Knudsen, Jakob Uddrag fra Gjæring (Danske Klassikere)

Paa Kanten af et af Bedene sad en lille tolvaars Pige og gnavede paa en Gulerod. Hun var lidt blaa i Ansigtet af Kulde, men ellers godt klædt paa: Kyse og Kaabe, og Træsko paa Fødderne. Ved Siden ad hende, paa Bedet, stod et Par sorte Sko med Læderstropper til at knappe over Vristen. Albuerne støttede hun paa sine Knæ og holdt Guleroden op mod Munden med begge Hænderne. Hun skjød Hagen frem og saae tankefuld ud, saaledes som man let kommer til det, naar man fryser lidt og samtidig tygger Gulerod Uden at dreje Ansigtet fulgte hun med Øjnene sin noget ældre Broder, som gik en halv Snes Alen fra hende langs Hasselhækken og søgte efter nedfaldne Nødder.