↩ S. 110 L. 31 f. hun kand seyne for icht och slich] "hun kan signe for Gigt og slich". Betydningen af det sidste Ord er omstridt. Igt findes oftest i Forbindelse med Synonymer som "Værk" eller "Hold", se Kalk. II. 379a, hvorfor man maatte vente, at slich var Navn paa en Gigtsygdom, men der er intet som 198 tyder paa en Forbindelse mellem Ordet slich og en saadan Sygdom. Af kendte Sygdomsnavne fra Dansk eller beslægtede Sprog ligger slich nærmest sv. Dial. sleksot, sticksot, Betegnelse for "Krybbebiden" (hvor Hesten gnaver eller slikker paa Krybben osv.). Kaikar antyder da ogsaa (III. 891) Muligheden af, at Palladius' slich skulde være identisk med det svenske Ord, men selv om man sprogligt kunde forklare Ordets Opstaaen og sporløse Forsvinden i Dansk, er det indholdsmæssigt uantageligt. Palladius nævner først, hvorledes det ugudfrygtige Folk lader Troldkvinderne hente "til deres Heste, til deres Køer, til dem selv", og han udformer dette videre: "Hun gaar for din Ko, hun gaar bag den, hun maa med Orlov sagt kysse den bag, hun skal primsigne din Ko", derefter kommer Turen til de ugudelige selv: "hun kan signe for den hede Ild, hun kan signe for den kolde Ild, hun kan signe for Igt og slich". Det tør vist siges, at Forbindelsen: "Rosen og Koldbrand, Gigt og - Krybbebiden" er utænkelig. Jeg finder imidlertid to Muligheder til Forklaring af Ordet: 1) slich er ikke Navn paa nogen Sygdom, men Ordet "sligt", "lignende", idet man enten har en t-løs Form for slicht (4= mach for "Magt" osv., se Noten til S. 95 L. 9) eller Fælleskønformen "slig"; Meningen bliver i begge Tilfælde: "Igt og slig(t)" dvs. "Igt osv.", hvad der i og for sig kunde passe godt nok til de bevarede Trylleformularer, hvor "Igt" tit optræder i Remser som: "Jægt gaa bort, enten du saa er Hovedjægt, Rygjægt, Armjægt, Laarjægt eller al anden Jægt, som nævnes kan" (Danm. Trylleforml. Nr. 362 og flg.); 2) slich er Skrive- eller Læsefejl for stich, "Stik", "Sting". Palæografisk er en saadan Fejl meget let forklarlig; og sprogligt er Anvendelsen af Ordet "Stik" naturlig, idet Stik brugtes ikke blot om det specielle Onde "Sting", men ogsaa i det hele om stikkende Gigtsmerter (se Kalk. IV. 131); endelig giver Ordet indholdsmæssigt en fortræffelig Sammenhæng: "hun kan signe for den hede Ild og for den kolde Ild, for Gigt og Stik", hvortil kan føjes, at de bevarede Signeformularer mod Gigt ogsaa udtrykkelig nævner Sting (Danm. Trylleforml. Nr. 347).