Knudsen, Jakob Uddrag fra Gjæring (Danske Klassikere)

↩ Naar Onkel Jørgen sagde saadant noget, saa havde Karl paa Fornemmelsen, at det var egentlig ham, Onkelen nærmest talte til. For Pigebørnene, tænkte Karl, kunde vel ikke saadan selv føre Aandens Kampe, – men derfor kunde de jo godt være voldsomt meget med deri, og det var de da ogsaa; og det allerrareste var jo, om de engang blev gift med nogle rigtige Aandskjæmper. Saa skulde Aandskjæmpen rigtignok elske saadan en Kvinde, som nu f. Eks. Henriette, og de kunde jo forstaa hinanden bedre end alle andre Mennesker. –