↩ Da Erik Skram i 1877 vendte hjem fra Italien, befandt han sig ikke godt. Danmark og danskerne var grimme, han selv var syg og følte sig uden for alting. Men i foråret 1878 er han alligevel kommet i gang med en roman, Gertrude Coldbjømsen. Arbejdet med den kan man følge i hans brevveksling med Georg Brandes, der i disse år opholdt sig i Berlin. Disse breve har ikke tidligere været trykt; som bilag til nærværende udgave bringes alt, hvad brevene 1878-1883 indeholder om Gertrude Coldbjømsen; desuden gengives nogle uddrag fra en taktik-diskussion mellem mester og elev. Problemet mellem dem er, at Erik Skram sympatiserer med Holger Drachmanns kærlighedsaffærer og godt kan lide Vilh. Topsøes forfatterskab, selv om han er 171 en modstander. Erik Skram kommer også for skade at kritisere Georg Brandes' bog om Benjamin Disraeli fra 1878.