Knudsen, Jakob Højskolen

Højskolen

Da romanen udkom, gjorde den et stærkt indtryk i højskolekredse. Th. Bredsdorff (1868-1922, fremtrædende højskolemand) anmeldte Gjæring i Højskolebladet, nr. 14, 1902.I sin anmeldelse fremhæver han, at »der er en Del gode Højskolefolk, der ved første Gennemlæsning vil være ikke lidet utilfredse. Enkelte maaske endog forargede«. Dette hænger sammen med, at G.-A. dvæler ved højskolefolkets svingen mellem materialisme og idé. Valhal er snart den strålende borg for tapre krigere, snart ædestedet med galten Særimner i centrum.

Grovæderiet er ikke den eneste af de klassiske synder, som er med til at præge højskolen. Skildringen af Meyer føjer et og andet til. Han fremtræder som en karikatur i ydre (G.-A., 30) og i ord (G.-A., 28) og indvikler sig i betænkelige økonomiske transaktioner. Det ender med, at han står som fallent og forbryder. Paradokset er så, at denne kriminelle opportunist ikke blot har forstået noget centralt i højskolelivet, nemlig at Aandslivet det er et Kraftliv (G.-A., 107), men at han som taler også er organ for Guds ånd og for Folkeånden. Højere magter bruger ham som et vellydende instrument.

Mange almindelige medlemmer af menigheden er ifølge Henriette onde, som børn kan være det. Karl opfatter det på denne måde: »De enkelte forekom ham forenede i et Usselhedens Fællesskab i Madstræb, Selvgodhed, Magtbrynde« – og alligevel er Gud midt iblandt dem. Lærer Madsen, der hænges ud for sit komiske udseende, sin halvdannelse og sin selvglæde, er i virkeligheden mere trofast mod ideen, end Karl har været i sit liv, hvilket Karl erkender med forbløffelse og skamfølelse.

Gennembruddets mænd var stærkt kritiske over for højskolen, f.eks. Edvard Brandes, der kritiserede Grundtvig 9. september 1883, dagen efter hundredårsdagen, og Henrik Pontoppidan, der rundt om i forfatterskabet revser den. I virkeligheden var Jakob Knudsen dog nok dens allerstrengeste kritiker, men samtidig var han eksistentielt bundet til den.

Skal man gøre forholdet mellem brandesianere og grundtvigianere op, finder man både ligheder og forskelle.

Man kan opstille et slags hierarki, der er neutralt over for de ideologiske modsætninger.

412

For Rebekka, Geheimeraaden, Henriette og Wintrup gælder, at de alle er rige og bærer denne byrde med ro i sindet. Rebekka og proprietæren har begge hjemme i det tørre, kølige element, luften. Der er en septembertone over dem. Det samme gælder i øvrigt pastor Grabow, der taler henrevet om Florens: »Hovedsagen er dette: at alt dér er lyst og fast og tørt – ikke sjadsket og udflydende og taaget og mørkt – pfui! – -.« Henriette og Rebekka har begge aristokratisk krumme næser og skuer ned på jævne, materialistisk indstillede mennesker fra et olympisk stade. Rebekka kan umuligt være gift med en student, og hendes næsefløje dirrer let ved ordet slagtermester. Henriette betragter adskillige af menighedens medlemmer som deltagere i et krablende lilleliv, ikke så langt fra Herman Bangs skildringer.

Hellum og Esby er åndeligt fuldt på højde med den første gruppe, men materielt dårligere stillet. Karl er til gengæld formuende, men mangler den første gruppes åndelige sikkerhed. Og selv om han har sans for det tørre og kølige element (han elsker jo både sin fader og Rebekka), hører han selv hjemme i det (lummer)hede. Ordet lummer fører bl.a. tanken hen på luftfugtighed. Vandet er således ofte forbundet med noget negativt. I fjorden skjuler sig dæmoner, Færgekarlen, også kaldet Strømmanden, »Høllet«, dette »lange, aabne Øje paa den store tillukte Isflade«, iagttager ham med et evigt vekslende blik, fuldt af ondskab, og døden fra vand må han erfare gennem fasterens og Kathrines samt de to københavnerdrenges druknedød. Pastor Grabow taler som nævnt med væmmelse om det tågede, udflydende, sjaskede (Norden), og da Dr. Fensmark iværksætter et attentat mod Karls moralske integritet, bruger han vandet som middel. Der er endelig uhygge over billedet af hesten, der har trådt i bløde og kun med nød og næppe kan reddes op. Onkel Jørgen er ligeledes af ånd, men overgearet. Meyer og Madsen er redskaber for ånden, men Meyer stikker dybt i en jætteagtig materialitet, og Madsen reduceres ved at blive skildret som en komisk figur.

Nederst står de for ånd afklædte jætter.

Begge parter udtrykker sig i religiøse vendinger. At grundtvigianerne gør det, er der ikke noget mærkeligt ved, men brandesianerne kan være med på vognen. Rebekka taler om tro, håb og kærlighed – på sanselighedens præmisser. På baggrund af sin lære om det uforglemmelige øjeblik og den frie elskov siger hun, at ingen kan tjene to herrer. Da dr. Fensmark belærer hende om den moderne hedenske 413 lykkelære, lader hun ham vide, at hun er konfirmeret Pastor Grabow taler »næsten i Prædiketone« om enheden i naturen.

Der kan også være ligheder, når det drejer sig om ikke-religiøse udtryk. Da Karl nærmer sig Rebekka, stiger han som Columbus over i »en ny Verden«, og Meyer beskriver højskolens udvikling gennem tiderne som en åndelig Columbusfærd.

Forskellene beror især på, at Georg Brandes er den endnu levende helt, »som havde vovet Livet for en Idee og samlet en Hær om sin Fane«, medens det er alt for længe siden, at grundtvigianernes store åndskæmpe levede. Nu findes der ikke mere helte i højskolen, og hvis man endelig skal nævne en vovehals som onkel Jørgen, er der ingen stil over ham. Tidligere blev det nævnt, at de elementære kræfter hos Rebekka fremtrådte som det tørre og kølige, medens Karl karakteriseredes ved det lummerhede. Mere positivt – set fra Karls standpunkt – kan man sige, at grundtvigianerne ejer varme, medens brandesianerne må nøjes med lysglansen, der ifølge Grundtvig er Helvedes kval.

Den afgørende forskel er, at for Karl – og fortælleren – er kristendommen virkelighed, medens brandesianernes frie tanke er som en svævende drøm.