Knudsen, Jakob Gjæring Afklaring

Naturalisme

G-A. er bl.a. blevet opfattet som udtryk for JKs personlige forhold til naturalismen. Det er velkendt, at han var en beundrer af Holger Drachmann, hvis lyrik for ham stod som »denne Elverlandsfortryllelse, denne Sommernattens og Maaneskinnets Trolddom.« I G.-A. fortælles, hvordan hidtil (god)kendt digtning blev fjern og fattig, da Karl 409 stiftede bekendtskab med »de unge gudløse Digtere«, først og fremmest JP. Jacobsen og Holger Drachmann. »Nej, hvor det var friskt, nyt, vordende –« (G.-A., 206).

Problemstillingen i romanen har imidlertid ikke kun noget at gøre med forholdet mellem gammel og ny litteratur o. 1870-80. Den går længere tilbage i tiden, til romantikken, og træder klart frem i Grundtvigs store digt om »De levendes Land«, som er en af de store menighedssalmer. Da Karl hører den sunget i kirken, føler han, at trods menighedens ynkelige beskaffenhed er Guds rige midt iblandt dem.

Salmens hovedtema er forholdet mellem tid og evighed, altså nøjagtig problemet i G.-A.: Kan man opleve evigheden på tidens betingelser, eller er forudsætningen, at man giver sig Gud i vold?

Romanen har også en tilknytning til romantismen, undertiden kaldet den naturalistiske romantik. Det var netop romantismens hovedskikkelser, en Byron, en Shelley, der stod centralt i Brandes' forelæsninger, som Rebekka påhørte.

I Dr. Fensmark har vi romantismens forførertype. Det er ham, der for alvor får skællene til at falde fra Karls øjne, så han klart fatter det nye budskab, men samtidig udstilles Fensmark som en bedærvet person. Karl taler om »det Uhyre til Fensmark – det eneste levende ved ham er Sanserne«, og Hellum giver ham disse ord med på vejen: »- en moderne Brostens-Gevækst, helt gold, sjælelig naturløs.« Samtidig optræder han som den moderne materialistiske udviklings »Gentleman«, flot, maskulin, overfladisk.

Emile Zolas franske naturalisme mærker man ikke meget til. Zola forholder sig snart videnskabeligt nøgternt, snart lidenskabeligt indigneret til det moderne samfund, som bl.a. præges af determinisme, dekadence og pessimisme. For ikke at tale om det sociale spørgsmål, som i høj grad gjorde sig gældende i perioden.

Det er påfaldende, hvor lidt fortælleren gør ud af modernitetens centrale sted, den moderne storby. Man kan notere, at Karl i »den store kunstige Byverden« kun kender fire ruter: Én, der fører til Hovedbanegården – og videre til den jyske hjemegn, én, der fører til Københavns landlige omegn, én, der fører til teater og universitet, og endelig én, der fører til det fortryllede sted, Kronprinsesse gade 37, hvor Rebekka bor.

Et lille kik ind i industriverdenen får man, når Hellum forfrossen 410 taler om tidens rørelser: »Men alt dette – andet i Tiden, det virker paa mine Lunger ligesom Kulos og Fabrikluft.« Den negativt anskuede Dr. Fensmark opfattes som før nævnt som et moderne fabriksprodukt. Fremmedgørelsen i den moderne verden mærker Karl i et glimt, da han står i mængden og som tilskuer ser ned på søen, hvor drengene er ved at drukne (G.-A., 268).

Ellers omtales storbylivet sjældent. Der er langt til Johs. Jørgensens og Johs. V. Jensens første romaner, hvor provinsstudenterne færdes i storbyens jungle – solo – men med et vagtsomt blik for mængden, som passerer forbi. En storbyanalyse som i Herman Bangs Stuk, 1887, er der slet ikke tale om.

Så ofte Karl kan, rejser han hjem til Holting. Og når han spadserer i Østervoldgade, stryger han byfornemmelsen af sig ved at antage, at han går i havstokken og af klitrækkerne er lukket ude sammen med havet.

Karl ønsker at fragte det, han kalder naturalisme, over i højskolen: »Dernæst vil jeg vise dem meget udførligt, at alt det menneskelige, ogsaa Menneske-Historien, er gjennemvævet af Naturens Love og for saa vidt selv Natur, – og endelig vil jeg prædike for dem Aanden i Naturen, – jeg vil gjøre dem betagne af Naturens mægtige Stemning, hvis jeg blot formaaer det« (G.-A., 395). Et andet sted (G.-A, 382-383), siger Karl: »Jeg mener i det hele, at vi maa krydse os frem mod den kristelige Fuldkommenhed, med store Slag, saa store, at vi faar hele Naturalismen med ombord (...)«.

Disse generelle betragtninger kender man fra andre steder i forfatterskabet. Karl er så at sige bevandret i Jakob Knudsens katekismus, men det kan ikke nægtes, at budskabet her virker blegt, når man f.eks. sammenligner med de barske toner i afhandlingen om »Statskirkelige Forfalskninger i den moderne humane Betragtning af Samfundet« (Livsfilosofi, 1908, s. 24). Her fastslår JK, at naturalisme og kristendom ikke må sammenblandes. I den naturlige verden gør egennytte sig bred, der er ikke træk i samfundsskorstenen, hvis ikke luften strømmer til fra fattigdommens isnende vinter-øde, og det kan være nødvendigt at slå bøllerne ihjel. I øvrigt gør Karl sig til talsmand for, at Stamherren bør slås ihjel som den destruktive delirist, han efter Karls mening er, men dette synspunkt bliver gendrevet med fynd af talerøret Hellum.

411