↩ Imorgen, tænkte Titus, vil dette maaske være hende ganske af Minde. Saa vil hun atter søge Nuets Lykke og trøste sig med, at det ikke kan blive anderledes. Hun er traadt ind ad Porten, over hvis Tærskel hun ikke kan vende tilbage. Haabet lades ude — Haabet? — nej, hendes Haab vil klynge sig til Fremtidens Muligheder og aldrig mere slynge sine svage Ranker om Fortidens Dørstolper.