Knudsen, Jakob Titel, genre, komposition

Titel, genre, komposition

I kladden til Gjæring arbejder Jakob Knudsen med mulige titler til dobbeltromanen. De vigtigste titeludkast er:

Ud-Hjem

Fædrenes Eje – Børnenes Arv 416 Spredt – Samlet

Spredte Kræfter – Samlet Kraft

Hid og Did – Fremad, Ret Fremad

Splittet – Samlet

Gjæringstid – Afklaret

Stædt mellem Tvende – Valget

Gjæring – Klar Vin

I Afklaring læser man på sidste side (her s. 192): »Paa sidste Blad af Romanen »Gjæring« var nærværende Roman bebudet under Titelen »Afklaret.« – Titelen »Afklaret« har jeg forandret til »Afklaring«, da jeg fandt denne Betegnelse mere passende.«

At samspillet mellem Gjæring og Afklaring er at foretrække for Gjæring og Afklaret turde være indlysende. Måske er der også en betydningsforskel. Afklaret angiver, at dannelsesprocessen er afsluttet, jf. de i det foregående anførte titelforslag, hvor Samlet, Samlet Kraft, Valget, Klar Vin angiver noget definitivt. Afklaring kan angive det samme, men kan også markere, at processen fortsætter, at Karl Wintrup trods egne modsatte tilkendegivelser ikke bliver helt færdig med Rebekka Woltersien (se s. 408).

Ordene Gjæring og Afklaring passer ind i en del af dannelsesromanens struktur: Hjemme vokser helten op i en tryg harmoni. I sin ungdom bliver han Hjemløs, fordi hans ideale krav til tilværelsen skuffes. Hans liv præges af egoisme og passion. Han svigter med andre ord sig selv. Hjemgangen sker, idet han gennem resignation frigør det ideale. Gjæring og Afklaring svarer således til Hjemløs og Hjem.

Bliver der plads til 1. fase, Hjemme? Ja og nej. I Gjæring bor børnene hjemme, og på sin vis lever de i den hjemlige harmoni, som normalt karakteriserer dannelsesromanens 1. fase. De lever i tryg tillid til Gud, hvilket finder sit stærkeste udtryk i oplevelsen af julen. Den overvælder dem med sin »underfulde Blanding af Himmelsk og Jordisk«. Da Karl første gang rammes af virkelig angst (G.-A, 54), føler han fortvivlelse over at skulle »miste Julen«.

Men denne tryghed i forholdet til Gud udelukker ikke, at de til daglig lever i et skærende dualistisk univers, hvis negative element er den truende natur og de åndløse jættemennesker. Karl taler om, »hvilket uoverstigeligt Svælg, hvilken bundløs Afgrund af Skjændsel 417 og Synd, der skilte mellem de Mennesker i Præstegaarden og saa slige Væsener som Gjertrud og Anton« (G.-A., 61).

G.-A. er en dannelsesroman, ikke en udviklingsroman, fordi den lader hovedpersonen vende hjem til en højere orden. Jakob Knudsen er vel en af de sidste danske forfattere, som lader sin hovedperson finde, at det evige er identisk med virkeligheden.

Romanen fremtræder i to dele, hver à 10 kapitler. Margrete Auken fremhæver i Kritik nr. 19, 1971, at de 2 sidste kapitler i Gjæring handler om Karls rejse bort fra onkel Jørgens verden og ind i pastor Grabows, medens de 2 sidste kapitler i Afklaring handler om Karls vej fra Rebekka til Henriette.

Hver del spænder over 7 år.

Karl følges fra sit 13. til sit 28. år.

Forløbet indrammes af Georg Brandes' fremtræden 1871 (G-A., 43) og provisoriet 1885 (G.-A., 384).

Et slut- og højdepunkt i Gjæring er beretningen om den skæbnesvangre nat, da Rebekka kommer for at give sig hen til Karl (G.-A., 179). Kritikeren Harald Nielsen hævder i Moderne Litteratur, 1904, at det er »et stort Spørgsmaal, om denne Hovedscene ikke er lagt paa et for tidligt Tidspunkt, før Læserne har vejet de Kræfter, der strides i Karls Væsen, saa nøje, at de straks kan overskue, hvilken Kamp det er der foregaar, hvilke Kræfter der sejrer, og af hvilken Betydning Sejren er.«

Tvivlen er relevant, men man kan dog sige, at scenen er vigtig, fordi den udløser Karls og Rebekkas reaktioner i Afklaring: Hendes afværgemanøvrer over for Karl, selv om hun stadig tiltrækkes af ham, og hans forsøg på at bryde blokeringen og vinde hende tilbage, samtidig med at de kræfter, som bryder frem i denne scene, bliver stadig stærkere i ham.

To gange finder man lakuner på 3 år. Disse rummer ikke særlige perspektiver som f.eks. de »tomme« tidsrum i Blichers En Landsbydegns Dagbog. JK har skønnet, at læserne ikke ville få meget udbytte af at høre om de 3 golde år, hvor Karl knoklede med landbruget, og de 3 tilsvarende efter bruddet med Rebekka, hvor han puklede med sine studier.

Forfatteren kan være meget omhyggelig med sin forberedelse af et klimaks. Meget tidligt hører man således, at onkel Jørgens ældste 418 datter Kathrine føler en særlig angst for fjorden. Hun siger bl.a., at hun altid synes, at der går noget og hælder og svajer og flytter sig længst ude lige under månen, hvor striben ender. Hendes angst ytrer sig flere gange i det følgende. Hun vil gerne sidde tæt op ad sin moder, og det er da også tæt sammenslyngede, disse to møder døden på fjorden.