↩ huggetønde, i bryllup] foruden de ovf. anførte Steder hos Palladius omtales Huggetønden i Synodalvedtægterne 1565; her lyder § 7, i GkS. 3666 8VO: Prestmend skulle icke were kiøgemester, eller befatte sig noggett medt Huggere tønne, jfr. § 9, i Kall 472: Presterne skulle ikke tillstede hugge thønden eller søge den, og Stykket "om Bryllup" i en Traktat (foran II. 319): Her skal mand ramme maade met, at det bliffuer icke for megit eller formange dage ey helder met stor Offuerflødighed, effterdi at den hugge Tønde er afflagd, oc Brøllups Folckit maa icke helder æde oc dricke i Kircken eller gøre it Danssehuss aff Kircken. - Hvad Huggetønden egl. bestod af, oplyser disse Steder dog ikke, men muligvis har den, som Zwergius (Sjællandske Cleresie S. 85 Fodn.) formoder, været noget lign. som Skriftetønden, der omtales i Synodalvedtægterne 1564 § 16. Denne Paragraf lyder (anf. efter Ny kirkehist Saml. II. 481): "Den Skrifte time [for Skriftetønde, saaledes bl. a. Kall 472 og NkS. 1171 40: Admonitio adt de skriffte gilde som skeer i Dimmell uge, naar pastor hører Confessionem debent omnino abrogari som kaldis skriffte thønne] skal aflægges. De have haft saadan en Vane paa somme Landsbyer her i Sjælland, at Præsten farer omkring i Dimmelugen til hver By og skrifter alt Folket, og naar han haver afskriftet i en By, saa lægge alle Bymænd en Tønde paa Stol, her hugges de og slaas, sværge og bande". - Sikkert synes det i hvert Fald, at Huggetønden har været Benævnelse paa en Tønde Øl, der gaves til Pris ved Bryllupper. Jævnføres kan iøvrigt lign. Skikke fra Holsten, ved Barsel- og Gravgilder, se Schütze Holsteinisches Idiotikon, IV. 289.