↩
Thi det er jo Sagen: Sibbern identificerer sig fuldstændig med sin
Werther; Gabriel hed hans Fader, Gabrielis kalder han sine Romaners Helt
og lægger altsaa ikke Skjul paa, at det er ham selv, Bøgerne
IV
handler om. Og dermed er Forskellen fra
Werther givet; den bestaar ikke blot i det faktiske, at Gabrielis arbejder
sig ud af sin haabløse Kærlighed og i den anden af Romanerne viser, hvor
solidt Stof hans Karakter er formet af; men den ukuelige Optimisme, der
var ejendommelig for Sibbern, bryder ogsaa igennem selv i hans dybeste
Depression: »Det er tungt at lide, men frygteligt vilde det være
deri at see et almindeligt menneskeligt Lod«, skriver han {S. 39);
saadan taler ikke en Pessimist. Denne Protest mod Tanken om en universel
Lidelse hænger sammen med Følelsen af den Enkeltes Samhørighed med
Helheden: »Er det ikke Verdensaanden, der skal træde skabende frem i
den Enkelte, som med udeelt Lyst giver sig hen til at være dens Organ?
Idetmindste vil Du vist tiltroe mig saa megen Respect for det Hellige og
saa Meget af sand Selvfølelse, at jeg ikke kunde ville frembringe Noget,
hvori der ikke levede et universelt Liv« (S. 75 f.). For et saa i
bedste Forstand fromt Gemyt som Sibberns er det med denne Tro paa
Samhørigheden mellem Individerne og Verdensaanden givet, at selv den
dybeste Fortvivlelse kun kan være et Overgangsstadium til en friere og
renere Menneskeværen. Inden han naar saa vidt, er der ganske vist en lang
Vej. Selve Udgangspunktet for Fornedrelsestilstanden lægger Sibbern med
velberaad Hu i vor nationale Skødesynd, Fantasteriet. Hføn lader sin
Gabrielis allerede som Dreng hengive sig til hule matte Drømmerier om
Fremtids Daad og Storhed, og »den fattigste af alle Nydelser fyldte
Sjælen med en fordærvelig Indeglædes falske Rigdom« (S. 16); det
samme er det, der senere gør det saa vanskeligt for Gabrielis at
V
arbejde sig ud af sin Hildethed;
Gabrielis skildrer Fantasteriets dræbende Indflydelse paa Handlekraften
paa en Maade, der minder baade om Schack og om Licentiaten hos Poul
Møller: han gør Udkast; det ene og andet Træk fæster sig; saa pønser han
saa længe paa en god Titel, at Fantasien afmatter ham helt; saa føler han,
at paagældende Idé ikke lader sig fremstille uden at omfatte den hele
Kreds af Livet eller den hele Videnskab, hvortil den hører; og saa er
Arbejdets Fuldførelse rykket altfor langt tilbage og Lysten tabt; eller
han tænker ikke blot paa at udmærke sig paa de Omraader, der laa indenfor
Mulighedernes Grænse, men paa Hærførerbedrifter, Kongemagt osv. for at
vise sig i Triumf for den Elskede; »om lutter huul Usandhed dreiede
sig 'de aandsfortærende Drømmerier, i hvilke jeg mangen Gang søgte en
fordærvelig Erstatning for min Tilværelses Nødtørftighed« (S. 77 og
84). Fantasilivet er den ene Kilde til hans Fortvivlelse, fordi det gør
det saa svært for ham at arbejde sig op af Haabløsheden; den anden hænger
sammen hermed og er tildels betinget heraf: Ensomhedsfølelsen. For
Isolationen, for den uhjælpelige Følen sig ene og forladt selv blandt
glade Venner, finder Sibbern gribende Udtryk. Gabrielis ser et Billede
paa sit Liv i de Kloder, vi om Natten ser kredse over vore Hoveder:
»Fjerne fra hinanden, eensomme og alene, gaae de deres Baner, rolige
skue de hen til hinanden, og monne glæde sig ved Synet, men den ene veed
ikke af, og bekymrer sig ikke for, hvad der uden Rist og Ro rører sig i
den andens Indre« (S. 29). Gabrielis protesterer karakteristisk
nok mod den Tanke, at der skulde ligge et Had til Mennesker bag
VI
denne Følelse af at være isoleret; det er slet og ret Forladthed, det er
den haabløse Mangel paa gensidig Forstaaelse, der gør ham ene. Og tænker
vi os saa denne ensomme Fantast udsat for den Voldsomhed, hvormed hans
ubesvarede Forelskelse betager ham, forstaar vi, hvor haard Kampen for
Frigørelsen maa blive; det er om den, den første af Romanerne handler; den
anden viser ham en Række Aar senere som den, der har sejret.