Indhold
-
Frygt og Bæven
- Tre opbyggelige Taler
-
Sygdommen til Døden
- Første Afsnit Sygdommen til Døden er Fortvivlelse
- A. At Fortvivlelse er Sygdommen til
Døden
- A. Fortvivlelse er en Sygdom i Aanden, i Selvet, og kan saaledes være et Tredobbelt: fortvivlet ikke at være sig bevidst at have et Selv (uegentlig Fortvivlelse); fortvivlet ikke at ville være sig selv; fortvivlet at ville være sig selv
- B. Fortvivlelses Mulighed og Virkelighed
- C. Fortvivlelse er: »Sygdommen til Døden«
- B. Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Almindelighed
- C. Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Skikkelser
- Fortvivlelsens Skikkelser maae...
- A. Fortvivlelse betragtet saaledes, at der ikke reflekteres paa, om den er bevidst eller ikke, saa der altsaa blot reflekteres paa Synthesens Momenter.
- B. Fortvivlelse seet under
Bestemmelsen: Bevidsthed
- Bevidsthedens Grad er i Stigen...
- a. Den Fortvivlelse, som er uvidende om, at den er Fortvivlelse, eller den Fortvivlede Uvidenhed om at have et Selv og et evigt Selv
- b. Den Fortvivlelse, som er sig bevidst at være Fortvivlelse, som altsaa er sig bevidst at have et Selv, hvori der dog er noget Evigt, og nu enten fortvivlet ikke vil være sig selv, eller fortvivlet vil være sig selv
- Ypperstepræsten - Tolderen - Synderinden
- Efterskrift og noter
- Udgavens noter giver løbende f...
- Efterskrift
- 1. At læse Frygt og Bæven
- 2. Tro og frihed
- 3. Abraham alene i verden
- 4. At få Isak igen
- 5. De pseudonyme skrifter og talerne i eget navn
- 6. At læse Sygdommen til Døden
- 7. Det ubevidste
- 8. Mellem himmel og jord
- 9. Kierkegaard mellem fortid og fremtid
- 10. Manuskripter og tekstkritik
- 11. Litteraturliste
- 12. Tillæg Ny »Frygt og Bæven«
- Noter
- Indhold
Alle forekomster
↩ See, der er i det Foregaaende fremstillet den Form af Fortvivlelse: at fortvivle over det Jordiske eller noget Jordisk saaledes forstaaet, at dette i Grunden er, ogsaa viser sig at være, at fortvivle om det Evige, d.v.s. ikke at ville lade sig trøste af og helbrede ved det Evige, at anslaae det Jordiske saa høit, at det Evige ingen Trøst kan være. Men det er ogsaa en Form af Fortvivlelse, det ikke at ville haabe paa Muligheden af, at en jordisk Nød, et timeligt Kors kan hæves. Det vil nu denne Fortvivlede, der fortvivlet vil være sig selv, ikke. Har han forvisset sig om, at denne Pæl i Kjødet (hvad enten det nu virkelig er saa, eller hans Lidenskab gjør at det er ham saa) nager saa dybt, at han ikke kan abstrahere fra den*, saa vil han evigt ligesom overtage den. Han forarges saa paa den, eller rettere, han tager af den Anledningtil at