Knudsen, Jakob Uddrag fra Gjæring (Danske Klassikere)

Hvor den Fremmede dog ogsaa havde en underlig Pande. Nu, da der var Lys, kunde alle Børnene rigtig se ham, og de benyttede sig af Lejligheden. – Hans Pandehud var saa bevægelig. Han kunde krølle Øjenbrynene ligesom to liggende Spørgsmaalstegn, og saa blev Panden helt fuld af smaa Gruber eller Huller, der vist kunde betyde saa meget. Men han kunde ogsaa skyde det ene Øjenbryn skraat til Vejrs og det andet skraat nedad, saa de begge laa i en skraa Linie over Øjnene; det saae saa kjækt ud; det lignede en Soldaterkaskjet med lige Skygge, der sidder paa Snur. – Saa var han nu ogsaa lidt hjulbenet, og skrævede noget, naar han gik, – som nu, da han passerede Tærskelen fra Forstuen ind i Vinterstuen. Børnene fulgte tæt i Hælene paa ham, tog straks Plads rundt omkring ved Væggen og iagttog ham opmærksomt fra deres Stole.