Skram, Erik Uddrag fra Gertrude Coldbjørnsen (Danske Klassikere)

Erik Skram mødte den smukke, fraskilte Amalie Muller ved Bj. Bjørnsons forfatterjubilæum i efteråret 1882. Hun var da litteraturanmelder ved forskellige norske blade, der var planer om at gøre hende til sekretær ved det oppositionelle Nyt tidsskrift, og hun debuterede samme år med novellen Madam Højers Lejefolk. Det blev kærlighed ved første blik fra begge sider. Telegrammerne falder tæt i august 1882. »Har feber af at vente. Længes, men er gruelig bange«, skriver hun. Men der kommer også hurtigt grus i maskineriet. Drachmann, der også er med ved Bjørnsonfesten, har fået fortalt hende om Erik Skrams mange kærlighedsforhold, og frieren må bekende, at han på tredie år har et seksuelt forhold til en butikssyerske, Camilla.