↩ At Kidde skulle have forestillet sig en sådan forædling af det urene jern, passer jo udmærket med den alkymistiske symbolik, der er virksom i romanen (se f. eks. s. 235). Ligeledes kan skitsen underbygges med Kiddes svar i en tidsskrifts-enquete 1918 om krigens indflydelse på litteraturen. Der skildres heri, hvorledes krigens »jerntid« vil afføde en »ordets tid«, og således »må dette Sekels Digtere, der begyndte som små Elskovssangere, ende som store Gudsbesyngere.«12