskjönt/endskjöndt; fiendlig/fiendtlig; Forenings/Foreenings-; ganske/gandske; Granskning/Grandskning; et Hele/et Heele/et Heelt; höjere/höyere; Insecter/Insekter; Punkt/Punct; roelige/rolige; sikre/sikkre). Han skriver substantiverede adjektiver skiftevis med stort og lille begyndelsesbogstav (det Enkelte/det enkelte; et blot Endeligt/et endeligt). Han skriver modalverberne kunne, skulle og ville snart med d, snart med dobbeltkonsonant, skønt de optræder i samme grammatiske position (... saa ville vi opholde os noget ved den. Vi vilde först henvende ...). Han er inkonsekvent i sin omgang med ordenes køn; hvor samme ord i datiden kunne være både fælles- og intetkøn, veksler Steffens gerne mellem formerne (således fx et Stof/Stoffen; et Hensyn/denne Hensyn; sit Omfang/sin Omfang; en Punkt/et Punkt). Noget lignende gør sig gældende ved pronominerne De, Dem og Deres i tiltaleform. Steffens veksler mellem at bruge stort begyndelsesbogstav og lille, men på hans tid var det ikke et spørgsmål, man ofrede større opmærksomhed, hverken ved skrivebordet eller i trykkeriet. Endelig vakler han i kongruensen mellem subjekt og tilhørende verbum eller adjektiv; fx glemmer han undertiden at forsyne præsens flertal af verbet måtte med -e (de maa), skønt han omvendt, når subjektet er ental, gerne skriver det med -e (han maae). At væere kan i præsens ental få -e (Enhver ... ere), og omvendt kan Den gamle Tids Historieskrivere gøres forstaaelig (uden -e).