Knudsen, Jakob Uddrag fra Gjæring (Danske Klassikere)

↩ En hed, kvælende Skamfølelse havde bemægtiget sig ham. Hvad maatte hun tænke om ham, hvordan maatte han ikke staa for hende! Han saae hende for sig i al hendes friske, trodsige Dejlighed – og svedte ved Tanken om sin egen lumre, indestængte Frygt, thi saaledes forekom den ham nu. Indestængthed, Beklumrethed – det var jo ogsaa det, han alle sine Dage havde levet i! Ja, Indestængthed! – og saa var de saa glade ved sig selv i deres Sneverhed. Han syntes pludselig, han saae saa klart: Indsnevrethed og Selvgodhed – det var de to store Laster, som ødelagde alting i Holting og Lundborg. Rebekka havde vist sletingen Mening om sig selv, saae sletikke paa sit eget – men Alverdens Herlighed laa for hendes Øjne, Jord og Himmel aabnede sig for hende uden Grænser, uden Skranker, og hun fyldte det alt med sin Skjønhed! –