↩
Et graaligt Lys faldt gennem de dobbelte Ruder
og skinned over Pultenes grønne Multum,
i al den blankslidte Renlighed,
paa Mapper og tunge Pakker med »Sager« fyldte,
paa Kurve med Akter og Stabler af Materiale,
paa Klatpapir med Spor af et adspredt Sind:
en Haand, der famled i halvvejs Synd over Fladen
og ridsed tankeløst Tant, der vidned kun om, at Sjælen
en flygtig Stund var brudt som en fangen Fugl
ud af Bureauets gitrede Fængselskortsyn,
at Sjælen aanded en anden friere Luft,
at Hjertet længtes og bares mod ukendte Egne
i usikkert Lys og i Stemning, hvor Kilderne løses,
— og dette stregede Krimskrams var som et Udslag
af Trangens Viser, der tyngedes dybt til Siden
og ikke stod i sin vanlige Ligevægt.