Litteraturhistorisk placering
✂ Jakob Knudsen (f. 1858) skulle egentlig være »firserdigter« som Herman Bang (f.1857) og Henrik Pontoppidan (f. 1857), men hans første betydelige værk Cromwell's Datter kom først 1891, medens Bang allerede var ude i 1880 med romanen Haabløse Slægter og Pontoppidan i 1881 med Stækkede Vinger, fulgt af Sandinge Menighed og Landsbybilleder, begge 1883. Cromwell's Datter er væsentlig på grund af den problematik, JK behandler, men hans egentlige gennembrudsværker er Et Gjensyn 1898 og Den gamle Præst 1899.
✂ Både kronologisk og tematisk er JK at placere litteraturhistorisk inden for Den store generation (Sven Møller Kristensens udtryk), hvis medlemmer gjorde sig gældende i de to første tiår af det 20. århundrede. Det er navne som Marie Bregendahl (1867-1940), Knud Hjortø (1869-1931), Johs. V.Jensen (1873-1950), Thøger Larsen (1875-1928), Martin Andersen Nexø (1869-1954) og Jeppe Aakjær (1866-1930).
✂ Disse digtere vendte sig mod den symbolistiske halvfemserlitteratur og øste af almuetradition, grundtvigsk oplysning og moderne naturvidenskabelig holdning. De havde et nært forhold til hjemstavnen, naturen, arbejdet, den jævne livserfaring. I øvrigt havde de naturligvis hver deres særpræg. For JKs vedkommende bestod det i, at kristendommen var levende virkelighed for ham. Fra den fik han sin angst og sit mod.
✂ G.-A. udkom i 1902, altså 11 år efter Cromwell's Datter og 16 år før En gammel Slægt, der udkom posthumt, et år efter forfatterens død. G.-A. står således kronologisk så nogenlunde i centrum af forfatterskabets skønlitterære del og i flere henseender også tematisk. I 1884 skrev JK digtet Haltefanden, som imidlertid først blev trykt i Idé og Erindring 1949. Dets tema er forholdet mellem (natur)hengivelse og kristeligt farvede personlige anfægtelser. Spændingen mellem mystik og individualisme behandles i Cromwell's Datter, og i fortællingen Et Gjensyn får vi den tragiske skildring af Candidat Hammer, som fanges mellem faderens mægtige formynderi og sin viljeløse forelskelse i den livsfarlige Suzette Winsløv. I Den gamle Præst brydes kravet om autoritet, orden, lydighed med trangen til selvhævdelse, til aldeles hensynsløst at være sig selv. Grev Trolle myrder Magnus, der har villet voldtage hans datter, og følger hermed sin dybeste drift, men han betaler den pris, han skylder samfundet, idet han begår selvmord.
422✂ Efter G.-A fulgte en række romaner, hvoraf kan nævnes: Sind 1903, Inger 1906, Fremskridt 1907, Lærer Urup 1909, To Slægter 1910, Rodfæstet 1911 samt Angst 1912 og Mod 1914.I denne suite behandles sociale, psykologiske og religiøse emner af samme art som dem, der drøftes i artikelsamlingen Livsfilosofi 1908. Ofte udtrykker JK sig med barsk programmatisk ensidighed, men der er også tilfælde, hvor digtersindet viser sig større end programmet. Af emner, der allerede behandles eller dog strejfes i G.-A., kan nævnes natur over for intellekt (jf. Hellum over for Fensmark), barndommens betydning (se det meste af Gjæring), kravet om sikkerhed (Karl), faderbinding (påfaldende lidt i G.-A.) og rodfæstethed (proprietær Win trup over for Fensmark).
✂ Til slut et par ord om forholdet mellem G.-A. og Angst – Mod, 1915 kaldet Martin Luther efter hovedpersonen.
✂ Begge romaner er omfangsrige dobbeltromaner, som er bygget op over en modsætning. Ifølge titlerne går de begge fra mørke til lys. Karl Wintrup, der som påvist styres med fast hånd af fortælleren, når fra gæring til afklaring efter dannelsesromanens mønster. Det hævdes, at han overvinder såvel sin angst som sin fristelse, og at han til slut finder jordisk og himmelsk harmoni. For Martin Luther er angsten rå virkelighed, som følger ham hele vejen, angst for, at hans liv skal være ulevet og angst for fortabelse. I slutningen af Angst – Mod kaster Luther en blå sten, der er fuld af minder for ham, i slaggedyngen, medens han fremsætter dette ønske: »Naar nu jeg er død, gid saa al min Synd og Sorg og Særlighed kunde blive henne paa samme Maade, saa at ingen kunde kjende mig og ingen kunde finde mig uden den Herre Kristus alene – – indtil han vil give mig det tilbage igjen i en forklaret Skikkelse. – –«
✂ Noget ejendommeligt ved G.-A. er da dens lette, optimistiske atmosfære. Vel er der angstsekvenser i G.-A., men angsten overvindes. Fortælleren arbejder romanen igennem på at begrunde slutningens optimistiske problemløsning, og da vi når slutningen, ser det i sandhed lyst ud for Karl. Her er ingen synd og sorg og særlighed, der skal blive henne i Vor Herre Jesus Kristus.
✂ Diskussionen går så på, om dette er JKs inderste mening i 1902, eller om han – bevidst eller ubevidst – har fortrængt noget af det konfliktstof, som findes i forfatterskabet både før og efter G.-A.
423