↩ Salen svømmede atter sammen om ham - Latter og Sang, Lysdis og Mados, blodskudte Øjne, flammende Kinder, blussende Munde ... Fakler og Kårder, Stjærner og Kors - Jærnets Tegn. Ja, Jærnets Stormestre: Ingeniør og Knægt, Præst og Patron, Yngling og Ungmø, slå Vagt om mig, det Lam, der ofrede sit Blod, at I kunde beholde Eders; der sonede Eders lønlige Synd: Eders Øjeblikke af Sygdom og Sorg, af Samvittighedsnag og Gru! Og du, Sancta Lucia, i hvem Gud åbenbarede sig, at jeg skulde se hans Vilje, at jeg måtte lyde den: bliv du nu mit Jeg, at jeg kan elske det! mit Selv, at jeg kan tro det!