↩ Regelløst skiftede hans Tanker. Han huskede en tidlig Foraarsmorgen, da han drev gennem tomme skyggegraa Gader, — hvor pudsigt en Kanariefugl havde stirret paa ham med det ene Øje, der langsomt plirede fra Søvn til vaagen Bevidsthed; han kiggede tilfældigt ind ad et lavt Vindue og saa’, hvorledes den trak Hovedet ud af Fjerenes oppustede Skjul og pippede, som vilde den sige: Jo vist — jo vist er det Morgen; hvorledes den kløede sig bag Hovedet ved at svinge det ene Ben lynsnart dirrende frem og tilbage, 168sleb Næbbet paa Pinden og trippede ned til Ædekarrets Hampefrø.