2. Tilblivelsen
✂ I et brev til vennen J. P. Mynster 14/12 1825 skriver Sibbern følgende: »Jeg kunde fortælle en Deel om, hvorledes dette Product af mit Livs Poesie er opstaaet. Paa min Reise skrev jeg allerede en Deel af de Stykker, som her ere samlede. Jeg kan endnu sige, hvad jeg skrev i Breslau, hvad i Miinchen. Det meste har jeg dog skrevet her i Hjemmet. For ti Aar siden dannede sig den Idee hos mig at samle det til et Heelt, og da ordnede det sig næsten ganske i den Form, det nu har. Ifjor fik jeg fat paa det igjen, for at skrive det reent, og lagde adskilligt til, som jeg fik skudt ind, især mod Slutningen. Afskriften har jeg fuldendt i denne Vinter, og derved lagt sidste Haand paa det Hele.«
✂ Dette fortæller dels om en lang tilblivelsesproces, dels om en stærkt strukturerende inspiration. Den lange tid kan skyldes hensynet til familien Ørsted, men også det rent praktiske, at Sibbern i årene efter sin hjemkomst til København havde meget travlt med at etablere sig som professor i filosofi med udarbejdelse af forelæsninger, lærebøger og grundlæggelse af den psykologiske videnskab. Der er bevaret noget manuskriptmateriale til Efterladte Breve, i alt III til dels løse blade, der beror på Det kongelige Bibliotek.
✂ Den lange tilblivelsesproces bekræftes af materialet, der er skrevet på mange forskellige slags papir og med forskelligt blæk. Kun dele af manuskriptet synes at stamme fra en egentlig renskrift eller et trykmanuskript, det meste er noter og skitser på forskelligt trin af færdiggørelse. Ca. halvdelen er skrevet på dansk, resten på tysk, 123 også partier, der er så ordret nær på det danske, at de må betegnes som ligeværdige versioner. Det kan ikke siges med sikkerhed, hvilket sprog der er det oprindelige, men meget tyder på, at Sibbern i sin arbejdsproces frit vekslede mellem dansk og tysk.
✂ Interessant er i denne forbindelse en lille billet i manuskriptpakken. Det er en indkaldelse til møde i Det Skandinaviske Litteraturselskab 5. juni 1816. På forsiden og bagsiden er hastigt nedkradset en tysk tekst, meget svært læselig. Med hjælp fra forskere fra Diplomatarium Danicum er teksten tydet som en helt parallel version af brevet dateret 28/11 1813 (nærværende udgave s. 64), der således synes født i hast i ét stykke på det sprog, der på den tid var Sibberns arbejdssprog, tysk.
✂ Et morsomt vidnesbyrd om tidens knaphed på alt og om Sibberns økonomiske sans udgør dele af et kollegiehefte med Sibberns navn skrevet mange gange kalligrafisk med tilføjelse af alumne på Valkendorf. Her står græske gloser og talrækker - det er altså et hefte fra studietiden, der her, mange år senere, er blevet brugt op. Men her er også i sammenhæng store tysksprogede partier helt parallelt til den endelige danske version af bogen - dog uden datoerne.
✂ Dateringerne er måske sene i skriveprocessen. I de tyske dele af kladderne er der ingen datoer, og i de danske er der rykket og rettet en del frem og tilbage, men dateringen til vinteren 1813-14 ligger hele tiden fast. Fra kladde til tryk er en enkelt datering faldet ud, idet sidste del af brevet af 13. oktober, fra »Ja, jeg takker ...« (s. 27 midt) har været skilt ud som et brev dateret 14/10.
✂ Af andre ændringer kan nævnes, at arntmandindens beretning er blevet bearbejdet gennem, flere trin. Oprindelig var den lagt i pennen på Gabrielis som referater efter hans besøg hos den gamle dame - hvis datter på et vist tidspunkt hed Wilhelmine og ikke Annette. Sikkert efter mønster fra Goethes Wilhelm Meisters Læreaar, bog seks (En skøn Sjæls Bekendelser), er fortællingen endelig lagt i damens egen hånd, idet følelsesudtrykkene er væsentligt dæmpet.
✂ Som værket forelå 1826, var det færdigt i den forstand, at de mange ændringer, der har fundet sted i de tre øvrige udgaver af værket, som Sibbern selv har foranstaltet, har været af sproglig art; her kan jeg henvise til afsnittet Tekstkritik.