↩ I snart halvhundrede Aar havde han slidt den gamle hvidskurede Trappe. Han havde ført et samvittighedsfuldt og velordnet Liv paa en Gage, der langsomt var steget til et sorgfrit Udkomme. Biblioteket var i mønsterværdig Orden, og hans egen Hjerne var med Tiden bleven en kæmpemæssig Universalkatalog, der rummede Titlerne paa Hundredtusinder af Bind. Hans Hukommelse var forbavsende: Han kendte Alverdens Forfatternavne, deres Produktion, om den var i Folio, Kvart eller Oktav, Oplagenes Antal, hvorefter han vurderede deres Betydning, — han havde kort sagt slaaet Titelbladet op paa alle Værkerne i det ganske Bibliotek, men til sin store Sorg kun magtet at kigge et forsvindende Antal igennem. — Ak, et Menneskes Kræfter er saa begrænsede.