↩ Karl havde været meget stærkt – maaske lidt pinligt – optaget af at høre Fensmark og Rebekka snakke sammen; Spørgsmaalet om hans Skyld eller Ikke-Skyld var et Øjeblik traadt i Baggrunden i hans Sind, og Heden var tilsyneladende gaaet af det. Han vovede sig derfor til – da Fensmark var borte – at tage Sagen frem for i en Fart at komme til Ende med den. Men det viste sig, at den var spillevende endnu, og kunde bide, saa det havde Klem. Følgende Ræsonnement drog sejrrigt ødelæggende gjennem hans Hjerne: at volde et andet Menneskes Død var i og for sig intet. Det kunde ske ved et rent Uheld, som man sletikke selv var Herre over – man var da juridisk, moralsk og for sin egen Følelse fuldstændig fri for Skyld. Alt kom an paa Sindets Forhold til den dræbende Handling. – Men: nu var det jo ene og alene hans eget Sind, der havde holdt ham fra at bringe Hjælp, før Politibetjentene indtraf. Og hans indre Motiv havde da ikke engang været Frygt, det havde været denne taabelige Forestilling om, at han blot var Tilskuer. Ja, og havde han ikke som Tilskuer været interesseret i det, der foregik; havde han ikke moret sig; havde han ikke moret sig saa godt over Drengenes Livsfare, at han af den Grund – den værste af alle mulige Grunde! – havde undladt at hjælpe. Han syntes endnu, han kunde mærke i Kroppen dette Jo-galere-des-bedre-Ønske, som han kjendte saa godt fra Ildebrande og Folkeopløb og lignende Lejligheder, hvor han virkelig havde været uvedkommende. Han syntes bestemt nu, at han en kort Tid havde følt det samme henne ved Voldgraven, inden det rigtig gik op for ham, at han her sletikke var uvedkommende. – Ja, – men saa var der jo intet videre at forhandle om. Det var jo vel muligt, at han delte denne Skyld med nogle 276 Hundrede Mennesker, men Faktum var jo ligefuldt, at han af Lyst til Sjov – det vil sige: Lyst til at see to Mennesker dø – havde undladt at redde dem.