Knudsen, Jakob Uddrag fra Sind (Danske Klassikere)

Sind indgår i en lang række litterære tematiseringer af idealismen, menneskets problematiske, men uomgængelige længsel efter det absolutte. I europæisk litteratur vil man uvilkårlig nævne Cervantes som den, der indleder traditionen – Don Quijote er (ifølge den tjekkiske forfatter Milan Kundera) i sin flertydighed den første moderne europæiske roman. Herhjemme starter tematiseringen vel med Holbergs veloplagte gennemheglinger af sine fantaster; en af de berømteste er Erasmus Montanus, måske netop fordi han er sat i et tvetydigt lys. Temaet markerer sig tydeligst fra og med romantikkens sene fase med Schacks Phantasterne (1857) og i den tidlige naturalismes år, først med Brandes' tordentale mod Vor Literaturs stærkt abstracte Idealisme', siden adskilligt mere flertydigt i J.P. Jacobsens Niels Lyhne (1880) og med Pontoppidans Emanuel Hansted i Det forjættede Land - i romanen kaldes Emanuel netop 'Don Quixotes Genganger'.