↩ Frygteligt stormer alting ind paa de Smaae, for ret tidligt at skille dem ved deres Barnlighed, der sødt og rørende gaaer op i Momentets rene, udeelte Nydelse. Men af alle Fremskyndelser og Ansporelser, hvorved man river dem ud af denne, uden Tanke paa Fremtid, i Øieblikkets Fylde lykkelige Tilværelse, og øver dem i, ærgjerrigen at see fremad, og at see Timens Nydelse ei i Timen selv, men i et fjærnt, forfængeligt Maal, af alle disse Pirringer hader jeg ingen mere, end dette formelige System af Incitamenter for Ambitionen, som man kalder den, ved hvilke de Smaae ved Underviisningen forfølges hver Dag og hver Maaned og hvert Qvartal og hvert Aar. Det hjelper ikke, at man forsikkrer mig, at de ellers ikke kunne bringes til at læse tilgavns; jeg bliver ved at sige: Lader dem heller lære mindre, end at I anspore dem ved Udsigter, Berømmelse og Ærgjærrighed. I ægge en Djævel op i dem, med hvilken de faae at gjøre, saalænge de leve. Dog er det her paa dette Sted ikke saa slemt, som ellers paa de fleste Steder. Her hersker i det hele megen Frihedsaand.