↩ Han stod længe foran sin Seng, der var tæppet af og ventede ham med omslaaet Dyne. Den syntes ham et stumt og dragende Væsen, der Aften paa Aften bød ham sin Favn og nødigt slap ham om Morgenen. — Tomhedens kolde Elskerinde, der engang vilde beholde ham i sine Arme og slukke Livet i hans Aarer. Thi denne Seng søgte han og forlod, indtil den engang holdt ham stiv og iskold i sine Dyner.