↩ Man kan forestille sig, at Erik Skram med Gertrude Coldbjømsen har 174 sat sig for at skrive historien om, hvordan det - for ham uforklarlige - kan gå til, at et menneske svigter sin elskede. Han har da solidarisk villet skildre opbygningen af en sådan karakter, men undertiden bryder den afviste elskers vrede den solidariske fortællerholdning. I det kasserede kap. l ser man tydeligt et sådant brud: kapitlet er udelt solidarisk med Gertrude, indtil fortælleren pludselig henimod slutningen indtager en ironisk distancerende holdning til hende og til sit eget naturprogram (»naturbeundrende og -besnakkende Tid«, s. 212).