Knudsen, Jakob Historien

Historien

I romanen møder vi ikke kun kulturkamp, men også politisk historie. Der er tale om såvel fortids- som nutidshistorie.

Børnenes oplevelse af fortidshistorien beror som fremhævet på onkel Jørgens fortælling(er). Hans tilhørere oplever historien, medens han udlægger den.

Oplevelsen er så stærk, at Karl føler sig som deltager i »denne Aandens store, herlige Livsstrøm, som kom helt fra de gamle, gamle Dage, – aa, Gud, de var jo allesammen med derude: baade Valdemar Sejr og Olav Tryggesøn og Grundtvig og han selv og Bjørnson og Henriette og de Andre« (G.-A, 26).

Udlægningen bygger på sondringen mellem jætter og aser. Fra oldtiden og frem til – men ikke med – Holberg hersker ånden, men herefter lægger jættemørket sig tungt over landet. I det 19. århundrede frembringer Grundtvig et nyt gennembrud for ånden. Men i 1864 sker det, som gør »Aaret 1864 til det store, forfærdelige Aar i 414 Verdens Historie: at da viste det sig, at hele Verden var bleven en anden. Alle Steder var det de Onde, det var Jætterne, der havde faaet Magten.«

I timerne, hvor præsten drøfter tingene med børnene, kommer enkelte stumper af virkelighed frem. Kathrine kan huske, da prøjserne kom: »Jeg og saa Inger Johanne stod nede i Jordbærstykket, og saa lige med eet kom der to i lange, graa Kapper og Spidser paa Hjelmene, og saa holdt de Bajonetterne skraat ned for sig -.«

Man føler kontrasten mellem denne lille pålidelige erindring og præstens vision af den løbende strid mellem jætter og aser, kulminerende i den forfærdelige katastrofe i 1864. Også perioden 1865-1871 skildres med as-jætte-terminologien, men herefter afløses myten stort set af konkret samtidshistorie. Vi er i provisorietiden med striden mellem Venstre og Højre, 1877-1885. Der er ikke tale om et stort historisk panorama som hos Pontoppidan, snarere om en fremstilling af de vigtigste begivenheder næsten år for år. Disse spejles så i Holting.

Konflikten mellem Venstre og Højre får indflydelse på sogne- og menighedspolitik. Man har i flere år rumlet med, at en jernbane skulle føres gennem området. Så længe Højre-politikerne lokker med dette, holder Venstrefolkene sig i skindet. I en sådan periode støttes ønsket om en frimenighed kun af de trofaste. Når løfterne ikke holdes, vokser oppositionen, og man støtter præsten. Et eksempel på, hvordan kras materialisme spiller en rolle på egnen.

Henimod slutningen belyses ikke mere den vanhellige alliance mellem Højre- og Venstrepolitikere. Nu gælder det det rivende opgør mellem autoriteterne og onkel Jørgen, som efter sin hustrus død har glemt al menneskefrygt og tordner mod myndighederne. Både han og Karl er rede til at myrde Højres konseilspræsident Estrup.

Jakob Knudsens egen stemme hører man tydeligt i de bidende angreb på præsterne, der skildres som ægte efterkommere af Kierkegaards Ludvig From, som havde så uendelig svært ved at søge Guds rige, fordi han først skulle søge alt muligt andet godt.

Præsternes og mange menighedsmedlemmers kritik og sladder omkring Karls og Henriettes forhold fører tanken hen på Jakob Knudsens oplevelser, da han lod sig skille fra Sophie Plockross og 1896 ægtede Helga Bek, den nittenårige datter af højskoleforstander Jens Bek.

415