Knudsen, Jakob Uddrag fra Afklaring (Danske Klassikere)

↩ Uden at vide, hvorledes han var kommen derhen, stod han og saae paa Broncegruppen af Løven, der æder den faldne Hest. Det var dog underligt, at det Kunstværk kunde være saa gammelt; Løvens Ansigt lignede jo en Middagsgrosserer med Skilning i Panden og velplejet Knebelsbart, – der bed af en stor Dessert-Pære. – Dette saae han ganske tydeligt, og gjorde sig netop disse Tanker derved, – – og i samme Øjeblik vidste han dog, at det var Rebekka Woltersien, den Dame, som kom gaaende ad Gangen henne fra Gartnerhaven. – Han vendte sig om, og hun maatte ikke have kjendt ham, thi det gav et lille Sæt i hende. – Nu gjorde hun en utaalmodig Bevægelse, hævede Hovedet og saae ligesom forpint, irriteret paa ham; saa gik hun hurtig hen til ham og sagde: »jeg veed naturligvis, at De ikke vilde fornærme mig, jeg veed ogsaa, at De intet stygt kan tænke om mig. Lad saa det være godt, – og være forbi og – – Farvel!«