↩ Stemningen her i Stuen mindede jo meget om de lykkelige Timer hos Pastor Grabow. Men hvor var ellers Dr. Fensmarks hele Maade forskjellig fra den gamle pastor emeritus'. Naar Pastor Grabow meddelte een eller anden videnskabelig Oplysning, da kom man til at tænke paa en gammel, veltjent Kjældersvend med hvidt Forklæde, der havde været nede efter en støvet Vinflaske, som han nu tørrede af med Ærmet og omstændelig trak op, med et lille muntert Blink i Øjet midt i Alvoren paa Grund af Indholdets Liflighed. – Dr. Fensmarks Maade mindede mere om en moderne Butiksmand: alt paa rede Haand, flot, expedit Betjening – værsaaartig! – stort, rigt Udvalg til at møde vore Dages mangfoldige, forskjelligartede Krav. – Og saa var det jo tillige, som om alle Former opløste sig og blev flydende under Dr. Fensmarks Behandling. Han vred og krængede et Ord, drog Roden ud af det, og lod den indgaa i andre Forbindelser, lod Ordet forvandle sig igjennem alle mulige Sprog efter Regler, der var saa rummelige, saa man ligefrem gispede forat naa deres Begrænsning. – Der var Sprogmænd, som Pastor Grabow kun lejlighedsvis havde nævnt, blot forat omtale deres utrolige »Excesser« – især Bopp; – ja, hér var Bopp en gammel, næsten aflægs Autoritet. Og Karl blev lidt ængstet ved at bemærke den Hjemmevanthed, hvormed ogsaa Hr. Hellum, hans Medstuderende, bevægede sig blandt disse ham næsten ubekjendte Storheder. Han maatte nok til at hænge i, naar han skulde kunne klare sig i dette Selskab.