↩ Han rettede sig i Sædet, gav Hatten et let Stød og svang Pisken med lapset Flothed. Titus vendte efter Ordre Øjnene til sin Side, men saà alligevel fra Øjenkrogene, da de rullede forbi det høje, slanke Jærngitter, en tynd ung Figur i en lyseblaa, hvidprikket Kjole, der sad halvt dækket af Verandaens Ranker, og han troede at se, hvorledes et hvidt Ansigt pludselig traadte 26frem under Havehattens Skygge og smilede i det fulde Solskin.