↩ Forholdet mellem Steffan, Susanna og Brynte er dog kun den inderste kerne i Jærnets handlingsgang. Som det allerede var tilfældet i Helten, bliver beretningen på fortællingens nutidsplan af mindre betydning i forhold til de indskudte og tilbageskuende partier. Formelt set er disse afsnit fortsat en del af Steffans bevidsthedsstrøm, men reelt må denne ramme siges at være sprængt. I stedet giver fremstillingen da plads for lange, selvbærende afsnit. Det kan f eks. være den udførlige drøftelse mellem brugspatronerne om jernindustriens stilling i første kapitel - et afsnit, hvis dokumentariske karakter formodentlig er enestående i datidens romantradition. Eller det kan være Märta Molls lange erindringsberetning i andet kapitel eller beretningerne om gustavianernes og karolinernes krige i tredje. Til tider angiver Kidde overgangen til disse selvbærende afsnit, idet han lader Steffan gemme ansigtet i en anden persons hånd for at læse »i dens Blods Billedbog« (s. 276) - en gestus, der også kendes fra andre steder i Kiddes forfatterskab.