↩ At kærligheden kan gøre ufri, erfarer han dog også, idet den i stilhed presser ham til underkastelse i mosestriden. Først da han ved, at Gjatrid også gør oprør og har erklæret, at hun vil følge ham under alle forhold, indfinder sig den fulde følelse af frihed og åbenhed. Salmelinjen 'Hele Himlen staar i Sang' dukker igen op i bevidstheden sammen med indtrykket af fjord og søfugleskrig, hele det blå og hvidtlysende Limfjordslandskab, der forbinder ham med tidlige barndomsindtryk. Kærlighed og frihed til at være i overensstemmelse med sig selv – og frihed vil jo for Anders sige Gud – er blevet ét, så han siden, efter foreningen med Gjatrid og udførelsen af den for ham nødvendige drabshandling, kan dø med et lykkeligt udtryk. Han er blevet sig selv ved at blive 'eet med et andet Selv', en kendt Knudsen-formulering fra essayet »At være sig selv« (1907), som også Svend Norrild citerer fra i forbindelse med omtalen af Anders' drabshandling og død (Jakob Knudsen, s.115).