Sibbern, F. C. Uddrag fra Efterladte Breve af Gabrielis

↩ Fra min tidlige Ungdom af har jeg elsket den hendulmende Natur i Høsten, mere, end det frodige Foraar, endog den Gang, da Livet i mig selv var allerfrodigst. Bestandig lød i Høsten Evighedens 16 Stemme til mig, og en Røst fra Tilværelsens underfillde Dyb, der forkyndte dens Bestand og indre Friskhed. Thi allerede i mine tidlige, levelystne Dage lærte jeg med en ubeskrivelig Erkjendelsens Glæde just i alle Tings Omskiftning og Naturens aldrig hvilende Forvandling at skue det aldrig fængslede Livs indre Vælde.