↩ Titus var underlig til Mode over det Indblik, han havde faaet i et menneskeligt Væsen og dets Kamp. Hun var endnu ikke sunket for tredje Gang under det ensformige Hav af Vane, der snart skulde faa hende til at glemme og sløve 83hendes Sjæl mod alle Længselens fine Nuancer. Snart vilde hun kun tænke paa Fortiden som paa en taabeligt anvendt Tid, kun i Trods mindes sit Hjem og forbande sine Forældres formentlige Haardhed.