↩ Han havde dette første Aar boet i Nørresøgade, og herfra gik for ham fire Veje, der ikke kom hinanden ved: een ad Svineryggen og Gammel Kongevej til Frederiksberg Have og Søndermarken; een til Banegaarden, det vil sige: bort fra det hele, ud i Landet. – De to sidste Veje løb sammen over Teglgaardsbroen og Nørrevold ind til Hjørnet af Teglgaardstræde; herfra gik den ene ind til Universitetet og videre ad Kjøbmager- og Østergade ind til det kongelige Theater; Kjøbmagergade og Østergade var for Karl hele det første Aar Hovedruten igjennem Kjøbenhavn; først senere opdagede han »Strøget«. – Den anden – eller rettere sagt, den fjerde – Vej var ikke som de tre øvrige; thi den var fortryllet. Ogsaa af denne Grund maaske havde han aldrig faaet sat nogen Forbindelse mellem den og den foregaaende. Denne fjerde Vej gik ad Nørrevoldgade, forbi Gothersgade og Garderkasernen og derpaa ind ad Porten til Rosenborgs vidunderlige Slot og Have. Naar han kom her, havde Tiden altid staaet stille, thi hvem husker at tælle det bankende Hjertes Slag, – og bag Havens Stammer og Grene, igjennem de høje Porte, som Træernes 194 Kroner dannede, saaes Aftensolen glimre i alle Kronprinsessegadens Ruder. Den var saa brat og stejl denne Murklint ned mod Havens Træer, og den var jo levende – Øjne saae ud over Haven fra Klintens Kamre. Hele Aaret havde al Ting spejlet sig her i to mørke, straalende Øjne.