Kierkegaard, Søren Frygt og bæven

✂

1. At læse Frygt og Bæven

✂ Frygt og Bæven er en intens, eksistentiel nærlæsning af fortællingen om Abrahams ofring af Isak. Men denne nærlæsning fører ikke umiddelbart til, at fortællingen bliver mere forståelig, tværtimod åbner den for større og større afgrunde i fortællingen, og forståelsen må hurtigt se sin uundgåelige undergang i øjnene og koncentrere sig om den rent defensive opgave at forstå, hvor uforståelig fortællingen er. Det er da heller ikke generelt S.K.s ærinde at øge menneskers umiddelbare forståelse, men derimod (på bedste sokratiske vis) at undergrave den forståelse, som de tror de har, ud fra en fundamental opfattelse af at mennesker flygter fra frihed og angst og sandhed ved at lukke sig inde i en begrænsende forståelses »illusoriske Tryghed og Ro« (Sygdommen til Døden 184). Ved lidenskabeligt og utålmodigt, med en karakteristisk kombination af knivskarp analyse og digterisk sus, at læse sig ind i alt det, der ikke står i Det gamle Testamentes nøgterne og kortfattede fremstilling, fylder S.K. den tålmodige og næsten fredelige tekst med højspænding: fortællingen udvikler sig for øjnene af læseren til en påtrængende gåde, der momentvis, i uhyggelige glimt, også er en gyser, hvor mord og vanvid lurer. S.K. saboterer bevidst den nemme og bekvemme læsning, hvor man kan »ryge sin Pibe (...) og (...) strække Benene mageligt ud fra sig« (30). Målet er at gøre læseren »søvnløs« (smst.)

✂ Frygt og Bæven er i sig selv skrevet på en måde, der absolut ikke gør det nemt for læseren. Hirsch 1933 skriver, at bogen er: »die schwierigste Schrift Kierkegaards, in der er mehr als in jeder andern zur Verwirrung des Lesers getan hat« (635, K.s vanskeligste skrift, i hvilket han har gjort mere for at forvirre læseren end i noget andet skrift). Dette skyldes den hensigt i bogen, at den logiske, fornuftmæssige forståelse skal slås i stykker af den lidenskabelige, absurde tro. Bogen er altså i den forstand bevidst og demonstrativt aggressiv, bortset selvfølgelig fra at den læser, der har den rette tro og derfor læser bogen med hjertet, kan føle sig yderst venligt modtaget. Allerede før første side markeres bogens utilnærmelighed. Forfatteren gemmer sig bag en maske af tavshed (jf. pseudonymet de silentio), ikke for at 314 skjule sin identitet, men for at markere at meningen med denne bog ikke vil være indlysende. Tilsvarende omtales i mottoet et gådefuldt budskab, som ikke enhver forstår. Bogen vil ikke lade sig forstå på almindelige, »fornuftige« betingelser, men åbner sig kun for den læser, der personligt, lidenskabeligt vil leve med i »Lidenskabens Slutninger« (92). Ifølge S.K. kan fortællingen om Abraham og Isak da også kun forstås af den, der vil forstå den som personlig virkelighed, som »Nærværende« (32), men ikke af den, der lægger »Aartusinder mellem sig og Tilværelsens Rystelser« (60). Bogen fordømmer voldsomt den læser, der mener, at det gør fortællingen beroligende og forståelig, at den endte godt, og som derfor ikke ser nogen grund til at interessere sig for eller leve med i, hvad der skete undervejs: »Angsten, Nøden, Paradoxet vil man ikke vide Noget af Udfaldet lefler man æsthetisk med (...) ingen Tempelraner (er) saa nedrig en Forbryder, som den, der saaledes plyndrer det Hellige« (61).

✂ Som Gud fristede Abraham til at opgive troen, således frister Frygt og Bæven bevidst sin læser til at forkorte sine lidelser og lukke bogen. Dette er en konsekvent følge af, at det er en væsentlig strategi i bogen at trække læseren med ind i Abrahams historie, at gøre Abrahams problemer til læserens. På den anden side vil bogen også gerne være interessant og lokke og drage læseren med spænding og gåder, frække provokationer og forførende lyrisk retorik. Denne dobbelthed i Frygt og Bævens strategi over for læseren er en afspejling af den dobbelthed hos S.K. i forholdet til troen, at nok fremhæves overalt troens dårskab og fornuftens nødvendige undergang: troen fremmedgøres (og dette er det markanteste i Frygt og Bæven), men samtidig gøres troen dragende: dens uudgrundelige paradokser, dens mystik, dens drømmende glæde bliver hjertets og lidenskabens indlysende og selvfølgelige mål.

✂

2. Tro og frihed

✂ S.K.s generelle opgør med fornuften er på et konkret historisk plan et opgør med den markante strømning i tidens filosofi og teologi, der arbejdede i forlængelse af den tyske filosof G.W.F. Hegel. S.K.s kritik fremføres overvejende på en vrængende, latterliggørende måde; der sker som regel ikke nogen egentlig diskussion af de hegelianske synspunkter, men de udstilles og udleveres til den indforståede 315 læsers hånlige latter. F.eks. fremstilles den hegelianske teologis fornuftsægteskab med filosofien som regulær prostitution: »Theologien sidder sminket ved Vinduet og beiler til dens Gunst, falbyder sin Deilighed til Philosophien« (Frygt og Bæven 34). S.K. protesterer mod en udvikling, hvor man trækker troen ned på jorden ved at gøre den fornuftig og samtidig gør mennesket eller det almene til Gud, hvorved Han bliver usynlig og overflødig. Den egentlige, seriøse diskussion med de hegelianske synspunkter foregår ved, at S.K. indtrængende fremfører sine egne synspunkter, der så udelukker de andre. Modsætningen mellem de to opfattelser kan skematisk markeres således:

• abstrakt/logisk
• objektivitet
• videnskab
• harmoni
• mediation/fornuft
• det almene
• determinisme
• refleksion
• filosofi
• konkret/eksistentielt
• subjektivitet
• lidenskab
• konflikt
• paradoks
• den enkelte
• frihed/spring/valg
• handlen
• tro

✂ Hvis man læser dette skema således, at ethvert begreb hos S.K. er udløst som automatisk protest mod det modsatte, så kan skemaet opfattes som udtryk for, at der er noget mekanisk, tvangsmæssigt ved S.K.s oprør: at en urolig og selvstændig ånd spræller hysterisk, som en fisk i Systemets net, dvs. at enhver form for system og harmoni automatisk vil udløse oprør og konflikt Der er nok noget om, at forfatterskabets temperament er mest til drama, at dets liv er »Aandens kraftige Uro og Hjertets dybe Utaalmodighed« (Tre opbyggelige Taler, 1843, 132), og at det i sin rastløse åndelige frihedstrang må reagere klaustrofobisk på enhver »omfavnende« fornuft som på en farlig fælde. Langt vigtigere er det imidlertid, at forfatterskabet i sin søgen efter sandhed må være kritisk over for ethvert forsøg på at etablere bekvemme og illusoriske forståelser, der mere udspringer af kærlighed til det enkle, beroligende og selvbekræftende (og af angst for det modsatte) end af kærlighed til sandheden. Som Kresten Nordentoft skriver: »Kierkegaard anskuer Hegels filosofi psykologisk som en forsvarsmekanisme 316 i sytten bind, rettet mod den »Jordlivets Uvished« (VII 74), der er det negative udtryk for skabergudens usynlighed, fordi det evige for det endelige menneske kun viser sig i en negativ, svigefuld, uverificerbar, flertydig, indirekte skikkelse« (Nordentoft 1972 197).

✂ Men søger nu ikke også S.K. havn til sidst? Forfatterskabet peger på troen som den store forsoning, men peger samtidig på de store vanskeligheder ved at komme frem til denne tro: at mennesket må overgive sig »betingelsesløst«, dvs. ufornuftigt, absurd, troende til Gud. Så hvis man siger, at troen hos S.K. er en smuk drøm og en frelsende illusion, så har han selv gjort alt for at vise, hvor »urealistisk« troen er i den forstand, at den kræver, at man fjerner sig uendeligt fra almindelige menneskelige forestillinger: troen er ikke et selvbekræftende, beroligende spejl, men den indebærer, at mennesker hengiver sig til ydmyghed og usikkerhed Jo »fornuftigere« en betragtning man anlægger, jo større bliver afgrunden mellem mennesker og Gud, Han fortoner sig mere og mere i det fjerne, og en almindelig, traditionel tro er allerede kun: »Troens fjerneste Mulighed, der yderst i Synskredsen ahner sin Gjenstand, dog adskilt fra den ved et svælgende Dyb, indenfor hvilket Fortvivlelsen driver sit Spil« (Frygt og Bæven 23). Den menneskelige forstand må acceptere sin egen undergang, for at mennesket kan komme over den afgrund, der adskiller det fra Gud: »at troe er just at tabe Forstanden for at vinde Gud« (Sygdommen til Døden 195). Jf Philosophiske Smuler: »Men denne Forstandens Undergang er det jo ogsaa Paradoxet vil« (SV IV 241). Det er som altid hos S.K. lidenskaben, der »driver værket«, og den lidenskabelige del af forstanden drages mod afgrunden: konfronteret med paradokset »mærker (forstanden), at det nok bliver dens Undergang. Forsaavidt har da Forstanden meget at indvende mod det, og dog, paa den anden Side vil jo Forstanden i sin paradoxe Lidenskab sin egen Undergang (...) Selvkjærligheden ligger til Grund i Kjærligheden, men dens paradoxe Lidenskab vil paa det Høieste netop sin egen Undergang« (smst.), »enhver Lidenskabs høieste Potens er altid at ville sin egen Undergang« (SV IV 230).

✂ Opgøret med fornuften er hos S.K. parallelt med opgøret med de andre. At blive sig selv, en enkelt, er for S.K. ensbetydende med at forkaste den fælles forståelse med de andre. Det er S.K.S påstand, at mennesker flygter fra frihed og angst og sandhed og dermed flygter fra at være alene med sig selv og Gud, ved at klamre sig til en 317 illusorisk tryghed i fællesskabet med de andre, hvor man bruger hinanden til at fa sig selv bekræftet som »rigtig« og give sig selv »identitet«. Et sted i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift står der: »Som man i Ørkenen maa reise i store Caravaner af Frygt for Røvere og vilde Dyr, saaledes har Individerne nu en Gru for Existentsen, fordi den er gudforladt, kun i store Drifter [dvs. flokke] vove de at leve, og klamre sig sammen en masse for dog at være Noget« (SV VII 345).

✂

3. Abraham alene i verden

✂ Abraham må netop forkaste den fælles forståelse med de andre, idet han af Gud bliver kaldt ud af »karavanen« og nu må klare sig på egen hånd Den tyske filosof Immanuel Kant, hos hvem Gud bliver identisk med og så at sige forsvinder i den almengyldige morallov, mener karakteristisk, at det næppe kan have været Gud, der talte til Abraham. Kant skriver:

✂ Abraham hätte auf diese vermeinte göttliche Stimme antworten müssen: »Dass ich meinen guten Sohn nicht tödten solle, ist ganz gewiss; dass aber du, der du mir erscheinst, Gott sei, davon bin ich nicht gewiss und kann es auch nicht werden«, wenn sie auch vom (sichtbaren) Himmel herabschallte (Abraham skulle have svaret denne formodede guddommelige stemme: »Det er helt sikkert, at jeg ikke bør slå min gode søn ihjel; men at du, der taler til mig, er Gud, det er jeg ikke sikker på og kan heller ikke blive det«, om den så rungede ned fra himlen (den synlige)) (Kants Werke, VII, Berlin 1907, s.63).

✂ Hermed bekræftes det synspunkt hos S.K., at Abraham fra en konsekvent etisk opfattelse må »udvises som en Morder« (53). Kant ser sagen fra menneskers synsvinkel, og set herfra er den klar, og det er næppe muligt at mene andet. Hvor skulle han ellers se den fra? Det er Frygt og Bæven´s ærinde at gøre opmærksom på en anden mulighed: at se det hele fra Guds eller troens eller paradoksets synsvinkel. Og set herfra forvandles det menneskelige mareridt til guddommelig nåde og frelse: Abraham er hverken morder eller sindssyg, men »en ledende Stjerne, der frelser den Ængstede« (24). Troen bliver en frelsende 318 frigørelse fra bindingen til begrænsende menneskelige forestillinger. Men Abraham må ikke bare forlade de andre, men også gå mod sig selv, sin kærlighed til sin søn og sin menneskelige forstand, for at nå frem til Gud.

✂ For at løfte fortællingen op på dette svimlende niveau må man naturligvis opfatte Abraham i S.K.s (og Det nye Testamentes) ånd. Ser man fortællingen på Det gamle Testamentes egne betingelser, spiller begrebet tro ikke nogen fremtrædende rolle, og fortællingen handler nok mere om, at Abraham blindt og trofast adlyder »His Master's Voice«, fordi han »frygter Gud« (1. Mos. 22,12), end den handler om grænsesprængende tro. Her falder også Kants problem bort, fordi fortællingen mister ethvert etisk aspekt, når vi kommer derud »hvor De Ti Bud ikke gælder«, og hvor Gud direkte og personligt giver sig tilkende og griber styrende ind i den enkeltes liv, så det ikke bliver et spørgsmål om at tro, men om at adlyde (man spørger jo heller ikke, om man tror på en hersker, men man frygter ham, fordi hans magt er åbenbar). S.K. må altså i sin fortolkning fylde denne tålmodige, gamle tekst med en moderne uro og lidenskab. Og det gør han så overbevisende, at man føler, at man har »en billig tankegang og et indtørret hjerte« (for at låne en formulering fra Vladimir Nabokovs roman Ada), hvis man kommer til at tænke, at Abraham var prøvet i prøvelser, at han så at sige »kendte turen«, og at hans lange træning må have gjort ham særdeles tålmodig over for Guds »drillerier«: havde Abraham ikke, stillet over for den største udfordring i sin lange karriere som prøvet, gode grunde til at tro, at det nok også gik godt denne gang, selv om det så sort ud lige i øjeblikket?

✂ I Frygt og Bæven står Abraham over for en afgrund af meningsløshed: »Saa var da Alt forspildt, forfærdeligere end om det aldrig var skeet! Saa drev Herren da kun sin Spot med Abraham! Vidunderligt gjorde han det Urimelige virkeligt, nu vilde han atter see det tilintetgjort« (22). I Det gamle Testamentes fremstilling er det hele så hurtigt overstået, at det er nemt at læse hen over afgrunden: »Man bestiger en bevinget Hest, i samme Nu er man paa Morijabjerget, i samme Nu seer man Væderen« (50-51). Her tvinger S.K. læseren til at standse op og give sig tid, og samtidig med at uforståeligheden derved vokser ud af selve fortællingen, gøres den for læseren fysisk nærværende, ved at den fyldes med konkret virkelighed: Abraham »reed paa et Æsel, der gaaer langsomt hen ad Veien« (51). S.K. stiller et 319 medmenneske i en genkendelig situation op for øjnene af os: »han stod der, den gamle Mand med sit eneste Haab!« (24). Som forståelige kontraster til det uforståelige anføres ofte, hvordan Abraham menneskeligt forståeligt kunne have reageret: f.eks. kunne han have været »ængstelig« (24) og »raadvild« (25). Man kan altså sige, at det, at Abraham gøres nærværende og nutidig, er ensbetydende med, at han gøres uforståelig, at han fremmedgøres. S.K. nøjes heller ikke med at sammenligne Abraham med en mere forståelig tragisk helt som Agamemnon, men han tydeliggør det uforståelige ved at omdigte Agamemnon til en Abraham: »Hvis derimod Agamemnon, medens en gunstig Vind fører Flaaden for fulde Segl til sit Maal, vilde have afsendt hiint Bud, der hentede Iphigenia, for at offre hende (...)« (56). Når S.K. river Abraham ned fra den piedestal, hvor historien respektfuldt har placeret ham som »Troens Fader«, og placerer ham som et menneske iblandt os, så sker dette, for at vi kan forstå, hvor stor han er, når man ser ham i virkeligheden, ligesom det tilsvarende kritiseres, at man »tankeløst og leflende« (62) har opfattet Jomfru Maria som »en Dame, der sidder paa Stads og leger med et Gudebarn« (62).

✂ Man kunne måske umiddelbart mene, at Abraham, stillet over for afgrunden, ud fra en menneskelig synsvinkel, ud fra menneskelige forestillinger om hvad der er muligt, dvs. idet han »reflekterer paa sig selv« (37), må resignere. Frygt og Bæven fremstiller det som en klog filosofisk holdning til tilværelsen, hvis karakter af tro bogen helst vil benægte, at man er rede til at resignere, dvs. at man stillet over for et konkret eksempel på »Livets Rædsel« (49) så at sige kan kaste sin kærlighed ud af verden og op på Gud, hvorved man bliver sig »selv klar i (sin) evige Gyldighed« (46). Denne filosofi bygger på en overbevisning om, at »Gud er Kjærlighed« (35), men er det udenfor denne verden. Når der således i forbindelse med en konkret resignation tales om at »samle hele sin Sjæl i eet eneste Blik mod den Himmel, fra hvilken al god Gave kommer« (48), så er der altså tale om gaver, der kun i uendelig abstrakt forstand kan siges at nå frem til denne jord som en mulig erkendelse af, at der er en kærlig Gud uden for verden (som hverken har nogen direkte del i den foreliggende elendighed eller kan tilbyde nogen egentlig hjælp). I de konkrete offerhistorier lægges vægten på det smertelige og umenneskelige ved resignationen. Kun én mulig konkret resignation fremstilles som endnu frygteligere end kærlighedens (jordiske) afbrydelse. Den, der kan resignere, 320 siger om sig selv: »jeg kan finde mig i Alt, selv om hiin rædsomme Dæmon, forfærdeligere end Knokkelmanden, der forskrækker Menneskene, selv om Vanvidet holdt Narredragten op for mit Øie, og jeg forstod dens Mine, at det var mig, der skulde iføre mig den, jeg kan endnu frelse min Sjæl, dersom det ellers er mig mere om at gjøre, at min Kjærlighed til Gud seirer i mig, end min jordiske Lykke« (48). Tilsvarende nævnes i en sammenfattende passage som eneste konkrete eksempel på »Livets Rædsel« vanviddets risiko: de »besynderlige Tanker« (49) om at ødelægge sig selv og andre.

✂ Som Frygt og Bæven selv ville sige: Men nu Abraham, hvorledes handlede han? I Abrahams konkrete situation er resignationen uløseligt forbundet med troen, fordi resignationen her indebærer den aktive handling at slå Isak ihjel, uden at handle i forståelse med det almene. Når det således hedder, at Abraham »gjør Resignationens uendelige Bevægelse, og opgiver Isaak« (105), så markeres denne resignation i den umiddelbare fortsættelse som uforståelig: »dette kan Ingen forstaae, fordi det er et privat Foretagende« (smst). Resignationen forbindes altså her med den uforståelige tro, der gør den enkelte højere end det almene. Abraham må tro, at Gud virkelig kræver dette offer af ham, og han må samtidig tro, at Gud er god og vil holde sine løfter med hensyn til Isak, således at offeret alligevel ikke vil blive krævet. At Gud forlanger Isak ofret, er sådan set lige så absurd som det modsatte: at Han alligevel ikke gør det. Ud fra troens eller paradoksets synsvinkel, ud fra menneskeligt set absurde forestillinger om hvad der er muligt for Gud, dvs. idet han »reflekterer paa Gud« (37), tror Abraham. Der vil i det hele taget være forskel på, om man resignerer som troende og dermed tror, at Gud står lige bag denne rædsel, eller om man resignerer uden tro og blot har en abstrakt forestilling om Gud.

✂ Abrahams tro er altså ikke en tro, hvor man glad gennemskuer det negative som en gennemsigtig illusion, bag hvilken man tydeligt ser Guds milde og gode ansigt, men det er en tro, hvor det negative er lige så virkeligt og tungtvejende som det positive. Den uendelige storhed i Abrahams betingelsesløse overgivelse og hengivelse til Gud kan i Frygt og Bæven måles på, at bogen netop fremhæver Guds urimelighed og dermed det berettigede i en kontant, gammeltestamentlig strid med Gud Berettigelsen af en sådan strid på grund af Guds 321 urimelighed fremgår da også tydeligt af Gjentagelsen, der udkom samme dag som Frygt og Bæven:

✂ Job! Job! O! Job! Sagde Du virkelig ikke Andet end disse skjønne Ord: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet? Sagde Du ikke mere? (...) Da hele Tilværelsen styrtede sammen over Dig og laae som Potteskaar omkring Dig, havde Du da strax den overmenneskelige Fatning, havde Du strax Kjærlighedens Fortolkning, Tillidens og Troens Frimodighed? (...) Nei (...) Du sveg ikke Menneskene, da Alt brast - da blev Du den Lidendes Mund, og den Sønderknustes Raab, og den Ængstedes Skrig, og en Lindring for alle dem, der forstummede i Qvaler, et trofast Vidne om al den Nød og Sønderrivelse, der kan boe i et Hjerte, en usvigelig Talsmand, der vovede at klage »i Sjælens Bitterhed« og at stride med Gud Hvorfor skjuler man dette? (...) Eller er maaskee Gudsfrygten i vor Tid saa stor, at den Sørgende ikke behøver det, hvad der var Skik i hine gamle Dage? Tør man maaskee ikke klage for Gud? Er da Gudsfrygten bleven større eller Frygten og Feigheden? (SF III 258-59).

✂ Fremtrædende Kierkegaard-forskere som Hirsch og Sløk betoner, at Frygt og Bæven handler om skyld og anger og om tilgivelse i kraft af den absurde tro og dermed i kraft af Guds nåde. Hermed må de udnævne Havmanden til bogens hovedperson og se bort fra det væsentligste aspekt i bogen, nemlig det brændende spørgsmål om hvordan det er muligt at elske og dermed tro på Gud, når Han påfører os ulykker, som vi ikke selv har nogen skyld i. I Gjentagelsen fremhæves da netop også, at det store ved Job er, at han nægter at acceptere den forklaring på de ulykker, som rammer ham, at han selv på en eller anden måde skulle have gjort sig skyldig: »Han paastaaer at være i god Forstaaelse med Herren, han veed sig uskyldig og reen i sit inderste Hjerte, hvor han tillige veed det med Herren, og dog modbeviser hele Tilværelsen ham« (SV III 269). Som Peter P. Rohde skriver, kan man komme uden for det almene »enten ved en gudsdom eller ved skyld, synd« (i den anførte udgave V 269), Erkendelsen af, at lidelsen (eller prøvelsen, fristelsen) kommer fra Gud, er afgørende. I Fire opbyggelige Taler, 1843, står der i en tale, der handler om Job: »(...) hans 322 fromme Ord: Herren tog. Job henførte Alt til Herren (...) derfor blev han i Tabet i Forstaaelse med Herren, bevarede i Tabet Herrens Fortrolighed; han saae Herren og derfor saae han ikke Fortvivlelsen. Eller seer Den alene Guds Haand, der seer, at han giver, eller ikke ogsaa Den, der seer, at han tager? (...) Men Den, der seer Gud, han haver overvundet Verden« (SV IV 21).

✂ Når S.K. fremhæver Guds urimelighed, så sker dette for at »skrue troens pris i vejret«; S.K. uddyber bevidst afgrunden mellem Guds kærlighed og menneskers lidelser, for at troen kan fremstå som en så meget mere imponerende brobygning over afgrunden:

✂ I Lidelser og Anfægtelser er der virkelig saadanne Combinationer, hvor, menneskeligt talt, Tanken om Gud og om at han alligevel er Kjerlighed, gjør Lidelsen langt mere anstrenget. Her gjælder det at Troen prøves, at Kjerligheden forsøges, om man virkelig elsker Gud, virkelig ikke kan undvære ham (...) Enten piner nemlig det, at Gud den Almægtige, som saa let kan hjælpe, at han lader En hjælpeløs; eller, det piner En, denne Korsfæstelse af sin Forstand, at Gud alligevel er Kjerlighed, at det er et Gode, der vederfares En (...) Slipper Du ikke Gud, ender det dog med, at Du saligt samstemmer med Gud i, at denne Lidelse var en Velgjerning. Thi Ret vil Gud have, ubetinget; o, men Salighedens Høieste er just ogsaa, jo mere ubetinget Gud faaer og gives Ret just i hvad der, menneskeligt talt, syntes at være næsten som en Indvending mod ham. Gud vil ubetinget troes; men Han, den Uendelige, kan ikke Andet end skrue Troens Priis uendelig op. O, men saligt, at troe; saligere i samme Grad, som Prisen bliver høiere (Pap. X l A 478).

✂

4. At få Isak igen

✂ Et sted i Frygt og Bæven står der: »Timeligheden, Endeligheden er det, hvorom Alt dreier sig« (48). Og således er det jo tilsyneladende også i Frygt og Bæven, hvor troens håndgribelige resultater fremstår som bogstavelige flyttede bjerge (jf 48) i deres tungtvejende og uomgængelige fysiske virkelighed. Det anførte citat står som konklusion på en passage, hvor S.K. forestiller sig, at hvis den rige yngling fra Matt. 19 havde givet sine penge bort, så kunne han have faet dem igen i kraft 323 af troen. Dette eksempel er en logisk konsekvens af bogens model: det, at han giver sine penge bort, er egentlig uinteressant, det er jo kun resignation (jf. note til »Ved Troen« s. 20 om kærlighedens degradering), det interessante er, at han kunne få dem igen i kraft af troen. På den anden side omtaler Frygt og Bæven kravet i Luk. 14,26 om at hade sin fader og moder som noget, der i sig selv er »et Paradox« (70), dvs. troen er her alene forbundet med et krav om at ofre i modstrid med det etiske, et krav om at tro at Gud i sin kærlighed kræver dette offer. Det gælder altså også her, at så snart et offer er i konflikt med almene hensyn og ikke kan gøres forståeligt for de andre, kræver det tro og er dermed noget andet end den almindelige resignation.

✂ I Tre opbyggelige Taler, 1843, som er skrevet umiddelbart efter Frygt og Bæven, betones overalt det »indvortes« forhold til Gud som det væsentlige og denne verden som det uvæsentlige: »Da blev han lidt efter lidt lettere og lettere, han afkastede efterhaanden de verdslige Ønskers jordiske Tyngde, og hvilede med Vidnesbyrdet i Gud, salig ved Haabet, som han havde vundet (...) Om han da end tabte Alt, saa vandt han dog Alt, og Abraham eiede kun en Begravelse i Canaan, og dog var han Guds Udvalgte« (154-55). Det er karakteristisk, at Guds mange gaver til Abraham her bliver sammenfattet i én: graven i det forjættede land, jf 157: »thi den, der troer Gud mod Forstanden, han bekræftes i det indvortes Menneske.« Sml. Pap. IV A 143: »Det er det vanskelige af det, at man baade har det gl. og det n: Testamente; thi det gl. har ganske andre Categorier. Thi hvad vilde vel det n: T. sige om en Tro, der mener at skulde faae det rigtig godt i Verden, i det Timelige, istedenfor at opgive dette for at gribe det Evige. Deraf den Ubestandighed i det geistlige Foredrag, alt eftersom det gl. ell. det n: T. er transparent deri.«

✂ Frygt og Bæven's fascination af troens kontante muligheder: på god gammeltestamentlig vis at overvinde det negative, at fa det tabte igen, i kraft af troen, har en samtidig, personlig parallel i S.K.s overvejelser over den brudte forlovelse med Regine Olsen (se note til »Historie-Maleri« Sygdommen til Døden s. 275): »Havde jeg haft Tro, da var jeg bleven hos Regine« (Pap. IV A 107). Når S.K. efter Frygt og Bæven forlader interessen for det gammeltestamentlige, så betyder dette naturligvis ikke, at bogen falder til jorden, da det afgørende ved Abrahams tro ikke er, at han fysisk får Isak igen i denne verden, men det afgørende er strukturen i hans tro - paradokset: at Gud er kærlighed 324 i denne verden, selv om det ikke ser sådan ud At det er denne struktur, det hele drejer sig om, har S.K. også angivet i en senere omdigtning af fortællingen om Abraham og Isak, hvor Abraham først faar Isak igen i evigheden, og hvor dette nu bestemmes som det sande i kristen forstand Her siger Gud til Abraham: »havde Du faaet Isaak for dette Liv, (var) det med Evigheden (...) ikke blevet Dig tydeligt« (Pap. X 5 A 132, optrykt her s. 347). I denne sene tekst opløses de skarpe kontraster fra Frygt og Bæven, og der skabes et uklart, tåget billede, hvor de forskellige elementer glider over i hinanden. Frygt og Bæven indeholder selv en enkelt indirekte markering af det meningsløse ved at bruge troen som tryllestav: rodemesteren »troer (...) fuldt og fast« (40) på et ventende lækkeri, som han dog ikke får.

✂ Med hensyn til den biografiske baggrund for Frygt og Bæven har S.K. selv i de efterladte papirer fremstillet sit forhold til Regine Olsen, så livet kan synes at danne en bevægende baggrund for værket. Men denne baggrund er måske i sig selv mere værk end virkelighed, er måske blot et »drømmestof«, som S.K. har iklædt sin nøgne virkelighed Det er umuligt at afgøre fremstillingens forhold til virkeligheden. Fenger 1976 skriver: »Enhver form for kontrol er udelukket, men alle kan se, at Kierkegaard »erindrer« eller digter over forholdet, og at det er ham magtpåliggende at indsætte den brudte forlovelse i et religiøst perspektiv« (147). Nordentoft 1972 skriver: »Og stadig for at undgå den pinlige erkendelse, af at han er genstand for en attenårig piges medlidenhed, og at dette er det egentlige motiv til at han bryder forlovelsen, rationaliserer han teologisk med det bekendte argument om vielsen som en guddommelig protest (X 5 A 149,8)« (s. 386). Efter Nordentofts fortolkning er der altså en reel biografisk baggrund bag betoningen af Saras ydmyghed: »Hvilken Tro til Gud, at hun ikke i næste Øieblik skulde hade den Mand, hvem hun skyldte Alt!« (96, jf Nordentoft 1972 390-91) og bag den følgende redegørelse for det utålelige ved at blive genstand for medlidenhed Denne redegørelse forekommer, uanset forlovelseshistorien, at være et brud i bogen på grund af sin subjektive, private karakter og på grund af markeringen af en overfølsomhed i forhold til andre, der er i modstrid med det generelle budskab om uafhængighed af andre. Under alle omstændigheder interesserer S.K. sig overalt for at fylde virkelighed med mulighed og for at vende og dreje den samme spinkle virkelighed i så mange mulige fortolkninger, at den megen mulighed kan 325 synes at føde sin egen drømmende virkelighed Fenger citerer udtalelser af S.K.s sekretær, Israel Levin, der forekommer at karakterisere væsentlige tendenser hos den personlighed, som kommer til udtryk i forfatterskabet og papirerne, tendenser som S.K. naturligvis også selv gør direkte opmærksom på (se f.eks. Pap. X 2 A 3 s. 6, X 5 A 146 s. 150):

✂ Han kæmpede for at blive sig selv klar, men han joges af alle mulige Stemninger og var et saadant Stemningsmenneske, at han ofte anførte usande Ting, foregøglende sig, at det var Sandhed (...) Overhovedet levede han i Indbildninger og tomme Reflectioner, som greb enhver Ting, og omsatte den paa alle Maader, besaa den fra alle Sider og reflecterede. Han var aldrig klog paa sig selv, han søgte i sit Tankearbeide Næring for sin uendelige Higen. Forestillingen var ham nok, han »digtede sig ind« i enhver Existens (...) Derfor gav han sig Luft i Drømmerier og poetiske Billeder (...) Det var, som levede han i en Aandeverden (citeret efter Fenger 19 76 s. 22).

✂ Det, der frister mange til at foretage oversættelser af typen: »Abraham« betyder »Søren«, og »Isak« betyder »Regine«, er en illusion om, at de dermed bevæger sig fra et fremmed, uforståeligt sprog til noget mere forståeligt. Illusionen skyldes, at der samtidig foregår en oversættelse af en anden karakter: abstrakte og tågede filosofiske spørgsmål »oversættes« til spørgsmål om konkrete personer, der forekommer mere forståelige, fordi de er mere synlige. Men nu kan man jo ikke forstå et eksistentielt udsagn ved at »forstå«, at det handler om bestemte virkelige personer. Tværtimod forråder man det eksistentielle ved at »afsløre« det som privat. Man kan ikke se Søren og Regine i forfatterskabet, for det handler ikke om dem, men om muligheder. Og når man ustandselig synes, man ser dem, fordi man ikke kan lade være med at kigge efter dem, så er det alligevel ikke dem, men sit eget ansigt, man ser, fordi ens egne forestillinger om dem altid kan finde sit melankolske spejlbillede blandt de mange muligheder. Som der står om digteren i En literair Anmeldelse: »Tausheden, hvormed han slutter af mod sin egen personlige Virkelighed, er netop Betingelsen for at vinde Idealiteten« (SV VIII 106).

326

✂

5. De pseudonyme skrifter og talerne i eget navn

✂ Ligesom S.K.s forfatterskab drages mod det uforståelige og paradoksale, hvad troen angår, og dermed mod frihed, usikkerhed og åbenhed, hvad det enkelte menneskes eksistens angår (jf. afsnittet »Tro og frihed« ovenfor), så drages det overalt mod det mulige, og på alle planer i forfatterskabet leges der ivrigt med muligheder. I det foregående er omtalt Frygt og Bæven's fremhævelse af troens muligheder, af at alt er muligt for Gud, og det er blevet nævnt, at en biografisk baggrund, hvis realitet måske fortaber sig i det skyggeagtige, i forfatterskabet vælder frem i form af generelle muligheder. Derfor er det ikke overraskende, at forfatterskabets foretrukne måde at meddele sig på er konjunktiv, at det indirekte foretrækkes for det direkte.

✂ Når S.K. udgiver boger under pseudonym, så er hensigten ikke den, at han ønsker at skjule sin identitet og i den forstand gemme sig bag pseudonymets maske. Hensigten er derimod den at markere, at han ikke er identisk med den pseudonyme forfatter, dvs. at de i bogen fremsatte meninger og synspunkter ikke nødvendigvis er hans egne. Forholdet svarer altså til forholdet mellem romanforfatteren og den fiktive jeg-fortæller, hvor hensigten jo ofte er, at en kritisk og omhyggelig læser skal afsløre jeg-fortælleren som upålidelig, dvs. finde frem til det implicitte budskab i bogen, der fremkommer ved forfatterens afstandtagen til sin fortæller. Denne afstandtagen behøver ikke være direkte indbygget i bogen, men forholdet kan være det, at forfatteren forudsætter, at enhver »rettænkende« læser af sig selv vil blive ledt til at tage afstand fra denne fortæller, når han lærer ham at kende.

✂ Det er da også ofte hensigten med S.K.s brug af pseudonymer, at læseren bør nå frem til et andet standpunkt end den pseudonyme forfatters. I Frygt og Bæven bør læseren således kunne forstå den gådefulde tro, som Johannes de silentio ikke forstår: Johannes er derved budbringeren, der overbringer et budskab med en skjult mening, som han ikke selv forstår (jf bogens motto), han kan ikke forstå troen på anden måde, end at han kan forstå, at den er absurd, paradoksal, og derfor kan han kun være en tavs budbringer om den tro, der i sig selv er forbundet med tavshed: Abraham »kan ikke tale« (58), og som ikke kan gøres forståelig for andre som almen erfaring. På den anden side er der nok også det aspekt ved S.K.s brug af pseudonymer, at han i 327 den forstand gemmer sig bag pseudonymets maske, at han bruger pseudonymet til at fremsætte synspunkter, som interesserer ham, men som han ikke »officielt« ønsker at stå inde for, at lægge navn til. I Frygt og Bæven gør pseudonymet det muligt for S.K. at fremhæve Guds urimelighed Tilsvarende kan S.K. i Sygdommen til Døden bruge pseudonymet Anti-Climacus til at fremsætte meget strenge kristne synspunkter. Men disse strenge synspunkter mildnes af de efterfølgende og mere »venlige« taler i eget navn, ligesom Frygt og Bæven's kristendom gøres mere forståelig og positiv af »supplerende« taler. Man kan fa indtryk af, at talerne formulerer den sympatiske sandhed, som S.K. moralsk føler sig forpligtet til at gå ind for, mens han så uden for talerne i ly af pseudonymerne leger med mørkere muligheder.

✂ S.K. skelner selv mellem de pseudonyme skrifters indirekte meddelelse og ligefrem meddelelse. I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, som på dette punkt støttes af S.K.s tilføjede »første og sidste Forklaring«, fremgår det, at hensigten med pseudonymerne er at meddele sig indirekte gennem digteriske individualiteters subjektive fremstilling og dermed fremprovokere personlig stillingtagen og tilegnelse i inderlighed. Dette står i modsætning til den objektive, spekulative fremstillings ligefremme meddelelse af viden: »Mellem Aand og Aand er et ligefremt Forhold utænkeligt i Forhold til den væsentlige Sandhed (...) enhver ligefrem Meddelelse i Forhold til Sandheden som Inderlighed er en Misforstaaelse« (SV VII 233, 235). Senere stilles den indirekte meddelelse i modsætning til de opbyggelige talers ligefremme meddelelse, hvis hensigt er at »understøtte« (Pap. VIII 2 B 88 s. 184) den indirekte. Den indirekte meddelelse fremstilles nu også som en forstillelse eller et bedrag, der skal lokke læseren frem mod sandheden.

✂ Sløk 1978 har foreslået, at også »S. Kierkegaard« opfattes som et pseudonym (134). S.K. lader selv både høje og lave pseudonymer (jf note til Sygdommen til Døden s. 163) kritisere talerne: Climacus kritiserer dem i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, og i Sygdommen til Døden hedder det om S.K. selv, at han digter »Gud en lille Smule anderledes end Gud er, lidt mere a la en kjerlig Fader, som altformeget føier Barnets - eneste Ønske« (232).

✂ Der tales med mange forskellige stemmer i dette forfatterskab, og i spørgsmålet om, hvad forfatterskabet mener og ikke mener, er det jo ikke S.K. selv, man skal spørge, fordi en forfatters udsagn om en 328 hensigt i et forfatterskab godt kan være et udsagn om en hensigt, som han faktisk havde, men som ikke findes i forfatterskabet. Man må altså sporge forfatterskabet selv, og stiller man her pedantiske og nøjeregnende sporgsmål og kræver præcise og detaljerede svar, ja så fortjener man næsten de forvirrende svar man får. I stedet må man prøve at lytte sig frem til den ene stemme, som dog taler overalt, og som nok siger en del forskelligt, men som altid taler »paa en inderligere Maade« (SV VII 620), hvad enten den rasende og fortvivlet håner menneskene for deres tåbelighed og hykleri, eller med ubarmhjertig og iskold analyse afslører illusoriske forståelser - eller mildt og trøstende taler om Guds kærlighed, - hvad enten den brutalt vækker os fra en bevidstløs og falsk tryghed i en fælles forståelse med de andre og isolerer os som enkelte, henviser os til »en eensom Vei, trang og steil« (Frygt og Bæven 72), alene med en fjern og uforståelig Gud - eller hvisker til os, at Gud er os nærmere end noget andet Og hermed svarer denne stemmes inderlige budskab selvfølgelig i sin struktur til paradokset, sådan som Abraham oplever det, at Gud ved at fjerne sig fra ham, nærmer ham til sig, eller sådan som det formuleres i Sygdommen til Døden: »Christendommen (...) sætter Synden saa fast som Position, at det nu da synes at blive en fuldkommen Umulighed med at faae den bort igjen - og saa er det netop Christendommen, der, ved Forsoningen, igjen vil skaffe Synden bort saa ganske, at den er som druknet i Havet« (251).

✂ I talerne i eget navn er tonen som sagt mild Troens fundamentale betingelser er naturligvis her de samme som i de pseudonyme skrifter: også her tales der om at tro Gud mod forstanden, også her er Gud ikke blot den, der giver, men også den, der tager (jf de anforte citater i gennemgangen af Frygt og Bæven, og »Ypperstepræsten«... 300: »Troen er mod Forstand«). Men i modsætning til de pseudonyme skrifter betoner talerne den tillidsfuldhed og indforståethed i forholdet til Gud, der overvinder det uforståelige og negative: hvor Gjentagelsen fremhæver Jobs klager, dér fremhæver den opbyggelige tale hans omgående accept i forståelse med Herren, jf. Tre opbyggelige Taler, 1843, s. 158: »Glæde og Sorg, Lykke og Ulykke, Nød og Seier er for ham Gaver; thi ham er Giveren Hovedsagen«, og 141: »da give Du ogsaa Enhver Forvisningen om, at Alt kommer fra Dig, at ikke Glæden river os fra Dig i Lystens Glemsel, at ikke Sorgen sætter Skilsmisse mellem Dig og os«; og hvor Frygt og Bæven fremhæver Guds 329 uforståelighed, dér fremhæver den opbyggelige tale bekræftelsen i: »Troens fulde Forvisning (...) han lærte det Skjønneste af Alt, det Saligste, at Gud elskede ham; thi den Gud prøver, den elsker han« (157). Og selv om forvisning og forklaring også i den opbyggelige tale kan lade vente på sig, så gives der her mulighed for en foreløbig forklaring: »Om han end ikke fandt Forklaringen, han fandt dog den Forklaring: han skulde bie paa Forklaringen« (157). Mens Frygt og Bæven har fremhævet det uforståelige ved, at Gud kan påføre os ulykker, så bliver i den opbyggelige tale modgangen det sted, hvor man møder Gud mere selvfølgeligt og indlysende end i medgangen: »Han havde bedre kunnet forstaae Herren i Ildstøtten, der en enkelt Gang lyste i Natten, men da det blev Dag, kunde han ikke faae Øie paa Skystøtten« (152). Medgangen fører mennesket bort fra Gud, fordi den får det til at stole på sig selv, mens det i modgangen lettere opdager sin afmagt og dermed lettere får øje på Gud Som nævnt degraderer Frygt og Bæven kærligheden til fordel for Abrahams uforståelige tro, men den opbyggelige tale lader til gengæld Abraham optræde som eksempel på, at kærlighed skjuler synders mangfoldighed (129).

✂

6. At læse Sygdommen til Døden

✂ Hvor hensigten hos det underordnede pseudonym Johannes de silentio er at fremmedgøre Gud, at fremhæve Hans uforståelighed i forhold til en menneskelig synsvinkel, så er hensigten hos den overordnede Anti-Climacus den modsatte: at fremmedgøre mennesket for sig selv, at fremhæve dets fortvivlede dunkelhed og uklarhed over sig selv, at fange det i dets selvmodsigende misforståelser af sig selv og at udstille dets hjælpeløshed ved at bade det i et næsten guddommeligt projektørlys, dvs. Anti-Climacus ser så at sige mennesket fra Guds synsvinkel. Grundsynspunktet er det, at mennesket »ikke blot Intet formaaer ved sig selv, men formaaer kun at skade sig selv« (Pap. VIII l A 673). Hvor Johannes de silentio ustandselig rystes, chokeres og lammes i sine forgæves forsøg på at forstå Abraham, så gennemfører Anti-Climacus sine analyser med sikker hånd, og skarpt og klart opløser han alle tilsyneladende uklarheder undervejs. Dog ligner Johannes og Anti-Climacus altså hinanden derved, at de begge fremmedgør det, som man troede, at man forstod, og ligesom Johannes 330 gør opmærksom på de »sorte huller« i fortællingen om Abraham og Isak, så »formørker« også Anti-Climacus sit analyseobjekt, mennesket, ved næsten ubarmhjertigt at påpege dets ubevidste fortvivlelse eller bore i håbløsheden og dybden i dets mere bevidste fortvivlelse.

✂ Når mennesket fremtræder mørkere, jo nærmere det kommer Gud, så hænger dette sammen med dobbeltheden i den udvikling, der fremstilles i Sygdommen til Døden: når bevidstheden om selvet øges, så øges også den fortvivlelse, hvori mennesket bevæger sig væk fra Gud; men dette er samtidig vejen frem mod Gud, fordi mennesket først ved en høj grad af selv-bevidsthed og dermed fortvivlelse kan erkende sin afmagt og åbne sig mod den tro, hvori den førhen fordunklede kan hvile »gjennemsigtigt« (174). Ligesom Gud som sagt i Frygt og Bæven nærmer Abraham til sig ved at fjerne sig fra ham, så nærmes mennesket i Sygdommen til Døden til Gud ved at fjernes fra Ham, hvilket selvfølgelig er en afspejling af paradokset: at Gud gør mennesket til synder for at nærme det til sig.

✂ Hvor det æstetiske pseudonym Johannes de silentio nok konfronterer læseren med en skræmmende uforståelighed, så lokker han som nævnt samtidig læseren med spænding og gåder, og han holder på grund af sin menneskelige synsvinkel så at sige hele tiden læseren i hånden, appellerer til menneskelig identifikation, bl.a. ved den lange række af forståelige og menneskelige modeksempler til Abraham. Modsat støder Anti-Climacus fra sin guddommelige synsvinkel hele tiden læseren fra sig, rækken af konkrete eksempler er hos ham anonyme og blege skygger, forvredne og stivnede i fortvivlelse og forkerthed, og læseren kan næsten opleve, at den ophøjede og utilnærmelige Anti-Climacus alene gennem sin fremstillings strenge, systematiske og abstrakte form skiller mennesket ad i små stykker for med klinisk kulde at konstatere dets elendighed. Men bag det tillukkede ydre gemmer der sig selvfølgelig en inderlig medleven og medfølelse, også dette pseudonym har af sin forfatter lånt sin humor, sin ømhed, sin uforfærdethed, sin frækhed, sin nysgerrighed, sin skødesløshed, sin evne til at undres både over Gud og mennesker og til at se med et åbent blik.

331

✂

7. Det ubevidste

✂ Som en i begge ordets betydninger omvendt Freud gennemskuer Anti-Climacus mennesker, ser gennem dem og ser, at de ikke er herrer i deres eget hus: »Spidsborgerlighed (...) bilder sig selv ind at være Herren, mærker ikke, at den just derved har fanget sig selv til at være Aandløshedens Træl« (198). Anti-Climacus ser, at mennesker styres af noget, der ligger bag deres egen bevidsthed om sig selv. Når de ureflekteret bilder sig ind at være lykkelige, så fortrænger de, at de er fortvivlede, de fortrænger, at deres lykke lever en sæbebobles korte og skrøbelige liv, og at de når som helst kan blive revet ud af deres illusion og blive konfronteret med fortvivlelsen: »det er Fortvivlelsen dens kjereste, dens meest udsøgte Sted at boe: inderst inde i Lykken. Al Umiddelbarhed er trods sin illusoriske Tryghed og Ro Angest« (184). Men når de så fortvivler, fordi lykken brast, så går de ofte lige ind i en ny illusion, nemlig den illusion at de er blevet ramt af skæbnen, og at fortvivlelsen dermed er kommet til dem udefra som en gæst fra et fremmed og hidtil ukendt land: den fortvivlede står så »og peger paa det som ikke er det at fortvivle, forklarende at han er fortvivlet, og imidlertid foregaaer ganske rigtigt Fortvivlelsen bag ved ham, ham uafvidende« (207). De fortvivlede ved ikke, at fortvivlelsen kommer inde fra dem selv, og at den altid har været der, fordi de bag den skrøbelige jordiske lykke var fortvivlede over, at de og deres lykke kun havde døden at se frem til. Fortrængningen af døden er samtidig en fortrængning af den udvikling af selvet, hvor mennesket først bliver bevidst om sig selv og dermed om døden, og dernæst bliver bevidst om Gud og bryder det selv, som kun kan se døden.

✂ Men hvis de mere umiddelbare så bliver klogere og i korte, ulykkelige glimt skimter den sande fortvivlelse, så vil de ifølge Sygdommen til Døden ofte skynde sig at fortrænge eller i hvert fald fordunkle fortvivlelsens sandhed: »Eller han maaskee ved Adspredelser og paa andre Maader, f. Ex. ved Arbeide og Travlhed som AdspredelsesMiddel, søger for sig selv at bevare en Dunkelhed over sin Tilstand, dog saaledes igjen, at dette ikke bliver ham ganske tydeligt, at han gjør det derfor, at han gjør hvad han gjør, for at skaffe Dunkelhed« (204).

✂ I det hele taget styrer mennesker i Sygdommen til Døden bort fra 332 sandheden, søger væk fra det de ved, og tilbage mod den primitive umiddelbarhed, som de kom fra: »Han svinger aldeles bort fra Retningen ind efter, ad hvilken Vei han skulde have været fremad, for i Sandhed at blive et Selv. Det hele Spørgsmaal om Selvet i dybere Forstand bliver en Slags blind Dør i Baggrunden af hans Sjel, indenfor den er der Ingenting« (211). Også når mennesker har en høj grad af bevidsthed om selvet, styrer de ustandselig den forkerte vej, de kan ikke fastholde sandheden ret længe ad gangen, der kan være en kortvarig forståelse: »men snart vilde Lidenskaben igjen see feil, og saa gjør han igjen Svinget forkeert, ind i Fortvivlelsen« (220).

✂ Et afgørende element i Anti-Climacus' analyser er afsløringen af den stolthed og selvhævdelse, der reelt ligger i en fortvivlet fordømmelse af sig selv: hvis man fortvivler over fejl eller svagheder hos sig selv, er det jo reelt udtryk for en forfængelighed, der viser, at man har en forestilling om sig selv som et fejlfrit ideal. Man vil ikke troende ydmyge sig under sin svaghed eller kval, men »holde den ude fra sig« (232), idet man tror, at man derved kan »skille sig af med den« (smst). Den fortvivlede vil ikke indse, at det var: »Stoltheden, der lagde saa uhyre en Vægt paa Svagheden, (det var) fordi han vilde være stolt af sit Selv, at han ikke kunde udholde denne Bevidsthed om Svaghed« (219-20). Man gør reelt sig selv til en gud, når man siger: »»jeg tilgiver mig det aldrig selv« (...) dette skal være Udtrykket for, hvor meget Godt der boer i ham (...) denne Tale er noget nær det Modsatte af bodfærdig Sønderknuselse, der beder Gud om at tilgive« (261-62).

✂ Overalt i Sygdommen til Døden gælder det, at mennesker »ved sig selv (...) formaaer kun at skade sig selv«, og at denne selvødelæggelse forstærkes, jo mere de udvikler deres selv, for skønt de derved kommer Gud nærmere, så kommer de også længere væk fra Ham: »Dog er det kun i een Forstand, i reen dialektisk Forstand, at den om sin Fortvivlelse Uvidende er fjernere fra Sandheden og det Frelsende end den Vidende, som dog bliver i Fortvivlelsen; thi i en anden Forstand, ethisk-dialektisk, er den bevidst i Fortvivlelsen blivende Fortvivlede fjernere fra Frelsen, da hans Fortvivlelse er intensivere« (200). Der er to grunde til, at udvikling af selvet fører væk fra Gud Den ene er, at jo mere udviklet selvet er, jo sværere er det at opgive dette markante selv og at overgive sig til Gud: »Selvet maa brydes for at blive selv« (220). Den anden grund er, at jo mere påtrængende 333 sandheden bliver, jo mere det guddommelige lys så at sige skærer i øjnene, jo mere må den fortvivlede fordunkle sig selv og forstærke sin fortvivlelse. Guds kærlighed er en trussel mod den fortvivledes desperate fastholden ved sin identitet: »Lige overfor En, der er ham stærkere i det Gode, kan den Dæmoniske, naar hun vil fremstille ham det Gode i dets salige Ophøiethed, bede for sig, han kan med Taarer bede for sig, at han ikke vil tale til ham, ikke vil, som han udtrykker det, gjøre ham svag« (258-59).

✂ Enten vil de mennesker, som modvilligt må se sig gjort til patienter hos Anti-Climacus, ikke erkende, at de er syge, ikke erkende deres sande fortvivlelse, eller også gør de, hvis de har erkendt, at de er syge, modstand mod at blive helbredt. Med stor sikkerhed kan Anti-Climacus imidlertid stille diagnosen og beskrive sygdommens forløb i alle dens faser, herunder forudsige »Feberens Stigen« (178). I første omgang må de »indbildt raske« (jf. 182) overbevises om, at de lider af en skjult sygdom, og at der ikke er nogen anden vej mod helbredelsen end at lade sygdommen bryde frem og underkaste sig lidelsen. Nordentoft 1972 skriver: »først i den manifeste fortvivlelse kan fortvivlelsen overvindes. Sygdommen til Døden demonstrerer denne tanke, og for så vidt er det ikke ganske korrekt når det i forordet til den hedder at bogen kun handler om fortvivlelsen som sygdommen, ikke som helbredelsesmidlet« (422). Når sygdommen er brudt frem, bliver det imidlertid et problem at overtale patienten til at lade sig helbrede: fortvivlelse er »den allerfarligste Sygdom, naar man ikke vil helbredes fra den« (185). Selve det egentlige middel til helbredelse er enkelt og uproblematisk angivet i bogens udgangspunkt: fortolkningen af evangeliets beretning om opvækkelsen af Lazarus, som udvider Lazarus' sygdom til at betyde menneskets liv: livet bliver den sygdom, der ikke er til døden, fordi »Christus er til (...) Han der er Opstandelsen og Livet for hver Den, som troer paa Ham!« (169). Den simple begrundelse for at udvide Lazarus' sygdom til at betyde menneskets liv er at: »hvad havde det hjulpet Lazarus at være opvakt fra de Døde, naar det jo dog tilsidst maa ende med, at han døer« (smst). Men uden troen på Gud bliver livet uundgåeligt en sygdom til døden, som den kristne frygter som »det Forfærdelige« (170). Med dette syn på sygdom og sundhed vendes der op og ned på menneskelige forestillinger: døden er ikke mere den tilstand, hvor der ikke længere er håb, men der er nu: »christelig forstaaet (...) i Døden uendelig 334 meget mere Haab end der blot menneskelig talt er naar der ikke blot er Liv, men dette Liv i fuldeste Sundhed og Kraft« (169).

✂ Når fortvivlelsen ud fra dette synspunkt må betragtes som en sygdom, så er det dog ikke i sig selv forestillingen om en mulig sundhed, der gør fortvivlelsen til en sygdom eller et »Misforhold« (174). Bevidstheden om muligheden af »det rette Forhold« (175) og dermed dettes anklage mod misforholdet forøger naturligvis fortvivlelsen og gør den til synd. Når man nogle steder i Sygdommen til Døden får indtryk af, at den egentlige eller bevidste fortvivlelse er uløseligt forbundet med bevidsthed om Gud, så skyldes det, at den egentlige fortvivlelse på disse steder forbindes med synden, og derfor bliver det at: »Hedningen dømte saa mærkværdigt letsindigt om, ja anpriste Selvmord« (202) ensbetydende med at: »Hedningen manglede Aandens Bestemmelse af et Selv« (smst). Svarende hertil skriver Kingo 1988: »Sygdommen er (...) ikke et ahistorisk eksistentiale - en art »Geworfenheit« eller lignende. Den er slet ikke en sygdom, det naturlige menneske/hedningen kender; thi kun den kristne kender den (...) Sygdommen er en negativ derivation af det positive« (66, Anders Kingo hentyder til Martin Heideggers berømte formulering, at mennesket er kastet (geworfen) ind i eksistensen). Også uden kristendommen som helbredelsesmulighed er fortvivlelse imidlertid en sygdom til døden: at hedningen ikke er bevidst om Gud, er ikke det samme som, at han ikke kan være bevidst om sin fortvivlelse. For den kristne er sygdommen til døden naturligvis først og fremmest en fortvivlelse over ikke at have troen og dermed være en synder for Gud, men det er også en fortvivlelse over samtidig at miste det evige liv og dermed at være overladt til sit jordiske selv: »at fortvivle er at tabe det Evige« (207). Kristendommen er ikke nogen nødvendig forudsætning for, at Anti-Climacus kan gennemskue de menneskelige illusioner om sundhed. Han kan under alle omstændigheder sammenligne sig med en almindelig læge, der ikke har »ubetinget Tiltro til Menneskets eget Udsagn om sit Befindende« (182), og fortvivlelsen kan under alle omstændigheder sammenlignes med en fysisk sygdom: det kan gælde for den fortvivlede som for »Den, der lider af Tæring: han befinder sig bedst, anseer sig for allersundest, synes maaskee Andre at blomstre af Sundhed, just naar Sygdommen er farligst« (201).

335

✂

8. Mellem himmel og jord

✂ I Begrebet Angest står: »Dersom et Menneske var et Dyr eller en Engel, da vilde han ikke kunne ængstes. Da han er en Synthese, kan han ængstes, og jo dybere han ængstes, jo større Menneske« (SV IV 465). Tilsvarende hedder det i Sygdommen til Døden om fortvivlelsen: »Muligheden af denne Sygdom er Menneskets Fortrin for Dyret« (174). Den indbyggede engel giver mennesket mulighed og frihed, men skaber også angst og fortvivlelse, for nok kan mennesket løfte sig fra det jordiske, men opdager netop derved sin tøjring til dette, og derfor bliver enhver stræben, hvor mennesket ved egen hjælp søger opad, i sidste instans håbløs. Det forgæves forsøg på at løsrive sig fra det jordiske er samtidig et forgæves forsøg på at løsrive selvet fra den Gud, der har tøjret det til det jordiske: »Det fortvivlede Selv bygger altsaa bestandigt kun Luftcasteller, og fægter bestandigt blot i Luften« (223).

✂ Fortvivlelsen kan kun hæves ved, at den fortvivlede finder den rette balance eller »Ligevægt« (173) mellem det jordiske og det himmelske, og denne balance kan den fortvivlede ikke finde ved sig selv, fordi forholdet mellem det jordiske og det himmelske set fra en menneskelig synsvinkel er en modsigelse og derfor indebærer, at enten må man stræbe mod det himmelske, kun for ustandselig at se sin stræben dementeret af det jordiskes dødvægt, eller også må man blive ved jorden og fortrænge alle sine inderste drømme om at storme himlen. Kun ved troen på den Gud, der oprindelig satte syntesen »i det rette Forhold« (175), men dernæst slap »det ud af sin Haand« (175) for at lade mennesket stå på egne og åbenbart vaklende ben - kan mennesket komme i balance med sig selv. Dette indebærer så, at et stolt selv troende må ydmyge sig under sin »Svaghed« (216) eller under en »Qval« (232) og overtage denne kval »som hørende med til Selvet« (smst.) (og her har S.K. altså ladet sig selv indlægge blandt Anti-Climacus' patienter, jf Pap. X 2 A 204: »jeg, Udgiveren, er ikke Lægen, jeg er en af de Syge«) eller acceptere »dette Ydmygende at maatte tage mod Hjælpen ubetinget paa enhver Maade, at blive som et Intet i »Hjælperens« Haand, for hvem Alt er muligt« (225). Tilsvarende hedder det i »Ypperstepræsten«...: »at opløftes til Gud er kun muligt ved at stige ned; saalidet som Vandet forandrer sin Natur og 336 løber op ad Bjergene, saa lidet kan det lykkes et Menneske at opløfte sig til Gud - ved Stolthed« (301).

✂ Når man tænker på begrebet synd, vil man ofte opfatte det således, at det er dyret i mennesket, der synder, mens englen drager det mod dyden. Men i fremstillingen af synd i Sygdommen til Døden er det englen, der er synderen: »Synd er ikke Kjød og Blods Vildhed, men er Aandens Samtykke deri« (235). Dette hænger sammen med, at syndens modsætning her ikke er dyd, men er den tro, hvor det er englen, der må ydmyge sig for Gud. I denne fremstilling af synd drejer det sig ikke om at udpege enkelte synder, men om at definere synden som en eksistentiel tilstand. Afgørende er det, at der først er tale om synd i egentlig forstand, når synderen »er sig bevidst at være til for Gud« (234), ligesom der først er tale om egentlig fortvivlelse, når den fortvivlede er bevidst om, at hans fortvivlelse er eksistentiel: »Det der maa sees paa, er at Selvet har Forestillingen om Gud, og at det saa dog ikke vil som han vil, saa dog er ulydigt« (234). Og som det gælder fortvivlelsen, således gælder det også for synden, at man kun kan komme ud af den ved først at blive bevidst om, hvor dybtgående den er. Derfor står der i »Ypperstepræsten«...: »Herre Jesus Christus, lad Du Din hellige Aand ret oplyse og overbevise os om vor Synd (...)«(296).

✂ Den rette balance mellem det jordiske og det himmelske er hos S.K. selvfølgelig ikke noget kompromis, men en forening af to modsatte yderligheder i en samtidig, maksimal realisering af dem begge, hvilket naturligvis svarer til paradokset. F.eks. gælder det om viljen, at den skal blive »bestandigt i samme Grad concret som abstract, saa den, jo mere den uendeliggjøres i Forsæt og Beslutning, bliver desto mere og mere sig selv ganske nærværende og samtidig i den lille Deel af Opgaven, som lader sig udføre nu strax (...) endnu idag, endnu i denne Time, endnu i dette Øieblik« (189). I denne lykkelige forening er det lille jordiske liv helt nærværende for sig selv i hvert øjeblik, fordi det er gennemlyst af evighed Englen og dyret er hermed i fuldstændig forståelse med hinanden, fordi de er i fuldstændig forståelse med Gud. Men denne hvilen i troens gennemsigtighed kan altid kun være en skrøbelig og sårbar tilstand, der i ethvert øjeblik må vindes i kamp mod sygdommen til døden: »hvis det skal være sandt, at et Menneske ikke er fortvivlet, maa han i ethvert Øieblik tilintetgjøre Muligheden« (175). Tilsvarende skriver S.K. om Frygt og Bæven's absurde tro: 337 »Idet den Troende troer er det Absurde ikke det Absurde - Troen forvandler det; men i ethvert svagt Øieblik er det ham igjen mere ell. mindre det Absurde. Troens Lidenskab er den eneste der magter det Absurde« (Pap. X 6 B 79).

✂

9. Kierkegaard mellem fortid og fremtid

✂ Når Freud og Heidegger er blevet nævnt ovenfor, så skyldes det selvfølgelig, at S.K. for en historisk betragtning peger fremad: hans indtrængende analyser af det problematiske ved selve det at eksistere som menneske og hans afsløringer af, at der bag menneskers »illusoriske Tryghed og Ro« skjuler sig angst og fortvivlelse, er i dette hårdt prøvede og usikre århundrede blevet oplevet som særdeles nutidige. Men i stedet for at forfalde til banal imponerethed over dette geni, der voksede ud af sin egen tid og langt ind i fremtiden, så er det mere i S.K.s ånd, at man her standser op og undrer sig. Vi kan nemlig ikke bare uden videre tage S.K. til os som »vores egen«.

✂ Selv peger S.K. i høj grad tilbage: han opfattede ofte sig selv som den, der i en opløsningens og ligegyldighedens tid søgte tilbage mod tider, hvor man efter hans opfattelse havde et sandere syn på kristendom og på det at være menneske, hvor man, for at sige det kort, tvivlede mere på mennesket og troede mere på Gud S.K. protesterer da også mod de tendenser i hans egen tid, der varsler en ny tid: det gælder (i Sygdommen til Døden) den nye grundlov og tidens forherligelse af mennesket på bekostning af Gud. At søge det egentlige, det fundamentale, er for S.K. altid at søge tilbage, at søge væk fra den »ved megen Viden forvirrede« tid (Sygdommen til Døden 244). Det drejer sig i S.K.s forfatterskab ikke om at »gjøre noget nyt Forslag, nogen uhørt Opdagelse, eller stifte et nyt Partie og ville gaae videre (men om) at ville solo læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede, igjennem endnu engang om muligt paa en inderligere Maade« (SVVII 620).

✂ Når S.K. alligevel kommer til at pege fremad, så skyldes det bl.a. netop hans koncentration om det egentlige, det nøgne. Man kan måske sige, at han læser det overleverede så inderligt, at der kun bliver det væsentlige tilbage: det enkelte menneskes nøgne oplevelse af at være til som levende (og dermed døende) - og dette menneskes 338 personlige forhold til Gud. Hermed løfter S.K. det enkelte menneske ud af enhver tradition og enhver bundethed til og afhængighed af de andre - og stiller det frit, overlader det til at være alene med sig selv og Gud

✂ På grund af sit radikale, illusionsfjendtlige syn kan S.K. sammenlignes med den Freud, der f.eks. kritiserer opdragelsen for at videregive alt for pæne, naive og illusoriske billeder af det at være menneske, og som sammenligner dette med, at »man udstyrede folk, der skulle på en polarekspedition, med sommertoj og kort over de norditalienske søer« (Kulturens byrde). S.K.s orientering mod kristendommen gor selvfølgelig, at han og Freud i ovrigt står hinanden så fjernt, at deres ekspeditioner må siges at foregå på hver sin pol.

✂ Kan man overhovedet se S.K. mellem fortid og fremtid, dvs. i hans egen tid, som barn af hans egen tid? Man kan sige, at S.K.s forfatterskab er et sidste stort forsøg på at fa traditionens grundlag, kristendommen, til at overleve i en verden i stadig hurtigere forandring. Selv om den ydre verden kun skimtes i glimt i forfatterskabet, så kan der synes at ligge en symbolsk acceleration i, at vi i denne udgave bevæger os fra de hestetrukne omnibusser i Frygt og Bæven til lokomotivets »Snøften« og »den elektromagnetiske Telegraph« i Sygdommen til Døden (257, 273). Hvor hegelianerne forsøger at harmonisere kristendommen med en moderne »tro« på fornuften, dér ser S.K., at kristendommen ikke kan overleve på menneskets betingelser, på at mennesket stiller »fornuftige« spørgsmål og »rimelige« krav til Gud, svarende til de historiske krav om »en friere Forfatning« (Sygdommen til Døden 268, 270). Hvis man kan tale om, at S.K. »moderniserer« kristendommen, så sker dette på en helt anden måde. Han springer så at sige 1800 år over, og gør kristendommen nutidig, gør den levende og aktuel, idet han nedbryder den som respekteret tradition ved at stille respektløse og uimponerede spørgsmål til den og bore i dens modsigelser, for at gøre den ny, provokerende, sensationel. Han repræsenterer selv tidens fornuft, er dens advokat i den forstand, at han fremhæver, at troen er dårskab. Samtidig kan han siges at tilfredsstille et særdeles moderne krav om selvstændig stillingtagen og frigørelse fra normer og autoriteter, om at det enkelte menneske kan forholde sig frit til sit eget liv. Naturligvis er der hos S.K. tale om en indre frihed, som den enkelte selv må kæmpe sig frem til, og som man ikke kan »få forærende« af nogen forfatning. Tværtimod ser S. K. den politiske 339 udvikling som en trussel mod den enkeltes frihed: »i en Folke-Regjering er jo »Ligemanden« den Herskende. Ham beskæftiger Sligt, om mit Skjæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven paa samme Tider som han om jeg er ganske som han og de Andre. Og hvis ikke, ja da er det en Forbrydelse - en politisk Forbrydelse, en Stats-Forbrydelse!« (Pap. VIII l A 667). Om end S.K.Ssgigantiske genoplivningsforsøg af kristendommen og hans dermed forbundne frigorelse af det enkelte menneske var alt for vidtgående for tiden, så udsprang hans bestræbelser dog af de spørgsmål den stillede, selv om den foretrak nogle langt mere overkommelige svar.

✂ Hvor S.K. sprænger traditionen for at befri og bevare dens fundament og derved kaster den enkelte ud i en svimlende frihed uden andre holdepunkter end det perlige valg, dér arbejder en samtidig som Fr. Paludan-Müller med mere harmoniserende forestillinger. Både S.K. og Paludan-Müller forsøger at fastholde troen i en urolig tid, de gennemløber begge en udvikling væk fra den markante strømning i 1830'ernes danske litteratur, der, bl.a. inspireret af Byron, var præget af desperation, oprørstrang og tendenser til nihilisme, og de kritiserer begge det overfladiske, uautentiske forhold til kristendommen; men mens S.K. lader uroen, tvivlen og friheden trænge ind i selve forfatterskabet, så vejledes læseren myndigt hos PaludanMuller og får aldrig lov at komme i tvivl om rigtigt og forkert. S.K. fremhæver troens paradokser og lader troen være en permanent dristig balancegang på kanten af angstens og fortvivlelsens afgrund. Hos Paludan-Müller kan man trygt overgive sig til Gud, som er et fast og entydigt orienteringspunkt og kontrasten til det uklare og urolige jordeliv; hos Paludan-Müller er troen mere en blind tillid, og blot mennesket bøjer sig i troskab og lydighed, bæres det forbi fortvivlelsens afgrund:

✂ Til Skjæbnens Herre hun sig overgiver,
En Rytter lig, der ved en Afgrundsrand,
Naar stedse mørkere det om ham bliver
Og Sporet ei at see han er istand,
Den slupne Tømme til sin Ganger giver,
At Svælget den forbi ham bære kan.
En ubetinget Lydighed hun lover,
Og derved kom Fortvivlelsen hun over.
(Adam Homo, Ottende Sang)

340

✂ Paludan-Müllers forfatterskab er et udtryk for den store strømning i 1800-tallets danske litteratur, hvor der på romantisk og idealistisk grundlag arbejdes med forestillinger om universelle sammenhænge, som det er det enkelte menneskes opgave gennem personlig udvikling eller dannelse at bringe sig selv i overensstemmelse med. Det drejer sig om et syn, hvor verden forekommer gennemvævet af pålidelige åndelige sammenhænge, der venligt og trofast sender ordnende bolger gennem tilværelsens tilsyneladende forvirring, så mennesker kan finde hvile ved så at sige at stille ind på disse stationer, vælge disse kanaler. Andre repræsentanter for denne strømning er Grundtvig og Goldschmidt, og forestillingerne om, at tilværelsens konflikter og modsætninger er midlertidige trin på vejen mod højere harmonier, har i Hegel (og hos en dansk elev som Heiberg) deres filosofiske parallel. Hvor konkret forskellige de nævnte end kan være, så udgør de et åndeligt fællesskab i deres stræben mod enhed, i deres tro på modsætningers iboende tilbøjelighed til at vokse sammen og heles og dermed i deres tillid til tilværelsens grundkræfter. Det er klart, at den S.K., hvis erklærede mål det er »overalt at gjøre Vanskeligheder« (SV VII 172), og hos hvem Gud kun viser sig som en gåde, til hvis løsning den enkelte ikke kan hente nogen hjælp udefra, i denne historiske sammenhæng umiddelbart må fremstå som en nedbryder, hvad enten man så vil opfatte ham som en nedbryder af bæredygtige broer, der forbinder mennesket med verden, med andre mennesker og med Gud - eller som en nedbryder af menneskelige illusioner.

✂ I en tid, hvor der var mange bestræbelser på at forene, på at gøre det enkelte menneske til ét med noget andet og større uden for det selv, dér er S.K.S forfatterskab ustandselig optaget af at fa skilt den enkelte ud igen, hvad enten det drejer sig om at skille to elskende ved at protestere mod deres for letkøbte forbindelse: »Æsthetiken kaster Kjærlighedens Kaabe over Havmanden, saa er Alt glemt« (Frygt og Bæven 90) - eller om at isolere den enkelte i sit konkrete syndsforhold: »Læren om Synden, om at Du og jeg er Synder, (...) splitter »Mængden« ad« (Sygdommen til Døden 270) - eller om generelt at protestere mod at man lokker menneskene på afveje: »bruger dem til at afgive Kræfterne i Livets Skuespil (...) at man sammenhober dem - og bedrager dem, istedetfor at splitte dem ad« (185). I modsætning til tilhængere af enheds- eller helhedstankegange tænker S.K. overalt i forskelle og dermed i konkrete størrelser, og hvor andre forbinder orden med enhed 341 og abstraktion, forbinder S.K. orden med forskel og konkretion og ser enhed og abstraktion som uorden, som opløsning: »Skal der holdes Orden i Tilværelsen - og det vil dog Gud, thi han er ikke Forvirringens Gud - saa maa der først og fremmest passes paa, at ethvert Menneske er et enkelt Menneske, bliver sig bevidst at være et enkelt Menneske. Faae Menneskene først Lov til at løbe sammen i (...) Mængden; bliver derpaa dette Abstraktum (...) anseet for at være Noget: saa varer det ikke længe inden dette Abstraktum bliver Gud« (Sygdommen til Døden 267). Det er da også karakteristisk for S.K.S analyser, at de afslører modsætninger og skiller det ad, som mennesker tror er det samme, og at de udskiller det konkrete fra det abstrakte: »Man taler til Abrahams Ære, men hvorledes? Man giver det Hele et ganske almindeligt Udtryk: »det var det Store, at han elskede Gud saaledes, at han vilde offre ham det Bedste.« Det er meget sandt; men det »Bedste« er et ubestemt Udtryk. Man identificerer i Tankens og Mundens Løb ganske trygt Isaak og det Bedste« (Frygt og Bæven 30). Dette svarer selvfølgelig til, at Frygt og Bæven i det hele taget insisterer på en meget konkret læsning af fortællingen om Abraham og Isak, ligesom bogen protesterer mod, at Gud gøres abstrakt og dermed usynlig (65) - og det svarer til, at S.K.s forfatterskab i det hele taget insisterer på modsætningen mellem det himmelske og det jordiske, mellem Gud og menneske og derfor overalt fastholder paradokset.

✂ At S.K.s synsvinkel er konkret, er ensbetydende med, at det er en eksistentiel synsvinkel, der er bevidst om sin menneskelige begrænsning, og som i sin forkærlighed for det konkret synlige nødvendigvis må forekomme relativt skeptisk og u-idealistisk: »jeg antager, at Den, jeg har den Ære at tale med, er ogsaa et Menneske. Vil han være Speculationen, den rene Speculation, saa maa jeg opgive at tale med ham; thi i samme Øieblik bliver han usynlig for mig og for et Menneskes svage dødelige Øie« (SV VII 96-97).

✂ Sammenfattende kan det siges om S.K.s forhold til tiden, at hvor dén overordnede bestræbelse at søge forskelle og modsætninger i en vis forstand skiller ham ud fra sin tid, så er hans forfatterskab i en anden og mere fundamental forstand et meget direkte udtryk for en tid, hvor sammenhænge er begyndt at briste og tro at vakle; dog ikke således at forfatterskabet blot følsomt registrerer tidens rystelser, her går det videre og forsøger i sig selv at ryste tiden for at vække den til bevidsthed, bevæger sig i den forbindelse på én gang mod fortid og 342 fremtid, insisterer på angsten og fortvivlelsen som det, der er »i Grunden«, og som bør gøres bevidst: »naar Sandsebedragenes Fortryllelse ophører, naar Tilværelsen begynder at vakle, saa viser ogsaa strax Fortvivlelsen sig som den, der var i Grunden« (Sygdommen til Døden 200). At påpege at menneskets fundamentale tilstand er fortvivlelse, bliver ensbetydende med at påpege, at Gud er meget langt væk, og at Han i hvert fald forsvinder helt, hvis fortvivlelsen fornægtes og mennesket sætter sin lid til sig selv og sin egen fornuft.

✂ - I samtidens kritik får Frygt og Bæven nogen omtale, vel på grund af sin provokerende og dramatiske karakter og anskueliggørelsen og konkretiseringen i den meget digteriske fortolkning af fortællingen om Abraham og Isak, mens Sygdommen til Døden med sin abstrakte karakter og »umenneskelige« synsvinkel ikke får omtale. Talerne giver heller ikke anledning til omtale.

✂ I en kort anmeldelse i Den Frisindede, nr. 129, Kbh. 1843, s. 515, skriver en anonym anmelder under overskriften »Fragmenter som Anmeldelse« om Frygt og Bæven og Gjentagelsen:

✂ Det er ikke let, at skrive en blot nogenlunde fyldestgjørende Anmeldelse af saadanne Skrifter (...) thi det er en Sammenhypning af Ideer, Tanker til Ideer, Paradoxer; philosophiske Sætninger, der dog ikke ville være saadanne; Smaafortællinger, Episoder, dristige Billeder og Lignelser m.m., der behændigt samles til en Eenhed og er fremsat med en mageløs Sprogvirtuositet, der kun altfor let bestikker. - (...) Forf (...) interpreterer den bibelske Fortælling om Abrahams Lydighed. Den Maade, paa hvilken dette Thema gjennemfores i forskjellige Variationer, er unegtelig smuk og gribende (...) Forresten ere de nævnte Skrifter ikke for flygtige Læsere, altsaa heller ikke Acqvisitioner for Leiebibliotheker.

✂ Under pseudonymet »Kts.« giver biskop J.P. Mynster en kort omtale af Frygt og Bæven i Intelligensblade, IV, nr. 41-42, Kbh. 1844, s. 105-06, hvori det bl.a. hedder:

✂ Jeg har ogsaa læst det mærkelige [dvs. bemærkelsesværdige] Skrift »Frygt og Bæven,« og hvad jeg endog kan have savnet deri, da visselig ikke en dyb religiøs Grund, ikke et Sind, der er mægtigt til at træde Livets høieste Problemer under Øine (...) Men hvorfor 343 hedder hiint Skrivt »Frygt og Bæven?« Fordi dets Forfatter levende har erkiendt, dybt har folt, med Sprogets hele Kraft har udtalt den Forfærdelse, der maatte gribe et Menneskes Siel, naar en Opgave var ham stillet, hvis Fordring han ikke turde undvige, og hvor dog hans Forstand endnu ikke kunde adsprede det Skin, hvorefter Fordringen syntes at kalde ham ud fra den evige Orden, som ethvert Væsen skal underkaste sig.

✂ På den ene side anerkender Mynster altså relevansen af det problem, som Frygt og Bæven rejser, men på den anden side understreger han, at problemet kun er tilsyneladende og derfor ikke anfægter »den evige Orden«. Tilsvarende fremhæver Mynster ved en henvisning til den tyske filosof Jacobi, at S.K.s vantro oprør mod den almene etik og fornuft og mod identifikationen af denne med Gud, ikke er udtryk for en stræben mod ateisme og gudløshed, men det modsatte.

✂ I en længere, anonym artikel i Theologisk Tidsskrift, Ny Række, II, Kbh. 1844, s. 191-99, udtrykker den hegeliansk orienterede J.F. Hagen en vis anerkendelse af Frygt og Bæven, men forsøger samtidig at mediere bogens problem. Langt det meste af Hagens artikel udgores af et udforligt og præcist referat af bogen, og til sidst i artiklen sammenfatter han bogens kritik af »den nyere Videnskab«, som han delvis kan tilslutte sig:

✂ Troen, Individets absolut-personlige Forhold til Gud den Personlige, er omsat i en upersonlig Opgaaen i Verdenslivets objective Interesser; Guds Mysterium er blevet forvandlet til letfattelige Tankebestemmelser (...) Naar Forf saaledes paa en eensidig supranaturalistisk Maade urgerer Troens Transcendens, kan det ikke nægtes, at han har en partiel Ret ligeoverfor mange af vor Tids theologisk og ikke theologisk Dannede; et andet Sporgsmaal er det derimod, om denne Troens Transcendens kan identificeres med det Absurde d.v.s. det Ufornuftige.

✂ Hagen afviser Frygt og Bævens begreb om det absurde som det, der karakteriserer troen, og forbinder i stedet denne med »Mysteriet«, der til forskel fra det absurde »ikke staaer i et absolut Modsætningsforhold til den menneskelige Tanke (...) det er jo Noget, der følger af sig selv, at der ei kan være Tale om nogen Mediation af Troen, 344 saalænge denne som et Absurdum stilles i exclusiv d.v.s. umedieerlig Modsætning til det Almeen-Fornuftige; men da Troens Mysterium ikke indtager denne Stilling, er Mediationen ikke udelukket.« Hagen mener, at den troende »troer i Kraft af den høiere Viisdom, som han veed at Troen mdeslutter i sig og som udgjør dens Mysterium. (...) i den christelige Tro finder (...) en immanent symmartyria [dvs. fælles aflæggelse af vidnesbyrd] af Guds Aand og Menneskets Aand Sted.« Hagen mener ikke, at det er muligt at tro i kraft af det absurde: »det Absurde maa fordre det Fornuftige som Forudsætning for sig«; (erkendelsen af) det absurde kan kun fore til, at man ikke tror.

✂ I en længere artikel i For Litteratur og Kritik, II, Odense 1844, s. 373-91, skriver »-v« om Frygt og Bæven og Gjentagelsen. »-v« indleder med at rejse det sporgsmål, hvordan det kan være, at S.K.S skrifter »altid ved deres Fremtræden vække en Slags Opsigt i vor lille Læseverden og gribes med begjærlig Nysgjerrighed af mange forskjellige Læsere«. Han fremhæver, at S.K. er meget vanskelig at forstå, om sig selv siger han, »at jeg ofte kan læse hele Sider uden egenligt at vide, hvor jeg fores hen«, og han mener så, at det måske kan være »det Gaadefulde og Forunderlige i Formen«, der tiltrækker opmærksomheden, »-v« frygter, at mange læsere kun beskæftiger sig overfladisk med S.K. og forholder sig til hans boger som til »et underholdende Skuespil«:

✂ Med en dialektisk Færdighed, der søger sin Mage, forstaaer Forf at fastholde sin Tanke, og mangler ikke Mod til at tænke den til Ende uden at ræddes ved Consequenserne, hvorved han naturligviis maa blive besværlig for mangfoldige Læsere, der saa gjerne berolige sig med at tænke enhver Tanke halvt og da omhyggelig skjule for sig selv som for Andre, den Modsigelse, hvori de befinde sig (...) For at slippe fra at rives med i denne dialektiske Malstrøm, dække de gjerne deres Tilbagetog med et hofligt Buk og den endnu hofligere Indrømmelse, at Forf unægtelig er en overordentlig aandriig Mand.

✂ Da »-v« altså ligger tæt på S.K. selv i den holdning, at erkendelse ikke bare kræver intellektuel anstrengelse, men også et personligt mod til at gøre op med bekvemme og illusoriske forståelser til fordel for komplicerede sandheder, så er hans behandling af Frygt og Bæven både præget af begejstring og af indforståethed med bogens hensigt: 345 Mesterlige Udvikling af det Paradoxe! Naar jeg først træder hen for det Billede, der oprulles for mig, og seer Isaaks Offring, da tænker jeg, det skal jeg snart blive færdig med, det var jo ikke Guds Alvor med Isaaks Offring, det var jo kun en Prøvelse, og dog - jo mere jeg stirrer paa Billedet, desto mere viger det tilbage for mig. Forf har ikke Hastværk, han higer ikke efter Enden paa Romanen. Han følger Abraham Skridt for Skridt paa hans Vandring, han stirrer paa ham, medens han staaer med den opløftede Kniv for at bringe Offeret, og han lærer mig at føle den Frygt og Bæven, som gjennemzittrede Abrahams Sjæl, der vel vidste, at Gud spøgte ikke, men at det var hans Alvor; han lærer mig, ret at see det Absurde i Abrahams Handling, der dog bevarede Forvisningen om, at han skulde beholde Isaak; og han tvinger mig til at bøie mig i Støvet for Troens Fader som han viser sig for mig i sin ufattelige Storhed (...) Forf søger i en meget alvorlig Tone at udvikle og deducere, men jo mere han gjør det, desto mere indviklet og forvirret bliver Problemet, og hans Resultat er: man kan forstaae Abraham som man forstaaer det Paradoxe, d. v. s. man kan forstaae, at man ikke forstaaer det

✂ »-v« mener dog, at Frygt og Bceven og Gjentagelsen har den begrænsning, at de ikke når frem til at beskrive »det egentlig christelige Gudsforhold«, det gælder, »at Udviklingen her endnu ikke føres ud over det jødiske Standpunkt«, idet bøgerne ikke beskæftiger sig med begrebet synd og dermed ikke beskæftiger sig med det paradoks, som består i Guds tilgivelse af synden: Jobs »Berettigelse er netop den Smerte, der ikke lader ham komme til Hvile førend han er kastet til Jorden (...) Hiob kastes til Jorden og bekjender sin Uret, uden at det dog bliver ham klart, at Grunden til denne er hans Syndighed«. Trods sin sympati for S.K. ønsker »-v« tydeligvis en mere menneskeligt forståelig og mindre tvetydig opfattelse af Gud end S.K.S og vil derfor have »ondets rod« bastant og entydigt placeret i mennesket, »-v« ser ikke, at S.K. selv placerer modsigelsen i mennesket, idet det jo kun er fra en menneskelig, ikke-troende synsvinkel, at Gud fremtræder som en modsigelse, »-v« mener om Frygt og Bæven, at »den Modsigelse, der er Paradoxets Indhold, ikke ligger i Abraham - han bliver sig selv liig, han elsker Isaak nu som før, - men den ligger i Gud«.

346

✂

10. Manuskripter og tekstkritik

✂ Til Frygt og Bæven og Tre opbyggelige Taler, 1843, er bevaret manuskripterne (Pap. IV B 96 og 159) og nogle udkast og kladder (Pap. IV B 60-95 og 144-58). Til Sygdommen til Døden findes ud over manuskriptet (Pap. VIII 2 B 171) udkast og kladder (Pap. VIII 2 B 140-70, jf. X 5 B 15-23) samt 1. korrektur (Pap. X 5 B 24). Til »Ypperstepræsten« ... er bevaret manuskriptet (Pap. X 5 B 26-27), en kladde (Pap. X 5 B 25) samt 1. korrektur (Pap. X 5 B 28). Det nævnte materiale findes på Det kongelige Bibliotek.

✂ Tekstgrundlaget for nærværende udgave er Samlede Værker, 2. udg., hvis tekstredaktion overalt er fulgt, og til hvis tekstkritiske tillæg interesserede henvises. Knap en snes åbenlyse trykfejl i Samlede Værker, 2. udg., er rettet, og endvidere er rettet ca. halvfjerds andre småafvigelser, som er konstateret ved korrekturlæsning i forhold til originaludgaverne. Det drejer sig typisk om bogstav- og tegnfejl uden indholdsmæssig betydning. Kun følgende fejl skal nævnes her:

✂ 23,19 den < denne

✂ 52,1 vilde < vil

✂ 57,23 ikke her < her ikke

✂ 224,26 Fortvivlede < Fortvivlelse

✂ 225,35 nu, nu < nu

✂ 237,2 eengang < engang

✂ 294,32 Christus! < Christus.

✂ 308,12 er: < er

✂

11. Litteraturliste

✂

12. Tillæg
Ny »Frygt og Bæven«

✂ ... Og Abraham besteeg Moria Bjerget med Isaak. Han besluttede at tale til Isaak - og det lykkedes ham at opløfte Isaak, da det er Guds Villie, saa er Isaak villig til at blive Offeret.

✂ Og han kløvede Brændet og han bandt Isaak, og han antændte Baalet - han kyssede endnu engang Isaak, ikke som Fader og Barn forholdt de sig jo nu til hinanden, nei, men som Ven til Ven, begge som lydige Børn for Jehova

✂ - - og han drog Kniven - - og han stødte den i Isaak.

✂ I samme Øieblik stod Herren Jehova i legemlig Skikkelse ved Abrahams Side og sagde: gamle Mand, gamle Mand hvad har Du 348 gjort? hørte Du da ikke hvad jeg sagde, hørte Du ikke jeg raabte: Abraham, Abraham stands.

✂ Men Abraham svarede, med en Stemme, der halv var den lydige Underkastelses halv Sindsforvirringens, nei, o Herre det hørte jeg ikke. Stor var min Sorg - Du veed det bedst, thi veed Du at give det Bedste, Du veed ogsaa at fordre det Bedste - dog formildedes den, thi Isaak forstod mig, og i Glæden over at være i Forstaaelse med ham har jeg slet ikke hørt din Stemme, men selv, som jeg meente det, lydig, stødte jeg Kniven i det lydige Offer.

✂ Saa kaldte Jehova Isaak igjen tillive. Men i stille Sorg sagde Abraham ved sig selv: det var dog ikke den Isaak, og i en vis Forstand var det jo heller ikke, thi ved at have forstaaet hvad Isaak forstod paa Moria Bjerget, at han var af Gud udseet til Offeret, var han i een Forstand blevet som en Olding, lige gammel med Abraham, det var ikke ganske den Isaak, og kun for Evigheden passede de retteligen for hinanden.

✂ Det forudsaae Herren Jehova, og han forbarmede sig over Abraham, og gjorde som altid Alt godt, uendeligt bedre end hvis det Forkeerte ikke var skeet. Der er, sagde han til Abraham, en Evighed, snart skal Du der evigt være forenet med Isaak, hvor I for evigt passe for hinanden. Havde Du hørt min Røst, holdt inde - saa havde Du faaet Isaak for dette Liv, men det med Evigheden var ikke blevet Dig tydeligt. Du gik for vidt, Du fordærvede Alt - dog jeg gjør det endnu bedre, end hvis Du ikke var gaaet forvidt: der er en Evighed

✂ Dette er Forholdet mellem Jødedom og Christendom. Christeligt bliver Isaak virkelig offret - men saa Evigheden; i Jødedommen var det kun en Prøvelse, Abraham beholder Isaak, men saa bliver det Hele dog væsentligen inden for dette Liv.

Pap. X 5 A132.1853

✂

✂ Der er benyttet noter fra følgende udgaver:

✂ Samlede Værker, udgivet af A.B. Drachmann, J.L. Heiberg og H.O. Lange, 2. udg., I-XV, Kbh. 1920-36.

✂ Samlede Værker, 3. udg. (ovennævnte 2. udg. gennemset og ajourført af Peter P. Rohde), I-XX, Kbh. 1962-64.

✂ Værker i Udvalg, udgivet af F.J. Billeskov Jansen, I-IV, Kbh. 1950.

✂ Frygt og Bæven, udgivet af Niels Thulstrup, 2. reviderede udg., Kbh. 1983.

✂ Gesammelte Werke, herausgegeben von Emanuel Hirsch und Hayo Gerdes,I-

✂ XXXII, Düsseldorf 1950-74.

✂ Kierkegaard's Writings, edited by Howard V. Hong and Edna H. Hong, I-XXVI,Princeton l978 ff

✂ Die Krankheit zum Tode, herausgegeben von Hermann Diem und Walter Rest, Kommentar von Niels Thulstrup (i Philosophisch-theologische Schrijlen II),Köln und Olten l956.

✂ S.K.: Søren Kierkegaard.

✂ SV: Samlede Værker, 2.udg.

✂ Pap.: Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udg. ved Niels Thulstrup, I-XVI, Kbh. 1968-78.

✂

Frygt og Bæven

7

✂ Frygt og Bæven: Fil. 2,12 (»Derfor, mine elskede! ligesom I altid tidligere har været lydige, skal I også nu, ikke alene som da jeg var hos jer, men langt mere nu, da jeg er borte, arbejde på jeres frelse med frygt og bæven«). I Frygt og Bæven er Gud i en vis forstand blevet borte for Abraham, og han må klare sig på egen hånd, dvs. frelse sig selv. - de silentio: af Tavsheden. I Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed skriver S.K., at navnet markerer, at bogen henvender sig til: den alvorlige Iagttager, for hvem man kan gjøre sig forstaaet paa Afstand, og til hvem man kan tale i Taushed (SV XIII 563). Der bliver i efterskriften gjort nærmere rede for betydningen af S.K.S brug af pseudonymer. Her skal det blot siges, at man ikke uden videre kan identificere de af pseudonymerne fremsatte synspunkter med S.K.s egne. Når der i det følgende tales om, hvad S.K. mener, ligger der altså i dette et indbygget forbehold, hvilket ikke så meget er et banalt spørgsmål om, hvorvidt S.K. nu også mener det eller ikke mener det, men er et mere kompliceret spørgsmål om, i hvilken forstand man kan sige, at han mener det eller ikke mener det.

350

8

✂ mottoet: »Det, som Tarqmnius Superbus sagde i sin have ved hjælp af valmuernes hoveder, forstod sønnen, men ikke budbringeren.« Hamann, Schriften, Berlin 1821-43, III, s. 190 J.G. Hamann, ty. filosof, 1730-88. Da Tarquinius Superbus' søn ved list havde faet Gabii i sin magt, sendte han bud til sin fader i Rom og lod spørge, hvad han skulle gore ved byen. Tarquimus, der ikke stolede på budet, svarede intet, men forte ham ud i en have og slog hovederne af de højeste valmuer med sin stok. Sønnen forstod, at han skulle rydde de mest fremtrædende mænd i byen af vejen. (Valerius Maximus VII, 4, 2).

9

✂ Forord: Der sigtes i forordet specielt til H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs indledningsforedrag til den spekulative logik, i Dansk Maanedsskrift 16, 1836, s. 515 ff. I overensstemmelse med den teologi og filosofi, der arbejdede i forlængelse af den tyske filosof Hegel (1770-1831), hævder Martensen nødvendigheden af at gaae videre, af ikke at blive stående (for længe) ved at tvivle om Alt, som man skal gore, for man kan begynde at filosofere, og som man lærer at gøre hos den franske filosof Descartes (Cartesius, 1596-1650), man skal gøre den filosofiske udvikling til Hegel med og fortsætte, gå endnu videre. Her mener S.K. karakteristisk, at man ikke kan lære af andre at tvivle. Tvivlen skal komme indefra, man skal selv komme i tvivl og selv gennemleve tvivlen, før der eventuelt kan blive tale om at gå videre. Descartes' tvivl var da også et led i en personlig udvikling, den var ikke et filosofisk program: han var stille, ikke en brølende Gadei> ægter der gjorde det til Pligt for Alle at tvivle. Desuden tvivlede D. ikke om alt: D.s tvivl gjaldt den menneskelige erkendelse, den anfægtede ikke hans tro, som han bevarede på trods af den erkendelsesmæssige tvivl. At D. ikke tvivlede i forhold til troen, fremhæves hos S.K. karakteristisk som den første og vigtigste indvending. Men heller ikke denne personlige tro mener tidens teologer og filosoffer det er værd at standse op ved. Det drejer sig igen om at gå videre, at forstå troen objektivt, upersonligt, begrebsmæssigt, at fa den placeret i en altomfattende filosofisk konstruktion: Systemet. Ligesom man forestiller sig, at det er muligt at tvivle om alt og hurtigt fa denne tvivl overstået, forestiller man sig også, at det er muligt at forstå alt Det er det, S.K. i begyndelsen af forordet kalder ein wirklicher Ausverkauf (et virkeligt udsalg). Alle kan være med, fordi alting er så billigt. Derfor kaldes systemet til sidst i forordet for en Omnibus (betyder på latin: for alle). De første (hestetrukne) omnibusser blev sat i gang i København o. 1840. - Marqueur: person, der optegner, noterer noget. - Repetent: hjælpelærer ved et universitet, der gennemgik de hørte forelæsninger med de studerende. - Indsidder: person, der (med egen husstand) bor til leje hos en gård- el. husmand uden at have fast tjeneste hos denne. - foreløbige Bevægelse: Ordet Bevægelse bruges hyppigt hos S.K. om indre (åndelig) bevægelse/udvikling fra ét trin til det næste. Ordet bruges som her ofte dialektisk, dvs. at der opereres med en forestilling om udvikling som et resultat af konflikt mellem modsætninger, der forenes i en ny og 351 højere harmoni. Denne forestilling om personlig udvikling hos S.K. er modelmæssigt parallel med Hegels forestilling om bevægelserne i den generelle logiske, dialektiske udvikling, hvor udviklingen forløber uundgåeligt, lovmæssigt, derved at de indre modsigelser på ethvert trin el. stadium fremtvinger en videre udvikling. S.K. fastholder dog overalt, at det er det enkelte menneskes personlige valg el. såkaldte »spring«, der skaber udviklingen. De to betydningsfulde bevægelser i Frygt og Bæven, resignationens og især troens, er da også, som det vil fremgå, i betydelig grad hævet over den dialektiske »tvang«. På det konkrete sted i teksten gores der nar af alle dem i tiden, der anser det at tvivle om alt for at være en hurtigt foretaget, blot foreløbig bevægelse i en udvikling, der vil fore dem langt, langt videre. - diætetisk: vedr. levevis. - Memores tamen Lad os dog som sagt erindre, at dette naturlige lys må vi kun tro så længe, som der ikke åbenbares noget derimod stridende af Gud selv ... Men desuden må vi indpræge i vor erindring som overste regel, at hvad der er os åbenbaret af Gud, må tros som det visseste af alt; og selv om måske alligevel fornuftens lys nok så klart og indlysende skulle synes at forestille os noget andet, må vi dog alene fæste lid til den guddommelige autoritet fremfor til vor egen dømmekraft.

10

✂ Ne quis igitur...: Ingen må derfor tro, at jeg her vil meddele en metode, som enhver bør følge for at lede sin fornuft ret; jeg har nemlig kun foresat mig at fremstille den, som jeg selv har fulgt ... Men så snart jeg havde gennemgået det lærekursus (nemlig ungdommens), efter hvis tilendebringelse man plejer at optages i de lærdes tal, begyndte jeg at tænke på noget helt andet. Jeg mærkede nemlig, at jeg var hildet i så mange tvivl og så mange vildfarelser, at jeg erkendte, at alle mine forsøg på at lære noget ikke havde gavnet mig til andet, end at jeg mere og mere havde opdaget min uvidenhed (Parentesen er en tilføjelse af S.K.) - den gamle udtjente Strider: Sokrates. - stridt den gode Strid...: 2 Tim. 4,7.

11

✂ poetice et eleganter: med et digterisk og velvalgt udtryk. - Løfter om Systemet: jf. ovennævnte anmeldelse af Martensen s. 515. - Gartnersvends i Adresseavisen: en vignet som beskrevet brugtes ofte i Berlingske Tidende 1840-43 i forbindelse med annoncer, hvori gartnere søger plads eller søges. - Registrator: her: person, der foretager juridiske optegnelser. - Trop: i Heibergs Recensenten og Dyret (1826) sc. 7 beslutter Trop sig til af hensyn til den herskende smag at lade sin tragedie skære i to lige store stykker med ordene: Naar det ikke koster meer at redde Smagen, hvorfor skulde vi saa ikke gjøre det?

12

✂ Posekigger: her hentydes til bet: (ringeagtende om) toldbetjent o.l. - Taarn: Luk. 14,28-30, jf s. 68.

13

✂ Stemning: her: forspil, optakt. - hiin skjønne Fortælling: 1. Mos. 22.1 ovrigt refereres der i det følgende til den samlede fremstilling af Abrahams historie i 1. Mos. 11,26 til 25,10. - Exeget: udøver af eksegese: bibelfortolkning (disciplin inden for teologien).

14

✂ [Tekstafsnittene I-IV:] I de følgende fire tekststykker er der en indre 352 sammenhæng på to planer: forholdet mellem moderen og barnet svarer til forholdet mellem Gud og Abraham og til forholdet mellem Abraham og Isak. Samtidig udgor de små stykker om moderen og barnet en »menneskelig« og forståelig kontrast til de »umenneskelige« og uforståelige stykker om Abraham og Isak, jf. det gentagne Held den (det Barn). Sammenhængen er nogenlunde denne: L Det gode forhold er intakt efter en enkelt ubehagelig episode, hvor der blev anvendt et relativt uskyldigt bedrag. II. Der er permanent gået skår i det gode forhold, efter at den overordnede part har opført sig brutalt, men de bevarer forbindelsen med hinanden (når der står, at Isaak trivedes som forhen, må dette altså opfattes i udvendig forstand). III. De fjerner sig mere og mere fra hinanden uden helt at miste forbindelsen. IV. Alt det, der før udgjorde livets egentlige indhold, er ødelagt; følelsesmæssigt er forholdet dødt, tilbage er kun den biologiske overlevelse og den formelle forbindelse. Generelt. I Det gamle Testamentes nøgterne og kortfattede stil levnes der ingen plads til redegørelse for følelser. Dette forhold giver så til gengæld god plads til mange forskellige fortolkninger. Som det vil fremgå senere, forudsætter S.K., at »hiin Mand« ikke er bekendt med Det nye Testamente, hvilket nok forekommer noget usandsynligt. Denne forudsætning er imidlertid nødvendig, for at S.K. kan »arrangere« de meget dramatiske og depressive fortolkninger i de fire tekststykker. Hensigten med de fire tekststykker er at fremstille eksistentielt engagerede forsøg på at forstå den uforståelige fortælling om Abraham og Isak: den stærkt følelsesbetonede stil bliver mere og mere desperat, efterhånden som de forskellige muligheder gennemtænkes og forkastes, og den anstrengte bevidsthed producerer sortere og sortere »tankegys«. Svarende hertil er den »firkantede«, logiske sammenhæng mellem tekstelementerne indbyrdes sløret og kan flere steder kun lige akkurat skimtes. - Og Gud fristede ...: fri gengivelse af 1. Mos. 22,1-2. - Paulun: telt.

16

✂ Haab: Håb (og at håbe) betyder som regel i ældre sprog som i Bibelen: (nære) tillidsfuld forventning og fortrøstning (til), dvs. hvad man nu ville kalde: særdeles velbegrundet håb. Håb (og at håbe) nærmer sig i nyere sprog: ønske.

19

✂ Løvet i Skoven: jf. Iliaden VI, 146-49. - derfor er det ikke saaledes: Dette derfor er sprogligt bemærkelsesværdigt. Det indgår i en sammenhæng, hvor man umiddelbart studser over det og er usikker på, om det er anvendt sprogligt korrekt. En vurdering heraf afhænger af opfattelsen af den indholdsmæssige sammenhæng. Den sproglige konstruktion forudsætter nemlig, at det er almindeligt kendt og accepteret, at den foregående logiske konklusion er forkert: »derfor« betyder i sammenhængen: af den grund at livet ikke (underforstået: hvilket vi jo allesammen godt véd) er tomt og trøstesløst. Det underforståede er her afgørende. For en logiskfilosofisk betragtning er »derfor« altså i denne sammenhæng problematisk, og det er netop også S.K.S hensigt: (troen på) Gud kan ikke og skal ikke begrundes rationelt, og troen bør derfor heller ikke bruges som be- 353 grundelse i en logisk diskussion. Den egentlige begrundelse findes uden for teksten: ordet »derfor« henviser i sidste instans til det enkelte menneskes, læserens, eget indre. For den læser, for hvem forekommer selvfølgeligt, at livet ikke er tomt og trøstesløst, fordi han tror på Gud, er anvendelsen af »derfor« så korrekt, som den kan være. Således taler man i tavshed. Derfor. - er misundelig paa, våger over, passer godt på (så han i sin digtning gengiver det sandt).

20

✂ Misforstaaelsens Sky: hentydning til steder hos Homer (f.eks. Iliaden III, 381), hvor en guddom frelser en helt ved at indhylle ham i en sky og føre ham bort. - Nei! Ingen skal glemmes... : Malantschuk 1980 sknver sammenfattende om det følgende afsnit: Dog maa det præciseres, at selv om Joh. de silentio i alle sine Beskrivelser af menneskelig Storhed peger paa, at det først er gennem Forholdet til Gud, den sande Storhed opstaar, saa naar han ikke til en Karakteristik af Storheden inden for det kristelige - vi befinder os stadig i det gamle Testamente; men Abraham danner dog en Prototype for det troende Menneskes Liv (s. 52). Til Malantschuks sidste bemærkninger skal det tilføjes, at S.K., som det vil fremgå nedenfor, i sin fortolkning af Abrahams tro bygger på Det nye Testamentes tolkning af denne, jf i øvrigt parallellerne til Jesus i det følgende. Abraham var den, der stred med Gud, men det er af fuldstændig afgørende betydning i Frygt og Bæven, at denne strid med Gud er af en helt anden art end Jakobs strid i 1. Mos. 32,24-30. Hvor Jakobs kamp med Gud er en »banal« styrkeprøve, så gælder det om Abraham, at han ovenmndt Gud ved sin Afmagt. Hermed kæmper Abraham med Det nye Testamentes fornemste våben: den betingelsesløse overgivelse og hengivelse. - overvinde Verden ... sig selv: jf Ordsp. 16,32. - den Viisdom ... Daarskab: jf 1. Kor. 3,18-19. - Ved Troen: Disse ord er det foreløbige højdepunkt i Frygt og Bæven. De er i sammenhængen placeret særdeles markant, derved at der med disse ord bygges bro over de stærke modsætninger, som det foregående afsnits »forrygende« retorik kulminerede i. Med denne betydningsfulde fremhævelse af troen som det, der opløser de store gåder ved at samle dem i én, der er endnu større, tilslutter S.K. sig de fortolkninger af Abraham, som gives i Det nye Testamente, især: Rom. 4 (hvor der står, at Abraham »troede mod håb med håb«, og hvor det fremhæves, at troen står over loven, hvilket er et synspunkt, der kommer til at spille en afgørende rolle i Frygt og Bæven), Hebr. 11,8-12,17-19 (»I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land«, »I tro bragte Abraham Isak som offer (...) thi han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde«), Gal 3,6-9. Det skal bemærkes, at ordet »håb« i sammenhængen »mod håb« ovenfor bruges i den usædvanlige betydning, at udsigten ikke er positiv. Med den markante fremhævelse af troen afviger S.K. imidlertid også fra Det nye Testamente, idet troen gøres større end kærligheden. Dette ses allerede i det foregående afsnit, hvor det at elske andre mennesker og at ofre alt rangerer lavere end det at tro Gud. Det ses endvidere af, at begrebet tro fra »tro, håb, kærlighed« 354 er udskiftet med begreberne »Kraft« og »Viisdom«; S.K. har så at sige holdt troen tilbage for nu at lade den overtrumfe alt. Denne degradering af kærligheden skyldes selvfølgelig, at Frygt og Bæven's store stjerne er Abraham og ikke Kristus. - Guds Udvalgte... Velbehag: Matt. 12,18, jf 3,17, 17,5.

21

✂ standsede ikke Solens Gang: jf. jos. 10,12. - Tidens. Fylde: Gal. 4,4-5 (»da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven«).

22

✂ Moses slog Klippen: 4. Mos. 20,11. - hiin gamle Mand: muligvis en allusion til Thor, der taber brydekampen med en ældgammel kvinde, der senere viser sig at være tiden (Oehlenschläger, Nordiske Digte, 1807, s. 97 ff og 114). - Abraham loe ikke ... som Sara: Sara ler i 1. Mos. 18,12, men Abraham selv ler også i 17,17. - 70 Aa : tallet er S.K.s eget, sml. 1. Mos. 12,4, 21,5 og 25,7.

23

✂ Jacob... 1 han elskede: 1. Mos. 37,3.

24

✂ ledende Stjerne, der frelser, sml. Matt. 2,9. - og Gud fristede...: S.K. ændrer her og i resten af afsnittet lidt i 1. Mos. 22. Med tilføjelsen af ordene hvor er Du? citeres 1. Mos. 3,9, og med fremhævelsen men Abraham (i stedet for »Han«) sættes Abraham i modsætning til Adam, der skjulte sig for Gud. - til Ejergene, skjuler...: Hos. 10,8, Luk. 23,30.

25

✂ Ararat, hvor Arken landede: 1. Mos. 8,4. - salig i Dit Skjød: Luk. 16,22. - guddommelige Vanvid: jf. Platons Faidros 244 og 256 b. Platon forstår ved dette begreb enhver begejstring, der fører ud over det forstandsmæssige.

26

✂ 130 Aar: tallet er S.K.s eget, jf note til »70 Aars« s.22.

27

✂ Problemata. flertal af: problema (gr.): vanskelighed, hindring, videnskabeligt problem.

29

✂ Expectoration: udøselse af sit hjerte. - kun den, der arbeider...: jf 2. Tess. 3,10. - Ringen ... Verdens Skatte: I første akt af Oehlenschlägers Aladdin, 1805, reddes Aladdin af Ringens Aand. Noureddin, stykkets skurk, har givet Aladdin sin ring til beskyttelse, da han sender ham ned i hulen for at hente den forunderlige lampe, hvis magiske kraft (lampens ånd) vil bringe Noureddin i besiddelse af Verdens Skatte. - regner... Gode og Onde: jf. Matt 5,45. - Underverdenen ... Orpheus...: I den græske myte stiger Orpheus ned i Underverdenen, da hans hustru, Euridike, dør, og det lykkes ham ved sin sang og sit spil at fortrylle Underverdenens dronning og opnå at fa Euridike med op til jorden igen, på den betingelse at han ikke ser sig tilbage. Da Orpheus ved Underverdenens port ikke kan lade være at vende sig om for at betragte sin elskede, forsvinder hun igen ned i Underverdenen. I Platons version af myten (Symposion 179 d), som S.K. refererer til, bedrager guderne Orpheus med et skyggebillede, da de anser ham for fej, fordi han ikke er villig til at ofre sit eget liv for at blive forenet med sin elskede, men forestiller sig, at han kan stige levende ned i Underverdenen og hente hende: kun den, der drager Kniven ... Fordi Orpheus' kærlighed er af jordisk og beregnende art, 355 kan han ikke ofre noget, uden (jordisk) sikkerhed for at få noget igen; fordi han ikke vil arbeide (åndeligt), får han ikke sin elskede. - at have Abraham til Fader: Matt 3,9. - 17 Ahner: en gammel adelig familie skal kunne opregne 16 forfædre; 17 er altså særdeles mange. - Israels Jomfruer: i Es. 26,17-18 sammenlignes Israel med frugtsommelige, der føder Vind. - Alt forvandler sig til Guld: Kong Midas fik ifølge sagnet et ønske opfyldt af Dionysos: at alt, hvad han rører ved, skal forvandles til guld. Da han så er ved at dø af tørst og sult, må han bede Dionysos om at tage sin gave tilbage. - Miltiades's Triumpher...: Plutarch beretter (Themistokles III, 3), at da sejren ved Marathon gjorde Miltiades berømt, blev Themistokles søvnløs og forklarede dette med, at Miltiades's Triumpher ikke tillod ham at sove. T. sejrede senere i slaget ved Salamis.

30

✂ arbeide og være besværet; sml. Matt 11,28. - hiin rige Yngling: Matt. 19,16 ff

31

✂ Cherub med luende Glavind: engel med flammesværd, der bevogter Edens Have (1. Mos. 3,24).

32

✂ gaaer hen ... og gjør ligesaa:jf. Luk. 10,37.

33

✂ den Vanskelighed ...: Denne formulering er noget uklar, men der menes sandsynligvis: selv om hans kløgtige hoved tilsyneladende kan bringe ham videre end det enfoldige menneske, så kommer, da det drejer sig om troen, det enfoldige menneske til gengæld lettere frem. Mere konkret tænkes der nok på, at det kløgtige hoved vil have lettere ved at resignere, hvilket, som det senere vil fremgå, er den første bevægelse (og derved vil han nå videre end den naive, umiddelbare tro); til gengæld vil den enfoldige have lettere ved at gøre den anden og langt vanskeligere bevægelse, troens.

34

✂ At gaae ud over Hegel: F.C. Sibbern udtaler i sin anmeldelse af Heibergs tidsskrift Perseus nr. l sin anerkendelse af, at Heiberg »begynder at gaae ud over Hegel« (Dansk Maanedsskrift 10, 1838, s. 292). - hiint uhyre Paradox: Det er afgørende for S.K., at troen ved at være et paradoks, ved at være fornuftstridig, sprænger systemet, dvs. tidens tanker om at alle modsigelser kan opløses ved at forstås, anskues fornuftigt (jf note til »Reflexion« og »Mediation« s. 42). Troen er paradoksal derved, at den kan gøre det for forstanden uforståelige: gøre et mord til en hellig handling og give Abraham Isak igen, jf s. 52, hvilket er to sider af det samme paradoks: mordet »ophæves« samtidig i begge tilfælde. Det er først, når offeret sker i tro på, at han får Isak igen, at mordet bliver en hellig handling. Der er altså ikke tale om to paradokser, hvoraf det første ville være det hellige mord på Isak, og det andet det at han fik Isak igen. Dette skyldes, at den omstændighed, at Abraham er i stand til at tro, at Gud taler til ham alene og kræver dette offer af ham, er en del af den samme tro, der gør, at han får Isak igen. - paralytisk: lammet, - jam tua res agitur: nu står din sag på spil, nu gælder det dig, jf Horats' Breve l, 18, 84: nam tua res agitur...: thi dit eget vel står på spil, når naboens hus brænder. - Schafer-Historier: landlige hyrdescener i romantisk-idyllisk fremstilling.

35

✂ Gud er Kjærlighed: 1. Joh. 4,8. - Guds Kjærlighed er mig...: incommensurabel: 356 ikke målelig med samme mål, kan ikke sammenlignes, har ingen fælles berøringspunkter; directe: jeg kan ikke bruge Guds kærlighed som mål på verden, dvs. når jeg ser livets rædsler, ser jeg ingen tegn på, at Guds kærlighed rorer ved verden, den onde verden siger intet om, at Gud er kærlighed; omvendt kan jeg heller ikke bruge verden som mål på Guds kærlighed, dvs. livets rædsler kan ikke bruges til at sige, at Gud ikke er kærlighed. Gud og verden har altså i spørgsmålet om kærlighed intet med hinanden at gore. Johannes' tro ser da således ud: Gud er kærlighed, men er det uden for verden, i verden er Han vilje, men denne vilje er neutral, »ligeglad« med hensyn til spørgsmålet om kærlighed, Gud er i den forstand ligeglad med verden, Hans kærlighed er hinsides menneskers verden. Gud er for stor i forhold til verden, som er for lille til, at Han kan bekymre sig om den. Tilsvarende er mennesket for lille til at det kan forstå Gud. Hermed gor Johannes Gud stor og umenneskelig, fordi han ikke har mod til at »se ham i øjnene«, svarende til at der flere steder i bogen advares mod at skubbe det store fra sig ved at gøre det umenneskeligt. Gud er således for Johannes en Flamme, som han kun tør elske på stor afstand med jomfruelige følelser, hvor den rigtige tro kræver et jordisk og fysisk forhold i et ægteskab. Troens Ydmyghed består i, at den kun kræver et (usselt) menneskes hele og fulde engagement. Svarende hertil er den rigtige tro overbevist om, at Gud bekymrer sig om det Mindste, altså om at Guds kærlighed rører ved verden. Og når den så viser sig som noget ondt, så må man alligevel tro, at dette er Guds udtrykkelige vilje, selv om det paradoksalt modsiger Hans kærlighed, og man må endvidere tro, at Hans kærlighed paradoksalt vil dementere det negative, som er Hans egen udtrykkelige vilje, og dementere det i denne verden. Den rigtige tro er dermed i det jordiske liv i permanent kontakt med Gud, i modsætning til Johannes: »vi have intet Sprog tilfælleds« (36), hvorved verdens ondskab altså ikke er i modstrid med eller modsiger Guds kærlighed, fordi denne forholder sig tavs i verden, og der dermed ikke er noget at modsige. For Johannes bliver livets opgave gennem resignationen at trække sin sjæl ud af verdens tomhed, hvor den rigtige tro engagerer sig i den onde verden og i kraft af den absurde tro fylder den med kærlighed På grund af sit manglende engagement i verden ville Johannes, som det fremgår af det følgende, aldrig kunne elske Isak så højt, som Abraham gjorde. Til belysning af S.K.S hensigt med at fremhæve troens absurditet kan anføres følgende, som S.K. har skrevet af i Pap. II C 54 (i XIII s. 159): Bayle sagde: han opsøgde al mulig Tvivl mod Troen, ikke for at tilintetgjøre denne, men meget mere for at berede den en Triumph; thi deri, at man troer, hvad man indseer, deri viser sig ingen Troes-Kraft; men deri at tvivle og ikke begribe og dog troe. - tragisk Helt: Det er afgørende for den følgende fremstilling af Johannes' tænkte ofring af Isak, at han kun ville kunne gennemføre den, hvis han handlede i forståelse med de etiske normer, hvilket er karakteristisk for den tragiske helt, der, som det bliver udførligt beskrevet senere i bogen, 357 ofrer noget af sit eget, for at opnå noget andet, der gavner et højere alment formål. Abrahams selvstændige ofring af Isak forudsætter den tro, som Johannes ikke har, jf s. 74 (hvis Abraham ikke handler i tro, så er han kun en tragisk helt) »forsaavidt man da ellers kan forklare, hvorledes det lader sig forsvare at ville offre Isaak, naar man dermed ikke gavner det Almene«. Hvis Johannes virkelig var i præcis samme situation som Abraham, ville hans synspunkt være det, at »Gud selv maatte tage Isaak, hvis han vilde have ham« (33). Johannes ville heller ikke være i stand til at tro, at Gud talte til ham alene, han forstår ikke Guds sprog. - Kongeretse: rejse i kongens (Guds) ærinde.

36

✂ proprio motu ...; af egen drift og på eget ansvar.

37

✂ Forstand... Vexel-Mægler: Forstanden foretager, på endelighedens vegne, som beregnende agent for denne, de nødvendige økonomiske transaktioner, dvs de reguleringer af menneskets bevidsthed der er nødvendige for at denne kan vedblive at være i overensstemmelse med virkeligheden - Elevation ... Tramplin-Spring: Elevation: løftelse. I balletten betegnelse for en dansers evne til at springe og udføre trin i luften. Begrebet bruges her om troen i modsætning til uendelighedens bevægelse, det store Tramplin-Spring, dvs. akrobatisk spring fra et springbræt. Senere står der imidlertid, at »Uendelighedens Riddere ere Dandsere og have Elevation« (41), mens troen kan noget mere, nemlig »forvandle Springet i Livet til Gang« (41), sml. 37: »det næste kan jeg ikke«. - syv Gange ... halvfjersindstive Gange: jf. Matt. 18,22.

38

✂ gjøre Vand til Viin; Joh. 2,1-10. - den, der staaer... ikke faldt 1. Kor. 10,12.

39

✂ Stupor: slov måben. - Rodemester: kommunal skatteopkræver. - Broks-Telegraphering: blink fra en optisk telegraf (lyssignaler forstærket ved hulspejle). - Fresberg: ældre københavnsk udtale af Frederiksberg; Frederiksberg Have var et yndet udflugtssted. - det italienske Bogholderi: dobbelt bogholderi.

40

✂ apparte. speciel. - Appetit... Esaus 1. Mos. 25, 29-34. - kjober... den beleilige Tid: Ef. 5,16, Kol. 4,5. - rasende, vanvittig

41

✂ Kunst: dygtighed. - det Pedestre: det prosaiske, egentlig: det gående, hvad der hører foden til.

42

✂ Ligament: ledbånd. - Dens ... Giftbægeret måske hentydning til Sokrates. - Rejlexion ... Mediationen ... Chimaire: mediation: ophævelse af modsætninger, formidling af tese og antitese. Chimaire: uhyre, fantasifoster, gøglebillede. Mediation svarer her til Rejlexion, dvs. sammentænkning af to relative modsætninger. Kun ved refleksion er det ifølge Hegel muligt at overskue og »gennemskue« to umiddelbare modsætninger og at forstå el. erkende enheden mellem dem, samtidig med at den oprindelige konflikt fastholdes som et sandt og nødvendigt stadium på vejen mod harmoni, jf note til »foreløbige Bevægelse« s. 9. Ifølge S.K kan man ikke komme nogen vegne blot ved at tænke. Bevægelse forudsætter personlig (indre el. ydre) handlen. Dette vigtige synspunkt hos S.K. bliver demonstreret meget bogstaveligt og pædagogisk anskueligt i de første linjer 358 af Gjentagelsen, hvor der fortælles en anekdote, hvor et resultat af abstrakt, logisk filosoferen hos en fremtrædende skole (at bevægelse var en logisk umulighed og sansemæssige iagttagelser derfor illusion) bliver effektivt og ufilosofisk dementeret af et enkelt menneskes konkrete handlen: Da Eleaterne negtede Bevægelsen, optraadte, hvad Enhver veed, "Diogenes som Opponent; han optraadte virkelig; thi han sagde ikke et Ord; men gik blot nogle Gange frem og tilbage, hvorved han meente tilstrækkeligen at have modbeviist hine (SV III 193). For S.K. er det altså en vigtig ekstra pointe, at eleaternes teori, modsat Hegels, netop viser sammenhængen mellem logik og manglende bevægelse. - den bekjendte socratiske Distinction: i Platons Apologi 21. d - Digter: ikke identificeret - ein seliger Sprung...: et saligt spring ind i evigheden.

44

✂ Ballotation: hemmelig afstemning. - som der staaer i Visen: »Ridder Stig og Findal«: Nu haver Jomfru Rigitslille forvunden sin Qvide / Hun sover hver Nat ved Ridder Stig Hvides Side (Udvalgte danske Viser fra Middelalderen, udgivet af Abrahamson, Nyerup og Rahbek, Kbh. 1812-14, I, s. 301). - harmonia præstabilita: forud oprettet overensstemmelse. Grundbegreb hos den tyske filosof G.W. Leibniz: alt i verden består af åndelige enheder, monader, der er uafhængige af hinanden; dog er de monader, som sjælen består af, i overensstemmelse med dem, som legemet består af, derved at de fra oprindelsen er indrettet som to ure, der er stillet samtidig: de stemmer helt overens uden på nogen måde at være forbundet.

45

✂ hiin Skjorte ...: se Magyarische Sagen, Mahrchen und Erzahlungen, herausgegeben von Johann Grafen Mailath, Stuttgart und Tübingen 1837, II, s. 18. - dira necessitas: hård nødvendighed, Horats' Oder, III, 24, 6. - Positioner ... Francaiser: henholdsvis grundstillinger i dans og kompliceret selskabsdans. - indhente sig selv: dvs. gennem personlig erfaring og udvikling at få undersøgt og bekræftet de »sandheder«, som andre har lært én, hvorved man indhenter det selv, som man er blevet til gennem andres påvirkning.

46

✂ for Gud er Alting muligt: Matt 19,26, jf 1. Mos. 18,14. - Differentser: forskelle, modsigelser. - Thaumaturg: troldmand.

47

✂ at friste Gud: Dette vil sige at gå imod (troen på) Gud, som man kunne tro, at Abraham gør, hvis man forstår fortællingen således, at Abraham ikke tror på (at) Gud (mener det), når Han siger, at Isak skal ofres (hvad enten Abraham så udfører ordren eller ej). Herved fristes Gud til at bevise, at Han er Gud: Han må forklare for Abraham, at meningen med det hele er god nok, dvs. Gud tvinges til at underkende sig selv ved at lade Abraham beholde Isak, jf 2. Mos. 17,2-7 (hvor folkets oprør tvinger Herren til at hjælpe dem) og Matt 4,6-7 (hvor Jesus fristes til at bevise, at han er Guds Søn). Ligesom Gud altså frister Abraham til at opgive troen ved at opføre sig »urimeligt«, så kunne man tænke sig, at Abraham på sin side fristede Gud til at opføre sig mere rimeligt ved at opgive troen. På denne måde ville Abraham gøre troens bevægelse således (og 359 det er altså denne fortolkningsmulighed, der skræmmer Johannes), at han gik imod Gud, lod sin vilje undertvinge Guds vilje, hvor den rigtige tro accepterer Guds vilje fuldt ud og så alligevel og samtidig tror på det modsatte, der udelukker det første. Jf. Pap. III A 166: Min Synd er at jeg ikke havde Tro, Tro paa, at for Gud er alt muligt, men hvor er Grændsen henmellem og at friste Gud. - ved mig selv: sml. »reen philosophisk Bevægelse« ovenfor og »Lidenskabens Slutninger« (s 92). Bevægelsen forudsætter dog troen på (at der er en) Gud (til), som har givet mennesket dets evige bevidsthed

48

✂ Tro som et Sennepskom ...: Matt. 17,20. - den Himmel, fra hvilken ...; Jak. 1,17. - en ussel Sølvpenge: Matt. 26,15.

49

✂ Daub: Karl D., ty. teolog, 1765-1836; der refereres til Karl Rosenkranz, Erinnerungen an Karl Daub, Berlin 1837, s. 24.

50

✂ Ironiker og Humorist: Rækken af stadier i S.K.s filosofi er følgende: det æstetiske, det ironiske, det etiske, det humoristiske, det religiøse, hvor det ironiske og det humoristiske er grænseområder mellem de tre andre. - Ironi og Humor: tysk romantisk æstetik havde vakt tidens interesse for disse begreber.

51

✂ Blodcongestion: stærk tilstrømning af blod til hovedet - Phantom: fantasi-foster, gøglebillede, tom indbildning.

53

✂ teleologisk Suspension: formålsbestemt, midlertidig ophævelse. - hviler immanent i sig selv: har sin gyldighed i sig selv. - telos: formål. - Hegel: H.mener, at hvis den enkeltes moral overlades til hans samvittighed, kan den fare vild og havne i moralske former af det onde, dvs. individuelle opfattelser af hvad der er godt og ondt. Herved står den individuelle moral i modsætning til den objektive, gældende lov. Men denne modsætning ophæves (medieres) i sædeligheden, hvor den enkelte lever inden for det almenes: familiens og samfundets rammer, jf Grundlinien der Philosophie des Rechts, 1821. Med hensyn til troen (som han ikke taler meget om) er det H.s anskuelse, at troen er en lavere form for erkendelse end den spekualtive.

54

✂ græske ... Ungdom: Da den græske kultur er uden for den »christelige«, uden for det konfliktfyldte: paradokset, synden, står den overalt hos S.K. for umiddelbarhed, uskyld, harmoni. - un sot trouve...; en tåbe finder altid en større tåbe, som beundrer ham. L'art poétique, I, 232. Boileau, fr. digter og æstetiker, 1636-1711. - subordineret: underordnet, - gjennem det Almene: dvs. efter at være passeret gennem det almene.

55

✂ en senere: Jesus, jf s. 63. Mere konkret tænkes der muligvis på, at Gud i forbindelse med korsfæstelsen bringer sin Søn ud i en forladthed, der svarer til Abrahams. - Mellembestemmelse: Nemlig det etiske, som ligger mellem morderen og den troende. Det etiske kan fuldt ud acceptere og indoptage i sig som positivt, at den »tragiske Helt« er morder, fordi hans »mord« begås ud fra et højere alment og etisk hensyn.

56

✂ Naar et Foretagende...: Der refereres til Euripides' Ifigenia i Aulis. Da den græske flåde er samlet i Aulis for at sejle mod Troja, forhindrer gudinden 360 den Artemis dette ved at sende modvind. Spåmanden Kalchas meddeler Kong Agamemnon, at Artemis kræver kongens datter Ifigenia som offer. Kongen reagerer på dette med folgende ord: Hvor heldigt dog at være fodt til ringe Stand, Saa har man Lov at græde .. (Wilsters oversættelse, 448). Kongens 3 Medvidere er Menelaos, Kalchas og Odysseus. v.687 er citeret efter Wilster. - Naar den kjække Dommer...: Dom. 11 (Jefta lovet Gud, at han, til gengæld for en sejr over ammonitterne, vil ofre det første menneske, som kommer ham i møde, når han vender hjem Det bliver hans eneste barn, en datter, der efter to måneders sørgetid må ofres). - Naar en Søn ...: Livius (II, 4 f.) beretter om Roms første konsul, Lucius Junius Brutus, hvis sønner deltog i en sammensværgelse, der skulle fore Roms fordrevne konge tilbage, hvorpå B. lod dem henrette.

57

✂ Lictorerne: lictor: offentlig betjent, til rådighed for de højeste magistrater i Rom.

59

✂ horror religiosus: hellig rædsel. - Israel... Sinai-Bjerget: 2 Mos. 19,12-13. - Apostel... Djævelens Magt: Mark. 3,14-15, 22-23.

60

✂ skandalon' forargelse, jf 1. Kor. 1,23. - erectioris ingenii: af højere tænkemåde.

61

✂ 30 Secler: Matt 26,15 (»tredive sølvpenge«).

62

✂ Gangkone: rengøringskone. - hun henaadede: Luk 1,28. - paa Qvinders Viis: sml. 1. Mos. 18,11 og 31,35. - Engelen kom kun ...: sml. Luk. 1,28-45 (hvoraf fremgår, at Maria ikke er så alene med sin »søde« hemmelighed, som S.K. fremstiller det) og Matt 1,20-25 (hvor det er Josef, engelen kommer til).

63

✂ see jeg er Herrens Tjenerinde: Luk. 1,38. - græd ... over Dig selv Luk. 23,28. - Christus.. Paradoxet: Her omtales et paradoks, der er endnu større end troens: at Gud blev et menneske i tiden. Beskrivelsen af dette paradoks bliver videreudviklet senere i S.K.S forfatterskab.

64

✂ Lessing: G.E L, ty. forfatter og og kritiker, 1729-81. S.K citerer Sammtliche Schriften, Berlin und Stettm 1825-28. Fremhævelsen i citatet er S.K.s egen. Oversættelse: Også det var vid, og desuden en bondekones vid; men situationen gjorde det uundgåeligt. Og følgelig behøver man ikke søge undskyldningen for de vittige udtryk for smerte og sorg i den omstændighed, at den person, som udtaler dem, er fornem, velopdragen, oplyst og i øvrigt i besiddelse af vid; thi lidenskaberne gor alle mennesker ligeigen: men man må søge den i den omstændighed, at i den samme situation ville sandsynligvis alle mennesker uden undtagelse sige det samme. En dronning både kunne og ville have haft den samme tanke som bondekonen: ligesom en bonde kunne have sagt og uden tvivl ville have sagt det samme, som kongen siger dér.

65

✂ enhver Pligt... mod Gud: Hos den tyske filosof Kant er der ingen særlig pligt mod Gud, fordi Gud hos Kant »opsuges« helt i den almengyldige morallov, så intet er over eller ved siden af denne. - træder jeg ikke i: dvs.træder jeg ikke personligt, eksistentielt i... For S.K. er det afgørende, at man selv vælger at underkaste sig pligten/Gud, at troen på Gud ikke 361 bare er en automatisk følge af, at man underkaster sig de andres normer: det alment accepterede/anerkendte. S.K. mener altså, at når Gud bliver usynlig (jf. nedenfor), så bliver det enkelte menneske også usynligt Når det almene gøres til Gud, så skubbes det enkelte menneske og Gud ud i mørket på hver sin side, det almene afskærer som en mur forbindelsen mellem dem. - Rousseau: der refereres til Emil eller om Opdragelsen, Kbh. 1796-99 (uden oplysning om oversætter), I, s. 28: Philosopher gives der, som elske Tartarerne for at være befriede fra at elske deres Naboer. (Denne reference har været ivrigt, men forgæves eftersøgt af mange udgivere og andre Kierkegaard-forskere. Siden 1931 har den imidlertid stået anført i tilføjelserne til 2. udg. af Samlede Værker (XIV, 2. paginering s. 25).) - das Äussere ...: Ifølge Hegel skal das Innere (det indre) gøres til das Äussere (det ydre). Denne proces er die Entäusserung (yderliggørelsen). Barnet er kun optaget af sit eget indre, dvs. sine egne umiddelbare følelser og behov. Manden forstår, at han tjener sine egne interesser bedst ved at stræbe efter at være til gavn for samfundet og opfylde dets normer, hvorved hans egne (indre) interesser er blevet ydre, dvs. identiske med de almene interesser bestemmet ved det Ydre: defineret i forhold til det ydre.

66

✂ vapeurs: griller, især af hysterisk art. - nec opinate: uventet.

68

✂ Casus: situation. - en haard Tale:]oh. 6,60. - et eller andet exegetisk Hjælpemiddel ..: der refereres til C.G. Bretschneider, Lexicon Manuale Graeco-Latinum in Libros Novi Testamenti, Leipzig 1829, II, s. 87. - misein: at hade.- per meiosin: ved svækkelse (af betydningen). - minus diligo ...: elsker mindre, tilsidesætter, ærer ikke, regner for intet.

69

✂ kat'analogian: efter analogi. - Erbarmeligste: ynkeligste. - forlade Fader og Moder: jf 1. Mos. 2,24.

71

✂ Concession: indrømmelse. - indgetogent:

73

✂ Vokalen ... Hvilebogstav: På hebraisk blev bogstaverne j og v oprindelig brugt som vokaltegn, men blev overflødige, da man senere tilføjede særlige vokaltegn, og de bevarede tegn j og v sagdes da at hvile i den tilføjede vokal. S.K. har fået vendt om på dette forhold, idet hvilebogstavet altså ikke er et bogstav, noget hviler sig i. - Feldtherre ... Cunctator Fabius Maximus udmattede Hannibals tropper ved sin henholdende strategi og fik tilnavnet Cunctator: Nøleren. - publici juns: offentlig ejendom, offentliggjort. - Herrens Ven: Es. 41,8, Jak. 2,23. - Moment...; Tanken er, at kærligheden først koncentreres i ét Moment, dvs. punkt af afgørende betydning, følelsesmæssigt brændpunkt, som dernæst med den fornødne lidenskab kan gøres bevidst, så at sige aktiveres, / et Nu. - den ethiske Forpligtelse: at elske sm datter. - thi det er jo hans Pligt: dvs. den etiske pligt at elske Isak.

74

✂ lade hver Dag have sin Sorg: sml. Matt. 6,34. - vielleicht... das Ausserordentliche: måske ... det overordentlige. - Hospitalslem: fattiglem, ynkelig person.

75

✂ Stokkemændene ... Gulddaasen: I Chr. Olufsens komedie fra 1793 362 forekommer ingen stokkemænd, dvs. retsvidner. - Connexioner: forbindelser.

76

✂ tilsvarende Steder; 5. Mos. 13,6 ff, 33,9, Matt. 10,37, 19,29.

77

✂ det Interessante...: Ifølge den tyske forfatter Friedrich Schlegel bør der skelnes mellem det græske kunstideal som det objektivt skønne og den moderne digtnings ideal som det subjektivt skønne. Det sidste indebærer anvendelsen af interessante virkemidler som spænding, disharmoni, det individuelle, det problematiske, hvorved læseren impliceres personligt og tvinges til stillingtagen. Særlig interessant bliver derved den enkelte, der bærer på en hemmelighed, som han ikke kan åbenbare eller forklare for sine omgivelser, der derfor må opfatte ham som sær eller mystisk. S.K.S interesse for begrebet skyldes selvfølgelig her hans interesse for modsætningen mellem den enkelte og de andre: at blive interessant er et vendepunkt for den enkelte, ved at forkaste den fælles forståelse med de andre bliver han isoleret (som Socrates). Således kommer den æstetiske skjulthed i konflikt med det etiske/de andre. I den græske Tragedie forbliver skjultheden inden for det æstetiskes område. Den er en episk Rest, fordi den handlingsmæssigt ligger forud for tragedien, og tragedien således bliver en logisk, »harmonisk«, skæbnebestemt konsekvens. Og skjultheden er i den græske tragedie kun den, at den enkelte (subjektivt) er uvidende om den for ham skjulte objektive og afgørende sandhed. S.K. nævner to konkrete eksempler, Sofokles' Kong Ødipus og Euripides' Ifigenia i Tauris. Det interessante er generelt ikke blot et »ideologisk« udtryk for tidsånden i en urolig tid. På et mere praktisk plan bliver det for den enkelte skribent et spørgsmål om at fange publikums opmærksomhed med stadig stærkere virkemidler. Således er Frygt og Bæven i sig selv præget af sin tid med sin elektricitet: sine stærke konflikter mellem følelser og fornuft og følelserne indbyrdes, sine voldsomme kontraster, chokerende problemformuleringer og dyrkelsen af det skræmmende og det gådefulde hos en enkelt individualitet. I bogens rastløse, utålmodige stil slynges problemer og paradokser i hovedet på læseren. Tilsvarende skifter stilen ustandselig og lunefuldt mellem patos og henkastet, indforstået filosofisk refleksion. I den forstand kan man selvfølgelig ikke sige, at Frygt og Bæven taler i tavshed, i den forstand råber bogen brand (jf. forordet). Netop derfor er det nødvendigt for S.K. i dette afsnit at markere, at Frygt og Bæven er mere end interessant. Et ekstremt eksempel på den nævnte henkastede stil ses i forbindelse med omtalen af den græske tragedie, hvor Aristoteles citeres: duo men ...: to af mytens dele, nemlig omslag (peripeti) og genkendelse (anagnorisis), drejer sig nu om disse [dvs. de i det foregående omtalte] ting. Dette citat giver i sig selv ingen mening, og S.K. skal da heller ikke bruge det til noget som helst, idet han konkret kun interesserer sig for at få nævnt begrebet Gjenkjendelsen. - in discnmine rerum: i et afgørende vendepunkt, - pro virili: efter hele sin evne.

78

✂ Confinium: grænseområde. - Concupiscents: begær. - Prædikatet: dvs. »det 363 interessante«. - eo ipso: i sig selv, som en selvfølge. - det Relaxerende: det befriende. - carambolere: falder sammen. - Fatum: skæbne.

79

✂ Aristoteles Udsagn: i Naturhistorien V, 4, 7.

81

✂ Klytaimnestras: K. er Agarnemnons hustru. - en gammel Tjener...: vers 861 ff. (Wilsters oversættelse). - Søn ... Velbehagelighed: jf Mark. 1,11.

82

✂ argumentum ad hominem: personligt (nærgående) argument. - en Oliegreen: var i Grækenland de bønfaldendes ydre tegn. - Da Amor forlader ...: Apuleius, Amor og Psyche, Nutzhorns oversættelse, Kbh. 1867, s. 51. - hamburgische Dramaturgie: i den samlede udgave, XXIV, s. 11 ff., jf note til s. 64. - Theologia viatorum: Vandrernes teologi, i modsætning til theologia beatorum, de saliges teologi, i en ældre inddeling af teologien, svarende til den stridende kirke i modsætning til den triumferende kirke. Det er karakteristisk, at S.K. her gør opmærksom på den menneskelige og stridende side af kristendommen, svarende til at han i sin fortolkning af Abraham fremhæver fortællingens »sorte huller«. - Autopsi: undersøgelse ved selvsyn.

83

✂ Aristoteles... Politik: V, 3, 3. - Augureme: et romersk præsteskab, hvis opgave var at tyde varsler; her unøjagtigt om græske sandsigere. - Ægteskabet stiftes i Himlen ...: Altså strukturelt svarende til Guds løfter til Abraham: Gud giver, Gud tager (og giver evt. igen i kraft af troen). Varianten er, at første led bortfalder: ønsket er en jordisk umulighed, svarende til at Gud aldrig har givet noget. I det følgende kritiseres æstetikkens billige forestilling om, at Kjærligheden har Himlen paa sin Side, idet æstetikken altså ser bort fra, at Endelighedens Trængsler og Vanskeligheder i sig selv er udtryk for Guds vilje (og ikke for onde Aander, jf f eks. 43: det evige Væsen (...) negtede Opfyldelsen) og derfor kun kan overvindes ved at gøre troens bevægelse.

84

✂ Himlen ... misundelig: udtryk for den græske forestilling om nemesis.

85

✂ Axel og Valborg...: Oehlenschlägers tragedie (udgivet 1810) handler om et Par, som Himlen selv adskiller (sml.: Som Kongens Sværd i Geistlighedens Haand / Her overskiærer denne Dug; saaledes / Adskiller Himlen evig Axel Thordsøn / Fra Valborg Immers Datter (III. akt)), fordi de er nært beslægtede og dåbssøskende og dermed adskilt af en synlig Magt, som dog er en automatisk følge af jordiske forhold og dermed kun synlig fra en menneskelig synsvinkel (det er ikke Gud, men kirken og kongemagten der taler her). Tilsvarende ser S.K. bort fra, at den himmelske magt i tragedien er jordisk og geografisk begrænset. - romantisk Forbindelse: dvs. papirløst og uplatonisk.

86

✂ in casu: i det givne tilfælde. - publici juris ... Privatissimum: beregnet for offentligheden... rent personligt. - engere: tættere, nærmere, inderligere.

87

✂ dilemmatisk: jf. det ofte formulerede dilemma: enten er det således, eller også er Abraham og troen og dermed alt tabt. - Dronning Elisabeth .... S.K. har historien om Jarlen af Essex's ring fra Lessings Hamburgische Dramaturgie, i den anførte udgave XXIV, s. 163-65. Elisabeth er en tragisk helt, der kommer i tvivl om, hvorvidt det nu også var rigtigt at 364 ofre det personlige for det almene, eller sagt på en anden måde: hun kommer i tvivl om, hvorvidt der ikke findes noget personligt, der er højere end det almene. e.s tavshed ligger dermed højere end det etiske, og hun har ikke andre steder at gå hen med sin hemmelighed end graven. - ni fallor om jeg ikke husker fejl. - det Dæmoniske: Dette betyder hos S.K. ikke det onde i sig selv, men betyder angsten for det gode, der tvinger én til at forblive (ulykkelig, ufri, men i en vis forstand »trygt« indesluttet) i det onde. Med en formulering fra Begrebet Angest: Syndens Trældom er et ufrit Forhold til det Onde, men det Dæmoniske er et ufrit Forhold til det Gode (SV IV 427). - Digternes: der tænkes nok først og fremmest på H.C. Andersens Agnete og Havmanden, 1834, opført i foråret 1843.

88

✂ som det jo læres i Sagnet: ikke i »Agnete og Havmanden«, men i mange eventyr.

90

✂ træde i et absolut Forhold dertil: Man kan træde i et absolut forhold til det dæmoniske, fordi det dæmoniske ved sin bevidsthed om og modsætning til det gode definerer sig selv i forhold til det guddommelige. Det paradoksale bliver da her, at man trods sin bevidsthed om det gode engagerer sig eksistentielt i at dyrke det onde, hvilket i den konkrete sammenhæng betyder, at Havmanden på grund af sin angst for det gode straffer og ødelægger sig selv i angeren. - pecus: fæ. - at knuse Agnete: dvs. at fortælle hende de sorte sandheder om sig selv (hvilket er det samme som at knuse hende menneskeligt og svarer til at ofre Ifigenia) og derved opnå det højere almene formål at blive åbenbar.

91

✂ Continuiteten i Havmandens Liv: Den kontinuitet, at han er forforer, kan ikke afbrydes på det æstetiske plan (af Agnetes kærlighed), men kan kun afbrydes ved, at en ny kontinuitet påbegyndes på det højere etiske plan, derved at han bliver åbenbar. - gaaer Ethiken til Grunde ...: fordi synden, som det dæmoniske, er defineret i forhold til det guddommelige. Da Angeren forudsætter et personligt forhold til det absolutte guddommelige (og det altså ikke er tilstrækkeligt med de andres tilgivelse), så går den almene etik i stykker her. - conditio sine qua non: betingelse uden hvilken ikke, dvs. ufravigelig betingelse, som her er den, at den enkelte skal være underordnet det almene for at kunne »gå op« i det. Hegel er nødt til at anse synden for at være en »første Umiddelbarhed«, da den ellers ikke ville kunne medieres ind i det almene.

92

✂ Gnavspil: spil hvor man bliver til nar, hvis man får narrens figur, altså til nar i forhold til de andre, mens man, som det fremgår nedenfor, i »Aandens Verden« kun kan narre sig selv. S.K. mener, at mennesker ofte som i spil bruger hinanden til at give sig selv en mening og betydning, der kun bygger på de andres, medspillernes, bekræftelse af spillets betydning, mens der set udefra er tale om meningsløse og ligegyldige spil uden noget forhold til den reelle virkelighed uden for spillet. - Tvivlen om Sjælens Udødelighed: der hentydes til tidens debat om Feuerbachs begyndende religionskritik.

365

93

✂ gnothi sauton: kend dig selv, disse ord var indskriften på templet i Delfi. - Pythagoras: S.K. støtter sig her til W.G. Tennemann, Geschichte der Philosophie, Leipzig 1798-1817, I, s. 94, hvor det anføres, at P. vejledede sine disciple i kunsten at fordybe sig i sig selv. - Socrates: jf Platons Faidros 230 a. - generatio aequivoca: tvivlsom opståen. Betegnelse for den (forældede) lære, at levende organismer opstår af uorganisk stof

94

✂ Erscheinung: tilsynekomst (især af noget højere). - Fortælling ... i Tobiæ Bog: Tobits Bog 6-8. - gik reject til Attestats: dumpede til embedseksamen. - Vollmachtbrief zum Glucke: fuldmagt der giver adgang til lykken, citat fra Schillers »Resignation«, 3. strofe.

95

✂ pántos gàr..,: thi der er bestemt ingen, der har undgået Eros, og ingen vil undgå ham, så længe der er skønhed til og øjne der ser. Longus, Daphnis og Chloé (ca. 400 e.Kr.), indledningen § 4. - ryges... glødende Emmer: (for at fa dæmonen til at flygte) Tob. 6,17-18. - Man læse blot Fortællingen: Tob. 7,15-17, som S.K. forholder sig frit til. - 8,13: Tob. 8,12. Versinddelingen i den ældre danske oversættelse af de apokryfiske bøger afviger mange steder fra den nugældende.

96

✂ bedre at give...:jf Ap.G. 20,35. - sværere at modtage ...: altså dér hvor man modtager i kraft af troens bevægelse. - Kjærhghed til Gud...: svarende til Abrahams absurde tro. Ligesom Gud kræver, at Isak skal ofres, således har Gud selv påført Sara ulykken, den er påført hende af en høiere Magt, og hun er selv uden Skyld. Saras situation er dog lettere end Abrahams, fordi hendes problem er forståeligt for det almene. - ikke taale Medlidenhed: jf Pap. VIII l A 161: O, der er maaskee af alle Lidelser ingen saa martrende som den at være udseet til Gjenstand for Medlidenhed, Intet der saadan frister til at oprøre sig mod Gud. - Blaubart: Blåskæg.

97

✂ Ich, roh gepragt...; S.K citerer her, let ændret, A.W. Schlegels tyske oversættelse. I Østerbergs oversættelse lyder stedet:

✂ Jeg, som er grov i Præg og savner Tækket,
Der kror sig for en Jomfru Let-paa-Taa,
Jeg, som er lens for Legemspragt, og snydt
For skøn Statur af Moder Unatur,
Vanskabt, ufærdig, for mm Tid sendt ud
I Aandedragets Verden, næppe halvgjort,
Tilmed saa krøblet og uregelret,
At Hunde bjæffer ad min halte Gang, - -

98

✂ Cumberlands Jøden: I skuespillet Jøden (da. oversættelse 1796) af den engelske dramatiker Richard Cumberland (1732-1811) anses hovedpersonen, jøden Scheva, af alle for en gnier og ågerkarl, men han udover hemmeligt stor velgørenhed. - Baggesen: i digtet »Kirkegaarden i Sobradise«, Danske Værker, Kbh. 1827-32, I, s. 282. - nullum unquam . : der har aldrig været noget stort geni uden en vis grad af vanvid. Et lidt unøjagtigt citat fra Seneca, De tranquillitate animi 17,10.

99

✂ Apostat: frafalden. - kat'exochen: i eminent forstand, par excellence. - kongelige Obligationer: obligationer med kongelig garanti.

366

100

✂ Tamerlan ... Hunner: Timur Lenk, mongolernes (ikke hunnernes) konge 1370-1405, en stor erobrer, berygtet for sin grusomhed - herostratisk: Herostrat afbrændte 356 f.Kr. Artemistemplet i Efesus for at opnå udødelighed - Gregorius Rimini...: G.R., augustinermunk, professor ved universitetet i Paris, død 1358, hævdede, at udøbte børn kommer i Helvede, mens de efter den almindelige katolske opfattelse kommer i en forgård til Helvede, hvor der hverken er pine eller salighed. G.R. fik derfor tilnavnet tortor infantium: de små børns bøddel (piner). Tilsvarende kunne Johannes kalde sig selv tortor heroum: heltenes piner. - Margrete ... i Mephistopheles's Huuhpeil: i Goethes Faust, Hexenkuche (I, 2074 ff.) ser Faust: den skønneste af alle skønne Kvinder! / Saa er da Kvinden virkelig saa fager, / som her hun hviler, hen paa Lejet strakt? / Har alle Himles Glans i samlet Pagt / sin Skønhed i det hulde Legem lagt? (P. Hansens oversættelse).

101

✂ wirthschafte ... grovt Sand: I Holbergs Erasmus Montanus I, 3, praler Per Degn med sin evne til at skaffe sig ekstra indtægter, blå. ved at stille folk over for valget mellem om der skal bruges »flint Sand« ved jordpåkastelsen eller »slet og ret Jord«. - Slæber: sutsko, tøfler.

102

✂ en anden Tvivl: Han har erkendt, at han ved sin første tvivl har pådraget sig en skyld over for Gud, og kan nu tvivle på, om han paradoksalt (dvs. på trods af sin skyld) kan blive frelst. - Steder i det nye Testamente...; der tænkes på Bjergprædikenen, Matt. 6 om almisse, bøn og faste (jf. citatet fra 6,17-18 nedenfor i teksten). S.K. definerer her Ironi som det at skjule den religiøse inderlighed, hvilket er berettiget af, at Subjectiviteten er høiere end Virkeligheden. Her mente Hegel jo det modsatte og bar selvfølgelig tilsvarende Nag til ironien. - løs Tale om Menighedens Idee: hentydning til grundtvigianerne. - desultorisk: springende, faldende i adskilte stykker. Meningen er: ved den foregående, »hektiske« gennemgang af mulige paralleller til Abraham er det kun blevet endnu mere tydeligt, hvor uforståelig Abraham er, sml. den kunstneriske teknik i de fire tekstafsnit med fejltolkninger af fortællingen om Abraham og Isak.

104

✂ Achilleus: Ifigenia kommer til Aulis i den tro, at hun skal ægte A. - Kong Edvard...: I Richard III udbryder kongen ved budskabet om sin broders død, som han selv har beordret, hvorpå han, forgæves, har kaldt ordren tilbage (i Østerbergs oversættelse):

✂ Hvem bad for ham? Hvem knæled, i min Vrede,
For mig og bad mig overveje vel?
Hvem nævnte Broderskab? hvem Kærlighed?

✂ S.K. citerer, med en enkelt ændring, Schlegels oversættelse. - taler i Tunger: 1. Kor. 12-14 (14,2: den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud).

107

✂ Spil... holde ham oppe: S.K. tænker på, at den sokratiske ironi i Sokrates' optræden som uvidende og spørgende tilsyneladende, som var der tale om et hejseværk, hævede hans samtalepartnere i vejret, og han selv trak sig nedad, mens der i virkeligheden skete det modsatte. Hvis denne teknik 367 blot havde været et smart nummer, som der ikke var eksistentiel dækning for, så havde S. nu måttet bruge hejseværket til at holde sig selv oppe (redegørelsen for denne sammenhæng skyldes Emanuel Hirseh). - 3 Stemmer: Platons Apologi 36 a, alm. ældre læsemåde, nu læses oftest: 30. - Idiot: her muligvis i den græske betydning: privatmand, lægmand.

108

✂ Diogenes: dvs. D. fra Laerte, Om de berømte Philosophers Liv og Lære. Pythagoras omkom under en opstand, idet han blev indhentet og dræbt på flugten.

109

✂ ænigmatisk: gådefuldt. - uresolveret: ubeslutsom. - Hæsitator: tøvende person. - seer i Løndom: Matt. 6,6.

111

✂ den Skrædder...: »Der Schneider im Himmel«, Grimms Kinder- und Haus-Marchen, 2. udg., Berlin 1819-22,1, s. 177-79. Den i eventyret afdøde skrædder, der i sit jordiske liv ikke havde hørt til de ærligste, men dog var sluppet ind i Himlen, satte sig i et ubevogtet øjeblik i Vorherres tronstol, hvorfra han kunne se ned på jorden. Dér så han en kone stjæle vasketøj og greb forbitret en skammel og kastede i hovedet på hende.

112

✂ Heraklit..: H.s teorier om altings bevægelighed, om det urolige og stadig omskiftelige, var ikke populære i hans samtid, der foretrak det sikre og enkle for det sande og komplicerede. Hermed fik han naturligvis en placering, der svarer til S.K.S. H. fik tilnavnet »den dunkle«, formentlig fordi han havde samme hensigt som S.K.: det gælder om at »skrive saaledes, at Kjætterne ikke kunne forstaae det« (SV III 287). Da H. altså var uforstået af menneskene, overlod han sit værk til »Guden« ved at anbringe det i Artemis-templet. - kai potamou ...: og idet han ligner tilværelsen ved strømmen i en flod, siger han, at man ikke to gange kan stige ned i samme flod. Platons Kratylos 402 a. - Discipel: Parmenides. - eleatisk: jf note til »Reflexion ...« s. 42. Med omtalen af eleaternes teori om, at bevægelse er en logisk umulighed, slutter Frygt og Bæven dér, hvor Gjentagelsen begynder.

✂

Tre opbyggelige Taler

119

✂ det Ufuldkomne ... Prophetien ... den mørke Tale ... Gavens Overflod ... Engles Tale: if. 1. Kor. 13. - Enkens Gave: Mark. 12,42.

120

✂ Hævnen ... hører ham til: Rom. 12,19. - gjennem mange Led: jf. 2. Mos. 20,5. - vebigner ... Fjende ... Næste: Matt. 5,43-44. - mange Gange ... Maader.Hebr. 1,1.

121

✂ kjøbe det beleilige Øieblik: Ef 5,16, Kol. 4,5. - Løbet ... haste...: jf. Fil. 3,13-14, 1. Kor. 9,24. - Verdens Børnelærdom: Kol. 2,20. - større end et Menneskes Hjerte: 1. Joh. 3,20. - iden tidlige Morgen ... ved den ellevte Time: jf Matt. 20,1-16 - halvtredsindstyve ... femhundrede: jf Luk. 7,41. - hans Øie ikke...; Tob, 4,8.

122

✂ glemme at dømme...:jf Matt. 7,1. - Himlens Vrede .. .fortærede: sml. Luk. 368 9,54 - saae... iLøndom: jf Matt. 6,6. - samle forfærdeligere Vrede...: Rom. 2,5.

123

✂ For den Rene.... Tit. 1,15. - indvortes fra udgaaer Alt...- Mark. 7,15-23. - et ondt Øie seer endog ..: Matt 20,15. - de Rene see altid Gud: Matt. 5,8. - Øiet er Legemets Lys .. : Matt. 6,22-23. - 19,24:19,26-27 (også i den ældre oversættelse).

124

✂ den, der vinker...: Ordsp. 10,10. - den, der siger Rakka ...: Matt. 5,22. - Hvert Hjert' er Garn ...; af Kingos salme »Ak Herre, se min Hjertevé«, 8. vers. - 20,14:20,13 i den ældre oversættelse, men 20,14 i den nugældende. - da ligger Synden ...: 1. Mos. 4,7. - Kiv, Nid ... Glæde, Fred...: Gal. 5,20,22-23.

125

✂ Alt... saare godt: jf 1. Mos. 1,31. - Guds Medarbeider: 1. Kor. 3,9.

126

✂ den, der haver...: Matt. 13,12. - Jacob: 5,20. - det knækkede Rør... den rygende Tande: Es. 42,3. - den forlorne Søns...: Luk. 15,20 ff

127

✂ troe Alt, haabe Alt...; 1. Kor. 13,7. - Skjeldsord med Skjeldsord: 1. Pet. 3,9. - velsigner ... forbander: Rom. 12,14. - Miil ... Kind ... Kjortel: Matt. 5,39-41.- 7 Gange...70...:Matt. 18,21-22.

128

✂ Salig... skjulte: SI. 32,1. - Daarskab ... Klogt: f. 1. Kor. 1,18-25. - En gammel Hedning...: Bias; Diogenes fra Laerte, Om de berømte Philosophers Liv og Lære, I, 5, 86.

129

✂ Et hedensk Skib ...: Ap. G. 27. - Trængselens Dage...: Matt. 24,21-22. - hans Tanke er levende.. .:jf Hebr. 4,12. - en Retfærdigs Bøn ...: Jak. 5,16. - Da Abraham talte...: 1. Mos. 18,23 ff

130

✂ dømme Engle: 1. Kor. 6,3. - Da de Skriftkloge...: Joh. 8,3 fE

132

✂ Frygt og Bæven: Fil. 2,12. - den, der selv løber: jf Fil. 3,14, 1. Kor. 9,24. - være Altfor Alk: 1. Kor. 9,22. - Haabets: se note til Frygt og Bæven s. 16. - Natten er forbi.. .:jf. Rom. 13,12. - da man ikke mere kan arbeide:jf.Joh. 9,4. - Enden er nær...: 1. Pet. 4,7.

134

✂ det bør ethvert Menneske at døe...: Hebr. 9,27.

135

✂ tog Ære af Menneskene: Joh. 5,44. - ikke... som Andre: jf Luk. 18,11. - give ... Mennesket hvad Menneskets er.. .:jf Matt. 22,21. - svare Een til Tusinde: Job 9,3.

136

✂ en gammel Hedning: Horats' Oder III, l, 40.

137

✂ en gammel Psalme-Sanger: Brorson i »Flye min Aand og bryd med Styrke«: Kæmp dig gjennem Satans Pile Ind i Paradisets Hvile. - Da Jesus en Dag.... Luk. 7,36 fE Den folgende fremstilling af historien om synderinden er bygget op som en konkret eksemplificering af det foregående afsnit om kærlighedens overvindelse af synd Forbindelsen er markeret ved en række sproglige paralleller: forfærde og standse hende (da reiser Fjenden sig forfærdelig), Angestens Øieblik (indjage Angst), Anklagen i hendes eget Bryst (opfanget alle Pile i sit Bryst), end forfærdeligere (desto forfærdeligere), Men hun gik frem (men jo nærmere den trænger frem), Fjenden (Fjenden), Hvile ved Christi Fødder (Paradisets Hvile). Endvidere er der en parallel mellem synderindens mange tårer og den kærlighed, der »vaagner ... grædende«, og både synderinden og kærligheden går 369 frem på trods af fare og modstand Synderindens optræden kan samlet karakteriseres ved det foregående afsnits »ydmyg Frimodighed«. Begge afsnit kulminerer med overvindelsen af smerten i en tilstand af blind glemsel. Generelt gælder det, at hvor evangeliet lægger vægten på Jesu tilgivelse af synderinden, fremhæver S.K. karakteristisk hendes ensomme og modige overvindelse af de andres modstand og af hendes egen indre modstand. Mens det foregående afsnit gav en generel beskrivelse af kærlighedens sejr over synden, så handler den konkrete fortælling ikke, som man skulle tro, om synderindens overvindelse af den synd, som har »navngivet« hende, men om overvindelsen af den anden synd, som allerede er blevet omtalt i slutningen af den første tale, i forbindelse med en kollega til synderinden: Syndens Straf føder ny Synd (131).

139

✂ Verdens Herlighed: Matt. 4,8.

141

✂ langt bedre end det...: jf Ef 3,20. - det udvortes Menneske...: jf 2. Kor. 4,16.

142

✂ Naar et Menneske, der lider skyldig...: 1. Pet. 2,20.

143

✂ Om end bedrøvet...: 2. Kor. 6,10. - Den, hvem Brudgommen forlod: sml. Matt. 9,15. - Den, der ikke løb paa det Uvisse: sml. 1. Kor. 9,26.

145

✂ det ene Fornødne: Luk. 10,42. - Naar han seer i Aftenstunden ...: Matt. 16,2-3.

146

✂ idag eller imorgen vil jeg gaae .... Jak. 4.13. - Han bygger hurtigt.,.: Luk. 12,16-21. - forsvinder som en Damp:Jak. 4,14.

147

✂ Viden ... Handlen:jf. note til »Reflexion ...«s. 42.

148

✂ den ganske Verden: Matt. 16,26. - Gud er trofast: 1. Kor. 10,13. - lader sig ikke uden Vidnesbyrd: Ap. G. 14,17.

149

✂ skulde en Riigfrelses: Matt. 19,23. - Job... ofrede Brændoffer.. .;Job 1,5.

150

✂ Bjergets Spidse ...: Matt. 4,8.

151

✂ gjør Regnskab for Din Forvaltning: Luk. 16,2.

152

✂ fldstøtten ... Skystøtten: 2. Mos. 13,21-22. S.K s brug af dette billede er overtaget fra Hamann, Schriften, Berlin 1821-43, I, s. 52: Wenn wir Gott bei Sonnenschein in der Wolkensaule ubersehen, so erscheint uns seine Gegenwart des Nachts in der Feuersåule sichtbarer und nachdrucklicher (Hvis vi ikke ser Gud i skystotten i solskin, så fremtræder hans tilstedeværelse i ildstotten om natten mere synlig og tydelig for os).

154

✂ at den jo beholdt Bekymringen: dvs. at den ikke beholdt... - Haab, om hvilket Skriften siger,..: Rom. 5,4. »Forfarenhed« oversættes nu »prøvet fasthed«.

155

✂ lærte det Gode af hvad han leed: if. Hebr. 5,8. - Begravelse i Canaan: 1. Mos. 23,17-20.

156

✂ den, der søger Gud...: Matt. 7,8. - hvad der opkom i et Menneskes Hjerte: 1. Kor. 2,9. - overgaaer al Forstand: Fil. 4,7.

157

✂ et gammelt Opbyggelsessknft: Die deutsche Theologie, eine sehr alte für jeden Christen ausserst wichtige Schrift, Lemgo 1822, kap. 10. Jf Pap IV A 165: » ... saa forglemme vi Gud og rose (rühmen) os af, at vi ere fortabte«. I opbyggelsessknftet står der: und wåhncn, wir seien verloren (og mener, at vi er fortabte). - een Dag som tusinde Aar: 2. Pet. 3,8.- 370denGud prøver ...: jf. Hebr. 12,6. - Herom minder Paulus...: I Ef. 3,14-19 beder Paulus Gud om, at Han vil styrke modtagerne af brevet i det indre menneske. - al god og fuldkommen Gave:]ak. 1,17.

158

✂ m. T: min tilhører, - glæde sig med den Glade .. græde med den Grædende: Rom. 12,15.

159

✂ ikke det Nærværende ...: Rom. 8,38.

✂

Sygdommen til Døden

163

✂ Anti-Climacus: Navnet markerer en modsætning til pseudonymet Johannes Chmacus (fra Philosophiske Smuler og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift). Johannes Klimakus kaldtes en byzantinsk teolog fra 6. årh. efter sit hovedværk Klimax tou paradeisou, Paradisstigen, dvs. Jakobsstigen. Pseudonymet Climacus har blot fremstillet trinene i retning af kristendommen, uden selv at ville kalde sig kristen. I Pap. X l A 510 står der om Sygdommen til Døden: »Det hedder »til Opbyggelse« det er mere end min Kategorie, Digter Kategorien: opbyggelig (...) Der er Noget, som er lavere (det Æsthetiske) det er pseudonymt, og noget som er høiere, det er ogsaa pseudonymt, fordi min Personlighed ikke svarer dertil (...) Anticlimacus i Modsætning til Climacus der sagde sig ikke at være Christen, Anticlimacus er den modsatte Yderlighed: at være en Christen i overordentlig Grad«. I det sidste ligger der en antydning af noget negativt, der bekræftes af Pap. X l A 517, hvor det hedder om Anti-Climacus: »Dette bliver hans personlige Skyld, at forvexle sig selv med Idealiteten (dette er det Dæmoniske i ham) men hans Fremstilling af Idealiteten kan være ganske sand, og den boier jeg mig for.« I Pap. X 6 B 48 lader S.K. Anti-Climacus sige om sig selv, at han er »en saa overordentlig Christen, som han aldrig nogensinde har været til«. I Pap. X l A 557 nævnes Anti-Climacus i forbindelse med »Opvækkelse«: Opvækkelse er det Sidste, men det er mig personligt for høit - jeg er dog for meget af en Digter.

164

✂ mottoet: »Herre! giv os svage øjne for ting, som ikke duer til noget, og fuldstændig klarsynede øjne for al din sandhed.« S.K. citerer, med en enkelt ændring, disse linier efter Handbuch deutscher Beredsamkeit, herausgegeben von O.L.B. Wolff, Leipzig 1846,I, s. 293, jf Pap. VIII 2 B 171.

165

✂ det rene Menneske ... Forundringsleg med Verdenshistorien: Der hentydes dels til Hegels abstrakte menneskeopfattelse, hvor det er den enkeltes opgave at glemme sig selv, dels til hans spekulative historieopfattelse, jf. noter til Frygt og Bæven s. 53 og 65.

173

✂ Mennesket er Aand...: Modellen i de fire første typografiske afsnit er følgende (den overbygning, hvormed modellen udvides i fjerde 371 typografiske afsnit, er adskilt fra den øvrige model med en stiplet linie. Overbygningen placerer menneskets selv i forhold til Gud):

✂

✂ Tankegangen i fjerde typografiske afsnit er, at forholdet, der forholder sig til sig selv, er det tredie i forhold til det andet, der har sat det, hvilket altså vil sige, at mennesket er et forhold mellem det himmelske og det jordiske (engel og dyr, jf. Begrebet Angest, SVIV 465). Men forholdet, der 372 der forholder sig til sig selv, er også det første i et nyt og højere forhold, hvor »engledyret« forholder sig til Gud. Syntesen mellem legeme og sjæl er af lavere karakter end syntesen mellem uendelighed og endelighed Hvor den sidste har det evige og dermed forbindelsen til ånden indbygget i sig, så tilhører både legeme og sjæl det timelige og kan kun blive til ånd i kombination med den anden syntese. (En lignende model er fremstillet i Begrebet Angest). En konkret definition af legeme og sjæl i forhold til ånd gives ikke i S.K.s forfatterskab. Man kan godt mene om denne abstrakte og spekulative model, at den er udtryk for det, der kritiseres i forordet: en videnskabelig Fjernhed fra Livet (165); man kan spørge, om det ikke er S.K selv, der her leger »Forundringsleg« (165) med menneskelig virkelighed. I femte typografiske afsnit bliver teksten da også mere konkret. Når menneskets selv er deriveret, dvs. afledet, af noget andet, så må det også, hvis det skal være i sandhed, forholde sig til dette andet. Derfor ligger der ikke bare en mulig fortvivlelse i ikke at ville være sig selv, men også i at ville være sig selv, dvs. kun at forholde sig til sig selv og ikke til noget andet. Hvis en fortvivlet, hvis fortvivlelse består i et forkert forhold til selvet, mener at kunne løse sit problem ved sig selv, så hævder han netop derved det forkerte selv, hvis hævdelse er fortvivlelsens årsag. En endnu større misforståelse ville det være at opfatte fortvivlelsen som noget udefra kommende (S.K. tænker på fortvivlelsens årsag, jf. 217), når det ydre Tryk i virkeligheden er en omvendt Reflexion af det Indvortes, dvs. at den indre konflikt (det forkerte el. usikre forhold til selvet) viser sig som et ydre tryk. Fra en kunstnerisk synsvinkel er misforståelsen et grundtema i hele dette filosofisk set vanskelige afsnit: det uforståelige, det uigennemsigtige, afspejler det eksistentielle tema, at menneskets forhold til sig selv er uklart og fuldt af gåder, forvirring og fortvivlelse, men sandheden er enkel og klar: afsnittet slutter med at omtale det gennemsigtige forhold til Gud. Hermed gentager dette afsnit temaet fra bogens motto: bønnen om at blive befriet for alt det, der ikke duer, og at kunne se sandheden klart.

175

✂ Tænkerne: herved sigter S.K. vist nok til Johannes Climacus i Philosophiske Smuler (se SK IV 266). - Svimmelhed ... under Bestemmelsen Sjel...: Svimmelhed forholder sig til sjæl som fortvivlelse til ånd, fordi svimmelhed er udtryk for, at sjælen har et usikkert forhold til verden, ligesom fortvivlelse er udtryk for, at ånden el. selvet har et usikkert forhold til Gud. Jf Pap. VIII 2 B 168: »I sund Tilstand eller naar der er Ligevægt mellem det Sjelelige og det Legemlige er Mennesket aldrig svimmel Saaledes ogsaa med Fortvivlelse. Naar Mennesket i at forholde sig til sig selv absolut forholder sig til Gud, saa er der slet ingen Fortvivlelse«. Sml. »Ligevægt og Ro« (173).

176

✂ der vorder ... Forbigangent: dvs. der bliver ikke nogen sinde i forhold til virkeligheden tale om, at noget er overstået fortid.

177

✂ det Sidste er Døden ...: Da fortvivlelsens årsag er manglende tro på Gud, må den fortvivlede se døden som det sidste. I sin fortvivlelse over dette 373 udsigtsløse liv haaber man paa Døden. Men den fortvivlede kan ikke dø, fordi fortvivlelsen ikke kan fortære det Evige, Selvet, og dettes absolutte insisteren på, at mennesket etablerer det rette forhold til sig selv og til Gud, hvilket netop er det krav, som udløser fortvivlelsen over ikke at kunne leve op til det. Fortvivlelse bliver derved en evig oplevelse af at dø (uden at kunne dø): det at se døden som det sidste, så at sige at tro på døden, og det at håbe på døden dræber ustandselig livet, og fortvivlelsen søger hele tiden at dræbe det sande selv, der forhindrer adgangen til døden. Det evige og forgæves forsøg på at dø skal også forstås bogstaveligt: selvmord er ingen udvej, hvilket fremgår af S.K.s reference til et digt af Ewald, der omtales i Pap. IV A 48: »Det er et herligt Digt af Evald, Advarsel mod Selvmord. Et Vers især: Mon Havets Bølger slette ud? / Mon Gift fortærer Præg af Gud? / Kan Dolken dræbe Tanker? cfr. 1ste B. p. 299.« (S.K. citerer Samlede Skrifter, I, Kbh. 1780.) Fortvivlelse er den evige »Fortabelse« (174) på grund af det mislykkede forsøg på at slå selvet ihjel: straffen er, at fortvivlelsen er fordømt til i al evighed at fortsætte sit håbløse forehavende. Det gælder om fortvivlelsen, at dens Orm ikke døer, dens Ild ikke udslukkes (Mark. 9,48, Es. 66,24). Fortvivlelsens manglende evne til at fortære det sande selv fremkalder Afmagt og afslører for fortvivlelsen det forkerte i dens forehavende. Dette medfører, at fortvivlelsen nu fortvivler over sig selv (og det er dette, der kaldes Potentsation) og søger at fortære sig selv. Herved skabes der blot mere fortvivlelse: i stedet for at ophæve sig selv i glæde over den positive sandhed fornyer og forstærker fortvivlelsen sig selv. Fortvivlelsen gentager altså nu sin fortvivlede reaktion på sandheden: den forsøger at fornægte og ødelægge den. Som »barn« af den sandhed eller det sande selv, der ligger til Grund for Fortvivlelsen, og som fortvivlelsen fornægter, må fortvivlelsen, efterhånden som sandheden bliver mere og mere påtrængende, lægge større og større afstand til sit »ophav« og dermed også til sig selv. 178 En Fortvivlende fortvivler over Noget...: Det er afgørende for de to følgende afsnit, at der i Sygdommen til Døden skelnes mellem uegentlig og egentlig Fortvivlelse. Hvis der fortvivles over Noget (f.eks. manglende succes i karriere eller kærlighed), så er dette uegentlig fortvivlelse, men hvis fortvivlelsen gælder selvet, så drejer det sig om egentlig fortvivlelse. S.K.s pointe er så, at det fundamentalt altid drejer sig om egentlig fortvivlelse, men at den uegentlige fortvivlelse blot ikke er bevidst om, hvad det egentlig er, der fortvivles over. For den uegentlige fortvivlelse er der en verden mellem Cæsar og slet Intet (de citerede ord var Cesare Borgias valgsprog) og mellem »ham« og de mange tårer. At fortvivle over noget er at befinde sig på grænsen til bevidstheden om selvet, idet S.K. går ud fra, at det sande i fortvivlelsen hurtigt vil kunne gennemskue det illusoriske noget og se selvet. At fortvivle er jo en definitiv håbløshed, der forudsætter, at man tror på den uendelige værdi af det, som man fortvivler over ikke er lykkedes. Men denne værdi kan kun være »uendelig«, hvis man ikke tror på Gud, men i stedet tror på døden, 374 som begrænser selvets muligheder til denne verden, spærrer det inde i denne verden og tvinger det til i sin fortvivlelse at guddommeliggøre denne verdens muligheder. Derfor kan en fortvivlelse over noget hurtigt blive til en fortvivlelse over døden, hvis eneste alternativ er troen på Gud, jf 216 om sammenhængen mellem at fortvivle »over det Jordiske« og »om det Evige«. For den egentlige eller erklærede fortvivlelse vil forskellen mellem succes og fiasko i denne verden ikke være en forskel mellem alt og intet, men en forskel mellem to selv-bevidste måder at være fortvivlet på. I øvrigt er det en gennemgående tankegang i de to afsnit, at når man (hvad enten man er bevidst om det eller ej) ikke vil være sit sande selv, men altså vil af med sig selv, så kan dette udløse en desperat stræben efter en eller anden form for succes, der kan bruges til så at sige at drukne ens ægte fortvivlelse i falsk glæde.

179

✂ At fortvivle over sig...: fortvivlet at ville af med sig selv er fundamentalt det samme som fortvivlet at ville være sig selv, fordi det er det sande selv (feks. »dette Selv, som ikke blev Cæsar«), man vil af med, og det falske selv (feks. Cæsar), man vil være. Fortvivlet ikke at ville være sig selv betyder i Sygdommen til Døden ikke blot, at man ikke vil være den, man faktisk er (og som Gud dermed har tvunget én til at være), men det betyder også, at man ikke vil realisere det rette åndelige forhold til Gud, jf den senere skelnen mellem at fortvivle over og om sig selv (216). - Socrates beviste ...: i Platons Staten, X, 608 c ff.

182

✂ transitorisk: forbigående, flygtig.

184

✂ angestfor Intet: jf Begrebet Angest: »hvilken Virkning har Intet? Det føder Angest. Dette er Uskyldighedens dybe Hemmelighed, at den paa samme Tid er Angest. Drømmende projekterer Aanden sm egen Virkelighed, men denne Virkelighed er Intet« (SV IV 346).

186

✂ Dagens Møie og Hede:jf. Matt. 20,12. - som Du er kjendtijf. 1. Kor. 13,12.

188

✂ kata dynamin: efter mulighed. Om alt, hvad der kan blive til noget andet, men endnu ikke er blevet til dette andet, bruger Aristoteles det udtryk, at det efter mulighed er dette andet, at det altså har de indre betingelser for, at en udvikling bliver mulig. - Replikken ...: I de følgende par linier formulerer S.K. i koncentreret og abstrakt form et væsentligt og præcist synspunkt om, at en digterisk fremstilling af fortvivlelse kun bliver værdifuld, hvis fremstillingen af en konkret fortvivlelse medtager den realitet, som fortvivlelsen negerer. Når feks. Klaus Rifbjerg i jeg-romanen Brevet til Gerda (1972) fremstiller en fortvivlelse, der bl.a. mangler endelighed, så sker dette i en litterær stil, der altid beholder den jordforbindelse, som bogens drømmende og utålmodige hovedperson ustandselig slipper. I S.K.s eget eksempel på s. 190 er det spurven, der repræsenterer den negerede realitet. - instar omnium: der gælder lige så meget som alle, dvs. evnen for alle evner. - Fichte: Der refereres til den tyske filosof J.G. F.s (1762-1814) tanker om den »produktive indbildningskraft«: hele tilværelsen skabes indefra ved den aktive selvbevidstheds kraftudfoldelse.

189

✂ hiin russiske Hornmusik: Orkesteret bestod af op til tres mand, der hver 375 havde et horn, som kun gav én tone; hver mand skulle altså kun falde ind med denne tone (så det var ikke en takt, men en tone, han blev odslet på at være).

190

✂ det ene Fornødne: Luk. 10,42.

191

✂ Einerlei: ensformighed - afmandet: berovet manddom el. avlekraft - at være som de Andre...: Når S.K. taler om det negative ved at forsvinde i Mængden, mener han ikke, som mange mener i dag, at det modsat positive er at skille sig ud fra denne mængde ved at markere sig positivt i forhold til de andre (hvorved man altså får sin identitet »forærende« af de andre, præcis som man også gør som Numerus (tal, nummer), medlem af mængden), idet forholdet til andre for S.K. er uden betydning for den sande identitet. Det modsatte af at være et nummer er således ikke at være et navn for de andre, men for sig selv og Gud, jf rodemesteren i Frygt og Bæven hvis sande identitet er ukendt for de andre.

192

✂ vinder alle jordiske Fordele .. .:jf Matt. 16,26. - apeiron - peras: egl.: det ubegrænsede - grænsen. Vigtige begreber hos Platon, især i Filebos.

193

✂ kata dynamin: se note til s. 188. - Løber nu Muligheden ...: S.K. fremstiller i det følgende den psykiske tilstand, hvor man ser sig blind på en mulighed, idet man hefter sig ved, at muligheden faktisk er der, men overser, at Tiden eller Nødvendigheden gor den til en illusion i den forstand, at det er urealistisk at forfølge den. Hvis det drejer sig om en enkelt mulighed, vil denne mulighed tiltage i styrke, efterhånden som man fjerner sig mere og mere fra virkeligheden (som ifølge S.K. snarere bør kaldes nødvendigheden, fordi virkeligheden både omfatter nødvendigheden og muligheden), og hvis det drejer sig om flere muligheder, vil de formere sig, efterhånden som man leger mere og mere med dem. - Phantasmagorier: gøglebilleder, fantasibilleder. - som Philosopherne forklare, jf Hegel, Werke, VI, Berlin 1840, s. 292: Die Nothwendigkeit ist zwar richtig als Einheit der Moglichkeit und Wirkhchkeit definirt worden.

195

✂ for Gud er Alt muligt: Matt. 19,26, Mark. 14,36, Luk. 1,37. - Richard II: S.K. citerer Schlegels oversættelse af Shakespeare. I Lembckes oversættelse lyder stedet: O, Frænde, forbandet være du, som ledte mig bort fra Fortvivlelsens den jevne Vej! (III. akt, 3. scene i de nævnte oversættelser svarer til III. akt, 2. scene i originalteksten).

196

✂ det Dialektiske i at troe ...: jf. Frygt og Bæven, og Tre opbyggelige Taler, 1843, s. 157: den, der troer Gud mod Forstanden, han bekræftes i det indvortes Menneske (sml. ovenfor om: at tabe Forstanden for at vinde Gud). - hiin Konge...; se note til Frygt og Bæven s. 29.

197

✂ Respirationen: af lat. respirare, ordret: ånde (spirare) igen (re-), ånde ind og ud - Interjektion: Tankegangen er, at fatalisten har kvalt sig selv i forhold til Gud og kun kan formulere dette forhold som momentane og desperate udråb. - Suurstoffet: ilten. - Statsminister: minister der var medlem af statsrådet. - Dunstkreds: atmosfære. - qvantum satis: så meget som er tilstrækkeligt.

199

✂ Veritas est...: sandheden angiver både sig selv og det usande. Frit citat fra 376 Spinozas Ethica, II, Schol. til Propos. 43. - socratisk: jf. Diogenes fra Laerte, Om de berømte Philosophers Liv og Lære, II, 5, 31: Der er, sagde han, kun eet eneste Gode, nemlig Oplysning og eet eneste Onde, Vankundighed (Riisbnghs oversættelse, Kbh. 1812, s. 70).

200

✂ Belle-Etagen: 1. sal. - Aandløshedens Angest: se SV IV 400-403. - Folkesagnet: se Irische Elfenmärchen, ubersetzt von den Brüdern Grimm, Leipzig 1826, s.LXXXIII.

202

✂ de gamle Kirkelærere: Augustin, De Civitate Dei, XIX, 25. - Hedningen ... anpriste Selvmord: dette gælder især de stoiske filosoffer, men opfattelsen af selvmord som oprør mod Gud findes hos Platon, Faidon 61-62. - Hysteron-Proteron: sidst-først; det, der skulle komme sidst, er anbragt først.

203

✂ Vigilius Haufniensis: se SV IV 402.

204

✂ i det Senere: dette afsnit blev aldrig skrevet. Spørgsmålet berøres kun i en bemærkning på s. 216.

205

✂ kata dynamin: se note til s. 188. - Modus: måde, form, måde at træde frem på

206

✂ Reflexion i sig: dvs. selvrefleksion.

207

✂ hans Selv, og ham selv...: dvs. hans selv og ham selv er et noget, som hører med inden for... - to heteron: det andet. - endog begjerende...; Selv når det begærer, er dette selv ikke et selvstændigt subjekt (svarende til grammatisk nominativ), ikke en handlende som vil noget, men en passiv modtager (svarende til grammatisk Dativ) med et barnligt el. ureflekteret begær. - tilstøder (at støde - til): hermed fremhæver S.K. igen det passive ved det umiddelbare selv, der modtager skæbnens stød. - quid nimis: ordret: noget for meget. Hentydning til det latinske (opr. græske) ordsprog: ne quid nimis, intet for meget, dvs. gør ikke noget i for høj grad, hold måde. Kun refleksionen er i stand til at overskue og dermed relativere det umiddelbart overvældende (det, der er »for meget« for det umiddelbare selv og bringer det til fortvivlelse), hvad enten dette er en ulykke eller en lykke. - situeret: placeret.

209

✂ Man fortæller om en Bondemand...; jf Molbohistorier, udgivet af L.R. Tuxen, Kbh. 1866, s. 30-31, hvor historien anføres i en lidt anden version.

210

✂ Omsætning: det at skille sig af med selvet er en stor og definitiv beslutning, som et større salg.

212

✂ Omverdenens Rejlexion: dvs. refleks, afspejling.

213

✂ und rings umher...: Goethes Faust, I, se. 4, 1479. Mefistofeles vil overtale Faust til at forlade studierne og spekulationerne og begive sig ud i livet: Jeg siger Dig: en Karl, der spekulerer, / er som et Dyr, hvem Fanden maltrakterer / og kører rundt paa Heden med i Ring, / mens grønne Marker ligge trindtomkring. (P. Hansens oversættelse). - trods nogen Yngling: lige så godt som nogen y. - fuimus: vi har været - (og er ikke mere -), jf.VirgilsÆneiden, II, 325.

214

✂ Præsens in futuro ... præterito: nutid i fremtid, nutid i fortid. Det fælles er, 377 at det både for ynglingen og den ældre er nutid, at de ikke vil være sig selv, hvilket her konkret betyder, at de jordisk fortvivler over det bestemte selv, som de henholdsvis er bundet til i fremtiden og lod sig binde til i fortiden.

215

✂ in toto: som helhed.

216

✂ Selvet er dobbelt dialektisk: Når man fortvivler over sig selv, fortvivler man over det selv, som har syndet ved at dyrke det jordiske og negligere det evige, men når man fortvivler om sig selv, fortvivler man, fordi man ikke har realiseret sit ideale, åndelige selv og dermed det rette forhold til Gud

219

✂ vore Tiders Bestandig-Selskabelige: S.K. hentyder til selskabeligheden i foreninger; i begyndelsen af 1840'erne havde København blandt sine større klubber »Den bestandig borgerlige Forening« og »Det forenede borgerlige Selskab«. - Epigram kort, fyndigt digt der giver udtryk for en tanke, ofte satirisk og med en overraskende slutpointe. - horis succesivis: i på hinanden følgende timer, time efter time. - Timer ... levede for Evigheden: hentydning til titlen på en andagtsbog af C.F. Sintenis, Stunden fur die Ewigkeit gelebt, Berlin 1791-92, da. overs. 1795: Timer, levede for Evigheden.

220

✂ Richard III: I Shakespeares Richard III, IV, 4, lader R. trommerne røre for at overdøve sin moders og Dronning Elisabeths anklager: Blæs, Trompeter! / Rør Trommen, slaa Alarm! at ikke Himlen / Skal høre disse Sladderkvinder smæde / Vorherres Salvede! Blæs, siger jeg! (østerbergs oversættelse). - omnibus numeris absoluta: afsluttet i enhver henseende, dvs. fuldendt.

221

✂ poetice: digterisk. - dæmonisk se note til Frygt og Bæven s. 87.

222

✂ i Begyndelsen: 1. Mos. 1,1. Han vil altså ikke acceptere sit af Gud skabte selv, men vil bruge den frihed, som hans bevidsthed om at være ånd giver ham, til at være sin egen gud og skabe sit eget selv. - Stoicisme: der tænkes på stoikernes lære om at hæve sig over det konkrete.

223

✂ Prometheus: Ifølge den græske mytologi stjal P. himlens ild og bragte den til jorden, og P. er senere blevet opfattet som en helt, der stjal ilden for menneskenes skyld. - den løsende... bindende Magt: jf. Matt 16,19. - Ataraxi: uforstyrrelighed (udtryk fra den stoiske filosofi).

224

✂ promethisk: Som straf for tyveriet af ilden lod Zeus Prometheus lænke til en klippe. - Pæl i Kjødet: 2. Kor. 12,7.

226

✂ i reen græsk Forstand: »dæmonisk« kommer af græsk »daimon«, der hos Platon betegner et overmenneskeligt væsen, en mellemting mellem en gud og et menneske. - Overtroens Fortælling: sandsynligvis tænkes her på Rübezahl i Musäus' Volksmarchen, tredie legende, Musæus Folkeæventyr, Kbh. 1840,II,s.65-66.

227

✂ tantalisk: Tantalus var en græsk sagnkonge, som af guderne blev dømt til evigt at plages af tørst og sult. I Underverdenen stod han i vand til læberne og med en frugtgren hængende over hovedet. Når han ville drikke, trak vandet sig tilbage, og når han ville spise, trak grenen sig væk.

231

✂ hvad Juristerne kalde qvalijiceret: en kvalificeret forbrydelse er en 378 forbrydelse, som straffes strengere end forbrydelsen i dens typiske form. S.K. nævner selv to eksempler på s. 234. forbrydelse mod en embedsmand og fadermord. - Confinium: grænseområde. - Kategoriernes Conjunktion: Konjunktion er den astronomiske betegnelse for det forhold, at to himmellegemer set fra Jorden ses i samme retning. Kategoriernes k. vil da sige, at kategorien »Digter« peger i retning af el. er orienteret mod »det Religieuse«. Muligvis ligger der også heri, at det digteriske samtidig skjuler el. skygger for det religiøse,

232

✂ Nurnberger-Billeder: billeder af ringe kvalitet.

233

✂ en ældre Dogmatik: Der refereres til det argument i den ortodokse lutherske dogmatik, at Guds uendelighed gør skyld mod Ham uendelig, og at straffen derfor også må være uendelig. - recurrerede: søgte tilbage. - en senere Dogmatik: Hos den tyske filosof Kant forkastes bestemmelsen synd mod Gud, fordi Gud hos Kant »forsvinder« i den almengyldige morallov, jf. note til Frygt og Bæven s. 65.

234

✂ kun stundom syndedes...: Der hentydes til, at den ortodokse lutherske dogmatik skelnede mellem synder mod Gud, synder mod én selv og synder mod andre. - uden Gud i Verden: Ef 2,12. - pelagiansk-letsindige: Pelagius (ca. 400) og dennes tilhængere nægtede arvesynden.

235

✂ de glimrende Laster: jf s. 202. - een Djævel ved Djævelens Hjælp: jf Matt. 12,24. - det Sidste ... væne end det Første: Matt. 12,45. - Bogstavregning: dvs. definitionen er en formel, der sammenfatter det fælles og fundamentale og dækker alle konkrete tilfælde.

236

✂ Speculation: Ordet anvendes af S.K. som betegnelse for Hegels filosofi og dermed for den opfattelse, at modsætninger lader sig ophæve ved at anskues fornuftigt Mod dette fastholder S.K. her det absurde og paradoksale i kristendommen, og det enkelte menneskes betydning som andet og mere end det at være medlem af et samfundsmæssigt fællesskab.

237

✂ Christi egen Anviisning: se Matt. 11,6, 26,31, Joh. 6,61. - i hvis Hjerte det aldrig .:jf 1. Kor. 2,9. - quid nimis: for meget, jf. s. 207

238

✂ Daarskab:jfA. Kor. 1,18-25.

239

✂ giver op uden om: som et eksamenspensum ud over det forlangte. - gyldne: hentydning til udtrykket »den gyldne middelvej«, Horats' Oder II, 10, 5.- ne quid nimis: se note til s. 207.

240

✂ am Ende: til sidst. - de facto: efter sin handling, objektivt set. - Synd er Uvidenhed: denne definition er udledt af, at Sokrates mente, at dyd er viden.

241

✂ vindicerer: tillægger, tilkender. - Prius: forudgående, tilgrundliggende.

242

✂ quod erat demonstrandum: hvad der skulle bevises. - Aabenbaring fra Gud: jf Pap. VII l A 192: Dersom En vil sidde rolig, objektiv paa sit Studerekammer og speculere: hvorledes skulde han kunde forstaae en Forsonings Nødvendighed; da jo en Forsoning kun er nødvendig i den ængstede Samvittigheds Forstand. Dersom det stod i et Menneskes Magt at leve hen uden at behøve Spise: hvorledes skulde han saa forstaae Nødvendigheden af Spise, som den Sultne saa let forstaaer? Og saaledes er det aandeligt. Et Menneske kan erhverve den Ligegyldighed som gjør 379 Forsoningen overflødig, ja det naturlige Menneske er egentlig i denne Tilstand: men hvorledes skulde man i denne Tilstand kunde forstaae Forsoningen. Det er derfor saa consequent af Luther, at han lærer, at Mennesket maa belæres ved en Aabenbaring om hvor dybt han ligger i Synd; at den ængstede Samvittighed ikke er noget der saaledes følger af Naturen som det at være sulten. - kategorisk Imperativ: Egentlig et udtryk fra Kants filosofi. Kant forstår derved morallovens ubetingede bud. Med tilføjelsen »intellectuelt« giver S.K. udtrykket betydningen: befaling man ikke kan undlade at opfylde (fordi forståelsen af det rette tvinger én til at realisere det).

243

✂ in abstracto: abstrakt. - eo ipso: med det samme. - Coinddentspunkt: fælles punkt, berøringspunkt

244

✂ med Adriennen paa: Der hentydes til steder i Holbergs komedier, f.eks. Den politiske Kandestøber IV, 2, og Barselstuen II, 2, hvor det at være iført en adrienne (fin lang, folderig damekjole) forbindes med, at jævne personer ønsker at spille fine. - i en ringe Tjeners Skikkelse: Fil. 2,7. - som Skriften siger: Mark. 10,34, Luk. 18,32. - godt at være: Matt. 17,4.

245

✂ Direction: retning, angivelse af retning. - Klangfigur: mønster der dannes på en vandret metal- el. glasplade, når denne er bestrøet med fint sand el.lign. og sættes i svingninger ved strygning med en violinbue. - vidunderligt: på en overnaturlig måde, underfuldt. - Overgangen ... Systemet: Der er tale om Hegels filosofiske system, hvor enhver udvikling el. overgang el. bevægelse tænkes at forløbe med deterministisk nødvendighed, jf. note til »foreløbige Bevægelse« Frygt og Bæven s. 9. - cogito ergo sum: jeg tænker, altså er jeg; den franske filosof Descartes' filosofiske grundsætning. - Dig skeer, som Du troer: Matt. 9,29.

246

✂ cito citissime: hurtigt, meget hurtigt - geschwind wie der Wind: hurtig som vinden. - Interim: midlertidigt, foreløbigt, dvs. afgørelsen udsættes.

247

✂ Aktor: anklager.

248

✂ den orthodoxe Dogmatik ...: I den luthersk-protestantiske kirkes dogmatiske bekendelsesskrift, den Augsburgske Konfession, hedder det i artikel 19: »Aarsagen til Synd (...) er (...) de Onde, nemlig Djevlens og de Ugudeliges Villie, hvilken, forladt af Guds Bistand, vender sig fra Gud«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse, Kbh. 1825. Den lutherske dogmatik har gennemgående fastholdt denne opfattelse, at synden er et frafald fra Gud, en positiv viljesakt. - pantheistisk: Der hentydes til den kritik, der på S.K.s egen tid blev rettet mod Hegel for panteisme, dvs. for en forståelse af det onde som det blot tilsyneladende onde, der er et nødvendigt, negativt stadium på vejen mod det højere gode. - en saakaldet spekulativ Dogmatik: der tænkes især på den danske teolog H.L. Martensen. - begribe denne Bestemmelse...; At begribe el. forstå Synden som Position forudsætter, at synden placeres i forhold til sin logiske modsætning (negeres).

249

✂ Detaschement: mindre militær styrke med særlig opgave. - abrenuntierer: afsværger. - Negationens Negation: I Hegels logik betyder Negationens380Negation, at når et begreb er blevet negeret af sin modsætning el negation, så sker der endnu en negation, idet de to modsætninger samles i en højere enhed (hvor modsætningen mellem dem altså er ophævet). Hvis således synden negerer det gode, så forsoner angeren denne modsætning ved at negere synden og etablere en højere positiv enhed. - Overgangen ...; I Hegels logik forløber Overgangen fra et begreb til et andet glidende, med logisk automatik. Fra evighedens synspunkt (Sub specie æterni og æterno modo er to udtryk for det samme), dvs. set fra det højeste abstrakte synspunkt er alle overgangene eller det Spatierende (dvs. det der udgør afstanden mellem de enkelte udviklingstrin) slet ikke til, fordi udviklingen forløber af sig selv, som logisk-deterministisk system, og dermed fra starten har sin forudsigelige afslutning indbygget i sig, hvorved overgangene sådan set er en illusion. At sætte el. ponere bliver derfor (eo ipso: uden videre) det samme som at ophæve, fordi en position el. et begreb af sig selv afføder sin egen negation eller automatisk bliver komplementeret af sin modsætning (det ufuldendte el. uafsluttede, svarende til den grammatiske tid Imperfectum, bliver af sig selv fuldendt el. afsluttet, Perfectum). Hegels rene Tænkning, det abstrakt-logiske system, står for S.K. i modsætning til »Virkelighedens Verden«, hvor der er kvalitative forskelle, og hvor intet forløber af sig selv, men hvor al bevægelse forudsætter menneskelig handlen, jf. note til Frygt og Bæven s. 42.

250

✂ Gudsfrygt er Viisdoms Begyndelse: SI. 111,10, Ordsp. 1,7, 9,10. philosophice, poetice: filosofisk, digterisk, jf s. 246 om den »æsthetiske og methaphysiske Erkjenden«.

251

✂ Socrates ... den meest Vidende: S. fortæller selv i Platons Apologi 21 a, at Oraklet i Delfi har erklæret ham for det viseste menneske. - Synden ... som druknet i Havet: Mika 7,19.

252

✂ underlægger Alt under Synd: Gal. 3,22. - som Skriften siger: Åb 3,16 (Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af mm mund).

253

✂ Hengesæk: hængedynd - Tilsætninger: tilføjelser. - befordres: ansættes som embedsmand. - in puris naturalibus: egl.: i den rene naturtilstand, dvs. uden nogen påklædning; her snarest: uden omsvøb. - Sogne: verdslige.

254

✂ overgaaer al Forstand: Fil. 4,7. - uskateerlige: uvurderlige.

256

✂ anslaaes: medregnes. - Fortabelsens Ajvei: if. Matt. 7,13.

257

✂ et Ordsprog: her synes at sigtes til det latinske: errare humanum est (at fejle er menneskeligt), men dets fortsættelse plejer at lyde: men kun en tåbe fremturer i sin vildfarelse. - desultoriske: springende, her brugt i bet.: diskontinuerlig. - Macbeth: S.K. citerer Ludwig og Dorothea Tiecks oversættelse. I den engelske original står: Things bad begun make strong themselves by ill (som Østerberg oversætter: Ondt styrker alt hvad der begyndte slet). I S.K.s citat står ordret: »Gerninger, der er udsprunget af synd, får kun kraft og styrke gennem synd« (her har S.K. ændret den tyske tekst fra Sünden: synder). Macbeth mener på dette sted, at mordet på Duncan »styrkes« af det nye mord på Banquo, altså svarende til at »den ene Synd føder ny Synd af sig«.

381

258

✂ impetus fart.

259

✂ diætetisk: vedr. levevis.

260

✂ Mephistopheles: Faust, I, Wald und Hohle, slutningen - Aerostrat: dvs. aerostat, luftballon. - Macbeth ...: S.K. citerer Ludwig og Dorothea Tiecks oversættelse. I Østerbergs oversættelse lyder stedet (II. akt, 3. scene, som i originalteksten): »fra nu af / er intet her paa Jorden Alvor værd, / alt er kun Tant; Mands-Dyd og Ry er døde«. Gnade (som svarer til Østerbergs »Mands-Dyd«) betyder ofte nåde (originalen har »grace«), men hos Shakespeare er der ikke tale om den guddommelige nåde, men om menneskelig yndest el. gunst.

261

✂ det Omineuse: det skæbnesvangre.

262

✂ de gamle Opbyggelsesskrifter: f.eks. Johs. Tauler, Predigten, Berlin 1842, III, s. 36 f.

264

✂ cominus ... eminus: på nært hold (i nærkamp), på afstand (i fjernkamp). Begge udtryk tilhører det romerske militærsprog. - er man eo ipso ...: er man netop derved (langt borte), betyder dette, at man er langt borte.

265

✂ Horreur: gysen. - epigramatisk: se note til s. 219.

266

✂ Jøderne.. .forargedes...: Matt. 9,2-3.

267

✂ Gud... er ikke Forvirringens Gud: 1. Kor. 14,33. - Aristoteles: Der refereres sandsynligvis til Politik III, 11, hvor A. dog kun ser ligheden mellem mængde og dyr som noget, der gælder i nogle tilfælde. - saa slaaer det jo philosophice til...: philosophice: filosofisk. I det følgende hentydes til D.F. Strauss, Leben Jesu (1836), som hævder, at Gud-mennesket er menneskeheden. - idem per idem: det samme ved (bevist ved) det samme, dvs. en cirkelslutning. Her synes udtrykket at betyde en fuldkommen identitet.

268

✂ en Konge giver en friere Forfatning: I marts 1848 lovede Kong Frederik VII at give Danmark en konstitutionel forfatning; løftet blev opfyldt ved Grundloven af 5. juni 1849. - aldrig opkommet i noget Menneskes Hjerte: jf 1.Kor. 2,9. - cogito ergo sum:jf. s. 245. at tænke er at være.

269

✂ e concessis: ud fra indrømmelser; jf. ovenfor: Dog lad det nu saa være. - saa lidet som ude paa Kirkegaarden ...: S.K. citerer sig selv fra talen »Ved en Grav« (SK V 280). - teleologisk: hensigtsmæssigt bestemt - Frygt og Basven: Fil. 2,12.

270

✂ item: ligeledes. - tage sig af Spurvene: f. Matt. 10,29. - Lærebogen: i Balles Lærebog, dvs. Biskop Nicolai Edinger Balle, Lærebog i den evangelisk-christelige Religion, til Brug i de danske Skoler (1791), 1. kap., III, § 6, omtales Guds allestedsnærværelse. - Abbreviatur: forkortning, forenkling. Udtrykket bruges hos S.K. til at karakterisere logisk, abstrakt tænkning i modsætning til konkret virkelighed. - comprehendit: betyder både: begriber, og: omfatter. - continentur: holdes sammen.

271

✂ opposita juxta ...: modsætninger fremtræder tydeligere ved at sættes ved siden af hinanden, - prædiceres: udsiges. - via negationis... via eminentiæ ad nægtelsens vej ... ad forstærkelsens vej. Udtryk i den skolastiske filosofi for to måder at bestemme Guds egenskaber på. Ad den første vej bestemmes de negativt ved at fraskrive Ham al endelighed og ufuldkommenhed, 382 ad den anden positivt ved at tillægge Ham de menneskelige dyder i fortrinlig grad. - Accomodation: Således kaldte man i oplysningstidens teologi den guddommelige åbenbarings tilpasning til menneskenes begrænsninger, fordomme og vildfarelser. - ligesaa umuligt som et Fløitespil.. .:jf. Platons Apologi 27 b.

272

✂ anthropopathiske: som tildeler Gud menneskelige lidenskaber. - overfare: overkomme, magte. - Kreaturer: her: tilhængere.

273

✂ sympathetisk Blæk: usynligt blæk. - modo ponendo: i positiv form, på den sættende el. ponerende måde; dvs. at gå ud fra, sætte, at kristendommen er usandhed - Synd mod den Hellig-Aand: Matt 12,31-32, Mark. 3,29. - eviterende ... pedem referens: undvigende ... vigende, idet man trækker sig tilbage.

274

✂ Prinds Henrik: l Henrik W fremstilles Kronprins Henrik, den senere Henrik V, som Falstaffs soldebroder. - indbyde Alle at komme til sig: jf. Matt. 11,28.

275

✂ salig Den, som ikke forarges paa mig: Matt 11,6. - Historie-Maleri: Med dette ord markeres, at der refereres til S.K.S forlovelse med Regine Olsen fra efteråret 1840 til efteråret 1841, der blev hævet, fordi S.K. ifølge sin egen fremstilling mente sig ude af stand til at indgå ægteskab, af årsager hvis præcise karakter han ikke ønskede at røbe. Til gengæld lader han forfatterskabet myldre med mulige fortolkninger af denne forlovelseshistorie, men netop kun som muligheder: der gives ingen nøgle til den virkelige historie, ligesom den virkelige histone, i det omfang den kendes, selvfølgelig heller ikke er nogen nøgle til forfatterskabet, men en privat baggrund som forfatterskabet har ladt bag sig, og som er uvedkommende for forfatterskabets generelle fremstillinger. Der er, først og fremmest på grundlag af de mange antydninger i forfatterskabet og i de efterladte papirer, blevet fremsat mange teorier om, hvordan det faktisk forholdt sig: man kan gætte på fysiske og psykiske skavanker og på mørke punkter i fortiden; eller på at sådanne forholds betydning enten depressivt er blevet overdrevet eller etisk-religiøst er blevet bedømt ud fra en meget streng målestok; eller på at sådanne forhold ubevidst er blevet brugt som påskud for at undgå ægteskab, måske fordi S.K. foretrak at kunne koncentrere sig om sit forfatterskab; eller man kan gætte på forskellige kombinationer af de mange muligheder.

276

✂ viscera: indvolde. - en Græker: se Plutarch, »De garrulitate« VIII: i at tale har vi mennesker, i at tie guder til lærere, idet vi jo iagttager tavshed ved hellige handlinger og mysterier. - paa det at: for at... - Faderen og jeg er Eet: Joh. 10,30. - Døve høre...: Matt 11,5. - Enhver prøve sig selv: 1. Kor. 11,27-28 (Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken.) - De ere Christi egne Ord: der menes ordene: salig Den, som ikke forarges paa mig. - mod Slutningen af sit Liv: Matt 26,31.

383

277

✂ berede ham Veien: sml. Mark. 1,2-3. - den Elendigste af Alle: jf. 1. Kor. 15,19. - forøge mig den Luk. 17,5. - mon Troen findes paa Jorden: jf. Luk. 18,8.

278

✂ som man frækt har sagt: i digtet »Die Heimkehr« i Heines Buch der Lieder (1827). - Kongeloven Danmarks forfatning fra 1665 til 1849. - fornemt: hovmodigt, afvisende.

279

✂ hvad tykkes Dig om Christus: jf. Matt. 22,42. - doketisk eller rationalistisk: Doketismen lærte, at Kristus ikke havde virkelig menneskelig natur, men iførte sig et skinlegeme. Rationalismen benægter fuldstændig Kristi guddommelighed; Kristus er kun et menneske. - Som Jødeme sagde om Christus: Matt 9,34, 12,24. Netop dette betegnes i Matt. 12,31-32 som »Synd mod den Hellig-Aand«.

✂

»Ypperstepræsten...«

285

✂ det at give saligere ...: Ap. G. 20,35.

287

✂ Hvor skulde vigaae hen ...:jf.Joh. 6,68.

288

✂ haver Salt i Eder selv ...: Mark. 9,50

289

✂ kommer hid ... Alle L. : Matt. 11,28. - Lilien paa Marken. .: Matt. 6,26-28. - ikke det... hælde sit Hoved: Luk. 9,58. - de stredes endog om .. .: sml. Mark. 10,37.

290

✂ Verdens Frelser: Joh. 4,42. - raab ei... paa: gør ikke kraftigt opmærksom på, klag ikke over.

292

✂ hvem den onde Aand jo førte...: Matt. 4,1 ff 294 M. T.: min tilhører.

296

✂ A. T.: andægtige tilhører. - Evangeliet om Pharisæeren og Tolderen: Luk. 18,9-14. - stod for sig selv: Luk. 18,11, oversættes nu: trådte frem.

297

✂ den øverste Plads ved Gjestebud: Luk. 14,8-10.

300

✂ hvad Skriften siger om alle Toldere og Syndere: Luk. 15,1

302

✂ til Lykke og Velsignelse: traditionel hilsen til én der har været til alters. - hiin Qvinde:Luk. 10,38-42.

303

✂ at komme til Dig: sml. Matt. 11,28. - at blive i Dig: jf Joh. 15,4. - den fuldkomne Kjerlighed, der udjager Frygt: 1. Joh 4,18. - Synderinden: Luk. 7,37-50.

305

✂ Sorrigs-Huus ... Gjestebuds-Huus: Præd. 7,2. - skjultere Indelukke: skriftestolen i de romersk-katolske kirker. - iLøndom: Matt. 6,6.

307

✂ Menneskens Søn: ældre bibeloversættelse (nu. Menneskesønnen).

309

✂ kommer hid alle I...: Matt. 11,28.