↩ Eet beder jeg enhver om, der har med Børn at gjøre: taler ikke i deres Paahør om deres Smukhed, Livelighed, Opvakthed, Vittighed, eller hvad det monne være, som kan gjøre dem indtagende. Viser dem aldrig frem, fortæller intet af dem, eller om dem, naar de ere tilstæde. O! skiller dem dog ikke ved deres skyldfrie, i Øieblikket, i selve den umiddelbare Leven hensjunkne Tilværelse, ved at henvende deres Reflection paa dem selv. Lad dem kun vide af og erkjende alt, hvad der bevæger sig omkring i Livet, lad dem kun vide af, hvad de bør; selv Bevidstheden om, at de handle ret, det er: som det er Gud og Mennesker behageligt, nære man hos dem ved Leilighed. Men at de ere til, og at de ere noget, behøve de ikke at vide; at de komme i Forhold til sig selv for tidligt, er ikke godt, og at de endda skullle vide af, hvorledes de falde i Øinene og lade for Andre, er nu reent fordærveligt. Derved kan man let bringe det saavidt, at de i alt bære dem ad, som om de stode for et Speil, og idelig besaae sig selv midt i deres Virksomhed, og at de 32 hele Livet igjennem faae nok at gjøre med dette for tidligen i dem opæggede Jeg.