Frygt og bæven

↩

✂ Frygt og Bæven: Fil. 2,12 (»Derfor, mine elskede! ligesom I altid tidligere har været lydige, skal I også nu, ikke alene som da jeg var hos jer, men langt mere nu, da jeg er borte, arbejde på jeres frelse med frygt og bæven«). I Frygt og Bæven er Gud i en vis forstand blevet borte for Abraham, og han må klare sig på egen hånd, dvs. frelse sig selv. - de silentio: af Tavsheden. I Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed skriver S.K., at navnet markerer, at bogen henvender sig til: den alvorlige Iagttager, for hvem man kan gjøre sig forstaaet paa Afstand, og til hvem man kan tale i Taushed (SV XIII 563). Der bliver i efterskriften gjort nærmere rede for betydningen af S.K.S brug af pseudonymer. Her skal det blot siges, at man ikke uden videre kan identificere de af pseudonymerne fremsatte synspunkter med S.K.s egne. Når der i det følgende tales om, hvad S.K. mener, ligger der altså i dette et indbygget forbehold, hvilket ikke så meget er et banalt spørgsmål om, hvorvidt S.K. nu også mener det eller ikke mener det, men er et mere kompliceret spørgsmål om, i hvilken forstand man kan sige, at han mener det eller ikke mener det.

350

✂ mottoet: »Det, som Tarqmnius Superbus sagde i sin have ved hjælp af valmuernes hoveder, forstod sønnen, men ikke budbringeren.« Hamann, Schriften, Berlin 1821-43, III, s. 190 J.G. Hamann, ty. filosof, 1730-88. Da Tarquinius Superbus' søn ved list havde faet Gabii i sin magt, sendte han bud til sin fader i Rom og lod spørge, hvad han skulle gore ved byen. Tarquimus, der ikke stolede på budet, svarede intet, men forte ham ud i en have og slog hovederne af de højeste valmuer med sin stok. Sønnen forstod, at han skulle rydde de mest fremtrædende mænd i byen af vejen. (Valerius Maximus VII, 4, 2).

✂ Forord: Der sigtes i forordet specielt til H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs indledningsforedrag til den spekulative logik, i Dansk Maanedsskrift 16, 1836, s. 515 ff. I overensstemmelse med den teologi og filosofi, der arbejdede i forlængelse af den tyske filosof Hegel (1770-1831), hævder Martensen nødvendigheden af at gaae videre, af ikke at blive stående (for længe) ved at tvivle om Alt, som man skal gore, for man kan begynde at filosofere, og som man lærer at gøre hos den franske filosof Descartes (Cartesius, 1596-1650), man skal gøre den filosofiske udvikling til Hegel med og fortsætte, gå endnu videre. Her mener S.K. karakteristisk, at man ikke kan lære af andre at tvivle. Tvivlen skal komme indefra, man skal selv komme i tvivl og selv gennemleve tvivlen, før der eventuelt kan blive tale om at gå videre. Descartes' tvivl var da også et led i en personlig udvikling, den var ikke et filosofisk program: han var stille, ikke en brølende Gadei> ægter der gjorde det til Pligt for Alle at tvivle. Desuden tvivlede D. ikke om alt: D.s tvivl gjaldt den menneskelige erkendelse, den anfægtede ikke hans tro, som han bevarede på trods af den erkendelsesmæssige tvivl. At D. ikke tvivlede i forhold til troen, fremhæves hos S.K. karakteristisk som den første og vigtigste indvending. Men heller ikke denne personlige tro mener tidens teologer og filosoffer det er værd at standse op ved. Det drejer sig igen om at gå videre, at forstå troen objektivt, upersonligt, begrebsmæssigt, at fa den placeret i en altomfattende filosofisk konstruktion: Systemet. Ligesom man forestiller sig, at det er muligt at tvivle om alt og hurtigt fa denne tvivl overstået, forestiller man sig også, at det er muligt at forstå alt Det er det, S.K. i begyndelsen af forordet kalder ein wirklicher Ausverkauf (et virkeligt udsalg). Alle kan være med, fordi alting er så billigt. Derfor kaldes systemet til sidst i forordet for en Omnibus (betyder på latin: for alle). De første (hestetrukne) omnibusser blev sat i gang i København o. 1840. - Marqueur: person, der optegner, noterer noget. - Repetent: hjælpelærer ved et universitet, der gennemgik de hørte forelæsninger med de studerende. - Indsidder: person, der (med egen husstand) bor til leje hos en gård- el. husmand uden at have fast tjeneste hos denne. - foreløbige Bevægelse: Ordet Bevægelse bruges hyppigt hos S.K. om indre (åndelig) bevægelse/udvikling fra ét trin til det næste. Ordet bruges som her ofte dialektisk, dvs. at der opereres med en forestilling om udvikling som et resultat af konflikt mellem modsætninger, der forenes i en ny og 351 højere harmoni. Denne forestilling om personlig udvikling hos S.K. er modelmæssigt parallel med Hegels forestilling om bevægelserne i den generelle logiske, dialektiske udvikling, hvor udviklingen forløber uundgåeligt, lovmæssigt, derved at de indre modsigelser på ethvert trin el. stadium fremtvinger en videre udvikling. S.K. fastholder dog overalt, at det er det enkelte menneskes personlige valg el. såkaldte »spring«, der skaber udviklingen. De to betydningsfulde bevægelser i Frygt og Bæven, resignationens og især troens, er da også, som det vil fremgå, i betydelig grad hævet over den dialektiske »tvang«. På det konkrete sted i teksten gores der nar af alle dem i tiden, der anser det at tvivle om alt for at være en hurtigt foretaget, blot foreløbig bevægelse i en udvikling, der vil fore dem langt, langt videre. - diætetisk: vedr. levevis. - Memores tamen Lad os dog som sagt erindre, at dette naturlige lys må vi kun tro så længe, som der ikke åbenbares noget derimod stridende af Gud selv ... Men desuden må vi indpræge i vor erindring som overste regel, at hvad der er os åbenbaret af Gud, må tros som det visseste af alt; og selv om måske alligevel fornuftens lys nok så klart og indlysende skulle synes at forestille os noget andet, må vi dog alene fæste lid til den guddommelige autoritet fremfor til vor egen dømmekraft.

✂ Ne quis igitur...: Ingen må derfor tro, at jeg her vil meddele en metode, som enhver bør følge for at lede sin fornuft ret; jeg har nemlig kun foresat mig at fremstille den, som jeg selv har fulgt ... Men så snart jeg havde gennemgået det lærekursus (nemlig ungdommens), efter hvis tilendebringelse man plejer at optages i de lærdes tal, begyndte jeg at tænke på noget helt andet. Jeg mærkede nemlig, at jeg var hildet i så mange tvivl og så mange vildfarelser, at jeg erkendte, at alle mine forsøg på at lære noget ikke havde gavnet mig til andet, end at jeg mere og mere havde opdaget min uvidenhed (Parentesen er en tilføjelse af S.K.) - den gamle udtjente Strider: Sokrates. - stridt den gode Strid...: 2 Tim. 4,7.

✂ poetice et eleganter: med et digterisk og velvalgt udtryk. - Løfter om Systemet: jf. ovennævnte anmeldelse af Martensen s. 515. - Gartnersvends i Adresseavisen: en vignet som beskrevet brugtes ofte i Berlingske Tidende 1840-43 i forbindelse med annoncer, hvori gartnere søger plads eller søges. - Registrator: her: person, der foretager juridiske optegnelser. - Trop: i Heibergs Recensenten og Dyret (1826) sc. 7 beslutter Trop sig til af hensyn til den herskende smag at lade sin tragedie skære i to lige store stykker med ordene: Naar det ikke koster meer at redde Smagen, hvorfor skulde vi saa ikke gjøre det?

✂ Posekigger: her hentydes til bet: (ringeagtende om) toldbetjent o.l. - Taarn: Luk. 14,28-30, jf s. 68.

✂ Stemning: her: forspil, optakt. - hiin skjønne Fortælling: 1. Mos. 22.1 ovrigt refereres der i det følgende til den samlede fremstilling af Abrahams historie i 1. Mos. 11,26 til 25,10. - Exeget: udøver af eksegese: bibelfortolkning (disciplin inden for teologien).

✂ [Tekstafsnittene I-IV:] I de følgende fire tekststykker er der en indre 352 sammenhæng på to planer: forholdet mellem moderen og barnet svarer til forholdet mellem Gud og Abraham og til forholdet mellem Abraham og Isak. Samtidig udgor de små stykker om moderen og barnet en »menneskelig« og forståelig kontrast til de »umenneskelige« og uforståelige stykker om Abraham og Isak, jf. det gentagne Held den (det Barn). Sammenhængen er nogenlunde denne: L Det gode forhold er intakt efter en enkelt ubehagelig episode, hvor der blev anvendt et relativt uskyldigt bedrag. II. Der er permanent gået skår i det gode forhold, efter at den overordnede part har opført sig brutalt, men de bevarer forbindelsen med hinanden (når der står, at Isaak trivedes som forhen, må dette altså opfattes i udvendig forstand). III. De fjerner sig mere og mere fra hinanden uden helt at miste forbindelsen. IV. Alt det, der før udgjorde livets egentlige indhold, er ødelagt; følelsesmæssigt er forholdet dødt, tilbage er kun den biologiske overlevelse og den formelle forbindelse. Generelt. I Det gamle Testamentes nøgterne og kortfattede stil levnes der ingen plads til redegørelse for følelser. Dette forhold giver så til gengæld god plads til mange forskellige fortolkninger. Som det vil fremgå senere, forudsætter S.K., at »hiin Mand« ikke er bekendt med Det nye Testamente, hvilket nok forekommer noget usandsynligt. Denne forudsætning er imidlertid nødvendig, for at S.K. kan »arrangere« de meget dramatiske og depressive fortolkninger i de fire tekststykker. Hensigten med de fire tekststykker er at fremstille eksistentielt engagerede forsøg på at forstå den uforståelige fortælling om Abraham og Isak: den stærkt følelsesbetonede stil bliver mere og mere desperat, efterhånden som de forskellige muligheder gennemtænkes og forkastes, og den anstrengte bevidsthed producerer sortere og sortere »tankegys«. Svarende hertil er den »firkantede«, logiske sammenhæng mellem tekstelementerne indbyrdes sløret og kan flere steder kun lige akkurat skimtes. - Og Gud fristede ...: fri gengivelse af 1. Mos. 22,1-2. - Paulun: telt.

✂ Haab: Håb (og at håbe) betyder som regel i ældre sprog som i Bibelen: (nære) tillidsfuld forventning og fortrøstning (til), dvs. hvad man nu ville kalde: særdeles velbegrundet håb. Håb (og at håbe) nærmer sig i nyere sprog: ønske.

✂ Løvet i Skoven: jf. Iliaden VI, 146-49. - derfor er det ikke saaledes: Dette derfor er sprogligt bemærkelsesværdigt. Det indgår i en sammenhæng, hvor man umiddelbart studser over det og er usikker på, om det er anvendt sprogligt korrekt. En vurdering heraf afhænger af opfattelsen af den indholdsmæssige sammenhæng. Den sproglige konstruktion forudsætter nemlig, at det er almindeligt kendt og accepteret, at den foregående logiske konklusion er forkert: »derfor« betyder i sammenhængen: af den grund at livet ikke (underforstået: hvilket vi jo allesammen godt véd) er tomt og trøstesløst. Det underforståede er her afgørende. For en logiskfilosofisk betragtning er »derfor« altså i denne sammenhæng problematisk, og det er netop også S.K.S hensigt: (troen på) Gud kan ikke og skal ikke begrundes rationelt, og troen bør derfor heller ikke bruges som be- 353 grundelse i en logisk diskussion. Den egentlige begrundelse findes uden for teksten: ordet »derfor« henviser i sidste instans til det enkelte menneskes, læserens, eget indre. For den læser, for hvem forekommer selvfølgeligt, at livet ikke er tomt og trøstesløst, fordi han tror på Gud, er anvendelsen af »derfor« så korrekt, som den kan være. Således taler man i tavshed. Derfor. - er misundelig paa, våger over, passer godt på (så han i sin digtning gengiver det sandt).

✂ Misforstaaelsens Sky: hentydning til steder hos Homer (f.eks. Iliaden III, 381), hvor en guddom frelser en helt ved at indhylle ham i en sky og føre ham bort. - Nei! Ingen skal glemmes... : Malantschuk 1980 sknver sammenfattende om det følgende afsnit: Dog maa det præciseres, at selv om Joh. de silentio i alle sine Beskrivelser af menneskelig Storhed peger paa, at det først er gennem Forholdet til Gud, den sande Storhed opstaar, saa naar han ikke til en Karakteristik af Storheden inden for det kristelige - vi befinder os stadig i det gamle Testamente; men Abraham danner dog en Prototype for det troende Menneskes Liv (s. 52). Til Malantschuks sidste bemærkninger skal det tilføjes, at S.K., som det vil fremgå nedenfor, i sin fortolkning af Abrahams tro bygger på Det nye Testamentes tolkning af denne, jf i øvrigt parallellerne til Jesus i det følgende. Abraham var den, der stred med Gud, men det er af fuldstændig afgørende betydning i Frygt og Bæven, at denne strid med Gud er af en helt anden art end Jakobs strid i 1. Mos. 32,24-30. Hvor Jakobs kamp med Gud er en »banal« styrkeprøve, så gælder det om Abraham, at han ovenmndt Gud ved sin Afmagt. Hermed kæmper Abraham med Det nye Testamentes fornemste våben: den betingelsesløse overgivelse og hengivelse. - overvinde Verden ... sig selv: jf Ordsp. 16,32. - den Viisdom ... Daarskab: jf 1. Kor. 3,18-19. - Ved Troen: Disse ord er det foreløbige højdepunkt i Frygt og Bæven. De er i sammenhængen placeret særdeles markant, derved at der med disse ord bygges bro over de stærke modsætninger, som det foregående afsnits »forrygende« retorik kulminerede i. Med denne betydningsfulde fremhævelse af troen som det, der opløser de store gåder ved at samle dem i én, der er endnu større, tilslutter S.K. sig de fortolkninger af Abraham, som gives i Det nye Testamente, især: Rom. 4 (hvor der står, at Abraham »troede mod håb med håb«, og hvor det fremhæves, at troen står over loven, hvilket er et synspunkt, der kommer til at spille en afgørende rolle i Frygt og Bæven), Hebr. 11,8-12,17-19 (»I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land«, »I tro bragte Abraham Isak som offer (...) thi han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde«), Gal 3,6-9. Det skal bemærkes, at ordet »håb« i sammenhængen »mod håb« ovenfor bruges i den usædvanlige betydning, at udsigten ikke er positiv. Med den markante fremhævelse af troen afviger S.K. imidlertid også fra Det nye Testamente, idet troen gøres større end kærligheden. Dette ses allerede i det foregående afsnit, hvor det at elske andre mennesker og at ofre alt rangerer lavere end det at tro Gud. Det ses endvidere af, at begrebet tro fra »tro, håb, kærlighed« 354 er udskiftet med begreberne »Kraft« og »Viisdom«; S.K. har så at sige holdt troen tilbage for nu at lade den overtrumfe alt. Denne degradering af kærligheden skyldes selvfølgelig, at Frygt og Bæven's store stjerne er Abraham og ikke Kristus. - Guds Udvalgte... Velbehag: Matt. 12,18, jf 3,17, 17,5.

✂ standsede ikke Solens Gang: jf. jos. 10,12. - Tidens. Fylde: Gal. 4,4-5 (»da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven«).

✂ Moses slog Klippen: 4. Mos. 20,11. - hiin gamle Mand: muligvis en allusion til Thor, der taber brydekampen med en ældgammel kvinde, der senere viser sig at være tiden (Oehlenschläger, Nordiske Digte, 1807, s. 97 ff og 114). - Abraham loe ikke ... som Sara: Sara ler i 1. Mos. 18,12, men Abraham selv ler også i 17,17. - 70 Aa : tallet er S.K.s eget, sml. 1. Mos. 12,4, 21,5 og 25,7.

✂ Jacob... 1 han elskede: 1. Mos. 37,3.

✂ ledende Stjerne, der frelser, sml. Matt. 2,9. - og Gud fristede...: S.K. ændrer her og i resten af afsnittet lidt i 1. Mos. 22. Med tilføjelsen af ordene hvor er Du? citeres 1. Mos. 3,9, og med fremhævelsen men Abraham (i stedet for »Han«) sættes Abraham i modsætning til Adam, der skjulte sig for Gud. - til Ejergene, skjuler...: Hos. 10,8, Luk. 23,30.

✂ Ararat, hvor Arken landede: 1. Mos. 8,4. - salig i Dit Skjød: Luk. 16,22. - guddommelige Vanvid: jf. Platons Faidros 244 og 256 b. Platon forstår ved dette begreb enhver begejstring, der fører ud over det forstandsmæssige.

✂ 130 Aar: tallet er S.K.s eget, jf note til »70 Aars« s.22.

✂ Problemata. flertal af: problema (gr.): vanskelighed, hindring, videnskabeligt problem.

✂ Expectoration: udøselse af sit hjerte. - kun den, der arbeider...: jf 2. Tess. 3,10. - Ringen ... Verdens Skatte: I første akt af Oehlenschlägers Aladdin, 1805, reddes Aladdin af Ringens Aand. Noureddin, stykkets skurk, har givet Aladdin sin ring til beskyttelse, da han sender ham ned i hulen for at hente den forunderlige lampe, hvis magiske kraft (lampens ånd) vil bringe Noureddin i besiddelse af Verdens Skatte. - regner... Gode og Onde: jf. Matt 5,45. - Underverdenen ... Orpheus...: I den græske myte stiger Orpheus ned i Underverdenen, da hans hustru, Euridike, dør, og det lykkes ham ved sin sang og sit spil at fortrylle Underverdenens dronning og opnå at fa Euridike med op til jorden igen, på den betingelse at han ikke ser sig tilbage. Da Orpheus ved Underverdenens port ikke kan lade være at vende sig om for at betragte sin elskede, forsvinder hun igen ned i Underverdenen. I Platons version af myten (Symposion 179 d), som S.K. refererer til, bedrager guderne Orpheus med et skyggebillede, da de anser ham for fej, fordi han ikke er villig til at ofre sit eget liv for at blive forenet med sin elskede, men forestiller sig, at han kan stige levende ned i Underverdenen og hente hende: kun den, der drager Kniven ... Fordi Orpheus' kærlighed er af jordisk og beregnende art, 355 kan han ikke ofre noget, uden (jordisk) sikkerhed for at få noget igen; fordi han ikke vil arbeide (åndeligt), får han ikke sin elskede. - at have Abraham til Fader: Matt 3,9. - 17 Ahner: en gammel adelig familie skal kunne opregne 16 forfædre; 17 er altså særdeles mange. - Israels Jomfruer: i Es. 26,17-18 sammenlignes Israel med frugtsommelige, der føder Vind. - Alt forvandler sig til Guld: Kong Midas fik ifølge sagnet et ønske opfyldt af Dionysos: at alt, hvad han rører ved, skal forvandles til guld. Da han så er ved at dø af tørst og sult, må han bede Dionysos om at tage sin gave tilbage. - Miltiades's Triumpher...: Plutarch beretter (Themistokles III, 3), at da sejren ved Marathon gjorde Miltiades berømt, blev Themistokles søvnløs og forklarede dette med, at Miltiades's Triumpher ikke tillod ham at sove. T. sejrede senere i slaget ved Salamis.

✂ arbeide og være besværet; sml. Matt 11,28. - hiin rige Yngling: Matt. 19,16 ff

✂ Cherub med luende Glavind: engel med flammesværd, der bevogter Edens Have (1. Mos. 3,24).

✂ gaaer hen ... og gjør ligesaa:jf. Luk. 10,37.

✂ den Vanskelighed ...: Denne formulering er noget uklar, men der menes sandsynligvis: selv om hans kløgtige hoved tilsyneladende kan bringe ham videre end det enfoldige menneske, så kommer, da det drejer sig om troen, det enfoldige menneske til gengæld lettere frem. Mere konkret tænkes der nok på, at det kløgtige hoved vil have lettere ved at resignere, hvilket, som det senere vil fremgå, er den første bevægelse (og derved vil han nå videre end den naive, umiddelbare tro); til gengæld vil den enfoldige have lettere ved at gøre den anden og langt vanskeligere bevægelse, troens.

✂ At gaae ud over Hegel: F.C. Sibbern udtaler i sin anmeldelse af Heibergs tidsskrift Perseus nr. l sin anerkendelse af, at Heiberg »begynder at gaae ud over Hegel« (Dansk Maanedsskrift 10, 1838, s. 292). - hiint uhyre Paradox: Det er afgørende for S.K., at troen ved at være et paradoks, ved at være fornuftstridig, sprænger systemet, dvs. tidens tanker om at alle modsigelser kan opløses ved at forstås, anskues fornuftigt (jf note til »Reflexion« og »Mediation« s. 42). Troen er paradoksal derved, at den kan gøre det for forstanden uforståelige: gøre et mord til en hellig handling og give Abraham Isak igen, jf s. 52, hvilket er to sider af det samme paradoks: mordet »ophæves« samtidig i begge tilfælde. Det er først, når offeret sker i tro på, at han får Isak igen, at mordet bliver en hellig handling. Der er altså ikke tale om to paradokser, hvoraf det første ville være det hellige mord på Isak, og det andet det at han fik Isak igen. Dette skyldes, at den omstændighed, at Abraham er i stand til at tro, at Gud taler til ham alene og kræver dette offer af ham, er en del af den samme tro, der gør, at han får Isak igen. - paralytisk: lammet, - jam tua res agitur: nu står din sag på spil, nu gælder det dig, jf Horats' Breve l, 18, 84: nam tua res agitur...: thi dit eget vel står på spil, når naboens hus brænder. - Schafer-Historier: landlige hyrdescener i romantisk-idyllisk fremstilling.

✂ Gud er Kjærlighed: 1. Joh. 4,8. - Guds Kjærlighed er mig...: incommensurabel: 356 ikke målelig med samme mål, kan ikke sammenlignes, har ingen fælles berøringspunkter; directe: jeg kan ikke bruge Guds kærlighed som mål på verden, dvs. når jeg ser livets rædsler, ser jeg ingen tegn på, at Guds kærlighed rorer ved verden, den onde verden siger intet om, at Gud er kærlighed; omvendt kan jeg heller ikke bruge verden som mål på Guds kærlighed, dvs. livets rædsler kan ikke bruges til at sige, at Gud ikke er kærlighed. Gud og verden har altså i spørgsmålet om kærlighed intet med hinanden at gore. Johannes' tro ser da således ud: Gud er kærlighed, men er det uden for verden, i verden er Han vilje, men denne vilje er neutral, »ligeglad« med hensyn til spørgsmålet om kærlighed, Gud er i den forstand ligeglad med verden, Hans kærlighed er hinsides menneskers verden. Gud er for stor i forhold til verden, som er for lille til, at Han kan bekymre sig om den. Tilsvarende er mennesket for lille til at det kan forstå Gud. Hermed gor Johannes Gud stor og umenneskelig, fordi han ikke har mod til at »se ham i øjnene«, svarende til at der flere steder i bogen advares mod at skubbe det store fra sig ved at gøre det umenneskeligt. Gud er således for Johannes en Flamme, som han kun tør elske på stor afstand med jomfruelige følelser, hvor den rigtige tro kræver et jordisk og fysisk forhold i et ægteskab. Troens Ydmyghed består i, at den kun kræver et (usselt) menneskes hele og fulde engagement. Svarende hertil er den rigtige tro overbevist om, at Gud bekymrer sig om det Mindste, altså om at Guds kærlighed rører ved verden. Og når den så viser sig som noget ondt, så må man alligevel tro, at dette er Guds udtrykkelige vilje, selv om det paradoksalt modsiger Hans kærlighed, og man må endvidere tro, at Hans kærlighed paradoksalt vil dementere det negative, som er Hans egen udtrykkelige vilje, og dementere det i denne verden. Den rigtige tro er dermed i det jordiske liv i permanent kontakt med Gud, i modsætning til Johannes: »vi have intet Sprog tilfælleds« (36), hvorved verdens ondskab altså ikke er i modstrid med eller modsiger Guds kærlighed, fordi denne forholder sig tavs i verden, og der dermed ikke er noget at modsige. For Johannes bliver livets opgave gennem resignationen at trække sin sjæl ud af verdens tomhed, hvor den rigtige tro engagerer sig i den onde verden og i kraft af den absurde tro fylder den med kærlighed På grund af sit manglende engagement i verden ville Johannes, som det fremgår af det følgende, aldrig kunne elske Isak så højt, som Abraham gjorde. Til belysning af S.K.S hensigt med at fremhæve troens absurditet kan anføres følgende, som S.K. har skrevet af i Pap. II C 54 (i XIII s. 159): Bayle sagde: han opsøgde al mulig Tvivl mod Troen, ikke for at tilintetgjøre denne, men meget mere for at berede den en Triumph; thi deri, at man troer, hvad man indseer, deri viser sig ingen Troes-Kraft; men deri at tvivle og ikke begribe og dog troe. - tragisk Helt: Det er afgørende for den følgende fremstilling af Johannes' tænkte ofring af Isak, at han kun ville kunne gennemføre den, hvis han handlede i forståelse med de etiske normer, hvilket er karakteristisk for den tragiske helt, der, som det bliver udførligt beskrevet senere i bogen, 357 ofrer noget af sit eget, for at opnå noget andet, der gavner et højere alment formål. Abrahams selvstændige ofring af Isak forudsætter den tro, som Johannes ikke har, jf s. 74 (hvis Abraham ikke handler i tro, så er han kun en tragisk helt) »forsaavidt man da ellers kan forklare, hvorledes det lader sig forsvare at ville offre Isaak, naar man dermed ikke gavner det Almene«. Hvis Johannes virkelig var i præcis samme situation som Abraham, ville hans synspunkt være det, at »Gud selv maatte tage Isaak, hvis han vilde have ham« (33). Johannes ville heller ikke være i stand til at tro, at Gud talte til ham alene, han forstår ikke Guds sprog. - Kongeretse: rejse i kongens (Guds) ærinde.

✂ proprio motu ...; af egen drift og på eget ansvar.

✂ Forstand... Vexel-Mægler: Forstanden foretager, på endelighedens vegne, som beregnende agent for denne, de nødvendige økonomiske transaktioner, dvs de reguleringer af menneskets bevidsthed der er nødvendige for at denne kan vedblive at være i overensstemmelse med virkeligheden - Elevation ... Tramplin-Spring: Elevation: løftelse. I balletten betegnelse for en dansers evne til at springe og udføre trin i luften. Begrebet bruges her om troen i modsætning til uendelighedens bevægelse, det store Tramplin-Spring, dvs. akrobatisk spring fra et springbræt. Senere står der imidlertid, at »Uendelighedens Riddere ere Dandsere og have Elevation« (41), mens troen kan noget mere, nemlig »forvandle Springet i Livet til Gang« (41), sml. 37: »det næste kan jeg ikke«. - syv Gange ... halvfjersindstive Gange: jf. Matt. 18,22.

✂ gjøre Vand til Viin; Joh. 2,1-10. - den, der staaer... ikke faldt 1. Kor. 10,12.

✂ Stupor: slov måben. - Rodemester: kommunal skatteopkræver. - Broks-Telegraphering: blink fra en optisk telegraf (lyssignaler forstærket ved hulspejle). - Fresberg: ældre københavnsk udtale af Frederiksberg; Frederiksberg Have var et yndet udflugtssted. - det italienske Bogholderi: dobbelt bogholderi.

✂ apparte. speciel. - Appetit... Esaus 1. Mos. 25, 29-34. - kjober... den beleilige Tid: Ef. 5,16, Kol. 4,5. - rasende, vanvittig

✂ Kunst: dygtighed. - det Pedestre: det prosaiske, egentlig: det gående, hvad der hører foden til.

✂ Ligament: ledbånd. - Dens ... Giftbægeret måske hentydning til Sokrates. - Rejlexion ... Mediationen ... Chimaire: mediation: ophævelse af modsætninger, formidling af tese og antitese. Chimaire: uhyre, fantasifoster, gøglebillede. Mediation svarer her til Rejlexion, dvs. sammentænkning af to relative modsætninger. Kun ved refleksion er det ifølge Hegel muligt at overskue og »gennemskue« to umiddelbare modsætninger og at forstå el. erkende enheden mellem dem, samtidig med at den oprindelige konflikt fastholdes som et sandt og nødvendigt stadium på vejen mod harmoni, jf note til »foreløbige Bevægelse« s. 9. Ifølge S.K kan man ikke komme nogen vegne blot ved at tænke. Bevægelse forudsætter personlig (indre el. ydre) handlen. Dette vigtige synspunkt hos S.K. bliver demonstreret meget bogstaveligt og pædagogisk anskueligt i de første linjer 358 af Gjentagelsen, hvor der fortælles en anekdote, hvor et resultat af abstrakt, logisk filosoferen hos en fremtrædende skole (at bevægelse var en logisk umulighed og sansemæssige iagttagelser derfor illusion) bliver effektivt og ufilosofisk dementeret af et enkelt menneskes konkrete handlen: Da Eleaterne negtede Bevægelsen, optraadte, hvad Enhver veed, "Diogenes som Opponent; han optraadte virkelig; thi han sagde ikke et Ord; men gik blot nogle Gange frem og tilbage, hvorved han meente tilstrækkeligen at have modbeviist hine (SV III 193). For S.K. er det altså en vigtig ekstra pointe, at eleaternes teori, modsat Hegels, netop viser sammenhængen mellem logik og manglende bevægelse. - den bekjendte socratiske Distinction: i Platons Apologi 21. d - Digter: ikke identificeret - ein seliger Sprung...: et saligt spring ind i evigheden.

✂ Ballotation: hemmelig afstemning. - som der staaer i Visen: »Ridder Stig og Findal«: Nu haver Jomfru Rigitslille forvunden sin Qvide / Hun sover hver Nat ved Ridder Stig Hvides Side (Udvalgte danske Viser fra Middelalderen, udgivet af Abrahamson, Nyerup og Rahbek, Kbh. 1812-14, I, s. 301). - harmonia præstabilita: forud oprettet overensstemmelse. Grundbegreb hos den tyske filosof G.W. Leibniz: alt i verden består af åndelige enheder, monader, der er uafhængige af hinanden; dog er de monader, som sjælen består af, i overensstemmelse med dem, som legemet består af, derved at de fra oprindelsen er indrettet som to ure, der er stillet samtidig: de stemmer helt overens uden på nogen måde at være forbundet.

✂ hiin Skjorte ...: se Magyarische Sagen, Mahrchen und Erzahlungen, herausgegeben von Johann Grafen Mailath, Stuttgart und Tübingen 1837, II, s. 18. - dira necessitas: hård nødvendighed, Horats' Oder, III, 24, 6. - Positioner ... Francaiser: henholdsvis grundstillinger i dans og kompliceret selskabsdans. - indhente sig selv: dvs. gennem personlig erfaring og udvikling at få undersøgt og bekræftet de »sandheder«, som andre har lært én, hvorved man indhenter det selv, som man er blevet til gennem andres påvirkning.

✂ for Gud er Alting muligt: Matt 19,26, jf 1. Mos. 18,14. - Differentser: forskelle, modsigelser. - Thaumaturg: troldmand.

✂ at friste Gud: Dette vil sige at gå imod (troen på) Gud, som man kunne tro, at Abraham gør, hvis man forstår fortællingen således, at Abraham ikke tror på (at) Gud (mener det), når Han siger, at Isak skal ofres (hvad enten Abraham så udfører ordren eller ej). Herved fristes Gud til at bevise, at Han er Gud: Han må forklare for Abraham, at meningen med det hele er god nok, dvs. Gud tvinges til at underkende sig selv ved at lade Abraham beholde Isak, jf 2. Mos. 17,2-7 (hvor folkets oprør tvinger Herren til at hjælpe dem) og Matt 4,6-7 (hvor Jesus fristes til at bevise, at han er Guds Søn). Ligesom Gud altså frister Abraham til at opgive troen ved at opføre sig »urimeligt«, så kunne man tænke sig, at Abraham på sin side fristede Gud til at opføre sig mere rimeligt ved at opgive troen. På denne måde ville Abraham gøre troens bevægelse således (og 359 det er altså denne fortolkningsmulighed, der skræmmer Johannes), at han gik imod Gud, lod sin vilje undertvinge Guds vilje, hvor den rigtige tro accepterer Guds vilje fuldt ud og så alligevel og samtidig tror på det modsatte, der udelukker det første. Jf. Pap. III A 166: Min Synd er at jeg ikke havde Tro, Tro paa, at for Gud er alt muligt, men hvor er Grændsen henmellem og at friste Gud. - ved mig selv: sml. »reen philosophisk Bevægelse« ovenfor og »Lidenskabens Slutninger« (s 92). Bevægelsen forudsætter dog troen på (at der er en) Gud (til), som har givet mennesket dets evige bevidsthed

✂ Tro som et Sennepskom ...: Matt. 17,20. - den Himmel, fra hvilken ...; Jak. 1,17. - en ussel Sølvpenge: Matt. 26,15.

✂ Daub: Karl D., ty. teolog, 1765-1836; der refereres til Karl Rosenkranz, Erinnerungen an Karl Daub, Berlin 1837, s. 24.

✂ Ironiker og Humorist: Rækken af stadier i S.K.s filosofi er følgende: det æstetiske, det ironiske, det etiske, det humoristiske, det religiøse, hvor det ironiske og det humoristiske er grænseområder mellem de tre andre. - Ironi og Humor: tysk romantisk æstetik havde vakt tidens interesse for disse begreber.

✂ Blodcongestion: stærk tilstrømning af blod til hovedet - Phantom: fantasi-foster, gøglebillede, tom indbildning.

✂ teleologisk Suspension: formålsbestemt, midlertidig ophævelse. - hviler immanent i sig selv: har sin gyldighed i sig selv. - telos: formål. - Hegel: H.mener, at hvis den enkeltes moral overlades til hans samvittighed, kan den fare vild og havne i moralske former af det onde, dvs. individuelle opfattelser af hvad der er godt og ondt. Herved står den individuelle moral i modsætning til den objektive, gældende lov. Men denne modsætning ophæves (medieres) i sædeligheden, hvor den enkelte lever inden for det almenes: familiens og samfundets rammer, jf Grundlinien der Philosophie des Rechts, 1821. Med hensyn til troen (som han ikke taler meget om) er det H.s anskuelse, at troen er en lavere form for erkendelse end den spekualtive.

✂ græske ... Ungdom: Da den græske kultur er uden for den »christelige«, uden for det konfliktfyldte: paradokset, synden, står den overalt hos S.K. for umiddelbarhed, uskyld, harmoni. - un sot trouve...; en tåbe finder altid en større tåbe, som beundrer ham. L'art poétique, I, 232. Boileau, fr. digter og æstetiker, 1636-1711. - subordineret: underordnet, - gjennem det Almene: dvs. efter at være passeret gennem det almene.

✂ en senere: Jesus, jf s. 63. Mere konkret tænkes der muligvis på, at Gud i forbindelse med korsfæstelsen bringer sin Søn ud i en forladthed, der svarer til Abrahams. - Mellembestemmelse: Nemlig det etiske, som ligger mellem morderen og den troende. Det etiske kan fuldt ud acceptere og indoptage i sig som positivt, at den »tragiske Helt« er morder, fordi hans »mord« begås ud fra et højere alment og etisk hensyn.

✂ Naar et Foretagende...: Der refereres til Euripides' Ifigenia i Aulis. Da den græske flåde er samlet i Aulis for at sejle mod Troja, forhindrer gudinden 360 den Artemis dette ved at sende modvind. Spåmanden Kalchas meddeler Kong Agamemnon, at Artemis kræver kongens datter Ifigenia som offer. Kongen reagerer på dette med folgende ord: Hvor heldigt dog at være fodt til ringe Stand, Saa har man Lov at græde .. (Wilsters oversættelse, 448). Kongens 3 Medvidere er Menelaos, Kalchas og Odysseus. v.687 er citeret efter Wilster. - Naar den kjække Dommer...: Dom. 11 (Jefta lovet Gud, at han, til gengæld for en sejr over ammonitterne, vil ofre det første menneske, som kommer ham i møde, når han vender hjem Det bliver hans eneste barn, en datter, der efter to måneders sørgetid må ofres). - Naar en Søn ...: Livius (II, 4 f.) beretter om Roms første konsul, Lucius Junius Brutus, hvis sønner deltog i en sammensværgelse, der skulle fore Roms fordrevne konge tilbage, hvorpå B. lod dem henrette.

✂ Lictorerne: lictor: offentlig betjent, til rådighed for de højeste magistrater i Rom.

✂ horror religiosus: hellig rædsel. - Israel... Sinai-Bjerget: 2 Mos. 19,12-13. - Apostel... Djævelens Magt: Mark. 3,14-15, 22-23.

✂ skandalon' forargelse, jf 1. Kor. 1,23. - erectioris ingenii: af højere tænkemåde.

✂ 30 Secler: Matt 26,15 (»tredive sølvpenge«).

✂ Gangkone: rengøringskone. - hun henaadede: Luk 1,28. - paa Qvinders Viis: sml. 1. Mos. 18,11 og 31,35. - Engelen kom kun ...: sml. Luk. 1,28-45 (hvoraf fremgår, at Maria ikke er så alene med sin »søde« hemmelighed, som S.K. fremstiller det) og Matt 1,20-25 (hvor det er Josef, engelen kommer til).

✂ see jeg er Herrens Tjenerinde: Luk. 1,38. - græd ... over Dig selv Luk. 23,28. - Christus.. Paradoxet: Her omtales et paradoks, der er endnu større end troens: at Gud blev et menneske i tiden. Beskrivelsen af dette paradoks bliver videreudviklet senere i S.K.S forfatterskab.

✂ Lessing: G.E L, ty. forfatter og og kritiker, 1729-81. S.K citerer Sammtliche Schriften, Berlin und Stettm 1825-28. Fremhævelsen i citatet er S.K.s egen. Oversættelse: Også det var vid, og desuden en bondekones vid; men situationen gjorde det uundgåeligt. Og følgelig behøver man ikke søge undskyldningen for de vittige udtryk for smerte og sorg i den omstændighed, at den person, som udtaler dem, er fornem, velopdragen, oplyst og i øvrigt i besiddelse af vid; thi lidenskaberne gor alle mennesker ligeigen: men man må søge den i den omstændighed, at i den samme situation ville sandsynligvis alle mennesker uden undtagelse sige det samme. En dronning både kunne og ville have haft den samme tanke som bondekonen: ligesom en bonde kunne have sagt og uden tvivl ville have sagt det samme, som kongen siger dér.

✂ enhver Pligt... mod Gud: Hos den tyske filosof Kant er der ingen særlig pligt mod Gud, fordi Gud hos Kant »opsuges« helt i den almengyldige morallov, så intet er over eller ved siden af denne. - træder jeg ikke i: dvs.træder jeg ikke personligt, eksistentielt i... For S.K. er det afgørende, at man selv vælger at underkaste sig pligten/Gud, at troen på Gud ikke 361 bare er en automatisk følge af, at man underkaster sig de andres normer: det alment accepterede/anerkendte. S.K. mener altså, at når Gud bliver usynlig (jf. nedenfor), så bliver det enkelte menneske også usynligt Når det almene gøres til Gud, så skubbes det enkelte menneske og Gud ud i mørket på hver sin side, det almene afskærer som en mur forbindelsen mellem dem. - Rousseau: der refereres til Emil eller om Opdragelsen, Kbh. 1796-99 (uden oplysning om oversætter), I, s. 28: Philosopher gives der, som elske Tartarerne for at være befriede fra at elske deres Naboer. (Denne reference har været ivrigt, men forgæves eftersøgt af mange udgivere og andre Kierkegaard-forskere. Siden 1931 har den imidlertid stået anført i tilføjelserne til 2. udg. af Samlede Værker (XIV, 2. paginering s. 25).) - das Äussere ...: Ifølge Hegel skal das Innere (det indre) gøres til das Äussere (det ydre). Denne proces er die Entäusserung (yderliggørelsen). Barnet er kun optaget af sit eget indre, dvs. sine egne umiddelbare følelser og behov. Manden forstår, at han tjener sine egne interesser bedst ved at stræbe efter at være til gavn for samfundet og opfylde dets normer, hvorved hans egne (indre) interesser er blevet ydre, dvs. identiske med de almene interesser bestemmet ved det Ydre: defineret i forhold til det ydre.

✂ vapeurs: griller, især af hysterisk art. - nec opinate: uventet.

✂ Casus: situation. - en haard Tale:]oh. 6,60. - et eller andet exegetisk Hjælpemiddel ..: der refereres til C.G. Bretschneider, Lexicon Manuale Graeco-Latinum in Libros Novi Testamenti, Leipzig 1829, II, s. 87. - misein: at hade.- per meiosin: ved svækkelse (af betydningen). - minus diligo ...: elsker mindre, tilsidesætter, ærer ikke, regner for intet.

✂ kat'analogian: efter analogi. - Erbarmeligste: ynkeligste. - forlade Fader og Moder: jf 1. Mos. 2,24.

✂ Concession: indrømmelse. - indgetogent:

✂ Vokalen ... Hvilebogstav: På hebraisk blev bogstaverne j og v oprindelig brugt som vokaltegn, men blev overflødige, da man senere tilføjede særlige vokaltegn, og de bevarede tegn j og v sagdes da at hvile i den tilføjede vokal. S.K. har fået vendt om på dette forhold, idet hvilebogstavet altså ikke er et bogstav, noget hviler sig i. - Feldtherre ... Cunctator Fabius Maximus udmattede Hannibals tropper ved sin henholdende strategi og fik tilnavnet Cunctator: Nøleren. - publici juns: offentlig ejendom, offentliggjort. - Herrens Ven: Es. 41,8, Jak. 2,23. - Moment...; Tanken er, at kærligheden først koncentreres i ét Moment, dvs. punkt af afgørende betydning, følelsesmæssigt brændpunkt, som dernæst med den fornødne lidenskab kan gøres bevidst, så at sige aktiveres, / et Nu. - den ethiske Forpligtelse: at elske sm datter. - thi det er jo hans Pligt: dvs. den etiske pligt at elske Isak.

✂ lade hver Dag have sin Sorg: sml. Matt. 6,34. - vielleicht... das Ausserordentliche: måske ... det overordentlige. - Hospitalslem: fattiglem, ynkelig person.

✂ Stokkemændene ... Gulddaasen: I Chr. Olufsens komedie fra 1793 362 forekommer ingen stokkemænd, dvs. retsvidner. - Connexioner: forbindelser.

✂ tilsvarende Steder; 5. Mos. 13,6 ff, 33,9, Matt. 10,37, 19,29.

✂ det Interessante...: Ifølge den tyske forfatter Friedrich Schlegel bør der skelnes mellem det græske kunstideal som det objektivt skønne og den moderne digtnings ideal som det subjektivt skønne. Det sidste indebærer anvendelsen af interessante virkemidler som spænding, disharmoni, det individuelle, det problematiske, hvorved læseren impliceres personligt og tvinges til stillingtagen. Særlig interessant bliver derved den enkelte, der bærer på en hemmelighed, som han ikke kan åbenbare eller forklare for sine omgivelser, der derfor må opfatte ham som sær eller mystisk. S.K.S interesse for begrebet skyldes selvfølgelig her hans interesse for modsætningen mellem den enkelte og de andre: at blive interessant er et vendepunkt for den enkelte, ved at forkaste den fælles forståelse med de andre bliver han isoleret (som Socrates). Således kommer den æstetiske skjulthed i konflikt med det etiske/de andre. I den græske Tragedie forbliver skjultheden inden for det æstetiskes område. Den er en episk Rest, fordi den handlingsmæssigt ligger forud for tragedien, og tragedien således bliver en logisk, »harmonisk«, skæbnebestemt konsekvens. Og skjultheden er i den græske tragedie kun den, at den enkelte (subjektivt) er uvidende om den for ham skjulte objektive og afgørende sandhed. S.K. nævner to konkrete eksempler, Sofokles' Kong Ødipus og Euripides' Ifigenia i Tauris. Det interessante er generelt ikke blot et »ideologisk« udtryk for tidsånden i en urolig tid. På et mere praktisk plan bliver det for den enkelte skribent et spørgsmål om at fange publikums opmærksomhed med stadig stærkere virkemidler. Således er Frygt og Bæven i sig selv præget af sin tid med sin elektricitet: sine stærke konflikter mellem følelser og fornuft og følelserne indbyrdes, sine voldsomme kontraster, chokerende problemformuleringer og dyrkelsen af det skræmmende og det gådefulde hos en enkelt individualitet. I bogens rastløse, utålmodige stil slynges problemer og paradokser i hovedet på læseren. Tilsvarende skifter stilen ustandselig og lunefuldt mellem patos og henkastet, indforstået filosofisk refleksion. I den forstand kan man selvfølgelig ikke sige, at Frygt og Bæven taler i tavshed, i den forstand råber bogen brand (jf. forordet). Netop derfor er det nødvendigt for S.K. i dette afsnit at markere, at Frygt og Bæven er mere end interessant. Et ekstremt eksempel på den nævnte henkastede stil ses i forbindelse med omtalen af den græske tragedie, hvor Aristoteles citeres: duo men ...: to af mytens dele, nemlig omslag (peripeti) og genkendelse (anagnorisis), drejer sig nu om disse [dvs. de i det foregående omtalte] ting. Dette citat giver i sig selv ingen mening, og S.K. skal da heller ikke bruge det til noget som helst, idet han konkret kun interesserer sig for at få nævnt begrebet Gjenkjendelsen. - in discnmine rerum: i et afgørende vendepunkt, - pro virili: efter hele sin evne.

✂ Confinium: grænseområde. - Concupiscents: begær. - Prædikatet: dvs. »det 363 interessante«. - eo ipso: i sig selv, som en selvfølge. - det Relaxerende: det befriende. - carambolere: falder sammen. - Fatum: skæbne.

✂ Aristoteles Udsagn: i Naturhistorien V, 4, 7.

✂ Klytaimnestras: K. er Agarnemnons hustru. - en gammel Tjener...: vers 861 ff. (Wilsters oversættelse). - Søn ... Velbehagelighed: jf Mark. 1,11.

✂ argumentum ad hominem: personligt (nærgående) argument. - en Oliegreen: var i Grækenland de bønfaldendes ydre tegn. - Da Amor forlader ...: Apuleius, Amor og Psyche, Nutzhorns oversættelse, Kbh. 1867, s. 51. - hamburgische Dramaturgie: i den samlede udgave, XXIV, s. 11 ff., jf note til s. 64. - Theologia viatorum: Vandrernes teologi, i modsætning til theologia beatorum, de saliges teologi, i en ældre inddeling af teologien, svarende til den stridende kirke i modsætning til den triumferende kirke. Det er karakteristisk, at S.K. her gør opmærksom på den menneskelige og stridende side af kristendommen, svarende til at han i sin fortolkning af Abraham fremhæver fortællingens »sorte huller«. - Autopsi: undersøgelse ved selvsyn.

✂ Aristoteles... Politik: V, 3, 3. - Augureme: et romersk præsteskab, hvis opgave var at tyde varsler; her unøjagtigt om græske sandsigere. - Ægteskabet stiftes i Himlen ...: Altså strukturelt svarende til Guds løfter til Abraham: Gud giver, Gud tager (og giver evt. igen i kraft af troen). Varianten er, at første led bortfalder: ønsket er en jordisk umulighed, svarende til at Gud aldrig har givet noget. I det følgende kritiseres æstetikkens billige forestilling om, at Kjærligheden har Himlen paa sin Side, idet æstetikken altså ser bort fra, at Endelighedens Trængsler og Vanskeligheder i sig selv er udtryk for Guds vilje (og ikke for onde Aander, jf f eks. 43: det evige Væsen (...) negtede Opfyldelsen) og derfor kun kan overvindes ved at gøre troens bevægelse.

✂ Himlen ... misundelig: udtryk for den græske forestilling om nemesis.

✂ Axel og Valborg...: Oehlenschlägers tragedie (udgivet 1810) handler om et Par, som Himlen selv adskiller (sml.: Som Kongens Sværd i Geistlighedens Haand / Her overskiærer denne Dug; saaledes / Adskiller Himlen evig Axel Thordsøn / Fra Valborg Immers Datter (III. akt)), fordi de er nært beslægtede og dåbssøskende og dermed adskilt af en synlig Magt, som dog er en automatisk følge af jordiske forhold og dermed kun synlig fra en menneskelig synsvinkel (det er ikke Gud, men kirken og kongemagten der taler her). Tilsvarende ser S.K. bort fra, at den himmelske magt i tragedien er jordisk og geografisk begrænset. - romantisk Forbindelse: dvs. papirløst og uplatonisk.

✂ in casu: i det givne tilfælde. - publici juris ... Privatissimum: beregnet for offentligheden... rent personligt. - engere: tættere, nærmere, inderligere.

✂ dilemmatisk: jf. det ofte formulerede dilemma: enten er det således, eller også er Abraham og troen og dermed alt tabt. - Dronning Elisabeth .... S.K. har historien om Jarlen af Essex's ring fra Lessings Hamburgische Dramaturgie, i den anførte udgave XXIV, s. 163-65. Elisabeth er en tragisk helt, der kommer i tvivl om, hvorvidt det nu også var rigtigt at 364 ofre det personlige for det almene, eller sagt på en anden måde: hun kommer i tvivl om, hvorvidt der ikke findes noget personligt, der er højere end det almene. e.s tavshed ligger dermed højere end det etiske, og hun har ikke andre steder at gå hen med sin hemmelighed end graven. - ni fallor om jeg ikke husker fejl. - det Dæmoniske: Dette betyder hos S.K. ikke det onde i sig selv, men betyder angsten for det gode, der tvinger én til at forblive (ulykkelig, ufri, men i en vis forstand »trygt« indesluttet) i det onde. Med en formulering fra Begrebet Angest: Syndens Trældom er et ufrit Forhold til det Onde, men det Dæmoniske er et ufrit Forhold til det Gode (SV IV 427). - Digternes: der tænkes nok først og fremmest på H.C. Andersens Agnete og Havmanden, 1834, opført i foråret 1843.

✂ som det jo læres i Sagnet: ikke i »Agnete og Havmanden«, men i mange eventyr.

✂ træde i et absolut Forhold dertil: Man kan træde i et absolut forhold til det dæmoniske, fordi det dæmoniske ved sin bevidsthed om og modsætning til det gode definerer sig selv i forhold til det guddommelige. Det paradoksale bliver da her, at man trods sin bevidsthed om det gode engagerer sig eksistentielt i at dyrke det onde, hvilket i den konkrete sammenhæng betyder, at Havmanden på grund af sin angst for det gode straffer og ødelægger sig selv i angeren. - pecus: fæ. - at knuse Agnete: dvs. at fortælle hende de sorte sandheder om sig selv (hvilket er det samme som at knuse hende menneskeligt og svarer til at ofre Ifigenia) og derved opnå det højere almene formål at blive åbenbar.

✂ Continuiteten i Havmandens Liv: Den kontinuitet, at han er forforer, kan ikke afbrydes på det æstetiske plan (af Agnetes kærlighed), men kan kun afbrydes ved, at en ny kontinuitet påbegyndes på det højere etiske plan, derved at han bliver åbenbar. - gaaer Ethiken til Grunde ...: fordi synden, som det dæmoniske, er defineret i forhold til det guddommelige. Da Angeren forudsætter et personligt forhold til det absolutte guddommelige (og det altså ikke er tilstrækkeligt med de andres tilgivelse), så går den almene etik i stykker her. - conditio sine qua non: betingelse uden hvilken ikke, dvs. ufravigelig betingelse, som her er den, at den enkelte skal være underordnet det almene for at kunne »gå op« i det. Hegel er nødt til at anse synden for at være en »første Umiddelbarhed«, da den ellers ikke ville kunne medieres ind i det almene.

✂ Gnavspil: spil hvor man bliver til nar, hvis man får narrens figur, altså til nar i forhold til de andre, mens man, som det fremgår nedenfor, i »Aandens Verden« kun kan narre sig selv. S.K. mener, at mennesker ofte som i spil bruger hinanden til at give sig selv en mening og betydning, der kun bygger på de andres, medspillernes, bekræftelse af spillets betydning, mens der set udefra er tale om meningsløse og ligegyldige spil uden noget forhold til den reelle virkelighed uden for spillet. - Tvivlen om Sjælens Udødelighed: der hentydes til tidens debat om Feuerbachs begyndende religionskritik.

365

✂ gnothi sauton: kend dig selv, disse ord var indskriften på templet i Delfi. - Pythagoras: S.K. støtter sig her til W.G. Tennemann, Geschichte der Philosophie, Leipzig 1798-1817, I, s. 94, hvor det anføres, at P. vejledede sine disciple i kunsten at fordybe sig i sig selv. - Socrates: jf Platons Faidros 230 a. - generatio aequivoca: tvivlsom opståen. Betegnelse for den (forældede) lære, at levende organismer opstår af uorganisk stof

✂ Erscheinung: tilsynekomst (især af noget højere). - Fortælling ... i Tobiæ Bog: Tobits Bog 6-8. - gik reject til Attestats: dumpede til embedseksamen. - Vollmachtbrief zum Glucke: fuldmagt der giver adgang til lykken, citat fra Schillers »Resignation«, 3. strofe.

✂ pántos gàr..,: thi der er bestemt ingen, der har undgået Eros, og ingen vil undgå ham, så længe der er skønhed til og øjne der ser. Longus, Daphnis og Chloé (ca. 400 e.Kr.), indledningen § 4. - ryges... glødende Emmer: (for at fa dæmonen til at flygte) Tob. 6,17-18. - Man læse blot Fortællingen: Tob. 7,15-17, som S.K. forholder sig frit til. - 8,13: Tob. 8,12. Versinddelingen i den ældre danske oversættelse af de apokryfiske bøger afviger mange steder fra den nugældende.

✂ bedre at give...:jf Ap.G. 20,35. - sværere at modtage ...: altså dér hvor man modtager i kraft af troens bevægelse. - Kjærhghed til Gud...: svarende til Abrahams absurde tro. Ligesom Gud kræver, at Isak skal ofres, således har Gud selv påført Sara ulykken, den er påført hende af en høiere Magt, og hun er selv uden Skyld. Saras situation er dog lettere end Abrahams, fordi hendes problem er forståeligt for det almene. - ikke taale Medlidenhed: jf Pap. VIII l A 161: O, der er maaskee af alle Lidelser ingen saa martrende som den at være udseet til Gjenstand for Medlidenhed, Intet der saadan frister til at oprøre sig mod Gud. - Blaubart: Blåskæg.

✂ Ich, roh gepragt...; S.K citerer her, let ændret, A.W. Schlegels tyske oversættelse. I Østerbergs oversættelse lyder stedet:

✂ Jeg, som er grov i Præg og savner Tækket,
Der kror sig for en Jomfru Let-paa-Taa,
Jeg, som er lens for Legemspragt, og snydt
For skøn Statur af Moder Unatur,
Vanskabt, ufærdig, for mm Tid sendt ud
I Aandedragets Verden, næppe halvgjort,
Tilmed saa krøblet og uregelret,
At Hunde bjæffer ad min halte Gang, - -

✂ Cumberlands Jøden: I skuespillet Jøden (da. oversættelse 1796) af den engelske dramatiker Richard Cumberland (1732-1811) anses hovedpersonen, jøden Scheva, af alle for en gnier og ågerkarl, men han udover hemmeligt stor velgørenhed. - Baggesen: i digtet »Kirkegaarden i Sobradise«, Danske Værker, Kbh. 1827-32, I, s. 282. - nullum unquam . : der har aldrig været noget stort geni uden en vis grad af vanvid. Et lidt unøjagtigt citat fra Seneca, De tranquillitate animi 17,10.

✂ Apostat: frafalden. - kat'exochen: i eminent forstand, par excellence. - kongelige Obligationer: obligationer med kongelig garanti.

366

100

✂ Tamerlan ... Hunner: Timur Lenk, mongolernes (ikke hunnernes) konge 1370-1405, en stor erobrer, berygtet for sin grusomhed - herostratisk: Herostrat afbrændte 356 f.Kr. Artemistemplet i Efesus for at opnå udødelighed - Gregorius Rimini...: G.R., augustinermunk, professor ved universitetet i Paris, død 1358, hævdede, at udøbte børn kommer i Helvede, mens de efter den almindelige katolske opfattelse kommer i en forgård til Helvede, hvor der hverken er pine eller salighed. G.R. fik derfor tilnavnet tortor infantium: de små børns bøddel (piner). Tilsvarende kunne Johannes kalde sig selv tortor heroum: heltenes piner. - Margrete ... i Mephistopheles's Huuhpeil: i Goethes Faust, Hexenkuche (I, 2074 ff.) ser Faust: den skønneste af alle skønne Kvinder! / Saa er da Kvinden virkelig saa fager, / som her hun hviler, hen paa Lejet strakt? / Har alle Himles Glans i samlet Pagt / sin Skønhed i det hulde Legem lagt? (P. Hansens oversættelse).

101

✂ wirthschafte ... grovt Sand: I Holbergs Erasmus Montanus I, 3, praler Per Degn med sin evne til at skaffe sig ekstra indtægter, blå. ved at stille folk over for valget mellem om der skal bruges »flint Sand« ved jordpåkastelsen eller »slet og ret Jord«. - Slæber: sutsko, tøfler.

102

✂ en anden Tvivl: Han har erkendt, at han ved sin første tvivl har pådraget sig en skyld over for Gud, og kan nu tvivle på, om han paradoksalt (dvs. på trods af sin skyld) kan blive frelst. - Steder i det nye Testamente...; der tænkes på Bjergprædikenen, Matt. 6 om almisse, bøn og faste (jf. citatet fra 6,17-18 nedenfor i teksten). S.K. definerer her Ironi som det at skjule den religiøse inderlighed, hvilket er berettiget af, at Subjectiviteten er høiere end Virkeligheden. Her mente Hegel jo det modsatte og bar selvfølgelig tilsvarende Nag til ironien. - løs Tale om Menighedens Idee: hentydning til grundtvigianerne. - desultorisk: springende, faldende i adskilte stykker. Meningen er: ved den foregående, »hektiske« gennemgang af mulige paralleller til Abraham er det kun blevet endnu mere tydeligt, hvor uforståelig Abraham er, sml. den kunstneriske teknik i de fire tekstafsnit med fejltolkninger af fortællingen om Abraham og Isak.

104

✂ Achilleus: Ifigenia kommer til Aulis i den tro, at hun skal ægte A. - Kong Edvard...: I Richard III udbryder kongen ved budskabet om sin broders død, som han selv har beordret, hvorpå han, forgæves, har kaldt ordren tilbage (i Østerbergs oversættelse):

✂ Hvem bad for ham? Hvem knæled, i min Vrede,
For mig og bad mig overveje vel?
Hvem nævnte Broderskab? hvem Kærlighed?

✂ S.K. citerer, med en enkelt ændring, Schlegels oversættelse. - taler i Tunger: 1. Kor. 12-14 (14,2: den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud).

107

✂ Spil... holde ham oppe: S.K. tænker på, at den sokratiske ironi i Sokrates' optræden som uvidende og spørgende tilsyneladende, som var der tale om et hejseværk, hævede hans samtalepartnere i vejret, og han selv trak sig nedad, mens der i virkeligheden skete det modsatte. Hvis denne teknik 367 blot havde været et smart nummer, som der ikke var eksistentiel dækning for, så havde S. nu måttet bruge hejseværket til at holde sig selv oppe (redegørelsen for denne sammenhæng skyldes Emanuel Hirseh). - 3 Stemmer: Platons Apologi 36 a, alm. ældre læsemåde, nu læses oftest: 30. - Idiot: her muligvis i den græske betydning: privatmand, lægmand.

108

✂ Diogenes: dvs. D. fra Laerte, Om de berømte Philosophers Liv og Lære. Pythagoras omkom under en opstand, idet han blev indhentet og dræbt på flugten.

109

✂ ænigmatisk: gådefuldt. - uresolveret: ubeslutsom. - Hæsitator: tøvende person. - seer i Løndom: Matt. 6,6.

111

✂ den Skrædder...: »Der Schneider im Himmel«, Grimms Kinder- und Haus-Marchen, 2. udg., Berlin 1819-22,1, s. 177-79. Den i eventyret afdøde skrædder, der i sit jordiske liv ikke havde hørt til de ærligste, men dog var sluppet ind i Himlen, satte sig i et ubevogtet øjeblik i Vorherres tronstol, hvorfra han kunne se ned på jorden. Dér så han en kone stjæle vasketøj og greb forbitret en skammel og kastede i hovedet på hende.

112

✂ Heraklit..: H.s teorier om altings bevægelighed, om det urolige og stadig omskiftelige, var ikke populære i hans samtid, der foretrak det sikre og enkle for det sande og komplicerede. Hermed fik han naturligvis en placering, der svarer til S.K.S. H. fik tilnavnet »den dunkle«, formentlig fordi han havde samme hensigt som S.K.: det gælder om at »skrive saaledes, at Kjætterne ikke kunne forstaae det« (SV III 287). Da H. altså var uforstået af menneskene, overlod han sit værk til »Guden« ved at anbringe det i Artemis-templet. - kai potamou ...: og idet han ligner tilværelsen ved strømmen i en flod, siger han, at man ikke to gange kan stige ned i samme flod. Platons Kratylos 402 a. - Discipel: Parmenides. - eleatisk: jf note til »Reflexion ...« s. 42. Med omtalen af eleaternes teori om, at bevægelse er en logisk umulighed, slutter Frygt og Bæven dér, hvor Gjentagelsen begynder.

Kierkegaard, Søren Frygt og bæven

Frygt og Bæven