Knudsen, Jakob Uddrag fra Gjæring (Danske Klassikere)

- – – Se, – det, vi hér skal høre i Aften« – han holdt Bogen i Vejret -»det er en Fortælling af en Nordmand, der tydelig nok lever og er mere end sig selv; en Mand, hvem Aanden har gjort delagtig i hans Folks, det norske Folks Liv; hvis Navn derfor ogsaa vil leve, saalænge der er noget, som hedder Norge. Navnet, han bærer, er Bjørnson. – Han nævner sletikke Norges Navn i den Fortælling, jeg nu vil læse, men han afmaler for os i den en ung Karl og en ung Pige, Thorbjørn og Synnøve, som begge to er gjennemnorske af Væsen, og lever med hinanden saadan, at det er til Glæde for de Gamle, til Ære for dem selv og til Gavn og et godt Exempel for Efterslægten; men deres Liv er da ogsaa til Glæde, Ære og Gavn for Folkets Aand, for Folkets Liv i det hele. – Hør nu her: