↩ Titus skottede op paa Jakob, der førte Pisk og Tømme med megen Anstand. En underlig praktisk Fyr uden særlige Talenter, gennemskuelig som Rødvin i en klar Flaske, førende Frisprog overfor alle, skønt han ikke støttede sin Overlegenhed paa nogensomhelst indre Ret. Han havde en barnlig Glæde af at synes imponerende, og hans Venner lod ham føre det store Ord, fordi de vidste, hvor godmodig han var paa Bunden. Han 21begik allehaande Daarskaber mindre af egentlig slet Tilbøjelighed, end fordi han troede, det klædte ham. Han løj for at gøre sig interessant, han styrtede sig ud i de taabeligste galante Eventyr blot for at prale deraf for andre. Men først og fremmest søgte han at vinde Ry ved at ødsle paa andres Traktement. Han betragtede det som en personlig Fornærmelse, om nogen vovede at betale i en Kres, hvor han var tilstede, og blev henrykt for hver ny Bekendt, han fik Lov til at give ud paa. Denne kostbare Tilbøjelighed havde slugt en betydelig Del af hans Fædrenearv.